Sparetips til politikerne #4: Prioritér i sundhedsvæsenet

Af Christian Bjørnskov, den 5. november 2007. 25 svar

I vores serie med forslag til hvor politikerne kan spare, i stedet for at fortsætte den populistiske og ærligt talt absurde strategi med at overbyde hinanden på offentlige udgifter, er vi nået til tip nummer 4: Prioritér i sundhedsvæsenet! Spørgsmålet der ligger til grund for forslaget er i og for sig ganske simpelt: Findes der en valid lægefaglig, moralsk, økonomisk eller social grund til at det offentlige sundhedsvæsen står for at give gratis fertilitetsbehandlinger i en tid, hvor dets ressourcer, ikke mindst antallet af læger og sygeplejersker, er under pres? Eller sagt lidt mere simpelt: Hvorfor laver det offentlige børn på folk?

For danskere, der gerne vil have børn, men af en eller anden grund ikke får dem af naturlig vej, er der to muligheder. Man kan vælge fertilitetsbehandlinger, der er komplicerede og særdeles dyre, eller man kan vælge at adoptere, hvilket relativt hurtigt kan komme til at koste op mod 100.000 kroner. Fra en individuel vinkel er det et let valg, ikke mindst hvis man enten lægger stor vægt på, at barnet bærer ens egne gener, eller eventuelt har en romantisk forestilling om selve fødselshandlingen. Det absolut billigste for den enkelte er at få samfundet til at betale, men det er samtidigt den dyreste løsning for samfundet.

Politikere og læger må for det første indrømme, at barnløshed ikke er en sygdom. For politikerne bør det være en smal sag, men en række læger har individuelle incitamenter til at behandle barnløshed som om det var en sygdom – for så hører ’problemet’ hjemme i det offentlige sygehusvæsen. Dette besværliggør naturligvis processen hen mod at spare området væk i det offentlige, men bør ikke overskygge, at der ingen grund er til at det henhører i det offentlige system. Den moralske grund til at diskriminere mellem adoption og fertilitetsbehandling – en betales privat af de kommende forældre, en anden af resten af danskerne – er heller ikke til at få øje på. Det, der er til at få øje på er, at den type prioritering – selve tankegangen begrænser sig naturligvis ikke til udelukkende at dække fertilitetsspørgsmålet – kan frigøre markante ressourcer i sygehusvæsenet, der kan bruges væsentligt bedre andre steder. Og tænk hvis de blev brugt til at forkorte køerne på behandlinger, så det private erhvervsliv ikke skal mangle erfarne medarbejdere i halve år ad gangen?

Erkendelsen breder sig II

Af admin, den 5. november 2007. 3 svar

For noget tid siden havde jeg en posting kaldet Erkendelsen breder sig, hvormed jeg sigtede til den noget modvillige indrømmelse af, at det går mærkbart fremad i Irak i en sådan grad, at det nu forekommer overvejende sandsynligt, at landet forbliver et samlet demokrati. Den vold, der fortsat er, synes ikke at kunne true stabiliteten.

Jeg fulgte op med en posting, hvor jeg drøftede den noget blandede modtagelse, disse gode nyheder har fået (her).

Dagens dosis er fra lørdagens leder i The Times, og hvis den forekommer bekendt, skyldes det, at den også anslår de samme (positive) strenge, som de to ovenstående postings.

The Petraeus Curve.

Serious success in Iraq is not being recognised as it should be.

Is no news good news or bad news? In Iraq, it seems good news is deemed no news. There has been striking success in the past few months in the attempt to improve security, defeat al-Qaeda sympathisers and create the political conditions in which a settlement between the Shia and the Sunni communities can be reached. This has not been an accident but the consequence of a strategy overseen by General David Petraeus in the past several months. While summarised by the single word “surge” his efforts have not just been about putting more troops on the ground but also employing them in a more sophisticated manner. This drive has effectively broken whatever alliances might have been struck in the past by terrorist factions and aggrieved Sunnis. Cities such as Fallujah, once notorious centres of slaughter, have been transformed in a remarkable time.

Indeed, on every relevant measure, the shape of the Petraeus curve is profoundly encouraging. It is not only the number of coalition deaths and injuries that has fallen sharply (October was the best month for 18 months and the second-best in almost four years), but the number of fatalities among Iraqi civilians has also tumbled similarly. This process started outside Baghdad but now even the capital itself has a sense of being much less violent and more viable. As we report today, something akin to a normal nightlife is beginning to re-emerge in the city. As the pace of reconstruction quickens, the prospects for economic recovery will be enhanced yet further. With oil at record high prices, Iraq should be an extremely prosperous nation and in a position to start planning for its future with confidence.

None of this means that all the past difficulties have become history. A weakened al-Qaeda will be tempted to attempt more spectacular attacks to inflict substantial loss of life in an effort to prove that it remains in business. Although the tally of car bombings and improvised explosive devices has fallen back sharply, it would only take one blast directed at an especially large crowd or a holy site of unusual reverence for the headlines about impending civil war to be allowed another outing. The Government headed by Prime Minister Nouri al-Maliki has become more proactive since the summer, but must immediately take advantage of these favourable conditions. The supposed representatives of the Iraqi people in Baghdad need to show both responsibility and creativity if the country’s potential is to be realised.

The current achievements, and they are achievements, are being treated as almost an embarrassment in certain quarters. The entire context of the contest for the Democratic nomination for president has been based on the conclusion that Iraq is an absolute disaster and the first task of the next president is to extricate the United States at maximum speed. Democrats who voted for the war have either repudiated their past support completely (John Edwards) or engaged in a convoluted partial retraction (Hillary Clinton). Congressional Democrats have spent most of this year trying (and failing) to impose a timetable for an outright exit. In Britain, in a somewhat more subtle fashion admittedly, Gordon Brown assumed on becoming the Prime Minister that he should send signals to the voters that Iraq had been “Blair’s War”, not one to which he or Britain were totally committed.

All of these attitudes have become outdated. There are many valid complaints about the manner in which the Bush Administration and Donald Rumsfeld, in particular, managed Iraq after the 2003 military victory. But not to recognise that matters have improved vastly in the year since Mr Rumsfeld’s resignation from the Pentagon was announced and General Petraeus was liberated would be ridiculous. Politicians on both sides of the Atlantic have to appreciate that Iraq is no longer, as they thought, an exercise in damage limitation but one of making the most of an opportunity. The instinct of too many people is that if Iraq is going badly we should get out because it is going badly and if it is getting better we should get out because it is getting better. This is a catastrophic miscalculation. Iraq is getting better. That is good, not bad, news.

Tja, nu venter vi så bare på, at 25 øren falder hos de danske medier og politikere. Det sker nok ikke lige med det samme, og da slet ikke i en valgkamp. Her har man for længst besluttet, at Irak er “an exercise in damage limitation”, og nye facts skal ikke ændre på det. Hvis dæ æ fakta, så benægter a fakta.
Tilføjelse:
Vi er nok nogle stykker her på bloggen, der kunne overveje at melde det til Forbrugerombudsmanden, at de bliver ved med at omtale afstemningen den 13. ds. som et “valg”. Det er da vildledende.
Men måske er der alligevel et valg at træffe. Udenrigsministeren var så ufin, og formodentlig presset, at påpege, at NA synes at slutte sig til Lykketoftlinjen med dens ensidige kritik af USA og Israel. Det er i givet fald en støtte, som Anders Samuelsen ellers fornuftige skatteplaner ikke kan opveje, i det mindste ikke for denne punditokrat. Så måske er der alligevel et valg, der ikke kun handler om at rage til sig.

Det borgerlig-liberale regeltyranni

Af Jacob Mchangama, den 4. november 2007. 12 svar

Den 2. oktober 2007 kunne man i Børsen læse, at den nuværende regering har sat rekord i vedtagelse af nye love og regler. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv, blev der i seneste folketingssamling vedtaget hele 1854 nye love og regler, svarende til fem om dagen. Rent faktisk har den nuværende regering for hvert af folketingsårene i perioden 2004-2007 udstedt flere regler end Nyrup-regeringen gjorde i 2000-2001, hvor denne regering vedtog flest nye love og udstedte flest nye regler. Der er tillige en betragtelig forskel på den nuværende regering og Schlüterregeringen, hvor sidstnævnte aldrig vedtog over 1000 nye love og regler i sin tid ved magten. Særligt bekymrende ved denne udvikling er, at langt hovedparten af de nye regler udgøres af bekendtgørelser udstedt af ministre og offentlige myndigheder.

Her er et mikroskopisk udsnit af bekendtgørelser udstedt i år:

  • Bekendtgørelse om adgang for inseminører fra visse lande til at inseminere husdyr,
  • Bekendtgørelse om opdræt af ræve,
  • Bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service
  • Bekendtgørelse om isafgift af skibe,
  • Bekendtgørelse om diæter m.v. til medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg, budgetudvalg og stiftsudvalg samt til bygningskyndige deltagere i synsforretninger over kirker og præsteboliger, og
  • Bekendtgørelse om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk

Det er muligt at visse af de ovennævnte titler får læseren til at trække på smilebåndet. Men de mange regler indeholder ofte vidtgående beføjelser for offentlige myndigheder overfor den almindelige borger og medfører en detailregulering af forhold, som private ofte med fordel ville kunne løse sig selv imellem i henhold til egne konkrete erfaringer og præferencer, frem for ved at efterleve regler udstukket ovenfra. Men intet område er tilsyneladende for småt eller for privat til at blive reguleret af en borgerlig-liberal regering.

Særligt miljøområdet udgør en uoverskuelig skov af love og regler, der må hensætte den almindelige borger eller virksomhed, der påvirkes heraf i en tilstand af resignerende magtesløshed og frustration. Ikke bare findes der en række miljølove, som jordforueringsloven, miljømålsloven og miljøbeskyttelsesloven, der indeholder en vid adgang for miljøministeren til uden på forhånd fastlagte kriterier at regulere forhold, som berører private borgere, erhvervsdrivende, boligejere og landmænd, uden nogen særlig folketingskontrol hermed. Miljøministeren har også en vid adgang til på miljøområdet at videredelegere sin kompetence til diverse styrelser og nævn. Denne tilstand gør, at ingen kan vide sig sikker på, at den retsstilling der gælder for f.eks. en produktionsvirksomhed i dag ikke bliver radikalt ændret som følge af en ministeriel beslutning i morgen.

De mange regler udgør i sig selv et frontalangreb på den skelnen mellem det private og det offentlige, der er altafgørende for, at mennesker kan leve deres liv på egne betingelser – så længe de ikke skader andre – hvilket er det frie samfunds kendetegn. Men den eksplosive stigning i bekendtgørelser udgør også en trussel mod den magtadskillelse mellem lovgivende og udøvende magt, der i forvejen ikke er stærkt forankret i Danmark. Spørg et almindeligt folketingsmedlem, om indholdet af størstedelen af de bekendtgørelser der er udstedt i år og det overvejende flertal vil ingen idé have om, hvorledes en minister eller offentlig myndighed har udnyttet den beføjelse til at udstede bekendtgørelser, som det pågældende folketingsmedlem udstyrede ministeren eller den offentlige myndighed med da han/hun stemte for bemyndigelsesloven. Med andre ord bliver den udøvende magt – og dermed ikke-folkevalgte og anonyme embedsmænd, som ikke deltager i den offentlige debat- i stadigt stigende omfang ansvarlig for at udfylde indholdet af de love, der ellers er Folketingets ansvarsområde. Det er en udvikling, der i dagens Danmark opfattes som en helt naturlig del af vores demokrati men som i virkeligheden er både beskæmmende og skræmmende.

I retsstaten er lovgivers fornemmeste opgave at vedtage love af general natur, der skaber grundlæggende rammer, og som dermed tillader borgerne at indgå aftaler, organisere sig, skabe sociale relationer m.v. indenfor de generelle reglers ramme, med en relativ sikker viden om, hvilke handlinger, der vil blive mødt med sanktioner fra statens side. Denne opfattelse af lovgivers rolle synes endegyldigt forladt til fordel for detailreguleringen hvormed lovgiver og den udøvende magt i en uskøn blanding forfølger specifikke og konkrete målsætninger, der på vilkårlig vis favoriserer dette eller hint hensyn, alt efter, hvad folkestemningen tilsiger. 

Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, hvor lidt fokus borgerlig-liberale debattører – særligt jurister – har på dette område. Al fokus synes at være på det høje skattetryk og de manglende (reelle) skattelettelser. Men at en borgerlig-liberal regering er danmarkshistoriens mest aktivistiske regeludsteder er ikke et mindre svigt end den manglende vilje til at gennemføre skattelettelser. Borgerlig-liberale burde i langt højere grad stille krav om, at den nuværende regering kraftigt reducer antallet af eksisterende, overflødige og formynderiske love og bekendtgørelser, samt afgiver et løfte om at neddrosle lovgivningsivereren i en eventuel ny regeringsperiode.

Sparetips til politikerne # 3: Effektivisering af undervisningen i folkeskoler og ungdomsuddannelser

Af Niels Westy, den 3. november 2007. 9 svar

Danmark har et af verdens dyreste uddannelsessystemer, hvilket desværre, – men nok forudsigeligt – ikke genfindes i kvaliteten af samme system, hvilket internationale sammenligninger (desværre) viser med al tydelighed.

De manglende resultater og lave effektivitet skyldes flere forhold, herunder at man konsekvent fravælger en af de få (eneste?) fordele ved offentlig produktion, nemlig stordriftsfordele. Det gælder i endnu højere grad på uddannelsesområdet end på sygehusområdet.

Dette simple sparetip går i korthed ud på, at centralisere op til 50% af undervisningen på landets folkeskoler, gymnasier og erhvervskoler. Besparelsen opnås ved at der er brug for færre undervisere.

Som bekendt er arbejdskraft relativ dyrt i Danmark. Når danske undervisere samtidig har noget nær verdensrekord i at bruge deres arbejdstid til andet end at være sammen med eleverne (som der for øvrigt er relativt få af i hver klasse) og har meget tid til forberedelse af den enkelte lektion, indebærer det, at der er forholdsvis mange undervisere ansat i forhold til antallet af elever.

Et eksempel taget fra den gymnasiale sektor kan illustrere problemet:

For at eleverne kan modtage 100 timers undervisning, vil det typisk indebære, at underviseren tildeles ca. 220 arbejdstimer, hvoraf de 120 timer går til forberedelse og pauser (ja du læste rigtig).

Hvis vi nu antager at 20% af undervisningen gennemføres som ren e-learning uden lærer, så har vi allerede sparet ca. 44 arbejdstimer.

Hvis Vi derefter planlægger undervisningen centralt i 30% af undervisningstiden, sparer vi yderligere ca. 36 timer til forberedelse.

I alt reducerer det lønomkostningerne ved gennemførelse af 100 timers undervisning med ca. 36 %

En konsekvent brug af IT-baseret og centralt planlagt undervisning er – skal det medgives – et radikalt brud på den traditionelle organisering i det danske uddannelsessystem, til gengæld er besparelserne til at tage og føle på..

Alt efter hvor stor en andel af undervisning/pensum der planlægges centralt og gennemføres via e-learning, må det forventes, at man kan reducere antallet af undervisere i folkeskoler og ungdomsuddannelser med 20%+, hvilket svarer til en besparelse på ca. 3,5 mia.+. – EFTER der er afsat ½ mia. om året til udarbejdelse af centralt materiale, IT-programmer osv.

Der er naturligvis masser af yderligere besparelsesmuligheder, blot at bruge skriftlige i stedet for mundtlige eksamener reducerer f.eks. omkostningen til eksamen per elev til en fjerdedel, og sådan kan man blive ved.

Læserkonkurrence

Af admin, den 3. november 2007. Skriv et svar

Denne posting fra i går blev afsluttet med spørgsmålet om, hvornår og hvordan danske MSM ville fortælle om, at det går rigtig godt i Irak.

Svaret kom allerede her til morgen fsva Berlingske og var helt som forudset.

Overskriften er “Vesten kan ikke gøre mere i Irak”, hvilket er en næsten genial tvetydighed, fordi den både kan dække over, at vi har nået vores mål om at skabe en demokratisk stat, som kan forsvare sig selv, eller som en erkendelse af det nederlag, det ligger MSM så meget på sinde at få fastholdt som konklusionen på vores indsats.

At det naturligvis er sidstnævnte holdning, der dominerer artiklen, var som sagt (i gårsdagens posting) til at forudse. Det opnås ved at interviewe Juan Cole, naturligvis.

Man skal lede godt og længe for at finde the money quote, men som det serviceorgan vi er, har vi gjort det for jer:

I den seneste måned har været en overvægt af gode nyheder, men der er ingen garanti for, at det fortsætter, og bare i denne uge har der været tegn på en opblussen af volden.

Det giver mulighed for en rask læserkonkurrence for de, der ikke har noget liv og må få tiden til at gå med at læse blogs.

Gennemgå Berlingske for den seneste måned og se, om avisen har rapporteret denne overvægt af gode nyheder.

Præmien er den helt CO2-frie glæde ved at få sine fordomme bekræftet.

God fornøjelse.

En uønsket sejr i kampen mod aktivismen

Af admin, den 2. november 2007. 8 svar

Denne posting er en fortsættelse af en tidligere posting (her), så hvis man har oceaner af tid, kan man starte dér.

Ellers er et kort referat, at den postulere, at det går betydeligt fremad i Irak i en sådan grad, at det nu er overvejende sandsynligt, at Irak overlever som en samlet demokratisk stat. Denne positive udvikling er uønsket hos de politikere og journalister, der har sat deres troværdighed ind på at erklære Irak for en katastrofe. MSM har således forsøgt at fortie den positive udvikling. Fortielsesstrategien blev grundstødt, da Thomas Friedman i NYT af alle steder valgte at spøge med den, og nu skrider debatten.

LA Times var i går nødt til at behandle den positive udvikling, men sørgede naturligvis for at understrege, at så godt gik det heller ikke. Men alligevel, selveste LAT indrømmer det. Uha, uha, så er dæmningerne virkelig bristet.

Fokus i denne posting er, hvorfor så mange betragter det som et kæmpe nederlag, at udviklingen i Irak nu er vendt til det bedre. Det er en betydelig vrede, der udvises, og efterhånden som udviklingen befæstes, nærmest en desperat aggression imod tanken. Hvad er det, der er på spil?

Lad os varme op med nogle håndgribelige eksempler på, hvordan MSM manipulerer med nyhederne fra Irak.

Der var historien om Scott Beauchamp, der til stor fryd for det dannede The New Republic skrev om sine erfaringer som frontsoldat, og hvordan krigen havde brutaliseret ham og især hans våbenfæller. Problemet var så lige, at historien var fup. Det var endda let gennemskueligt fup, men TNR kunne naturligvis ikke gennemskue det, da det passede så smukt ind i hele det narrative set-up, som MSM betragter krigen i, en slags Full Metal Deer Apocalypse, som Mark Steyn meget rammmende har beskrevet det. Da det blev afsløret, prøvede de først at benægte det; de hævdede endda, at de havde fact-checked historien (det adskiller jo som bekendt MSM fra simple blogs, ikke?), og da historiernes løgnagtighed så blev dokumenteret, trak man i land, langtsom og kæmpende for hvert skridt. Her er et link til en af TNR’s plageånder, som belærer bladets redaktør om, hvad almindelig medieanstændighed vil sige. Ganske underholdende.

Et tjek på Infomedia viser, at i de sidste 12 måneder har en, gentager en, dansk avis skrevet om sagen. Vi, der gerne revser vores kære, er stolte over, at det var Berlingske, der som det eneste MSM valgte at oplyse danske læsere om denne skandale. Og vi er særligt glade for at kunne oplyse, at den artikel var skrevet af Bent Bludnikow (13/8 07). Det er ikke første gang, at han har reddet den avis’ troværdighed.

Så er der denne lille historie om de amerikanske tabstal. Et trist emne, som man skulle tro blev taget meget alvorligt af MSM. Men nej, de tæller alle dødsfald med, inkl. ulykker, eller som i dette tilfælde, en kvindelig soldat, der blev dræbt af en tidligere elsker, mens hun opholdt sig i Bahrain. No more blood for oil, synes den smagfulde holdning at være.

Det minder mig lidt om Politiken, der vist dagligt bringer en smagfuld lille firkant med røde kors på sort baggrund, som skal vise antallet af dræbte i Irak. Det oplyses ikke, hvem der er ansvarlig for drabene. Det er vi vel, lyder logikken. Man leder forgæves i avisen efter tilsvarende opgørelser over dræbte i Darfur eller andre af verdens brændpunkter. Deres liv rager åbenbart læserne en papand. Dansk humanisme med tunnelsyn.

Nå, der er også denne her, som viser den tvivl og usikkerhed, som pludseligt melder sig, når MSM skal rapportere om de faldende tabstal. De er heldigvis ikke så famlende, når udviklingen går den anden vej.

Et andet fænomen, der går igen så ofte, at det næsten ligner en teknik, er at indpakke de gode nyheder i dårlige. I postingen ovf. nævnte jeg, at Berlingeren var usædvanligt nuancerede i deres dækning af, at tabstallene faldt. Men selvfølgelig var nyheden pakket ind i den chokerende oplysning om, at der var blevet smidt 20 halshuggede lig foran en politistation. En alvorlig påmindelse om, hvor frygtelig lovløst situationen åbenbart stadig er. Det var bare ikke sandt. Historien var en and. BBC har trukket historien tilbage (opsamling her). Det var  i øvrigt ikke kun Berlingeren, som fandt historien god, dvs. dårlig, alt i MSM fra Horsens-Folkeblad, over Politiken til Information har iflg. infomedia bragt den, og iflg. samme kilde har ingen, gentager ingen, endnu bragt en korrektion. Et godt råd, hvis I venter på en korrektion, så hold ikke vejret.

Enough already. Det er trættende at fremdrage eksempler på den ekstremt ensidige negative dækning af Irak i MSM. Så her er et par nyheder, I næppe kommer til at læse i danske MSM i denne rene form, aller højst indpakket i dårlige nyheder eller som petitstof.

Antallet af de særligt fremstillede vejsidebomber, som formodentlig kommer fra Iran, er faldet drastisk på det sidste (læs her, endda fra Reuters). Igen en god nyhed, men denne gang også interessant pga dens forbindelse til Iran. Enten skyldes faldet, at man er blevet bedre til at kontrollere grænsen til Iran. Eller det skyldes en vis nervøsitet fra Irans side. Og de har jo en del at være nervøse over. Som bekendt har Frankrigs udenrigsminister, en kandidat til titlen som årets Mr Neocon, hvis det ikke lige var fordi MSM havde erklæret neo-konservatismen for død og borte, og så er han fransk (mon Dieu), erklæret, at al diplomati og forhandling i sidste ende hviler på en trussel om krig — hvis man altså ønsker at blive taget alvorligt. En tilføjelse, der absolut ikke er indlysende i visse diplomatiske kredse. Og resten af det Sunni dominerede Mellemøsten er heller ikke så glade for Iran, hvad i øvrigt også gælder deres trosfæller i Irak. En god nyhed ikke desto mindre.

Den anden gode nyhed er, at det går voldsomt fremad med Iraks økonomi. Det har længe gået særdeles godt i det Kurdiske nord, hvilket man normalt kun har hørt om indirekte på det seneste, hvor Tyrkiets trussel om at angribe PKK i givet fald ville ramme “et af de få rolige områder”, som det udtrykkes. Men også i det øvrige Irak er økonomien i fremdrift, valutaen styrkes, børsen er åbnet, investeringerne flyder ind. Og så indeholder redegørelsen her endda yderligere en and, nemlig den om det store røveri af – hold fast – 282 mio. dollars, der viste sig at være 282 mio. dinarer, hvilket ikke er helt det samme, for nu at sige det pænt, selvom den irakiske dinar bestemt er steget pænt på det sidste, og dollaren er gået den modsatte vej. Den and er naturligvis heller ikke blevet korrigeret i MSM.

Men nu er vi på vej tilbage til MSM og deres kritikløse kritik. Lad os i stedet gøre status.

Volden er ikke bare faldet drastisk. Den har navnlig ændret karakter, hvilket især viser sig ved, at al-Qaeda er ved at blive nedkæmpet, mens Sunni i stigende grad hjælper centralregeringen. Tilsvarende er Shia militserne blevet svækket, f.eks. holder al-Sadr sig fortsat væk fra sin milits, hvilket næppe skyldes en pludselig omvendelse, men nok nærmere hans erkendelse af, at der er mere at hente som politiker end som militsleder. Det betyder, at de landvindinger, der allerede er gjort, oprettelse af en demokratisk stat baseret på en rimelig
t moderne og fri – og nu o
gså folkeligt valgt – forfatning, ikke længere trues. Der vil fortsat være terror og kriminalitet i foruroligende omfang, men stabiliteten er ikke længere truet.

Det gør det muligt at hævde, at indsatsen i Irak er ved at være vundet. Saddam er væk, og et samfund, hvor et lille mindretal på 20 pct. brutalt undertrykte de øvrige 80 pct., og som var nær på sammenbrudets rand, er nu ført igennem en befrielse og frem til et samfund med et velfungerende demokrati og markedsøkonomi, mens tabene har været langt mildere end det Rawandascenario, man kunne have frygtet, hvis landet blot havde fået lov at bryde sammen under vægten af sanktioner.

Opfattelse er udtrykt i Spectator, se posingen ovf. Her er endnu en sammenfatning, læs selv eller nøjes med disse uddrag:

Here it is: The battle is actually over. Iraq has been won.

I know this will seem to many of you an insane claim. Ridiculous!

After all, haven’t you read countless stories that Iraq is a “disaster”, turned by a “civil war” into a “killing field”?

Didn’t Labor leader Kevin Rudd, in one of his few campaign references to Iraq, say it was the “greatest … national security policy disaster that our country has seen since Vietnam”?

You have. And you have been misled. […]

Violence is falling fast. Al Qaida has been crippled.

The Shiites, Kurds and Marsh Arabs no longer face genocide.

What’s more, the country has stayed unified. The majority now rules.

Despite that, minority Sunni leaders are co-operating in government with Shiite ones.

There is no civil war. The Kurds have not broken away. Iran has not turned Iraq into its puppet.

And the country’s institutions are getting stronger. The Iraqi army is now at full strength, at least in numbers.

The country has a vigorous media. A democratic constitution has been adopted and backed by a popular vote.

Election after election has Iraqis turning up in their millions.

Add it all up. Iraq not only remains a democracy, but shows no sign of collapse.  […]

To talk like this will, I know, choke many critics of the war with fury.

How angry so many are to hear good news from Iraq. And how suspicious is their reaction. Don’t we all actually wish for Iraq to be democratic, safe and free from tyranny?

But, they’ll splutter, but, but, but… […]

Was Iraq worth it? Yes. It stands, it stays, and the winning of Iraq was worth it, indeed.

Herved er vi (omsider) fremme ved spørgsmålet: hvorfor denne uvilje til at indrømme, at det går godt i Irak.

Et oplagt svar, der formodentlig dækker de fleste journalister og politikere og giver en vis umiddelbar forklaring, er, at de hader at skulle indrømme, at de tog fejl. De har allerede beskrevet Irak som en katastrofe. De, der var imod fra starten, har endda godtet sig, og de, som var for, har under mere eller mindre støjende former erklæret deres skyld & skuffelse. Hvad skal Jens Christian Grøndal nu gøre? Skrive en ny bog og kalde den tre skridt tilbage og fire skridt frem? Han har tidligere påberåbt sig sin uvidenhed, skal han nu bruge den undskyldning igen? Det er ikke let.

Et andet oplagt svar dækker formodentlig store dele af venstrefløjen og dermed en pæn del af MSM. Man er præget af venstrefløjens modkultur og selvhad, ikke bare hadet til USA, som man ønsker alt ondt og helst ti nye Vietnam, som idolet Che så kækt drømte om; man hader Vesten generelt og fatter derfor intuitiv sympati for enhver, der er anderledes og kæmper imod os. Det meget vrøvl om, at vi aldrig kunne besejre al-Qaeda, fordi de udsprang af vores egen undertrykkelse og blot ville blive stærkere, desto flere vi slog ihjel, har hele tiden haft en umiskendelig undertone af “I kan ikke slå os ihjæææl, vi er en del af jer sæææl”.

Men tilbage står en langt mere interessant gruppe. Og det er højrefløjen, eller som jeg foretrækker at kalde dem, den borgerlige-liberale gruppe. Hvorfor er der så mange, der med glæde har taget imod troen på, at vi var dømt til at tabe i Irak?

En lille gruppe blandt disse er de meget liberale. Det er dem, der knytter hånden i lommen i afmægtig vrede, når de ser en politimand på gaden, fordi han repræsenterer Statens voldsmonopol. For dem er det absurd at tro, at Staten kan udrette noget som helst godt, og da slet ikke befri et andet land og indrette et demokrati til befolkningen. I betragtning af, hvor håbløs Staten er til at løse selv simple opgaver, er det et argument, jeg har betydelig sympati for. Men det forekommer mig nu alligevel noget naivt. Jeg hælder mere til den form for liberalisme, som de amerikanske forfatningsfædre forfægtede. De troede ikke, at handel og marked kunne løse alle problemer, men indså, at der var behov for en stærk Stat på visse områder. Deres varige fortjeneste var, at de søgte at lægge alle tænkelige bånd på den, men helt at afskaffe den eller frakende dens betydning, det gjorde de ikke.

Det er ikke denne lille gruppe, der bekymrer mig. Det er derimod i alvorlig grad den glæde, hvormed de triste nyheder, som MSM ensidigt bringer om Irak, bliver modtaget i brede borgerlige-liberale kredse. Aha, siges det. Der ser man jo, at disse fremmede folkeslag med deres primitive kultur og iltre temperament ikke kan finde ud af demokrati, selvom vi forære det til dem på en sølvbakke. De ønsker bare at bo i huler og slås hele dagen, det har vi ligegodt aldrig nogen sinde gjort. Jo, Shu-bi-dua ramte denne brede gruppe danskere uhyggeligt præcist.

Jeg må anstrenge mig for at finde den slags reaktioner undskyldelige. Herre Gud, de hører konstant negative nyheder om Irak, og journalisterne fremmaler jo et billede af irakerne som blodtørstige vilde, der kun er ude på at skære halsen over på hinanden. Vi hører aldrig om de mange meningsmålinger, der viser opbakningen til centralregeringen, til et samlet Irak og deres afstandstagen fra militserne og terroristerne. Der er ikke noget at sige til, at folk får denne opfattelse af, at arabere er undermennesker, der er bedst tjent med en fod i nakken.

Men jeg kan ikke helt tilgive det alligevel. Det minder mig i uhyggelig grad om de holdninger, man hører – heldigvis sjældnere – om Afrika. Ja, de sorte har virkelig ødelagt det for sig selv; de havde det nu også bedre under hvidt styre, hvad skulle de med selvstændighed, de slås jo bare, hvis de da ikke ligger og dovner hele dagen, etc ad nauseam.

Medgivet, den slags hører man sjældent, men det er lige så grotesk at sige det om Irak. Drabtsraten i Irak er nu på niveau med Sydafrika, skal vi virkelig til at sige, at Apartheid havde været at foretrække?

Det er en utilgivelig afstumpethed at afskrive det irakiske folk på denne måde. Det er at slå ofrene i hartkorn med deres bødler. Ville nogen virkelig påstå, at briterne ikke var demokrater, mens IRA lavede terror, eller at tyskerne ikke var det, mens RAF hærgede? (ja, jeg ved godt, at en del på venstrefløjen sagde sådan noget den gang, men var der nogle fornuftige, som sagde det? Nej vel.) Men det gør man med Irak. Den journalistiske dækning af Irak har vækket en slumrende rascisme selv hos mennesker, man troede imune over for det.

Jeg tror ikke, at journalisterne i MSM tænker så meget. Deres mangelfulde kildekritik tyder ikke på det. I givet fald har de næppe tænkt over, hvor meget skade deres ensidigt negative dækning af Irak har gjort på den aktivistiske udenrigspolitik, som er et af de vigtigste levn fra Schlüters regering, der kom til i disse dage for 25 år siden.

Den systematiske sværtningen af det irakiske folk, et folk der konsekvent har støttet hvert eneste valg trods overhængende dødsfare – seneste valg havde en deltagelse på 75 pct. – har givet, eller rettere bekræftet en allerede slumrende fornemmelse i brede dele af befolkningen af,

at fremmede folkeslag virkelig er primitive, og vi skal for alt i verden have så lidt at gøre med dem som muligt. Det yderste venstre vil hellere sende nødhjælp, sælge julekalendere og holde støttekoncerter, det yderste højre vil gerne samhandle, hvis de ellers kunne få lov af deres mere protektionistiske landsmænd, men resultatet er, at vi lader dem i stikken.

Endnu er det den aktivistiske udenrigspolitk ikke død. Den nuværende statsminister har givet afkald på meget af det arvesølv, han fik fra Schlüters regeringstid, men har endnu ikke helt opgivet denne, selvom tilbagetrækningen foregik lidt for tidligt. Hans åbningstale viste gode takter, og hvis mandatfordelingen vil det, kan man jo håbe på, at han vender stærkt tilbage.

Ønsket om at beskrive Irak som en fiasko er en del af kampagnen imod den aktivistiske udenrigspolitik. Hvis det går op for folk, at indsatsen i Irak lykkedes, er det et alvorligt slag for kampagnen. Derfor denne aggressive fornægtelse af ethvert fremskridt.

Dermed til et andet mindre interessant spørgsmål.

Hvor længe kan dansk MSM modstå det pres, som får amerikansk MSM til at indrømme flere og flere af de positive nyheder?

Tja, de amerikanske korrespondenter synes at få deres nyheder fra læsning af NYT og WaPo, så det må så småt være begyndt at dæmre for dem, at der er et problem. Men lige nu har vi en valgkamp, og det er helt udelukket, at nogen dansk MSM vil turde skrive noget positivt om Irak. Det ville blive opfattet som en støtte til regeringen og dermed et karrieremæssigt selvmord for den uheldige journalist. Men efter valget er det tænkeligt. Spørgsmålet bliver blot hvem og hvordan.

Vi skal nok dække det.

Om hvem der får min stemme

Af Christian Bjørnskov, den 1. november 2007. 35 svar

Jeg har tænkt længe og dybt over det: Hvem skal man stemme på den 13. november? For rundt regnet to tredjedele af vælgerne gælder det, at de har bestemt sig at stemme på samme parti – og måske endda samme kandidat – som sidste gang. For en tredjedel er situationen derimod, at de ikke er afklarede endnu. Jeg har på det sidste for første gang i mit liv befundet mig i den sidste gruppe, men altså ikke længere. Så for at svare på flere af vores læsere, der har spurgt mig om det, kan jeg her afsløre hvem der får min stemme. Jeg taler kun for mig selv – andre punditokrater har sikkert andre meninger.

Som borgerligt-liberal har valget ellers ikke været let, for valget mellem Thorning og Fogh har mest af alt lignet valget mellem en status-quo orienteret socialdemokrat med gavmilde valgløfter til særligt de offentligt ansatte og – let’s face it – en status-quo orienteret socialdemokrat med gavmilde valgløfter til særligt de offentligt ansatte. De konservative er løbet fra stort set alle principper og har endda givet køb på de sidste rester af fornuft ved at indvillige i forslaget om den skatteændring – en afskaffelse af mellemskatten – der har suverænt mindst effekt på arbejdsudbuddet. Og Ny Alliance vil godt nok skattelettelser, der dur, men også en lang række mere eller mindre venstredrejede ideer, der ikke just harmonerer med en opfattelse af, at Danmark behøver mindre stat og mere personlig frihed.

Så hvad er mit valg da? Jo, jeg har bestemt mig for at stemme blankt. Jeg synes et eller andet sted, at jeg har en pligt til at stemme – til at give min lillebitte del af den ’offentlige mening’ til kende. Men jeg kan simpelthen ikke få mig til at stemme på et eneste af de partier, der kommer til at stå på stemmesedlen den 13. Med undtagelse af Enhedslisten, der står og lufter deres ekstreme og udemokratiske holdninger i et isoleret hjørne af dansk politik, har partierne klumpet sig sammen på en mudret, kortsigtet og aldeles populistisk midte, der domineres af ét ønske: At vi skal bevare ’velfærdsstaten’ og lade som om en socialdemokratisk status quo er det, vælgerne ønsker.

Flere af mine venner har advaret mig mod, at det at stemme blankt er en stemme på Thorning, eller at det er at smide min stemme ud. Til det første kan jeg kun sige tja: Thorning eller Fogh, jeg er kommet til den overbevisning, at det er fløjtende ligegyldigt. Til det sidste kan jeg kun nikke ja – det er meningen med det! For som en ven fortalte mig om forleden, eksisterer der faktisk et forslag i den politologiske litteratur om, at blanke stemmer burde repræsenteres i Folketinget. De skulle, proportionalt med deres antal, have et antal tomme sæder. Så kunne resten af politikerne tage et kig på dem, hvis de en sjælden gang imellem overvejede, hvem de repræsenterer i tinget. Ikke at det sandsynligvis ville ændre noget, men vi ville være synlige i dansk politik – de af os, der ikke kan repræsenteres af de nuværende politikere.

Folketingsvalg i Danmark: Vælger(selv)bedrag

Af Niels Westy, den 31. oktober 2007. Skriv et svar

Undertegnede står for onsdagens klumme i 180grader, med den lidet opløftende overskrift “Vælger(selv)bedrag“.

Og selv om indlægget måske kunne give anledning til overvejelser om hvorvidt jeg skulle lide af politikerlede, må jeg afvise det med, at dette ingenlunde er tilfældet. Et folketingsvalg handler jo først og fremmest om at sælge varen (og vinde magten).

Og lad os lige tage følgende bemærkning til de mange penge lovet af politikere til de offentlige ansatte, fremsat af den nyvalgte LO formand, Harald Børsting, med:

“Jeg er ikke glad for at de kommer med dem som politikere, det er plat, men at de kommer med dem som arbejdsgiver, det er jo fint”

Myter om politik

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. oktober 2007. 1 svar

Jeg har dd. en kronik i Berlingske Tidende om fortolkningerne af 1998-valget.  Det er et opkog på mit kapitel i bogen “På ret Kurs”, som netop er blevet udsendt af People’s Press for CEPOS i anledning af 25 året for Schlüters tiltræden, og som blev præsenteret på en konference i dag.

Og nu er vi ved myter og ved genbrug, så kommer her min lørdagsklumme fra Berlingske forrige lørdag, hvori jeg kritiserer A4’s påstand om, at vi p.t. oplever en voldsom genopblomstring i mængden af politiske demonstrationer:

Debat: Er danskerne blevet demonstranter?

FOLKETS RØST. Selv om mange demonstrerer, er der god grund til at tro, at deltagerantallet i demonstrationer de seneste år har været drastisk faldende og fortsat er på et historisk lavt niveau.

Af Peter Kurrild-Klitgaard

Går danskerne igen på gaden for at demonstrere politiske sym- og antipatier? Det kunne man umiddelbart godt tro. Både dette og sidste efterår har man set demonstrationer med tusinder af borgere, der med større eller mindre ret har protesteret imod angivelige nedskæringer og for højere offentlige udgifter og mere omfordeling.

Det er en vinkel, som medierne har taget til sig med en vis begejstring. Senest har Ugebrevet A4, der udgives af LO, bragt en længere artikel, som trækker på visse data, men hvor der ikke er lagt bånd på fortolkningerne. Under overskrifter som »I kan – stadig – ikke slå os ihjel« og »Comeback til gadens parlament« fortælles det, at hvor det for få år siden var »et særsyn« med demonstrationer i Danmark, har aktionsformen »på det seneste« fået »nyt liv«. Forskere og kommentatorer interviewes i artiklen ud fra en præmis om, at der er tale om en »opblusset interesse« for at mobilisere borgerne til fordel for venstreorienterede demonstrationer.

Men hvad er fakta? Umiddelbart virker A4’s artikel veldokumenteret, med både meningsmålinger og optælling af antal demonstrationer. Men dykker man ned i tallene, ser man, at de presses til mere end sidste dråbe. En meningsmåling foretaget for A4 viser f.eks., at 56 pct. af danskerne generelt har sympati for, at mennesker udtrykker deres holdninger igennem demonstrationer, mens 31 pct. ikke har. Adspurgt om demonstrationer er en effektiv og fornuftig måde at sætte fokus på problemer, får man næsten de samme tal: 59 pct. siger ja, 25 pct. siger nej.

Men spørgsmålene er reelt så generelle og abstrakte, at de intet siger om indholdet af specifikke demonstrationer, som må tænkes at kunne omfatte alt fra utilfredse mødre til nynazister. Mere fundamentalt har undersøgelsen kun tal for ét tidspunkt, og det er åbenlyst svært at vide om noget er for op- eller nedadgående (eller konstant), hvis man ikke har noget at sammenligne med.

Ugebrevet fortolker også tal hentet fra en anerkendt forsker. Disse viser, at antallet af demonstrationer toppede med 208 i perioden 1971-75 og nåede bunden med 32 i perioden 1991-95, men siden er steget til 63 i årene 2001-04.

Tallene er givetvis korrekte, men fortolkningen er tvivlsom. At der er sket en vis stigning over det sidste årti, er sikkert rigtig, men tingene skal sættes i perspektiv: Antallet af demonstrationer er steget fra i 1990erne at udgøre ca. 15 pct. af niveauet blot et årti tidligere til nu at udgøre ca. 30 pct. af samme. Man er med andre ord ikke noget nær niveauet for blot to årtier siden.

Alle, der har puslet med statistik, ved også, at meget kommer an på, hvordan man opdeler perioderne. Havde A4 i stedet for fem-års perioder taget ti-års, ville der 1986-95 have været 108 demonstrationer og 1996-2004 120 — altså en stigning på mellem en og to demonstrationer om året. Næppe just et »comeback til gadens parlament«.

Vi ved intet om, hvor mange der rent faktisk har deltaget i demonstrationerne, og tallet er næppe ens for alle demonstrationer. Men der er god grund til at tro, at deltagerantallet har været drastisk faldende og fortsat er på et historisk lavt niveau. F.eks. kunne den nylige demonstration i forbindelse med Folketingets åbning samle ca. 50.000 deltagere.

Til sammenligning var der i 1980erne ved flere lejligheder flere hundrede tusinder på Christiansborg Slotsplads. Skal man bruge en anden indikator, kunne man se på 1. maj demonstrationer i København. Her er det af politiet anslåede antal faldet fra i gennemsnit 95.000 i 1980erne til 80.000 i 1990erne til nu under 30.000 i de seneste fem år — og tallet er generelt fortsat faldende. Hvor man under Poul Schlüter kunne samle op mod en kvart million i Fælledparken, var det i år 20.000, hvilket er det næstlaveste niveau de seneste tre årtier.

Der er altså intet, der tyder på, at en ny bølge af venstreorienteret massemobilisering er på vej. Men hvorfor forfalder medier og forskere i flere tilfælde i de senere år til at proklamere, at noget sådant er på vej? Måske fordi man gerne vil skabe en stemning, der kan have en selvforstærkende effekt. Måske fordi man på venstrefløjen har svært ved at løsrive sig fra den marxistiske analyse, der forudser socialismen som det naturlige endemål, historien nødvendigvis må bevæge sig imod. Begge dele er forståelige, men uden meget hold i virkeligheden.

Erkendelsen breder sig

Af admin, den 30. oktober 2007. 10 svar

Efteråret sniger sig ind på os, og bladene falmer trindt om land.

På samme måde breder erkendelsen sig af, at det går mærkbart fremad i Irak, og at indsatsen, som O’Hanlon & Pollack formulerede det forsigtigt – meget forsigtigt, de er begge demokrater – i New York Times allerede i juli måske alligevel er “A War We Might Just Win”.

Det er næppe The Surge alene, som har fremkaldt den positive udvikling, selvom den klart har haft en effekt. Forbedringen har været mærkbar længere end som så.

Trods mediernes forsøg på at fremstille irakerne som blodtørstige barbarer, der afviser tilbuddet om demokrati med en hånlig snerren, mens de gør klar til at skære halsen over på deres nabo, viser både de afholdte valg og de mellemliggende meningsmålinger en efter forholdene moden og fornuftig befolkning, der ønsker et samlet Irak med demokratiske institutioner.

Og tværtimod mediernes forsøg på at få os til at tro, at terroren vinder frem, er galningene i al-Qaeda blevet stadig mere upopulære ikke bare i Mellemøsten generelt, men også blandt deres tidligere forbundsfæller hos Iraks Sunni. Det kan godt være, at de hellige krigere ikke ved noget bedre end at dø, men den enkelte araber synes at være lige så glad for livet, som vi andre, og ønsker sig et bedre liv for sig og sine. Det burde egentlig ikke overraske.

Endelig synes der så småt at være en stigende forståelse blandt Sunni for, at slaget om at dominere Irak er tabt, og at deres tidligere ledere i Baath-partiet virkelig er dead end losers.

Blandt Shia er der også en gryende forståelse for, at de veluddannede Sunni må inddrages, hvis volden skal stoppes, og levevilkårene forbedres. Amerikanernes udrustning af Sunni er ikke bare et våben i den endelige nedkæmpelse af al-Qaeda i Mesopotamien; det er også en påmindelse til Shia-politikerne om, at de ikke skal gøre sig håb om at undertvinge Sunni.

Den gode udvikling er naturligvis blevet bemærket i de kredse, der støtter indsatsen i Irak, som tålmodige læsere af denne blog allerede har bemærket. Et nyligt eksempel er det britiske Prospect (oktober 2007), der sammenfattede det i følgende manchet:

With most Sunni factions now seeking a deal, the big questions in Iraq have been resolved positively. The country remains one, it has embraced democracy and avoided all-out civil war. What violence remains is largely local and criminal

Det burde være en glædelig nyhed, men alt for mange politikere og journalister har sat deres troværdighed ind på at erklære Irak for en fiasko, så det vil være katastrofalt, hvis det ikke er katastrofalt. Hvad gør man så?

MSM og den øvrige anti-krigsfløj prøver indtil videre krampagtigt at fortie det, fokuserer på den vold, som stadig plager landet, og taler i stedet om den manglende politiske udvikling i forsoningen mellem Shia og Sunni. Skidt med at amerikanerne, der vælter sig i forbrugsgoder og kun har overvægten at kæmpe med, for det meste synes at være i struben på hinanden og knapt nok er på talefod mellem GOP og Democrats, men irakerne har sgu’ bare at slå en streg over de sidste 80 års blodig undertrykkelse og blive gode venner i en ruf. Ellers er dét den katastrofe, som man så inderligt ønsker.

Men denne fornægtelsesstrategi bliver stadig vanskeligere. Thomas Friedman forsøgte at håndtere problemet ved at lave lidt sjov forleden (i Int. Herald Tribune 25/10, men linket her er fra en anden avis). Han spurgte, om amerikanerne havde trukket sig ud af Irak? Den meget mediedækning var nemlig pludselig stoppet. Fnis, fnis. For at bevare sin målgruppe i NYT, sørgede Friedman naturligvis for at fremhæve de manglende politiske resultater, hvilket skam var en katastrofe. Pyha, så var den næsten klaret.

Erkendelsen af, at Irak alligevel ikke naturnødvendigt må blive en katastrofe er m.a.o. nået de mere tænksomme dele af krigsmodstanderfløjen. Et af de mere interessante eksempler er Brian Doherty, der i Reason (26/10) prøver at håndtere, at målene for Irak er nået og synes at kunne fastholdes. Det gør ham ikke glad, slet ikke.

Han finder en vis trøst i, at det stadig kan gå galt, men må indrømme, at udsigten ikke er lovende. Man kan naturligvis også håbe på, at en eller anden “dirty bomber” New York en gang om 20 år, og at det kan føres tilbage til besættelsen, men det er kun vage håb. De mere intelligente præsidentkandidater har lugtet lunten og vil ikke længere tvinge tropperne ud nu, så det i det mindste kan ligne et nederlag. De taler om at bevare tropperne også ud over deres egen embedsperiode og vil kun trække styrker ud, der er lige så beskedne i antal som Bush selv. Nope, det ser sort ud. Men han holder trods alt fast i sine holdninger, hvilket altid er beundringsværdigt, når det hele ser lyst, undskyld sort ud.

En interessant betragtning kommer her:

Judging whether the Iraq war and occupation was a good idea or the right thing to do based on the principle that things are, or seem like they soon will be, better there than they were before treats war as merely a neutral policy tool. The question preceding any decision to go to war shouldn’t be as simple as: “Might some long-term good occur out of this?” (especially when any attempt to wonder whether or not things might or could have been better in Iraq in 2012 than they were in 2002 even if we never invaded will be dismissed as childish sci-fi thinking, and the costs of likely more than a couple of trillion by 2017 thought of as all in a day’s good work, and for our kids to pay off anyway). The real question before a war needs to be: “is this absolutely necessary given a fair consideration of the horrors and unpredictability of war and the purpose of the U.S. military?” Which is not: “make the world a better place, somewhere down the line, killing lots of people on the way.” For America’s future, this kind of victory in Iraq could really mean defeat.

Det er – i modsætning til meget af antikrigsretorikken, f.eks. al about oil-argumentet – et godt argument i betydningen fornuftigt og ikke åbenlyst tåbeligt. Det er værd at overveje.

Men argumentet om, at “[j]udging whether [a] war and occupation was a good idea or the right thing to do based on the principle that things are, or seem like they soon will be, better there than they were” ikke skulle være en rigtig måde at bedømme en militær indsats, f.eks. humanitær intervention, som i Kosovo, eller, som i Irak, en krig for at fjerne en brutal diktator, bider ikke på denne punditokrat.

Det kan enten skyldes, at jeg er en forbandet civilist, der ikke kender krigens gru, eller det kan skyldes, at jeg ikke er særlig imponeret over diplomatiets indsats, når det bruges som eneste “våben”, i Darfur for eksempel. Tværtimod vil  jeg fastholde, at skal man bedømme, om en militær indsats bør iværksættes, bør man netop spørge sig selv, om der er en rimelig udsigt til, at indsatsen skaber bedre forhold ex post end ex ante.

Spørgsmålet er nu, hvor længe der går, før danske MSM begynder at håndtere problemet med den udeblevne katastrofe. I dagens Berlinger var der en – for dem – usædvanligt nuanceret dækning af, at centralregeringen overtager endnu en provins, og blandt de udførlige oplysninger om den terror, som fortsat finder sted, nævnes en passant et fald i de civile tab på 70 pct. For de stakkels læsere, der kun får deres informationer om Irak fra avisen, må det tal komme som noget af en overraskelse.

Bladene
skifter farve og falder, f
ølger aviserne med?

Sparetips til politikerne # 2: Halvér ulandshjælpen

Af Christian Bjørnskov, den 29. oktober 2007. 20 svar

Som vi har gjort opmærksom på tidligere, handler valgkampen i udpræget grad om hvor meget de forskellige partier vil øge de offentlige udgifter, og hvilke grupper i samfundet der skal have mere fra resten. Vi kører derfor denne serie om, hvor politikerne i stedet kan spare for at undgå en offentlig sektor, der vejer endnu tungere og kvæler endnu mere privat initiativ. Så her er sparetip #2 til de kære politikere: Halvér ulandshjælpen!

Forslaget vil nok udløse et ramaskrig hos mange mennesker, men da vi har skrevet om emnet før, burde vores faste læsere ikke være overraskede. Almindelige menneskers ramaskrig og sandsynlige vilde forargelse bunder i, at de fleste vil se forslaget som en omvendt Robin Hood: Man tager fra verdens fattigste for at give til et af klodens rigeste folk. Det kunne ikke være mere forkert. 40 års forskning i ulandshjælp har nemlig vist, at denne hjælp slet ikke gavner de fattige lande. Nok er mange udviklingsprojekter glimrende, og de efterlader et positivt fingeraftryk på lokalsamfundet, men samtidig er ulandshjælpen forbundet med store problemer på det nationale plan: Jo mere ’hjælp’, et land får, jo mindre er dets tilbøjelighed til at implementere pinagtigt nødvendige reformer af retsvæsenet, og jo mindre tilbøjeligt er det til at demokratisere. Ulandes internationale konkurrenceevne skades også af større inflows af hjælp (gennem Hollandsk Syge), og der opstår en række yderligere forvridninger af priser og incitamenter i hele økonomien.

En halvering af ulandsbistanden vil derfor ikke indebære et tab for fattige lande, men måske et tab for særinteresser i både Danmark og den tredje verden. Man kan stole på at disse særinteresser, hvoraf mange finansieres af bistanden, vil råbe særdeles højt og gentage påstanden om den omvendte Robin Hood, selvom vi ved at den er ufunderet. Men en sådan halvering vil praktisk taget kun have en direkte effekt: Den vil spare den danske stat en udgift på syv (7) milliarder kroner om året. Oveni kan man endda rimeligvis regne med, at en del af de ressourcer som bruges i hjælpeindustrien – både midler og de mange ingeniører, der beskæftiges af Rambøll, COWI osv. – vil blive brugt mere effektivt andre steder i den danske økonomi, der som bekendt bl.a. mangler ingeniører.

Så hvorfor venter vi? Besparelsen er omkostningsfri for ulandene – den kan endda på sigt gavne de politiske incitamenter i en række mindre demokratiske styrer – og den vil være til fordel for Danmark. Det eneste den koster er myten om at vi hjælper de fattige.

Om visse journalisters særlige forhold til virkeligheden

Af Niels Westy, den 27. oktober 2007. 21 svar

Hvad gør man, når virkeligheden ikke passer til den forestilling man gerne vil viderebringe til andre? – man gør som Berlingske Tidendes journalist, Karl Erik Lunde Stougaard, og tager udtagelser ud af citat, hvilket følgende eksempel viser.

Under overskriften “Rudy Guiliani om waterboarding” hævder Berlingske Tidendes korrosondent i USA, Karl Erik Lunde Stougaard, at Guiliani skulle mene, at waterboarding som tortur er afhængig af hvem der udfører det –

Han viderebringer følgende citat som bevis på sin påstand:

“It depends on how it’s done. It depends on the circumstances. It depends on who does it.”

Et citat der er taget ud af sammenhæng, hvilket følgende fulde ordlyd illustrerer:

“It depends on how it’s done. It depends on the circumstances. It depends on who does it. I think the way it’s been defined in the media, it shouldn’t be done. The way in which they have described it, particularly in the liberal media. So I would say, if that’s the description of it, then I can agree, that it shouldn’t be done. But I have to see what the real description of it is. Because I’ve learned something being in public life as long as I have. And I hate to shock anybody with this, but the newspapers don’t always describe it accurately.”

Med andre ord, hvis mediernes fremstilling af waterboarding er korrekt, anser Guiliani det for at være tortur, uanset hvem der udfører det.

Det vil sige det modsatte af hvad Karl Erik Lunde Stougaard påstår – imponerende.

Eksemplet er ikke enestående (heller ikke i Berlingske Tidende) – om det så er udtryk for at han bare ikke kan lade være med at tilpasse virkeligheden sine egne forestillinger om den, eller blot er udtryk for, at 3 års ophold i USA ikke var nok til at forstå engelsk skal jeg ikke afgøre.

Men det styrker ikke just denne punditokrats tiltro til danske journalister.

At Karl Erik Lunde Stougaard heller ikke har høje tanker om sine læsere kan måske ses af, at han rent faktisk linker til New Yourk Times fulde transcript af Guilianis udtalelser. Han må enten gå ud fra, at læserne tager hans ord for givet (hvilket der altså ikke er grund til), dovne eller heller ikke kan forstå engelsk.

Sparetips til politikerne # 1: indførelse af gebyrer ved sygdomsbehandling

Af Niels Westy, den 26. oktober 2007. 11 svar

Som vores ærede redaktør skrev for et par dage siden vil punditokraterne i løbet af de kommende uger fremlægger en række forslag til – hvad der ikke just er dette valgs hovedtema – besparelser.

Det første sparetip kan på ingen måde siges at være hverken epokegørende eller opsigtsvækkende, det skal dog ikke afholde mig fra at fremføre forslaget. Apropos 25-års jubilæet for den første Schlüter-regering var forslaget også oppe og vende dengang, nemlig indførelse af brugerbetaling i sundshedssystemet. Ordet brugerbetaling er nok ikke særligt velvalgt, da det indikerer at der betales (fuldt) for den modtagne ydelse – dette behøver ikke at være tilfældet. Jeg vil derfor anvende ordet gebyr, der indikerer at der betales et beløb ved anvendelse af en ydelse, uden at dette gebyr dækker den fulde omkostning. Gebyret eksisterer i lige så høj grad for at regulere vores adfærd.

Som det bemærkedes i en rapport udarbejdet af det daværende sundhedsministerium i 1999 gælder, at

”Tendensen til at danskere konsulterer lægen betydeligt mere end nordmænd og svenskere, samt at konsultationerne oftere afsluttes uden diagnose, må blandt andet ses i lyset af, at ydelsen i Danmark er gratis – hvorimod et besøg ved lægen i Sverige og Norge koster henholdsvis 78 NOK og 120 SEK for voksne“.

Indførelsen af et gebyr ved henvendelse til sundhedsvæsnet på f.eks. i gennemsnit 100 kroner, vil forsigtigt anslået indebære en besparelse/øget provenu på mindst 3 mia. kroner.

Der var i 1999 ca. 29 mio. henvendelser til landets praktiserende læger, dertil skal lægges henvendelser til landets skadestuer, speciallæger osv. Ca. halvdelen af de 3 mia. kroner fremkommer alene ved et fald i henvendelserne, således at vi nærmer os svensk niveau.

Det har indtil videre været meget svært at komme igennem med en seriøs diskussion om indførelse af gebyr ved henvendelse til sundhedssystemet, primært fordi pressen stort set kun har interesseret sig for de fordelingspolitiske konsekvenser. Det er bemærkselsværdigt, at sådanne hensyn tilsyneladende ikke har samme betydning, når man taler om f.eks. indførelse og forhøjelse af grønne afgifter. Sandsynligheden for at ”fattige”danskere (der primært er studerende og nyligt startede selvstændige erhvervdrivende – og ikke som mange tror kontanthjælpsmodtagere) ikke skulle have råd til at gå til lægen, fordi der skal betales et gebyr er næppe større end at samme borgere dør af kulde i løbet af den kommende vinter, fordi de ikke har råd til at betale for deres energiforbrug på grund af grønne afgifter.

Afslutningsvis skal jeg heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at en undersøgelse foretaget af Catinét for Cepos tidligere på efteråret faktisk viser, at der er flertal for indførelse af gebyr ved lægebehandling.

'Valgkamp' på Punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 25. oktober 2007. 14 svar

Så blev valgkampen endelig skudt i gang, selvom tidspunktet måske er lidt overraskende. Her på punditokraterne vil vi naturligvis følge med i, hvad der sker, hvorfor, hvilke forslag der stilles og hvilke konsekvenser der er forbundet med dem. Men helt særligt har vi planlagt at gøre en ting i tiden op til 13. november.

Valgkampen – altså den uerklærede valgkamp, der har kørt de seneste måneder – har i udpræget grad handlet om hvor meget de forskellige partier vil øge de offentlige udgifter, og hvilke grupper i samfundet der skal have mere fra resten. Problemet er, at en blind økonom kan føle med sin stok at udgiftsforøgelser i en tid, hvor arbejdsløshedsprocenten sandsynligvis er under den naturlige arbejdsløshed udelukkende vil føre til øget inflation, tab af konkurrenceevne og efterfølgende højere arbejdsløshed. Vi vil derfor i de kommende uger poste en serie indlæg med forslag til, hvor man kan spare i den offentlige sektor. Vores læsere skal naturligvis være velkomne til at komme med ekstra forslag, og vi håber med denne lille serie at få skabt en smule af den pinligt nødvendige debat om størrelsen af den offentlige sektor.

Valgkampnoter: Espersen mere "magtfuld" end … Bendtsen

Af Altmann, den 25. oktober 2007. 12 svar

Vi fik os fornylig en drink med en distingveret politiker m/k, som blandt sine meritter har at have været leder af Det Konservative Folkeparti.  Vi skal ikke nævne navne, men der jo en 5-6 nulevende at vælge imellem, og folk kan jo tænke deres.  Under alle omstændigheder fik vi næsten drinken galt i halsen, da vi havde spurgt: “Hvem synes du burde være den næste spidskandidat for De Konservative til Europa-Parlamentsvalget?”  For svaret kom prompte: “Bendt Bendtsen”.

Det fører os naturligt videre til næste, højaktuelle emne: Berlingskes Nyhedsmagasin foretager en gang om året en såkaldt “magtanalyse”, hvor man gennem et survey beder et større (men ikke stort eller repræsentativt) antal kommentatorer, akademikere m.v. om at “rate”, hvem der har magt i dagens Danmark og hvor “megen” magt, de pågældende har.  Set fra et rent samfundsvidenskabeligt perspektiv – eller bare på nogen som helst måde seriøs vinkel – er undersøgelsen det rene nonsens.  Det afholder selvfølgelig ikke magasinet fra at gentage den år efter år – og det afholder da slet ikke medierne (og i særdeleshed ikke magasinet selv) fra at fortolke og overfortolke, hvem der har fået “mere” eller “mindre” magt i det forgangne år.

Af disse grunde er det normalt ikke en type “undersøgelse”, som vi her på stedet ville gøre noget ud af.  Imidlertid har vi lige fået lækket nogle af resultaterne fra den nyeste undersøgelse, som kommer i det næste nummer, og da vi befinder os i en valgkamp, hvor enhver omtale er bedre end ingen omtale, vil vi skynde os at lække videre til vore læsere: I den nye undersøgelse dumper Bendt Bendtsen ned af listen over de mest magtfulde politikere og passeres ikke bare af V-ministre men også bl.a. af Lene Espersen, men ikke af Connie Hedegaard.  Det skal nok give en vis opmærksomhed, når MSM opfanger historien – gætter vi herfra.

I sig selv er resultatet naturligvis hamrende uinteressant – bortset fra at det afspejler to i ihvertfald i visse kredse udbredte holdninger: At Bendtsen er aldeles uimponerende som politisk leder, og at Espersen er hans mest oplagte efterfølger.  Lad os gætte på, at historien giver yderligere stof til eftertanke med hensyn til næste Europa-Parlamentsvalg

Debatarrangement om menneskerettigheder

Af Jacob Mchangama, den 22. oktober 2007. Skriv et svar

Denne Punditokrat har for nylig fået sin advokatbestalling i hus og er samtidig skiftet arbejdsplads, hvilket ikke levner meget tid til en af mine yndlingsbeskæftigelser: denne blog.

Jeg vil dog tillade mig at (mis)bruge bloggen til lidt reklame for et debatarrangement om menneskerettigheder, der afholdes den 24. oktober 2007 kl. 17-19 af foreningen International Debat.

Grunden til at jeg vælger at fremhæve dette arrangement er ikke (kun) at jeg selv deltager i panelet, men at de øvrige paneldeltagere udgøres af Søren Krarup, Jonas Christoffersen og Trine Pertou Mach. Det er med andre ord et debatpanel, hvor kultur-konservative, liberale, socialistiske og mere main-stream/pragmatiske holdninger til menneskerettigheder, vil brydes på kryds og tværs, hvilket forhåbentligt vil give anledning til en livlig debat.

Arrangementet skulle være åbent for alle såfremt der skulle være interesserede læsere af denne blog.

Coase lever

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. oktober 2007. 3 svar

Denne historie viderebragt fra 180 Grader vil næppe overraske Nobelprisvinderen, der lagde navn til Coase Teoremet.

Det store spørgsmål: Gavner det at sende penge til Afrika?

Af Christian Bjørnskov, den 19. oktober 2007. 3 svar

Vi har før skrevet om ulandsbistanden og dens nærmest komplette mangel på positive virkninger (f.eks. her og her). Men det er forholdsvis sjældent, at man hører kritiske stemmer fra ulandene selv. Den situation er dog måske ved at ændre sig. The John Templeton Foundation har for nylig udgivet otte små essays i deres serie om ”the big question”. De otte forfattere er Donald Kaberuka (præsident for African Development Bank), Iqbal Quadir(grundlægger af GrameenPhone, Bangladesh), William Easterly (professor i nationaløkonomi, New York University), James Tooley (præsident for The Education Fund, Oriental Global), Ashraf Ghani(formand for Institute for State Effectiveness), Edward Green (direktør for AIDS Prevention Research Project) og Michael Fairbanks (medgrundlægger af OTF Group og the SEVEN FUND).

Af de otte er to er positivt indstillede overfor ulandshjælp, to har deres tvivl mens fire er stærkt kritiske. Willaim Easterlys kritik er ikke ny, men kan med stor fordel læses i hans bog The White Man’s Burden. Det bliver den dog ikke dårligere af, særligt ikke når man tænker på at den er skrevet af en tidligere cheføkonomi i Verdensbanken. James Shikwati, den udmærkede kenyanske økonom der driver en af Afrikas måske bedste tænketanke – the InterRegion Economic Network – er også skeptisk, og præsenterer erfaringer med tilfældige midler, der gav alt andet end positive resultater. Og selvfølgelig skal James Tooleys erfaringer med private skoler i Afrika også nævnes, ikke mindst fordi de offentlige fejler så grusomt i de fleste ulande, men også fordi selv meget fattige mennesker sender deres børn i privatskole.

For de interesserede er der en overskuelig bunke læsning – ti sider i alt – men masser af timers funderen over, hvorfor i alverden vi bliver ved med det show. Siden kan læses her.

Væksten i offentlige udgifter – et højrefløjsproblem i Danmark!

Af Christian Bjørnskov, den 17. oktober 2007. 17 svar

Vi bliver en gang imellem beskyldt for basalt set at skrive samme indlæg om og om igen – indlægget, der hedder ’øv bøv, venstrefløjen er dum’. Det er selvfølgelig ikke sandt, da vi ikke så meget interesserer os for, om politikere har prædikatet ’venstrefløj’ eller ’højrefløj’, men om den politik de anbefaler og fører er effektiv og frihedsorienteret. Og på netop det punkt kan det ofte være svært at finde en egentlig liberal fløj i dansk politik. Ikke mindst de sidste år har ’mine’ politiske kampfæller haft det særdeles svært i et politiske landskab, der kendetegnes af en hysterisk jagt på medianvælgeren, som både Fogh og Thorning gør hvad de kan for at lokke med et øget udgiftstryk.

Men man kan ikke blot afskrive problemet som noget, Anders Fogh er skyld i. Tag for eksempel et kig på udviklingen i de offentlige udgifter i det sidste halve århundrede. Tallene fra Penn World Tables tager udgangspunkt i nationalregnskabsidentiteten Y = C + I + G + NX, hvor Y er nationalindkomst, C er privatforbrug, I er investeringer, G er det offentliges andel af nationalindkomsten, og NX er nettoeksporten, som populært (og lidt upræcist) blot kaldes for betalingsbalancen.

Siden 1950 er de offentlige udgifter, fraregnet de offentlige overførsler, der fylder massivt i det danske budget men i sidste ende indgår i det private forbrug, vokset fra et niveau på 10,8 procent af nationalindkomsten i 1950 til omkring 23 procent i dag. Spørgsmålet er hvem der primært har været ansvarlig for at det offentliges rolle i dansk økonomi, målt på denne måde, er mere end fordoblet i efterkrigsperioden? Det spørgsmål svarer vi på ved at opdele alle årene efter hvorvidt den danske regering har været ledet af Socialdemokraterne eller et af de borgerlige partier.

Resultatet af denne øvelse er, at under de venstreorienterede regeringer har Danmark i gennemsnit haft en vækst i det offentliges andel af nationalproduktet på -0,09 procentpoint per år – altså faktisk en meget lille tilbagetrækning af det offentliges rolle. Under de højreorienterede regeringer i efterkrigsperioden har vi derimod oplevet en gennemsnitlig vækst i G på 0,13 procentpoint per år, en forskel der er statistisk signifikant ved ethvert niveau. De største vækstepisoder i G var under Fogh i 2002 (0,84), skarpt forfulgt af 1974 (0,79 under Hartling), 1951 (0,77 under Eriksen) og 1968 (0,71 da Baunsgaard var kommet til).

Naturligvis kan den slags simple sammenligninger nogle gange være misvisende, selvom forskellen ikke er til at tage fejl af. Man kunne selvfølgelig regne med, at forskellen skyldes den danske tradition for mindretalsregeringer – at en venstreorienteret opposition ofte har tvunget højrefløjens mindretalsregeringer til at øge de offentlige udgifter – men nærmere sammenligninger giver ikke støtte til dette billede. Hvis man i stedet forsøger at generere et indeks for, hvor på en politisk venstre-højre-skala gennemsnittet i Folketinget har været i et givent år, er der nemlig ingen forskel på væksten i det offentlige forbrug i relativt venstre- kontra højreorienterede år.

Bundlinien er, at det i overvejende grad har været højrefløjen i Danmark, der har stået for udvidelsen af det offentliges rolle siden 1950. Man kan ikke tørre skylden af på oppositionen, og det er ikke et argument, at det har været ’objektivt nødvendigt’, for andre velstående og velfungerende lande har væsentligt mindre procenter. New Zealand, for eksempel, der på mange måder er sammenligneligt med Danmark, har en offentlig sektor der i dag fylder 16-17 procent af nationalproduktet, og Singapores ’G’ er mindre end ti procent af nationalproduktet. Det forholdsmæssigt store danske forbrug er på ingen måde nødvendigt.

Så spørgsmålet i dag må være, hvad der da er galt med den danske højrefløj. Er danske politikere i K og V forbrugsgejle i en grad, så man må søge til en fransk venstrefløj for at finde sammenligning? Er de dårligere til at styre kommunernes udgiftsniveau? Løber centraladministrationen blot rundt om hjørner med en regering, de fleste embedsmænd alligevel ikke stemmer på? Og hvad har vi da gjort for at fortjene det?

Årets Nobelpris i økonomi

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. oktober 2007. 4 svar

Årets Nobelpris i økonomi gik i år til Eric Maskin, Roger Myerson og Leonid Hurwicz for deres bidrag til “mechanism design theory” (se priskomiteens faglige begrundelse/baggrundsudredning her). Jeg kender to af navnene men ved generelt ikke så meget om dem (selvom jeg da bl.a. ved, at Maskin er social choice teoretiker og både Myerson og han er spilteoretikere).  Men når man selv er rationelt ignorant, er det godt, at de gode folk på Marginal Revolution ved mere (her og her).  Samme blogs Alex Tabarrok forklarer hos Reason, hvad “mechanism design theory” egentlig er, og det er vist ikke helt så ondt, som det lyder.  Min anden gode GMU-ven, Pete Boettke, går endda så langt i Wall Street Journal som at kalde pristildelingen en “market Nobel”.