Har vi glemt hvorfor skolerne holder efterårsferie?

Af Niels Westy, den 27. november 2007. 8 svar

I søndags viste programmet “Agenda ” på SVT1 et indslag om børnearbejde i Uzbekistan, hvor staten angiveligt lukker skolerne og tvinger eleverne til at dfeltage i plukning af årets bomuldshøst. Da Uzbekistan er kendt for at være et brutalt diktatur, der åbenbart ikke har glemt “de gode gamle” dage i Sovjetunionen, hvor tvangsarbejde ikke var ualmindeligt, er der en hvis sandsynlighed for, at denne udlægning er korrekt.

Historien endte via Ritzau i TV-avisen på DR1 mandag aften.

Det der gør historien bemærkselsesværdig er at fokus helt klart ikke primært var at der var tale om tvangsarbejde, men at der var tale om børnearbejde. Således er overskriften på SVTs hjemmeside kort og godt “Barnarbete”, mens selve indslaget indledes med at studieværten proklamerer at “En sag er vi nok alle enige om, børnearbejde er forkasteligt”.

I beg to differ.

Ja, der er i virkeligheden en hel del der er uenige – problemet er bare;

“If we were to gather a large crowd of people from diverse origins in a football field around any European city, asking them to vote on a ban on harmful forms of child labour, no doubt they would unanimously vote in favour of the ban. In fact they have nothing to lose in this vote and they might even think that they are doing something good.”

(Sylvain Dessy og Stéphane Pallage : Why Banning the Worst Forms of Child LabourWould Hurt Poor Countries )

der også bemærker, at

“Notwithstanding the need to protect children, there is now a widespread agreement that poverty is the main determinant of child labour, implying that this phenomenon should be tolerated in poor countries, at least in its  non-hazardous forms”

Dessy og Pallage går dog videre, og påpeger, at der er situationer, hvor også forbud mod “abbusive child-labour” er direkte skadelig.

Et åbentlyst problem ved den “rigtige mening” om at børnearbejde er forkasteligt er selvfølgelig, at børnearbejde er et symptom (på fattigdom) og ikke primært en årsag. I det omfang det rent faktisk er lykkedes at begrænse børnearbejde via forbud (som f.eks. efter pres fra vestlige regeringer, der i visse tilfælde har begrænset mulighederne for beskæftigelse i eksportsektoren) har det jo først og fremmest indebåret at børnene har måtte søge arbejde i andre sektorer, typisk til en lave betaling og under ringere forhold.

Sagens kerne er, at børnearbejde ikke kan afskaffes via forbud, den minimeres først når der er økonomisk grundlag for det. Eksistensen af efterårsferien – eller kartoffelferien som det oprindeligt hed, burde minde os om, at også her i landet var børn i en ikke fjern fortid nød til at arbejde.

Hvis vi derfor må acceptere, at børnearbejde er en nødvendighed i store dele af verden (det er estimeret, at op mod 30% af børnene i Afrika er tvunget til at arbejde), er der naturligvis ikke grund til at acceptere, at stater gør brug af tvang(sarbejde) – men her er det vel principielt ligemeget hvorvidt de “misbrugte” er 9, 19 eller 99.

Måske var der andre og mere nærliggende årsager til, at hverken dansk eller svensk TV indtog denne udgangsposition?

JE parafraserer PJ …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. november 2007. Skriv et svar

Vores begavede yngling, Johan Espersen, har i anledning af folketingsvalget på sin blog, The Hairpin Bend, oversat og parafraseret åbningskapitlet fra Parliament of Whores af vores uforlignelige yndling, P.J. O’Rourke.  Selvom jeg, de fleste andre punditokrater og ganske mange læsere, givetvis kender bogen og kapitlet, så er det dog også ret morsomt at læse på dansk.  Her er en smagsprøve:

Politik er kedeligt fordi politiske karrierer er baseret på den mest lunkne form for løgn: ”Jeg balancerer budgettet, sådan da.” ”Jeg vil ikke forhøje skatten, hvis jeg da kan forhindre det.”

Selvfølgelig fortæller politikere ikke sandheden: ”Jeg stiller op til det Folketinget for at hævde mig selv overfor de klassekamerater, der for 35 år siden gav mig øgenavnet Fiskefjæs” eller ”Vælg mig venligst til Folketinget, så jeg kan komme væk fra Nordjylland og møde store kanoner og lækre babes.”

Men de fortæller heller ikke store, underholdende, dundrende løgne: ”Send undertegnede til Christiansborg og jeg vil sende tyvekosterne hjem i sendinger af lukkede godsvogne. Du kommer til at asfaltere vejene med bacon, når jeg er færdig med at skovle ud valgflæsk fra statens pengekasse. Der kommer til at være offentlige jobs til din hund. Lad din haveslange løbe i femten minutter og jeg vil få Transportministeriet til at bygge en ottesporet hængebro over pølen. Vis mig en våd kælder og jeg vil anskaffe dig en flådebase og gøre din vvs-montør til admiral af flåden. Der vil være landbrugsstøtte for hver plante, du har i en potte, forsvarskontrakter til knægtens spytbolde og gratis pladser på en daginstitution til datterens dukker. Du vil få arbejdsløshedsunderstøttelse for de seksten timer hver dag, hvor du ikke er på dit job, fuld førtidspension, hvis du skal op om natten for at gå på toilettet og folkepensionen vil komme ikke bare når du trækker dig tilbage som pensionist, men hver gang du trækker dig tilbage til sengen om aftenen. Skatter? For fanden, jeg vil få staten til at proppe penge tilbage på din lønseddel hver uge og jeg vil lade SKAT hyre chimpanser fra Zoologisk Have til at føre revision af din selvangivelse. Stem på mig, folkens, og I vil komme til at prutte gennem silke.”

Læs resten her.

Vred hvid mand

Af admin, den 27. november 2007. 8 svar

Hvis I kan lide vrede hvide mænd, der brokker sig over politisk korrekthed på en meget politisk ukorrekt måde, vil I elske ham her.

Det er Jeremy Clarkson, der normalt har et bilprogram på BBC, men her skriver i The Times.

Jeg er ikke helt sikker, men hans udgangspunkt er vist en sportkamp, som England tabte. Derfra får han hidset sig op over meget andet end sport.

Et tilbagevendende tema i hans indlæg er i hvert fald den skam, som politisk korrekthed påbyder, når det angår nationalitetsfølelse. Det vil sige, nationalitetsfølelse for en udviklet og velstående nation, som England.

Det minder mig om Eric Blair, den ene af de to Blairs inden for de seneste år, som begge var socialister, og alligevel i stand til at tænke klart og nå relativt fornuftige udenrigspolitiske mål, navnlig hvis man sammenligner med den venstrefløj, der omgav dem.

Han skrev The Lion and the Unicon i 1940, der begynder med den uforglemmelige linje:

As I write, highly civilized human beings are flying overhead, trying to kill me.

Videre skrev han dette, som stadig gælder og ikke kun i England:

In left-wing circles it is always felt that there is something slightly disgraceful in being an Englishman and that it is a duty to snigger at every English institution, from horse racing to suet puddings. It is a strange fact, but it is unquestionably true that almost any English intellectual would feel more ashamed of standing to attention during ‘God Save the King’ than of stealing from a poor box.

Tja, Clarkson skriver ikke nær så godt, men derfor er det nu underholdende alligevel. Her er en smagsprøve, men læs selv.

I believe people need to feel like they’re part of a gang, part of a tribe. And I also believe we need to feel pride in our gang. But all we ever hear now is that we in England have nothing to be proud about. In a world of righteousness we are the child molesters and rapists.

Our soldiers were murderers. Our empire builders were thieves. Our class system was ridiculous and our industrial revolution set in motion a chain of events that, eventually, will kill every polar bear in the Arctic.

And it gets so much worse. Because if you say you are a patriot, men with beards and sandals will come round to your house in the night and daub BNP slogans on your front door. This is the only country in the world where the national flag is deemed offensive. Small wonder the England players were disinclined to sing the national anthem with any gusto. It’s in English and that’s offensive too. Unless it’s simultaneously translated into Urdu, for the deaf.

Nye klimadata – igen, men denne gang med varm middelalder!

Af Christian Bjørnskov, den 26. november 2007. 50 svar

Vi har skrevet en række poster her på stedet om klimavidenskab og det der ligner, og hver gang med lange og af og til ophidsede diskussioner til følge. Helt særligt kan det åbenbart hidse folk op, at man stiller spørgsmålstegn ved Michael Manns såkaldte Hockeystavskurve – altså den der viser at den globale temperatur har været stabil i århundreder, men svipper opad i de seneste årtier. Man kan diskutere, hvor central denne kurve er for f.eks. IPCC’s konklusioner, men jeg tror ikke man kan undervurdere dens ’pædagogiske’ betydning. Tal med almindelige folk, eller tal med politikere og andre ’meningsdannere’ – som jeg gjorde forleden på Copenhagen Climate Networks endagskonference – og det argument, de alle nævner, er temperaturstigningen som man kan se i kurven.

I videnskabelige kredse har der dog været markant kritik af ’videnskaben’ bag kurven. Man tager nemlig en masse forskellige indikatorer, som man regner med har noget med temperaturen at gøre – såkaldte proxies – og lægger dem sammen til et fællesmål ved brug af forskellige statistiske metoder. Metoderne er der egentlig ikke noget galt med, men selve måden man bruger dem på, og de proxies der indgår, kan diskuteres. Man har bl.a. kritiseret Manns udbredte brug at træringedata, og helt særligt dem fra visse nordamerikanske nåletræer.

Craig Loehle fra den Washington-baserede organisation National Council for Air and Stream Improvement har derfor forleden publiceret sit arbejde på området i Energy & Environment. I artiklen gør han rede for, hvordan en rekonstruktion af den globale temperaturkurve over de seneste 2000 år ser ud, når man vel at mærke ikke bruger træringedata. En anden bemærkelsesværdig feature er, at sammehængen mellem temperatur og alle hans proxies er blevet verificeret i peer-reviewed arbejde, i modsætning til praktisk taget alt andet arbejde på området, hvor en stor del af materialet baserer sig på antagelser om, at ’det her har nok noget med temperatur at gøre’.

Loehles arbejde står derfor på væsentligt sikrere grund end tidligere rekonstruktioner. Og hvad finder han så? Jo, i hans kurve kan man meget klart se den varme middelalder, som ellers på nærmest magisk vis var forsvundet fra Manns hockeystav, og den ’lille istid’ omkring 1600-1700. Man kan også se temperaturstigningen i det 20. århundrede. Men i modsætning til hvad Mann, IPCC og indignerede politikere som Connie Hedegaard påstår, er den globale middeltemperatur i slutningen af det 20. århundrede omkring 0,3 grader under temperaturen i middelalderen.

Der er altså ikke noget særligt historisk ved verdens temperatur for tiden. Debatten om klima er vigtig, ikke mindst fordi hvis der er et reelt problem som vi kan gøre noget ved, bør man ikke undervurdere problemet, og hvis der ikke er, kan politisk handling blive endog meget dyr – og helt specielt for verdens fattigste – men Loehles studie demonstrerer igen hvor langt man kan komme med ordentlig videnskabelighed. Det fortjener at blive pligtlæsning for Hedegaard, Gore og andre, der har bygget deres politiske troværdighed og overlevelse på, at der er et stort problem. Hele tråden på Climate Audit kan læses her. For de interesserede kan man også læse den egentlige videnskabelige artikel her.

Punditokraternes egen ministerrokade

Af Jacob Mchangama, den 23. november 2007. 28 svar

Anders Fogh Rasmussen har netop sat sit nye ministerhold. Blandt nyskabelserne er bl.a. “Velfærdsministeriet” og “Klimaministeriet”. Det giver i alt 19 ministerposter (hvoraf Bendt Bendtsen og Birthe Rønn Hornbech hver besidder dobbeltministerier i form af henholdsvis Økonomi- og Erhvervsministeriet og Integrations- og Kirkeministeriet).

Ministerrokaden giver Punditokraterne lejlighed til at invitere vores læsere til at deltage i et lille tankeeksperiment. Hvilke ministerier skulle bibeholdes og hvilke nedlægges, såfremt en borgerlig-liberal regering efter læsernes smag var ved magten?

Et hurtigt bud fra undertegnede på hvilke ministerier der er tilstrækkelige og nødvendige i et borgerligt- liberalt Danmark kunne se således ud:

  • Statsministeriet,
  • Finansministeriet (med ansvar for skat og økonomi),
  • Indenrigsministeriet,
  • Udenrigsministeriet,
  • Justitsministeriet, og
  • Forsvarsministeriet

Læsere og medpunditokrater, der har lyst til at deltage i løjerne er selvfølgelig velkomne til at begrunde deres til- og fravalg og evt. sætte navne på relevante ministre (og nye ministerier).

Boykot "køb ingenting dagen" på lørdag – så hellere "købe ind til du segner"

Af Niels Westy, den 23. november 2007. 8 svar

En af de mere absurde tiltag på venstrefløjen, i deres evige jagt på at give os dårlig samvittighed, har de senere år været den såkaldte “køb ingenting dag”, eller “buy nothing day” som den oprindeligt hedder.

Bagved “køb ingenting dagen” står herhjemme “Danmarks aktive forbrugere”, der blandt deres triumfer, ifølge organisationen hjemmesider, kan tælle, at Flensteds A/S  markedsføring af deres frosne friturestegte pommes frites og rösties, under titlen “‘Sundt og nemt’, er blevet kendt skyldig i ulovlig og vildledende markedsføring af fødevaremyndighederne – hvad skulle vi da gøre uden sådan en kæk organisation til at beskytte os.

Den grundlæggende ide om at vores forbrug skader de fattige, er lige så latterlig, som den desværre er udbredt  – ikke kun på venstrefløjen.

Det er på mange måder en hån mod den desværre store del af jordens befolkning (omend andelen falder støt og roligt) der ikke kan fravælge at forbruge, ganske simpelt fordi de ikke har et forbrug at fravælge.

Nu gør det formentlig ikke den store forskel at man har lavet en sådan dag. Dels fordi de fleste ikke følger opfordringen, og dels fordi de der gør, formentlig bare købe mere ind i dag eller på mandag.

Men det er selvfølgelig altid bekymrende at myter, der i vid udstrækning har religiøse rødder, åbenbart fortsat lever og trives – ja de der tror på dem, mener vist også, at de selv er særligt gode mennesker – ak ja.

Sandheden er jo, at vores vækst og forbrug er en væsentlig faktor i at drive den internationale efterspørgsel op – og skulle man anklage den rige del af verden, og her nok først og fremmest europæerne for noget, skulle det snarere være, at vi er jævnt hen dårlige til at sikre stabile høje vækstrater i vores egne økonomier. til gengæld er vi vældigt gode til at bekymre os, men det skaffer som bekendt ikke meget mad på bordet i de små hjem i den 3. verden.

I anledning af den forestående “køb ingenting dag” har jeg skrevet dagens klumme i 180grader – så er man bedre rustet, hvis man skulle løbe ind i  “Danmarks aktive forbrugere” på lørdag, som prøver at overbevise en om at man ødelægger kloden og skader de fattige, når man gør det man plejer, nemlig køber ind. 

Gæsteindlæg: Valgtømmermænd politianmeldt

Af Redaktionen, den 22. november 2007. 17 svar

Poul Højlund, en af Punditokraternes trofaste og aktive læsere, har sendt dette indlæg til redaktionen. Vi bringer det her, og håber at det kan starte lidt debat.

En punditokrat emeritus, Mikael Jalving, har netop i DR Debat været i clinch med en af de unge fusentaster, der i et akut anfald af valgtømmermænd har oprettet netsiden http://flytetmandat.dk Som nok alle ved, handler det om en folkeindsamling med det ene formål at købe en blå politiker til at skifte over til den røde side af salen. Jalving gjorde det glimrende, og den unge med det underlige forslag magtede selvfølgelig ikke at svare ordentligt for sig. Men jeg savnede dog alligevel et meget vigtigt aspekt, nemlig en diskussion af lovligheden af bestikkelsesforsøget.

Efter min mening er der tale om en overtrædelse af straffeloven, og jeg anmeldte følgelig sagen til politiet allerede i lørdags. Om min anmeldelse overhovedet er modtaget af det reformramte politi er lidt usikkert, hvorfor jeg i skrivende stund har bedt dem bekræfte modtagelsen.Anmeldelsen lyder i al sin gribende enkelthed således:

”Vedlagte website, http://flytetmandat.dk/, der har været omtalt i en del medier siden fredag den 16. november
2007, krænker efter min opfattelse straffelovens § 122 Den, som uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen,
der virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at
formå den pågældende til at gøre eller undlade noget i tjenesten, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Jeg skal derfor opfordre politiet til at standse ulovlighederne og foranstalte, at der rejses tiltale efter § 122.”

Undertegnede er på ingen måde jurist eller på anden måde spoleret af grum bagtanke; politianmeldelsen er det spontane resultat af en småsur jydes ”Nu kan det dæl’me være nok!” Men hvis jeg har ret i min antagelse – og det håber jeg sandt for dyden er tilfældet – er det muligvis tilsvarende ulovligt at optræde som donor på listen. Det burde være en smal sag for myndighederne at opspore samtlige netadresser, og derfra koble til de relevante personer.

Udover det der bedst kan betegnes som ’tudefjæsmentaliteten’ vidner sagen om en ganske horribel demokratiopfattelse, hvor et valgresultat ikke respekteres. Den glidning bør stoppes for enhver pris, fordi den fuldstændigt underminerer vores demokratiske system.

Og selvklart: anmeldelse var også sket i den omvendte situation, selvom jeg ikke har fantasi til at forestille mig den.

Poul Højlund

Valgets tabere

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. november 2007. 3 svar

Hermed–som sædvanligt–lidt kreativt genbrug, d.v.s. min faste lørdags-/”Perspektiv”-klumme fra Berlingske Tidende:

Perspektiv: De største partier blev de største tabere.

Folketingsvalgkampen og mediernes dækning af samme illustrerede meget klart, på godt og ondt, hvordan dækningen af dansk politik er blevet til en kampsport mellem hvilke politikere, der kan levere de mest forberedte bemærkninger flest gange uden at virke for kunstige – og hvordan de af medierne udråbte eksperter efterfølgende minutiøst kan dissekere hver enkelt detalje, som om det var en fodboldkamp. Hvem fik de fineste hug ind? Hvem så ikke så godt ud i aften? Hvem skal være »præsident« i år, og er det »blå blok« eller »rød blok«, der fører med et mulehår? Indbegrebet af hele den proces må siges at være Naser Khader og Ny Alliance, der fra først til sidst fremstod som et mediedrevet designer-parti, som først kunne udråbes til at være det nye og smarte og derefter til at være de kiksede storbytosser. Først var de vinderne og så var de taberne. Mellem disse yderpoler kom så spindoktorers, kommentatorers, dagblades og ugeblades fokus på personerne i partiet, deres privatliv, og næsten incestuøse relationer mellem TV-værter, kommentatorer, kommunikationsrådgivere og politikerne selv. Men skærer man igennem det hele, hvem var så valgets egentlige store tabere? Tydeligvis ikke Villy Søvndal, men derudover er det bemærkelsesværdigt, at to partiledere af stort set alle blev udråbt til at have gjort det godt, om end de ved nærmere eftertanke åbenlyst må betegnes som valgets egentlige tabere: De to store partiers ledere, regeringslederen og oppositionslederen. De tabte på forskellig vis, men nøgternt vurderet er de, uanset mediernes overstrømmende lovprisning af dem, valgets faktiske tabere og med problemer forude.

Helle Thorning-Schmidt førte en valgkamp, som næsten alle har rost. Hun var i duellerne – med enkelte, små undtagelser – en langt bedre og mere offensiv debattør, end mange ville have forudset. Hun formåede at indgå en relativt robust alliance med SF og Det Radikale Venstre, og det lykkedes for en gangs skyld at holde ro og orden på egen bagsmæk. Alligevel kan resultatet – uden for Politikens redaktionskontor og Socialdemokraternes pressekontor – reelt ikke betegnes som andet end en eklatant fiasko. Det er ikke blot de historiske fakta: At det var tredje folketingsvalg i træk med socialdemokratisk tilbagegang, og at partiet ligger på den laveste tilslutning i mere end 100 år. Det kan man, som Thorning-Schmidt og Sass Larsen, kalde at »holde skansen«, men det er langt, langt værre end det. Det ydmygende valgresultat i 2001 kunne man (i lighed med jordskredsvalget i 1973) bortforklare som en engangsforeteelse, drevet af særlige omstændigheder (efterlønsreformen og indvandrerdebatten). Det endnu ringere resultat i 2005 forsøgte man at bortforklare med, at V og K havde flere penge, og at medierne havde været hårde ved S – og lige præcis den udlægning kom Mogens Lykketoft også med i tirsdags. Men efter tre nederlag og en vedvarende historisk lav tilslutning, kan man ikke længere tale om noget forbigående. Socialdemokraterne er i takt med, at de klassiske arbejdere næsten er forsvundet, og at dem, der er tilbage, overvejende er gået til Venstre og Dansk Folkeparti, blevet reduceret til blot ét af to større partier. Man er simpelthen ikke længere et parti, der repræsenterer hovedstrømningen i »det danske folk«.

Med mindre Thorning-Schmidt skifter politik og strategi markant, så har hun reelt kun ét håb at hænge sin taske på forud for det næste folketingsvalg, og det er, at dansk økonomi begynder at sætte sig på halen. Sker det, vil det kunne skabe en sneboldeffekt af dårlige nyheder for VK-regeringen. Men i fraværet på dét og et politisk kursskifte hos Socialdemokraterne selv, er det svært at se, hvordan partiet i overskuelig fremtid – om nogensinde – skulle kunne nå tilbage til at blive det store, altdominerende parti i dansk politik, det engang var. Når den indsigt spreder sig, er det spørgsmålet, om Thorning-Schmidt fortsat kan holde ro på bagsmækken og i oppositionen. Anders Fogh Rasmussen formåede – mod manges forventning – at holde et VKO-flertal og at fortsætte som statsminister, samt at blive valgets store stemmesluger. Man kunne sige, at hvis dét er at »tabe«, så er der mange politikere, der gerne ville være tabere. Ikke desto mindre må valgresultatet ses som et partimæssigt og politisk nederlag for Venstres formand. Det var fjerde valg i træk, hvor Venstre gik tilbage, inklusive altså ved de to seneste folketingsvalg.

Dermed er partiet reelt tilbage på det niveau, som man fik i 1998 – med Uffe Ellemann- Jensen i spidsen og med en langt mere markant, liberal profil. Der er allerede nu internt i Venstre mange, der hæfter sig ved, at jo længere, man siden 2001 er rykket mod midten af dansk politik, desto dårligere har man klaret sig. I den forbindelse vil de samme hæfte sig ved, at de stemmer, som Venstre har tabt, ikke er gået til oppositionen, men til De Konservative og Ny Alliance, der begge har markeret sig som fortalere for lavere skatter og kritiske overfor bureaukrati og regulering. Spørgsmål som for får år siden ville have været centrale mærkesager for Venstre. Fortsætter den nuværende tendens for partiet, bør man forberede sig på både at have mistet sin sjæl og sine vælgere, og det er næppe den sammenfatning, Anders Fogh Rasmussen ønsker at have stående over sin tid som Venstreleder.

Ny svensk blog

Af Christian Bjørnskov, den 20. november 2007. Skriv et svar

Normalt reklamerer vi ikke for noget her på stedet, men nogle gange kan linjen mellem information og decideret reklame være tåget. Så tillad mig som dagens minipost at reklamere for en ny svensk blog. Det drejer sig om den svenske økonom Niclas Berggren – en god ven af flere punditokrater – der just startet sin egen blog (se her). Niclas er udover at være en dygtig økonom også et meget tænksomt menneske med klare værdier og brede interesser, og hans blog ser allerede nu ud til at være et besøg værd. Hvis man er yderligere interesseret, kan man også besøge hans Niclas’ side på hans hjeminstitut (Ratio Instituttet i Stockholm, læs her).

NA ja, NA nej – reflektioner over valget 07

Af admin, den 15. november 2007. 27 svar

Jeg hører vist til de mange, der overvejede at stemme på Ny Alliance, men undlod det til sidst. Og hvorfor nu det?

Tja, skal det udtrykkes meget kort, må det blive, at jeg overvejede at stemme på NA, fordi jeg søtter Anders Samuelsen-fløjen, men undlod det, fordi jeg tror, at den udgør et mindretal i partiet.

En lidt længere forklaring – for de tålmodige – følger her.

Som mange andre på denne blog har jeg været svært nedtrykt over niveauet i den politiske debat ganske længe. Det virkede unægtelig som et slagsmål om at være den bedste og mest troværdige socialdemokrat. Det fyldte mig med noget nær afsky i en sådan grad, at jeg helst slet ikke ville beskæftige mig med indenrigspolitik, hverken her på bloggen eller i øvrigt, bl.a. takkede jeg til at levere en klumme til 180grader — hvad jeg i dag er glad for, for det var blevet en temmelig trist klumme.

Men på vej til valgstedet i tirsdags skete der noget. Jeg blev ganske simpelt grebet af stemningen. For der er sgu’ noget smukt over en valgdag.

Jeg gider ikke høre økonomernes utvivlsomt rigtige forklarinnger om, hvordan den enkelte stemme er betydningsløs. Det minder mig om de to økonomiprofessorer, der var ude at gå. – Hør, er det ikke en 100 kr seddel, der ligger dér på gaden? – Nej, det kan det ikke være, så ville nogen andre have samlet den op.

Jeg er ligeglad om min stemme ikke vejer noget i det samlede billede, jeg vil deltage i det demokrati, jeg har været så svine heldig at blive født ind i.

Demokrati er ikke smukt, som Churchill allerede har bemærket det, men det er det mindst ringe. Det bygger bl.a. på, at man ofte må gå på kompromis med andre ud fra den erkendelse, at ingen kender sandheden, at smag og behag er forskellig, og at alle er ligeværdige i deres ret til at danne deres egen opfattelse inden for meget vide grænser, der reelt set kun udgøres af Borgerlig Straffelov.

Hvorfor nu denne udflugt om demokratiet? Fordi det er en væsentlig grund til, at jeg endte med ikke at kunne støtte NA.

Da NA blev præsenteret, fremstod de som et borgerligt-liberalt alternativ. Samuelsen præsenterede en fladskat, hvilket er tættere på, end vi normalt gør os klart, f.eks. skal misundelsesskatten (kaldet topskatten) blot fjernes for at være meget tæt på resultatet. Og Khader havde udmærket sig ved at stå ved de danske værdier om ytringsfrihed, mens hans partifæller i RV nok en gang svigtede af bar politisk befippelse over, at provokationen var afsendt fra JP og rettet mod en anden religion end den kristne, som man normalt ikke har fine følelser overfor.

Det særligt opmuntrende var Khaders opgør med Jelveds hysteriske dæmonisering af DF. Det tegnede til, at man kunne få et borgerligt-liberalt alternativ, som kunne rykke regeringsmagten i den retning.

Men så gik det galt. Hovedparten af RVs vælgere er folk, der synes at elske pladderhumanismen, og egentlig kun har fravalgt socialismen, fordi de synes, den er utrendy. Disse personer overtog nu NA og snart begyndte NA at gentage de rituelle udfald mod DF.

Blot for at skåne vores kommentarspalte, så er jeg ikke DF’er. De har klart udtalt, at de ikke er liberale, og at de vil hindre V i at føre en for liberal politik. Og det har de i den grad gjort. Men jeg kan simpelt hen ikke følge den dæmonisering, som partiet bliver til del. DF liggger ikke længere fra den politiske midte eller har mere ekstreme holdninger end SF. Ja, som Hayek påpegede det, kan man ikke have et socialistisk samfund uden at det krænker grundlæggende menneskerettigheder, men jeg kan ikke få mig selv til at fremstille Villy som en grum despot, der vil ødelægge Danmark. Og ja, DF har nogle nationale holdninger, som kan virke klaustrofobiske, men det er gak at tro, at de er første stop på vejen mod udryddelseslejrerne.

Vi kan være uenige om, hvad der udgør en given ideologi, f.eks. liberalisme, men jeg mener, at man må følge sin ideologi i alle forhold. Jeg forstår derfor ikke de, der betragter politik som et tag-selv bord, hvor man tager lidt liberalisme her og lidt socialisme dér.

NA overtog en række af de trendy venstreorienterede holdninger, herunder en udenrigspolitik, der betænkeligt minder om Lykketoftlinjen (dvs. et grundlæggende had til USA og Israel, der er uafhængig af Irak, Afghanistan, som dokumenteret ved Lykketofts tale 23/8 2001). I den sammenhæng blev Samuelsens skattelinje blot en detalje.

Jeg har til en vis grad forståelse for, at man erklærer ikke at ville samarbejde med DF, men så må man også sige nej til SF. Gør man ikke det som borgerlig-liberal, er man en overfladisk hykler.

Jeg håber, at Samuelsen-fløjen i NA kan blive stærkere. Men indtil det sker, valgte jeg at stemme personligt på en person, som jeg håber kan trække regeringen i den rigtige retning, også selvom det indebærer et samarbejde med partier, der ligger en fjernt.

Sandsynlighedsregning for dummies

Af Altmann, den 13. november 2007. 17 svar

Her på stedet har nogle punditokrater argumenteret for at stemme blankt, mens andre har argumenteret for (i hvert fald implicit), at nogle kandidater/partier trods alt er bedre end andre.  Begge parter har tilsyneladende enten ikke forstået elementær rational choice teori, eller ikke forstået sandsynlighedsregning, eller ikke læst gamle poster om samme emner her på stedet (eller alle tre ting). 

Rationelle vælgere, som er i stand til at foretage elementære sandsynlighedsberegninger m.h.t. muligheden for, at deres stemme vil være udslagsgivende, vil naturligvis kun kunne gøre to ting i dag:

  • lade være med at stemme; eller
  • stemme af helt andre årsager end hensynet til udfaldet.

Sidste mulighed omfatter sådanne mulige motivationsfaktorer som, at man tror, man har en pligt til at gøre det; at det er “sjovt”; at det giver en lækker fornemmelse i kroppen, o.s.v., o.s.v.

Givet antallet af vælgere holder dette sådan set uanset, om der er stor eller lille forskel mellem partierne, men er der lille forskel, bliver det selvfølgelig endnu mere fjollet at stemme.

Tvivlere kan læse mere her og derefter revurdere, hvordan de bedst kan bruge en halv time i dag.

Borgerlig stemmeguide, hvis du vælger ikke at stemme blankt

Af Niels Westy, den 13. november 2007. Skriv et svar

Her på bloggen har diskussionen raset flere gange om hvorvidt man skulle stemme blankt og holde hovedet højt, eller vælge det mindste af to onder (på kort sigt). Jeg vil derfor blot henvise til den meget udførlige borgerlige stemmeguide, som 180 grader bringer i dag.

Personligt har jeg ikke tænkt at stemme blankt, omend jeg fuldt ud anerkender de overvejelser der ligger bag dette. Men oplevelsen bliver unægtelig ikke opløftende – sådan lidt som at vælge mellem en Citroen C1, Peugeot 107 eller en Toyota Aygo. Bevares den kan køre, og bringe en fra A til B, men derudover er der ikke meget at råbe hurra for, og at køre i sådan en kasse for fornøjelsens skyld kan der aldrig blive tale om.

Voodoo

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. november 2007. 9 svar

Da alle andre forsøger sig som sandsigersker, skal denne punditokrat ikke lade chancen gå fra sig.  Jeg har set mesteren–min gamle og estimerede kollega, dr. Risbjerg–i kortene og her kommer mine bud.  De er lavet på omtrent samme måde som Risbjergs og giver derfor med små, små, små undtagelser (som er marginale i forhold til den statistiske usikkerhed) det samme nettoresultat:

A 45 (-2)

B 10 (-7)

C 18 (0)

F 23 (+12)

K 0 (0)

O 23 (-1)

V 47 (-5)

Y 5 (+5)

Ø 4 (-2)

= VKO: 88 (hvilket altså med nordatlantiske er stort set lige med et arbejdende flertal)

= VKOY: 93

Holder tallene, må de to store tabere siges at være lederne af de to store partier–samt Naser Khader.

Det sidste sparetip og valget i morgen

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2007. 26 svar

Så er der mindre end 24 timer til valget og vi selvom udsigterne for at få en frihedsorienteret regering, der ikke er absurd gejl efter offentlige udgifter er minimale, kan vi her på stedet i det mindste sige, at vi har gjort vores. Vi har postet fem sparetips til politikerne (her, her, her, her og her). På den måde kan man i det mindste hævde, at der eksisterer idéer udenfor dansk politik.

Og lad mig så komme med det allersidste sparetip, og måske det jeg føler allerstærkest for: Privatisér DSB. Jeg har skrevt om det før (læs her) og min harme over denne monopoldinosaur med foragt for sine kunder har på ingen måde lagt sig. Virksomheden modtager i år cirka 4½ milliarder kroner i 2007, plus en ekstraudgift for staten på cirka en milliard til tjenestemandspensioner. Og hvad får man ud af det? En rejse tur-retur Århus-København koster 642 kroner, og DSB modtager cirka det samme i tilskud. Busselskabet Abildskou kan gøre den samme rejse for 440 kroner uden tilskud. Man kan endda gøre det stort set lige så billigt med Cimber Air til Kastrup!

Når man regner ind hvor usigeligt elendig, servicen hos DSB er, har jeg meget svært ved at se begrundelsen for at opretholde støtten til selskabet. Lad os da endelig få det privatiseret, så vi kan få ordentlig transport hvis man ikke lige har egen bil.

Ellers vil vi herfra ønske alle et godt valg. Stem efter din overbevisning – også selvom det som i mit tilfælde betyder en blank stemme. Og gå så hjem og opfør dig som om politikerne slet ikke forsøger at regulere din adfærd.

Sparetips til politikerne #5: legaliser prostitution og narkotika

Af Niels Westy, den 11. november 2007. 13 svar

Dagens spareforslag til politikerne er nok nogenlunde lige så realistisk, som at tro på en borgerlig-liberal regering der fører……borgerlig-liberal politik her til lands.

Det skal ikke afholde mig fra at slå et slag for legalisering af prostitution og narkotika.

Kriminaliseringen har som bekendt hverken afholdt kvinder og mænd fra at sælge seksuelle ydelser eller dæmpet narkotikaforbruget – så her har vi helt igennem at gøre med ren symbolpolitik, som det aldrig er lykkedes at sandsynliggøre har haft positive effekter (bortset fra hvis det ses ud fra de der har deres udkomme hos politi, domstole, fængselsvæsen og pusher godhedsjunk)

En afkriminalisering vil indebære betydelige besparelser indenfor politiet, retsvæsen og fængselsforsorgen. Et minimumsbud er 5-8 mia. kroner årligt – da bekæmpelse, domstolsbehandling og opbevaring af de dømte (primært narkorelateret) udgør formentlig minimum mellem 1/3 og halvdelen af det samlede ressourceforbrug. En legalisering selvfølgelig også øge skattebasen ganske betydelig, her ligger formentlig også en del mia. og venter.

Dertil skal selvfølgelig lægges de samfundsøkonomiske besparelse der er i og med at vi vil opleve et drastisk fald i antallet af indbrud, overfald, vold mv.

En fornuftig gennemført fuld legalisering af prostitution vil yderligere indebærer en minimering af problemerne med menneskehandel osv.

Er liberal politik forbundet med mere ulighed?

Af Christian Bjørnskov, den 10. november 2007. 5 svar

Et af de måske underligste forhold i dansk politik de senere år har været Venstre og Konservatives insisteren på økonomisk udligning, eller i en infamøs beskrivelse af regeringens position: ”Vi arbejder kun for mere lighed”. Det har længe virket som om man på den nominelle højrefløj har accepteret venstrefløjens implicitte diktum om, at liberal økonomisk politik fører til mere ’ulighed’. Og ulighed kan vi da ikke lide i Danmark, kan vi? Ulighed er jo fattigdom, ikke, og LO har jo lige vist at der er blevet mere fattigdom i Danmark, har de ikke?

Der er to gode indvendinger mod regeringens position, og mod LO’s nye hvidbog, hvor det hævdes at Danmark er blevet mere ulige og har fået flere fattige. Først og fremmest har vores med-punditokrat Jørgen Møller forleden haft en kronik i Berlingske Tidende, hvor han imødegår LO. For LO’s påstand om at der er blevet mere fattigdom i Danmark er ren nonsens. Som mål for fattigdom bruger de andelen af danskere, der i et givet år har mindre en 60 procent af den typiske danskers indkomst. Så i en situation hvor alle danskere bliver rigere, men hvor nogle af ’middelklassens’ gennemsnitsindkomster stiger hurtigere end de relativt fattigeres, vil medianindkomsten rykke opad. Dermed kommer flere danskere til at ligge under den på trods af at de også er blevet rigere, men LO’s fattigdomsmål er blevet forværret. Og det er lige præcist det, der er sket. Fattigdommen i Danmark (hvis man overhovedet kan tale om fattige danskere) er blevet markant formindsket, men i rent relative termer ser tallet ud til at være blevet større. LO drager altså deres konklusion på præmisser, der ingen mening giver.

Jørgen Møller peger også på et andet, og ofte overset, problem i debatten om ulighed, nemlig at der er grundlæggende forskel på lighed i muligheder – hvilke vi alle kan bifalde – og lighed i resultater. Hvis man ønsker det sidste, vil man i modsætning til det første nødvendigvis kræve ulighed i muligheder. Folk er nemlig forskellige, mens et drive mod lige resultater kræver at man behandler folk som om de er ens. Som Jørgen Møller konkluderer:

”LO er givetvis drevet af et oprigtigt ønske om at fremme ligheden. Men der er god grund til at være på vagt over deres redefinition af begrebet »lige muligheder« eller »ulighed« generelt. For hvor lige resultater bliver gjort til et synonym for retfærdighed, der må forskellighed, der jo følger af lige muligheder, nødvendigvis være uretfærdig. I en sådan situation er ensretning den eneste farbare kurs, moralsk set. Den sti bør vi altid vare os for at betræde. Sammenhængen er nemlig meget enkel. Lægger vi vægt på lige muligheder, så kan vi ikke opnå lige resultater, og ønsker vi lige resultater, så kan vi ikke opretholde lige muligheder. Eller for at sige det på en anden måde: vi kan enten ligestille (stille alle lige i mødet med statsmagten) eller udligne (gøre alle ens ved hjælp af statsmagten). Den pointe er vigtig at holde sig for øje under en valgkamp, der – i hvert fald indtil videre – synes mere optaget af at fremme ensartethed end mangfoldighed.”

Hele kronikken kan læses her.

Og så kommer vi til det sidste element i dagens diskussion: Giver en mere liberal politik mere ulighed? Punditokraternes svenske ven og kollega Niclas Berggren viste for nogle år siden, at når man ser på tværs af verdens lande, er ulighed negativt forbundet med Fraser Instituttets Economic Freedom index. Indekset bruges ofte som et mål for økonomisk frihed, og dermed et mål for hvor ’liberal’ den overordnede politik er. Korrelationen er typisk omkring -0,25, men som alle der har bedrevet empirisk cross-country forskning ved, kunne en hel række forhold invalidere sådanne konklusioner. Nathan Ashby og Russell Sobel har derfor i et af de kommende numre af Public Choice en artikel, hvor de ser på forholdet mellem økonomisk frihed og ulighed på tværs af de 50 amerikanske stater. Og deres konklusion er klar: Forbedringer af den økonomiske frihed – altså ændringer i retning af en mere liberal økonomisk politik – er forbundet med mindre fundamental ulighed.

Forskningen peger altså mod en konklusion der er, at en liberal politik i det længere løb fører til mindre ulighed. Præmisserne i en stor del af den danske diskussion, at liberal politik ville medføre mere ulighed og at ulighed er fattigdom, er derfor grundlæggende forkerte. Og med 3F’s propagandakampagne for at bilde danskerne ind, at der er massiv ulighed i samfundet, ville det nok klæde et par danske politikere at tale imod. Mangelen på økonomisk frihed, i særlig grad frihed fra statslige interventioner og massivt offentligt forbrug, er nemlig en af de faktorer, der begrænser de relativt fattigere danskeres muligheder for at arbejde sig op i samfundet. Men den slags tale er fuldstændigt tabu i dansk politik, og særligt i danske valgkampe!

Thatcher vs. Hillary

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. november 2007. 1 svar

Som bekendt er en af denne punditokrats favorit-klummeskribenter Peggy Noonan.  Hendes seneste Wall Street Journal klumme er en sammenligning af Margaret Thatcher og Hillary Clinton, og den begynder sådan:

The story as I was told it is that in the early years of her prime ministership, Margaret Thatcher held a meeting with her aides and staff, all of whom were dominated by her, even awed. When it was over she invited her cabinet chiefs to join her at dinner in a nearby restaurant. They went, arrayed themselves around the table, jockeyed for her attention. A young waiter came and asked if they’d like to hear the specials. Mrs. Thatcher said, “I will have beef.”

Yes, said the waiter. “And the vegetables?”

“They will have beef too.”

Og lidt af sammenligningen af de to kvinder:

A word on toughness. Mrs. Clinton is certainly tough, to the point of hard. But toughness should have a purpose. In Mrs. Thatcher’s case, its purpose was to push through a program she thought would make life better in her country. Mrs. Clinton’s toughness seems to have no purpose beyond the personal accrual of power. What will she do with the power? Still unclear. It happens to be unclear in the case of several candidates, but with Mrs. Clinton there is a unique chasm between the ferocity and the purpose of the ferocity. There is something deeply unattractive in this, and it would be equally so if she were a man.

Læs resten her.

Erkendelsen breder sig IV

Af admin, den 9. november 2007. 1 svar

I vores serie om, hvordan erkendelsen om den gode udvikling i Irak breder sig, kan vi nu berette, at det ikke bare er nået til bin Ladens hule, men også – hvilket er langt vanskeligere – ind bag murene i de lokaler i Titangade, hvor Berlingske for tiden er i eksil.

Vi betragter os jo som lidt af et serviceorgan, der giver jer det, MSM helst ikke vil tale om, og denne gang har vi haft luppen fremme og fundet, hvad de fleste nok ville have overset. Det er den glædelige nyhed om, at ca. 46.000 irakere er vendt hjem alene i oktober som resultat af den forbedrede sikkerhedssituation i Bagdad og andre steder.

Vi bringer her den journalistiske dækning i fuld længde:

Irakere vender hjem i tusindvis.

Bagdad: 46.000 irakere vendte i oktober tilbage til deres hjemland efter at være flygtet på grund af uroligheder. Hovedsagelig til nabolandene Syrien og Jordan, meddeler den irakiske regering. AP.

Hvis nogen selv vil finde den iille notits, kan vi oplyse, at den er anbragt i rubrikken Overblik nederst i venstre hjørne.

Vi glæder os over, at avisen ikke denne gang har søgt at pakke den gode nyhed ind i dårlige nyheder eller betragtninger om, hvordan det hele stadig kan nå at ændre sig og gå galt igen. Til gengæld blev dækningen lidt, ahem, kortfattet. Men den er der, og det skal vi da glæde os over.

Dette bliver  i øvrigt den sidste i serien, medmindre der sker noget meget vigtigt, som MSM (heller) ikke ønsker at dække. Vi stopper her, dels fordi valgkampen går ind i sin sidste fase, dels fordi det virker mere monomant end normalt selv for en blog, dels og navnlig fordi vores pointe om, at det går markant bedre i Irak, og at dansk MSM ikke vil indrømme det, burde være slået fast.

Erkendelsen breder sig III

Af admin, den 7. november 2007. 12 svar

Osama bin Laden holdt en tale den 22. oktober, som vi tidligere har berørt. Men da vi gerne vil give jer det, som MSM forsømmer, kommer der her lidt mere.

I sin tale jamrede bin Laden over, hvor dårligt det går i Irak, dvs. godt for os. Han klager over troløse våbenfæller, og som noget ganske sjældent indrømmede han, at al-Qaeda har begået fejl, hvormed han sikkert sigter til deres uheldige vane med at slå alle ihjel omkring sig, også rettroende sunni-muslimer, hvilket har gjort dem grundigt upopulære på de kanter. Læs opsamlingen her.

Erkendelsen af, at det går godt i Irak, er altså også nået til det hul, hvor han gemmer sig.

Hvis det er nået til danske medier, er de gode til at skjule det.

For at sikre, at vi virkelig giver jer det, som MSM ikke kan klare, foretog jeg et hurtigt opslag på InfoMedia med søgning efter “bin laden” inden for de seneste 14 dage. Det gav 64 hits i danske medier, men ingen af dem nævner hans tale. Dansk MSM vil altså gerne skrive om bin Laden, men de vil ikke nævne hans tale. Hvorfor mon?

Økonomisk frihed og individuelle rettigheder – en kommentar i anledning af operation dagsværk den 7. november

Af Niels Westy, den 6. november 2007. 9 svar

I foråret blev Christian Bjørnskov og undertegnede kontaktet af Operation dagsværk, og bedt om en “liberalistisk” vinkel på udviklingen i Bolivia og kollektive rettigheder, som der er blevet skrevet om før bl.a. her på bloggen. Det kom der nedenstående tekst ud af. Det indgår vist nok (jeg er dog ikke sikker) i det endelige materiale, som OD har sendt ud til interesserede gymnasier. Der er næppe mange af bloggens læsere der kommer til at stifte bekendtskab med det materiale, så derfor kan det læses her.

Økonomisk frihed og individuelle rettigheder

 

Økonomisk frihed defineres typisk som afhængig af den offentlige sektors og skatternes omfang, kvaliteten af retssystemet og styrken af den private ejendomsret, pengepolitik, handelspolitik og regulering.

 

En række internationale studier har vist, at der både historisk og i dag er stor sammenhæng mellem graden af økonomisk frihed og et lands velstand og vækst. Således er BNP per indbygger i de 25 % mest frie lande i verden i gennemsnit næsten 10 gange højere end i de 25 % af verdens lande med mindst økonomisk frihed1. Det klart vigtigste element i den økonomiske frihed, som understreget af bl.a. Nobelpristageren Douglass Norths historiske forskning fra Europa, er graden af privat, individuelt definerede ejendomsrettigheder. Spørgsmålet i denne artikel er, hvordan klarer Bolivia sig på dette punkt? og hvordan forholder det sig til begrebet ’kollektive rettigheder’?

Mens Danmark er kendetegnet ved en høj grad af økonomisk frihed og at retsvæsenet effektivt og fair garanterer borgernes individuelle rettigheder og ejendomsret, gælder dette langtfra i Bolivia. Den offentlige sektor er korrupt og blander sig kraftigt i vare- og arbejdsmarkederne. Retsvæsenet har fortsat svært ved at opretholde sin uafhængighed og styrke – særligt i forhold til beskyttelsen af den private ejendomsret – og har svært ved at garantere borgernes individuelle rettigheder. I internationale sammenligninger, hvor hvert land placeres på en skala fra 0-10, vurderes kvaliteten af Bolivias retsvæsen til 3,5 – tre point dårligere end Chile – og seks point dårligere end Danmark.2

Efter at Evo Morales blev valgt som præsident er kvaliteten af retsvæsenet svækket yderligere, bl.a. på grund af re-nationaliseringer. Den peruvianske økonom Alvaro Vargos Llosa udtrykte dette i en artikel i Foreign Policy således, at der i Latinamerika eksisterer en skæbnesvanger forkærlighed for stærke og karismatiske ledere, frem for retsregler3. Det har historisk udmøntet sig i, at den enkelte borgers rettigheder og muligheder primært har været afhængig af politiske (og militære) forbindelser, og kun i begrænset omfang har kunnet forsvares juridisk.

Bolivia historisk set

Bolivia er i dag et af Latinamerikas fattigste lande, hvis velstand stort set er stået i stampe de seneste 50 år. Til sammenligning kan nævnes, at mens velstanden i Irland i midten af 1950erne var ca. det dobbelte af Bolivias, var den 50 år senere steget til mere end det 10-dobbelte. Selv efter latinamerikanske forhold har Bolivias økonomi klaret sig bemærkelsesværdigt ringe det seneste halve århundrede. Levestandarden i Bolivia var således lidt højere end den brasilianske i midten af 1950erne. 50 år senere er brasilianerne ca. tre gange så velstående som bolivianerne.4

I lighed med nabolandene satsede Bolivia fra begyndelsen af 1950erne på økonomisk vækst gennem statsligt ejerskab i minedrift og industri, koblet med et latinamerikansk særkende, nemlig beskyttelse af indenlandsk produktion gennem handelsrestriktioner, hvorved konkurrencen fra udlandet minimeredes. Den førte politik kan kun beskrives som en fiasko, der hverken forbedrede den generelle levestandard eller reducerede fattigdommen. En mildt sagt turbulent politisk historie inklusiv perioder med skiftende militærdiktatur og tilbagevendende hyperinflation har heller ikke virket befordrende for varig økonomisk vækst. Efter den sidste nedsmeltning i midten af 1980erne gennemførtes en række reformer, der mindskede handelsrestriktionerne, samtidig med en række statslige virksomheder privatiseredes. Det er denne periode der populært kaldes den “neo-liberalistiske periode”. Bortset fra Chile der i dag er en moderne markedsøkonomi med få restriktioner og høj grad af retssikkerhed, har de fleste latinamerikanske lande dog bibeholdt en række forhold der ikke har meget med en moderne markedsøkonomi at gøre. Det er en af grundene til den (mildt sagt) kun moderate økonomiske fremgang illustreret i Figur 1. Centralt står den fortsatte manglende grad af individuelle ejendomsrettigheder.

Individuel vs. kollektiv ejendomsret

Mens det centrale paradigme i 2. halvdel af det 20. århundrede var ét Bolivia med ét sprog (spansk), har de seneste årtier været præget af et stigende krav om anerkendelse af de forskellige indianerstammers forskellige kultur og sprog. Parallelt er der rejst krav om territoriale – kollektive – rettigheder baseret på etnisk oprindelse, da den bolivianske fattigdom rammer landets indianere uforholdsmæssigt hårdt. Spørgsmålet er, hvordan de virker.

Hvis vi overfører bolivianske forhold til Danmark, kan man sige at det at give en specifik indianerstamme ret til et kollektivt ejerskab svarer til at give lollikker ret til Lolland, så længe de bor på Lolland. I det øjeblik de flytter, mister de alle rettigheder og da de ikke besidder en individuel ejendomsret, har de ingen individuelle rettigheder. Kollektive rettigheder kan derfor ikke sammenlignes med de rettigheder man har i den kommune man er bosat i, da der ikke er fri og ikke-diskriminerende adgang til de kollektive rettigheder. Skulle fattige mennesker fra f.eks. La Paz ønske at flytte til et sådant område, vil det ikke være muligt for dem at få del i de kollektive rettigheder. Det indebærer en ganske effektiv svækkelse af bolivianernes geografiske og sociale mobilitet.

Vi ved fra historisk erfaring fra andre systemer uden privat ejendomsret, at folk med en politisk eller på anden vis ’socialt’ allokeret adgang til jord, hverken dyrker den så samvittighedsfuldt eller vedligeholder den på samme måde som privat ejendom. Givet den politisk bestemte risiko for, at brugsretten til jorden ikke tilhører familien næste år, forsvinder incitamentet til at vedligeholde og udvikle området.

Erfaringer fra mange ulande såvel som europæisk historie peger også på, at privat ejendomsret til jord er helt central i at skabe produktive investeringer, der kan løfte mennesker ud af fattigdom. Jorden er som oftest det eneste, der kan stilles som sikkerhed for banklån, som er nødvendige for at kunne investere, hvis man ikke tilfældigvis er født ind i en rig familie.

Endelig kan man stille spørgsmålstegn ved den måde, brugsret eller lignende forhold fordeles, når ejendomsrett
en tilhører et stort ’ko
llektiv’. Vil brugen gå til de mest effektive og arbejdsomme, eller i højere grad til dem med bedst forbindelser og størst mulighed for at ’smøre’ beslutningstagerne? Dette punkt er af afgørende betydning i samfund som Bolivia, hvor korruption er udbredt, risikoen for at blive opdaget begrænset og sanktionerne – med de rette forbindelser – kan undgås.

Vejen frem

Der er ingen tvivl om, at den indianske befolkning i store dele af Bolivias historie er blevet behandlet som andenrangs borgere – også efter de i 1952 formelt blev inkluderet i det politiske system på lige fod med den traditionelle middel- og overklasse. 1990ernes anerkendelse af indiansk kultur og sprog kan ses som led i, at denne del af Bolivias befolkning og dets historie og kultur endelig anerkendes som en del af landets historie- og kulturarv.

Men set i et økonomisk perspektiv – i et land hvor 17 % af befolkningen lever i absolut fattigdom og hvor de ti procent fattigste kun tjener en procent af nationalindkomsten – er det et problem, hvis man satser på kollektiv frem for individuel ejendomsret. Denne prioritering vil fortsat indebære en økonomisk udvikling, hvor chancen for at løfte de fattigste bolivianere ud af armoden er forsvindende lille. Desværre er en af myterne – ikke mindst blandt såkaldt “progressive” kræfter i og udenfor Latinamerika – at den private ejendomsret primært eksisterer til beskyttelse af den allerede velstående og indflydelsesrige del af befolkningen. Det forholder sig i virkeligheden omvendt: Manglen på individuelle rettigheder betyder, at en stor del af befolkningen holdes i dyb fattigdom fordi de ikke har ret til frugterne af deres menneskelige og økonomiske ressourcer.

At være rig i mange ulande betyder, at man samtidig har muligheden for at gennemtvinge sin vilje og forsvare sine (lovligt og ulovligt) erhvervede værdier med midler der ikke er forenelige med en moderne retsstat (der netop garanterer alle borgeres individuelle rettigheder). Det er derfor af afgørende betydning for Bolivias fremtidige økonomiske muligheder – ikke mindst for den fattige del af befolkningen – at man fokuserer på dette område. Desværre har det traditionelt ikke været tilfældet hverken i Bolivia eller resten af Latinamerika.

1 Gwartney, Lawson & Easterly; Economic freedom of the World: 2006 annual report, Vancouver: Fraser Institute 2006: 3; 22 (Fig. 1.6). Se f.eks. også Niclas Berggren: The Benefits of Economic Freedom: A Survey. The Independent Review 8 (2003), 193-211.

2Data fra Economic Freedom of the World; kan findes på www.freetheworld.com.

3Alvaro Vargas Llosa: Return of the Idiot. Foreign Policy, maj/juni 2007.

4 Penn World Tables, mark 6.2.

 

Niels Westy Munch-Holbek og Christian Bjørnskov, juni 2007