I går kunne man se statsministeren blive interviewet på DR. Da talen faldt på Irak, som statsministeren rimeligt modigt (for ham i hvert fald) havde berørt i sin åbningstale, stillede journalisten naturligvis nogle spørgsmål herom. Og naturligt for DR, der i den seneste tid har haft det mere end almindeligt svært med sit vi-er-bare-neutral-public-service-så-fortsæt-betalingen lød opbygningen af spørgsmålet noget i retning af, at ingen vil beskrive Irak som en succes. Statsministeren stod rimeligt fast, så rimeligt som han vel tør fra sin midtsøgende position. Det var ikke helt ringe. Men forudsætningen for spørgsmålet står tilbage: ingen?

Tja, succes er et stort ord at bruge, men mindre kan vel også gøre det. Hvis demokratiet overlever i Irak i bare en nogenlunde genkendelig form, og især hvis Irak forbliver en samlet stat uden større opdeling i Bagdad end i Belfast under the Troubles, er det rimeligt tæt på en succes, navnlig hvis man sammenligner det med alternativet, som var Saddams fortsatte styre.

Journalistens udgangspunkt om “ingen” minder mig om Tom Wolfes anekdote om den rige society-dame fra medieverdens øvre lag i New York, som ikke kunne fatte, at Reagan havde vundet valget. Hun kendte ingen, der havde stemt på ham.

Havde journalisten læst denne artikel fra det britiske Spectator, ville han måske have formuleret sit spørgsmål anderledes (her). I artiklen argumenteres for, at både Irak og demokratiet overlever, og at volden og de sekteriske problemer hastigt er ved at nå et niveau, hvor irakerne selv kan klare det.

En række andre begivenheder i den seneste tid bekræfter den udvikling, som artiklen fra Spectator omhandler.

I Irak har de politiske fløje fra både sunni og shia protesteret mod en resolution fra den amerikanske demokrat-kontrollerede kongres, som anbefaler en opdeling af Irak. Det var sikkert velmenende, men det går imod alle undersøgelser, der viser en massiv opbakning bag Irak som en samlet stat. Selv blandt de mere autonomt indstillede kurdere er der opbakning, formodentlig fordi de har indset, at selvstændighed nu kun fører til krig med Tyrkiet. Så hellere vente og fortsætte det økonomiske mirakel, som er under udvikling i det irakiske Kurdistan.

Resolutionen fordømmes også af de øvrige arabiske stater. Sjovt nok synes de at være forenet med Iran, der også støtter et samlet Irak, men nok af andre grunde. De arabiske stater ønsker en samlet stat for at fastholde Irak i den arabiske lejr, og Iran ønsker en samlet stat, fordi den vil være shia-domineret. Af samme grund har de heller ikke noget imod demokratiet. Deres håndlanger al-Sadr synes også at være i gang med en omvendelse til demokratiet, formodentlig fordi han har indset, at det kan betale sig. Demokrati er jo desværre ingen forhindring for korruption, hvilket vi jo i Europa både kender i den direkte form fra Italien og i den indirekte form fra den danske velfærdsstat. Men fælles er altså udsigten til et samlet Irak og et fortsat demokrati.

Den amerikanske resolution er på den baggrund måske nok velmenende, men den viser, at demokraterne ikke fatter, hvad der foregår i Irak, og stærkt overdriver de problemer, som stadig står tilbage. Hertil kommer – desværre – at så mange demokrater (og hovedparten af danske journalister) har investeret deres troværdighed i, at Irak ender som en fiasko, at de må formodes inderligt at håbe på en sådan udvikling.

En sidste ting i denne omgang, der i lighed med Spectator-artiklen er noget, som I næppe ser i MSM, var den ellers meget store nyhed, at storayatollah al-Sistani har haft et møde med en repræsentant for sunnierne. Som det første af sin slags markerer det et vigtigst skridt i retning af den forsoning, som er i gang mellem på den ene side sunnierne, der så småt har indset, at deres tid ved magten er forbi, og at al-Qaeda er for kugleskøre til at bringe dem tilbage til magten igen, og på den anden side shiaerne, der har indset, at de aldrig får et velstående Irak, hvis de prøver at undertrykke de veluddannede og nu igen også veludrustede sunnier. Man må håbe, at al-Sistani lever endnu længere, end han allerede har gjort, for han står stadig som garant for en version af shia, der i modsætning til den persiske variant afviser den direkte involvering af præster i politik.

Nok for denne gang. De negative nyheder om Irak får I hos DR og de øvrige MSM. Her får I den anden version.

Det er lidt af en mærkedag, for Berlingske – vores ynglings avis (på papir og daglig udgivelse) og dermed ynglingsoffer – har en artikel, hvor man rimeligt klart fortæller om modgangen for al-Qaeda i Irak (her).

Nu ville det ikke være Berlingske, hvis der ikke samtidig var en artikel om, at det alligevel er lidt af en fiasko, eller i hvert fald har været en fiasko (her).

Og ganske vist fortælles det ikke, at samtlige meningsmålinger foretaget i Mellemøsten har vist en tilsvarende tilbagegang for al-Qaeda, men Parkistan som et foruroligende mindre klart eksempel. For når vi hører om al-Qaedas tilbagegang bliver det normalt pakket ind i, at det da er en gammel nyhed, som intet har at gøre med the Surge. Hvilket man i øvrigt har ret i, men det minder så i sin tur om den gamle myte med, at vi ikke blev hilst velkomne som befriere i 2003. Det gjorde vi som bekendt, men vi hørte først om det nogle år senere, da journalisterne kunne fortælle om, hvordan stadig flere irakere er blevet bekymret for, at vi har tænkt os at blive. Så kunne historien nemlig serveres negativ: Før blev vi hilst som befriere, men NU ….

Men alt i alt er dækningen i dag alligevel  interessant, fordi den fraviger de meget klare forsøg på at imødegå general Petraeus’ rapport om situationen i Irak, der har domineret avisens fremstilling i den seneste tid. Her tænker jeg ikke på MoveOn’s smagfulde General Betray Us-kampagne, men påstandene om, at der alligevel ikke er blevet mere sikkert.

Dagens avis indeholder, ganske vist som en lille note, en rubrik om, at volden faktisk er faldet. Hvis man vil læse lidt mere om denne trods alt ikke uinteressante udvikling, er her et link til en Reuters artikel (jo, Reuters, men man skal godt nok omkring Captains Quarters for at finde den).

I den seneste tid havde vi også, selvom jeg havde for travlt til at gøre mig lystig over det den gang, balladen om Alan Greenspan, der pludselig blev citeret for at hævde, at Irak-krigen bare handlede om olie.

Ahem. Læs lige denne mere nuancerede baggrundsartikel først (her). Hvis man skærer spinnet fra, så kan man konstatere, at Greenspan siger følgende:

1) Jeg mener, at det var vigtigt at fjerne Saddam, fordi han truede olie-eksporten fra Gulfen.

2) Jeg troede også, at han havde WMD, og det er mit indtryk, at regeringen troede det samme.

3) Jeg har ikke belæg for at tro, at regeringen startede krigen for olie, men det ville have været mit råd, at det også var en god grund, hvis nogen havde spurgt mig, hvad de i øvrigt ikke gjorde.

Der er – som tilfældet var i sin tid med Wolfowitz-anden – ikke kød på den historie andet end den banale, men triste konstatering, at havde Saddam været en lille led diktator i det centrale Afrika, ville man næppe have brugt kræfterne på at fjerne ham. Mugabe er et eksempel på dette.

Hvorfor har så denne psedo-forklaring om olie så denne tiltrækningskraft? Det havde den jo også i relation til Afghanistan, jf. Moores satire Farenheit 9/11, som nogle naive stadig beskriver som en dokumentar.

Forklaringen er formodentlig, at mange ikke kan acceptere det idealistiske engagement, som lå bag krigen. Det engagement kan man så være enig eller uenig i; personligt mener jeg stadig at analysen bag den såkaldte Bush-doktrin er rigtig, nemlig at vi ikke får fred og rimelig sikkerhed ved at støtte lokale diktatorer, men er nødt til at give araberne frihed. Men at det var idealisme, der lå bag, inkl. af-baathificseringen og den hands-off holdning, som har præget meget af forløbet, er vanskeligt at benægte, og det er uudholdeligt for den selvgode del af venstrefløjen, som normalt har patent på idealismen. De kan simpelthen ikke bære at argumentere for, at man skulle have ladet Saddam være i fred, så han fortsat kunne plager sine undersåtter og forsøge på at skaffe WMD, så han kunne konkurrere med Iran og Syrien. Det er kun fra højrefløjen man hører det argument, og den del af krigsmodstanderne er da også væsentligt mere ærlige at drøfte sagen med end venstrefløjen.

Derfor ser vi også kronikker, som Christian Braad Thomsen i Berlingske forleden, hvor han patetisk argumenterer for en retssag mod statsministeren for Irak-krigen. Det var i øvrigt samme CBT, der i sin tid mente, at krigen i Afghanistan var ulovlig, for man kunne jo ikke vide, om det var bin Laden, der stod bag 9/11, og det var selvtægt sådan bare at gribe til våben. Ak ja, hvis bare han og de øvrige gad slå op i lærebogen på mit universitet i Moderne Folkeret, så vil de se, at (u-)lovligheden af Irak-krigen ikke er oplagt. Det er folkeret i øvrigt sjældent. Medmindre, naturligvis, man er så naiv, at man tager Kofi Annans opfattelse for gode vare. I så fald hører man formodentlig også til de, der tror på ejendomsmæglere, jordstråler og nissers evne til at finde guld.

Men populært er hysteriet omkring den “ulovlige” krig, der blev en “fiasko”, stadig. Formodentlig fordi den tilgodeser nogle venstreorienteredes behov for at hade USA, og nogle højreorienteredes behov for at tro, at arabere har det bedst med en fod i nakken.

Hvis demokratiet overlever i Irak, hvad alt tyder på – den seneste større meningsmåling viste, at næsten to ud af tre irakere ønsker en samlet stat, hvilket er højt i betragtning af, at de mere selvstændigt indstillede kurdere udgør godt 1/5 af befolkningen – så bliver disse ny og gamle krigsmodstandere ikke glade, og det er – trods alt – trist.

Det er i hvert fald trist at se en gammel stridsmand som Ulrik Høy gå hånd i hånd med Christian Braad Thomsen ind i tusmørket sammen.

Her på bloggen vil jeg fortsat forsøge at give den dækning, som MSM ikke vil. Men da det kniber med tiden, kan jeg også henvises til Instapundit, hvis redaktør jeg har en del til fælles med. Han er også en juraprofessor, der blogger, vi støtter indsatsen i Irak, og vi er begge carbonbaserede former for liv.