Hvor effektive er de offentlige serviceydelser i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 10. september 2007. 6 svar

Der tales meget om ’velfærd’, som for det meste og for de fleste danskere synes at betyde størrelsen og kvaliteten af offentlige serviceydelser. De politiske partier er begyndt at konkurrere på, hvem der vil give flest ekstra midler til folkeskoler, hospitaler, plejehjem… you name it. Man kan derfor frygte en stærk stigning i de offentlige udgifter i de kommende år, og dermed en stigende skattesats, hvis det hele skal betales. Det skal det naturligvis på et eller andet tidspunkt, og med de demografiske ændringer bliver det bestemt ikke let.

Et af de lidt pudsige træk ved den danske debat er, at det sjældent tales om hvor effektiv den offentlige sektor er – politikerne synes at være for nervøse for, at de fornærmer større vælgergrupper, til at de tør tage den diskussion. Heldigvis har man ikke i samme grad de problemer i den videnskabelige verden, så i dette kvartals udgave af Public Choice omhandler den sidste artikel netop det ømfindtlige emne, hvor effektive forskellige landes offentlige service er.

António Afonso og Vítor Gaspar præsenterer her estimater for det offentliges effektivitet i en række lande. USA, Japan og Luxembourg – der ikke just er supereffektive – viser sig at være de forholdsmæssigt mest effektive og får derfor scoren 1. Og hvor er Danmark så? Jo, med en beregnet score på 0,62 er vi nummer 21 af de 23 OECD-lande i undersøgelsen! Flot gået af et land, hvor politikerne som oftest roser de offentligt ansatte – ikke mindst plejepersonale og skolelærere – til skyerne.

Afonso og Gaspars undersøgelse peger dermed på, at Danmark, hvis vi introducerede såkaldt best practices i hele den offentlige sektor, kunne levere den samme mængde serviceydelser af samme kvalitet til cirka den halve omkostning. Hvad værre er, er der også indirekte omkostninger forbundet med det offentlige forbrug i Danmark. De to økonomer peger nemlig på ”the relative importance of indirect costs of public sector provision inefficiency, linked to financing through distortionary taxation increases with the magnitude of the inefficiency”. Med andre ord er den offentlige sektor i Danmark ikke blot ineffektiv, set i en international sammenligning, men også finansieret på præcist den måde – stærkt progressiv indkomstbeskatning – der øger dens yderligere omkostninger mest muligt. Først kræver vi pengene ind på det den økonomisk set mest skadelige måde, og derefter klatter vi milliardbeløb væk pga. offentlig ineffektivitet. Lad os da diskutere det, i stedet for at sovse rundt i alle mulige særinteressers krav om ekstra offentlig hjælp.

Drop minaretforskrækkelsen

Af Jens Ringsmose, den 8. september 2007. 35 svar

I Århus har en gruppe af driftige og engagerede samfundsborgere organiseret sig for at forhindre danske muslimer i at opføre en moské i smilets by. ”Århus Mod Moskéen”, som gruppen kalder sig, er ifølge foretagendets hjemmeside, en ”tværpolitisk forening bestående af borgerlige, socialdemokrater, venstrefløjsfolk og traditionelt upolitiske, der er samlet om én fælles sag – et Århus uden minareter…”. En stormoske vil nemlig – stadig ifølge hjemmesiden – ”forandre Østjylland for altid”. Og, forstår man, ikke al forandring fryder.

Nu kan enhver jo tænke sit om den slags foreninger, men de minaret-skeptiske århusianere står langtfra alene med deres forsøg på at forpurre foretagsomme muslimers bestræbelser på at bygge moskéer. I en stribe europæiske og amerikanske storbyer er planer om at opføre moskéer blevet mødt med lignende – og ofte skarpere – protester indenfor de seneste måneder. Blandt andet Köln, Marseille, Berlin, Duisburg, London, Rom, Boston, San Francisco og Chicago har således været skueplads for sammenstød mellem minarettilhængere og -modstandere. I Schweiz har en række politikere fra to af landets største partier sågar forsøgt at vinde opbakning til en ”konstitutionstilføjelse”, der – hvis vedtaget – forbyder opførelsen af minareter i Alpelandet, og i Kärnten har Jörg Haider stillet forslag om et generelt forbud mod anlæggelsen af moskéer og minareter. Så meget for religionstolerancen!

Selvom modstanden mod at lade muslimer etablere sig i større moskéer trives på begge sider af Atlanten, er der imidlertid noget, der tyder på, at religionsfriheden har bedre kår i USA. I hvert fald hvis man skal tro forrige nummer af The Economist. På lederpladsen giver det britiske tidsskrift således følgende vurdering:

But there is a big differnce in the way such disputes are handled. Although America has plenty of Islam-bashers ready to play on people’s fears, it offers better protection to the mosque builders. In particular, its constitution, legal systems and political culture all generally take the side of religious liberty. America’s tradition of freedom is rooted in the First Amendment, and its stipulation that ‘Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof…

More important that the letter of the law is an ethos that leans in favour of religious communities which are ‘new’ (to neighbours) and simply want to practise their faith in a way that harms nobody. In America the tone of disputes over religious buildings (or cultural centres or cemeteries) is affected by everyone’s presumption that if the issue went to the highest level, the cause of liberty would probably prevail.

Af flere årsager burde europæiske minaret-skeptikere tage ved lære af forholdene hinsides Atlanten og droppe moskéforskrækkelsen. Der er for det første det helt principielle aspekt: Religionsfriheden er en fundamental negativ frihedsrettighed, og den gælder naturligvis også for folk, der ønsker at opføre moskéer, synagoger eller rigssale. ”Frihed for Loke såvel som for Thor”. Der er for det andet en mere pragmatisk årsag til at europæere burde byde stormoskéerne velkomne. Som The Economist argumenterede i forrige uge:

Most mosques in the Western world pose not threat to non-Muslims citizens; but a few do pose such a danger, because of the hatred that is preached in them. In such cases police forces generally have the legal armoury they need to step in and make arrests in necessary. Quashing extremism will surely be easer in an atmosphere where the founding and running of mosques is an open transparent business. As Nicolas Sarkozy, the French president, once said: ‘It is not minarets which are dangerous; it is the basements and garages which hide secret places of worships’

Endelig – og for det tredje – er det nok på tide at se i øjnene, at de efterhånden ganske store muslimske mindretal i Europa ikke emigrerer til Mellemøsten eller Asien i løbet af de førstkommende fjorten dage. De er kommet for at blive, og intet tyder på, at de begynder at spise frikadeller og gå i kirke juleaften indenfor den nærmeste fremtid. Der er derfor ingen grund til at grave grøfterne dybere end højst nødvendigt. Heller ikke i Århus.

Afrikansk økonom: Nej til flere penge

Af Christian Bjørnskov, den 5. september 2007. 8 svar

Nyhedsbrevet The African Executive bragte i sidste uge et indlæg af James Shikwati, der er direktør for tænketanken the Inter Region Economic Network, IREN, i Nairobi. Shikwati, der er en mere end hæderlig økonom, beretter her om et af Afrikas egentlige problemer med basis i en historie om hvad der sker når almindelige afrikanere kommer til penge.

Baggrunden for historien er, at 228 Samburu-hyrder i 2002 fik tilkendt syv millioner dollars i erstatning for skader forvoldt af ammunition, som briterne havde ladt ligge og flyde. Hyrderne fik altså det der svarer til 175.000 kroner hver, en ret betragtelig sum for i betragtning af deres almindelige indkomst. Hvis en dansker fik samme beløb, ville det relativt set i runde tal svare til fem millioner. Sådan et beløb kan man naturligvis virkelig gøre noget med, for eksempel – som de fleste danskere nok ville gøre – bruge en del af pengene på investeringer, der kan give et fornuftigt afkast resten af livet.

De afrikanske hyrder gik i stedet amok i kortvarigt forbrug og købte cykler, mobiltelefoner, tøj, og brugte store summer på mad, druk og ludere. Hvis man besøger dem nu, er der stort set ingen tegn på, at erstatningen fra Storbritannien har efterladt varige spor. Deres hjemregion i Maralal er lige så fattig som den altid har været fordi pengene er brugt på en – for folk fra rige lande – næsten uforståeligt kortsigtet måde.

Shikwati bruger eksemplet med Samburu-hyrdernes pludselige rigdom til at prøve at anskueliggøre, hvordan de snart 700 milliarder dollars, OECD har postet i Afrika siden 1960, har kunnet forsvinde uden spor af virkning. For gennem årtier har politikere og vælgere i den rige verden set Afrikas største problem som ’mangel på penge’, men de meget store summer, vi har givet ud – ikke mindst Danmark, der i år giver cirka 14 milliarder i ulandshjælp – bliver brugt på netop denne måde: Ufatteligt kortsigtet.

Den kenyanske økonom understreger, at eksemplet “points at the fact that what Africa needs urgently is not money “og efterlyser i stedet ”a mindset that will engage in a rational response to the challenges that face the continent”. Det er ikke om folk har ressourcer of midler til rådighed, men hvad de gør med dem, de har. Afrika har enorme naturrigdomme og folk med gåpåmod, men både politikere og befolkninger er socialiseret ind i et system, der belønner kortsigtet tankegang og krav på gaver fra folk og lande, der er rigere end dem selv. Det er der ikke kommet noget godt ud af. Og hvis ens tanker vender sig hjemad igen, minder dén situation måske så om, hvordan en kommende valgkamp i et lille, skandinavisk land er ved at tegne sig?

Anti-amerikanisme eller bare BDS?

Af admin, den 5. september 2007. 24 svar

Her på denne blog bruger vi en del kræfter på at kritisere dækningen af USA i medierne, og med typisk storbysforblindelse især Berlingske Tidendes dækning.

Derfor bør det fremhæves, at den ene af Berlingskes dynamiske duo i USA i dag forsvarer avisens dækning (desværre, ingen links tilgængelig). Argumentet er kort fortalt, at man skam ikke er anti-amerikansk, man kan bare ikke lide Bush. Det argument støttes så yderligere af, at mange andre heller ikke kan lide Bush, både i USA og i resten af Verden.

Tja, det rejser jo spørgsmålet, hvad der kom først? Var det den ensidigt negative dækning, som MSM i almindelighed og Berlingske i særdeleshed dyrker, der skabte modviljen, eller skyldes denne ensidighed virkelig den udbredte uvilje, som korrespondenten vil have os til at tro.

Et andet spørgsmål, der trænger sig på, er, om hadet til Bush virkelig kun angår ham eller USA. Her nytter det ikke noget at vise, at uviljen mod USA er steget efter Bush, for der kan jo være andre grunde til det. F.eks. at USA har indledt to store krige i Mellemøsten, hvor man før kun førte små krige, herunder en i Europa mod Serbien, hvor de fleste europæere (bortset fra Grækenland) kunne se det gavnlige i, at USA ragede kastanjerne ud af ilden, når nu man ikke rigtig selv kunne finde ud af det. Men selv da var modviljen mod USA udbredt, og selv under Bill Clinton, der siden er blevet næsten helgenforklaret, var det en udbredt opfattelse, at USA var krigerisk og førte fupkrige for at aflede opmærksomheden fra egne forhold, som fremstillet i Clinton-æra filmen Wag the dog. Spørgsmålet er, hvis Al Gore var blevet præsident og havde startet de samme to krige, og det tror jeg godt vi kan tillade os at formode, ville han mon ikke være blevet undergivet den samme dæmonisering af en venstreorienteret mediaverden, der siden barnsben har drømt om en ny Vietnamkrig?

Anyway, som de siger derovre. Det er da godt, at journalisterne på Berlingske erklærer, at de ikke er anti-amerikanske. Man kan undre sig over, at det er kommet så vidt, at de føler det nødvendigt at forklare den slags, men vi er nok ikke de eneste læsere, der har undret sig. Hvis det virkelig bare er Bush Derangement Syndrome, kan vi altså håbe på, at deres dækning ophører med at være ensidigt negativ, når der vælges en ny præsident. Håbet er lysegrønt.

Og nu, hvor vi alligevel er i gang med at drøfte uhæmmet ensidighed, kan vi lige så godt give et ypperligt eksempel, som l næppe får lov at læse i danske medier. Det er ingen ringere end mørkets fyrste, Karl Rove, der giver sit billede af George W. (her).

Two wrongs don’t make a right!

Af Christian Bjørnskov, den 5. september 2007. 24 svar

Vi har her på stedet haft en række meget lange og til tider også ophidsede diskussioner om emnet global opvarmning. Der er også videnskabelig diskussion og usikkerhed om en række af de forhold, som politikere rutinemæssigt påstår, men i særdeleshed har der været massiv kritik af FN’s internationale klimapanel IPCC’s modellering af økonomisk vækst. Helt bortset fra det rent naturvidenskabelige, er det samfundsvidenskabelige arbejde behæftet med nogle alvorlige fejl. IPCC har afvist, at fejlene – helt særligt IPCC’s brug af indkomstdata, der ikke tager hensyn til at der er stor forskel på prisniveauet og prisernes udvikling i forskellige lande – har nogen betydning.

For de af vores læsere, der har lidt matematisk snilde, har jeg derfor stykket det følgende simple regnestykke sammen. Jeg skal med det samme undskylde overfor dem, der ikke føler sig trygge ved matematik, men det er den eneste logiske måde at formulere problemerne klart på. Det er altså ikke et tegn på at vi i fremtiden vil smide rundt med græske bogstaver og underlige formler, men en strengt logisk måde at gøre det på, og en slags svar på kritikere der mener, at vi ikke er ’videnskabelige nok’ her på stedet. Eksemplet er meget simpelt – vi lader blandt andet som om uddannelse og indkomstniveau ikke har noget med hinanden at gøre, selvom de har det – for at gøre det så klart som muligt. Yderligere komplikationer vil kun få IPCC’s beregninger til at se endnu værre ud.

Hele øvelsen går ud på at illustrere præcist hvordan en fejl som den, IPCC indrømmer de laver i deres vækstfremskrivninger, kan se ud. Man må først forestille sig den ‘korrekte’ version af den økonomiske vækstproces, givet af en regressionsligning – en simpel ligning som dem man bruger i både vækstforskning og almindelige forecasts:

                      logy1 – logy0 = α + βX + γ logy0 + ε

Her er y1 gennemsnitsindkomst nu og y0 var gennemsnitsindkomsten for en periode siden.; vi tager logaritmen (log) af dem for nemheds skyld. X er en vektor af relevante variable – dvs. en gruppe faktorer såsom investeringsraten, handel, uddannelsesniveau og sikring af ejendomsrettigheder, der er vigtige for væksten – mens α er den globale gennemsnitsvækst og ε er et fejlled – støj og tilfældigheder vi ikke forklarer. IPCC’s model er derimod baseret på ’rå’ data, der ikke er korrigeret for købekraftsforskelle, og dermed ikke for internationale priser. Med andre ord er IPCC’s tal lavet som om en burger koster det samme i Washington, Bangkok, Zürich og Cairo.  Den er givet ved de ukorrigerede indkomsttal z = py (p er prisniveauet) i den tilsvarende ’forkerte’ regressionsligning:

                      logz1 – logz0 = δ + ζX + ν logz0 + μ

Det vigtige spørgsmål er, hvor forskellen mellem de to ligninger er. Hvis man tager differencen, vil man først opdage at δ er større end α, da den første parameter skal fange både den globale indkomstvækst og den globale prisvækst. Konvergensparametrene ν og γ  – vores mål for hvor hurtigt et fattigt land vokser hurtigere end et rigt, givet at begge lande har samme handel, politik osv. – adskiller sig også, idet z for meget fattige lande er for lavt – det er ikke korrigeret for de lavere priser. Det kommer derfor til at se ud som om fattige lande alt andet lige vil konvergere hurtigere (lukke indkomstgabet mellem fattige og rige lande på kortere tid), og at ν er mindre end γ (begge er negative). Totalt set kan man således vise at fejlledet i det, vi kan kalde IPCC-approachen, er givet ved:

μ = ε + (α – δ) + (logp1 – logp0) + (γ – ν) logy0 – ν logp0

Her er ikke én, men en række kilder til fundamentale fejl. Det er altså ikke korrekt – heller ikke i et så simpelt eksempel som her – at man kun bærer en simpel inflationsfejl med. Først er der den ’korrekte’ støj (ε) og inflationen (første parentes), dvs. de indlysende fejl. Således overvurderes den totale vækst fordi man måler vækst plus inflation. Efter at Castles og Henderson havde påpeget denne helt fundamentale fejl i modellerne, forsøgte IPCC for en tid at slå den hen. Man hævdede blandt andet, at sammenligninger mellem indkomstniveauer skulle foretages i købekraftskorrigerede tal, men sammenligninger mellem vækst skulle ikke. Det lærte IPCC efter en tid var lodret forkert, hvorefter de fremkom med et mere avanceret argument: Man indrømmede, at manglen på købekraftskorrektion er en fejl, men da man heller ikke købekraftskorrigerede når man statistisk estimerede sammenhængen mellem økonomisk vækst og væksten i landes emissioner af drivhusgasser (hvor meget CO2 der bliver pumpet ud i atmosfæren), ’æder’ de to fejl simpelthen hinanden!

Hvis man laver en relativt simpel vurdering af, hvor meget indkomst betyder for emissionen af drivhusgasser, er det faktisk korrekt at denne fejl i princippet kan forsvinde fordi den bliver ædt af den ’modsatrettede’ fejl i emissionsberegningerne. En del af forudsætningen er, at man ikke også, enten per design eller som følge af at man ikke bruger købekraftskorrigerede tal, laver en fejl i vurderingen af hvor vigtige de andre faktorer – dem i X-vektoren – er. Men som læserne kan se, er der to ekstra led i ligningen, og den anden fejl, der kommer ud af vores simple eksempel, bliver ikke nævnt, selvom den er vigtig. Konvergensfaktoren – hvor hurtigt fattige lande alt andet lige vokser hurtigere end rige lande, og altså hvor hurtigt gabet mellem rige og fattige lande mindskes – bliver kraftigt overvurderet (det tredje led, hvor både γ og ν er negative, men det sidste er mere end det første). Det betyder med andre ord, at fattige landes fremtidige vækst overvurderes. Det sidste led indebærer, at jo højere prisniveau, et land har fra starten, jo mere overvurderes den fremtidige vækst, uanset inflationsraten. Da rige lande generelt har højere prisniveauer, betyder dette at også deres vækst overvurderes! Begge typer overvurdering kommer til at få konsekvenser for de senere beregninger af drivhusgasemissionen og dermed IPCC’s klimaberegninger.

Overordnet set har det undret mig i længere tid, at IPCC’s argument har fået nogle af kritikerne til enten at gå længe i tænkeboks eller at give sig, også på trods af at det har fået IPCC’s tilhængere til at blive mere overbeviste om, at FN-organet har ret. For som man siger på engelsk: To wrongs don’t make a right! Hvordan kan det være et argument for IPCC’s forskningskvalitet, at de begår og indrømmer ikke bare en men to grundlæggende fejl? Det bliver endnu værre af det – indrømmet – meget simple eksempel ovenfor, for problemet er altså ikke, at de to fejl bare æder hinanden. Det er noget mere kompliceret, og på langt sigt ser problemerne sandsynligvis værre ud for IPCC end Castles, Henderson, Tol og vi andre troede. Spørgsmålet er stadig, hvornår der kommer en smule kvalitet i FN-organisationens samfundsvidenskabelige arbejde. Så længe det ikke sker, holder man meget effektivt enhver samvittighedsfuld naturvidenskabelig forsker for nar.

En exit-strategi?

Af admin, den 3. september 2007. 76 svar

Så er sommeren endegyldigt forbi – det har den godt nok været de sidste fire måneder, men nu er semesteret også startet og dermed melder den mere rutineprægede del af hverdagen sig igen.

For at komme op i omdrejninger er her et link til Hitchens artikel om Iraks tre større konflikter: den kurderne fører for at bevare deres velstående og fremgangsrige nordlige område; den irakerne kæmper mod al-Qaeda; og opgøret mellem sunni og shia. (her).

Dernæst kan vi se på Berlingeren, hvis ensidigt negative dækning fortsættes. Først hævdede man, at “the surge” ikke ville virke – det var for lidt og for sent. Da det alligevel viste sig at virke, efterlyste man de manglende politiske resultater. Og da de irakiske politikere forleden indgik den fælles aftale, som mange havde efterlyst som helt afgørende, blev den afskrevet i avisen under henvisning til risikoen for, at den ikke blev efterlevet. Ganske sandt, desværre, men ikke desto mindre typisk for den helt ensidigt negative dækning, avisen har valgt.

I dagens udgave gælder det kampen mod al-Qaeda, der, som fremhævet af Hitchens, er et af de gode resultater af kampen mod terror. Stigningen i terrorrekrutter overgås langt af den modvilje, som araberne føler mod al-Qaeda. I modsætning til spådommene om, hvordan “den arabiske gade” – dette dybr overfladiske udtryk, hvormed medierne lufter deres fordomme om araberne som blodtørstige og let manipulerbare vilde – ville elske al-Qaeda for dets kamp mod Vesten, så er resultatet blevet det modsatte, ikke bare i Irak, hvor de civile ofre for disse lystmordere hober sig op, men også i Mellemøsten i øvrigt. De har forstået, at al-Qaeda intet har at tilbyde de mennesker, der betragter livet som Guds mest enestående gave.

Men ak, fast besluttet på at fastholde den negative vinkel vælger avisen at fokusere på risikoen ved at bevæbne de sunni-grupper, som nu bekæmper al-Qaeda (her). At general Petreaus, der ellers anses for en ekspert i guerillabekæmpelse, klart støtter initiativet, citeres først til sidst og præger ikke artiklens vinkling.

Formålet med denne dækning og den øvrige linje i avisens 1. sektion er at fastslå, at Irak-krigen er en fiasko. Det har man sagt længe, det er der skrevet bøger om, det er ganske simpelt den konventionelle sandhed.

Der er bare lige det, at det virker stadig mere sandsynligt, at Irak forbliver en samlet stat med et fungerende demokrati. Næppe et perfekt demokrati, men dem er der nu heller ikke mange af, og jeg regner ikke vores omfordelingsdemokrati, hvor borgerne er gjort afhængige af Staten, som et sådant, selvom det i det mindste er fredeligt – bortset fra Nørrebro. Men dog et fungerende demokrati med lokalevalg og om to år parlamentsvalg, hvor de undertrykte folkeslag i Mellemøsten igen kan se deres irakiske brødre vælge deres egne politikere – sidste gang gjorde det et kæmpe indtryk og var med til at starte den libanesiske befrielse fra de syriske undertrykkere. Hvad der sker næste gang, vil tiden vise.

Hvordan skal man dog forklare den situation, skulle det blive udfaldet?

Løsningen antydes af avisens europakorrespondent, hvis modvilje mod befrielsen af Irak har været endnu mere stålsat og tidlig end kollegerne i USA. Hans tillid til det gamle Europa og dets forkærlighed for socialdemokratisk velfærdspolitik i modsætning til den vulgære pengefikserede amerikanisme fik sig godt nok et stød, da Frankrig valgte Sarkozy, og vel også, da Sarkozy valgte socialisten Kouchner til udenrigminister, selvsamme Kouchner, der i sin tid støttede opgøret med Saddam og talte imod Chiracs forsøg på at profitere på anti-amerikanismen ved at forsvare en sådan bøddel. Men han har stadig tillid både til FN som den moralske autoritet (hvis man da kan forestille sig en forening hovedsageligt bestående af diktaturer som noget sådant) og til det gamle Europas venusagtige evner til at skabe fred og fordragelighed. Han anfører bl.a.:

Men derfor er det ikke sådan, at Europa blot vil sidde med hænderne i skødet og se Irak blive forvandlet til en ny fundamentalistisk islamisk stat efter iransk model eller synke ned i årelang borgerkrig.

Fra europæisk side er man imidlertid overbevist om, at vejen til at sikre et bestående Irak med i hvert fald en vis provestlig politik går gennem de moderate arabiske lande, der hidtil har holdt sig på sidelinjen. Lande som Saudi-Arabien og Egypten kan heller ikke leve med et fjendtligt og fundamentalistisk Irak, påpeger europæiske diplomater.

Det sidste ord om Iraks fremtid er ikke sagt endnu. Efter en amerikansk tilbagetrækning fra Irak kan der opstå en ny situation, hvor der er brug for en europæisk indsats i det mindste diplomatisk og økonomisk for at finde en regional løsning på konflikten.

Indtil da vil Europa koncentrere sig om Afghanistan

Koncentration er måske så meget sagt, så længe tyskerne helst ikke vil slås overhovedet, og de øvrige NATO lande ikke rigtig kan finde midlerne til at sætte stærkt ind. At krigen skulle være den lovlige og moralsk rigtige krig, var vist blot et retorisk trik for at give indtryk af, at Irakkrigen var “ulovlig” og “umoralsk”. De samme mennesker, der var imod Irakkrigen, var først imod Afghanistankrigen (det handlede jo kun om olie, som Michael Moore har “dokumenteret”), og fremstillingen af krigen som håbløs er allerede i gang, på samme måde som forsøget på at fremstille engagementet som en stribe krigsforbrydelser, herhjemme senest set i Guldbrandsens film, Den hemmelige krig.

Men nuvel. Det er alligevel en slags exit-strategi. Når amerikanerne trækker sig tilbage, vil det blive fremstillet som et ydmygende nederlag, også selvom de efterlader et samlet demokratisk Irak. Og skulle nogen spørge, om dette resulatet da ikke var at foretrække frem for Saddams fortsatte regimente, vil enhver forbedring blive udlagt som resultatet af det gamle Europas anstrengelser.

Det er måske ikke smukt, men det er konsistent.

Hvordan fungerer skattelettelser i Danmark – et eksempel

Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2007. 22 svar

Skattelettelser synes at være et no-go i den kommende, danske valgkamp. Her på stedet vil vi vove den påstand, at folk ikke helt forstår hvordan de fungerer – eller også bare er skrigende umoralske (men individuelt rationelle, selvfølgelig). Hvordan illustrerer man så, hvor helt absurd skattelettelser fungerer i den politiske debat? Jo, en af punditokraternes venner – en skatteekspert, der toretrækker at forblive anonym – har sendt dette morsomme og illustrative eksempel:

Her er historien om ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.

De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Rod med rabatten: Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat.

»Eftersom I er så gode kunder,« siger han, »giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.

Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale. Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive:

De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.

Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale. Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590.

Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis. Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet. De står uden får restauranten.

»Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.«

»Præcis,« siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!«

»Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!«

»Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige.«

De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk. Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.

Der mangler 520 kroner…..

Ugens citat: Ron Paul om "stem cell research"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. september 2007. 3 svar

Et prægnant citat fra den Republikanske præsidentkandidat Ron Paul (omhandlende andre Republikaneres modstand mod at bruge akkumuleret celle-materiale fra fostre til medicinsk forskning):

“The trouble with issues like this is, in Washington we either prohibit it or subsidize it. And the market should deal with it, and the states should deal with it.”

–og det altimens næsten alle andre præsidentkandidater i bedste fald lyder som noget fra en kedelig komedie.

Kilde: en portrætartikel i Boston Globe , der kalder Ron Paul for Paul “the Ralph Nader of the right”–hvilket enten er en stor fornærmelse eller en stor ros.

Af et skriftemål i Klimakirken

Af Christian Bjørnskov, den 31. august 2007. 39 svar

Vi har gennem lang tid haft glæde af kommentarer fra Niels A. Nielsens hvase pen, særligt i forbindelse med de ofte langstrakte klimadebatter. NAN, der har en kandidatuddannelse indenfor samfundsvidenskaberne, har derfor sagt ja til at levere et gæsteindlæg, som vi bringer her på kanten af weekenden. Vi håber det vil more læserne lige så meget som det har moret os – og forhåbentlig også sætet en tanke eller to igang.

Af et skriftemål i Klimakirken

Højtærede, profetiske og vise Klimafader Hansen, jeg er kommet til dig, fordi jeg har begået en utilgivelig synd, der har sået en frygtelig tvivl og forvirring i mit hjerte. I min syndige nysgerrighed er jeg kommet til at lytte til de klimavantros nederdrægtige småsnak, der, som søster Oreskes så klogt har sagt det, truer med at lede os bort fra den vej til hele skabningens frelse, som er blevet os anvist.

Jeg ved godt, at det er løgn, når hofnarrene påstår, at hockeystaven har konstruktionsfejl, og at det er djævelens værk, når de pukker på det såkaldte divergensproblem. De ser ikke, at vi har at gøre med et simpelt kosmetisk problem, der som enhver anden generende ligtorn kan klippes af, sådan som det hellige IPCC-koncil har gjort det i sin seneste udlægning af de hellige Klimaskrifter.

Jeg ved også godt, at der ikke er den fjerneste grund til at nære mistro til de hellige profeters Klimamodeller. Det er jo forbløffende, grænsende til det magiske, som de har fået Klimamodellerne til passe fuldstændigt til den historiske udvikling – i hvert fald til udviklingen i den globale overfladetemperatur. At der er enkelte udestående problemer med Klimamodellerne og deres mere detaljerede forudsigelser skyldes blot, som vi ved, at observationerne endnu ikke er præcise nok. Der er selvfølgelig ingen som helst grund til at hæfte sig ved den slags små hår i suppen, og matematikeren og fysikeren Freeman Dyson er kun til at grine af, når hans formørkede og kætterske sind får ham til at sige, at de hellige Klimamodeller ”do not begin to describe the real world that we live in.”

Min tilstand af fortvivlelse og forvirring opstod derimod pludseligt, da jeg i min vildfarelse læste Ivan Jankovic’s tekst på den djævelens discipel Lubos Motls blog. At den formastelige Jankovic i sin vantro skændte Hockeystaven, dette vort allerhelligste relikvium, der, som du ved, i tidernes morgen har bragt mig og talløse andre til den rette klimatro, anfægtede mig slet ikke; men han sagde noget, som slog mig helt ud af kurs. Han sagde, at tager man det hellige IPCC-koncils egen udlægning af de guddommelige Klimaskrifter for pålydende, så kan det med djævelsk lethed udledes, at proxystudiernes temperaturrekonstruktioner for de sidste 1000 år, som nu vor elskede Hockeystav, ikke viser andet end naturlige udsving i den globale temperatur!

IPCC-koncilet siger med henvisning til attributions-studier ved hjælp af Klimamodeller, at naturlige klimapåvirkninger og lige så naturlige interne klimavariationer var årsag til den globale temperaturstigning i begyndelsen af det 20. århundrede, og at menneskelig påvirkning af den globale temperatur først kan spores i temperaturmålingerne for de sidste 30-50 år af det 20. århundrede. Og da den hellige Hockeystavs og andre proxystudiers data standser i 1980 (på grund af divergensproblemet, hævder Jankovic med djævelsk frækhed) lige efter en mindre afkølingsperiode 1945-1976, så må den uhørte temperaturstigning, som proxydelen af Hockeystaven og vor nye Spaghetti-graf viser, have naturlige årsager.

Jeg ved godt, at Hockeystaven er intakt, når hans velærværdigheds GISS-data klistres på og divergens-ligtornen klippes af; men jeg tror, at Jankovic har kastet splinter af djævelens troldspejl i øjnene på mig. I hvert fald kan jeg i min syndige tilstand af tvivlrådighed ikke mere se Hockeystavens sublime skønhed. Hjælp mig ud af min kvide, oh hellige Klimafader Hansen. 

Borgerligt sammenbrud

Af Jarl Cordua, den 31. august 2007. 16 svar

Skal man grine eller græde over at se hvordan Venstre og de konservative forvalter den ideologiske arv, som vi hylder her på Punditokraterne?

Sølle 1½ milliarder i skattelettelser får nærmest VK-regeringen til at bryde sammen. En liberal finansminister praler over at det offentlige sektor nu fylder endnu mere i økonomien end under socialdemokraterne. En liberal statsminister som løber fra sit løfte om skattelettelser, hvis der er et økonomisk råderum, men alligevel vælger at udbygge den offentlig sektor.

Er der da i det mindste ikke nogle enkelte røster – bortset fra populisterne i Ny Alliance – som kunne forfægte den borgerligt-liberale synspunkter: Lavere skatter, mindre offentlig sektor, større personlig frihed, privatiseringer osv. For ikke så lang tid siden, så var der enkelte i Venstres folketingsgruppe. Nu er de pisket til tavshed. Ret ind eller forsvind, thi I ere Redepissere lyder parolen. Jeg savner nu disse røster – disse mænd og kvinder af mod – som en tørstig mand i ørkenen savner et vandhul.

Åh men så er der jo de konservative, som gennem seks år har talt og talt om skattelettelser, og nu endelig har stillet statsministeren stolen for døren. Der er ikke ret mange der forstår det tekniske i disse skattelettelse, men at det er en konservativ sejr! Det er ganske vist. At det er en personlig sejr for Majestætens underdanige tjener, Monsieur Le Minister Bendt Bendtsen. Ja det også ganske vist. Altså medmindre at det resultat, som man kommer ud med efter forhandlingerne med Dansk Folkeparti viser sig, at være totalt blottet for skattelettelser overhovedet. Så kan der vel kun være tale om et konservativt nederlag. Og et nederlag for den konservative leder. Eller skal jeg læse gamle Orwell igen og genopfriske mit ”newspeak” sådan at sejre er nederlag og omvendt?

Det konservative Folkeparti vejrer nu morgenluft fortælles det i krogene. Jo det fortælles, at dette gode parti står på spring for at overtage op imod halvdelen af Venstres vælgere! Det viser meningsmålinger, men disse brave vælgere mangler dog kun en årsag! (Nej det er næppe udsigten til at vinde en candlelight-dinner med Bendt Bendtsen!) Måske kunne det være udsigten til at stemme på et borgerligt liberalt parti, der rent faktisk står fast på synspunkter og argumenterer for, hvorfor at et borgerligt samfund er at foretrække for et socialdemokratisk. Åh Gud, hvor ville jeg dog gerne stemme på sådan et parti. Men at forestille sig, at dette parti skulle være det konservative folkeparti.

Get real!

Velfærd i Israel – kapitalismen virker

Af Jacob Mchangama, den 30. august 2007. 15 svar

Denne punditokrat er netop vendt hjem fra en 10 dages tur til det hellige land, nærmere bestemt Israel. En uforglemmelig rejse, der inkluderede besøg i og til Tel Aviv, Jerusalem, Akko, Ceasaria, Massada, Dødehavet og Ramallah på Vestbredden. Denne post skal dog ikke omhandle konflikten mellem israelere og palistinænsere, som et 10 dages besøg ikke gør en ekspert på og som – så vidt jeg kan vurdere – er nærmest uløselig.

Istedet skal denne post omhandle et af de mest overraskende og opmuntrende stykker journalistik jeg har læst i føje tider. Israels måske mest kendte avis er Haaretz, der vel kan betegnes som en centrum-venstre avis i stil med Politiken, Guardian og Le Monde. I fredagens udgave af Haaretz kunne man læse nedenstående artikel af Nehemia Shstrasler om de økonomiske reformer, der er blevet gennemført i Israel i de seneste år.

Overskriften lyder ”Embarrasment for social action” men lad den ikke snyde, for indholdet af artiklen er ganske enkelt sublimt:

It was a bad day for the welfare lobby yesterday.

The figures bore down on them from all sides, and they didn’t know what to say for all their embarrassment.

For years they have been claiming that the government’s “piggish capitalist” policies will bring us to an economic and social crisis, a deep recession, mass unemployment and utter poverty. But the objective facts have come back to haunt them – time after time.

They said that instead of cutting back and keeping to a lean budget, instead of privatization, instead of initiating reforms and structural changes, and instead of lowering taxes, we needed to raise government spending and parcel out money to everyone.

They said that in order to pay for the this benevolent spending, we need to raise taxes on the “rich.” And who are these “rich” people? Those who earn a shekel more than they do.

Yesterday they had a particularly hard day, because too much good economic news was announced all at once. Growth is rising – an annualized 6.6 percent for the first half of 2007 – and unemployment is dropping, by an annualized 7.6 percent for the second quarter.

The Bank of Israel’s State of the Economy Index was up sharply – 3 percent in the last three months. This is what brought Bank of Israel Governor Stanley Fischer to say that Israel’s economic condition is “good, maybe even very good.”

The standard of living as measured by private per-capita consumption jumped 5.7 percent.

However, the most important figure published yesterday is related to the unemployment – and employment – situation. Because rapid growth is not a goal in itself. It is only a means to reduce unemployment and enable all of us to have a higher standard of living.

Unemployment, which stood at 11.2 percent at the height of the 2003 crisis, has dropped to only 7.6 percent

But this boring number can be translated into something we can all understand: Over the past four years, 372,000 people left the degrading condition of unemployment, obtaining employment and life with honor. This is the proper social answer to poverty and depravation.

Wages also improved. They rose by 5 percent over the past two years, and the minimum wage increased, too. The good news is that salaries are expected to continue to rise as a result of the increased demand for workers.

Will we see 6.6 percent growth for all of 2007? Probably not. It is more reasonable to assume that growth will slow. But 5 percent a year is not bad, either.

When the trend first started, some claimed it was limited to the high-tech industry. But that was only the start. And in order to preserve this, we need to continue budgetary restraint, lower taxes, reforms and privatization.

Because growth is one of the conditions for social improvements. Only when there is rapid growth do tax revenues increase, and the cabinet can – and must – help those who cannot work.

Det er journalistik, der rykker holdninger.

Så præcist kan det skrives – "I statens lommer"

Af Niels Westy, den 29. august 2007. 3 svar

Kristeligt dagblad havde i lørdagens leder, “I statens lommer“, en meget præcis analyse af danskernes forhold til velfærdsstaten.

Som det rammene siges i lederen:

“Den danske velfærdsstat baserer sig i dag på noget-for-noget-princippet. Vi er gået fra pligt til ret. Senest karikeret i Socialdemokraternes forslag om at indføre et katalog over egentlige velfærdsrettigheder, der mest vækker minder om forgangne planøkonomiers forsøg på den totale centrale statsstyring”.

Og videre:

“I dag fremstår de, der støtter den høje skat og den voksende offentlige sektor, som de socialt ansvarlige. Men sådan er det ikke. Man kan med god ret vende sagen på hovedet. Det høje skattetryk har nemlig haft den effekt, at mange mennesker ikke længere føler ansvar for andre end sig selv. Og knapt det endda. Ansvaret er parkeret hos det offentlige. Når man nu skal betale så meget i skat, gælder det om at malke systemet til det yderste. Samtidig arbejdes der sort som aldrig før”.

Man kunne tilføje, at seks år med to borgerligt-liberale partier ved magten, der efterhånden er blevet rigtigt dygtige til at beherske venstrefløjens retorik – til dennes store fortvivlelse – kun yderligere har cementeret et kollektivistisk samfundsideal, med den deraf uværligt følgende egoistiske adfærd, således at vi i dag (måske) er endnu længere væk fra at være et samfund bestående af frie ansvarlige borgere end vi var det før 2001.

Opus lever

Af admin, den 27. august 2007. 2 svar

Der er sikkert nogle tegneseriefreaks, som udmærket ved det, men for alle vi andne, der er lidt sløve i opfattelsen, er her en god nyhed:

Opus lever og har det godt.

Jeg sigter naturligvis til tegneserien om Opus og hans venner, der er tegnet af Berkeley Breathed. Vi har omtalt den for længe siden i denne posting (der er dateret 1960, hvilket enten betyder, at vores blog var en af de aller første på nettet, eller at vores dateringssystem er lige så troværdigt som Dan Rather og CBS 60 minutes).

Som bekendt er Breathed en habil tegner med en udsøgt evne til at kommenterer tidens politiske dårligdomme. Efter min smag langt bedre (fordi den er mindre frelst) end Doonesbury. Det er sigende for det politiske miljø i medierne herhjemme, at serien er så godt som ukendt.

Denne gang har Breathed lavet en stribe, som var for stærk for Washington Post, se nærmere hos Volokh, der undrer sig såre.

Pyt med det, bare Opus har det godt.

Libertas lever – igen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. august 2007. 1 svar

Som det muligvis vil være en stor del af vore læsere bekendt, spillede denne Punditokrat en vis rolle, da vi i 1985-86 var en lille flok, der stiftede “Libertas: Selskab til Studie af Personlig Frihed og Fri Markedsøkonomi” og efterfølgende udgav Tidsskriftet Libertas. (For de uindviede: Jeg var de første par år selskabet sekretær, hvilket var vores eufemisme for en slags formand, og jeg var med-redaktør af Tidsskriftet Libertas i de første par år og derefter i en årrække dets redaktør; historien er gengivet i ovenstående link). Selskab og tidsskrift har de forgangne 21 år haft flere op- og nedture–ikke så meget kvalitativt eller ideologisk som med hensyn til ren og skær aktivitetsniveau. De seneste fire-fem år har tidsskriftet reelt været dødt, mens selskabet de facto er blevet indskrænket til en årlig julefrokost og ikke meget andet.

Det har skåret nogle af os “old timers” dybt i hjertet, idet vi syntes, at Libertas var nogelt helt særligt, og jeg er ikke sikker på, at jeg helt deler den forklaring, som nogle er kommet med–at “ilten” så at sige er blevet opslugt af fora som Liberator, denne og andre blogs, og af organisationer som CEPOS og COIN/Markedscenteret. Jeg tror, at det mere har noget med personer og en upraktisk struktur at gøre–og jeg mener, at der bestemt er en selvstændig plads til Libertas, selv i internettets alder.

Ret beset mener jeg, at tidsskriftet i mange år havde en helt unik rolle, som fortsat ikke er udfyldt andre steder, nemlig som stedet for ganske avancerede artikler, der tackler emner relateret til frihedsorienteret tænkning på et relativt højt intellektuelt ambitionsniveau og totalt frigjort for mere dagligdags policy-debatter og partifnidder. Det var hele tiden meningen med Libertas, og når tidsskrift og selskab kørte godt, var det en rigtig væsentlig niche, som dér blev udfyldt, og den bliver fortsat ikke udfyldt andre steder. Så gode fora, som f.eks. Liberator og denne blog er, er det ikke der eller her, man læser virkeligt nye, originale eller avancerede bidrag til at bringe liberal tænkning videre; man bliver måske ledt på sporet (og dét er væsentligt), og man får lejligheden til at debatere–men det er også alt. Det er i sagens natur heller ikke en rolle, som f.eks. CEPOS kan eller skal udfylde; her er man både nødt til at være lidt bredere og noget mere policy-orienterede. Det samme gælder selskabet Libertas, som reelt kan være det netværk blandt unge frihedsorienterede med en klar ideologisk overbevisning, som de politiske partier, ungdomsorganisationer, tænketanke o.s.v., ikke kan udfylde, fordi de har helt andre formål.

Og netop derfor er der grund til nu at glæde sig. Der udgår i disse dage meddelelser om, at et nyt nummer af tidsskriftet er på gaden igen–ja, jeg fik det selv med posten i går, og faktisk er det allerede lagt på nettet. Det er redigeret af den afgående redaktør, Nikolaj Gammeltoft, og smækfyldt med læseværdige artikler, gamle og nye, avancerede og mindre avancerede, teoretiske og litterære. Derefter går stafetten videre til den nye redaktør, Rune Toftegaard Selsing (som tidligere selv bloggede).

Jeg håber, at dette virkelig er begyndelsen på en succesrig revitalisering–for den er tiltrængt. Man kunne sågar sige, at i disse år er der måske mere end nogensinde brug for selskabet og tidsskriftet–i betragtning af hvordan mange postuleret liberale og konservative i disse år opfører sig rent ideologisk. På den måde er situationen ikke så forskellig fra midten af 1980erne, om end den denne gang er om muligt mere deprimerende.

Der ønskes al mulig held og lykke herfra, hvorfra vi udbringer den gamle lykønskningsskål: Peace and free trade!

PS. Men se så lige at holde skuden gående denne gang …

Er der en højredrejning på vej i Latin Amerika?

Af Niels Westy, den 23. august 2007. 3 svar

Det er sjældent, at der er godt nyt fra Latin Amerika, når det handler om politik og økonomi – så meget desdo større er der grund til at skrive om det, når det faktisk sker.

En del journalister vil vist helst nøjes med at beskæftige sig med kontinentet, når der er “revolution” i luften – jævnfør de mange artikler om venstrefløjens valgsejre. Sandheden er, at ud af de seneste 13 valg i regionen er de fleste vundet af (efter lokale forhold) moderate partier på begge sider af den politiske midte – dog i flere tilfælde ganske knebent.

De seneste undersøgelser viser, at der er ved at vokse en ny middelklasse frem i flere latinamerikanske lande, bl.a. Brasilien og Mexico, hvor ca. halvdelen af Latin Amerikas befolkning bor – og som har ført en efter regionale forhold moderat politik der hælder mere mod markedskonforme tiltag end de socialistiske tiltag der tages i et land som Venezuela.

Det er ikke fordi deres overordnede økonomiske vækst imponerer – dertil eksisterer der fortsat en lang række strukturelle problemer; så som en ualmindelig ineffektiv offentlige sektor præget af udbredt korruption (der for eksempel i Brasilien er blevet værre under den nuværende regering), manglende beskyttelse af den private ejendomsret, imperfekte markeder, fortsat betydelig handelsrestriktioner osv.

Karakteristika der gælder de fleste Latinamerikanske lande, med den efterhånden evige undtagelse Chile, der til gengæld er karateriseret ved varige høje vækstrater og en hastig reduktion af fattigdommen i landet. Siden 1990 har Chile reduceret andelen der lever i fatigdom fra 50 til tæt på 10%. Men også andre lande i regionen har oplevet en vækst i andelen af befolkningen der kan kaldes middelklasse og en reduktion i andelen af fattige siden starten af 90erne.

Afgørende for fattigdomsreduceringen har været:

  • Inflationen er faldet drastisk – I Brasilien var inflationen i begyndelsen af 1990erne i perioder op mod 90% om måneden, mens den i dag er faldet til under 4% om året.

  • Udenrigshandlen er siden slutningen af 1980erne blevet liberaliseret, uden at man dog kan tale om åbne økonomier i en europæisk- amerikansk forstand (langt fra). Ikke desdo mindre er der i dag et langt større konkurrencepres fra udenlandske virksomheder end tidligere.

  • Der ér sket privatiseringer – om end f.eks. Brasilien langt fra har gjort det i det tempo eller omfang der er muligt

I størstedelen af det forrige århundrede – frem til gældskrisen i begyndelsen af 1980erne var de fleste latinamerikanske lande præget af høje handelsrestriktioner og stort statsligt ejerskab.

Denne model forstærkede de i forvejen dualistiske samfund, hvor man havde en lille overklasse/middelklasse – (brugen af udtrykket middelklasse i lande som Brasilien var lidt absurd, da de, der betegnede sig som dette, ofte befandt sig blandt de 10% mest velhavende), med en levestandard på europæisk niveau, mens resten levede i større eller mindre fattigdom. Dette gav ophav til kælenavnet ”Belindia”, en sammentrækning af Belgien og Indien.

Da den traditionelle importsubstitutionsmodel brød sammen i 1980erne medførte det også, at store dele af de grupper der traditionelt havde identificeret sig med at være middelklasse oplevede en stagnation/fald i deres levestandard. Det har f.eks. været synligt i Rio de Janeiro, hvor statsejede selskaber og institutioner traditionelt har udgjort en stor del af økonomien (går tilbage til tiden hvor RJ var hovedstad).

Efter moderate liberaliseringer i 1990erne har en ny (lavere) middelklasse set dagens lys. I forhold til den gamle ”middelklasse” er den karakteriseret ved følgende:

  • Etnisk mere i overensstemmelse med befolkningssammensætningen (mørkere i huden)

  • Lavere uddannelse end den ”gamle” middelklasse, men bedre uddannet end deres forældre

  • I højere grad tilknyttet den private sektor.

Disse socioøkonomiske forandringer viser sig på mange måder. I Brasilien har man det seneste årti oplevet, at de lavere socioøkonomiske gruppers andel af det samlede forbrug er steget voldsomt.

Således udgjorde forbruget for husholdninger i grupper B2 til D (årlig indkomst mellem 3.000 og 22.000 USD i 2005) i 2005 69 % af det samlede forbrug, hvilken er en stigning på 18% i forhold til 10 år tidligere.

Ligeledes har en undersøgelse i 2005 i tidligere slumkvarterer i Sao Paulo vist, at alle havde elektricitet, køleskab og farveTV, mens halvdelen havde en mobiltelefon, 30% en DVD-afspiller og 29% egen bil. Dette er en drastisk ændring i forhold til forholdene 10 og 20 år tidligere.

Hvad der måske er det mest interessante er, at væksten i velstanden er relateret til det private marked – i modsætning til tidligere, hvor væksten i vid udstrækning enten foregik i den offentlige sektor eller i sektorer hvis eksistens var afhængig af politiske privilegier. Hvad det indebærer for den fremtidige udvikling politiske udvikling bliver spændene at følge.

Det er iøjnefaldende, at den socialistiske regering i Brasilien i bund og grund har videreført den tidligere regerings (socialdemokratiske) politik, hvilket i Brasiliansk forstand nærmest er at betragte som højreorienteret, og har indebåret en orthodox økonomisk politik med vægten lagt på prisstabilitet og (nogenlunde) ansvarlig finanspolitik – hvilket dog ikke skal læses som at anvendelsen af offentlige midler er synderlig effektiv. Men mere stabile finansielle markeder har efterhånden vist sin værdi, og kreditmarkederne er hastigt voksende.

Fremkomsten af en voksende ”uafhængig” (lavere) middelklasse, med stigende ejerskab af egen bolig og varige forbrugsgoder peger i retning af at man vil støtte moderate partier og politikere, hvilket lover godt for de pågældende lande i fremtiden – om det samtidig indebærer et paradigmeskifte væk fra en elitær (europæisk) samfundsmodel mod en mere ”(nord)amerikansk” model er en helt anden sag, hvilket dog vil være afgørende, hvis de pågældende lande skal øge deres vækstpotentiale.

Se også http://www.economist.com/displaystory.cfm?story_id=9645142

Ugens citater: Lidt fra debatten i dagens DK

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. august 2007. 7 svar

Her lidt ukommenterede bidrag fra de seneste dages debat–af mangel på tid må de tale for sig selv (hvilket flere af dem også formår at gøre på ganske sørgelig vis):

  • Anders Samuelsen til Nyhedsavisen (hat tip til 180 Grader): “Det er ret tydeligt, at Bendt Bendtsen er blevet snydt noget så groft. Det er en meget lille skattereform. Tilsyneladende er Ny Alliance det eneste parti, der mener, at 60 procent i skat er for meget. De Konservative har åbenbart opgivet kampen.”
  • Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen i Deadline mandag aften (parafraseret efter hukommelsen): Regeringens forslag indeholder på miljøområdet alt det, som Svend Auken har kæmpet for i årevis.
  • Venstres folketingskandidat Kasper Kryger hos 180 Grader om regeringens 2015-plan: “Tilbage står nu en økonomisk plan, der er risikabel for dansk økonomi på sigt, den er langt mere socialdemokratisk end Nyrups gamle 2010-plan, og den er i hvert fald i strid med Venstres eget valgoplæg fra 2005.”
  • Den konservative partileder Bendt Bendtsen i sit nyhedsbrev mandag: “Det Konservative Folkeparti har grund til at være stolt i dag. Endnu engang har vi skaffet et politisk resultat, som er med til at holde dansk økonomi på sporet.” (kursiv tilføjet)
  • Fra Berlingske Tidendes “Ingen udsigt til nye skattekrav fra De Konservative”: “Lykkes det at få regeringens skattepakke igennem, er det godt nok. De Konservative vil ikke kræve yderligere lettelser, selvom deres mål egentlig ikke er nået. Skatten på den sidst tjente krone skal egentlig ned på 50 procent, hvis det står til De Konservative. Men justitsminister Lene Espersen slår fast, at der ikke er nye konservative skattekrav lige om hjørnet, hvis det lykkes at få regeringens skattepakke igennem. Heller ikke selv om pakken ikke når målet i partiprogrammet. – “Jeg vil sige, at det her er vores mål, og det her er den rigtige medicin for Danmark. Jeg har noteret mig, at Ny Alliance og De Radikale har sagt, at det ikke er nok. Men jeg tror, med den overophedning af økonomien, der er i Danmark, at det her er lige præcis den dosis, der skal til. Så vi kommer ikke med nye ekstra bud oveni. Det her er det, De Konservative mener, er den fornuftige skattepolitik at få gennemført.”

Update:

  • Troels Lund Poulsens kommentar i Jyllands-Posten til CEPOS’ beregning, der viser, at hvis VK-regeringen fra 2001 havde fastfrosset de offentlige udgifter, ville man i 2015 havde kunnet afskaffe den statslige del af indkomstskatten, inkl. mellem- og top-skat:”Venstre bekender sig til et solidarisk velfærdssamfund, hvor alle bidrager.”

Politisk debat på fejlagtige vilkår

Af Christian Bjørnskov, den 21. august 2007. 63 svar

Som jeg har skrevet før her på stedet er valgkampen i gang. Godt nok udskrev Fogh ikke valg i denne omgang, men regeringens udspil med kvalitetsreform og skatteomlægning lugter stærkt og salt af valgflæsk. De Konservative har fået flyttet grænserne for mellem- og topskat en smule, Venstre forfølger sin nyfundne socialdemokratiske status ved at hæve jobfradraget, og dermed effektivt sænke beskatningen for lavtlønnede, og regeringens socialist, miljøminister Connie Hedegaard, er glad for at få hævet miljøafgifterne. Lige så forudsigeligt er Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF utilfredse med, at der ikke bliver brugt flere penge på ’velfærd’.

Fronterne er derfor linet op: Bruger man penge på skattelettelser eller på velfærdsforbedringer? Valgkampens tema er dejligt klart, simpelt og letforståeligt. Problemet er, at den grundlæggende præmis for temaet er fejlagtig. Debatten hviler på en antagelse om, at større offentligt udgifter fører til mere og bedre offentlig service.

Naturligvis er investeringer i ting som for eksempel nyt udstyr, særligt på sygehusene, omkostningstunge samtidig med at de åbner op for nye behandlingsmuligheder, men det er ikke det generelle billede. Hvis man ser på de tilgængelige forskningsresultater fra mange års indsats, er serviceniveau og –kvalitet ikke forbundet med udgifter. Med andre ord kan man ikke ’købe’ service ved at poste flere penge ind i et stift offentligt system, hvor de mange mellem- og topledere faktisk ikke har incitamenter til at levere bedre service.

Et af Socialdemokraternes udspil er for eksempel at der skal være en grænse på 24 elever for en folkeskoleklasse. Antagelsen her er, at mindre klasser giver bedre undervisning – mere læring, gladere elever osv. Men årtiers forskning i uddannelse har afvist at klassestørrelsen har noget som helst at gøre med kvaliteten af den uddannelse, de små poder får. Så længe klasserne er mindre end 40 elever – og muligvis større end 12-15 elever – betyder størrelsen ikke noget. Socialdemokraternes forslag vil derfor fordyre folkeskolen endnu mere uden at have nogen som helst virkning.

Man kunne lave den samme pointe med mange andre områder, hvor regering eller opposition vil smide gode penge efter dårlige. Sådan er politik åbenbart, men det er stadig forstemmende at se en central debat i valgkampen blive ført på så absurde præmisser.

Rettigheder til velfærd? Rettigheder til økonomisk deroute

Af Christian Bjørnskov, den 18. august 2007. 6 svar

Hvis nogen skulle være i tvivl, er valgkampen gået i gang. Selvom statsministeren ikke har udskrevet valg endnu – i en så usikker politisk situation må det være en pine for en kontrolfreak at skulle gøre det – er der vist ikke meget tvivl om, at det snart er på vej. At Socialdemokraterne helt sikkert tror på, at valget kommer i efteråret, må være grunden til at de har lanceret deres store valgscoop: Velfærdsrettigheder. Skidt med at Hele Thorning Schmidt i en bog for blot få år siden advarede mod at lancere den slags rettigheder, og faktisk kaldte dem ødelæggende” og ”smart stemmefiskeri”(læs her). Nu er det altså officiel socialdemokratisk politik. Det bringer minder tilbage om Anker Jørgensen, og de er ikke just glade minder.

Tidligere overvismand og professor Torben M. Andersen advarer i dag i Berlingske Tidende mod forslaget, ligesom han advarer mod noget af regeringens valgflæsk. I og med at TMA er en fornuftig mand og en god økonom, er der al mulig grund til at se lidt på forslaget. Det kan gøres meget simpelt. Thorning vil give befolkningen ret til offentlig ’service’ på 29 specifikke punkter. Blandt andet skal der være en række garantier i sygehusvæsenet og hjemmeplejen, og et loft på klassekvotienter i folkeskolen på 24 elever. Hvis man indfører velfærdsrettigheder, kan der logisk set ske to ting:

1)      Man lader være med at overholde dem, da den offentlige kapacitet slet ikke kan håndtere det efterspørgselspres, en befolkning der tager rettighederne bogstaveligt vil give. Dermed er udspillet reduceret til rent valgflæsk uden indhold, hvilket ikke vil have anden effekt end at underminere befolkningens tiltro til politikerne endnu mere. Det vil naturligvis gå ekstra ud over Socialdemokraterne – men måske er det en naturlig udvikling at partiet enten skal dø eller reduceres til et ubetydeligt parti? Deres traditionelle kernevælger – ’arbejderen’ – uddøde jo for næsten 20 år siden.

2)      Den anden logiske konsekvens opstår, hvis politikerne rent faktisk tager udspillet alvorligt. Det vil føre til en stærkt stigende efterspørgsel efter folkeskolelærere, sygeplejersker, hjemmehjælpere og læger, og formodentlig også en hel del administrativt personale i den offentlige sektor. Dette i sig selv vil føre til stærkt stigende offentlige udgifter. Men da der i forvejen er mangel på de respektive folk, kan man kun på kort sigt få dem, der allerede er der, til at arbejde mere ved at hæve deres løn betragteligt, og på længere sigt tiltrække nye folk ved permanent at hæve de offentlige lønninger. I en situation med en skrumpende arbejdsstyrke og en stigende forsøgerbyrde kan en sådan offentlig ekspansion i sagens natur udelukkende ske på bekostning af det private erhvervsliv – hvis man da ikke på aldeles magisk vis får udvidet den effektive arbejdsstyrke. Da det kun kan ske ved at tage et alvorligt opgør med bistands/dagpengesystemet er det ikke sandsynligt.

Danske socialdemokratiske vælgere står derfor, hvis de tænker sig om, i et valg mellem pest eller kolera. Hvis partiet vælger løsning nummer 1, holder de vælgerne for nar og risikerer dermed at miste yderligere opbakning i en tid, hvor partiet kæmper for at berettige sin eksistens. Hvis det vælger nummer to, vil deres politik føre til en offentlig eksplosion, der i stigende grad presser det erhvervsliv der finansierer staten. På sigt betyder udspillet om velfærdsrettigheder derfor et offentligt budget, der stiger med noget der ligner 20-40 milliarder kroner, og det kan kun finansieres ved skatteforhøjelser eller gældsættelse. Var der nogen, der sagde Anker Jørgensen? Jeg er lykkelig for at jeg ikke er socialdemokrat, men jeg har stadig et stort problem: Anders Fogh er i praksis ikke mindre socialdemokrat end Helle Thorning.

At gøre eller ikke gøre en forskel

Af Niels Westy, den 15. august 2007. 1 svar

Undertegnede har i dag en klumme, med titlen “At gøre eller ikke gøre en forskel” i 180grader, hvis budskab vel kan opsummeres som; ”at 6 år under Fogh har været endnu 6 år med socialdemokratisk regering”

Dette synspunkt er skrevet uden at jeg har glemt ændringerne (stramningen) i udlændingelovgivningen, som ikke just kan kaldes borgerligt-liberale, men som snarere er realistisk socialdemokratiske ( Hvis man har tegnedrengen liggende fremme på spisebordet, er det nok en god ide at lukke døren). Af de kommentarer der har været på klummen indtil nu kan jeg se at ikke alle (stor overraskelse) er enige. Men for denne uhelbredelige liberal(ist) – der trods alt fortrækker konservatisme frem for socialdemokratisme – så sørgelige tingenes tilstand, modsvares måske af hvordan det må være, at være ”liberal” (i den amerikanske forståelse af ordet) i USA, når mrs. Clintons 1. regeringsperiode skal beskrives i 2012 (hvis hun vinder altså).

For er konsensus her i landet socialdemokratisk (og min største anke mod regeringen, er at den intet har gjort for at ændre dette), kan konsensus i USA vel beskrives som konservativ.

Eller som det så glimrende pointeres i det seneste nummer af Economist, i lederen – under overskriften ”is Amerika turning left?”:

”America, even if it shifts to the left, will still be a conservative force on the international stage. Mrs Clinton might be portrayed as a communist on talk radio in Kansas, but set her alongside France’s Nicolas Sarkozy, Germany’s Angela Merkel, Britain’s David Cameron or any other supposed European conservative, and on virtually every significant issue Mrs Clinton is the more right-wing. She also mentions God more often than the average European bishop.”

Et Øv-Bøv til velfærdsstatens apologeter

Af Christian Bjørnskov, den 15. august 2007. 3 svar

På en endagskonference i København i januar præsenterede ex-punditokraten Nicolai Foss og jeg vores analyse af sammenhængen mellem iværksætteraktivitet og økonomisk frihed. I analysen, der var bestilt og betalt af CEPOS, fandt vi at den offentlige sektors størrelse – det offentlige forbrug, overførslerne og skattesystemet – i høj grad bidrager til at Danmark har meget lidt iværksætteraktivitet i forhold til mange andre lande, vi ofte sammenligner os med. Vores analyser blev efterfølgende omtalt i medierne, hvor modtagelsen var noget blandet.

Som Nicolai tidligere har beskrevet her, kaldte økonomiminister Bendt Bendtsen vores analyser ’simplistiske’ og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen kaldte ligefrem analysen ’komisk. Og det er helt rigtigt, at konklusionerne bestemt ikke passer i deres kram for tiden. Andersen, der i øvrigt helt tydeligt ikke havde læst vores notat, er betalt for at levere arbejde der understøtter en socialdemokratisk agenda, at Bendtsen har sine midtervælgere at ’tage hensyn til’. Vi imødegik naturligvis kritikken (læs her), om end vores svar blev ignoreret af de relevante spillere.

Men videnskabelige analysers kvaliteter er heldigvis som oftest ikke bestemt i et snusket, politisk spil! Så dagens kommentar herfra er i virkeligheden to ting. Først er det en understregning af, at man for det meste ikke skal tage politiske spilleres udmeldinger i medierne for gode varer. Og for det andet er det en slags ’øv bøv’ – en blog-udgave af Simpson-seriens Nelson, når han udbrøder sit ’Ha Ha’. Den angiveligt ’simplistiske’ og ’komiske’ analyse er forleden blevet accepteret fil publikation i tidsskriftet Public Choice efter at have været igennem fuldt, videnskabeligt peer review. Med andre ord er analysen, som Andersen, Bendtsen og velfærdsstatens andre apologeter ikke kunne bruge til noget, blevet bedømt som fuldgodt videnskabeligt arbejde. Så kan I lære det, politikere!