'Valgkamp' på Punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 25. oktober 2007. 14 svar

Så blev valgkampen endelig skudt i gang, selvom tidspunktet måske er lidt overraskende. Her på punditokraterne vil vi naturligvis følge med i, hvad der sker, hvorfor, hvilke forslag der stilles og hvilke konsekvenser der er forbundet med dem. Men helt særligt har vi planlagt at gøre en ting i tiden op til 13. november.

Valgkampen – altså den uerklærede valgkamp, der har kørt de seneste måneder – har i udpræget grad handlet om hvor meget de forskellige partier vil øge de offentlige udgifter, og hvilke grupper i samfundet der skal have mere fra resten. Problemet er, at en blind økonom kan føle med sin stok at udgiftsforøgelser i en tid, hvor arbejdsløshedsprocenten sandsynligvis er under den naturlige arbejdsløshed udelukkende vil føre til øget inflation, tab af konkurrenceevne og efterfølgende højere arbejdsløshed. Vi vil derfor i de kommende uger poste en serie indlæg med forslag til, hvor man kan spare i den offentlige sektor. Vores læsere skal naturligvis være velkomne til at komme med ekstra forslag, og vi håber med denne lille serie at få skabt en smule af den pinligt nødvendige debat om størrelsen af den offentlige sektor.

Valgkampnoter: Espersen mere "magtfuld" end … Bendtsen

Af Altmann, den 25. oktober 2007. 12 svar

Vi fik os fornylig en drink med en distingveret politiker m/k, som blandt sine meritter har at have været leder af Det Konservative Folkeparti.  Vi skal ikke nævne navne, men der jo en 5-6 nulevende at vælge imellem, og folk kan jo tænke deres.  Under alle omstændigheder fik vi næsten drinken galt i halsen, da vi havde spurgt: “Hvem synes du burde være den næste spidskandidat for De Konservative til Europa-Parlamentsvalget?”  For svaret kom prompte: “Bendt Bendtsen”.

Det fører os naturligt videre til næste, højaktuelle emne: Berlingskes Nyhedsmagasin foretager en gang om året en såkaldt “magtanalyse”, hvor man gennem et survey beder et større (men ikke stort eller repræsentativt) antal kommentatorer, akademikere m.v. om at “rate”, hvem der har magt i dagens Danmark og hvor “megen” magt, de pågældende har.  Set fra et rent samfundsvidenskabeligt perspektiv – eller bare på nogen som helst måde seriøs vinkel – er undersøgelsen det rene nonsens.  Det afholder selvfølgelig ikke magasinet fra at gentage den år efter år – og det afholder da slet ikke medierne (og i særdeleshed ikke magasinet selv) fra at fortolke og overfortolke, hvem der har fået “mere” eller “mindre” magt i det forgangne år.

Af disse grunde er det normalt ikke en type “undersøgelse”, som vi her på stedet ville gøre noget ud af.  Imidlertid har vi lige fået lækket nogle af resultaterne fra den nyeste undersøgelse, som kommer i det næste nummer, og da vi befinder os i en valgkamp, hvor enhver omtale er bedre end ingen omtale, vil vi skynde os at lække videre til vore læsere: I den nye undersøgelse dumper Bendt Bendtsen ned af listen over de mest magtfulde politikere og passeres ikke bare af V-ministre men også bl.a. af Lene Espersen, men ikke af Connie Hedegaard.  Det skal nok give en vis opmærksomhed, når MSM opfanger historien – gætter vi herfra.

I sig selv er resultatet naturligvis hamrende uinteressant – bortset fra at det afspejler to i ihvertfald i visse kredse udbredte holdninger: At Bendtsen er aldeles uimponerende som politisk leder, og at Espersen er hans mest oplagte efterfølger.  Lad os gætte på, at historien giver yderligere stof til eftertanke med hensyn til næste Europa-Parlamentsvalg

Debatarrangement om menneskerettigheder

Af Jacob Mchangama, den 22. oktober 2007. Skriv et svar

Denne Punditokrat har for nylig fået sin advokatbestalling i hus og er samtidig skiftet arbejdsplads, hvilket ikke levner meget tid til en af mine yndlingsbeskæftigelser: denne blog.

Jeg vil dog tillade mig at (mis)bruge bloggen til lidt reklame for et debatarrangement om menneskerettigheder, der afholdes den 24. oktober 2007 kl. 17-19 af foreningen International Debat.

Grunden til at jeg vælger at fremhæve dette arrangement er ikke (kun) at jeg selv deltager i panelet, men at de øvrige paneldeltagere udgøres af Søren Krarup, Jonas Christoffersen og Trine Pertou Mach. Det er med andre ord et debatpanel, hvor kultur-konservative, liberale, socialistiske og mere main-stream/pragmatiske holdninger til menneskerettigheder, vil brydes på kryds og tværs, hvilket forhåbentligt vil give anledning til en livlig debat.

Arrangementet skulle være åbent for alle såfremt der skulle være interesserede læsere af denne blog.

Coase lever

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. oktober 2007. 3 svar

Denne historie viderebragt fra 180 Grader vil næppe overraske Nobelprisvinderen, der lagde navn til Coase Teoremet.

Det store spørgsmål: Gavner det at sende penge til Afrika?

Af Christian Bjørnskov, den 19. oktober 2007. 3 svar

Vi har før skrevet om ulandsbistanden og dens nærmest komplette mangel på positive virkninger (f.eks. her og her). Men det er forholdsvis sjældent, at man hører kritiske stemmer fra ulandene selv. Den situation er dog måske ved at ændre sig. The John Templeton Foundation har for nylig udgivet otte små essays i deres serie om ”the big question”. De otte forfattere er Donald Kaberuka (præsident for African Development Bank), Iqbal Quadir(grundlægger af GrameenPhone, Bangladesh), William Easterly (professor i nationaløkonomi, New York University), James Tooley (præsident for The Education Fund, Oriental Global), Ashraf Ghani(formand for Institute for State Effectiveness), Edward Green (direktør for AIDS Prevention Research Project) og Michael Fairbanks (medgrundlægger af OTF Group og the SEVEN FUND).

Af de otte er to er positivt indstillede overfor ulandshjælp, to har deres tvivl mens fire er stærkt kritiske. Willaim Easterlys kritik er ikke ny, men kan med stor fordel læses i hans bog The White Man’s Burden. Det bliver den dog ikke dårligere af, særligt ikke når man tænker på at den er skrevet af en tidligere cheføkonomi i Verdensbanken. James Shikwati, den udmærkede kenyanske økonom der driver en af Afrikas måske bedste tænketanke – the InterRegion Economic Network – er også skeptisk, og præsenterer erfaringer med tilfældige midler, der gav alt andet end positive resultater. Og selvfølgelig skal James Tooleys erfaringer med private skoler i Afrika også nævnes, ikke mindst fordi de offentlige fejler så grusomt i de fleste ulande, men også fordi selv meget fattige mennesker sender deres børn i privatskole.

For de interesserede er der en overskuelig bunke læsning – ti sider i alt – men masser af timers funderen over, hvorfor i alverden vi bliver ved med det show. Siden kan læses her.

Væksten i offentlige udgifter – et højrefløjsproblem i Danmark!

Af Christian Bjørnskov, den 17. oktober 2007. 17 svar

Vi bliver en gang imellem beskyldt for basalt set at skrive samme indlæg om og om igen – indlægget, der hedder ’øv bøv, venstrefløjen er dum’. Det er selvfølgelig ikke sandt, da vi ikke så meget interesserer os for, om politikere har prædikatet ’venstrefløj’ eller ’højrefløj’, men om den politik de anbefaler og fører er effektiv og frihedsorienteret. Og på netop det punkt kan det ofte være svært at finde en egentlig liberal fløj i dansk politik. Ikke mindst de sidste år har ’mine’ politiske kampfæller haft det særdeles svært i et politiske landskab, der kendetegnes af en hysterisk jagt på medianvælgeren, som både Fogh og Thorning gør hvad de kan for at lokke med et øget udgiftstryk.

Men man kan ikke blot afskrive problemet som noget, Anders Fogh er skyld i. Tag for eksempel et kig på udviklingen i de offentlige udgifter i det sidste halve århundrede. Tallene fra Penn World Tables tager udgangspunkt i nationalregnskabsidentiteten Y = C + I + G + NX, hvor Y er nationalindkomst, C er privatforbrug, I er investeringer, G er det offentliges andel af nationalindkomsten, og NX er nettoeksporten, som populært (og lidt upræcist) blot kaldes for betalingsbalancen.

Siden 1950 er de offentlige udgifter, fraregnet de offentlige overførsler, der fylder massivt i det danske budget men i sidste ende indgår i det private forbrug, vokset fra et niveau på 10,8 procent af nationalindkomsten i 1950 til omkring 23 procent i dag. Spørgsmålet er hvem der primært har været ansvarlig for at det offentliges rolle i dansk økonomi, målt på denne måde, er mere end fordoblet i efterkrigsperioden? Det spørgsmål svarer vi på ved at opdele alle årene efter hvorvidt den danske regering har været ledet af Socialdemokraterne eller et af de borgerlige partier.

Resultatet af denne øvelse er, at under de venstreorienterede regeringer har Danmark i gennemsnit haft en vækst i det offentliges andel af nationalproduktet på -0,09 procentpoint per år – altså faktisk en meget lille tilbagetrækning af det offentliges rolle. Under de højreorienterede regeringer i efterkrigsperioden har vi derimod oplevet en gennemsnitlig vækst i G på 0,13 procentpoint per år, en forskel der er statistisk signifikant ved ethvert niveau. De største vækstepisoder i G var under Fogh i 2002 (0,84), skarpt forfulgt af 1974 (0,79 under Hartling), 1951 (0,77 under Eriksen) og 1968 (0,71 da Baunsgaard var kommet til).

Naturligvis kan den slags simple sammenligninger nogle gange være misvisende, selvom forskellen ikke er til at tage fejl af. Man kunne selvfølgelig regne med, at forskellen skyldes den danske tradition for mindretalsregeringer – at en venstreorienteret opposition ofte har tvunget højrefløjens mindretalsregeringer til at øge de offentlige udgifter – men nærmere sammenligninger giver ikke støtte til dette billede. Hvis man i stedet forsøger at generere et indeks for, hvor på en politisk venstre-højre-skala gennemsnittet i Folketinget har været i et givent år, er der nemlig ingen forskel på væksten i det offentlige forbrug i relativt venstre- kontra højreorienterede år.

Bundlinien er, at det i overvejende grad har været højrefløjen i Danmark, der har stået for udvidelsen af det offentliges rolle siden 1950. Man kan ikke tørre skylden af på oppositionen, og det er ikke et argument, at det har været ’objektivt nødvendigt’, for andre velstående og velfungerende lande har væsentligt mindre procenter. New Zealand, for eksempel, der på mange måder er sammenligneligt med Danmark, har en offentlig sektor der i dag fylder 16-17 procent af nationalproduktet, og Singapores ’G’ er mindre end ti procent af nationalproduktet. Det forholdsmæssigt store danske forbrug er på ingen måde nødvendigt.

Så spørgsmålet i dag må være, hvad der da er galt med den danske højrefløj. Er danske politikere i K og V forbrugsgejle i en grad, så man må søge til en fransk venstrefløj for at finde sammenligning? Er de dårligere til at styre kommunernes udgiftsniveau? Løber centraladministrationen blot rundt om hjørner med en regering, de fleste embedsmænd alligevel ikke stemmer på? Og hvad har vi da gjort for at fortjene det?

Årets Nobelpris i økonomi

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. oktober 2007. 4 svar

Årets Nobelpris i økonomi gik i år til Eric Maskin, Roger Myerson og Leonid Hurwicz for deres bidrag til “mechanism design theory” (se priskomiteens faglige begrundelse/baggrundsudredning her). Jeg kender to af navnene men ved generelt ikke så meget om dem (selvom jeg da bl.a. ved, at Maskin er social choice teoretiker og både Myerson og han er spilteoretikere).  Men når man selv er rationelt ignorant, er det godt, at de gode folk på Marginal Revolution ved mere (her og her).  Samme blogs Alex Tabarrok forklarer hos Reason, hvad “mechanism design theory” egentlig er, og det er vist ikke helt så ondt, som det lyder.  Min anden gode GMU-ven, Pete Boettke, går endda så langt i Wall Street Journal som at kalde pristildelingen en “market Nobel”.

Condorcet for børn

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. oktober 2007. 9 svar

Jeg underviser gerne så mange studerende som muligt i Condorcets Paradoks (f.eks. her). Altså det forhold, at man kan have en situation, hvor tre eller flere personer hver især har en transitiv præferenceorden over tre eller flere alternativer, men hvor disse tilsammen er således, at der ikke er et alternativ, der ikke kan slås af mindst et andet alternativ.

Altså f.eks., hvis vi har tre personer, A, B og C, som skal vælge mellem x, y og z, og deres respektive præferenceordener er:

A: x > y > z
B: y > z > x
C: z > x > y,

Så er den kollektive præference ved parvise, flertals-sammenligninger:

x > y > z > x

Det er givetvis ikke alle studerende, der forstår paradokset, eller dets implikationer. Det gjorde jeg vist heller ikke selv første gang, og i betragtning af at det er mere end et halvt århundrede siden, at Duncan Black og (den senere Nobelprismodtager) Kenneth Arrow genopdagede problemet, og der fortsat er mange, der ikke forstår det, er det måske ikke så lige til. Men for de studerende, der ser pointen, er det ganske ofte sådan, at jeg næsten kan høre nålen droppe ned på gulvet—eller også deres underkæbe. For har man først fattet, hvad paradokset egentlig indikerer, er det svært nogensinde at se på den demokratiske proces’ resultater på samme måde.

Når studerende så har grundet over det lidt, melder modargumenterne sig—som det sig også hør og bør. ”Er det ikke bare et skrivebordseksempel?” O.s.v. Ganske mange fokuserer på det implicitte krav om, at både individernes og kollektivets præferenceordener er transitive—”Er det ikke urealistisk?” spørger man. Det samme argument hører jeg ofte, i en anden form, når jeg plæderer for, at mange afstemningsformer—faktisk stort set alle—er bedre end den meget udbredte om ”en vælger, en stemme”. Metoder, hvor man kan prioritere eller fordele point mellem alternativerne, vil give mennesker muligheden for mere meningsfuldt at give deres meninger til udtryk. Fremfor alt har den type metoder en tendens til at mindske sandsynligheden for, at det valgte alternativ bliver et andet end Condorcet vinderen (hvis en sådan findes). ”Men det er jo for svært! Vælgerne har jo ikke meninger om alt!”, lyder indvendingen.

Men er det nu også sandt? Er det for svært for mennesker at have komplette præferencer over et sæt af alternativer, hvor N > 2? Forleden sad jeg så og spiste middag med min lille datter. Hun er godt nok klog, men hun er dog kun to år og tre måneder. Jeg spurgte hende henkastet, om hun bedst kunne lide pasta eller sin sut. Svaret kom prompte, “”Sut!””. Så tog fanden ved mig, og jeg gav hende nogle flere valgmuligheder, og jeg parrede dem to og to— for at se om slutresultatet faktisk blev en transitiv præferenceorden. Det blev den, og her er den:

Is > Sut > Pasta > Leverpostej > Ost

Nuvel, dette beviser jo intet generelt. Men lad os sige det på den måde: Hvis en to årig kan formulere en transitiv præferenceorden (og oven i købet en strikt én, altså uden indifference) over (mindst) fem alternativer, hvorfor skulle danske vælgere så ikke kunne formulere bare en blød præferenceorden over tre eller flere alternativer?

Og hvad er der så af grunde til ikke at gå fra den nuværende forsimplede demokratiopfattelse (”en vælger, en stemme”) til en mere nuanceret? Som jeg tit siger til mine studerende: Prøv at forestille jer, at I skulle shoppe i et supermarked på samme måde, som I skal stemme ved et valg: I må kun vælge én vare, og den koster jer alt, hvad I har på kontoen. Nej, vel?

Om ulandshjælp og våbenkapløb – hvad ny forskning viser

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2007. 3 svar

Hjælper ulandshjælp virkelig ulande? Stil spørgsmålet til en almindelig dansk politiker, og du får sandsynligvis et svar fra en mand eller kvinde med store, forbløffede øjne: ”Ja, selvfølgelig gør den det, ellers gav vi den jo nok ikke!” Anders Fogh selv har endda på det seneste markeret sig som stærk tilhænger af at øge den danske hjælp til Afrika. Det samme svar får man – med en vis grad fornærmelse – hvis man spørger hos Danida. Men prøv at spørge nogle af Danmarks fremmeste eksperter i økonomisk vækst – hvis de ikke lige vrider hænderne mens de prøver at komme udenom, er svaret fra de uafhængige (fraset Carl-Johan Dalgaard), at det gør den ikke. Samme svar kommer ud af Chris Doucougliagos og Martin Paldams store ’metaanalyse’ af de sidste 40 års forskning på området, der er på vej ud i fagtidsskriftet European Journal of Political Economy..

Grunden er ikke, at udviklingsprojekterne ikke virker – cirka halvdelen af dem er udmærkede – men derimod, at ulandshjælpen har store, uforudsete og stærkt uønskede bivirkninger. En af de sidste er i særlig grad ubehagelig og nærmest umulig at afvise. I det ansete tidsskrift Oxford Bulletin of Economics and Statistics undersøger Oxford-økonomerne Paul Collier og Anke Hoeffler nemlig baggrunden for fattige landes våbenindkøb. Deres undersøgelse af data fra 85 ulande siden 1960 viser, at demokratier bruger færre penge på våben, at rige ulande generelt bruger en større del af deres nationalprodukt på våben, og at nabolandes militærudgifter også medfører at ulandes egne udgifter stiger. Der er derfor en slags ’positiv’ spill-over i form af et våbenkapløb.

Men deres centrale resultat er særligt bemærkelsesværdigt, da Collier er internationalt kendt som tilhænger af ulandshjælp. Alligevel dokumenterer hans og Hoefflers studie, at ulandshjælpen i høj grad bliver afledt og dermed hjælper med at finansiere fattige landes militærudgifter. Og det er ikke småting. Hvis man følger FNs og Jeffrey Sachs forslag om at fordoble ulandshjælpen til Afrika, peger Collier og Hoefflers studie på, at kontinentets militærudgifter sandsynligvis vil stige direkte med cirka 40 procent. Oveni skal lægges våbenkapløbseffekten – at når nabolande investerer i militær, gør dit eget land det også. Dette lægger ti procent oveni så den totale effekt af at fordoble ulandshjælpen bliver en stigning i Afrikas militærudgifter med 44 procent!

Det nye studie bekræfter således en frygt, som mange i det uafhængige ulandsmiljø har haft i årevis. Og når man tænker over Afrikas historie efter kolonialismen er resultatet vel ikke ligefrem svært at tro på? Ulandshjælpen har sandsynligvis bidraget til en række af de økonomisk og menneskeligt ødelæggende konflikter, der stadig plager kontinentet. Så før Fogh og de mange politikere på Christiansborg bliver enige om at hælde de næste 14 milliarder ud over verdens fattigste lande, skal man måske få dem til at tage et kig på Collier og Hoefflers nye artikel, hvis resultater peger på, at omkring 1½ milliard af de midler i sidste ende går til diktaturers militærindkøb. Ikke at det på nogen måde får dem til at ændre beslutningen – de er jo politikere – men de bør i det mindste kende til nogle af konsekvenserne af deres politik.

Oops!…I Did It Again

Af Niels Westy, den 12. oktober 2007. Skriv et svar

Hvis nogen fortsat skulle være i tvivl om, at Venezuela og Hugo Chavez med raske skridt er ved at udvikle sig til et autoritært og udemokratisk styre, må det seneste tiltag feje den sidste tvivl af banen.

Denne gang er det et populært latino-pop-idol, Alejandro Sanz, der ifølge Reuters, har fået forbud mod at optræde på statsligt ejede stadions, fordi han for et par år siden kritiserede “kamerat” Hugo (og andre ledere i sydamerika) på en turne. Derfor er en koncert for 15.000 i hovedstaden Caracas den 1. november aflyst.

Gad vide hvad journalisten, Niels Lindvig, der tidligere har forsvaret lukningen af regeringskritiske TV-stationer i Venezuela mener om den sag? Kunne man forestille sig, at han vil forsvare beslutningen med et par ord om, at der er tale om billig popmusik?

Det er jo ikke ukendt, at socialistiske herskere har forbudt forskelige former for musik, det skete i den gamle østblok, på Cuba osv.

I forvejen må man som udlænding forvente at blive udvist af landet, hvis man offentligt kritiserer Venezuelas regering.

Det begynder i betænkelig grad at ligne noget verden har set en del gange før, og synes at bekræfte den gamle tese om, at socialisme altid ender i diktatur, så må vi se om det bliver et “fullblown” socialistisk diktatur, eller om det ender med et kup. At håbe på en fredelig forandring forekommer efterhånden urealistisk

Glemmer du, så husker jeg det ord for ooooord

Af admin, den 11. oktober 2007. 61 svar

Mediernes hukommelse synes at være kort, hvilket sikkert er nådigt. Men her på bloggen har vi en monoman interesse for visse emner, hvilket vil fremgå af det følgende.

Vi starter med Plame. Bedst som I troede, at sagen var færdig, blev der nemlig afholdt et seminar, hvor man tyggede lidt på sagen, der mere end så mange andre aktuelle sager har vist, hvor elendige de almindelige medier (MSM) er til at dække en sag fair,  og hvor håbløse de er til simpel kildekritik.

Det var som bekendt Robert Novak, der “afslørede”, at fru Wilson (f. Plame) arbejdede i CIA. Han citeres nu for følgende udtalelse (hele historien ligger her):

Columnist Robert Novak said Saturday Ambassador Joe Wilson did not forcefully object to the naming of his CIA operative wife, Valerie Plame Wilson, when Novak spoke to him prior to the publication of a column that sparked a federal investigation and sent White House aide I. Lewis “Scooter” Libby to jail.

“He was not terribly exercised about it,” Novak said.

Instead, Wilson focused on not being portrayed as simply an opponent of the Iraq war. Wilson also stressed that his wife went by his last name, Wilson, rather than Plame, Novak said.

Nu er Novak jo part i sagen, så hans udtalelser skal tages med et gran salt. Men påstanden om, at Wilson i begyndelsen ikke var optaget af at fremstå som markant anti-krigs kritiker, passer faktisk med det konstaterbare forhold, at Wilson var ganske tilbageholdende med sin kritik i sin første op-ed i NYT. Det var først, da de mere gakkede dele af anti-krigsbevægelsen straks ophøjede ham til helt, at han gik fra koncepterne og begyndte at lyve for alvor. Og det var først, da hans løgn blev afsløret i senatets rapport om pre-war intel., at han og vennerne i CIA fik travlt med at påpege den frygtelige afsløring af fru Wilson som hemmelig agent som det egentligt interessante i sagen. Og den vinkel købte medierne and how.

Tja, det er endnu et søm i kisten til troen på, at afsløringen var en nøje planlagt del af et nedrigt komplot. Men det vil sikkert ikke påvirke konspirationsfanatikerne.

Man kan undre sig over, hvorfor store dele af anti-krigsbevægelsen har haft brug for disse myter. Hvorfor har man så ihærdigt hævdet, at det hele bare var løgn og “it’s all about oil” trods tonsvis af rapporter og undersøgelser, der afviser det?

Roger L. Simon, der efter eget udsagn er venstreorienteret (efter amerikansk standard, men alligevel), og dermed sårbar over for beskyldninger om at være – uha, uha – neo-konservativ, har beskæftiget sig med et spørgsmål, som dukker stadig hyppigere op, formodentlig som reaktion på, at projektet i Irak synes at ende godt. Spørgsmålet er: Why do they hate the neo-cons? Her er slutreplikken, men læs resten her:

I know I have suffered from that and, I am ashamed to say, have responded in kind on occasion, sometimes also unfairly. Where we go from here in this battle I don’t know. But have some sympathy for the neocons. They may be under attack currently, but if we do actually win in Iraq, as now seems a possibility, for them there will be Hell to pay.

Simons forklaring er, at venstrefløjen og dermed de fleste journalister har haft eneret på idealisme. Denne idealisme lå bag Bush-doktrinen om at sprede demokrati for at hive Mellemøsten ud af Middelalderen og dermed udtørre den sump, hvor terroristerne udklækkes. Denne idealisme kan man støtte eller være imod (jeg er stadig for), men den er helt klart det bærende bag indsatsen i både Afghanistan og Irak. Og det kan venstrefløjen ikke klare, da de ikke har det intellektuelle mod til at begrunde deres modstand, hverken med realistiske argumenter, f.eks. “irakernes forhold rager os en papand”, eller med ærlige argumenter, f.eks. “vi vil aldrig deltage i en krig uanset dens mulige idealisme eller berettigelse, hvis vi skal kæmpe sammen med USA”. I stedet må de nøjes med at hævde, at der slet ikke var nogen idealisme, og at det hele bare var løgn og handlede om olie.

Simons tilføjer, at nu, hvor de ikke kan bruge deres gamle mærkesag idealismen og spredning af menneskerettigheder, har de i stedet gjort global opvarmning til deres nye erstatningsreligion.

Hmm, når man tænker på, hvor ukritisk begejstret de er for Al Gore, så synes Simon at have ramt noget centralt. Global opvarmning har det hele for vores berøvede ex-marxistiske venner: løfter om dommedag, fordi det bestående samfund er så ækelt materialistisk, og puritansk afholdenhed som vejen til frelse. Amen. Jo, Simon har muligvis fat i noget der.

Al Gore, miljøprædikanten, der ikke længere er Al Bore, præsidentkandidaten, blev omtalt i en tidligere posting. Husker I historien? Hans katekismus bog, An Convenient Unconvenient Truth, blev uddelt i de engelske skoler, men en far anlagde sag og fik rettens ord for, at bogens mere spændende dele havde en ret løs videnskabelig fundering. Her er en llille opfølgning, der opremser manglerne ved Gores bog. Gider nogen give Connie et praj?

Vi slutter i det uhyggelige hjørne. Da indsatsen i Irak fejrede en af sine største successer, den massive valgdeltagelse, som viste irakernes opbakning bag demokratiet, hvilket førte til den første folkevalgte regering, valgte en række MSM at fokusere på, at amerikanske soldater skulle have begået en massakre i Haditha.

Dækningen var allerede den gang noget tvivlsom, og vi kom derfor med en spådom. Hvis der virkelig var sket en massakre, ville MSM sikkert dækker retsforfølgningen af de amerikanske soldater nøje, for den amerikanske hær forfølger den slags forbrydelser, og MSM elsker at svælge i det. Hvis det derimod viste sig at være en and på linje med “Jenin-massakren”, som MSM også ukritisk var hoppet på og aldrig rigtig indrømmede, ville det nok blive en opgave for blogs.

Og sørme om det ikke lader til at holde stik. Her er et uddrag fra ABC News (og nej, det er ikke de væmmeligt ensidige fyre på FOX, men de troværdige fyre fra MSM) og her er resten af historien.

It was called the Haditha massacre: 24 Iraqis killed and four Marines charged with murder. But now the case against those Marines appears to be falling apart.

The investigating officer in the case recommended Wednesday that the most serious charges be dropped. If the officer’s recommendation is accepted — and it usually is — nobody will face murder charges in connection with an incident that left 24 Iraqis dead.

En af anti-krigsbevægelsens frontfigurer, demokraten John Murtha, viste sit værd ved straks efter, at historien blev lanceret, at udpege de implicerede soldater som krigsforbrydere. Det synes at være ret udbredt på den fløj, at vores fjender skal have en fair rettergang og beskyttet deres menneskerettigheder, men ikke vores egne soldater. De kan beskyldes for de værste forbrydelser uden skyggen af bevis og uden rettergang og dom.

En af de marinere, som Murtha havde sværtet, forsøgte for nyligt at sagsøge ham for bagvaskelse, men blev afvist, da Murtha som politiker har udvidet ytringsfrihed. Det er godt, jo det er, det er godt, at folk som Murtha har ytringsfrihed, fordi der er soldater som ham marineren, der sætter deres liv på spil for at beskytte den.

Og blot for at undgå en overbelastning af kommentarspalten ndf., s
å lad os slå fast, at ua
nset udfaldet af sagen, så døde der civile irakere den dag. Det er trist. Men pointen her er, at det er endnu mere trist og i en mediemæssig sammenhæng direkte uansvarligt at beskylde vores soldater (ja, amerikanske soldater er også vores) for forbrydelser, hvis de ikke har gjort det. En massakre er en forbrydelse, hvor man bevidst mejer folk ned. Det viser sig nu, at drabene fandt sted under kamp. Dækningen af Haditha har dermed ikke levet op til de mindstekrav til fair dækning, som man bør kunne stille til vores medier i en tid, hvor vores soldater sætter livet på spil.

Jeg tjekkede lige InfoMedia for at se, hvordan medierne så har behandlet denne sag, som de tidligere præsenterede som en krigsforbrydelse. Berlingske har ikke omtalt udviklingen en eneste gang, og det var den avis, der i sin tid rydede forsiden for at bringe historien. Den eneste historie, ja den eneste, er fra Politiken. Her er overskriften (Pol 6/10 07):

Delingsleder kan slippe for tiltale efter Irak-massakre

Soldaterne kan åbenbart aldrig slippe for den dom, som MSM har givet dem. De har lavet en massakre, uanset om de ikke bliver dømt. De var jo nok skyldige alligevel.

Journalisterne insisterer på, at indsatsen i Irak har været en fiasko. Og de har ret, men de burde jo også vide det. Mediedækningen har virkelig været en fiasko.

Hermed er vi ved enden af Memory Lane for denne gang. Vi fik hilst på en række gamle kendinge: Plame, Al Gore og Haditha. Det var emner, der blev behandlet indgående i MSM. Men det er pudsigt, at deres interesse ophørte, da sagerne udviklede sig på en anden måde end forudset. Så blev de glemt.

Men glemmer du, så husker jeg det ord for oooord….

De (ca. 20) mest populære, danske politiske blogs

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. oktober 2007. 33 svar

Lille blog på skærmen der …?  Hvilke danske politiske blogs er egentlig de mest “populære”?  Vi har tidligere berørt spørgsmålet her på stedet (og det samme har Mandag Morgen, samt 180Grader og Kasper Hyllested), men det blev lidt aktualiseret fornylig, da en svensk undersøgelse lavet af Primelabs for Kommunikationsbureauet Cision prøvede at rangordne samtlige danske blogs efter, hvor “indflydelsesrige” de er.  Undersøgelsen havde imidlertid en række problemer–for nu at sige det mildt–og har derfor også fået nogle kritiske ord med på vejen (bl.a. her og her).  F.eks. var metoden til rangordning langt fra gennemskuelig, og man havde kun set på halvdelen af de ca. 60.000 danske blogs, man mente, der var–men man havde ikke anlagt nogen systematiske kriterier for, hvordan man udvalgte blogs.  Resultatet blev en liste, som meget få danske bloggere rigtigt kunne forstå (bortset fra nogle oplagte fuldtræffere).  F.eks. figurerede nærværende, lærde og prominente blog slet ikke på listen over top-100 danske blogs, hvilket vi blev noget pikerede over.  Så nu har den gamle redacteur prøvet noget andet ud fra devisen om, at kan man ikke lide andres resultater, kan man altid lave sit eget resultat.

Jeg har set alene på de blogs, der er tilmeldt Chart.dk, og som har klassificeret sig selv i kategorien “Offentlig & Politik”.  Der er enkelte danske blogs, som ikke er med der, og der er sikkert politiske blogs, som har klassificeret sig selv anderledes–men det er så deres eget valg, og skal man have data for antal besøgende, er der næsten ingen anden måde at gøre det på.  Nedenfor angiver den første kolonne fra venstre de undersøgte +20 blog-navne.  Næste kolonne anfører antal besøgende i forgårs (den 8.X.2007) ifølge Chart.dk, mens den tredje kolonne angiver en rangordning af disse ud fra antal besøgende dog er der taget højde for, hvor tæt to blogs ligger på hinanden (her operationaliseret som +/- 10 styk), idet det er et velkendt fænomen, at det specifikke antal besøgende ryger lidt op og ned fra dag til dag.  (Man kunne have valgt mere end +/- 10 styk, men det er næppe så kontroversielt.)  Ligger to eller flere blogs tæt på hinanden, har de fået lov til at dele den højeste rang.

Dernæst har jeg set på, hvilken “authority” Technorati tillægger de samme blogs, baseret på antal indgående links.  De er talt op i fjerde kolonne, og da disse ikke ændrer sig så markant fra dag til dag, har jeg simpelthen taget listen stringent og rangordnet i kolonne 5.  (Ikke alle blogs fra Chart.dk har en Technorati rating, og de er derfor placeret i bunden, sammen med to fra Chart.dk, som reelt ikke er blogs.)

Blog

Dagl. besøg (Chart.dk, “Offentlig & Politik”)

Rang (af undersøgte) (+/-10 = delt plads)

Indg. links (Techno-rati)

Rang (af under-søgte)

Aggre-geret “Score”

“Gennem-snitlig rang”
Uriasposten 1.973 1 98 1 193.354 1
Pundito-kraterne 585 4 96 2 56.160 3
Hodja 893 3 62 4 55.366 3,5
Dansk politik 480 8 75 3 36.000 5,5
Humanisme 582 4 52 6 30.264 5
Snaphanen 1.121 2 24 11 26.904 6,5
Jarls Blog 411 9 60 5 24.660 7
Polemiken 599 4 40 8 23.960 6
Modspil 203 12 51 7 10.353 9,5
Gülay Kocbay 156 14 31 9 4.836 11,5
Monokultur 267 10 18 14 4.806 12
Skattetryk.dk 167 14 19 13 3.173 13,5
En mave-puster 143 14 21 12 3.003 13
Ulla Nørtoft Thomsen 106 20 26 10 2.756 15
Benny Engel-brecht 157 14 15 15 2.355 14,5
Raapil Un-blogged 146 14 13 16 1.898 15
Denmark Online 599 4 3 17 1.797 10,5
Helen Latifs Small Talk 258 10

NA

NA

 –
DKP/ML 193 12

NA

NA

 –
Faklen 152 14

NA

NA

 –
Filtrat 115 20

NA

NA

 –
Frasorterede
Statsamterne 2.600

(ikke blog)
Liberator 124

(ikke blog)

(Data pr. 8.X.2007)

Billedet, der tegner sig på disse to parametre, er, at Uriasposten ligger helt i top på begge, men dernæst kommer der visse forskelle: Snaphanen ligger meget højt besøgsmæssigt, men får relativt færre links fra omverdenen.  Dernæst ligger en lille gruppe af blogs, der både har pænt mange indgående links og mange besøgende (bl.a. denne blog, Hodja, Humanisme, Polemiken, Jarls Blog, samt Dansk Politik). Der er en vis sammenhæng mellem de to mål, men den er langt fra stærk, endsige lineær (R2 = 0,32), så hvis man klarer sig godt på begge kriterier, er der en vis grund til at være tilfreds.

Men for derfor at komme lidt nærmere på et mere “entydigt” billede af det, svenskerne kaldte “indflydelse”, eksperimenterede jeg med to måder at aggregere de to relevante dimensioner på.  Den ene var–inspireret af den såkaldte “Nash metode” indenfor præferenceaggregering–simpelthen at gange de to tal, altså antal besøgende x “authority”.  Det giver (i kolonne 6) et ret entydigt billede af Uriasposten helt i top, fulgt af denne blog og Hodja meget tæt på hinanden, og derefter de førnævnte blogs samt Modspil som de ialt ni politiske blogs i toppen; resten kommer derefter.  (Dette er, som sagt, igen eksklusiv dem, der ikke er tilmeldt både Chart.dk og Technorati, men eftersom begge er gratis, er det bare om at blive registreret der, hvis man er utilfreds!

Det er i denne orden, at de forskellige blogs er rangordnet i sammentællingen.  Jeg har dog (i kolonne 7) også prøvet en alternativ aggregering, som dog er (mindst) lige så dubiøs, nemlig at tage “gennemsnittet” af de to første rangordninger; ret beset kan man ikke særligt godt, meningsfuldt tage en gennemsnitlig rangordning, men lad nu det ligge …  Det giver under alle omstændigheder stort samme overordnede billede af, hvilke ni politiske blogs, der ligger i toppen (om end med små udsving), mens udsvingene længere ned af listen er noget større.

Her fra kan debatten så gå om, hvem der på uretfærdig vis er udeladt, o.s.v., men jeg vil umiddelbart tro, at i fraværet på politiske blogs, som er registreret andre steder på Chart.dk end i “Offentlig & Politik”, at det bliver svært at få nogle meget forskellige resultater.  Hvis mit udvalg og behandling af dette tages seriøst (og jeg skal være den første til at indrømme, at der er alvorlige, metodiske problemer), så er rangordningen nok meget godt dækkende.  Om noget illustrerer resultatet dermed også, at venstrefløjen er ret fraværende i blogosfæren–om det så er, fordi internettet generelt er mere åndeligt kompatibelt med mennesker, der ikke tror på planøkonomi men godt kan lide pluralisme og individualisme, eller det er fordi venstrefløjen får tilfredsstillet sine holdninger via MSM, skal jeg ikke kunne sige.  (Kasper Hyllested har en tredje forklaring.)

PS.  Fejl eller kritik modtages gerne i kommentar-sektionen.

Iøvrigt mener jeg, at journalisters brug af meningsmålinger er usaglige II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. oktober 2007. 6 svar

Bare lige så vennerne på Berlingske ikke tror, at vi særligt er ude efter dem: Her er et dagsaktuelt og næsten lige så graverende eksempel fra dagbladet Børsen (skrevet af en journalist med signaturen “-Sommer”).  Her kommer vores sagligt redigerede version af deres egen “historie”:

Ny måling sætter midten ud af spil

Venstre og De Konservative står igen til at kunne danne regering baseret på støtte udelukkende fra Dansk Folkeparti. Det viser en meningsmåling, som Rambøll Management har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten. Målingen giver samlet VKO 50,1 pct. af stemmerne. Samtidig viser målingen, at De Radikale og Ny Alliance samlet set ikke er store nok til at kunnd give VK et alternativt flertal. Dermed står VKO-blokken altså til at fortsætte—mens midten i dansk politik, som har været ombejlet siden Ny Alliance blev stiftet i maj i målingen er sat ud af spillet. …

Målingen fra Rambøll bekræfter en tendens fra en Greens-undersøgelse i dagbladet Børsen for to uger siden. Her stod Ny Alliance til kraftig tilbagegang. Partiets opbakning blev i Greens halveret fra 7,1 til 3,8 pct. af stemmerne. I Jyllands-Postens måling går Khaders parti yderligere tilbage til 3,3 pct. af stemmerne—svarende til 6-7 mandater i Folketinget.

Vi skal nok spare læserne for at gøre dette til en meget længere føljeton, men vi kunne godt tænke sig at rette et spørgsmål direkte til fagbladet Journalisten, Dansk Journalistforbund og journalistuddannelserne ved DJH, SDU og RUC: Hvis nu jeres folk begyndte at skrive (andre) artikler om dansk politik, hvor hele grundlaget for historierne var “læsning” af dyrs indvolde, aura-tegning og numerologi, hvad ville I så egentlig sige til det?

Myter og nonsens om løn i det offentlige

Af Christian Bjørnskov, den 8. oktober 2007. 7 svar

I den forgangne uge har der endnu en gang været demonstrationer for at give de offentlige ansatte mere i løn. Forudsætningen for de lange politiske skænderier såvel som for demonstrationerne er antagelsen, at offentlige ansatte rent faktisk tjener mindre end sammenligneligt privatansatte. Thor Petersen var tidligere på året ude med en besked om, at der ikke var noget problem, men den besked var ikke populær. Senest har FOA-chefen Dennis Kristensen italesat en lønforskel om et meget stort problem, der i særlig grad drejer sig om, hvad han opfatter som årtiers diskrimination af kvinder på det offentlige arbejdsmarked.

Men er den grundlæggende antagelse korrekt? En af mine gode kolleger sendte mig forleden data trukket ud fra Danmarks Statistik, der viser et noget andet billede. Lad mig give et eksempel på disse data. Hvis man tager den såkaldte discokode 5, ”Detailsalg, service- og omsorgsarbejde”, omfatter den netop de helt centrale grupper i striden: Sygeplejersker, sosu-medarbejdere og hjemmehjælpere. I 2000 havde de statsansatte i denne gruppe en timefortjeneste på 159,38 kroner, de kommunalt ansattes var 146,41 og de privatansatte i gruppen havde en timefortjeneste på 129,51 kroner. I 2005 var disse tal steget til henholdsvis 186,72 kroner, 171,41 kroner, og 151,75 kroner.

Med andre ord har alle haft en lønfremgang på 17 procent i den pågældende periode. Der er altså ikke tale om, at tilsvarende privatansatte har haft klart bedre lønfremgang i perioden, ligesom der heller ikke er tale om, at statsligt eller kommunalt ansatte i de pågældende grupper halter efter de privatansatte – faktisk tværtimod. Det sidste spørgsmål her må derfor være, om de gennemsnitlige timefortjenester er lave. For det er timefortjenesten, man skal se på, ikke månedslønnen eller lignende tal. Et af problemerne i sektoren, hvis man overhovedet kan tale om lønproblemer, er nemlig at en stor gruppe i discokode 5 ikke arbejder fuld tid. Der er i stedet meget udbredt at arbejde for eksempel 27 eller 32 timer om ugen, og så bliver ens løn naturligvis mindst 14 til 27 procent lavere end hvis man havde arbejdet fuld tid.

Så, en gang til for Arveprins Knud, kommer her den gennemsnitlige timefortjeneste for en statsansat lektor i nationaløkonomi med en PhD-grad og otte års universitetsuddannelse bag sig. Som lektor tjener man cirka 390.000 kroner om året. De skal fordeles på 48 ugers arbejde – og så har jeg endda været flink, da fire ugers ferie er omkring maksimum på mit institut – og cirka 55 timers arbejde om ugen. Og, hvis nogle af læserne skulle være i tvivl: Nej, begrebet overarbejde eksisterer ikke, da begrebet ’arbejdstid’ i praksis ikke eksisterer i sektoren, så der er ingen mulighed for overarbejdsbetaling. Når man regner lidt rundt, kommer man til en gennemsnitlig timefortjeneste på cirka 148 kroner. Hvis man blot arbejder 43 timer om ugen – en kort arbejdsuge for de fleste i universitetsbranchen – rammer man en timeløn på det samme, som gennemsnittet af de statsansatte i discokode 5. Så dagens spørgsmål til læsere, politikere, og andet godtfolk må være, om det er urimeligt, at sygeplejersker og andre i denne kategori tjener ’så lidt’?

Iøvrigt mener jeg, at journalisters brug af meningsmålinger er usaglige

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. oktober 2007. 8 svar

Ja, ja, jeg ved det godt–jeg ved det godt.  Jeg har nu sagt og skrevet det så mange gange (her, her og her), at folk må være godt trætte af at høre mig sige, at danske journalister enten

1) ikke forstår, hvad meningsmålinger er, eller

2) er fuldstændigt ligeglade med, at de systematisk skriver ting, som de ikke har belæg for.

Eller for lige at opsummere: At journalisterne fortolker (og beder politikere og valgforskere om at fortolke) udsving i meningsmålingerne, som isoleret set er indenfor den statistiske usikkerhed (typisk 2 pct.).  Er udsvingene fra måling til måling mindre end som så, ved man (pr. konvention) ikke, om udsvingene i udvalget svarer til den faktiske situation i befolkningen som helhed.

Men nu prøver jeg så igen, men på en anden måde, nemlig ved at tage en faktisk artikel og så fjerne de formuleringer, som journalisterne faktisk ikke har belæg for at skrive.  Da jeg har skrevet det flere gange i Berlingske Tidende og er blevet interviewet til selvsamme fine avis om emnet (og iøvrigt også har taget det op overfor chefredaktionen), så håber jeg, at “min” avis tilgiver mig, at jeg bruger avisens historie fra sidste uge som illustration af min pointe.  (Andre aviser kunne lige så vel have været brugt; Berlingskes journalister er desværre på dette punkt ikke meget værre eller bedre end andre mediers, inkl. vennerne på 180 Grader.)  Så, here we go … Her er Morten Henriksens og Bjarne Steensbecks artikel fra Berlingske, søndag d. 30. september (i en version hentet fra B.T.s domæne), med en overstregning af, hvad der ikke er dækning for at skrive.  Prøv så at se, om resten giver mening:

Fortsat nedtur hos de Konservative

De Konservative har for alvor tabt pusten. Selv om det er en lille måned siden, at partiet fik sin mærkesag nummer et igennem Folketinget, så er vælgertilslutningen katastrofalt lav.

29. september 2007, 19:26

I en Gallup-måling høster det lille regeringsparti ikke spor på sin skattesejr. Tværtimod står partiet stille, erfarer Berlingske Tidende. Målingen siger 8,7 procent i vælgertilslutning mod 8,9 for en måned siden.

Og et godt stykke under resultatet fra 2005-valget på 10,3 procent. Den nye Gallup-måling kommer netop som partiet holder landsråd i Herning, og her blev det meste af eftermiddagen brugt på én ting: Nemlig krav fra dele af baglandet om nye skattelettelser.

Dog har ledelsen indtil videre fået nok af skattelettelser i denne omgang. Fokus skal nu rettes på nye områder.

Politisk ordfører Pia Christmas-Møller forklarer stilstanden med, at det ikke er lykkedes at forklare skattesejren:

»Altså, en stor del af forklaringen er en negativ medieformidling af skatteaftalen, men nu er vi klar med nye ting på dagsordenen. Vi skal engagere folk og væk fra alt det spindoktori, som kortslutter alting i politik.
Det er, hvor man har truffet sin beslutning, før man begynder debatten,« siger Christmas-Møller.

Et andet parti med retning mod bunden har været Ny Alliance. De retter sig og får fremgang til 5,5 procent af vælgerne. Dermed er regeringen nødt til fremover ikke kun at spørge Pia Kjærsgaard, men også Naser Khader.

»Vi har stabilieret os omkring de 5-6-7 procent. Og det ser ud til, at vores politiske udspil er faldet i god jord,« siger Anders Samuelsen, som dog kun lige med nød og næppe får brudt VKO-flertallet.

De har 87 mandater og behøver dermed kun et ekstra mandat mere i fremgang for at beholde magten – under forudsætning af, at de får to nordatlantiske mandater.

»Jeg tror simpelthen ikke på, at VKO vil få held til at holde magten. Vi er den eneste reelle mulighed for at bryde VKO-blokken.«

Venstres Troels Lund Poulsen er tilfreds med, at Venstre fortsat er Danmarks største parti. Selv om de nu kun er et procentpoint foran Socialdemokraterne: »Og så er Ny Alliance jo et borgerligt parti, og dermed er opbakningen jo solid,« siger han.

Hvad valget af helte siger om en selv

Af Niels Westy, den 5. oktober 2007. 3 svar

Undertegnede står for denne uges weekendklumme, “Om Castro, Pinochet og hvad valg af helte siger om en selv” på 180grader. Den stiller spørgsmålet, hvordan Pinochets eftermæle ville være, hvis man relativerede brutaliteten under hans styre i forhold til Cubas Castro. En relativering som ikke er unormal på venstrefløjen, hvor David Trads f.eks. har forsvaret Castro (der selvfølgelig jovialt kaldes Fidel) med følgende:

“de forbrydelser, som Che og Fidel har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som præsident George W. Bush i disse år står for”.

Castros styre på Cuba har jo som bekendt været en økonomisk katastrofe – i modsætning til hvorledes Chile udviklet sig under og efter Pinochets styre. Ligeledes har det målt i menneskeliv i forhold til befolkningsstørrelse været ca. 10 gange værre på Cuba (hvilket næppe gør det store indtryk for de mange familier til forsvundne, dræbte og lemlæstede chilenere). Med venstrefløjens logik, kunne man derefter kanonisere Pinochet til en Latinamerikansk helt med ordene:

“de forbrydelser, som Augusto (Pinochet) har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som Fidel Castro og Che Guevara har stået for”

Det er naturligvis en absurditet og umulighed for os, der tror på menneskets ukrænkelighed – men den slags selvvalgte begrænsninger gælder åbenlyst ikke venstrefløjen – hverken den røde eller den brune.

Efterfølgende beskæftiger en del af kommentarerne på 180grader sig med hvorvidt fascisme og socialisme kan sammenlignes – og selvfølgelig kan det det, der er masser af fællestræk – her er et par af dem;

1. Begge er modstandere af det frie marked

2. Begge er elitære og opererer med et overmenneskebegreb, hvor nogle er udvalgt til at bestemme på andres vegne, samt har en legitim ret til at bruge de nødvendige midler (inkluderer altså vold, drap og undertrykkelse) for at tvinge deres ønsker igennem efter devisen “Vi alene vide”.

3. Begge systemer kan kun overleve som diktaturer på sigt.

Når det er skrevet, skal jeg dog tillade mig at påpege, at det er en grov forenkling, som man ofte ser det gjort, at hæfte ordet fascist på enhver diktator. Det sker formentlig af rene retoriske grunde. Pinochet var næppe fascist, men helt klart antikommunist. Havde han været fascist havde han promoveret kooperative organiseringsformer, og havde bibeholdt det enorme statslige industrikompleks, der allerede var under etablering før Allende kom til magten. Men han var bestemt heller ikke en helt. Det eneste positive der kan siges om ham (og det chilenske militær) er formentlig at han væltede Allende (hvis man tror at Allenderegeringen ikke var imploderet af sig selv) og at militæret i Chile i modsætning til alle andre dele af Latinamerika ikke kun opgav at styre økonomien, men overlod det til teknokrater, der troede på noget af det mest anti-militære man kan forestille sig, nemlig det frie marked – der jo for en militærmand må ligne det rene anarki. Militæret er i sin egen grundlæggende organisatoriske opbygning og selvforståelse jo at sammenligne med kommandoøkonomi, og hvor er det så lige vi kender det fra?

Der er ingen tvivl om, at kuppet og det efterfølgende militærstyre i Chile er en traumatisk periode i chiles historie, der er svær at forholde sig til. For hvad siger man til et brutalt militærregime, hvorunder der gennemføres reformer, der efterfølgende har hævet levestandarden fra at være i den tunge halvdel i Latinamerika til den højeste i regionen?

Det eneste er vel at sige, at der var tale om en historisk mulighed, der på ingen måde var forudbestemt da generalerne tog magten i 1973.

På den anden side har reformerne vist deres styrke ved, at der ikke er ændret grundlæggende på den nye struktur reformene indebar i Chile efter at landet igen har fået demokrati – hvilket forøvrigt har indebåret, at man har haft ventreorienterede regeringer de seneste 15 år. Hvis den nuværende fortsætter med at gøre det så ringe som den har gjort, er der dog mulighed for at det ændrer sig ved næste valg.

Efterhånden som den chilenske model i takt med at tiden går, ikke længere vil være så entydigt knyttet til Pinochet, vil resten af Latinamerika forhåbentlig i stigende grad lade sig inspirere af reformerne i landet.

Personligt har jeg i hvert fald oplevet, at det er blevet meget lettere at tale med latinamerikanere (også på den moderate venstrefløj) om Chile uden at de straks taler om Pinochet. I de senere år har delegationer og universitetsfolk fra f.eks. Brasilien i stigende grad besøgt Chile for at forstå hvordan det er lykkedes at skabe en latinamerikansk økonomi med varig høj vækst, hurtigt faldende absolut fattigdom, økonomisk stabilitet og efter latinamerikanske forhold ekstrem lav korruption (på niveau med USA og Frankrig).

Hvad angår Cuba er det mig en gåde, at der stadig er de, der i ramme alvor vil fremhæve denne latinamerikanske katastrofe som noget positivt. En af grundene er formentlig, at de tror på regimets forfalskning ikke kun af egen, men også tidligere historie. var der nogen der sagde at tro gør blind?

Det seneste eksempel er Michael Moore, der i sin film “Sicko” fremhæver det cubanske sundhedsvæsen – men se hvad der sker, når han præsenteres for det faktum, at det han viser intet har med cubanernes virkelighed at gøre – så vil han pludselig helst bare tale om noget andet.

http://www.youtube.com/watch?v=o-8TcpOz6A4

En modig mand II

Af admin, den 4. oktober 2007. 8 svar

Forleden havde jeg – ganske uvant – en posting om den anden del af mit liv, om juraen (her).

Postingen angik Kommissionens forsøg på at forbyde brugen af aktier med forskellig stemmeret, ofte kaldt A- og B-aktier. Det har altid været en dårlig idé, fordi der er fuld åbenhed omkring disse aktier. Selskabet skal nøje redegøre i sine vedtægter om aktiernes retsstilling, herunder deres stemmerettigheder, og vedtægterne er offentligt tilgængelige. Hvis aktierne udbydes til offentligheden, skal de ledsages af et prospekt, hvor det ligeledes skæres ud i pap, hvilke rettigheder de har. Beslutningen om at udstede aktier skal træffes af de eksisterende aktionærer. Det er – så at sige – deres selskab, og det er derfor op til dem at bestemme, om de ønsker at afgive kontrol over det som led i at tiltrække finansiering og i givet fald, hvor meget kontrol de ønsker at afgive. Da der er fuld åbenhed, vil det endvidere være muligt for investorerne at beslutte, om de vil købe de udbudte aktier med de pågældende stemmerettigheder. Man ved, hvad man køber, og man får det, man har betalt for.

Kort sagt, spørgsmålet om A- og B-aktier er et typisk eksempel på noget, hvor det ikke er muligt at sige, om det er godt eller skidt, men man kan roligt gå ud fra, at når de er fuld åbenhed, så vil de fleste træffe nogle rimeligt fornuftige valg.

Nu har “leave it to the market” jo ikke ligefrem været EU’s kampråb, og det var derfor med en vis skepsis, at den nytiltrådte kommissær McCreeveys påstand om ikke at lave flere, men bedre regler, blev modtaget.

Men se nu bare her.

McCreevey hævdede, at han kun ville gribe ind over for virksomhedernes frie ret til selv at tilrettelægge deres forhold, hvis der kunne påvises saglige grunde til det. Det er der så mange politikere, der siger.

Men McCreevey bestilte en kæmpe undersøgelse af, hvordan selskaberne klarede sig i Europa for at se, om foranstaltninger om kontrol, f.eks. A- og B-aktier, påvirkede deres drift. Det er der så mange politikere, der gør.

Men da rapporten kom og viste, at der ikke var nogen sammenhæng mellem selskabernes resultater og deres finansiering, sagde McCreevey, at han nøje ville overveje rapportens resultater. Det er der så mange politikere, der siger.

Men da McCreevey havde læst rapporten, sagde han i onsdags, at da der ikke var noget sagligt grundlag for at gribe ind på området, ville han lade være med det. Det er der godt ikke mange politikere, som tør.

Det er utroligt positivt, at vi her har en politiker, som faktisk tør sige, at han ikke vil foretage sig noget. Bare vi kunne få flere af den slags både i EU og herhjemme.

Og så skal begejstringen da heller ikke overskygge, at McCreevey stadig kan finde på at foretage sig noget, blot på andre områder, hvor der ikke er tilstrækkelig åbenhed. Men det er en anden sag, og kan i øvrigt være en god idé.

Alt i alt, en sjælden god dag for tilliden til EU.

En modig mand I

Af admin, den 4. oktober 2007. 2 svar

Her på denne blog kritiserer vi ofte statsministeren. Hvordan kan vi andet med den politik, der føres?

Som sædvanligt rammer Edith Thingstrup plet i sit debatindlæg i dagens Berlinger (desværre, intet link), når hun peger på, at regeringen er mere interesseret i at købe sympati hos socialdemokratiske vælgere end at tilgodese borgerlige og liberale, fordi deres stemmer jo allerede er sikrede. Det er irriterende rationelt og frustrerende svært at gøre noget fornuftigt ved – andet end at kritisere, og det gør vi så.

Men der skal også være plads til at rose, når rosen er fortjent. Og det var den i statsministerens åbningstale i tirsdags.

Tænk, vi har en statsminister, der ved Folketingets officielle åbning i den grundlovsforeskrevne tale tør tage åbent og velbegrundet afstand fra de forsøg, der foregår i FN regi på at begrænse ytringsfriheden.

Kunne man forestille sig en socialdemokratisk statsminister (uanset hvem af dem) sige noget tilsvarende om FN? Eller hos en svensk statsminister (uanset partifarven) eller en norsk (uanset hvem overhovedet)

Næppe. Så ros herfra for det.

Trods alt banker der et liberalt hjerte bag facaden. Det er bare pokkers, at det banker så roligt og velkalkuleret.

En lille dom om et stort emne

Af admin, den 4. oktober 2007. 2 svar

Nu, hvor jeg i tidligere postings har bevæget mig ind på det juridiske område, haster jeg med at bevæge mig tilbage til emner, som jeg med større sikkerhed ikke har forstand på.

Fra gårsdagens Daily Mail er her en interessant historie om det engelske skolevæsen, hvor man sendte en klimapakke bestående bl.a. af Al Gores film, An inconvinient truth, til de kære modtagelige små poder.

Filmen, der i hvert fald sin titel må siges at bære en grov forvanskning af den politiske virkelighed, er blevet kritiseret for at blande forhold, der er videnskabeligt velbegrundede, sammen med forhold, der ikke er det. Det er desværre de sidste, der fik størst opmærksomhed. How convenient.

Uddelingen af sådanne “undervisningspakker” sker vist også i Danmark, og kender man skolesystemet, kan man nok godt gætte de dominerende synspunkter bag. Men i landet, hvis befolkning never never never shall be slaves, er der også en far, som anlagde sag imod pakken, da han opfatter Gores film som propaganda.

Efter at have hørt en række vidneudsagn, er sagen optaget til dom, men iflg. avisens referat har dommeren tilkendegivet, at filmen er at betragte som et partindlæg og bør ledsages af en advarsel herom.

Her er nogle uddrag fra artiklen, men læs selv (både Gores bog og ham her).

David Miliband, who was Environment-Secretary when the school packs were announced, said at the time: ‘The debate over the science of climate change is well and truly over.’

But during the three-day hearing, the court heard that the critically-acclaimed film contains a number of inaccuracies, exaggerations and statements about global warming for which there is currently insufficient scientific evidence.

Gad vide, om vores miljøminister hører til dem, der som Miliband mener, at debatten er uigenkaldeligt forbi?

Terror suspects considered bombing journalist behind ”Mohammed cartoons”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. oktober 2007. 5 svar

As a service to our occasional, non-Danish readers we ”break” for a news story of a particular interest to those who followed the Danish ”cartoon crisis” in 2006, which we covered several times, including our comment by Samuel Rachlin (in English).

Tuesday this week it was divulged that the four suspected terrorists on trial in the Danish city of Odense in the so-called “Vollsmose terror case” may have planned to bomb Flemming Rose, the Culture Editor of the Danish newspaper Jyllands-Posten which in 2005 commissioned the cartoons of Mohammed, the founder of the religion of Islam, which a few months later was used to ignite a number of violent attacks against Danish firms and diplomatic representations, and where the costs in lost money and lost lives have not yet been fully tallied.

During the trial at the Courthouse in Odense one of the four individuals accused of planning terror attacks in Denmark divulged that he and the three others, together or separately, had discussed and/or worked on several planned bomb attacks. One of the ideas discussed included the construction of a remote-controlled bomb that should have been directed against Rose. The bomb would be planted in a car that was supposed to be driven into Rose’s private home. (It has already been uncovered that “A.K.”, the particular member of the group who suggested the idea, had considered killing one of the cartoonists. He also wrote letters in praise of Osama bin Laden and Abu Musab Zarqawi and offered himself: “Revenge, revenge! I am the first volunteer! God is great!”)

The suspected terrorist behind the disclosures Tuesday, a 32 year old Danish convert to Islam code-named “A.A.” in the trial, suggested that the idea of attacking Rose was not serious but he also admitted during the court case Tuesday that two of the group actually had detonated a bomb on a soccer field behind a school in Odense. It was also divulged that the group—which collected videos of Islamist decapitations of kidnapped victims as well as speeches by Osama bin Laden and photos of the 19 9/11 high-jackers—planned to use chemical fertilizers to construct a number of bombs.

Politically correct, Danish (and non-Danish) commentators will no doubt say that Rose should have expected something like this to happen. Disrespectfully, we disagree. Nobody ought to expect that questioning or even peacefully taking shots at a religion will result in death threats. Rose and the cartoonists to this day are under police protection, just as many other people with direct or indirect connections to the “cartoon crisis” have been, including many journalists, several academics and businessman and at least a few politicians. They and their families live or have lived in fear merely due to some other individuals’ exercise of their freedom of speech.

Altogether, this is a sad reminder of Thomas Jefferson’s words that the price of freedom is eternal vigilance.

For a recent interview with the thoughtful Flemming Rose in Reason Magazine, go here. To read his English-language blog at Pajamas Media, go here.