Punditokraternes julehilsen 2007

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2007. 3 svar

Det er atter blevet tid til at først at begive sig i dagevis ud i gavehelvede for at finde gaver til de krævende små og vennerne, der har alt, for derefter udmattet at synke ned i den traditionelle, danske jul. Og ligesom sidste år, kommer her derfor et julekort fra Redacteuren til Punditokraternes trofaste læsere, før han også når det magiske øjeblik klokken fire på mandag, hvor julen indtræder.

 

Lad mig begynde med det vigtigste: En stor tak til de mange læsere, både dem der ’blot’ følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Den tak gælder også dem, der jævnligt erklærer sig umisforståeligt uenige med os. For mens vi er lykkelige for at skabe debat på et andet, og forhåbentligt mere solidt fundament end de almindelige meninger, må vi også være taknemmelige for, at selv vores egne argumenter bliver udfordret konstant.

Videre til punkt to: Årets begivenheder. 2007 bød ikke på en Muhammed-krise eller lignende, men dog på det første Folketingsvalg, hvor jeg valgte at stemme blankt. Vi kan nu med ganske deprimerende sikkerhed sige, at der ikke findes et eneste, rigtigt borgerligt parti i Danmark mere. Det Konservative Folkeparti har altid haft en hang til større stat – husk blot hvem der indførte topskatten og hvor klimaministeren kommer fra – men nu har Venstre med Claus Hjorts infamøse små skridts politik overhalet selv de Radikale venstre om og placeret sig på midten af dansk politik, lige ved siden af Socialdemokraterne. En række andre begivenheder, ikke mindst den absurde lighedsdebat og den næsten dårligst tænkelige skatte- og afgiftsomlægning har også forpestet mit i forvejen skeptiske forhold til dansk politik. Ikke noget at være taknemmelig for der, bortset fra de ufrivilligt komiske indslag fra talrige politikere, når de bejler ubehjælpsomt til medianvælgeren.

Men punkt nummer tre er dog det vigtigste: Julen selv. December er ved at være ovre, og når vi når januar vender danskernes forbrugstilbøjelighed tilbage til det almindelige niveau efter en måned med gavekøb, ekstra cafebesøg, ekstra luksus, og for nogles vedkommende ekstra rejser væk fra det hele. Alt sammen til gavn for utallige mennesker, der leverer vores inderste – og yderste – ønsker. Så umiddelbart før julefreden sænker sig, er den eneste, helt uvidenskabelige og aldeles ukontroversielle pointe med dagens indlæg simpel. Jeg ønsker alle mine med-punditokrater, vores andre bidragsydere og hele vores læserskare en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Julegaveide nr fem: "Verden er ét land"

Af Niels Westy, den 21. december 2007. 1 svar

Farshad Kholgi, skuespiller, humorist, klummeskribent og nu forfatter, udsendte i efteråret sine erindringer, med titlen ”Verden er ét land”. Det er noget så usædvanligt som en bog skrevet af en kunstner der har noget intelligent at sige.

Kholghi fortæller sin historie fra han sammen med sin familie flygter fra Khomeinis Iran og op til i dag. Centralt i bogen står den dag, hvor Kholghi må flygte igen – denne gang fra Nørrebros ghetto, hvor han til sin egen fortvivlelse oplever samme fanatisme og islamisme, som han husker fra sine sidste år i Iran. Undervejs når Kholghi også at give nogle ordentlige hip til den ”rigtige mening” og en del af dens menighed. Således konstaterer han tørt at han hos en af “menighedens medlemmer” blev aflønnet som statist, efter en forestilling, hvor han var alene på scenen i en time.

Der er tale om en fin og nemt læst bog med både alvor og humor i. Den former sig som en hyldest af frihed og ægte tolerance, skrevet af en kunstner, der i modsætning til (de fleste?) af sine kollegaer anerkender betydningen af reel viden. Noget der ikke just præger en række kunstnere der bralrer op i tide (og måske mest) i utide, hvor det er temmelig indlysende, at de vist kun sjældent beskæftiger sig med faglitteratur om politik, samfundsforhold og økonomi – hvilket dog ikke afholder dem fra at insistere på at blive taget alvorligt (hvilket en kendishungrende MSM desværre ofte gør) .

Farshad Kholghis bog er en oplagt gaveide til familiemedlemmer der lider af vestligt selvhad.

Julegaveidé nummer tre og fire: Taberfabrikken og Den Retfærdige Ulighed

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2007. Skriv et svar

I Punditokraternes fortsatte serie om juleideer til boggaver – som nærmer sig sidste-øjeblik-sideer – kommer her en double whammy af to seriøse, velargumenterede debatbøger om velfærdsstatens mange skyggesider: 180 Graders redaktør Ole Birk Olesens Taberfabrikken og CEPOS-direktør Martin Ågerups Den Retfærdige Ulighed. Begge bøger fortjener en plads under det borgerlige juletræ, og ikke mindst med en modtager blandt familiens mindre borgerligt-liberale medlemmer.

Ole Birk Olesens bog dokumenterer på pædagogisk vis hvordan velfærdsstaten i stedet for at sørge for muligheder og incitamenter for alle i stedet har en ganske stærk tendens til at producere ’tabere’ – folk, der sagtnes kunne klare sig selv, men som i stedet lader sig forsørge af den stadigt mindre del af den danske befolkning, der befinder sig på det private arbejdsmarked. Bogen er en veldisponeret blanding af statistik, forklaringer og en række interviews med folk, der er faldet i velfærdsfælden. Særligt indtryk gjorde to interviews: 1) En ung fyr, der lod sig forsørge af samfundet (læs: Alle vi andre) for at spille musik, og som synes det er helt fair, men også indrømmer, at han nok havde et job, stod op om morgenen, og øvede ved siden af, hvis han ikke fik så generøs en understøttelse; og 2) en ung pige med ’anden etnisk baggrund’, der trodser velfærdsstatens logik og finder sig et arbejde – ét af dem, som mange danskere ikke mener, er ’meningsfyldte’ nok – selvom det faktisk ikke kan betale sig i kroner og ører.

Martin Ågerup er ude i et tilsvarende ærinde, nemlig at aflive en række af myterne om velfærdsstatens gode sider. Han punkterer således at velfærdsstaten er specielt god til at nå til de svageste – der, hvor den excellerer, er at nå til de næstsvageste, dvs. dem der faktisk kan hjælpe sig selv – og peger, hvordan velfærdsstaten modsat manges forestillinger ikke skaber ekstra tillid eller sammenhængskraft, nærmere tværtimod. Værst af alt er næsten, at Ågerup også bruger en bid af undertegnedes forskning sammen med ex-punditokraten Nicolai Foss (tak, Martin) til at dokumentere, hvordan velfærdsstatens absolut centrale karakteristika underminerer samfundets dynamik ved at ødelægge incitamenterne til at blive private iværksættere.

Begge bøger er glimrende og velunderbyggede debatindlæg, som fortjener deres plads under juletræet. Olesens bog imponerer ved på en letlæst måde både at dokumentere sit argument med statistik og med interviews, der berører folk. Ågerups bog glimrer ved at præsentere et samlet argument imod den måde, det danske samfund er indrettet og de myter om velfærdsstaten, der florerer i den brede befolkning. Og hvis ikke de finder deres plads i Julemandens sæk, så kig efter dem når du skal have byttet gaver den 27.

Sydafrika bliver afrikansk – desværre

Af Christian Bjørnskov, den 20. december 2007. 5 svar

Tirsdag aften valgte the African National Congress, ANC, ny formand. Som frygtet af mange, faldt valget på Jacob Zuma (læs f.eks. her). Zuma vandt med 2329 stemmer eller 61 %, mens den nuværende formand Thabo Mbeki fik 1505. ANCs valg af ny formand foregik fuldt demokratisk og rimeligt ordentligt (sådan da), men må stadig beklages dybt.

Valget af Zuma, og hans sandsynlige sejr i præsidentvalget i 2009, rykker nemlig Sydafrika væsentligt nærmere på en situation med ’almindelig’ afrikansk politik i et land, der ellers er et af Afrikas eneste velfungerende. For Zuma er en politiker af klassisk, afrikansk tilsnit, ligesom Robert Mugabe i nabolandet Zimbabwe.

For det første er Zuma en af de tidligere frihedskæmpere fra Apartheid-tiden. Han har siddet flere år i fængsel for at kæmpe i ANC for sortes rettigheder, og har derfor lidt af den samme heltestatus som Mugabe i hvert fald tidligere nød i den brede befolkning. Og som fællen fra Zimbabwe er Zuma primært populær blandt de fattige og uuddannede, og blandt sin egen stamme, zuluerne. For stammetilhør er også kommet til at spille en rolle i sydafrikansk politik, ligesom det er tilfældet i næsten alle andre afrikanske lande. Han har derfor både qua sin stamme og sin fortid en ganske stor goodwill at trække på, og kan derfor tillade sig en del mindre demokratiske dumheder. Disse tæller blandt andet hans valg af slagsangen ’Bring mig min maskinpistol’, som hører apartheid-tiden til, men nu bruges kynisk i en populistisk magtkamp.

For det andet, udmærker Zuma sig ikke ligefrem ved sin moralske statur. Han blev tidligere på året frikendt for voldtægt i en sag, hvor en del af hans forsvar bestod af at skyde skylden på det HIV-smittede offer, fordi hendes nederdel var ’for kort’. Han har i sagens forløb også ’udmærket’ sig ved at argumentere for, at han ikke blev smittet med HIV fordi han tog et langt, varmt brusebad, og varme brusebad angiveligt forhindrer HIV-smitte. I en lidt anden moralsk boldgade er Zuma stadig under undersøgelse for korruption i en sag, der tidligere har kostet en af hans nærmeste rådgivere en meget lang fængselsstraf.

For det tredje må man frygte, hvad Zumakan finde på politisk. Efter eget udsagn har han ikke forstand på ’økonomi og grafer’ og den slags ting, og baserer sine politiske ideer på, hvordan tingene fungerer hjemme i landsbyen. En del af hans popularitet blandt de fattige er således bygget på udsagn som, at hvis ens nabo er sulten, så giver man ham et brød. Det er selvfølgelig vældigt populært blandt en befolkning, hvor arbejdsløsheden i visse områder nærmer sig 50 procent – ikke mindst på grund af et arbejdsmarked, der er så reguleret at det er mindre fleksibelt end Frankrigs. Det er også fint i tråd med ANCs marxistiske fortid, som konkurrenten Mbeki ellers har brudt med de sidste otte år.

Den deprimerende bundlinje er, at Zuma på snart sagt alle punkter ligner en af de mange politikere, der med en blanding af populisme, store ord, machismo (som af en eller anden grund synes at have særlig klangbund hos zulubefolkningen), marxistiske ideer og ekstrem moralsk fleksibilitet har ødelagt kontinentet. De rige lande og i særlig grad de vestlige virksomheder, de skaber jobs og overfører teknologi og andre kundskaber til fattige lande, kommer sandsynligvis i løbet af de næste år til at befinde sig i en Catch 22: Den økonomiske politik bliver ikke bedre – og måske dårligere – og det vil derfor blive bedst at flytte investeringer til Botswana, Vietnam eller andre fattige lande med fornuftig politik, men i det omfang de gør, kan Zuma og andre sydafrikanske politikere skyde skylden på ’multinationale’ og ’globaliseringen’ for den skade, de gør på deres eget land for egen vindings skyld.

Naturligvis er det ovenstående et skrækscenario som ikke behøver gå i opfyldelse, men det er trods alt sket så tit og i så rædselsfuldt omfang i Afrika, at man må betragte det som en konkret mulighed. Så hvad kan forhindre det? Først og fremmest kan man håbe på, at der er nok andre og mere fornuftige politikere i Sydafrika der kan bremse Zumas mere idiotiske ideer. Men er det sandsynligt? For det andet kan man håbe på, at Zumas popularitet i visse kredse, og ubehaget ved ham i andre kredse, kan føre til en splittelse af ANC. Den mulighed ses ikke som positiv i store dele af vesten, men man må spørge sig selv om, hvad der er godt ved et demokrati hvor en tidligere marxistisk oprørsbevægelse sidder på mere end to tredjedele af pladserne i parlamentet, og dermed kan gennemføre selv grundlovsændringer ved egen kraft?

Uanset hvordan men vender situationen, er det overvældende sandsynligt at valget af Zuma som ANC-formand vil føre til ustabilitet og ekstra lidelse i Sydafrika. Hvor længe det varer og hvor dyb krisen bliver, afhænger kun af sydafrikanske forhold. Vi kan intet andet gøre end at se på – og håbe at Afrikas økonomiske og politiske motor også overlever en korrupt voldtægtsforbryder i præsidentembedet.

Julegaveide nummer to: Den Femte Revolution

Af Christian Bjørnskov, den 20. december 2007. Skriv et svar

Når valgtrommerne buldrer, kan de ofte overdøve alt andet, ikke mindst i blogosfæren. Det skete i efteråret, hvor trommerne drønede længe før valget faktisk blev udskrevet, og i de tre uger valgkampen rasede, kunne himlen næsten være faldet ned om ørerne på samtlige beboere på plejehjem i Sønderjylland uden at det var blevet til mere end en kort notits i Jydske Vestkysten. Og i den situation forsømmer man derfor ting og sager. En af de ting, vi har forsømt her på stedet, er bogomtaler, en forsømmelse som vi tog fat på at rette i går med Niels Westys første julegavide.

Vores andet bud på en bog, man kunne tænke sig at finde under punditokraternes imaginære juletræ, er Lone Franks ”Den Femte Revolution”, som LF var så venlig at sende til os tidligere på året – og som vi er ret flove over ikke at have omtalt endnu. Ved første øjekast ligner en populærvidenskabelig debatbog om den nyeste hjerneforskning måske ikke som et oplagt valg til en samfundsvidenskabeligt baseret blog som punditokraterne, men LF giver bogen et interessant twist: Meget af den nyeste hjerneforskning lægger sig nemlig op ad megen samfundsforskning, som for eksempel i LF’s kapitel 6 med titlen ”Med den usynlige hånd i baghovedet”.

Den Femte Revolution er delt ind i kapitler med hvert sit emne: ’Gud i synapserne’, om hvordan religion nærmest er fejlfunktioner i hjernen; ’De nye lykkesmede’ om den neurologiske basis for lykkefølelse; ’Løgnens anatomi’, der outliner mulighederne for at måle løgn i hjernen; og altså kapitel 6 om den usynlige hånd og hjernens indbyggede økonomiforståelse – eller hvad vi skal kalde det.

I kapital 6 outliner LF det nye neuroøkonomiske teoridannelser og en del af erfaringen fra den psykologiske del af det nye felt, der hedder eksperimentel økonomi. Hun har derfor talt med en række førende forskere på området og bringer flere ind – George Loewenstein, Daniel Kahneman, Colin Camerer – der blandt andet finder, at vi næsten alle udviser prosocial adfærd og altså ikke opfører os som Homo Oeconomicus i ren aftapning. Kapitlet rummer også en interessant samtale med Richard Peterson, en psykolog der forsker i neurofinans og bl.a. hvorfor børshandlere umiddelbart ser ud til at opføre sig irrationelt i visse situationer. Alt sammen fabelagtigt spændende emner, hvor forskerne konkluderer, at der er behov for blid regulering i en slags ’onkelstat’.

Man må blot spørge sig selv om, hvor Vernon Smith – som Kahnemann delte Nobelprisen med – er henne? For Smith fandt netop, at helt almindelige mennesker i almindelige markedssituationer lynhurtigt finder den korrekte ligevægtspris gennem præcist det, Walras kaldte en tatonnement-proces, altså at standardteorierne virker. Der findes således en hel anden halvdel af forskningsfeltet, som LF interesserer sig for, der ikke generelt finder problemer, men netop bekræfter frie markeders imponerende effektivitet, selvom folk ikke har fuld information osv. Men hvis biologen LF kun har interviewet folk som Loewenstein, Camerer og andre, der befinder sig på den ene side af diskussionen, er det fuldt forståeligt.

Problemet med LF er, at hun som så mange andre lader sig besnære af det projekt, man nogle gange kalder ”utopian engineering”, et projekt som selv en så stor ånd som Friedrich Hayek faldt for selvom han argumenterede imod (i bind tre af Law, Liberty and Legislation). For selvom Collin Camerer og andre gode folk som LF har talt med kan argumentere for, at staten bør udøve et ”venligt og behjælpsomt formynderi” så folk sparer nok op og mere generelt opfører sig fornuftigt, hvad betyder det så for samfundets dynamik? Hele projektets kerne er nemlig, som de fleste andre utopiske idéer, at vi kender endemålet hvor vi i sagens natur ikke længere behøver lære af vores fejltagelser. Mit syn på det er at den type formynderi – udover at det har en konkret negativ effekt på folks lykke – praktisk taget altid fører til samfundsmæssig stagnation på længere sigt. For selvom mennesker laver fejl, og i nogle tilfælde også systematiske fejl, så lærer vi af vores fejl. Fejlene er det, der bringer samfundet videre!

Den kritik kan man så tage som en kritik af Lone Franks bog, men det vigtige er, at vi sikkert ikke havde haft dén diskussion uden hendes bog. Og det at man ikke er enig i alle konklusioner og fortolkninger er ikke en valid kritik – man kan blot prøve at forestille sig at man kun læste materiale, man var enig med! Den Femte Revolution formår gennem en gennemgang af håndplukkede emner i moderne hjerneforskning at rejse nogle spørgsmål vi ikke normalt stiller, og vinkle andre i et andet lys end vi plejer. Alene af den grund fortjener den at blive læst. At LF så er både åbensindet og virkeligt velskrivende er kun ekstra plusser, der gør oplevelsen endnu bedre.

Forslag til boggaver I : "Køl af"

Af Niels Westy, den 19. december 2007. 16 svar

Her i de sidste dages hektiske juleindkøb vil vi komme med en par forslag til jule-boggaver, som vi synes burde ligge under ethvert juletræ – eller være årets mandelgave.

Den første anbefaling er Bjørn Lomborgs “Køl af” – en effektiv medicin mod den om sig gribende “klimalitis”.

Mange har en mening om Lomborg og de fleste har vist misforstået ham, mens de færreste har læst noget af ham, og det er unægtelig en skam.

Et godt eksempel på misforståelsen af Lomborgs ideer er, da FN’s klimapanel udsendte første del af deres seneste rapport i begyndelsen af året, óg Lomborg efterfølgende blev interviewet i TV-avisen, på DR 1. Der gik flere minutter før det gik op for journalisten, at Lomborg hverken tog afstand fra rapportens resultater eller benægtede at vores udledning af CO2 er medvirkende til den globale opvarmning, der sandsynligvis finder sted.

Det er også blevet hævdet, at der skulle være tale om, at Bjørn Lomborg skulle have ændret holdning i forhold til tidligere (hævdet bl.a. af Svend Auken), hvilket også er forkert. Også i ”Verdens sande tilstand” fra 1998, hvor Lomborg bruger et kapitel på det globale klima, referer han loyalt til FN’s klimapanel og dets resultater,

På den måde kan Lomborgs seneste bog ”køl af” ses som en udbygning og fortsættelse af kapitlet om klimaforandringer fra hans første bog, opdateret med de seneste resultater fra FN’s klimapanel.

Bogen anbefales varmt som gave, ikke mindst til familiemedlemmer der har købt MSMs, politikere og klimareligiøse dommedagsfremstillinger. Ja, klimaforandringer udgør en udfordring til jordens befolkning som skal og kan løses. Her er måske en af bogens stærkeste pointe. Det virker unægtelig tåbeligt at satse på meget dyre klimaaftaler, der kun har en yderst marginal effekt (Kyotoaftalen vil, hvis den bliver opfyldt gennem hele dette århundrede, udskyde den globale opvarmning med 5 år til en pris af 180 mia. dollars om året!), mens der ifølge bogen investeres mindre i forskning og udvikling af nye alternative teknologier end for 25 år siden.

Men læs selv bogen eller måske endnu bedre: giv den i gave til en af de mange (de fleste?), der tror de ved hvad Lomborg står for uden at have læst hvad han skriver.

Uansvarlighed i stride strømme

Af Christian Bjørnskov, den 17. december 2007. 3 svar

Langt de fleste økonomer – i praksis alle uafhængige – er efterhånden enige om, at regering og Folketing opfører sig økonomisk uansvarligt. Regeringen har med ophøjet arrogance ignoreret advarselssignalerne de sidste par år, og oppositionen har øjensynligt frigjort sig fra ethvert ansvar i dens insisteren på lønstigninger til deres kernevælgere blandt de offentligt ansatte. Det havde Jarl Cordua en glimrende klumme om i Nyhedsavisen i lørdags (læs klummen her). I klummen, der hedder ‘vild med uansvarlighed’ skriver han lige ud af posen blandt andet:

Det går godt i Danmark. Landet har stort set ingen økonomiske problemer og nærmer sig fuld beskæftigelse. Det kan ikke blive med at gå godt, og derfor bør man ”sætte sin lid” til de 179 folketingspolitikere, som aldrig forspilder en chance for at forbruge skatteborgernes penge på offentlig velfærd og service. Jo hurtigere des bedre.

Og lad mig så for egen regning undre mig over én ting: Regeringen har de senere dage beklaget sig over, at de ’jo ikke kunne vide at det så så skidt ud’ og påstår at de ikke havde de relevante oplysninger før valget. Det eneste svar til det, er vist ’BS’ som amerikanerne siger. Vi andre har vidst i lang tid, at recessionen og inflationspresset var på vej. Hvis Fogh og co. ikke har set det, må de have haft øjnene lukket sammenbidt i.

Lighed og sammenhængskraft – ingen sammenhæng

Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2007. 3 svar

Med risiko for at blive beskyldt for skamløs selvpromovering, vil jeg gøre Punditokraternes læsere opmærksomme på min klumme i 180 grader i går (læs her). Klummen, der tager udgangspunkt i danske politikeres megen snak om ’sammenhængskraft’ og deres brug af et så elastisk og upræcist begreb som forsvar for velfærdsstaten og den danske lighed, henviser også til Martin Ågerups nye bog. Bogen, der er værd at læse, får en forudsigelig, men underlig, medfart i Politiken i dag hvor anmelderen endda når at påstå, at de fleste økonomer nu er enige om at velfærdsstaten bidrager til den økonomiske vækst! Hvad kan man gøre, når ens mediemodstandere smider om sig med så uhyrlige påstande. Anyway, læs bogen – og eventuelt også klummen.

Debatindlæg om Afrika

Af Jacob Mchangama, den 12. december 2007. 1 svar

Jeg har et debatindlæg i dagens udgave af Berlingske under titlen “Afrikas ledere svigter”

”Afrika og Europa er bundet sammen af historie, kultur, geografi, en fælles fremtid såvel som et fælles sæt af værdier: respekt for menneskerettigheder, frihed, lighed, solidaritet, retfærdighed, retsstatsprincipper og demokrati” hedder det højtideligt i den fælles erklæring fra EU-Afrika topmødet i Lissabon som afholdes fra den 10-12 december 2007.

Det er da også rigtigt at visse afrikanske lande som Botswana, Ghana, Senegal og Uganda har taget vigtige skridt på vej mod økonomisk fremskridt og konsolidering af demokrati, der viser at Afrikas potentiale kan opfyldes. Men respekten for menneskerettigheder og frihed er i alt for mange afrikanske lande underordnet undertrykkende regimers vilkårlige og kleptokratiske handlinger.

Hvad der er næsten ligeså slående er den nærmest totale mangel på afrikansk selvjustits. Afrikanske ledere virker ofte mere solidariske med hinanden end med de befolkninger som de står i spidsen for. Det er nærmest uhørt at afrikanske ledere kritiserer selv alvorlige overgreb på afrikanske borgeres basale menneskerettigheder.At afrikanske ledere i Lissabon velvilligt stiller op med en brutal diktator som Robert Mugabe er et godt eksempel derpå. Desværre er dette udtryk for et mønster snarere end en enlig svale.

I 2006 holdt den Afrikanske Union (AU) således sit årlige møde for stats- og regeringsledere i Sudan, hvor mere end 200.000 mennesker er blevet myrdet af værtslandets regime og dets militser. Ikke én eneste resolution nævnede overgrebene i Darfur eller tyranniet i Zimbabwe. I stedet vedtog man tomme resolutioner om indførelsen af det ”andet årti for uddannelse i Afrika” og ”et international år for afrikansk fodbold”. Kronen på værket var da man valgte Sudan som formand for AU i 2007. Så meget for AUs angivelige respekt for menneskerettigheder, retfærdighed og retsstatsprincipper. Så meget for ofrene i Darfur og Zimbabwe.

Også i FN regi holder de afrikanske stater i Menneskerettighedsrådet hånden over Zimbabwe og Sudan, mens man gladeligt lægger stemmer til diktaturstaters kampagne mod ytringsfrihed. Afrikas mest velstående demokrati Sydafrika stemmer rutinemæssigt for den dagsorden der stilles af udemokratiske lande i Menneskerettighedsrådet og holder i sine bilaterale forbindelser med Zimbabwe hånden over Robert Mugabe. At Sydafrika vender det blinde øje til massive krænkelser af menneskerettigheder i Afrika er særligt kritisabelt, når man tænker på, hvor væsentlig udenlandsk støtte var i kampen mod apartheidregimet og hvor vigtig en rolle Sydafrika kunne spille for udbredelse af en større respekt for basale menneskettigheder på kontinentet.

Tavsheden overfor systematiske overgreb på basale menneskerettigheder står også i stærk kontrast til den aktive måde, hvorpå nyligt uafhængige afrikanske stater i 60’erne og 70’erne – med rette – brugte FN som en effektiv platform til at fordømme og udstille de europæiske lande, der endnu ikke havde afkoloniseret deres besiddelser i Afrika.

At EU-Afrika topmødet hverken har Darfur eller situationen i Zimbabwe på dagsordnen er på denne baggrund en hån mod de millioner af afrikanere, som topmødet angiveligt skulle komme til gode. At en række europæiske lande har en fortid som undertrykkende koloniherrer er ikke en valid undskyldning for at være eftergivende. Nuværende europæiske regeringer har ingen skyld i fortidens synder og for den afrikaner der bliver tortureret, får myrdet sin familie og konfiskeret sin ejendom er det en ringe trøst at krænkeren er en landsmand fremfor en europæer.

Danske forskeres løn i internationalt lys

Af Christian Bjørnskov, den 8. december 2007. 8 svar

En af vores faste læsere og flittige kommentatorer, JR, linkede forleden til en ret interessant undersøgelse (læs her) fra EU Kommissionen. Man har ønsket at vide, hvad forskere tjener i de forskellige EU-lande, og hvordan niveauet forholder sig til situationen i andre lande, heriblandt ikke mindst USA. Undersøgelsen med titlen ”Renumeration of Researchers in the Private and Public Sectors” burde ringe nogle alarmklokker hos danske politikere, ikke mindst minister for videnskab, teknologi og udvikling Helge Sander. For danske forskeres lønninger er ikke ligefrem noget at prale af.

Først og fremmest dokumenterer undersøgelsen, at EU ikke kan konkurrere med USA på lønnen. Som forfatterne skriver på side 20:

”Only Austria, The Netherlands, Israel, Switzerland and Luxembourg have an average remuneration similar to that of the United States, considering the cost of living in each country […] The EU25 average (40.126 EUR) is far below the US average (62.793 EUR). Only Austria (60.530 EUR), The Netherlands (56.721 EUR) and Luxembourg (56.268 EUR) have a similar remuneration level to the United States. If we consider the Associate Countries, only Israel (59.580 EUR) and Switzerland (59.902 EUR) have an average remuneration similar to that of the United States.”

Med andre ord er der kun tre EU-lande, der lønmæssigt er med i konkurrencen, sammen med to yderligere europæiske lande. Og selvom den generelle EU-situation derfor ser skidt ud, er det endnu værre i Danmark. Ud af de 38 lande, der er med i undersøgelsen, ligger den gennemsnitlige forskerløn i Danmark på en 17. plads – korrigeret for købekraftsforskelle får en dansk forsker i gennemsnit 69 procent af en amerikansk forskers løn. Set på en lidt anden måde – hvor meget mere end gennemsnittet en forsker tjener – viser tallene i undersøgelsen, at forskere i Danmark i gennemsnit tjener 23 procent mere end den almindelige dansker, mens den tilsvarende amerikanske forskel er 41 procent.

Allerede her er der grund til eftertanke. Læg for eksempel en marginalskat i Danmark på 63 procent og en højeste marginalskat i USA på 35 procent oveni indkomstforskellene (kilde: her) og overvej det faktum, at gennemsnitsindkomsten i Danmark allerede før skat er 79 procent af hvad den er i USA. Spørg så dig selv, hvorfor de dygtigste danske forskere stort set alle er affilieret med et amerikansk universitet. Svaret er ikke betryggende, vel?

Og det ser endnu værre ud, hvis vi forsøger at se på lønvæksten over en karriere. Undersøgelsens forfattere placerer Danmark i en gruppe med fire andre lande (Island, Litauen, Malta og Norge, side 53), der er karakteriseret ved at have en meget svag indkomstudvikling over en akademisk karriere. Hvis man kombinerer tallene, viser de derfor samlet set, at en forskerkarriere i Danmark bestemt ikke er lukrativ, særligt ikke når man sammenligner med hvad man kunne have fået andre steder (hvis man er dygtig nok), og at denne økonomiske ulempe bliver værre, jo længere man bliver i akademia.

Nu kunne man måske forledes til at sige, at forskere enten ikke er pengene værd, eller at der jo er andre forhold, der gør det op for den lave løn, men de indvendinger holder næppe. Husk at regeringens forsknings- og videnskabsstrategi sigter mod at gøre Danmark konkurrencedygtig i en yderligere globaliseret verden i de nærmeste år, hvilket under alle omstændigheder betyder, at man må kunne fastholde dygtige danske forskere og tiltrække dygtige udlændinge. I den forbindelse må man undres over at Sander, Fogh og stort set resten af Folketinget tror på, at det er realistisk, når danske universiteter slet ikke kan konkurrere om de bedste forskere. Lønnen er lav, både i forhold til alternative beskæftigelser i landet og i forhold til udenlandske muligheder og – let’s face it – der er praktisk taget intet, der kan kompensere for det: Forskningsfriheden er på vej til at blive begrænset på grund af regeringens rent ud sagt idiotiske fokus på ”Fra Tanke til Faktura” (læs f.eks. her) og landet kan som sådan ikke byde på bedre bevillinger, mere fleksibilitet eller noget andet, der kunne tiltrække udlændinge og fastholde danskere. Så lad os få lidt rimelighed i debatten, og erkende at vi – måske i den hellige ligheds navn – er ved at underminere vores ’videnskompetencer’ på langt sigt. Ellers er jeg også den, der er rejst – om nogen så synes det er usolidarisk eller ej.

Danske tilstande

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. december 2007. 12 svar

Ofte hører man danske politikere skamrose, hvor godt det går i Danmark, og hævde, at de høje skatter og megen regulering bare er som sød sukker for omverdenen og bestemt ikke skræmmer nogen væk.  Fra tid til anden er der sågar nogle forskere, der hævder det samme–ganske vist uden endnu nogensinde at have fremlagt nogle undersøgelser til støtte for deres påstande.

Denne punditokrat håber, at bare nogle af dem læste onsdagens udgave af International Herald Tribune, der som datter-publikation/international udgave af New York Times næppe kan siges at tilhøre den amerikanske højrefløj.  Her havde man artiklen “High income taxes in Denmark worsen a labor shortage“, som–udover omtalte af Saxo Bank, Ny Alliance og meget andet–indeholdt et portræt af en dansker i udlandet.  en Man skal naturligvis passe på med anekdotiske eksempler og journalistisk behandling af samme–selv man godt kan lide dem–men her er ihvertfald noget at fordøje:

“As a self-employed software engineer, Thomas Sorensen broadcasts his qualifications to potential employers across Europe and the Middle East. But to the ones in his native Denmark, he is simply unavailable.

Settled in Frankfurt, where he handles computer security for a major Swiss corporation, Sorensen, 34, has no plans to return to the days of paying sky-high Danish taxes. Still, an unknowing headhunter does occasionally pass his name to Danish companies.

“When I get an e-mail from them, I either respond negatively but politely,” Sorensen said. “Or I don’t respond at all.”

Born and trained at Denmark’s expense, but working – and paying lower taxes – elsewhere in Europe, Sorensen is the stuff of nightmares for Danish companies and politicians searching for solutions to an increasingly desperate labor shortage.

People like Sorensen, and there are many, epitomize the challenges facing the small Nordic country, long viewed across Europe as an example of how to keep an economy thriving and a society equal.

Young Danes, often schooled abroad and inevitably fluent in English, are primed to quit Denmark for greener pastures. One reason is the income tax rate, which can reach 63 percent.

“Our young people are by nature international,” said Poul Arne Jensen, chief executive of Dantherm, a maker of climate-control technology. “They are used to traveling and have studied abroad.”

“They are no longer ‘Danes’ in that sense – they are global people who have possibilities around the world,” he said.

… [Success] has given rise to an anxious search for talent among Danish companies, and focused attention on émigrés like Sorensen. The Organization for Economic Cooperation and Development, which is based in Paris, projects that Denmark’s growth rate will fall to an annual rate of slightly more than 1 percent for the five years beginning in 2009, reflecting a dwindling supply of a vital input for any economy: labor.

The problem, employers and economists believe, has a lot to do with the 63 percent marginal tax rate paid by top earners in Denmark – a level that hits anyone making more than 360,000 Danish kroner, or about $70,000. That same tax rate underpins such effective income redistribution that Denmark is the most nearly equal society in the world, in that wealth is more evenly spread than anywhere else.

The movement toward lower taxes passed Denmark by, even as it took root in much of Europe.

Small East European countries, notably Estonia and Slovakia, started the trend by imposing low, flax taxes on income and corporate profits about five years ago. Those moves helped prod Austria, and eventually, Germany, to slash high marginal rates as well.

Danish taxes also contrast sharply with those in nearby London, often jokingly referred to among Danes as a Danish town, because so many of them live there. Lower taxes on high earners have been a centerpiece of the policy mix that has fed the rise of London as a global financial center since the 1980s.

But today young Danes can easily choose not to pay for the system’s upkeep, once they have siphoned off what they need. For starters, as citizens of the European Union they are entitled to work in any of the 27 EU countries.

Sorensen, who graduated from business school in Copenhagen, found himself earning the equivalent of more than $100,000 before he was 30 – and paying 63 percent of it in taxes. His work as a computer consultant for Deloitte also took him to Brussels, where he met the Spanish woman he would eventually marry.

But the high taxes, mixed with his wife’s discomfort in Denmark, meant that a job offer in Qatar three years ago was all it took to pry him away from Copenhagen. Now, he is ensconced in Frankfurt, setting up a new business on the side and planning to pay no more than 25 percent of his income to the German state.

“When you are at 63 percent tax, you don’t look forward to the evaluation with the boss to get a raise,” Sorensen said. “You look for more vacation or a training course in the tropics – something that you get the full benefit of.”

There are many more Sorensens out there in a work force that is culled from a country of just 5.5 million people.

The Confederation of Danish Industries estimated in August that the Danish labor force had shrunk by about 19,000 people through the end of 2005, because Danes and others had moved elsewhere. Other studies suggest that about 1,000 people leave the country each year, a figure that masks an outflow of qualified Danes and an inflow of less skilled foreign workers who help, at least partially, to offset the losses.

… “Denmark is a country of consensus,” [Prime Minister Anders Fogh] Rasmussen said recently. “Occasionally that fact tends to lower the speed of reforms, but in exchange we are efficient in our implementation.”

But young Danes may simply move faster.

Sorensen is settling into life in Frankfurt. He recently passed through Copenhagen to discuss a business proposition with a potential partner, but anything they do will be based outside Germany, he said.

His wife recently gave birth to their second daughter, and barely a word of Danish passes Sorensen’s lips when he speaks with his children.

They are growing up with English, an amalgam of the British and American idioms, as their first language, and the world as their horizon.

“If I could,” he said, “I’d have a European passport, not a Danish one.”

Læs den fulde, hele artikel her.  Lad os håbe, at Claus Hjort Frederiksen, Pia Kjærsgaard og Mette Frederiksen har tid og overskud til dét.

Løst og fast om de amerikanske primærvalg

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. december 2007. 29 svar

Da der nu kun er en måned til de første primærvalg afholdes i USA, vil jeg hermed begynde en lille serie af småklip & -kommentarer om løst og fast i den forbindelse.

Vi begynder med min nærmest-elskede Peggy Noonan, som i WSJ’s OpinionJournal skriver om Mitt Romney (R)’s nylige tale om religion, og dét at han selv er mormon, altimens mange af dem han skal have til at støtte sig er evangelske-protestanter af den mere eller mindre bogstavelige karakter.  Noonan synes, at det var klogt at gøre, men unødvendigt for hendes eget vedkommende:

“Did Mitt Romney have to give a speech on religion? Yes. When you’re in a race so close you could lose due to one issue, your Mormonism, you must address the issue of your Mormonism.

… He had nothing to prove to me regarding his faith or his church, which apparently makes me your basic Catholic. Catholics are not his problem. His problem, a Romney aide told me, had more to do with a particular fundamentalist strain within evangelical Protestantism. Bill Buckley once said he’d rather be governed by the first thousand names in the Boston phone book than the Harvard faculty. I’d rather be governed by Donny and Marie than the Washington establishment. Mormons have been, in American history, hardworking, family-loving citizens whose civic impulses have tended toward the constructive. Good enough for me. He’s running for president, not pastor. In any case his faith is one thing about Mr. Romney I haven’t questioned.”

Det er nogenlunde også min egen personlige vurdering.  Men det er ikke godt nok for mig.  Jeg tror ikke, at Romney–trods en pengekasse større end Joakim von Ands–er troværdig nok til at få nomineringen, eller til at vinde hvis han fik den.  Demokraterne ville elske at købe restlageret af de sandaler, som Republikanerne i 2004 svingede i luften foran John Kerry, mens de i kor råbte “flip-flop, flip-flop …”.

Noonan kunne som sagt godt lide hans tale, men hun har en sjov kritik–sjov i den forstand, at den både er rigtig og spydig:

“At the end, he told a story he had inserted just before Thanksgiving. During the dark days of the First Continental Congress in Philadelphia, someone suggested the delegates pray. But there were objections: They all held different faiths. “Then Sam Adams rose, and said he would hear a prayer from anyone of piety and good character, as long as they were a patriot. And so together they prayed.” At this point in Mr. Romney’s speech, the roused audience stood and applauded, and the candidate looked moved.

There was one significant mistake in the speech. I do not know why Romney did not include nonbelievers in his moving portrait of the great American family. We were founded by believing Christians, but soon enough Jeremiah Johnson, and the old proud agnostic mountain men, and the village atheist, and the Brahmin doubter, were there, and they too are part of us, part of this wonderful thing we have. Why did Mr. Romney not do the obvious thing and include them? My guess: It would have been reported, and some idiots would have seen it and been offended that this Romney character likes to laud atheists. And he would have lost the idiot vote.

My feeling is we’ve bowed too far to the idiots. This is true in politics, journalism, and just about everything else.”

Min egen elskede Berlingske Tidende har dd. et nærmest savlende portræt af en anden præsidentkandidat, Mike Huckabee (R), der kalder denne en “logisk favorit”, der har et budskab “som selv liberale amerikanere måske endda vil acceptere, når det kommer fra en person, de i bund og grund synes godt om”.  Det er skrevet af avisens korrespondent, Karl Erik Stougaard, og det er vel i sig selv grund nok til at være skeptisk.  Jeg bliver ihvertfald mindet om, hvordan danske medier ofte både ukritisk og omklamrende bygger enhver “udfordrer” indenfor det Republikanske parti op, for blot derefter–hvis det går vedkommende godt–at skyde vedkommende ned igen af lige præcis de årsager, de ikke nævnte til at begynde med.

Anyway …Det er da heller ikke alle i USA, der er lige begejstrede–altså for Huckabee.  Tag f.eks. Wall Street Journals Kimberley Strossel, som under overskriften “Redefining Conservatism: Mike Huckabee is far from being Reagan’s heir” bl.a. skriver:

“DES MOINES, Iowa–Stepping out for a press conference here Monday, Mike Huckabee fielded the ultimate question. Just how conservative are you?

“I’m as conservative as anyone could hope to be, or want to be, or needs to be,” replied the smiling former Arkansas governor, never missing a beat, and following up with a boilerplate summary of his belief in “lower taxes,” the “sanctity of human life” and a “strong military”–before moving ever so swiftly on to the next question.

It was trademark Huckabee: Sounds great, explains little. It’s a strategy that has so far served him well, rocketing his campaign in recent weeks to the top ranks of the Republican presidential field. The question is whether he can continue to pull off that trick …”

Og hvad mener han så mere specifikt?

“A populist at heart, Mr. Huckabee claims he’s “no protectionist,” but over and over this week he complained about the U.S. trade deficit with China and vowed, in the best Democratic tradition, to only sign “fair trade” deals. To bring up big companies is to invite a Huckabee lecture on the “greed” of corporate executives who tower over “average employees.”

Mr. Huckabee likes to say he cut taxes in Arkansas 94 times, and has collected devotees around his promise for sweeping tax reform via the “fair tax.” He promises to abolish the IRS, and along with it all current income, corporate, payroll and other taxes–to be replaced with a 23% national sales, or consumption, tax. He’s also promised repeal of the 16th amendment–which established the income tax–to ensure Americans don’t get double-taxation.

The chances of actually accomplishing this are about as likely as Christmas three times a year. But the benefit of Mr. Huckabee’s dreamy tax proposal is that it has, until now, allowed him to avoid talk of his own checkered tax past in Little Rock. That tenure included sales tax hikes, strong support for Internet taxation, bills raising gas and cigarette taxes, etc. By this week, Mr. Huckabee had been slammed on this tax history so much he was no longer disputing the details. When asked if he didn’t have a “mixed” record, Mr. Huckabee shot back: “Most everyone who has ever governed does,” before insisting that even the great Reagan had raised taxes while at the helm of California.

… Voters are only now beginning to hear some of this, and Mr. Huckabee, with little money or infrastructure in other primary states, is still a long way from the nomination. But if by some chance he keeps up this surge, Republican voters need to understand they are signing up for a whole new brand of “conservatism.”

’Krigens udlicitering’ og brugen af PMC’er

Af Jens Ringsmose, den 6. december 2007. 1 svar

Siden en gruppe ansatte fra sikkerhedsfirmaet Blackwater dræbte 17 civile irakere i det centrale Bagdad 16. september i år, er den offentlige og akademiske debat om brugen af Private Military Companies (PMC’er) blevet kraftigt intensiveret. Den tragiske hændelse medvirkede således til at fremhæve de juridiske og strategiske udfordringer forbundet med reguleringen og brugen af de mange private sikkerhedsfirmer, som opererer i blandt andet Irak og Afghanistan (i øjeblikket beskæftiger de private sikkerhedsfirmaer omtrent 160.000 alene i Irak). Samtidig er presset på især den amerikanske regering for en tættere kontrol med PMC’erne vokset markant.

Kritikkerne af brugen af de private udbydere i krigs- og konfliktzoner har efterhånden fået opbygget et ganske omfattende arsenal af mere eller mindre kurante argumenter imod ’krigens udlicitering’. I den mere subtile ende af rækken af indvendinger imod anvendelsen af PMC’er finder man blandt andet argumentet om, at medarbejdere i den private sikkerhedssektor opererer inden for rammerne af en snævert defineret markedslogik, hvilket gør dem mindre anvendelige i oprørsbekæmpelsesoperationer som i Irak og Afghanistan. Rationalet er således, at PMC-ansatte vil fokusere på at opfylde kontrakten, og så i øvrigt blæse på de – fra tid til anden – afledte og kontraproduktive effekter. Kort sagt: PMC’er kærer sig ikke om ’hearts and minds’. Eller som en privat sikkerhedsmedarbejder formulerede det medio 2007: ”Our mission is to protect the principal, at all costs. If this means pissing off the Iraqis, too bad”. (At argumentet i virkeligheden retter sig mod svagt eller upræcist formulerede kontrakter, og ikke brugen af PMC’er per se har ikke fanget mange kritikeres opmærksomhed). Til de mere ligefremme indvendinger mod PMC’erne hører argumentet om, at det ganske enkelt er urentabelt at benytte sig af private udbydere. Blackwater, Aegis, DynCorp og de øvrige firmaer med speciale i sikkerhed er simpelthen for dyre.

PMC-skeptikeren Peter W. Singer fra tænketanken Brookings oplistede for nylig en række af de hyppigst anvendte argumenter imod brugen af PMC’er i Irak.

….the current use of private military contractors:

  • Enables a “bigger is better” approach to operations that runs contrary to the best lessons of U.S. military strategy. Turning logistics and operations into a for-profit endeavor helped feed the “Green Zone” mentality problem of sprawling bases, which runs counter to everything General Petraeus pointed to as necessary to winning a counterinsurgency in the new Army/USMC manual he helped write.
  • Inflames popular opinion against, rather than for, the American mission through operational practices that ignore the fundamental lessons of counterinsurgency.
  • Participated in a series of abuses that have undermined efforts at winning “hearts and minds” of the Iraqi people. The pattern of contractor misconduct extends back to 2003 and has involved everything from prisoner abuse and “joyride” shootings of civilians to a reported incident in which a drunken Blackwater contractor shot dead the security guard of the Iraqi Vice President, after the two got into an argument on Christmas Eve, 2006.
  • Weakened American efforts in the “war of ideas” both inside Iraq and beyond. As one Iraqi government official explained even before the recent shootings. “They are part of the reason for all the hatred that is directed at Americans, because people don’t know them as Blackwater, they know them only as Americans. They are planting hatred, because of these irresponsible acts.”
  • Reveals a double standard towards Iraqi civilian institutions that undermines efforts to build up these very same institutions, another key lesson of counterinsurgency. As one Iraqi soldier said of Blackwater. “They are more powerful than the government. No one can try them. Where is the government in this?”
  • Forced policymakers to jettison strategies designed to win the counterinsurgency on multiple occasions, before they even had a chance to succeed. The U.S. Marine plan for counterinsurgency in the Sunni Triangle was never implemented, because of uncoordinated contractor decisions in 2004 that helped turn Fallujah into a rallying point of the insurgency. More recently, while U.S. government leaders had planned to press the Iraqi government on needed action on post-“surge” political benchmarks, instead they are now having to request Iraqi help in cleaning up the aftermath of the Blackwater incident.

Argumenterne for brugen af PMC’er har hidtil været koncentreret omkring to hovedpointer. For det første: De vestlige landes militære instrumenter – og i særdeleshed USA’s – har anseelige vanskeligheder med at generere de påkrævede styrker til missionerne i Irak og Afghanistan, og det er derfor tvingende nødvendigt at udlicitere en række af de opgaver, de væbnede styrker tidligere har løftet. Nød lærer trængt stat at udlicitere. For det andet: Brugen af private udbydere skaber langt større fleksibilitet med hensyn til ansættelse og afskedigelse, og på længere sigt fører det til besparelser.

For nylig formulerede den tyske idehistoriker og tidligere ’Jungsocialist’ Herfried Münkler imidlertid et – i hvert fald for denne punditokrat – nyt og mere radikalt argument for brugen af PMC’er. I et længere interview med Frankfurter Allgemeine plæderede Münkler således blandt andet for, at Tyskland burde overveje at betale private sikkerhedsfirmaer for at påtage sig de farligere opgaver i det sydlige Afghanistan, når nu hverken den tyske opinion eller deres folkevalgte var villige til at sætte tyske soldaters liv på spil i eksempelvis Helmand og Kandahar. Skåret ind til benet, anbefaler Münkler ikke blot at PMC’er overtager logistik- og støttefunktioner, men også at de tager del i regulære kamphandlinger. Dermed bliver grænsen mellem ’private sikkerhedsfirmaer’ og lejesoldater vel en smule akademisk?:

Was bedeutet das [krigens privatisering, JR] im Kontext asymmetrischer Kriegsführung?
Zunächst kommt da die Freikaufmentalität unserer postheroischen Gesellschaft zum Ausdruck. Afghanistan ist einer Mehrheit der Deutschen schon zu gefährlich. Da muss man dann eben etwas Geld in de Hand nehmen.

Könnten PMCs die Lösung sein?
Sie sind eine Alternative zum Einsatz unserer eigenen Streitkräfte etwa in Afghanistan, die den Aufbau einer stabilen Staatlichkeit absichern sollen. Und wenn wir das nicht schaffen, weil wir ungeduldig werden – dann könnten solche Firmen eingesetzt werden. Die müssten dann nicht in der Fläche befrieden. Die PMCs müssten die Taliban beschäftigen, damit sie uns nicht attackieren können, aber ohne die Perspektive, da wird irgendwann Frieden einkehren. Es geht darum, unliebsame Akteure unter Stress zu setzen.

Ist das möglich für Deutschland?
Aber Gott, wir zieren uns gerne und fange sofort eine Diskussion über Recht und Ethik an. Aber wenn es darum geht, dass wir die Kosten der Alternative zu den PMCs zu bezahlen haben, nämlich deutsche Streitkräfte auf gefährlichen Posten zu unterhalten, würde ich sagen, dass wir die PMCs bei allen Kopfschmerzen heimlich doch gar nicht so schlecht finden.

Fra forskningsfronten: Handel gør os rigere -– hvis politikerne holder fingrene væk

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2007. 4 svar

Vi kender alle diskussionen: Er globalisering et gode eller et onde? De fleste tænkende, ædruelige mennesker har forladt den marxistiske idé om at handel blot er udbytning i nye klæder, men tankegangen trives stadig i visse nicher på humaniora og andre steder, hvor folk åbenbart betages af Naomi Kleins argumenter (for eksempel raser hun i sin seneste bog mod tænketanke, baseret på et argument om at de er onde fordi ordet jo indeholder ’tank’ – altså kampvogn!).

Men de underlige marxistiske levn fraset, er det sevet ind hos de fleste at økonomisk globalisering – øget handel, udenlandske investeringer osv. – giver nogle unikke muligheder. Men blandt politikere er der stadig en stærk tro på, at der er et eller andet ondskabsfuldt i globaliseringen, der skal reguleres væk. Med andre ord er der en tyrkertro på, at globaliseringen skal ’dirigeres’ og at den helst skal ’under demokratisk kontrol’. Jo mere kontrol, jo mere regulering, jo bedre.

Hvorvidt politikerne tager fejl eller ej er i sidste ende et videnskabelige, empirisk spørgsmål. I en ny artikel ser Verdensbankøkonomerne Caroline Freund og Bineswaree Bolaky på netop dette spørgsmål. Artiklen, der estimerer baggrunde for hvorfor nogle lande er rigere end andre, blev i november accepteret i udviklingsøkonomiens absolutte flagskib, the Journal of Development Economics, og har således fået et af de fineste kvalitetsstempler, der findes i nationaløkonomi.

Artiklen er interessant fordi Freund og Bolaky netop finder en tæt og kausal sammenhæng mellem handel og velstand. Generelt gælder det ifølge deres resultater, at jo mere et land handler, jo rigere ender det med at være. Jo mere åbent, landet er, jo mere effektivt bliver landets samlede fysiske og menneskelige ressourcerne fordelt, og i jo højere grad sorteres dårlige virksomheder fra i den proces, Schumpeter kaldte ’kreativ ødelæggelse’.

Men, og der er et meget stort men, disse smukke virkninger kommer kun i lande, der ikke overregulerer økonomien. I den gruppe af verdens lande, hvor der er stærk kontrol med opstart af virksomheder, regulering af arbejdsmarkedet, og dårlig beskyttelse af privat ejendomsret, har handel ingen gavnlige virkninger på landets velstand. Omvendt gælder det, at i lande uden sådanne reguleringsproblemer vil ti procent mere handel på langt sigt gøre landet mere end fem procent rigere! Og jo mindre man regulerer disse forhold, jo større bliver de positive effekter af handel.

Freund og Bolakys artikel gennemhuller derfor fuldstændigt europæiske politikeres idé om, at økonomisk globalisering skal reguleres for at den bliver til gavn for landet. I stedet viser resultaterne, at politikerne også på dette område skal holde fingrene væk, og lade den usynlige hånd spinde sin magi. På den måde får vi alle sammen mest velstand af globaliseringen – og størst frihed til at bruge den til det, vi helst vil.

180 Klumme om Amnesty

Af Jacob Mchangama, den 3. december 2007. 4 svar

Jeg har æren af dagens klumme på 180grader, som omhandler Amnesty Internationals nyeste kampagne “Statsdiskrimination”, som jeg i klummen argumenterer for er udtryk for politik snarere end jura.

Gode historier er vinklede med nuancer

Af admin, den 2. december 2007. 7 svar

I denne blog har vi ofte kritiseret Berlingske for dets dækning af udenrigspolitiske emner, især dækningen af Irak, fordi den var præget af en negativ ensidighed. Det var ganske vist også tilfældet for dækningen i de øvrige MSM, både danske og udenlandske, men af “vores” Berlingske burde man kunne forvente sig mere. Og kontrasten til deres indenlandske holdningsmættede 2. sektion og holdningen i lederen var ofte for opsigtsvækkende til at ignorere.

Kan man rise, må man også rose, når lejligheden er til det. Og det skyldes ikke kun den hjertevarme juletid, som nu er indledt, men deres dækning af Afghanistan i den sidste tid.

Det har længe undret mig, at dækningen af indsatsen i Afghanistan vedvarende var rimelig positiv, omend meget spredt og beskeden, så dog rimelig positiv. Jeg tror, at det skyldtes ønsket om at skabe en kontrast mellem den “rigtige” og “lovlige” krig i Afghanistan og den “forkerte” og “ulovlige” krig i Irak. Man fokuserede på Irak og brugte blot Afghanistan som kontrastbaggrund.

Det var en lidt ejendommelig manøvre, fordi den krævede, at vi glemte, at de fleste af modstanderne af Irak også var modstandere af Afghanistan, og tilmed med de samme argumenter: nogle brugte It’s all about oil, andre begrundede det i anti-amerikanisme (man må ikke være på hold med USA uanset anledningen) og andre igen i modstand mod den aktivistiske udenrigspolitik, der i begyndelsen af 1990’erne havde afløst vores 1864-traume, og som stadig fremkalder ubehag i nogle kredse, der af et ærligt hjerte hader Staten og al dens væsen, fra parkeringsvagter over Skat til soldater.

Det var også en farlig manøvre at bruge som retorisk kneb, for mens der aldrig rigtig var en risiko for, at Irak blev et nyt Vietnam, så var og er der en risiko for, at Afghanistan bliver et nyt Afghanistan.

En del af forklaringen kan nok søges i sammenligningen med netop de to krige, selvom den slags historiske sammenligninger aldrig helt kan lade sig gøre.

Da Koreakrigen brød ud, var det så kort efter WWII, at der stadig var en generelt positiv opfattelse i befolkningen af amerikanerne som befriere. De anti-amerikanske kredse, hovedsageligt kommunisterne og de mindre bevidstgjorte fellow-travelers forsøgte ganske vist at ophidse imod krigen, men den gik ikke rigtig. Først da Vietnamkrigen brød ud med amerikansk deltagelse en generation senere var kommunismen og anti-amerikanismen blevet tilstrækkelig udbredt til at gøre det salonfæhigt at være imod krigen. Den dag i dag fremstår Vietnamkrigen som en “god” krig for mange gamle venstreorienterede, og en pæn del af krigsmodstanden skal søges i nostalgi hos deres velopdragne børn for at genskabe stemningen fra den gang. Igen og igen har man hørt, og hører til dels stadig dem sukke over, at vi i modsætning til deres beundrede forældre, den fantastiske “oprørske” 68-generation, ikke havde en Vietnamkrig til at radikalisere os. At Vietnam desværre var en sejr for diktaturet, kan ses af de mange tusinder af bådflytninge, og dominoteoriens betydning kunne ses i the killings fields i Cambodia. Men naturligvis vil de i dag hævde, at det netop var amerikanernes skyld. Tja, prøv at sammenligne levestandarden i Sydkorea, hvor USA stod fast, og i Sydvietnam, hvor man gav op, for at få et mindre positivt billede, end det de fleste kulturrapportere og musikanmeldere lader passere som konventionel visdom.

Tilsvarende med Afghanistan og Irak. Krigen i Afghanistan kom lige efter 9/11, og selvom mange på venstrefløjen prøvede at starte en Vietnamstemning, fra Jørgen Knudsens og (og senere diverse DR-ansattes) uheldige bemærkninger om, at der endelig var nogle, som dræbte amerikanere, til de mere spagfærdige indvendinger om det mærkelige i, at vi tog dræbte amerikanerne så alvorligt, når vi var ret ligeglade med dræbte afrikanere, palæstinensere etc., så var der ikke rigtig stemning for den slags. Men da Irak kom, var stemningen på plads. Tingene går trods alt hurtigere i dag.

Anyway, det går stadig bedre i Irak, og det tyder ikke på, at amerikanerne giver op, heller ikke selvom præsidentposten går til en demokrat næste gang. Så den ensidigt negative dækning har ikke rigtig skadet noget for alvor, og hvis den positive udvikling fortsætter, som det tyder på for nærværende, vil selv MSM være nødt til at enten fortælle om det, hvilket vil påvirke stemningen den modsatte vej (se her), eller fortie det og dermed overlade nyhedsdækningen til mere positive omend obskure medier.

Hvordan så i Afghanistan? Her går det i det meste af MSM som forventet. Man er begyndt at hive den positive vurdering ind til fordel for anti-amerikansk antipati og hvad-kan-det-nytte holdninger, inkl. den lidt mere ækle variant, hvad-kan-det-nytte-at-udbrede-demokrati-til-halenegere, som man undertiden oplever på højrefløjen.

Men ikke i Berlingske. Ikke endnu i hvert fald. Tværtimod har man ikke kun på lederplads – det gjorde man også før, men også i avisens 1. sektion dækket krigen kritisk – det gjorde man også før, men nu også fair – og det er nyt.

Man har nævnt meningsmålinger, der viser lokalbefolkningens opbakning. Dem nævnte man aldrig, da det var Irak. Man nævner de danske soldaters opbakning til projektet. Det gjorde man først, da Fogh havde besluttet at trække os ud af Irak. Og man nævner endda, at teleban ikke klarer sig særlig godt, men kun formår at påføre os tab, fordi de er skiftet til en desperat terrorstrategi, som gør dem til fjender af befolkningen selv i de små områder, hvor de blev betragtet med sympati. Det var nøjagtig samme udvikling i Irak, hvilket vi i dag kan se har medført de – for os og det irakiske demokrati – positive resultater af, men som man i MSM hele tiden prøvede at fremstille som om, at terroristerne var ustoppelige.

Kort sagt, Berlingske har – indtil videre i det mindste – valgt en anden kurs i dækningen af Afghanistan, end de valgte i Irak. Lutter ros herfra til det. Så giver det bedre mening at holde en avis end bare at købe sin daglige avis tilfældigt, fordi dækningen jo alligevel var den samme, som man i øvrigt også fik i DR.

Berlingskes forholdsvis nye chefredaktør (er der en sammenhæng?) skriver i sin blog, at Berlingske ønsker at være mere opmærksomme på positive nyheder. Hun peger på, at gode historier er negative historier. Det er f.s.v. rigtigt. En journalist vil hellere fortælle om flyet, der styrtede ned, end om de tusinde fly, som landede normalt. Men mon ikke, at chefredaktøren er opmærksom på, at der er et andet problem på spil her, for det forhold, hun peger på, er jo et grundvilkår, som ikke står til at ændre. Så hvad er det så, hun ønsker at opnå?

Et bud kan være, at journalister i lighed med mange andre uddannelser er blevet mere overfladiske og dermed har fået en forkert opfattelse af, hvad kritisk journalistik er. De tror, at det er at forholde sig kritisk til bestemte fænomener: USA, Israel, borgerlige regeringer i al almindelighed, og DF i særdeleshed.

Men kritisk journalistik er at være kritisk over for sine kilder, så man kan efterstræbe det, som bør være målet for enhver journalist, at fortælle sandheden.

Nu afhænger sandheden af, hvad man selv tror på. Fakta kan beskrives rimeligt objektivt, f.eks. at der er sprunget en bombe. Men fortolkningen (hvem gjorde det og hvorfor) indebærer subjektive vurderinger, som nok kan prætendere at være sandhed, men som afhænger af individuelle værdipræmisser.

En reportage vil derfor altid være “vinklet”, medmindre den kun indskrænker sig til kun at gengive objektive oplysninger, hvilket de færreste medier kan leve af.

Men den gode reportage er også nuanceret, sådan at man tage alle facetter med, der synes relevante, og man forholder sig kritisk til sine kilder for at undgå, at man bliver vildledt. I dag er det alt for let
at narre journalister. Vi
har set det mange gange, ikke bare i Irak, men også andre steder med krigen i Sydlibanon som et særligt ubehageligt oplagt eksempel.

Et sidste spørgsmål er, hvilken vinkel skal så vælges? Dybest ser er der kun to: journalistens egen eller det medie, hvor vedkommende er ansat.

For mig at se, er svaret klart det sidste. Det er journalistens opgave at bruge kildekritik, rigtig kildekritik, til at sikre, at vinklingen ikke forfalder til at blive ensidighed. Vinklingen må vige for kildekritikken. Men vinklingen bør afgøres af mediet; det er derfor, man har en ansvarlig redaktion. Desværre lider mange journalister vist under den forestilling, at det bør være en første, og at det krænker deres ytringsfrihed at vælge den sidste. Det kræver en modig redaktion at gøre op med den misforståelse.

Så denne posting slutter i julehumør. Godt gået, Berlingske. Fortsæt og husk, at den gode historie er vinklet i overensstemmelse med avisens værdigrundlag og med nuancer og baseret på en så grundig kildekritik, som arbejdstempoet tillader.

Regeringens hemmelige (liberale) sejre

Af Jacob Mchangama, den 2. december 2007. Skriv et svar

På denne side er vi ikke just kendt for at rose den nuværende regering for dens politiske kurs, målsætninger eller resultater.

På to områder – private daginstitutioner og ældrepleje – er der dog grund til at rose regeringens initiativer som værende i klar overenstemmelse en grundlæggende liberal samfundsopfattelse, som man burde kunne forvente var den røde tråd i regeringens vision for det gode danske samfund. Regeringen – og så bliver den utålmodige og “revolutionære” lænestolsliberalistvinkel alligevel sneget ind – har bare valgt ikke at fokusere på disse ellers bemærkelsesværdige resultater.

Den 1. oktober 2005 blev lov om social service liberaliseret således, at det i langt højere grad blev muligt at oprette private daginstitutioner baseret på en ”Friedmansk” voucher model, hvor pengene følger barnet og forældrene derfor frit kan vælge mellem private og kommunale børnepasningstilbud (hovedpunkterne i loven fremgår her).

I dagens Berlingske kan man læse at at der i Danmark p.t. er 100 registrerede private daginstitutioner mod kun 20 ved årets begyndelse, en eksplosiv vækst, som DLO forventer vil stige således at der vil være 500 private daginstitutioner i år 2008.

Hvad er så gevinsten ved disse private daginstitutioner?: dette klip fra TV2 nyhederne tyder på at private daginstitutioner for samme beløb som det offentlige kan tilbyde flere m2 og mere tid per pædagog til det enkelte barn end hvad kommunale dagsinstitutioner kan præstere. Endvidere er der en langt større fleksibilitet for så vidt angår åbningstider og man slipper for det administrative og bureaukratiske bøvl, som offentlige institutioner er belastet af og som kræver så meget tid og ressourcer.

Derudover giver private daginstitutioner forældre mulighed for at vælge daginstitutioner drevet på et grundlag som forældrene finder mest hensigstmæssigt for deres børn, hvilket tilskynder til i højere grad at tage ansvar for ens barns opdragelse, skaber mulighed for stærkere (frivilligt baserede) lokalmiljøer og er en frihed som burde være alle forældre forundt.

Endvidere vil private daginstitutioner tvinge kommunale institutioner til at højne deres standard. Det kunne man tro at pædagogernes fagforening BUPL ville synes var en ønskværdig konsekvens men nej. Til Dagbladet Arbejderen udtaler Bertha Langhoff Hansen, formand for, BUPL, i Midt-sjælland:

Private daginstitutioner kan selv fastsætte forældrebetalingen, og det åbner for lokale ildsjæle, som kan give et kvalitativt bedre tilbud. Vi mener, at vi skal værne om de offentlige tilbud og sikre en ordentlig standard. Hvis vi ikke gør det, skaber vi kimen til øget ulighed i samfundet.

Det er klart at ”private ildsjæle” der vil højne kvaliteten af børnepasningen her til lands må være en fagforening for pædagogers værste mareridt. Det skulle jo nødigt komme til at handle om børnenes tarv, fremfor fastholdelse af pædagogernes velerhvervede rettigheder og fastlagte arbejdsrutiner.

Et andet klassisk velfærdsområde, hvor regeringen har åbnet op for frit valgsordninger er ældreplejen, hvor ældre i højere grad kan vælge mellem private og offentlige plejetilbud. Ankestyrelsen har i en række undersøgelser kortlagt konsekvenserne af denne ordning. Her et citat fra en undersøgelse fra 2006:

“Undersøgelsen viser, at hovedparten af brugerne i overvejende grad – 83 pct. – er meget tilfredse eller tilfredse med den leverede hjemmehjælp. Dog er tilfredshedsgraden størst blandt de brugere, der mener, at de får leveret hele hjælpen fra private leverandører.”

Undersøgelsen viser også at 65 pct. af brugerne oplever det frie leverandørvalg som godt, mens 2 pct. af brugerne oplever ordningen som dårlig. Men heller ikke indenfor ældreplejen er det alle i det kommunale system, der bryder sig om at de der skal nyde godt af velfærdsordninger får frit valg og højnet kvaliteten, som man kan læse i en anden undersøgelse fra 2007:


“Mange af visitatorerne i interviewrunden oplever, at de private leverandører oftest er lidt mere servicemindede end de kommunale leverandører. Dette kommer til udtryk ved, at de private leverandører oftere er villige til at gøre lidt ekstra for borgeren. Mange visitatorer ser dette som en fordel, men flere påpeger dog faren ved, at de private leverandører dermed yder service, der går ud over, hvad borgeren er visiteret til, og hvad der er fastsat i kommunens kvalitetsstandard, hvilket kan medføre et kvalitets- og udgiftspres opad.”
Blandt visse offentlige visitatorer er det altså et problem at private leverandører af velfærdsydelser strækker sig længere for de ældre. En tydeligere udstiling af i hvor høj grad den almindelige borgers ve og vel risikerer at træde i baggrunden i store offentligt administrerede systemer skal man lede længe efter. 

På trods af de ovennævnte landvindinger mindes jeg ikke at have hørt regeringen nævne noget herom i løbet af valgkampen, hvilket forekommer fuldstændigt uforståeligt. Her har man to helt konkrete eksempler på at det frie marked kan levere kernevelfærdsydelser, der er af en højere kvalitet end de der leveres af det offentlige og som tilvælges af helt almindelige danskere, der er utilfredse med kommunale ordninger.

Alligevel vælger man i velfærdsdebatten at love flere og større tilskud til det offentlige, fremfor at bruge eksemplerne som brohoveder, der kunne være med til sikre en højere grad af folkelig opbakning til privatisering og frit-valgsordninger på andre velfærdsområder.

Villy Søvndal og Helle Thorning Smidt burde have været konfronteret med citaterne fra BUPL og de offentlige visitatorer hver gang de med ansigtet i forurettede folder talte om det offentliges nødvendighed for sammenhængskraften og de svageste i samfundet.

Til utilfredse offentligt ansatte i kommunale daginstitutioner og demonstrerende forældre til børn i samme burde man fra regeringen have sagt: Vi har skabt rammerne for at I selv kan skabe private daginstitutioner drevet på den måde I synes mest hensigstmæssig. I har alle muligheder for at skabe de forhold I mener er mest optimale for Jeres børn. Tag ansvar fremfor bevidstløst at kræve flere penge til et offentligt system, som aldrig kan levere samme service, som den der kommer af, at I som kritiske og omsorgsfulde forældre udnytter Jeres frie valg til at fravælge skidt og tilvælge kanel. I stedet synes regeringen at være så paralyseret af frygt for grupper af offentligt ansatte at man ikke engang vil fejre sine egne sejre.

Ændring i amerikanernes vurdering af Irak

Af admin, den 29. november 2007. 3 svar

Her på bloggen vil vi jo gerne give jer de vinkler, som Main Stream Media (MSM) ikke formår, enten fordi de, ahem, ikke har tid i en travl verden, hvor der sker så meget, eller af andre, host, gode grunde.

Her er f.eks. en lille notits fra Ritzau plukket fra dagens Berlinger:

Hjem fra Irak uanset hvad

Washington: Selv om det amerikanske militær de seneste to måneder har rapporteret om spredte fremskridt i sikkerhedssituationen i Irak, gør det ikke befolkningen i USA mere velvillig over for krigen. Det viser en meningsmåling, som blev offentliggjort sent tirsdag lokal tid. Ønsket om at hente de amerikanske soldater hjem er uændret på 54 procent af de adspurgte, viser opinionsundersøgelsen, som er udført af Pew Research Center for The Peple and the Press. Der er også uændret 46 pct., som mener, at USA’s engagement i Irak vil ende med fiasko. Undersøgelsen viser samtidig, at amerikanerne værdsætter soldaternes indsats. 48 procent mener, at den militære operation går godt. Ritzau.

Tja, de har faktisk det meste med. Lidt over halvdelen vil have soldaterne hjem, så overskriften synes velbegrundet. 46 pct. regner med en fiasko, mens 48 pct. værdsætter soldaternes insats og synes, at operationen går godt. Men det er nu alligevel, som om der mangler noget…

Prøv at sammenligne med, hvordan Pew selv fremlægger teksten. Det her er altså den tekst, gutterne fra Ritzau så, da de skulle beslutte sig til, hvordan den nyhed skulle skæres:

PUBLIC SEES PROGRESS IN WAR EFFORT

For the first time in a long time, nearly half of Americans express positive opinions about the situation in Iraq. A growing number says the U.S. war effort is going well, while greater percentages also believe the United States is making progress in reducing the number of Iraqi casualties, defeating the insurgents and preventing a civil war in Iraq.

Roughly half of the public (48%) believes the U.S. military effort in Iraq is going very or fairly well. Judgments about the overall situation in Iraq have been improving steadily since the summer. As recently as June, only about a third of Americans (34%) said things were going well in Iraq.

[mere…]

Det er en lidt anden vinkel, selvom tallene er de samme.

Der er vel ikke noget at sige til, at Pew er imponeret over udviklingen i den positive opfattelse af, hvordan det går i Irak. Her er tallene steget fra 30 til 48 pct. siden februar, en fremgang på over 50 pct. Det var så ikke liiige den vinkel, Ritzau fokuserede på.

Det er også interessant, at den står lige mellem de, der tror, at Irak ender som en fiasko, og de, som tror på, at det ender godt (faktisk står den 46 – 48 pct., men usikkerheden dækker forskellen). I den sammenhæng er det også interessant, at den står lige mellem de, der mener, at terroristerne er ved at blive besejret, og de, som ikke tror det (43-44 pct.), men det dækker over en vækst blandt optimisterne fra 30 og et fald blandt pessimisterne fra 55. I betragtning af, hvor negativ opfattelsen har været, er det et forbløffende skifte, og der er ingen grund til at tro, at udviklingen standser, medmindre forholdene i Irak gør det.

For alt dette er sket siden februar, hvor MSM har gjort deres bedste, eller værste om man vil, for at male et dystert billede af udviklingen. Først hævdede de, at The Surge ikke ville nytte noget, så hævdede de, at general Petraeus overdrev de gode tal (husker I: General Betray-Us?), og da det viste sig, at tallene var endnu bedre, blev de tavse ganske længe, indtil Friedman og andre begyndte at undre sig, hvorefter de så nølende medgav, at det gik godt med sikkerhed, meeen den politiske situation var stadig ikke god, selvom der er almindelig enighed om, at den politiske løsning ikke kommer, før sikkerheden og tilliden er grundfæstet. Der står MSM lige nu, og selvom de gode nyheder først er begyndt at sive siden september, så har opfattelsen alligevel ændret sig.

Hvilken om nogen betydning har dette holdningsskifte?

For det første må man konstatere, at der ikke er tale om et holdningsskifte til krigen som sådan, ikke endnu i hvert fald.

Et flertal på 54 pct. vil have tropperne hjem. At lade dem blive støttes kun af 41 pct., hvilket interessant nok er faldet med 1 pct., hvilket er overraskende i forhold til den positive udvikling dokumenteret på de andre spørgsmål, selv hvis den manglende procent skyldes en statistisk usikkerhed.

Nu er spørgsmålet om at bringe tropperne hjem altid lidt usikkert, for reelt er det vel 100 pct., som vil have dem hjem. Spørgsmålet er, hvad man ligger i spørgsmålet, hvilket kan variere mellem to yderpunkter:

1) Træk tropperne hjem, for vi har tabt i Irak og kan ikke udrette mere.

2) Træk tropperne hjem, for vi har vundet i Irak og kan ikke udrette mere.

Da spørgsmålet fra Pew angik, om man ønskede at trække tropperne hjem eller lade dem blive, til situationen har stabliseret sig, må det antages, at de flerste som svarede ja, hører til nr. 1. Men det er ikke oplagt, for tilhængerne af nr. 2 vil også argumentere for, at tropperne bør trækkes hjem gradvist, så irakerne tvinges til at tage et ansvar, og man dermed undgår en Cypern-løsning.

Jeg tror, at tallene mest sandsynligt taler for en betydelig krigstræthed blandt befolkningen. Et stigende antal har bemærket, trods MSM ihærdige forsøg, at det går bedre i Irak, men det ændrer ikke på, at de vil have tropperne hjem. Uanset om det går godt eller skidt, er man ved at være træt. Derfor den stabile tilslutning på lidt over halvdelen uanset den positive ændring af situationen. Mit gæt er, at en fortsat positiv udvikling i Irak ikke vil påvirke antallet af folk, der vil have tropperne hjem, men jeg gætter på, at andelen af nr. 1 vil falde, og andelen af nr. 2 vil stige. Det kan få betydning for valgkampen, der har – pyha – et helt år endnu at løbe på.

Hvis en demokratisk præsidentkandidat overspiller kortet om at bringe tropperne hjem og fremstiller det som et nederlag, kan det give et gevaldigt bagslag, fordi stadig flere er blevet opmærksomme på, at det faktisk er muligt at nå en god løsning i Irak. Det vil give republikanerne en chance for at fremstille deres modstandere som forræderiske krystere, der vil snatch defeat from the jaws of victory. Samtidig kan de selv anføre, at tropperne skal hjem og vel at mærke hjem til en – om ikke en ticker tape parade – så i hvert fald til tak for en kæmpe og vellykket indsats.

Ikke bare vil en forbedret opfattelse af Irak gøre, at republikanske kandidater ikke længere er toxic i brede dele af befolkning, demokratiske kandidater vil således være fanget mellem at skulle please defaitisterne i MoveOn, der udgør en væsentlig adgang til at vinde primærvalgene, og samtidig skulle undgå at ødelægge deres chancer hos den mere fornuftige og brede del af befolkningen, der afgør valget i sidste ende. Clinton har indtil videre gjort det bedst, men netop derfor er hun ikke populær hos netroots. Hvis det får demokraterne til at vælge en kandidat, der taler om fiasko i Irak, mens udviklingen ubestrideligt går den anden vej, så er de republikanske kandidater ikke bare non-toxic, så har de faktisk en chance. Om det i øvrigt er godt efter en ikke særligt vellykket periode med republikansk hegemoni er tvivlsomt, selvom valgnedlaget i Kongressen måske har hjulpet lidt og genopfrisket mindet om Reaganomics (og nej, jeg er ikke økonom, så for mig står det mere for de politiske principper end de trufne valg).

Hvad præs. Bush angår, er der næppe meget håb. Hans rating er stadig lav, uanset fremgangen. Nu er det med Bush som med Clinton (Bill, men for den sags skyld også Hillary), uanset om det pludseligt skulle gå godt og alle problemer blive løst i Mellemøsten (hvad der er højst usandsynligt), og selvom medierne ville dække det fair (hvad der er helt usandsynligt), ville Bush stadig ikke komme meget højere end de ca. 50 pct., der stemte på ham i 2004. Hvis vi kommer til at se en positiv udvikling, overhovedet, bliver det til et sted midt i de 40 pct. approval, men det er tvivlsomt. Hvis Irak forbliver et demokrati, så kan hans tal måske forbedres om et par generationer. Det skete med Reagan, hvor det efterhånden kun er få af de gamle venstreorienterede frontkæmpere, som tør stå ved deres foragt for manden med deres gamle påstande om, at han var lallende senil, en B-skuespiller og al det der. Historien er ikke bare nådig, den har fordelen af 20-20 hindsight.

Og for så lige for at tage lidt af presset på vores kommentarboks. Det kan stadig gå galt i Irak. Sadr kan ombestemme sig og mene, at han alligevel har mere at opnå som militsleder end som korrupt politiker. Al Qeada kan få snigmyrdet Shia-lederen al Sistani, der er det tætteste på en Mandela, Irak har. Meget kan gå galt. Men lige nu virker det unægtelig som om, at det ikke gør, og at demokratiet overlever i Irak, hvilket i givet fald vil være den vigtigste positive udvikling i området i nyere historie. Kun en fredsløsning mellem Israel og Palæstina vil være på samme niveau, og det endda kun, hvis Palæstina bliver et fungerende demokrati og ikke et autokraklepsi, som de øvrige stater i området.

Evigtaktuelt citat

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. november 2007. 11 svar

Tirsdag i P1 Debat kunne man høre Villy Søvndal debattere med Søren Pind, og blandt førstnævntes vanligt indsigtsfulde bemærkninger var bl.a. (her i parafrase), at det er forkert at give skattelettelser, fordi det kan føre til “overophedning”, og derfor skal pengene snarere bruges i den offentlige sektor med henblik på at “skaffe flere hænder”.  Det lå så lige for at spørge hr. Søvndal, hvorfor det sidste ikke vil føre til mindst lige så megen “overophedning”, at den gode, Reagan-beundrende Søren vist overså, at selveste “The Gipper” allerede havde drillet hr. Søvndal–omend for et kvart århundrede siden.

Her er ihvertfald, hvad han i 1980 sagde i præsidentkandidat-debatten med daværende Præsident Carter:

“I would like to ask the President why is it inflationary to let the people keep more of their money and spend it the way they like, and it isn’t inflationary to let him take that money and spend it the way he wants?”

Har vi glemt hvorfor skolerne holder efterårsferie?

Af Niels Westy, den 27. november 2007. 8 svar

I søndags viste programmet “Agenda ” på SVT1 et indslag om børnearbejde i Uzbekistan, hvor staten angiveligt lukker skolerne og tvinger eleverne til at dfeltage i plukning af årets bomuldshøst. Da Uzbekistan er kendt for at være et brutalt diktatur, der åbenbart ikke har glemt “de gode gamle” dage i Sovjetunionen, hvor tvangsarbejde ikke var ualmindeligt, er der en hvis sandsynlighed for, at denne udlægning er korrekt.

Historien endte via Ritzau i TV-avisen på DR1 mandag aften.

Det der gør historien bemærkselsesværdig er at fokus helt klart ikke primært var at der var tale om tvangsarbejde, men at der var tale om børnearbejde. Således er overskriften på SVTs hjemmeside kort og godt “Barnarbete”, mens selve indslaget indledes med at studieværten proklamerer at “En sag er vi nok alle enige om, børnearbejde er forkasteligt”.

I beg to differ.

Ja, der er i virkeligheden en hel del der er uenige – problemet er bare;

“If we were to gather a large crowd of people from diverse origins in a football field around any European city, asking them to vote on a ban on harmful forms of child labour, no doubt they would unanimously vote in favour of the ban. In fact they have nothing to lose in this vote and they might even think that they are doing something good.”

(Sylvain Dessy og Stéphane Pallage : Why Banning the Worst Forms of Child LabourWould Hurt Poor Countries )

der også bemærker, at

“Notwithstanding the need to protect children, there is now a widespread agreement that poverty is the main determinant of child labour, implying that this phenomenon should be tolerated in poor countries, at least in its  non-hazardous forms”

Dessy og Pallage går dog videre, og påpeger, at der er situationer, hvor også forbud mod “abbusive child-labour” er direkte skadelig.

Et åbentlyst problem ved den “rigtige mening” om at børnearbejde er forkasteligt er selvfølgelig, at børnearbejde er et symptom (på fattigdom) og ikke primært en årsag. I det omfang det rent faktisk er lykkedes at begrænse børnearbejde via forbud (som f.eks. efter pres fra vestlige regeringer, der i visse tilfælde har begrænset mulighederne for beskæftigelse i eksportsektoren) har det jo først og fremmest indebåret at børnene har måtte søge arbejde i andre sektorer, typisk til en lave betaling og under ringere forhold.

Sagens kerne er, at børnearbejde ikke kan afskaffes via forbud, den minimeres først når der er økonomisk grundlag for det. Eksistensen af efterårsferien – eller kartoffelferien som det oprindeligt hed, burde minde os om, at også her i landet var børn i en ikke fjern fortid nød til at arbejde.

Hvis vi derfor må acceptere, at børnearbejde er en nødvendighed i store dele af verden (det er estimeret, at op mod 30% af børnene i Afrika er tvunget til at arbejde), er der naturligvis ikke grund til at acceptere, at stater gør brug af tvang(sarbejde) – men her er det vel principielt ligemeget hvorvidt de “misbrugte” er 9, 19 eller 99.

Måske var der andre og mere nærliggende årsager til, at hverken dansk eller svensk TV indtog denne udgangsposition?