Libertas lever – igen

 Som det muligvis vil være en stor del af vore læsere bekendt, spillede denne Punditokrat en vis rolle, da vi i 1985-86 var en lille flok, der stiftede “Libertas: Selskab til Studie af Personlig Frihed og Fri Markedsøkonomi” og efterfølgende udgav Tidsskriftet Libertas. (For de uindviede: Jeg var de første par år selskabet sekretær, hvilket var vores eufemisme for en slags formand, og jeg var med-redaktør af Tidsskriftet Libertas i de første par år og derefter i en årrække dets redaktør; historien er gengivet i ovenstående link). Selskab og tidsskrift har de forgangne 21 år haft flere op- og nedture–ikke så meget kvalitativt eller ideologisk som med hensyn til ren og skær aktivitetsniveau. De seneste fire-fem år har tidsskriftet reelt været dødt, mens selskabet de facto er blevet indskrænket til en årlig julefrokost og ikke meget andet.

Det har skåret nogle af os “old timers” dybt i hjertet, idet vi syntes, at Libertas var nogelt helt særligt, og jeg er ikke sikker på, at jeg helt deler den forklaring, som nogle er kommet med–at “ilten” så at sige er blevet opslugt af fora som Liberator, denne og andre blogs, og af organisationer som CEPOS og COIN/Markedscenteret. Jeg tror, at det mere har noget med personer og en upraktisk struktur at gøre–og jeg mener, at der bestemt er en selvstændig plads til Libertas, selv i internettets alder.

Ret beset mener jeg, at tidsskriftet i mange år havde en helt unik rolle, som fortsat ikke er udfyldt andre steder, nemlig som stedet for ganske avancerede artikler, der tackler emner relateret til frihedsorienteret tænkning på et relativt højt intellektuelt ambitionsniveau og totalt frigjort for mere dagligdags policy-debatter og partifnidder. Det var hele tiden meningen med Libertas, og når tidsskrift og selskab kørte godt, var det en rigtig væsentlig niche, som dér blev udfyldt, og den bliver fortsat ikke udfyldt andre steder. Så gode fora, som f.eks. Liberator og denne blog er, er det ikke der eller her, man læser virkeligt nye, originale eller avancerede bidrag til at bringe liberal tænkning videre; man bliver måske ledt på sporet (og dét er væsentligt), og man får lejligheden til at debatere–men det er også alt. Det er i sagens natur heller ikke en rolle, som f.eks. CEPOS kan eller skal udfylde; her er man både nødt til at være lidt bredere og noget mere policy-orienterede. Det samme gælder selskabet Libertas, som reelt kan være det netværk blandt unge frihedsorienterede med en klar ideologisk overbevisning, som de politiske partier, ungdomsorganisationer, tænketanke o.s.v., ikke kan udfylde, fordi de har helt andre formål.

Og netop derfor er der grund til nu at glæde sig. Der udgår i disse dage meddelelser om, at et nyt nummer af tidsskriftet er på gaden igen–ja, jeg fik det selv med posten i går, og faktisk er det allerede lagt på nettet. Det er redigeret af den afgående redaktør, Nikolaj Gammeltoft, og smækfyldt med læseværdige artikler, gamle og nye, avancerede og mindre avancerede, teoretiske og litterære. Derefter går stafetten videre til den nye redaktør, Rune Toftegaard Selsing (som tidligere selv bloggede).

Jeg håber, at dette virkelig er begyndelsen på en succesrig revitalisering–for den er tiltrængt. Man kunne sågar sige, at i disse år er der måske mere end nogensinde brug for selskabet og tidsskriftet–i betragtning af hvordan mange postuleret liberale og konservative i disse år opfører sig rent ideologisk. På den måde er situationen ikke så forskellig fra midten af 1980erne, om end den denne gang er om muligt mere deprimerende.

Der ønskes al mulig held og lykke herfra, hvorfra vi udbringer den gamle lykønskningsskål: Peace and free trade!

PS. Men se så lige at holde skuden gående denne gang …

Er der en højredrejning på vej i Latin Amerika?

Det er sjældent, at der er godt nyt fra Latin Amerika, når det handler om politik og økonomi – så meget desdo større er der grund til at skrive om det, når det faktisk sker.

En del journalister vil vist helst nøjes med at beskæftige sig med kontinentet, når der er “revolution” i luften – jævnfør de mange artikler om venstrefløjens valgsejre. Sandheden er, at ud af de seneste 13 valg i regionen er de fleste vundet af (efter lokale forhold) moderate partier på begge sider af den politiske midte – dog i flere tilfælde ganske knebent.

De seneste undersøgelser viser, at der er ved at vokse en ny middelklasse frem i flere latinamerikanske lande, bl.a. Brasilien og Mexico, hvor ca. halvdelen af Latin Amerikas befolkning bor – og som har ført en efter regionale forhold moderat politik der hælder mere mod markedskonforme tiltag end de socialistiske tiltag der tages i et land som Venezuela.

Det er ikke fordi deres overordnede økonomiske vækst imponerer – dertil eksisterer der fortsat en lang række strukturelle problemer; så som en ualmindelig ineffektiv offentlige sektor præget af udbredt korruption (der for eksempel i Brasilien er blevet værre under den nuværende regering), manglende beskyttelse af den private ejendomsret, imperfekte markeder, fortsat betydelig handelsrestriktioner osv.

Karakteristika der gælder de fleste Latinamerikanske lande, med den efterhånden evige undtagelse Chile, der til gengæld er karateriseret ved varige høje vækstrater og en hastig reduktion af fattigdommen i landet. Siden 1990 har Chile reduceret andelen der lever i fatigdom fra 50 til tæt på 10%. Men også andre lande i regionen har oplevet en vækst i andelen af befolkningen der kan kaldes middelklasse og en reduktion i andelen af fattige siden starten af 90erne.

Afgørende for fattigdomsreduceringen har været:

  • Inflationen er faldet drastisk – I Brasilien var inflationen i begyndelsen af 1990erne i perioder op mod 90% om måneden, mens den i dag er faldet til under 4% om året.

  • Udenrigshandlen er siden slutningen af 1980erne blevet liberaliseret, uden at man dog kan tale om åbne økonomier i en europæisk- amerikansk forstand (langt fra). Ikke desdo mindre er der i dag et langt større konkurrencepres fra udenlandske virksomheder end tidligere.

  • Der ér sket privatiseringer – om end f.eks. Brasilien langt fra har gjort det i det tempo eller omfang der er muligt

I størstedelen af det forrige århundrede – frem til gældskrisen i begyndelsen af 1980erne var de fleste latinamerikanske lande præget af høje handelsrestriktioner og stort statsligt ejerskab.

Denne model forstærkede de i forvejen dualistiske samfund, hvor man havde en lille overklasse/middelklasse – (brugen af udtrykket middelklasse i lande som Brasilien var lidt absurd, da de, der betegnede sig som dette, ofte befandt sig blandt de 10% mest velhavende), med en levestandard på europæisk niveau, mens resten levede i større eller mindre fattigdom. Dette gav ophav til kælenavnet ”Belindia”, en sammentrækning af Belgien og Indien.

Da den traditionelle importsubstitutionsmodel brød sammen i 1980erne medførte det også, at store dele af de grupper der traditionelt havde identificeret sig med at være middelklasse oplevede en stagnation/fald i deres levestandard. Det har f.eks. været synligt i Rio de Janeiro, hvor statsejede selskaber og institutioner traditionelt har udgjort en stor del af økonomien (går tilbage til tiden hvor RJ var hovedstad).

Efter moderate liberaliseringer i 1990erne har en ny (lavere) middelklasse set dagens lys. I forhold til den gamle ”middelklasse” er den karakteriseret ved følgende:

  • Etnisk mere i overensstemmelse med befolkningssammensætningen (mørkere i huden)

  • Lavere uddannelse end den ”gamle” middelklasse, men bedre uddannet end deres forældre

  • I højere grad tilknyttet den private sektor.

Disse socioøkonomiske forandringer viser sig på mange måder. I Brasilien har man det seneste årti oplevet, at de lavere socioøkonomiske gruppers andel af det samlede forbrug er steget voldsomt.

Således udgjorde forbruget for husholdninger i grupper B2 til D (årlig indkomst mellem 3.000 og 22.000 USD i 2005) i 2005 69 % af det samlede forbrug, hvilken er en stigning på 18% i forhold til 10 år tidligere.

Ligeledes har en undersøgelse i 2005 i tidligere slumkvarterer i Sao Paulo vist, at alle havde elektricitet, køleskab og farveTV, mens halvdelen havde en mobiltelefon, 30% en DVD-afspiller og 29% egen bil. Dette er en drastisk ændring i forhold til forholdene 10 og 20 år tidligere.

Hvad der måske er det mest interessante er, at væksten i velstanden er relateret til det private marked – i modsætning til tidligere, hvor væksten i vid udstrækning enten foregik i den offentlige sektor eller i sektorer hvis eksistens var afhængig af politiske privilegier. Hvad det indebærer for den fremtidige udvikling politiske udvikling bliver spændene at følge.

Det er iøjnefaldende, at den socialistiske regering i Brasilien i bund og grund har videreført den tidligere regerings (socialdemokratiske) politik, hvilket i Brasiliansk forstand nærmest er at betragte som højreorienteret, og har indebåret en orthodox økonomisk politik med vægten lagt på prisstabilitet og (nogenlunde) ansvarlig finanspolitik – hvilket dog ikke skal læses som at anvendelsen af offentlige midler er synderlig effektiv. Men mere stabile finansielle markeder har efterhånden vist sin værdi, og kreditmarkederne er hastigt voksende.

Fremkomsten af en voksende ”uafhængig” (lavere) middelklasse, med stigende ejerskab af egen bolig og varige forbrugsgoder peger i retning af at man vil støtte moderate partier og politikere, hvilket lover godt for de pågældende lande i fremtiden – om det samtidig indebærer et paradigmeskifte væk fra en elitær (europæisk) samfundsmodel mod en mere ”(nord)amerikansk” model er en helt anden sag, hvilket dog vil være afgørende, hvis de pågældende lande skal øge deres vækstpotentiale.

Se også http://www.economist.com/displaystory.cfm?story_id=9645142

Ugens citater: Lidt fra debatten i dagens DK

Her lidt ukommenterede bidrag fra de seneste dages debat–af mangel på tid må de tale for sig selv (hvilket flere af dem også formår at gøre på ganske sørgelig vis):

  • Anders Samuelsen til Nyhedsavisen (hat tip til 180 Grader): “Det er ret tydeligt, at Bendt Bendtsen er blevet snydt noget så groft. Det er en meget lille skattereform. Tilsyneladende er Ny Alliance det eneste parti, der mener, at 60 procent i skat er for meget. De Konservative har åbenbart opgivet kampen.”
  • Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen i Deadline mandag aften (parafraseret efter hukommelsen): Regeringens forslag indeholder på miljøområdet alt det, som Svend Auken har kæmpet for i årevis.
  • Venstres folketingskandidat Kasper Kryger hos 180 Grader om regeringens 2015-plan: “Tilbage står nu en økonomisk plan, der er risikabel for dansk økonomi på sigt, den er langt mere socialdemokratisk end Nyrups gamle 2010-plan, og den er i hvert fald i strid med Venstres eget valgoplæg fra 2005.”
  • Den konservative partileder Bendt Bendtsen i sit nyhedsbrev mandag: “Det Konservative Folkeparti har grund til at være stolt i dag. Endnu engang har vi skaffet et politisk resultat, som er med til at holde dansk økonomi på sporet.” (kursiv tilføjet)
  • Fra Berlingske Tidendes “Ingen udsigt til nye skattekrav fra De Konservative”: “Lykkes det at få regeringens skattepakke igennem, er det godt nok. De Konservative vil ikke kræve yderligere lettelser, selvom deres mål egentlig ikke er nået. Skatten på den sidst tjente krone skal egentlig ned på 50 procent, hvis det står til De Konservative. Men justitsminister Lene Espersen slår fast, at der ikke er nye konservative skattekrav lige om hjørnet, hvis det lykkes at få regeringens skattepakke igennem. Heller ikke selv om pakken ikke når målet i partiprogrammet. – “Jeg vil sige, at det her er vores mål, og det her er den rigtige medicin for Danmark. Jeg har noteret mig, at Ny Alliance og De Radikale har sagt, at det ikke er nok. Men jeg tror, med den overophedning af økonomien, der er i Danmark, at det her er lige præcis den dosis, der skal til. Så vi kommer ikke med nye ekstra bud oveni. Det her er det, De Konservative mener, er den fornuftige skattepolitik at få gennemført.”

Update:

  • Troels Lund Poulsens kommentar i Jyllands-Posten til CEPOS’ beregning, der viser, at hvis VK-regeringen fra 2001 havde fastfrosset de offentlige udgifter, ville man i 2015 havde kunnet afskaffe den statslige del af indkomstskatten, inkl. mellem- og top-skat:”Venstre bekender sig til et solidarisk velfærdssamfund, hvor alle bidrager.”

Politisk debat på fejlagtige vilkår

Som jeg har skrevet før her på stedet er valgkampen i gang. Godt nok udskrev Fogh ikke valg i denne omgang, men regeringens udspil med kvalitetsreform og skatteomlægning lugter stærkt og salt af valgflæsk. De Konservative har fået flyttet grænserne for mellem- og topskat en smule, Venstre forfølger sin nyfundne socialdemokratiske status ved at hæve jobfradraget, og dermed effektivt sænke beskatningen for lavtlønnede, og regeringens socialist, miljøminister Connie Hedegaard, er glad for at få hævet miljøafgifterne. Lige så forudsigeligt er Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF utilfredse med, at der ikke bliver brugt flere penge på ’velfærd’.

Fronterne er derfor linet op: Bruger man penge på skattelettelser eller på velfærdsforbedringer? Valgkampens tema er dejligt klart, simpelt og letforståeligt. Problemet er, at den grundlæggende præmis for temaet er fejlagtig. Debatten hviler på en antagelse om, at større offentligt udgifter fører til mere og bedre offentlig service.

Naturligvis er investeringer i ting som for eksempel nyt udstyr, særligt på sygehusene, omkostningstunge samtidig med at de åbner op for nye behandlingsmuligheder, men det er ikke det generelle billede. Hvis man ser på de tilgængelige forskningsresultater fra mange års indsats, er serviceniveau og –kvalitet ikke forbundet med udgifter. Med andre ord kan man ikke ’købe’ service ved at poste flere penge ind i et stift offentligt system, hvor de mange mellem- og topledere faktisk ikke har incitamenter til at levere bedre service.

Et af Socialdemokraternes udspil er for eksempel at der skal være en grænse på 24 elever for en folkeskoleklasse. Antagelsen her er, at mindre klasser giver bedre undervisning – mere læring, gladere elever osv. Men årtiers forskning i uddannelse har afvist at klassestørrelsen har noget som helst at gøre med kvaliteten af den uddannelse, de små poder får. Så længe klasserne er mindre end 40 elever – og muligvis større end 12-15 elever – betyder størrelsen ikke noget. Socialdemokraternes forslag vil derfor fordyre folkeskolen endnu mere uden at have nogen som helst virkning.

Man kunne lave den samme pointe med mange andre områder, hvor regering eller opposition vil smide gode penge efter dårlige. Sådan er politik åbenbart, men det er stadig forstemmende at se en central debat i valgkampen blive ført på så absurde præmisser.

Rettigheder til velfærd? Rettigheder til økonomisk deroute

Hvis nogen skulle være i tvivl, er valgkampen gået i gang. Selvom statsministeren ikke har udskrevet valg endnu – i en så usikker politisk situation må det være en pine for en kontrolfreak at skulle gøre det – er der vist ikke meget tvivl om, at det snart er på vej. At Socialdemokraterne helt sikkert tror på, at valget kommer i efteråret, må være grunden til at de har lanceret deres store valgscoop: Velfærdsrettigheder. Skidt med at Hele Thorning Schmidt i en bog for blot få år siden advarede mod at lancere den slags rettigheder, og faktisk kaldte dem ødelæggende” og ”smart stemmefiskeri”(læs her). Nu er det altså officiel socialdemokratisk politik. Det bringer minder tilbage om Anker Jørgensen, og de er ikke just glade minder.

Tidligere overvismand og professor Torben M. Andersen advarer i dag i Berlingske Tidende mod forslaget, ligesom han advarer mod noget af regeringens valgflæsk. I og med at TMA er en fornuftig mand og en god økonom, er der al mulig grund til at se lidt på forslaget. Det kan gøres meget simpelt. Thorning vil give befolkningen ret til offentlig ’service’ på 29 specifikke punkter. Blandt andet skal der være en række garantier i sygehusvæsenet og hjemmeplejen, og et loft på klassekvotienter i folkeskolen på 24 elever. Hvis man indfører velfærdsrettigheder, kan der logisk set ske to ting:

1)      Man lader være med at overholde dem, da den offentlige kapacitet slet ikke kan håndtere det efterspørgselspres, en befolkning der tager rettighederne bogstaveligt vil give. Dermed er udspillet reduceret til rent valgflæsk uden indhold, hvilket ikke vil have anden effekt end at underminere befolkningens tiltro til politikerne endnu mere. Det vil naturligvis gå ekstra ud over Socialdemokraterne – men måske er det en naturlig udvikling at partiet enten skal dø eller reduceres til et ubetydeligt parti? Deres traditionelle kernevælger – ’arbejderen’ – uddøde jo for næsten 20 år siden.

2)      Den anden logiske konsekvens opstår, hvis politikerne rent faktisk tager udspillet alvorligt. Det vil føre til en stærkt stigende efterspørgsel efter folkeskolelærere, sygeplejersker, hjemmehjælpere og læger, og formodentlig også en hel del administrativt personale i den offentlige sektor. Dette i sig selv vil føre til stærkt stigende offentlige udgifter. Men da der i forvejen er mangel på de respektive folk, kan man kun på kort sigt få dem, der allerede er der, til at arbejde mere ved at hæve deres løn betragteligt, og på længere sigt tiltrække nye folk ved permanent at hæve de offentlige lønninger. I en situation med en skrumpende arbejdsstyrke og en stigende forsøgerbyrde kan en sådan offentlig ekspansion i sagens natur udelukkende ske på bekostning af det private erhvervsliv – hvis man da ikke på aldeles magisk vis får udvidet den effektive arbejdsstyrke. Da det kun kan ske ved at tage et alvorligt opgør med bistands/dagpengesystemet er det ikke sandsynligt.

Danske socialdemokratiske vælgere står derfor, hvis de tænker sig om, i et valg mellem pest eller kolera. Hvis partiet vælger løsning nummer 1, holder de vælgerne for nar og risikerer dermed at miste yderligere opbakning i en tid, hvor partiet kæmper for at berettige sin eksistens. Hvis det vælger nummer to, vil deres politik føre til en offentlig eksplosion, der i stigende grad presser det erhvervsliv der finansierer staten. På sigt betyder udspillet om velfærdsrettigheder derfor et offentligt budget, der stiger med noget der ligner 20-40 milliarder kroner, og det kan kun finansieres ved skatteforhøjelser eller gældsættelse. Var der nogen, der sagde Anker Jørgensen? Jeg er lykkelig for at jeg ikke er socialdemokrat, men jeg har stadig et stort problem: Anders Fogh er i praksis ikke mindre socialdemokrat end Helle Thorning.

At gøre eller ikke gøre en forskel

Undertegnede har i dag en klumme, med titlen “At gøre eller ikke gøre en forskel” i 180grader, hvis budskab vel kan opsummeres som; ”at 6 år under Fogh har været endnu 6 år med socialdemokratisk regering”

Dette synspunkt er skrevet uden at jeg har glemt ændringerne (stramningen) i udlændingelovgivningen, som ikke just kan kaldes borgerligt-liberale, men som snarere er realistisk socialdemokratiske ( Hvis man har tegnedrengen liggende fremme på spisebordet, er det nok en god ide at lukke døren). Af de kommentarer der har været på klummen indtil nu kan jeg se at ikke alle (stor overraskelse) er enige. Men for denne uhelbredelige liberal(ist) – der trods alt fortrækker konservatisme frem for socialdemokratisme – så sørgelige tingenes tilstand, modsvares måske af hvordan det må være, at være ”liberal” (i den amerikanske forståelse af ordet) i USA, når mrs. Clintons 1. regeringsperiode skal beskrives i 2012 (hvis hun vinder altså).

For er konsensus her i landet socialdemokratisk (og min største anke mod regeringen, er at den intet har gjort for at ændre dette), kan konsensus i USA vel beskrives som konservativ.

Eller som det så glimrende pointeres i det seneste nummer af Economist, i lederen – under overskriften ”is Amerika turning left?”:

”America, even if it shifts to the left, will still be a conservative force on the international stage. Mrs Clinton might be portrayed as a communist on talk radio in Kansas, but set her alongside France’s Nicolas Sarkozy, Germany’s Angela Merkel, Britain’s David Cameron or any other supposed European conservative, and on virtually every significant issue Mrs Clinton is the more right-wing. She also mentions God more often than the average European bishop.”

Et Øv-Bøv til velfærdsstatens apologeter

På en endagskonference i København i januar præsenterede ex-punditokraten Nicolai Foss og jeg vores analyse af sammenhængen mellem iværksætteraktivitet og økonomisk frihed. I analysen, der var bestilt og betalt af CEPOS, fandt vi at den offentlige sektors størrelse – det offentlige forbrug, overførslerne og skattesystemet – i høj grad bidrager til at Danmark har meget lidt iværksætteraktivitet i forhold til mange andre lande, vi ofte sammenligner os med. Vores analyser blev efterfølgende omtalt i medierne, hvor modtagelsen var noget blandet.

Som Nicolai tidligere har beskrevet her, kaldte økonomiminister Bendt Bendtsen vores analyser ’simplistiske’ og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen kaldte ligefrem analysen ’komisk. Og det er helt rigtigt, at konklusionerne bestemt ikke passer i deres kram for tiden. Andersen, der i øvrigt helt tydeligt ikke havde læst vores notat, er betalt for at levere arbejde der understøtter en socialdemokratisk agenda, at Bendtsen har sine midtervælgere at ’tage hensyn til’. Vi imødegik naturligvis kritikken (læs her), om end vores svar blev ignoreret af de relevante spillere.

Men videnskabelige analysers kvaliteter er heldigvis som oftest ikke bestemt i et snusket, politisk spil! Så dagens kommentar herfra er i virkeligheden to ting. Først er det en understregning af, at man for det meste ikke skal tage politiske spilleres udmeldinger i medierne for gode varer. Og for det andet er det en slags ’øv bøv’ – en blog-udgave af Simpson-seriens Nelson, når han udbrøder sit ’Ha Ha’. Den angiveligt ’simplistiske’ og ’komiske’ analyse er forleden blevet accepteret fil publikation i tidsskriftet Public Choice efter at have været igennem fuldt, videnskabeligt peer review. Med andre ord er analysen, som Andersen, Bendtsen og velfærdsstatens andre apologeter ikke kunne bruge til noget, blevet bedømt som fuldgodt videnskabeligt arbejde. Så kan I lære det, politikere!

Det ER ikke nemt at være skatteminister (og finde en forklaring der kan passe)

Fra sædvanligvis upålidelig kilde (18.30 TV-avisen dags dato) forlyder det, at DI har beregnet at mængden af kontanter i omløb aldrig har været større – i gennemsnit ligger hver husstand inde med 11.000 kroner i kontanter. DI mener at dette er udtryk for øget sort arbejde. Det afviser skatteministeren, og anfører derimod at den lave rente gør at folk ikke gider sætte pengene i banken……………

Måske skulle en behjertet sjæl fortælle vores skatteminister, at de klassiske pengeteorier ikke opererede med elektroniske bankoverførsler – og jeg går da ikke ud fra at ministre får deres løn udbetalt i kontanter.

Det er sandelig ikke nemt at være skatteminister.

USA's varmeste år nogensinde: 1934

Et af de mest effektive argumenter for at globale klimaforandringer er kritiske og der bør ’gøres noget’ ved dem fra politisk hold er, at de seneste år har været meget varme. I USA har flere politikere således touret rundt med påstanden om, at 1998 var det varmeste år nogensinde, og herhjemme slår miljøminister Connie Hedegaard på tromme for FN-styring med lignende argumenter.

Men for nylig har økonomen Steve McIntyre på Climate Audit påpeget, at der er fejl i de officielle amerikanske klimadata (tak til Niels A. Nielsen for tippet). NASA, der står for the GISS Surface Temperature Analysis, har indrømmet fejlen på 0,15 grade Celsius. Indtil nu har man regnet 1998 som det varmeste år i amerikansk historie, men med de korrigerede tal viser de sig, at det ’nye’ år i førertrøjen er mere end to generationer gammelt – det er 1934!

Mens de officielle temperaturstatistikker for USA i forvejen viste en meget moderat stigning i dette århundrede, er McIntyre sikker på, at de største problemer med temperaturstatistikkerne findes i resten af verden. Her har vejrstationer i endnu højere grad en tendens til at være placeret i eller nær byer, hvor en kraftig urbanisering har skabt “urban heat islands”. Med andre ord måler man temperaturerne i byer, hvor lys, mennesker og bilkørsel i stigende grad skaber varme omkring målerne. Med tiden kommer temperaturdataene derfor til at stige kunstigt i takt med urbaniseringen, og kan derfor ikke bruges til egentligt naturvidenskabelige forhold. Men altimens fortsætter mediehysteriet for fuld skrue…

Krigen uden ende – og dækningen af den

Ferien er ved at være slut, og det er tid til på ny at optage ens mere monomane interesser. Ja, rigtigt gættet. Vi skal se lidt kritisk på dækningen af Irak i dagens Berlinger.

Det er nu ikke så ringe endda denne gang. Ingen åbenlyse faktuelle fejl eller fordrejninger, blot den sædvanlige vinkling.

Den daglige dosis angår en dokumentarfilm, No end in sight, der omtales her. Da jeg ikke har set filmen, må jeg støtte mig til reportagen. Angiveligt gengiver den de mange fejl, der er blevet begået i Irak. De opremses i artiklen, der meget korrekt oplyser, at disse fejl allerede har været omtalt i Berlingeren (and how, kunne man tilføje), men det giver så mulighed for, at avisen kan lave sin egen analyse, hvilket udgør en væsentlig del af reportagen.

Hvad kan man så brokke sig over i den sammenhæng?

Tja, det første, som man kan bemærke, er det, der ikke står. Der står ikke noget om, at der blev løjet. I reportagen gengives det nænsomt sådan, at krigen byggede på en “misforståelse” om Saddam Husseins WMD. Medmindre det skyldes en pludselig trang til tvetydighed fra korrespondentens side, hvilket ville være nyt på dette område, tyder det på, at dokumentarfilmen faktisk er så troværdig, som korrespondenten vil have os til at tro. Det er da også stadig forbløffende, at det kan hævdes, at der blev “løjet”, når rapport efter rapport ikke har kunne fastslå det.

Tag Hutton-rapporten som et eksempel. Her peges på, at den britiske efterretningstjeneste fik forslag fra Blairs spindoktorer til, hvordan efterretningerne kunne formuleres, så de blev forståelige for offentligheden. Nogle forslag blev efterkommet af tjenesten, mens andre blev afvist, fordi man ikke fandt, at der var den fornødne dækning. Rapporten nævner, at man naturligvis aldrig kan afvise, at tjenesten har følt et vis pres, men det forhold, at flere ændringer blev afvist, viser, at tjenesten kunne stå bag den offentliggjorte rapport. I rapporten kom det i øvrigt frem, at afdøde Dr Kelly var enig i rapportens konklusioner. Efter rapporten kom frem, lavede Panorama en dokumentar, hvor de bl.a. viste klip fra et ikke tidligere offentligjort interview med Dr Kelly, hvor han bekræfter, at Saddams WMD udgjorde en “immediate threat”, selvom han var uenig i under hvilke omstændigheder, de ville blive brugt. En gennemgang af dokumentaren fra den ikke just Blair-venlige avis The Guardian fortæller mere (her). Mig bekendt har hverken DR eller TV2 vist denne dokumentar, selvom de ellers er uhyre glade for dokumentarer om Irak. Underligt (nej vel?)

Ser man bort fra de rene konspirationsfanatikere, synes argumentet om, at der blev løjet, efterhånden at være reduceret til en påstand om, at Bush, Blair, Fogh m.fl. “manipulerede”, fordi de udtalte sig skråsikkert om noget, som de ikke kunne være sikre på. Det er naturligvis et synspunkt, men ikke et jeg deler. Hvis en politiker har grundlag i efterretninger for at tro, at en type som Saddam, med hans baggrund, udgør en trussel, kan jeg ikke bebrejde dem for at udtale sig i utvetydige vendinger. Faktisk har jeg større sympati for det, end for politikere, der ikke tør sige deres mening, men dækker sig ind bag forbehold. Alle viste, at Irak havde været uden FN-inspektører i fem år, og at det derfor var usikkert, hvad der egentlig var i Irak. Den usikkerhed pegede andre på i debatten. Så vil jeg ikke bebrejde ansvarlige politikere, at de taler stærkt for den opfattelse, de med fuld rimelighed har dannet sig fra de forelagte efterretninger.

Tilbage til Berlingskes dækning af dokumentarfilmen.

En central anklage mod indsatsen i Irak er opløsningen af den irakiske hær og udrensningen af Bath-embedsmænd. Som bekendt var Saddams regime bygget på den traditionelle magtstruktur i irak, hvor mindretallet på 20 pct. sunni undertrykte de godt 60 pct. shia i det centrale og sydlige Irak og de 20 pct kurdere i nord. Under Saddams regime blev medlemsskab af Bath nødvendigt for at opnå ledende stillinger, uanset om man i øvrigt støttede de fascistoide træk i partiets idelologi. De to indgreb mod denne magtstruktur medførte dermed, at et stort antal veluddannede soldater blev gjort arbejdsløse, og at hovedparten af alle veluddannede embedsmænd blev fjernet, hvilket har styrket sunni-oprøret og vanskeliggjort genopbygningen.

At dette er mild sagt problematisk, kan ikke debateres. Det kan det derimod, at beslutningen normalt fremstilles som “uforklarlig”, angiveligt også i denne dokumentar.

Det generer mig normalt, når større politiske handlinger beskrives som “uforklarlige”. Det vidner dels om en vis intellektuel dovenskab og fantasiløshed, dels om en manglende forståelse af, at menneskelige handlinger normalt kan forklares rationelt, selv hvor bevæggrundene måtte være irrationelle.

Man behøver ikke søge ret længe i debatten for at finde en rimelig god grund til disse problematiske beslutninger. En forklaring er således, at dette totale opgør med den eksisterende magtstruktur var nødvendig for at overbevise navnlig det åndelige overhoved al-Sistani og med ham Iraks befolkningsflertal på de 60 pct. shia samt også de med god grund altid skeptiske 20 pct. kurdere om, at invasionen ikke bare var et udslag af den “realistiske” skole, hvor man ville udskfite en diktator med en ny og mere brugbar. Ved at fjerne det apartheidlignende system, hvor 20 pct. undertrykker de øvrige 80 pct., ville man understrege, at Bush-doktrinen om at skabe ægte demokrati var alvorligt ment. Dette kan forklare, hvorfor al-Sistani støttede demokratiseringen. Selv a-Sadr har indset, efter hans styrker blev massakreret i Najaf, og hans greb om militserne er gledet ham af hænde, at demokratiet er til hans fordel. Kurderne synes også at være trygge ved udviklingen og ser formodentlig med sindsro på det kaos i det øvrige Irak, som den har medført, fordi det alt andet lige styrker deres reelle autonomi.

Hvorvidt opgøret med sunni-mindretallet og dermed sympatien med det demokratiske projekt hos flertallet af befolkningen var de mange problemer værd, kan diskuteres (det har vi kommentarspalten til ndf. Beklager på forhånd, at jeg ikke deltager). Men at fremstille beslutningen som “uforklarlig”, er ganske simpelt uintelligent.

I analysedelen af avisens reportagen er der som sædvanligt en del mangler.

Det omtales, at kun 30 pct. støtter den militære indsats. Her kunne man måske forvente, at korrespondenten havde oplyst om den nyere meningsmåling i NYT, som viste en betydelig vækst i støtten og et tilsvarende fald blandt modstanderne. Det kom så meget bag på NYT, at de fik meningsmålingen foretaget to gange, men også anden gang var resultatet 42 – 51 pct. Se omtalen af meningsmålingen her.Det kan være forbigående, men er da vel ikke helt uinteressant, når man analyserer den aktuelle situation i den amerikanske befolkning?

Endvidere er der en lidt usædvanlig afslutning i analysen. Efter at have fremhævet, hvordan kun de mest ekstreme republikanere (hvor jeg personligt kan have en vis sympati for synspunktet om, at de måske slet ikke er “rigtige” republikanere, hvad det så end er) tror på, at projektet i Irak kan lykkes, nævnes Petreus’ rapport, der til september skal konkludere, om den forøgede indsats har virket. Her nævnes så – i betragtningen af analysens kontekst – noget overrraskende:

For sæt nu, at næste måneds rapport fra Petraeus og Crocker konstaterer, at det går fremad i Irak? Hvad rapporten sandsynligvis vil gøre.

Men hov, hvorfor skulle Petreus dog nå frem til den konklusion? Antydes det, at han vil lyve, eller står det ikke så då
rligt til, som medierne fo
retrækker at give indtryk af?

Det sidste bekræftes af debatten i de internationale medier. Desværre får vi ikke rigtig noget at høre om denne side i de danske medier. Især har det vakt opsigt i USA, at to fremtrædende demokrater, O’Halon & Pollack, har skrevet en artikel den 30. juli om, at det faktisk godt kan lade sig gøre at få succes med projektet i Irak (her , obs. kræver adgang). Begge demokrater kan afskrives, og bliver det, fordi de tidligere var sympatisk indstillet over for projektet, men deres artikel har alligevel udløst en betydelig debat.

Denne debat havde man da gerne set omtalt i Berlingskes analyse. Nu er denne omgang af Bush-bashing (fortjent eller ej, begrebet er dækkende) ganske vist udformet som en føljeton, så måske kommer det senere? Man kan da håbe, for indtil videre bekræfter dækningen i 1. sektion, at man ikke rigitg ønsker at give andet end et entydigt negativt billede af udviklingen i Irak.

Det står i kontrast til dækningen i 2. sektionens kulturdel, ikke kun på lederplads, men også i de øvrige indlæg. Tag f.eks. dette indlæg fra Claus Gade Sørensen, tidl. rådgiver i Bagdag, der den 1. august under titlen Hvem er de irakiske oprørerer? analyserer de forskellige oprørsgrupper, der i den hjemlige debat ofte fremstilles som “det irakiske folk” (enten nedladende som en samling knivsvingende lystmordere af Ulrik Høy og andre højrefløjskommentatorer eller romantiseret som af Enhedslisten). Det er en analyse, der bekræfter Pernille Brammings reportager fra WEA. Fra Sørensens indlæg kan fremhæves dette citat:

Terroren vinder ikke i Irak . Den har endnu ikke tabt. Men den taber. Ikke i dag, ikke i morgen og heller ikke næste år. Men når oprørerne indser, at fremtiden ligger i at nedlægge våbnene og deltage i den politiske proces.

Bare de ville læse den slags i 1. sektionen, så deres dækning kunne blive lidt mere nuanceret. Som det er nu, får man indtryk af, at de har sat deres personlige troværdighed ind på, at det ender galt. Det er ikke en god investering for en journalist.

Ché chic?

Vi har her på stedet ved flere lejligheder kommenteret det usmaglige “Ché chic”-fænomen (bl.a. her, her og her ).   I disse dage giver vennerne ovre hos 180Grader og Uriasposten den fuld gas.  Læs bl.a. om TV2’s Ché-eksponering og en liste over mandens bemærkelsesværdige udsagn og gerninger.

Update: Jeg har i (søn-)dagens Berlingske Tidende denne “Groft Sagt”-kommentar til emnet:

Det har i nogle år igen været halvmoderne at gå rundt og reklamere for, at man synes, at seriemordere og tyranner er sådan lidt trendy – altså så længe de er venstreorienterede. Vi tænker her naturligvis på sådanne fænomener fra det seneste årti som f.eks. Café Castro på Nørrebro, Fidels Fresh Fruit Bar i Århus, den nu lykkeligvis lukkede restaurant KGB i indre København, og de allestedsnærværende beklædningsgenstande med det kendte billede af den morderiske stalinist Ernesto »Ché« Guevara. Sidstnævnte havde også forleden fået æren af at være med på TV 2s Go’ Morgen Danmark – ikke sådan i levende liv, idet han allerede for snart 40 år siden blev ekspederet videre til et eventuelt møde med de hundreder, hvis liv han havde på samvittigheden. Det var derimod som kontrafej på maven af en kok, der skulle lave cubansk mad. (Eller som den evigt glade Line Baun Danielsen så opstemt introducerede det kommunistiske øfængsel: »Cuba – det er noget med sol, salsa, en god cigar, men det er også mad«. Det er godt set af den tidligere studievært på TV2 Nyhederne – om end det selvfølgelig svarer lidt til at sige: »Det Tredje Rige – det er noget med øl, Lederhosen, gemytlighed, men det er også smuk arkitektur«.)

Misforstå os ikke, kære læsere. Vi vil ikke forbyde kokke eller andet godtfolk at gå rundt med Ché på maven. Det bør være præcis lige så tilladt som at gå rundt og reklamere for, at man synes godt om Hitler, Pol Pot, Mao, Stalin, Saddam, Pinochet og Mussolini – og det burde også være lige så velset.

Ja fra Sarkozy til våbenaftale med Libyen

Et af argumenterne for at få en mere integreret, om måske endda fuldt fælles, europæisk udenrigspolitik er, at man kan virke som en mere moralsk modvægt til det, mange ser som amerikansk Realpolitik med gustne motiver. Frankrig er som bekendt en af de stærkeste fortalere for fælles EU-politik, en officiel holdning der bestemt ikke er ændret med den nye præsident Sarkozy. Som sådan skulle man tro, at EU – hvis de officielle intentioner var sande – ville afstå fra kontakt med nogle af verdens mest menneskefjendske regimer. Men intentionerne og de fine ord er ligesom tønder – de larmer mest når de er helt tomme.

Den type regimer er Libyen et pragteksempel på. Landet har stadig en række politiske fanger siddende i dets fængsler, brugen af tortur er udbredt, og man har fra officielt hold nægtet enhver undersøgelse af borgere, der regelmæssigt forsvinder sporløst når de har været i politiets varetægt. Befolkningen har heller ikke skyggen af politiske rettigheder i et land, der siden 1969 er blevet styret diktatorisk af Moammar Gaddafi. Ytrings- og pressefrihed er også en by i Rusland. På Reporters Sans Frontières årlige indeks ligger Libyen lunt mellem så velkendt ’frie’ lande som Hviderusland og Syrien.

Men den officielle europæiske moral har ikke forhindret Frankrig i at indgå en større våbenkøbsaftale med Libyen. Politiken skriver i dag, at de to lande har indgået en aftale om salg af panserværnsraketter og kommunikationsudstyr til en værdi af cirka 3 milliarder kroner. Den hjemlige franske opposition kritiserer regeringen for at indgå aftalen, ligesom den tidligere kritiserede Chirac-regeringen for at indgå en større aftaler om salg af nuklearteknologi til Libyen. Herve Morin, Frankrigs nye udenrigsminister, kalder kritikken ”et systematisk forsøg på at ødelægge en virkelig diplomatisk succes” for Frankrig.

Der er ingen tvivl om, at Frankrig vil blive en nøglespiller, hvis EU en dag skulle få en fælles udenrigspolitik. Når man evaluerer spørgsmålet, om det er ønskværdigt at fortsætte den politiske integration i Europa, er det derfor helt centralt også at spørge, hvilken type udenrigspolitik, der vil blive ført. Dagens absurde nyhed betyder således kun, at jeg er blevet endnu mere skeptisk mht. EU’s politiske overbygning. Vil vi virkelig lade vores udenrigspolitik diktere af et land, der sælger våben til verdens mest menneskefjendske regimer så snart internationale embargoer ophæves? Vil vi lade Frankrig – der umiddelbart før Irak-krigen var en af landets tre største kreditorer (rigtigt gættet, Irak skyldte penge for køb af våben og atomteknologi) – udbrede sin globale indflydelse med dansk, svensk og britisk opbakning? For mig er svaret entydigt.

Absurd protektionisme ad den EU-retslige bagdør

Det burde ikke komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at EU til tider implementerer stærkt protektionistisk politik. For et stykke tid siden kom der endnu et eksempel på det, og i går demonstrerede Fogedretten i Århus så det danske politiske og retslige systems magtesløshed overfor den primært sydeuropæiske økonomisk idioti.

DR beskriver i dag hvordan Fogedretten har lukket internetbutikken CD Wows hjemmeside. Grunden er, at det danske retsvæsen skal opretholde et EU-direktiv, kendt som infosoc-direktivet, som ulovliggør parallelimport af f.eks. musik og film. Videresalg af varer som CD’er som er indkøbt udenfor EU er kun lovligt, hvis man har indhentet tilladelsen fra den, der har rettighederne til værket. Mens Danmark oprindeligt var imod direktivet med den begrundelse at det udhuler princippet om fri handel, gav man sig i 2002 og i dag ser man virkningen. For dem, der er bekendt med økonomisk teori, tilader Infosoc-direktivet nemlig pladeselskaberne – der holder de intellektuelle rettigheder til musikken – at prisdiskriminere mellem markeder. Med andre ord betyder direktivet, at branchen med rettens beskyttelse kan opføre sig som en perfekt monopolist.

Sagen er ført af pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, hvis advokat udtaler til DR at ”Vi har mange gange haft fornemmelsen af, at der er sket ulovligheder i firmaet. Og den formodning fik vi bekræftet, da vi udførte kontrol af selskabets aktiviteter, efter vi flere gange har haft fat i dem”. Det er vel næppe overraskende at det netop er IFPI, der fører sagen, eller at man konsekvent omtaler CD-Wows aktiviteter som ulovlige. Hvad medierne desværre ikke har interesseret sig for, med DR Harddisken som en enkelt undtagelse, er hvorfor EU har forbudt parallelimport.

Egentlig er det public choice teori for begyndere. En brancheorganisation kan naturligvis profitere ved at lobbye politikere for, for eksempel, at begrænse udefrakommende konkurrence mod dens medlemmer. Problemet er, at forbrugerne – den store gruppe danskere – alle som én taber hvis konkurrencen bliver begrænset. Ikke blot stiger prisen på de pågældende varer – det er jo derfor branchen ønsker konkurrencebegrænsningen – men den fører typisk også til et mindre varieret udbud af varetypen.

Konkurrencebegrænsninger osv. bliver alligevel ofte indført fordi benefits er koncentrerede – branchen vinder – mens omkostningerne er spredte – hver forbruger taber jo ’kun’ en ti-tyve kroner per CD-køb. Så der er ingen tvivl om, hvem der råber højest i politikernes ører, selvom de koncentrerede benefits på ingen måde kan opveje summen af næsten 400 millioner forbrugeres tab.

I sidste ende er EU-direktivet et alvorligt nederlag for frihandelen og dermed for danske og europæiske forbrugere. Det er også en demonstration af hvordan politikere ofte misligholder deres forpligtelser – deres job er jo på en meget virkelig måde at samle de almindelige vælgeres/forbrugeres interesser. Det gør man også til en vis grad i Danmark, men når aggressive særinteresser bakkes op af sydeuropæiske regeringer, strækker vi gang på gang våben. Tragedien er, at hvis det fortsætter er det ikke kun Sydeuropa, der skades af protektionistiske og halvkorrupte politiske traditioner, men os alle. Og så bliver EU for alvor en fiasko.

Død over mantraet "Naturligt er godt"

Line Friis Møller har på en DR blog skrevet en kort artikel om den “farlige naturlighed” – et citat:

“En gennemsnitlig amerikaner spiser hver dag 10.000 gange flere naturlige kræftfremkaldende pesticider end syntetiske. Som et lille kuriosum kan nævnes, at planter ofte producerer flere af deres egne kræftfremkaldende pesticider, når de dyrkes økologisk – og altså ikke sprøjtes.
– rå champignoner indeholder så store mængder af det kræftfremkaldende stof phenylhydrazin, at de ikke ville blive tilladt, hvis de var syntetisk fremstillet.
– solanin er et giftstof, der er ligeså potent som sprøjtemidlet parathion, og det findes helt naturligt i kartoffelskræl.
– mug i peanut, majs og spinat kan danne giftstoffet aflatoxin, der øger risikoen for leverkræft væsentligt (risikoen for, at afgrøderne angribes af den giftige mug bliver for resten mindre, hvis de sprøjtes med svampegifte).”

Læs resten på

http://blogs.dr.dk/blogs/videnom/archive/2007/07/30/d-d-over-mantraet-naturligt-er-godt.aspx 

Gud vide hvor mange af dem der køber økologisk, der ved det?

Hvad er de mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaberne?

Her er en post til de mere akademiske af vores læsere! Inspireret af vores emeritus Nicolai Foss, der forleden postede et lignende kald på Organizations and Markets, vil vi indbyde vores læsere til en lille sommerdiskussion: Giv jeres bud på, hvad der er det mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaberne. Det kan være som artikel, bog eller måske en mere overordnet idé. Lad mig starte med mit bidrag: John Maynard Keynes 1936-bog The General Theory of Employment, Interest and Money. Vi glæder os til at høre jeres bud – og hvorfor I mener de er overvurderede.

Ugens citat: Guevara & Stalin

 Hermed et afslørende citat fra ca. 1954 af alle venstre-ekstremisters idol, Che Guevara:

“[I have sworn] before a picture of our, old much lamented comrade Stalin that I will not rest until I see these capitalist octopuses annihilated.”

Ved samme tid underskrev Guevara sig som “Stalin II”. I 1960–fire år efter Krustjevs afsløring af Stalins forbrydelser–nedlagde Guevara en blomsterkrans ved Stalins grav.

(Kilde: Samuel Farber, “The Resurrection of Che Guevara”, med hat-tip til Uriaspostens Kim Møller)

Enhedslisten og Irak II

Som nævnt i mit forrige indlæg finder jeg hverken juridisk belæg eller behov for at straffe Abdol-Hamid for hendes udtalelser vedrørende støtte til irakiske oprører. For undertegnede står den moralske falliterklæring Abdol-Hamid og Aaens udtalelser er udtryk for tillige langt stærkere alene end, hvis sanktioneret med straf, og er endnu en kærkommen påmindelse om, i hvor høj grad den yderste venstrefløj nærmest konsekvent har stillet sig på tyranniets side igennem de sidste 100 års verdenshistorie.

Sådanne påmindelser skal ikke undertrykkes men frem i lyset så deres ophavsmænd og kvinder kan konfronteres med dem og stilles moralsk og politisk snarere end juridisk til ansvar for dem. I den forbindelse er Abdol-Hamids beskrivelse af det irakiske oprør som en folkelig opstand og hendes sammenligning med den danske modstandsbevægelse så åbenlyst absurde og groteske, at de må føre til politisk selvmord for Abdol-Hamid og alvorlig selvransagelse hos de, der har støttet hendes kandidatur til Folketinget.

For det første er den irakiske regering folkevalgt (modsat styrerne i alle Iraks nabostater, som Abdol-Hamid ikke synes at bekymre sig om). Endvidere har FNs Sikkerhedsråd ved Resolution 1546 af 4. juni 2004 anerkendt den på irakiske overgangsregering og det valg, der i maj 2006 ledte til den nuværende regering, samt vedtaget at indsætte en multinational styrke i landet.

I resolutionen hedder det bl.a, at Sikkerhedsrådet:

Endorses the formation of a sovereign Interim Government of Iraq, as presented on 1 June 2004, which will assume full responsibility and authority by 30 June 2004 for governing Iraq while refraining from taking any actions affecting Iraq’s destiny beyond the limited interim period until an elected Transitional Government of Iraq assumes office as envisaged in paragraph four below;

Welcomes that, also by 30 June 2004, the occupation will end and the Coalition Provisional Authority will cease to exist, and that Iraq will reassert its full sovereignty

Resolution 1546 blev fulgt op af Resolution 1637 fra 11. november 2005, hvori det bl.a. hedder:

Calling upon those who use violence in an attempt to subvert the political
process to lay down their arms and participate in the political process, including in
the election scheduled for 15 December,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request
of the Government of Iraq and, having regard to the letters annexed to this
resolution, reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force
as set forth in that resolution until 31 December 2006;

Endelig blev den multinationale styrkes mandat i Irak forlænget til 31. december 2007 ved Resolution 1723 af 11. november 2006:

Demanding those who use violence in an attempt to subvert the political process should lay down their arms and participate in the political process, and encouraging the Government of Iraq to continue to engage with all those who renounce violence,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request of the Government of Iraq and reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force as set forth in that resolution until 31 December 2007

Med andre ord er der i folkeretlig forstand ikke længere tale om en besættelse af Irak. De udenlandske styrker – inklusiv de danske – er i Irak efter den siddende irakiske regerings ønske. Hvis irakerne beder de udenlandske styrker om at rejse hjem er de derfor forpligtet hertil. Hvis irakiske oprører vil af med de udenlandske styrker burde de derfor anvende deres demokratiske ret til at påvirke de irakiske beslutningstagere til at sende den multinationale styrke hjem, men Abdol-Hamid og Aaen foretrækker åbenbart voldelige frem for fredelige og demokratiske midler til opnåelse af deres mål.

I en situation, hvor en tyran som Saddam Hussein, der myrdede sin egen befolkning og førte angrebskrige, er afsat og verdenssamfundet efterfølgende har legitimeret det nye demokratiske styre er det stærkt misvisende at sammenligne med situationen i Danmark underbesættelsen, hvor Danmark før 9. april 1940 var et fuldtud demokratisk land. Det ville være mere passende at sammenligne de irakiske oprørers kamp mod de internationale styrker med den hypotetiske situation, hvor tyske oprørere i årene efter Hitlers fald i 1945 bekæmpede de allierede besættelsesmagter og den demokratiske tyske regering, der blev indsat i 1949.

Endvidere er det uvederhæftigt at betegne oprørernes kamp i Irak som ”almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv”. Adskillige af oprørsgrupperne er sekteriske af natur og ønsker at undertvinge de øvrige etniske/religiøse grupper. Det er også et faktum, at en stor del af oprørerne slet ikke er irakere men muslimer fra den øvrige islamiske verden og i særlig høj grad Saudi arabere. Disse udenlandske oprørere og deres irakiske våbenfæller har langt flere civile irakeres end amerikanske, britiske og danske soldaters liv på samvittigheden, som følge af deres daglige selvmordsattentater og bombeangreb. At skelne mellem disses gruppers angreb på soldater og civile er derfor uvederhæftigt sofisteri, for oprørerne selv skelner ikke. For dem er enhver der måtte stå i vejen for målet om en islamistisk stat – det vil sige hovedparten af den irakiske befolkning – et legitimt mål.

Endelig er det værd at bemærke i hvor høj grad Enhedslisten tidligere har kastet sig over påståede danske krænkelser af den humanitære ret og menneskerettigheder i Afghanistan og USA’s krænkelser af samme i Irak. Beskyldninger og krænkelser, der i Danmark og USA bliver fordømt, undersøgt og retsforfulgt mens de oprørsgrupper, som Abdol-Hamid og Aaen støtter, med stolthed begår langt værre krænkelser som en del af deres daglige virksomhed, som man bl.a. kan se på disse gruppers videoer på Internettet.

Søren Pind har brugt ordet ”ulækkert” om Enhedslistens ageren i denne sag. Baseret på Aaen og Abdol-Hamids udtalelser kan jeg kun erklære mig enig heri, omend betegnelsen synes at være ganske mild.

Enhedslisten og Irak I

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid har udtalt:

”Det er også nødvendigt, at vi støtter f.eks. irakernes kamp mod besætterne. Det er i alt for høj grad lykkes at stemple modstandsbevægelserne som terrorister. I bund og grund er de et udtrykt for almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv“

Efterfølgende har Enhedslistens Frank Aaen bakket op om udtalelserne med følgende udsagn til BT:

”Vi er kede af det hver gang, et menneske dør i krig, dansker, iraker eller amerikaner. Men kamp mod en besættelsesmagt er helt legitim – og vi har hele tiden været imod krigen i Irak og ment, at besættelsesstyrkerne skal trækkes hjem. Men vi er samtidig imod alle former for terror. Det er jeg overbevist om, at Asmaa er enig i, og derfor er intet i dét, hun er citeret for, der peger i en anden retning”

Spørgsmålet er nu hvilke konsekvenser – om nogen – Abdol-Hamids og Aaens udtalelser skal medføre. Jeg vil i to på hinanden følgende indlæg anlægge henholdsvis en juridisk og dernæst en politisk/moralsk vinkel på udtalelserne. Først den juridiske. 

Søren Pind har luftet tanken om strafforfølgning efter straffelovens § 100, stk. 1, og den konservative folketingspolitiker Rasmus Jarlov har nu indgivet en politianmeldelse mod Abdol-Hamid for overtrædelse af førnævnte bestemmelse, der lyder som følger:

”Den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat, straffes med fængsel indtil 6 år.”

På undertegnede virker strafferetlige sanktioner dog, hverken juridisk holdbart eller i øvrigt ønskværdigt. § 100 er en næsten ubenyttet bestemmelse i den danske straffelov. Så vidt ses er den seneste dom vedrørende § 100 (da §73) fra 1915 (og vedrørte rettelig § 100 stk. 2 om fremmed indblanding) og resulterede i en frifindelse for ytringer, om at Danmarks handelspolitik under 1. verdenskrig var neutralitetsstridig. Alene det forhold, må medføre, at der skal foreligge særdeles skærpende omstændigheder før bestemmelsen tages i anvendelse.

Endvidere synes det tvivlsomt om Abdol-Hamids udtalelser er omfattet af gerningsindholdet i § 100. Der er naturligvis ikke tvivl om, at offentlighedskravet er opfyldt. Det er derimod mere tvivlsomt, om Abdol-Hamids udtalelser konkret havde til formål at ”tilskynde” til fjendtlige handlinger mod danske soldater i lovens forstand, hvilket er et krav for bestemmelsens anvendelse for så vidt angår tilskyndelse. Udtrykket ”støtte” til irakernes kamp er så ukonkretiseret, at det strafferetligt næppe kan anses for at udgøre en tilskyndelse til fjendtlige handlinger.

Endnu mere usandsynligt er det, at Abdol-Hamid skulle kunne dømmes for, at have fremkaldt en ”øjensynlig fare” for fjendtlige forholdsregler, idet dette led ifølge den kommenterede straffelov indebærer et ”objektivt krav til farens evidens, som må føre til, at kun fremkaldelse af en høj grad af risiko er strafbar”. Der er næppe mange irakiske oprørere der læser, socialister.dk, eller som i øvrigt har brug for Abdol-Hamids udtaleser for at legitimere deres nihilistiske adfærd. Som jeg tidligere har været inde på her på bloggen skal EMRK artikel 10 endvidere tages i betragtning, og ytringsfriheden må antages at være vid for så vidt angår en politikers udtalelser om et emne af særdeles væsentlig offentlig interesse, også selvom statens skønsmargin er bred når det drejer sig om national sikkerhed.

Når borgerlige politikere som under Muhammed-krisen og i forhold til f.eks. Hugo Chavez’ lukning af en kritisk tv-station talte for en nærmest ubegrænset ytringsfrihed pludselig taler for at straffe kontroversielle ytringer, smager det grangiveligt af, at man begår samme form som dobbeltmoral som man – med rette – beskyldte venstrefløjen for under Muhammed-krisen, nemlig kun at ville beskytte ytringer, der passer ind i eget værdipolitiske verdensbillede. Men ytringsfriheden må nødvendigvis også gælde de ytringer man er lodret uenig i og som man finder decideret stødende, oprørende og udtryk for en hyklerisk og totalitær politisk anskuelse. At Abdol-Hamid og Aaens udtalelser falder i sidstnævnte kategori tror jeg Søren Pind og jeg kan være enige i, som jeg skal vende tilbage til i næste indlæg

Dr. No som præsident II

 Tre-fire måneder før nogen danske MSM opdagede, at der blandt de Republikanske præsidentkandidater var et vist kongresmedlem, Dr. Ron Paul, skrev vi om ham her på stedet. Nu er andre medier ved at følge efter, i takt med at den libertarianske “Dr. No”‘s position som den eneste Republikanske præsidentkandidat, der er–og hele tiden har været–imod Irak-krigen, er ved at manifestere sig. Paul har ganske vist ikke en jordisk chance for at vinde hverken nominering eller præsidentembede, men han er i det mindste et interessant indslag. New York Times havde f.eks. en stor og lang portrætartikel, “The Antiwar, Anti-Abortion, Anti-Drug-Enforcement-
Administration, Anti-Medicare Candidacy of Dr. Ron Paul” i søndagsudgavens magasin. Heri hed det bl.a.:

“Paul represents a different Republican Party from the one that Iraq, deficits and corruption have soured the country on. In late June, despite a life of antitax agitation and churchgoing, he was excluded from a Republican forum sponsored by Iowa antitax and Christian groups. His school of Republicanism, which had its last serious national airing in the Goldwater campaign of 1964, stands for a certain idea of the Constitution — the idea that much of the power asserted by modern presidents has been usurped from Congress, and that much of the power asserted by Congress has been usurped from the states. Though Paul acknowledges flaws in both the Constitution (it included slavery) and the Bill of Rights (it doesn’t go far enough), he still thinks a comprehensive array of positions can be drawn from them: Against gun control. For the sovereignty of states. And against foreign-policy adventures. Paul was the Libertarian Party’s presidential candidate in 1988. … In Congress, Paul is generally admired for his fidelity to principle and lack of ego. “He is one of the easiest people in Congress to work with, because he bases his positions on the merits of issues,” says Barney Frank, who has worked with Paul on efforts to ease the regulation of gambling and medical marijuana. “He is independent but not ornery.” Paul has made a habit of objecting to things that no one else objects to. In October 2001, he was one of three House Republicans to vote against the USA Patriot Act. He was the sole House member of either party to vote against the Financial Antiterrorism Act (final tally: 412-1). In 1999, he was the only naysayer in a 424-1 vote in favor of casting a medal to honor Rosa Parks. Nothing against Rosa Parks: Paul voted against similar medals for Ronald Reagan and Pope John Paul II. He routinely opposes resolutions that presume to advise foreign governments how to run their affairs: He has refused to condemn Robert Mugabe’s violence against Zimbabwean citizens (421-1), to call on Vietnam to release political prisoners (425-1) or to ask the League of Arab States to help stop the killing in Darfur (425-1).”

 Ikke alle amerikanske libertarianere/liberalister er dog lige begejstrede for Ron Pauls kandidatur. En af de mest begavede akademikere, jeg nogensinde har kendt, er jura-professoren Randy E. Barnett, som i snart 30 år har været kendt som en af de mest velformulerede men også mest “hard core” liberalister i amerikansk samfundsdebat. Han havde i sidste uge et lidt overraskende frontalt angreb på Ron Pauls kandidatur, i en klumme, “Libertarians and the war”, i Wall Street Journal:

“While the number of Americans who self-identify as “libertarian” remains small, a substantial proportion agree with the core stances of limited constitutional government in both the economic and social spheres–what is sometimes called “economic conservatism” and “social liberalism.” But if they watched the Republican presidential debate on May 15, many Americans might resist the libertarian label, because they now identify it with strident opposition to the war in Iraq, and perhaps even to the war against Islamic jihadists.

During that debate, the riveting exchange between Rudy Giuliani and Ron Paul about whether American foreign policy provoked the 9/11 attack raised the visibility of both candidates. … The exchange also drew attention to Mr. Paul, who until then had been a rather marginal member of the 10-man Republican field. One striking feature of Mr. Paul’s debate performance was his insistence on connecting his answer to almost every question put to him–even friendly questions about taxes, spending and personal liberty–to the war.

This raised the question: Does being a libertarian commit one to a particular stance toward the Iraq war? The simple answer is “no.”

First and foremost, llibertarians believe in robust rights of private property, freedom of contract, and restitution to victims of crime. They hold that these rights define true “liberty” and provide the boundaries within which individuals may pursue happiness by making their own free choices while living in close proximity to each other. Within these boundaries, individuals can actualize their potential while minimizing their interference with the pursuit of happiness by others.

When it comes to foreign policy, libertarians’ severe skepticism of government planning in the domestic arena carries over to the government’s ability to accomplish anything positive through foreign aid, whether economic or military–a skepticism they share with most Americans. All libertarians, I suspect, oppose military conscription on principle, considering it involuntary servitude. To a libertarian, any effort at “nation building” seems to be just another form of central planning which, however well-motivated, is fraught with unintended consequences and the danger of blowback. And, like most everyone, libertarians oppose any war of aggression. In all these regards, Mr. Paul is a mainstream libertarian.

But like all libertarians, even Mr. Paul believes in the fundamental, individual right of self-defense, which is why libertarians like him overwhelmingly support the right to keep and bear arms. And most also believe that when the territory of the U.S. is attacked militarily, the government–which claims a monopoly on providing for national defense and extracts billions of tax dollars for this purpose–is justified in using the military in self-defense. For this reason, many libertarians (though not all) who now oppose the war in Iraq supported U.S. military actions against the Taliban regime in Afghanistan, which had aided and harbored the al Qaeda network that organized the 9/11 attack.

But here is the rub. While all libertarians accept the principle of self-defense, and most accept the role of the U.S. government in defending U.S. territory, libertarian first principles of indiv
idual rights and the rule
of law tell us little about what constitutes appropriate and effective self-defense after an attack. Devising a military defense strategy is a matter of judgment or prudence about which reasonable libertarians may differ greatly.”

Herefter skifter Barnetts klumme til en stil, der bedst kan betegnes som “tredje-person flertal”, men som uden tvivl må læses som beskrivende hans eget synspunkt:

“[Some libertarians] supported the war in Iraq because they viewed it as part of a larger war of self-defense against Islamic jihadists who were organizationally independent of any government. They viewed radical Islamic fundamentalism as resulting in part from the corrupt dictatorial regimes that inhabit the Middle East, which have effectively repressed indigenous democratic reformers. Although opposed to nation building generally, these libertarians believed that a strategy of fomenting democratic regimes in the Middle East, as was done in Germany and Japan after World War II, might well be the best way to take the fight to the enemy rather than solely trying to ward off the next attack.

Moreover, the pro-war libertarians believed there was “legal” cause to take military action against Saddam’s regime–from its manifold violations of the ceasefire to firing on American planes legally patrolling the “no fly” zone and its persistent refusals to cooperate with weapons inspections. Saddam’s regime was left in power after its unprovoked invasion of Kuwait on these and other conditions that it repeatedly had violated, thereby legally justifying its removal by force if necessary. Better to be rid of Saddam and establish an ally in the war against Islamic jihadists in the heart of the Middle East, the argument goes, and then withdraw American troops.

Naturally, the libertarians who supported the war in Iraq are disappointed, though hardly shocked, that it was so badly executed. The Bush administration might be faulted, not so much for its initial errors which occur in any war against a determined foe who adjusts creatively to any preconceived central “plan,” but for its dogged refusal to alter its approach … when it became clear that its tactics were not working. …

These libertarians are still rooting for success in Iraq because it would make Americans more safe, while defeat would greatly undermine the fight against those who declared war on the U.S. They are concerned that Americans may get the misleading impression that all libertarians oppose the Iraq war–as Ron Paul does–and even that libertarianism itself dictates opposition to this war. It would be a shame if this misinterpretation inhibited a wider acceptance of the libertarian principles that would promote the general welfare of the American people.”

Update: Se også Reason Magazines artikel om Ron Paul.

Update II: 180Grader.dk har onsdag en artikel om Ron Paul.

Import giver magt

The Economist havde sidste uge en artikel om hvorledes den demokratisk dominerede kongres i USA i flere måneder har blokeret for øget frihandel med Peru, Panama, og i realiteten har afvist en aftale med Columbia.

I Peru og Panamas tilfælde er der fortsat en god chance for at handelsaftaler vil blive indgået, hvis de to lande kan leve op til de krav som kongressen har fået indført i handelsaftalen, ikke mindst krav til standarder for arbejdsmarked og miljø.

I Colombias tilfælde har demokraterne eksplicit givet udtryk for at den politiske vold i landet – ikke mindst rettet mod fagforeningsledere, er hovedårsagen til afvisningen af en handelsaftale. Det på trods af, at der er sket klare fremskridt i de senere år.

Christian Bjørnskov, har tidligere i flere indlæg skrevet om EUs rolle i forbindelse med de manglende fremskridt i WTO forhandlingerne, og senest om Frankrigs og Tysklands ønsker om en mere protektionistisk politik.

Der er selvfølgelig ikke noget nyt i, at handelspolitik bliver brugt i det indenrigspolitiske slagsmål. Det er i sidste ende altid det væsentligste, da det er her det afgøres hvem der der har magten. Her lever gamle myter om handel og dets virkninger desværre fortsat i bedste velgående.

En række klassiske fejlslutninger spiller her en afgørende rolle.

Fejlslutning nr. 1.

Den enes gevinst er den andens tab.

Den klassiske fejltagelse om at sælgers gevinst er købers tab leder i forbindelse med udenrigshandel til fejlslutningen om at frihandel er skadeligt for ens egen økonomi. I europæiske kontekst er denne holdning måske mest udpræget i Central- og Syd Europa, men ikke kun – og slet ikke når man taler om relationerne mellem I- og Ulande.

Den retoriske oprustning omkring arbejdsmiljø, fagforeninger og menneskerettigheder, som bl.a. ideologisk (venstrefløjs) og religiøst baserede NGO’er promoverer, passet perfekt til en populistisk politisk dagsorden, hvor særinteresser kan pakkes ind i pæne hensigter, der prædiker de fineste intentioner om f.eks. at reducere børnearbejde, forbedre vilkårene for arbejderne i den tredie verden osv.

Desværre har WTO’s sammenblanding af handels- og udviklingspolitik fremmet denne dagsorden.

Fejlslutning nr. 2.

Vores velstand er resultatet af politisk kamp.

En af de mest hårrejsende absurditeter der desværre synes at være ganske udpræget er, at vores vestand skulle være resultat af en (styret) politisk proces. Tillad mig at mene, at vores velstand først og fremmest er resultatet af hårdt arbejde. Og betydningen af den politiske proces alene udgøres af liberaliseringer.

Ideen om at den politiske proces/kamp og ikke frie markeder er afgørende – er ikke forbeholdt den traditionelle venstrefløj, om hvem man i det mindste kan sige at de har en ideologisk undskyldning for denne holdning. Den bruges også i tide (og især) i utide af den borgerligt liberale fløj, når den er politisk repræsenteret, jævnfør vores nuværende regering.

Men køber man først fejlslutningen om, at det i højere grad er det politiske system end borgernes arbejde der skaber velstand og velfærd, er det unægteligt nemmere at øge markedsbarrierne – til gavn for de der allerede er på markedet, men til skade for forbrugerne og udenlandske producenter, og derigennem i sidste ende for egne potentielle eksportører.

Fejlslutning nr. 3.

Det er økonomiens størrelse der er afgørende for et lands handelspolitiske styrke.

Jeg har flere gange mødt ovenstående opfattelse til forklaring af styrkeforholdet i WTO – også blandt tilhængere af WTO, og umiddelbart ser det jo også ud som en plausibel forklaring på hvorfor lande som Indien og Brasilien i dag sidder med ved de afgørende forhandlinger om fremtidens handelsaftaler – og det er formentlig også den opfattelse de selv har.

Begge lande er forøvrigt præget af en meget udpræget tro på myte 1 og 2. Problemet er bare, at hvis Brasilien og Indien for alvor skal gøre sig forhåbninger om at kunne tvinge I-landene, ikke mindst EU til at lave handelspolitiske indrømmelser er en forudsætning at de erkender, hvad der er den vigtigste forudsætning for magt i de internationale handelsforhandlinger, nemlig ens eget hjemmemarkeds betydning for andre landes økonomi. Det er altså importen (og adgangen for udenlandske investeringer) der er afgørende for et lands handelspolitiske magt, og ikke dets samlede BNP eller eksport.

Et tydeligt eksempel er balladen om EUs import af bananer fra Mellemamerika i 1990erne. Så længe det kun var de mellemamerikanske lande der protesterede mod Eus protektionisme blev det mødt med en udpræget ligegyldighed. Det var først da USA gik ind i sagen, at spillet ændrede sig. For mens de mellemamerikanske landes import fra Europa var ligegyldig var den europæiske eksport til USA det ikke.

Det handler om Kina.

Hvis ovenstående betragtninger er korrekte indebærer det, at der på mellemlangt sigt ikke kan forventes yderligere liberaliseringer af verdenshandlen, og at den afgørende aktør vil i sidste ende være Kina.

Brasilien og Indien bærer en stor del af ansvaret for sammenbruddet i forhandlingerne i WTO – og personlig må jeg indrømme, at jeg ikke tror på at WTO i årtierne fremover vil få nogen som helst betydning for evt. handelsliberaliseringer. Det kan derimod udviklingen i Kina. Allerede i dag er Kinas økonomiske udvikling kendetegnet ved en exceptionel kvantitativ åbenhed Således udgør handlen med omverden 75% af den samlede økonomiske aktivitet.

Men hermed er (desværre) også sagt, at der formentlig ikke kommer til at ske afgørende liberaliseringer på landbrugsområdet, da det ikke har nogen synderlig betydning for Kina. Eksporten af landbrugsprodukter har derimod stor betydning for et land som Brasilien, men deres økonomis betydning (både nuværende og potentielle – med den herskende konsensus i landet om at import er noget skidt) svarer til et mellemstort europæisk land, hvilket ikke er nok.