En repræsentativ bestyrelse

Af admin, den 2. april 2008. Skriv et svar

Siden kvindernes internationale kampdag i marts har der været fornyet debat om det faktum, at kvinder er stærkt underrepræsenterede i de større selskabers bestyrelser.

Som altid er nogle begyndt at tale om kvoter, hvorved man vil tvinge selskaberne til at ansætte kvinder.

Nu er ligestilling et af de områder, hvor det af indlysende biologiske grunde er svært at være neutral. Jeg må derfor understrege, at mit synspunkt også støttes af en række kvinder.

Synspunktet er, at kvoter er en skidt idé. Kvoter er for torsk, ikke for mennesker, og positiv diskrimination er stadig diskrimination, både af de, der nyder fortrin (er du ansat af dygtighed eller fordi du skal opfylde kvoten), og de, der forfordeles.

Denne posting er affødt af dagens udgave af The Times, der viser lidt om, hvor galt det kan gå, hvis man vil have, at bestyrelserne skal afspejle den øvrige befolkningssammensætning. Den britiske kunststøtte ved Arts Council har i sine skemaer et punkt, hvor den seksuelle orientering af bestyrelsesmedlemmer ønskes oplyst. Helt forudsigeligt (no sex, please, we are British) har det mødt modstand hos kunstnerne, uanset deres seksuelle orientering.

Det er da heldigvis også den fremherskende opfattelse, også hos de grupper, der for tiden arbejder for flere kvinder i bestyrelserne. De påpeger et mere relevant problem, nemlig at rekrutteringen er for snæver i de større virksomheder, dvs. at nye kandidater søges i allerede kendte netværk. Det er en forståelig mekanisme, fordi udpegningen forudsætter tillid, og tillid begrundes som oftest på forhistorie og betroede folks vurderingen, og kun i mindre grad på vurdering af kvalifikationer fra ukendte ansøgere.

Det er nok nærmere i dette forhold, man skal finde forklaringen på kvinders underrepræsentation, og ikke i egentlig kvindeundertrykkelse.

Problemet ligger i rekruttering. Man bør derimod ikke stræbe efter bestyrelser, der i videst mulige omfang skal spejle samfundets sammensætning af rødhårede, kvinder, handicappet, religiøse, frimærkesamlere, etniske og andre grupper.

Ikke en aprilsnar

Af admin, den 2. april 2008. 1 svar

I går var det 1. april, og traditionen tro havde de forskellige medier hver deres aprilsnar.

En aprilsnar fortæller noget om dem, der lader sig narre. For eksempel kan man ikke kende CEPOS særligt godt, hvis man — som Børsen — troede på Informations historie om, at CEPOS og CBS skulle fusioneres. CEPOS går ikke på støtten, men havde den handlet om, at CEPOS ville privatisere CBS og sætte dem fri, så havde historien været mere troværdig — bortset fra, at CEPOS ikke har midler i samme omfang som AE.

Men en aprilsnar fortæller også noget om dem, der fortæller den. Den viser ganske ofte deres egne fordomme.

Information begrunder historien med, at CEPOS gerne vil have fat på de studerende og påvirke dem. Tja, det er da rigtigt, at de (vi, jeg er med i bestyrelsen) gerne vil påvirke de unge, men det kan vel gøres mindre anmassende end ved at overtage en undervisningsinstitution, f.eks. ved frivillige tilbud om undervisning og foredrag (se tilbuddene hos CEPOS her). Det er vist marxisternes lange (den varer nogle år endnu, indtil pensionsalderen oprinder) march gennem institutionerne, der spøger i bevistheden.

En anden selvafslørende aprilsnar var journalistforbundets fagblad Journalisten, der fortalte, at Paula Larrain skulle overtage posten som chefredaktør på Se og Hør, fordi Henrik Qvortrup nægtede at efterkomme et krav fra ejerne om at gå endnu lavere. Hermed fik forbundet, der åbenbart ser det som sin fineste pligt at fastholde den venstreorienterede konformitet blandt journalister, sendt et spark til Larrain som tak for, at hun havde stillet op for et borgerligt parti. Hun er i øvrigt for nyligt blevet blogger på Journalisten, så mere uforsonligt er det nu heller ikke; de hygger sig nok i det snævre danske journalistmiljø.

I dag kan man så læse, hvilke aprilsnar der er blevet forsøgt. Men det fortæller desværre ikke, hvilke af de helt usandsynlige historier fra i går, der ikke var en aprilsnar og dermed alligevel – helt utroligt – var sande.

Vi iler med at afhjælpe denne mangel og kan fastslå, at nej, det var ikke en aprilsnar, at de venstreekstreme grupper får et nyt ungdomshus for at undgå mere vold. Ritt Bjerregaard har hermed givet efter for volden, selvom hun klart tog afstand fra at gøre noget sådant. Der foreligger ikke noget om, at man også vil lave en kommandocentral et ungdomshus for de højreekstreme, der hidtil har måtte dyrke deres modkultur og særlige musiksmag i private lokaler i Greve. Men måske hører vi mere herom næste 1. april.

Update: Det er lykkedes 180grader at få fat på den tale, som skal holdes ved indvielsen. Ahem.

Årets public choice konference

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2008. Skriv et svar

Et af årets faglige højdepunkter for mig er den årlige europæiske public choice konference, hvor man ikke blot møder sine venner – denne gang i Jena i Tyskland – men også overvære en række præsentationer af ny forskning af nogle af de førende forskere. De cirka 200 papirer fra hele verden kan læses her, og helt gratis, så enhver interesseret Punditokrat-læser kan hente hvad han eller hun har lyst til af inspiration.

For som tidligere år at give læserne en lille forsmag på, hvad konference bød på og hvad der rører sig på området, er her et helt og aldeles subjektivt pluk af nogle af de mest spændende nye projekter.

Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles), der sammen med Johanna d’Hernoncourt – som stadig er almindelig studerende, om end en lovende en af slagsen – præsenterede forskning i sammenhængen mellem folks sociale tillid og størrelsen på landets undergrundsøkonomi. De to finder klar evidens for, at tillid er forbundet med en mindre undergrundsøkonomi, alt andet lige.

Niklas Potrafke (Humboldt Universitet i Berlin), der pegede på at mens venstreorienterede regeringer i OECD indtil 1990 øgede de sociale udgifter, har billedet ændret sig så de i dag i gennemsnit er mere tilbøjelige til at skære i overførsler og deslige, mens det er højrefløjen der øger dem. Var der nogen, der tænkte Anders Fogh?

Martin Gassebner (ETH Zürich) ser i sin artikel med Axel Dreher på hvordan korruption har påvirket iværksætteraktiviteten i 43 lande. De to tyskere finder, at mens korruption overordnet set ikke har de store konsekvenser for iværksættere, er den faktisk positivt forbundet med graden af iværksætteraktivitet når landes reguleringsniveau er tilstrækkeligt højt.

Katja Rost (Zürich Universitet), der sammen med tre kolleger har undersøgt hvad moderne firmaer kan lære af katolske klostre, for at overkomme corporate governance problemer i at få både ansatte og ledere til at vælge de optimale løsninger.

Så hvis man er interesseret i den type emner, er det bare om at besøge konferencens hjemmeside og hente papiret – eller hvis man er doven, at lobbye denne blogs redaktør for at skrive mere uddybende om et af dem.

Vindere og tabere, Brasilien og Argentina.

Af Niels Westy, den 30. marts 2008. 8 svar

En del herhjemme har formentlig en opfattelse af, at der ikke er de store forskelle på de enkelte latinamerikanske lande. En opfattelse der ofte præger mediedækningen i MSM, hvor problemstillinger fra kontinentet ofte kun er interessante, når det giver mulighed for slet skjult kritik af USA (venerationen hos dele af danske medier for f.eks. Cuba skal vist primært forstås i denne kontekst), hvor myten om USA’s imperialistiske dominans fortsat dyrkes intenst. I en hvis udstrækning skal journalisterne være undskyldt, idet det er en myte, der også dyrkes af både nationalistiske og venstreorienterede grupperinger i en række latinamerikanske lande. Da et stort antal journalister vist ikke er besjælet med nogen videre grad af hverken kritisk sans eller behov for at udfordre et allerede fastlåst (naivt) verdensbillede, eller har nogen dybere viden om økonomi og historie, er resultatet jo næsten givet på forhånd.

Man kan med en hvis ret spørge, hvad jeg bilder mig ind, når jeg så kategorisk afviser det meste af den danske nyhedsdækning i Latinamerika som underlødig. Den ret tiltager jeg mig efter mere end 20 års engagement i den “latinamerikanske virkelighed”. En virkelighed der for en nordeuropæer til tider antager nærmest surrealistiske dimensioner.

En virkelighed der for alvor “ramte” mig, da jeg en gang for mange år siden gerådede mig ud i en længevarende diskussion med nogle af mine vellønnede og veluddannede progressive brasilianske venner om Brasiliens udlandsgæld. Det endte med at en af dem pointerede at “de” som fattige og undertrykte altid var blevet blevet udnyttet af “os” i den 1. verden. Da jeg spurgte hende hvad hun mente med det, blev jeg belært om griske amerikanske banker, multinationale selskaber osv. osv. (med andre ord et verdensbillede som læseren kan stifte bekendtskab med ved at kigge på det herhjemme efterhånden berygtede/berømte online “leksikon” leksikon.org). Da jeg anførte, at det virkede temmeligt hult i mine ører, at en person hvis far ejede en hel dal, havde indtil flere hjemmehjælpere ansat, og i det hele taget havde et forbrug og en livsstil der på alle måder matchede den velstillede middelklasse eller mere til i den såkaldt rige del af verden, og at jeg så forøvrigt mente at det måske var en ide at se på de reformer der var gennemført i Chile, blev dette afvist med en henvisning til at Latinamerika var offer for den rige verdens undertrykkelse, og at Chiles reformer var udtryk for amerikansk imperialisme (samtalen fandt sted mens Pinochet fortsat var Chiles diktator)- punktum slut finale.

Her 20 år senere har samme nære ven flere gange været i Chile og taler varmt og begejstret om de fremskridt man har gjort der. Hvilket dog desværre (endnu) ikke indebærer en erkendelse af, at det kunne være at Brasilien og andre Latinamerikanske lande, måske kunne opnå samme gunstige resultater, som f.eks. at få en korruption på (næsten) nordeuropæisk niveau, hvis man begrænsede mulighederne for korruption ved at fremme de private markeder og minimere offentlig indblanding og beukratiske barrierer. Men bortset fra det, så er holdningerne ændret markant, og selv multinationale selskaber omtales i noget venligere toner, ligesom jeg ikke længere gøres personlig ansvarlig for den eksterne gæld 🙂

Som det fremgår af nedenstående figur, kan hverken Argentina eller Brasilien prale med synderlig høj vækst de seneste 30 år. Sammenligner man de to økonomier, er det dog slående, at Argentinas vækst er væsentligt mere erratisk. Set over det seneste halve århundrede er det måske også slående, at hvor velstanden i Argentina i slutningen af 1950erne var ca. det dobbelte af Spaniens, er forholdet i dag det omvendte.

Men der er en række gode grunde til at være mere optimistisk end i mange år omkring Brasiliens fremtidige vækst, i modsætning til Argentinas.

En del vil muligvis undre sig over dette udsagn, i og med at det fremgår af figuren, at Argentina siden dets økonomiske nedsmeltning i 2001 har oplevet høj vækst, hvorimod Brasiliens vækst har været på et noget lavere niveau. Ja, set på kort sigt vil der sikkert være de der vil pege på Argentinas høje vækstrater de senere år som “bevis” på, at det kan betale sig at føre en “populistisk” økonomisk politik, inklusiv tvangsnedskrivning af kreditorernes tilgodehavender osv.

Denne politik har også haft sine fortalere i Brasilien. Både i 1980erne og 1990erne argumenterede PT og dets leder, den nuværende præsident, Lula, for samme tilgang til Brasiliens gældsproblemer. Det interessante er, at i modsætning til Argentinas default på den offentlige gæld i 2001 og devaluering af pesoen, valgte man i Brasilien at stramme den økonomiske politik, acceptere lavere vækst og overholde sine eksterne forpligtigelser.

Selv om Partido dos Trabalhadores (PT) og Lula i valgkampen op til deres valgsejr i 2002 lovede at føre en ansvarlig økonomisk politik, reagerede de finansielle markeder negativt, da valgresultatet blev kendt, – ikke underligt, givet den langt mere venstreorienterede retorik ved tidligere valg. Men rent faktisk har man stort set stået ved det man sagde, og har fastholdt den ansvarlige økonomiske politik lige siden under den socialistiske præsident.

At det er lykkedes på trods af intern uro i Lulas parti giver anledning til en hvis optimisme. Nu og her har det indebåret, at udenlandske investeringer i Brasilien sidste år slog alle rekorder med 35 mia. USD. – en stigning på 84% i forhold til året før.

Argentina har godt nok oplevet højere vækst på kort sigt (se figur 1), men til gengæld er der et voksende inflationært pres (inflationsraterne i nedenstående figur er officielle tal, og den reelle inflation er formentlig en hel del højere, idet regeringen fifler en del med de økonomiske nøgletal, ikke mindst inflationstallene). Med en økonomi der allerede er tæt på sin kapacitetsgrænse, og som er præget af et lavt investeringsniveau – og en lav tiltro til myndighederne, ser det umiddelbart ud til, at Argentina fortsætter en gammel Latinamerikansk tradition for økonomisk ustabilitet og erratisk og lav vækst.

Mens begge lande har nydt godt af de høje priser på en række eksportvarer, kan man udtrykke det med, at Argentina har valgt, som det historisk altid har gjort, at bruge hele gevinsten med det samme, mens brasilianerne vægter de langsigtede muligheder højere.

Denne forskel i tilgangen til den økonomiske politik indebærer, at hvor risikoen for et økonomisk tilbageslag er overhængene i Argentina, hvis eksportindtægterne svigter, står Brasilien for en gangs skyld godt rustet, også hvis råvarepriserne skulle udvise en vigende tendens igen.

Og sidstnævnte er resultatet af hvad der må kaldes et historisk paradigmeskifte i Brasiliansk politik. Hvor man i 1960erne og 1970erne satte den stabilisering overstyr som fulgte efter militærets magtovertagelse i 1964, har regeringerne under de to seneste præsidenter, Fernando Henrique Cardoso (1995-2002) og Luiz Inácio da Silva (2003-), som nævnt ført en traditionel ortodoks økonomisk politik.

Det indebærer ikke, at Brasilien kan siges at nærme sig f.eks. den markedsliberale chilenske model, langtfra. Man fristes til at sige desværre, set ud fra et vækstsynspunkt, er Brasilien fortsat karakte
riseret ved høje skatter,
høj korruption (har været stigende i socialisten Lulas regeringstid), ineffektive finansielle markeder og offentlig sektor. Men den skepsis som Lula blev mødte med, da han tiltrådte som præsident i 2003, må anses for at være gjort til skamme. Og selv om det kan være svært at pege på originale tiltag fra den nuværende regerings side, der for alvor har påvirket Brasiliens fremtidige vækstpotentiale positivt, kan det meget vel være, at dens væsentligste bidrag er alt det den ikke gjorde, nemlig at vende tilbage til tidligere tiders populistiske og kortsigtede løsninger.

Dette står i skarp modsætning til udviklingen i Argentina. En autoritær økonomisk politik, udstrakt brug af administrative indgreb, høje eksportskatter (skatten på eksport af Soja er oppe på 40%) og manipulerede økonomiske nøgletal osv. viser (desværre) med al ønskelig tydelighed, at Argentina har lang vej endnu, før man erkender betydningen af økonomisk stabilitet og troværdighed og bliver en moderne økonomi.

eller som “The Economist” skrev i forrige uge:

“Argentina has indeed shown that a country can get away with sacrificing price stability in favour of growth for far longer than the naysayers claimed. But eventually, as in every other country in the world, the amount and productivity of its investment will determine its economic performance. With inflation rising ever higher—and becoming harder to calculate—that investment will prove hard to come by. “

Spørgsmålet er blot hvor mange kriser Argentina skal igennem, før man erkender dette. I Brasilien har den rødeste regering ( i hvert fald på papiret) nogensinde indset dette for flere år siden.

Politisk forår?

Af admin, den 30. marts 2008. 4 svar

Dagen er tiltaget med seks timer; foråret er på vej.

I dagens Berlingske er der to artikler om Ny Alliance, som nok engang prøver at skifte ham. Denne gang er Anders Samuelsen helt i front, og relanceringen præsenteres som meget liberal. Det er skrevet af journalister, så det siger ikke så meget i sig selv, men alligevel.

Jeg var forbi deres hjemmeside, men der var ikke rigtig noget nyt. Hm, måske deres IT-folk er blandt de afvandrede. Det kommer jo nok, men det gør det lidt svært at tjekke oplysningerne.

Alligevel vil jeg lade foråret råde og se det fra den lyse side. De budskaber, som Anders Samuelsen får sendt i de to artikler (her og her), lyder rigtig godt, rigtig rigtig godt endda.

Mange læsere af denne blog har sympati for partiet Liberalisterne og deres projekt med at få et parti ind i Folketinget, der ønsker en liberal politik til erstatning for det parti, der for tiden misbruger samme betegnelse. Men medmindre Forbrugerombudsmanden får overskud og mod til at påtale den falske markedsføring, når han er færdig med at censurere erotisk harmløse reklamer, er det ærlig talt meget tvivlsomt, om partiet kommer ind.

I stedet kunne det tyde på, at vi får en mulighed i Ny Alliance, hvis de virkelig mener det alvorligt med en mere borgerlig-liberal profil. Partiet er allerede i Folketinget, hvilket giver en langt bedre mulighed for at profilere sig og få opbakning. Partiet har meldt klart ud, at det hører til på den borgerlig-liberale fløj, og det burde — hvis de ikke svigter tilliden — give en masse af os mulighed for rimeligt risikofrit at udtrykke vores utilfredshed med den nuværende bloks forkærlighed for socialdemokratisk politik.

Anders Samuelsen udtrykker det meget rammende:

Nu kommer vi med et bud til de borgerlige vælgere, og hvis de fortsat vil være nogle tøsedrenge som i valgkampen, så må de selv om det. Så er de selv skyld i, at skatten ikke kommer ned.

Nu er det lidt vel flot at kalde os, denne punditokrat medregnet, for tøsedrenge, fordi vi ikke stemte på et parti, der i den grad rodede rundt i, om de var et trendy afkom af RV og SF eller et fornuftigt borgerligt-liberalt parti. Men det ændrer ikke på, at vi nu faktisk har chancen for at markere over for Fogh, at der er en vilje til at føre en borgerlig-liberal politik.

Det er på høje tid. For vi lever under et ejendommeligt politik klima.

På den ene side har vi den borgerligt-liberale regering, støttet af en nationalistisk variant af socialdemokratiet, der synes fast besluttet på at udkonkurrere socialdemokraterne på at være gode kollektivistiske og formynderiske socialdemokrater.

Tag blot det seneste helt vanvittige eksempel med rygeloven, som Birgitte Josefsen har ønsket strammet, før den aftalte revision af loven overhovedet var aktuel. Det er herremandsmentalitet af den mere rå slags: politikerne vil have folk til at holde op med at ryge, men tillod storsindet at man kunne gøre det på små beværtninger, formodentlig i den tro, at det lod man være med. Men sandelig om der ikke var dele af befolkningen, som ikke makkede ret. Det skal de, for politikerne skal nok bestemme, og individuel opsætsighed tolereres ikke. Det er, eller rettere: burde, være komplet uforeneligt med borgerlig-liberal tankegang at forbyde en adfærd, der blot er rimelig usund, når denne kan foregå på en måde, så ingen for alvor kan blive tvunget til det at gøre det mod sin egen vilje. Man kan – med et vist besvær – argumentere for rygeforbud på mange steder, men man kan ikke forsvare at udvide det til alle områder. Det er ganske simpelt en misforståelse at tro, at forbi et lokale har offentlig adgang, så ophører det med at være privat ejendom. Men så vidt er det kommet.

På den anden side har vi et Socialdemokrati og nu også et SF, der siger ting, som tidligere var udtryk for god borgerlig-liberal tankegang: man skal gøre sin pligt og ikke bare kræve sin ret, og man skal ikke være tolerant over for intolerance. Villy Søvndal tager et opgør med det-er-altid-samfundets-skyld doktrinen i sit parti til stor fortørnelse for partiets fortidslevn, men stor glæde for de mange, som ved, at de borgerlige-liberale har ret, men som betragter det som uanstændigt at støtte dem. Og selv Mette Frederiksen har, formodentlig inspireret af Villys succes, i dagens avis gjort sig til talskvinde for pligter og ikke bare rettigheder.

Så før de to fløje helt bytter side, kunne det være rart med et borgerligt-liberalt parti, der faktisk er borgerligt-liberalt.

To problemer melder sig. For det første er det ikke så populært i medierne at være borgerlig-liberal som radikal eller SF. NA må derfor forberede sig på mindre dækning, og en dårlig dækning når den er der, end man fik sidste sommer.

For det andet skal de føre en borgerlig-liberal politik på et tidspunkt, hvor folk har vænnet sig til socialdemokratismens uafvendelighed. Kan man virkelig tænke selv? Kan man virkelig tage ansvar for sig selv? Er penge ikke syndige, og vil privat hjemmepleje og hospitaler ikke medføre civilisationens undergang? Der venter en betydelig pædagogisk opgave. Hertil kommer, at der er mange forskellige opfattelser af, hvad borgerlig og liberal politik egentlig er.

I et demokrati er det umodent kun at ville stemme på et parti, hvis man er 100 pct. enig. Mindre, meget mindre, kan også gøre det.

Hvis Ny Alliance virkelig vil tilbyde en borgerlig-liberal politik i højere grad, end den nuværende regering gør, og det er vanskeligt at gøre det ringere, så har vi omsider et politisk alternativ til sofaen.

Så er vinteren måske alligevel omme.

Kanon? II

Af Jørgen Møller, den 25. marts 2008. 3 svar

Kanonen er som bekendt affyret, og selv om braget ikke blev så højt, vil vi jo gerne gøre vores til at sætte gang i debatten her på stedet. Nedenfor følger derfor den ’anmeldelse’, jeg havde i Weekendavisen ved den lejlighed – altså næsten med eneret for Punditokraterne….

———

Kanonen skyder med spredehagl

”Et begreb, der betyder alting, betyder ingenting. Og sådan er det blevet med ’demokrati’, der i dag snarere end at være et begreb med en bestemt betydning, er en vag tilslutning til en populær idé”. Sådan skrev en af vor tids mest kendte politologer, Robert A. Dahl, i den moderne klassiker Democracy and its Critics. Siden er der løbet meget vand under broen, men Dahls hævede pegefinger er ikke blevet mindre relevant. For kommunismens sammenbrud – der fandt sted efter udgivelsen af Democracy and its Critics – har efterladt demokratiet alene tilbage på valen, ideologisk set. Hvis vi ser bort fra nogle forblændede tilhængere af politisk islam samt nogle forbenede tilhængere af politisk marxisme, så bekender stort set alle sig i dag til den demokratiske tanke.

Men selv om alle bruger det samme ord, så mener folk ofte noget væsensforskelligt med det. Såvel betydningen af ’demokrati’ som de fænomener, ordet betegner, er altså genstand for strid. Og det er derfor, som Dahl påpeger, på sin plads at skille skidt fra kanel inden for denne paraplybetegnelse.

Lad det være sagt med det samme: det gør den netop udgivne ’Demokratikanon’ ikke! Tværtimod faktisk. Den knap 100 sider lange oversigt er ekstremt vidtfavnende, og den lægger vejen omkring en række ideer og foreteelser, der – i bedste fald – kan opfattes som forudsætninger for demokrati, eller som ofte går hånd i hånd med demokrati. Læseren bliver først introduceret for demokratiets åndelige og historiske rødder – fra antikkens Athen til højmiddelalderen. Derpå følger en række store tænkere, der før og under Oplysningstiden har bidraget til det demokratiske tankegods. Så er det tilbage til det faktisk forekommende i 1800-tallets Vesteuropa samt i Danmark. Og endelig får vi en præsentation af det 20. århundredes vigtigste politiske begivenheder set fra lille Dannevang. Undervejs forsvinder demokratiet – eller i hvert fald dets kerne – næsten helt ud af syne.

Hvordan kan det være? En del af årsagen skal givetvis findes i det udstukne kommissorium. Demokratikanonen skal samle ”de begivenheder, tænkere og tekster, som i særlig grad har præget synet på det enkelte menneskes frihedsrettigheder, samfundets sammenhængskraft og udviklingen af det danske demokrati”. Det er kort sagt lidt af en pakke, Undervisningsministeriet har bestilt. Frihedsrettighederne (eller i hvert fald visse af dem) lader sig nok koble til demokrati, men sammenhængskraft er noget andet og mere – måske en forudsætning for demokrati, måske en af dets virkninger, måske noget helt tredje; demokrati er det jo i hvert fald ikke.

Det har ’Udvalget til udarbejdelse af en demokratikanon’ tilsyneladende også tænkt, da de påbegyndte arbejdet. For udvalget har faktisk – og det fortjener ros – forsøgt sig med en noget mere afgrænset definition inden for kommissoriums vide rammer. For at gøre en lang historie kort er det demokrati som henholdsvis politisk ideologi og som styreform, sigtekornet bliver indstillet efter. Ideologien rummer idealerne om frihed, lighed og tolerance, mens styreformen kredser om den suveræne folkevilje.
Væk er sammenhængskraften, tænker man lettet. Men i den efterfølgende uddybning af definitionen åbner udvalget lidt for godteposen igen. Den særlige danske demokratimodel er nemlig præget af andet og mere end folkesuverænitet – en stærk statsmagt, konsensus om de store politiske beslutninger og velfærdsmodellen bliver her spillet på banen.

Det kommer vi tilbage til. I første omgang er det værd at slå fast, at i hvert fald den overordnede definition giver en relativ overskuelig rejsevejledning – den sætter os kort sagt i stand til at vurdere om bestemte ideer og begivenheder hører hjemme i kanonen eller ej.

Begyndelsen tegner da også lovende. De første 10 kanonpunkter holder sig inden for det definitionsmæssige udgangspunkt, hvilket fremgår af, at begrundelsen – hvert enkelt punkt indeholder en sådan – rent faktisk kæder tanken/begivenheden sammen med demokrati som politisk ideologi eller styreform. Denne del af kanonen er i det hele taget fornøjelig læsning. Vi kommer omkring den kristne lighedstanke, de store historiske håndfæstninger, Jyske Lov, Reformationen og flere af de tidlige liberale tænkere.

De næste 10 punkter er sådan set også udmærkede, og den danske vinkel i kapitlerne om statsborgerskab, trykkefrihed, Grundtvig, stænderforsamlingerne og Grundloven fungerer udmærket. Men godt halvvejs igennem ryger disciplinen over bord – i hvert fald i forhold til den overordnede definition. For her stifter vi pludselig bekendtskab med 1800-tallets konkurrerende politiske bevægelser i Danmark, med særlige lovgivningspakker og med internationaliseringen. Hvad dette har med demokrati som ideologi eller styreform at gøre er svært at se.

Tilsyneladende også for udvalget selv, for begrundelserne løsriver sig gradvist fra udgangspunktet, ja i et vist omfang ophører de med at begrunde noget som helst. I stedet bliver der tale om en form for resumeer af punktet. Kapitlet om ’Bonde- og højskolebevægelsen’, ’Arbejderbevægelsen’, ’Den kulturradikale bevægelse’ og ’Folkeafstemningen om EF’ er værd at nævne i denne sammenhæng. Ja, selv i et så væsentligt kapitel som ’Demokrati mod totalitarisme i mellemkrigstiden’ begrunder begrundelsen ikke rigtig noget. Og endelig synes enkelte kapitler – eksempelvis ’Demokrati under anden verdenskrig’ – ligefrem at pege væk fra demokratiet som styreform, det vil sige at omstøde selve udgangspunktet for færden gennem demokratiets historie.

Som kapiteloverskrifterne mere end antyder, bliver der plads til mange andre gode ting. Det er givetvis også med disse kapitler (samt måske kommissorium) i mente, at velfærdsstaten og de brede forlig – det socialdemokratiske og radikale Danmark – blev spillet på bane allerede i uddybningen af den dobbelte definition. Spørgsmålet er bare, hvad de laver i en demokratikanon. Hvis det ikke lige var, fordi Karen Blixen, Asger Jorn og Michael Laudrup glimrer ved deres fravær, så kunne beskrivelsen af det 20. århundrede (og i øvrigt også anden halvdel af det 19.) nærmest sammenfattes som en ’Danmarkskanon’.

For at øge forvirringen synes det som om, udvalget medlemmer ikke helt har kunnet blive enige om det enkelte punkts berettigelse. Igen er det mest udpræget i anden del, men allerede i punktet om Jean-Jacques Rousseau møder vi en ulmende uenighed. Hvor begrundelsen slår fast, at vi her har at gøre med en mand, der stod fadder til selve ideen om folkesuverænitet (det vil sige demokratiets inderste kerne), så gør teksten mest ud at beskrive, hvordan Rousseau leverede ammunition til demokratiets udfordrere. Det er naturligvis rigtigt, at den autodidakte filosof var en sammensat tænker, men flerheden af opfattelser gennemsyrer de sidste 50 sider i almindelighed – og det både indenfor enkelte kapitler og på tværs af kapitlerne.

Med andre ord: kanonen skyder med spredehagl. Og, hvilket ikke er overraskende, haglene rammer ofte mål forbi. Den læge læser vil givetvis have svært ved efterfølgende at sætte klare ord på demokratiet som politisk ideologi og/eller som styreform – endsige udpege de faktiske strømninger og begivenheder ordet betegner. Dermed blåstempler kanonen i et vist omfang tendensen til, at ’demokrati’ bliver slynget til højre og venstre i politiske diskussioner g
anske uden klarhed i konno
tationerne.

Det er, som jeg lod Dahl påpege på de første linjer, en skam. Men det sidste ord er naturligvis ikke sagt i denne sag. I såvel statsministerens forord som i indledningen gør kanonen en dyd ud af at betone, at der ikke er tale om ”en færdig facitliste”, men ”et kvalificeret oplæg til debat”. Den udstrakte hånd bør vi – som deltagere i den offentlige debat – gribe. Efter den negative kritik af (dele af) kanonen er et positivt korrektiv derfor på sin plads. Hvis vi henholder os til at indfange demokratiet som politisk ideologi og styreform, så lyder overtegnedes dobbelte bud som følger.

Ideologisk er demokratiet udtryk for et opgør med verdenshistoriens dominerende organisationsprincip: privilegie- eller standssamfundet. Der er tale om en strømning, der betoner menneskets (i rollen som borger) politiske lighed. Sagt på en anden måde er der (pace Hal Koch) tale om en afvisning af, at fastlæggelsen af politiske beslutninger forudsætter særlige kvalifikationer. Enhver statsborger over myndighedsalderen har ret til at kaste sin stemme – og opstille til Tinge – uanset hvor ’inkompetent’ vedkommende måtte være i livets øvrige forhold.

Hvad styreformen angår, lader den samlede pakke sig sammenfatte i frie valg og et bestemt sæt af politiske frihedsrettigheder – samt retsstatens garanti for at begge dele bliver effektive. Styreformen giver dermed de ’ukvalificerede’ borgere lige ret til at fastlægge de politiske beslutninger uden at stille krav til indholdet af disse beslutninger. ”Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad”, som Alf Ross elegant formulerede det for godt 60 år siden. Dermed er også sagt, at de politiske beslutninger ikke skal være et produkt af endrægtighed. Som styreform giver demokratiet tværtimod plads til uenighed på tværs af det politiske spektrum.

I den forstand er der ikke noget forjættende ved demokratiet. Det stiller ingen utopier i sigte. Som den amerikanske politolog Samuel Huntington engang skrev – det var inden, han blev den forkætrede forfatter til Civilisationernes sammenstød – så er ”demokrati en løsning på problemet med tyranni, men ikke nødvendigvis på noget andet”. Midlet er enkelt: at give frit slag for konkurrerende synspunkter, så længe deltagerne overholder spillets regler. Det er – vil jeg så tilføje – lidt af en præstation, specielt i et historisk perspektiv. For ret beset er der kun ét alternativ til politisk uenighed: en ’enighed’ gennemført med magt. I den forstand er demokratiet menneskehedens vakreste opfindelse. Derfor fortjener det måske nok en kanon. Det har det så fået – og der blev lidt for enhver smag. Lidt for meget.

Læser Du bøger?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. marts 2008. 5 svar

Her på stedet underholder vi jo fra tid til anden med, hvad de forskellige punditokrater læser af ting i ferier m.v.  Derfor tænkte jeg, at jeg lige ville nævne, at jeg påske-lørdag var interviewet i Information til klummen “Læser Du bøger?”.  Det var her, men kommer også her:

Hellere Pippi end hjælpeløse samtalebøger

Han er ikke pjattet med det seneste års bølge af pseudovidenskabelige bøger, skrevet som ‘banale fristile’. Til gengæld ville verden være et bedre sted, hvis alle havde læst Milton Friedman, mener professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard

– Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

“Der er så meget godt. Jeg tror oprigtigt, at verden ville være et meget bedre sted, hvis flere havde læst Milton Friedmans Det Frie Valg eller F.A. Hayeks Vejen til Trældom. Men måske det er for forudsigelige svar? Det bedste svar er vel, at jeg ønsker mig, at folk skal læse det, de selv oprigtigt har valgt at læse snarere end noget, der bliver dem påduttet, fordi det er nyt, ‘smart’ eller politisk korrekt.”

– Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

“Det er svært at sige, bl.a. fordi man jo ofte vælger at læse bøger, som man på forhånd tror, vil være nogen, man kan lide. Taler vi skønlitteratur, så blev jeg f.eks. i mine teenage-år umådeligt meget påvirket af Ayn Rands romaner The Fountainhead og Atlas Shrugged, men jeg havde allerede i forvejen fået dem varmt anbefalet og vidste, at jeg nok ville kunne lide dem.”

Storslemt

– Hvad er den værste bog, du har læst?

“Oh, det er jo også svært, for der er sørme også så meget at vælge imellem. Især på dansk. De fleste af de seneste års ‘samtalebøger’ og politiske erindringer er ret hjælpeløse, kedelige og dårligt skrevet – så dem holder jeg mig generelt fra. Noa Redingtons Den Første om Helle Thorning-Schmidt er storslem på alle kriterier. Jeg afskyr særligt bøger, der udgiver sig for at være ét og så er noget helt andet. F.eks. kunstnere eller politikere, der tror, de er dybsindige tænkere. Eller samfundsforskere, der skriver bøger og prætenderer, at de er ‘videnskabelige’ eller ‘videnskabsformidlende’, men hvor der reelt er tale om studentikose og banale fristile. Jeg kunne nævne mange, men det ville stride lidt mod mikrobiologiens første lov om, at ‘don’t shit where you eat’.”

– Har du en yndlings-forfatter?

“Det kommer jo an på genren. Stilistisk og sprogligt set er min favorit så ubetinget den amerikanske journalist og politiske satiriker P.J. O’Rourke, som i mange år skrev for Rolling Stone, men nu er tilknyttet Atlantic Monthly. Han er elegant, hylende morsom og har politisk bid.”

“Af faglitteratur kunne jeg nævne en som økonomen og filosoffen Ludwig von Mises. Det er aldrig morsomt, men han formåede at fremstille selv de mest komplicerede ting i et forbilledligt klart sprog og med en tydelig logik. Alle postmoderne og socialkonstruktivistiske skribenter, som tror, at noget bliver finere eller bedre, desto sværere det er at forstå, kunne lære meget af at læse Mises.”

10-15 forskellige bøger

– Hvornår læser du?

“Evig og altid, men alligevel alt, alt for lidt. Døgnet har jo kun 48 timer. Jeg slæber altid rundt på noget i min taske, som jeg kan læse, hvis chancen byder sig. Noget er arbejdsrelateret, andet er nyheder, og så er der som regel en bog eller to. Jeg har konstant 10-15 vidt forskellige bøger på mit natbord. En gang om året sværger jeg: ‘Ingen nye bøger, før de gamle er læst’, men det går ikke så godt med det.”

– Hvad er din seneste skønlitterære oplevelse?

“Vi har en toårig pige, så det må jo nok blive Pippi Langstrømpe og Peter Plys. Men det er jo heller ikke så skidt for voksne. Ellers Isobel Colegates The Shooting Party.”

– Og hvad er den næste?

“Den amerikanske journalist Robert Novaks erindringer, The Prince of Darkness. Og så vil jeg gerne læse Lampedusas Leoparden, som jeg med skam må indrømme, at jeg aldrig har fået læst.”

Flere bivirkninger ved ulandshjælp

Af Christian Bjørnskov, den 21. marts 2008. Skriv et svar

Vi har ved flere tidligere lejligheder skrevet om hvordan – og hvorfor – ulandshjælp ikke er en hjælp til verdens fattigste lande. I de seneste år er der kommet stadig klarere dokumentation for, at ulandshjælpen, på trods af en række gode projekterfaringer, ikke er en hjælp fordi den har stærke bivirkninger. Det føles ofte som om man lærer om nye bivirkninger og ny dokumentation for hver konference, man deltager i.

 

Forleden havde jeg så den udelte fornøjelse at have professor Martin Paldam på besøg som gæsteforelæser i faget Developing and Emerging Economies, som jeg deler med en kollega ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Paldam var inviteret til at tale om ulandshjælp, og havde valgt at vinkle sin forelæsning ud fra sine mange studier af litteraturen som helhed – dvs. hvad viser den ulandsøkonomiske forskning totalt set, og hvorfor er nogle studier og forskere uenige med resten? Paldam viste et ganske enkelt eksempel, baseret på at den gennemsnitlige ulandsvækst for tiden er cirka 1,5 %. Cost-benefit analyser har vist at det ’sociale’ afkast af det typiske udviklingsprojekt, dvs. hvor godt et projekt virker for lokalområdet, er omtrent 10 %. Givet at det helt typiske uland får 7.5 % hjælp, kan man derfor på simpel vis regne ud hvor meget godt ulandshjælpen gør. Eksemplet viser at uden bivirkninger burde hjælpen udløse 0,10 * 7,5 = 0,75 procentpoint vækst per år. Det er dermed halvdelen af den gennemsnitlige vækst i det typiske uland, og burde altså være klart synlig i data. Men det er den ikke! Helt logisk set, og med de sædvanlige forbehold om statistisk præcision osv., betyder det at bivirkningerne altså må udgøre omkring -0,75 procentpoint i det gennemsnitlige uland.

 

Så tilbage til bivirkningerne. En del af dem er rent økonomiske, andre er mere politiske, og så er der mindst én ny, nemlig den jeg præsenterede evidens for forleden på den årlige amerikanske public choice konference i San Antonio (konferenceversionen kan læses her). Muligheden foreligger nemlig, at selvom ulandshjælpen ikke fører til økonomisk vækst og dermed ikke hjælper de fattige på længere sigt, kunne den jo være forbundet med en mere jævn fordeling af den totale indkomst, og dermed være en vis hjælp til de relativt fattigste på kort-medium sigt. Med andre ord var der altså en teoretisk mulighed for at ulandshjælpen ikke er helt spildt.

 

Men når man ser på de kolde fakta, der kommer ud af en analyse af internationale data siden 1960, falder ens illusioner igen til jorden – som stort set altid i studiet af ulandshjælp. Analysen peger på, at mens ulandshjælp ikke rykker ved noget som helst i autokratier, medfører den problemer når fattige lande demokratiserer. Demokratisering i lande uden ulandshjælp medfører hverken mere eller mindre indkomstulighed, men i det gennemsnitlige uland peger en serie estimater på at en demokratisering fra autokrati til fuldt demokrati, som man har i f.eks. Botswana, effektivt fører til en overførsel af midler fra de fattigste 80 procent til de rigeste 20 procent af befolkningen! For denne ’elite’ betyder en demokratisering en ekstra købekraft svarende til cirka 200 dollars, eller fem procent ekstra, og tilsvarende mindre i resten af befolkningen med en potentiel indkomst reduktion for den fattigste femtedel af befolkningen på cirka 12 procent. Og effekten er stærkere, jo mere ulandshjælp landet får.

 

Spørgsmålet må derfor blive, hvad vi gør når vi fra blandt andet dansk side forsøger at ’hjælpe’ lande til at indføre mere demokratiske tilstande, og gør det med ulandshjælp? Hvis man skal tro estimaterne – og lad mig for god ordens skyld understrege, at det er et af de meget få studier af forholdet mellem indkomstfordeling og ulandshjælp – peger de på, at vi med støtten til demokratisering på det nærmeste skaber uheldige bivirkninger, hvis ulandet da rent faktisk indfører demokrati. Der er mange grunde til det, men elendigheden vil næsten ingen ende tage.

Er organisationsaktivitet godt for økonomien?

Af Christian Bjørnskov, den 14. marts 2008. 6 svar

En af de mest indflydelsesrige ideer i samfundsvidenskaberne i de senere år har været at ’netværksaktivitet’ er godt for samfundets udvikling. Siden Robert Putnam i 1993 populariserede begrebet social kapital og definerede det som “features of social organization, such as trust, norms, and networks, that can improve the efficiency of society by facilitating coordinated actions”, har mange samfundsforskere og endnu flere politikere regent med, at hvis man bare på en eller anden måde investerer i at folk mødes i forskellige frivillige organisationer, skal det nok gå alt sammen. Ideen om at man effektivt kan udveksle viden og hjælp når man er organiseret, ligger bag både relativt nutidige ideer om fagbevægelsen, forskellige korporatistiske teorier, Robert Dahls syn på hvordan demokrati virker, og i en vis forstand også superstjernen Richard Floridas ideer om den ’kreative klasse’. Teorien har haft så stor indflydelse, at flere lande inklusive Australien har implementeret politiker direkte baseret på den, og den er heller ikke uden indflydelse i Danmark.

Men sådanne teorier kan naturligvis ikke stå uimodsagt, og enkelte husker da også både Adam Smith og den store amerikanske politolog Mancur Olson, der begge havde et noget andet syn på sagerne. Smith skrev i hovedværket ’the Wealth of Nations’ at ”people of the same trade seldom meet together, even for merriment and diversion, but the conversation ends in a conspiracy against the public, or in some contrivance to raise prices”. Olson pegede også i sin “the Rise and Decline of Nations” at organiserede særinteresser som oftest fører til ineffektive politiker der kun gavner særinteresserne på bekostning af resten af befolkningen. Med andre ord peger Olson på, at overdreven organisationsaktivitet vil føre til mindre produktivitet og lavere vækst, alt andet lige, mens Putnam peger i den anden retning.

Dermed er det et empirisk spørgsmål hvem der har ret: Er organisationsaktivitet gavnligt pga. at alle kan arbejde mere effektivt sammen på den måde, eller åbner den blot op for ekstra politisk påvirkning fra snævre særinteresser? Det har længe været et spørgsmål, der har været svært at svare på for samfundsvidenskaben pga. mangelen på informationer om organisationsaktivitet, men for nylig har amerikanerne Dennis Coates, Jac Heckelman og Bonnie Wilson gjort en speciel indsats og har fundet og renset data for 87 lande, som de har udnyttet i en serie papirer. Og de understøtter ikke den herskende politiske ortodoksi at networking og frivillige organisationer totalt set er af det gode.

Coates, Heckelman og Wilson finder, at jo tættere netværkene er i et land, jo langsommere vokser det (læs f.eks. her og her). Deres estimater peger på, at i det gennemsnitlige OECD-land vil ti ekstra organisationer – og gennemsnittet er faktisk 914 organisationer – sænke væksten med i det mindste en tredjedel procentpoint. Organisationsaktiviteten fanger med andre ord i langt højere grad en negativ Smithsk/Olsonsk indflydelse fra særinteresser end en positiv Putnamsk/Floridask effekt.

Hvis man skal stramme fortolkningen en smule betyder det at en del af Tysklands elendige økonomi de senere år til de 5000 organisationer – 61 per million indbyggere – der for i det mindste manges vedkommende påvirker tysk politik i en grad så det kun kan betegnes med Olsons term ’økonomisk sklerose’. Men Danmark er heller ikke ligefrem kendt for sin mangel på organisationer, nærmere tværtimod. Landet har nogle af de stærkeste organisationer i den vestlige verden, og man kan måske overveje hvad det betyder for muligheden for at reformere velfærdsstaten før økonomien begynder at tage alvorlig skade igen. For hvordan er det nu det går, hvis man begynder at tale reformer i Danmark? Hører man særinteresser lufte deres politiske utilfredshed i medierne? I høj grad ja, og dem vil Putnam/Florida-fløjen give større spillerum. Hvad siger man til det?

Tid til Obamas "Sister Souljah"?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. marts 2008. 44 svar

I amerikansk politik taler man ofte om et “Sister Souljah øjeblik”.  Det refererer til dengang i 1992, hvor Bill Clinton som præsidentkandidat valgte at lægge offensivt og eksplicit afstand til én fra sit eget bagland, for dermed bedre at kunne placere sig “i midten” som det moderate alternativ–i det tilfælde den noget racistisk-klingende hip-hopper Sister Souljah.  Det er med andre ord en taktisk manøvre, hvor man løsriver sig fra rødderne for pragmatisk at lægge sig på symbolsk vis dér, hvor stemmerne er–men selvfølgelig med den fare, at man så mister nogle stemmer “hjemme” på fløjen.

Måske Barack Obama snart har brug for et “Sister Souljah øjeblik”? Noget tyder ihvertfald på, at de amerikanske medier er begyndt at fokusere lidt tættere og skarpere på kandidaten, end man ellers har gjort, og skal man dømme efter to uafhængige avishistorier fra det seneste døgn, kan det godt være, at Obama har akut behov for snarligt at lægge klar afstand til sin nære ven, rådgiver og præst, Jeremiah “God damn America!” Wright.  Ellers kan det blive svært at overbevise midtervælgerne om, at Obama er deres mand.  Læs mere her og se her og her, og lad os så se, hvor længe der går, inden dansk MSM graver dén historie op.

Kanon?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. marts 2008. 16 svar

Så kom den såkaldte “Demokratikanon” dd. fra regeringens udvalg til udarbejdelse af samme.  Hvad skal man så mene om dén?  Tja, hvad skal man i særdeleshed sige, når man selv har været med til at lægge navn til den? Og hvis man endog ikke nødvendigvis er ubetinget varmt forelsket i selve kanon-ideen men måske snarere sådan lidt ikke-afvisende smålunken?

Well, slut-produktet kunne nok godt have været meget bedre, set fra et ideologisk, klassisk-liberalt eller konservativt udgangspunkt.  Den kunne nu også nok have været meget værre, set fra samme perspektiver.   Men for både fans og alle kritikerne (fra den ene og den anden side [her og her]) er det altid en god begyndelse at indlede med at læse udvalgets kommisorium.  (Måske særligt til venstre i det politiske spektrum kan evt. kritikere have godt af at hæfte sig ved, at formålet er at afdække hvilke tænkere, strømninger og begivenheder har påvirket vores opfattelse af “frihedsrettigheder og folkestyre” snarere end at ukritisk hylde et ubegrænset flertalsprincip.)  Man kan selvfølgelig også notere sig, at det ikke har været en slags Pareto-princip, der er blevet lagt til grund ved beslutningerne.

Jeg ville selv have lavet kanonen ganske anderledes, hvis jeg havde skullet og kunnet bestemme alene og enerådigt, men omvendt er der også–på godt og ondt–ting, som man givet opgavens karakter ikke kan komme udenom at bruge plads & kræfter på, selv hvis det ikke er ens egne mest foretrukne standpunkter, der derved nyder fremme.  Og nu er den altså så, som den er.

Jeg vil herunder med løbende opdateringer referere til og evt. kommentere kritiske betragtninger om kanonen.

  • Ikke alle er kritiske … 180Grader siger venlige ting–men det gør Tøger Seidenfaden også!  Hvordan kan det nu passe?
  • Tim Knudsen (min kollega og kontor-nabo): Tja, hvad skal man sige til noget som dette her for slet ikke at tale om her?  Men hér og her modsiger han så til gengæld sig selv.
  • Mogens Herman Hansen: Denne er en vidende og sympatisk demokrati-tænker, og han har en generelt fair og afbalanceret kritik her.  Han har bl.a. ret i, at Benjamin Constant kunne have været medtaget–men det ville heller ikke have været noget, som jeg ville have modsat mig …  Til gengæld mener jeg, at hans kritik af udeladelsen af “… at alle mennesker er skabt lige …” er skudt ved siden af, om ikke andet så fordi den passus er irrelevant for pointen, og fordi den iøvrigt alene går på, at der ikke naturligt er nogle mennesker, der skal have en privilegeret retsstatus i.f.t. andre men intet har med social/økonomisk lighed at gøre.
  • Dagbladet Arbejderen, udgivet af den stalinistiske del af den ekstreme venstrefløj.  De synes, der mangler noget om de frivillige i den spanske borgerkrig.  I’m not kidding!
  • Vores kære eks-punditokrat Mikael Jalving har en fin blog-post på Berlingske.  Jeg kan kun erklære mig enig i grundsynspunktet og kritikken, omend jeg–uden naturligvis at kunne uddybe det yderligere–kan sige, at ikke alle spekulationerne er helt “on target”.
  • En anden af vores kære med-punditokrater, Jørgen Møller, har et rigtigt godt (kritisk) indlæg i dagens Weekendavisen–som man desværre ikke kan hyperlinke til, men som Jørgen forhåbentlig selv smækker på denne blog (selvom den er lang).
  • I Berlingske har Edith Thingstrup en kronik med skarp kritik af kanon’en for at være for socialdemokratisk.

Historiske eksempler på domstolskontrol

Af Jacob Mchangama, den 10. marts 2008. 11 svar

Mens jeg håber på at få tid til at besvare Kai Sørlanders senese replik, tænkte jeg at det ville være på sin plads at eksemplificere visse af mine tidligere pointer om domstolskontrol og magtens tredeling med en dom fra 1803. Nærmere bestemt den amerikanske Højesterets klassiske afgørelse i Marbury vs. Madison, der netop omhandlede, hvorvidt den amerikanske Højesteret i henhold til USAs forfatning kunne erklære en lov for forfatningsstridig og dermed ugyldig.

Dommen indeholder stadig den dag i dag meget visdom og dens grundlæggende præmisser kan i vid udstrækning siges at være overensstemmende med fundamentet for store dele af vestlig konstitutionalisme, hvorfor jeg må trætte læserne med et længere uddrag:

The very essence of civil liberty certainly consists in the right of every individual to claim the protection of the laws, whenever he receives an injury. One of the first duties of government is to afford that protection. The government of the United States has been emphatically termed a government of laws, and not of men. It will certainly cease to deserve this high appellation, if the laws furnish no remedy for the violation of a vested legal right.

[…]

The question, whether an act, repugnant to the constitution, can become the law of the land, is a question deeply interesting to the United States; but, happily, not of an intricacy proportioned to its interest. It seems only necessary to recognize certain principles, supposed to have been long and well established, to decide it.

That the people have an original right to establish, for their future government, such principles as, in their opinion, shall most conduce to their own happiness, is the basis, on which the whole American fabric has been erected. The exercise of this original right is a very great exertion; nor can it, nor ought it to be frequently repeated. The principles, therefore, so established, are deemed fundamental. And as the authority, from which they proceed, is supreme, and can seldom act, they are designed to be permanent.

This original and supreme will organizes the government, and assigns, to different departments, their respective powers. It may either stop here; or establish certain limits not to be transcended by those departments.

The government of the United States is of the latter description. The powers of the legislature are defined, and limited; and that those limits may not be mistaken, or forgotten, the constitution is written. To what purpose are powers limited, and to what purpose is that limitation committed to writing, if these limits may, at any time, be passed by those intended to be restrained? The distinction, between a government with limited and unlimited powers, is abolished, if those limits do not confine the persons on whom they are imposed, and if acts prohibited and acts allowed, are of equal obligation. It is a proposition too plain to be contested, that the constitution controls any legislative act repugnant to it; or, that the legislature may alter the constitution by an ordinary act.

Between these alternatives there is no middle ground. The constitution is either a superior, paramount law, unchangeable by ordinary means, or it is on a level with ordinary legislative acts, and like other acts, is alterable when the legislature shall please to alter it.

If the former part of the alternative be true, then a legislative act contrary to the constitution is not law: if the latter part be true, then written constitutions are absurd attempts, on the part of the people, to limit a power, in its own nature illimitable.

Certainly all those who have framed written constitutions contemplate them as forming the fundamental and paramount law of the nation, and consequently the theory of every such government must be, that an act of the legislature, repugnant to the constitution, is void.

If an act of the legislature, repugnant to the constitution, is void, does it, notwithstanding its invalidity, bind the courts, and oblige them to give it effect? Or, in other words, though it be not law, does it constitute a rule as operative as if it was a law? This would be to overthrow in fact what was established in theory; and would seem, at first view, an absurdity too gross to be insisted on. It shall, however, receive a more attentive consideration.

It is emphatically the province and duty of the judicial department to say what the law is. Those who apply the rule to particular cases, must of necessity expound and interpret that rule. If two laws conflict with each other, the courts must decide on the operation of each.

So if a law be in opposition to the constitution; if both the law and the constitution apply to a particular case, so that the court must either decide that case conformably to the law, disregarding the constitution; or conformably to the constitution, disregarding the law; the court must determine which of  these conflicting rules governs the case. This is of the very essence of judicial duty.

If then the courts are to regard the constitution; and the constitution is superior to any ordinary act of the legislature; the constitution, and not such ordinary act, must govern the case to which they both apply.

Those then who controvert the principle that the constitution is to be considered, in court, as a paramount law, are reduced to the necessity of maintaining that courts must close their eyes on the constitution, and see only the law.

This doctrine would subvert the very foundation of all written constitutions. It would declare that an act, which, according to the principles and theory of our government, is entirely void; is yet, in practice, completely obligatory. It would declare, that if the legislature shall do what is expressly forbidden, such act, notwithstanding the express prohibition, is in reality effectual. It would be giving to the legislature a practical and real omnipotence, with the same breath which professes to restrict their powers within narrow limits. It is prescribing limits, and declaring that those limits may be passed at pleasure.

That it thus reduces to nothing what we have deemed the greatest improvement on political institutions — a written constitution — would of itself be sufficient, in America, where written constitutions have been viewed with so much reverence, for rejecting the construction. But the peculiar expressions of the constitution of the United States furnish additional arguments in favor of its rejection.

The judicial power of the United States is extended to all cases arising under the constitution. Could it be the intention of those who gave this power, to say that, in using it, the constitution should not be looked into? That a case arising under the constitution should be decided without examining the instrument under which it arises?  This is too extravagant to be maintained.

In some cases then, the constitution must be looked into by the judges. And if they can open it at all, what part of it are they forbidden to read, or to obey? There are many other parts of the constitution which serve to illustrate this subject. It is declared that “no tax or duty shall be laid on articles exported from any state.” Suppose a duty on the export of cotton, of tobacco, or of flour; and a suit instituted to recover it. Ought judgment to be rendered in such a case? ought the judges to close their eyes on the constitution, and only see the law. The constitution declares that “no bill of attainder or ex post facto law shall be passed.” If, however, such a bill should be passed and a person sho
uld be prosecuted under it
; must the court condemn to death those victims whom the constitution endeavors to preserve?

Why otherwise does it direct the judges to take an oath to support it? This oath certainly applies, in an especial manner, to their conduct in their official character. How immoral to impose it on them, if they were to be used as the instruments, and the knowing instruments, for violating what they swear to support!

The oath of office, too, imposed by the legislature, is completely demonstrative of the legislative opinion on the subject. It is in these words, “I do solemnly swear that I will administer justice without respect to persons, and do equal right to the poor and to the rich; and that I will faithfully and impartially discharge all the duties incumbent on me as according to the best of my abilities and understanding, agreeably to the constitution, and laws of the United States.”

Why does a judge swear to discharge his duties agreeably to the constitution of the United States, if that constitution forms no rule for his government? if it is closed upon him, and cannot be inspected by him?

If such be the real state of things, this is worse than solemn mockery. To prescribe, or to take this oath, becomes equally a crime.

Thus, the particular phraseology of the constitution of the United States confirms and strengthens the principle, supposed to be essential to all written constitutions, that a law repugnant to the constitution is void; and that courts, as well as other departments, are bound by that instrument.

Se også the Federalist no. 78 (Alexander Hamilton) og Sir Edward Cokes berømte opinion i Dr. Bonhams Case fra 1610.

Gæsteindlæg: Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni. Af Kai Sørlander

Af Jacob Mchangama, den 7. marts 2008. 24 svar

Som følge af mit forrige indlæg inviterede denne Punditokrat Kai Sørlander til at svare på min replik. Til min (og forhåbentligt også læsernes) glæde har Sørlander trods stor travlhed med øvrige projekter indvilliget i at fortsætte debatten med nedenstående indlæg.

Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni

I sit indlæg her på Punditokraterne den 4. marts svarer Jakob Mchangama på min tidligere klumme fra 180 grader; og det bliver nu tydeligere, at vor uenighed først og fremmest er principiel. Den angår selve det principielle grundlag, hvorpå vi bør bygge vor argumentation for ønskværdigheden af den demokratiske retsstat. Og her vil jeg forsøge at klargøre vor uenighed ved at tage fat om Mchangamas fremstilling af mit standpunkt og påpege, hvad han overser, og hvorledes han rent principielt går fejl.

Skal man tro Mchangamas fremstilling af min position, så opstiller jeg en ”præmis om, at den endelige vurdering af nationens sikkerhed i en retsstat altid må foretages og afgøres af den udøvende magt”. Men det er forkert. Min argumentation bygger ikke på den vilkårlige opstilling af en sådan præmis. Min præmis i den politiske filosofi kan derimod formuleres som et krav om politisk ligeværdighed. Dette krav bygger så igen på dybereliggende etiske overvejelser; men det er et andet spørgsmål, som jeg her skal lade ligge. Det er så fra kravet om politisk ligeværdighed, at jeg drager den konsekvens, at alle borgere helt basalt bør have lige ret til at deltage i den politiske beslutningsproces. En konsekvens, som vi af praktiske grunde udmønter i det repræsentative demokrati med dets institutioner. Men mere om det senere.

Det, at Mchangama således misforstår grundlaget for min position, er en alvorlig sag, fordi det efterfølgende fører til, at han fordrejer modsætningen imellem os. Ifølge ham går jeg ind for, at ”den udøvende magts beføjelser” i spørgsmål om national sikkerhed ”trumfer hensynet til individets interesse i at få afprøvet om den udøvende magts beslutning er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder”. For ham er det omvendt. Han synes at anse det som helt indlysende, at det er i individets interesse at få en uafhængig domstolsprøvelse af alle politiske afgørelser – derunder også sikkerhedspolitiske. Således at domstolen kan afgøre, om den udøvende magts beslutninger er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder.

Men her har Mchangama – set ud fra præmissen om politisk ligeværdighed – en alt for snæver opfattelse af, hvad der er individets interesse. Han opfatter alene individets interesse ud fra muligheden for, at individet kan blive offer for en politisk anklage. Han ignorerer derimod ganske, at i demokratiet er individet også på et basalt niveau selv deltager i den udøvende magts beslutninger; og at individet derfor også har en interesse i, at ingen får (eller tiltager sig) en magt, som bryder med den politiske ligeværdighed.

Denne interesse søger vi som sagt at efterkomme i det repræsentative demokrati ved at vælge repræsentanter, som skal tage politiske beslutninger på vore vegne, og som skal stå til ansvar for deres beslutninger ved regelmæssige valg. For at dette kan foregå på anstændig vis, er det absolut nødvendigt, at der er en fri og uafhængig presse, som kan sikre, at alle får adgang til de bedst mulige informationer, og således giver dem et grundlag, hvorpå de kan tage selvstændig stilling til politikerne og deres beslutninger. Uden en sådan presse, som giver os mulighed for at diskutere med og kritisere vore politikere, er demokratiet en tom skal.

Dette demokrati er ikke ideelt, men kan vi lave noget bedre? Indtil nu står det kun fast, at den politiske magt i demokratiet er bundet af ansvaret over for pressen og vælgerne. Hvis politikerne tager uansvarlige beslutninger, kan vi kritisere dem og vælge nogle andre. Men kan vi være sikre på, at den proces fører til de rigtige beslutninger? Fuldstændig sikre kan vi ikke være. Der kræves som minimum, at folkeflertallet selv er villig til at kæmpe for en demokratisk mindretalsbeskyttelse. Og det er ikke uden videre givet. Det kræver en vis politisk udvikling. Men spørgsmålet er, om vi kan gøre noget andet. Om vi kan skabe større sikkerhed for en demokratisk mindretalsbeskyttelse ved at sætte en juridisk domstol ind som stopklods i den politiske beslutningsproces.

Det er det, som Mchangama i realiteten kræver, at vi skal gøre. Han vil have, at der skal indsættes en (form for) juridisk domstol til at afgøre, om de politiske beslutninger i demokratiet er i overensstemmelse med individets frihedsrettigheder. I hans model skal det ikke være i den demokratiske proces, at disse spørgsmål finder deres afgørelse, men det skal være en særlig juridisk domstol, der foretager den endelige vurdering af, om det politiske skøn er holdbart. Det skal være dommerne og ikke de demokratiske politikere, der har magt til at udøve det afgørende skøn.

Er den situation så bedre end den, hvor det endelige skøn ligger i den demokratiske proces? Det mener Mchangama. Han siger: ”Kontrol foretaget af uafhængige og uafsættelige dommere der ikke er på valg, værner således mod alle former for magtmisbrug, som magthavere bevidst eller ubevidst begår, når der ingen kontrol er med deres handlinger”. Men den påstand forekommer mig at indeholde kritikken af sig selv. Hvis magthavere bevidst eller ubevidst begår magtmisbrug, når der ingen kontrol er med deres handlinger, hvem kontrollerer så, at de pågældende dommere ikke begår magtmisbrug? Hvem kontrollerer, at de ikke – bevidst eller ubevidst – sætter deres eget politiske skøn ind som erstatning for det demokratiske? Måske finder de, at deres eget skøn er udtryk for et bedre menneskesyn end det, som kommer til udtryk igennem den demokratiske proces og dens ansvarsrelationer.

Det er muligt, og det er også muligt, at de i så tilfælde ville være ofre for et selvbedrag. Derfor har Mchangama ikke givet nogen tvingende argumentation for, at et sådant system rent principielt skulle være at foretrække. Og min påstand er, at vi rent principielt bør holde fast ved den demokratiske ansvarsfordeling – hvor det politiske ansvar ligger i den demokratiske proces og ikke lægges over i en juridisk domstol – fordi det er ensbetydende med en principiel fastholden af den politiske ligeværdighed som grundværdi.

Det er vigtigt at forstå, at diskussionen indtil nu har været rent principiel. Med det, jeg hidtil har sagt, har jeg ikke taget stilling til nogen konkret sag. Hverken til sagen om udvisningen af de to tunesere, som planlagde at myrde Kurt Westergaard, eller til sagen om den hollandske regerings forsøg på at forbyde Geert Wilders’ Koran-film med henvisning til national sikkerhed. Og fra det, som jeg hidtil har sagt, kan ikke direkte drages nogen konklusion med hensyn til, hvad jeg (eller andre) bør mene i de konkrete sager. Men før jeg går videre ad den vej, er der grund til lige at føre den principielle diskussion et skridt videre.

Min foreløbige konklusion er, at der ikke findes nogen principielt tvingende argumentation for, at man skal indføre en juridisk prøvning af den demokratiske magts beslutninger. Principielt skal prøvningen af disse beslutninger ligge i den demokratiske debat og proces. Men inden for denne ramme er der logisk mulighed for, at den politiske magt gennem en demokratisk vedtaget beslutning kan binde sig selv med visse konventioner – fx menneskerettigheder – og at den kan nedsætte en form for uafhængige juridiske instanser, der skal vurdere, om lovgivningen og de politiske beslutninger overholder konventionerne. Det kan man gøre som politisk valg; og man skal derfor også forstå, at det må være op til den politiske proces at gøre valget om, hvis man finder, at en sådan instans overskrider sine beføjelser og br
uger sin magt politisk. De
t er kun, hvis man ikke forstår, at den grundlæggende afgørelse til syvende og sidst bør ligge i den demokratiske dimension, at ens politiske filosofi ikke er rationel.

Det vil sige, at der ikke findes noget principielt rigtigt svar på, om man i den demokratiske politik bør vedtage at installere sådanne kontrollerende domstole. Det er en politisk afgørelse, og der kan siges både positivt og negativt. Det gælder også vor binding til Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Men disse vigtige spørgsmål behøver jeg ikke at gå nærmere ind på her. Jeg kan dog ikke nære mig for ganske kort at pege på, at der i hvert fald er ét punkt, hvor den form for politik har været skadelig. Det gælder asyl- og indvandringspolitikken.

De politisk vedtagne konventioner blev gjort til ”evige sandheder”, som kunne trumfe enhver reel diskussion af de forudsigelige sociale konsekvenser af indvandringspolitikken. Alt, hvad tidligere erfaringer kunne lære os om problemerne med indvandring, blev sat til side med henvisning til, hvad mere eller mindre officielle menneskeretsinstitutioner kunne tænkes at mene. Alle betænkeligheder og ønsker om pragmatisk tilbageholdenhed blev gjort til fremmedhad. På afgørende vis blev den rationelle debat om indvandringspolitikken amputeret af en misforstået brug af konventioner – og en misforstået opfattelse af forholdet mellem det politiske og det juridiske. Og det – forholdet mellem det politiske og det juridiske – er det centrale i den diskussion, som vi er i gang med.

Lad mig så vende tilbage til de konkrete sager, som har rejst denne diskussion. Altså først sagen om udvisningen af de to tunesere, der planlagde at myrde Kurt Westergaard, og derefter sagen om Geert Wilders’ Koran-film, som Mchangama har inddraget med sit indlæg her på bloggen den 5. marts. Det, jeg hævder, er, at de to sager grundlæggende er politiske, og derfor i sidste instans skal afgøres af den politiske myndighed, der står til demokratisk ansvar. Som jeg i mine tidligere indlæg i denne diskussion har gjort opmærksom på, er der væsentlige argumenter for at anse tunesernes tilstedeværelse som en sikkerhedspolitisk trussel, fordi de vil dræbe et symbol på vor ytringsfrihed.

Hvor langt sådanne overvejelser skal have vægt, findes der ikke noget entydigt svar på. Det er en politisk afgørelse. Ligesom det er en politisk afgørelse, om man skal lade tunesernes sag prøve ved en uafhængig juridisk instans. Det vil sige, at den, der ikke politisk ønsker en sådan uafhængig prøvelse, ikke nødvendigvis bryder med principperne for en demokratisk retsstat, for ifølge disse principper bør den sidste afgørelse være politisk. Man kan være politisk uenig uden derfor at være principielt uenig (selvom der er en del, der misforstår situationen og gør deres egen politiske position til den principielt rigtige). Og vil flertallet ikke acceptere de politikere, der har den holdning, så kan de stemme på nogle andre. Ligesom man må gøre, hvis man ikke vil acceptere de siddende politikeres indvandringspolitik. Det er i den demokratiske debat og procedure, at grænserne i sidste instans bør trækkes, og ikke af en juridisk domstol.

Noget tilsvarende kan siges om sagen omkring dem hollandske regerings behandling af Geert Wilders. Mchangama synes at mene, at fordi jeg hævder, at spørgsmål om national sikkerhed er politiske og ikke skal afgøres af en juridisk domstol, så udelukker jeg kritik af den hollandske regering, der vil forbyde Wilders’ film af nationale sikkerhedsgrunde. Og så udelukker jeg, at han kan få sin sag prøvet. Men det er da en skræmmende blindhed. Selvfølgelig kan Wilders få sin sag prøvet. Og meget bedre end ved en domstol. Han kan få den prøvet i den demokratiske proces med dens åbne debat og med dens udskiftning af politikere. Her skal det afgøres, om folk vil finde sig i en sådan regering, eller om de vil afsætte den.

Om de deler regeringens opfattelse af forholdet mellem ytringsfrihed og national sikkerhed. Det er kun således, at man holder demokratiet og ytringsfriheden levende. For mig at se er det farligt for demokratiet, hvis man tror, at det skal være en domstol og ikke en politisk opposition, som skal stoppe regeringen. For afgørelsen kan have store sociale konsekvenser. Rent bogstaveligt kan den føre til ”brand i gaden” og i alvorligste fald til noget, der minder om borgerkrig. Hvilket ansvar ville en domstol have, hvis det kunne forudses? Her er det bedst, at ansvaret bæres demokratisk, for demokratiet og ytringsfriheden kan kun komme sejrrigt igennem sådanne ”borgerskrigslignende tilstande”, hvis de har almindelig folkelig opbakning. Altså hvis flertallet af borgere reelt er villige til at stå inde for dem og at bære konsekvenserne. I det perspektiv er det en illusion at tro, at ytringsfriheden kan sikres igennem en domstolsafgørelse.

Da det selvfølgelig er umuligt i et indlæg som dette at komme ordentligt i dybden med argumentationen, vil jeg tillade mig at slutte med at nævne, at jeg har givet en udførligere redegørelse for min politiske filosofi i bøgerne Om menneskerettigheder (2000) og Under evighedens synsvinkel (1997). Noget, der følges op i min nye bog Forsvar for rationaliteten (med undertitlen Religion og politik i filosofisk perspektiv), der udkommer på tirsdag den 11. marts på Informations Forlag.

Smartypants

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2008. 10 svar

Mens de danske medier i MSM har fremstillet det som om, at Barack Obama p.t. har vundet omtrent 700 primærvalg og fået ca. 1.500 pct. af stemmerne, så er det vist kun David Garby og undertegnede, der endnu til det sidste mente, at det faktisk tegnede på, at Hillary Clinton ville vinde primærvalgene i Texas og Ohio i går.  Whaddayaknow!

Jeg mener også fortsat, at Clinton har en teoretisk mulighed for at vinde nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat, og ihvertfald at det kan blive svært for (både) Obama (og hende) at få en klar majoritet af de delegerede til konventet (i det mindste før den anden dropper ud).  Til gengæld er der noget, der tyder på, at “matematikken” ikke er på Clintons side: Det ligger ganske vist tæt mellem de to, og Obamas delegeret-forspring er ikke stort (p.t. 1.280–1.149 af de valgte), men selv hvis man leger med tallene, og lader Clinton hypotetisk vinde de næste mange primærvalg, vil det givet reglerne for fordeling af delegerede være svært at se, hvordan hun kan få nok “pledged” delegerede (altså dem, der fordeles ved primærvalg og partimøder) til, at hun kan føre klart (eller blot lidt) over Obama.  Dermed kan man få en situation, hvor ingen af dem har en majoritet af samtlige “pledged” delegerede, mens Obama har en lille pluralitet af disse.

Så er det de “superdelegerede” (som er udpeget ex ante qua deres embeder, og som ikke er moralsk forpligtede til at stemme på den ene eller den anden), som vil komme til at afgøre udfaldet.  Hvordan vil de så stemme?  Hvis nogen af læserne har været aktive i en politisk ungdomsorganisation, så kan de superdelegeredes situation imødeses at ville være sammenlignelig med den lille gruppe delegerede på et landsmøde, der kan være tungen på vægtskålen, men som kl. 2 natten mellem lørdag og søndag endnu ikke har bestemt sig … Interessant–og hårdt.  Der vil givetvis være et vist pres på, at få Clinton til at trække sig, og/eller på de superdelegerede for, at de skal stemme på pluralitets-vinderen (d.v.s. Obama), men det vil være et meget, meget usikkert spil.

Det interessante ved det scenarie er altså så, at det meget sandsynligt vil være ét, hvor Obama får en pluralitet af de delegerede til konventet, men hvor Clinton meget vel kan være den, der har fået en majoritet af de afgivne stemmer–i særdeleshed hvis man tæller Michigan og Florida med, som p.t. har mistet deres delegerede.  (P.t. er status en relativt beskeden føring på 13,1 mio. stemmer mod 12,8 mio. til Clinton, men det kan let ændre sig.  Dermed kan man altså opleve en slags eksemplificering af et afstemningsparadoks, hvor der er en diskrepans mellem, hvad “folkets stemme” vil have, og hvem der får flest delegerede.

Det kan man synes om, hvad man vil, men da denne punditokrat endnu kan huske den næsten hysteriske, moralske forargelse, der rejste sig–især blandt Demokraterne og på den europæiske venstrefløj–da Al Gore i 2000 vandt en pluralitet af stemmerne ved valget, mens George W. Bush fik en majoritet i Valgmandskollegiet, kan jeg næsten ikke vente med at nyde det hykleri, der vil udfolde sig i den forbindelse …

Geert Wilders, ytringsfrihed og national sikkerhed

Af Jacob Mchangama, den 5. marts 2008. 22 svar

Den hollandske politiker Geert Wilders har produceret en islam-kritisk film ved navn “Fitna“, som angiveligt snart vil blive vist i Holland. Filmens budskab er tilsyneladende at Koranen bør forbydes da den ifølge Wilders er en opskrift på det totalitære samfund og at sammenligne med en bog som “Mein Kampf”. Filmens budskab har vakt bestyrtelse blandt muslimer i både ind og udland og – som det efterhånden er blevet til kutyme fra en desværre ikke ubetydelig del af denne verdens muslimer – dødstrusler mod Wilders og det hollandske samfund.

De kraftige reaktioner har angiveligt fået den hollandske regering til at overveje at nedlægge forbud mod filmens visning før den overhovedet har været vist. Et sådant forbud vil udgøre et eklatant indgreb i ytringsfriheden. Ikke bare fordi det vil censurere politisk debat, som per definition bør have særdeles vide rammer i et liberalt demokrati. Men også fordi at indgrebet er præventivt og tilsyneladende overvejes fra øverste hold rettet mod et specifikt individ og altså ikke via underordnede offentlige instanser eller efter anmeldelse fra privatpersoner. Den slags præventiv censur fra en regeringstop kendetegner lande som Cuba, Venezuela og visse diktatoriske muslimske lande, hvor kritik af styrerne og/eller religion undertrykkes og aldrig kommer frem i den offentlige debat (i det omfang en sådan findes).

At Wilders hvis han kom til magten selv ville indskrænke ytringsfriheden ved at forbyde Koranen kan ikke tillægges afgørende vægt. Om man finder, at Wilders er en frihedshelt, der udstiller virkeligheden bag en fascistisk religion eller en populistisk og demagogisk bigot kan heller ikke tillægges afgørende betydning. Kontroversielle, provokerende og chokerende synspunkter og ideer er også beskyttede af ytringsfriheden. Så længe Wilders ikke opfordrer til vold mod muslimer bør hans film således frit kunne vises af interesserede fjernsynsstationer og opleves af interesserede seere (om end det ikke kan garanteres at en national eller international domstol ville tilsidesætte et eventuelt forbud). De der måtte føle sig provokerede af filmen kan frit vælge at zappe væk og imødegå Wilders synspunkter ad demokratisk vej.

Men her kommer det interessante i forhold til debatten om frihedsrettigheder her i landet – særligt blandt borgerlige. Den hollandske regerings overvejelser om et forbud hviler tilsyneladende på hensyn der kan rubriceres under “national sikkerhed”, herunder hollandske statsborgeres liv. Med Kai Sørlander i spidsen har visse borgerlige debattører og læsere af denne blog gjort gældende, at administrative indgreb i frihedsrettigheder baseret på national sikkerhed ikke skal kunne prøves af domstole.

Skulle denne præmis gælde i nærværende sag ville Wilders film altså ikke bare administrativt kunne forbydes uden anden begrundelse end en henvisning til national sikkerhed. Wilders skulle heller ikke have mulighed for at få prøvet, hvorvidt et sådant indgreb var i strid med hans ytringsfrihed (Wilders vil dog ikke kunne nægtes domstolsprøvelse i Holland).

Dette ville ifølge Sørlander et als tænkning være udtryk for at pålægge den udøvende magt sit rette “demokratiske ansvar” i en retsstat. En sådan tingenes tilstand ville dog efter min mening være utålelig i et liberalt demokrati og hvor end hypotetisk viser et sådant scenarie, hvor let den udøvende magts beføjelser kan anvendes vilkårligt og indgribende, såfremt der ikke er en uafhængig instans, der kan efterprøve, hvorvidt den udøvende magts handlinger er lovmedholdelige og respekterer grundlæggende frihedsrettigheder.   

Replik til Sørlander

Af Jacob Mchangama, den 4. marts 2008. 14 svar

I et indlæg på 180grader er Kai Sørlander gået i rette med min klumme sammesteds vedrørende den administrative udvisning af to tunesere mistænkt for at ville dræbe Kurt Westergaard.

Det pragmatiske forsvar for udvisningerne ville være at påpege at gældende ret ikke forbyder sådanne administrative udvisninger. Der er specifik hjemmel i udlændingelovens § 25 til administrative udvisninger uden prøvelse, og intet i grundloven forbyder dette. Det lovforberedende arbejde har udtrykkeligt taget stilling til Danmarks internationale forpligtelser under EMRK, der tillader staterne vid adgang til at kontrollere udlændinges adgang, ophold og eventuelle udvisning fra deres territorier. Statens vigtigste opgave er at beskytte danske borgere, og i en tid med terrortrusler mod Danmark ville det være lemfældigt at udstyre potentielle terrorister med videregående rettigheder, end hvad der med sikkerhed følger af gældende dansk ret og vores internationale forpligtelser.

Et sådant forsvar ville umiddelbart være juridisk velfunderet selvom en række domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (her, her og her) rejser alvorlig tvivl om, hvorvidt sådanne udvisninger kan gennemføres uden prøvelse (jeg håber at få tid til at kommentere dommene i en særskilt postering). Selv hvis udvisningerne er i overensstemmelse med EMRK, gør dette dog ikke administrative udvisninger uangribelige. Ethvert nationalt og internationalt rettighedskatalog indeholder bevidste og ubevidste smuthuller, som efterlader borgeren med færre retssikkerhedsgarantier og staten med større diskretionær magt end hvad en klassisk liberal tilgangsvinkel tilsiger.

Men Sørlanders ærinde er et helt andet og langt mere vidtgående end ovenstående. Sørlander skriver bla, at hans kritik:

”drejer sig alene om et rent principielt problem [Min fremhævning] i forholdet imellem demokrati og jura – mellem politisk magt og dømmende magt [….]Det grundlæggende spørgsmål er: Hvem skal vi sikkerheds- og retspolitisk give den endelige magt? Skal det være en demokratisk valgt og demokratisk ansvarlig instans, eller skal det være et særligt udvalg af jurister? I et velfungerende demokrati kan der næppe være megen tvivl om svaret. Dér bør den politiske magt være demokratisk funderet; og dér bør de sikkerhedspolitiske skøn ligge i demokratiske organer. Vi har ingen sikkerhed for, at det er ufejlbarligt; men det er en logisk følge af det krav om politisk ligeværdighed, som er demokratiets ideologiske fundament. Desuden er der heller ikke noget andet system, som er sikret større ufejlbarlighed.”

Sørlander opstiller – så vidt ses – dermed et præmis om, at den endelige vurdering af nationens sikkerhed i en retsstat altid må foretages og afgøres af den udøvende magt. Samt at den udøvende magts beføjelser i så henseende trumfer hensynet til individets interesse i at få afprøvet om den udøvende magts beslutning er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder eller for den sags skyld gældende ret som den ville finde anvendelse i forhold til et ligeså fundamentalt indgreb mod et individ, der har dansk statsborgerskab. På denne præmis konkluderer Sørlander endog, at domstolskontrol med den udøvende magts vurdering af selv indgribende beslutninger er udemokratisk, når sådanne beslutninger er baseret på national sikkerhed. Som jeg læser Sørlanders klumme, anser han dette for at være et generelt princip, som et liberalt demokratis retsorden bør respektere, og at det således ikke er begrænset til sager om udvisninger og/eller udlændinge.

Hvis min gengivelse af Sørlanders pointe er korrekt, tager Sørlander alvorligt fejl juridisk set, ligesom hans grundlæggende filosofi åbner op for en type demokrati, der afviger radikalt fra den samfundsorden – baseret på det liberale demokrati – Sørlander almindeligvis er fortaler for.

Juridisk set er Sørlanders præmis forfejlet, fordi danske domstole har mulighed for at vurdere spørgsmål vedrørende national sikkerhed og efterretningstjenesternes arbejde i en lang række sager. Straffelovens kapitel 12 omhandler således forbrydelser mod “statens selvstændighed og sikkerhed”. Forbrydelser der naturligvis ikke kan sanktioneres administrativt, men kræver domfældelse. En sådan domfældelse forudsætter således f.eks. at domstolen er enig med PET og anklagemyndigheden i at den tiltalte:

”…med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger….” (Straffelovens §114, stk. 1 (Terrorisme)).

En domstol vil have meget svært ved at domfælde i en sådan sag uden at inddrage den type spørgsmål, som Sørlander har erklæret domstolene uegnede til at behandle.

Derudover har Danmark ratificeret og inkorporeret EMRK. I EMRK artikel 8-11 sikres en række rettigheder herunder retten til privatliv, ytringsfrihed og foreningsfriheden. Det er dog ikke absolutte rettigheder, idet der kan foretages indgreb heri under hensyntagen til bl.a. national sikkerhed, dog kun med lovhjemmel og såfremt indgrebet er “nødvendigt i et demokratisk samfund”. Denne nødvendighedstest, vil ultimativt skulle foretages af domstolene. Dermed har Folketinget eksplicit givet både de danske domstole og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol hjemmel til at efterprøve indgreb i frihedsrettigheder –  også administrative indgreb rettet mod udlændinge – hvor sådanne indgreb hviler på national sikkerhed.

Et konkret eksempel er Grevil-sagen, hvor to journalister og en redaktør fra Berlingske Tidende var tiltalt for uberettiget at videregive ”oplysninger, der er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar” i strid med Straffelovens § 152d, stk. 3. Byretten frifandt journalisterne udfra følgende betragtninger:

De nævnte bestemmelser i straffeloven skal læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions [EMRK] artikel 10 og praksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol [EMD] vedrørende denne bestemmelse.

[…]Afvejningen af de modstående væsentlige hensyn i sagen fører efter rettens opfattelse til, at den betydelige offentlige interesse omkring beslutningen af krigsdeltagelse i 2003 skal tillægges en sådan vægt overfor risikoen for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, at det kan lægges til grund, at de tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, da de valgte at videregive de fortrolige oplysninger til pressen.    

Skulle Sørlanders præmis have været gældende i denne sag ville Berlingskes journalister skulle kunne sanktioneres af justitsministeren uden domstolskontrol, da de jo netop blev tiltalt for at have videregivet oplysninger der vedrørte statens sikkerhed. Vi skulle således blot have accepteret FEs vurdering af, hvorvidt offentliggørelsen af hemmeligstemplede rapporter vedrørte statens sikkerhed uden hensyntagen til indholdet deraf (der i høj grad allerede var lækket og dermed kendt) og uden hensyntagen til journalisternes ytringsfrihed eller offentlighedens i
nteresse i sagen. En såda
n retstilstand tillader heldigvis, hverken dansk ret eller EMRK, hvorfor de danske domstole prøvede sagen og frifandt de to journalister under hensyntagen til deres ytringsfrihed og det lækkede materiales natur.

Storbritannien er – på trods af Blairregeringens angreb på både Habeas Corpus og ytringsfriheden – om noget et land, der identificeres med retsstaten. I 2006 træf det britiske House of Lords en afgørelse, hvor den underkendte de britiske myndigheders tidsubestemte frihedsberøvelse af terrormistænkte udlændinge. Frihedsberøvelsen var netop baseret på national sikkerhed. Sørlander burde nærlæse House of Lords præmisser, idet de udviser en langt dybere forståelse af magtfordelingen i et liberalt demokrati baseret på fundamentale frihedsrettigheder end den version Sørlander gør sig selv til fortaler for. Domstolen udtalte bl.a.: 

I accept at once that the executive and the legislature are to be accorded a wide margin of discretion in matters relating to national security, especially where the Convention rights of others such as the right to life may be put in jeopardy. But the width of the margin depends on the context. Here the context is set by the nature of the right to liberty which the Convention guarantees to everyone, and by the responsibility that rests on the court to give effect to the guarantee to minimise the risk of arbitrariness and to ensure the rule of law.

Put another way, the margin of the discretionary judgment that the courts will accord to the executive and to Parliament where this right is in issue is narrower than will be appropriate in other contexts. We are not dealing here with matters of social or economic policy, where opinions may reasonably differ in a democratic society and where choices on behalf of the country as a whole are properly left to government and to the legislature. We are dealing with actions taken on behalf of society as a whole which affect the rights and freedoms of the individual. This is where the courts may legitimately intervene, to ensure that the actions taken are proportionate. It is an essential safeguard, if individual rights and freedoms are to be protected in a democratic society which respects the principle that minorities, however unpopular, have the same rights as the majority.”

De ovennævnte domme er eksempler på, at domstole er ganske udmærket egnede til at tage stilling til indgreb fra statens side og balancere disse over for hensynet til national sikkerhed uden dermed at fravriste den udøvende magt dens naturlige og primære ansvar på for at holde nationen sikker. Sørlander har ret i at dommere lige så lidt som politikere er ufejlbarlige. Men det faktum, at en uafhængig instans vurderer den udøvende magts indgribende beslutninger er nu engang del af selve det fundament, som vores og andre vestlige retsstater er bygget på. Kontrol foretaget af uafhæninge og uafsættelige dommere der ikke er på valg, værner således mod alle former for magtmisbrug, som magthavere bevidst eller ubevidst begår, når der ingen kontrol er med deres handlinger. Især – som i nærværende sag – hvor folkestemningen naturligt og forståeligt nok er for administrative indgreb og tunesernes prompte udvisning. Dertil kommer, at en konkret dom ikke fratager den udøvende magt muligheden for med andre midler at søge at realisere dens målsætninger. Initiativet ligger stadig fuld og fast hos den udøvende magt, der inden for frihedsrettighedernes rammer har en stor grad af frihed og fleksibilitet til at manøvrere.

At karakterisere ovenstående domme som udemokratiske ville derfor være forkert – i hvert fald hvis man med demokrati mener liberalt demokrati. Hovedsageligt fordi indgribende beslutninger overfor borgere inden for en demokratisk stats jurisdiktion bør underkastets domstolskontrol ud fra et hensyn til individets frihedsrettigheder og værnet mod diskretionært magtmisbrug.

I tillæg til de hensyn der fremgår af de ovennævnte konkrete eksempler fra dansk og udenlandsk retspraksis kan domstolskontrol også i den brede offentligheds øjne legitimere og understøtte statens reaktion. Det er således svært at bestride, at en domstolskontrol kan give en afgørelse som den foreliggende en grad af objektivitet, som en afgørelse truffet af en minister på baggrund af en indstilling fra en efterretningstjeneste aldrig kan opnå alene.

Hertil kan det naturligvis anføres, at domstolene i en hypotetisk prøvelse af udvisningerne af de to tunesere givetvis hverken kan eller ønsker at foretage en fuldstændig efterprøvelse af PET’s skøn, idet domstolene – som det også har været anført i debatten – ikke besidder den efterretningsmæssige ekspertise som PET. Men denne kritik overser det vigtige forhold, at en afgørelse som den foreliggende aldrig alene vil have karakter af en efterretningsmæssig vurdering. I højere grad end den rent efterretningsmæssige del af afgørelsen vil domstolen således være egnet til at efterprøve om de formelle regler, som normalt finder anvendelse, når det offentlige agerer, er blevet fulgt. Har den pågældende således haft mulighed for at komme med sin side i sagen? Hvad hvis han mener, at der er tale om en forveksling af personer, og han således ikke er den rette mistænkte? Hvad hvis han mener, at PET har handlet uden for sine beføjelser i forbindelse med efterforskningen? Alle disse spørgsmål er naturligvis hypotetiske, og det ville være meget overraskende, såfremt PET i en sag som den foreliggende ikke har en meget god sag, hvilket givetvis er grunden til at ministeren har godkendt udvisningen. Men det er ikke hvad debatten bør dreje sig om. Debatten sigter ikke mod at tvinge efterretningstjenesten til at afsløre sine kilder og efterforskningsmetoder, ej heller at mistænkeliggøre efterretningstjenesten arbejde. Spørgsmålet er snarere, hvorvidt vi som nation bør sikre, at et individ der står over for et fundamentalt indgreb fra statens side, har ret til at anmode en uafhængig instans om at kigge statsmagten over skulderen.

Endelig ville det også være forkert at karakterisere domstolskontrol af spørgsmål om national sikkerhed som udemokratisk af den grund, at den lovgivende magt jo selv positivt har begrænset både egen og den udøvende magts beføjelser ved alle de materielle og processuelle retsgarantier som ifølge dansk lov og ret garanteres af domstolene, samt ved f.eks. at ratificere EMRK, der anerkender den Europæiske Menneskerettighedsdomstols jurisdiktion. Det er også værd at bemærke at den dømmende magt i sådanne situationer ikke blot beskytter individet, men også – indirekte – den lovgivende magt, derved at det sikres, at de rammer de folkevalgte har opstillet bliver respekteret af den udøvende magt.

En ordning, hvorefter administrative udvisninger skulle prøves af et særligt domstolslignende organ ville tjene de ovennævnte retssikkerhedshensyn og ville naturligvis også skulle basere sig på en lov vedtaget af et flertal i Folketinget, hvorfor de samme betragtninger gør sig gældende. De ovennævnte domme og retssikkerhedsmæssige hensyn er således et godt bevis på, at Sørlanders grundlæggende præmis ville udgøre et markant brud med retsstatens magtfordeling i et liberalt demokrati, og en uhørt koncentration af potentielt vilkårlige beføjelser hos den udøvende magt.

Hvis jeg har misrepræsenteret Sørlanders pointe og Sørlander anerkender nødvendigheden af domstolskontrol i sager om national sikkerhed – blot ikke i udvisningssager – må man spørge, hvad der gør udvisningssager særligt uegnede til domstolskontrol? Svaret er, at domstole naturligvis ligesåvel kan tage stilling til spørgsmål om national sikkerhed i udvisningssager som i øvrige sager, hvor et individ udsættes for et statsligt indgreb.

I værste fald gør Sørlander sig derfor til talsmand for et system, hvor selv alvorlige indgreb i frihedsrettigheder kan undtages domstolskontrol blo

t ved at karakterisere dem som baseret på national sikkerhed, og som dermed underminerer en kernekomponent i det vestlige liberale demokrati til fordel for vilkårlighed. I bedste fald er Sørlanders argumentation usammenhængende. Såfremt det sidste er tilfældet er det godt i tråd med en af min oprindelige klummes pointer: at både den værdipolitiske højre- og venstrefløj er gladest for frihedsrettigheder når de passer ind i disses fløjes respektive politiske agendaer.

Er der monopol på folkeoplysning i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2008. 4 svar

Jeg er forleden blevet medlem af programudvalget hos Folkeuniversitetet i Århus, og når man bliver insider i den slags organisation får man naturligvis også en del informationer, som man ellers ikke får eller i det mindste overser i mylderet af ligegyldigheder i MSM. En af disse informationer har virkeligt undret mig, stødt mod alle mine liberale synspunkter og bekræftet mig i hvor absurd virkeligheden kan være.

Sagen er, at efter at en række universitetsorganisationer blev tvangsfusioneret med Aarhus Universitet i januar sidste år, har universitetet effektivt haft en afdeling i Emdrup umiddelbart udenfor København, nemlig Danmarks Pædagogiske Universitet. Folkeuniversitetet i Århus har derfor ment at det var logisk, at man begyndte at udbyde kurser i Emdrup som en måde at ekspandere forretningen. Men det mente Folkeuniversitetet i København ikke!

Konkurrenten har derimod kaldt arrangementsrækken en ”ulovlig ekspansion fra provinsen” (læs her) og krævet at århusianerne stopper al annoncering. Mens man i Århus mener, at det er helt indenfor folkeoplysningslovens rammer, at man opererer i Københavnsområdet når man har en afdeling der, mener man i København at Århus er i modstrid med lovens krav om at folkeuniversiteterne er ’regionale’. Men der stikker selvfølgelig mere under.

For det første er det helt indlysende, at man i enhver region har et incitament til at holde konkurrenterne ude og agere som et helt almindeligt monopol. Problemet her er, at folkeoplysning ikke er anderledes end et hvilket som helst andet marked, og måske endda lettere at operere på end almindeligvis – man kan jo i en vis forstand sige, at forskningen, dvs. den grundlæggende viden, allerede er ’produceret’ og oplysningsarbejdet blot er en ekstra bonus. At opretholde et monopol fører dermed som altid til et mindre udbud, end man ellers ville have haft, og mindre end køberne ville ønske.

Et andet, og lidt mere tricky forhold, er effekten af monopoler på kvaliteten og diversiteten af varerne i markedet. Et af argumenterne for at opretholde et monopol i hovedstaden er nemlig, at København-afdelingen traditionelt har satset på længere forelæsningsrækker, mens man i Århus har udviklet en tradition for kortere rækker og enkeltforedrag. I København opfatter man derfor – i det mindste officielt – Århus-kurserne som lavere kvalitet da man argumenterer for at længde er lig kvalitet. Hvorfor står mig aldeles uvist, men det bør være helt klart, at ikke alle er interesserede i at købe en lang forelæsningsrække, og at et mere diverst udbud af lange og korte rækker plus enkeltstående foredrag vil give langt bedre muligheder for folk til at finde det rigtige tilbud på et frit folkeoplysningsmarked.

Lad mig understrege her til sidst, at dette indlæg ikke er udtryk for muggen over ’københavneri’ eller noget lignende. Havde regeringens absurde tvingen universiteterne til at fusionere ført til, at Københavns Universitet havde fået en afdeling i Århus, er det sandsynligt at det modsatte ville være sket, dvs. at man fik københavnerkurser i Århus. Det havde været godt for det århusianske marked for folkeoplysning, ligesom det nu sker i København.

Den foreløbige afklaring på sagen – hvis man da kan kalde det det – er at undervisningsministeriet har tilladt Folkeuniversitetet i Århus at køre forårets arrangementsrække til ende, men forbudt at starte nye arrangementer før man har nået en juridisk afgørelse på sagen. Den danske befolkning må derfor stadig vente på et svar på, om man på folkeoplysningsområdet vil opretholde strenge, regionale monopoler og dermed risikere at udbuddet ikke når meget mere end DSB-kvalitet. Så i en vis forstand er sagen en test for, hvor stærk indflydelse markedsfjendtlige interesser har på lovgivningen i Danmark, blot i et anderledes marked.

Bill Buckley, RIP

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. februar 2008. 6 svar

New York Times har netop for få minutter siden meddelt, at amerikansk konservatismes grand old man, “Mr. Conservative” himself, William F. Buckley, Jr. (1925-2008), er afgået ved døden.

Da jeg i sin tid først stødte på Buckleys navn, var jeg til at begynde med ikke imponeret–men det skyldtes nok, at jeg alene havde Murray Rothbards meget negative vurdering af manden, som var meget præget af deres modsætninger i 1960erne og uenighed om sikkerheds- og udenrigspolitik.  Som tiden gik, blev jeg mere og mere imponeret over Buckley, som trods hans lidt specielle taleform uden sammenligning var USA’s mest velartikulerede–og morsomme–konservative tænker i det 20. århundredes anden halvdel.  Han blev “verdensberømt” i USA som 22-årig med bogen God and Man at Yale, og han var som skribent, stilistisk og intellektuelt set, milevidt over niveauet fra mange af de mere højlydte, nyere konservative kommentatorer såsom Ann Coulter, Laura Ingraham og Michelle Malkin, for nu blot at nævne nogle oplagte, eller tågehorn som Mike Huckabee.  Hos Buckley var der–selv når man var uenig med ham–altid en vis (høj) standard, selv når han var morsom og perfid.

Samtidigt var Buckley, både intellektuelt og organisatorisk (ikke mindst som grundlægger og redaktør af National Review og initiativtager til “Young Americans for Freedom”), en person af måske større betydning for formningen af amerikansk konservatisme end nogen anden amerikansk konservativ i det 20. århundrede, ihvertfald et par præsidenter inkluderet.  Som WSJ skriver:

“Buckley and his talented stable of editors and contributors gave coherence and shape to what he called “a fusion” of traditionalism, anti-Communist internationalism and free-market economics. Equally important, the magazine worked to discredit fringe elements like the John Birchers, the Jew-haters and the Lindbergh isolationists.”

Det er ikke helt ved siden af at sige, at uden Buckley, Goldwater og Reagan, ville der ikke have været nogen amerikansk konservativ “revolution” i 1980erne.  Han var en ener, og som NYT skriver én, der “marshaled polysyllabic exuberance, famously arched eyebrows and a refined, perspicacious mind to elevate conservatism to the center of American political discourse”.

Vi har tidligere skrevet om ham her.  National Review selv gør det her.

Updates:

PS. Her er National Review‘s “mission statement” (1955).  Buckleys sidste klumme og en af hans sidste artikler: “Goldwater, The John Birch Society & Me” (Commentary).

PPS. Kort interview og “appreciation” på Charlie Rose.  En times interview og portræt sammesteds.

Måske derfor danske film er så ligegyldige.

Af Niels Westy, den 24. februar 2008. 32 svar

Da Dansk Folkeparti og Venstre i sidste uge foreslog, at man skulle afskaffe den livslange kunststøtte og i stedet bruge pengene på nye talenter, gav det en hvis furore blandt, gæt selv hvilke, en del kunstnere, der gik i medierne for at imødegå de borgerlige partiers ”overgreb”. Som modstander af enhver form for offentlig støtte, herunder selvfølgelig også kunststøtte, forekom diskussionen mig lettere uinteressant, lige indtil professor og billedhugger Bjørn Nørgaard i en diskussion med Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti, kom med en udtalelse der burde vække til eftertanke. På en og samme gang lykkedes det ham at vise hykleriet hos den (i egne øjne) ikke-kommercielle del af den etablerede kunstverden, og samtid gjorde han det egentlig pinligt klart, hvorfor kunststøtte er skidt for kunsten.

I sit forsvar for livslange ydelser og offentlig kunststøtte følte han sig påkaldet til at trække paralleller tilbage til enevældens dage.

Ifølge Nørgaard skulle finansminister Heinrich Ernst Schimmelmann i forbindelse med statsbankerotten i 1813, have henvendt sig til Frederik den 6. med ordene ”Vi har mistet Norge, Vi har mistet flåden og vi er gået bankerot, at vi dertil skulle blive dumme, det er for meget”, som argument for at bibeholde støtten til kunstarterne på finansloven.

Og hvad var det så for en kunst, enevælden finansierede? Var det mon samfundsomstyrtende, frihedshungrende og vild kunst? Var der mon plads til at gøre grin med kongen og blive på finansloven, eller på fri fod? Eller kunne man gøre nar af hans embedsmænd? Var der plads til at spidde systemet og forsvare de politiske fanger? Næppe. Skal vi gætte på at man var nød til at tækkes systemet, og dets definition af god kunst og god smag?

Med fare for at fornærme rigtigt mange mennesker, der definerer sig selv som kunstkendere og som tilhørende en særlig udvalgt elite (alle er lige, men nogen er som bekendt mere lige end andre), vil jeg alligevel tilføje, at der sikkert blev finansieret rigtigt meget ”kunst” der var dødkedelig og umådelig ligegyldig.

En nutidig sammenligning kunne være dansk film, der for flertallets vedkommende er lige så systemudfordrende, rebelske, overraskende og nyskabende i en dansk kontekst, som de afsnit af Beverly Hills 90210, min datter slapper af til efter skoletid. Ikke fordi jeg mener, at kunst absolut skal være provokerende osv. – om end det efter min mening absolut ikke gør noget, men fordi jeg som tvungen bidragsyder får fortalt at jeg får noget mere (og bedre) ved at der er statsmidler indvolveret – hvilket jeg som sagt har svært ved at få øje på.

Men det bør naturligvis heller ikke overraske, eller med Martin Ågerups ord : ”Der er faktisk gode argumenter for at stille sig skeptisk overfor en alt for dominerende statsstøtte til kunsten. For det første er der faren ved kun at have én mæcen, nemlig staten, i stedet for en decentral, pluralistisk søgen efter kvalitet via mange mæcener og det frie marked. Var den “sorte musik” – Jazz, Rythm & Blues, Rap – for eksempel nogensinde blevet til noget, hvis staten havde været den dominerende finansieringskilde i stedet for det fri marked?” Og ”Der er endvidere en fare for, at en lille gruppe personer sætter sig på at definere den gode kunst og den gode smag og ender med at dele støtte ud til hinanden”.

Som det vist er gået op for læseren, er jeg ikke ovenud begejstret for danske film Ikke at jeg ikke har følt mig rimeligt underholdt til tider, for selvfølgelig laves der film med et glimrende håndværk, omend de fleste formentlig vil føles lige så bedagede som en ASA film fra 50erne på et tidspunkt, men…. jeg erkender, at mine største filmoplevelser foregår på engelsk – og efter HBOs fremkomst måske i højere grad som TV-serier end som spille film (Deadwood, Sopranos, Rome)

Hvad der synes at mangle er en film der i den grad udfordrer “det politiske korrekte” og “systemtro” – der er jo sådan set mere oprør mod systemet og dens embedsmænd i 50ernes og 60ernes lystspil end i de sidste årtiers, medgivet, teknisk set bedre film. Men der er jo ikke noget provokerende i at lave film for den bløde venstrefløj (der udgør kernen af det danske (velfærds)system), der dæmoniserer et billede af USA, og som lever op til de fordomme tilskuerne (og anmelderne) har i forvejen, blot for at nævne et eksempel.

Selvfølgelig kan det være at jeg tager helt fejl, og måske er filmen på vej, der sætter sig i urmagerens (og ikke forbrydernes) sted og forsvarer hans ret til at at forsvare sig selv og sin ejendom eller en film der problematiserer over hvad det egentlig er der sker med mennesker, når de skal hjælpes af systemet, eller….. Der er jo nok at tage fat på.

Jeg skal jo for god ordens skyld indrømme, at jeg ikke har set alle danske film gennem de seneste 25 år, og hvis der blandt bloggens læsere skulle være bud på, at der er givet statsstøtte til film der er reelt systemkritiske, og dermed modbeviser, at statsstøtten i dag har samme funktion som på enevældens tid, vil jeg være taknemmelig for at høre om dette værk, som jeg har overset.

Et slag for retssikkerheden III

Af Jacob Mchangama, den 24. februar 2008. 47 svar

Tilhængerne af administrativ udvisning uden prøvelse synes ofte at have den holdning at offentligheden når det kommer til terror må have tillid til regeringen og PET, og at det faktum at det er folkevalgte ministre, der træffer beslutningen om udvisning er tilstrækkelig sikkerhed mod misbrug.

Denne britiske dokumentar viser, hvordan den britiske regering tilsyneladende har anvendt spin i forbindelse med terror og at tilsyneladende uskyldige menneskerer kommet i klemme som følge deraf.

Intet i sagen mod de to tunesere tyder på at det samme er tilfældet i Danmark. Men mon vores politikere er immune overfor samme slags tiltag? Og er vi virkeligt villige til at tage risikoen herfor? Udsendelsen demonstrerer udmærket, hvorfor den udøvende magt ikke skal have uindskrænkede beføjelser og hvorfor en uafhængig kontrolinstans er essentiel i en retsstat.