’Krigens udlicitering’ og brugen af PMC’er

Af Jens Ringsmose, den 6. december 2007. 1 svar

Siden en gruppe ansatte fra sikkerhedsfirmaet Blackwater dræbte 17 civile irakere i det centrale Bagdad 16. september i år, er den offentlige og akademiske debat om brugen af Private Military Companies (PMC’er) blevet kraftigt intensiveret. Den tragiske hændelse medvirkede således til at fremhæve de juridiske og strategiske udfordringer forbundet med reguleringen og brugen af de mange private sikkerhedsfirmer, som opererer i blandt andet Irak og Afghanistan (i øjeblikket beskæftiger de private sikkerhedsfirmaer omtrent 160.000 alene i Irak). Samtidig er presset på især den amerikanske regering for en tættere kontrol med PMC’erne vokset markant.

Kritikkerne af brugen af de private udbydere i krigs- og konfliktzoner har efterhånden fået opbygget et ganske omfattende arsenal af mere eller mindre kurante argumenter imod ’krigens udlicitering’. I den mere subtile ende af rækken af indvendinger imod anvendelsen af PMC’er finder man blandt andet argumentet om, at medarbejdere i den private sikkerhedssektor opererer inden for rammerne af en snævert defineret markedslogik, hvilket gør dem mindre anvendelige i oprørsbekæmpelsesoperationer som i Irak og Afghanistan. Rationalet er således, at PMC-ansatte vil fokusere på at opfylde kontrakten, og så i øvrigt blæse på de – fra tid til anden – afledte og kontraproduktive effekter. Kort sagt: PMC’er kærer sig ikke om ’hearts and minds’. Eller som en privat sikkerhedsmedarbejder formulerede det medio 2007: ”Our mission is to protect the principal, at all costs. If this means pissing off the Iraqis, too bad”. (At argumentet i virkeligheden retter sig mod svagt eller upræcist formulerede kontrakter, og ikke brugen af PMC’er per se har ikke fanget mange kritikeres opmærksomhed). Til de mere ligefremme indvendinger mod PMC’erne hører argumentet om, at det ganske enkelt er urentabelt at benytte sig af private udbydere. Blackwater, Aegis, DynCorp og de øvrige firmaer med speciale i sikkerhed er simpelthen for dyre.

PMC-skeptikeren Peter W. Singer fra tænketanken Brookings oplistede for nylig en række af de hyppigst anvendte argumenter imod brugen af PMC’er i Irak.

….the current use of private military contractors:

  • Enables a “bigger is better” approach to operations that runs contrary to the best lessons of U.S. military strategy. Turning logistics and operations into a for-profit endeavor helped feed the “Green Zone” mentality problem of sprawling bases, which runs counter to everything General Petraeus pointed to as necessary to winning a counterinsurgency in the new Army/USMC manual he helped write.
  • Inflames popular opinion against, rather than for, the American mission through operational practices that ignore the fundamental lessons of counterinsurgency.
  • Participated in a series of abuses that have undermined efforts at winning “hearts and minds” of the Iraqi people. The pattern of contractor misconduct extends back to 2003 and has involved everything from prisoner abuse and “joyride” shootings of civilians to a reported incident in which a drunken Blackwater contractor shot dead the security guard of the Iraqi Vice President, after the two got into an argument on Christmas Eve, 2006.
  • Weakened American efforts in the “war of ideas” both inside Iraq and beyond. As one Iraqi government official explained even before the recent shootings. “They are part of the reason for all the hatred that is directed at Americans, because people don’t know them as Blackwater, they know them only as Americans. They are planting hatred, because of these irresponsible acts.”
  • Reveals a double standard towards Iraqi civilian institutions that undermines efforts to build up these very same institutions, another key lesson of counterinsurgency. As one Iraqi soldier said of Blackwater. “They are more powerful than the government. No one can try them. Where is the government in this?”
  • Forced policymakers to jettison strategies designed to win the counterinsurgency on multiple occasions, before they even had a chance to succeed. The U.S. Marine plan for counterinsurgency in the Sunni Triangle was never implemented, because of uncoordinated contractor decisions in 2004 that helped turn Fallujah into a rallying point of the insurgency. More recently, while U.S. government leaders had planned to press the Iraqi government on needed action on post-“surge” political benchmarks, instead they are now having to request Iraqi help in cleaning up the aftermath of the Blackwater incident.

Argumenterne for brugen af PMC’er har hidtil været koncentreret omkring to hovedpointer. For det første: De vestlige landes militære instrumenter – og i særdeleshed USA’s – har anseelige vanskeligheder med at generere de påkrævede styrker til missionerne i Irak og Afghanistan, og det er derfor tvingende nødvendigt at udlicitere en række af de opgaver, de væbnede styrker tidligere har løftet. Nød lærer trængt stat at udlicitere. For det andet: Brugen af private udbydere skaber langt større fleksibilitet med hensyn til ansættelse og afskedigelse, og på længere sigt fører det til besparelser.

For nylig formulerede den tyske idehistoriker og tidligere ’Jungsocialist’ Herfried Münkler imidlertid et – i hvert fald for denne punditokrat – nyt og mere radikalt argument for brugen af PMC’er. I et længere interview med Frankfurter Allgemeine plæderede Münkler således blandt andet for, at Tyskland burde overveje at betale private sikkerhedsfirmaer for at påtage sig de farligere opgaver i det sydlige Afghanistan, når nu hverken den tyske opinion eller deres folkevalgte var villige til at sætte tyske soldaters liv på spil i eksempelvis Helmand og Kandahar. Skåret ind til benet, anbefaler Münkler ikke blot at PMC’er overtager logistik- og støttefunktioner, men også at de tager del i regulære kamphandlinger. Dermed bliver grænsen mellem ’private sikkerhedsfirmaer’ og lejesoldater vel en smule akademisk?:

Was bedeutet das [krigens privatisering, JR] im Kontext asymmetrischer Kriegsführung?
Zunächst kommt da die Freikaufmentalität unserer postheroischen Gesellschaft zum Ausdruck. Afghanistan ist einer Mehrheit der Deutschen schon zu gefährlich. Da muss man dann eben etwas Geld in de Hand nehmen.

Könnten PMCs die Lösung sein?
Sie sind eine Alternative zum Einsatz unserer eigenen Streitkräfte etwa in Afghanistan, die den Aufbau einer stabilen Staatlichkeit absichern sollen. Und wenn wir das nicht schaffen, weil wir ungeduldig werden – dann könnten solche Firmen eingesetzt werden. Die müssten dann nicht in der Fläche befrieden. Die PMCs müssten die Taliban beschäftigen, damit sie uns nicht attackieren können, aber ohne die Perspektive, da wird irgendwann Frieden einkehren. Es geht darum, unliebsame Akteure unter Stress zu setzen.

Ist das möglich für Deutschland?
Aber Gott, wir zieren uns gerne und fange sofort eine Diskussion über Recht und Ethik an. Aber wenn es darum geht, dass wir die Kosten der Alternative zu den PMCs zu bezahlen haben, nämlich deutsche Streitkräfte auf gefährlichen Posten zu unterhalten, würde ich sagen, dass wir die PMCs bei allen Kopfschmerzen heimlich doch gar nicht so schlecht finden.

Fra forskningsfronten: Handel gør os rigere -– hvis politikerne holder fingrene væk

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2007. 4 svar

Vi kender alle diskussionen: Er globalisering et gode eller et onde? De fleste tænkende, ædruelige mennesker har forladt den marxistiske idé om at handel blot er udbytning i nye klæder, men tankegangen trives stadig i visse nicher på humaniora og andre steder, hvor folk åbenbart betages af Naomi Kleins argumenter (for eksempel raser hun i sin seneste bog mod tænketanke, baseret på et argument om at de er onde fordi ordet jo indeholder ’tank’ – altså kampvogn!).

Men de underlige marxistiske levn fraset, er det sevet ind hos de fleste at økonomisk globalisering – øget handel, udenlandske investeringer osv. – giver nogle unikke muligheder. Men blandt politikere er der stadig en stærk tro på, at der er et eller andet ondskabsfuldt i globaliseringen, der skal reguleres væk. Med andre ord er der en tyrkertro på, at globaliseringen skal ’dirigeres’ og at den helst skal ’under demokratisk kontrol’. Jo mere kontrol, jo mere regulering, jo bedre.

Hvorvidt politikerne tager fejl eller ej er i sidste ende et videnskabelige, empirisk spørgsmål. I en ny artikel ser Verdensbankøkonomerne Caroline Freund og Bineswaree Bolaky på netop dette spørgsmål. Artiklen, der estimerer baggrunde for hvorfor nogle lande er rigere end andre, blev i november accepteret i udviklingsøkonomiens absolutte flagskib, the Journal of Development Economics, og har således fået et af de fineste kvalitetsstempler, der findes i nationaløkonomi.

Artiklen er interessant fordi Freund og Bolaky netop finder en tæt og kausal sammenhæng mellem handel og velstand. Generelt gælder det ifølge deres resultater, at jo mere et land handler, jo rigere ender det med at være. Jo mere åbent, landet er, jo mere effektivt bliver landets samlede fysiske og menneskelige ressourcerne fordelt, og i jo højere grad sorteres dårlige virksomheder fra i den proces, Schumpeter kaldte ’kreativ ødelæggelse’.

Men, og der er et meget stort men, disse smukke virkninger kommer kun i lande, der ikke overregulerer økonomien. I den gruppe af verdens lande, hvor der er stærk kontrol med opstart af virksomheder, regulering af arbejdsmarkedet, og dårlig beskyttelse af privat ejendomsret, har handel ingen gavnlige virkninger på landets velstand. Omvendt gælder det, at i lande uden sådanne reguleringsproblemer vil ti procent mere handel på langt sigt gøre landet mere end fem procent rigere! Og jo mindre man regulerer disse forhold, jo større bliver de positive effekter af handel.

Freund og Bolakys artikel gennemhuller derfor fuldstændigt europæiske politikeres idé om, at økonomisk globalisering skal reguleres for at den bliver til gavn for landet. I stedet viser resultaterne, at politikerne også på dette område skal holde fingrene væk, og lade den usynlige hånd spinde sin magi. På den måde får vi alle sammen mest velstand af globaliseringen – og størst frihed til at bruge den til det, vi helst vil.

180 Klumme om Amnesty

Af Jacob Mchangama, den 3. december 2007. 4 svar

Jeg har æren af dagens klumme på 180grader, som omhandler Amnesty Internationals nyeste kampagne “Statsdiskrimination”, som jeg i klummen argumenterer for er udtryk for politik snarere end jura.

Gode historier er vinklede med nuancer

Af admin, den 2. december 2007. 7 svar

I denne blog har vi ofte kritiseret Berlingske for dets dækning af udenrigspolitiske emner, især dækningen af Irak, fordi den var præget af en negativ ensidighed. Det var ganske vist også tilfældet for dækningen i de øvrige MSM, både danske og udenlandske, men af “vores” Berlingske burde man kunne forvente sig mere. Og kontrasten til deres indenlandske holdningsmættede 2. sektion og holdningen i lederen var ofte for opsigtsvækkende til at ignorere.

Kan man rise, må man også rose, når lejligheden er til det. Og det skyldes ikke kun den hjertevarme juletid, som nu er indledt, men deres dækning af Afghanistan i den sidste tid.

Det har længe undret mig, at dækningen af indsatsen i Afghanistan vedvarende var rimelig positiv, omend meget spredt og beskeden, så dog rimelig positiv. Jeg tror, at det skyldtes ønsket om at skabe en kontrast mellem den “rigtige” og “lovlige” krig i Afghanistan og den “forkerte” og “ulovlige” krig i Irak. Man fokuserede på Irak og brugte blot Afghanistan som kontrastbaggrund.

Det var en lidt ejendommelig manøvre, fordi den krævede, at vi glemte, at de fleste af modstanderne af Irak også var modstandere af Afghanistan, og tilmed med de samme argumenter: nogle brugte It’s all about oil, andre begrundede det i anti-amerikanisme (man må ikke være på hold med USA uanset anledningen) og andre igen i modstand mod den aktivistiske udenrigspolitik, der i begyndelsen af 1990’erne havde afløst vores 1864-traume, og som stadig fremkalder ubehag i nogle kredse, der af et ærligt hjerte hader Staten og al dens væsen, fra parkeringsvagter over Skat til soldater.

Det var også en farlig manøvre at bruge som retorisk kneb, for mens der aldrig rigtig var en risiko for, at Irak blev et nyt Vietnam, så var og er der en risiko for, at Afghanistan bliver et nyt Afghanistan.

En del af forklaringen kan nok søges i sammenligningen med netop de to krige, selvom den slags historiske sammenligninger aldrig helt kan lade sig gøre.

Da Koreakrigen brød ud, var det så kort efter WWII, at der stadig var en generelt positiv opfattelse i befolkningen af amerikanerne som befriere. De anti-amerikanske kredse, hovedsageligt kommunisterne og de mindre bevidstgjorte fellow-travelers forsøgte ganske vist at ophidse imod krigen, men den gik ikke rigtig. Først da Vietnamkrigen brød ud med amerikansk deltagelse en generation senere var kommunismen og anti-amerikanismen blevet tilstrækkelig udbredt til at gøre det salonfæhigt at være imod krigen. Den dag i dag fremstår Vietnamkrigen som en “god” krig for mange gamle venstreorienterede, og en pæn del af krigsmodstanden skal søges i nostalgi hos deres velopdragne børn for at genskabe stemningen fra den gang. Igen og igen har man hørt, og hører til dels stadig dem sukke over, at vi i modsætning til deres beundrede forældre, den fantastiske “oprørske” 68-generation, ikke havde en Vietnamkrig til at radikalisere os. At Vietnam desværre var en sejr for diktaturet, kan ses af de mange tusinder af bådflytninge, og dominoteoriens betydning kunne ses i the killings fields i Cambodia. Men naturligvis vil de i dag hævde, at det netop var amerikanernes skyld. Tja, prøv at sammenligne levestandarden i Sydkorea, hvor USA stod fast, og i Sydvietnam, hvor man gav op, for at få et mindre positivt billede, end det de fleste kulturrapportere og musikanmeldere lader passere som konventionel visdom.

Tilsvarende med Afghanistan og Irak. Krigen i Afghanistan kom lige efter 9/11, og selvom mange på venstrefløjen prøvede at starte en Vietnamstemning, fra Jørgen Knudsens og (og senere diverse DR-ansattes) uheldige bemærkninger om, at der endelig var nogle, som dræbte amerikanere, til de mere spagfærdige indvendinger om det mærkelige i, at vi tog dræbte amerikanerne så alvorligt, når vi var ret ligeglade med dræbte afrikanere, palæstinensere etc., så var der ikke rigtig stemning for den slags. Men da Irak kom, var stemningen på plads. Tingene går trods alt hurtigere i dag.

Anyway, det går stadig bedre i Irak, og det tyder ikke på, at amerikanerne giver op, heller ikke selvom præsidentposten går til en demokrat næste gang. Så den ensidigt negative dækning har ikke rigtig skadet noget for alvor, og hvis den positive udvikling fortsætter, som det tyder på for nærværende, vil selv MSM være nødt til at enten fortælle om det, hvilket vil påvirke stemningen den modsatte vej (se her), eller fortie det og dermed overlade nyhedsdækningen til mere positive omend obskure medier.

Hvordan så i Afghanistan? Her går det i det meste af MSM som forventet. Man er begyndt at hive den positive vurdering ind til fordel for anti-amerikansk antipati og hvad-kan-det-nytte holdninger, inkl. den lidt mere ækle variant, hvad-kan-det-nytte-at-udbrede-demokrati-til-halenegere, som man undertiden oplever på højrefløjen.

Men ikke i Berlingske. Ikke endnu i hvert fald. Tværtimod har man ikke kun på lederplads – det gjorde man også før, men også i avisens 1. sektion dækket krigen kritisk – det gjorde man også før, men nu også fair – og det er nyt.

Man har nævnt meningsmålinger, der viser lokalbefolkningens opbakning. Dem nævnte man aldrig, da det var Irak. Man nævner de danske soldaters opbakning til projektet. Det gjorde man først, da Fogh havde besluttet at trække os ud af Irak. Og man nævner endda, at teleban ikke klarer sig særlig godt, men kun formår at påføre os tab, fordi de er skiftet til en desperat terrorstrategi, som gør dem til fjender af befolkningen selv i de små områder, hvor de blev betragtet med sympati. Det var nøjagtig samme udvikling i Irak, hvilket vi i dag kan se har medført de – for os og det irakiske demokrati – positive resultater af, men som man i MSM hele tiden prøvede at fremstille som om, at terroristerne var ustoppelige.

Kort sagt, Berlingske har – indtil videre i det mindste – valgt en anden kurs i dækningen af Afghanistan, end de valgte i Irak. Lutter ros herfra til det. Så giver det bedre mening at holde en avis end bare at købe sin daglige avis tilfældigt, fordi dækningen jo alligevel var den samme, som man i øvrigt også fik i DR.

Berlingskes forholdsvis nye chefredaktør (er der en sammenhæng?) skriver i sin blog, at Berlingske ønsker at være mere opmærksomme på positive nyheder. Hun peger på, at gode historier er negative historier. Det er f.s.v. rigtigt. En journalist vil hellere fortælle om flyet, der styrtede ned, end om de tusinde fly, som landede normalt. Men mon ikke, at chefredaktøren er opmærksom på, at der er et andet problem på spil her, for det forhold, hun peger på, er jo et grundvilkår, som ikke står til at ændre. Så hvad er det så, hun ønsker at opnå?

Et bud kan være, at journalister i lighed med mange andre uddannelser er blevet mere overfladiske og dermed har fået en forkert opfattelse af, hvad kritisk journalistik er. De tror, at det er at forholde sig kritisk til bestemte fænomener: USA, Israel, borgerlige regeringer i al almindelighed, og DF i særdeleshed.

Men kritisk journalistik er at være kritisk over for sine kilder, så man kan efterstræbe det, som bør være målet for enhver journalist, at fortælle sandheden.

Nu afhænger sandheden af, hvad man selv tror på. Fakta kan beskrives rimeligt objektivt, f.eks. at der er sprunget en bombe. Men fortolkningen (hvem gjorde det og hvorfor) indebærer subjektive vurderinger, som nok kan prætendere at være sandhed, men som afhænger af individuelle værdipræmisser.

En reportage vil derfor altid være “vinklet”, medmindre den kun indskrænker sig til kun at gengive objektive oplysninger, hvilket de færreste medier kan leve af.

Men den gode reportage er også nuanceret, sådan at man tage alle facetter med, der synes relevante, og man forholder sig kritisk til sine kilder for at undgå, at man bliver vildledt. I dag er det alt for let
at narre journalister. Vi
har set det mange gange, ikke bare i Irak, men også andre steder med krigen i Sydlibanon som et særligt ubehageligt oplagt eksempel.

Et sidste spørgsmål er, hvilken vinkel skal så vælges? Dybest ser er der kun to: journalistens egen eller det medie, hvor vedkommende er ansat.

For mig at se, er svaret klart det sidste. Det er journalistens opgave at bruge kildekritik, rigtig kildekritik, til at sikre, at vinklingen ikke forfalder til at blive ensidighed. Vinklingen må vige for kildekritikken. Men vinklingen bør afgøres af mediet; det er derfor, man har en ansvarlig redaktion. Desværre lider mange journalister vist under den forestilling, at det bør være en første, og at det krænker deres ytringsfrihed at vælge den sidste. Det kræver en modig redaktion at gøre op med den misforståelse.

Så denne posting slutter i julehumør. Godt gået, Berlingske. Fortsæt og husk, at den gode historie er vinklet i overensstemmelse med avisens værdigrundlag og med nuancer og baseret på en så grundig kildekritik, som arbejdstempoet tillader.

Regeringens hemmelige (liberale) sejre

Af Jacob Mchangama, den 2. december 2007. Skriv et svar

På denne side er vi ikke just kendt for at rose den nuværende regering for dens politiske kurs, målsætninger eller resultater.

På to områder – private daginstitutioner og ældrepleje – er der dog grund til at rose regeringens initiativer som værende i klar overenstemmelse en grundlæggende liberal samfundsopfattelse, som man burde kunne forvente var den røde tråd i regeringens vision for det gode danske samfund. Regeringen – og så bliver den utålmodige og “revolutionære” lænestolsliberalistvinkel alligevel sneget ind – har bare valgt ikke at fokusere på disse ellers bemærkelsesværdige resultater.

Den 1. oktober 2005 blev lov om social service liberaliseret således, at det i langt højere grad blev muligt at oprette private daginstitutioner baseret på en ”Friedmansk” voucher model, hvor pengene følger barnet og forældrene derfor frit kan vælge mellem private og kommunale børnepasningstilbud (hovedpunkterne i loven fremgår her).

I dagens Berlingske kan man læse at at der i Danmark p.t. er 100 registrerede private daginstitutioner mod kun 20 ved årets begyndelse, en eksplosiv vækst, som DLO forventer vil stige således at der vil være 500 private daginstitutioner i år 2008.

Hvad er så gevinsten ved disse private daginstitutioner?: dette klip fra TV2 nyhederne tyder på at private daginstitutioner for samme beløb som det offentlige kan tilbyde flere m2 og mere tid per pædagog til det enkelte barn end hvad kommunale dagsinstitutioner kan præstere. Endvidere er der en langt større fleksibilitet for så vidt angår åbningstider og man slipper for det administrative og bureaukratiske bøvl, som offentlige institutioner er belastet af og som kræver så meget tid og ressourcer.

Derudover giver private daginstitutioner forældre mulighed for at vælge daginstitutioner drevet på et grundlag som forældrene finder mest hensigstmæssigt for deres børn, hvilket tilskynder til i højere grad at tage ansvar for ens barns opdragelse, skaber mulighed for stærkere (frivilligt baserede) lokalmiljøer og er en frihed som burde være alle forældre forundt.

Endvidere vil private daginstitutioner tvinge kommunale institutioner til at højne deres standard. Det kunne man tro at pædagogernes fagforening BUPL ville synes var en ønskværdig konsekvens men nej. Til Dagbladet Arbejderen udtaler Bertha Langhoff Hansen, formand for, BUPL, i Midt-sjælland:

Private daginstitutioner kan selv fastsætte forældrebetalingen, og det åbner for lokale ildsjæle, som kan give et kvalitativt bedre tilbud. Vi mener, at vi skal værne om de offentlige tilbud og sikre en ordentlig standard. Hvis vi ikke gør det, skaber vi kimen til øget ulighed i samfundet.

Det er klart at ”private ildsjæle” der vil højne kvaliteten af børnepasningen her til lands må være en fagforening for pædagogers værste mareridt. Det skulle jo nødigt komme til at handle om børnenes tarv, fremfor fastholdelse af pædagogernes velerhvervede rettigheder og fastlagte arbejdsrutiner.

Et andet klassisk velfærdsområde, hvor regeringen har åbnet op for frit valgsordninger er ældreplejen, hvor ældre i højere grad kan vælge mellem private og offentlige plejetilbud. Ankestyrelsen har i en række undersøgelser kortlagt konsekvenserne af denne ordning. Her et citat fra en undersøgelse fra 2006:

“Undersøgelsen viser, at hovedparten af brugerne i overvejende grad – 83 pct. – er meget tilfredse eller tilfredse med den leverede hjemmehjælp. Dog er tilfredshedsgraden størst blandt de brugere, der mener, at de får leveret hele hjælpen fra private leverandører.”

Undersøgelsen viser også at 65 pct. af brugerne oplever det frie leverandørvalg som godt, mens 2 pct. af brugerne oplever ordningen som dårlig. Men heller ikke indenfor ældreplejen er det alle i det kommunale system, der bryder sig om at de der skal nyde godt af velfærdsordninger får frit valg og højnet kvaliteten, som man kan læse i en anden undersøgelse fra 2007:


“Mange af visitatorerne i interviewrunden oplever, at de private leverandører oftest er lidt mere servicemindede end de kommunale leverandører. Dette kommer til udtryk ved, at de private leverandører oftere er villige til at gøre lidt ekstra for borgeren. Mange visitatorer ser dette som en fordel, men flere påpeger dog faren ved, at de private leverandører dermed yder service, der går ud over, hvad borgeren er visiteret til, og hvad der er fastsat i kommunens kvalitetsstandard, hvilket kan medføre et kvalitets- og udgiftspres opad.”
Blandt visse offentlige visitatorer er det altså et problem at private leverandører af velfærdsydelser strækker sig længere for de ældre. En tydeligere udstiling af i hvor høj grad den almindelige borgers ve og vel risikerer at træde i baggrunden i store offentligt administrerede systemer skal man lede længe efter. 

På trods af de ovennævnte landvindinger mindes jeg ikke at have hørt regeringen nævne noget herom i løbet af valgkampen, hvilket forekommer fuldstændigt uforståeligt. Her har man to helt konkrete eksempler på at det frie marked kan levere kernevelfærdsydelser, der er af en højere kvalitet end de der leveres af det offentlige og som tilvælges af helt almindelige danskere, der er utilfredse med kommunale ordninger.

Alligevel vælger man i velfærdsdebatten at love flere og større tilskud til det offentlige, fremfor at bruge eksemplerne som brohoveder, der kunne være med til sikre en højere grad af folkelig opbakning til privatisering og frit-valgsordninger på andre velfærdsområder.

Villy Søvndal og Helle Thorning Smidt burde have været konfronteret med citaterne fra BUPL og de offentlige visitatorer hver gang de med ansigtet i forurettede folder talte om det offentliges nødvendighed for sammenhængskraften og de svageste i samfundet.

Til utilfredse offentligt ansatte i kommunale daginstitutioner og demonstrerende forældre til børn i samme burde man fra regeringen have sagt: Vi har skabt rammerne for at I selv kan skabe private daginstitutioner drevet på den måde I synes mest hensigstmæssig. I har alle muligheder for at skabe de forhold I mener er mest optimale for Jeres børn. Tag ansvar fremfor bevidstløst at kræve flere penge til et offentligt system, som aldrig kan levere samme service, som den der kommer af, at I som kritiske og omsorgsfulde forældre udnytter Jeres frie valg til at fravælge skidt og tilvælge kanel. I stedet synes regeringen at være så paralyseret af frygt for grupper af offentligt ansatte at man ikke engang vil fejre sine egne sejre.

Ændring i amerikanernes vurdering af Irak

Af admin, den 29. november 2007. 3 svar

Her på bloggen vil vi jo gerne give jer de vinkler, som Main Stream Media (MSM) ikke formår, enten fordi de, ahem, ikke har tid i en travl verden, hvor der sker så meget, eller af andre, host, gode grunde.

Her er f.eks. en lille notits fra Ritzau plukket fra dagens Berlinger:

Hjem fra Irak uanset hvad

Washington: Selv om det amerikanske militær de seneste to måneder har rapporteret om spredte fremskridt i sikkerhedssituationen i Irak, gør det ikke befolkningen i USA mere velvillig over for krigen. Det viser en meningsmåling, som blev offentliggjort sent tirsdag lokal tid. Ønsket om at hente de amerikanske soldater hjem er uændret på 54 procent af de adspurgte, viser opinionsundersøgelsen, som er udført af Pew Research Center for The Peple and the Press. Der er også uændret 46 pct., som mener, at USA’s engagement i Irak vil ende med fiasko. Undersøgelsen viser samtidig, at amerikanerne værdsætter soldaternes indsats. 48 procent mener, at den militære operation går godt. Ritzau.

Tja, de har faktisk det meste med. Lidt over halvdelen vil have soldaterne hjem, så overskriften synes velbegrundet. 46 pct. regner med en fiasko, mens 48 pct. værdsætter soldaternes insats og synes, at operationen går godt. Men det er nu alligevel, som om der mangler noget…

Prøv at sammenligne med, hvordan Pew selv fremlægger teksten. Det her er altså den tekst, gutterne fra Ritzau så, da de skulle beslutte sig til, hvordan den nyhed skulle skæres:

PUBLIC SEES PROGRESS IN WAR EFFORT

For the first time in a long time, nearly half of Americans express positive opinions about the situation in Iraq. A growing number says the U.S. war effort is going well, while greater percentages also believe the United States is making progress in reducing the number of Iraqi casualties, defeating the insurgents and preventing a civil war in Iraq.

Roughly half of the public (48%) believes the U.S. military effort in Iraq is going very or fairly well. Judgments about the overall situation in Iraq have been improving steadily since the summer. As recently as June, only about a third of Americans (34%) said things were going well in Iraq.

[mere…]

Det er en lidt anden vinkel, selvom tallene er de samme.

Der er vel ikke noget at sige til, at Pew er imponeret over udviklingen i den positive opfattelse af, hvordan det går i Irak. Her er tallene steget fra 30 til 48 pct. siden februar, en fremgang på over 50 pct. Det var så ikke liiige den vinkel, Ritzau fokuserede på.

Det er også interessant, at den står lige mellem de, der tror, at Irak ender som en fiasko, og de, som tror på, at det ender godt (faktisk står den 46 – 48 pct., men usikkerheden dækker forskellen). I den sammenhæng er det også interessant, at den står lige mellem de, der mener, at terroristerne er ved at blive besejret, og de, som ikke tror det (43-44 pct.), men det dækker over en vækst blandt optimisterne fra 30 og et fald blandt pessimisterne fra 55. I betragtning af, hvor negativ opfattelsen har været, er det et forbløffende skifte, og der er ingen grund til at tro, at udviklingen standser, medmindre forholdene i Irak gør det.

For alt dette er sket siden februar, hvor MSM har gjort deres bedste, eller værste om man vil, for at male et dystert billede af udviklingen. Først hævdede de, at The Surge ikke ville nytte noget, så hævdede de, at general Petraeus overdrev de gode tal (husker I: General Betray-Us?), og da det viste sig, at tallene var endnu bedre, blev de tavse ganske længe, indtil Friedman og andre begyndte at undre sig, hvorefter de så nølende medgav, at det gik godt med sikkerhed, meeen den politiske situation var stadig ikke god, selvom der er almindelig enighed om, at den politiske løsning ikke kommer, før sikkerheden og tilliden er grundfæstet. Der står MSM lige nu, og selvom de gode nyheder først er begyndt at sive siden september, så har opfattelsen alligevel ændret sig.

Hvilken om nogen betydning har dette holdningsskifte?

For det første må man konstatere, at der ikke er tale om et holdningsskifte til krigen som sådan, ikke endnu i hvert fald.

Et flertal på 54 pct. vil have tropperne hjem. At lade dem blive støttes kun af 41 pct., hvilket interessant nok er faldet med 1 pct., hvilket er overraskende i forhold til den positive udvikling dokumenteret på de andre spørgsmål, selv hvis den manglende procent skyldes en statistisk usikkerhed.

Nu er spørgsmålet om at bringe tropperne hjem altid lidt usikkert, for reelt er det vel 100 pct., som vil have dem hjem. Spørgsmålet er, hvad man ligger i spørgsmålet, hvilket kan variere mellem to yderpunkter:

1) Træk tropperne hjem, for vi har tabt i Irak og kan ikke udrette mere.

2) Træk tropperne hjem, for vi har vundet i Irak og kan ikke udrette mere.

Da spørgsmålet fra Pew angik, om man ønskede at trække tropperne hjem eller lade dem blive, til situationen har stabliseret sig, må det antages, at de flerste som svarede ja, hører til nr. 1. Men det er ikke oplagt, for tilhængerne af nr. 2 vil også argumentere for, at tropperne bør trækkes hjem gradvist, så irakerne tvinges til at tage et ansvar, og man dermed undgår en Cypern-løsning.

Jeg tror, at tallene mest sandsynligt taler for en betydelig krigstræthed blandt befolkningen. Et stigende antal har bemærket, trods MSM ihærdige forsøg, at det går bedre i Irak, men det ændrer ikke på, at de vil have tropperne hjem. Uanset om det går godt eller skidt, er man ved at være træt. Derfor den stabile tilslutning på lidt over halvdelen uanset den positive ændring af situationen. Mit gæt er, at en fortsat positiv udvikling i Irak ikke vil påvirke antallet af folk, der vil have tropperne hjem, men jeg gætter på, at andelen af nr. 1 vil falde, og andelen af nr. 2 vil stige. Det kan få betydning for valgkampen, der har – pyha – et helt år endnu at løbe på.

Hvis en demokratisk præsidentkandidat overspiller kortet om at bringe tropperne hjem og fremstiller det som et nederlag, kan det give et gevaldigt bagslag, fordi stadig flere er blevet opmærksomme på, at det faktisk er muligt at nå en god løsning i Irak. Det vil give republikanerne en chance for at fremstille deres modstandere som forræderiske krystere, der vil snatch defeat from the jaws of victory. Samtidig kan de selv anføre, at tropperne skal hjem og vel at mærke hjem til en – om ikke en ticker tape parade – så i hvert fald til tak for en kæmpe og vellykket indsats.

Ikke bare vil en forbedret opfattelse af Irak gøre, at republikanske kandidater ikke længere er toxic i brede dele af befolkning, demokratiske kandidater vil således være fanget mellem at skulle please defaitisterne i MoveOn, der udgør en væsentlig adgang til at vinde primærvalgene, og samtidig skulle undgå at ødelægge deres chancer hos den mere fornuftige og brede del af befolkningen, der afgør valget i sidste ende. Clinton har indtil videre gjort det bedst, men netop derfor er hun ikke populær hos netroots. Hvis det får demokraterne til at vælge en kandidat, der taler om fiasko i Irak, mens udviklingen ubestrideligt går den anden vej, så er de republikanske kandidater ikke bare non-toxic, så har de faktisk en chance. Om det i øvrigt er godt efter en ikke særligt vellykket periode med republikansk hegemoni er tvivlsomt, selvom valgnedlaget i Kongressen måske har hjulpet lidt og genopfrisket mindet om Reaganomics (og nej, jeg er ikke økonom, så for mig står det mere for de politiske principper end de trufne valg).

Hvad præs. Bush angår, er der næppe meget håb. Hans rating er stadig lav, uanset fremgangen. Nu er det med Bush som med Clinton (Bill, men for den sags skyld også Hillary), uanset om det pludseligt skulle gå godt og alle problemer blive løst i Mellemøsten (hvad der er højst usandsynligt), og selvom medierne ville dække det fair (hvad der er helt usandsynligt), ville Bush stadig ikke komme meget højere end de ca. 50 pct., der stemte på ham i 2004. Hvis vi kommer til at se en positiv udvikling, overhovedet, bliver det til et sted midt i de 40 pct. approval, men det er tvivlsomt. Hvis Irak forbliver et demokrati, så kan hans tal måske forbedres om et par generationer. Det skete med Reagan, hvor det efterhånden kun er få af de gamle venstreorienterede frontkæmpere, som tør stå ved deres foragt for manden med deres gamle påstande om, at han var lallende senil, en B-skuespiller og al det der. Historien er ikke bare nådig, den har fordelen af 20-20 hindsight.

Og for så lige for at tage lidt af presset på vores kommentarboks. Det kan stadig gå galt i Irak. Sadr kan ombestemme sig og mene, at han alligevel har mere at opnå som militsleder end som korrupt politiker. Al Qeada kan få snigmyrdet Shia-lederen al Sistani, der er det tætteste på en Mandela, Irak har. Meget kan gå galt. Men lige nu virker det unægtelig som om, at det ikke gør, og at demokratiet overlever i Irak, hvilket i givet fald vil være den vigtigste positive udvikling i området i nyere historie. Kun en fredsløsning mellem Israel og Palæstina vil være på samme niveau, og det endda kun, hvis Palæstina bliver et fungerende demokrati og ikke et autokraklepsi, som de øvrige stater i området.

Evigtaktuelt citat

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. november 2007. 11 svar

Tirsdag i P1 Debat kunne man høre Villy Søvndal debattere med Søren Pind, og blandt førstnævntes vanligt indsigtsfulde bemærkninger var bl.a. (her i parafrase), at det er forkert at give skattelettelser, fordi det kan føre til “overophedning”, og derfor skal pengene snarere bruges i den offentlige sektor med henblik på at “skaffe flere hænder”.  Det lå så lige for at spørge hr. Søvndal, hvorfor det sidste ikke vil føre til mindst lige så megen “overophedning”, at den gode, Reagan-beundrende Søren vist overså, at selveste “The Gipper” allerede havde drillet hr. Søvndal–omend for et kvart århundrede siden.

Her er ihvertfald, hvad han i 1980 sagde i præsidentkandidat-debatten med daværende Præsident Carter:

“I would like to ask the President why is it inflationary to let the people keep more of their money and spend it the way they like, and it isn’t inflationary to let him take that money and spend it the way he wants?”

Har vi glemt hvorfor skolerne holder efterårsferie?

Af Niels Westy, den 27. november 2007. 8 svar

I søndags viste programmet “Agenda ” på SVT1 et indslag om børnearbejde i Uzbekistan, hvor staten angiveligt lukker skolerne og tvinger eleverne til at dfeltage i plukning af årets bomuldshøst. Da Uzbekistan er kendt for at være et brutalt diktatur, der åbenbart ikke har glemt “de gode gamle” dage i Sovjetunionen, hvor tvangsarbejde ikke var ualmindeligt, er der en hvis sandsynlighed for, at denne udlægning er korrekt.

Historien endte via Ritzau i TV-avisen på DR1 mandag aften.

Det der gør historien bemærkselsesværdig er at fokus helt klart ikke primært var at der var tale om tvangsarbejde, men at der var tale om børnearbejde. Således er overskriften på SVTs hjemmeside kort og godt “Barnarbete”, mens selve indslaget indledes med at studieværten proklamerer at “En sag er vi nok alle enige om, børnearbejde er forkasteligt”.

I beg to differ.

Ja, der er i virkeligheden en hel del der er uenige – problemet er bare;

“If we were to gather a large crowd of people from diverse origins in a football field around any European city, asking them to vote on a ban on harmful forms of child labour, no doubt they would unanimously vote in favour of the ban. In fact they have nothing to lose in this vote and they might even think that they are doing something good.”

(Sylvain Dessy og Stéphane Pallage : Why Banning the Worst Forms of Child LabourWould Hurt Poor Countries )

der også bemærker, at

“Notwithstanding the need to protect children, there is now a widespread agreement that poverty is the main determinant of child labour, implying that this phenomenon should be tolerated in poor countries, at least in its  non-hazardous forms”

Dessy og Pallage går dog videre, og påpeger, at der er situationer, hvor også forbud mod “abbusive child-labour” er direkte skadelig.

Et åbentlyst problem ved den “rigtige mening” om at børnearbejde er forkasteligt er selvfølgelig, at børnearbejde er et symptom (på fattigdom) og ikke primært en årsag. I det omfang det rent faktisk er lykkedes at begrænse børnearbejde via forbud (som f.eks. efter pres fra vestlige regeringer, der i visse tilfælde har begrænset mulighederne for beskæftigelse i eksportsektoren) har det jo først og fremmest indebåret at børnene har måtte søge arbejde i andre sektorer, typisk til en lave betaling og under ringere forhold.

Sagens kerne er, at børnearbejde ikke kan afskaffes via forbud, den minimeres først når der er økonomisk grundlag for det. Eksistensen af efterårsferien – eller kartoffelferien som det oprindeligt hed, burde minde os om, at også her i landet var børn i en ikke fjern fortid nød til at arbejde.

Hvis vi derfor må acceptere, at børnearbejde er en nødvendighed i store dele af verden (det er estimeret, at op mod 30% af børnene i Afrika er tvunget til at arbejde), er der naturligvis ikke grund til at acceptere, at stater gør brug af tvang(sarbejde) – men her er det vel principielt ligemeget hvorvidt de “misbrugte” er 9, 19 eller 99.

Måske var der andre og mere nærliggende årsager til, at hverken dansk eller svensk TV indtog denne udgangsposition?

JE parafraserer PJ …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. november 2007. Skriv et svar

Vores begavede yngling, Johan Espersen, har i anledning af folketingsvalget på sin blog, The Hairpin Bend, oversat og parafraseret åbningskapitlet fra Parliament of Whores af vores uforlignelige yndling, P.J. O’Rourke.  Selvom jeg, de fleste andre punditokrater og ganske mange læsere, givetvis kender bogen og kapitlet, så er det dog også ret morsomt at læse på dansk.  Her er en smagsprøve:

Politik er kedeligt fordi politiske karrierer er baseret på den mest lunkne form for løgn: ”Jeg balancerer budgettet, sådan da.” ”Jeg vil ikke forhøje skatten, hvis jeg da kan forhindre det.”

Selvfølgelig fortæller politikere ikke sandheden: ”Jeg stiller op til det Folketinget for at hævde mig selv overfor de klassekamerater, der for 35 år siden gav mig øgenavnet Fiskefjæs” eller ”Vælg mig venligst til Folketinget, så jeg kan komme væk fra Nordjylland og møde store kanoner og lækre babes.”

Men de fortæller heller ikke store, underholdende, dundrende løgne: ”Send undertegnede til Christiansborg og jeg vil sende tyvekosterne hjem i sendinger af lukkede godsvogne. Du kommer til at asfaltere vejene med bacon, når jeg er færdig med at skovle ud valgflæsk fra statens pengekasse. Der kommer til at være offentlige jobs til din hund. Lad din haveslange løbe i femten minutter og jeg vil få Transportministeriet til at bygge en ottesporet hængebro over pølen. Vis mig en våd kælder og jeg vil anskaffe dig en flådebase og gøre din vvs-montør til admiral af flåden. Der vil være landbrugsstøtte for hver plante, du har i en potte, forsvarskontrakter til knægtens spytbolde og gratis pladser på en daginstitution til datterens dukker. Du vil få arbejdsløshedsunderstøttelse for de seksten timer hver dag, hvor du ikke er på dit job, fuld førtidspension, hvis du skal op om natten for at gå på toilettet og folkepensionen vil komme ikke bare når du trækker dig tilbage som pensionist, men hver gang du trækker dig tilbage til sengen om aftenen. Skatter? For fanden, jeg vil få staten til at proppe penge tilbage på din lønseddel hver uge og jeg vil lade SKAT hyre chimpanser fra Zoologisk Have til at føre revision af din selvangivelse. Stem på mig, folkens, og I vil komme til at prutte gennem silke.”

Læs resten her.

Vred hvid mand

Af admin, den 27. november 2007. 8 svar

Hvis I kan lide vrede hvide mænd, der brokker sig over politisk korrekthed på en meget politisk ukorrekt måde, vil I elske ham her.

Det er Jeremy Clarkson, der normalt har et bilprogram på BBC, men her skriver i The Times.

Jeg er ikke helt sikker, men hans udgangspunkt er vist en sportkamp, som England tabte. Derfra får han hidset sig op over meget andet end sport.

Et tilbagevendende tema i hans indlæg er i hvert fald den skam, som politisk korrekthed påbyder, når det angår nationalitetsfølelse. Det vil sige, nationalitetsfølelse for en udviklet og velstående nation, som England.

Det minder mig om Eric Blair, den ene af de to Blairs inden for de seneste år, som begge var socialister, og alligevel i stand til at tænke klart og nå relativt fornuftige udenrigspolitiske mål, navnlig hvis man sammenligner med den venstrefløj, der omgav dem.

Han skrev The Lion and the Unicon i 1940, der begynder med den uforglemmelige linje:

As I write, highly civilized human beings are flying overhead, trying to kill me.

Videre skrev han dette, som stadig gælder og ikke kun i England:

In left-wing circles it is always felt that there is something slightly disgraceful in being an Englishman and that it is a duty to snigger at every English institution, from horse racing to suet puddings. It is a strange fact, but it is unquestionably true that almost any English intellectual would feel more ashamed of standing to attention during ‘God Save the King’ than of stealing from a poor box.

Tja, Clarkson skriver ikke nær så godt, men derfor er det nu underholdende alligevel. Her er en smagsprøve, men læs selv.

I believe people need to feel like they’re part of a gang, part of a tribe. And I also believe we need to feel pride in our gang. But all we ever hear now is that we in England have nothing to be proud about. In a world of righteousness we are the child molesters and rapists.

Our soldiers were murderers. Our empire builders were thieves. Our class system was ridiculous and our industrial revolution set in motion a chain of events that, eventually, will kill every polar bear in the Arctic.

And it gets so much worse. Because if you say you are a patriot, men with beards and sandals will come round to your house in the night and daub BNP slogans on your front door. This is the only country in the world where the national flag is deemed offensive. Small wonder the England players were disinclined to sing the national anthem with any gusto. It’s in English and that’s offensive too. Unless it’s simultaneously translated into Urdu, for the deaf.

Nye klimadata – igen, men denne gang med varm middelalder!

Af Christian Bjørnskov, den 26. november 2007. 50 svar

Vi har skrevet en række poster her på stedet om klimavidenskab og det der ligner, og hver gang med lange og af og til ophidsede diskussioner til følge. Helt særligt kan det åbenbart hidse folk op, at man stiller spørgsmålstegn ved Michael Manns såkaldte Hockeystavskurve – altså den der viser at den globale temperatur har været stabil i århundreder, men svipper opad i de seneste årtier. Man kan diskutere, hvor central denne kurve er for f.eks. IPCC’s konklusioner, men jeg tror ikke man kan undervurdere dens ’pædagogiske’ betydning. Tal med almindelige folk, eller tal med politikere og andre ’meningsdannere’ – som jeg gjorde forleden på Copenhagen Climate Networks endagskonference – og det argument, de alle nævner, er temperaturstigningen som man kan se i kurven.

I videnskabelige kredse har der dog været markant kritik af ’videnskaben’ bag kurven. Man tager nemlig en masse forskellige indikatorer, som man regner med har noget med temperaturen at gøre – såkaldte proxies – og lægger dem sammen til et fællesmål ved brug af forskellige statistiske metoder. Metoderne er der egentlig ikke noget galt med, men selve måden man bruger dem på, og de proxies der indgår, kan diskuteres. Man har bl.a. kritiseret Manns udbredte brug at træringedata, og helt særligt dem fra visse nordamerikanske nåletræer.

Craig Loehle fra den Washington-baserede organisation National Council for Air and Stream Improvement har derfor forleden publiceret sit arbejde på området i Energy & Environment. I artiklen gør han rede for, hvordan en rekonstruktion af den globale temperaturkurve over de seneste 2000 år ser ud, når man vel at mærke ikke bruger træringedata. En anden bemærkelsesværdig feature er, at sammehængen mellem temperatur og alle hans proxies er blevet verificeret i peer-reviewed arbejde, i modsætning til praktisk taget alt andet arbejde på området, hvor en stor del af materialet baserer sig på antagelser om, at ’det her har nok noget med temperatur at gøre’.

Loehles arbejde står derfor på væsentligt sikrere grund end tidligere rekonstruktioner. Og hvad finder han så? Jo, i hans kurve kan man meget klart se den varme middelalder, som ellers på nærmest magisk vis var forsvundet fra Manns hockeystav, og den ’lille istid’ omkring 1600-1700. Man kan også se temperaturstigningen i det 20. århundrede. Men i modsætning til hvad Mann, IPCC og indignerede politikere som Connie Hedegaard påstår, er den globale middeltemperatur i slutningen af det 20. århundrede omkring 0,3 grader under temperaturen i middelalderen.

Der er altså ikke noget særligt historisk ved verdens temperatur for tiden. Debatten om klima er vigtig, ikke mindst fordi hvis der er et reelt problem som vi kan gøre noget ved, bør man ikke undervurdere problemet, og hvis der ikke er, kan politisk handling blive endog meget dyr – og helt specielt for verdens fattigste – men Loehles studie demonstrerer igen hvor langt man kan komme med ordentlig videnskabelighed. Det fortjener at blive pligtlæsning for Hedegaard, Gore og andre, der har bygget deres politiske troværdighed og overlevelse på, at der er et stort problem. Hele tråden på Climate Audit kan læses her. For de interesserede kan man også læse den egentlige videnskabelige artikel her.

Punditokraternes egen ministerrokade

Af Jacob Mchangama, den 23. november 2007. 28 svar

Anders Fogh Rasmussen har netop sat sit nye ministerhold. Blandt nyskabelserne er bl.a. “Velfærdsministeriet” og “Klimaministeriet”. Det giver i alt 19 ministerposter (hvoraf Bendt Bendtsen og Birthe Rønn Hornbech hver besidder dobbeltministerier i form af henholdsvis Økonomi- og Erhvervsministeriet og Integrations- og Kirkeministeriet).

Ministerrokaden giver Punditokraterne lejlighed til at invitere vores læsere til at deltage i et lille tankeeksperiment. Hvilke ministerier skulle bibeholdes og hvilke nedlægges, såfremt en borgerlig-liberal regering efter læsernes smag var ved magten?

Et hurtigt bud fra undertegnede på hvilke ministerier der er tilstrækkelige og nødvendige i et borgerligt- liberalt Danmark kunne se således ud:

  • Statsministeriet,
  • Finansministeriet (med ansvar for skat og økonomi),
  • Indenrigsministeriet,
  • Udenrigsministeriet,
  • Justitsministeriet, og
  • Forsvarsministeriet

Læsere og medpunditokrater, der har lyst til at deltage i løjerne er selvfølgelig velkomne til at begrunde deres til- og fravalg og evt. sætte navne på relevante ministre (og nye ministerier).

Boykot "køb ingenting dagen" på lørdag – så hellere "købe ind til du segner"

Af Niels Westy, den 23. november 2007. 8 svar

En af de mere absurde tiltag på venstrefløjen, i deres evige jagt på at give os dårlig samvittighed, har de senere år været den såkaldte “køb ingenting dag”, eller “buy nothing day” som den oprindeligt hedder.

Bagved “køb ingenting dagen” står herhjemme “Danmarks aktive forbrugere”, der blandt deres triumfer, ifølge organisationen hjemmesider, kan tælle, at Flensteds A/S  markedsføring af deres frosne friturestegte pommes frites og rösties, under titlen “‘Sundt og nemt’, er blevet kendt skyldig i ulovlig og vildledende markedsføring af fødevaremyndighederne – hvad skulle vi da gøre uden sådan en kæk organisation til at beskytte os.

Den grundlæggende ide om at vores forbrug skader de fattige, er lige så latterlig, som den desværre er udbredt  – ikke kun på venstrefløjen.

Det er på mange måder en hån mod den desværre store del af jordens befolkning (omend andelen falder støt og roligt) der ikke kan fravælge at forbruge, ganske simpelt fordi de ikke har et forbrug at fravælge.

Nu gør det formentlig ikke den store forskel at man har lavet en sådan dag. Dels fordi de fleste ikke følger opfordringen, og dels fordi de der gør, formentlig bare købe mere ind i dag eller på mandag.

Men det er selvfølgelig altid bekymrende at myter, der i vid udstrækning har religiøse rødder, åbenbart fortsat lever og trives – ja de der tror på dem, mener vist også, at de selv er særligt gode mennesker – ak ja.

Sandheden er jo, at vores vækst og forbrug er en væsentlig faktor i at drive den internationale efterspørgsel op – og skulle man anklage den rige del af verden, og her nok først og fremmest europæerne for noget, skulle det snarere være, at vi er jævnt hen dårlige til at sikre stabile høje vækstrater i vores egne økonomier. til gengæld er vi vældigt gode til at bekymre os, men det skaffer som bekendt ikke meget mad på bordet i de små hjem i den 3. verden.

I anledning af den forestående “køb ingenting dag” har jeg skrevet dagens klumme i 180grader – så er man bedre rustet, hvis man skulle løbe ind i  “Danmarks aktive forbrugere” på lørdag, som prøver at overbevise en om at man ødelægger kloden og skader de fattige, når man gør det man plejer, nemlig køber ind. 

Gæsteindlæg: Valgtømmermænd politianmeldt

Af Redaktionen, den 22. november 2007. 17 svar

Poul Højlund, en af Punditokraternes trofaste og aktive læsere, har sendt dette indlæg til redaktionen. Vi bringer det her, og håber at det kan starte lidt debat.

En punditokrat emeritus, Mikael Jalving, har netop i DR Debat været i clinch med en af de unge fusentaster, der i et akut anfald af valgtømmermænd har oprettet netsiden http://flytetmandat.dk Som nok alle ved, handler det om en folkeindsamling med det ene formål at købe en blå politiker til at skifte over til den røde side af salen. Jalving gjorde det glimrende, og den unge med det underlige forslag magtede selvfølgelig ikke at svare ordentligt for sig. Men jeg savnede dog alligevel et meget vigtigt aspekt, nemlig en diskussion af lovligheden af bestikkelsesforsøget.

Efter min mening er der tale om en overtrædelse af straffeloven, og jeg anmeldte følgelig sagen til politiet allerede i lørdags. Om min anmeldelse overhovedet er modtaget af det reformramte politi er lidt usikkert, hvorfor jeg i skrivende stund har bedt dem bekræfte modtagelsen.Anmeldelsen lyder i al sin gribende enkelthed således:

”Vedlagte website, http://flytetmandat.dk/, der har været omtalt i en del medier siden fredag den 16. november
2007, krænker efter min opfattelse straffelovens § 122 Den, som uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen,
der virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at
formå den pågældende til at gøre eller undlade noget i tjenesten, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Jeg skal derfor opfordre politiet til at standse ulovlighederne og foranstalte, at der rejses tiltale efter § 122.”

Undertegnede er på ingen måde jurist eller på anden måde spoleret af grum bagtanke; politianmeldelsen er det spontane resultat af en småsur jydes ”Nu kan det dæl’me være nok!” Men hvis jeg har ret i min antagelse – og det håber jeg sandt for dyden er tilfældet – er det muligvis tilsvarende ulovligt at optræde som donor på listen. Det burde være en smal sag for myndighederne at opspore samtlige netadresser, og derfra koble til de relevante personer.

Udover det der bedst kan betegnes som ’tudefjæsmentaliteten’ vidner sagen om en ganske horribel demokratiopfattelse, hvor et valgresultat ikke respekteres. Den glidning bør stoppes for enhver pris, fordi den fuldstændigt underminerer vores demokratiske system.

Og selvklart: anmeldelse var også sket i den omvendte situation, selvom jeg ikke har fantasi til at forestille mig den.

Poul Højlund

Valgets tabere

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. november 2007. 3 svar

Hermed–som sædvanligt–lidt kreativt genbrug, d.v.s. min faste lørdags-/”Perspektiv”-klumme fra Berlingske Tidende:

Perspektiv: De største partier blev de største tabere.

Folketingsvalgkampen og mediernes dækning af samme illustrerede meget klart, på godt og ondt, hvordan dækningen af dansk politik er blevet til en kampsport mellem hvilke politikere, der kan levere de mest forberedte bemærkninger flest gange uden at virke for kunstige – og hvordan de af medierne udråbte eksperter efterfølgende minutiøst kan dissekere hver enkelt detalje, som om det var en fodboldkamp. Hvem fik de fineste hug ind? Hvem så ikke så godt ud i aften? Hvem skal være »præsident« i år, og er det »blå blok« eller »rød blok«, der fører med et mulehår? Indbegrebet af hele den proces må siges at være Naser Khader og Ny Alliance, der fra først til sidst fremstod som et mediedrevet designer-parti, som først kunne udråbes til at være det nye og smarte og derefter til at være de kiksede storbytosser. Først var de vinderne og så var de taberne. Mellem disse yderpoler kom så spindoktorers, kommentatorers, dagblades og ugeblades fokus på personerne i partiet, deres privatliv, og næsten incestuøse relationer mellem TV-værter, kommentatorer, kommunikationsrådgivere og politikerne selv. Men skærer man igennem det hele, hvem var så valgets egentlige store tabere? Tydeligvis ikke Villy Søvndal, men derudover er det bemærkelsesværdigt, at to partiledere af stort set alle blev udråbt til at have gjort det godt, om end de ved nærmere eftertanke åbenlyst må betegnes som valgets egentlige tabere: De to store partiers ledere, regeringslederen og oppositionslederen. De tabte på forskellig vis, men nøgternt vurderet er de, uanset mediernes overstrømmende lovprisning af dem, valgets faktiske tabere og med problemer forude.

Helle Thorning-Schmidt førte en valgkamp, som næsten alle har rost. Hun var i duellerne – med enkelte, små undtagelser – en langt bedre og mere offensiv debattør, end mange ville have forudset. Hun formåede at indgå en relativt robust alliance med SF og Det Radikale Venstre, og det lykkedes for en gangs skyld at holde ro og orden på egen bagsmæk. Alligevel kan resultatet – uden for Politikens redaktionskontor og Socialdemokraternes pressekontor – reelt ikke betegnes som andet end en eklatant fiasko. Det er ikke blot de historiske fakta: At det var tredje folketingsvalg i træk med socialdemokratisk tilbagegang, og at partiet ligger på den laveste tilslutning i mere end 100 år. Det kan man, som Thorning-Schmidt og Sass Larsen, kalde at »holde skansen«, men det er langt, langt værre end det. Det ydmygende valgresultat i 2001 kunne man (i lighed med jordskredsvalget i 1973) bortforklare som en engangsforeteelse, drevet af særlige omstændigheder (efterlønsreformen og indvandrerdebatten). Det endnu ringere resultat i 2005 forsøgte man at bortforklare med, at V og K havde flere penge, og at medierne havde været hårde ved S – og lige præcis den udlægning kom Mogens Lykketoft også med i tirsdags. Men efter tre nederlag og en vedvarende historisk lav tilslutning, kan man ikke længere tale om noget forbigående. Socialdemokraterne er i takt med, at de klassiske arbejdere næsten er forsvundet, og at dem, der er tilbage, overvejende er gået til Venstre og Dansk Folkeparti, blevet reduceret til blot ét af to større partier. Man er simpelthen ikke længere et parti, der repræsenterer hovedstrømningen i »det danske folk«.

Med mindre Thorning-Schmidt skifter politik og strategi markant, så har hun reelt kun ét håb at hænge sin taske på forud for det næste folketingsvalg, og det er, at dansk økonomi begynder at sætte sig på halen. Sker det, vil det kunne skabe en sneboldeffekt af dårlige nyheder for VK-regeringen. Men i fraværet på dét og et politisk kursskifte hos Socialdemokraterne selv, er det svært at se, hvordan partiet i overskuelig fremtid – om nogensinde – skulle kunne nå tilbage til at blive det store, altdominerende parti i dansk politik, det engang var. Når den indsigt spreder sig, er det spørgsmålet, om Thorning-Schmidt fortsat kan holde ro på bagsmækken og i oppositionen. Anders Fogh Rasmussen formåede – mod manges forventning – at holde et VKO-flertal og at fortsætte som statsminister, samt at blive valgets store stemmesluger. Man kunne sige, at hvis dét er at »tabe«, så er der mange politikere, der gerne ville være tabere. Ikke desto mindre må valgresultatet ses som et partimæssigt og politisk nederlag for Venstres formand. Det var fjerde valg i træk, hvor Venstre gik tilbage, inklusive altså ved de to seneste folketingsvalg.

Dermed er partiet reelt tilbage på det niveau, som man fik i 1998 – med Uffe Ellemann- Jensen i spidsen og med en langt mere markant, liberal profil. Der er allerede nu internt i Venstre mange, der hæfter sig ved, at jo længere, man siden 2001 er rykket mod midten af dansk politik, desto dårligere har man klaret sig. I den forbindelse vil de samme hæfte sig ved, at de stemmer, som Venstre har tabt, ikke er gået til oppositionen, men til De Konservative og Ny Alliance, der begge har markeret sig som fortalere for lavere skatter og kritiske overfor bureaukrati og regulering. Spørgsmål som for får år siden ville have været centrale mærkesager for Venstre. Fortsætter den nuværende tendens for partiet, bør man forberede sig på både at have mistet sin sjæl og sine vælgere, og det er næppe den sammenfatning, Anders Fogh Rasmussen ønsker at have stående over sin tid som Venstreleder.

Ny svensk blog

Af Christian Bjørnskov, den 20. november 2007. Skriv et svar

Normalt reklamerer vi ikke for noget her på stedet, men nogle gange kan linjen mellem information og decideret reklame være tåget. Så tillad mig som dagens minipost at reklamere for en ny svensk blog. Det drejer sig om den svenske økonom Niclas Berggren – en god ven af flere punditokrater – der just startet sin egen blog (se her). Niclas er udover at være en dygtig økonom også et meget tænksomt menneske med klare værdier og brede interesser, og hans blog ser allerede nu ud til at være et besøg værd. Hvis man er yderligere interesseret, kan man også besøge hans Niclas’ side på hans hjeminstitut (Ratio Instituttet i Stockholm, læs her).

NA ja, NA nej – reflektioner over valget 07

Af admin, den 15. november 2007. 27 svar

Jeg hører vist til de mange, der overvejede at stemme på Ny Alliance, men undlod det til sidst. Og hvorfor nu det?

Tja, skal det udtrykkes meget kort, må det blive, at jeg overvejede at stemme på NA, fordi jeg søtter Anders Samuelsen-fløjen, men undlod det, fordi jeg tror, at den udgør et mindretal i partiet.

En lidt længere forklaring – for de tålmodige – følger her.

Som mange andre på denne blog har jeg været svært nedtrykt over niveauet i den politiske debat ganske længe. Det virkede unægtelig som et slagsmål om at være den bedste og mest troværdige socialdemokrat. Det fyldte mig med noget nær afsky i en sådan grad, at jeg helst slet ikke ville beskæftige mig med indenrigspolitik, hverken her på bloggen eller i øvrigt, bl.a. takkede jeg til at levere en klumme til 180grader — hvad jeg i dag er glad for, for det var blevet en temmelig trist klumme.

Men på vej til valgstedet i tirsdags skete der noget. Jeg blev ganske simpelt grebet af stemningen. For der er sgu’ noget smukt over en valgdag.

Jeg gider ikke høre økonomernes utvivlsomt rigtige forklarinnger om, hvordan den enkelte stemme er betydningsløs. Det minder mig om de to økonomiprofessorer, der var ude at gå. – Hør, er det ikke en 100 kr seddel, der ligger dér på gaden? – Nej, det kan det ikke være, så ville nogen andre have samlet den op.

Jeg er ligeglad om min stemme ikke vejer noget i det samlede billede, jeg vil deltage i det demokrati, jeg har været så svine heldig at blive født ind i.

Demokrati er ikke smukt, som Churchill allerede har bemærket det, men det er det mindst ringe. Det bygger bl.a. på, at man ofte må gå på kompromis med andre ud fra den erkendelse, at ingen kender sandheden, at smag og behag er forskellig, og at alle er ligeværdige i deres ret til at danne deres egen opfattelse inden for meget vide grænser, der reelt set kun udgøres af Borgerlig Straffelov.

Hvorfor nu denne udflugt om demokratiet? Fordi det er en væsentlig grund til, at jeg endte med ikke at kunne støtte NA.

Da NA blev præsenteret, fremstod de som et borgerligt-liberalt alternativ. Samuelsen præsenterede en fladskat, hvilket er tættere på, end vi normalt gør os klart, f.eks. skal misundelsesskatten (kaldet topskatten) blot fjernes for at være meget tæt på resultatet. Og Khader havde udmærket sig ved at stå ved de danske værdier om ytringsfrihed, mens hans partifæller i RV nok en gang svigtede af bar politisk befippelse over, at provokationen var afsendt fra JP og rettet mod en anden religion end den kristne, som man normalt ikke har fine følelser overfor.

Det særligt opmuntrende var Khaders opgør med Jelveds hysteriske dæmonisering af DF. Det tegnede til, at man kunne få et borgerligt-liberalt alternativ, som kunne rykke regeringsmagten i den retning.

Men så gik det galt. Hovedparten af RVs vælgere er folk, der synes at elske pladderhumanismen, og egentlig kun har fravalgt socialismen, fordi de synes, den er utrendy. Disse personer overtog nu NA og snart begyndte NA at gentage de rituelle udfald mod DF.

Blot for at skåne vores kommentarspalte, så er jeg ikke DF’er. De har klart udtalt, at de ikke er liberale, og at de vil hindre V i at føre en for liberal politik. Og det har de i den grad gjort. Men jeg kan simpelt hen ikke følge den dæmonisering, som partiet bliver til del. DF liggger ikke længere fra den politiske midte eller har mere ekstreme holdninger end SF. Ja, som Hayek påpegede det, kan man ikke have et socialistisk samfund uden at det krænker grundlæggende menneskerettigheder, men jeg kan ikke få mig selv til at fremstille Villy som en grum despot, der vil ødelægge Danmark. Og ja, DF har nogle nationale holdninger, som kan virke klaustrofobiske, men det er gak at tro, at de er første stop på vejen mod udryddelseslejrerne.

Vi kan være uenige om, hvad der udgør en given ideologi, f.eks. liberalisme, men jeg mener, at man må følge sin ideologi i alle forhold. Jeg forstår derfor ikke de, der betragter politik som et tag-selv bord, hvor man tager lidt liberalisme her og lidt socialisme dér.

NA overtog en række af de trendy venstreorienterede holdninger, herunder en udenrigspolitik, der betænkeligt minder om Lykketoftlinjen (dvs. et grundlæggende had til USA og Israel, der er uafhængig af Irak, Afghanistan, som dokumenteret ved Lykketofts tale 23/8 2001). I den sammenhæng blev Samuelsens skattelinje blot en detalje.

Jeg har til en vis grad forståelse for, at man erklærer ikke at ville samarbejde med DF, men så må man også sige nej til SF. Gør man ikke det som borgerlig-liberal, er man en overfladisk hykler.

Jeg håber, at Samuelsen-fløjen i NA kan blive stærkere. Men indtil det sker, valgte jeg at stemme personligt på en person, som jeg håber kan trække regeringen i den rigtige retning, også selvom det indebærer et samarbejde med partier, der ligger en fjernt.

Sandsynlighedsregning for dummies

Af Altmann, den 13. november 2007. 17 svar

Her på stedet har nogle punditokrater argumenteret for at stemme blankt, mens andre har argumenteret for (i hvert fald implicit), at nogle kandidater/partier trods alt er bedre end andre.  Begge parter har tilsyneladende enten ikke forstået elementær rational choice teori, eller ikke forstået sandsynlighedsregning, eller ikke læst gamle poster om samme emner her på stedet (eller alle tre ting). 

Rationelle vælgere, som er i stand til at foretage elementære sandsynlighedsberegninger m.h.t. muligheden for, at deres stemme vil være udslagsgivende, vil naturligvis kun kunne gøre to ting i dag:

  • lade være med at stemme; eller
  • stemme af helt andre årsager end hensynet til udfaldet.

Sidste mulighed omfatter sådanne mulige motivationsfaktorer som, at man tror, man har en pligt til at gøre det; at det er “sjovt”; at det giver en lækker fornemmelse i kroppen, o.s.v., o.s.v.

Givet antallet af vælgere holder dette sådan set uanset, om der er stor eller lille forskel mellem partierne, men er der lille forskel, bliver det selvfølgelig endnu mere fjollet at stemme.

Tvivlere kan læse mere her og derefter revurdere, hvordan de bedst kan bruge en halv time i dag.

Borgerlig stemmeguide, hvis du vælger ikke at stemme blankt

Af Niels Westy, den 13. november 2007. Skriv et svar

Her på bloggen har diskussionen raset flere gange om hvorvidt man skulle stemme blankt og holde hovedet højt, eller vælge det mindste af to onder (på kort sigt). Jeg vil derfor blot henvise til den meget udførlige borgerlige stemmeguide, som 180 grader bringer i dag.

Personligt har jeg ikke tænkt at stemme blankt, omend jeg fuldt ud anerkender de overvejelser der ligger bag dette. Men oplevelsen bliver unægtelig ikke opløftende – sådan lidt som at vælge mellem en Citroen C1, Peugeot 107 eller en Toyota Aygo. Bevares den kan køre, og bringe en fra A til B, men derudover er der ikke meget at råbe hurra for, og at køre i sådan en kasse for fornøjelsens skyld kan der aldrig blive tale om.

Voodoo

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. november 2007. 9 svar

Da alle andre forsøger sig som sandsigersker, skal denne punditokrat ikke lade chancen gå fra sig.  Jeg har set mesteren–min gamle og estimerede kollega, dr. Risbjerg–i kortene og her kommer mine bud.  De er lavet på omtrent samme måde som Risbjergs og giver derfor med små, små, små undtagelser (som er marginale i forhold til den statistiske usikkerhed) det samme nettoresultat:

A 45 (-2)

B 10 (-7)

C 18 (0)

F 23 (+12)

K 0 (0)

O 23 (-1)

V 47 (-5)

Y 5 (+5)

Ø 4 (-2)

= VKO: 88 (hvilket altså med nordatlantiske er stort set lige med et arbejdende flertal)

= VKOY: 93

Holder tallene, må de to store tabere siges at være lederne af de to store partier–samt Naser Khader.