Et Øv-Bøv til velfærdsstatens apologeter

Af Christian Bjørnskov, den 15. august 2007. 3 svar

På en endagskonference i København i januar præsenterede ex-punditokraten Nicolai Foss og jeg vores analyse af sammenhængen mellem iværksætteraktivitet og økonomisk frihed. I analysen, der var bestilt og betalt af CEPOS, fandt vi at den offentlige sektors størrelse – det offentlige forbrug, overførslerne og skattesystemet – i høj grad bidrager til at Danmark har meget lidt iværksætteraktivitet i forhold til mange andre lande, vi ofte sammenligner os med. Vores analyser blev efterfølgende omtalt i medierne, hvor modtagelsen var noget blandet.

Som Nicolai tidligere har beskrevet her, kaldte økonomiminister Bendt Bendtsen vores analyser ’simplistiske’ og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen kaldte ligefrem analysen ’komisk. Og det er helt rigtigt, at konklusionerne bestemt ikke passer i deres kram for tiden. Andersen, der i øvrigt helt tydeligt ikke havde læst vores notat, er betalt for at levere arbejde der understøtter en socialdemokratisk agenda, at Bendtsen har sine midtervælgere at ’tage hensyn til’. Vi imødegik naturligvis kritikken (læs her), om end vores svar blev ignoreret af de relevante spillere.

Men videnskabelige analysers kvaliteter er heldigvis som oftest ikke bestemt i et snusket, politisk spil! Så dagens kommentar herfra er i virkeligheden to ting. Først er det en understregning af, at man for det meste ikke skal tage politiske spilleres udmeldinger i medierne for gode varer. Og for det andet er det en slags ’øv bøv’ – en blog-udgave af Simpson-seriens Nelson, når han udbrøder sit ’Ha Ha’. Den angiveligt ’simplistiske’ og ’komiske’ analyse er forleden blevet accepteret fil publikation i tidsskriftet Public Choice efter at have været igennem fuldt, videnskabeligt peer review. Med andre ord er analysen, som Andersen, Bendtsen og velfærdsstatens andre apologeter ikke kunne bruge til noget, blevet bedømt som fuldgodt videnskabeligt arbejde. Så kan I lære det, politikere!

Det ER ikke nemt at være skatteminister (og finde en forklaring der kan passe)

Af Niels Westy, den 10. august 2007. 2 svar

Fra sædvanligvis upålidelig kilde (18.30 TV-avisen dags dato) forlyder det, at DI har beregnet at mængden af kontanter i omløb aldrig har været større – i gennemsnit ligger hver husstand inde med 11.000 kroner i kontanter. DI mener at dette er udtryk for øget sort arbejde. Det afviser skatteministeren, og anfører derimod at den lave rente gør at folk ikke gider sætte pengene i banken……………

Måske skulle en behjertet sjæl fortælle vores skatteminister, at de klassiske pengeteorier ikke opererede med elektroniske bankoverførsler – og jeg går da ikke ud fra at ministre får deres løn udbetalt i kontanter.

Det er sandelig ikke nemt at være skatteminister.

USA's varmeste år nogensinde: 1934

Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2007. 74 svar

Et af de mest effektive argumenter for at globale klimaforandringer er kritiske og der bør ’gøres noget’ ved dem fra politisk hold er, at de seneste år har været meget varme. I USA har flere politikere således touret rundt med påstanden om, at 1998 var det varmeste år nogensinde, og herhjemme slår miljøminister Connie Hedegaard på tromme for FN-styring med lignende argumenter.

Men for nylig har økonomen Steve McIntyre på Climate Audit påpeget, at der er fejl i de officielle amerikanske klimadata (tak til Niels A. Nielsen for tippet). NASA, der står for the GISS Surface Temperature Analysis, har indrømmet fejlen på 0,15 grade Celsius. Indtil nu har man regnet 1998 som det varmeste år i amerikansk historie, men med de korrigerede tal viser de sig, at det ’nye’ år i førertrøjen er mere end to generationer gammelt – det er 1934!

Mens de officielle temperaturstatistikker for USA i forvejen viste en meget moderat stigning i dette århundrede, er McIntyre sikker på, at de største problemer med temperaturstatistikkerne findes i resten af verden. Her har vejrstationer i endnu højere grad en tendens til at være placeret i eller nær byer, hvor en kraftig urbanisering har skabt “urban heat islands”. Med andre ord måler man temperaturerne i byer, hvor lys, mennesker og bilkørsel i stigende grad skaber varme omkring målerne. Med tiden kommer temperaturdataene derfor til at stige kunstigt i takt med urbaniseringen, og kan derfor ikke bruges til egentligt naturvidenskabelige forhold. Men altimens fortsætter mediehysteriet for fuld skrue…

Krigen uden ende – og dækningen af den

Af admin, den 9. august 2007. 46 svar

Ferien er ved at være slut, og det er tid til på ny at optage ens mere monomane interesser. Ja, rigtigt gættet. Vi skal se lidt kritisk på dækningen af Irak i dagens Berlinger.

Det er nu ikke så ringe endda denne gang. Ingen åbenlyse faktuelle fejl eller fordrejninger, blot den sædvanlige vinkling.

Den daglige dosis angår en dokumentarfilm, No end in sight, der omtales her. Da jeg ikke har set filmen, må jeg støtte mig til reportagen. Angiveligt gengiver den de mange fejl, der er blevet begået i Irak. De opremses i artiklen, der meget korrekt oplyser, at disse fejl allerede har været omtalt i Berlingeren (and how, kunne man tilføje), men det giver så mulighed for, at avisen kan lave sin egen analyse, hvilket udgør en væsentlig del af reportagen.

Hvad kan man så brokke sig over i den sammenhæng?

Tja, det første, som man kan bemærke, er det, der ikke står. Der står ikke noget om, at der blev løjet. I reportagen gengives det nænsomt sådan, at krigen byggede på en “misforståelse” om Saddam Husseins WMD. Medmindre det skyldes en pludselig trang til tvetydighed fra korrespondentens side, hvilket ville være nyt på dette område, tyder det på, at dokumentarfilmen faktisk er så troværdig, som korrespondenten vil have os til at tro. Det er da også stadig forbløffende, at det kan hævdes, at der blev “løjet”, når rapport efter rapport ikke har kunne fastslå det.

Tag Hutton-rapporten som et eksempel. Her peges på, at den britiske efterretningstjeneste fik forslag fra Blairs spindoktorer til, hvordan efterretningerne kunne formuleres, så de blev forståelige for offentligheden. Nogle forslag blev efterkommet af tjenesten, mens andre blev afvist, fordi man ikke fandt, at der var den fornødne dækning. Rapporten nævner, at man naturligvis aldrig kan afvise, at tjenesten har følt et vis pres, men det forhold, at flere ændringer blev afvist, viser, at tjenesten kunne stå bag den offentliggjorte rapport. I rapporten kom det i øvrigt frem, at afdøde Dr Kelly var enig i rapportens konklusioner. Efter rapporten kom frem, lavede Panorama en dokumentar, hvor de bl.a. viste klip fra et ikke tidligere offentligjort interview med Dr Kelly, hvor han bekræfter, at Saddams WMD udgjorde en “immediate threat”, selvom han var uenig i under hvilke omstændigheder, de ville blive brugt. En gennemgang af dokumentaren fra den ikke just Blair-venlige avis The Guardian fortæller mere (her). Mig bekendt har hverken DR eller TV2 vist denne dokumentar, selvom de ellers er uhyre glade for dokumentarer om Irak. Underligt (nej vel?)

Ser man bort fra de rene konspirationsfanatikere, synes argumentet om, at der blev løjet, efterhånden at være reduceret til en påstand om, at Bush, Blair, Fogh m.fl. “manipulerede”, fordi de udtalte sig skråsikkert om noget, som de ikke kunne være sikre på. Det er naturligvis et synspunkt, men ikke et jeg deler. Hvis en politiker har grundlag i efterretninger for at tro, at en type som Saddam, med hans baggrund, udgør en trussel, kan jeg ikke bebrejde dem for at udtale sig i utvetydige vendinger. Faktisk har jeg større sympati for det, end for politikere, der ikke tør sige deres mening, men dækker sig ind bag forbehold. Alle viste, at Irak havde været uden FN-inspektører i fem år, og at det derfor var usikkert, hvad der egentlig var i Irak. Den usikkerhed pegede andre på i debatten. Så vil jeg ikke bebrejde ansvarlige politikere, at de taler stærkt for den opfattelse, de med fuld rimelighed har dannet sig fra de forelagte efterretninger.

Tilbage til Berlingskes dækning af dokumentarfilmen.

En central anklage mod indsatsen i Irak er opløsningen af den irakiske hær og udrensningen af Bath-embedsmænd. Som bekendt var Saddams regime bygget på den traditionelle magtstruktur i irak, hvor mindretallet på 20 pct. sunni undertrykte de godt 60 pct. shia i det centrale og sydlige Irak og de 20 pct kurdere i nord. Under Saddams regime blev medlemsskab af Bath nødvendigt for at opnå ledende stillinger, uanset om man i øvrigt støttede de fascistoide træk i partiets idelologi. De to indgreb mod denne magtstruktur medførte dermed, at et stort antal veluddannede soldater blev gjort arbejdsløse, og at hovedparten af alle veluddannede embedsmænd blev fjernet, hvilket har styrket sunni-oprøret og vanskeliggjort genopbygningen.

At dette er mild sagt problematisk, kan ikke debateres. Det kan det derimod, at beslutningen normalt fremstilles som “uforklarlig”, angiveligt også i denne dokumentar.

Det generer mig normalt, når større politiske handlinger beskrives som “uforklarlige”. Det vidner dels om en vis intellektuel dovenskab og fantasiløshed, dels om en manglende forståelse af, at menneskelige handlinger normalt kan forklares rationelt, selv hvor bevæggrundene måtte være irrationelle.

Man behøver ikke søge ret længe i debatten for at finde en rimelig god grund til disse problematiske beslutninger. En forklaring er således, at dette totale opgør med den eksisterende magtstruktur var nødvendig for at overbevise navnlig det åndelige overhoved al-Sistani og med ham Iraks befolkningsflertal på de 60 pct. shia samt også de med god grund altid skeptiske 20 pct. kurdere om, at invasionen ikke bare var et udslag af den “realistiske” skole, hvor man ville udskfite en diktator med en ny og mere brugbar. Ved at fjerne det apartheidlignende system, hvor 20 pct. undertrykker de øvrige 80 pct., ville man understrege, at Bush-doktrinen om at skabe ægte demokrati var alvorligt ment. Dette kan forklare, hvorfor al-Sistani støttede demokratiseringen. Selv a-Sadr har indset, efter hans styrker blev massakreret i Najaf, og hans greb om militserne er gledet ham af hænde, at demokratiet er til hans fordel. Kurderne synes også at være trygge ved udviklingen og ser formodentlig med sindsro på det kaos i det øvrige Irak, som den har medført, fordi det alt andet lige styrker deres reelle autonomi.

Hvorvidt opgøret med sunni-mindretallet og dermed sympatien med det demokratiske projekt hos flertallet af befolkningen var de mange problemer værd, kan diskuteres (det har vi kommentarspalten til ndf. Beklager på forhånd, at jeg ikke deltager). Men at fremstille beslutningen som “uforklarlig”, er ganske simpelt uintelligent.

I analysedelen af avisens reportagen er der som sædvanligt en del mangler.

Det omtales, at kun 30 pct. støtter den militære indsats. Her kunne man måske forvente, at korrespondenten havde oplyst om den nyere meningsmåling i NYT, som viste en betydelig vækst i støtten og et tilsvarende fald blandt modstanderne. Det kom så meget bag på NYT, at de fik meningsmålingen foretaget to gange, men også anden gang var resultatet 42 – 51 pct. Se omtalen af meningsmålingen her.Det kan være forbigående, men er da vel ikke helt uinteressant, når man analyserer den aktuelle situation i den amerikanske befolkning?

Endvidere er der en lidt usædvanlig afslutning i analysen. Efter at have fremhævet, hvordan kun de mest ekstreme republikanere (hvor jeg personligt kan have en vis sympati for synspunktet om, at de måske slet ikke er “rigtige” republikanere, hvad det så end er) tror på, at projektet i Irak kan lykkes, nævnes Petreus’ rapport, der til september skal konkludere, om den forøgede indsats har virket. Her nævnes så – i betragtningen af analysens kontekst – noget overrraskende:

For sæt nu, at næste måneds rapport fra Petraeus og Crocker konstaterer, at det går fremad i Irak? Hvad rapporten sandsynligvis vil gøre.

Men hov, hvorfor skulle Petreus dog nå frem til den konklusion? Antydes det, at han vil lyve, eller står det ikke så då
rligt til, som medierne fo
retrækker at give indtryk af?

Det sidste bekræftes af debatten i de internationale medier. Desværre får vi ikke rigtig noget at høre om denne side i de danske medier. Især har det vakt opsigt i USA, at to fremtrædende demokrater, O’Halon & Pollack, har skrevet en artikel den 30. juli om, at det faktisk godt kan lade sig gøre at få succes med projektet i Irak (her , obs. kræver adgang). Begge demokrater kan afskrives, og bliver det, fordi de tidligere var sympatisk indstillet over for projektet, men deres artikel har alligevel udløst en betydelig debat.

Denne debat havde man da gerne set omtalt i Berlingskes analyse. Nu er denne omgang af Bush-bashing (fortjent eller ej, begrebet er dækkende) ganske vist udformet som en føljeton, så måske kommer det senere? Man kan da håbe, for indtil videre bekræfter dækningen i 1. sektion, at man ikke rigitg ønsker at give andet end et entydigt negativt billede af udviklingen i Irak.

Det står i kontrast til dækningen i 2. sektionens kulturdel, ikke kun på lederplads, men også i de øvrige indlæg. Tag f.eks. dette indlæg fra Claus Gade Sørensen, tidl. rådgiver i Bagdag, der den 1. august under titlen Hvem er de irakiske oprørerer? analyserer de forskellige oprørsgrupper, der i den hjemlige debat ofte fremstilles som “det irakiske folk” (enten nedladende som en samling knivsvingende lystmordere af Ulrik Høy og andre højrefløjskommentatorer eller romantiseret som af Enhedslisten). Det er en analyse, der bekræfter Pernille Brammings reportager fra WEA. Fra Sørensens indlæg kan fremhæves dette citat:

Terroren vinder ikke i Irak . Den har endnu ikke tabt. Men den taber. Ikke i dag, ikke i morgen og heller ikke næste år. Men når oprørerne indser, at fremtiden ligger i at nedlægge våbnene og deltage i den politiske proces.

Bare de ville læse den slags i 1. sektionen, så deres dækning kunne blive lidt mere nuanceret. Som det er nu, får man indtryk af, at de har sat deres personlige troværdighed ind på, at det ender galt. Det er ikke en god investering for en journalist.

Ché chic?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. august 2007. 40 svar

Vi har her på stedet ved flere lejligheder kommenteret det usmaglige “Ché chic”-fænomen (bl.a. her, her og her ).   I disse dage giver vennerne ovre hos 180Grader og Uriasposten den fuld gas.  Læs bl.a. om TV2’s Ché-eksponering og en liste over mandens bemærkelsesværdige udsagn og gerninger.

Update: Jeg har i (søn-)dagens Berlingske Tidende denne “Groft Sagt”-kommentar til emnet:

Det har i nogle år igen været halvmoderne at gå rundt og reklamere for, at man synes, at seriemordere og tyranner er sådan lidt trendy – altså så længe de er venstreorienterede. Vi tænker her naturligvis på sådanne fænomener fra det seneste årti som f.eks. Café Castro på Nørrebro, Fidels Fresh Fruit Bar i Århus, den nu lykkeligvis lukkede restaurant KGB i indre København, og de allestedsnærværende beklædningsgenstande med det kendte billede af den morderiske stalinist Ernesto »Ché« Guevara. Sidstnævnte havde også forleden fået æren af at være med på TV 2s Go’ Morgen Danmark – ikke sådan i levende liv, idet han allerede for snart 40 år siden blev ekspederet videre til et eventuelt møde med de hundreder, hvis liv han havde på samvittigheden. Det var derimod som kontrafej på maven af en kok, der skulle lave cubansk mad. (Eller som den evigt glade Line Baun Danielsen så opstemt introducerede det kommunistiske øfængsel: »Cuba – det er noget med sol, salsa, en god cigar, men det er også mad«. Det er godt set af den tidligere studievært på TV2 Nyhederne – om end det selvfølgelig svarer lidt til at sige: »Det Tredje Rige – det er noget med øl, Lederhosen, gemytlighed, men det er også smuk arkitektur«.)

Misforstå os ikke, kære læsere. Vi vil ikke forbyde kokke eller andet godtfolk at gå rundt med Ché på maven. Det bør være præcis lige så tilladt som at gå rundt og reklamere for, at man synes godt om Hitler, Pol Pot, Mao, Stalin, Saddam, Pinochet og Mussolini – og det burde også være lige så velset.

Ja fra Sarkozy til våbenaftale med Libyen

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2007. 4 svar

Et af argumenterne for at få en mere integreret, om måske endda fuldt fælles, europæisk udenrigspolitik er, at man kan virke som en mere moralsk modvægt til det, mange ser som amerikansk Realpolitik med gustne motiver. Frankrig er som bekendt en af de stærkeste fortalere for fælles EU-politik, en officiel holdning der bestemt ikke er ændret med den nye præsident Sarkozy. Som sådan skulle man tro, at EU – hvis de officielle intentioner var sande – ville afstå fra kontakt med nogle af verdens mest menneskefjendske regimer. Men intentionerne og de fine ord er ligesom tønder – de larmer mest når de er helt tomme.

Den type regimer er Libyen et pragteksempel på. Landet har stadig en række politiske fanger siddende i dets fængsler, brugen af tortur er udbredt, og man har fra officielt hold nægtet enhver undersøgelse af borgere, der regelmæssigt forsvinder sporløst når de har været i politiets varetægt. Befolkningen har heller ikke skyggen af politiske rettigheder i et land, der siden 1969 er blevet styret diktatorisk af Moammar Gaddafi. Ytrings- og pressefrihed er også en by i Rusland. På Reporters Sans Frontières årlige indeks ligger Libyen lunt mellem så velkendt ’frie’ lande som Hviderusland og Syrien.

Men den officielle europæiske moral har ikke forhindret Frankrig i at indgå en større våbenkøbsaftale med Libyen. Politiken skriver i dag, at de to lande har indgået en aftale om salg af panserværnsraketter og kommunikationsudstyr til en værdi af cirka 3 milliarder kroner. Den hjemlige franske opposition kritiserer regeringen for at indgå aftalen, ligesom den tidligere kritiserede Chirac-regeringen for at indgå en større aftaler om salg af nuklearteknologi til Libyen. Herve Morin, Frankrigs nye udenrigsminister, kalder kritikken ”et systematisk forsøg på at ødelægge en virkelig diplomatisk succes” for Frankrig.

Der er ingen tvivl om, at Frankrig vil blive en nøglespiller, hvis EU en dag skulle få en fælles udenrigspolitik. Når man evaluerer spørgsmålet, om det er ønskværdigt at fortsætte den politiske integration i Europa, er det derfor helt centralt også at spørge, hvilken type udenrigspolitik, der vil blive ført. Dagens absurde nyhed betyder således kun, at jeg er blevet endnu mere skeptisk mht. EU’s politiske overbygning. Vil vi virkelig lade vores udenrigspolitik diktere af et land, der sælger våben til verdens mest menneskefjendske regimer så snart internationale embargoer ophæves? Vil vi lade Frankrig – der umiddelbart før Irak-krigen var en af landets tre største kreditorer (rigtigt gættet, Irak skyldte penge for køb af våben og atomteknologi) – udbrede sin globale indflydelse med dansk, svensk og britisk opbakning? For mig er svaret entydigt.

Absurd protektionisme ad den EU-retslige bagdør

Af Christian Bjørnskov, den 31. juli 2007. 2 svar

Det burde ikke komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at EU til tider implementerer stærkt protektionistisk politik. For et stykke tid siden kom der endnu et eksempel på det, og i går demonstrerede Fogedretten i Århus så det danske politiske og retslige systems magtesløshed overfor den primært sydeuropæiske økonomisk idioti.

DR beskriver i dag hvordan Fogedretten har lukket internetbutikken CD Wows hjemmeside. Grunden er, at det danske retsvæsen skal opretholde et EU-direktiv, kendt som infosoc-direktivet, som ulovliggør parallelimport af f.eks. musik og film. Videresalg af varer som CD’er som er indkøbt udenfor EU er kun lovligt, hvis man har indhentet tilladelsen fra den, der har rettighederne til værket. Mens Danmark oprindeligt var imod direktivet med den begrundelse at det udhuler princippet om fri handel, gav man sig i 2002 og i dag ser man virkningen. For dem, der er bekendt med økonomisk teori, tilader Infosoc-direktivet nemlig pladeselskaberne – der holder de intellektuelle rettigheder til musikken – at prisdiskriminere mellem markeder. Med andre ord betyder direktivet, at branchen med rettens beskyttelse kan opføre sig som en perfekt monopolist.

Sagen er ført af pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, hvis advokat udtaler til DR at ”Vi har mange gange haft fornemmelsen af, at der er sket ulovligheder i firmaet. Og den formodning fik vi bekræftet, da vi udførte kontrol af selskabets aktiviteter, efter vi flere gange har haft fat i dem”. Det er vel næppe overraskende at det netop er IFPI, der fører sagen, eller at man konsekvent omtaler CD-Wows aktiviteter som ulovlige. Hvad medierne desværre ikke har interesseret sig for, med DR Harddisken som en enkelt undtagelse, er hvorfor EU har forbudt parallelimport.

Egentlig er det public choice teori for begyndere. En brancheorganisation kan naturligvis profitere ved at lobbye politikere for, for eksempel, at begrænse udefrakommende konkurrence mod dens medlemmer. Problemet er, at forbrugerne – den store gruppe danskere – alle som én taber hvis konkurrencen bliver begrænset. Ikke blot stiger prisen på de pågældende varer – det er jo derfor branchen ønsker konkurrencebegrænsningen – men den fører typisk også til et mindre varieret udbud af varetypen.

Konkurrencebegrænsninger osv. bliver alligevel ofte indført fordi benefits er koncentrerede – branchen vinder – mens omkostningerne er spredte – hver forbruger taber jo ’kun’ en ti-tyve kroner per CD-køb. Så der er ingen tvivl om, hvem der råber højest i politikernes ører, selvom de koncentrerede benefits på ingen måde kan opveje summen af næsten 400 millioner forbrugeres tab.

I sidste ende er EU-direktivet et alvorligt nederlag for frihandelen og dermed for danske og europæiske forbrugere. Det er også en demonstration af hvordan politikere ofte misligholder deres forpligtelser – deres job er jo på en meget virkelig måde at samle de almindelige vælgeres/forbrugeres interesser. Det gør man også til en vis grad i Danmark, men når aggressive særinteresser bakkes op af sydeuropæiske regeringer, strækker vi gang på gang våben. Tragedien er, at hvis det fortsætter er det ikke kun Sydeuropa, der skades af protektionistiske og halvkorrupte politiske traditioner, men os alle. Og så bliver EU for alvor en fiasko.

Død over mantraet "Naturligt er godt"

Af Niels Westy, den 30. juli 2007. 32 svar

Line Friis Møller har på en DR blog skrevet en kort artikel om den “farlige naturlighed” – et citat:

“En gennemsnitlig amerikaner spiser hver dag 10.000 gange flere naturlige kræftfremkaldende pesticider end syntetiske. Som et lille kuriosum kan nævnes, at planter ofte producerer flere af deres egne kræftfremkaldende pesticider, når de dyrkes økologisk – og altså ikke sprøjtes.
– rå champignoner indeholder så store mængder af det kræftfremkaldende stof phenylhydrazin, at de ikke ville blive tilladt, hvis de var syntetisk fremstillet.
– solanin er et giftstof, der er ligeså potent som sprøjtemidlet parathion, og det findes helt naturligt i kartoffelskræl.
– mug i peanut, majs og spinat kan danne giftstoffet aflatoxin, der øger risikoen for leverkræft væsentligt (risikoen for, at afgrøderne angribes af den giftige mug bliver for resten mindre, hvis de sprøjtes med svampegifte).”

Læs resten på

http://blogs.dr.dk/blogs/videnom/archive/2007/07/30/d-d-over-mantraet-naturligt-er-godt.aspx 

Gud vide hvor mange af dem der køber økologisk, der ved det?

Hvad er de mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaberne?

Af Christian Bjørnskov, den 26. juli 2007. 30 svar

Her er en post til de mere akademiske af vores læsere! Inspireret af vores emeritus Nicolai Foss, der forleden postede et lignende kald på Organizations and Markets, vil vi indbyde vores læsere til en lille sommerdiskussion: Giv jeres bud på, hvad der er det mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaberne. Det kan være som artikel, bog eller måske en mere overordnet idé. Lad mig starte med mit bidrag: John Maynard Keynes 1936-bog The General Theory of Employment, Interest and Money. Vi glæder os til at høre jeres bud – og hvorfor I mener de er overvurderede.

Ugens citat: Guevara & Stalin

Af Redaktionen, den 25. juli 2007. 3 svar

Hermed et afslørende citat fra ca. 1954 af alle venstre-ekstremisters idol, Che Guevara:

“[I have sworn] before a picture of our, old much lamented comrade Stalin that I will not rest until I see these capitalist octopuses annihilated.”

Ved samme tid underskrev Guevara sig som “Stalin II”. I 1960–fire år efter Krustjevs afsløring af Stalins forbrydelser–nedlagde Guevara en blomsterkrans ved Stalins grav.

(Kilde: Samuel Farber, “The Resurrection of Che Guevara”, med hat-tip til Uriaspostens Kim Møller)

Enhedslisten og Irak II

Af Jacob Mchangama, den 25. juli 2007. 41 svar

Som nævnt i mit forrige indlæg finder jeg hverken juridisk belæg eller behov for at straffe Abdol-Hamid for hendes udtalelser vedrørende støtte til irakiske oprører. For undertegnede står den moralske falliterklæring Abdol-Hamid og Aaens udtalelser er udtryk for tillige langt stærkere alene end, hvis sanktioneret med straf, og er endnu en kærkommen påmindelse om, i hvor høj grad den yderste venstrefløj nærmest konsekvent har stillet sig på tyranniets side igennem de sidste 100 års verdenshistorie.

Sådanne påmindelser skal ikke undertrykkes men frem i lyset så deres ophavsmænd og kvinder kan konfronteres med dem og stilles moralsk og politisk snarere end juridisk til ansvar for dem. I den forbindelse er Abdol-Hamids beskrivelse af det irakiske oprør som en folkelig opstand og hendes sammenligning med den danske modstandsbevægelse så åbenlyst absurde og groteske, at de må føre til politisk selvmord for Abdol-Hamid og alvorlig selvransagelse hos de, der har støttet hendes kandidatur til Folketinget.

For det første er den irakiske regering folkevalgt (modsat styrerne i alle Iraks nabostater, som Abdol-Hamid ikke synes at bekymre sig om). Endvidere har FNs Sikkerhedsråd ved Resolution 1546 af 4. juni 2004 anerkendt den på irakiske overgangsregering og det valg, der i maj 2006 ledte til den nuværende regering, samt vedtaget at indsætte en multinational styrke i landet.

I resolutionen hedder det bl.a, at Sikkerhedsrådet:

Endorses the formation of a sovereign Interim Government of Iraq, as presented on 1 June 2004, which will assume full responsibility and authority by 30 June 2004 for governing Iraq while refraining from taking any actions affecting Iraq’s destiny beyond the limited interim period until an elected Transitional Government of Iraq assumes office as envisaged in paragraph four below;

Welcomes that, also by 30 June 2004, the occupation will end and the Coalition Provisional Authority will cease to exist, and that Iraq will reassert its full sovereignty

Resolution 1546 blev fulgt op af Resolution 1637 fra 11. november 2005, hvori det bl.a. hedder:

Calling upon those who use violence in an attempt to subvert the political
process to lay down their arms and participate in the political process, including in
the election scheduled for 15 December,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request
of the Government of Iraq and, having regard to the letters annexed to this
resolution, reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force as set forth in that resolution until 31 December 2006;

Endelig blev den multinationale styrkes mandat i Irak forlænget til 31. december 2007 ved Resolution 1723 af 11. november 2006:

Demanding those who use violence in an attempt to subvert the political process should lay down their arms and participate in the political process, and encouraging the Government of Iraq to continue to engage with all those who renounce violence,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request of the Government of Iraq and reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force as set forth in that resolution until 31 December 2007

Med andre ord er der i folkeretlig forstand ikke længere tale om en besættelse af Irak. De udenlandske styrker – inklusiv de danske – er i Irak efter den siddende irakiske regerings ønske. Hvis irakerne beder de udenlandske styrker om at rejse hjem er de derfor forpligtet hertil. Hvis irakiske oprører vil af med de udenlandske styrker burde de derfor anvende deres demokratiske ret til at påvirke de irakiske beslutningstagere til at sende den multinationale styrke hjem, men Abdol-Hamid og Aaen foretrækker åbenbart voldelige frem for fredelige og demokratiske midler til opnåelse af deres mål.

I en situation, hvor en tyran som Saddam Hussein, der myrdede sin egen befolkning og førte angrebskrige, er afsat og verdenssamfundet efterfølgende har legitimeret det nye demokratiske styre er det stærkt misvisende at sammenligne med situationen i Danmark underbesættelsen, hvor Danmark før 9. april 1940 var et fuldtud demokratisk land. Det ville være mere passende at sammenligne de irakiske oprørers kamp mod de internationale styrker med den hypotetiske situation, hvor tyske oprørere i årene efter Hitlers fald i 1945 bekæmpede de allierede besættelsesmagter og den demokratiske tyske regering, der blev indsat i 1949.

Endvidere er det uvederhæftigt at betegne oprørernes kamp i Irak som ”almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv”. Adskillige af oprørsgrupperne er sekteriske af natur og ønsker at undertvinge de øvrige etniske/religiøse grupper. Det er også et faktum, at en stor del af oprørerne slet ikke er irakere men muslimer fra den øvrige islamiske verden og i særlig høj grad Saudi arabere. Disse udenlandske oprørere og deres irakiske våbenfæller har langt flere civile irakeres end amerikanske, britiske og danske soldaters liv på samvittigheden, som følge af deres daglige selvmordsattentater og bombeangreb. At skelne mellem disses gruppers angreb på soldater og civile er derfor uvederhæftigt sofisteri, for oprørerne selv skelner ikke. For dem er enhver der måtte stå i vejen for målet om en islamistisk stat – det vil sige hovedparten af den irakiske befolkning – et legitimt mål.

Endelig er det værd at bemærke i hvor høj grad Enhedslisten tidligere har kastet sig over påståede danske krænkelser af den humanitære ret og menneskerettigheder i Afghanistan og USA’s krænkelser af samme i Irak. Beskyldninger og krænkelser, der i Danmark og USA bliver fordømt, undersøgt og retsforfulgt mens de oprørsgrupper, som Abdol-Hamid og Aaen støtter, med stolthed begår langt værre krænkelser som en del af deres daglige virksomhed, som man bl.a. kan se på disse gruppers videoer på Internettet.

Søren Pind har brugt ordet ”ulækkert” om Enhedslistens ageren i denne sag. Baseret på Aaen og Abdol-Hamids udtalelser kan jeg kun erklære mig enig heri, omend betegnelsen synes at være ganske mild.

Enhedslisten og Irak I

Af Jacob Mchangama, den 25. juli 2007. 6 svar

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid har udtalt:

”Det er også nødvendigt, at vi støtter f.eks. irakernes kamp mod besætterne. Det er i alt for høj grad lykkes at stemple modstandsbevægelserne som terrorister. I bund og grund er de et udtrykt for almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv“

Efterfølgende har Enhedslistens Frank Aaen bakket op om udtalelserne med følgende udsagn til BT:

”Vi er kede af det hver gang, et menneske dør i krig, dansker, iraker eller amerikaner. Men kamp mod en besættelsesmagt er helt legitim – og vi har hele tiden været imod krigen i Irak og ment, at besættelsesstyrkerne skal trækkes hjem. Men vi er samtidig imod alle former for terror. Det er jeg overbevist om, at Asmaa er enig i, og derfor er intet i dét, hun er citeret for, der peger i en anden retning”

Spørgsmålet er nu hvilke konsekvenser – om nogen – Abdol-Hamids og Aaens udtalelser skal medføre. Jeg vil i to på hinanden følgende indlæg anlægge henholdsvis en juridisk og dernæst en politisk/moralsk vinkel på udtalelserne. Først den juridiske. 

Søren Pind har luftet tanken om strafforfølgning efter straffelovens § 100, stk. 1, og den konservative folketingspolitiker Rasmus Jarlov har nu indgivet en politianmeldelse mod Abdol-Hamid for overtrædelse af førnævnte bestemmelse, der lyder som følger:

”Den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat, straffes med fængsel indtil 6 år.”

På undertegnede virker strafferetlige sanktioner dog, hverken juridisk holdbart eller i øvrigt ønskværdigt. § 100 er en næsten ubenyttet bestemmelse i den danske straffelov. Så vidt ses er den seneste dom vedrørende § 100 (da §73) fra 1915 (og vedrørte rettelig § 100 stk. 2 om fremmed indblanding) og resulterede i en frifindelse for ytringer, om at Danmarks handelspolitik under 1. verdenskrig var neutralitetsstridig. Alene det forhold, må medføre, at der skal foreligge særdeles skærpende omstændigheder før bestemmelsen tages i anvendelse.

Endvidere synes det tvivlsomt om Abdol-Hamids udtalelser er omfattet af gerningsindholdet i § 100. Der er naturligvis ikke tvivl om, at offentlighedskravet er opfyldt. Det er derimod mere tvivlsomt, om Abdol-Hamids udtalelser konkret havde til formål at ”tilskynde” til fjendtlige handlinger mod danske soldater i lovens forstand, hvilket er et krav for bestemmelsens anvendelse for så vidt angår tilskyndelse. Udtrykket ”støtte” til irakernes kamp er så ukonkretiseret, at det strafferetligt næppe kan anses for at udgøre en tilskyndelse til fjendtlige handlinger.

Endnu mere usandsynligt er det, at Abdol-Hamid skulle kunne dømmes for, at have fremkaldt en ”øjensynlig fare” for fjendtlige forholdsregler, idet dette led ifølge den kommenterede straffelov indebærer et ”objektivt krav til farens evidens, som må føre til, at kun fremkaldelse af en høj grad af risiko er strafbar”. Der er næppe mange irakiske oprørere der læser, socialister.dk, eller som i øvrigt har brug for Abdol-Hamids udtaleser for at legitimere deres nihilistiske adfærd. Som jeg tidligere har været inde på her på bloggen skal EMRK artikel 10 endvidere tages i betragtning, og ytringsfriheden må antages at være vid for så vidt angår en politikers udtalelser om et emne af særdeles væsentlig offentlig interesse, også selvom statens skønsmargin er bred når det drejer sig om national sikkerhed.

Når borgerlige politikere som under Muhammed-krisen og i forhold til f.eks. Hugo Chavez’ lukning af en kritisk tv-station talte for en nærmest ubegrænset ytringsfrihed pludselig taler for at straffe kontroversielle ytringer, smager det grangiveligt af, at man begår samme form som dobbeltmoral som man – med rette – beskyldte venstrefløjen for under Muhammed-krisen, nemlig kun at ville beskytte ytringer, der passer ind i eget værdipolitiske verdensbillede. Men ytringsfriheden må nødvendigvis også gælde de ytringer man er lodret uenig i og som man finder decideret stødende, oprørende og udtryk for en hyklerisk og totalitær politisk anskuelse. At Abdol-Hamid og Aaens udtalelser falder i sidstnævnte kategori tror jeg Søren Pind og jeg kan være enige i, som jeg skal vende tilbage til i næste indlæg

Dr. No som præsident II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. juli 2007. 6 svar

Tre-fire måneder før nogen danske MSM opdagede, at der blandt de Republikanske præsidentkandidater var et vist kongresmedlem, Dr. Ron Paul, skrev vi om ham her på stedet. Nu er andre medier ved at følge efter, i takt med at den libertarianske “Dr. No”‘s position som den eneste Republikanske præsidentkandidat, der er–og hele tiden har været–imod Irak-krigen, er ved at manifestere sig. Paul har ganske vist ikke en jordisk chance for at vinde hverken nominering eller præsidentembede, men han er i det mindste et interessant indslag. New York Times havde f.eks. en stor og lang portrætartikel, “The Antiwar, Anti-Abortion, Anti-Drug-Enforcement-
Administration, Anti-Medicare Candidacy of Dr. Ron Paul” i søndagsudgavens magasin. Heri hed det bl.a.:

“Paul represents a different Republican Party from the one that Iraq, deficits and corruption have soured the country on. In late June, despite a life of antitax agitation and churchgoing, he was excluded from a Republican forum sponsored by Iowa antitax and Christian groups. His school of Republicanism, which had its last serious national airing in the Goldwater campaign of 1964, stands for a certain idea of the Constitution — the idea that much of the power asserted by modern presidents has been usurped from Congress, and that much of the power asserted by Congress has been usurped from the states. Though Paul acknowledges flaws in both the Constitution (it included slavery) and the Bill of Rights (it doesn’t go far enough), he still thinks a comprehensive array of positions can be drawn from them: Against gun control. For the sovereignty of states. And against foreign-policy adventures. Paul was the Libertarian Party’s presidential candidate in 1988. … In Congress, Paul is generally admired for his fidelity to principle and lack of ego. “He is one of the easiest people in Congress to work with, because he bases his positions on the merits of issues,” says Barney Frank, who has worked with Paul on efforts to ease the regulation of gambling and medical marijuana. “He is independent but not ornery.” Paul has made a habit of objecting to things that no one else objects to. In October 2001, he was one of three House Republicans to vote against the USA Patriot Act. He was the sole House member of either party to vote against the Financial Antiterrorism Act (final tally: 412-1). In 1999, he was the only naysayer in a 424-1 vote in favor of casting a medal to honor Rosa Parks. Nothing against Rosa Parks: Paul voted against similar medals for Ronald Reagan and Pope John Paul II. He routinely opposes resolutions that presume to advise foreign governments how to run their affairs: He has refused to condemn Robert Mugabe’s violence against Zimbabwean citizens (421-1), to call on Vietnam to release political prisoners (425-1) or to ask the League of Arab States to help stop the killing in Darfur (425-1).”

Ikke alle amerikanske libertarianere/liberalister er dog lige begejstrede for Ron Pauls kandidatur. En af de mest begavede akademikere, jeg nogensinde har kendt, er jura-professoren Randy E. Barnett, som i snart 30 år har været kendt som en af de mest velformulerede men også mest “hard core” liberalister i amerikansk samfundsdebat. Han havde i sidste uge et lidt overraskende frontalt angreb på Ron Pauls kandidatur, i en klumme, “Libertarians and the war”, i Wall Street Journal:

“While the number of Americans who self-identify as “libertarian” remains small, a substantial proportion agree with the core stances of limited constitutional government in both the economic and social spheres–what is sometimes called “economic conservatism” and “social liberalism.” But if they watched the Republican presidential debate on May 15, many Americans might resist the libertarian label, because they now identify it with strident opposition to the war in Iraq, and perhaps even to the war against Islamic jihadists.

During that debate, the riveting exchange between Rudy Giuliani and Ron Paul about whether American foreign policy provoked the 9/11 attack raised the visibility of both candidates. … The exchange also drew attention to Mr. Paul, who until then had been a rather marginal member of the 10-man Republican field. One striking feature of Mr. Paul’s debate performance was his insistence on connecting his answer to almost every question put to him–even friendly questions about taxes, spending and personal liberty–to the war.

This raised the question: Does being a libertarian commit one to a particular stance toward the Iraq war? The simple answer is “no.”

First and foremost, llibertarians believe in robust rights of private property, freedom of contract, and restitution to victims of crime. They hold that these rights define true “liberty” and provide the boundaries within which individuals may pursue happiness by making their own free choices while living in close proximity to each other. Within these boundaries, individuals can actualize their potential while minimizing their interference with the pursuit of happiness by others.

When it comes to foreign policy, libertarians’ severe skepticism of government planning in the domestic arena carries over to the government’s ability to accomplish anything positive through foreign aid, whether economic or military–a skepticism they share with most Americans. All libertarians, I suspect, oppose military conscription on principle, considering it involuntary servitude. To a libertarian, any effort at “nation building” seems to be just another form of central planning which, however well-motivated, is fraught with unintended consequences and the danger of blowback. And, like most everyone, libertarians oppose any war of aggression. In all these regards, Mr. Paul is a mainstream libertarian.

But like all libertarians, even Mr. Paul believes in the fundamental, individual right of self-defense, which is why libertarians like him overwhelmingly support the right to keep and bear arms. And most also believe that when the territory of the U.S. is attacked militarily, the government–which claims a monopoly on providing for national defense and extracts billions of tax dollars for this purpose–is justified in using the military in self-defense. For this reason, many libertarians (though not all) who now oppose the war in Iraq supported U.S. military actions against the Taliban regime in Afghanistan, which had aided and harbored the al Qaeda network that organized the 9/11 attack.

But here is the rub. While all libertarians accept the principle of self-defense, and most accept the role of the U.S. government in defending U.S. territory, libertarian first principles of indiv
idual rights and the rule
of law tell us little about what constitutes appropriate and effective self-defense after an attack. Devising a military defense strategy is a matter of judgment or prudence about which reasonable libertarians may differ greatly.”

Herefter skifter Barnetts klumme til en stil, der bedst kan betegnes som “tredje-person flertal”, men som uden tvivl må læses som beskrivende hans eget synspunkt:

“[Some libertarians] supported the war in Iraq because they viewed it as part of a larger war of self-defense against Islamic jihadists who were organizationally independent of any government. They viewed radical Islamic fundamentalism as resulting in part from the corrupt dictatorial regimes that inhabit the Middle East, which have effectively repressed indigenous democratic reformers. Although opposed to nation building generally, these libertarians believed that a strategy of fomenting democratic regimes in the Middle East, as was done in Germany and Japan after World War II, might well be the best way to take the fight to the enemy rather than solely trying to ward off the next attack.

Moreover, the pro-war libertarians believed there was “legal” cause to take military action against Saddam’s regime–from its manifold violations of the ceasefire to firing on American planes legally patrolling the “no fly” zone and its persistent refusals to cooperate with weapons inspections. Saddam’s regime was left in power after its unprovoked invasion of Kuwait on these and other conditions that it repeatedly had violated, thereby legally justifying its removal by force if necessary. Better to be rid of Saddam and establish an ally in the war against Islamic jihadists in the heart of the Middle East, the argument goes, and then withdraw American troops.

Naturally, the libertarians who supported the war in Iraq are disappointed, though hardly shocked, that it was so badly executed. The Bush administration might be faulted, not so much for its initial errors which occur in any war against a determined foe who adjusts creatively to any preconceived central “plan,” but for its dogged refusal to alter its approach … when it became clear that its tactics were not working. …

These libertarians are still rooting for success in Iraq because it would make Americans more safe, while defeat would greatly undermine the fight against those who declared war on the U.S. They are concerned that Americans may get the misleading impression that all libertarians oppose the Iraq war–as Ron Paul does–and even that libertarianism itself dictates opposition to this war. It would be a shame if this misinterpretation inhibited a wider acceptance of the libertarian principles that would promote the general welfare of the American people.”

Update: Se også Reason Magazines artikel om Ron Paul.

Update II: 180Grader.dk har onsdag en artikel om Ron Paul.

Import giver magt

Af Niels Westy, den 24. juli 2007. 1 svar

The Economist havde sidste uge en artikel om hvorledes den demokratisk dominerede kongres i USA i flere måneder har blokeret for øget frihandel med Peru, Panama, og i realiteten har afvist en aftale med Columbia.

I Peru og Panamas tilfælde er der fortsat en god chance for at handelsaftaler vil blive indgået, hvis de to lande kan leve op til de krav som kongressen har fået indført i handelsaftalen, ikke mindst krav til standarder for arbejdsmarked og miljø.

I Colombias tilfælde har demokraterne eksplicit givet udtryk for at den politiske vold i landet – ikke mindst rettet mod fagforeningsledere, er hovedårsagen til afvisningen af en handelsaftale. Det på trods af, at der er sket klare fremskridt i de senere år.

Christian Bjørnskov, har tidligere i flere indlæg skrevet om EUs rolle i forbindelse med de manglende fremskridt i WTO forhandlingerne, og senest om Frankrigs og Tysklands ønsker om en mere protektionistisk politik.

Der er selvfølgelig ikke noget nyt i, at handelspolitik bliver brugt i det indenrigspolitiske slagsmål. Det er i sidste ende altid det væsentligste, da det er her det afgøres hvem der der har magten. Her lever gamle myter om handel og dets virkninger desværre fortsat i bedste velgående.

En række klassiske fejlslutninger spiller her en afgørende rolle.

Fejlslutning nr. 1.

Den enes gevinst er den andens tab.

Den klassiske fejltagelse om at sælgers gevinst er købers tab leder i forbindelse med udenrigshandel til fejlslutningen om at frihandel er skadeligt for ens egen økonomi. I europæiske kontekst er denne holdning måske mest udpræget i Central- og Syd Europa, men ikke kun – og slet ikke når man taler om relationerne mellem I- og Ulande.

Den retoriske oprustning omkring arbejdsmiljø, fagforeninger og menneskerettigheder, som bl.a. ideologisk (venstrefløjs) og religiøst baserede NGO’er promoverer, passet perfekt til en populistisk politisk dagsorden, hvor særinteresser kan pakkes ind i pæne hensigter, der prædiker de fineste intentioner om f.eks. at reducere børnearbejde, forbedre vilkårene for arbejderne i den tredie verden osv.

Desværre har WTO’s sammenblanding af handels- og udviklingspolitik fremmet denne dagsorden.

Fejlslutning nr. 2.

Vores velstand er resultatet af politisk kamp.

En af de mest hårrejsende absurditeter der desværre synes at være ganske udpræget er, at vores vestand skulle være resultat af en (styret) politisk proces. Tillad mig at mene, at vores velstand først og fremmest er resultatet af hårdt arbejde. Og betydningen af den politiske proces alene udgøres af liberaliseringer.

Ideen om at den politiske proces/kamp og ikke frie markeder er afgørende – er ikke forbeholdt den traditionelle venstrefløj, om hvem man i det mindste kan sige at de har en ideologisk undskyldning for denne holdning. Den bruges også i tide (og især) i utide af den borgerligt liberale fløj, når den er politisk repræsenteret, jævnfør vores nuværende regering.

Men køber man først fejlslutningen om, at det i højere grad er det politiske system end borgernes arbejde der skaber velstand og velfærd, er det unægteligt nemmere at øge markedsbarrierne – til gavn for de der allerede er på markedet, men til skade for forbrugerne og udenlandske producenter, og derigennem i sidste ende for egne potentielle eksportører.

Fejlslutning nr. 3.

Det er økonomiens størrelse der er afgørende for et lands handelspolitiske styrke.

Jeg har flere gange mødt ovenstående opfattelse til forklaring af styrkeforholdet i WTO – også blandt tilhængere af WTO, og umiddelbart ser det jo også ud som en plausibel forklaring på hvorfor lande som Indien og Brasilien i dag sidder med ved de afgørende forhandlinger om fremtidens handelsaftaler – og det er formentlig også den opfattelse de selv har.

Begge lande er forøvrigt præget af en meget udpræget tro på myte 1 og 2. Problemet er bare, at hvis Brasilien og Indien for alvor skal gøre sig forhåbninger om at kunne tvinge I-landene, ikke mindst EU til at lave handelspolitiske indrømmelser er en forudsætning at de erkender, hvad der er den vigtigste forudsætning for magt i de internationale handelsforhandlinger, nemlig ens eget hjemmemarkeds betydning for andre landes økonomi. Det er altså importen (og adgangen for udenlandske investeringer) der er afgørende for et lands handelspolitiske magt, og ikke dets samlede BNP eller eksport.

Et tydeligt eksempel er balladen om EUs import af bananer fra Mellemamerika i 1990erne. Så længe det kun var de mellemamerikanske lande der protesterede mod Eus protektionisme blev det mødt med en udpræget ligegyldighed. Det var først da USA gik ind i sagen, at spillet ændrede sig. For mens de mellemamerikanske landes import fra Europa var ligegyldig var den europæiske eksport til USA det ikke.

Det handler om Kina.

Hvis ovenstående betragtninger er korrekte indebærer det, at der på mellemlangt sigt ikke kan forventes yderligere liberaliseringer af verdenshandlen, og at den afgørende aktør vil i sidste ende være Kina.

Brasilien og Indien bærer en stor del af ansvaret for sammenbruddet i forhandlingerne i WTO – og personlig må jeg indrømme, at jeg ikke tror på at WTO i årtierne fremover vil få nogen som helst betydning for evt. handelsliberaliseringer. Det kan derimod udviklingen i Kina. Allerede i dag er Kinas økonomiske udvikling kendetegnet ved en exceptionel kvantitativ åbenhed Således udgør handlen med omverden 75% af den samlede økonomiske aktivitet.

Men hermed er (desværre) også sagt, at der formentlig ikke kommer til at ske afgørende liberaliseringer på landbrugsområdet, da det ikke har nogen synderlig betydning for Kina. Eksporten af landbrugsprodukter har derimod stor betydning for et land som Brasilien, men deres økonomis betydning (både nuværende og potentielle – med den herskende konsensus i landet om at import er noget skidt) svarer til et mellemstort europæisk land, hvilket ikke er nok.

EU på protektionistisk glidebane

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2007. 9 svar

Stærke kræfter i EU kæmper for tiden med næb og kløer for en ny europæisk forfatningstraktat. I den forbindelse var det en helt surreel oplevelse, da den tyske forbundskansler Angela Merkel i sidste uge begyndte at plædere for at EU-lande bør beskytte ’vitale industrier’ mod overtagelse af udenlandske investorer. Merkel er dermed rykket på linje med Frankrigs Nicolas Sarkozy efter at det kom frem, at den russiske bank Vneshtorg, der ejes af staten, stille og roligt har købt fem procent af aktierne i det fælleseuropæiske konsortium EADS, der blandt andet producerer Airbus-flyene.

Merkel argumenterer nu for, at EU skal definere fælles retningslinjer for, hvad en ’strategisk industri’ er, for at man kan forsvare disse industrier mod opkøb fra særligt totalitære lande. Med andre ord er det blevet EU’s største lands officielle holdning, at EU bør indføre de samme protektionistiske regler for udenlandske investeringer som Frankrig har. Tyskernes nye europolitiske linje dækker nu også en intention om at stække kapitalfondes muligheder for at investere frit, ligesom Frankrig presser stærkt på for at svække den europæiske centralbanks uafhængighed.

Problemet er, at selvom forslagene italesættes med positive vendinger som ’forsvar’ af strategiske industrier og politisk indflydelse på centralbanken af ’beskæftigelsesmæssige’ hensyn, er Merkel og Sarkozys forslag udtryk for en helt surreelt gammeldags politisk-økonomisk tænkning. Sarkozy har ligesom sin forgænger, Jacques Chirac, glædet sig officielt over franske overtagelser af amerikanske eller japanske virksomheder, men når det modsatte sker, er forargelsen til at tage og følge på. På samme vis har franske politikere og deres tyske holdningsfæller på venstrefløjen argumenteret for, at centralbanken skal tage hensyn til beskæftigelse og europæisk konkurrenceevne, på trods af netop bankens fulde uafhængighed har forhindret et ødelæggende politisk inflationspres fra at skade begge forhold. Forslagenes kerne og mål er i begge tilfælde, at øge politikeres indflydelse på økonomien og samfundet. I begge tilfælde har europæisk historie demonstreret hvor dårlig idéen er, men de også tydelige udtryk for den nyprotektionistiske retning, EU er ved at tage i disse år.

Man må håbe, at Fogh-regeringen på disse punkter kan finde ud af at slå sig sammen med andre liberalt og moderne indstillede kræfter som Sverige og Storbritannien, for at modstå de tysk-franske anslag mod europæisk økonomisk frihed og åbenhed. Ellers bliver det blot endnu et eksempel på, hvordan EU bremser den fremgang og de muligheder, som en global økonomi ellers i rigeligt mål byder på. På trods af salgsord som forsvar og beskæftigelse, fører politikerne ikke til andet end et skud i den fælleseuropæiske fod. Og selvom Danmark kun er en tå på foden, har vi ikke råd til at bløde mere på den økonomiske front, end vi gør i forvejen.

Incarcerex – "war on drugs"

Af Niels Westy, den 22. juli 2007. 13 svar

I 1972 skrev Milton Friedman en kort artikel (Prohibition and drugs) i Newsweek. Den indledtes med et citat fra 1920 af en af hovedkræfterne, evangelisten Billy Sunday, bag alkoholforbudet i 20ernes USA:.

“The reign of tears is over. The slums will soon be only a memory. We will turn our prisons into factories and our jails into storehouses and comcribs. Men will walk upright now, women will smile, and the children will laugh. Hell will be forever for rent.”

Friedman opsumerer tørt resultatet, nemlig:

“New prisons and jails had to be built to house the criminals spawned by converting the drinking of spirits into a crime against the state. Prohibition undermined respect for the law, corrupted the minions of the law, created a decadent moral climate-but did not stop the consumption of alcohol.”

og har følgende kommentarer til “The War on Drugs”:

“Despite this tragic object lesson, we seem bent on repeating precisely the same mistake in the handling of drugs”.

Disse ord må betegnes som profetiske. Lige siden er narkotikaforbrug, kriminalitet og omkostningerne til det håbløse korstog blot steget. Herhjemme er et godt bud, at de direkte omkostninger til politi, retsvæsen og fængsler er på den forkerte side af 5 mia. kroner om året.

Men måske er årsagen til at man fortsætter med den håbløse forbudspolitik en helt anden end den idealistiske (tyrker)tro, som en Billy Sunday havde på at et forbud kunne bringe os nærmere paradis.

Man kan herefter vælge om man vil betegne de der slår til lyd for den fortsatte kriminalisering som kendetegnet ved enten en afgrundsdyb uvidenhed og naivitet eller kold kynisme.

Drug Policy Alliance har i hvert fald et godt (og underholdende) bud på grunden til den føret narkotikapolitik i USA – se reklamevideo for “Incarcerex” på

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=TRPxN7DGy5c[/youtube]

Det skal medtages, at Drug Policy Allience ikke er hvem som helst, og de støttes bl.a. aktivt af Tidligere udenrigsminister George Schulz og tidligere nationalbankdirektør Paul Volcker – for en udførlig liste se her

Måske skulle man sende linket til vores nuværende regering, der åbenbart mener, at man kan (og skal) begrænse forbruget ved strengere straffe – bøden for at blive taget med en joint steg for nylig fra 500 kroner til 2000 kroner i førstegangs tilfælde – mon det afholder teeenagere fra at ryge en eneste joint?

Ugens citat: Adam Holm om vold

Af Redaktionen, den 19. juli 2007. 3 svar

Den gode Adam Holm fortsætter i gårsdagens Jyllands-Posten sin debat med Kristian Hvidt om dennes lovprisning af Lenin (jf. også Bent Jensens indlæg).  Fra den fortrinlige kronik blot dette citat:

“Vi har desværre vænnet os til, at venstreorienteret vold ikke gør helt så ondt som højreorienteret vold.”

Dansk højredebat i norske medier

Af Christian Bjørnskov, den 19. juli 2007. Skriv et svar

Ole Birk Olesen gjorde mig i går opmærksom på, at den danske højrefløjsdebat som Punditokraterne også er udtryk for, har været diskuteret i norske medier. Det er det liberale tidsskrift Minerva, der under overskriften ”Høyresuksess i Danmark” har interviewet Ole Birk Olesen (180 Grader), Henrik Gade Jensen (CEPOS), Kim Fournais (Saxo Bank), Arne Hardis (Weekendavisen) og Søren Pind (Venstre).

 

Der kommer mange hip til regeringen og gode indsigter ud af det. Ole Birk Olesen får udtalt, at blomstringen på højrefløjen primært skyldes skuffelse over regeringen, Hardis får kaldt statsministeren for en ”vagtmester i den socialdemokratiske velfærdsbygning” og Fournais stiller alternativet til et effektivt opgør med velfærdsstaten op: Vi bliver en tabernation. Det er virkelig fornøjelig læsning om fem af de skarpeste højrehjerners syn på debatten og dens fremtid.

Er pædagogernes pensionskasse ’dobbeltmoralsk’?

Af Christian Bjørnskov, den 16. juli 2007. 12 svar

En af weekendens mærkeligste mediesager var den om, at en række pædagoger er stærkt utilfredse med deres pensionskasse, PBU. Grunden er, at pensionskassen er begyndt at sælge ud af de ellers meget billige boliger, som udlejes til dens medlemmer. TV2 bragte et interview med en Birte Rugbjerg, en menig pædagog, der syntes det var ’dobbetmoralsk’ at PBU var i gang med at sælge de 520 boliger, den ejer på Østerbro. TV3 solgte derfor sagen som et stort problem, som ’i høj grad er fagforeningernes skyld’.

En række andre pensionskasser gør det samme som PBU for tiden, da boligmarkedet er stagnerende, og endda på vej ned i visse områder. Da pensionskassernes opgave er at sikre deres medlemmer den bedst mulige pension, medfører denne opgave, at de kontinuert må optimere deres investeringsportefølje for at undgå lave afkast og underskudsgivende forretninger. Og da lejeboliger ikke just er et attraktivt investeringsobjekt længere – ikke mindst på grund af de byzantinske, offentlige reguleringer på området – er mange pensionskasser begyndt at sælge ud af dem, og investere i andre aktiver.

Hvis man ser lidt nærmere på sagens fakta, præsenterer de dog et noget andet billede end det forargede, som TV2 viste igår. Pædagogernes klage går ikke på, at deres pension er i fare, men på at de ikke længere har adgang til nær så mange (meget) billige boliger. Med andre ord er de voldsomt forargede over, at deres egen pensionskasse ikke længere i samme omfang ønsker at subsidiere deres boligforbrug. For det er netop det man gør, når man udbyder boliger til en snævert afgrænset gruppe til langt under markedspris.

Pædagogen, som TV2 interviewede i går, synets at mene at adgangen til de billige boliger var en del af det, de betalte for hos pensionskassen – og hos fagforeningen, som mange har svært ved at skille fra pensionskasserne. Hvis det skulle være sandt, ville medlemmerne naturligvis opleve et problem i og med at servicen blev forringet. Men hvor stort er ’problemet’ så, hvis man overhovedet vil kalde det et problem?

Ifølge PBUs hjemmeside, ejer pensionskassen 621 boliger, hvoraf 343 ligger i Københavnsområdet, 106 i Århusområdet og 172 i resten af Jylland-Fyn. Dvs. at selvom man antager, at alle boligerne kun har ét medlem af PBU, indebærer tallene at 1,1 % af medlemmerne bor i en af pensionskassens boliger. En lang række af boligerne i København og Århus har ydermere ventetider på op til 20 år, og er derfor reelt ikke tilgængelige for de fleste medlemmer.

Hvad man således gør, er at subsidiere en meget lille del af pensionskassens medlemmers privatforbrug på bekostning af den brede medlemsskares fremtidige pensionsudbetalinger. I og med at PBU er en privat organisation, må den naturligvis gøre præcist hvad den vil, men sagen er alligevel – vil jeg mene – en god refleksion af en dansk, velfærdsstatslig rygmarvsreaktion. Meget små grupper med store privilegier kan ofte komme i medierne med krav om lovindgreb overfor fuldstændigt rationel og fair adfærd, der truer deres privilegier – og få betragtelig politisk opbakning!

Birte Rugbjerg og hendes medpædagogers krav om billige boliger er på et meget virkeligt plan således intet andet end en særligt usolidarisk velfærdsorienteret og parasitær adfærd, som mange danskere paradoksalt nok mener, er ’retfærdig’. Hvis de kommer igennem med deres krav, er den naturligvis rationel for dem, men bestemt et tab for pensionskassen og alle dens andre medlemmer. Så hvorfor TV2 eller andre medier ikke tog dén vinkel op, er måske det store spørgsmål i sagen. Men i et samfund hvor store grupper har vænnet sig til, at det offentlige og halvoffentlige forsvarer deres særinteresser, er det måske ikke helt så mærkeligt?

Bekæmp terror, frigiv narko

Af Niels Westy, den 15. juli 2007. 4 svar

Lidt selvpromovering på denne sommerdag. Mandagens klumme i 180grader er skrevet af undertegnede og er en kommentar til den insisteren på en narkotikapolitik der for længst har vist sig ikke at have nogen effekt og det faktum at den udgør en meget reel trussel mod vores indsats mod terrorisme verden over – ikke mindst i Afghanistan.

For en realtime aflæsning af udgifterne ved “The war on drugs” i USA klik her.

Jeg kan forøvrigt også anbefale at læse “How the Drug War in Afghanistan Undermines America’s War on terror” af Ted Galen Carpenter fra CATO Institutes Foreign Policy Briefing, No. 84.