Condorcet for børn

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. oktober 2007. 9 svar

Jeg underviser gerne så mange studerende som muligt i Condorcets Paradoks (f.eks. her). Altså det forhold, at man kan have en situation, hvor tre eller flere personer hver især har en transitiv præferenceorden over tre eller flere alternativer, men hvor disse tilsammen er således, at der ikke er et alternativ, der ikke kan slås af mindst et andet alternativ.

Altså f.eks., hvis vi har tre personer, A, B og C, som skal vælge mellem x, y og z, og deres respektive præferenceordener er:

A: x > y > z
B: y > z > x
C: z > x > y,

Så er den kollektive præference ved parvise, flertals-sammenligninger:

x > y > z > x

Det er givetvis ikke alle studerende, der forstår paradokset, eller dets implikationer. Det gjorde jeg vist heller ikke selv første gang, og i betragtning af at det er mere end et halvt århundrede siden, at Duncan Black og (den senere Nobelprismodtager) Kenneth Arrow genopdagede problemet, og der fortsat er mange, der ikke forstår det, er det måske ikke så lige til. Men for de studerende, der ser pointen, er det ganske ofte sådan, at jeg næsten kan høre nålen droppe ned på gulvet—eller også deres underkæbe. For har man først fattet, hvad paradokset egentlig indikerer, er det svært nogensinde at se på den demokratiske proces’ resultater på samme måde.

Når studerende så har grundet over det lidt, melder modargumenterne sig—som det sig også hør og bør. ”Er det ikke bare et skrivebordseksempel?” O.s.v. Ganske mange fokuserer på det implicitte krav om, at både individernes og kollektivets præferenceordener er transitive—”Er det ikke urealistisk?” spørger man. Det samme argument hører jeg ofte, i en anden form, når jeg plæderer for, at mange afstemningsformer—faktisk stort set alle—er bedre end den meget udbredte om ”en vælger, en stemme”. Metoder, hvor man kan prioritere eller fordele point mellem alternativerne, vil give mennesker muligheden for mere meningsfuldt at give deres meninger til udtryk. Fremfor alt har den type metoder en tendens til at mindske sandsynligheden for, at det valgte alternativ bliver et andet end Condorcet vinderen (hvis en sådan findes). ”Men det er jo for svært! Vælgerne har jo ikke meninger om alt!”, lyder indvendingen.

Men er det nu også sandt? Er det for svært for mennesker at have komplette præferencer over et sæt af alternativer, hvor N > 2? Forleden sad jeg så og spiste middag med min lille datter. Hun er godt nok klog, men hun er dog kun to år og tre måneder. Jeg spurgte hende henkastet, om hun bedst kunne lide pasta eller sin sut. Svaret kom prompte, “”Sut!””. Så tog fanden ved mig, og jeg gav hende nogle flere valgmuligheder, og jeg parrede dem to og to— for at se om slutresultatet faktisk blev en transitiv præferenceorden. Det blev den, og her er den:

Is > Sut > Pasta > Leverpostej > Ost

Nuvel, dette beviser jo intet generelt. Men lad os sige det på den måde: Hvis en to årig kan formulere en transitiv præferenceorden (og oven i købet en strikt én, altså uden indifference) over (mindst) fem alternativer, hvorfor skulle danske vælgere så ikke kunne formulere bare en blød præferenceorden over tre eller flere alternativer?

Og hvad er der så af grunde til ikke at gå fra den nuværende forsimplede demokratiopfattelse (”en vælger, en stemme”) til en mere nuanceret? Som jeg tit siger til mine studerende: Prøv at forestille jer, at I skulle shoppe i et supermarked på samme måde, som I skal stemme ved et valg: I må kun vælge én vare, og den koster jer alt, hvad I har på kontoen. Nej, vel?

Om ulandshjælp og våbenkapløb – hvad ny forskning viser

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2007. 3 svar

Hjælper ulandshjælp virkelig ulande? Stil spørgsmålet til en almindelig dansk politiker, og du får sandsynligvis et svar fra en mand eller kvinde med store, forbløffede øjne: ”Ja, selvfølgelig gør den det, ellers gav vi den jo nok ikke!” Anders Fogh selv har endda på det seneste markeret sig som stærk tilhænger af at øge den danske hjælp til Afrika. Det samme svar får man – med en vis grad fornærmelse – hvis man spørger hos Danida. Men prøv at spørge nogle af Danmarks fremmeste eksperter i økonomisk vækst – hvis de ikke lige vrider hænderne mens de prøver at komme udenom, er svaret fra de uafhængige (fraset Carl-Johan Dalgaard), at det gør den ikke. Samme svar kommer ud af Chris Doucougliagos og Martin Paldams store ’metaanalyse’ af de sidste 40 års forskning på området, der er på vej ud i fagtidsskriftet European Journal of Political Economy..

Grunden er ikke, at udviklingsprojekterne ikke virker – cirka halvdelen af dem er udmærkede – men derimod, at ulandshjælpen har store, uforudsete og stærkt uønskede bivirkninger. En af de sidste er i særlig grad ubehagelig og nærmest umulig at afvise. I det ansete tidsskrift Oxford Bulletin of Economics and Statistics undersøger Oxford-økonomerne Paul Collier og Anke Hoeffler nemlig baggrunden for fattige landes våbenindkøb. Deres undersøgelse af data fra 85 ulande siden 1960 viser, at demokratier bruger færre penge på våben, at rige ulande generelt bruger en større del af deres nationalprodukt på våben, og at nabolandes militærudgifter også medfører at ulandes egne udgifter stiger. Der er derfor en slags ’positiv’ spill-over i form af et våbenkapløb.

Men deres centrale resultat er særligt bemærkelsesværdigt, da Collier er internationalt kendt som tilhænger af ulandshjælp. Alligevel dokumenterer hans og Hoefflers studie, at ulandshjælpen i høj grad bliver afledt og dermed hjælper med at finansiere fattige landes militærudgifter. Og det er ikke småting. Hvis man følger FNs og Jeffrey Sachs forslag om at fordoble ulandshjælpen til Afrika, peger Collier og Hoefflers studie på, at kontinentets militærudgifter sandsynligvis vil stige direkte med cirka 40 procent. Oveni skal lægges våbenkapløbseffekten – at når nabolande investerer i militær, gør dit eget land det også. Dette lægger ti procent oveni så den totale effekt af at fordoble ulandshjælpen bliver en stigning i Afrikas militærudgifter med 44 procent!

Det nye studie bekræfter således en frygt, som mange i det uafhængige ulandsmiljø har haft i årevis. Og når man tænker over Afrikas historie efter kolonialismen er resultatet vel ikke ligefrem svært at tro på? Ulandshjælpen har sandsynligvis bidraget til en række af de økonomisk og menneskeligt ødelæggende konflikter, der stadig plager kontinentet. Så før Fogh og de mange politikere på Christiansborg bliver enige om at hælde de næste 14 milliarder ud over verdens fattigste lande, skal man måske få dem til at tage et kig på Collier og Hoefflers nye artikel, hvis resultater peger på, at omkring 1½ milliard af de midler i sidste ende går til diktaturers militærindkøb. Ikke at det på nogen måde får dem til at ændre beslutningen – de er jo politikere – men de bør i det mindste kende til nogle af konsekvenserne af deres politik.

Oops!…I Did It Again

Af Niels Westy, den 12. oktober 2007. Skriv et svar

Hvis nogen fortsat skulle være i tvivl om, at Venezuela og Hugo Chavez med raske skridt er ved at udvikle sig til et autoritært og udemokratisk styre, må det seneste tiltag feje den sidste tvivl af banen.

Denne gang er det et populært latino-pop-idol, Alejandro Sanz, der ifølge Reuters, har fået forbud mod at optræde på statsligt ejede stadions, fordi han for et par år siden kritiserede “kamerat” Hugo (og andre ledere i sydamerika) på en turne. Derfor er en koncert for 15.000 i hovedstaden Caracas den 1. november aflyst.

Gad vide hvad journalisten, Niels Lindvig, der tidligere har forsvaret lukningen af regeringskritiske TV-stationer i Venezuela mener om den sag? Kunne man forestille sig, at han vil forsvare beslutningen med et par ord om, at der er tale om billig popmusik?

Det er jo ikke ukendt, at socialistiske herskere har forbudt forskelige former for musik, det skete i den gamle østblok, på Cuba osv.

I forvejen må man som udlænding forvente at blive udvist af landet, hvis man offentligt kritiserer Venezuelas regering.

Det begynder i betænkelig grad at ligne noget verden har set en del gange før, og synes at bekræfte den gamle tese om, at socialisme altid ender i diktatur, så må vi se om det bliver et “fullblown” socialistisk diktatur, eller om det ender med et kup. At håbe på en fredelig forandring forekommer efterhånden urealistisk

Glemmer du, så husker jeg det ord for ooooord

Af admin, den 11. oktober 2007. 61 svar

Mediernes hukommelse synes at være kort, hvilket sikkert er nådigt. Men her på bloggen har vi en monoman interesse for visse emner, hvilket vil fremgå af det følgende.

Vi starter med Plame. Bedst som I troede, at sagen var færdig, blev der nemlig afholdt et seminar, hvor man tyggede lidt på sagen, der mere end så mange andre aktuelle sager har vist, hvor elendige de almindelige medier (MSM) er til at dække en sag fair,  og hvor håbløse de er til simpel kildekritik.

Det var som bekendt Robert Novak, der “afslørede”, at fru Wilson (f. Plame) arbejdede i CIA. Han citeres nu for følgende udtalelse (hele historien ligger her):

Columnist Robert Novak said Saturday Ambassador Joe Wilson did not forcefully object to the naming of his CIA operative wife, Valerie Plame Wilson, when Novak spoke to him prior to the publication of a column that sparked a federal investigation and sent White House aide I. Lewis “Scooter” Libby to jail.

“He was not terribly exercised about it,” Novak said.

Instead, Wilson focused on not being portrayed as simply an opponent of the Iraq war. Wilson also stressed that his wife went by his last name, Wilson, rather than Plame, Novak said.

Nu er Novak jo part i sagen, så hans udtalelser skal tages med et gran salt. Men påstanden om, at Wilson i begyndelsen ikke var optaget af at fremstå som markant anti-krigs kritiker, passer faktisk med det konstaterbare forhold, at Wilson var ganske tilbageholdende med sin kritik i sin første op-ed i NYT. Det var først, da de mere gakkede dele af anti-krigsbevægelsen straks ophøjede ham til helt, at han gik fra koncepterne og begyndte at lyve for alvor. Og det var først, da hans løgn blev afsløret i senatets rapport om pre-war intel., at han og vennerne i CIA fik travlt med at påpege den frygtelige afsløring af fru Wilson som hemmelig agent som det egentligt interessante i sagen. Og den vinkel købte medierne and how.

Tja, det er endnu et søm i kisten til troen på, at afsløringen var en nøje planlagt del af et nedrigt komplot. Men det vil sikkert ikke påvirke konspirationsfanatikerne.

Man kan undre sig over, hvorfor store dele af anti-krigsbevægelsen har haft brug for disse myter. Hvorfor har man så ihærdigt hævdet, at det hele bare var løgn og “it’s all about oil” trods tonsvis af rapporter og undersøgelser, der afviser det?

Roger L. Simon, der efter eget udsagn er venstreorienteret (efter amerikansk standard, men alligevel), og dermed sårbar over for beskyldninger om at være – uha, uha – neo-konservativ, har beskæftiget sig med et spørgsmål, som dukker stadig hyppigere op, formodentlig som reaktion på, at projektet i Irak synes at ende godt. Spørgsmålet er: Why do they hate the neo-cons? Her er slutreplikken, men læs resten her:

I know I have suffered from that and, I am ashamed to say, have responded in kind on occasion, sometimes also unfairly. Where we go from here in this battle I don’t know. But have some sympathy for the neocons. They may be under attack currently, but if we do actually win in Iraq, as now seems a possibility, for them there will be Hell to pay.

Simons forklaring er, at venstrefløjen og dermed de fleste journalister har haft eneret på idealisme. Denne idealisme lå bag Bush-doktrinen om at sprede demokrati for at hive Mellemøsten ud af Middelalderen og dermed udtørre den sump, hvor terroristerne udklækkes. Denne idealisme kan man støtte eller være imod (jeg er stadig for), men den er helt klart det bærende bag indsatsen i både Afghanistan og Irak. Og det kan venstrefløjen ikke klare, da de ikke har det intellektuelle mod til at begrunde deres modstand, hverken med realistiske argumenter, f.eks. “irakernes forhold rager os en papand”, eller med ærlige argumenter, f.eks. “vi vil aldrig deltage i en krig uanset dens mulige idealisme eller berettigelse, hvis vi skal kæmpe sammen med USA”. I stedet må de nøjes med at hævde, at der slet ikke var nogen idealisme, og at det hele bare var løgn og handlede om olie.

Simons tilføjer, at nu, hvor de ikke kan bruge deres gamle mærkesag idealismen og spredning af menneskerettigheder, har de i stedet gjort global opvarmning til deres nye erstatningsreligion.

Hmm, når man tænker på, hvor ukritisk begejstret de er for Al Gore, så synes Simon at have ramt noget centralt. Global opvarmning har det hele for vores berøvede ex-marxistiske venner: løfter om dommedag, fordi det bestående samfund er så ækelt materialistisk, og puritansk afholdenhed som vejen til frelse. Amen. Jo, Simon har muligvis fat i noget der.

Al Gore, miljøprædikanten, der ikke længere er Al Bore, præsidentkandidaten, blev omtalt i en tidligere posting. Husker I historien? Hans katekismus bog, An Convenient Unconvenient Truth, blev uddelt i de engelske skoler, men en far anlagde sag og fik rettens ord for, at bogens mere spændende dele havde en ret løs videnskabelig fundering. Her er en llille opfølgning, der opremser manglerne ved Gores bog. Gider nogen give Connie et praj?

Vi slutter i det uhyggelige hjørne. Da indsatsen i Irak fejrede en af sine største successer, den massive valgdeltagelse, som viste irakernes opbakning bag demokratiet, hvilket førte til den første folkevalgte regering, valgte en række MSM at fokusere på, at amerikanske soldater skulle have begået en massakre i Haditha.

Dækningen var allerede den gang noget tvivlsom, og vi kom derfor med en spådom. Hvis der virkelig var sket en massakre, ville MSM sikkert dækker retsforfølgningen af de amerikanske soldater nøje, for den amerikanske hær forfølger den slags forbrydelser, og MSM elsker at svælge i det. Hvis det derimod viste sig at være en and på linje med “Jenin-massakren”, som MSM også ukritisk var hoppet på og aldrig rigtig indrømmede, ville det nok blive en opgave for blogs.

Og sørme om det ikke lader til at holde stik. Her er et uddrag fra ABC News (og nej, det er ikke de væmmeligt ensidige fyre på FOX, men de troværdige fyre fra MSM) og her er resten af historien.

It was called the Haditha massacre: 24 Iraqis killed and four Marines charged with murder. But now the case against those Marines appears to be falling apart.

The investigating officer in the case recommended Wednesday that the most serious charges be dropped. If the officer’s recommendation is accepted — and it usually is — nobody will face murder charges in connection with an incident that left 24 Iraqis dead.

En af anti-krigsbevægelsens frontfigurer, demokraten John Murtha, viste sit værd ved straks efter, at historien blev lanceret, at udpege de implicerede soldater som krigsforbrydere. Det synes at være ret udbredt på den fløj, at vores fjender skal have en fair rettergang og beskyttet deres menneskerettigheder, men ikke vores egne soldater. De kan beskyldes for de værste forbrydelser uden skyggen af bevis og uden rettergang og dom.

En af de marinere, som Murtha havde sværtet, forsøgte for nyligt at sagsøge ham for bagvaskelse, men blev afvist, da Murtha som politiker har udvidet ytringsfrihed. Det er godt, jo det er, det er godt, at folk som Murtha har ytringsfrihed, fordi der er soldater som ham marineren, der sætter deres liv på spil for at beskytte den.

Og blot for at undgå en overbelastning af kommentarspalten ndf., s
å lad os slå fast, at ua
nset udfaldet af sagen, så døde der civile irakere den dag. Det er trist. Men pointen her er, at det er endnu mere trist og i en mediemæssig sammenhæng direkte uansvarligt at beskylde vores soldater (ja, amerikanske soldater er også vores) for forbrydelser, hvis de ikke har gjort det. En massakre er en forbrydelse, hvor man bevidst mejer folk ned. Det viser sig nu, at drabene fandt sted under kamp. Dækningen af Haditha har dermed ikke levet op til de mindstekrav til fair dækning, som man bør kunne stille til vores medier i en tid, hvor vores soldater sætter livet på spil.

Jeg tjekkede lige InfoMedia for at se, hvordan medierne så har behandlet denne sag, som de tidligere præsenterede som en krigsforbrydelse. Berlingske har ikke omtalt udviklingen en eneste gang, og det var den avis, der i sin tid rydede forsiden for at bringe historien. Den eneste historie, ja den eneste, er fra Politiken. Her er overskriften (Pol 6/10 07):

Delingsleder kan slippe for tiltale efter Irak-massakre

Soldaterne kan åbenbart aldrig slippe for den dom, som MSM har givet dem. De har lavet en massakre, uanset om de ikke bliver dømt. De var jo nok skyldige alligevel.

Journalisterne insisterer på, at indsatsen i Irak har været en fiasko. Og de har ret, men de burde jo også vide det. Mediedækningen har virkelig været en fiasko.

Hermed er vi ved enden af Memory Lane for denne gang. Vi fik hilst på en række gamle kendinge: Plame, Al Gore og Haditha. Det var emner, der blev behandlet indgående i MSM. Men det er pudsigt, at deres interesse ophørte, da sagerne udviklede sig på en anden måde end forudset. Så blev de glemt.

Men glemmer du, så husker jeg det ord for oooord….

De (ca. 20) mest populære, danske politiske blogs

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. oktober 2007. 33 svar

Lille blog på skærmen der …?  Hvilke danske politiske blogs er egentlig de mest “populære”?  Vi har tidligere berørt spørgsmålet her på stedet (og det samme har Mandag Morgen, samt 180Grader og Kasper Hyllested), men det blev lidt aktualiseret fornylig, da en svensk undersøgelse lavet af Primelabs for Kommunikationsbureauet Cision prøvede at rangordne samtlige danske blogs efter, hvor “indflydelsesrige” de er.  Undersøgelsen havde imidlertid en række problemer–for nu at sige det mildt–og har derfor også fået nogle kritiske ord med på vejen (bl.a. her og her).  F.eks. var metoden til rangordning langt fra gennemskuelig, og man havde kun set på halvdelen af de ca. 60.000 danske blogs, man mente, der var–men man havde ikke anlagt nogen systematiske kriterier for, hvordan man udvalgte blogs.  Resultatet blev en liste, som meget få danske bloggere rigtigt kunne forstå (bortset fra nogle oplagte fuldtræffere).  F.eks. figurerede nærværende, lærde og prominente blog slet ikke på listen over top-100 danske blogs, hvilket vi blev noget pikerede over.  Så nu har den gamle redacteur prøvet noget andet ud fra devisen om, at kan man ikke lide andres resultater, kan man altid lave sit eget resultat.

Jeg har set alene på de blogs, der er tilmeldt Chart.dk, og som har klassificeret sig selv i kategorien “Offentlig & Politik”.  Der er enkelte danske blogs, som ikke er med der, og der er sikkert politiske blogs, som har klassificeret sig selv anderledes–men det er så deres eget valg, og skal man have data for antal besøgende, er der næsten ingen anden måde at gøre det på.  Nedenfor angiver den første kolonne fra venstre de undersøgte +20 blog-navne.  Næste kolonne anfører antal besøgende i forgårs (den 8.X.2007) ifølge Chart.dk, mens den tredje kolonne angiver en rangordning af disse ud fra antal besøgende dog er der taget højde for, hvor tæt to blogs ligger på hinanden (her operationaliseret som +/- 10 styk), idet det er et velkendt fænomen, at det specifikke antal besøgende ryger lidt op og ned fra dag til dag.  (Man kunne have valgt mere end +/- 10 styk, men det er næppe så kontroversielt.)  Ligger to eller flere blogs tæt på hinanden, har de fået lov til at dele den højeste rang.

Dernæst har jeg set på, hvilken “authority” Technorati tillægger de samme blogs, baseret på antal indgående links.  De er talt op i fjerde kolonne, og da disse ikke ændrer sig så markant fra dag til dag, har jeg simpelthen taget listen stringent og rangordnet i kolonne 5.  (Ikke alle blogs fra Chart.dk har en Technorati rating, og de er derfor placeret i bunden, sammen med to fra Chart.dk, som reelt ikke er blogs.)

Blog

Dagl. besøg (Chart.dk, “Offentlig & Politik”)

Rang (af undersøgte) (+/-10 = delt plads)

Indg. links (Techno-rati)

Rang (af under-søgte)

Aggre-geret “Score”

“Gennem-snitlig rang”
Uriasposten 1.973 1 98 1 193.354 1
Pundito-kraterne 585 4 96 2 56.160 3
Hodja 893 3 62 4 55.366 3,5
Dansk politik 480 8 75 3 36.000 5,5
Humanisme 582 4 52 6 30.264 5
Snaphanen 1.121 2 24 11 26.904 6,5
Jarls Blog 411 9 60 5 24.660 7
Polemiken 599 4 40 8 23.960 6
Modspil 203 12 51 7 10.353 9,5
Gülay Kocbay 156 14 31 9 4.836 11,5
Monokultur 267 10 18 14 4.806 12
Skattetryk.dk 167 14 19 13 3.173 13,5
En mave-puster 143 14 21 12 3.003 13
Ulla Nørtoft Thomsen 106 20 26 10 2.756 15
Benny Engel-brecht 157 14 15 15 2.355 14,5
Raapil Un-blogged 146 14 13 16 1.898 15
Denmark Online 599 4 3 17 1.797 10,5
Helen Latifs Small Talk 258 10

NA

NA

 –
DKP/ML 193 12

NA

NA

 –
Faklen 152 14

NA

NA

 –
Filtrat 115 20

NA

NA

 –
Frasorterede
Statsamterne 2.600

(ikke blog)
Liberator 124

(ikke blog)

(Data pr. 8.X.2007)

Billedet, der tegner sig på disse to parametre, er, at Uriasposten ligger helt i top på begge, men dernæst kommer der visse forskelle: Snaphanen ligger meget højt besøgsmæssigt, men får relativt færre links fra omverdenen.  Dernæst ligger en lille gruppe af blogs, der både har pænt mange indgående links og mange besøgende (bl.a. denne blog, Hodja, Humanisme, Polemiken, Jarls Blog, samt Dansk Politik). Der er en vis sammenhæng mellem de to mål, men den er langt fra stærk, endsige lineær (R2 = 0,32), så hvis man klarer sig godt på begge kriterier, er der en vis grund til at være tilfreds.

Men for derfor at komme lidt nærmere på et mere “entydigt” billede af det, svenskerne kaldte “indflydelse”, eksperimenterede jeg med to måder at aggregere de to relevante dimensioner på.  Den ene var–inspireret af den såkaldte “Nash metode” indenfor præferenceaggregering–simpelthen at gange de to tal, altså antal besøgende x “authority”.  Det giver (i kolonne 6) et ret entydigt billede af Uriasposten helt i top, fulgt af denne blog og Hodja meget tæt på hinanden, og derefter de førnævnte blogs samt Modspil som de ialt ni politiske blogs i toppen; resten kommer derefter.  (Dette er, som sagt, igen eksklusiv dem, der ikke er tilmeldt både Chart.dk og Technorati, men eftersom begge er gratis, er det bare om at blive registreret der, hvis man er utilfreds!

Det er i denne orden, at de forskellige blogs er rangordnet i sammentællingen.  Jeg har dog (i kolonne 7) også prøvet en alternativ aggregering, som dog er (mindst) lige så dubiøs, nemlig at tage “gennemsnittet” af de to første rangordninger; ret beset kan man ikke særligt godt, meningsfuldt tage en gennemsnitlig rangordning, men lad nu det ligge …  Det giver under alle omstændigheder stort samme overordnede billede af, hvilke ni politiske blogs, der ligger i toppen (om end med små udsving), mens udsvingene længere ned af listen er noget større.

Her fra kan debatten så gå om, hvem der på uretfærdig vis er udeladt, o.s.v., men jeg vil umiddelbart tro, at i fraværet på politiske blogs, som er registreret andre steder på Chart.dk end i “Offentlig & Politik”, at det bliver svært at få nogle meget forskellige resultater.  Hvis mit udvalg og behandling af dette tages seriøst (og jeg skal være den første til at indrømme, at der er alvorlige, metodiske problemer), så er rangordningen nok meget godt dækkende.  Om noget illustrerer resultatet dermed også, at venstrefløjen er ret fraværende i blogosfæren–om det så er, fordi internettet generelt er mere åndeligt kompatibelt med mennesker, der ikke tror på planøkonomi men godt kan lide pluralisme og individualisme, eller det er fordi venstrefløjen får tilfredsstillet sine holdninger via MSM, skal jeg ikke kunne sige.  (Kasper Hyllested har en tredje forklaring.)

PS.  Fejl eller kritik modtages gerne i kommentar-sektionen.

Iøvrigt mener jeg, at journalisters brug af meningsmålinger er usaglige II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. oktober 2007. 6 svar

Bare lige så vennerne på Berlingske ikke tror, at vi særligt er ude efter dem: Her er et dagsaktuelt og næsten lige så graverende eksempel fra dagbladet Børsen (skrevet af en journalist med signaturen “-Sommer”).  Her kommer vores sagligt redigerede version af deres egen “historie”:

Ny måling sætter midten ud af spil

Venstre og De Konservative står igen til at kunne danne regering baseret på støtte udelukkende fra Dansk Folkeparti. Det viser en meningsmåling, som Rambøll Management har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten. Målingen giver samlet VKO 50,1 pct. af stemmerne. Samtidig viser målingen, at De Radikale og Ny Alliance samlet set ikke er store nok til at kunnd give VK et alternativt flertal. Dermed står VKO-blokken altså til at fortsætte—mens midten i dansk politik, som har været ombejlet siden Ny Alliance blev stiftet i maj i målingen er sat ud af spillet. …

Målingen fra Rambøll bekræfter en tendens fra en Greens-undersøgelse i dagbladet Børsen for to uger siden. Her stod Ny Alliance til kraftig tilbagegang. Partiets opbakning blev i Greens halveret fra 7,1 til 3,8 pct. af stemmerne. I Jyllands-Postens måling går Khaders parti yderligere tilbage til 3,3 pct. af stemmerne—svarende til 6-7 mandater i Folketinget.

Vi skal nok spare læserne for at gøre dette til en meget længere føljeton, men vi kunne godt tænke sig at rette et spørgsmål direkte til fagbladet Journalisten, Dansk Journalistforbund og journalistuddannelserne ved DJH, SDU og RUC: Hvis nu jeres folk begyndte at skrive (andre) artikler om dansk politik, hvor hele grundlaget for historierne var “læsning” af dyrs indvolde, aura-tegning og numerologi, hvad ville I så egentlig sige til det?

Myter og nonsens om løn i det offentlige

Af Christian Bjørnskov, den 8. oktober 2007. 7 svar

I den forgangne uge har der endnu en gang været demonstrationer for at give de offentlige ansatte mere i løn. Forudsætningen for de lange politiske skænderier såvel som for demonstrationerne er antagelsen, at offentlige ansatte rent faktisk tjener mindre end sammenligneligt privatansatte. Thor Petersen var tidligere på året ude med en besked om, at der ikke var noget problem, men den besked var ikke populær. Senest har FOA-chefen Dennis Kristensen italesat en lønforskel om et meget stort problem, der i særlig grad drejer sig om, hvad han opfatter som årtiers diskrimination af kvinder på det offentlige arbejdsmarked.

Men er den grundlæggende antagelse korrekt? En af mine gode kolleger sendte mig forleden data trukket ud fra Danmarks Statistik, der viser et noget andet billede. Lad mig give et eksempel på disse data. Hvis man tager den såkaldte discokode 5, ”Detailsalg, service- og omsorgsarbejde”, omfatter den netop de helt centrale grupper i striden: Sygeplejersker, sosu-medarbejdere og hjemmehjælpere. I 2000 havde de statsansatte i denne gruppe en timefortjeneste på 159,38 kroner, de kommunalt ansattes var 146,41 og de privatansatte i gruppen havde en timefortjeneste på 129,51 kroner. I 2005 var disse tal steget til henholdsvis 186,72 kroner, 171,41 kroner, og 151,75 kroner.

Med andre ord har alle haft en lønfremgang på 17 procent i den pågældende periode. Der er altså ikke tale om, at tilsvarende privatansatte har haft klart bedre lønfremgang i perioden, ligesom der heller ikke er tale om, at statsligt eller kommunalt ansatte i de pågældende grupper halter efter de privatansatte – faktisk tværtimod. Det sidste spørgsmål her må derfor være, om de gennemsnitlige timefortjenester er lave. For det er timefortjenesten, man skal se på, ikke månedslønnen eller lignende tal. Et af problemerne i sektoren, hvis man overhovedet kan tale om lønproblemer, er nemlig at en stor gruppe i discokode 5 ikke arbejder fuld tid. Der er i stedet meget udbredt at arbejde for eksempel 27 eller 32 timer om ugen, og så bliver ens løn naturligvis mindst 14 til 27 procent lavere end hvis man havde arbejdet fuld tid.

Så, en gang til for Arveprins Knud, kommer her den gennemsnitlige timefortjeneste for en statsansat lektor i nationaløkonomi med en PhD-grad og otte års universitetsuddannelse bag sig. Som lektor tjener man cirka 390.000 kroner om året. De skal fordeles på 48 ugers arbejde – og så har jeg endda været flink, da fire ugers ferie er omkring maksimum på mit institut – og cirka 55 timers arbejde om ugen. Og, hvis nogle af læserne skulle være i tvivl: Nej, begrebet overarbejde eksisterer ikke, da begrebet ’arbejdstid’ i praksis ikke eksisterer i sektoren, så der er ingen mulighed for overarbejdsbetaling. Når man regner lidt rundt, kommer man til en gennemsnitlig timefortjeneste på cirka 148 kroner. Hvis man blot arbejder 43 timer om ugen – en kort arbejdsuge for de fleste i universitetsbranchen – rammer man en timeløn på det samme, som gennemsnittet af de statsansatte i discokode 5. Så dagens spørgsmål til læsere, politikere, og andet godtfolk må være, om det er urimeligt, at sygeplejersker og andre i denne kategori tjener ’så lidt’?

Iøvrigt mener jeg, at journalisters brug af meningsmålinger er usaglige

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. oktober 2007. 8 svar

Ja, ja, jeg ved det godt–jeg ved det godt.  Jeg har nu sagt og skrevet det så mange gange (her, her og her), at folk må være godt trætte af at høre mig sige, at danske journalister enten

1) ikke forstår, hvad meningsmålinger er, eller

2) er fuldstændigt ligeglade med, at de systematisk skriver ting, som de ikke har belæg for.

Eller for lige at opsummere: At journalisterne fortolker (og beder politikere og valgforskere om at fortolke) udsving i meningsmålingerne, som isoleret set er indenfor den statistiske usikkerhed (typisk 2 pct.).  Er udsvingene fra måling til måling mindre end som så, ved man (pr. konvention) ikke, om udsvingene i udvalget svarer til den faktiske situation i befolkningen som helhed.

Men nu prøver jeg så igen, men på en anden måde, nemlig ved at tage en faktisk artikel og så fjerne de formuleringer, som journalisterne faktisk ikke har belæg for at skrive.  Da jeg har skrevet det flere gange i Berlingske Tidende og er blevet interviewet til selvsamme fine avis om emnet (og iøvrigt også har taget det op overfor chefredaktionen), så håber jeg, at “min” avis tilgiver mig, at jeg bruger avisens historie fra sidste uge som illustration af min pointe.  (Andre aviser kunne lige så vel have været brugt; Berlingskes journalister er desværre på dette punkt ikke meget værre eller bedre end andre mediers, inkl. vennerne på 180 Grader.)  Så, here we go … Her er Morten Henriksens og Bjarne Steensbecks artikel fra Berlingske, søndag d. 30. september (i en version hentet fra B.T.s domæne), med en overstregning af, hvad der ikke er dækning for at skrive.  Prøv så at se, om resten giver mening:

Fortsat nedtur hos de Konservative

De Konservative har for alvor tabt pusten. Selv om det er en lille måned siden, at partiet fik sin mærkesag nummer et igennem Folketinget, så er vælgertilslutningen katastrofalt lav.

29. september 2007, 19:26

I en Gallup-måling høster det lille regeringsparti ikke spor på sin skattesejr. Tværtimod står partiet stille, erfarer Berlingske Tidende. Målingen siger 8,7 procent i vælgertilslutning mod 8,9 for en måned siden.

Og et godt stykke under resultatet fra 2005-valget på 10,3 procent. Den nye Gallup-måling kommer netop som partiet holder landsråd i Herning, og her blev det meste af eftermiddagen brugt på én ting: Nemlig krav fra dele af baglandet om nye skattelettelser.

Dog har ledelsen indtil videre fået nok af skattelettelser i denne omgang. Fokus skal nu rettes på nye områder.

Politisk ordfører Pia Christmas-Møller forklarer stilstanden med, at det ikke er lykkedes at forklare skattesejren:

»Altså, en stor del af forklaringen er en negativ medieformidling af skatteaftalen, men nu er vi klar med nye ting på dagsordenen. Vi skal engagere folk og væk fra alt det spindoktori, som kortslutter alting i politik.
Det er, hvor man har truffet sin beslutning, før man begynder debatten,« siger Christmas-Møller.

Et andet parti med retning mod bunden har været Ny Alliance. De retter sig og får fremgang til 5,5 procent af vælgerne. Dermed er regeringen nødt til fremover ikke kun at spørge Pia Kjærsgaard, men også Naser Khader.

»Vi har stabilieret os omkring de 5-6-7 procent. Og det ser ud til, at vores politiske udspil er faldet i god jord,« siger Anders Samuelsen, som dog kun lige med nød og næppe får brudt VKO-flertallet.

De har 87 mandater og behøver dermed kun et ekstra mandat mere i fremgang for at beholde magten – under forudsætning af, at de får to nordatlantiske mandater.

»Jeg tror simpelthen ikke på, at VKO vil få held til at holde magten. Vi er den eneste reelle mulighed for at bryde VKO-blokken.«

Venstres Troels Lund Poulsen er tilfreds med, at Venstre fortsat er Danmarks største parti. Selv om de nu kun er et procentpoint foran Socialdemokraterne: »Og så er Ny Alliance jo et borgerligt parti, og dermed er opbakningen jo solid,« siger han.

Hvad valget af helte siger om en selv

Af Niels Westy, den 5. oktober 2007. 3 svar

Undertegnede står for denne uges weekendklumme, “Om Castro, Pinochet og hvad valg af helte siger om en selv” på 180grader. Den stiller spørgsmålet, hvordan Pinochets eftermæle ville være, hvis man relativerede brutaliteten under hans styre i forhold til Cubas Castro. En relativering som ikke er unormal på venstrefløjen, hvor David Trads f.eks. har forsvaret Castro (der selvfølgelig jovialt kaldes Fidel) med følgende:

“de forbrydelser, som Che og Fidel har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som præsident George W. Bush i disse år står for”.

Castros styre på Cuba har jo som bekendt været en økonomisk katastrofe – i modsætning til hvorledes Chile udviklet sig under og efter Pinochets styre. Ligeledes har det målt i menneskeliv i forhold til befolkningsstørrelse været ca. 10 gange værre på Cuba (hvilket næppe gør det store indtryk for de mange familier til forsvundne, dræbte og lemlæstede chilenere). Med venstrefløjens logik, kunne man derefter kanonisere Pinochet til en Latinamerikansk helt med ordene:

“de forbrydelser, som Augusto (Pinochet) har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som Fidel Castro og Che Guevara har stået for”

Det er naturligvis en absurditet og umulighed for os, der tror på menneskets ukrænkelighed – men den slags selvvalgte begrænsninger gælder åbenlyst ikke venstrefløjen – hverken den røde eller den brune.

Efterfølgende beskæftiger en del af kommentarerne på 180grader sig med hvorvidt fascisme og socialisme kan sammenlignes – og selvfølgelig kan det det, der er masser af fællestræk – her er et par af dem;

1. Begge er modstandere af det frie marked

2. Begge er elitære og opererer med et overmenneskebegreb, hvor nogle er udvalgt til at bestemme på andres vegne, samt har en legitim ret til at bruge de nødvendige midler (inkluderer altså vold, drap og undertrykkelse) for at tvinge deres ønsker igennem efter devisen “Vi alene vide”.

3. Begge systemer kan kun overleve som diktaturer på sigt.

Når det er skrevet, skal jeg dog tillade mig at påpege, at det er en grov forenkling, som man ofte ser det gjort, at hæfte ordet fascist på enhver diktator. Det sker formentlig af rene retoriske grunde. Pinochet var næppe fascist, men helt klart antikommunist. Havde han været fascist havde han promoveret kooperative organiseringsformer, og havde bibeholdt det enorme statslige industrikompleks, der allerede var under etablering før Allende kom til magten. Men han var bestemt heller ikke en helt. Det eneste positive der kan siges om ham (og det chilenske militær) er formentlig at han væltede Allende (hvis man tror at Allenderegeringen ikke var imploderet af sig selv) og at militæret i Chile i modsætning til alle andre dele af Latinamerika ikke kun opgav at styre økonomien, men overlod det til teknokrater, der troede på noget af det mest anti-militære man kan forestille sig, nemlig det frie marked – der jo for en militærmand må ligne det rene anarki. Militæret er i sin egen grundlæggende organisatoriske opbygning og selvforståelse jo at sammenligne med kommandoøkonomi, og hvor er det så lige vi kender det fra?

Der er ingen tvivl om, at kuppet og det efterfølgende militærstyre i Chile er en traumatisk periode i chiles historie, der er svær at forholde sig til. For hvad siger man til et brutalt militærregime, hvorunder der gennemføres reformer, der efterfølgende har hævet levestandarden fra at være i den tunge halvdel i Latinamerika til den højeste i regionen?

Det eneste er vel at sige, at der var tale om en historisk mulighed, der på ingen måde var forudbestemt da generalerne tog magten i 1973.

På den anden side har reformerne vist deres styrke ved, at der ikke er ændret grundlæggende på den nye struktur reformene indebar i Chile efter at landet igen har fået demokrati – hvilket forøvrigt har indebåret, at man har haft ventreorienterede regeringer de seneste 15 år. Hvis den nuværende fortsætter med at gøre det så ringe som den har gjort, er der dog mulighed for at det ændrer sig ved næste valg.

Efterhånden som den chilenske model i takt med at tiden går, ikke længere vil være så entydigt knyttet til Pinochet, vil resten af Latinamerika forhåbentlig i stigende grad lade sig inspirere af reformerne i landet.

Personligt har jeg i hvert fald oplevet, at det er blevet meget lettere at tale med latinamerikanere (også på den moderate venstrefløj) om Chile uden at de straks taler om Pinochet. I de senere år har delegationer og universitetsfolk fra f.eks. Brasilien i stigende grad besøgt Chile for at forstå hvordan det er lykkedes at skabe en latinamerikansk økonomi med varig høj vækst, hurtigt faldende absolut fattigdom, økonomisk stabilitet og efter latinamerikanske forhold ekstrem lav korruption (på niveau med USA og Frankrig).

Hvad angår Cuba er det mig en gåde, at der stadig er de, der i ramme alvor vil fremhæve denne latinamerikanske katastrofe som noget positivt. En af grundene er formentlig, at de tror på regimets forfalskning ikke kun af egen, men også tidligere historie. var der nogen der sagde at tro gør blind?

Det seneste eksempel er Michael Moore, der i sin film “Sicko” fremhæver det cubanske sundhedsvæsen – men se hvad der sker, når han præsenteres for det faktum, at det han viser intet har med cubanernes virkelighed at gøre – så vil han pludselig helst bare tale om noget andet.

http://www.youtube.com/watch?v=o-8TcpOz6A4

En modig mand II

Af admin, den 4. oktober 2007. 8 svar

Forleden havde jeg – ganske uvant – en posting om den anden del af mit liv, om juraen (her).

Postingen angik Kommissionens forsøg på at forbyde brugen af aktier med forskellig stemmeret, ofte kaldt A- og B-aktier. Det har altid været en dårlig idé, fordi der er fuld åbenhed omkring disse aktier. Selskabet skal nøje redegøre i sine vedtægter om aktiernes retsstilling, herunder deres stemmerettigheder, og vedtægterne er offentligt tilgængelige. Hvis aktierne udbydes til offentligheden, skal de ledsages af et prospekt, hvor det ligeledes skæres ud i pap, hvilke rettigheder de har. Beslutningen om at udstede aktier skal træffes af de eksisterende aktionærer. Det er – så at sige – deres selskab, og det er derfor op til dem at bestemme, om de ønsker at afgive kontrol over det som led i at tiltrække finansiering og i givet fald, hvor meget kontrol de ønsker at afgive. Da der er fuld åbenhed, vil det endvidere være muligt for investorerne at beslutte, om de vil købe de udbudte aktier med de pågældende stemmerettigheder. Man ved, hvad man køber, og man får det, man har betalt for.

Kort sagt, spørgsmålet om A- og B-aktier er et typisk eksempel på noget, hvor det ikke er muligt at sige, om det er godt eller skidt, men man kan roligt gå ud fra, at når de er fuld åbenhed, så vil de fleste træffe nogle rimeligt fornuftige valg.

Nu har “leave it to the market” jo ikke ligefrem været EU’s kampråb, og det var derfor med en vis skepsis, at den nytiltrådte kommissær McCreeveys påstand om ikke at lave flere, men bedre regler, blev modtaget.

Men se nu bare her.

McCreevey hævdede, at han kun ville gribe ind over for virksomhedernes frie ret til selv at tilrettelægge deres forhold, hvis der kunne påvises saglige grunde til det. Det er der så mange politikere, der siger.

Men McCreevey bestilte en kæmpe undersøgelse af, hvordan selskaberne klarede sig i Europa for at se, om foranstaltninger om kontrol, f.eks. A- og B-aktier, påvirkede deres drift. Det er der så mange politikere, der gør.

Men da rapporten kom og viste, at der ikke var nogen sammenhæng mellem selskabernes resultater og deres finansiering, sagde McCreevey, at han nøje ville overveje rapportens resultater. Det er der så mange politikere, der siger.

Men da McCreevey havde læst rapporten, sagde han i onsdags, at da der ikke var noget sagligt grundlag for at gribe ind på området, ville han lade være med det. Det er der godt ikke mange politikere, som tør.

Det er utroligt positivt, at vi her har en politiker, som faktisk tør sige, at han ikke vil foretage sig noget. Bare vi kunne få flere af den slags både i EU og herhjemme.

Og så skal begejstringen da heller ikke overskygge, at McCreevey stadig kan finde på at foretage sig noget, blot på andre områder, hvor der ikke er tilstrækkelig åbenhed. Men det er en anden sag, og kan i øvrigt være en god idé.

Alt i alt, en sjælden god dag for tilliden til EU.

En modig mand I

Af admin, den 4. oktober 2007. 2 svar

Her på denne blog kritiserer vi ofte statsministeren. Hvordan kan vi andet med den politik, der føres?

Som sædvanligt rammer Edith Thingstrup plet i sit debatindlæg i dagens Berlinger (desværre, intet link), når hun peger på, at regeringen er mere interesseret i at købe sympati hos socialdemokratiske vælgere end at tilgodese borgerlige og liberale, fordi deres stemmer jo allerede er sikrede. Det er irriterende rationelt og frustrerende svært at gøre noget fornuftigt ved – andet end at kritisere, og det gør vi så.

Men der skal også være plads til at rose, når rosen er fortjent. Og det var den i statsministerens åbningstale i tirsdags.

Tænk, vi har en statsminister, der ved Folketingets officielle åbning i den grundlovsforeskrevne tale tør tage åbent og velbegrundet afstand fra de forsøg, der foregår i FN regi på at begrænse ytringsfriheden.

Kunne man forestille sig en socialdemokratisk statsminister (uanset hvem af dem) sige noget tilsvarende om FN? Eller hos en svensk statsminister (uanset partifarven) eller en norsk (uanset hvem overhovedet)

Næppe. Så ros herfra for det.

Trods alt banker der et liberalt hjerte bag facaden. Det er bare pokkers, at det banker så roligt og velkalkuleret.

En lille dom om et stort emne

Af admin, den 4. oktober 2007. 2 svar

Nu, hvor jeg i tidligere postings har bevæget mig ind på det juridiske område, haster jeg med at bevæge mig tilbage til emner, som jeg med større sikkerhed ikke har forstand på.

Fra gårsdagens Daily Mail er her en interessant historie om det engelske skolevæsen, hvor man sendte en klimapakke bestående bl.a. af Al Gores film, An inconvinient truth, til de kære modtagelige små poder.

Filmen, der i hvert fald sin titel må siges at bære en grov forvanskning af den politiske virkelighed, er blevet kritiseret for at blande forhold, der er videnskabeligt velbegrundede, sammen med forhold, der ikke er det. Det er desværre de sidste, der fik størst opmærksomhed. How convenient.

Uddelingen af sådanne “undervisningspakker” sker vist også i Danmark, og kender man skolesystemet, kan man nok godt gætte de dominerende synspunkter bag. Men i landet, hvis befolkning never never never shall be slaves, er der også en far, som anlagde sag imod pakken, da han opfatter Gores film som propaganda.

Efter at have hørt en række vidneudsagn, er sagen optaget til dom, men iflg. avisens referat har dommeren tilkendegivet, at filmen er at betragte som et partindlæg og bør ledsages af en advarsel herom.

Her er nogle uddrag fra artiklen, men læs selv (både Gores bog og ham her).

David Miliband, who was Environment-Secretary when the school packs were announced, said at the time: ‘The debate over the science of climate change is well and truly over.’

But during the three-day hearing, the court heard that the critically-acclaimed film contains a number of inaccuracies, exaggerations and statements about global warming for which there is currently insufficient scientific evidence.

Gad vide, om vores miljøminister hører til dem, der som Miliband mener, at debatten er uigenkaldeligt forbi?

Terror suspects considered bombing journalist behind ”Mohammed cartoons”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. oktober 2007. 5 svar

As a service to our occasional, non-Danish readers we ”break” for a news story of a particular interest to those who followed the Danish ”cartoon crisis” in 2006, which we covered several times, including our comment by Samuel Rachlin (in English).

Tuesday this week it was divulged that the four suspected terrorists on trial in the Danish city of Odense in the so-called “Vollsmose terror case” may have planned to bomb Flemming Rose, the Culture Editor of the Danish newspaper Jyllands-Posten which in 2005 commissioned the cartoons of Mohammed, the founder of the religion of Islam, which a few months later was used to ignite a number of violent attacks against Danish firms and diplomatic representations, and where the costs in lost money and lost lives have not yet been fully tallied.

During the trial at the Courthouse in Odense one of the four individuals accused of planning terror attacks in Denmark divulged that he and the three others, together or separately, had discussed and/or worked on several planned bomb attacks. One of the ideas discussed included the construction of a remote-controlled bomb that should have been directed against Rose. The bomb would be planted in a car that was supposed to be driven into Rose’s private home. (It has already been uncovered that “A.K.”, the particular member of the group who suggested the idea, had considered killing one of the cartoonists. He also wrote letters in praise of Osama bin Laden and Abu Musab Zarqawi and offered himself: “Revenge, revenge! I am the first volunteer! God is great!”)

The suspected terrorist behind the disclosures Tuesday, a 32 year old Danish convert to Islam code-named “A.A.” in the trial, suggested that the idea of attacking Rose was not serious but he also admitted during the court case Tuesday that two of the group actually had detonated a bomb on a soccer field behind a school in Odense. It was also divulged that the group—which collected videos of Islamist decapitations of kidnapped victims as well as speeches by Osama bin Laden and photos of the 19 9/11 high-jackers—planned to use chemical fertilizers to construct a number of bombs.

Politically correct, Danish (and non-Danish) commentators will no doubt say that Rose should have expected something like this to happen. Disrespectfully, we disagree. Nobody ought to expect that questioning or even peacefully taking shots at a religion will result in death threats. Rose and the cartoonists to this day are under police protection, just as many other people with direct or indirect connections to the “cartoon crisis” have been, including many journalists, several academics and businessman and at least a few politicians. They and their families live or have lived in fear merely due to some other individuals’ exercise of their freedom of speech.

Altogether, this is a sad reminder of Thomas Jefferson’s words that the price of freedom is eternal vigilance.

For a recent interview with the thoughtful Flemming Rose in Reason Magazine, go here. To read his English-language blog at Pajamas Media, go here.

Mission accomplished?

Af admin, den 3. oktober 2007. 5 svar

I går kunne man se statsministeren blive interviewet på DR. Da talen faldt på Irak, som statsministeren rimeligt modigt (for ham i hvert fald) havde berørt i sin åbningstale, stillede journalisten naturligvis nogle spørgsmål herom. Og naturligt for DR, der i den seneste tid har haft det mere end almindeligt svært med sit vi-er-bare-neutral-public-service-så-fortsæt-betalingen lød opbygningen af spørgsmålet noget i retning af, at ingen vil beskrive Irak som en succes. Statsministeren stod rimeligt fast, så rimeligt som han vel tør fra sin midtsøgende position. Det var ikke helt ringe. Men forudsætningen for spørgsmålet står tilbage: ingen?

Tja, succes er et stort ord at bruge, men mindre kan vel også gøre det. Hvis demokratiet overlever i Irak i bare en nogenlunde genkendelig form, og især hvis Irak forbliver en samlet stat uden større opdeling i Bagdad end i Belfast under the Troubles, er det rimeligt tæt på en succes, navnlig hvis man sammenligner det med alternativet, som var Saddams fortsatte styre.

Journalistens udgangspunkt om “ingen” minder mig om Tom Wolfes anekdote om den rige society-dame fra medieverdens øvre lag i New York, som ikke kunne fatte, at Reagan havde vundet valget. Hun kendte ingen, der havde stemt på ham.

Havde journalisten læst denne artikel fra det britiske Spectator, ville han måske have formuleret sit spørgsmål anderledes (her). I artiklen argumenteres for, at både Irak og demokratiet overlever, og at volden og de sekteriske problemer hastigt er ved at nå et niveau, hvor irakerne selv kan klare det.

En række andre begivenheder i den seneste tid bekræfter den udvikling, som artiklen fra Spectator omhandler.

I Irak har de politiske fløje fra både sunni og shia protesteret mod en resolution fra den amerikanske demokrat-kontrollerede kongres, som anbefaler en opdeling af Irak. Det var sikkert velmenende, men det går imod alle undersøgelser, der viser en massiv opbakning bag Irak som en samlet stat. Selv blandt de mere autonomt indstillede kurdere er der opbakning, formodentlig fordi de har indset, at selvstændighed nu kun fører til krig med Tyrkiet. Så hellere vente og fortsætte det økonomiske mirakel, som er under udvikling i det irakiske Kurdistan.

Resolutionen fordømmes også af de øvrige arabiske stater. Sjovt nok synes de at være forenet med Iran, der også støtter et samlet Irak, men nok af andre grunde. De arabiske stater ønsker en samlet stat for at fastholde Irak i den arabiske lejr, og Iran ønsker en samlet stat, fordi den vil være shia-domineret. Af samme grund har de heller ikke noget imod demokratiet. Deres håndlanger al-Sadr synes også at være i gang med en omvendelse til demokratiet, formodentlig fordi han har indset, at det kan betale sig. Demokrati er jo desværre ingen forhindring for korruption, hvilket vi jo i Europa både kender i den direkte form fra Italien og i den indirekte form fra den danske velfærdsstat. Men fælles er altså udsigten til et samlet Irak og et fortsat demokrati.

Den amerikanske resolution er på den baggrund måske nok velmenende, men den viser, at demokraterne ikke fatter, hvad der foregår i Irak, og stærkt overdriver de problemer, som stadig står tilbage. Hertil kommer – desværre – at så mange demokrater (og hovedparten af danske journalister) har investeret deres troværdighed i, at Irak ender som en fiasko, at de må formodes inderligt at håbe på en sådan udvikling.

En sidste ting i denne omgang, der i lighed med Spectator-artiklen er noget, som I næppe ser i MSM, var den ellers meget store nyhed, at storayatollah al-Sistani har haft et møde med en repræsentant for sunnierne. Som det første af sin slags markerer det et vigtigst skridt i retning af den forsoning, som er i gang mellem på den ene side sunnierne, der så småt har indset, at deres tid ved magten er forbi, og at al-Qaeda er for kugleskøre til at bringe dem tilbage til magten igen, og på den anden side shiaerne, der har indset, at de aldrig får et velstående Irak, hvis de prøver at undertrykke de veluddannede og nu igen også veludrustede sunnier. Man må håbe, at al-Sistani lever endnu længere, end han allerede har gjort, for han står stadig som garant for en version af shia, der i modsætning til den persiske variant afviser den direkte involvering af præster i politik.

Nok for denne gang. De negative nyheder om Irak får I hos DR og de øvrige MSM. Her får I den anden version.

Rose & Reason

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. oktober 2007. 10 svar

Et af mine favoritmagasiner gennem nu 20 år, Reason Magazine, har i sit seneste nummer et interview med en af mine danske favoritjournalister (og dem er der ikke mange af), Flemming Rose.  Læs mere om Muhammed-krisen her, bl.a. dette:

“[What] really bothers me today—and this hasn’t been reported very widely—is that right after the cartoon crisis, the Organization of the Islamic Conference at the United Nations sponsored a resolution condemning the “ridiculing of religion.” It didn’t pass, but in March of this year the United Nations Human Rights Consul, which is the highest international body in the world for the protection of human rights, passed a resolution condoning state punishment of people criticizing religion. I think this is a big scandal. This was a direct result of the “cartoon crisis.” Fortunately the European Union voted against it. But countries like Russia, Mexico and China supported the resolution. And in this resolution, they call on governments to pass laws or write provisions into their constitutions forbidding criticism of religion. This would give a free hand to authoritarian regimes around the world to clamp down on dissidents.

One of the lessons I have drawn from this experience is that free speech is indivisible. I am in favor of removing all blasphemy laws and laws criminalizing Holocaust denial… I think that in a globalized world, the way forward is not raise barriers “protecting people,” or calling for “responsible speech,” but to do away with all kinds of limitations of speech.”

My favourite dead wood — og andre gode nyheder fra Irak

Af admin, den 1. oktober 2007. 7 svar

For noget tid siden kom jeg for skade at omtale Berlingske som min ynglingsavis (her). Vores tålmodige læsere (vi har formodentlig kun tålmodige læsere tilbage) finder nok dette usandsynligt, men jeg må påpege, at jeg kvalificerede dette med to forbehold: det var blandt aviser på dødt træ (dermed er 180grader undtaget) og daglig udgivelse (og dermed er WEA undtaget, mere herom straks).

Holder vi os til dødt træ som medium, er Weekendavisen en klar vinder. Standarden er høj, og der er spredning af holdninger, som man ikke finder andre steder i MSM. Spredningen indebærer bl.a., at man faktisk finder journalister, der forfægter borgerlige/liberale synspunkter; det er lidt af en sjældenhed med så høj en koncentration af dem i en og samme avis og en ren nydelse.

Weekenden er omme, og man kan se tilbage på en masse spildt tid. Skønt. En god del af den tid, som ikke blev spildt, blev brugt på ugens udgave af WEA. Her er f.eks. en reportage om FARC, som man burde tvinge venstrefløjstosserne til at læse. Så ville de æde deres T-shirts af skam.

Der var en opfølgning på Profet-krisen med en passende spredning. Tankevækkende. Måske skal man se den historie i et positivt lyst. Det overraskende er jo ikke, at store dele af venstrefløjen svigtede. Vi vidste jo godt, at de ikke har det videre godt med frihedsrettigheder, når de udøves af folk, de ikke er enige med. Det positive er vel, at der trods alt var mange venstrefløjsfolk, som støttede ytringsfriheden. Nå ja, ikke mange, men nogle. Skal den positive og varme følelse holde ugen ud, er det nok bedst ikke at tænke på, hvordan den anden fløj, vores fløj, reagerede. Ahem. Men i det store hele gjorde de fleste det godt. Og nu hurtigt videre.

Altid tankevækkende er Pernille Brammings artikler i Irak. Jeg tvivler på, at hun vil påskønne en omfavnelse af liberale lænestolskrigere som denne punditokrat, men jeg kunne nu have god lyst til det alligevel, alene fordi hun modigt tør skrive med en sympati for Irak og det irakiske folk, hvor (næsten) alle andre journalister herhjemme dyrker den konforme fordømmelse af de uciviliserede irakere, hvis de da ikke lige citerer veluddannede sunni-muslimer i eksil, som savner Saddam.

I denne uge dækkede PB oliehandlen i Irak og påviste roligt og overbevisende, hvor formørket og absurd påstanden “it’s all about oil” er. Spredningen i avisen blev dermed ufrivilligt gjort ekstra stor, fordi Ulrik Høy fortsatte sin stadig mere hysteriske tirader i anledning af Greenspan-anden, som han var hoppet på (om den and, se her). Det er trist at se mørket lukke sig om ham, mens han forbander alt og alle, nu ikke længere bare Bush, men USA i al almindelighed.

Og dog. Måske er han ikke på vej ind i mørket, men er blot blandt fortroppen af det nyeste nye: borgerlige anti-amerikanere. Det er en gruppe, som man har mange af i de gamle kulturlande i det øvrige EU, rigtig mange i Frankrig, men også en del i UK, navnlig i kvarteret omkring Whitehall. Den danske debat har jo på mange punkter været mærkelig i sammenligning med udlandet, f.eks. har venstrefløjen haft næsten monopol på at være imod EU, selvom det er den bedste chance for planøkonomi, der er givet. Og højrefløjen har så været for, ikke mindre forunderligt. Men de positioner er ved at rykke rundt, så vi bliver mere normale (jeg er ikke helt svunget rundt endnu, men jeg er også lidt sløv i optrækket).

Hvis den danske debat er ved at blive normal, så er den franske på vej mod det usædvanlige. Best som danske journalister har beskrevet Frankrig som den fornuftige, dvs. socialdemokratiske, modvægt til cowboymentaliteten i USA, og netop som man har afskrevet neokonservatismen, så vinder Sarkozy valget og vælger en udenrigsminister, der med sin venstreorienterede baggrund og støtte til Irak-krigen er en oplagt kandidat til titel som årets neo-con. Endnu en venstrefløjsmand, who got mucked by reality, og som ikke gider bruge sin tid og energi på julekalendere og koncerter med fællessang og lighterlys til fordel for de lande, der lige for tiden har opmærksomheden, men faktisk ønsker at skabe en bedre verden om nødvendigt med revolutionære magtmidler. Denne erkendelse af, at man ikke kan nå noget med tale alene, at FN ikke må blive det eneste middel til at opnå en bedre verden, og at diplomatiet er dømt til fiasko, hvis det ikke bakkes op med troværdige trusler om magt. Det er ren neo-con, bien sur

Hvad skal man dog mene i dansk MSM om det nye Frankrig. Indtil videre træder de vande og håber, at Sarkozy løber ind i problemer med fagbevægelserne, hvad han nok også gør. Journalisterne savner formodentlig Joschka Fischer. En dygtig og charmerende politiker, men oplagt en af de mest overvurderede i sin generation, dog medgivet en nem generation at blive sammenlignet med. Jeg husker endnu hans tåkrummende bemærkninger om, hvordan USA ikke havde gjort de samme smertelige erfaringer som det gamle krigsplagede Europa. Her fik han gjort det lysende klart, at han og formodentlig hovedparten af sin generation var lykkeligt uvidende om, at mens Napoleon kæmpede i Europa, fik amerikanerne deres hovedstad brændt ned af fremmede invasionsstyrker, og mens Bismarck samlede Tyskland, hvad der gik hårdt ud over os i Sønderjylland, gennemgik USA en ekstremt blodig borgerkrig. Og det var så før, de gjorde os selskab i vores tilbagevendende kontinentale selvmordsforsøg i det 20. århundrede. Ak ja.

Til slut en lille posting, som også rummer gode nyheder, der dog ikke nåede med i WEA og naturligvis heller ikke i MSM, hvor stilhed i dækningen af Irak normalt er et tegn på, at det går rimeligt godt.

Det er dels endnu en bekræftelse på, at the Surge virker. Tabstallene for både amerikanske tropper og civile irakere er lave – i det mindste i forhold til de seneste måneder. Læs her, for den kommer næppe i MSM.

Den anden er en ny blog af en law professor. Det er i sig selv interessant (synes jeg som fagfælle), men hans pointe om pålideligheden af både Petraeus og Iraqi Body Counts tal er interessant. IBC er oplagt imod krigen, men de udviser en større respekt for fakta end mange andre på den fløj. Det var f.eks. interessant at se, at FNs undersøgelser af tabstallene i Irak modsvarede tallene fra IBC i rimelig grad, hvorimod de to Lancet-undersøgelser var helt i skoven. Ikke at det forhindrede Lykketoft m.fl. i at citere Lancet, men det er så en anden sag, en anden gang.

Hvis pointen ikke er gået hjem endnu, kommer den her nok en gang:

Så køb dog Weekendavisen, eller endnu bedre, abonner.

Ugens citat: Thomas om selvretfærdige, venstreorienterede lynch-mobs

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. september 2007. 10 svar

Den Ayn Rand-beundrende, Richard Epstein-citerende, Cato Institute-støttende, amerikanske højesteretsdommer Clarence Thomas har netop udgivet sine erindringer, “My Grandfather’s Son”.  Jeg har af gode grunde ikke kunnet læse dem endnu, men vil gerne da jeg har indtryk af, at Thomas’ livshistorie er ganske interessant, og at han er væsentligt mere interessant og sympatisk, end hans modstandere normalt fremstiller ham.  Jeg har dog set en del af omtalen (bl.a. i Washington Post men også–med tilføjelse af WaPo-udeladelser–her).  Her er et prægnant citat om dengang i 1991, da Thomas blev nomineret som den kun anden afrikansk-amerikanske højesteretsdommer nogensinde og fik en ganske hård medfart i medier og senat, og som fortjener at blive gengivet:

“As a child in the Deep South, I’d grown up fearing the lynch mobs of the Ku Klux Klan; as an adult, I was starting to wonder if I’d been afraid of the wrong white people all along … My worst fears had come to pass not in Georgia, but in Washington, D.C., where I was being pursued not by bigots in white robes but by left-wing zealots draped in flowing sanctimony.”

De aldrig hædrede – hvorfor er soldaterne der kæmpede den 9. april aldrig blevet hædret?

Af Niels Westy, den 30. september 2007. 6 svar

Jeg har just lagt en lille bog, skrevet af historikeren Torben Jørgensen med titlen “De aldrig hædrede” fra mig. Den handler om kampene den 9. april 1940, de danske soldater der deltog og det faktum at de aldrig blev hædret med de medaljer, der ellers har været tradition for, og som de vist blev lovet af kong Christian den 10. Noget jeg må indrømme, at jeg blev noget chokeret over at erfare.

Jeg er ærligt talt lidt nedtrykt efter at have læst den lille bog. Godt nok kan man med rette beskrive kampene den 9. april som noget nær skuespil fra den daværende regeringens side, men var virkelig nok for de soldater, der som de sidste (indtil videre) deltog i et egentlig militært forsvar af dansk jord. Der var tale om et i flere tilfælde heltemodigt forsvar fra de dårligt udrustede og uddannede Jenser, overfor en overmægtig modstander – hvilket nedenstående citater fra to af de overlevende vidner om.

Menig Berthelsen fortæller :

“Vesterby, der stod på højre side af Kanonen sprang bag om os for at komme i Dækning, blev ramt af et fjendtligt Projektil og faldt om. Han slæbte sig ud på Gaden, således at han kom i Dækning, men han var på dette Tidspunkt dødeligt såret. Vi lå i en forfærdelig Kugleregn, men var alligevel meget rolige og Skytten afgav næste Skud.

Jeg husker at jeg faldt ned af Kanonen ved dette Skud, og da jeg kravlede på Plads igen, gik der en Kugle gennem min Feitflaske, så Vandet løb ud af de to Huller den frembragte. Derefter blev nr. 313 Hansen ramt i Skinnebenet, så Benet brækkede og Kuglen fortsatte ned i Hælen, hvor den blev siddende. Foruden dette Skud blev han ramt i højre Skulder og Lår. Han blev slæbt i Dækning og var altså ukampdygtig. Jeg fik en Kugle gennem højre Fod, jeg mærkede det knap nok, men jeg var klar over det. Så afgav vi 3. Skud, og omtrent samtidig blev 305 [Hansenj dødelig såret og Bonde fik en Kugle gennem venstre Arm og jeg fik en i højre Lår.

305 hansen slæbte sig i Dækning og jeg indtog hans Plads, da Bonde blev ramt af nogle Splinter, antagelig fra Skjoldet på Kanonen. En af Splinterne ramte ham i højre øje, men ikke i selve øjenæblet. Han fik slæbt sig i Dækning og jeg var efterhånden blevet ene tilbage.

Hvis nogen spørger, hvorfor jeg ikke sørgede for at komme i Dækning, kan jeg ikke svare derpå, jeg var på dette Tidspunkt ramt i Foden og Låret, men jeg blev ved Kanonen, måske i Håb om at jeg selv kunne skyde eller, ja, jeg ved ikke, jeg var ikke engang så hårdt såret som mine Kammerater.

Kort efter blev jeg ramt af et Strejfskud i højre Hånd, og lidt efter en Kugle, der gik ind i højre Arm, lige over Albuen, den fortsatte ned gennem Leddet og gik ud lige under Albuen. Jeg var nu udelukket fra at komme i Dækning, og havde kun at håbe på, at Kuglerne ville gå uden om mig, men jeg fik endnu en, den femte og sidste, en Pansergranat i Skulderen, den ramte heldigvis ikke Knoglen, men den lavede et stort Kødsår. […J

Kampvognene var efterhånden kørt ned mod Spærringen på Sønderbro. Pludselig lød der et forfærdeligt Brag, og jeg så vor gode Kanon blive fuldstændig ødelagt af Kampvogne, der var kørt imod den. Jeg betragtede det som et Mirakel at jeg ikke ved samme Lejlighed blev fuldstændig massakreret; men jeg blev overhovedet ikke ramt af hverken Kanon eller Kampvogn.”

De sårede fra kanonbesætningen blev bragt ind i Nordisk Trikotagefabriks kontor. Berthelsen husker:

“Kort efter jeg kom ind og blev lagt på Gulvet døde Kornet Vesterby. 305 Hansen, der var blevet dødelig såret var ved Bevidsthed og jeg talte med ham. Han var klar over at han ikke kunne leve, men jeg begyndte at tale om Træfningen for at lede hans Tanker andre steder hen. Han kunne huske alt, og han glædede sig over at han havde skudt så godt, to Træffere midt i Kampvognene og Larvekæderne skudt af en Tredie. Vi fik tid til at ryge en Cigaret, og lidt efter hørte vi Ambulancen tudegennem Gaderne. Trods det at vi kom hurtigt under Lægebehandling kunne 305 Hansen ikke stå det igennem. Han døde kort efter Ankomsten til Sygehuset.”

Jeg kan forstå hvis det officielle Danmark ikke har lyst til at tænke tilbage til dette dystre lavpunkt i Danmark. Men at dette har indebåret at man ikke har hædret de deltagene soldater, som det sket efter krigene i 1848 og 1864 kan kun undre og er både pinligt og forstemmende.

Det kan også undre, at den nuværende regering og statsminister, der efter min mening gjorde det rigtige ved at tage afstand fra samarbejdspolitikken for et par år siden, ikke kan formå sig til at give de få hundrede tilbageværende fra kampene den gang en ordentlig offentlig hæder, det burde da være en åbenlys lejlighed til at understrege bruddet med tidligere regeringers holdning – og hvem ville finde på at kritisere, at man giver en medalje til en flok gamle mænd, der i deres ungdom med livet som indsats forsvarede Danmark?

Hvad der ligger bag den fortsatte afvisning ved jeg ikke, men det virker mærkeligt. Ikke mindst når man tænker på, at Søren Gades forgænger, Svend Aage Jensby, før han selv blev forsvarsminister skrev følgende brev til daværende forsvarsminister, Hans Hækkerup:

“Kære Hans

Den 9. april bragte Jyllands-Posten en artikel, hvori der fra flere sider blev givet udtryk for undren over, at de soldater, der for 60 år siden kæmpede mod den tyske besættelsesmagt, endnu ikke er tildelt en medalje.

Jeg tillader mig indtrængende at bede dig overveje, om man dog ikke kunne overrække de endnu levende soldater en anerkendelse for deres indsats. Jeg synes, det er på sin plads og fuldt fortjent, at danske soldater, der har gjort tjeneste i f.eks. Kosovo tildeles en medalje. Imidlertid burde man efter min mening i ligeså høj grad tildele de soldater,der dengang kæmpede direkte for Danmarks frihed mod en overmægtig fjende, en medalje.”

Det afviste Hækkerup.

Senere da Jensby selv blev minister, har han ligeledes afvist en medalje til de overlevende – en af hans afvisninger indeholder følgende:

“Efter krigen blev sagen taget op på ny, og det viste sig, at de intentioner, der førte til en indstiftelse af erindringsmedaljen i 1940, blev tilført nye islæt som følge af, at krigen varede længere og fik et andet forløb end forventet ved indstiftelse.Da den daværende regering mente, at risikoen for modstandsfolk og soldater, der gik i direkte kamp mod fjenden, var lige stor, var det regeringens ønske, at såvel soldater som sabotører og modstandsfolk i øvrigt skulle hædres for deres indsats under krigen ved tildeling af en medalje, men da modstandsbevægelsen kom med indvendinger imod den påtænkte dekorering, henlagde man sagen” […}

Det er vist politik (og politikere) når de(t) er værst. Jeg er normalt ikke særligt nationalistisk anlagt, – ideen om at man kan være nationalliberal har altid virket som lidt af en selvmodsigelse på mig, i hvert fald hvis det handler om at være liberal som i liberalist, men det her finder jeg er mere end bare pinligt.

Omkostninger i Århus og København – et koncertsalseksempel

Af Christian Bjørnskov, den 29. september 2007. 5 svar

Torsdag aften havde jeg den udelte fornøjelse af at opleve Århus Symfoniorkester folde sig ud i deres nye sal, Symfonisk Sal. Med en tidligere chefdirigent og en britisk topsolist i spidsen for Brahms anden klaverkoncert var det rent musikalske indhold absolut superbt, men efter koncerten slog en knap så musikalsk sammenligning mig.

Århus bestemte i 2004 at udvide Musikhuset med tre nye sale og i samme ombæring at flytte det Jyske Musikkonservatorium ind under samme tag. Man hyrede tegnestuen C.F. Møller til at stå for arbejdet, og fik et hold af internationale akustikeksperter til at stå for selve koncertsalen. Beslutningen vakte udelt begejstring i den lille by, da Musikhusets Store Sal aldrig har egnet sig til klassisk musik med dens stendøde akustik.

I september kunne man så indvie den nye koncertsal og flytte ind i resten af byggeriet. Åbningsaftenens solist, den danske stjerneviolinist Nikolaj Znaider, kaldte Symfonisk Sal, der er modeleret over den store sal i Wiens Musikverein – der som nogle af vores læsere vil vide er en af verdens fineste koncertsale – for ”en af Europas bedste”. Selvom jeg ikke kan hævde at være en ekspert på området, oplevede jeg også i torsdags hvor forrygende akustikken er: Klar så man kan høre enhver detalje, men samtidigt levende og konsistent varm i dens klang.

Og hvad har den oplevelse så at gøre på Punditokraterne? Jo, sammenligningen med Danmarks Radios nye koncertsal i Ørestaden presser sig alvorligt på. DRs samlede projekts økonomi er skredet voldsomt med forudsigelige følger for mediemastodontens finanser. Budgetredegørelsen per februar i år viste således at det såkaldte ’segment 4’ – koncertsalen alene – nu i løbende priser ser ud til at komme til at koste 1,677 milliarder kroner. Dette er en overskridelse på ikke mindre end 319 millioner i forhold til 2006-estimatet.

Naturligvis er salen et prestigeprojekt som skal huse Radiosymfoniorkesteret – i DRs selvforståelse nationens orkester – og have plads til 1800 tilhørere. Symfonisk Sal i Århus huser trods alt kun et publikum på 1200. Der er også større udenomsfaciliteter i det københavnske, hvilket naturligvis også fordyrer projektet væsentligt. Men, og det er et meget stort men, det århusianske projekt omfatter ikke blot en tre nye sale, men også konservatoriet, den Jyske Opera, børneteatret Filuren og danseteatret GRAN på de 33.000 kvadratmeter. Og det vigtigst af det hele, prisen, adskiller sig ikke så lidt fra det københavnske projekt. Mens DRs koncertsal altså pt. Står til at koste knap 1,7 milliarder, har prisen på det totale projekt i Århus været cirka 285 millioner. Med andre ord har man i provinsen formået at bygge 16.000 nye kvadratmeter for mindre end DR-projektets overskridelse af budgettet det sidste år.

Sammenligningen burde både give røde ører flere steder i hovedstaden, og forhåbentlig få almindelige mennesker til at tænke lidt over det. Hvordan kan det være at et foreløbigt ekstremt succesfuldt projekt i Århus kan bygges til 17 procent af prisen for et nogenlunde tilsvarende projekt i København? Har DR ganske enkelt så meget større muligheder for at trække politikere rundt ved næsen, appellere til ’nationale interesser’ og stolthed? Eller er der simpelthen kulturforskelle mellem den kommunale og statslige styring i provinsen og hovedstaden, en slags absurd hovedstadsbias som man ellers mest ser i ulande? Her fra Århus udbedes der nogle svar, tak!

Blogs som varedeklaration

Af admin, den 26. september 2007. 1 svar

Der er nye tider på Berlingske, bl.a. blogger man nu også. Det er jo så populært (hvis man ellers har tiden til det).

En af disse blogs er USAblogs, hvor avisens to korrespondenter supplerer deres kommentarer fra udgaven på dødt træ med nye elektroniske bidrag.

Som tålmodige læsere af denne blog vil vide, er blogs velegnede til at udstille bidragsydernes uvidenhed og naivitet. Og ja, jeg tænker ikke kun på vores kommentarspalte.

På det seneste har Poul Høi hæftet sig ved, at Alan Greenspans erindringer er blevet fremhævet i visse dele af pressen for en passage om, at Irakkrigen “was all about oil”. Her på bloggen har vi kort omtalt pålideligheden af denne medieand (her), hvor vi sammenlignede den med Wolfowitz-anden, der da også siden er dukket op i netop denne sammenhæng som endnu et bevis på Irak-løgnen.

Det interessante er, at PH (hvis jeg må bruge denne ellers ganske fornemme forkortelse) knytter Greenspans udtalelse sammen med Collin Powells udtalelser. Det giver et indtryk af, at der ikke var andre grunde end olie for at gå i krig.

Så her står vi efter så mange uafhængige rapporter, at man kunne tapetsere avisens gamle hovedsæde i Pilestræde med dem, der alle fastslår, at ingen løj, men at man blot overvurderede den gamle røver i Bagdad, og får nu igen serveret historien om Irak-løgnen.

Retfærdigvis må man give PH, at han i senere blogs drejer historien over på, at Greenspan burde have fortalt om sin kritik noget tidligere. I denne sammenhæng citerer han den altid fortræffelige Peggy Noonan. Men igen er der noget helt fundamentalt galt. For læser man Noonan, kan man se, at hendes kritik angår Greenspans støtte til den uforsvarlige finanspolitik, som den “socialt konservative” Bush har ført. I relation til Irak er hendes kritik ikke grundlaget for krigen, men afvisningen af folk, der pegede på større problemer, end man ville vedgå i regeringen. Disse folk var ikke Greenspan og kunne heller ikke være det, når Greenspan jo selv indrømmer, at hans bemærkning om olie ikke havde noget med regeringen at gøre. Når Noonan alligevel nævner Greenspan, skyldes det hans mange andre og vigtigere kritikpunkter i erindringerne om finanspolitikken. Men når PH ikke nævner Greenspans øvrige kritik, men fokuserer på den – hvis man betragter den nærmere – ret harmløse iagttagelse af, at det var olien, som var med til at gøre Saddam farlig, ja, så synes det virkelig at være en tro på, at Greenspan kunne have afsløret noget, han ikke fortalte. Det kunne han ikke – i hvert ikke på det punkt – for der var ikke noget, han kunne afsløre.

Tja, vi har jo heldigvis adgang til andre aviser, hvor prioriteringen er anderledes. Forleden (23/9 07) læste jeg en anmeldelse i Financial Times af Greenspans erindringer, The Age of Turbulence. Her skal det indskydes, at den store fordel ved FT i forhold til mange andre internationale aviser er, at den har en utrolig god forbindelse til udenrigstjenesten og bureaukratiet i EU. Ulempen ved avisen udspringer af samme forhold. Man har den britiske udenrigstjenestes traditionelle synsvinkel, hvilket bl.a. indebærer en betydelig foragt for vulgære stater som USA og Israel og en udtalt romantisk sympati for Lawrences lykkelige Arabien, hvilket under tiden giver de britiske diplomater tilnavnet The Camel Corps. Det samme gælder avisen. Men derfor er standarden nu alligevel høj, selv når man ikke er enig med dem.

Hvordan var anmeldelsen af Greenspans bog? Den var, som forventet, kritisk over for Bush-regeringen og over for Greenspans noget forsinkede mea culpa. Men ikke en eneste gang nedlod den distingverede anmelder at komme ind på den med olie og Irak. Den var man ikke så dum at bide på, men de kan jo også tillade sig at holde kvalificerede folk.

Til gengæld er det da venligt af Berlingske at indrette en blog, hvor korrespondenterne kan udstille deres personlige holdning til de ting, de dækker, og dermed bekræfte vores fordomme om, hvor deres sympatier ligger. Det er også en slags varedeklaration.