Flere bivirkninger ved ulandshjælp

Af Christian Bjørnskov, den 21. marts 2008. Skriv et svar

Vi har ved flere tidligere lejligheder skrevet om hvordan – og hvorfor – ulandshjælp ikke er en hjælp til verdens fattigste lande. I de seneste år er der kommet stadig klarere dokumentation for, at ulandshjælpen, på trods af en række gode projekterfaringer, ikke er en hjælp fordi den har stærke bivirkninger. Det føles ofte som om man lærer om nye bivirkninger og ny dokumentation for hver konference, man deltager i.

 

Forleden havde jeg så den udelte fornøjelse at have professor Martin Paldam på besøg som gæsteforelæser i faget Developing and Emerging Economies, som jeg deler med en kollega ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Paldam var inviteret til at tale om ulandshjælp, og havde valgt at vinkle sin forelæsning ud fra sine mange studier af litteraturen som helhed – dvs. hvad viser den ulandsøkonomiske forskning totalt set, og hvorfor er nogle studier og forskere uenige med resten? Paldam viste et ganske enkelt eksempel, baseret på at den gennemsnitlige ulandsvækst for tiden er cirka 1,5 %. Cost-benefit analyser har vist at det ’sociale’ afkast af det typiske udviklingsprojekt, dvs. hvor godt et projekt virker for lokalområdet, er omtrent 10 %. Givet at det helt typiske uland får 7.5 % hjælp, kan man derfor på simpel vis regne ud hvor meget godt ulandshjælpen gør. Eksemplet viser at uden bivirkninger burde hjælpen udløse 0,10 * 7,5 = 0,75 procentpoint vækst per år. Det er dermed halvdelen af den gennemsnitlige vækst i det typiske uland, og burde altså være klart synlig i data. Men det er den ikke! Helt logisk set, og med de sædvanlige forbehold om statistisk præcision osv., betyder det at bivirkningerne altså må udgøre omkring -0,75 procentpoint i det gennemsnitlige uland.

 

Så tilbage til bivirkningerne. En del af dem er rent økonomiske, andre er mere politiske, og så er der mindst én ny, nemlig den jeg præsenterede evidens for forleden på den årlige amerikanske public choice konference i San Antonio (konferenceversionen kan læses her). Muligheden foreligger nemlig, at selvom ulandshjælpen ikke fører til økonomisk vækst og dermed ikke hjælper de fattige på længere sigt, kunne den jo være forbundet med en mere jævn fordeling af den totale indkomst, og dermed være en vis hjælp til de relativt fattigste på kort-medium sigt. Med andre ord var der altså en teoretisk mulighed for at ulandshjælpen ikke er helt spildt.

 

Men når man ser på de kolde fakta, der kommer ud af en analyse af internationale data siden 1960, falder ens illusioner igen til jorden – som stort set altid i studiet af ulandshjælp. Analysen peger på, at mens ulandshjælp ikke rykker ved noget som helst i autokratier, medfører den problemer når fattige lande demokratiserer. Demokratisering i lande uden ulandshjælp medfører hverken mere eller mindre indkomstulighed, men i det gennemsnitlige uland peger en serie estimater på at en demokratisering fra autokrati til fuldt demokrati, som man har i f.eks. Botswana, effektivt fører til en overførsel af midler fra de fattigste 80 procent til de rigeste 20 procent af befolkningen! For denne ’elite’ betyder en demokratisering en ekstra købekraft svarende til cirka 200 dollars, eller fem procent ekstra, og tilsvarende mindre i resten af befolkningen med en potentiel indkomst reduktion for den fattigste femtedel af befolkningen på cirka 12 procent. Og effekten er stærkere, jo mere ulandshjælp landet får.

 

Spørgsmålet må derfor blive, hvad vi gør når vi fra blandt andet dansk side forsøger at ’hjælpe’ lande til at indføre mere demokratiske tilstande, og gør det med ulandshjælp? Hvis man skal tro estimaterne – og lad mig for god ordens skyld understrege, at det er et af de meget få studier af forholdet mellem indkomstfordeling og ulandshjælp – peger de på, at vi med støtten til demokratisering på det nærmeste skaber uheldige bivirkninger, hvis ulandet da rent faktisk indfører demokrati. Der er mange grunde til det, men elendigheden vil næsten ingen ende tage.

Er organisationsaktivitet godt for økonomien?

Af Christian Bjørnskov, den 14. marts 2008. 6 svar

En af de mest indflydelsesrige ideer i samfundsvidenskaberne i de senere år har været at ’netværksaktivitet’ er godt for samfundets udvikling. Siden Robert Putnam i 1993 populariserede begrebet social kapital og definerede det som “features of social organization, such as trust, norms, and networks, that can improve the efficiency of society by facilitating coordinated actions”, har mange samfundsforskere og endnu flere politikere regent med, at hvis man bare på en eller anden måde investerer i at folk mødes i forskellige frivillige organisationer, skal det nok gå alt sammen. Ideen om at man effektivt kan udveksle viden og hjælp når man er organiseret, ligger bag både relativt nutidige ideer om fagbevægelsen, forskellige korporatistiske teorier, Robert Dahls syn på hvordan demokrati virker, og i en vis forstand også superstjernen Richard Floridas ideer om den ’kreative klasse’. Teorien har haft så stor indflydelse, at flere lande inklusive Australien har implementeret politiker direkte baseret på den, og den er heller ikke uden indflydelse i Danmark.

Men sådanne teorier kan naturligvis ikke stå uimodsagt, og enkelte husker da også både Adam Smith og den store amerikanske politolog Mancur Olson, der begge havde et noget andet syn på sagerne. Smith skrev i hovedværket ’the Wealth of Nations’ at ”people of the same trade seldom meet together, even for merriment and diversion, but the conversation ends in a conspiracy against the public, or in some contrivance to raise prices”. Olson pegede også i sin “the Rise and Decline of Nations” at organiserede særinteresser som oftest fører til ineffektive politiker der kun gavner særinteresserne på bekostning af resten af befolkningen. Med andre ord peger Olson på, at overdreven organisationsaktivitet vil føre til mindre produktivitet og lavere vækst, alt andet lige, mens Putnam peger i den anden retning.

Dermed er det et empirisk spørgsmål hvem der har ret: Er organisationsaktivitet gavnligt pga. at alle kan arbejde mere effektivt sammen på den måde, eller åbner den blot op for ekstra politisk påvirkning fra snævre særinteresser? Det har længe været et spørgsmål, der har været svært at svare på for samfundsvidenskaben pga. mangelen på informationer om organisationsaktivitet, men for nylig har amerikanerne Dennis Coates, Jac Heckelman og Bonnie Wilson gjort en speciel indsats og har fundet og renset data for 87 lande, som de har udnyttet i en serie papirer. Og de understøtter ikke den herskende politiske ortodoksi at networking og frivillige organisationer totalt set er af det gode.

Coates, Heckelman og Wilson finder, at jo tættere netværkene er i et land, jo langsommere vokser det (læs f.eks. her og her). Deres estimater peger på, at i det gennemsnitlige OECD-land vil ti ekstra organisationer – og gennemsnittet er faktisk 914 organisationer – sænke væksten med i det mindste en tredjedel procentpoint. Organisationsaktiviteten fanger med andre ord i langt højere grad en negativ Smithsk/Olsonsk indflydelse fra særinteresser end en positiv Putnamsk/Floridask effekt.

Hvis man skal stramme fortolkningen en smule betyder det at en del af Tysklands elendige økonomi de senere år til de 5000 organisationer – 61 per million indbyggere – der for i det mindste manges vedkommende påvirker tysk politik i en grad så det kun kan betegnes med Olsons term ’økonomisk sklerose’. Men Danmark er heller ikke ligefrem kendt for sin mangel på organisationer, nærmere tværtimod. Landet har nogle af de stærkeste organisationer i den vestlige verden, og man kan måske overveje hvad det betyder for muligheden for at reformere velfærdsstaten før økonomien begynder at tage alvorlig skade igen. For hvordan er det nu det går, hvis man begynder at tale reformer i Danmark? Hører man særinteresser lufte deres politiske utilfredshed i medierne? I høj grad ja, og dem vil Putnam/Florida-fløjen give større spillerum. Hvad siger man til det?

Tid til Obamas "Sister Souljah"?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. marts 2008. 44 svar

I amerikansk politik taler man ofte om et “Sister Souljah øjeblik”.  Det refererer til dengang i 1992, hvor Bill Clinton som præsidentkandidat valgte at lægge offensivt og eksplicit afstand til én fra sit eget bagland, for dermed bedre at kunne placere sig “i midten” som det moderate alternativ–i det tilfælde den noget racistisk-klingende hip-hopper Sister Souljah.  Det er med andre ord en taktisk manøvre, hvor man løsriver sig fra rødderne for pragmatisk at lægge sig på symbolsk vis dér, hvor stemmerne er–men selvfølgelig med den fare, at man så mister nogle stemmer “hjemme” på fløjen.

Måske Barack Obama snart har brug for et “Sister Souljah øjeblik”? Noget tyder ihvertfald på, at de amerikanske medier er begyndt at fokusere lidt tættere og skarpere på kandidaten, end man ellers har gjort, og skal man dømme efter to uafhængige avishistorier fra det seneste døgn, kan det godt være, at Obama har akut behov for snarligt at lægge klar afstand til sin nære ven, rådgiver og præst, Jeremiah “God damn America!” Wright.  Ellers kan det blive svært at overbevise midtervælgerne om, at Obama er deres mand.  Læs mere her og se her og her, og lad os så se, hvor længe der går, inden dansk MSM graver dén historie op.

Kanon?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. marts 2008. 16 svar

Så kom den såkaldte “Demokratikanon” dd. fra regeringens udvalg til udarbejdelse af samme.  Hvad skal man så mene om dén?  Tja, hvad skal man i særdeleshed sige, når man selv har været med til at lægge navn til den? Og hvis man endog ikke nødvendigvis er ubetinget varmt forelsket i selve kanon-ideen men måske snarere sådan lidt ikke-afvisende smålunken?

Well, slut-produktet kunne nok godt have været meget bedre, set fra et ideologisk, klassisk-liberalt eller konservativt udgangspunkt.  Den kunne nu også nok have været meget værre, set fra samme perspektiver.   Men for både fans og alle kritikerne (fra den ene og den anden side [her og her]) er det altid en god begyndelse at indlede med at læse udvalgets kommisorium.  (Måske særligt til venstre i det politiske spektrum kan evt. kritikere have godt af at hæfte sig ved, at formålet er at afdække hvilke tænkere, strømninger og begivenheder har påvirket vores opfattelse af “frihedsrettigheder og folkestyre” snarere end at ukritisk hylde et ubegrænset flertalsprincip.)  Man kan selvfølgelig også notere sig, at det ikke har været en slags Pareto-princip, der er blevet lagt til grund ved beslutningerne.

Jeg ville selv have lavet kanonen ganske anderledes, hvis jeg havde skullet og kunnet bestemme alene og enerådigt, men omvendt er der også–på godt og ondt–ting, som man givet opgavens karakter ikke kan komme udenom at bruge plads & kræfter på, selv hvis det ikke er ens egne mest foretrukne standpunkter, der derved nyder fremme.  Og nu er den altså så, som den er.

Jeg vil herunder med løbende opdateringer referere til og evt. kommentere kritiske betragtninger om kanonen.

  • Ikke alle er kritiske … 180Grader siger venlige ting–men det gør Tøger Seidenfaden også!  Hvordan kan det nu passe?
  • Tim Knudsen (min kollega og kontor-nabo): Tja, hvad skal man sige til noget som dette her for slet ikke at tale om her?  Men hér og her modsiger han så til gengæld sig selv.
  • Mogens Herman Hansen: Denne er en vidende og sympatisk demokrati-tænker, og han har en generelt fair og afbalanceret kritik her.  Han har bl.a. ret i, at Benjamin Constant kunne have været medtaget–men det ville heller ikke have været noget, som jeg ville have modsat mig …  Til gengæld mener jeg, at hans kritik af udeladelsen af “… at alle mennesker er skabt lige …” er skudt ved siden af, om ikke andet så fordi den passus er irrelevant for pointen, og fordi den iøvrigt alene går på, at der ikke naturligt er nogle mennesker, der skal have en privilegeret retsstatus i.f.t. andre men intet har med social/økonomisk lighed at gøre.
  • Dagbladet Arbejderen, udgivet af den stalinistiske del af den ekstreme venstrefløj.  De synes, der mangler noget om de frivillige i den spanske borgerkrig.  I’m not kidding!
  • Vores kære eks-punditokrat Mikael Jalving har en fin blog-post på Berlingske.  Jeg kan kun erklære mig enig i grundsynspunktet og kritikken, omend jeg–uden naturligvis at kunne uddybe det yderligere–kan sige, at ikke alle spekulationerne er helt “on target”.
  • En anden af vores kære med-punditokrater, Jørgen Møller, har et rigtigt godt (kritisk) indlæg i dagens Weekendavisen–som man desværre ikke kan hyperlinke til, men som Jørgen forhåbentlig selv smækker på denne blog (selvom den er lang).
  • I Berlingske har Edith Thingstrup en kronik med skarp kritik af kanon’en for at være for socialdemokratisk.

Historiske eksempler på domstolskontrol

Af Jacob Mchangama, den 10. marts 2008. 11 svar

Mens jeg håber på at få tid til at besvare Kai Sørlanders senese replik, tænkte jeg at det ville være på sin plads at eksemplificere visse af mine tidligere pointer om domstolskontrol og magtens tredeling med en dom fra 1803. Nærmere bestemt den amerikanske Højesterets klassiske afgørelse i Marbury vs. Madison, der netop omhandlede, hvorvidt den amerikanske Højesteret i henhold til USAs forfatning kunne erklære en lov for forfatningsstridig og dermed ugyldig.

Dommen indeholder stadig den dag i dag meget visdom og dens grundlæggende præmisser kan i vid udstrækning siges at være overensstemmende med fundamentet for store dele af vestlig konstitutionalisme, hvorfor jeg må trætte læserne med et længere uddrag:

The very essence of civil liberty certainly consists in the right of every individual to claim the protection of the laws, whenever he receives an injury. One of the first duties of government is to afford that protection. The government of the United States has been emphatically termed a government of laws, and not of men. It will certainly cease to deserve this high appellation, if the laws furnish no remedy for the violation of a vested legal right.

[…]

The question, whether an act, repugnant to the constitution, can become the law of the land, is a question deeply interesting to the United States; but, happily, not of an intricacy proportioned to its interest. It seems only necessary to recognize certain principles, supposed to have been long and well established, to decide it.

That the people have an original right to establish, for their future government, such principles as, in their opinion, shall most conduce to their own happiness, is the basis, on which the whole American fabric has been erected. The exercise of this original right is a very great exertion; nor can it, nor ought it to be frequently repeated. The principles, therefore, so established, are deemed fundamental. And as the authority, from which they proceed, is supreme, and can seldom act, they are designed to be permanent.

This original and supreme will organizes the government, and assigns, to different departments, their respective powers. It may either stop here; or establish certain limits not to be transcended by those departments.

The government of the United States is of the latter description. The powers of the legislature are defined, and limited; and that those limits may not be mistaken, or forgotten, the constitution is written. To what purpose are powers limited, and to what purpose is that limitation committed to writing, if these limits may, at any time, be passed by those intended to be restrained? The distinction, between a government with limited and unlimited powers, is abolished, if those limits do not confine the persons on whom they are imposed, and if acts prohibited and acts allowed, are of equal obligation. It is a proposition too plain to be contested, that the constitution controls any legislative act repugnant to it; or, that the legislature may alter the constitution by an ordinary act.

Between these alternatives there is no middle ground. The constitution is either a superior, paramount law, unchangeable by ordinary means, or it is on a level with ordinary legislative acts, and like other acts, is alterable when the legislature shall please to alter it.

If the former part of the alternative be true, then a legislative act contrary to the constitution is not law: if the latter part be true, then written constitutions are absurd attempts, on the part of the people, to limit a power, in its own nature illimitable.

Certainly all those who have framed written constitutions contemplate them as forming the fundamental and paramount law of the nation, and consequently the theory of every such government must be, that an act of the legislature, repugnant to the constitution, is void.

If an act of the legislature, repugnant to the constitution, is void, does it, notwithstanding its invalidity, bind the courts, and oblige them to give it effect? Or, in other words, though it be not law, does it constitute a rule as operative as if it was a law? This would be to overthrow in fact what was established in theory; and would seem, at first view, an absurdity too gross to be insisted on. It shall, however, receive a more attentive consideration.

It is emphatically the province and duty of the judicial department to say what the law is. Those who apply the rule to particular cases, must of necessity expound and interpret that rule. If two laws conflict with each other, the courts must decide on the operation of each.

So if a law be in opposition to the constitution; if both the law and the constitution apply to a particular case, so that the court must either decide that case conformably to the law, disregarding the constitution; or conformably to the constitution, disregarding the law; the court must determine which of  these conflicting rules governs the case. This is of the very essence of judicial duty.

If then the courts are to regard the constitution; and the constitution is superior to any ordinary act of the legislature; the constitution, and not such ordinary act, must govern the case to which they both apply.

Those then who controvert the principle that the constitution is to be considered, in court, as a paramount law, are reduced to the necessity of maintaining that courts must close their eyes on the constitution, and see only the law.

This doctrine would subvert the very foundation of all written constitutions. It would declare that an act, which, according to the principles and theory of our government, is entirely void; is yet, in practice, completely obligatory. It would declare, that if the legislature shall do what is expressly forbidden, such act, notwithstanding the express prohibition, is in reality effectual. It would be giving to the legislature a practical and real omnipotence, with the same breath which professes to restrict their powers within narrow limits. It is prescribing limits, and declaring that those limits may be passed at pleasure.

That it thus reduces to nothing what we have deemed the greatest improvement on political institutions — a written constitution — would of itself be sufficient, in America, where written constitutions have been viewed with so much reverence, for rejecting the construction. But the peculiar expressions of the constitution of the United States furnish additional arguments in favor of its rejection.

The judicial power of the United States is extended to all cases arising under the constitution. Could it be the intention of those who gave this power, to say that, in using it, the constitution should not be looked into? That a case arising under the constitution should be decided without examining the instrument under which it arises?  This is too extravagant to be maintained.

In some cases then, the constitution must be looked into by the judges. And if they can open it at all, what part of it are they forbidden to read, or to obey? There are many other parts of the constitution which serve to illustrate this subject. It is declared that “no tax or duty shall be laid on articles exported from any state.” Suppose a duty on the export of cotton, of tobacco, or of flour; and a suit instituted to recover it. Ought judgment to be rendered in such a case? ought the judges to close their eyes on the constitution, and only see the law. The constitution declares that “no bill of attainder or ex post facto law shall be passed.” If, however, such a bill should be passed and a person sho
uld be prosecuted under it
; must the court condemn to death those victims whom the constitution endeavors to preserve?

Why otherwise does it direct the judges to take an oath to support it? This oath certainly applies, in an especial manner, to their conduct in their official character. How immoral to impose it on them, if they were to be used as the instruments, and the knowing instruments, for violating what they swear to support!

The oath of office, too, imposed by the legislature, is completely demonstrative of the legislative opinion on the subject. It is in these words, “I do solemnly swear that I will administer justice without respect to persons, and do equal right to the poor and to the rich; and that I will faithfully and impartially discharge all the duties incumbent on me as according to the best of my abilities and understanding, agreeably to the constitution, and laws of the United States.”

Why does a judge swear to discharge his duties agreeably to the constitution of the United States, if that constitution forms no rule for his government? if it is closed upon him, and cannot be inspected by him?

If such be the real state of things, this is worse than solemn mockery. To prescribe, or to take this oath, becomes equally a crime.

Thus, the particular phraseology of the constitution of the United States confirms and strengthens the principle, supposed to be essential to all written constitutions, that a law repugnant to the constitution is void; and that courts, as well as other departments, are bound by that instrument.

Se også the Federalist no. 78 (Alexander Hamilton) og Sir Edward Cokes berømte opinion i Dr. Bonhams Case fra 1610.

Gæsteindlæg: Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni. Af Kai Sørlander

Af Jacob Mchangama, den 7. marts 2008. 24 svar

Som følge af mit forrige indlæg inviterede denne Punditokrat Kai Sørlander til at svare på min replik. Til min (og forhåbentligt også læsernes) glæde har Sørlander trods stor travlhed med øvrige projekter indvilliget i at fortsætte debatten med nedenstående indlæg.

Endnu en omgang om demokratisk ansvar og juridisk hegemoni

I sit indlæg her på Punditokraterne den 4. marts svarer Jakob Mchangama på min tidligere klumme fra 180 grader; og det bliver nu tydeligere, at vor uenighed først og fremmest er principiel. Den angår selve det principielle grundlag, hvorpå vi bør bygge vor argumentation for ønskværdigheden af den demokratiske retsstat. Og her vil jeg forsøge at klargøre vor uenighed ved at tage fat om Mchangamas fremstilling af mit standpunkt og påpege, hvad han overser, og hvorledes han rent principielt går fejl.

Skal man tro Mchangamas fremstilling af min position, så opstiller jeg en ”præmis om, at den endelige vurdering af nationens sikkerhed i en retsstat altid må foretages og afgøres af den udøvende magt”. Men det er forkert. Min argumentation bygger ikke på den vilkårlige opstilling af en sådan præmis. Min præmis i den politiske filosofi kan derimod formuleres som et krav om politisk ligeværdighed. Dette krav bygger så igen på dybereliggende etiske overvejelser; men det er et andet spørgsmål, som jeg her skal lade ligge. Det er så fra kravet om politisk ligeværdighed, at jeg drager den konsekvens, at alle borgere helt basalt bør have lige ret til at deltage i den politiske beslutningsproces. En konsekvens, som vi af praktiske grunde udmønter i det repræsentative demokrati med dets institutioner. Men mere om det senere.

Det, at Mchangama således misforstår grundlaget for min position, er en alvorlig sag, fordi det efterfølgende fører til, at han fordrejer modsætningen imellem os. Ifølge ham går jeg ind for, at ”den udøvende magts beføjelser” i spørgsmål om national sikkerhed ”trumfer hensynet til individets interesse i at få afprøvet om den udøvende magts beslutning er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder”. For ham er det omvendt. Han synes at anse det som helt indlysende, at det er i individets interesse at få en uafhængig domstolsprøvelse af alle politiske afgørelser – derunder også sikkerhedspolitiske. Således at domstolen kan afgøre, om den udøvende magts beslutninger er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder.

Men her har Mchangama – set ud fra præmissen om politisk ligeværdighed – en alt for snæver opfattelse af, hvad der er individets interesse. Han opfatter alene individets interesse ud fra muligheden for, at individet kan blive offer for en politisk anklage. Han ignorerer derimod ganske, at i demokratiet er individet også på et basalt niveau selv deltager i den udøvende magts beslutninger; og at individet derfor også har en interesse i, at ingen får (eller tiltager sig) en magt, som bryder med den politiske ligeværdighed.

Denne interesse søger vi som sagt at efterkomme i det repræsentative demokrati ved at vælge repræsentanter, som skal tage politiske beslutninger på vore vegne, og som skal stå til ansvar for deres beslutninger ved regelmæssige valg. For at dette kan foregå på anstændig vis, er det absolut nødvendigt, at der er en fri og uafhængig presse, som kan sikre, at alle får adgang til de bedst mulige informationer, og således giver dem et grundlag, hvorpå de kan tage selvstændig stilling til politikerne og deres beslutninger. Uden en sådan presse, som giver os mulighed for at diskutere med og kritisere vore politikere, er demokratiet en tom skal.

Dette demokrati er ikke ideelt, men kan vi lave noget bedre? Indtil nu står det kun fast, at den politiske magt i demokratiet er bundet af ansvaret over for pressen og vælgerne. Hvis politikerne tager uansvarlige beslutninger, kan vi kritisere dem og vælge nogle andre. Men kan vi være sikre på, at den proces fører til de rigtige beslutninger? Fuldstændig sikre kan vi ikke være. Der kræves som minimum, at folkeflertallet selv er villig til at kæmpe for en demokratisk mindretalsbeskyttelse. Og det er ikke uden videre givet. Det kræver en vis politisk udvikling. Men spørgsmålet er, om vi kan gøre noget andet. Om vi kan skabe større sikkerhed for en demokratisk mindretalsbeskyttelse ved at sætte en juridisk domstol ind som stopklods i den politiske beslutningsproces.

Det er det, som Mchangama i realiteten kræver, at vi skal gøre. Han vil have, at der skal indsættes en (form for) juridisk domstol til at afgøre, om de politiske beslutninger i demokratiet er i overensstemmelse med individets frihedsrettigheder. I hans model skal det ikke være i den demokratiske proces, at disse spørgsmål finder deres afgørelse, men det skal være en særlig juridisk domstol, der foretager den endelige vurdering af, om det politiske skøn er holdbart. Det skal være dommerne og ikke de demokratiske politikere, der har magt til at udøve det afgørende skøn.

Er den situation så bedre end den, hvor det endelige skøn ligger i den demokratiske proces? Det mener Mchangama. Han siger: ”Kontrol foretaget af uafhængige og uafsættelige dommere der ikke er på valg, værner således mod alle former for magtmisbrug, som magthavere bevidst eller ubevidst begår, når der ingen kontrol er med deres handlinger”. Men den påstand forekommer mig at indeholde kritikken af sig selv. Hvis magthavere bevidst eller ubevidst begår magtmisbrug, når der ingen kontrol er med deres handlinger, hvem kontrollerer så, at de pågældende dommere ikke begår magtmisbrug? Hvem kontrollerer, at de ikke – bevidst eller ubevidst – sætter deres eget politiske skøn ind som erstatning for det demokratiske? Måske finder de, at deres eget skøn er udtryk for et bedre menneskesyn end det, som kommer til udtryk igennem den demokratiske proces og dens ansvarsrelationer.

Det er muligt, og det er også muligt, at de i så tilfælde ville være ofre for et selvbedrag. Derfor har Mchangama ikke givet nogen tvingende argumentation for, at et sådant system rent principielt skulle være at foretrække. Og min påstand er, at vi rent principielt bør holde fast ved den demokratiske ansvarsfordeling – hvor det politiske ansvar ligger i den demokratiske proces og ikke lægges over i en juridisk domstol – fordi det er ensbetydende med en principiel fastholden af den politiske ligeværdighed som grundværdi.

Det er vigtigt at forstå, at diskussionen indtil nu har været rent principiel. Med det, jeg hidtil har sagt, har jeg ikke taget stilling til nogen konkret sag. Hverken til sagen om udvisningen af de to tunesere, som planlagde at myrde Kurt Westergaard, eller til sagen om den hollandske regerings forsøg på at forbyde Geert Wilders’ Koran-film med henvisning til national sikkerhed. Og fra det, som jeg hidtil har sagt, kan ikke direkte drages nogen konklusion med hensyn til, hvad jeg (eller andre) bør mene i de konkrete sager. Men før jeg går videre ad den vej, er der grund til lige at føre den principielle diskussion et skridt videre.

Min foreløbige konklusion er, at der ikke findes nogen principielt tvingende argumentation for, at man skal indføre en juridisk prøvning af den demokratiske magts beslutninger. Principielt skal prøvningen af disse beslutninger ligge i den demokratiske debat og proces. Men inden for denne ramme er der logisk mulighed for, at den politiske magt gennem en demokratisk vedtaget beslutning kan binde sig selv med visse konventioner – fx menneskerettigheder – og at den kan nedsætte en form for uafhængige juridiske instanser, der skal vurdere, om lovgivningen og de politiske beslutninger overholder konventionerne. Det kan man gøre som politisk valg; og man skal derfor også forstå, at det må være op til den politiske proces at gøre valget om, hvis man finder, at en sådan instans overskrider sine beføjelser og br
uger sin magt politisk. De
t er kun, hvis man ikke forstår, at den grundlæggende afgørelse til syvende og sidst bør ligge i den demokratiske dimension, at ens politiske filosofi ikke er rationel.

Det vil sige, at der ikke findes noget principielt rigtigt svar på, om man i den demokratiske politik bør vedtage at installere sådanne kontrollerende domstole. Det er en politisk afgørelse, og der kan siges både positivt og negativt. Det gælder også vor binding til Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Men disse vigtige spørgsmål behøver jeg ikke at gå nærmere ind på her. Jeg kan dog ikke nære mig for ganske kort at pege på, at der i hvert fald er ét punkt, hvor den form for politik har været skadelig. Det gælder asyl- og indvandringspolitikken.

De politisk vedtagne konventioner blev gjort til ”evige sandheder”, som kunne trumfe enhver reel diskussion af de forudsigelige sociale konsekvenser af indvandringspolitikken. Alt, hvad tidligere erfaringer kunne lære os om problemerne med indvandring, blev sat til side med henvisning til, hvad mere eller mindre officielle menneskeretsinstitutioner kunne tænkes at mene. Alle betænkeligheder og ønsker om pragmatisk tilbageholdenhed blev gjort til fremmedhad. På afgørende vis blev den rationelle debat om indvandringspolitikken amputeret af en misforstået brug af konventioner – og en misforstået opfattelse af forholdet mellem det politiske og det juridiske. Og det – forholdet mellem det politiske og det juridiske – er det centrale i den diskussion, som vi er i gang med.

Lad mig så vende tilbage til de konkrete sager, som har rejst denne diskussion. Altså først sagen om udvisningen af de to tunesere, der planlagde at myrde Kurt Westergaard, og derefter sagen om Geert Wilders’ Koran-film, som Mchangama har inddraget med sit indlæg her på bloggen den 5. marts. Det, jeg hævder, er, at de to sager grundlæggende er politiske, og derfor i sidste instans skal afgøres af den politiske myndighed, der står til demokratisk ansvar. Som jeg i mine tidligere indlæg i denne diskussion har gjort opmærksom på, er der væsentlige argumenter for at anse tunesernes tilstedeværelse som en sikkerhedspolitisk trussel, fordi de vil dræbe et symbol på vor ytringsfrihed.

Hvor langt sådanne overvejelser skal have vægt, findes der ikke noget entydigt svar på. Det er en politisk afgørelse. Ligesom det er en politisk afgørelse, om man skal lade tunesernes sag prøve ved en uafhængig juridisk instans. Det vil sige, at den, der ikke politisk ønsker en sådan uafhængig prøvelse, ikke nødvendigvis bryder med principperne for en demokratisk retsstat, for ifølge disse principper bør den sidste afgørelse være politisk. Man kan være politisk uenig uden derfor at være principielt uenig (selvom der er en del, der misforstår situationen og gør deres egen politiske position til den principielt rigtige). Og vil flertallet ikke acceptere de politikere, der har den holdning, så kan de stemme på nogle andre. Ligesom man må gøre, hvis man ikke vil acceptere de siddende politikeres indvandringspolitik. Det er i den demokratiske debat og procedure, at grænserne i sidste instans bør trækkes, og ikke af en juridisk domstol.

Noget tilsvarende kan siges om sagen omkring dem hollandske regerings behandling af Geert Wilders. Mchangama synes at mene, at fordi jeg hævder, at spørgsmål om national sikkerhed er politiske og ikke skal afgøres af en juridisk domstol, så udelukker jeg kritik af den hollandske regering, der vil forbyde Wilders’ film af nationale sikkerhedsgrunde. Og så udelukker jeg, at han kan få sin sag prøvet. Men det er da en skræmmende blindhed. Selvfølgelig kan Wilders få sin sag prøvet. Og meget bedre end ved en domstol. Han kan få den prøvet i den demokratiske proces med dens åbne debat og med dens udskiftning af politikere. Her skal det afgøres, om folk vil finde sig i en sådan regering, eller om de vil afsætte den.

Om de deler regeringens opfattelse af forholdet mellem ytringsfrihed og national sikkerhed. Det er kun således, at man holder demokratiet og ytringsfriheden levende. For mig at se er det farligt for demokratiet, hvis man tror, at det skal være en domstol og ikke en politisk opposition, som skal stoppe regeringen. For afgørelsen kan have store sociale konsekvenser. Rent bogstaveligt kan den føre til ”brand i gaden” og i alvorligste fald til noget, der minder om borgerkrig. Hvilket ansvar ville en domstol have, hvis det kunne forudses? Her er det bedst, at ansvaret bæres demokratisk, for demokratiet og ytringsfriheden kan kun komme sejrrigt igennem sådanne ”borgerskrigslignende tilstande”, hvis de har almindelig folkelig opbakning. Altså hvis flertallet af borgere reelt er villige til at stå inde for dem og at bære konsekvenserne. I det perspektiv er det en illusion at tro, at ytringsfriheden kan sikres igennem en domstolsafgørelse.

Da det selvfølgelig er umuligt i et indlæg som dette at komme ordentligt i dybden med argumentationen, vil jeg tillade mig at slutte med at nævne, at jeg har givet en udførligere redegørelse for min politiske filosofi i bøgerne Om menneskerettigheder (2000) og Under evighedens synsvinkel (1997). Noget, der følges op i min nye bog Forsvar for rationaliteten (med undertitlen Religion og politik i filosofisk perspektiv), der udkommer på tirsdag den 11. marts på Informations Forlag.

Smartypants

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2008. 10 svar

Mens de danske medier i MSM har fremstillet det som om, at Barack Obama p.t. har vundet omtrent 700 primærvalg og fået ca. 1.500 pct. af stemmerne, så er det vist kun David Garby og undertegnede, der endnu til det sidste mente, at det faktisk tegnede på, at Hillary Clinton ville vinde primærvalgene i Texas og Ohio i går.  Whaddayaknow!

Jeg mener også fortsat, at Clinton har en teoretisk mulighed for at vinde nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat, og ihvertfald at det kan blive svært for (både) Obama (og hende) at få en klar majoritet af de delegerede til konventet (i det mindste før den anden dropper ud).  Til gengæld er der noget, der tyder på, at “matematikken” ikke er på Clintons side: Det ligger ganske vist tæt mellem de to, og Obamas delegeret-forspring er ikke stort (p.t. 1.280–1.149 af de valgte), men selv hvis man leger med tallene, og lader Clinton hypotetisk vinde de næste mange primærvalg, vil det givet reglerne for fordeling af delegerede være svært at se, hvordan hun kan få nok “pledged” delegerede (altså dem, der fordeles ved primærvalg og partimøder) til, at hun kan føre klart (eller blot lidt) over Obama.  Dermed kan man få en situation, hvor ingen af dem har en majoritet af samtlige “pledged” delegerede, mens Obama har en lille pluralitet af disse.

Så er det de “superdelegerede” (som er udpeget ex ante qua deres embeder, og som ikke er moralsk forpligtede til at stemme på den ene eller den anden), som vil komme til at afgøre udfaldet.  Hvordan vil de så stemme?  Hvis nogen af læserne har været aktive i en politisk ungdomsorganisation, så kan de superdelegeredes situation imødeses at ville være sammenlignelig med den lille gruppe delegerede på et landsmøde, der kan være tungen på vægtskålen, men som kl. 2 natten mellem lørdag og søndag endnu ikke har bestemt sig … Interessant–og hårdt.  Der vil givetvis være et vist pres på, at få Clinton til at trække sig, og/eller på de superdelegerede for, at de skal stemme på pluralitets-vinderen (d.v.s. Obama), men det vil være et meget, meget usikkert spil.

Det interessante ved det scenarie er altså så, at det meget sandsynligt vil være ét, hvor Obama får en pluralitet af de delegerede til konventet, men hvor Clinton meget vel kan være den, der har fået en majoritet af de afgivne stemmer–i særdeleshed hvis man tæller Michigan og Florida med, som p.t. har mistet deres delegerede.  (P.t. er status en relativt beskeden føring på 13,1 mio. stemmer mod 12,8 mio. til Clinton, men det kan let ændre sig.  Dermed kan man altså opleve en slags eksemplificering af et afstemningsparadoks, hvor der er en diskrepans mellem, hvad “folkets stemme” vil have, og hvem der får flest delegerede.

Det kan man synes om, hvad man vil, men da denne punditokrat endnu kan huske den næsten hysteriske, moralske forargelse, der rejste sig–især blandt Demokraterne og på den europæiske venstrefløj–da Al Gore i 2000 vandt en pluralitet af stemmerne ved valget, mens George W. Bush fik en majoritet i Valgmandskollegiet, kan jeg næsten ikke vente med at nyde det hykleri, der vil udfolde sig i den forbindelse …

Geert Wilders, ytringsfrihed og national sikkerhed

Af Jacob Mchangama, den 5. marts 2008. 22 svar

Den hollandske politiker Geert Wilders har produceret en islam-kritisk film ved navn “Fitna“, som angiveligt snart vil blive vist i Holland. Filmens budskab er tilsyneladende at Koranen bør forbydes da den ifølge Wilders er en opskrift på det totalitære samfund og at sammenligne med en bog som “Mein Kampf”. Filmens budskab har vakt bestyrtelse blandt muslimer i både ind og udland og – som det efterhånden er blevet til kutyme fra en desværre ikke ubetydelig del af denne verdens muslimer – dødstrusler mod Wilders og det hollandske samfund.

De kraftige reaktioner har angiveligt fået den hollandske regering til at overveje at nedlægge forbud mod filmens visning før den overhovedet har været vist. Et sådant forbud vil udgøre et eklatant indgreb i ytringsfriheden. Ikke bare fordi det vil censurere politisk debat, som per definition bør have særdeles vide rammer i et liberalt demokrati. Men også fordi at indgrebet er præventivt og tilsyneladende overvejes fra øverste hold rettet mod et specifikt individ og altså ikke via underordnede offentlige instanser eller efter anmeldelse fra privatpersoner. Den slags præventiv censur fra en regeringstop kendetegner lande som Cuba, Venezuela og visse diktatoriske muslimske lande, hvor kritik af styrerne og/eller religion undertrykkes og aldrig kommer frem i den offentlige debat (i det omfang en sådan findes).

At Wilders hvis han kom til magten selv ville indskrænke ytringsfriheden ved at forbyde Koranen kan ikke tillægges afgørende vægt. Om man finder, at Wilders er en frihedshelt, der udstiller virkeligheden bag en fascistisk religion eller en populistisk og demagogisk bigot kan heller ikke tillægges afgørende betydning. Kontroversielle, provokerende og chokerende synspunkter og ideer er også beskyttede af ytringsfriheden. Så længe Wilders ikke opfordrer til vold mod muslimer bør hans film således frit kunne vises af interesserede fjernsynsstationer og opleves af interesserede seere (om end det ikke kan garanteres at en national eller international domstol ville tilsidesætte et eventuelt forbud). De der måtte føle sig provokerede af filmen kan frit vælge at zappe væk og imødegå Wilders synspunkter ad demokratisk vej.

Men her kommer det interessante i forhold til debatten om frihedsrettigheder her i landet – særligt blandt borgerlige. Den hollandske regerings overvejelser om et forbud hviler tilsyneladende på hensyn der kan rubriceres under “national sikkerhed”, herunder hollandske statsborgeres liv. Med Kai Sørlander i spidsen har visse borgerlige debattører og læsere af denne blog gjort gældende, at administrative indgreb i frihedsrettigheder baseret på national sikkerhed ikke skal kunne prøves af domstole.

Skulle denne præmis gælde i nærværende sag ville Wilders film altså ikke bare administrativt kunne forbydes uden anden begrundelse end en henvisning til national sikkerhed. Wilders skulle heller ikke have mulighed for at få prøvet, hvorvidt et sådant indgreb var i strid med hans ytringsfrihed (Wilders vil dog ikke kunne nægtes domstolsprøvelse i Holland).

Dette ville ifølge Sørlander et als tænkning være udtryk for at pålægge den udøvende magt sit rette “demokratiske ansvar” i en retsstat. En sådan tingenes tilstand ville dog efter min mening være utålelig i et liberalt demokrati og hvor end hypotetisk viser et sådant scenarie, hvor let den udøvende magts beføjelser kan anvendes vilkårligt og indgribende, såfremt der ikke er en uafhængig instans, der kan efterprøve, hvorvidt den udøvende magts handlinger er lovmedholdelige og respekterer grundlæggende frihedsrettigheder.   

Replik til Sørlander

Af Jacob Mchangama, den 4. marts 2008. 14 svar

I et indlæg på 180grader er Kai Sørlander gået i rette med min klumme sammesteds vedrørende den administrative udvisning af to tunesere mistænkt for at ville dræbe Kurt Westergaard.

Det pragmatiske forsvar for udvisningerne ville være at påpege at gældende ret ikke forbyder sådanne administrative udvisninger. Der er specifik hjemmel i udlændingelovens § 25 til administrative udvisninger uden prøvelse, og intet i grundloven forbyder dette. Det lovforberedende arbejde har udtrykkeligt taget stilling til Danmarks internationale forpligtelser under EMRK, der tillader staterne vid adgang til at kontrollere udlændinges adgang, ophold og eventuelle udvisning fra deres territorier. Statens vigtigste opgave er at beskytte danske borgere, og i en tid med terrortrusler mod Danmark ville det være lemfældigt at udstyre potentielle terrorister med videregående rettigheder, end hvad der med sikkerhed følger af gældende dansk ret og vores internationale forpligtelser.

Et sådant forsvar ville umiddelbart være juridisk velfunderet selvom en række domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (her, her og her) rejser alvorlig tvivl om, hvorvidt sådanne udvisninger kan gennemføres uden prøvelse (jeg håber at få tid til at kommentere dommene i en særskilt postering). Selv hvis udvisningerne er i overensstemmelse med EMRK, gør dette dog ikke administrative udvisninger uangribelige. Ethvert nationalt og internationalt rettighedskatalog indeholder bevidste og ubevidste smuthuller, som efterlader borgeren med færre retssikkerhedsgarantier og staten med større diskretionær magt end hvad en klassisk liberal tilgangsvinkel tilsiger.

Men Sørlanders ærinde er et helt andet og langt mere vidtgående end ovenstående. Sørlander skriver bla, at hans kritik:

”drejer sig alene om et rent principielt problem [Min fremhævning] i forholdet imellem demokrati og jura – mellem politisk magt og dømmende magt [….]Det grundlæggende spørgsmål er: Hvem skal vi sikkerheds- og retspolitisk give den endelige magt? Skal det være en demokratisk valgt og demokratisk ansvarlig instans, eller skal det være et særligt udvalg af jurister? I et velfungerende demokrati kan der næppe være megen tvivl om svaret. Dér bør den politiske magt være demokratisk funderet; og dér bør de sikkerhedspolitiske skøn ligge i demokratiske organer. Vi har ingen sikkerhed for, at det er ufejlbarligt; men det er en logisk følge af det krav om politisk ligeværdighed, som er demokratiets ideologiske fundament. Desuden er der heller ikke noget andet system, som er sikret større ufejlbarlighed.”

Sørlander opstiller – så vidt ses – dermed et præmis om, at den endelige vurdering af nationens sikkerhed i en retsstat altid må foretages og afgøres af den udøvende magt. Samt at den udøvende magts beføjelser i så henseende trumfer hensynet til individets interesse i at få afprøvet om den udøvende magts beslutning er i strid med grundlæggende frihedsrettigheder eller for den sags skyld gældende ret som den ville finde anvendelse i forhold til et ligeså fundamentalt indgreb mod et individ, der har dansk statsborgerskab. På denne præmis konkluderer Sørlander endog, at domstolskontrol med den udøvende magts vurdering af selv indgribende beslutninger er udemokratisk, når sådanne beslutninger er baseret på national sikkerhed. Som jeg læser Sørlanders klumme, anser han dette for at være et generelt princip, som et liberalt demokratis retsorden bør respektere, og at det således ikke er begrænset til sager om udvisninger og/eller udlændinge.

Hvis min gengivelse af Sørlanders pointe er korrekt, tager Sørlander alvorligt fejl juridisk set, ligesom hans grundlæggende filosofi åbner op for en type demokrati, der afviger radikalt fra den samfundsorden – baseret på det liberale demokrati – Sørlander almindeligvis er fortaler for.

Juridisk set er Sørlanders præmis forfejlet, fordi danske domstole har mulighed for at vurdere spørgsmål vedrørende national sikkerhed og efterretningstjenesternes arbejde i en lang række sager. Straffelovens kapitel 12 omhandler således forbrydelser mod “statens selvstændighed og sikkerhed”. Forbrydelser der naturligvis ikke kan sanktioneres administrativt, men kræver domfældelse. En sådan domfældelse forudsætter således f.eks. at domstolen er enig med PET og anklagemyndigheden i at den tiltalte:

”…med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger….” (Straffelovens §114, stk. 1 (Terrorisme)).

En domstol vil have meget svært ved at domfælde i en sådan sag uden at inddrage den type spørgsmål, som Sørlander har erklæret domstolene uegnede til at behandle.

Derudover har Danmark ratificeret og inkorporeret EMRK. I EMRK artikel 8-11 sikres en række rettigheder herunder retten til privatliv, ytringsfrihed og foreningsfriheden. Det er dog ikke absolutte rettigheder, idet der kan foretages indgreb heri under hensyntagen til bl.a. national sikkerhed, dog kun med lovhjemmel og såfremt indgrebet er “nødvendigt i et demokratisk samfund”. Denne nødvendighedstest, vil ultimativt skulle foretages af domstolene. Dermed har Folketinget eksplicit givet både de danske domstole og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol hjemmel til at efterprøve indgreb i frihedsrettigheder –  også administrative indgreb rettet mod udlændinge – hvor sådanne indgreb hviler på national sikkerhed.

Et konkret eksempel er Grevil-sagen, hvor to journalister og en redaktør fra Berlingske Tidende var tiltalt for uberettiget at videregive ”oplysninger, der er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar” i strid med Straffelovens § 152d, stk. 3. Byretten frifandt journalisterne udfra følgende betragtninger:

De nævnte bestemmelser i straffeloven skal læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions [EMRK] artikel 10 og praksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol [EMD] vedrørende denne bestemmelse.

[…]Afvejningen af de modstående væsentlige hensyn i sagen fører efter rettens opfattelse til, at den betydelige offentlige interesse omkring beslutningen af krigsdeltagelse i 2003 skal tillægges en sådan vægt overfor risikoen for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, at det kan lægges til grund, at de tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, da de valgte at videregive de fortrolige oplysninger til pressen.    

Skulle Sørlanders præmis have været gældende i denne sag ville Berlingskes journalister skulle kunne sanktioneres af justitsministeren uden domstolskontrol, da de jo netop blev tiltalt for at have videregivet oplysninger der vedrørte statens sikkerhed. Vi skulle således blot have accepteret FEs vurdering af, hvorvidt offentliggørelsen af hemmeligstemplede rapporter vedrørte statens sikkerhed uden hensyntagen til indholdet deraf (der i høj grad allerede var lækket og dermed kendt) og uden hensyntagen til journalisternes ytringsfrihed eller offentlighedens i
nteresse i sagen. En såda
n retstilstand tillader heldigvis, hverken dansk ret eller EMRK, hvorfor de danske domstole prøvede sagen og frifandt de to journalister under hensyntagen til deres ytringsfrihed og det lækkede materiales natur.

Storbritannien er – på trods af Blairregeringens angreb på både Habeas Corpus og ytringsfriheden – om noget et land, der identificeres med retsstaten. I 2006 træf det britiske House of Lords en afgørelse, hvor den underkendte de britiske myndigheders tidsubestemte frihedsberøvelse af terrormistænkte udlændinge. Frihedsberøvelsen var netop baseret på national sikkerhed. Sørlander burde nærlæse House of Lords præmisser, idet de udviser en langt dybere forståelse af magtfordelingen i et liberalt demokrati baseret på fundamentale frihedsrettigheder end den version Sørlander gør sig selv til fortaler for. Domstolen udtalte bl.a.: 

I accept at once that the executive and the legislature are to be accorded a wide margin of discretion in matters relating to national security, especially where the Convention rights of others such as the right to life may be put in jeopardy. But the width of the margin depends on the context. Here the context is set by the nature of the right to liberty which the Convention guarantees to everyone, and by the responsibility that rests on the court to give effect to the guarantee to minimise the risk of arbitrariness and to ensure the rule of law.

Put another way, the margin of the discretionary judgment that the courts will accord to the executive and to Parliament where this right is in issue is narrower than will be appropriate in other contexts. We are not dealing here with matters of social or economic policy, where opinions may reasonably differ in a democratic society and where choices on behalf of the country as a whole are properly left to government and to the legislature. We are dealing with actions taken on behalf of society as a whole which affect the rights and freedoms of the individual. This is where the courts may legitimately intervene, to ensure that the actions taken are proportionate. It is an essential safeguard, if individual rights and freedoms are to be protected in a democratic society which respects the principle that minorities, however unpopular, have the same rights as the majority.”

De ovennævnte domme er eksempler på, at domstole er ganske udmærket egnede til at tage stilling til indgreb fra statens side og balancere disse over for hensynet til national sikkerhed uden dermed at fravriste den udøvende magt dens naturlige og primære ansvar på for at holde nationen sikker. Sørlander har ret i at dommere lige så lidt som politikere er ufejlbarlige. Men det faktum, at en uafhængig instans vurderer den udøvende magts indgribende beslutninger er nu engang del af selve det fundament, som vores og andre vestlige retsstater er bygget på. Kontrol foretaget af uafhæninge og uafsættelige dommere der ikke er på valg, værner således mod alle former for magtmisbrug, som magthavere bevidst eller ubevidst begår, når der ingen kontrol er med deres handlinger. Især – som i nærværende sag – hvor folkestemningen naturligt og forståeligt nok er for administrative indgreb og tunesernes prompte udvisning. Dertil kommer, at en konkret dom ikke fratager den udøvende magt muligheden for med andre midler at søge at realisere dens målsætninger. Initiativet ligger stadig fuld og fast hos den udøvende magt, der inden for frihedsrettighedernes rammer har en stor grad af frihed og fleksibilitet til at manøvrere.

At karakterisere ovenstående domme som udemokratiske ville derfor være forkert – i hvert fald hvis man med demokrati mener liberalt demokrati. Hovedsageligt fordi indgribende beslutninger overfor borgere inden for en demokratisk stats jurisdiktion bør underkastets domstolskontrol ud fra et hensyn til individets frihedsrettigheder og værnet mod diskretionært magtmisbrug.

I tillæg til de hensyn der fremgår af de ovennævnte konkrete eksempler fra dansk og udenlandsk retspraksis kan domstolskontrol også i den brede offentligheds øjne legitimere og understøtte statens reaktion. Det er således svært at bestride, at en domstolskontrol kan give en afgørelse som den foreliggende en grad af objektivitet, som en afgørelse truffet af en minister på baggrund af en indstilling fra en efterretningstjeneste aldrig kan opnå alene.

Hertil kan det naturligvis anføres, at domstolene i en hypotetisk prøvelse af udvisningerne af de to tunesere givetvis hverken kan eller ønsker at foretage en fuldstændig efterprøvelse af PET’s skøn, idet domstolene – som det også har været anført i debatten – ikke besidder den efterretningsmæssige ekspertise som PET. Men denne kritik overser det vigtige forhold, at en afgørelse som den foreliggende aldrig alene vil have karakter af en efterretningsmæssig vurdering. I højere grad end den rent efterretningsmæssige del af afgørelsen vil domstolen således være egnet til at efterprøve om de formelle regler, som normalt finder anvendelse, når det offentlige agerer, er blevet fulgt. Har den pågældende således haft mulighed for at komme med sin side i sagen? Hvad hvis han mener, at der er tale om en forveksling af personer, og han således ikke er den rette mistænkte? Hvad hvis han mener, at PET har handlet uden for sine beføjelser i forbindelse med efterforskningen? Alle disse spørgsmål er naturligvis hypotetiske, og det ville være meget overraskende, såfremt PET i en sag som den foreliggende ikke har en meget god sag, hvilket givetvis er grunden til at ministeren har godkendt udvisningen. Men det er ikke hvad debatten bør dreje sig om. Debatten sigter ikke mod at tvinge efterretningstjenesten til at afsløre sine kilder og efterforskningsmetoder, ej heller at mistænkeliggøre efterretningstjenesten arbejde. Spørgsmålet er snarere, hvorvidt vi som nation bør sikre, at et individ der står over for et fundamentalt indgreb fra statens side, har ret til at anmode en uafhængig instans om at kigge statsmagten over skulderen.

Endelig ville det også være forkert at karakterisere domstolskontrol af spørgsmål om national sikkerhed som udemokratisk af den grund, at den lovgivende magt jo selv positivt har begrænset både egen og den udøvende magts beføjelser ved alle de materielle og processuelle retsgarantier som ifølge dansk lov og ret garanteres af domstolene, samt ved f.eks. at ratificere EMRK, der anerkender den Europæiske Menneskerettighedsdomstols jurisdiktion. Det er også værd at bemærke at den dømmende magt i sådanne situationer ikke blot beskytter individet, men også – indirekte – den lovgivende magt, derved at det sikres, at de rammer de folkevalgte har opstillet bliver respekteret af den udøvende magt.

En ordning, hvorefter administrative udvisninger skulle prøves af et særligt domstolslignende organ ville tjene de ovennævnte retssikkerhedshensyn og ville naturligvis også skulle basere sig på en lov vedtaget af et flertal i Folketinget, hvorfor de samme betragtninger gør sig gældende. De ovennævnte domme og retssikkerhedsmæssige hensyn er således et godt bevis på, at Sørlanders grundlæggende præmis ville udgøre et markant brud med retsstatens magtfordeling i et liberalt demokrati, og en uhørt koncentration af potentielt vilkårlige beføjelser hos den udøvende magt.

Hvis jeg har misrepræsenteret Sørlanders pointe og Sørlander anerkender nødvendigheden af domstolskontrol i sager om national sikkerhed – blot ikke i udvisningssager – må man spørge, hvad der gør udvisningssager særligt uegnede til domstolskontrol? Svaret er, at domstole naturligvis ligesåvel kan tage stilling til spørgsmål om national sikkerhed i udvisningssager som i øvrige sager, hvor et individ udsættes for et statsligt indgreb.

I værste fald gør Sørlander sig derfor til talsmand for et system, hvor selv alvorlige indgreb i frihedsrettigheder kan undtages domstolskontrol blo

t ved at karakterisere dem som baseret på national sikkerhed, og som dermed underminerer en kernekomponent i det vestlige liberale demokrati til fordel for vilkårlighed. I bedste fald er Sørlanders argumentation usammenhængende. Såfremt det sidste er tilfældet er det godt i tråd med en af min oprindelige klummes pointer: at både den værdipolitiske højre- og venstrefløj er gladest for frihedsrettigheder når de passer ind i disses fløjes respektive politiske agendaer.

Er der monopol på folkeoplysning i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2008. 4 svar

Jeg er forleden blevet medlem af programudvalget hos Folkeuniversitetet i Århus, og når man bliver insider i den slags organisation får man naturligvis også en del informationer, som man ellers ikke får eller i det mindste overser i mylderet af ligegyldigheder i MSM. En af disse informationer har virkeligt undret mig, stødt mod alle mine liberale synspunkter og bekræftet mig i hvor absurd virkeligheden kan være.

Sagen er, at efter at en række universitetsorganisationer blev tvangsfusioneret med Aarhus Universitet i januar sidste år, har universitetet effektivt haft en afdeling i Emdrup umiddelbart udenfor København, nemlig Danmarks Pædagogiske Universitet. Folkeuniversitetet i Århus har derfor ment at det var logisk, at man begyndte at udbyde kurser i Emdrup som en måde at ekspandere forretningen. Men det mente Folkeuniversitetet i København ikke!

Konkurrenten har derimod kaldt arrangementsrækken en ”ulovlig ekspansion fra provinsen” (læs her) og krævet at århusianerne stopper al annoncering. Mens man i Århus mener, at det er helt indenfor folkeoplysningslovens rammer, at man opererer i Københavnsområdet når man har en afdeling der, mener man i København at Århus er i modstrid med lovens krav om at folkeuniversiteterne er ’regionale’. Men der stikker selvfølgelig mere under.

For det første er det helt indlysende, at man i enhver region har et incitament til at holde konkurrenterne ude og agere som et helt almindeligt monopol. Problemet her er, at folkeoplysning ikke er anderledes end et hvilket som helst andet marked, og måske endda lettere at operere på end almindeligvis – man kan jo i en vis forstand sige, at forskningen, dvs. den grundlæggende viden, allerede er ’produceret’ og oplysningsarbejdet blot er en ekstra bonus. At opretholde et monopol fører dermed som altid til et mindre udbud, end man ellers ville have haft, og mindre end køberne ville ønske.

Et andet, og lidt mere tricky forhold, er effekten af monopoler på kvaliteten og diversiteten af varerne i markedet. Et af argumenterne for at opretholde et monopol i hovedstaden er nemlig, at København-afdelingen traditionelt har satset på længere forelæsningsrækker, mens man i Århus har udviklet en tradition for kortere rækker og enkeltforedrag. I København opfatter man derfor – i det mindste officielt – Århus-kurserne som lavere kvalitet da man argumenterer for at længde er lig kvalitet. Hvorfor står mig aldeles uvist, men det bør være helt klart, at ikke alle er interesserede i at købe en lang forelæsningsrække, og at et mere diverst udbud af lange og korte rækker plus enkeltstående foredrag vil give langt bedre muligheder for folk til at finde det rigtige tilbud på et frit folkeoplysningsmarked.

Lad mig understrege her til sidst, at dette indlæg ikke er udtryk for muggen over ’københavneri’ eller noget lignende. Havde regeringens absurde tvingen universiteterne til at fusionere ført til, at Københavns Universitet havde fået en afdeling i Århus, er det sandsynligt at det modsatte ville være sket, dvs. at man fik københavnerkurser i Århus. Det havde været godt for det århusianske marked for folkeoplysning, ligesom det nu sker i København.

Den foreløbige afklaring på sagen – hvis man da kan kalde det det – er at undervisningsministeriet har tilladt Folkeuniversitetet i Århus at køre forårets arrangementsrække til ende, men forbudt at starte nye arrangementer før man har nået en juridisk afgørelse på sagen. Den danske befolkning må derfor stadig vente på et svar på, om man på folkeoplysningsområdet vil opretholde strenge, regionale monopoler og dermed risikere at udbuddet ikke når meget mere end DSB-kvalitet. Så i en vis forstand er sagen en test for, hvor stærk indflydelse markedsfjendtlige interesser har på lovgivningen i Danmark, blot i et anderledes marked.

Bill Buckley, RIP

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. februar 2008. 6 svar

New York Times har netop for få minutter siden meddelt, at amerikansk konservatismes grand old man, “Mr. Conservative” himself, William F. Buckley, Jr. (1925-2008), er afgået ved døden.

Da jeg i sin tid først stødte på Buckleys navn, var jeg til at begynde med ikke imponeret–men det skyldtes nok, at jeg alene havde Murray Rothbards meget negative vurdering af manden, som var meget præget af deres modsætninger i 1960erne og uenighed om sikkerheds- og udenrigspolitik.  Som tiden gik, blev jeg mere og mere imponeret over Buckley, som trods hans lidt specielle taleform uden sammenligning var USA’s mest velartikulerede–og morsomme–konservative tænker i det 20. århundredes anden halvdel.  Han blev “verdensberømt” i USA som 22-årig med bogen God and Man at Yale, og han var som skribent, stilistisk og intellektuelt set, milevidt over niveauet fra mange af de mere højlydte, nyere konservative kommentatorer såsom Ann Coulter, Laura Ingraham og Michelle Malkin, for nu blot at nævne nogle oplagte, eller tågehorn som Mike Huckabee.  Hos Buckley var der–selv når man var uenig med ham–altid en vis (høj) standard, selv når han var morsom og perfid.

Samtidigt var Buckley, både intellektuelt og organisatorisk (ikke mindst som grundlægger og redaktør af National Review og initiativtager til “Young Americans for Freedom”), en person af måske større betydning for formningen af amerikansk konservatisme end nogen anden amerikansk konservativ i det 20. århundrede, ihvertfald et par præsidenter inkluderet.  Som WSJ skriver:

“Buckley and his talented stable of editors and contributors gave coherence and shape to what he called “a fusion” of traditionalism, anti-Communist internationalism and free-market economics. Equally important, the magazine worked to discredit fringe elements like the John Birchers, the Jew-haters and the Lindbergh isolationists.”

Det er ikke helt ved siden af at sige, at uden Buckley, Goldwater og Reagan, ville der ikke have været nogen amerikansk konservativ “revolution” i 1980erne.  Han var en ener, og som NYT skriver én, der “marshaled polysyllabic exuberance, famously arched eyebrows and a refined, perspicacious mind to elevate conservatism to the center of American political discourse”.

Vi har tidligere skrevet om ham her.  National Review selv gør det her.

Updates:

PS. Her er National Review‘s “mission statement” (1955).  Buckleys sidste klumme og en af hans sidste artikler: “Goldwater, The John Birch Society & Me” (Commentary).

PPS. Kort interview og “appreciation” på Charlie Rose.  En times interview og portræt sammesteds.

Måske derfor danske film er så ligegyldige.

Af Niels Westy, den 24. februar 2008. 32 svar

Da Dansk Folkeparti og Venstre i sidste uge foreslog, at man skulle afskaffe den livslange kunststøtte og i stedet bruge pengene på nye talenter, gav det en hvis furore blandt, gæt selv hvilke, en del kunstnere, der gik i medierne for at imødegå de borgerlige partiers ”overgreb”. Som modstander af enhver form for offentlig støtte, herunder selvfølgelig også kunststøtte, forekom diskussionen mig lettere uinteressant, lige indtil professor og billedhugger Bjørn Nørgaard i en diskussion med Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti, kom med en udtalelse der burde vække til eftertanke. På en og samme gang lykkedes det ham at vise hykleriet hos den (i egne øjne) ikke-kommercielle del af den etablerede kunstverden, og samtid gjorde han det egentlig pinligt klart, hvorfor kunststøtte er skidt for kunsten.

I sit forsvar for livslange ydelser og offentlig kunststøtte følte han sig påkaldet til at trække paralleller tilbage til enevældens dage.

Ifølge Nørgaard skulle finansminister Heinrich Ernst Schimmelmann i forbindelse med statsbankerotten i 1813, have henvendt sig til Frederik den 6. med ordene ”Vi har mistet Norge, Vi har mistet flåden og vi er gået bankerot, at vi dertil skulle blive dumme, det er for meget”, som argument for at bibeholde støtten til kunstarterne på finansloven.

Og hvad var det så for en kunst, enevælden finansierede? Var det mon samfundsomstyrtende, frihedshungrende og vild kunst? Var der mon plads til at gøre grin med kongen og blive på finansloven, eller på fri fod? Eller kunne man gøre nar af hans embedsmænd? Var der plads til at spidde systemet og forsvare de politiske fanger? Næppe. Skal vi gætte på at man var nød til at tækkes systemet, og dets definition af god kunst og god smag?

Med fare for at fornærme rigtigt mange mennesker, der definerer sig selv som kunstkendere og som tilhørende en særlig udvalgt elite (alle er lige, men nogen er som bekendt mere lige end andre), vil jeg alligevel tilføje, at der sikkert blev finansieret rigtigt meget ”kunst” der var dødkedelig og umådelig ligegyldig.

En nutidig sammenligning kunne være dansk film, der for flertallets vedkommende er lige så systemudfordrende, rebelske, overraskende og nyskabende i en dansk kontekst, som de afsnit af Beverly Hills 90210, min datter slapper af til efter skoletid. Ikke fordi jeg mener, at kunst absolut skal være provokerende osv. – om end det efter min mening absolut ikke gør noget, men fordi jeg som tvungen bidragsyder får fortalt at jeg får noget mere (og bedre) ved at der er statsmidler indvolveret – hvilket jeg som sagt har svært ved at få øje på.

Men det bør naturligvis heller ikke overraske, eller med Martin Ågerups ord : ”Der er faktisk gode argumenter for at stille sig skeptisk overfor en alt for dominerende statsstøtte til kunsten. For det første er der faren ved kun at have én mæcen, nemlig staten, i stedet for en decentral, pluralistisk søgen efter kvalitet via mange mæcener og det frie marked. Var den “sorte musik” – Jazz, Rythm & Blues, Rap – for eksempel nogensinde blevet til noget, hvis staten havde været den dominerende finansieringskilde i stedet for det fri marked?” Og ”Der er endvidere en fare for, at en lille gruppe personer sætter sig på at definere den gode kunst og den gode smag og ender med at dele støtte ud til hinanden”.

Som det vist er gået op for læseren, er jeg ikke ovenud begejstret for danske film Ikke at jeg ikke har følt mig rimeligt underholdt til tider, for selvfølgelig laves der film med et glimrende håndværk, omend de fleste formentlig vil føles lige så bedagede som en ASA film fra 50erne på et tidspunkt, men…. jeg erkender, at mine største filmoplevelser foregår på engelsk – og efter HBOs fremkomst måske i højere grad som TV-serier end som spille film (Deadwood, Sopranos, Rome)

Hvad der synes at mangle er en film der i den grad udfordrer “det politiske korrekte” og “systemtro” – der er jo sådan set mere oprør mod systemet og dens embedsmænd i 50ernes og 60ernes lystspil end i de sidste årtiers, medgivet, teknisk set bedre film. Men der er jo ikke noget provokerende i at lave film for den bløde venstrefløj (der udgør kernen af det danske (velfærds)system), der dæmoniserer et billede af USA, og som lever op til de fordomme tilskuerne (og anmelderne) har i forvejen, blot for at nævne et eksempel.

Selvfølgelig kan det være at jeg tager helt fejl, og måske er filmen på vej, der sætter sig i urmagerens (og ikke forbrydernes) sted og forsvarer hans ret til at at forsvare sig selv og sin ejendom eller en film der problematiserer over hvad det egentlig er der sker med mennesker, når de skal hjælpes af systemet, eller….. Der er jo nok at tage fat på.

Jeg skal jo for god ordens skyld indrømme, at jeg ikke har set alle danske film gennem de seneste 25 år, og hvis der blandt bloggens læsere skulle være bud på, at der er givet statsstøtte til film der er reelt systemkritiske, og dermed modbeviser, at statsstøtten i dag har samme funktion som på enevældens tid, vil jeg være taknemmelig for at høre om dette værk, som jeg har overset.

Et slag for retssikkerheden III

Af Jacob Mchangama, den 24. februar 2008. 47 svar

Tilhængerne af administrativ udvisning uden prøvelse synes ofte at have den holdning at offentligheden når det kommer til terror må have tillid til regeringen og PET, og at det faktum at det er folkevalgte ministre, der træffer beslutningen om udvisning er tilstrækkelig sikkerhed mod misbrug.

Denne britiske dokumentar viser, hvordan den britiske regering tilsyneladende har anvendt spin i forbindelse med terror og at tilsyneladende uskyldige menneskerer kommet i klemme som følge deraf.

Intet i sagen mod de to tunesere tyder på at det samme er tilfældet i Danmark. Men mon vores politikere er immune overfor samme slags tiltag? Og er vi virkeligt villige til at tage risikoen herfor? Udsendelsen demonstrerer udmærket, hvorfor den udøvende magt ikke skal have uindskrænkede beføjelser og hvorfor en uafhængig kontrolinstans er essentiel i en retsstat.

Et slag for retssikkerheden II

Af Jacob Mchangama, den 22. februar 2008. 6 svar

I forlængelse af den gamle redacteurs befriende indlæg fra forleden har jeg i dag en klumme på 180grader med samme budskab. Til de, der insisterer på forskelsbehandling på baggrund af statsborgerskab for så vidt angår frihedsrettigheder, kan jeg henvise til mine uddybende kommentarer vedrørende grundlovens bestemmelser, der følger efter artiklen.

Castro træder tilbage II – 50 år i tomgang

Af Niels Westy, den 21. februar 2008. 4 svar

I går spurgte min ærede medpunditokrat Mr. Law, hvordan omtalen ville blive af Castro efter hans afgang som præsident. I mellemtiden har vi fået svaret. det er gået som forventet – og man bør vel ikke være overrasket over, at f.eks. Niels Lindvig på P1 morgen bl.a. udtalte at “det er meget få cubanere, der vil opfatte Fidel Castro som en diktator” – som jeg før har skrevet om, er der vist nok mere end en mening om denne sag – se også video fra Youtube , eller læs her .

Selv om jeg normalt ikke mener man skal gå efter folks levebrød, så må jeg indrømme, at jeg ikke mener, at Danmarks radio kan forsvare at anvende Niels Lindvig som journalistisk ekspert – om han kan bruges som nyhedsoplæser skal jeg lade være usagt. Hans dækning af Latin Amerika – herunder Cuba – er efterhånden så faglig anløben og problematisk, at han burde være forment adgang til medierne som “ekspert”. Havde han udtalt sig som medlem af enhedslisten eller et andet sekterisk parti så var det ok, men han tillægges altså ekspertviden fra DRs side, og den besider han helt åbenlyst ikke.

Derimod videregiver han den eventyrhistorie, der lægger sig i slipstrømmen af det cubanske regimes løgne og historieomskrivning, Der bl.a. systematisk har beskrevet Cuba før revolutionen som et ludfattigt land præget af store sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige problemer.

Dette ligger langt fra virkelighedens Cuba i 1950erne – uden at jeg på nogen måde vil forgøjle at Cuba var et rigt land i absolutte termer. Men efter datidens standard var man ganske godt kørende.

Det kommunistiske regimes historieomskrivning har selvfølgelig været nødvendig for at kunne kalde et land, der stort set har stået stille i 50 år, et eksempel på progressivitet og fremskridt.

Men der er en lang række fakta, som burde have fået selv journalister af den mest talforskrækkede slags til at overveje, om ikke deres undskyldende fremstilling af Castros regime, måske forlod sig lige lovligt meget på regimets egen historieskrivning.

Når man f.eks. fremhæver den lave børnedødelighed, hvorfor nævner man så ikke, at Cuba før revolutionen, ifølge FN, var blandt de lande i verden, der havde den laveste spædbørnsdødelighed? Den var i 1958 på 32 børn per 1000 levende fødte, mens den var 40 i Japan, 53 i Spanien, og 36 i Belgien.

I midten af 90erne var den officielt faldet til 12 i Cuba, hvilket dog er det tredobbelte af Japans, hvor spædbørnsdødeligheden var faldet til 4, og ca. det dobbelte af Belgien og Spaniens, der var faldet til henholdsvis 7 og 6.

For at sætte det i perspektiv kan det nævnes, at Portugals børnedødelighed i samme periode faldt fra 88 til 10. Og så er der endda grund til at tro, at FNs tal undervurderer den nuværende børnedødelighed i Cuba. Ligesom det hedengangne DDR målte sit lands succes i antallet af olympiske guldmedaljer, bruger det cubanske styre bl.a. tallene for børnedødelighed som ”bevis” på styrets evner. Der er vedvarende forlydender om, at man pynter på tallene ved at registrere børn der dør kort efter fødslen som aborter, ligesom det er udbredt praksis med meget sene aborter..

Se for øvrigt Michael Moore, som er en stor tilhænger af Cubas sundhedssystem, i problemer i ABC 20/20.

Et andet område, der fortsat fremhæves som en succes er uddannelsessektoren, hvor man på baggrund af et billede af et Cuba før revolutionen præget af analfabetisme, har fremført den nuværende alfabetiseringsgrad som et eksempel på regimets overlegenhed

Men også her hænger det ganske enkelt ikke sammen. Hvordan skal man egentlig også forklare, at cubanerne kunne vælge mellem 57 forskellige aviser hver dag, ud over de 23 forskellige Tv-stationer og 120 radiokanaler? – hvis cubanernes levestandard var så lav som påstået, og man ikke kunne læse og skrive, hvorledes kunne de mange medier så overleve kommercielt?.

Det skyldes selvfølgelig, at velstanden var relativ høj, ligesom alfabetiseringsgraden, igen ifølge tal fra FN, også var høj efter datidens standard i Latinamerika.

Således kunne 76% af befolkningen over 10 år læse og skrive i begyndelsen af 1950erne, hvilket kun blev overgået af Argentina (87%), Costa Rica (79%) og Chile (81%). Tallene var steget til ca. 95-96% for alle landene i 1995 – dog målt på andel over 15 år.

Det er vel egentlig mere bemærkelsesværdigt at f.eks. Paraguay, der i begyndelsen af 1950erne havde en alfabetiseringsgrad på 68, i mellemtiden var steget til 92%, og at Ecuador oplevede en stigning fra 56 til 90%. Jeg har nu aldrig oplevet, at disse to lande er blevet fremhævet, eller at evt. skyggesider i de to samfund er blevet mildnet, ved at man har påpeget deres evne til at lære landets befolkning at læse og skrive.

Det har næppe heller været ligegyldigt at Cuba i slutningen af 1950erne, altså før Castros magtovertagelse, var det land i Latinamerika, der målt i andel af samlet offentligt forbrug, brugte flest midler på uddannelsessektoren (23%).

Som nævnt var Cuba rig på medier, bl.a TV-stationer. Men det kunne selvfølgelig være, at det var forbeholdt en lille overklasse, der fandt glæde i at zappe rundt mellem de 23 TV-stationer (en besværlig fornøjelse, al den stund at fjernkontrollen knap var opfundet).. Men det viser sig dog, at antallet af TV-apparater i forhold til befolkningens størrelse var endog meget højt i Cuba. Med 45 Tv-apparater per 1000 indbyggere, blev cubanerne kun overgået af USA, England og Monaco på verdensplan. Også målt på antallet af personbiler klarede Cuba sig godt. Med 24 per 1000 indbyggere i slutningen af 1950erne blev det kun overgået af Venezuela. Man havde altså flere personbiler i forhold til befolkningens størrelse end Latin Amerikas rigeste land på daværende tidspunkt, Argentina.

I realiten var Cuba da også langt fra det fattige land, som Castroregimet efterfølgende har påstået. Det var et af de rigeste lande i Latinamerika, – og rigere end senere I-alnde, som Japan, Finland og Spanien. I dag er Cuba blandt de fattigste lande i regionen – og langt langt fattigere end de førnævnte lande..

Der er dog ingen tvivl om, at rigdommen var meget ulige fordelt med både datidens og nutidens nordeuropæiske standard, Men den var næppe meget anderledes end i andre latinamerikanske lande.

Alt dette er der ikke meget af i MSMs dækning af Castros afgang. Nu venter vi bare på en rehabilitering af Erich Honecker og det gamle DDR fra Niels Lindvig og ligesindede. Han kan jo altid fremhæve DDRs mange olympiske guldmedaljer som bevis på regimets overlegenhed.

Hvad man ellers skal mene om personer der er parat til helt eller delvist at forsvare og/eller undskylde en af de mest brutale Latinamerikanske diktatorer i det 20. århundrede, kan der læses mere om her .

Castro træder tilbage

Af admin, den 20. februar 2008. 15 svar

Vi havde her på bloggen en debat i december 2006, da Chiles tidligere “leder” og “statsoverhoved”, eller slet og ret diktatoren Augusto Pinochet døde, hvor vi drøftede, hvordan historien burde vurdere hans indsats.

Nu har hans kollega, Fidel Castro på Cuba, valgt at træde tilbage og overlader hvervet som diktator til sin lillebror, der har kørt forretningen i den sidste tid.

Det er således nu muligt at vurdere noget af det, vi drøftede forrige år, nemlig om Castro vil blive omtalt på samme måde som Pinochet. Meget taler jo for, at de bør få samme omtale: de var begge diktatorer i et sydamerikansk land, der systematisk og vedvarende undertrykte enhver politisk modstand (se et nyligt eksempel her). En del af de undertrykte var ikke videre sympatiske personer med hang til selv at indføre diktatur, men det berettiger næppe den hårdhændede behandling og da slet ikke undertrykkelse af de mange andre opponenter, som blot var demokrater. Og begge har indført visse økonomiske reformer, som gavnede landet, omend Pinochet nok må siges at have valgt bedre end Castro. Men begge kan sikkert fremstilles som idealister, der selv troede på, at deres diktatur var gavnligt for landets og dets befolkning.

Jeg har ikke haft tid til at læse MSM, men jeg vover alligevel at komme med et skøn, og det er, bam-ba-da-bammm, at der vil være forskel i omtalen af de to gamle slyngler. Kort sagt, jeg gætter på, at Castro får en pænere omtale end Pinochet.

Hvis jeg får ret, hvis altså, er det endnu et uhyggeligt eksempel på, at det, man i dag kalder venstrefløjen, har en alvorlig karakterbrist, som gør det næsten umuligt for dem at tage afstand fra diktatur og umenneskelig opførsel, når den udføres af folk, de opfatter som deres egne, dvs. når marxistisk teori bliver påberåbt af de pågældende slyngler.

Nick Cohen, der selv opfatter sig som venstreorienteret, har i sin fremragende analyse, man fristes til at sige obduktion, af venstrefløjen, What’s Left, forklaret det sådan, at den demokratiske venstrefløj tror, at hele venstrefløjen udgør en familie, og at man derfor må forsvare den udemokratiske totalitære del på samme måde, som man ville forsvare en uopdragen mindre søskende. Cohen, det kære menneske, afviser imidlertid, at totalitære grupper hører til på venstrefløjen, og opfordrer derfor sine meningsfæller til at gøre op med dem med samme ihærdighed, som de tager afstand fra højreorienterede bøller.

Det minder lidt om Preben Wilhjelm, der for nyligt afviste, at Blekingegadebanden overhovedet hørte til på venstrefløjen. De opførte sig totalitært og hørte dermed til højrefløjen. Det er dybt naivt, men i det mindste er tankegangen helt logisk: alt, hvad der er godt, er venstrefløj, alt hvad der er skidt, er højrefløj. Hvis noget tyder på at være godt, er det venstrefløj, og før banden blev afsløret som mordere, blev de betragtet som venstrefløj og forsvaret som sådan, men da det kom frem, at de var nogle dybt ubehagelige typer, placeres de på højrefløjen. Sådan får man altid ret og en god samvittighed.

En anden og mere kras tilgang kan man læse om i dagens udgave af FAZ, hvor prof. Götz Aly, selv en gammel 68’er, har skrevet bogen med den sigende titel Unser Kampf. Hvis det giver mindelser om national-socialisterne et par generationer før, er det ikke tilfældigt, for Alys tese er, at 68’erne ikke var nazisternes modstykke, men deres bagtrop; den sidste store totalitære ungdomsbevægelse. Her er et citat fra anmeldelsen:

„Unser Kampf“ heißt Alys Buch, im Untertitel schlicht und verständlich „1968“; und die steile These lässt sich wohl so zusammenfassen: Die Revolte habe nicht etwa die Demokratisierung und Modernisierung der Gesellschaft gebracht, die Befreiung der Individuen und den Anstoß für die fälligen Reformen (wie die Veteranen die Folgen gern deuten). Vielmehr sei sie die letzte Zuckung des Totalitarismus gewesen und der letzten großen Jugendbewegung, dem Nationalsozialismus, so ähnlich, dass man beim Studium der Zeitzeugnisse einen Schrecken bekomme. Die Gewaltbereitschaft, der Kult um den Massenmörder Mao Tse-tung, der antibürgerliche Furor, der Hass auf Amerika und der Terror gegen die sogenannten Scheißliberalen, speziell gegen die Modernisierer und Reformer an den Universitäten, das alles unterscheide sich vom Wirken der Nazis vor deren Machtergreifung eigentlich nur dadurch, dass die Revolte von 1968 gescheitert sei.

Tja, der er unægtelig en del lighedspunkter. Ikke bare socialismen og kampen mod det liberale samfunds demokrati og markedsøkonomi, men også det irrationelle had til USA og jøderne i Israel, og førerdyrkelsen, der var så fremtrædende et behov, at de gik fra at dyrke Stalin, da han blev detroniseret, til at dyrke Mao, endda med det Orwell’ske udtryk Ny venstre for at sløre, at de fortsatte stalinismen blot med et nyt fjæs (hvad enten det så var Mao, Pol Pot eller Hoxha).

Jeg har ikke læst bogen og må forlade mig på anmeldelsen, der er skrevet af den yngre husanmelder Claudius Seidl, der bekender at have en vis forhåndssympati for den ældre 68-generation. Jeg tror dog, at Seidl har ret, når han afviser forsøget på at spejle 68-generationen i 33-generationen. De sidstnævnte var, beklageligvis, væsentligt bedre end de første, bedre til at beslutte sig, bedre til at organisere sig, og bedre til at føre deres ideer ud i livet. Som Seidl bemærker, så begyndte ens karrierer i SA, mens den normalt sluttede, når man gik ind i studenterforbundet SDS. Som universitetsansat kan jeg ikke undlade at bemærke, at det nu ikke just skadede karrieren at være venstreorienteret i 1970’erne og 1980’erne, men Seidl har formodentlig ret, når man taler om den virkelige verden, hvor der gælder mere kontante krav.

Seidl slutter med et hjertesuk. 68’erne bekæmpede en række institutioner, som kirke, familie, traditioner, universiteter og fordomsfri lærdom og borgerlig dannelse, i den tro, at det var kapitalismens instrumenter. Det var dens lænker.

Tja, jeg ved ikke helt, om jeg kan tilslutte mig det med lænkerne, men jeg slutter også med et hjertesuk. Hvornår holder venstrefløjen op med at lade sig fascinere af vold og undertrykkelse, og hvornår begynder de at tage klar afstand fra totalitære regimer, inkl. små operettediktatorer som Castro? Det er på høje tid.

Et slag for retssikkerheden

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. februar 2008. 46 svar

Jeg havde forleden min faste lørdags-klumme i Berlingske.  Det var–skal jeg skynde mig at være den første til at sige–ikke min mest velskrevne eller elegante til dato, men den blev også skrevet impulsivt på under en time, efter at jeg først havde kasseret en anden (om hvor overdrevne postulaterne er om, hvor dårligt alt går økonomisk).  Ikke desto mindre må jeg tilstå, at hvor jeg først bevidst havde valgt at holde mig langt fra emnet–den administrative udvisning af to udenlandske statsborgere mistænkt for at have planlagt noget kriminelt–af den simple (men usofistikerede) årsag, at jeg egentlig ikke ville tages til indtægt for en masse, som jeg givetvis efterfølgende ville blive skudt i skoene, så er jeg nu, bagefter, faktisk ret glad for, at jeg skrev netop den klumme. 

For jo mere jeg tænker over, hvad det egentlig er, der er indbegrebet af netop den vestlige tradition (frihed, konstitutionalisme, magtdeling og retssikkerhed) (og tro mig, det har jeg haft alt for megen grund til at overveje på det seneste), desto mere synes jeg, at vi–Danmark og de politikere og debattører, der angiveligt holder den type værdier højt–er ved at være ude på et fuldstændigt skråplan i argumentationen.  Jeg må sige, at det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg ser, hvilke typer argumenter, folk er villige til at bruge, når det passer ind i krammet–enten fordi de er uvillige eller ude af stand til at gennemskue de logiske implikationer (og mulige politiske konsekvenser på langt sigt).  Tværtimod, er der måske altid mest grund til at slå et slag for, at det man synes er rigtigt også skal gælde for dem, man er mest uenige med.

So, here we go …

Et slag for retssikkerheden

Man behøver ikke være blødsøden pladderhumanist for at mene, at udvisninger uden dom er noget skidt.

Ugens tophistorie var uden tvivl politiets arrestation af tre muslimer, mistænkt for at planlægge mord på JP-tegneren Kurt Westergaard. To af disse – tunesere med opholdstilladelse i Danmark – blev tirsdag administrativt udvist af landet. Det vil sige, at Politiets Efterretningstjeneste og Udlændingeservice, alene med justits- og integrationsministrenes signaturer, kunne udvise de to mistænkte, uden at stille dem for en domstol med henblik på at vurdere anklagens grundlag. Det kan gøres med udgangspunkt i den »terrorpakke«, som Folketinget hastede igennem i efterdønningerne af 11/9-terrorangrebene, hvis mistanken går på handlinger, der truer »statens sikkerhed« – om end netop dette så gør, at anklagemyndigheden ikke vil oplyse præcist, hvad de mistænkte er mistænkt for.

Den administrative udvisning af to personer, der er mistænkt, men ikke dømt, har vakt harme både til højre og til venstre i det politiske spektrum – og med god ret.

Man behøver ikke at sympatisere med hverken de tiltalte eller deres angivelige planer for at mene, at der er tale om en næsten kafkask parodi på et retssamfund. Hele pointen med, at tiltalte skal stilles for en dommer før, at noget, der minder om en straf, kan eksekveres, er ikke, at et samfund skal være blødsødent, eftergivende eller ligeglad. Pointen er, at de tiltalte, uanset tiltalens karakter, indtil de er dømt, netop kun er tiltalte – der er endnu ikke ført bevis for, at de faktisk har gjort noget kriminelt.

At være modstander af, at tiltalte administrativt udvises af et land, som de ellers opholder sig lovligt i, er ikke det samme som at mene, at de pågældende – hvis de er skyldige – ikke skal straffes, eller at de af dem, der ikke måtte være danske statsborgere, ikke skal udvises af landet. Det kan man sådan set sagtens mene og så alligevel forfægte de principper, at en tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og at enhver tiltalt bør have ret til at blive stillet over for en dommer, over for hvem anklagemyndigheden vil skulle sandsynliggøre den pågældendes skyld.

I sagen om mordplanerne mod JP-tegneren skal denne skribent gerne være stort set den sidste i kongeriget til at forsvare folk, der måtte have deltaget i noget sådant. At ville dræbe et andet menneske er forkasteligt, og at ville gøre det for noget så banalt som en karikatur-tegning understreger en udpræget mangel på både menneskelighed og civilisation. Er de pågældende skyldige, bør de idømmes – og afsone – den fulde straf, som lovgivningen muliggør.

Men hvad nu hvis bare én af dem ikke er skyldig? Det er vigtigt – for os alle, uanset religion og hudfarve – at huske på, at retssikkerheden også er et selvforsvar. Mange af de tyskere, som i 1930ernes begyndelse var villige til at affinde sig med National-Socialisternes forfølgelse af kommunister og jøder, og mange af de moderate socialister, som i en række østeuropæiske lande allierede sig med kommunisterne mod »borgerskabet«, kom selv senere til at smage den samme medicin. Begynder man først at sælge ud af centrale retsprincipper og frihedsrettigheder, fordi det i nuet virker opportunt, løber man en alvorlig risiko for, at de selvsamme garantier ikke vil være der den dag, man selv eller ens børn måtte have brug for dem.

Hvis den udøvende magt bliver både dét og dømmende magt på en og samme tid, gør man vold på det, der over de seneste 300 år er blevet nogle af de mest centrale principper for liberale, demokratiske retssamfund, som vi kender dem i Vesten. Og opgiver man disse principper, kommer man måske til at ligne det, man er mest imod. Noget af det, der historisk netop har været selve forskellen mellem de liberal-demokratiske samfund i Vesten og de islamiske teokratier i Mellemøsten, har netop været begreber som frihedsrettigheder, magtdeling og retssikkerhed. I de sidstnævnte lande har omvendt den tætte binding mellem en stærk og enevældig statsmagt og en religion, der erklærer alle andre for vantro og opstiller strenge og ufravigelige straffe for alt, hvad der er imod religionen, resulteret i en kultur, der er fjendtlig over for frisind, kritik, eksperimenteren og dynamik. Omvendt har flere økonomer, bl.a. Nobelprismodtageren Douglass C. North, peget på, at en af de vigtigste årsager til Vestens imponerende velstandsvækst siden 1700-tallet er den magtdeling og de retsprincipper, som har kendetegnet den vestlige verden.

Hvis Vesten befinder sig i en kultur- og værdikamp med en stadigt mere radikal islamisme, som afskyer vestlige værdier og markedsøkonomier, så er det næppe til vores langsigtede fordel, at vi selv opgiver netop de principper, der har gjort os til det, vi er.

Mig og SCOTUS

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. februar 2008. 18 svar

Vi har tidligere her på stedet drøftet retten til at eje og bære–og evt. anvende–våben, og det gav så voldsom en debat, at jeg tænkte, at det kunne interessere læserne at høre lidt om mine våbenrelaterede fritidssysler.  Jeg tænker her ikke på min forkærlighed for at gå på jagt, men derimod at jeg snart skal stå–sådan lidt på afstand–foran den ærværdige institution Supreme Court of the United States.  Jeg er nemlig blevet medunderskriver af et såkaldt “Amicus brief” i forbindelse med en sag, der er blevet appelleret hele vejen til SCOTUS, fordi det er en spørgsmål, der knytter an Bill of Rights’ 2. tillæg, d.v.s. “Second Amendment” (1791).  Konkret drejer det sig om sagen District of Columbia versus Heller (også her), som i al sin uenkelhed handler om, hvorvidt District of Columbia på lovformelig vis kan begrænse indbyggernes muligheder for at eje/bære våben i radikalt omfang.  Det mente United States Court of Appeals for the District of Columbia Circuit (den “fineste” af appeldomstolene) ikke, og det er den afgørelse, der nu kommer for SCOTUS.  Det hele står og falder med fortolkningen af “Second Amendment”‘s ord:

“A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

Så det er altså noget om, hvorvidt det hele går på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er.  Blandt andet.  SCOTUS har selv formuleret dét spørgsmål, man skal vurdere, som sådan:

“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”

Afgørelsen fra US Court of Appeals, som SCOTUS, skal revurdere, var denne:

“To summarize, we conclude that the Second Amendment protects an individual right to keep and bear arms. That right existed prior to the formation of the new government under the Constitution and was premised on the private use of arms for activities such as hunting and self-defense, the latter being understood as resistance to either private lawlessness or the depredations of a tyrannical government (or a threat from abroad). In addition, the right to keep and bear arms had the important and salutary civic purpose of helping to preserve the citizen militia. The civic purpose was also a political expedient for the Federalists in the First Congress as it served, in part, to placate their Antifederalist opponents. The individual right facilitated militia service by ensuring that citizens would not be barred from keeping the arms they would need when called forth for militia duty. Despite the importance of the Second Amendment’s civic purpose, however, the activities it protects are not limited to militia service, nor is an individual’s enjoyment of the right contingent upon his or her continued or intermittent enrollment in the militia.”

Det er første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor skal fortolke meningen med “Second Amendment”.  Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at alene det, at SCOTUS har taget sagen, er historisk, og at udfaldet–næsten uanset hvad det måtte blive–vil være en af årtiets vigtigste forfatningsfortolkninger.

Min egen rolle er aldeles beskeden og mestendels symbolsk (men Eat your heart out, Mchangama! ;-).  Specifikt er jeg medunderskriver af det såkaldte Amici Curiae “brief” på vegne af gruppen “International Scholars”.  Vi er ikke de eneste. Andre “briefs” til fordel for respondenten (Heller) er f.eks. et fra en række amerikanske akademikere, et (selvfølgelig) fra fra National Rifle Association og et tredje “brief” underskrevet af Dick Cheney, et flertal af Senatet og et flertal af Repræsentanternes Hus (som vel at mærke begge har et Demokratisk flertal), ligesom der er et “brief” fra organisationen med det interessante navn Pink Pistols og slogans som Armed gays don’t get bashed! og Pick on someone your own caliber! Som man siger: Politics make strange bedfellows!

Den fulde liste af “briefs” kan findes her.

Hvordan debatten om euro-forbeholdet er skæv

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2008. 8 svar

Hvis man hører på statsministeren, de konservative og de fleste andre danske politikere, er der mange gode grunde til at Danmark skal droppe sit forbehold mod euroen og dermed også droppe kronen. Det samme vil mange nationaløkonomer sige, men de vil også fortælle om de lige så mange gode argumenter imod at droppe kronen. Vælgerne – de knap fem millioner almindelige danskere – er altså tvunget til at forholde sig til enten politikernes mening eller økonomernes svar på spørgsmålet, der nærmest kan opsummeres som et ’øh tjo, måske, måske ikke’.

De traditionelle svar på spørgsmålet om Danmark skal indføre euoren, læner sig alle op af Robert Mundells Nobelpris-vindende teoridannelse om ’optimale valutaområder’. Keynesianeren Mundell, der selv lænede sig op ad den markedssocialistiske økonom Abba Lerner, opstillede seks krav til et optimalt område, dvs. et økonomisk område, der med fordel kan implementere en fælles valutakurs.

Det først krav er, at arbejdskraften er mobil indenfor området. Hvis ikke, vil en dårlig økonomisk periode i ét medlemsland betyde højere arbejdsløshed i landet, mens at en god økonomisk periode vil udløse inflation. Dette problem – de såkaldt ’asymmetriske stød’, der giver forskellige konjunkturer i forskellige lande – kan derimod undgås hvis der er mobil arbejdskraft indenfor valutaunionen, og dermed kunne man undgå at der er behov for forskellig økonomisk politik i forskellige dele af unionen. Det burde være klart, at EU virkelig halter på dette punkt.

En optimal valutaunion bør også have en diversificeret produktionsstruktur, så hver del så at sige vinder på gyngerne, hvad de taber på karrusellerne. Ellers ender man igen i den ubehagelige situation, at der er forskellige behov for økonomisk politik i forskellige dele af unionen, noget der vanskeliggøres af en fælles valuta. EU klarer sig godt på dette punkt, ligesom det også har fuld frihandel indenfor området, og perfekt kapitalmobilitet. Mht. det tredje punkt – pris- og lønfleksibilitet – varierer forholdene ret stærkt på tværs af unionens lande, og nogle lande er decideret fjendtlige overfor det at have fleksible arbejdsmarkeder, Det på trods af, at man uden en valutamekanisme – og den har man jo ikke længere med en fælles mønt – enten må have fleksible lønninger eller også bliver nødt til at se al tilpasning på arbejdsmarkedet ske via større og mere variabel arbejdsløshed.

Sidst understregede Mundell, at et optimalt valutaområde må have en slags overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne, så områder, der er ramt af lavkonjunktur, kan hjælpes af områder, der har bedre konjunkturer. Dette findes ikke i EU medmindre man regner strukturfondene med som en slags overførsel, men der arbejdes i perioder intenst på at lave en slags mekanisme, for eksempel gennem en fælleseuropæisk skat.

Oveni disse standardkrav fra Mundells oprindelige teorier, har flere økonomer og politologer peget på, at man også bliver nødt til at have forholdsmæssigt ens politiske præferencer, dvs. at lande i den samme situation vil foretrække at gøre cirka det samme. Ellers vil man i en valutaunion få meget svært ved at enes om den ’rigtige’ kurs, noget man i høj grad allerede ser ske i forbindelse med den Europæiske Centralbank, hvor tyskerne står for en konservativ prisstabilitets-kurs, mens Frankrigs tradition har været at bruge centralbanken aktivt politisk og dermed acceptere langt højere og mere uforudseelig inflation. EU ser derfor ikke godt ud på det område.

Det bør derfor stå relativt klart for læseren, at mens jeg ikke personligt er begejstret for ideen om en fælles valuta, kan man på det foreliggende grundlag faktisk godt argumentere både for og imod, at Danmark skulle tilslutte sig euroen. Men der er to vigtige ekstra forhold, der taler imod en fælles valuta.

For det første er en af de mekanismer, Mundell oprindeligt forestillede sig kunne bruges mod problemerne med asymmetriske stød – transfereringer indenfor unionen – i praksis ofte fuldstændigt uden virkning. Hvis man overfører midler til en hvilken som helst regering, vil den bruge midlerne i forhold til dens egne politiske prioriteringer og ikke de objektivt ’nødvendige’ økonomiske investeringer. EU’s strukturfonde har således med stor sandsynlighed overhovedet ikke bidraget til den økonomiske udvikling i de områder i Sydeuropa, der har modtaget store del af dem. Dermed bliver asymmetriske stød så meget mere vigtige når man ikke effektivt kan eller vil udjævne dem. Og hvor dygtige er politikere lige til den slags?

Den anden grund til at beholde sin egen valuta i stedet for at slutte sig til en fælles mønt, har Nobelprisvinderen Edward Prescott som ophavsmand. Prescott har på det seneste argumenteret for, at mange lande bør have deres egen valuta af en særlig grund: Hvis Frankrig for eksempel fører ekspansiv finanspolitik – forsøger at ’sætte gang i hjulene’ ved at lade det offentlige bruge flere penge – vil det føre til at valutakursen styrkes. Dermed bliver landets varer dyrere i udlandet og importerede varer bliver billigere, og landets betalingsbalance forværres dermed. Men hvis Frankrig, som det er tilfældet, er med i en valutaunion som EU, bærer landet ikke den fulde virkning af sin uansvarlige finanspolitik, fordi valutakursstyrkelsen også rammer de andre EU-landes betalingsbalancer. Der opstår dermed et klassisk såkaldt ’freerider’-problem, som betyder at alle regeringer i en valutaunion vil have svækkede incitamenter til at føre ansvarlig politik, fordi de kun bærer en mindre del af omkostningerne for deres politik. Når tolv lande er medlemmer af en union, er det ikke underligt at en del af landenes politik er mindre end optimalt ansvarlig. Så der er ingen hokus-pokus i at en hel række lande har brudt med den monetære unions Vækst- og Stabilitetspagts regler, vel?

Det særlige problem i den offentlige debat er derfor, at mens de fleste traditionelle nationaløkonomers svar på spørgsmålet om euroen hviler på Mundells teoridannelse og derfor er famlende på-den-ene-side-og-på-den-anden-side-svar, vil politikere som hovedregel altid foretrække større politisk indflydelse, og de vil praktisk taget aldrig fremhæve ordninger, der begrænser og disciplinerer dem selv! Et af den moderne politiske økonomis vigtigste indvendinger mod dansk euro-medlemsskab bliver derfor forbigået i tavshed i debatten. Mange danskere kan sikkert få svært ved at sluge argumentet på grund af deres underligt høje tillid til politikerne, men et af de springende punkter er netop, at en tilslutning til euroen vil betyde ikke blot at vores egne udgiftsgejle politikere vil blive endnu mindre ansvarlige, men også at dansk økonomi vil være endnu mere sårbar overfor uansvarlighed i resten af Europa. Selv en blind ikke-økonom må da kunne føle argumentet med sin stok.

Porno para Ricardo – når punk giver mening.

Af Niels Westy, den 14. februar 2008. 1 svar

Jeg vil ikke være lige som dig, lille mor

dig der synger den samme gamle sang

Jeg vil ikke være lige som dig, ”companheiro”

dig der konstant klapper i dine hænder

Jeg vil ikke være en blind konges redskab

Jeg pisser i hans suppe og gør nar af dig

Ovenstående tekst er hentet fra en af den cubanske gruppe “Porno Para Ricardo’s” sange. Gruppen var indtil forsangeren blev fængslet i 2003 en af landets mest populære grupper – dog ikke hos magthaverne. Og selv om forsangeren sidenhen er blevet løsladt igen – læs mere her om sagen på Freemuse.org, har bandet forbud mod at optræde. Bandet og forsangerens ”forbrydelse”? At ønske et andet og frit samfund, eller som forsangeren Gorki Carrasco så diplomatisk udtrykker det:

”Jeg vil aldrig acceptere dette lands lorte ideologi” – se også nedenstående video.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0sXb1Qsl0Tk[/youtube]

Her er tale om stærk politisk kunst, hvor de involverede i den grad har noget på spil – se f.eks. her og her .

Se det er ægte politisk kunst – eller hvad mener du Anisette?