Adieu til en tante

Danmarks formodentlig bedst spin-blogger, Jarl Cordua, har sådan set sagt dét, der skal siges. Det værste af det hele er, at det nok er ligegyldigt.

WSJ om "freedom fetishists" og værdier

Wall Street Journal har dd. en længere kronik, “Freedom fetishists: The cultural contradictions of libertarianism” af Kay Hymowitz fra City Journal.  Fokus er, som titlen siger, den amerikanske “libertarianske” bevægelse og dennes syn på moral og kulturelle værdier–eller mangel på samme. 

Man kan være enig eller uenig med forfatteren i mangt og meget, men emnet er interessant, kronikken er velskrevet og niveauet er alen over, hvad man kan finde i danske debatter om samme emner–hvis de da overhovedet findes.  Her kommer nogle brudstykker:

“More than perhaps any other American political group, libertarians have suffered the blows of caricature. For many people, the term evokes an image of a scraggly misfit living in the woods with his gun collection, a few marijuana plants, some dogeared Ayn Rand titles, and a battered pickup truck plastered with bumper stickers reading “Taxes = Theft” and “FDR Was A Pinko.”

The stereotype is not entirely unfair. Even some of those who proudly call themselves libertarians recognize that their philosophy of personal freedom and minimal government can be a powerful magnet for the unhinged. Nor has recent political history done much to rehabilitate libertarianism’s image as an outlier.

The Libertarian Party’s paltry membership has never reached much beyond the 250,000 mark, and polling numbers for Ron Paul, the libertarian candidate the Republican presidential nomination, remain pitiable. Worse, despite Bill Clinton’s declaration that “the era of big government is over,” antistatist ideas like school vouchers and privatized Social Security accounts continue to be greeted with widespread skepticism, while massive new programs like the Medicare prescription-drug benefit continue to win the support of re-election-minded incumbents. A recent New York Times survey found increasing support for government-run health care, and both parties are showing signs of a populist resurgence, with demands for new economic and trade regulation.

And yet, judging by their output in recent years, libertarians are in a fine mood–and not because they are in denial. However distant the country may be from their laissez-faire ideal, free-market principles now drive the American economy to a degree unimaginable a generation ago. Former Federal Reserve chairman Alan Greenspan, who as a young economist sat at the knee of the libertarian guru Ayn Rand, presided in the 1990s over one of the most prosperous stretches in American history, with the support, no less, of a Democratic president. When the avowedly libertarian economist Milton Friedman died last November, he was lauded just about everywhere, and even given respectful treatment in places like the New York Review of Books.

Nor have libertarian victories been limited to the economic arena. Americans are increasingly laissez-faire in their attitudes toward sex, divorce, drugs and gay marriage. In the personal sphere as in the world of business and finance, freedom has become the guiding principle, especially for the young. As the motto of Reason magazine, the movement’s flagship publication, trumpets: “Free minds and free markets.”

… Doherty disabuses readers of the idea that libertarianism is exclusively concerned with economics. As he emphasizes, it has a political and moral dimension as well, “a vision of a radical and just future.” … Many of the figures described by Mr. Doherty believe that libertarianism is also good for the social fabric. Capitalism may not lead to the fraternité naively dreamed of by more conventional revolutionaries, but it does expand the circle of human trust beyond the traditional limits of family and tribe; social bonds thrive in an atmosphere of freedom. Indeed, several of Mr. Doherty’s subjects (particularly Hayek) argue that government meddling positively discourages the human instinct for association. If politicians and bureaucrats would get out of the way, people would more readily cooperate and support one another. As David Friedman (the anarchist son of Milton) concluded in studying the economics of tipping, people are capable of developing their own rules for distributive justice, and will pay for social goods of their own free will.

… Mr. Lindsey goes well beyond most libertarians in his claims for the moral benefits of the creed. In his view, it is not simply freedom that improves morals; it is the prosperity that follows in freedom’s wake. Wealth allows us to transcend “the cruel dilemma of lifeboat ethics,” in which scarcity prevails. Moreover, wealth expands human tolerance and imagination. Drawing upon the psychologist Abraham Maslow’s theory of the hierarchy of needs, Mr. Lindsey proposes that once people are confident of their survival and comfort, they feel free to pursue “postmaterialist values.” They have the time, energy and ease of mind to try to perfect themselves.

… Even on social and cultural questions, where libertarians have often tangled with tradition-minded conservatives, Mr. Lindsey is on to something in his talk of a “libertarian synthesis” combining self-expression and self-restraint. If the country was slouching toward Gomorrah for a while, it has at the very least straightened up a bit. Many of the indicators of social meltdown that received alarmed attention in the 1980s and early ’90s–high crime rates, “children having children,” teen drug use, rampant divorce–have improved lately.

But they have not improved nearly as much as one might wish–and it is difficult to separate the reasons for our abiding social disarray from the trends that Messrs. Doherty and Lindsey praise and for which libertarians bear a measure of responsibility. Despite Mr. Lindsey’s protestations to the contrary, libertarianism has supported, always implicitly and often with an enthusiastic hurrah, the “Aquarian” excesses that he now decries. Many of the movement’s devotees were deeply involved in the radicalism of the 1960s.

Nor should this come as a surprise. After all, the libertarian vision of personal morality–described by Mr. Doherty as “People ought to be free to do whatever the hell they want, mostly, as long as they aren’t hurting anyone else”–is not far removed from “if it feels good, do it,” the cri de coeur of the Aquarians. 

… On the one hand, libertarians make a fetish of freedom; it is their totalizing goal. On the other hand, libertarians depend on the family–an institution that, in crucial respects, is unfree–to produce the sort of people best suited to life in a free-market system (not to mention future members of their own movement). The complex, dynamic economy that libertarians have done so much to expand needs highly advanced human capital–that is, individuals of great moral, cognitive and emotional sophistication. Reams of social-science research prove that these qualities are best produced in traditional families with married parents.

Family breakdown, by contrast, limits the accumulation of such human capital. Worse, divorce and out-of-wedlock childbearing leave the door wide open for big government. Dysfunctional families create an increased demand for state-funded food, housing and medical subsidies, which libertarians reject on principle. And in courts all over the country, judges who preside over the manifold disputes occasioned by broken families are forced to be more intrusive than the worst mother-in-law: They decide who should have primary custody, who gets a child on Christmas or summer holidays, whether a child should take piano lessons, go to Hebrew school, move to California, or speak to her grandmother on the phone. It is a libertarian’s worst nightmare.”

Ugens citat: DR's Jens Blauenfeldt om 11/9

 Med hat-tip til Uriaspostens Kim Møller bringes her et dagsaktuelt citat af DR Aftenshowet’s studievært, Jens Blauenfeldt, som vel formodentlig meget godt udtrykker det, som mange tænkte i visse cirkler men som de fleste dengang endnu var for smarte eller diskrete til at sige offentligt:

“Jeg var faktisk på arbejde, og kan huske at jeg sådan blev kaldt ind – nu sker der noget derinde i fjernsynet, og der var jo så brand i World Trade Center, og jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte – heh det er amerikanerne, nu får de smæk – det har de faktisk godt af.”

Enfold og 9/11

Dette blot for at henlede opmærksomheden på, at jeg havde en klumme i 180grader i går (her).

Den blev skrevet for noget tid siden, så det var en tilfældighed, at den kom i på årsdagen for 9/11.

For mig er den dag fortsat en mærkedag, men jeg kan se, at datoen har mistet meget af sit tag i folk. Og egentlig er det vel næsten det bedste; at vores liv går videre lige så uforstyrret materialistisk og selvoptaget som altid. Det minder om en anekdote fra befrielsesdagene, hvor to frihedskæmpere en søndag morgen ser folk gå til bageren efter lune basser. Var det virkelig, hvad vi kæmpede for?, spørger den ene. Ja, var det ikke, svarer den anden.

Bare vi ikke helt glemmer de vigtigste pointer fra den dag. At der faktisk findes mennesker, der hader os så meget, at de vil bruge de mest ødelæggende våben, de kan få fat på, til at dræbe så mange tilfældige som muligt. Og at deres had ikke skyldes de forskellige undskyldninger, de løbende finder på, fra Irak under Saddam, til Irak efter Saddam, over Afghanistan, til Israel og Kasmir. Men at deres had skyldes vores frihed,og det liv, friheden giver os mulighed for at leve. Udfordringen for os er dermed ikke i første linje terroren selv, men at tilrettelægge vores frihed sådan, at vi både bevarer den mest muligt og samtidig forhindrer dem i at skabe den død og det kaos, de længes efter.

Jamen, hvad betyder en halv procent overhovedet?

En af de mest frustrerende situationer for en nationaløkonom som undertegnede, er når man skal forsøge at overbevise folk om, hvor vigtig økonomisk vækst er. Man kan fortælle, at et eller andet politisk forslag – for eksempel en kraftig forøgelse af de offentlige udgifter – kommer til at betyde en nedgang i vækstraten på en halv procent, men standardsvaret er noget i retning af ” Jamen, hvad betyder en halv procent overhovedet? Det er da ligegyldigt”. Heldigvis kan ens kolleger komme en til undsætning, for det meste ved at understrege, at det altså betyder noget.

Men i dag til IAREP-konferencen i Ljubljana kom der en slags undsætning fra en anden kant. Detlef Fetchenhauer og Fabian Christandl fra universitetet i Køln præsenterede et papir, hvor de viser at selv ’eksperter’ undervurderer betydningen af økonomisk vækst. De har spurgt kandidatstuderende i økonomi og studerende i andre emner – primært lærere – hvor meget ekstra indkomst en vækstrate på fem procent over 25 år vil give. Det korrekte svar er selvfølgelig (1.05)25, som giver 239 procent ekstra. Det gennemsnitlige svar i undersøgelsen var 107 procent! Selv deres ’ekspertgruppe’ som bestod af kandidatstuderende fra universitetets økonomiinstitut svarede i gennemsnit, at det gav 125 procent, mens de ikke-økonomiske studerende typisk gættede på 60-75 procent. Kun en fjerdedel af alle de adspurgte ramte cirka rigtigt. Med en dansk gennemsnitsindkomst på 255.000 kroner, er forskellen altså, at den korrekte vækst indebærer godt 600.000 kroner mere, ’eksperternes’ gæt peger på 320.000 mere, mens de ’almindelige’ studerendes gæt kun giver 180.000 kroner. I det lange løb er det gigantiske forskelle.

Fetchenhauer og Christandls studie viser med al ønskelig tydelighed, at selv folk som man skulle tro kunne regne den ud, simpelthen tager vækstraten – fem procent – og ganger den med antallet af år – 25. Matematisk er det ren idioti, men en række psykologiske studier peger på, at folk generelt ikke forstår eksponentialfunktionen. De ender derfor med at glemme, at enhver vækstproces – inklusive hvordan investeringer, pensioner og gæld udvikler sig, også omfatter renters rente. Det er netop renternes renter, der giver de ekstra 124 procent indkomst i eksemplet.

Og hvad skal man så med den bid information? Tja, for det første er det altid rart at vide, hvad det er folk i almindelighed og ens studerende i særdeleshed gør forkert. Men for det andet understreger det en vigtig pointe når man taler vækst og økonomisk politik. Som Fetchenhauer opsummerede konklusionen: Økonomer har ikke en chance i den politiske debat, fordi folk helt konsistent og meget stærkt undervurderer hvor vigtigt vækst er. Så kære læsere, næste gang i hører en økonom tale om vækst, så vær så rare at huske renternes renter!

Sicilien mellem fortid og nutid

Jeg var et smut på Sicilien under min italienske afstikker til The European University i Firenze, og bringer her – med eneret for Punditokraterne – en lille kulturhistorisk beretning om Middelhavets største ø; en beretning der søger at afdække nogle forudsætningerne for økonomisk velstand.

Siciliens hovedstad Palermo er et pudsigt sted. Trafikken er kaotisk, og indbyggerne parkerer, som det passer dem – gerne helt ude i tredje række. Ikke to huse og er ens, det er svært at se noget mønster i vejnettet, og mange af slumkvartererne kan umuligt være godkendt til beboelse. Byplanlægning er tilsyneladende ikke noget, de lokale myndigheder bekymrer sig om. Det er ikke tilfældigt, at Palermo huser flere uregistrerede indbyggere end nogen anden italiensk by.

Men slipper man først gennem virvaret, så venter et imponerende syn. Området mellem Palermos gamle palads, Palazzo Reale, og Palermos domkirke står som en mindelse over højmiddelalderens blandingskultur par excellence. Her mødtes – for næsten 1000 år siden – Europas tre store civilisationer: den latinsk-katolske, den græsk-ortodokse og den arabisk-muslimske. Tag blot Palazzo Reales berømte Cappella Palatina. Kapellet blev påbegyndt i 1132 under den katolske kong Roger II. Dets mosaikker er græske, og dets prægtige træloft er udført af arabiske håndværkere.

Som Rogers navn antyder, daterer kapellet sig tilbage til en tid, hvor normannerne regerede Sicilien; men hvor befolkningen fortrinsvis bestod af arabere og grækere. I to korte århundreder fremstod det normanniske Sicilien som Europas økonomiske, kulturelle og litterære højborg. Så var det slut, og siden har Sicilien udviklet sig til lidt af en udørk på alle tre punkter.

Beretningen om den sicilianske blandingskultur under normannerne rummer en dobbelt lektie i statsbygning: et eksempel på storhed og fald. Den cocktail er nok et besøg værd. Vi skal tilbage til den gryende højmiddelalder. Europa var fra 1000 til 1300 hjemsted for en befolkningseksplosion, der førte til markante ændringer i næringsstrukturen, i særdeleshed i form af øget specialisering. Marginaljorde blev inddraget til dyrkning, hvilket gjorde ejendomsretten mere effektiv. Resultaterne lod ikke vente på sig: økonomisk vækst og en øget samhandel holdt deres indtog over størstedelen af det europæiske kontinent.

Højmiddelalderens nye velstand lader sig aflæse i de skriftlige vidnesbyrd. Det er ikke forkert at sige, at Europa efter år 1000 dukker frem af den tidlige middelalders tåger, hvad de nedskrevne kilder angår. Men det var en presset latinsk kristenhed, der nu atter fik tunge og mæle.

Den Iberiske Halvø og Sicilien havde i århundreder tilhørt muslimske arabere, og selv om de kristne indbyggere ikke var blevet fordrevet, så overdøvede muezzinernes stemmer kirkeklokkerne. På det syditalienske fastland styrede ortodokse byzantinere slagets gang – et levn efter den store kejser Justinians forsøg på at genvinde Romerrigets vestlige provinser i 500-tallet. Og mod nord havde de hedenske vikinger i over tohundrede år gjort strandhugst langs de kristne riger i Frankrig, England og Irland.

Lad os blive hos vikingerne for en kort stund. En del af mændene fra nord slog sig ned i det fremmede, og en af deres kolonier – der meget passende fik navnet ’Normandiet’ – skulle komme korset til undsætning få generationer senere. Vidt berømt er den normanniske Hertug Vilhelms erobring af England. Men allerede inden Vilhelms engelske politik kulminerede i slaget ved Hastings i 1066, havde normanniske eventyrere bidt sig fast langt mod syd, langs Apuliens og Calabriens kyster.

Der var for det meste tale om yngre brødre, der på grund af de normanniske arveregler ikke havde andel i slægtsgodset. Forrest i flokken stod Tancred de Hautevilles otte sønner, af hvilke ikke mindre end fem skulle opnå hertugværdigheden i det syditalienske. Mest navnkundig er den ældste søn af Tancreds andet ægteskab, Robert Guiscard – ’den listige’. Efter i løbet af 1050erne så nogenlunde at have sikret sig herredømmet over hele den italienske hæl og tå – samt store dele af området op imod Kirkestaten – landede Robert sammen med sin yngre bror Roger i 1060 på Sicilien. Det kom ikke til at gå stille af.

Normannerne geopolitiske succes, i England såvel som i Syditalien, kan føres tilbage til højmiddelalderens militærteknologiske nybrud. Enhver, der har læst Homers Illiade, vil have lagt mærke til de græske bronzealdersamfunds hierarkiske karakter. Beretningens helte er konger, fodsoldaterne får få ord med på vejen, og den menige græker eller trojaner kan ikke gøre andet end at håbe på gudernes velvilje.

Den samfundsopbygning skyldtes i høj grad, at bronze var en knap ressource. Kun konger og høvdinge kunne bekoste et ordentligt krigsudstyr – og deres greb om datidens voldsmonopol var derfor solidt. Jernteknologiens fremkomst vendte op og ned på samfundet. Jern er billigere at fremstille end bronze, og med de nye våben i hånden kunne borgere, bønder og hyrder pludselig deltage i spektaklet. Elitens voldsmonopol blev simpelthen brudt, og den demokratiske bystat, polis, tog kongedømmernes plads, i hvert fald i betydelige dele af det gamle Hellas.

Middelalderens ridderhære indvarslede et lignende skift i samfundets organisation – men denne gang tilbage til hierarki. Stigbøjlen, der via Vestasien nåede Europa ved denne tid, tillod rustningsklædte krigere at kæmpe fra hesteryg. Da hest, brynje og lanse var endog meget bekostelige, tiltvang den bevæbnede elite sig atter voldsmonopolet. Den militære organisation spejlede sig i feudalismen, en samfundsorganisation hvor den rustningsklædte ’hærmand’, herremanden, udgjorde omdrejningspunktet.

Normannerne var rene virtuoser, når det kom til at udnytte den nye militærteknologi. Det mest iøjnefaldende ved Hauteville-brødrenes erobring af Sicilien var deres tekniske militære overlegenhed. Selv om normannerne næsten altid var voldsomt i undertal, så gik Robert Guiscards og lillebror Rogers svært bevæbnede rytteri af med sejren stort set hver eneste gang. Araberne måtte bøje nakken, og omkring 1090 var hele øen i normannernes vold.

Så indtraf miraklet. Krigerfolket viste sig at være uovertrufne statsbyggere. Hautevillerne førte bevidst en tolerancepolitik, der var uset for den tid. Da Robert Gusicard og Roger i 1072 erobrede Palermo, de sicilianske arabers hovedstad, blev hverken muslimernes liv eller muslimsk ejendom udsat for overgreb – byens indbyggere slap med en skat. Kontrasten til en anden af periodens store erobringer, korsfarernes indtagelse af Jerusalem, kunne dårlig være større. Da det første korstog i juli måned 1099, blot sytten år efter Palermos fald, erobrede Den Hellige By, slagtede de den muslimske og jødiske befolkning som kvæg – selv ikke byens kristne gik ram forbi.

Og Palermo var ikke en enlig svale. Under Roger I – der overtog magtens tøjler efter storebror Guiscards død – opbyggede normannerne en stat, der var sammensat som et fint konstrueret urværk. Det arabiske bureaukrati blev videreført, og en stærk flåde med et betydeligt græsk indslag blev stablet på benene. På denne måde viste Roger I og sønnen Roger II sig i stand til at skabe en meget stærkere centralmagt, end tilfældet var i resten af Vesteuropa.

Der var tale om et bevidst forsøg på at holde feudalismens centrifugale kræfter i skak, og projektet lykkedes over al forventning. Roger II – kronet som konge af Sicilien juledag 1130 – gjorde den sicilianske stat sig til en af det kristne Europas stærkeste. Roger var Vesteuropas rigeste monark; hans skatteindtægter fra Palermo alene oversteg efter sigende den engelske konges samlede indtægter. Samtidigt trivedes videnskaben og litteraturen i den sicilianske blandingskultur. Arabernes kendskab til antikkens store græske værker fik stor betydning for middelalderens Europa, og inden for lyrikken forsøgte øens digtere sig ud i den ’folkesprogede’ gerning, som Dante, Petrarca og Boccacio få århundreder senere skulle gøre så berømt.

Hvad var det, der gjorde Huset Hauteville i stand til at skabe dette organisatoriske mirakel? To forhold er væsentlige, hvis man vil afdække systemets fjedre. Kombinationen af en pragmatisk tilgang til statskunsten og evnen til at skabe en stærk centralmagt gjorde underværker i en periode præget af både fanatisme og anarki.

Den samlede pakke kan spores tilbage til normannernes lømmelalder langt mod nord. Allerede da vikingerne slog sig ned i det senere Normandiet, viste de sig parate til at lære af omgivelserne. De begyndte meget hurtigt at tale fransk, blev omvendt til kristendommen, og lagde såvel deres lighedsidealer som deres langskibe på hylden til fordel for Kontinentaleuropas feudalsystem og militærteknologi.

Deres efterkommere i det syditalienske fortsatte i samme spor. I stedet for – som korsfarerne i kongeriget Jerusalem – at fastholde den vesteuropæiske samfundsform, så fulgte normannerne terrænet, i hvert fald under Huset Hauteville. Deres religiøse tolerance afspejlede blot deres generelle pragmatisme. Så de noget, de kunne bruge, så tog de det til sig – hvad Gud og Pave så måtte mene om den sag.

Men pragmatismen var kun den ene halvdel af pakken. Netop ved at tage den arabiske forvaltningstradition til sig viste Roger den I og Roger den II sig i stand til at holde de normanniske (røver-)baroner i skak. Siciliens stærke centralmagt sikrede en relativt høj grad af lov og orden – selve forudsætningen for et sundt økonomisk liv.

I to hundrede år funklede den normanniske stjerne i syden. Så udslukkedes den langsomt, og Syditalien tabte pusten, økonomisk såvel som kulturelt. Det er, paradoksalt nok, muligt at kæde Siciliens nuværende underudvikling sammen med normannernes succes. Da Huset Hauteville fik nogle generationer på bagen begyndte centraliseringstendenserne så ganske at overskygge pragmatismen.

Kontrasten til de samtidige begivenheder i Mellem- og Norditalien er slående. De italienske bystater nord for Rom kastede sig ved denne tid ud i et alternativt forsøg på at bekæmpe feudalismens centrifugale dynamik: de genopfandt republikanismen. Et sammensurium af demokratiske kanaler og ’checks and balances’ gjorde deres ’kommuner’ åbne for forandringer, samtidig med at de sikrede politisk stabilitet. På det økonomiske område forgreb den helt store stjerne mod nord – datidens Firenze – ligefrem den moderne kapitalisme.

Sicilien, der under Hautevillerne havde været betydeligt rigere end Norditalien, kunne slet ikke følge trop. Den stærke centralmagt tillod ikke politiske og økonomiske eksperimenter, og under godt fire århundreders spansk overherredømme gik næringslivet og kulturen gradvist i stå. Forskellene mellem Nord- og Syditalien har holdt sig til vor tid; som enhver dansk turist, der besøger Middelhavets største ø, vil kunne tale med om. Nutidens Palermo er en bleg skygge af Roger IIs prægtige stad. Det er ganske ironisk, at både nutidens trængsler og datidens storhed springer af samme kilde: af normannernes store statsbygningsprojekt.

EU og det liberale samfund

EU-borgere kan snart se frem til at EUs Charter om Grundlæggende Rettigheder bliver retligt bindende for EUs institutioner. Charteret indeholder både negative frihedsrettigheder og positive frihedsrettigheder og EUs DG-Justice and home affairs har kommenteret Charterets rettigheder her.
Om retten til social sikkerhed hedder det bl.a.:
The right to social security illustrates how liberal societies are concerned not merely with negative freedom – e.g. removing prohibitions and restrictions on people’s freedoms – but by also positively enabling the equal freedom of all. Specifically, the State is under a general obligation to ensure that everyone is protected against the risks of sickness, invalidity, old age, accidents at work and protected against occupational diseases and unemployment. Even persons without adequate resources and unable to secure such resources either by their own efforts or other sources should be granted adequate assistance, and in case of sickness, adequate care. In other words every person should have the right to a standard of living adequate for the health and well-being of himself and of his family, including food, housing and medical care and necessary social services.
Det er altid rart at blive belært om, hvad liberalismen – den moderne af slagsen vel at mærke – indebærer. I et land, hvor moderne liberale som Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjorth Frederiksen længe har sunget samme melodi, er det utroligt, at denne blogs skribenter og læsere stædigt fastholder deres gammeldags og studentikose forestillinger om liberalismen, som for længst er forældede og tilbagevist af snusfornuftige politikere og snedige embedsmænd. Man kan kun håbe, at EU-initiativer som disse kan være med til at få de sidste fantaster til at opgive deres revolutionære ideer og komme ind i det 21. århundrede, hvor det handler om vores fælles velfærd og ikke om egoisme….

Hvor effektive er de offentlige serviceydelser i Danmark?

Der tales meget om ’velfærd’, som for det meste og for de fleste danskere synes at betyde størrelsen og kvaliteten af offentlige serviceydelser. De politiske partier er begyndt at konkurrere på, hvem der vil give flest ekstra midler til folkeskoler, hospitaler, plejehjem… you name it. Man kan derfor frygte en stærk stigning i de offentlige udgifter i de kommende år, og dermed en stigende skattesats, hvis det hele skal betales. Det skal det naturligvis på et eller andet tidspunkt, og med de demografiske ændringer bliver det bestemt ikke let.

Et af de lidt pudsige træk ved den danske debat er, at det sjældent tales om hvor effektiv den offentlige sektor er – politikerne synes at være for nervøse for, at de fornærmer større vælgergrupper, til at de tør tage den diskussion. Heldigvis har man ikke i samme grad de problemer i den videnskabelige verden, så i dette kvartals udgave af Public Choice omhandler den sidste artikel netop det ømfindtlige emne, hvor effektive forskellige landes offentlige service er.

António Afonso og Vítor Gaspar præsenterer her estimater for det offentliges effektivitet i en række lande. USA, Japan og Luxembourg – der ikke just er supereffektive – viser sig at være de forholdsmæssigt mest effektive og får derfor scoren 1. Og hvor er Danmark så? Jo, med en beregnet score på 0,62 er vi nummer 21 af de 23 OECD-lande i undersøgelsen! Flot gået af et land, hvor politikerne som oftest roser de offentligt ansatte – ikke mindst plejepersonale og skolelærere – til skyerne.

Afonso og Gaspars undersøgelse peger dermed på, at Danmark, hvis vi introducerede såkaldt best practices i hele den offentlige sektor, kunne levere den samme mængde serviceydelser af samme kvalitet til cirka den halve omkostning. Hvad værre er, er der også indirekte omkostninger forbundet med det offentlige forbrug i Danmark. De to økonomer peger nemlig på ”the relative importance of indirect costs of public sector provision inefficiency, linked to financing through distortionary taxation increases with the magnitude of the inefficiency”. Med andre ord er den offentlige sektor i Danmark ikke blot ineffektiv, set i en international sammenligning, men også finansieret på præcist den måde – stærkt progressiv indkomstbeskatning – der øger dens yderligere omkostninger mest muligt. Først kræver vi pengene ind på det den økonomisk set mest skadelige måde, og derefter klatter vi milliardbeløb væk pga. offentlig ineffektivitet. Lad os da diskutere det, i stedet for at sovse rundt i alle mulige særinteressers krav om ekstra offentlig hjælp.

Drop minaretforskrækkelsen

I Århus har en gruppe af driftige og engagerede samfundsborgere organiseret sig for at forhindre danske muslimer i at opføre en moské i smilets by. ”Århus Mod Moskéen”, som gruppen kalder sig, er ifølge foretagendets hjemmeside, en ”tværpolitisk forening bestående af borgerlige, socialdemokrater, venstrefløjsfolk og traditionelt upolitiske, der er samlet om én fælles sag – et Århus uden minareter…”. En stormoske vil nemlig – stadig ifølge hjemmesiden – ”forandre Østjylland for altid”. Og, forstår man, ikke al forandring fryder.

Nu kan enhver jo tænke sit om den slags foreninger, men de minaret-skeptiske århusianere står langtfra alene med deres forsøg på at forpurre foretagsomme muslimers bestræbelser på at bygge moskéer. I en stribe europæiske og amerikanske storbyer er planer om at opføre moskéer blevet mødt med lignende – og ofte skarpere – protester indenfor de seneste måneder. Blandt andet Köln, Marseille, Berlin, Duisburg, London, Rom, Boston, San Francisco og Chicago har således været skueplads for sammenstød mellem minarettilhængere og -modstandere. I Schweiz har en række politikere fra to af landets største partier sågar forsøgt at vinde opbakning til en ”konstitutionstilføjelse”, der – hvis vedtaget – forbyder opførelsen af minareter i Alpelandet, og i Kärnten har Jörg Haider stillet forslag om et generelt forbud mod anlæggelsen af moskéer og minareter. Så meget for religionstolerancen!

Selvom modstanden mod at lade muslimer etablere sig i større moskéer trives på begge sider af Atlanten, er der imidlertid noget, der tyder på, at religionsfriheden har bedre kår i USA. I hvert fald hvis man skal tro forrige nummer af The Economist. På lederpladsen giver det britiske tidsskrift således følgende vurdering:

But there is a big differnce in the way such disputes are handled. Although America has plenty of Islam-bashers ready to play on people’s fears, it offers better protection to the mosque builders. In particular, its constitution, legal systems and political culture all generally take the side of religious liberty. America’s tradition of freedom is rooted in the First Amendment, and its stipulation that ‘Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof…

More important that the letter of the law is an ethos that leans in favour of religious communities which are ‘new’ (to neighbours) and simply want to practise their faith in a way that harms nobody. In America the tone of disputes over religious buildings (or cultural centres or cemeteries) is affected by everyone’s presumption that if the issue went to the highest level, the cause of liberty would probably prevail.

Af flere årsager burde europæiske minaret-skeptikere tage ved lære af forholdene hinsides Atlanten og droppe moskéforskrækkelsen. Der er for det første det helt principielle aspekt: Religionsfriheden er en fundamental negativ frihedsrettighed, og den gælder naturligvis også for folk, der ønsker at opføre moskéer, synagoger eller rigssale. ”Frihed for Loke såvel som for Thor”. Der er for det andet en mere pragmatisk årsag til at europæere burde byde stormoskéerne velkomne. Som The Economist argumenterede i forrige uge:

Most mosques in the Western world pose not threat to non-Muslims citizens; but a few do pose such a danger, because of the hatred that is preached in them. In such cases police forces generally have the legal armoury they need to step in and make arrests in necessary. Quashing extremism will surely be easer in an atmosphere where the founding and running of mosques is an open transparent business. As Nicolas Sarkozy, the French president, once said: ‘It is not minarets which are dangerous; it is the basements and garages which hide secret places of worships’

Endelig – og for det tredje – er det nok på tide at se i øjnene, at de efterhånden ganske store muslimske mindretal i Europa ikke emigrerer til Mellemøsten eller Asien i løbet af de førstkommende fjorten dage. De er kommet for at blive, og intet tyder på, at de begynder at spise frikadeller og gå i kirke juleaften indenfor den nærmeste fremtid. Der er derfor ingen grund til at grave grøfterne dybere end højst nødvendigt. Heller ikke i Århus.

Afrikansk økonom: Nej til flere penge

Nyhedsbrevet The African Executive bragte i sidste uge et indlæg af James Shikwati, der er direktør for tænketanken the Inter Region Economic Network, IREN, i Nairobi. Shikwati, der er en mere end hæderlig økonom, beretter her om et af Afrikas egentlige problemer med basis i en historie om hvad der sker når almindelige afrikanere kommer til penge.

Baggrunden for historien er, at 228 Samburu-hyrder i 2002 fik tilkendt syv millioner dollars i erstatning for skader forvoldt af ammunition, som briterne havde ladt ligge og flyde. Hyrderne fik altså det der svarer til 175.000 kroner hver, en ret betragtelig sum for i betragtning af deres almindelige indkomst. Hvis en dansker fik samme beløb, ville det relativt set i runde tal svare til fem millioner. Sådan et beløb kan man naturligvis virkelig gøre noget med, for eksempel – som de fleste danskere nok ville gøre – bruge en del af pengene på investeringer, der kan give et fornuftigt afkast resten af livet.

De afrikanske hyrder gik i stedet amok i kortvarigt forbrug og købte cykler, mobiltelefoner, tøj, og brugte store summer på mad, druk og ludere. Hvis man besøger dem nu, er der stort set ingen tegn på, at erstatningen fra Storbritannien har efterladt varige spor. Deres hjemregion i Maralal er lige så fattig som den altid har været fordi pengene er brugt på en – for folk fra rige lande – næsten uforståeligt kortsigtet måde.

Shikwati bruger eksemplet med Samburu-hyrdernes pludselige rigdom til at prøve at anskueliggøre, hvordan de snart 700 milliarder dollars, OECD har postet i Afrika siden 1960, har kunnet forsvinde uden spor af virkning. For gennem årtier har politikere og vælgere i den rige verden set Afrikas største problem som ’mangel på penge’, men de meget store summer, vi har givet ud – ikke mindst Danmark, der i år giver cirka 14 milliarder i ulandshjælp – bliver brugt på netop denne måde: Ufatteligt kortsigtet.

Den kenyanske økonom understreger, at eksemplet “points at the fact that what Africa needs urgently is not money “og efterlyser i stedet ”a mindset that will engage in a rational response to the challenges that face the continent”. Det er ikke om folk har ressourcer of midler til rådighed, men hvad de gør med dem, de har. Afrika har enorme naturrigdomme og folk med gåpåmod, men både politikere og befolkninger er socialiseret ind i et system, der belønner kortsigtet tankegang og krav på gaver fra folk og lande, der er rigere end dem selv. Det er der ikke kommet noget godt ud af. Og hvis ens tanker vender sig hjemad igen, minder dén situation måske så om, hvordan en kommende valgkamp i et lille, skandinavisk land er ved at tegne sig?

Anti-amerikanisme eller bare BDS?

Her på denne blog bruger vi en del kræfter på at kritisere dækningen af USA i medierne, og med typisk storbysforblindelse især Berlingske Tidendes dækning.

Derfor bør det fremhæves, at den ene af Berlingskes dynamiske duo i USA i dag forsvarer avisens dækning (desværre, ingen links tilgængelig). Argumentet er kort fortalt, at man skam ikke er anti-amerikansk, man kan bare ikke lide Bush. Det argument støttes så yderligere af, at mange andre heller ikke kan lide Bush, både i USA og i resten af Verden.

Tja, det rejser jo spørgsmålet, hvad der kom først? Var det den ensidigt negative dækning, som MSM i almindelighed og Berlingske i særdeleshed dyrker, der skabte modviljen, eller skyldes denne ensidighed virkelig den udbredte uvilje, som korrespondenten vil have os til at tro.

Et andet spørgsmål, der trænger sig på, er, om hadet til Bush virkelig kun angår ham eller USA. Her nytter det ikke noget at vise, at uviljen mod USA er steget efter Bush, for der kan jo være andre grunde til det. F.eks. at USA har indledt to store krige i Mellemøsten, hvor man før kun førte små krige, herunder en i Europa mod Serbien, hvor de fleste europæere (bortset fra Grækenland) kunne se det gavnlige i, at USA ragede kastanjerne ud af ilden, når nu man ikke rigtig selv kunne finde ud af det. Men selv da var modviljen mod USA udbredt, og selv under Bill Clinton, der siden er blevet næsten helgenforklaret, var det en udbredt opfattelse, at USA var krigerisk og førte fupkrige for at aflede opmærksomheden fra egne forhold, som fremstillet i Clinton-æra filmen Wag the dog. Spørgsmålet er, hvis Al Gore var blevet præsident og havde startet de samme to krige, og det tror jeg godt vi kan tillade os at formode, ville han mon ikke være blevet undergivet den samme dæmonisering af en venstreorienteret mediaverden, der siden barnsben har drømt om en ny Vietnamkrig?

Anyway, som de siger derovre. Det er da godt, at journalisterne på Berlingske erklærer, at de ikke er anti-amerikanske. Man kan undre sig over, at det er kommet så vidt, at de føler det nødvendigt at forklare den slags, men vi er nok ikke de eneste læsere, der har undret sig. Hvis det virkelig bare er Bush Derangement Syndrome, kan vi altså håbe på, at deres dækning ophører med at være ensidigt negativ, når der vælges en ny præsident. Håbet er lysegrønt.

Og nu, hvor vi alligevel er i gang med at drøfte uhæmmet ensidighed, kan vi lige så godt give et ypperligt eksempel, som l næppe får lov at læse i danske medier. Det er ingen ringere end mørkets fyrste, Karl Rove, der giver sit billede af George W. (her).

Two wrongs don’t make a right!

Vi har her på stedet haft en række meget lange og til tider også ophidsede diskussioner om emnet global opvarmning. Der er også videnskabelig diskussion og usikkerhed om en række af de forhold, som politikere rutinemæssigt påstår, men i særdeleshed har der været massiv kritik af FN’s internationale klimapanel IPCC’s modellering af økonomisk vækst. Helt bortset fra det rent naturvidenskabelige, er det samfundsvidenskabelige arbejde behæftet med nogle alvorlige fejl. IPCC har afvist, at fejlene – helt særligt IPCC’s brug af indkomstdata, der ikke tager hensyn til at der er stor forskel på prisniveauet og prisernes udvikling i forskellige lande – har nogen betydning.

For de af vores læsere, der har lidt matematisk snilde, har jeg derfor stykket det følgende simple regnestykke sammen. Jeg skal med det samme undskylde overfor dem, der ikke føler sig trygge ved matematik, men det er den eneste logiske måde at formulere problemerne klart på. Det er altså ikke et tegn på at vi i fremtiden vil smide rundt med græske bogstaver og underlige formler, men en strengt logisk måde at gøre det på, og en slags svar på kritikere der mener, at vi ikke er ’videnskabelige nok’ her på stedet. Eksemplet er meget simpelt – vi lader blandt andet som om uddannelse og indkomstniveau ikke har noget med hinanden at gøre, selvom de har det – for at gøre det så klart som muligt. Yderligere komplikationer vil kun få IPCC’s beregninger til at se endnu værre ud.

Hele øvelsen går ud på at illustrere præcist hvordan en fejl som den, IPCC indrømmer de laver i deres vækstfremskrivninger, kan se ud. Man må først forestille sig den ‘korrekte’ version af den økonomiske vækstproces, givet af en regressionsligning – en simpel ligning som dem man bruger i både vækstforskning og almindelige forecasts:

                      logy1 – logy0 = α + βX + γ logy0 + ε

Her er y1 gennemsnitsindkomst nu og y0 var gennemsnitsindkomsten for en periode siden.; vi tager logaritmen (log) af dem for nemheds skyld. X er en vektor af relevante variable – dvs. en gruppe faktorer såsom investeringsraten, handel, uddannelsesniveau og sikring af ejendomsrettigheder, der er vigtige for væksten – mens α er den globale gennemsnitsvækst og ε er et fejlled – støj og tilfældigheder vi ikke forklarer. IPCC’s model er derimod baseret på ’rå’ data, der ikke er korrigeret for købekraftsforskelle, og dermed ikke for internationale priser. Med andre ord er IPCC’s tal lavet som om en burger koster det samme i Washington, Bangkok, Zürich og Cairo.  Den er givet ved de ukorrigerede indkomsttal z = py (p er prisniveauet) i den tilsvarende ’forkerte’ regressionsligning:

                      logz1 – logz0 = δ + ζX + ν logz0 + μ

Det vigtige spørgsmål er, hvor forskellen mellem de to ligninger er. Hvis man tager differencen, vil man først opdage at δ er større end α, da den første parameter skal fange både den globale indkomstvækst og den globale prisvækst. Konvergensparametrene ν og γ  – vores mål for hvor hurtigt et fattigt land vokser hurtigere end et rigt, givet at begge lande har samme handel, politik osv. – adskiller sig også, idet z for meget fattige lande er for lavt – det er ikke korrigeret for de lavere priser. Det kommer derfor til at se ud som om fattige lande alt andet lige vil konvergere hurtigere (lukke indkomstgabet mellem fattige og rige lande på kortere tid), og at ν er mindre end γ (begge er negative). Totalt set kan man således vise at fejlledet i det, vi kan kalde IPCC-approachen, er givet ved:

μ = ε + (α – δ) + (logp1 – logp0) + (γ – ν) logy0 – ν logp0

Her er ikke én, men en række kilder til fundamentale fejl. Det er altså ikke korrekt – heller ikke i et så simpelt eksempel som her – at man kun bærer en simpel inflationsfejl med. Først er der den ’korrekte’ støj (ε) og inflationen (første parentes), dvs. de indlysende fejl. Således overvurderes den totale vækst fordi man måler vækst plus inflation. Efter at Castles og Henderson havde påpeget denne helt fundamentale fejl i modellerne, forsøgte IPCC for en tid at slå den hen. Man hævdede blandt andet, at sammenligninger mellem indkomstniveauer skulle foretages i købekraftskorrigerede tal, men sammenligninger mellem vækst skulle ikke. Det lærte IPCC efter en tid var lodret forkert, hvorefter de fremkom med et mere avanceret argument: Man indrømmede, at manglen på købekraftskorrektion er en fejl, men da man heller ikke købekraftskorrigerede når man statistisk estimerede sammenhængen mellem økonomisk vækst og væksten i landes emissioner af drivhusgasser (hvor meget CO2 der bliver pumpet ud i atmosfæren), ’æder’ de to fejl simpelthen hinanden!

Hvis man laver en relativt simpel vurdering af, hvor meget indkomst betyder for emissionen af drivhusgasser, er det faktisk korrekt at denne fejl i princippet kan forsvinde fordi den bliver ædt af den ’modsatrettede’ fejl i emissionsberegningerne. En del af forudsætningen er, at man ikke også, enten per design eller som følge af at man ikke bruger købekraftskorrigerede tal, laver en fejl i vurderingen af hvor vigtige de andre faktorer – dem i X-vektoren – er. Men som læserne kan se, er der to ekstra led i ligningen, og den anden fejl, der kommer ud af vores simple eksempel, bliver ikke nævnt, selvom den er vigtig. Konvergensfaktoren – hvor hurtigt fattige lande alt andet lige vokser hurtigere end rige lande, og altså hvor hurtigt gabet mellem rige og fattige lande mindskes – bliver kraftigt overvurderet (det tredje led, hvor både γ og ν er negative, men det sidste er mere end det første). Det betyder med andre ord, at fattige landes fremtidige vækst overvurderes. Det sidste led indebærer, at jo højere prisniveau, et land har fra starten, jo mere overvurderes den fremtidige vækst, uanset inflationsraten. Da rige lande generelt har højere prisniveauer, betyder dette at også deres vækst overvurderes! Begge typer overvurdering kommer til at få konsekvenser for de senere beregninger af drivhusgasemissionen og dermed IPCC’s klimaberegninger.

Overordnet set har det undret mig i længere tid, at IPCC’s argument har fået nogle af kritikerne til enten at gå længe i tænkeboks eller at give sig, også på trods af at det har fået IPCC’s tilhængere til at blive mere overbeviste om, at FN-organet har ret. For som man siger på engelsk: To wrongs don’t make a right! Hvordan kan det være et argument for IPCC’s forskningskvalitet, at de begår og indrømmer ikke bare en men to grundlæggende fejl? Det bliver endnu værre af det – indrømmet – meget simple eksempel ovenfor, for problemet er altså ikke, at de to fejl bare æder hinanden. Det er noget mere kompliceret, og på langt sigt ser problemerne sandsynligvis værre ud for IPCC end Castles, Henderson, Tol og vi andre troede. Spørgsmålet er stadig, hvornår der kommer en smule kvalitet i FN-organisationens samfundsvidenskabelige arbejde. Så længe det ikke sker, holder man meget effektivt enhver samvittighedsfuld naturvidenskabelig forsker for nar.

En exit-strategi?

Så er sommeren endegyldigt forbi – det har den godt nok været de sidste fire måneder, men nu er semesteret også startet og dermed melder den mere rutineprægede del af hverdagen sig igen.

For at komme op i omdrejninger er her et link til Hitchens artikel om Iraks tre større konflikter: den kurderne fører for at bevare deres velstående og fremgangsrige nordlige område; den irakerne kæmper mod al-Qaeda; og opgøret mellem sunni og shia. (her).

Dernæst kan vi se på Berlingeren, hvis ensidigt negative dækning fortsættes. Først hævdede man, at “the surge” ikke ville virke – det var for lidt og for sent. Da det alligevel viste sig at virke, efterlyste man de manglende politiske resultater. Og da de irakiske politikere forleden indgik den fælles aftale, som mange havde efterlyst som helt afgørende, blev den afskrevet i avisen under henvisning til risikoen for, at den ikke blev efterlevet. Ganske sandt, desværre, men ikke desto mindre typisk for den helt ensidigt negative dækning, avisen har valgt.

I dagens udgave gælder det kampen mod al-Qaeda, der, som fremhævet af Hitchens, er et af de gode resultater af kampen mod terror. Stigningen i terrorrekrutter overgås langt af den modvilje, som araberne føler mod al-Qaeda. I modsætning til spådommene om, hvordan “den arabiske gade” – dette dybr overfladiske udtryk, hvormed medierne lufter deres fordomme om araberne som blodtørstige og let manipulerbare vilde – ville elske al-Qaeda for dets kamp mod Vesten, så er resultatet blevet det modsatte, ikke bare i Irak, hvor de civile ofre for disse lystmordere hober sig op, men også i Mellemøsten i øvrigt. De har forstået, at al-Qaeda intet har at tilbyde de mennesker, der betragter livet som Guds mest enestående gave.

Men ak, fast besluttet på at fastholde den negative vinkel vælger avisen at fokusere på risikoen ved at bevæbne de sunni-grupper, som nu bekæmper al-Qaeda (her). At general Petreaus, der ellers anses for en ekspert i guerillabekæmpelse, klart støtter initiativet, citeres først til sidst og præger ikke artiklens vinkling.

Formålet med denne dækning og den øvrige linje i avisens 1. sektion er at fastslå, at Irak-krigen er en fiasko. Det har man sagt længe, det er der skrevet bøger om, det er ganske simpelt den konventionelle sandhed.

Der er bare lige det, at det virker stadig mere sandsynligt, at Irak forbliver en samlet stat med et fungerende demokrati. Næppe et perfekt demokrati, men dem er der nu heller ikke mange af, og jeg regner ikke vores omfordelingsdemokrati, hvor borgerne er gjort afhængige af Staten, som et sådant, selvom det i det mindste er fredeligt – bortset fra Nørrebro. Men dog et fungerende demokrati med lokalevalg og om to år parlamentsvalg, hvor de undertrykte folkeslag i Mellemøsten igen kan se deres irakiske brødre vælge deres egne politikere – sidste gang gjorde det et kæmpe indtryk og var med til at starte den libanesiske befrielse fra de syriske undertrykkere. Hvad der sker næste gang, vil tiden vise.

Hvordan skal man dog forklare den situation, skulle det blive udfaldet?

Løsningen antydes af avisens europakorrespondent, hvis modvilje mod befrielsen af Irak har været endnu mere stålsat og tidlig end kollegerne i USA. Hans tillid til det gamle Europa og dets forkærlighed for socialdemokratisk velfærdspolitik i modsætning til den vulgære pengefikserede amerikanisme fik sig godt nok et stød, da Frankrig valgte Sarkozy, og vel også, da Sarkozy valgte socialisten Kouchner til udenrigminister, selvsamme Kouchner, der i sin tid støttede opgøret med Saddam og talte imod Chiracs forsøg på at profitere på anti-amerikanismen ved at forsvare en sådan bøddel. Men han har stadig tillid både til FN som den moralske autoritet (hvis man da kan forestille sig en forening hovedsageligt bestående af diktaturer som noget sådant) og til det gamle Europas venusagtige evner til at skabe fred og fordragelighed. Han anfører bl.a.:

Men derfor er det ikke sådan, at Europa blot vil sidde med hænderne i skødet og se Irak blive forvandlet til en ny fundamentalistisk islamisk stat efter iransk model eller synke ned i årelang borgerkrig.

Fra europæisk side er man imidlertid overbevist om, at vejen til at sikre et bestående Irak med i hvert fald en vis provestlig politik går gennem de moderate arabiske lande, der hidtil har holdt sig på sidelinjen. Lande som Saudi-Arabien og Egypten kan heller ikke leve med et fjendtligt og fundamentalistisk Irak, påpeger europæiske diplomater.

Det sidste ord om Iraks fremtid er ikke sagt endnu. Efter en amerikansk tilbagetrækning fra Irak kan der opstå en ny situation, hvor der er brug for en europæisk indsats i det mindste diplomatisk og økonomisk for at finde en regional løsning på konflikten.

Indtil da vil Europa koncentrere sig om Afghanistan

Koncentration er måske så meget sagt, så længe tyskerne helst ikke vil slås overhovedet, og de øvrige NATO lande ikke rigtig kan finde midlerne til at sætte stærkt ind. At krigen skulle være den lovlige og moralsk rigtige krig, var vist blot et retorisk trik for at give indtryk af, at Irakkrigen var “ulovlig” og “umoralsk”. De samme mennesker, der var imod Irakkrigen, var først imod Afghanistankrigen (det handlede jo kun om olie, som Michael Moore har “dokumenteret”), og fremstillingen af krigen som håbløs er allerede i gang, på samme måde som forsøget på at fremstille engagementet som en stribe krigsforbrydelser, herhjemme senest set i Guldbrandsens film, Den hemmelige krig.

Men nuvel. Det er alligevel en slags exit-strategi. Når amerikanerne trækker sig tilbage, vil det blive fremstillet som et ydmygende nederlag, også selvom de efterlader et samlet demokratisk Irak. Og skulle nogen spørge, om dette resulatet da ikke var at foretrække frem for Saddams fortsatte regimente, vil enhver forbedring blive udlagt som resultatet af det gamle Europas anstrengelser.

Det er måske ikke smukt, men det er konsistent.

Hvordan fungerer skattelettelser i Danmark – et eksempel

Skattelettelser synes at være et no-go i den kommende, danske valgkamp. Her på stedet vil vi vove den påstand, at folk ikke helt forstår hvordan de fungerer – eller også bare er skrigende umoralske (men individuelt rationelle, selvfølgelig). Hvordan illustrerer man så, hvor helt absurd skattelettelser fungerer i den politiske debat? Jo, en af punditokraternes venner – en skatteekspert, der toretrækker at forblive anonym – har sendt dette morsomme og illustrative eksempel:

Her er historien om ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.

De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Rod med rabatten: Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat.

»Eftersom I er så gode kunder,« siger han, »giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.

Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale. Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive:

De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.

Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale. Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590.

Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis. Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet. De står uden får restauranten.

»Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.«

»Præcis,« siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!«

»Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!«

»Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige.«

De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk. Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.

Der mangler 520 kroner…..

Ugens citat: Ron Paul om "stem cell research"

Et prægnant citat fra den Republikanske præsidentkandidat Ron Paul (omhandlende andre Republikaneres modstand mod at bruge akkumuleret celle-materiale fra fostre til medicinsk forskning):

“The trouble with issues like this is, in Washington we either prohibit it or subsidize it. And the market should deal with it, and the states should deal with it.”

–og det altimens næsten alle andre præsidentkandidater i bedste fald lyder som noget fra en kedelig komedie.

Kilde: en portrætartikel i Boston Globe , der kalder Ron Paul for Paul “the Ralph Nader of the right”–hvilket enten er en stor fornærmelse eller en stor ros.

Af et skriftemål i Klimakirken

Vi har gennem lang tid haft glæde af kommentarer fra Niels A. Nielsens hvase pen, særligt i forbindelse med de ofte langstrakte klimadebatter. NAN, der har en kandidatuddannelse indenfor samfundsvidenskaberne, har derfor sagt ja til at levere et gæsteindlæg, som vi bringer her på kanten af weekenden. Vi håber det vil more læserne lige så meget som det har moret os – og forhåbentlig også sætet en tanke eller to igang.

Af et skriftemål i Klimakirken

Højtærede, profetiske og vise Klimafader Hansen, jeg er kommet til dig, fordi jeg har begået en utilgivelig synd, der har sået en frygtelig tvivl og forvirring i mit hjerte. I min syndige nysgerrighed er jeg kommet til at lytte til de klimavantros nederdrægtige småsnak, der, som søster Oreskes så klogt har sagt det, truer med at lede os bort fra den vej til hele skabningens frelse, som er blevet os anvist.

Jeg ved godt, at det er løgn, når hofnarrene påstår, at hockeystaven har konstruktionsfejl, og at det er djævelens værk, når de pukker på det såkaldte divergensproblem. De ser ikke, at vi har at gøre med et simpelt kosmetisk problem, der som enhver anden generende ligtorn kan klippes af, sådan som det hellige IPCC-koncil har gjort det i sin seneste udlægning af de hellige Klimaskrifter.

Jeg ved også godt, at der ikke er den fjerneste grund til at nære mistro til de hellige profeters Klimamodeller. Det er jo forbløffende, grænsende til det magiske, som de har fået Klimamodellerne til passe fuldstændigt til den historiske udvikling – i hvert fald til udviklingen i den globale overfladetemperatur. At der er enkelte udestående problemer med Klimamodellerne og deres mere detaljerede forudsigelser skyldes blot, som vi ved, at observationerne endnu ikke er præcise nok. Der er selvfølgelig ingen som helst grund til at hæfte sig ved den slags små hår i suppen, og matematikeren og fysikeren Freeman Dyson er kun til at grine af, når hans formørkede og kætterske sind får ham til at sige, at de hellige Klimamodeller ”do not begin to describe the real world that we live in.”

Min tilstand af fortvivlelse og forvirring opstod derimod pludseligt, da jeg i min vildfarelse læste Ivan Jankovic’s tekst på den djævelens discipel Lubos Motls blog. At den formastelige Jankovic i sin vantro skændte Hockeystaven, dette vort allerhelligste relikvium, der, som du ved, i tidernes morgen har bragt mig og talløse andre til den rette klimatro, anfægtede mig slet ikke; men han sagde noget, som slog mig helt ud af kurs. Han sagde, at tager man det hellige IPCC-koncils egen udlægning af de guddommelige Klimaskrifter for pålydende, så kan det med djævelsk lethed udledes, at proxystudiernes temperaturrekonstruktioner for de sidste 1000 år, som nu vor elskede Hockeystav, ikke viser andet end naturlige udsving i den globale temperatur!

IPCC-koncilet siger med henvisning til attributions-studier ved hjælp af Klimamodeller, at naturlige klimapåvirkninger og lige så naturlige interne klimavariationer var årsag til den globale temperaturstigning i begyndelsen af det 20. århundrede, og at menneskelig påvirkning af den globale temperatur først kan spores i temperaturmålingerne for de sidste 30-50 år af det 20. århundrede. Og da den hellige Hockeystavs og andre proxystudiers data standser i 1980 (på grund af divergensproblemet, hævder Jankovic med djævelsk frækhed) lige efter en mindre afkølingsperiode 1945-1976, så må den uhørte temperaturstigning, som proxydelen af Hockeystaven og vor nye Spaghetti-graf viser, have naturlige årsager.

Jeg ved godt, at Hockeystaven er intakt, når hans velærværdigheds GISS-data klistres på og divergens-ligtornen klippes af; men jeg tror, at Jankovic har kastet splinter af djævelens troldspejl i øjnene på mig. I hvert fald kan jeg i min syndige tilstand af tvivlrådighed ikke mere se Hockeystavens sublime skønhed. Hjælp mig ud af min kvide, oh hellige Klimafader Hansen. 

Borgerligt sammenbrud

Skal man grine eller græde over at se hvordan Venstre og de konservative forvalter den ideologiske arv, som vi hylder her på Punditokraterne?

Sølle 1½ milliarder i skattelettelser får nærmest VK-regeringen til at bryde sammen. En liberal finansminister praler over at det offentlige sektor nu fylder endnu mere i økonomien end under socialdemokraterne. En liberal statsminister som løber fra sit løfte om skattelettelser, hvis der er et økonomisk råderum, men alligevel vælger at udbygge den offentlig sektor.

Er der da i det mindste ikke nogle enkelte røster – bortset fra populisterne i Ny Alliance – som kunne forfægte den borgerligt-liberale synspunkter: Lavere skatter, mindre offentlig sektor, større personlig frihed, privatiseringer osv. For ikke så lang tid siden, så var der enkelte i Venstres folketingsgruppe. Nu er de pisket til tavshed. Ret ind eller forsvind, thi I ere Redepissere lyder parolen. Jeg savner nu disse røster – disse mænd og kvinder af mod – som en tørstig mand i ørkenen savner et vandhul.

Åh men så er der jo de konservative, som gennem seks år har talt og talt om skattelettelser, og nu endelig har stillet statsministeren stolen for døren. Der er ikke ret mange der forstår det tekniske i disse skattelettelse, men at det er en konservativ sejr! Det er ganske vist. At det er en personlig sejr for Majestætens underdanige tjener, Monsieur Le Minister Bendt Bendtsen. Ja det også ganske vist. Altså medmindre at det resultat, som man kommer ud med efter forhandlingerne med Dansk Folkeparti viser sig, at være totalt blottet for skattelettelser overhovedet. Så kan der vel kun være tale om et konservativt nederlag. Og et nederlag for den konservative leder. Eller skal jeg læse gamle Orwell igen og genopfriske mit ”newspeak” sådan at sejre er nederlag og omvendt?

Det konservative Folkeparti vejrer nu morgenluft fortælles det i krogene. Jo det fortælles, at dette gode parti står på spring for at overtage op imod halvdelen af Venstres vælgere! Det viser meningsmålinger, men disse brave vælgere mangler dog kun en årsag! (Nej det er næppe udsigten til at vinde en candlelight-dinner med Bendt Bendtsen!) Måske kunne det være udsigten til at stemme på et borgerligt liberalt parti, der rent faktisk står fast på synspunkter og argumenterer for, hvorfor at et borgerligt samfund er at foretrække for et socialdemokratisk. Åh Gud, hvor ville jeg dog gerne stemme på sådan et parti. Men at forestille sig, at dette parti skulle være det konservative folkeparti.

Get real!

Velfærd i Israel – kapitalismen virker

Denne punditokrat er netop vendt hjem fra en 10 dages tur til det hellige land, nærmere bestemt Israel. En uforglemmelig rejse, der inkluderede besøg i og til Tel Aviv, Jerusalem, Akko, Ceasaria, Massada, Dødehavet og Ramallah på Vestbredden. Denne post skal dog ikke omhandle konflikten mellem israelere og palistinænsere, som et 10 dages besøg ikke gør en ekspert på og som – så vidt jeg kan vurdere – er nærmest uløselig.

Istedet skal denne post omhandle et af de mest overraskende og opmuntrende stykker journalistik jeg har læst i føje tider. Israels måske mest kendte avis er Haaretz, der vel kan betegnes som en centrum-venstre avis i stil med Politiken, Guardian og Le Monde. I fredagens udgave af Haaretz kunne man læse nedenstående artikel af Nehemia Shstrasler om de økonomiske reformer, der er blevet gennemført i Israel i de seneste år.

Overskriften lyder ”Embarrasment for social action” men lad den ikke snyde, for indholdet af artiklen er ganske enkelt sublimt:

It was a bad day for the welfare lobby yesterday.

The figures bore down on them from all sides, and they didn’t know what to say for all their embarrassment.

For years they have been claiming that the government’s “piggish capitalist” policies will bring us to an economic and social crisis, a deep recession, mass unemployment and utter poverty. But the objective facts have come back to haunt them – time after time.

They said that instead of cutting back and keeping to a lean budget, instead of privatization, instead of initiating reforms and structural changes, and instead of lowering taxes, we needed to raise government spending and parcel out money to everyone.

They said that in order to pay for the this benevolent spending, we need to raise taxes on the “rich.” And who are these “rich” people? Those who earn a shekel more than they do.

Yesterday they had a particularly hard day, because too much good economic news was announced all at once. Growth is rising – an annualized 6.6 percent for the first half of 2007 – and unemployment is dropping, by an annualized 7.6 percent for the second quarter.

The Bank of Israel’s State of the Economy Index was up sharply – 3 percent in the last three months. This is what brought Bank of Israel Governor Stanley Fischer to say that Israel’s economic condition is “good, maybe even very good.”

The standard of living as measured by private per-capita consumption jumped 5.7 percent.

However, the most important figure published yesterday is related to the unemployment – and employment – situation. Because rapid growth is not a goal in itself. It is only a means to reduce unemployment and enable all of us to have a higher standard of living.

Unemployment, which stood at 11.2 percent at the height of the 2003 crisis, has dropped to only 7.6 percent

But this boring number can be translated into something we can all understand: Over the past four years, 372,000 people left the degrading condition of unemployment, obtaining employment and life with honor. This is the proper social answer to poverty and depravation.

Wages also improved. They rose by 5 percent over the past two years, and the minimum wage increased, too. The good news is that salaries are expected to continue to rise as a result of the increased demand for workers.

Will we see 6.6 percent growth for all of 2007? Probably not. It is more reasonable to assume that growth will slow. But 5 percent a year is not bad, either.

When the trend first started, some claimed it was limited to the high-tech industry. But that was only the start. And in order to preserve this, we need to continue budgetary restraint, lower taxes, reforms and privatization.

Because growth is one of the conditions for social improvements. Only when there is rapid growth do tax revenues increase, and the cabinet can – and must – help those who cannot work.

Det er journalistik, der rykker holdninger.

Så præcist kan det skrives – "I statens lommer"

Kristeligt dagblad havde i lørdagens leder, “I statens lommer“, en meget præcis analyse af danskernes forhold til velfærdsstaten.

Som det rammene siges i lederen:

“Den danske velfærdsstat baserer sig i dag på noget-for-noget-princippet. Vi er gået fra pligt til ret. Senest karikeret i Socialdemokraternes forslag om at indføre et katalog over egentlige velfærdsrettigheder, der mest vækker minder om forgangne planøkonomiers forsøg på den totale centrale statsstyring”.

Og videre:

“I dag fremstår de, der støtter den høje skat og den voksende offentlige sektor, som de socialt ansvarlige. Men sådan er det ikke. Man kan med god ret vende sagen på hovedet. Det høje skattetryk har nemlig haft den effekt, at mange mennesker ikke længere føler ansvar for andre end sig selv. Og knapt det endda. Ansvaret er parkeret hos det offentlige. Når man nu skal betale så meget i skat, gælder det om at malke systemet til det yderste. Samtidig arbejdes der sort som aldrig før”.

Man kunne tilføje, at seks år med to borgerligt-liberale partier ved magten, der efterhånden er blevet rigtigt dygtige til at beherske venstrefløjens retorik – til dennes store fortvivlelse – kun yderligere har cementeret et kollektivistisk samfundsideal, med den deraf uværligt følgende egoistiske adfærd, således at vi i dag (måske) er endnu længere væk fra at være et samfund bestående af frie ansvarlige borgere end vi var det før 2001.

Opus lever

Der er sikkert nogle tegneseriefreaks, som udmærket ved det, men for alle vi andne, der er lidt sløve i opfattelsen, er her en god nyhed:

Opus lever og har det godt.

Jeg sigter naturligvis til tegneserien om Opus og hans venner, der er tegnet af Berkeley Breathed. Vi har omtalt den for længe siden i denne posting (der er dateret 1960, hvilket enten betyder, at vores blog var en af de aller første på nettet, eller at vores dateringssystem er lige så troværdigt som Dan Rather og CBS 60 minutes).

Som bekendt er Breathed en habil tegner med en udsøgt evne til at kommenterer tidens politiske dårligdomme. Efter min smag langt bedre (fordi den er mindre frelst) end Doonesbury. Det er sigende for det politiske miljø i medierne herhjemme, at serien er så godt som ukendt.

Denne gang har Breathed lavet en stribe, som var for stærk for Washington Post, se nærmere hos Volokh, der undrer sig såre.

Pyt med det, bare Opus har det godt.