I forlængelse af den gamle redacteurs befriende indlæg fra forleden har jeg i dag en klumme på 180grader med samme budskab. Til de, der insisterer på forskelsbehandling på baggrund af statsborgerskab for så vidt angår frihedsrettigheder, kan jeg henvise til mine uddybende kommentarer vedrørende grundlovens bestemmelser, der følger efter artiklen.
I går spurgte min ærede medpunditokrat Mr. Law, hvordan omtalen ville blive af Castro efter hans afgang som præsident. I mellemtiden har vi fået svaret. det er gået som forventet – og man bør vel ikke være overrasket over, at f.eks. Niels Lindvig på P1 morgen bl.a. udtalte at “det er meget få cubanere, der vil opfatte Fidel Castro som en diktator” – som jeg før har skrevet om, er der vist nok mere end en mening om denne sag – se også video fra Youtube , eller læs her .
Selv om jeg normalt ikke mener man skal gå efter folks levebrød, så må jeg indrømme, at jeg ikke mener, at Danmarks radio kan forsvare at anvende Niels Lindvig som journalistisk ekspert om han kan bruges som nyhedsoplæser skal jeg lade være usagt. Hans dækning af Latin Amerika herunder Cuba – er efterhånden så faglig anløben og problematisk, at han burde være forment adgang til medierne som “ekspert”. Havde han udtalt sig som medlem af enhedslisten eller et andet sekterisk parti så var det ok, men han tillægges altså ekspertviden fra DRs side, og den besider han helt åbenlyst ikke.
Derimod videregiver han den eventyrhistorie, der lægger sig i slipstrømmen af det cubanske regimes løgne og historieomskrivning, Der bl.a. systematisk har beskrevet Cuba før revolutionen som et ludfattigt land præget af store sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige problemer.
Dette ligger langt fra virkelighedens Cuba i 1950erne – uden at jeg på nogen måde vil forgøjle at Cuba var et rigt land i absolutte termer. Men efter datidens standard var man ganske godt kørende.
Det kommunistiske regimes historieomskrivning har selvfølgelig været nødvendig for at kunne kalde et land, der stort set har stået stille i 50 år, et eksempel på progressivitet og fremskridt.
Men der er en lang række fakta, som burde have fået selv journalister af den mest talforskrækkede slags til at overveje, om ikke deres undskyldende fremstilling af Castros regime, måske forlod sig lige lovligt meget på regimets egen historieskrivning.
Når man f.eks. fremhæver den lave børnedødelighed, hvorfor nævner man så ikke, at Cuba før revolutionen, ifølge FN, var blandt de lande i verden, der havde den laveste spædbørnsdødelighed? Den var i 1958 på 32 børn per 1000 levende fødte, mens den var 40 i Japan, 53 i Spanien, og 36 i Belgien.
I midten af 90erne var den officielt faldet til 12 i Cuba, hvilket dog er det tredobbelte af Japans, hvor spædbørnsdødeligheden var faldet til 4, og ca. det dobbelte af Belgien og Spaniens, der var faldet til henholdsvis 7 og 6.
For at sætte det i perspektiv kan det nævnes, at Portugals børnedødelighed i samme periode faldt fra 88 til 10. Og så er der endda grund til at tro, at FNs tal undervurderer den nuværende børnedødelighed i Cuba. Ligesom det hedengangne DDR målte sit lands succes i antallet af olympiske guldmedaljer, bruger det cubanske styre bl.a. tallene for børnedødelighed som bevis på styrets evner. Der er vedvarende forlydender om, at man pynter på tallene ved at registrere børn der dør kort efter fødslen som aborter, ligesom det er udbredt praksis med meget sene aborter..
Se for øvrigt Michael Moore, som er en stor tilhænger af Cubas sundhedssystem, i problemer i ABC 20/20.
Et andet område, der fortsat fremhæves som en succes er uddannelsessektoren, hvor man på baggrund af et billede af et Cuba før revolutionen præget af analfabetisme, har fremført den nuværende alfabetiseringsgrad som et eksempel på regimets overlegenhed
Men også her hænger det ganske enkelt ikke sammen. Hvordan skal man egentlig også forklare, at cubanerne kunne vælge mellem 57 forskellige aviser hver dag, ud over de 23 forskellige Tv-stationer og 120 radiokanaler? hvis cubanernes levestandard var så lav som påstået, og man ikke kunne læse og skrive, hvorledes kunne de mange medier så overleve kommercielt?.
Det skyldes selvfølgelig, at velstanden var relativ høj, ligesom alfabetiseringsgraden, igen ifølge tal fra FN, også var høj efter datidens standard i Latinamerika.
Således kunne 76% af befolkningen over 10 år læse og skrive i begyndelsen af 1950erne, hvilket kun blev overgået af Argentina (87%), Costa Rica (79%) og Chile (81%). Tallene var steget til ca. 95-96% for alle landene i 1995 dog målt på andel over 15 år.
Det er vel egentlig mere bemærkelsesværdigt at f.eks. Paraguay, der i begyndelsen af 1950erne havde en alfabetiseringsgrad på 68, i mellemtiden var steget til 92%, og at Ecuador oplevede en stigning fra 56 til 90%. Jeg har nu aldrig oplevet, at disse to lande er blevet fremhævet, eller at evt. skyggesider i de to samfund er blevet mildnet, ved at man har påpeget deres evne til at lære landets befolkning at læse og skrive.
Det har næppe heller været ligegyldigt at Cuba i slutningen af 1950erne, altså før Castros magtovertagelse, var det land i Latinamerika, der målt i andel af samlet offentligt forbrug, brugte flest midler på uddannelsessektoren (23%).
Som nævnt var Cuba rig på medier, bl.a TV-stationer. Men det kunne selvfølgelig være, at det var forbeholdt en lille overklasse, der fandt glæde i at zappe rundt mellem de 23 TV-stationer (en besværlig fornøjelse, al den stund at fjernkontrollen knap var opfundet).. Men det viser sig dog, at antallet af TV-apparater i forhold til befolkningens størrelse var endog meget højt i Cuba. Med 45 Tv-apparater per 1000 indbyggere, blev cubanerne kun overgået af USA, England og Monaco på verdensplan. Også målt på antallet af personbiler klarede Cuba sig godt. Med 24 per 1000 indbyggere i slutningen af 1950erne blev det kun overgået af Venezuela. Man havde altså flere personbiler i forhold til befolkningens størrelse end Latin Amerikas rigeste land på daværende tidspunkt, Argentina.
I realiten var Cuba da også langt fra det fattige land, som Castroregimet efterfølgende har påstået. Det var et af de rigeste lande i Latinamerika, – og rigere end senere I-alnde, som Japan, Finland og Spanien. I dag er Cuba blandt de fattigste lande i regionen og langt langt fattigere end de førnævnte lande..
Der er dog ingen tvivl om, at rigdommen var meget ulige fordelt med både datidens og nutidens nordeuropæiske standard, Men den var næppe meget anderledes end i andre latinamerikanske lande.
Alt dette er der ikke meget af i MSMs dækning af Castros afgang. Nu venter vi bare på en rehabilitering af Erich Honecker og det gamle DDR fra Niels Lindvig og ligesindede. Han kan jo altid fremhæve DDRs mange olympiske guldmedaljer som bevis på regimets overlegenhed.
Hvad man ellers skal mene om personer der er parat til helt eller delvist at forsvare og/eller undskylde en af de mest brutale Latinamerikanske diktatorer i det 20. århundrede, kan der læses mere om her .
Vi havde her på bloggen en debat i december 2006, da Chiles tidligere “leder” og “statsoverhoved”, eller slet og ret diktatoren Augusto Pinochet døde, hvor vi drøftede, hvordan historien burde vurdere hans indsats.
Nu har hans kollega, Fidel Castro på Cuba, valgt at træde tilbage og overlader hvervet som diktator til sin lillebror, der har kørt forretningen i den sidste tid.
Det er således nu muligt at vurdere noget af det, vi drøftede forrige år, nemlig om Castro vil blive omtalt på samme måde som Pinochet. Meget taler jo for, at de bør få samme omtale: de var begge diktatorer i et sydamerikansk land, der systematisk og vedvarende undertrykte enhver politisk modstand (se et nyligt eksempel her). En del af de undertrykte var ikke videre sympatiske personer med hang til selv at indføre diktatur, men det berettiger næppe den hårdhændede behandling og da slet ikke undertrykkelse af de mange andre opponenter, som blot var demokrater. Og begge har indført visse økonomiske reformer, som gavnede landet, omend Pinochet nok må siges at have valgt bedre end Castro. Men begge kan sikkert fremstilles som idealister, der selv troede på, at deres diktatur var gavnligt for landets og dets befolkning.
Jeg har ikke haft tid til at læse MSM, men jeg vover alligevel at komme med et skøn, og det er, bam-ba-da-bammm, at der vil være forskel i omtalen af de to gamle slyngler. Kort sagt, jeg gætter på, at Castro får en pænere omtale end Pinochet.
Hvis jeg får ret, hvis altså, er det endnu et uhyggeligt eksempel på, at det, man i dag kalder venstrefløjen, har en alvorlig karakterbrist, som gør det næsten umuligt for dem at tage afstand fra diktatur og umenneskelig opførsel, når den udføres af folk, de opfatter som deres egne, dvs. når marxistisk teori bliver påberåbt af de pågældende slyngler.
Nick Cohen, der selv opfatter sig som venstreorienteret, har i sin fremragende analyse, man fristes til at sige obduktion, af venstrefløjen, What’s Left, forklaret det sådan, at den demokratiske venstrefløj tror, at hele venstrefløjen udgør en familie, og at man derfor må forsvare den udemokratiske totalitære del på samme måde, som man ville forsvare en uopdragen mindre søskende. Cohen, det kære menneske, afviser imidlertid, at totalitære grupper hører til på venstrefløjen, og opfordrer derfor sine meningsfæller til at gøre op med dem med samme ihærdighed, som de tager afstand fra højreorienterede bøller.
Det minder lidt om Preben Wilhjelm, der for nyligt afviste, at Blekingegadebanden overhovedet hørte til på venstrefløjen. De opførte sig totalitært og hørte dermed til højrefløjen. Det er dybt naivt, men i det mindste er tankegangen helt logisk: alt, hvad der er godt, er venstrefløj, alt hvad der er skidt, er højrefløj. Hvis noget tyder på at være godt, er det venstrefløj, og før banden blev afsløret som mordere, blev de betragtet som venstrefløj og forsvaret som sådan, men da det kom frem, at de var nogle dybt ubehagelige typer, placeres de på højrefløjen. Sådan får man altid ret og en god samvittighed.
En anden og mere kras tilgang kan man læse om i dagens udgave af FAZ, hvor prof. Götz Aly, selv en gammel 68’er, har skrevet bogen med den sigende titel Unser Kampf. Hvis det giver mindelser om national-socialisterne et par generationer før, er det ikke tilfældigt, for Alys tese er, at 68’erne ikke var nazisternes modstykke, men deres bagtrop; den sidste store totalitære ungdomsbevægelse. Her er et citat fra anmeldelsen:
Unser Kampf heißt Alys Buch, im Untertitel schlicht und verständlich 1968; und die steile These lässt sich wohl so zusammenfassen: Die Revolte habe nicht etwa die Demokratisierung und Modernisierung der Gesellschaft gebracht, die Befreiung der Individuen und den Anstoß für die fälligen Reformen (wie die Veteranen die Folgen gern deuten). Vielmehr sei sie die letzte Zuckung des Totalitarismus gewesen und der letzten großen Jugendbewegung, dem Nationalsozialismus, so ähnlich, dass man beim Studium der Zeitzeugnisse einen Schrecken bekomme. Die Gewaltbereitschaft, der Kult um den Massenmörder Mao Tse-tung, der antibürgerliche Furor, der Hass auf Amerika und der Terror gegen die sogenannten Scheißliberalen, speziell gegen die Modernisierer und Reformer an den Universitäten, das alles unterscheide sich vom Wirken der Nazis vor deren Machtergreifung eigentlich nur dadurch, dass die Revolte von 1968 gescheitert sei.
Tja, der er unægtelig en del lighedspunkter. Ikke bare socialismen og kampen mod det liberale samfunds demokrati og markedsøkonomi, men også det irrationelle had til USA og jøderne i Israel, og førerdyrkelsen, der var så fremtrædende et behov, at de gik fra at dyrke Stalin, da han blev detroniseret, til at dyrke Mao, endda med det Orwell’ske udtryk Ny venstre for at sløre, at de fortsatte stalinismen blot med et nyt fjæs (hvad enten det så var Mao, Pol Pot eller Hoxha).
Jeg har ikke læst bogen og må forlade mig på anmeldelsen, der er skrevet af den yngre husanmelder Claudius Seidl, der bekender at have en vis forhåndssympati for den ældre 68-generation. Jeg tror dog, at Seidl har ret, når han afviser forsøget på at spejle 68-generationen i 33-generationen. De sidstnævnte var, beklageligvis, væsentligt bedre end de første, bedre til at beslutte sig, bedre til at organisere sig, og bedre til at føre deres ideer ud i livet. Som Seidl bemærker, så begyndte ens karrierer i SA, mens den normalt sluttede, når man gik ind i studenterforbundet SDS. Som universitetsansat kan jeg ikke undlade at bemærke, at det nu ikke just skadede karrieren at være venstreorienteret i 1970’erne og 1980’erne, men Seidl har formodentlig ret, når man taler om den virkelige verden, hvor der gælder mere kontante krav.
Seidl slutter med et hjertesuk. 68’erne bekæmpede en række institutioner, som kirke, familie, traditioner, universiteter og fordomsfri lærdom og borgerlig dannelse, i den tro, at det var kapitalismens instrumenter. Det var dens lænker.
Tja, jeg ved ikke helt, om jeg kan tilslutte mig det med lænkerne, men jeg slutter også med et hjertesuk. Hvornår holder venstrefløjen op med at lade sig fascinere af vold og undertrykkelse, og hvornår begynder de at tage klar afstand fra totalitære regimer, inkl. små operettediktatorer som Castro? Det er på høje tid.
Jeg havde forleden min faste lørdags-klumme i Berlingske. Det var–skal jeg skynde mig at være den første til at sige–ikke min mest velskrevne eller elegante til dato, men den blev også skrevet impulsivt på under en time, efter at jeg først havde kasseret en anden (om hvor overdrevne postulaterne er om, hvor dårligt alt går økonomisk). Ikke desto mindre må jeg tilstå, at hvor jeg først bevidst havde valgt at holde mig langt fra emnet–den administrative udvisning af to udenlandske statsborgere mistænkt for at have planlagt noget kriminelt–af den simple (men usofistikerede) årsag, at jeg egentlig ikke ville tages til indtægt for en masse, som jeg givetvis efterfølgende ville blive skudt i skoene, så er jeg nu, bagefter, faktisk ret glad for, at jeg skrev netop den klumme.
For jo mere jeg tænker over, hvad det egentlig er, der er indbegrebet af netop den vestlige tradition (frihed, konstitutionalisme, magtdeling og retssikkerhed) (og tro mig, det har jeg haft alt for megen grund til at overveje på det seneste), desto mere synes jeg, at vi–Danmark og de politikere og debattører, der angiveligt holder den type værdier højt–er ved at være ude på et fuldstændigt skråplan i argumentationen. Jeg må sige, at det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg ser, hvilke typer argumenter, folk er villige til at bruge, når det passer ind i krammet–enten fordi de er uvillige eller ude af stand til at gennemskue de logiske implikationer (og mulige politiske konsekvenser på langt sigt). Tværtimod, er der måske altid mest grund til at slå et slag for, at det man synes er rigtigt også skal gælde for dem, man er mest uenige med.
So, here we go …
Et slag for retssikkerheden
Man behøver ikke være blødsøden pladderhumanist for at mene, at udvisninger uden dom er noget skidt.
Ugens tophistorie var uden tvivl politiets arrestation af tre muslimer, mistænkt for at planlægge mord på JP-tegneren Kurt Westergaard. To af disse – tunesere med opholdstilladelse i Danmark – blev tirsdag administrativt udvist af landet. Det vil sige, at Politiets Efterretningstjeneste og Udlændingeservice, alene med justits- og integrationsministrenes signaturer, kunne udvise de to mistænkte, uden at stille dem for en domstol med henblik på at vurdere anklagens grundlag. Det kan gøres med udgangspunkt i den »terrorpakke«, som Folketinget hastede igennem i efterdønningerne af 11/9-terrorangrebene, hvis mistanken går på handlinger, der truer »statens sikkerhed« – om end netop dette så gør, at anklagemyndigheden ikke vil oplyse præcist, hvad de mistænkte er mistænkt for.
Den administrative udvisning af to personer, der er mistænkt, men ikke dømt, har vakt harme både til højre og til venstre i det politiske spektrum – og med god ret.
Man behøver ikke at sympatisere med hverken de tiltalte eller deres angivelige planer for at mene, at der er tale om en næsten kafkask parodi på et retssamfund. Hele pointen med, at tiltalte skal stilles for en dommer før, at noget, der minder om en straf, kan eksekveres, er ikke, at et samfund skal være blødsødent, eftergivende eller ligeglad. Pointen er, at de tiltalte, uanset tiltalens karakter, indtil de er dømt, netop kun er tiltalte – der er endnu ikke ført bevis for, at de faktisk har gjort noget kriminelt.
At være modstander af, at tiltalte administrativt udvises af et land, som de ellers opholder sig lovligt i, er ikke det samme som at mene, at de pågældende – hvis de er skyldige – ikke skal straffes, eller at de af dem, der ikke måtte være danske statsborgere, ikke skal udvises af landet. Det kan man sådan set sagtens mene og så alligevel forfægte de principper, at en tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og at enhver tiltalt bør have ret til at blive stillet over for en dommer, over for hvem anklagemyndigheden vil skulle sandsynliggøre den pågældendes skyld.
I sagen om mordplanerne mod JP-tegneren skal denne skribent gerne være stort set den sidste i kongeriget til at forsvare folk, der måtte have deltaget i noget sådant. At ville dræbe et andet menneske er forkasteligt, og at ville gøre det for noget så banalt som en karikatur-tegning understreger en udpræget mangel på både menneskelighed og civilisation. Er de pågældende skyldige, bør de idømmes – og afsone – den fulde straf, som lovgivningen muliggør.
Men hvad nu hvis bare én af dem ikke er skyldig? Det er vigtigt – for os alle, uanset religion og hudfarve – at huske på, at retssikkerheden også er et selvforsvar. Mange af de tyskere, som i 1930ernes begyndelse var villige til at affinde sig med National-Socialisternes forfølgelse af kommunister og jøder, og mange af de moderate socialister, som i en række østeuropæiske lande allierede sig med kommunisterne mod »borgerskabet«, kom selv senere til at smage den samme medicin. Begynder man først at sælge ud af centrale retsprincipper og frihedsrettigheder, fordi det i nuet virker opportunt, løber man en alvorlig risiko for, at de selvsamme garantier ikke vil være der den dag, man selv eller ens børn måtte have brug for dem.
Hvis den udøvende magt bliver både dét og dømmende magt på en og samme tid, gør man vold på det, der over de seneste 300 år er blevet nogle af de mest centrale principper for liberale, demokratiske retssamfund, som vi kender dem i Vesten. Og opgiver man disse principper, kommer man måske til at ligne det, man er mest imod. Noget af det, der historisk netop har været selve forskellen mellem de liberal-demokratiske samfund i Vesten og de islamiske teokratier i Mellemøsten, har netop været begreber som frihedsrettigheder, magtdeling og retssikkerhed. I de sidstnævnte lande har omvendt den tætte binding mellem en stærk og enevældig statsmagt og en religion, der erklærer alle andre for vantro og opstiller strenge og ufravigelige straffe for alt, hvad der er imod religionen, resulteret i en kultur, der er fjendtlig over for frisind, kritik, eksperimenteren og dynamik. Omvendt har flere økonomer, bl.a. Nobelprismodtageren Douglass C. North, peget på, at en af de vigtigste årsager til Vestens imponerende velstandsvækst siden 1700-tallet er den magtdeling og de retsprincipper, som har kendetegnet den vestlige verden.
Hvis Vesten befinder sig i en kultur- og værdikamp med en stadigt mere radikal islamisme, som afskyer vestlige værdier og markedsøkonomier, så er det næppe til vores langsigtede fordel, at vi selv opgiver netop de principper, der har gjort os til det, vi er.
Vi har tidligere her på stedet drøftet retten til at eje og bære–og evt. anvende–våben, og det gav så voldsom en debat, at jeg tænkte, at det kunne interessere læserne at høre lidt om mine våbenrelaterede fritidssysler. 
Jeg tænker her ikke på min forkærlighed for at gå på jagt, men derimod at jeg snart skal stå–sådan lidt på afstand–foran den ærværdige institution Supreme Court of the United States. Jeg er nemlig blevet medunderskriver af et såkaldt “Amicus brief” i forbindelse med en sag, der er blevet appelleret hele vejen til SCOTUS, fordi det er en spørgsmål, der knytter an Bill of Rights’ 2. tillæg, d.v.s. “Second Amendment” (1791). Konkret drejer det sig om sagen District of Columbia versus Heller (også her), som i al sin uenkelhed handler om, hvorvidt District of Columbia på lovformelig vis kan begrænse indbyggernes muligheder for at eje/bære våben i radikalt omfang. Det mente United States Court of Appeals for the District of Columbia Circuit (den “fineste” af appeldomstolene) ikke, og det er den afgørelse, der nu kommer for SCOTUS. Det hele står og falder med fortolkningen af “Second Amendment”‘s ord:
A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.
Så det er altså noget om, hvorvidt det hele går på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er. Blandt andet. SCOTUS har selv formuleret dét spørgsmål, man skal vurdere, som sådan:
“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”
Afgørelsen fra US Court of Appeals, som 
SCOTUS, skal revurdere, var denne:
“To summarize, we conclude that the Second Amendment protects an individual right to keep and bear arms. That right existed prior to the formation of the new government under the Constitution and was premised on the private use of arms for activities such as hunting and self-defense, the latter being understood as resistance to either private lawlessness or the depredations of a tyrannical government (or a threat from abroad). In addition, the right to keep and bear arms had the important and salutary civic purpose of helping to preserve the citizen militia. The civic purpose was also a political expedient for the Federalists in the First Congress as it served, in part, to placate their Antifederalist opponents. The individual right facilitated militia service by ensuring that citizens would not be barred from keeping the arms they would need when called forth for militia duty. Despite the importance of the Second Amendment’s civic purpose, however, the activities it protects are not limited to militia service, nor is an individual’s enjoyment of the right contingent upon his or her continued or intermittent enrollment in the militia.”
Det er første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor skal fortolke meningen med “Second Amendment”. Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at alene det, at SCOTUS har taget sagen, er historisk, og at udfaldet–næsten uanset hvad det måtte blive–vil være en af årtiets vigtigste forfatningsfortolkninger.
Min egen rolle er aldeles beskeden og mestendels symbolsk (men Eat your heart out, Mchangama! ;-). Specifikt er jeg medunderskriver af det såkaldte Amici Curiae “brief” på vegne af gruppen “International Scholars”. Vi er ikke de eneste.
Andre “briefs” til fordel for respondenten (Heller) er f.eks. et fra en række amerikanske akademikere, et (selvfølgelig) fra fra National Rifle Association og et tredje “brief” underskrevet af Dick Cheney, et flertal af Senatet og et flertal af Repræsentanternes Hus (som vel at mærke begge har et Demokratisk flertal), ligesom der er et “brief” fra organisationen med det interessante navn Pink Pistols og slogans som Armed gays don’t get bashed! og Pick on someone your own caliber! Som man siger: Politics make strange bedfellows!
Den fulde liste af “briefs” kan findes her.
Hvis man hører på statsministeren, de konservative og de fleste andre danske politikere, er der mange gode grunde til at Danmark skal droppe sit forbehold mod euroen og dermed også droppe kronen. Det samme vil mange nationaløkonomer sige, men de vil også fortælle om de lige så mange gode argumenter imod at droppe kronen. Vælgerne de knap fem millioner almindelige danskere er altså tvunget til at forholde sig til enten politikernes mening eller økonomernes svar på spørgsmålet, der nærmest kan opsummeres som et øh tjo, måske, måske ikke.
De traditionelle svar på spørgsmålet om Danmark skal indføre euoren, læner sig alle op af Robert Mundells Nobelpris-vindende teoridannelse om optimale valutaområder. Keynesianeren Mundell, der selv lænede sig op ad den markedssocialistiske økonom Abba Lerner, opstillede seks krav til et optimalt område, dvs. et økonomisk område, der med fordel kan implementere en fælles valutakurs.
Det først krav er, at arbejdskraften er mobil indenfor området. Hvis ikke, vil en dårlig økonomisk periode i ét medlemsland betyde højere arbejdsløshed i landet, mens at en god økonomisk periode vil udløse inflation. Dette problem de såkaldt asymmetriske stød, der giver forskellige konjunkturer i forskellige lande kan derimod undgås hvis der er mobil arbejdskraft indenfor valutaunionen, og dermed kunne man undgå at der er behov for forskellig økonomisk politik i forskellige dele af unionen. Det burde være klart, at EU virkelig halter på dette punkt.
En optimal valutaunion bør også have en diversificeret produktionsstruktur, så hver del så at sige vinder på gyngerne, hvad de taber på karrusellerne. Ellers ender man igen i den ubehagelige situation, at der er forskellige behov for økonomisk politik i forskellige dele af unionen, noget der vanskeliggøres af en fælles valuta. EU klarer sig godt på dette punkt, ligesom det også har fuld frihandel indenfor området, og perfekt kapitalmobilitet. Mht. det tredje punkt pris- og lønfleksibilitet varierer forholdene ret stærkt på tværs af unionens lande, og nogle lande er decideret fjendtlige overfor det at have fleksible arbejdsmarkeder, Det på trods af, at man uden en valutamekanisme og den har man jo ikke længere med en fælles mønt enten må have fleksible lønninger eller også bliver nødt til at se al tilpasning på arbejdsmarkedet ske via større og mere variabel arbejdsløshed.
Sidst understregede Mundell, at et optimalt valutaområde må have en slags overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne, så områder, der er ramt af lavkonjunktur, kan hjælpes af områder, der har bedre konjunkturer. Dette findes ikke i EU medmindre man regner strukturfondene med som en slags overførsel, men der arbejdes i perioder intenst på at lave en slags mekanisme, for eksempel gennem en fælleseuropæisk skat.
Oveni disse standardkrav fra Mundells oprindelige teorier, har flere økonomer og politologer peget på, at man også bliver nødt til at have forholdsmæssigt ens politiske præferencer, dvs. at lande i den samme situation vil foretrække at gøre cirka det samme. Ellers vil man i en valutaunion få meget svært ved at enes om den rigtige kurs, noget man i høj grad allerede ser ske i forbindelse med den Europæiske Centralbank, hvor tyskerne står for en konservativ prisstabilitets-kurs, mens Frankrigs tradition har været at bruge centralbanken aktivt politisk og dermed acceptere langt højere og mere uforudseelig inflation. EU ser derfor ikke godt ud på det område.
Det bør derfor stå relativt klart for læseren, at mens jeg ikke personligt er begejstret for ideen om en fælles valuta, kan man på det foreliggende grundlag faktisk godt argumentere både for og imod, at Danmark skulle tilslutte sig euroen. Men der er to vigtige ekstra forhold, der taler imod en fælles valuta.
For det første er en af de mekanismer, Mundell oprindeligt forestillede sig kunne bruges mod problemerne med asymmetriske stød transfereringer indenfor unionen i praksis ofte fuldstændigt uden virkning. Hvis man overfører midler til en hvilken som helst regering, vil den bruge midlerne i forhold til dens egne politiske prioriteringer og ikke de objektivt nødvendige økonomiske investeringer. EUs strukturfonde har således med stor sandsynlighed overhovedet ikke bidraget til den økonomiske udvikling i de områder i Sydeuropa, der har modtaget store del af dem. Dermed bliver asymmetriske stød så meget mere vigtige når man ikke effektivt kan eller vil udjævne dem. Og hvor dygtige er politikere lige til den slags?
Den anden grund til at beholde sin egen valuta i stedet for at slutte sig til en fælles mønt, har Nobelprisvinderen Edward Prescott som ophavsmand. Prescott har på det seneste argumenteret for, at mange lande bør have deres egen valuta af en særlig grund: Hvis Frankrig for eksempel fører ekspansiv finanspolitik forsøger at sætte gang i hjulene ved at lade det offentlige bruge flere penge vil det føre til at valutakursen styrkes. Dermed bliver landets varer dyrere i udlandet og importerede varer bliver billigere, og landets betalingsbalance forværres dermed. Men hvis Frankrig, som det er tilfældet, er med i en valutaunion som EU, bærer landet ikke den fulde virkning af sin uansvarlige finanspolitik, fordi valutakursstyrkelsen også rammer de andre EU-landes betalingsbalancer. Der opstår dermed et klassisk såkaldt freerider-problem, som betyder at alle regeringer i en valutaunion vil have svækkede incitamenter til at føre ansvarlig politik, fordi de kun bærer en mindre del af omkostningerne for deres politik. Når tolv lande er medlemmer af en union, er det ikke underligt at en del af landenes politik er mindre end optimalt ansvarlig. Så der er ingen hokus-pokus i at en hel række lande har brudt med den monetære unions Vækst- og Stabilitetspagts regler, vel?
Det særlige problem i den offentlige debat er derfor, at mens de fleste traditionelle nationaløkonomers svar på spørgsmålet om euroen hviler på Mundells teoridannelse og derfor er famlende på-den-ene-side-og-på-den-anden-side-svar, vil politikere som hovedregel altid foretrække større politisk indflydelse, og de vil praktisk taget aldrig fremhæve ordninger, der begrænser og disciplinerer dem selv! Et af den moderne politiske økonomis vigtigste indvendinger mod dansk euro-medlemsskab bliver derfor forbigået i tavshed i debatten. Mange danskere kan sikkert få svært ved at sluge argumentet på grund af deres underligt høje tillid til politikerne, men et af de springende punkter er netop, at en tilslutning til euroen vil betyde ikke blot at vores egne udgiftsgejle politikere vil blive endnu mindre ansvarlige, men også at dansk økonomi vil være endnu mere sårbar overfor uansvarlighed i resten af Europa. Selv en blind ikke-økonom må da kunne føle argumentet med sin stok.
Jeg vil ikke være lige som dig, lille mor
dig der synger den samme gamle sang
Jeg vil ikke være lige som dig, companheiro
dig der konstant klapper i dine hænder
Jeg vil ikke være en blind konges redskab
Jeg pisser i hans suppe og gør nar af dig
Ovenstående tekst er hentet fra en af den cubanske gruppe “Porno Para Ricardo’s” sange. Gruppen var indtil forsangeren blev fængslet i 2003 en af landets mest populære grupper dog ikke hos magthaverne. Og selv om forsangeren sidenhen er blevet løsladt igen læs mere her om sagen på Freemuse.org, har bandet forbud mod at optræde. Bandet og forsangerens forbrydelse? At ønske et andet og frit samfund, eller som forsangeren Gorki Carrasco så diplomatisk udtrykker det:
Jeg vil aldrig acceptere dette lands lorte ideologi – se også nedenstående video.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0sXb1Qsl0Tk[/youtube]
Her er tale om stærk politisk kunst, hvor de involverede i den grad har noget på spil se f.eks. her og her .
Se det er ægte politisk kunst – eller hvad mener du Anisette?
 |
Jeg ved godt, at jeg har en tendens til at beskæftige mig lidt for meget med amerikansk politik her på stedet, men det er svært (for mig) at gøre andet–især i denne tid. Men jeg skal spare jer lidt og i stedet henvise til to andre websites for dem, der er virkeligt hårdt ramt: RealClearPolitics.com, som jeg allerede pushede for fire år siden, hvor jeg vist var (stort set) den eneste i DK, der havde opdaget stedet (måske med undtagelse af Uriaspostens Kim Møller). Det andet er nyere og mere teknisk, men med masser af god grafik: Pollster.com.
Update: Jeg glemte PollingReport.com, og hvis man vil have daglige tracking polls er der næppe nogen bedre primær-kilde end Rasmussen Reports.
Som det måske er en del af denne blogs læsere bekendt deltager landets gymnasieelever i disse år i et vældigt eksperiment, som sikkert har været både sjovt og interessant at udforme for planlæggerne, men nok er knap så interessant for de elever og lærere som deltager i den. Reformen fra 2005 er vel nærmest at sammenligne med en betaudgave af det hedengangne OS2 styresystem.
Som konsekvens af reformen skal eleverne i 3G skrive et såkaldt tværfagligt studieretningsprojekt, der vægter en hel del på den endelige studentereksamen. For at finde frem til den endelige karakter skal der naturligvis censureres. Det kan f.eks. ske ved at lade en spansklærer og afsætningslærer, eller en dansk- og en matematiklærer stå for det – eller som man kan læse på DRs hjemmesider , en musik- og en engelsklærer.
Det har afstedkommet en del bekymring for elevernes retssikkerhed, hvilket af nedenstående citat fra en af undervisningsministeriets embedsmænd åbenbart kommer som en stor overraskelse:
“Når karakteren skal gives, må man tro på, at det er to professionelle lærere, som kan belyse opgaven ud fra hver sin faglige vinkel og forhandle sig frem til en karakter. Elevens retssikkerhed består i, at det er professionelle lærere, som agerer professionelt, siger han.”
Jeg kunne godt lide at vide, om han nogensinde har været med til at censurere en opgave på noget niveau. Men nøgleordene i kommentaren er formentlig …”må tro på, at det er to professionelle lærere…”
Han må da tro så meget han vil, det ændrer bare ikke ved virkeligheden, som er, at selv censurering af særfaglige opgaver for en hvis procentdel indvolverer større eller mindre verbale slagsmål mellem lærere og censorer. Hertil er nu lagt den dimension, at lærere, der både menneskeligt og fagligt ofte ikke fatter hinanden, nu skal finde en fælles karakter – kunne det være at den manglende professionalisme måske først og fremmest er at finde blandt embedmændene??
For det meste er vores indlæg her på stedet en slags svar eller kommentarer på aktuelle begivenheder, men enkelte gange er de mere spørgsmål til læserskaren. Dette indlæg er mest spørgsmål, så hvis du vil have svar, kan du stoppe med at læse nu. Dem, der er interesseret i spørgsmål, kan forhåbentlig med fordel læse videre.
Baggrunde for spørgsmålene er, at man skal være overordentlig blind for ikke at opdage, at der er tilbagevendende spændinger mellem den arabisk-muslimske verden og vesten. En af årsagerne er uden tvivl den særlige religiøsitet i den arabiske verden, der var så tydelig i Muhammed-krisen. Når mange arabere tror brændende på Allah og forguder profeten Muhammed, giver det hel- og halvtotalitære regeringer helt specielle muligheder for at bortforklare fejl og mangler, og mange af dem griber de chancer med kyshånd: Egypten flyttede fokus væk fra landets mange problemer under Muhammed-krisen, Syrien har kontrolleret Libanon i mange år med påskud af at hjælpe den fattige muslimske befolkning, og den arabiske verdens nærmest altomfattende had til Israel er svært ikke at se som misundelse over et rigt, demokratisk land midt i en rådden region med foragt for menneskerettighederne, i stedet for et Huntingtonsk religiøst sammenstød.
Men argumentet lurer alligevel altid lige rundt om hjørnet, og kommer til syne en gang i mellem i debatten. Ifølge det, kan vi ikke dømme muslimsk religiøsitet (og fundamentalisme), men må acceptere den, fordi sådan var vi også engang. Man trækker derefter eksempler som Indre Missionske områder i 1800-tallets Vestjylland frem, eller forskellige tekster og historiske tilfælde frem som bevis på, at vi også opførte os sådan engang, og at det nok skal gå over og i hvert fald ikke har noget med Islam at gøre. Men jeg er kommet mere og mere i tvivl om argumentet overhovedet holder vand, i det mindste i Nordeuropa.
Danskerne har naturligvis været mere religiøse end de er nu vi er faktisk et af de mest sekulære og areligiøse folk overhovedet. Kirkerne var faktisk fulde engang, men om de kom for prædikenen og den evige frelse, eller om folk også i høj grad som det er tilfældet mange steder i nutidens USA kom fordi kirken var det naturlige sociale samlingssted, er uvist. Når man oveni lægger mere nutidig historieforskning, der har understreget hvor upopulær reformationens religiøse mani var hos den brede befolkning, bliver jeg i tvivl. Og i dag styrkedes tvivlen endnu mere af følgende historie, som jeg stødte på i N.A.M. Rodgers forrygende The Safeguard of the Seas, der fortæller Storbritanniens flådehistorie indtil 1649.
I august 1573 stod Francis Drake, der kombinerede sørøveri med at tjene dronning Elizabeth I, ind i havnen i Plymouth. Drake havde været i Latinamerika for at forstyrre Spaniens sølvtransporter fra dets kolonier, og havde held til at finde en af dem i det nuværende Panama. Drakes hjemkomst med en ladning sølv, der gjorde ham til en af Englands mest berømte og rigeste mænd, gik ikke uhørt hen. En samtidig kilde skrev, at Drake kom til Plymouth søndag formiddag omkring kirketid, og the news of our captains return did so speedily pass over all the church that very few or none remained with the preacher. Lyder det som en befolkning, der er opfyldt af religiøse følelser? Som sagt har jeg mine tvivl, men jeg er i højeste grad interesseret i at høre fra Punditokraternes historiekyndige læsere.
Og hvad har det så med nutiden at gøre? Jo, hvis det er korrekt at vi også har været religiøse på samme måde som Mellemøsten er det i dag, er det blot et spørgsmål om tid og økonomisk udvikling, før de arabiske samfund bliver sekulariseret som vores. Hvis den særlige religiøsitet, der blandt andet forhindrer en separation af kirke, retsvæsen og politik, er af anderledes karakter, er det ikke helt forkert at tro, at der er mere grundlæggende problemer med de mellemøstlige samfund, og at de skal håndteres meget anderledes. I det tilfælde som læserne vel kan regne ud at jeg overvejende tror på kommer moderne bankvæsen ikke bare af sig selv ligesom i Europa, da 1400-tallets innovationer i bankteknologi i Norditalien simpelthen skubbede Bibelens forbud mod at tage renter ud af folks liv. Dé innovationer åbnede op for, at man kunne investere i langt større foretagender, og banede dermed på et tidligt stadie vejen for den industrielle revolution, der startede et par hundrede år senere. Min fornemmelse og modsig mig endelig hvis jeg tager fejl siger at den glødende religiøsitet i Mellemøsten er den bremse på regionens sociale, politiske og økonomiske udvikling som vi aldrig har haft i samme omfang. Tænk hvis vi pludselig skulle begynde at bøje os for den?
En uge kan være lang tid i politik, og lige nu må tiden synes at falde Khader og Samuelsen meget lang.
Spørgsmålet denne gang er: betyder Malou Aamunds exit afslutningen på Ny Alliance?
Der er næppe tvivl om, at det må betyde et yderligere tab af opbakning, når NA fremstår som en hurtigt synkende skude. Til gengæld var deres opbakning allerede så lav, at det næppe kan betyde det store.
Alligevel tror jeg, at Aamund Sr har ret, når han hævder, at NA fortsat har en eksistensberettigelse — eller mission er måske et bedre ord for at understrege troens betydning i denne sammenhæng.
Lad os se på det fra forskellige perspektiver.
Hvis NA virkelig holder fast i, at de hører til på den borgerlige blok, hvordan stiller det så os, de potentielle vælgere på den blok? Hvis vi ikke er tilfredse med den nuværende regering, og det kan vi godt tillade os at lægge til grund både for egne og læsernes vegne her på bloggen, har vi vel følgende muligheder:
1) Vi kæmper for at få et nyt borgerligt-liberalt parti valgt ind i Folketinget ved næste valg nogle år fremme i tiden.
Det er umådeligt svært at komme ind som nyt parti uden den fordel, der ligger i at have allerede valgte MF’ere til at trække læsset. Det kræver et afsindigt stort arbejde og en voldsom interesse for politik. Det er der nogle, som vil præstere. Respekt for det, men hvor går vi andre mere dovne hunde hen? Videre til nr. 2.
2) Vi stemmer personligt på politikere, der enten fuldt ud eller dog i højere grad står for de ting, vi tror på, og så håber vi, at de med deres personlige stemmer som ballast kan trække partiet i den rigtige retning.
Det er en fornuftig løsning, men det er svært at overse, at disse politikere lever et farligt liv, fordi de ofte opfattes som illoyale i partiet. Erfaringen viser os også, at det er meget begrænset, hvad der kan flyttes ad den vej. Det fører os til nr. 3.
3) Vi stemmer på et protestparti, hvis det i højere grad end de etablerede partier (V og K) står for de rigtige, dvs. vores, holdninger. Hvis partiet opnår tilstrækkeligt med mandater, vil de etablerede partier lade sig trække i den rigtige retning, såkaldte “brede flertal” (hvilket er christiansborgsk for et andet flertal end det nuværende, uanset at det numerisk måtte rumme det samme antal mandater). Hvis det ikke lykkes at samle mandaterne nok, tja, så er vores rigtige holdninger ikke gode nok, og vi må affinde os med at kæmpe videre på det rent åndelige plan, hvilket normalt er ret ukompliceret og giver en varm fornemmelse af at være udvalgt.
Det var den løsning, som jeg argumenterede for i min klumme til 180 grader, omtalt i postingen ndf., og den løsning har for mig at se ikke ændret sig. Det forudsætter imidlertid, at protestpartiet har holdninger, der i højere grad modsvarer vores end de etablerede partier, ellers er det tilbage til nr. 2.
For at vurdere, om NA har det, må vi se det fra NAs perspektiv.
Efter valgkampen og den interne fløjkamp har NA meldt sig som et borgerligt parti, og Seeberg-fløjen er skredet.
Aamunds exit fastslår blot formelt, hvad der allerede var tilfældet reelt: at man står uden rigtig indflydelse, når man nu har valgt side og ikke vil hjælpe en socialdemokratisk regering til.
NA kan nu enten vælge at stræbe efter det, som jeg utroligt nedladende har kaldt caffelatte-segmentet, dvs. de vælgere, der gerne vil have pladderhumanisme, men er for intelligente til at være socialister. Det er vel en vælgergruppe, der udgør mellem 10 – 20 pct. Ikke dårligt, problemet er bare, at der allerede er et parti, som med stort held har gået efter det segment, nemlig Radikale Venstre. Så vælger man den vej, skal man slås med en stærk konkurrent om et beskedent marked.
NA kan også vælge at stræbe efter den – igen en smule subjektivt beskrevet – fornuftige og oplyste del af befolkningen, dvs. de borgerlige eller liberale. Afhængigt af, hvordan dét defineres, kan det segment udgøre et godt stykke over halvdelen af vælgerne, inkl. en pæn del af caffelatterne. Ikke bare er der en hulens meget større målgruppe, man er også så heldig, at størstedelen af denne målgruppe for tiden føler sig forladt. Der er ingen konkurrence om disse mennesker, ingen der angler efter deres accept, ingen der fedter for deres præferencer.
Det burde være et ret let valg at træffe.
Det kræver så, at man kan opfylde rollen som et seriøst protestparti, der er beskrevet i nr. 3 ovf. Det burde ikke være så svært. Forslaget om en skattereform og indførelsen af et nyt system, der er mere enkelt og retfærdigt (den proportionale skat), vil række langt bare i sig selv. Men derudover burde det også være nemt at skrive et partiprogram på en halv times tid. Tag det, RV mener, og vælg så noget mere borgerligt-liberalt. Eller endnu bedre: tag nogle af de etablerede partiers tidligere valgprogrammer og ajourfør det. Det er næsten copy-and-paste blot med lidt let redigering. Hvor svært kan det være.
Det næste er kommunikationen. Hele fordelen for nr. 3 (det eksisterende protestparti) frem for nr. 1 (det uvalgte protestparti) er den eksponering, som tilstedeværelsen i Folketinget giver. Eksponeringen kan benyttes til kommunikation af egne holdninger, og her ville det være en god idé med noget så usædvanligt som ærlighed.
Det, der driver folk til den utaknemmelige og dårligt lønnede tilværelse om MF’er, er næppe kun en ubændig trang til at blande sig i andre menneskers liv, men ofte også en vis personlig ærgerrighed. Det må være forklaringen på, at så mange politikere vælger at fremstille de mest håbløse kompromisser ikke, som det de er, utilfredsstillende kompromisser som man har måtte indgå, fordi man ikke alene havde mandater nok, men søger at fremstille dem som kloge og fornuftige løsninger. Man gør en dyd af nødvendigheden og forsømmer dermed at stå ved de synspunkter, man burde se som sin fornemmeste pligt at repræsentere. Hvor ville det dog være befriende, hvis man hørte en MF’er sige efter indgåelsen af endnu et mudret forlig: “Det er ikke særlig godt, men vi kunne ikke gøre det bedre, da vi ikke havde stemmer nok til at nå et bedre resultat. Vi ville hellere have opnået det og det, og ville I også foretrække det, så stem på os næste gang.” Det ville være forfriskende ærligt.
Er ærlighed overhovedet gangbar i politik. Svaret er formodentlig klart nej på udbydersiden og blandt de kommentatorer, der hygger sig dér, men jeg tror, at svaret er meget anderledes hos aftagerne.
Et lille sidespring affødt af, at vi nu kender resultaterne fra Super Tuesday. Her har McCain lagt sig grundigt i spidsen, selvom han sidste sommer var erklæret død og borte. To forhold, der ikke direkte var i hans kontrol, har ganske vist hjulpet. Det ene er, at indsatsen i Irak ikke, som det en overgang tegnede til, blev et nederlag, men igen tegner til at blive en sejr; det andet er Giulianis implosion. Men en væsentlig forklaring er nu også McCains – i det store billede, hvis vi ser bort fra mindre, ahem, taktisk begrundede hop – ærlighed. Som Gerson bemærker i dagens WaPo:
For all the talk about the influence of money and organization on politics, the McCain revival demonstrates that issues and political character still matter. McCain argued year after year, with Churchillian bullheadedness, that America needed a more aggressive and sophisticated counterinsurgency strategy in Iraq. Occasionally, there are political rewards for simply being right.
Det interessante er, at McCain nok har stødt mange, men til gengæld tiltrukket endnu flere. Om det er nok til at slå den demokratiske kandidat til sin tid er endnu uvist. Men alt tyder på, at det var nok til at vinde nomineringen.
Tilbage til dansk
politik. Der mangler nemli
g en vinkel, og det er statsministerens. Han har nu de magiske 90 mandater. Vil han havde en interesse i at holde kunstigt liv i NA, f.eks. ved at lade dem deltage i forlig, hvis de giver sig hen i rollen som protestparti til den politik, han selv fører?
Det kan der faktisk argumenteres for.
For statsministeren, hvis strategiske evner synes at være et godt stykke over gennemsnittet på Christiansborg, kan måske se en interesse i, at rollen som det uafhængige midterparti, der opsamler utilfredse stemmer, går til et parti, der er erklæret borgerligt, hellere end at ydmyge og dermed aflive NA og se rollen gå til RV, der vil arbejde for en socialdemokratisk regering.
Det vil være for langt ude at antage, at Fogh i sit stille sind drømmer om at se NA vokse til et stort borgerligt protestparti, så meget fantasi er der vist ingen, som har. Men det er ikke nødvendigvis forkert at antage, at Fogh, hvis pragmatisme er mindst lige så stærk som hans strategiske evner, ikke vil have noget imod, at NA bliver noget stærkere, f.eks. overtager et pænt stykke af den opbakning, som RV fik under Jelved. Foghs mange bemærkninger om, at han er interesseret i brede forlig, var næppe tom snak. Hvis NA kan rydde vejen, behøver de næppe trække særlig hårdt i Fogh for at få ham med i den rigtige retning.
Nuvel. Et er spekulation, noget andet er praktisk politik. Mens dette er skrevet, kan resten af gruppen være imploderet. Men NA har stadig en mulighed, måske endda en mission.
Gitte Seebergs exit fra Ny Alliance har lokket mig væk fra korkegen med en klumme til 180 grader.
En gammel kinesisk forbandelse lyder efter sigende, ‘Må du leve i interessante tider!’. Den genlød efter sigende en del gange onsdag i det berlingske hus oven på nyheden om, at landets angiveligt førende, borgerlige avis har hyret ingen ringere end David Trads som ‘redaktionel projektleder’. Læs fx bare Berlingskes egen Mads Kastrup i form af et morsomt og sjældent modigt blog-indlæg. Nyheden akkompagnerede 180Grader samme dag med at minde om, at Trads før sin ansættelse på Nyhedsavisen har været chefredaktør på Information og i Berlingske skrevet beundrende om Che Guevara.
Punditokraterne vil tage skridtet videre end 180Grader og minde om, hvad Trads selv skrev så sent som sidste år i en artikel til netop 180Grader, hvor han kommenterede den politiske og redaktionelle linie på netavisen og den avis, han nu skal arbejde for:
Der er åbentlyst ved at udvikle sig en ny, sort og udvidet Bermuda-trekant mellem Cepos, Berlingske Tidendes Groft Sagt, 180grader og Saxobank […]
[180graders artikler er] noget fordrukkent sludder, som muligvis passer godt, når man småsludrer over champagnen i Hotel D’Angleterre, hvor den sorte Bermuda-trekant ofte mødes. […]
Den polemik, 180grader forsøger at rejse, er udtryk for samme plathed, som udfolder sig under den værtshussnak, der trykkes i Berlingske under rubrikken Groft Sagt.
Punditokraternes læsere må nu vurdere, om Trads a) ikke længere mener, hvad han skrev sidste sommer, eller b) nu mener at Berlingske har skiftet politisk/redaktionel linie, eller c) bare personligt er til salg for højestbydende. Intet udelukker i øvrigt logisk, at alle tre ting samtidigt er sande.
Noget tyder på, at Trads selv holder på alternativ a). For her er, hvad han sagde torsdag til Berlingske’s Business: ‘På overfladen kan det lyde utroværdigt at sige sådanne kritiske ting og sidenhen skifte til en koncern, der driver en af disse aviser.’ Utroværdigt? Tja. ‘Det Berlingske Officin er i dag den stærkeste og mest dynamiske mediegruppe i Danmark. Derfor er det oplagt, at jeg nu også hopper ind der’. Hop, hop, hop …
Læs til sammenligning også Berlingske Business’ egen samling af Trads-udtalelser om medieverdenens nutid (datid) og fremtid (nutid?). Jo, de får det vist sjovt og hyggeligt derinde i det berlingske officin.
Jeg har tidligere her på stedet (her og her) omtalt retssagen mod den liberale, tyrkiske akademiker Atilla Yayla, som kom for skade i et akademisk foredrag at kritisere Tyrkiets grundlægger, Kemal Atatürk (som han formastede sig til at referere til som “denne mand”), og persondyrkelsen af denne. Nu er juryen færdig, om man så må sige–og de fandt Yayla skyldig i at have fornærmet landsfaderen. Dommen? 15 måneder i fængsel (omend den blev suspenderet, og Yala iøvrigt er gået i eksil i Storbritannien).
Læs mere hos vores gode ven Tom Palmer og i selveste New York Times.
I Politiken søndag den 28. januar argumenterede prodekan ved Københavns Universitet Katherine Richardson at den nye karakterskala er en succes. Hun uddybede sit argument med at påstå, at skalaen er blevet modtaget positivt, og at langt de fleste gymnasielærere og universitetsundervisere er glade for den. Richardsons påstand er meget langt fra min virkelighed, hvor der er udbredt og dyb frustration over den nye karakterskala, der på alle måder forringer den værdi, et karaktersystem bør have.
En karakter er i bund og grund kun et signal om en studerendes evner, ikke en belønning for hårdt arbejde, en konkurrenceparameter, eller noget tredje, udover at være information om hvad han eller hun kan. Karakterer er i sagens natur altid lidt upræcise, da eksamen og andre prøver har et element af held, men især karaktergennemsnit er god information til fremtidige arbejdsgivere, læreanstalter der skal optage nye studerende, og de studerende selv om, hvor de befinder sig. Værdien af karaktersystemet beror derfor på, at karaktererne indeholder så meget og så præcis information om de studerendes niveau som det indenfor rimelighedens grænser er muligt. Det er på dette punkt det nye karaktersystem giver så store frustrationer burde være dumpet.
Den klart største del af studerende på en hvilken som helst uddannelse befinder sig i et normalområde omkring gennemsnittet. I det gamle system fik disse studerende typisk 7, 8 eller 9, mens de i det nye system i langt de fleste tilfælde får karakteren 7. For rundt regnet 40 procent af de studerende indeholder det nye karaktersystem derfor ingen information om de er under, på eller lidt over det almindelige gennemsnit. Den midte, som det for langt de undervisere har været så let at håndtere, må vi ikke længere differentiere imellem og en betragtelig del af den samfundsmæssige nytte af systemet forsvinder dermed med de nye karakterer et punkt som selv gymnasielærernes formand Gorm Leschly pegede på under arbejdet med skalaen (se her).
Richardsons eneste bekymring er, ifølge artiklen, at underviserne ikke er gode nok til at bruge de høje karakterer, dvs. at hun mener vi ikke har forstået systemet men giver for lave karakterer. Men hvad er det for et argument? Mener hun virkelig som hun implicerer i artiklen at karaktersystemet er sat i verden for at vi skal give højere karakterer til vores studerende (se f.eks. her)? Er ideen med det egentlig, som også Helge Sander har meldt ud til gymnasierne, at vi ikke kan konkurrere med svenskerne som får højere karakterer, og at det nye karaktersystem skal opveje det som en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet indikerede (læs her)? For hvis det er, er det et allerede klassisk eksempel på fighting the numbers!
Lad os holde fast i, at danske studerende ikke bliver dygtigere af at vi bliver tvunget til at give højere karakterer, men kun ved at kunne deres stof bedre. Hvis vi ikke kan konkurrere med andre lande, er det ikke på grund af vores karaktersystem, men på grund af de studerende og vores egne mangler. En ny og markant dårligere skala ændrer intet ved det.
Den amerikanske wanna-be præsidentkandidat, fhv. baptistpræst, rygeforbudstilhænger, big business basher & big government elsker … Mike Huckabee udtalte før primærvalget i South Carolina forleden, at det var forkert at fortolke Guds ord i forhold til den gældende forfatning, men at man i stedet skulle ændre forfatningen, så den blev mere i overensstemmelse med Guds ord:
“But I believe it’s a lot easier to change the Constitution than it would be to change the word of the living God, and that’s what we need to do, is to amend the Constitution so it’s in God’s standards, rather than try to change God’s standards so it lines up with some contemporary view of how we treat each other and how we treat the family.”
Det var en skjult reference til, at Huckabee ville have et forfatningsmæssigt forbud mod homoseksuelle ægteskaber, og det kan man så mene om, hvad man vil, men hvis man så CNN’s Late Edition i søndags, kunne man høre Businessweek’s redaktør, den Hayek-citerende forfatter til den fremragende “The Future of Freedom: Illiberal Democracy At Home and Abroad”, Fareed Zakaria komme med følgende lakoniske kommentar:
“It frankly made him sound more like Ahmadinejad of Iran. I mean, the way in which he was describing, you know, implementing God’s law — I mean, isn’t that where we get scared off, when we hear it from Iranians and Saudis?”
Hvis overskriften giver forventning om, at her er endnu et indlæg om vores civilisations snarlige undergang til opbyggelse for de efterhånden mange, der glæder sig over, at man da ikke kan blive ved med at have det så svinagtigt godt, bliver man nok skuffet. Læsere, der forventer den slags, læser nu sjældent vores blog. Men de læsere, der gør, bliver nok skuffede alligevel, omend af andre grunde.
Problemet er, at jeg er rimeligt tilfreds.
Eller rettere: problemet er, at jeg ikke har blogget ganske længe. Denne blogs utroligt langmodige redaktør har måtte nøjes med en klumme, som jeg havde lovet at levere til 180 grader (se ndf.), hvilket er mit eneste bidrag i mere end en måned. Der er utvivlsomt nogle af vores læsere, som har nydt denne pause, men som (gruppe-)blogger er det ikke så godt.
Det var ellers min hensigt at bidrage med en julehilsen som år før, komplet med en henvisning til min gamle posting om Karl-Bertil Jonsson, men det blev ikke til noget. Så var det tanken at lave en nytårshilsen i det tidlige januar med friske bud på det nye år. Nope.
Først troede jeg, at det var fordi, mit day job var mere travlt end sædvanligt. Men jeg har arbejdet som advokat og har derfor en noget puritansk opfattelse af “travlt”, så det kan ikke rigtig bruges som undskyldning.
Nej, det er meget værre. Jeg er tilfreds, sådan da.
Det er åbenbart utilfredshed, der er et væsentligt brændstof for blogging, og jeg er løbet næsten tør.
Bevares, verden er ikke perfekt, langt fra, meget langt fra. Men det går nu heller ikke så dårligt endda.
Tag nu f.eks. Berlingeren, der plejede at give det daglige brændstof. Men ikke rigtig længere. Enten er de blevet bedre, eller jeg er blevet mere large, eller bare sløv, men det får ikke rigtig min puls op at ringe.
Avisens leder er for det meste velskrevet og rammer fint de borgerligt-liberale holdninger, som er avisens erklærede holdning. Om det er dybtfølt eller blot tillært ved jeg ikke, og det rager mig også en papand, når blot det er gjort godt.
Og jo, selvfølgelig er der småting. At avisens amerikanske korrespondenter er faldet pladask for Obama komplet med en dæmonisering af alt til højre for ham startende med “Clinton-maskinen” og osv. var helt forudseeligt og egentlig ganske uskyldigt, og netop derfor er det svært at blive ophidset over det; man bliver jo heller ikke sur på Dupond & Dupont. Desuden er løbet i år så åbent, at det ikke virker så lammende naivt, som da avisen støttede Kerry i 2004.
Og vist er det da lidt trættende, at man stadig bærer nag over, at det blev Sarkozy, som vandt i Frankrig, og ikke den smukke socialistleder, hvorfor man sværter manden, som man bedst kan. Men det ændrer jo ikke på, at både Tyskland og Frankrig i dag ledes af personer, der er umådeligt mere liberale og pro-amerikanske end deres forgængere.
Så nej, der er ikke rigtig noget at komme efter, og da slet ikke, når avisens kultur- og debatdel stadig er god.
På samme måde med det store udland. Den aktivistiske udenrigspolitik har givet mig stof til mange postings, når den skulle forsvares. Men det er der heller ikke rigtig behov for længere.
Det går fortsat godt i Irak. Der er fortsat terror, men drabsraten er vist nede på Sydafrikansk niveau, og vi har endnu til gode at høre det argument, at tingene var bedre under apartheid. Selv de politiske resultater begynder at vise sig, hvilket er hurtigere end forventet, men forleden faldt den politiske løsning på Baath-medlemmernes status på plads. Hvor svært den slags er, kan man måske få en idé om ved at sammenligne med vores såkaldte retsopgør efter kun fem års ret let besættelse. Her er det opgøret med et langt mere grusomt regime, der har myrdet langt flere i gennem flere generationer, der skal bearbejdes. På den baggrund går det rimeligt godt, som også bemærket af IMF i deres nylige rapport, der peger på de høje oliepriser, som en faktor, der har modvirket den vanskelige sikkerhedssituation og giver håb for fremtiden uden at forklejne de mange tilbageværende problemer.
Selvom det stadig kan gå galt, tyder det på, at vores indsats vil lykkes: at fjerne et grusomt diktatur og indføre et demokrati. Naturligvis bliver det demokrati næppe perfekt — uden sammenligning i øvrigt: er det amerikanske primærvalgsystem det? — men at pege på, at demokratiet i Irak næppe bliver perfekt er ikke et afgørende argument imod det. Det er forkert at hævde, at Saddams styre var ikke perfekt, og det er det nye demokrati heller ikke, så det kan være lige fedt.
Hvis det demokrati, som allerede er indført, faktisk overlever, og det tyder alt på lige nu, så er det en kæmpe succes i forhold til Saddams styre.
Det gamle system byggede på, at 1/5 af befolkningen undertrykte de øvrige 4/5. Det er et lidt af et mirakel, at vi har kunne befri de undertrykte uden at ende i et slagteri som Rwanda – hvor galt det kunne være gået, fik vi en smagsprøve på efter angrebet på den Gyldne Moske i Samarra i februar 2006, hvor en lang periode af relativ fremgang omsider gled over i en eskalerende borgerkrig. Det var en mørk periode, og den kan komme igen, men stadig mere tyder på, at det ikke sker.
Tabstallet er forfærdeligt, men stadig langt mindre, end hvis vi ikke havde været til stede for at hindre slagteriet mellem de forskellige grupper. WHO har for nyligt opgjort de samlede tabstal til ca. 150.000 med knapt en kvart million som max i dette skøn. Det var en undersøgelse, der var langt mere grundig end sjuskeriet fra The Lancet, der som bekendt erklærede tab på 100.000 allerede ved det amerikanske præsidentvalg i 2004 og 600.000 forud for kongresvalget i 2006. Det er tankevækkende, at disse tal, der fra starten blev fremhævet som dårligt underbyggede og stærkt politiserende, alligevel blev brugt af folk som Søvndal og Lykketoft. For Søvndal er det et lille problem, for hans image bygger ikke på troværdighed, men en charmerende frækhed; for Lykketoft er det en katastrofe af de samme grunde, bare omvendt.
Man kan diskutere, hvad der standsede den selvdestruktive udvikling i Irak. Var det The Surge? At den har hjulpet, kan vanskeligt benægtes, men jeg tror ikke, at det var hovedforklaringen. Sunni havde allerede vendt sig imod al-Qaeda året før i Anbar; det blev blot fortiet af MSM, der hellere ville dyrke den defaitistiske myte om, at for hver terrorist, vi dræber, kommer der ti nye. Nej, det gjorde der ikke, tværtimod blev al-Qaeda stadig mere upopulær. Den positive udvikling skyldes ikke kun The Surge, selvom det oplagt har givet irakerne mod til at kæmpe imod al-Qaedas dødskult at vide, at amerikanerne alligevel ikke havde tænkt sig at kvitte dem.
Den egentlige årsag til den positive udvikling er irakerne selv. De kiggede ned i dybet og trak sig tilbage. Al-Sadr indså efter episoden i Najaf, at han havde mere at vinde uden sin kriminelle milits end med, og sunni indså, at al-Qaeda ikke kunne tilbagegive dem magten i Irak, kun ødelægge det.
Det er en tautologi, at man ikke kan indføre et demokrati uden, at folket ønsker det. Det er årsagen til min optimisme mht Irak: at irakerne vil freden, vil et samlet Irak, og ønsker et demokrati. Og selvom det demokrati næppe kommer til at ligne vores, er det stadig en kæmpe gevinst for Irak og for Mellemøsten. Blot tænk på næste gang, der skal være valg. Og næste, og næste. Selvom både de lokale despoters medier og – påfaldende synkront – de vestlige MSM vil fokusere på den terror, som sikkert vil søge at hindre demokratiet, vil den menige araber ikke kunne undgå at se det syn, vi andre tager for givet i vores del af verden, men som der er e
t særsyn: at den enkelte
via stemmesedlen får lov at bestemme, hvem der skal bestemme over dem.
Men hvis det går godt i Irak, så må der da være andre steder, hvor det er galt?
Tja, det afhænger af, hvordan man ser på det.
I Afghanistan er taliban presset i defensiven. De har tabt den strategisk vigtige Musa Qala, og er i desperation begyndt at bruge selvmordsbombere, hovedsageligt af udenlandsk herkomst i form af unge madrassa-hjernevaskede teenagere. Det vil givet vist øge vores tab og styrker dermed de defaitistiske kredse, der er så stærke i meget af Europa. Men det er netop den strategi, som ødelagde al-Qaeda i Irak og synes på vej til at gøre det igen i Afghanistan, hvor befolkningens had til taliban er stærkt stigende i takt med de vilkårlige bombedrab på civile og på de, der bygger landet op. Taliban blev i sin tid modtaget med sympati, fordi de repræsenterede en styrke, der kunne genopbygge landet og skabe fred og sikkerhed efter års rivalisering, men nu opfattes de som destruktive og udenlandske.
Det er også interessant at se, at MSM ikke dækker Afghanistan på samme ensidigt negative måde som Irak. Endnu da. Dækningen er langt mere nuanceret og dermed også positiv, end den nogensinde var i Irak. Det fremstilles ikke, som om vi bekæmper afghanerne, men det fremhæves, hvordan vi søger at hjælpe. Påstanden om, at vi kun er der for oliens skyld, er begrænset til satirikere som Michael Moore (og selv han synes så småt at blive gennemskuet selv langt ud på den venstrefløj, som indtil for nyligt troede, at han var en dokumentarist). Også denne vinkling kan ændre sig, men lige nu er dækningen rimelig sober.
I det hele virker det som om, der fortsat er opbakning bag den aktivistiske udenrigspolitik. Det var ærgerligt, at vi trak os fra Irak, lige som det begyndte at gå bedre, men hvis det var prisen for, at befolkningen stadig bakker op, er det prisen værd. Og det tyder det på. Meningsmålingerne om vores EU-forbehold viser f.eks., at modviljen mod forsvarsforbeholdet er stor. Den modvilje skyldes en opbakning til den aktivistiske politik fra ikke bare de, der normalt støtter den slags, men også fra venstreorienterede, der stadig har vanskeligt ved at støtte kampen mod en fjende uanset, hvor uhyrlig vedkommende er, hvis det indebærer at kæmpe sammen med amerikanere.
Er der andre udenrigspolitiske problemer? Ja, masser, men også her er der på sin egen skæve måde grund til optimisme.
Dafur har gjort det klart for selv de mest naive, at FN aldrig har været og aldrig bliver i sin nuværende form den moralske overdomstol, som mange venstreorienterede gerne ville gøre den til. Lad dem bare tale om “retfærdig” krig, det mener vi jo alle sammen, men de kan ikke længere hævde, at det forudsætter tilladelse fra Sikkerhedsrådet eller FN systemet i øvrigt.
Iran har vist, at krigstruslen i 2003 gjorde et sådant indtryk, at de standsede deres a-program. Pres virker altså. Denne sag, hvor CIA gik offentligt i rette med landets præsident for at fremsætte nogle holdninger, som de fleste kyndige iagttagere siden har beskrevet som lettere naive og dårligt underbyggede, er i øvrigt interessant i sig selv. Den viser nemlig, hvor løssluppen CIA er blevet i opgøret med den nuværende Bush-administration. Det var den historie, vi blev snydt for i dækningen af Plame-sagen, fordi journalisterne var for nemme at narre. Men der er ikke rigtigt noget at blogge om, for Kissinger har allerede sagt det, der skal siges, så et enkelt link er nok.
Det var i øvrigt ikke kun Iran, der blev skræmt af den amerikanske krigsmaskine. Libyen opgav sit a-program tilbage i 2003, og det afslørede Dr Khans atombombe-shop, hvor lokale despoter kunne købe et DIY a-program. I det hele kan vi konstatere, at da amerikanerne var stærke og truende, kom der gang i reformerne i Mellemøsten, og da amerikanerne blev svage og sad fast i Irak, blev reformerne rullet tilbage. De, der virkelig hader USA, kan more sig herover, men det er på bekostning af friheden i Mellemøsten. Så meget for troen på, at de undertrykte befolkninger i Mellemøsten “bare” kan befri sig selv og indføre demokrati uden hjælp ude fra.
Og for de, som stadig tror, at den inderligt urealistiske Realistiske Skole har noget at byde på, så er Pakistan et glimrende, dvs. rædsomt, eksempel. Troen på, at vi bare skal støtte den lokale diktator med at undertrykke sin befolkning for at opnå ro, er ikke meget værd i den del af verdenen, rent bortset fra at være moralsk korrupt.
Hjemmefronten da, her er der da noget galt? Både ja og nej, mest nej.
Guderne skal vi, at vores regering ikke fører værdikamp, endsige kulturkamp, men som jeg hævder i klummen i 180grader fra weekenden, så kan mindre også gøre det.
Jeg er ikke blind for argumentet om, at regeringen er med til at gøre borgerne mere venstreorienterede. Men jeg tvivler på, at det er regeringens indsats, der har skabt det skred, som åbenbart har fundet sted. Jeg tvivler kort sagt på, at regeringer har så meget betydning for folks holdninger. For de yngres vedkommende tilskriver jeg det nærmere en pendulfart mellem holdninger, som indtræder hvert tiår eller så. Min generation var i opposition til vores lærere, den nuværende generation er i opposition til os. At gymnasielærerne er de samme, skyldes mere arbejdsmarkedets særlige forhold, også det særsyn, at vi for tiden må have de mest artige elever, der mener nøjagtig det samme som deres lærere.
En af kommentatorerne til min klumme benyttede fodboldanalogien til at sige, at regeringen var parat til at score selvmål bare for at holde på bolden. Det var ikke bare vittigt turneret, men også foruroligende. Det har godt nok været tæt på selvmål nogle gange.
Der var Foghs bemærkninger om liberalismen, selvom jeg må tilstå, at jeg undertiden i cyberspace møder udgaver af liberalismen, som jeg også opfatter som forældede eller urealistiske.
Og der er den sygelige dyrkelse af lighed og dermed undsigelsen af det helt centrale princip, at man skal belønnes efter indsats, og at det skal kunne betale sig at arbejde. Men som jeg tidligere har skrevet om (her), kan også dette forsvares, eller i det mindste gøres forståeligt, hvis man gør sig forskellen på politisk og økonomisk lighed klart. Vi skal blive ved med at kritisere regeringen på dette og lignende punkter, hvilket er let, men der er ingen grund til at fortvivle over de manglende resultater. Det er trods alt bedre end at have Mogens the Lancet Lykketoft på en ledende post.
Det ændrer ikke på, at regeringen i velfærdsdebatten er foruroligende tæt på selvmål. Det er nødvendigt at gøre det klart, at velfærd ikke er uforeneligt med liberalisme, også hvor det angår sociale foranstaltninger, og at der er forskel på en social velfærdsstat, der beskytter den enkeltes integritet, og så den knusende forsorgsstat, som socialdemokraterne ønsker. Hvis regeringen bliver ved med at anvende socialdemokratiske begreber og sprog, vil befolkningen før eller siden vælge den ægte vare i stedet.
Så risikoen for selvmål er bestemt til stede, men jeg mener blot ikke, at det er sket endnu. Tværtimod mener jeg, at vi har fået et par afgørende mål ind hos modparten.
Jeg kan se, at Scripio i kommentarspalten til redaktørens indlæg fra i går allerede har fremhævet skattestoppet. Jeg er enig, selvom skattestoppet formodentlig synger på sidste vers, når statsministeren nedsætter sin skattekommission. Men selv det gør ikke noget, for skattestoppets vigtigste funktion er opfyldt. Det var at afvise opfattelsen af, at skatten og forsorgsstaten som en naturlov måtte vokse ubønhørligt, altid og uafvendeligt. Som ethvert o
pgør med en naturlov var det et mirakel, men det lod sig gøre. Det var muligt at standse bæstets mareridtsagtige vækst og vise, at selv offentlige myndigheder kan sætte tæring efter næring. Det hylekor, som har dannet sig beskyttende omkring DR, fordi de opfatter nedskæringerne i det 3 mia store budget som et uhørt grusomt angreb, viser blot, at der fortsat er behov for skattestoppet.
Hvis skattekommissionen kan skabe en forenkling, helst den retfærdige fladeskat, hvor de største skuldre bærer de bredeste byrder, men hvor ingen straffes for at gøre en ekstra indsats, som tilfældet er det med progressiv beskatning, er denne pause i skattestoppet berettiget. Den pædagogiske effekt vil holde sig.
Et andet mål har været at bevidstgøre befolkningen om, at der er en sammenhæng mellem forsorgsstaten og indvandringen. Et ekstremt gavmildt socialt system kan ganske simpelt ikke forenes med fri indvandring over åbne grænser, men kræver lukkede grænser for alle andre end de absolut velstillede. Man er nødt til at nå en balance mellem de to yderpunkter: lukkede respektive åbne grænser. Jeg så gerne, at den balance blev lagt et andet sted end for nærværende, så heller ikke her er der perfektion. Men det er trods alt positivt, at balanceproblemet er blevet erkendt i brede kredse, selv langt ind i den mere overfladiske del af caffe latte-segmentet. Vi får formodentlig aldrig så naiv en minister som Anita Bay Bundgaard igen. Denne erkendelse af en vigtig sammenhæng er i det store perspektiv et vigtigt mål i kampen for et bedre samfund.
Og når vi taler om caffe latte og naivitet, så er det da også glædeligt, at Anders Samuelsen-fløjen tilsyneladende har vundet over Gitte Seeberg-fløjen, så NA nu erklærer sig som klart borgerlig. Under valgkampen kom man ærlig talt i tvivl, om de blot var borgerlig i økonomiske spørgsmål og venstreorienteret naive i udenrigspolitik, og dermed reelt blot var en RV-klon, som drøftet her. Det er nu afklaret. Spørgsmålet er blot, om fløjkampen har givet dem et banesår, så bekendelsen til borgerlige værdier kom for sent.
Tja, det blev langt. Men det var også længe siden.
Jeg må beklage, men jeg er altså rimelig tilfreds med tingenes tilstand.
Jeg nåede som sagt ikke min julehilsen. Men som svenskofil østdansker fik jeg genopfrisket min dosis af svensk jule-tv, herunder den svenske version af Disneys juleshow. Den tålmodige læser, der har hængt på indtil nu, vil sikkert ikke undre sig over, at en af mine favoritter er historien om tyren Ferdinand. De mere mugne læsere må gerne mumle, at der nok nærmere er tale om en stud end en tyr. Jeg vil sidde under min korkeg og være lykkelig.
Punditokraternes egen Jesper Lau Hansen har i denne weekend en usædvanligt smuk og velskreven klumme om Kulturkamp, hvor han forsvarer Fogh-regeringens indsats på området. Jeg skal ikke gengive den her, blot opfordre læserne til at give den en chance. Og så give en appetitvækker:
Ser vi på kunsten, kan vi konstatere, at myten om den ensomme kunstner, der isoleret på sit utætte kvistværelse og på sultegrænsen skaber sin sublime kunst upåvirket af ussel mammon, er netop det, en myte. Kunstnere er flokdyr, som folk er flest, og trives bedst i konforme flokke med samme holdninger og dresscode. Som alle vi andre påvirkes de af, hvor pengene kommer fra. I Danmark kommer pengene til kunsten fra Staten, og derfor støtter kunstnerne trofast og unisont politiske ideologier, som dyrker Staten. Som hoffets artister i den prægtige enevælde dyrker de en kompliceret etikette, hvis fornemmeste mål er at distingvere dem fra den gemene hob og sikre dem magthavernes gunst. Popularitet i sin egentlige forståelse bliver i denne forfinede verden et giftdryppende skældsord
Mr Laws klumme kan læses her.
I en pressemeddelelse, der kan læses på undervisningsministeriets hjemmeside kan man under overskriften
“Lærere på ungdomsuddannelser, SOSU-skoler, VUC og lærer- og pædagoguddannelsen underviser i gennemsnit mellem 19 og 32 procent af deres arbejdstid når ferier og fridage er trukket fra.”
bl.a. læse, at
“Lærernes arbejdstidsaftaler betyder, at en gymnasielærer i gennemsnit underviser 1,8 klokketime om dagen. Lidt tid til øvrige opgaver for eksempel tilsyn eller samarbejde med andre lærere. Dernæst pauser, fem timer til forberedelse og opgaveevaluering, som kan foregå i hjemmet. Sådan kunne den gennemsnitlige arbejdsdag se ud for en gymnasielærer 200 dage om året. Dertil kommer 25 dage uden undervisning til forberedelse”
Ovenstående er resultatet af den undersøgelse, som undervisningsministeriet har ladet Rambøll gennemføre til afdækning af lærernes arbejdstid. Og selv om der ikke er grund til at stille spørgsmålstegn ved tallene i rapporten, er der nok grund til at stille spørgsmålstegn ved det skråsikre lighedstegn mellem arbejdstidsaftale og den, målt i forhold andre lande, meget lave andel af lærernes samlede arbejdstid der går til egentlig undervisning.
Det er i sig selv lettere forbløffende at man ministerielt er nød til at bede Rambøll om at undersøge sammensætningen af lærernes arbejdstid i og med, at denne primært er reguleret af de centrale overenskomster.
Vurderet som spin må man dog erkende, at pressemeddelelsen er ganske elegant, idet historien om de 1,8 klokketimer hurtigt spredte sig i medierne – hvilket nok skal have efterladt en del avislæsere, radiolyttere og TV-seere med indtrykket af, at gymnasielærere vist ikke er overbebyrdede med arbejde. Et indtryk der forstærkes af, at bl.a. 180grader.dk samtidig kunne berette, at
“De 400 årlige undervisningstimer, som danske gymnasielærere har, er langt under OECD-gennemsnittet. Det ligger på 661 timer – topscorerne er USA og New Zealand, hvor lærerne i High School underviser over 1.000 timer om året “
Selv når man tager højde for, at den samlede årlige arbejdstid er væsentlig længere i andre lande rykker det ikke ved, at lærere i Danmark underviser bemærkelsesværdigt lidt. Det fremgår af nedenstående figurer hentet fra Rambøll rapporten, der viser sammensætningen af et gennemsnitlig lærerårsværk på de gymnasiale uddannelser. Det vil sige henholdsvis Handelsgymnasiet (Hhx), Teknisk gymnasie (HTx) og det almene gymnasie (Stx).
Som det fremgår udgør forberedelse af undervisning ca. 25% på alle 3 uddannelser. Denne del (og opgaveevaluering, samt en del af eksamensarbejdet) er reelt ikke kontrollabel. Om den enkelte medarbejder bruger mere eller mindre end den tildelte tid er det stort set umuligt at sige noget om (i hvert fald hvis man stiller krav om at ens udsagn skal kunne verificeres). De fleste lærere er formentlig heller ikke klar over det.
Sammenholdes afsat tid til forberedelse med antallet af klokketimer, hvor der undervises, fremgår det, at der er endog betydelig forskel på den samlede tid der afsættes til gennemførelse af en lektion. Hvor lærerne på Stx i gennemsnit tildeles ca. 152 minutter for gennemførelse af 60 minutters undervisning, tildeles underviserne på HTx ca. 143 minutter, mens lærerne på HHx må “nøjes” med ca. 141 minutter
Jeg har tidligere gjort opmærksom på de store økonomiske fordele der ville være ved centralt at planlægge en del af undervisningen (hvilket kendes fra andre lande). Desværre gør man reelt det modsatte her til lands. Skiftende bekendtgørelser og bl.a. forkærligheden for at undervisningsplanlægningen foregår decentralt er i sig selv med til at levere argumenterne for, at en høj forberedelsesfaktor er rimelig og nødvendig.
Hvis f.eks. halvdelen af undervisningen foregik via e-learning og centralt fastsat og forberedt pensum, ville det frigøre minimum omkring 240 timer. Det svarer til, at der ville være plads til, at hver lærer kunne undervise mellem 95 (Stx) og 102 (Hhx) klokketimer mere – uden at man ændrede forberedelsesfaktoren for den resterende undervisning.
I stedet for at understøtte en sådan udvikling har den seneste gymnasiereform tværtimod styrket lærernes argumenter for at bibeholde en høj forberedelsesfaktor.
Noget andet er, hvordan man skal forklare forskellen i tildelt tid til lærerne på Stx i forhold til Htx og HHx. Umiddelbart synes den væsentligste forklaring at være, at det almene gymnasie indtil 1. januar 2007 sorterede under amterne, mens erhvervs- og handelsskoler var og er selvejende institutioner under staten. Det har medført gunstigere økonomiske vilkår for gymnasierne især sammenlignet med HHx.
En betydelig del af denne “gevinst” er formentlig endt hos underviserne som tid. En del er også endt som lavere klassekvocienter, selv om der ikke eksisterer undersøgelser der peger på, at lavere klassekvocienter indenfor et relativt bredt interval medfører bedre indlæring.
Der er med andre ord grund til at tro, at der vil være en (mindre) gevinst ved at STx nu også er blevet selvejende institutioner. Men når f. eks. professor Ove Kai Pedersen angiver, at man med etablering af selvejende institutioner, nærmer sig en situation der ligner det private marked, er det nok mest af alt udtryk for en virkelighedsfjern ønsketænkning.
I forhold til at organisere institutionerne under amterne er der næppe tvivl om, at der kan opnås en effektivitetsforøgelse – en del af forskellen på Stx og HHx/HTx kan tolkes i den retning. Men herfra og til at instituionernes situation skulle ligne forholdene på det private marked er der et langt stykke, hvilket der er flere grunde til – her skal nævnes to:
1. Selvejende institutioner går ikke fallit. Forestillingen om, at medarbejderne (her lærerne) i højere grad skal opfatte at de har fælles interesser med den institution der er ansat på. Med andre ord, at de i højere grad positivt skal arbejde for at øge effektiviteten, kræver at der er konsekvens ved ikke at samarbejde – det vil sige, at man kan miste sit arbejde.
Men selvejende uddannelsesinstitutioner går ikke fallit. De gange hvor man har stået i en situation, hvor en selvejende erhvervskole – hvis den havde opereret på markedsvilkår – ville være gået fallit, er de i stedet blevet sat under central administration – hvilket ikke kan sammenlignes med at blive ovetaget af en anden virksomhed. Herved er risikoen for at miste sit arbejde for den enkelte er dermed minimal og der er ikke den påstulerede tilskyndelse til reelt samarbejde.
2. Der er ikke tale om et frit (konkurrencepræget) marked, hvor vi nærmer os, at alle er pristagere – tværtimod. I den offentlige model er centrale dele af omkostningerne og indtægterne betemt
af folketinget og de cent
rale ministerier. med finansministeriet som den der sætter skolernes indtægter, men finansministeriet og undervisningsministeriet determinerer omkostningerne.
Om undervisningspolitikken her i landet kan kun siges, at cost-benefit analyser og omkostningsbevisthed (hvis der ses bort fra den politiske slags) er en by i Rusland. “Prisen” for gennemførelsen af undervisning vil derfor være 100% politisk bestemt – ud fra alle mulige andre hensyn end at sikre effektiv underivsning af hæj kvalitet. Læseren kan jo selv overveje, hvor stor sandsynligheden er for et optimalt resultat (opfattet som så meget kvalitetsundervisning for så få penge som muligt), når opgaverne defineres af de centrale myndigheder, og prisfastsættelsen herefter sker i et politisk univers – det har vist ikke meget med markedsvilkår at gøre.
Formentlig er den mest effektive produktionsform, når det nu skal være offentligt, at uddannelserne hører direkte under staten (hvilket gymnasierne har gjort). Hermed er der en direkte forbindelse mellem omkostningen og de krav man stiller til skolerne.
Der er næppe grund til at tro, at Rambølls rapport er startskuddet til, at der sker en betydelig effektivisering af uddannelsessektoren, så vi f.eks. kom på linie med gennemsnittet i OECD. Det er det danske uddannelsessystem slet ikke lavet til. Effekten af en fokusering på lærernes arbejdstidsaftaler vil være marginal.
Hvis der for alvor skal ske noget, kræver det betydelige politiske valg, der både vil markere et paradigmeskift i uddannelsespolitikken (det vil sige en åben og helhjertet centralisering) og en afgrænsning i de opgaver man pålægger de enkelte uddannelsesinstitutioner – både opgavemæssigt og administrativt – og ikke mindst at man begynder at vurdere de økonomiske konsekvenser i forhold til de reelle resultater (målt på kvalitet) i forhold til alle de ideologiske forestillinger man gør sig om at effekten af en lang række af krav til undervisnings- og prøveformer.
F.eks. er omkostningen ved at gennemføre en skriftlig eksamen ca. 20-25% af en mundtlig. Prøveformer, hvor opgaveresultater kan vurderes elektronisk vil yderligere minimere omkostningerne.
Brugen af uddannelsesinstitutionerne til opfyldelse af politiske mål, der går ud over at udbyde underivsning, som f.eks. at 95% af en ungdomsårgang SKAL have en uddannelse medfører, at den reelle undervisning ligeså godt kan ende med at udgøre en mindre, snarere end en større andel, af undervisernes samlede arbejdstid i fremtiden – også på landets gymnasier.
For trofaste læsere af Punditokraterne bør det ikke komme som en overraskelse, men medierne greb den alligevel søndag og mange af Jyllandspostens faste læsere har nok fået morgenkaffen i den velmente hals. Forsidehistorien og side 1-2 i Indblik-sektionen var nemlig helliget en historie med titlen Forskere: Ulandshjælp uden effekt. Baggrunden er, at ulandsbistanden ser ud til at blive et emne i de igangværende finanslovsforhandlinger, og journalisten fra JP ville derfor høre hvad danske forskere mente om, at der formodentlig bliver sat flere midler af til udviklingsbistand.
Man havde derfor ringet til Martin Paldam, professor i økonomi på Århus Universitet, og fik den utvetydige besked, at ulandshjælpens virkning på vækst og udvikling er lig nul. Henrik Hansen, professor på Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet og den anden fløj i diskussion blandt Danmarks førende eksperter på området, ville ikke være med til at kalde effekten nul, men medgav ærligt og redeligt, at hans resultater pegede på en meget lille effekt. Sidst ringede journalisten så til undertegnede, der kunne fortælle samme historie som Paldam, med tre mulige forklaringer hæftet på: Jo mere ulandsbistand et land får, jo dårligere bliver dets konkurrence evne, fordi priserne stiger. Jo mere landet får, jo svagere bliver politikernes incitamenter til at lave reformer, der kan føre til udvikling i landet. Og jo mere landet får, jo skævere bliver lønudviklingen for de bedst uddannede, der skulle skabe udviklingen. Pointen er nemlig, at selvom en række projekter vitterligt skaber udvikling, er de negative bivirkninger listet i JP så stærkt negative, at de fuldstændigt opvejer de positive projekter, der findes.
Og hvad siger så den ansvarlige minister? Jo, hendes svar til JP består blandt andet i den forrygende videnskabelige observation at hun ikke er et sekund i tvivl om, at den danske udviklingsbistand bidrager til at gøre en væsentlig forskel i verdens fattigste lande. Det har jeg konstateret ved selvsyn i mange af de udviklingslande, jeg har besøgt. Med andre ord baserer Ulla Tørnæs sin holdning på de projekter, Danida og andre organisationer har taget hende ved hånden og taget ud at se. Og bivirkningerne kan man jo ikke se ved selvsyn på samme måde som man ser en brønd. Selv for en politiker er Tørnæs informationsniveau, som hun åbenbart bygger sin politik på, næsten pinligt tyndt og ensidigt.
Så lad os bare tage dem én gang til: 1) Ulandshjælp udløser Hollandsk Syge, dvs. appreciering af den reale valutakurs, så konkurrenceevnen tager skade, og jo mere hjælp, jo mere skade. 2) Jo mere ulandshjælp et land får, jo svagere bliver politikernes incitamenter til at lave reformer i blandt andet retsvæsenet, en faktor der er meget vigtig i landes udvikling og hvor de fleste ulande klarer sig rigtigt dårligt. 3) Ulandshjælpen fører til en væsentligt større og tungere offentlige sektor, der sluger en væsentlig del af landenes meget lave nationalindkomst. At noget af den allernyeste forskning også peger på, at hjælpen holder demokratiserende reformer tilbage, er helt uden virkning på menneskerettighederne i ulande, og kan skævvride indkomstfordelingen når landene alligevel demokratiserer, er blot flere argumenter for at skære ned eller måske endda helt afskaffe ulandsbistanden.
Spørgsmålet er hvornår danske politikere indser og får mod til at formidle det til befolkningen at vi spilder 14 milliarder om året på noget, der ikke giver positiv økonomisk virkning og muligvis holder andre typer udvikling tilbage. Indtil da må de fleste arbejdsduelige danskere altså betale over 4000 kroner om året på rent ingenting.