Porno para Ricardo – når punk giver mening.

Af Niels Westy, den 14. februar 2008. 1 svar

Jeg vil ikke være lige som dig, lille mor

dig der synger den samme gamle sang

Jeg vil ikke være lige som dig, ”companheiro”

dig der konstant klapper i dine hænder

Jeg vil ikke være en blind konges redskab

Jeg pisser i hans suppe og gør nar af dig

Ovenstående tekst er hentet fra en af den cubanske gruppe “Porno Para Ricardo’s” sange. Gruppen var indtil forsangeren blev fængslet i 2003 en af landets mest populære grupper – dog ikke hos magthaverne. Og selv om forsangeren sidenhen er blevet løsladt igen – læs mere her om sagen på Freemuse.org, har bandet forbud mod at optræde. Bandet og forsangerens ”forbrydelse”? At ønske et andet og frit samfund, eller som forsangeren Gorki Carrasco så diplomatisk udtrykker det:

”Jeg vil aldrig acceptere dette lands lorte ideologi” – se også nedenstående video.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0sXb1Qsl0Tk[/youtube]

Her er tale om stærk politisk kunst, hvor de involverede i den grad har noget på spil – se f.eks. her og her .

Se det er ægte politisk kunst – eller hvad mener du Anisette?

For the freaks …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. februar 2008. 9 svar

Jeg ved godt, at jeg har en tendens til at beskæftige mig lidt for meget med amerikansk politik her på stedet, men det er svært (for mig) at gøre andet–især i denne tid.  Men jeg skal spare jer lidt og i stedet henvise til to andre websites for dem, der er virkeligt hårdt ramt: RealClearPolitics.com, som jeg allerede pushede for fire år siden, hvor jeg vist var (stort set) den eneste i DK, der havde opdaget stedet (måske med undtagelse af Uriaspostens Kim Møller).  Det andet er nyere og mere teknisk, men med masser af god grafik: Pollster.com.

Update: Jeg glemte PollingReport.com, og hvis man vil have daglige tracking polls er der næppe nogen bedre primær-kilde end Rasmussen Reports. 

Embedsmænd og professionalisme – en umulighed?

Af Niels Westy, den 11. februar 2008. Skriv et svar

Som det måske er en del af denne blogs læsere bekendt deltager landets gymnasieelever i disse år i et vældigt eksperiment, som sikkert har været både sjovt og interessant at udforme for planlæggerne, men nok er knap så interessant for de elever og lærere som deltager i den. Reformen fra 2005 er vel nærmest at sammenligne med en betaudgave af det hedengangne OS2 styresystem.

Som konsekvens af reformen skal eleverne i 3G skrive et såkaldt tværfagligt studieretningsprojekt, der vægter en hel del på den endelige studentereksamen. For at finde frem til den endelige karakter skal der naturligvis censureres. Det kan f.eks. ske ved at lade en spansklærer og afsætningslærer, eller en dansk- og en matematiklærer stå for det – eller som man kan læse på DRs hjemmesider , en musik- og en engelsklærer.

Det har afstedkommet en del bekymring for elevernes retssikkerhed, hvilket af nedenstående citat fra en af undervisningsministeriets embedsmænd åbenbart kommer som en stor overraskelse:

“Når karakteren skal gives, må man tro på, at det er to professionelle lærere, som kan belyse opgaven ud fra hver sin faglige vinkel og forhandle sig frem til en karakter. Elevens retssikkerhed består i, at det er professionelle lærere, som agerer professionelt, siger han.”

Jeg kunne godt lide at vide, om han nogensinde har været med til at censurere en opgave på noget niveau. Men nøgleordene i kommentaren er formentlig …”må tro på, at det er to professionelle lærere…”

Han må da tro så meget han vil, det ændrer bare ikke ved virkeligheden, som er, at selv censurering af særfaglige opgaver for en hvis procentdel indvolverer større eller mindre verbale slagsmål mellem lærere og censorer. Hertil er nu lagt den dimension, at lærere, der både menneskeligt og fagligt ofte ikke fatter hinanden, nu skal finde en fælles karakter – kunne det være at den manglende professionalisme måske først og fremmest er at finde blandt embedmændene??

Var vi nogensinde så religiøse?

Af Christian Bjørnskov, den 11. februar 2008. 21 svar

For det meste er vores indlæg her på stedet en slags svar eller kommentarer på aktuelle begivenheder, men enkelte gange er de mere spørgsmål til læserskaren. Dette indlæg er mest spørgsmål, så hvis du vil have svar, kan du stoppe med at læse nu. Dem, der er interesseret i spørgsmål, kan forhåbentlig med fordel læse videre.

Baggrunde for spørgsmålene er, at man skal være overordentlig blind for ikke at opdage, at der er tilbagevendende spændinger mellem den arabisk-muslimske verden og vesten. En af årsagerne er uden tvivl den særlige religiøsitet i den arabiske verden, der var så tydelig i Muhammed-krisen. Når mange arabere tror brændende på Allah og forguder profeten Muhammed, giver det hel- og halvtotalitære regeringer helt specielle muligheder for at bortforklare fejl og mangler, og mange af dem griber de chancer med kyshånd: Egypten flyttede fokus væk fra landets mange problemer under Muhammed-krisen, Syrien har kontrolleret Libanon i mange år med påskud af at hjælpe den fattige muslimske befolkning, og den arabiske verdens nærmest altomfattende had til Israel er svært ikke at se som misundelse over et rigt, demokratisk land midt i en rådden region med foragt for menneskerettighederne, i stedet for et Huntingtonsk religiøst sammenstød.

Men argumentet lurer alligevel altid lige rundt om hjørnet, og kommer til syne en gang i mellem i debatten. Ifølge det, kan vi ikke ’dømme’ muslimsk religiøsitet (og fundamentalisme), men må acceptere den, fordi ”sådan var vi også engang”. Man trækker derefter eksempler som Indre Missionske områder i 1800-tallets Vestjylland frem, eller forskellige tekster og historiske tilfælde frem som bevis på, at vi også opførte os sådan engang, og at det nok skal gå over og i hvert fald ikke har noget med Islam at gøre. Men jeg er kommet mere og mere i tvivl om argumentet overhovedet holder vand, i det mindste i Nordeuropa.

Danskerne har naturligvis været mere religiøse end de er nu – vi er faktisk et af de mest sekulære og areligiøse folk overhovedet. Kirkerne var faktisk fulde engang, men om de kom for prædikenen og den evige frelse, eller om folk også i høj grad – som det er tilfældet mange steder i nutidens USA – kom fordi kirken var det naturlige sociale samlingssted, er uvist. Når man oveni lægger mere nutidig historieforskning, der har understreget hvor upopulær reformationens religiøse mani var hos den brede befolkning, bliver jeg i tvivl. Og i dag styrkedes tvivlen endnu mere af følgende historie, som jeg stødte på i N.A.M. Rodgers forrygende ’The Safeguard of the Seas’, der fortæller Storbritanniens flådehistorie indtil 1649.

I august 1573 stod Francis Drake, der kombinerede sørøveri med at tjene dronning Elizabeth I, ind i havnen i Plymouth. Drake havde været i Latinamerika for at forstyrre Spaniens sølvtransporter fra dets kolonier, og havde held til at finde en af dem i det nuværende Panama. Drakes hjemkomst med en ladning sølv, der gjorde ham til en af Englands mest berømte og rigeste mænd, gik ikke uhørt hen. En samtidig kilde skrev, at Drake kom til Plymouth søndag formiddag omkring kirketid, og ”the news of our captain’s return did so speedily pass over all the church that very few or none remained with the preacher”. Lyder det som en befolkning, der er opfyldt af religiøse følelser? Som sagt har jeg mine tvivl, men jeg er i højeste grad interesseret i at høre fra Punditokraternes historiekyndige læsere.

Og hvad har det så med nutiden at gøre? Jo, hvis det er korrekt at vi også har været religiøse på samme måde som Mellemøsten er det i dag, er det ’blot’ et spørgsmål om tid og økonomisk udvikling, før de arabiske samfund bliver sekulariseret som vores. Hvis den særlige religiøsitet, der blandt andet forhindrer en separation af kirke, retsvæsen og politik, er af anderledes karakter, er det ikke helt forkert at tro, at der er mere grundlæggende problemer med de mellemøstlige samfund, og at de skal håndteres meget anderledes. I det tilfælde – som læserne vel kan regne ud at jeg overvejende tror på – kommer moderne bankvæsen ikke bare af sig selv ligesom i Europa, da 1400-tallets innovationer i bankteknologi i Norditalien simpelthen skubbede Bibelens forbud mod at tage renter ud af folks liv. Dé innovationer åbnede op for, at man kunne investere i langt større foretagender, og banede dermed på et tidligt stadie vejen for den industrielle revolution, der startede et par hundrede år senere. Min fornemmelse – og modsig mig endelig hvis jeg tager fejl – siger at den glødende religiøsitet i Mellemøsten er den bremse på regionens sociale, politiske og økonomiske udvikling som vi aldrig har haft i samme omfang. Tænk hvis vi pludselig skulle begynde at bøje os for den?

NA da da

Af admin, den 6. februar 2008. 7 svar

En uge kan være lang tid i politik, og lige nu må tiden synes at falde Khader og Samuelsen meget lang.

Spørgsmålet denne gang er: betyder Malou Aamunds exit afslutningen på Ny Alliance?

Der er næppe tvivl om, at det må betyde et yderligere tab af opbakning, når NA fremstår som en hurtigt synkende skude. Til gengæld var deres opbakning allerede så lav, at det næppe kan betyde det store.

Alligevel tror jeg, at Aamund Sr har ret, når han hævder, at NA fortsat har en eksistensberettigelse — eller mission er måske et bedre ord for at understrege troens betydning i denne sammenhæng.

Lad os se på det fra forskellige perspektiver.

Hvis NA virkelig holder fast i, at de hører til på den borgerlige blok, hvordan stiller det så os, de potentielle vælgere på den blok? Hvis vi ikke er tilfredse med den nuværende regering, og det kan vi godt tillade os at lægge til grund både for egne og læsernes vegne her på bloggen, har vi vel følgende muligheder:

1) Vi kæmper for at få et nyt borgerligt-liberalt parti valgt ind i Folketinget ved næste valg nogle år fremme i tiden.

Det er umådeligt svært at komme ind som nyt parti uden den fordel, der ligger i at have allerede valgte MF’ere til at trække læsset. Det kræver et afsindigt stort arbejde og en voldsom interesse for politik. Det er der nogle, som vil præstere. Respekt for det, men hvor går vi andre mere dovne hunde hen? Videre til nr. 2.

2) Vi stemmer personligt på politikere, der enten fuldt ud eller dog i højere grad står for de ting, vi tror på, og så håber vi, at de med deres personlige stemmer som ballast kan trække partiet i den rigtige retning.

Det er en fornuftig løsning, men det er svært at overse, at disse politikere lever et farligt liv, fordi de ofte opfattes som illoyale i partiet. Erfaringen viser os også, at det er meget begrænset, hvad der kan flyttes ad den vej. Det fører os til nr. 3.

3) Vi stemmer på et protestparti, hvis det i højere grad end de etablerede partier (V og K) står for de rigtige, dvs. vores, holdninger. Hvis partiet opnår tilstrækkeligt med mandater, vil de etablerede partier lade sig trække i den rigtige retning, såkaldte “brede flertal” (hvilket er christiansborgsk for et andet flertal end det nuværende, uanset at det numerisk måtte rumme det samme antal mandater). Hvis det ikke lykkes at samle mandaterne nok, tja, så er vores rigtige holdninger ikke gode nok, og vi må affinde os med at kæmpe videre på det rent åndelige plan, hvilket normalt er ret ukompliceret og giver en varm fornemmelse af at være udvalgt.

Det var den løsning, som jeg argumenterede for i min klumme til 180 grader, omtalt i postingen ndf., og den løsning har for mig at se ikke ændret sig. Det forudsætter imidlertid, at protestpartiet har holdninger, der i højere grad modsvarer vores end de etablerede partier, ellers er det tilbage til nr. 2.

For at vurdere, om NA har det, må vi se det fra NAs perspektiv.

Efter valgkampen og den interne fløjkamp har NA meldt sig som et borgerligt parti, og Seeberg-fløjen er skredet.

Aamunds exit fastslår blot formelt, hvad der allerede var tilfældet reelt: at man står uden rigtig indflydelse, når man nu har valgt side og ikke vil hjælpe en socialdemokratisk regering til.

NA kan nu enten vælge at stræbe efter det, som jeg utroligt nedladende har kaldt caffelatte-segmentet, dvs. de vælgere, der gerne vil have pladderhumanisme, men er for intelligente til at være socialister. Det er vel en vælgergruppe, der udgør mellem 10 – 20 pct. Ikke dårligt, problemet er bare, at der allerede er et parti, som med stort held har gået efter det segment, nemlig Radikale Venstre. Så vælger man den vej, skal man slås med en stærk konkurrent om et beskedent marked.

NA kan også vælge at stræbe efter den – igen en smule subjektivt beskrevet – fornuftige og oplyste del af befolkningen, dvs. de borgerlige eller liberale. Afhængigt af, hvordan dét defineres, kan det segment udgøre et godt stykke over halvdelen af vælgerne, inkl. en pæn del af caffelatterne. Ikke bare er der en hulens meget større målgruppe, man er også så heldig, at størstedelen af denne målgruppe for tiden føler sig forladt. Der er ingen konkurrence om disse mennesker, ingen der angler efter deres accept, ingen der fedter for deres præferencer.

Det burde være et ret let valg at træffe.

Det kræver så, at man kan opfylde rollen som et seriøst protestparti, der er beskrevet i nr. 3 ovf. Det burde ikke være så svært. Forslaget om en skattereform og indførelsen af et nyt system, der er mere enkelt og retfærdigt (den proportionale skat), vil række langt bare i sig selv. Men derudover burde det også være nemt at skrive et partiprogram på en halv times tid. Tag det, RV mener, og vælg så noget mere borgerligt-liberalt. Eller endnu bedre: tag nogle af de etablerede partiers tidligere valgprogrammer og ajourfør det. Det er næsten copy-and-paste blot med lidt let redigering. Hvor svært kan det være.

Det næste er kommunikationen. Hele fordelen for nr. 3 (det eksisterende protestparti) frem for nr. 1 (det uvalgte protestparti) er den eksponering, som tilstedeværelsen i Folketinget giver. Eksponeringen kan benyttes til kommunikation af egne holdninger, og her ville det være en god idé med noget så usædvanligt som ærlighed.

Det, der driver folk til den utaknemmelige og dårligt lønnede tilværelse om MF’er, er næppe kun en ubændig trang til at blande sig i andre menneskers liv, men ofte også en vis personlig ærgerrighed. Det må være forklaringen på, at så mange politikere vælger at fremstille de mest håbløse kompromisser ikke, som det de er, utilfredsstillende kompromisser som man har måtte indgå, fordi man ikke alene havde mandater nok, men søger at fremstille dem som kloge og fornuftige løsninger. Man gør en dyd af nødvendigheden og forsømmer dermed at stå ved de synspunkter, man burde se som sin fornemmeste pligt at repræsentere. Hvor ville det dog være befriende, hvis man hørte en MF’er sige efter indgåelsen af endnu et mudret forlig: “Det er ikke særlig godt, men vi kunne ikke gøre det bedre, da vi ikke havde stemmer nok til at nå et bedre resultat. Vi ville hellere have opnået det og det, og ville I også foretrække det, så stem på os næste gang.” Det ville være forfriskende ærligt.

Er ærlighed overhovedet gangbar i politik. Svaret er formodentlig klart nej på udbydersiden og blandt de kommentatorer, der hygger sig dér, men jeg tror, at svaret er meget anderledes hos aftagerne.

Et lille sidespring affødt af, at vi nu kender resultaterne fra Super Tuesday. Her har McCain lagt sig grundigt i spidsen, selvom han sidste sommer var erklæret død og borte. To forhold, der ikke direkte var i hans kontrol, har ganske vist hjulpet. Det ene er, at indsatsen i Irak ikke, som det en overgang tegnede til, blev et nederlag, men igen tegner til at blive en sejr; det andet er Giulianis implosion. Men en væsentlig forklaring er nu også McCains – i det store billede, hvis vi ser bort fra mindre, ahem, taktisk begrundede hop – ærlighed. Som Gerson bemærker i dagens WaPo:

For all the talk about the influence of money and organization on politics, the McCain revival demonstrates that issues and political character still matter. McCain argued year after year, with Churchillian bullheadedness, that America needed a more aggressive and sophisticated counterinsurgency strategy in Iraq. Occasionally, there are political rewards for simply being right.

Det interessante er, at McCain nok har stødt mange, men til gengæld tiltrukket endnu flere. Om det er nok til at slå den demokratiske kandidat til sin tid er endnu uvist. Men alt tyder på, at det var nok til at vinde nomineringen.

Tilbage til dansk
politik. Der mangler nemli
g en vinkel, og det er statsministerens. Han har nu de magiske 90 mandater. Vil han havde en interesse i at holde kunstigt liv i NA, f.eks. ved at lade dem deltage i forlig, hvis de giver sig hen i rollen som protestparti til den politik, han selv fører?

Det kan der faktisk argumenteres for.

For statsministeren, hvis strategiske evner synes at være et godt stykke over gennemsnittet på Christiansborg, kan måske se en interesse i, at rollen som det uafhængige midterparti, der opsamler utilfredse stemmer, går til et parti, der er erklæret borgerligt, hellere end at ydmyge og dermed aflive NA og se rollen gå til RV, der vil arbejde for en socialdemokratisk regering.

Det vil være for langt ude at antage, at Fogh i sit stille sind drømmer om at se NA vokse til et stort borgerligt protestparti, så meget fantasi er der vist ingen, som har. Men det er ikke nødvendigvis forkert at antage, at Fogh, hvis pragmatisme er mindst lige så stærk som hans strategiske evner, ikke vil have noget imod, at NA bliver noget stærkere, f.eks. overtager et pænt stykke af den opbakning, som RV fik under Jelved. Foghs mange bemærkninger om, at han er interesseret i brede forlig, var næppe tom snak. Hvis NA kan rydde vejen, behøver de næppe trække særlig hårdt i Fogh for at få ham med i den rigtige retning.

Nuvel. Et er spekulation, noget andet er praktisk politik. Mens dette er skrevet, kan resten af gruppen være imploderet. Men NA har stadig en mulighed, måske endda en mission.

NA ja

Af admin, den 4. februar 2008. 13 svar

Gitte Seebergs exit fra Ny Alliance har lokket mig væk fra korkegen med en klumme til 180 grader.

Velkommen til den sorte og firkantede Bermuda-trekant, David …

Af Altmann, den 31. januar 2008. 8 svar

En gammel kinesisk forbandelse lyder efter sigende, ‘Må du leve i interessante tider!’. Den genlød efter sigende en del gange onsdag i det berlingske hus oven på nyheden om, at landets angiveligt førende, borgerlige avis har hyret ingen ringere end David Trads som ‘redaktionel projektleder’. Læs fx bare Berlingskes egen Mads Kastrup i form af et morsomt og sjældent modigt blog-indlæg. Nyheden akkompagnerede 180Grader samme dag med at minde om, at Trads før sin ansættelse på Nyhedsavisen har været chefredaktør på Information og i Berlingske skrevet beundrende om Che Guevara.

Punditokraterne vil tage skridtet videre end 180Grader og minde om, hvad Trads selv skrev så sent som sidste år i en artikel til netop 180Grader, hvor han kommenterede den politiske og redaktionelle linie på netavisen og den avis, han nu skal arbejde for:

Der er åbentlyst ved at udvikle sig en ny, sort og udvidet Bermuda-trekant mellem Cepos, Berlingske Tidendes Groft Sagt, 180grader og Saxobank […]

[180graders artikler er] noget fordrukkent sludder, som muligvis passer godt, når man småsludrer over champagnen i Hotel D’Angleterre, hvor den sorte Bermuda-trekant ofte mødes. […]

Den polemik, 180grader forsøger at rejse, er udtryk for samme plathed, som udfolder sig under den værtshussnak, der trykkes i Berlingske under rubrikken Groft Sagt.

Punditokraternes læsere må nu vurdere, om Trads a) ikke længere mener, hvad han skrev sidste sommer, eller b) nu mener at Berlingske har skiftet politisk/redaktionel linie, eller c) bare personligt er til salg for højestbydende. Intet udelukker i øvrigt logisk, at alle tre ting samtidigt er sande.

Noget tyder på, at Trads selv holder på alternativ a).  For her er, hvad han sagde torsdag til Berlingske’s Business: ‘På overfladen kan det lyde utroværdigt at sige sådanne kritiske ting og sidenhen skifte til en koncern, der driver en af disse aviser.’ Utroværdigt? Tja.  ‘Det Berlingske Officin er i dag den stærkeste og mest dynamiske mediegruppe i Danmark. Derfor er det oplagt, at jeg nu også hopper ind der’. Hop, hop, hop …

Læs til sammenligning også Berlingske Business’ egen samling af Trads-udtalelser om medieverdenens nutid (datid) og fremtid (nutid?).  Jo, de får det vist sjovt og hyggeligt derinde i det berlingske officin.

Spørg Atilla III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. januar 2008. 1 svar

Jeg har tidligere her på stedet (her og her) omtalt retssagen mod den liberale, tyrkiske akademiker Atilla Yayla, som kom for skade i et akademisk foredrag at kritisere Tyrkiets grundlægger, Kemal Atatürk (som han formastede sig til at referere til som “denne mand”), og persondyrkelsen af denne.  Nu er juryen færdig, om man så må sige–og de fandt Yayla skyldig i at have fornærmet landsfaderen.  Dommen?  15 måneder i fængsel (omend den blev suspenderet, og Yala iøvrigt er gået i eksil i Storbritannien). 

Læs mere hos vores gode ven Tom Palmer og i selveste New York Times.

Nye karakterer – dumpet!

Af Christian Bjørnskov, den 29. januar 2008. 12 svar

I Politiken søndag den 28. januar argumenterede prodekan ved Københavns Universitet Katherine Richardson at den nye karakterskala er en succes. Hun uddybede sit argument med at påstå, at skalaen er blevet modtaget positivt, og at langt de fleste gymnasielærere og universitetsundervisere er glade for den. Richardsons påstand er meget langt fra min virkelighed, hvor der er udbredt og dyb frustration over den nye karakterskala, der på alle måder forringer den værdi, et karaktersystem bør have.

En karakter er i bund og grund kun et signal om en studerendes evner, ikke en belønning for hårdt arbejde, en konkurrenceparameter, eller noget tredje, udover at være information om hvad han eller hun kan. Karakterer er i sagens natur altid lidt upræcise, da eksamen og andre prøver har et element af held, men især karaktergennemsnit er god information til fremtidige arbejdsgivere, læreanstalter der skal optage nye studerende, og de studerende selv om, hvor de befinder sig. Værdien af karaktersystemet beror derfor på, at karaktererne indeholder så meget og så præcis information om de studerendes niveau som det indenfor rimelighedens grænser er muligt. Det er på dette punkt det nye karaktersystem giver så store frustrationer burde være dumpet.

Den klart største del af studerende på en hvilken som helst uddannelse befinder sig i et normalområde omkring gennemsnittet. I det gamle system fik disse studerende typisk 7, 8 eller 9, mens de i det nye system i langt de fleste tilfælde får karakteren 7. For rundt regnet 40 procent af de studerende indeholder det nye karaktersystem derfor ingen information om de er under, på eller lidt over det almindelige gennemsnit. Den midte, som det for langt de undervisere har været så let at håndtere, må vi ikke længere differentiere imellem og en betragtelig del af den samfundsmæssige nytte af systemet forsvinder dermed med de nye karakterer – et punkt som selv gymnasielærernes formand Gorm Leschly pegede på under arbejdet med skalaen (se her).

Richardsons eneste bekymring er, ifølge artiklen, at underviserne ikke er gode nok til at bruge de høje karakterer, dvs. at hun mener vi ikke har forstået systemet men giver for lave karakterer. Men hvad er det for et argument? Mener hun virkelig – som hun implicerer i artiklen – at karaktersystemet er sat i verden for at vi skal give højere karakterer til vores studerende (se f.eks. her)? Er ideen med det egentlig, som også Helge Sander har meldt ud til gymnasierne, at vi ’ikke kan konkurrere med svenskerne’ som får højere karakterer, og at det nye karaktersystem skal ’opveje’ det som en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet indikerede (læs her)? For hvis det er, er det et allerede klassisk eksempel på ’fighting the numbers’!

Lad os holde fast i, at danske studerende ikke bliver dygtigere af at vi bliver tvunget til at give højere karakterer, men kun ved at kunne deres stof bedre. Hvis vi ikke kan konkurrere med andre lande, er det ikke på grund af vores karaktersystem, men på grund af de studerende – og vores egne mangler. En ny og markant dårligere skala ændrer intet ved det.

Ugens citat: Huckabee om Gud & forfatningen–og Zakaria om Huckabee

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. januar 2008. 4 svar

Den amerikanske wanna-be præsidentkandidat, fhv. baptistpræst, rygeforbudstilhænger, big business basher & big government elsker … Mike Huckabee udtalte før primærvalget i South Carolina forleden, at det var forkert at fortolke Guds ord i forhold til den gældende forfatning, men at man i stedet skulle ændre forfatningen, så den blev mere i overensstemmelse med Guds ord:

“But I believe it’s a lot easier to change the Constitution than it would be to change the word of the living God, and that’s what we need to do, is to amend the Constitution so it’s in God’s standards, rather than try to change God’s standards so it lines up with some contemporary view of how we treat each other and how we treat the family.”

Det var en skjult reference til, at Huckabee ville have et forfatningsmæssigt forbud mod homoseksuelle ægteskaber, og det kan man så mene om, hvad man vil, men hvis man så CNN’s Late Edition i søndags, kunne man høre Businessweek’s redaktør, den Hayek-citerende forfatter til den fremragende “The Future of Freedom: Illiberal Democracy At Home and Abroad”, Fareed Zakaria komme med følgende lakoniske kommentar:

“It frankly made him sound more like Ahmadinejad of Iran. I mean, the way in which he was describing, you know, implementing God’s law — I mean, isn’t that where we get scared off, when we hear it from Iranians and Saudis?”

Mangel på brændstof

Af admin, den 21. januar 2008. 9 svar

Hvis overskriften giver forventning om, at her er endnu et indlæg om vores civilisations snarlige undergang til opbyggelse for de efterhånden mange, der glæder sig over, at man da ikke kan blive ved med at have det så svinagtigt godt, bliver man nok skuffet. Læsere, der forventer den slags, læser nu sjældent vores blog. Men de læsere, der gør, bliver nok skuffede alligevel, omend af andre grunde.

Problemet er, at jeg er rimeligt tilfreds.

Eller rettere: problemet er, at jeg ikke har blogget ganske længe. Denne blogs utroligt langmodige redaktør har måtte nøjes med en klumme, som jeg havde lovet at levere til 180 grader (se ndf.), hvilket er mit eneste bidrag i mere end en måned. Der er utvivlsomt nogle af vores læsere, som har nydt denne pause, men som (gruppe-)blogger er det ikke så godt.

Det var ellers min hensigt at bidrage med en julehilsen som år før, komplet med en henvisning til min gamle posting om Karl-Bertil Jonsson, men det blev ikke til noget. Så var det tanken at lave en nytårshilsen i det tidlige januar med friske bud på det nye år. Nope.

Først troede jeg, at det var fordi, mit day job var mere travlt end sædvanligt. Men jeg har arbejdet som advokat og har derfor en noget puritansk opfattelse af “travlt”, så det kan ikke rigtig bruges som undskyldning.

Nej, det er meget værre. Jeg er tilfreds, sådan da.

Det er åbenbart utilfredshed, der er et væsentligt brændstof for blogging, og jeg er løbet næsten tør.

Bevares, verden er ikke perfekt, langt fra, meget langt fra. Men det går nu heller ikke så dårligt endda.

Tag nu f.eks. Berlingeren, der plejede at give det daglige brændstof. Men ikke rigtig længere. Enten er de blevet bedre, eller jeg er blevet mere large, eller bare sløv, men det får ikke rigtig min puls op at ringe.

Avisens leder er for det meste velskrevet og rammer fint de borgerligt-liberale holdninger, som er avisens erklærede holdning. Om det er dybtfølt eller blot tillært ved jeg ikke, og det rager mig også en papand, når blot det er gjort godt.

Og jo, selvfølgelig er der småting. At avisens amerikanske korrespondenter er faldet pladask for Obama komplet med en dæmonisering af alt til højre for ham startende med “Clinton-maskinen” og osv. var helt forudseeligt og egentlig ganske uskyldigt, og netop derfor er det svært at blive ophidset over det; man bliver jo heller ikke sur på Dupond & Dupont. Desuden er løbet i år så åbent, at det ikke virker så lammende naivt, som da avisen støttede Kerry i 2004.

Og vist er det da lidt trættende, at man stadig bærer nag over, at det blev Sarkozy, som vandt i Frankrig, og ikke den smukke socialistleder, hvorfor man sværter manden, som man bedst kan. Men det ændrer jo ikke på, at både Tyskland og Frankrig i dag ledes af personer, der er umådeligt mere liberale og pro-amerikanske end deres forgængere.

Så nej, der er ikke rigtig noget at komme efter, og da slet ikke, når avisens kultur- og debatdel stadig er god.

På samme måde med det store udland. Den aktivistiske udenrigspolitik har givet mig stof til mange postings, når den skulle forsvares. Men det er der heller ikke rigtig behov for længere.

Det går fortsat godt i Irak. Der er fortsat terror, men drabsraten er vist nede på Sydafrikansk niveau, og vi har endnu til gode at høre det argument, at tingene var bedre under apartheid. Selv de politiske resultater begynder at vise sig, hvilket er hurtigere end forventet, men forleden faldt den politiske løsning på Baath-medlemmernes status på plads. Hvor svært den slags er, kan man måske få en idé om ved at sammenligne med vores såkaldte retsopgør efter kun fem års ret let besættelse. Her er det opgøret med et langt mere grusomt regime, der har myrdet langt flere i gennem flere generationer, der skal bearbejdes. På den baggrund går det rimeligt godt, som også bemærket af IMF i deres nylige rapport, der peger på de høje oliepriser, som en faktor, der har modvirket den vanskelige sikkerhedssituation og giver håb for fremtiden uden at forklejne de mange tilbageværende problemer.

Selvom det stadig kan gå galt, tyder det på, at vores indsats vil lykkes: at fjerne et grusomt diktatur og indføre et demokrati. Naturligvis bliver det demokrati næppe perfekt — uden sammenligning i øvrigt: er det amerikanske primærvalgsystem det? — men at pege på, at demokratiet i Irak næppe bliver perfekt er ikke et afgørende argument imod det. Det er forkert at hævde, at Saddams styre var ikke perfekt, og det er det nye demokrati heller ikke, så det kan være lige fedt.

Hvis det demokrati, som allerede er indført, faktisk overlever, og det tyder alt på lige nu, så er det en kæmpe succes i forhold til Saddams styre.

Det gamle system byggede på, at 1/5 af befolkningen undertrykte de øvrige 4/5. Det er et lidt af et mirakel, at vi har kunne befri de undertrykte uden at ende i et slagteri som Rwanda – hvor galt det kunne være gået, fik vi en smagsprøve på efter angrebet på den Gyldne Moske i Samarra i februar 2006, hvor en lang periode af relativ fremgang omsider gled over i en eskalerende borgerkrig. Det var en mørk periode, og den kan komme igen, men stadig mere tyder på, at det ikke sker.

Tabstallet er forfærdeligt, men stadig langt mindre, end hvis vi ikke havde været til stede for at hindre slagteriet mellem de forskellige grupper. WHO har for nyligt opgjort de samlede tabstal til ca. 150.000 med knapt en kvart million som max i dette skøn. Det var en undersøgelse, der var langt mere grundig end sjuskeriet fra The Lancet, der som bekendt erklærede tab på 100.000 allerede ved det amerikanske præsidentvalg i 2004 og 600.000 forud for kongresvalget i 2006. Det er tankevækkende, at disse tal, der fra starten blev fremhævet som dårligt underbyggede og stærkt politiserende, alligevel blev brugt af folk som Søvndal og Lykketoft. For Søvndal er det et lille problem, for hans image bygger ikke på troværdighed, men en charmerende frækhed; for Lykketoft er det en katastrofe af de samme grunde, bare omvendt.

Man kan diskutere, hvad der standsede den selvdestruktive udvikling i Irak. Var det The Surge? At den har hjulpet, kan vanskeligt benægtes, men jeg tror ikke, at det var hovedforklaringen. Sunni havde allerede vendt sig imod al-Qaeda året før i Anbar; det blev blot fortiet af MSM, der hellere ville dyrke den defaitistiske myte om, at for hver terrorist, vi dræber, kommer der ti nye. Nej, det gjorde der ikke, tværtimod blev al-Qaeda stadig mere upopulær. Den positive udvikling skyldes ikke kun The Surge, selvom det oplagt har givet irakerne mod til at kæmpe imod al-Qaedas dødskult at vide, at amerikanerne alligevel ikke havde tænkt sig at kvitte dem.

Den egentlige årsag til den positive udvikling er irakerne selv. De kiggede ned i dybet og trak sig tilbage. Al-Sadr indså efter episoden i Najaf, at han havde mere at vinde uden sin kriminelle milits end med, og sunni indså, at al-Qaeda ikke kunne tilbagegive dem magten i Irak, kun ødelægge det.

Det er en tautologi, at man ikke kan indføre et demokrati uden, at folket ønsker det. Det er årsagen til min optimisme mht Irak: at irakerne vil freden, vil et samlet Irak, og ønsker et demokrati. Og selvom det demokrati næppe kommer til at ligne vores, er det stadig en kæmpe gevinst for Irak og for Mellemøsten. Blot tænk på næste gang, der skal være valg. Og næste, og næste. Selvom både de lokale despoters medier og – påfaldende synkront – de vestlige MSM vil fokusere på den terror, som sikkert vil søge at hindre demokratiet, vil den menige araber ikke kunne undgå at se det syn, vi andre tager for givet i vores del af verden, men som der er e
t særsyn: at den enkelte
via stemmesedlen får lov at bestemme, hvem der skal bestemme over dem.

Men hvis det går godt i Irak, så må der da være andre steder, hvor det er galt?

Tja, det afhænger af, hvordan man ser på det.

I Afghanistan er taliban presset i defensiven. De har tabt den strategisk vigtige Musa Qala, og er i desperation begyndt at bruge selvmordsbombere, hovedsageligt af udenlandsk herkomst i form af unge madrassa-hjernevaskede teenagere. Det vil givet vist øge vores tab og styrker dermed de defaitistiske kredse, der er så stærke i meget af Europa. Men det er netop den strategi, som ødelagde al-Qaeda i Irak og synes på vej til at gøre det igen i Afghanistan, hvor befolkningens had til taliban er stærkt stigende i takt med de vilkårlige bombedrab på civile og på de, der bygger landet op. Taliban blev i sin tid modtaget med sympati, fordi de repræsenterede en styrke, der kunne genopbygge landet og skabe fred og sikkerhed efter års rivalisering, men nu opfattes de som destruktive og udenlandske.

Det er også interessant at se, at MSM ikke dækker Afghanistan på samme ensidigt negative måde som Irak. Endnu da. Dækningen er langt mere nuanceret og dermed også positiv, end den nogensinde var i Irak. Det fremstilles ikke, som om vi bekæmper afghanerne, men det fremhæves, hvordan vi søger at hjælpe. Påstanden om, at vi kun er der for oliens skyld, er begrænset til satirikere som Michael Moore (og selv han synes så småt at blive gennemskuet selv langt ud på den venstrefløj, som indtil for nyligt troede, at han var en dokumentarist). Også denne vinkling kan ændre sig, men lige nu er dækningen rimelig sober.

I det hele virker det som om, der fortsat er opbakning bag den aktivistiske udenrigspolitik. Det var ærgerligt, at vi trak os fra Irak, lige som det begyndte at gå bedre, men hvis det var prisen for, at befolkningen stadig bakker op, er det prisen værd. Og det tyder det på. Meningsmålingerne om vores EU-forbehold viser f.eks., at modviljen mod forsvarsforbeholdet er stor. Den modvilje skyldes en opbakning til den aktivistiske politik fra ikke bare de, der normalt støtter den slags, men også fra venstreorienterede, der stadig har vanskeligt ved at støtte kampen mod en fjende uanset, hvor uhyrlig vedkommende er, hvis det indebærer at kæmpe sammen med amerikanere.

Er der andre udenrigspolitiske problemer? Ja, masser, men også her er der på sin egen skæve måde grund til optimisme.

Dafur har gjort det klart for selv de mest naive, at FN aldrig har været og aldrig bliver i sin nuværende form den moralske overdomstol, som mange venstreorienterede gerne ville gøre den til. Lad dem bare tale om “retfærdig” krig, det mener vi jo alle sammen, men de kan ikke længere hævde, at det forudsætter tilladelse fra Sikkerhedsrådet eller FN systemet i øvrigt.

Iran har vist, at krigstruslen i 2003 gjorde et sådant indtryk, at de standsede deres a-program. Pres virker altså. Denne sag, hvor CIA gik offentligt i rette med landets præsident for at fremsætte nogle holdninger, som de fleste kyndige iagttagere siden har beskrevet som lettere naive og dårligt underbyggede, er i øvrigt interessant i sig selv. Den viser nemlig, hvor løssluppen CIA er blevet i opgøret med den nuværende Bush-administration. Det var den historie, vi blev snydt for i dækningen af Plame-sagen, fordi journalisterne var for nemme at narre. Men der er ikke rigtigt noget at blogge om, for Kissinger har allerede sagt det, der skal siges, så et enkelt link er nok.

Det var i øvrigt ikke kun Iran, der blev skræmt af den amerikanske krigsmaskine. Libyen opgav sit a-program tilbage i 2003, og det afslørede Dr Khans atombombe-shop, hvor lokale despoter kunne købe et DIY a-program. I det hele kan vi konstatere, at da amerikanerne var stærke og truende, kom der gang i reformerne i Mellemøsten, og da amerikanerne blev svage og sad fast i Irak, blev reformerne rullet tilbage. De, der virkelig hader USA, kan more sig herover, men det er på bekostning af friheden i Mellemøsten. Så meget for troen på, at de undertrykte befolkninger i Mellemøsten “bare” kan befri sig selv og indføre demokrati uden hjælp ude fra.

Og for de, som stadig tror, at den inderligt urealistiske Realistiske Skole har noget at byde på, så er Pakistan et glimrende, dvs. rædsomt, eksempel. Troen på, at vi bare skal støtte den lokale diktator med at undertrykke sin befolkning for at opnå ro, er ikke meget værd i den del af verdenen, rent bortset fra at være moralsk korrupt.

Hjemmefronten da, her er der da noget galt? Både ja og nej, mest nej.

Guderne skal vi, at vores regering ikke fører værdikamp, endsige kulturkamp, men som jeg hævder i klummen i 180grader fra weekenden, så kan mindre også gøre det.

Jeg er ikke blind for argumentet om, at regeringen er med til at gøre borgerne mere venstreorienterede. Men jeg tvivler på, at det er regeringens indsats, der har skabt det skred, som åbenbart har fundet sted. Jeg tvivler kort sagt på, at regeringer har så meget betydning for folks holdninger. For de yngres vedkommende tilskriver jeg det nærmere en pendulfart mellem holdninger, som indtræder hvert tiår eller så. Min generation var i opposition til vores lærere, den nuværende generation er i opposition til os. At gymnasielærerne er de samme, skyldes mere arbejdsmarkedets særlige forhold, også det særsyn, at vi for tiden må have de mest artige elever, der mener nøjagtig det samme som deres lærere.

En af kommentatorerne til min klumme benyttede fodboldanalogien til at sige, at regeringen var parat til at score selvmål bare for at holde på bolden. Det var ikke bare vittigt turneret, men også foruroligende. Det har godt nok været tæt på selvmål nogle gange.

Der var Foghs bemærkninger om liberalismen, selvom jeg må tilstå, at jeg undertiden i cyberspace møder udgaver af liberalismen, som jeg også opfatter som forældede eller urealistiske.

Og der er den sygelige dyrkelse af lighed og dermed undsigelsen af det helt centrale princip, at man skal belønnes efter indsats, og at det skal kunne betale sig at arbejde. Men som jeg tidligere har skrevet om (her), kan også dette forsvares, eller i det mindste gøres forståeligt, hvis man gør sig forskellen på politisk og økonomisk lighed klart.  Vi skal blive ved med at kritisere regeringen på dette og lignende punkter, hvilket er let, men der er ingen grund til at fortvivle over de manglende resultater. Det er trods alt bedre end at have Mogens the Lancet Lykketoft på en ledende post.

Det ændrer ikke på, at regeringen i velfærdsdebatten er foruroligende tæt på selvmål. Det er nødvendigt at gøre det klart, at velfærd ikke er uforeneligt med liberalisme, også hvor det angår sociale foranstaltninger, og at der er forskel på en social velfærdsstat, der beskytter den enkeltes integritet, og så den knusende forsorgsstat, som socialdemokraterne ønsker. Hvis regeringen bliver ved med at anvende socialdemokratiske begreber og sprog, vil befolkningen før eller siden vælge den ægte vare i stedet.

Så risikoen for selvmål er bestemt til stede, men jeg mener blot ikke, at det er sket endnu. Tværtimod mener jeg, at vi har fået et par afgørende mål ind hos modparten.

Jeg kan se, at Scripio i kommentarspalten til redaktørens indlæg fra i går allerede har fremhævet skattestoppet. Jeg er enig, selvom skattestoppet formodentlig synger på sidste vers, når statsministeren nedsætter sin skattekommission. Men selv det gør ikke noget, for skattestoppets vigtigste funktion er opfyldt. Det var at afvise opfattelsen af, at skatten og forsorgsstaten som en naturlov måtte vokse ubønhørligt, altid og uafvendeligt. Som ethvert o

pgør med en naturlov var det et mirakel, men det lod sig gøre. Det var muligt at standse bæstets mareridtsagtige vækst og vise, at selv offentlige myndigheder kan sætte tæring efter næring. Det hylekor, som har dannet sig beskyttende omkring DR, fordi de opfatter nedskæringerne i det 3 mia store budget som et uhørt grusomt angreb, viser blot, at der fortsat er behov for skattestoppet.

Hvis skattekommissionen kan skabe en forenkling, helst den retfærdige fladeskat, hvor de største skuldre bærer de bredeste byrder, men hvor ingen straffes for at gøre en ekstra indsats, som tilfældet er det med progressiv beskatning, er denne pause i skattestoppet berettiget. Den pædagogiske effekt vil holde sig.

Et andet mål har været at bevidstgøre befolkningen om, at der er en sammenhæng mellem forsorgsstaten og indvandringen. Et ekstremt gavmildt socialt system kan ganske simpelt ikke forenes med fri indvandring over åbne grænser, men kræver lukkede grænser for alle andre end de absolut velstillede. Man er nødt til at nå en balance mellem de to yderpunkter: lukkede respektive åbne grænser. Jeg så gerne, at den balance blev lagt et andet sted end for nærværende, så heller ikke her er der perfektion. Men det er trods alt positivt, at balanceproblemet er blevet erkendt i brede kredse, selv langt ind i den mere overfladiske del af caffe latte-segmentet. Vi får formodentlig aldrig så naiv en minister som Anita Bay Bundgaard igen. Denne erkendelse af en vigtig sammenhæng er i det store perspektiv et vigtigt mål i kampen for et bedre samfund.

Og når vi taler om caffe latte og naivitet, så er det da også glædeligt, at Anders Samuelsen-fløjen tilsyneladende har vundet over Gitte Seeberg-fløjen, så NA nu erklærer sig som klart borgerlig. Under valgkampen kom man ærlig talt i tvivl, om de blot var borgerlig i økonomiske spørgsmål og venstreorienteret naive i udenrigspolitik, og dermed reelt blot var en RV-klon, som drøftet her. Det er nu afklaret. Spørgsmålet er blot, om fløjkampen har givet dem et banesår, så bekendelsen til borgerlige værdier kom for sent.

Tja, det blev langt. Men det var også længe siden.

Jeg må beklage, men jeg er altså rimelig tilfreds med tingenes tilstand.

Jeg nåede som sagt ikke min julehilsen. Men som svenskofil østdansker fik jeg genopfrisket min dosis af svensk jule-tv, herunder den svenske version af Disneys juleshow. Den tålmodige læser, der har hængt på indtil nu, vil sikkert ikke undre sig over, at en af mine favoritter er historien om tyren Ferdinand. De mere mugne læsere må gerne mumle, at der nok nærmere er tale om en stud end en tyr. Jeg vil sidde under min korkeg og være lykkelig.

Kulturkamp – et forsvar

Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2008. 6 svar

Punditokraternes egen Jesper Lau Hansen har i denne weekend en usædvanligt smuk og velskreven klumme om Kulturkamp, hvor han forsvarer Fogh-regeringens indsats på området. Jeg skal ikke gengive den her, blot opfordre læserne til at give den en chance. Og så give en appetitvækker:

Ser vi på kunsten, kan vi konstatere, at myten om den ensomme kunstner, der isoleret på sit utætte kvistværelse og på sultegrænsen skaber sin sublime kunst upåvirket af ussel mammon, er netop det, en myte. Kunstnere er flokdyr, som folk er flest, og trives bedst i konforme flokke med samme holdninger og dresscode. Som alle vi andre påvirkes de af, hvor pengene kommer fra. I Danmark kommer pengene til kunsten fra Staten, og derfor støtter kunstnerne trofast og unisont politiske ideologier, som dyrker Staten. Som hoffets artister i den prægtige enevælde dyrker de en kompliceret etikette, hvis fornemmeste mål er at distingvere dem fra den gemene hob og sikre dem magthavernes gunst. Popularitet i sin egentlige forståelse bliver i denne forfinede verden et giftdryppende skældsord

Mr Laws klumme kan læses her.

Hvorfor underviser danske gymnasielærere så lidt?

Af Niels Westy, den 16. januar 2008. 15 svar

I en pressemeddelelse, der kan læses på undervisningsministeriets hjemmeside kan man under overskriften

“Lærere på ungdomsuddannelser, SOSU-skoler, VUC og lærer- og pædagoguddannelsen underviser i gennemsnit mellem 19 og 32 procent af deres arbejdstid når ferier og fridage er trukket fra.”

bl.a. læse, at

“Lærernes arbejdstidsaftaler betyder, at en gymnasielærer i gennemsnit underviser 1,8 klokketime om dagen. Lidt tid til øvrige opgaver for eksempel tilsyn eller samarbejde med andre lærere. Dernæst pauser, fem timer til forberedelse og opgaveevaluering, som kan foregå i hjemmet. Sådan kunne den gennemsnitlige arbejdsdag se ud for en gymnasielærer 200 dage om året. Dertil kommer 25 dage uden undervisning til forberedelse”

Ovenstående er resultatet af den undersøgelse, som undervisningsministeriet har ladet Rambøll gennemføre til afdækning af lærernes arbejdstid. Og selv om der ikke er grund til at stille spørgsmålstegn ved tallene i rapporten, er der nok grund til at stille spørgsmålstegn ved det skråsikre lighedstegn mellem arbejdstidsaftale og den, målt i forhold andre lande, meget lave andel af lærernes samlede arbejdstid der går til egentlig undervisning.

Det er i sig selv lettere forbløffende at man ministerielt er nød til at bede Rambøll om at undersøge sammensætningen af lærernes arbejdstid i og med, at denne primært er reguleret af de centrale overenskomster.

Vurderet som spin må man dog erkende, at pressemeddelelsen er ganske elegant, idet historien om de 1,8 klokketimer hurtigt spredte sig i medierne – hvilket nok skal have efterladt en del avislæsere, radiolyttere og TV-seere med indtrykket af, at gymnasielærere vist ikke er overbebyrdede med arbejde. Et indtryk der forstærkes af, at bl.a. 180grader.dk samtidig kunne berette, at

“De 400 årlige undervisningstimer, som danske gymnasielærere har, er langt under OECD-gennemsnittet. Det ligger på 661 timer – topscorerne er USA og New Zealand, hvor lærerne i High School underviser over 1.000 timer om året “

Selv når man tager højde for, at den samlede årlige arbejdstid er væsentlig længere i andre lande rykker det ikke ved, at lærere i Danmark underviser bemærkelsesværdigt lidt. Det fremgår af nedenstående figurer hentet fra Rambøll rapporten, der viser sammensætningen af et gennemsnitlig lærerårsværk på de gymnasiale uddannelser. Det vil sige henholdsvis Handelsgymnasiet (Hhx), Teknisk gymnasie (HTx) og det almene gymnasie (Stx).

Som det fremgår udgør forberedelse af undervisning ca. 25% på alle 3 uddannelser. Denne del (og opgaveevaluering, samt en del af eksamensarbejdet) er reelt ikke kontrollabel. Om den enkelte medarbejder bruger mere eller mindre end den tildelte tid er det stort set umuligt at sige noget om (i hvert fald hvis man stiller krav om at ens udsagn skal kunne verificeres). De fleste lærere er formentlig heller ikke klar over det.

Sammenholdes afsat tid til forberedelse med antallet af klokketimer, hvor der undervises, fremgår det, at der er endog betydelig forskel på den samlede tid der afsættes til gennemførelse af en lektion. Hvor lærerne på Stx i gennemsnit tildeles ca. 152 minutter for gennemførelse af 60 minutters undervisning, tildeles underviserne på HTx ca. 143 minutter, mens lærerne på HHx må “nøjes” med ca. 141 minutter

Jeg har tidligere gjort opmærksom på de store økonomiske fordele der ville være ved centralt at planlægge en del af undervisningen (hvilket kendes fra andre lande). Desværre gør man reelt det modsatte her til lands. Skiftende bekendtgørelser og bl.a. forkærligheden for at undervisningsplanlægningen foregår decentralt er i sig selv med til at levere argumenterne for, at en høj forberedelsesfaktor er rimelig og nødvendig.

Hvis f.eks. halvdelen af undervisningen foregik via e-learning og centralt fastsat og forberedt pensum, ville det frigøre minimum omkring 240 timer. Det svarer til, at der ville være plads til, at hver lærer kunne undervise mellem 95 (Stx) og 102 (Hhx) klokketimer mere – uden at man ændrede forberedelsesfaktoren for den resterende undervisning.

I stedet for at understøtte en sådan udvikling har den seneste gymnasiereform tværtimod styrket lærernes argumenter for at bibeholde en høj forberedelsesfaktor.

Noget andet er, hvordan man skal forklare forskellen i tildelt tid til lærerne på Stx i forhold til Htx og HHx. Umiddelbart synes den væsentligste forklaring at være, at det almene gymnasie indtil 1. januar 2007 sorterede under amterne, mens erhvervs- og handelsskoler var og er selvejende institutioner under staten. Det har medført gunstigere økonomiske vilkår for gymnasierne især sammenlignet med HHx.

En betydelig del af denne “gevinst” er formentlig endt hos underviserne som tid. En del er også endt som lavere klassekvocienter, selv om der ikke eksisterer undersøgelser der peger på, at lavere klassekvocienter indenfor et relativt bredt interval medfører bedre indlæring.

Der er med andre ord grund til at tro, at der vil være en (mindre) gevinst ved at STx nu også er blevet selvejende institutioner. Men når f. eks. professor Ove Kai Pedersen angiver, at man med etablering af selvejende institutioner, nærmer sig en situation der ligner det private marked, er det nok mest af alt udtryk for en virkelighedsfjern ønsketænkning.

I forhold til at organisere institutionerne under amterne er der næppe tvivl om, at der kan opnås en effektivitetsforøgelse – en del af forskellen på Stx og HHx/HTx kan tolkes i den retning. Men herfra og til at instituionernes situation skulle ligne forholdene på det private marked er der et langt stykke, hvilket der er flere grunde til – her skal nævnes to:

1. Selvejende institutioner går ikke fallit. Forestillingen om, at medarbejderne (her lærerne) i højere grad skal opfatte at de har fælles interesser med den institution der er ansat på. Med andre ord, at de i højere grad positivt skal arbejde for at øge effektiviteten, kræver at der er konsekvens ved ikke at samarbejde – det vil sige, at man kan miste sit arbejde.

Men selvejende uddannelsesinstitutioner går ikke fallit. De gange hvor man har stået i en situation, hvor en selvejende erhvervskole – hvis den havde opereret på markedsvilkår – ville være gået fallit, er de i stedet blevet sat under central administration – hvilket ikke kan sammenlignes med at blive ovetaget af en anden virksomhed. Herved er risikoen for at miste sit arbejde for den enkelte er dermed minimal og der er ikke den påstulerede tilskyndelse til reelt samarbejde.

2. Der er ikke tale om et frit (konkurrencepræget) marked, hvor vi nærmer os, at alle er pristagere – tværtimod. I den offentlige model er centrale dele af omkostningerne og indtægterne betemt
af folketinget og de cent
rale ministerier. med finansministeriet som den der sætter skolernes indtægter, men finansministeriet og undervisningsministeriet determinerer omkostningerne.

Om undervisningspolitikken her i landet kan kun siges, at cost-benefit analyser og omkostningsbevisthed (hvis der ses bort fra den politiske slags) er en by i Rusland. “Prisen” for gennemførelsen af undervisning vil derfor være 100% politisk bestemt – ud fra alle mulige andre hensyn end at sikre effektiv underivsning af hæj kvalitet. Læseren kan jo selv overveje, hvor stor sandsynligheden er for et optimalt resultat (opfattet som så meget kvalitetsundervisning for så få penge som muligt), når opgaverne defineres af de centrale myndigheder, og prisfastsættelsen herefter sker i et politisk univers – det har vist ikke meget med markedsvilkår at gøre.

Formentlig er den mest effektive produktionsform, når det nu skal være offentligt, at uddannelserne hører direkte under staten (hvilket gymnasierne har gjort). Hermed er der en direkte forbindelse mellem omkostningen og de krav man stiller til skolerne.

Der er næppe grund til at tro, at Rambølls rapport er startskuddet til, at der sker en betydelig effektivisering af uddannelsessektoren, så vi f.eks. kom på linie med gennemsnittet i OECD. Det er det danske uddannelsessystem slet ikke lavet til. Effekten af en fokusering på lærernes arbejdstidsaftaler vil være marginal.

Hvis der for alvor skal ske noget, kræver det betydelige politiske valg, der både vil markere et paradigmeskift i uddannelsespolitikken (det vil sige en åben og helhjertet centralisering) og en afgrænsning i de opgaver man pålægger de enkelte uddannelsesinstitutioner – både opgavemæssigt og administrativt – og ikke mindst at man begynder at vurdere de økonomiske konsekvenser i forhold til de reelle resultater (målt på kvalitet) i forhold til alle de ideologiske forestillinger man gør sig om at effekten af en lang række af krav til undervisnings- og prøveformer.

F.eks. er omkostningen ved at gennemføre en skriftlig eksamen ca. 20-25% af en mundtlig. Prøveformer, hvor opgaveresultater kan vurderes elektronisk vil yderligere minimere omkostningerne.

Brugen af uddannelsesinstitutionerne til opfyldelse af politiske mål, der går ud over at udbyde underivsning, som f.eks. at 95% af en ungdomsårgang SKAL have en uddannelse medfører, at den reelle undervisning ligeså godt kan ende med at udgøre en mindre, snarere end en større andel, af undervisernes samlede arbejdstid i fremtiden – også på landets gymnasier.

Ulandshjælp uden effekt – igen

Af Christian Bjørnskov, den 14. januar 2008. 28 svar

For trofaste læsere af Punditokraterne bør det ikke komme som en overraskelse, men medierne greb den alligevel søndag og mange af Jyllandspostens faste læsere har nok fået morgenkaffen i den velmente hals. Forsidehistorien og side 1-2 i Indblik-sektionen var nemlig helliget en historie med titlen ”Forskere: Ulandshjælp uden effekt”. Baggrunden er, at ulandsbistanden ser ud til at blive et emne i de igangværende finanslovsforhandlinger, og journalisten fra JP ville derfor høre hvad danske forskere mente om, at der formodentlig bliver sat flere midler af til udviklingsbistand.

Man havde derfor ringet til Martin Paldam, professor i økonomi på Århus Universitet, og fik den utvetydige besked, at ulandshjælpens virkning på vækst og udvikling er lig nul. Henrik Hansen, professor på Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet og den anden fløj i diskussion blandt Danmarks førende eksperter på området, ville ikke være med til at kalde effekten ’nul’, men medgav ærligt og redeligt, at hans resultater pegede på en meget lille effekt. Sidst ringede journalisten så til undertegnede, der kunne fortælle samme historie som Paldam, med tre mulige forklaringer hæftet på: ”Jo mere ulandsbistand et land får, jo dårligere bliver dets konkurrence evne, fordi priserne stiger. Jo mere landet får, jo svagere bliver politikernes incitamenter til at lave reformer, der kan føre til udvikling i landet. Og jo mere landet får, jo skævere bliver lønudviklingen for de bedst uddannede, der skulle skabe udviklingen.” Pointen er nemlig, at selvom en række projekter vitterligt skaber udvikling, er de negative bivirkninger listet i JP så stærkt negative, at de fuldstændigt opvejer de positive projekter, der findes.

Og hvad siger så den ansvarlige minister? Jo, hendes svar til JP består blandt andet i den forrygende videnskabelige observation at hun ikke er ”et sekund i tvivl om, at den danske udviklingsbistand bidrager til at gøre en væsentlig forskel i verdens fattigste lande. Det har jeg konstateret ved selvsyn i mange af de udviklingslande, jeg har besøgt”. Med andre ord baserer Ulla Tørnæs sin holdning på de projekter, Danida og andre organisationer har taget hende ved hånden og taget ud at se. Og bivirkningerne kan man jo ikke se ’ved selvsyn’ på samme måde som man ser en brønd. Selv for en politiker er Tørnæs informationsniveau, som hun åbenbart bygger sin politik på, næsten pinligt tyndt og ensidigt.

Så lad os bare tage dem én gang til: 1) Ulandshjælp udløser Hollandsk Syge, dvs. appreciering af den reale valutakurs, så konkurrenceevnen tager skade, og jo mere hjælp, jo mere skade. 2) Jo mere ulandshjælp et land får, jo svagere bliver politikernes incitamenter til at lave reformer i blandt andet retsvæsenet, en faktor der er meget vigtig i landes udvikling og hvor de fleste ulande klarer sig rigtigt dårligt. 3) Ulandshjælpen fører til en væsentligt større og tungere offentlige sektor, der sluger en væsentlig del af landenes meget lave nationalindkomst. At noget af den allernyeste forskning også peger på, at hjælpen holder demokratiserende reformer tilbage, er helt uden virkning på menneskerettighederne i ulande, og kan skævvride indkomstfordelingen når landene alligevel demokratiserer, er blot flere argumenter for at skære ned eller måske endda helt afskaffe ulandsbistanden.

Spørgsmålet er hvornår danske politikere indser – og får mod til at formidle det til befolkningen – at vi spilder 14 milliarder om året på noget, der ikke giver positiv økonomisk virkning og muligvis holder andre typer udvikling tilbage. Indtil da må de fleste arbejdsduelige danskere altså betale over 4000 kroner om året på rent ingenting.

Bob Hope om politik

Af Niels Westy, den 10. januar 2008. 3 svar

Se Bob Hope om politik her – absolut en af de bedre.

Årets globaliseringsindeks

Af Christian Bjørnskov, den 8. januar 2008. 3 svar

En af Punditokraternes særlige udenlandske venner, økonomen Axel Dreher fra det tekniske universitet i Zürich, er i de seneste år blevet internationalt kendt for sit globaliseringsindeks. Mens der er flere af den slags derude, er det specielle ved Drehers indeks, der officielt kaldes KOF indekset(læs her), at det kan splittes op i tre klare underkomponenter: Økonomisk globalisering, der måles ved handels- og investeringsstrømme, social globalisering, der mere måler informationsstrømme og andre mellemmenneskelige kontakter over grænserne, og politisk globalisering, der måles ved hvor meget landet deltager i internationale politiske organisationer som f.eks. FN. Drehers indeks kan derfor i højere grad end andre bruges til at skille skidt og kanel.

I dag blev KOF-indekset anno 2008 så offentliggjort, og det første spørgsmål er som altid, hvor Danmark befinder sig. For de globaliseringsinteresserede læsere kan jeg betrygge dem med, at Danmark i år (på basis af 2005-tallene, da nationalindkomsttal altid er et par år bagefter) er nummer seks på det overordnede indeks, ud af de 120 lande, der er med. Det er samme placering vi havde i 1995 og én dårligere end i 1985. Men den hellige grav er ikke helt så velforvaret, som det kunne se ud. Som sagt kan indekset splittes op i tre komponenter, der ikke behøver at have så frygteligt meget med hinanden at gøre. Det giver naturligvis et mere nuanceret billede.

På det sociale indeks er vi nummer seks, én bedre end i 1995 og samme placering som i 1985. Indekset bekræfter altså, at vi er et af de folkefærd i verden, der har størst interesse og mest kontakt med andre lande og kulturer. Placeringen på det politiske indeks er nummer 15, ned fra nummer 12 i 1995 og nummer ni i 1985. Det skred skal dog tages med en hel del gran salt, da vi ikke er blevet mindre globale, men blot overhalet af en række lande, der deltager endnu mere i internationale organisationer. Ingen bekymring der.

Grunden til kvalificeret bekymring skal findes på placeringen som nummer 11 på det økonomiske indeks, der er skredet fra nummer syv i 1995 (og nummer 13 i kriseårene omkring 1985). Nu kan man selvfølgelig indvende, at nummer 11 da ikke er så dårligt, men én ting skal huskes når man fortolker placeringen: Små lande er næsten automatisk altid mere integrerede i den internationale økonomi, da deres hjemmemarkeder er mindre og de har færre ting, de selv producerer. I Danmarks tilfælde kan man også overveje, om vi ikke er mere globaliserede fra starten på grund af vores særlige geografi har ekstra let adgang til søtransport. og når man tager den type overvejelser i betragtning og korrigerer statistisk for dem, ligger Danmark og roder rundt omkring en placering i 30’erne.

For et land, en regering og en befolkning med så stor fokus på globalisering, må en reel placering lidt udenfor den gode fjerdedel siges at være en stor skuffelse. Så hvad gør vi forkert? Tja, man kan jo overveje om ’velfærdsstaten’ med dens eksorbitante skattetryk på særligt de højere indkomster ikke skræmmer nogle af de udenlandske investorer væk, og særligt dem med højteknologisk virksomhed, der har brug for højtuddannet arbejdskraft. Man kan tænke på, om det politisk højt besungne uddannelsessystem producerer nok uddannelse – for Danmarks generelle uddannelsesniveau er i den henseende ikke noget at prale af, givet hvor rigt landet er. Og man kan sidst, men ikke mindst, vælge at betragte det politiske skred mod et næsten samlet socialdemokratisk Folketing som et varsel om en mere interventionistisk politisk kurs, ikke mindst i det øjeblik nogen siger ordet ’klima’. Under alle omstændigheder handler det ikke bare om at gøre det lidt bedre. Det er for dårligt af en nation med en 1000-årig handelstradition.

Ugens citat: The New Yorker om Hillary Clinton

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. januar 2008. 19 svar

Det fremragende ugeblad The New Yorker (næppe et Republikansk ‘mouth-piece’) har denne morsomme karakteristik, “Mammoths”, af det sidste Clintonske vælgermøde i Iowa:

“For reasons not yet revealed, Hillary Clinton held her final Iowa campaign rally in a museum. The event, on the eve of the caucuses, opened to the sounds of the Canadian band Bachman-Turner Overdrive’s 1973 classic “Takin’ Care of Business” and closed with “9 to 5,” Dolly Parton’s 1980 ode to (and movie about) work. In between, as Hillary, Bill, and Chelsea Clinton waved and clapped to the music, it felt very much like watching the reunion of a nineteen-nineties band. …

Rather than “demanding it,” [i.e. “change”] like John Edwards, or “hoping for it,” like Barack Obama, Hillary told Iowans, “I believe you bring about change by working really, really hard.” So it seemed rather lucky that her campaign had found an event space with a version of that slogan inscribed in the architecture. But, on closer inspection, it turned out that the phrase was part of an exhibit for the mammoths, long extinct, that once roamed what is now Iowa. The skeleton of one of the beasts loomed ominously a few yards from the Clintons, and the museum’s exhibit explained that the mammoths were witnesses to change because they “watched as their world disappeared and their dominance was usurped.”

Europe’s Philosophy of Failure

Af Niels Westy, den 6. januar 2008. 4 svar

På baggrund af sin forskning i amerikansk, fransk og tysk skolebogsmateriale og curricula, konstaterer Stefan Theil – tidligere Fellow ved the German Marshall Fund og nuværende economic editor ved Newsweek – i en artikel fra det seneste nummer af Foreign Policy , at:

“In France and Germany, students are being forced to undergo a dangerous indoctrination. Taught that economic principles such as capitalism, free markets, and entrepreneurship are savage, unhealthy, and immoral, these children are raised on a diet of prejudice and bias. Rooting it out may determine whether Europe’s economies prosper or continue to be left behind”

I Franske gymnasier lærer eleverne f.eks. at:

”Globalisation implies subjugation of the world to the market, which constitutes a real cultural danger”

mens tyske børn undervises i, at

”The worldwide call for more deregulation in reality means a grab for the material lifeblood of the modern nation-state”

Og hvad skal man sige til følgende opgave i en tysk matematikbog:

”a bread roll cost 40 cents. For the wheat that went into it, the farmer received less than 2 cents. What do you think about that?

Desværre kender jeg ikke det autoriserede tyske svar på ovenstående ligning – det ville ellers være interessant.

Franske gymnasieelever kan også muntre sig med at

“Economic growth imposes a hectic form of life, producing overwork, stress, nervous depression, cardiovascular disease and, according to some, even the development of cancer,”

0g

“The past 20 years have “doubled wealth, doubled unemployment, poverty, and exclusion, whose ill effects constitute the background for a profound social malaise,” the text continues. Because the 21st century begins with “an awareness of the limits to growth and the risks posed to humanity [by economic growth],” any future prosperity “depends on the regulation of capitalism on a planetary scale.”

Som det tørt bemærkes er eksemplerne fra skolebøger pupbliseret i 2005 og ikke 1972.

Så mens europæerne hovedrystende kan følge med i, at man i USA slås om hvorvidt der skal undervises i Darvins lære, og om creationisme skal indgå i biologi undervisningen, så undervises der samtidig i den særlige europæiske version af creationisme, hvor markedet er ugudeligt, staten er god og individuel velstand er til fare for ikke kun menneskeheden, men hele kloden.

Herhjemme er økonomi primært et undertema i samfundsfag, og der er næppe grund til at tro, at niveauet adskiller sig i synderlig grad fra de tyske og franske eksempler – men det er nok næppe heller særligt overraskende.

Skolesystemet har jo fra start af haft en vigtig opgave i at indoktrinere eleverne – i gamle dage rettet mod at opretholde idealerne om Gud, konge og fædreland, nu om dage måske mere om at opretholde idealer som økonomisk lighed, velfærdsstat og demokratiske processer som det eneste sagliggørende.

Stefan Theil bemærker andetsteds i sin artikel, at

“French students, on the other hand, do not learn economics so much as a very specific, highly biased discourse about economics. When they graduate, they may not know much about supply and demand, or about the workings of a corporation. Instead, they will likely know inside-out the evils of “la McDonaldisation du monde” and the benefits of a “Tobin tax” on the movement of global capital. This kind of anticapitalist, antiglobalization discourse isn’t just the product of a few aging 1968ers writing for Le Monde Diplomatique; it is required learning in today’s French schools”

Og selv om det måske ikke står helt så galt til herhjemme, så er det næppe langt fra. Det er de færreste danske børn der stifter bekendtskab med begreber som udbud og efterspørgsel, betydningen af økonomiske incitamenter og andre “væmmelige” begreber fra den “stygge” økonomiske videnskabs værktøjkasse for begyndere – ja, hvis børnenes viden alene kommer fra deres skolegang er det ikke engang sikkert at de er klar over,hvor staten har dens indtægter fra.

Løst og fast om de amerikanske primærvalg II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. januar 2008. 47 svar

Her er så Wall Street Journals lederskribents sammenfatning af sit syn på de to vindere fra partiafstemningerne i Iowa:

“Mr. Obama’s other potential weakness in November is his orthodox policy liberalism. We can’t recall a single issue on which he has broken with a Democratic interest group. On taxes, he is to the left even of Mrs. Clinton in that he wants to raise the income limit on payroll taxes above its current ceiling of $102,000. Combined with his vow to repeal the Bush tax rates, this would be the biggest tax increase in history by far. Sooner or later this liberal agenda, assuming Mr. Obama believes it, will have to be squared with his rhetoric of “bipartisanship” and national reconciliation.

As for Mr. Huckabee, he shares at least one trait with Mr. Obama–both come across as likable men with an easy charm. But we have our doubts that the former Arkansas Governor’s victory will have the same political impact. He won in a caucus where his fellow evangelicals were 60% of the vote, and this won’t be true in other states. Mr. Huckabee is also only now being discovered by most Republican voters. His innocence (or ignorance) on foreign policy, penchant for borrowing liberal economic attack lines, and even his rejection of Darwin’s theory of evolution deserve to be understood by voters before they make him their standard bearer.”

Så er det sagt både pænt og relativt klart …

Personligt er det min vurdering, at man skal passe på med at lægge for meget i selve de to Iowa vindere: Det er kun sket én gang siden 1972, at den, der blev valgt til præsident, også havde vundet ved Iowas noget mærkelige partiafstemninger.  Det var i 2000, hvor George W. Bush vandt.  Det betyder selvfølgelig ikke, at det er en naturlov, der ikke kan brydes, men det betyder, at Iowa-valgene ikke er det bedste sted at forudsige resten af primærvalgssæsonen.

Jeg tror selv, at Obama har en vis mulighed for at vinde.  Hvis han vinder i New Hampshire, er Clinton i alvorlige problemer.  Men hvis hun vinder dér?  Så er hun bare “the comeback kid II”, og så er dét historien i alle medier, og så ruller hun videre, som så mange andre, der har tabt i Iowa–men med flere penge og højere navnegenkendelse end nogen før hende (omend tillige med et mere ramponeret image).  Uanset hvem af dem, der vinder i New Hampshire, vil kampen mellem dem givetvis fortsætte indtil én af dem har et klart flertal af delegerede bag sig–og det kan tage lidt tid, når Clinton har vundet Michigan og formodentlig vinder i Californien og New York.

Jeg kan ikke se Huckabee vinde i New Hampshire–omend jeg godt lige vil se de første post-Iowa meningsmålinger.  Og vinder han ikke dér, vil han hurtigt gå over i historien som en af dem, der vandt i Iowa og så ikke vandt noget (eller meget) derefter.  Pudsigt nok har Huckabees sejr over Romney gjort, at en helt tredje (eller fjerde eller femte) reelt er dukket op som ny favorit, nemlig selveste den genfødte John McCain.  McCain lå længe til at vinde i New Hampshire, hvor han er kendt og vellidt, men da nabostatens eks-guvernør, Romney, tæppebombede med reklamer, faldt McCain.  Men hvad sker der så nu, hvor Romney taber terræn relativt til Huckabee?  Så stiger McCain, så man decideret kan tale om en genfødsel.  Hvis McCain vinder i New Hampshire–hvilket jeg tror er ganske sandsynligt–så dropper hans gode ven, Fred Thompson, formodentlig ud (idet hans kampagne har været en katastrofe og han er ved at løbe tør for penge), og peger han på McCain, vil denne have en solid position til at vinde de næste primærvalg.  Og Giuliani?  Han kan næppe regne med at vinde noget før Florida sidst i januar, og hvis det går som den forudgående analyse sandsynliggør, vil McCain til den tid have vundet stort set alle primærvalg.

Så står vi overfor et McCain-Giuliani slagsmål de kommende måneder, og i et sådant er det svært for denne punditokrat at forudse, hvem f.eks. de evangelske protestanter i det såkaldte “kristne højre”, eller de mere klassisk Reagan-Goldwater konservative, vil støtte.  Både Giuliani og McCain (der, som vi tidligere har påpeget, nærmest er en big government Roosevelt-Republikaner) er begge på flere punkter stort set lige langt fra disse to indbyrdes forskellige, men dog centrale grupperinger indenfor partiet.  Hvis ikke en af eller begge disse grupper kaster sig markant bag den ene eller den anden, kan det blive langvarigt.

Og Ron Paul?  Han vil formodentlig blive ved hele vejen, længe efter at slaget er endegyldigt tabt.  Han har ikke en jordisk chance for at vinde hverken nominering eller valg–men politik kan jo også handle om principper, selvom Pauls egne langt fra altid er lige klare eller velartikulerede.  Det altid læsværdige Reason Magazine havde en interessant artikel om hans kampagne forleden.

Update:

  • McCain er iøvrigt–ifølge det pålidelige Rasmussen Reports–den eneste af samtlige præsidentkandidater, som flere vælgere har et positivt end et negativt indtryk af.
  • Ann Coulter er ikke en kommentator, der skriver særligt godt, eller generelt er til at holde ud at høre på i mere end et par sekunder.  Men selv blinde høns kan vel finde enkelte frø, og denne karakteristik af Huckabee er da lidt morsom: “Huckabee opposes school choice, earning him the coveted endorsement of the National Education Association of New Hampshire, which is like the sheriff being endorsed by the local whorehouse. … Huckabee wants to get kids involved in music at an early age because he believes it leads to a more balanced and developed brain. You know, as we saw with the Jackson family. Maybe someone should tell him the Osmonds are voting for Romney. He supports a nationwide smoking ban anyplace where people work, constitutional protection for sodomy, big government, higher taxes and government benefits for illegal aliens. According to my calculations, that puts him about three earmarks away from being Nancy Pelosi. Liberals take a perverse pleasure in touting Huckabee because they know he will give them everything they want — big government and a Christian they can roll. “
  • En af USA’s mest respekterede, uafhængige valganalytikere, Stuart Rothenberg, har denne analyse af et muligt Obama-Huckabee match-up: “But one thing does seem pretty clear: If it’s Obama versus Huckabee in November, Republicans might want to prepare a bomb shelter and store plenty of food, water and reading material. That general election would more likely than not be a massive blowout for Democrats. … For Huckabee, Obama is a true nightmare. For Obama, Huckabee is a godsend.”

En punditokrat på besøg hos Ove Gibskov i "Samfundstanker"

Af Niels Westy, den 3. januar 2008. 2 svar

“Globaliseringen vil forhåbentlig medføre, at markedskræfterne får langt større indflydelse på stadig flere områder, så der bliver meget mindre plads til politiske beslutninger, end der er i dag”.

Således præsenteres en udsendelse på P1, hvor undertegnede er på besøg hos Ove Gibskov, der står for udsendelsesrækken “samfundstanker” på P1. Gibskov er tidligere blevet beskyldt for at være bestyrer af “‘De rødes eget samfundstanke-reservat”  – se f.eks. her. Jeg skal ikke kommentere på de tidligere valg af gæster i programmet, men om end Ove Gibskov og jeg næppe er enige om mange ting, så må jeg sige, at jeg har stor respekt for han sengagement i selve afviklingen af udsendelserne – de indlagte øh’er, fyldord og til tider noget snørklede udledninger fra undertegnedes side, kan jeg i hvert fald ikke laste Ove Gibskov.

Udsendelsen kan høres på følgende link:

http://www.dr.dk/P1/Samfundstanker/Udsendelser/2008/01/02180757.htm

Selv om udsendelsens udgangspunkt er globalisering, skal jeg “advare” om, at en stor del af udsendelsen handler om at tage konsekvensen af sine valg og handlinger, privatisering og i det hele taget, “at reducere den offentlige sektors størrelse, minimere politikernes indflydelse og reducere brugen af demokrati ske politiske valg til at bestemme vores forbrug og indretning af vores liv”.