Frankrig trodser Europa og fornuften – igen

Af Christian Bjørnskov, den 10. juli 2007. 18 svar

Som det nok vil være klart for mange læsere af denne blog, er jeg meget glad for Frankrig som land, men at jeg samtidig føler dyb afsky for fransk politik og franske politisk-økonomiske holdninger. Den afsky blev fodret i går med en helt særlig nyhed. Eurozonens finansministre holdt nelig et af deres jævnlige møder i Bruxelles, hvor ingen andre end Frankrigs nye præsident Nicolas Sarkozy deltog. Og han meldte klart ud.

Sarkozy udtalte blandt andet, at ”jeg reducerer ikke Frankrigs underskud for at glæde EU-Kommissionen” (iflg. Berlingske). Selvom hans intention er, at Frankrig skal overholde Vækst- og Stabilitetspagtens budgetregler – som landet har brudt i de seneste år – er det øjensynligt hans plan at det først skal ske i 2012, da hans officielle holdning er, at reglerne skal fortolkes ”pragmatisk og intelligent”. Når en fransk præsident udtaler den slags, ved man godt hvad det betyder: At reglerne ikke skal gælde Frankrig når det ikke lige passer i deres kram. På mærkværdig vis har eurogruppens talsmand, luxemburgeren Jean-Claude Juncker, ikke formået at tage afstand fra denne undsigelse af grundlaget for den fælles valutas eksistens, da han i stedet støttede Sarkozys holdning og endda kaldte Frankrig ”the country of reform” (læs her).

Ved at køre med stadige budgetunderskud og dermed føre klassisk keynesiansk finanspolitik, fodrer Frankrig ikke blot den europæiske inflation, men bidrager også aktivt til at euro-kursen holdes oppe. Det bryder Sarkozy ikke sig om, så hans økonomiske idioti stopper ikke her. Han indrømmer selv, at han og den europæiske centralbanks direktør Jean-Claude Trichet altid har ”været helt på bølgelængde”, hvilket har en indlysende grund. Sarkozys holdning er ligesom hans forgængers, at ECB skal underlægges politisk kontrol, så man også kan bruge pengepolitikken ekspansivt. Dermed er det Frankrigs holdning, at euroen skal devalueres for at øge EU’s konkurrenceevne.

Ved at bringe den idé på bane, demonstrerer Sarkozy to ting. For det første viser hans udtalelser – og den brede opbakning, de har i Frankrig – hvor forældet den franske politisk-økonomiske debat og indsigt er. Ekspansiv finanspolitik og devalueringer er præcist som at tisse i bukserne, som den østrigske Der Standard på en lidt pænere måde bemærkede i går i en kommentar, der også kaldte Sarkozy en ”plageånd”. På bare lidt længere sigt udløser den intet andet end inflation og dermed faldende konkurrenceevne, men efterlader en større statslig beskæftigelse på bekostning af det private. For det andet demonstrerer Sarkozy, hvor lidt respekt franske politikere har for det europæiske samarbejde. Mens tyskerne har arbejdet hårdt for at bringe orden i deres egne finanser og dermed komme i overensstemmelse med euro-pagten, og andre lande har styr på dem, er Sarkozys ophøjede foragt for fælles-europæiske aftaler nærmere en politik, der vinder stemmer i Frankrig.

Den franske præsidents ’enegang’, brud på aftaler og ideer om at politisere selv den europæiske centralbank er endnu et eksempel på den politiske patologi, der får franske vælgere til at juble over la Gloire de la France, selvom landets holdninger og politiske opførsel mest af alt ligner en kriminel teenagers. Det er på tide at sætte Europas syge mand på plads.

Michael Young om Arabiske diktatorer

Af Jacob Mchangama, den 9. juli 2007. 16 svar

Hvis man vil (prøve at) forstå Mellemøsten er en god kilde Michael Young, der er debatredaktør på en af Mellemøstens vigtigste aviser Libanons Daily Star og medredaktør på det libertarianske magasin Reason.

Michael Young skrev i sidste uge om, hvorfor arabiske diktatorer altid slipper afsted med mord og undertrykkelse.  Her er en lille teaser fra artiklen:

Observing that the absence of the rule of law leads to the abuse of power is trite. However, this can be applied to state systems, and helps explain why destabilizing dictatorships can so easily impose their will on other sometimes more powerful states around them. The Arab state system is a prime example of this condition. Looking back several decades, and up to this day, a recurrent pattern in the Middle East and North Africa is that of the most thuggish regimes managing to get away with murder, even though their reckless behavior endangers the interests of other regimes.

At sammenligne på tværs af tid og rum

Af Jørgen Møller, den 7. juli 2007. 5 svar

I Hvad er historie? fra 1963 lægger H. P. Clausen ud med at fundere en smule over historiefagets egentlige ærinde. Efter at have lagt vejen omkring den historiske metodelære tager han livgreb med historisk teori – og når frem til den følgende konklusion: ”Der findes vel andre former for historisk forklaring, men i de fleste tilfælde arbejder historikeren med en kausal sammenhæng mellem de historiske fænomener”. Få sider senere uddyber han betragtningen ved at lægge vejen omkring den britiske historiker E. H. Carr:

”Med Carr kan vi sige, at historikeren skaber en slags hierarki af årsager, etablerer deres indbyrdes relationer og afgør, hvilken slags årsager, der bør betragtes som de afgørende. Historikeren karakteriseres af de årsager, han drager frem. Derfor handler megen historisk debat om, hvilke årsager der skal have prioriteten”.

Dermed er også sagt, at historiefaget – ganske som socialvidenskaben i øvrigt – nødvendigvis må omfavne systematiske sammenligner. Hvorfor nu det? Jo, vi er ikke i stand til at manipulere fortiden efter forgodtbefindende, og kun ved at sammenligne på tværs af observationer – og dermed kontrollere for alternative årsager – er det muligt be- eller afkræfte en given historisk årsagsforklaring (dvs. en historisk teori).

Mange historikere vil imidlertid ikke vedkende sig behovet for systematiske sammenligninger. Når de skal forklare, så gør de ofte ved brug af casestudier, og det er almindeligt at opfatte denne fremgangsmåde som et alternativ til sammenligninger. Hvis man kun fokuserer på en case, lyder argumentet, så er der jo intet at sammenligne med. Men det argument holder kun, dersom én case bliver sidestillet med én observation (til ét tidspunkt). Og hvis det er tilfældet, så kan et casestudie alene bruges til at afkræfte en teori – ikke til at gøre os klogere på, hvad der er sket i den konkrete sag eller på generelle sammenhænge for den sags skyld. Det egentlige casestudie er, lyder denne artikels bud, et studie af variation over tid, dvs. det er en sammenligning af observationer på den afhængige variabel (det der skal forklares) og de uafhængige variabler (de mulige forklaringer) til tiderne t1, t2…tn.

Men det er ikke nogen enkel sag at sammenligne på tværs af tid. Hvis vi ser bort fra de mere tekniske spidsfindigheder – hvornår er t eksempelvis lig med t1: til ét bestemt tidspunkt eller i en bestemt periode? – så er to problemer værd at hæfte sig ved. For det første er det ikke sikkert, at en årsagssammenhæng, der gælder på tværs af tid, også gælder på tværs af rum. For det andet er der en fare for, at de uafhængige variable påvirker hinanden over tid – og at vi derfor ikke kan etablere, hvilke der er væsentlige, og hvilke der ikke er.

Lad mig illustrere den første pointe med et omvendt eksempel. Det er gentagne gange blevet bekræftet, at der består en global sammenhæng mellem velstandsniveau og demokrati: jo rigere et land er, jo større er sandsynligheden for, at det er demokratisk. Denne sammenhæng bygger på sammenligninger på tværs af rum – altså verdens lande imellem. Men der eksisterer meget få undersøgelser af, om der eksisterer en lignende sammenhæng mellem velstandsstigninger og demokratisering over tid, dvs. om et givent lands sandsynlighed for at blive demokratisk stiger i takt med en velstandsstigning. Og der er intet logisk belæg for at udlede den historiske sammenhæng af den nuværende globale sammenhæng – selv om det ofte bliver gjort.

Den anden pointe er endnu mere væsentlig. Lad os blive i demokrati-genren og antage, at vi ønsker at forklare, hvorfor demokratiet kom til Danmark relativt tidligt (i forhold til den generelle europæiske udvikling). I dette tilfælde vil vi opstille en række relevante variable: den moderne statsmagt opkomst i 1700-tallet, etableringen af et nationalt fællesskab i første halvdel af 1800-tallet, middelklassens stadig større økonomiske betydning ved samme tid, det geopolitiske pres på en småstat i et anarkisk internationalt system og så fremdeles.

Vi kan så sammenligne Danmarks status på disse variable til forskellige tidspunkter: før, under og efter demokratiseringen i midten af 1800-tallet. Men det er yderst tænkeligt, at de udvalgte variable påvirker hinanden – og ikke bare den afhængige variabel. Eksempelvis kan opkomsten af et nationalt fællesskab kobles sammen med presset fra fjendtlige naboer, mens det er muligt at argumentere for, at den moderne statsmagt (forstået som et weberiansk bureaukrati) skabte grobund for den velstandsstigning, middelklassen nærede sig ved. Og så fremdeles.

I denne situation er det meget svært at opstille Carrs hierarki af årsager, etablere deres indbyrdes relation og afgøre, hvilke der bør betragtes som de afgørende. Heldigvis er der hjælp at hente. For hvis vi samtidig sammenligner på tværs af rum til de forskellige tidspunkter (t1, t2…tn), så får vi langt flere strenge at spille på. Tag det danske demokrati-eksempel – vi kan enten sammenligne med et andet lignende udfald (eksempelvis det svenske) eller et forskelligt udfald (eksempelvis det tyske). Vi kan altså, for at gøre en lang historie kort, sammenligne på tværs af både tid og rum.

Lad mig bruge den pointe til at vende tilbage til Clausen. Hvad er historie? Indeholder en meget berømt passus, der er værd at citere i sin længde:

”Den engelske historiker, lord Acton (1834-1902), har sagt de hyppigt citerede ord, at den historiske metode kun er en fordobling af den sunde menneskeforstand. Det kan forklare os lidt om, hvorfor det er vanskeligt at fremlægge en tilfredsstillende historisk metodelære. Man skriver jo ikke en vejledning i brugen af den sunde fornuft”.

Nu kan man jo lægge ud med at konstatere, at det trods alt nok kræver lidt vejledning, at nå ud over den sunde menneskeforstand – og at fordoble fornuften er da lidt af en præstation, selv for en historiker. Frem for alt kræver studiet af fortiden, ganske som socialvidenskaben i øvrigt, solide logiske retningslinier. Når vi bevæger os fra den egentlige historiske metodevidenskab – kildekritikken og de tilhørende slutninger til virkeligheden – til historiske forklaringer, så er den komparative metode et uomgængeligt redskab. For hvad historikerne logisk set bør søge at forklare er afvigelserne fra en mere generel foreteelse, dvs. om et bestemt historisk fænomen indtrådte relativt tidligt eller relativt sent i forhold til den generelle tendens. Og det kræver, at vi anskuer (eller rettere konstruerer) både tid og rum som dimensioner langs hvilken de historiske objekters status kan variere.

Clausen, H. P. (1963), Hvad er historie? Den historiske videnskabs metodiske grundspørgsmål og nyere synspunkter på historieforskningens teoretiske problemer, Berlingske Leksikon Bibliotek.

Bartolini, Stefano (1993), ”On Time and Comparative Research”, Journal of Theoretical Politics, 5, No. 2.

At konstruere og miskonstruere typologier

Af Jørgen Møller, den 7. juli 2007. 1 svar

Jeg skrev i foråret en lille artikelserie om den komparative metode til Weekendavisen. Den første artikel (”At sammenligne æbler og pærer”) blev bragt den 3. maj. Men min redaktør fandt desværre de to næste afsnit lidt for ’tekniske’; hvad der måske var lidt om. Da vi på Punditokraterne har mange studerende blandt vort faste læserkorps, vil jeg i stedet bringe dem her på siden. I den forbindelse er det også værd at erindre, at klare logiske retningslinier modvirker politisering; og derfor er væsentlige i en tid, hvor både politikere, meningsdannere og – i hvert fald fra tid til anden – forskere har det med at lade proportionerne fare.

———

Typologier et af de mest anvendte redskaber inden for socialvidenskaberne. Faktisk er sondringen mellem forskellige typer af sociale foreteelser lige så gammel som socialvidenskaben selv. Hvorfor er ikke svært at forklare. Selve udgangspunktet for den videnskabelige metode er, at der findes orden i kaos, at naturen huser både ensartethed og forskellighed. En typologi gør en ofte uoverskuelig virkelighed håndterbar ved at etablere ligheder ud af tilsyneladende forskelle – hvilket forhindrer, at vi drukner i den sociale verdens mangfoldighed.

Brugen af typologier møder vi allerede hos Aristoteles, der foregreb den moderne demokratiseringslitteratur, da han skelnede mellem politiske styreformer såsom demokrati, oligarki og tyranni. Og det typologiske redskab har ikke fået lov til at ruste siden. Tag blot den tyske sociolog Max Webers berømte sondring mellem tre typer af herredømme: karismatisk, traditionel og moderne. Denne taksonomiske opstilling har vist sig langtidsholdbar, har inspireret digre værker og – om end mere sjældent – interessante forskningsresultater.

Så langt, så godt. Socialvidenskabernes brug af typologier har imidlertid ikke været nogen ren succeshistorie. For ofte har økonomerne, politologerne og historikerne undladt at observere den taksonomiske logik, der ligger bag selve typebegrebet. Frem for alt er det – hvad logikken angår – nødvendigt at sætte vandtætte skodder mellem klassificeringer og typologiseringer.

En klassificering er en opdeling af empiriske observationer, der indfanger én bestemt dimension – normalt karakteriseret ved én bestemt egenskab eller et bestemt sæt af egenskaber. Klasserne dannes på baggrund af tilstedeværelsen eller fraværet af denne egenskab, og de to eneste tilhørende krav er, at klasserne er gensidigt udelukkende (ingen observation må falde i mere end én klasse), samt at den samlede klassifikation er udtømmende (alle observationer skal kunne indplaceres i klasserne).

Disse to krav gælder også for typologiseringer, men forskellen til klassificeringer er alligevel yderst håndfast. For en typologi er en opdeling af empiriske observationer, der bygger på mindst to dimensioner. Hver af disse dimensioner er kendetegnet af en eller flere egenskaber, og den samlede opstilling af typer er derfor flerdimensionel. Eller for at sige det på en anden måde: er der flere dimensioner, så er der også flere klassifikationer – og så står vi, samlet set, med en typologi mellem hænderne.

Lad mig give et eksempel fra mit eget forskningsfelt: demokrati. Demokratiets væsentligste egenskab består af frie valg, vil de fleste nok sige. Dersom egenskaben ’frie valg’ ikke til stede, så er der tale om demokratiets polære modsætning: autokrati. Autokratiets grundlæggende egenskab er netop ufrie valg (eller ligefrem fraværet af valg). Vi kan altså, hvis vi alene hæfter os ved egenskaben frie valg, danne en klassifikation bestående af de to klasser: ’demokrati’ (+ frie valg) og ’autokrati’ (- frie valg).

Men hvad nu, hvis vi har brug for at indfange to dimensioner? For eksempel bliver det ofte påpeget, at demokrati er bedst beskrevet ved kombinationen af frie valg og en retsstat – det vi normalt kalder ‘liberalt demokrati’, fordi retsstaten er det væsentligste element inden for liberal politisk teori. I denne situation er det nødvendigt at klassificere med hensyn til hver af disse to dimensioner.

Den første klassificering indfanger den elektorale dimension, de frie valg. Den anden klassificering indfanger den liberale dimension, retsstaten. Tilsammen danner de to sæt et ’property space’ – altså en konstruktion på baggrund af de identificerede egenskaber (på engelsk ’properties’) – der udgør en typologi. Fire typer er at finde i dette rum. For det første ’liberalt demokrati’ (+ frie valg, + retsstat), for det andet ’uliberalt demokrati’ (+ frie valg, – retsstat), for det tredje ’liberalt autokrati’ (- frie valg, + retsstat) og for det fjerde ’uliberalt autokrati’ (- frie valg, – retsstat).

Således er vi klædt på til at vende tilbage til den gængse praksis inden for socialvidenskaberne. Alt for mange forskere springer let og elegant hen over de logiske øvelser, som konstruktionen af typologier forudsætter. To problemer er værd at fremhæve. For det første er de fleste typologier, der findes i litteraturen, i virkeligheden klassifikationer, idet de er konstrueret med udgangspunkt i blot én dimension. Det er i sig selv ikke noget problem – det betyder bare, at vi som læsere skal udskifte ordet ’typologi’ med ordet ’klassifikation’, hvis vi vil forstå opdelingens natur. Nej, problemet er, at det teoretiske udgangspunkt ofte er flerdimensionalt, selv om den taksonomiske konstruktion ikke er det. Jeg har tidligere på denne side beskrevet, hvordan en række forskere har advaret om en stadig større kløft mellem elektorale og liberale demokratier – uden at holde de to dimensioner adskilte i den anvendte typologi. Når det sker, så bliver objekterne fejlklassificeret, og så bliver konklusionerne fejlagtige.

For det andet er det almindeligt kun at hæfte sig ved udvalgte typer, flerdimensionaliteten til trods. Webers beskrevne herredømme-typologi udgør et godt eksempel. Weber lagde en række forskellige egenskaber – og en række forskellige dimensioner – til grund for sine tre typer. Hvis vi skulle opstille hele hans ’property space’, så ville vi stå med overordentligt mange typer mellem hænderne. Men Weber holder sig som sagt, på det generelle niveau, til tre. Det er ikke nødvendigvis noget problem. Dersom kun disse tre typer danner logisk velfunderede kombinationer af egenskaber, eller dersom kun disse tre typer forefindes i den virkelige verden, så er reduktionen helt på sin plads. Men mellemregningerne skal frem i lyset – argumenterne for udeladelsen af de øvrige typer er påkrævet, hvis læseren skal kunne forstå konstruktionen. Og her halter det næsten altid, i øvrigt også i Webers tilfælde.

Det er, for at hamre pointen hjem, værd at erindre, at logik er logik, uanset om man bedriver socialvidenskab eller naturvidenskab. Uden logiske redskaber står vi tilbage med en kaotisk virkelighed, som vi er ude af stand til at gøre mere overskuelig – for vi skal som bekendt lære at kravle, før vi kan lære at gå.

Boyer, Carl. B. (1989 [1968]), A History of Mathematics, Second Edition, Revised by Uta C. Merzbach, John Wiley & Sons, Inc, New York.

Lazarsfeld P. F. & A. H. Barton (1951), ”Qualitative Measurement in the Social Sciences: Classification, Typologes, and Indices”, in D. Lerner & H. D. Lasswell (eds.), The Policy Sciences, Standford University Press.

Var Bulgarien og Rumæniens EU-medlemskab en fejltagelse?

Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2007. 6 svar

Forleden kunne man læse i Berlingske Tidende, at EU ” freder Bulgarien og Rumænien trods stigende lovløshed”. Problemerne er omfattende, og inkluderer blandt andet mere end hundrede kontraktmord i Bulgarien de seneste år, og voldsomme korruptionsproblemer i Rumænien. Ved ikke at gøre noget for at imødegå disse – og mange andre – problemer, bryder landene dermed de betingelser, som gjaldt for deres optagelse i EU per 1. januar i år. Landene kunne i princippet idømmes en form for bøder, men kommissionen har valgt at give en frist til næste sommer til at rette op på de væsentlige problemer. Der er derfor værd at tage et kig på hvordan disse lande klarer sig på en række mere eller mindre objektive indikatorer i stedet for i kommissionens svært gennemskuelige, politiserede vurderinger. Med andre ord: Hvor tæt er de på at være udviklede lande med fair retsvæsener, respekt for menneskerettigheder og demokrati, og med en fungerende markedsøkonomi?

Der findes mange forskellige kilder til sådanne data, men et udgangspunkt er EBRD’s såkaldte transitionsindeks. Dette indeks viser, hvor langt man er kommet i transitionen fra plan- til markedsøkonomi på en skala fra 1 (ingen transition) til 4 (fuldført transition). Her scorede Bulgarien sidste år 3,67, Rumænien 3,48, mens Kroatien – der som bekendt ikke er medlem – scorede 3,62. Til sammenligning var gennemsnittet i 2003 for de lande, der blev optaget i 2004 3,76. Med andre ord ser det ikke så dårligt ud, om end man må sige at Rumænien halter lidt bagefter.

Ser man i stedet på landenes korruptionsproblemer, er billedet i praksis det samme. Målt på Transparency Internationals CPI – en skala fra 0 (endemisk korruption) til 10 (ingen korruption), var gennemsnittet i de gamle EU-lande sidste år 7,7. Finland og Danmark lå i toppen, og Grækenland og Italien i bunden. Gennemsnit i de 10 lande, der blev optaget i 2004 var 5,3, hvilket er næsten uændret siden 2003 med Estland i toppen med en score på 6,7 (altså stort set som Spanien). Situationen er værre i de nye lande, hvor Bulgarien scorer 4,0 og Rumænien 3,1. Kroatien er igen mellem de to med en score på 3,4. Her er det også værd at bemærke, at Tyrkiet faktisk har bedre styr på sine korruptionsproblemer end Rumænien.

De samme forhold gør sig gældende på Freedom Houses to indikatorer for politiske rettigheder og civile friheder, der måles på en skala fra 1 (fuld frihed) til 7 (Nordkorea). Her scorer Bulgarien henholdsvis 1 og 2, mens både Rumænien og Kroatien får 2 på begge indikatorer. I Reporters Sans Frontiers pressefrihedsindeks er Bulgarien også foran med en score på 9, Kroatien i midten med 13 mens Rumænien halter bagefter med en score på 14. Rumænien ligger dermed placeret mellem Polen (efter Kazcynski-brødrenes regeringsdannelse)og den Centralafrikanske Republik, hvilket næppe er en flatterende position for et angiveligt europæisk land.

Hvis man breder rettighedsbegrebet ud til at dække de to hovedområder i Cingranelli og Richards menneskerettighedsindeks – fysisk integritet (skala 0 til 8) og empowerment (skala 0 til 10, der dækker fuldt demokrati), ser det endnu værre ud. Bulgarien får scorerne 5 og 6, Rumænien 5 og 3, mens Kroatien er langt foran med 7 og 8. Med hensyn til fysisk integritet – fraværet af f.eks. politiske fængslinger og forsvindinger – ligger de to nye medlemslande dermed sammen med Cuba og Nicaragua, mens Kroatien er på linie med Canada og Afrika-hemmeligheden Botswana. Når det kommer til rettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed er Rumænien reelt et uland.

Hvad kan man så lære af dataøvelsen ovenfor? Tja, konklusionen må være, at det ikke ser alt for godt ud for de to nye medlemslande. Hvis man særligt overvejer den manglende dynamik i en række indikatorer – problemerne er endemiske og ser ikke ud til at blive bedre over tid – er det derfor en nærliggende konklusion at de to lande er blevet optaget for tidligt. Tilhængere vil nok sige, at det netop er pointen – at de bliver lukket ind for at vi kan hjælpe dem med at overkomme deres problemer. Men det er med EU-medlemskab som med så mange andre politiske arrangementer: Man kan stort set ikke vise, at det har nogen gavnlig virkning. Se bare på Grækenlands problemer efter 26 års medlemskab.

Med andre ord var det måske en fejl at lukke dem ind i EU allerede i år. Under alle omstændigheder virker det mærkeligt, at man ikke også i samme ombæring har ladet Kroatien blive medlem. Landet klarer sig lige så godt eller bedre på de fleste indikatorer, og er med en PPP-justeret nationalindkomst på 10.131 dollars i 2004 endda rigere end begge. Hvorfor skulle det pinedød være Bulgarien, der stadig trækkes med voldsomme problemer, og Rumænien, der som man siger på engelsk på mange måder er en ’basket case’? Europæisk politik er ofte en øvelse i absurditet!

 

Danske og colombianske holdninger til FARC

Af Jacob Mchangama, den 6. juli 2007. 2 svar

Tøjfirmaet “Fighters and Lovers” slog sig en overgang op på at sælge T-shirts med budskaber, der støtter terrororganisationer, som PFLP og colombianske FARC. Der verserer p.t. en straffesag mod Fighters and Lovers direktør, for at yde støtte til en ulovlig terror organisation. Man kan diskutere, hvor berettiget en straffesag er i et sådant tilfælde. Det må i min optik stå enhver person frit for at bære hagekors, hammer og sejl, Hamas flag og andre budskaber, der støtter menneskefjendsker organisationer og ideologier. I nærværende tilfælde er der dog angiveligt tale om at overskuddet for salget af t-shirtsene skulle gå til de omtalte organisationer. Hvis det vitterligt kan bevises, at pengene ville gå til terrororganisationer bliver en strafferetlig sanktion selvfølgelig mere legitim.

På undertegnede virker det dog langt stærkere end et strafferetsligt efterspil, at en stor del af de colombianere FARC påstår, at de kæmper for og som Fighters and Lovers vel ønsker at være “solidariske med” er gået på gaden i protest mod FARCs mange myrderier og kidnapninger.

Klumme på 180grader

Af admin, den 6. juli 2007. 3 svar

Hermed en skamløs selvpromovering for denne weekends klumme, som jeg har skrevet på netavisen 180grader (her).

Når vi nu er i gang med reklamer, er det bemærkelsesværdigt at se, hvordan 180grader allerede har fanget flere historier, som MSM ikke ser, fordi deres udsyn er – ahem – anderledes, f.eks. fagforeningsmanden der havde go’e gamle Stalin hængende på væggen bag sig og ikke rigtig kunne se noget at klandre den gamle fører for.

Det er interessant at se, at der i den borgerlig-liberale del af MSM begynder at dukke stadig flere henvisninger til 180grader op, forleden var Berlingske fair nok til at kreditere Stalin-historien på lederplads. Forhåbentlig spreder ikke bare kendskabet til netavisen sig, men også erkendelsen af, at journalistik kan være andet end det, Politiken og DR udvælger.

Plame nok en gang – Libby benådes

Af admin, den 6. juli 2007. 23 svar

Det er allerede old news, men af respekt for ophavsretten kommer denne posting først nu.

Som bekendt har Bush valgt at benåde Scooter Libby fra den del af hans straf, der angik fængsel.

Der var været en hel opfordringer hertil, blandt de mere begavede bidrag kan nævnes Hitchens i Slate (se her).

Jeg vedkender mig gerne en betydelig svaghed for gamle Hitch, der efter min vurdering er nutidens svar på Eric Blair, men jeg deler ikke hans trotskime og heller ikke hans opfattelse på dette punkt. Benådningsretten forekommer mig at være en af de få anakronismer i den amerikanske forfatningsret, som de burde klare sig foruden.

Det har været kendetegnet for hele Plamesagen, at den er blevet genstand for en del hysteri — selv synes jeg, at det mest har været fra venstrefløjens siden, men jeg er jo også biased.

Det kan i den forbindelse være nyttigt at se på, hvad dommer Walton sagde ved domsafsigelsen (her iflg. WaPo):

“My take on it,” Walton said, is that the trial did not prove Libby knew that Plame worked in an undercover capacity when he disclosed her identity to several reporters. Still, the judge added, “anybody at that high-level position had a unique and special obligation before they said anything about anything associated with a national security agency [to] . . . make every conceivable effort” to verify their status before releasing information about them. (…)

While there is no evidence that Mr. Libby knew what the situation was, he surely did not take any efforts to find out,” Walton said. “I think public officials need to know if they are going to step over the line, there are going to be consequences. . . . [What Libby did] causes people to think our government does not work for them.”

Der synes således ikke at være meget hold i formodningen om, at Plame blev outet for at ramme hendes status som undercover agent i CIA og dermed påføre hende og hendes mand skade — et mere nærliggende gæt er fortsat, at hun blev nævnt for at vise, at Wilsons løgnagtige påstande var en del af kampagnen fra CIA for at få placeret ansvaret for de manglende WMD hos regeringen — men samtidig forekommer det mig at være en rimelig afgørelse at kræve en højere grad af agtsomhed fra en højtstående embedsmand som Libby. Om man så kan undskylde ham med hans hårde arbejdspres, som Hitch tilsyneladende gør, er en smagssag. Jeg er ikke overbevist.

Fængselsstraffen er vist heller ikke usædvanlig. Fra børsrettens område ved jeg, at man sjældent får knaldet folk for børskriminalitet, der kan være svær at bevise, men derimod ofte på, at de lagde hindringer i vejen for efterforskningen, f.eks. ved at slette filer i panik.

Berlingskes dækning var helt forudseelig, herunder deres forsøg på nok en gang at fremstille Wilson som den ærlige kritiker og Bush som løgneren, selvom det – i hvert fald på lige netop dette punkt – faktisk forholdt sig anderledes. Linket er desværre ikke til deres opregning af “myter og fakta”, men kan vel bruges alligevel (her).

Lige så forudseeligt var det, at jeg samme dag sendte et debatindlæg, der for Gud ved hvilken gang mindede om Butler-rapporten og al det der. De var fair nok til at bringe det dagen efter (i går), dog var overskriften ikke lige min idé. Jeg kan ikke skaffe et link, så det kommer her i fuld tekst:

Skandaler af den kaliber burde rydde forsiden

Under overskriften ”Myter og fakta om Plamegate” gennemgår Berlingske Tidende 4. juli sagen om Valerie Plame, der er gift med Joe Wilson, og hvis identitet som CIA-agent blev afsløret, efter hendes mand havde kritiseret George Bush for at lyve om, at Saddam forsøgte at skaffe uran i Niger. Anledningen er, at Bush har benådet en betroet medarbejder Libby fra den fængselsstraf, som han fik for at lyve om, hvornår han havde kendt til Plames arbejde i CIA. Jeg har i en kronik 18. marts gennemgået sagen, da Libby blev dømt. I min kronik kritiserede jeg medierne for at give en ensidig og ofte faktuel forkert gengivelse af sagen, hvor man ihærdigt forsøgte at give indtryk af, at Bush havde løjet, da han i en tale til nationen omtalte uransagen og henviste til britiske efterretninger herom. Den seneste gennemgang af sagen synes desværre kun at bekræfte denne kritik.

Avisens gennemgang har en del mangler, som vanskeligt kan betragtes som tilfældige, men synes at skulle redde den dækning af sagen, man tidligere har bragt. Som bekendt var det mest interessante ved forløbet, at Wilson først hævdede, at Bush havde løjet om uransagen, og at det skulle fremgå af en undersøgelse, som Wilson have lavet i Niger forud for krigen. Men derefter fastslog to rapporter begge fra juli 2004 og fra hhv. det amerikanske Senat og et britisk udvalg ledet af Lord Butler, at det var Wilson, der løj, mens Bush fortalte sandheden. Dette forløb søges nu underspillet. At Wilsons rapport faktisk bekræftede de irakiske henvendelser bliver affærdiget som ”rene luftkasteller, som Wilson for fuldstændighedens skyld tog med i sin rapport”. Det nævnes ikke, at rapporten aldrig blev forelagt de højere kredse i regeringen, netop fordi den bekræftede CIA i, at Saddam faktisk var på jagt efter uran.

Det nævnes heller ikke, at forløbet støttes af Duelfer-rapporten, som efter krigen undersøgte Saddams regime og konkluderede, at han var opsat på at få a-våben, fordi han – meget fornuftigt – troede, at Iran var i gang med det. Kontakten til Niger kom kort efter, at Saddam havde smidt FNs våbeninspektører ud, og det er derfor ikke overraskende, hvis han på det tidspunkt eftersøgte uran, da FN havde forseglet hans egne depoter. Endelig nævnes det ikke af avisen, at Wilson i perioden, indtil Senatet afslørede indholdet af hans rapport, hævdede, at der ikke var noget som helst grundlag for mistanken mod Saddam, altså at Wilson løj.

I hele avisens dækning af sagen har man omhyggeligt undladt at nævne Butler-rapporten, hvilket er påfaldende, da rapporten er den sidste i rækken af britiske rapporter, der udtrykkeligt afviser, at de britiske formodninger om Saddams uraninteresse skyldtes falske dokumenter.

Rapporten gik endda så vidt som at citere Bushs tale til nationen, hvor han nævner de britiske efterretninger, og kaldte det ”velbegrundet”. Frem for at nævne dette og dermed for første gang inddrage rapporten i dækningen, anfører avisen nu blot, at mange tror, at briterne alligevel baserede deres efterretninger på de falske dokumenter. Hvis dette virkelig er rigtigt, har vi en fantastisk skandale. Tænk, at det uafhængige udvalg under ledelse af den respekterede Lord Butler lyver så åbenlyst og åbenbart er med i en kæmpe konspiration. Men hvis avisen virkelig tror på en sådan skandale, hvorfor så denne forsigtige, næsten halvkvalte gengivelse af beskyldningerne? Ved skandaler af den kaliber burde man enten rydde forsiden eller holde sig for god til at insinuere.

Det mest triste ved avisens dækning er næsten det, der blev overset. Avisen giver kun to muligheder for, at Wilsons kone blev afsløret. Enten var det ”et uheldigt resultat” eller det var en hævnakt, der skulle skade Wilson personligt, hvilket tilmed kategoriseres som hhv. myte og faktum. Avisen overser hermed den mest nærliggende forklaring: at regeringen ville imødegå Wilsons stilling som neutral ekspert og fremhæve, at han havde personlige forbindelser til CIA, der på det på tidspunkt var involveret i et opgør om ansvaret for, at Irak ikke havde de abc-våben, man troede. Hele denne spændende historie, der omfatter utallige lækager fra CIAs side af oplysninger, der kunne skade regeringen, og den efterfølgende udrensning i CIA, da Kerry tabte til Bush, er ellers godt
stof, der giver et intere
ssant indblik i USA med dets mange forskellige magtcentre.

Uanset hvad man mener om Libbys brøde og efterfølgende benådning, forbliver det ærgerligt, at danske medier har dækket sagen så dårligt. Vi fortjener bedre.

Fourth of July II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. juli 2007. 15 svar

I går var 4. juli og dermed som bekendt årsdagen for en af de helt store begivenheder i frihedens idéers historie–vedtagelsen af den amerikanske uafhængighedserklæring.  Det er–synes denne punditokrat–et usædvanligt smukt dokument, og det giver mig altid helt bogstaveligt en klump i halsen at læse det (hvilket ca. 140 deltagere i en sommerhøjskole i går kunne bevidne).

Vi har skrevet om “Fourth of July” før her på stedet, og da vi heller ikke har tid til at skrive noget nyt om emnet, skal vi spare læserne for at tærske langhalm på et ellers godt emne.  Men i stedet kan man jo læse Wall Street Journal, der som bekendt er et godt supplement til denne blog.  Her var der i går en klumme om, hvor institutionelt visionære og forudseende “the founding fathers” var.  Ovre hos venner på MarginalRevolution har man også lidt om Jefferson, mens min gamle ven Bryan Caplan ovre hos EconLog på sædvanlig vis har et Rasmus Modsat-synspunkt.

Sommerferielæsning

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. juli 2007. 18 svar

Hermed et par korte noter om bøger, jeg har bestilt fra Amazon, og som jeg håber at kunne få sat tænderne i, når jeg snarligt prøver et hidtil ukendt eksperiment for Homo Stressus: Jeg sætter auto-reply på e-mailen, leverer mobilen til reparation/update og melder mig så iøvrigt helt og aldeles ud af samfundet (inkl. denne blog) i adskillige uger.

Jeg har bestilt:

  • Peggy Noonan: Why I Am Still A Conservative (2007). Læsere af denne blog ved, at jeg synes, at Noonan er en ret fantastisk tale- og klummeskriver, og denne bog er vistnok en Reaganistas f***-finger lige i hovedet på GOP og Bush-administrationen. Desværre bliver Amazon ved med at flytte udgivelsesdatoen, så jeg ved ikke, om jeg faktisk når at få den inden ferien.
  • Robert Novak: The Prince of Darkness (2007): Min gode ven, Politiken-journalisten og bibel-bloggeren Marcus Rubin, har engang kaldt mig “Mørkets Fyrste”, og selvom jeg egentlig ikke er helt sikker på, at det var ment som en kompliment, så tog jeg det faktisk ganske stolt som sådan, for Marcus er en af de få danskere, der ved, at dette er øge-/kælenavnet for en af de bedste amerikanske, konservative journalister/kommentatorer, Robert Novak–og at denne er én, som jeg faktisk godt kan lide. Novak–som jeg første gang bemærkede primo 1990erne, da han var med-vært på CNN’s “Crossfire”–har nu begået en bog om sine 50 år som journalist, herunder en politisk odysse fra venstrefløjen til … ja, der et sted, hvor nogle af os slår vore folder. Novak–der har været meget kritisk overfor Irak-krigen–er vel nærmest en slags paleo-konservativ med et undertiden kraftigt libertært islæt–om end han for postmoderne læsere vil være mere kendt for sin ikke-rolle i den såkaldte Plame-affære .
  • Jeg har på det seneste fået genopfrisket en historisk interesse for “The Glorious Revolution” (1688), som jo med en vis ret kan stå som en af de vigtigste politiske begivenheder i den vestlige verdens nyere historie (bemærk hvor jeg lægger snittet for “nyere” …). Jeg er derfor ved at kæmpe mig gennem Edward Greggs biografi af den dansk-gifte Dronning Anne (der var datter af kong James II & VII, som hun og søsteren Mary var med til at afsætte i en sammensværgelse, der bl.a. involverede John Locke og andre liberale Whigs)–og den kan jeg ikke anbefale: Meget seriøs og meget kedelig. Til gengæld ser jeg frem til at skulle læse den velskrivende og seriøse amerikanske konservative journalist Michael Barones bog, Our First Revolution (2007), som prøver at vise, hvor meget amerikanerne (og europæerne) lod sig inspirere af John Locke m.fl.
  • Med mig skal jeg også have den formidable, libertære satiriker P.J. O’Rourkes nye bog om Adam Smith, On the Wealth of Nations (2006). Jeg købte den allerede for et halvt år siden, men har simpelthen ikke haft tid til at læse den endnu. Årsag? Jeg elsker P.J., men efter at have bladret lidt i den, har jeg på fornemmelsen, at den ikke er helt så sjov, som de fleste af hans andre bøger (særligt de ældre). På den anden side er manden gudsbenådet, og når man selv har skrevet en bog om Smith, er det vel nærmest obligatorisk (og fradragsberettiget?).

Hvad skal vore læsere læse?

Jagten på folkeviljen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. juli 2007. 4 svar

Ja, ja, ja … jeg ved godt, at jeg flere gange har skældt ud på mediernes, politikernes (og forskernes) brug og misbrug af meningsmålinger, men her kommer altså min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende forleden:

Kommentar: Jagten på folkeviljen

Berlingske Tidende 30. juni 2007, 2 sektion, magasin, side 23

Af Peter Kurrild-Klitgaard

MENINGSMÅLINGER. Medierne glemmer med glæde, at de skal tages med et gran salt

Danskerne burde vist efterhånden være mætte af at skulle konsumere meningsmålinger. Der går i hvert fald næsten ikke en dag, uden at medierne med prominent placerede overskrifter genfortæller, hvad befolkningen gerne vil have eller ikke vil have.

Hyppigheden synes at være kraftigt opadgående, og det er sikkert ikke helt uafhængigt af, at der også er skudt en underskov af meningsmålingsinstitutter op i de senere år, som takket være billige survey-metoder og mere villige medier er klar til at levere undersøgelser af synspunkter om alt mellem himmel og jord.

Men tager man dét, og kombinerer man det med en journalist uden viden om, hvordan man læser en tabel, men som til gengæld mangler noget at skrive om, så har man opskriften på en tvivlsom udlægning af »folkeviljen«.

Der er nok af eksempler at tage af – sågar fra den seneste uge. En af de mest omtalte avishistorier var her en meningsmåling, som Synovate Vilstrup havde foretaget for Politiken. Den viste – altså ifølge Ritzau og det knap dusin medier, der efterfølgende tog historien – angiveligt, at De Radikale »stormer frem«. De Radikale var i menings­målingens procentfordelinger gået frem, alt imens Ny Alliance var gået tilbage, og Socialdemokraterne endog gik tilbage til under 2005-valgets resultat. Pudsigt nok kunne en Catinét-måling kun to dage tidligere sige noget lidt andet. Her gik De Radikale også frem, om end noget mindre, men til gengæld var Socialdemokraterne også gået frem og nu »større end Venstre«.

I det ene originaltelegram fortalte man om en statistisk usikkerhed på 2,6 procentpoint, men det gled ud i de fleste omtaler og påvirkede ikke fortolkningerne. Men anlægger man de samme kriterier, som statistikere som regel gør, viser det sig, at historierne, i hvert fald isoleret set, falder stort set totalt fra hinanden. Udsvingene er i virkeligheden så små, at man reelt ikke kan sige, om Socialdemokraterne er gået frem eller tilbage eller er større end Venstre, og det samme gælder om forholdet mellem De Radikale og Ny Alliance. Dét skrev ingen.

Det er en myte, at man slet ikke kan stole på meningsmålinger, fordi måden, man stiller spørgsmålene på, kan påvirke resultatet.

Men at formuleringerne betyder noget er uomtvisteligt – det er bare ikke noget, medierne har tid eller lyst til at tage forbehold for, og et aktuelt eksempel er brugen af meningsmålinger i den standende diskussion om skatter og velfærd.

Den borgerligt-liberale tænketank CEPOS offentliggjorde i forrige uge en analyse, der meget godt afdækker, hvordan måden man spørger på kan give meget store udsving i resultaterne: Man så på ni spørgsmål stillet i meningsmålinger over det seneste halvandet år om danskernes syn på henholdsvis skattelettelser og højere offentlige udgifter. Resultaterne svingede mellem en overvægt på to procentpoint, som foretrak uændrede skatter frem for højere offentlige udgifter, til knap 50 pct.point overvægt som foretrak højere offentlige udgifter frem for skattelettelser. Det har hver gang givet store overskrifter. Men så store udsving i holdninger – halvdelen af danskerne, der svinger enten den ene eller den anden vej – kan man simpelthen ikke tilskrive holdningsskift. Snarere er der tale om, at formuleringerne spiller en rolle.

Det har CEPOS i samme undersøgelse vist på en konstruktiv måde. Man har fået Catinét til at spørge uden det »ladede« begreb »skattelettelser«, som danskerne historisk ved alligevel aldrig rigtig bliver til noget, og hvor man i givet fald ikke ved, hvem der får lettelserne.

I stedet har man spurgt, om danskerne foretrækker at få flere penge til rådighed til deres egne familier og i stedet få færre ydelser fra det offentlige, eller om de foretrækker at få færre penge til rådighed og i stedet modtage flere ydelser fra det offentlige.

Resultatet er, at 59 pct. af danskerne foretrækker flere penge til rådighed for dem selv, mens kun 31 pct. foretrækker flere ydelser fra det offentlige.

En af konsekvenserne af mediernes misbrug af meningsmålinger er givetvis, at læserne – og vælgerne – er begyndt at være lidt ligeglade med dem. Samfundet kan såmænd også nok fungere uden meningsmålinger, men det vil være en fejl at hævde, at meningsmålinger slet ikke kan laves ordentligt. Det kan man faktisk godt.

En hammer kan misbruges til at slå nogen ihjel med, men det betyder ikke, at den ikke kan være nyttig til det, den er skabt til. Bare man ved, hvor meget eller lidt man kan bruge den til.

Zimbabwe i frit fald

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2007. 21 svar

At beskæftige sig med udviklingsøkonomi, og i særlig grad med Afrika, er ofte en øvelse i at acceptere store skuffelser. De seneste år har det dog også været en særlig prøvelse at forstå et af de mest absurde regimer, verden har set i mange år – Robert Mugabes Zimbabwe. Mugabe, som har regeret landet med tiltagende diktatoriske beføjelser siden 1980, har de sidste ti år fuldstændigt ødelagt økonomien i et land, der engang var Sydafrikas brødkammer. Sidst 9 90’erne, da han syntes presset politisk, gennemførte han en af de mest omfattende ’jordreformer’ som Afrika har set, idet han lod såkaldte krigsveteraner besætte og overtage hvide landmænds jord. Det skete ofte voldeligt, og i en lang række tilfælde med døden til følge for de retmæssige indehavere af jorden. Skiftet fra et landbrug med professionelle, dygtige farmere til en masse småbrug med beboere fuldstændigt uden landbrugserfaring eller -evner og store områder frugtbar jord, der ikke dyrkes, har haft drastiske vølger. De seneste år har det Zimbabwe måttet importere fødevarer, og det vurderes at fire millioner mennesker i år er afhængige af nødhjælp.

 

Senere har Mugabe slået ned på sine modstandere med endnu mere hårdhændede metoder, da han ryddede en shantytown udenfor hovedstaden Harare, hvor folk primært stemte på oppositionen. Flere hundredetusinde mennesker stod pludselig uden bolig, da ’ryddet’ i Mugabes Zimbabwe helt konkret betyder, at bulldozere kørte ind og jævnede området med jorden.

 

En sådan politik har naturligvis store økonomiske og menneskelige følger. Vækstraterne de seneste år fortæller en stor del af historien: 0 % i 1999, -6,1 % i 2000, -6,5 % i 2001, -12,1 % i 2002, -13,6 % i 2003, -8,2 % i 2004, -7,7 % i 2005, og -4,4 % sidste år. Alt i alt betyder det, at Zimbabwes gennemsnitsindkomst er faldet med ikke mindre end 74 % siden 1999! Den årlige inflation har for tiden nået 3700 %, og peger på, at den vil fortsætte med at stige. Situationen begynder dermed at nærme sig de kaotiske tilstande i 1920’erns Tyskland, hvor inflationen fra maj til juli 1923 var 700 %. Læsere med en smule historisk viden vil vide, hvad det samme problem gjorde ved det tyske samfund.

I onsdags kunne Berlingske Tidende så rapportere, at Mugabe i et ’forsøg’på at løse problemerne med et stort snuptag. Han har ganske enkelt besluttet sig for at nationalisere alle udenlandske virksomheder i landet (læs her). Mugabes svar på inflationsproblemet kan heller ikke karakteriseres som andet end et forsøg på kommandoøkonomi: Det er et krav om, at alle dagligvarebutikker halverer priserne på almindelige varer som sukker, mel og kød.

Sådan kan en mand med et tilstrækkeligt stærkt sikkerhedssystem ødelægge et helt land. Ikke engang den forsamling jurister og psykologer, som jeg tilbragte første halvdel af ugen med, var uenige da jeg til frokost kaldte ham sindssyg. Psykologerne ved mit bord var faktisk tilbøjelige til at mene det samme! Men hvad mener de internationale organisationer om Robert Mugabe? I hvert fald ikke nok til at gøre noget synligt eller effektivt. EU har et par gange udtrykt bekymring, FN er ikke tilbøjelige til at kommentere, da en kritik af Zimbabwe også vil føre til en kritik af mange andre stater i en organisation, hvor kun et mindretal af medlemmerne er demokratier, og det britiske Commonwealth er ikke nået videre end til at true med eksklusion. Nabolandet Sydafrikas præsident og udenrigsminister har også afholdt sig fra enhver kritik, og synes nærmest at holde hånden over landet i den afrikanske union.

Kun én statsleder har (efter sigende) valgt at gøre det moralsk rigtige. Mildt sagt overraskende – givet at hans land ikke ligefrem er en menneskeretslig oase – er det Nigerias daværende præsident Olusegun Obasanjo, der forleden nægtede at blive fotograferet sammen med en Mugabe, som han umiskendeligt foragter. Så dagens spørgsmål er ret simpelt: Hvad er det for en verden, vi lever i, og hvad er dens internationale organisationer værd, hvis det moralske lederskab i en så klar sag skal komme fra Nigeria?

EB's Jeppesen om Punditokraterne

Af Redaktionen, den 29. juni 2007. 11 svar

Punditokraterne har fra tid til anden givet vores mening om både Ekstra Bladet og dets medarbejder Jeppesen til kende.  Så meget desto mere “beærede” var vi, da manden forleden fik os blandet ind i en “reportage”, der vist mestendels gik ud på at få sagt grimme ting om jøder, og gerne på en ikke specielt morsom måde.  Her er et klip fra “Jeppesen: Benedikte på plejehjem” (Ekstra Bladet, 20. juni):

Jeppesen har festet med gamle jøder

I begyndelsen sagde den store jødefar, at alle skulle bære hat. Desværre var hårvæksten det eneste, de fik med gennem evolutionen uden varige men, så man indgik et kompromis med Vorherre og opfandt kalotten.

Hvor paranoiaen kommer fra, har jeg ingen anelse om, eller jo det har jeg faktisk, men den første sætning er vist allerede rigeligt til at få punditokraterne til at gå i selvsving, og inden jeg fortsætter, må jeg hellere lige fortælle, hvor jeg er.

… Jeg er til åbningen af et plejehjem på Østerbro i København. Her er nok 100 gamle jøder. Og intet mindre end tre sikkerhedsvagter. … Alle beboerne skal i mødesalen. Prinsesse Benedikte er kommet. Hun har kun taget en lille taske med. Men hun regner måske ikke med at skulle blive her i særlig mange år.

Vi synger en sang på tysk. Og en fin mand med en prægtig hårvækst over hele hovedet holder en tale.

– Det vigtigste i et demokrati er, at det er rummeligt.

Ideologiske taler til åbninger af plejehjem er nok en jødisk ting, men uanset hvad er det rigtigt med rummeligheden. Og her er kongehuset jo et usædvanligt godt eksempel. De har plads til både drukkenbolte, falske grever, ejendomsmæglere og alskens indavl. Og de har aldrig været mere populære.

– At bygge betyder, at vi er levende, at vi ønsker at blive her. Det er meldingen fra det jødiske samfund.

Så skulle du nok have bygget noget andet end et gravmonument, Bernstein. Et plejehjem er en halvdød gravsten med toiletter. Det er ikke bare en fase i vores liv. Vi sætter ikke vores værelse i stand og prøver at sælge det dyrere. Det er endestationen, prisen for at vores børn kan få et ekstra værelse til symaskinen og billardbordet.

Og helt ærligt, et jødisk plejehjem. Hvordan hænger det sammen i et folkefærd, hvor de ligner oldinge, når de er fyldt 13?

…Værløsegarden spiller Abba-potpourri i haven. Benedikte tager en snack med laks og ost og hengiver sig til et glas hvidvin og en Melchior. Herrer med hæklede kalotter i brun og lyseblå og silke mingler med damer i …

Nu ved jeg, hvorfor de går med kalot! Det er for at kunne kende forskel på mænd og damer, når de evigt groende ører og næser til sidst får kønnene til at flyde sammen. Hvor er det smart! De er bare lidt kvikkere end os andre.”

Her på stedet er vi glade for at have så fornemme læsere.

Måske en af de dyreste valgsejre nogensinde

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2007. 10 svar

Jeg vil tillade mig en smule skamløs selvpromovering, da jeg har skrevet dagens klumme ovre hos vennerne på 180 Grader. Klummen, der kan læses her, er en lille analyse af den nye trepartsaftale for de offentlige ansatte, som jeg argumenterer for kan blive endda meget dyr.

Det skal også med her – som Finn Ziegler pointerer i en af kommentarerne – at Schlüter-regeringen i 1987 indgik en lignende aftale. Sådan kan selv de bedste sælge ud af ansvarligheden, hvis de er tilstrækkeligt pressede politik.

Ugens citat: WSJ om GOP og indvandring

Af Redaktionen, den 27. juni 2007. 1 svar

Fra dagens Wall Street Journal leder lidt om den igangværende kongres-behandling af Bushs forslag om en ny indvandringspolitik.  Den har den sigende titel: “Immigration and the GOP: How to make Republicans a minority party once again”:

“We’ve written often about the merits of immigration reform, and we have our own problems with parts of the Senate bill. But it’s worth spending some time on the larger politics of the issue, especially for Republicans. They’re caught between a passionate minority of their party–who oppose any reform that allows illegals a path to citizenship–and the larger electorate, which is more moderate and wants to solve the problem. Like Democrats on national security, this is a classic case in which pandering to the base will harm the GOP overall.

… No doubt this gets applause in some Republican precincts. But in the near term, meaning through 2008, Republicans would be far better off helping President Bush and John McCain pass something that takes immigration off the table. If the issue remains central to the 2008 debate, it will divide the GOP and the media will play up the split. Given the passions that immigration evokes on the right in particular, the issue could easily drown out other domestic policy messages the candidates would prefer to run on.

The longer term danger is that the GOP is sending a message to Latinos that it doesn’t want them in the party. And if that message sticks, Republicans could put themselves back in minority party status for a generation or more. Hispanics are the largest ethnic minority in the country, and their voting numbers continue to grow. Hispanics were estimated to be 8% of the electorate in 2006, compared with 6% in 2004 and 5.5% in 2000. Census data show that the number of Latino voters could rise to 10% or more by 2008. The demographic reality is that the GOP can’t be a majority party with Anglo-Saxon votes alone.

Like most voters, Hispanics care about more issues than immigration. But also like most voters, they take pride in their cultural identity and will reject candidates who send a message of hostility to their very presence in America. They know that when Tom Tancredo calls for an immigration “time out,” he’s not talking about the Irish. He means no more Mexicans, Hondurans or other Hispanics. If the GOP wants to be deserted by Hispanics for the next few election cycles, that sort of talk should do the trick. 

A recent WSJ/NBC News poll showed that Hispanics now self-identify as Democrats rather than Republicans by 51% to 21%.

 … In 2004, exit polls showed Republicans winning 44% of the Hispanic vote, up from 35% in 2000 and 38% in 2002. As Democratic strategist Simon Rosenberg noted after last year’s elections, “the Latino vote had swung more heavily into the Republican camp than any other vote in America. They went from 21% in 1996 to 44% in 2004. This was a doubling of the Republican market share, one of the most significant political achievements of the Bush era.”

But in the run-up to last year’s midterm elections, Republicans chose to make immigration their lead issue. The GOP leadership in Congress encouraged talk radio and cable news shows to inflate the illegal alien problem, and Republican candidates took a hard-line anti-immigration stance in hopes of turning out GOP voters. It didn’t work. Not only did the strategy fail to help Republicans hang on to their majorities in Congress, but support from Hispanic voters fell to 29%, the lowest level this decade. If running against illegal immigration were a winner, Arizona’s J.D. Hayworth would still be in Congress.

By the way, the growth in the Hispanic population will continue regardless of what happens with immigration from now on. The number of Hispanics who already hold green cards guarantees that their share of the electorate will increase over time even if Congress could seal the Southern border tomorrow. The GOP should be competing for these voters rather than driving them away with a barely concealed message of “Mexicans, go home.”

Notwithstanding the small but loud segment of the GOP base preoccupied with the issue, hostility to immigration has never been a political winner. Like trade protection, people protectionism always polls better in telephone surveys than on Election Day. For a Presidential candidate especially, it sends a negative message rather than one of optimistic leadership.”

Velfærdssystem og egoisme – Amerikanske tilstande III

Af Niels Westy, den 27. juni 2007. 13 svar

I Amerikanske Tilstande II skriver Jacob Mchangama om amerikanernes iver for at give til velgørende formål – en iver der i kolde kontanter er mere end 6 gange så høj som danskernes.

Jacob slutter af med at konkludere, at

“Såfremt det overhovedet giver mening at tale om et begreb som sammenhængskraft, er ovenstående i mine øjne et langt bedre eksempel derpå end den tvangsmæssige “solidaritet”, som velfærdsstatens høje skatter angiveligt skulle medføre”.

Man fristes til at stille det spørgsmål om ikke den tvangsmæssige “solidaritet” i realiten er medvirkende til at fremme den egoisme som velfærdsjunkierne normalt påstår er et resultat af markedskrafterne (med al dens væmmelige konkurrence og alt det der). Godt nok er amerikanerne gennemsnitlig væsentligt mere velstående end danskerne og godt nok betaler de en del mindre i skat, men det er vel næppe nok til at forklare en forskel på mere end en faktor 6 i tilbøjligheden til at give til vegørende forhold- kunne det mon tænkes at netop vores universelle velfærdsmodel er ekstra skadelig for borgernes ønske om at yde hjælp til agtværdige formål?

Hvis man ser på hvorfor USA ikke har opbygget så omfangsrig en velfærdsstat som de fleste europæiske – ikke mindst de skandinaviske lande, kommer Alberto Alesina, Edward Glaeser and Bruce Sacerdote frem til ( “WHY DOESN’T THE US HAVE A EUROPEAN-STYLE WELFARE STATE?”) at det skyldes at “Racial animosity in the US makes redistribution to the poor, who are disproportionately black, unappealing to many voters. American political institutions limited the growth of a socialist party, and more generally limited the political power of the poor”.

Der er næppe grund til at tro, at det historisk alene har været et spørgsmål om hudfarve – f.eks. var irske indvandrere ikke særlgt vellidte i det 19. århundrede – de var jo katolikker – og i det hele taget har indvandrernes rolle historisk været, at være prügelknabe indtil social opstigen gennem hårdt arbejde har givet en ny og accepteret social placering – en rolle og proces man også kunne iagtage i Danmark før 1960. En væsentlig forskel på amerikansk og europæisk opfattelse af redistribuering af velstand skyldes måske den amerikanske “exeptionalism” der indebærer at amerikanere overvejende opfatter fattigdom som selvforskyldt, mens europæere har en tendens til at se det som resultatet af “bad luck” – ligesom Amerikanere mener, at det er muligt at undslippe sin “skæbne” i modsætning til europæere.

Op mod 90% af danskerne er tilhængere af den danske velfærdsmodel og ca. 80% er tilhængere af en stram indvandrerpolitik (Institut for konjunktur-analyse februar 2004), hvilket passer meget godt med, at “solidaritet” er noget man udviser overfor dem der er “lige som en selv” Men hvis man er parat til at hjælpe dem der er “lige som en selv” er der jo ingen grund til at den skal være tvungen – det er veldokumenteret at statsliggørelse af velgørenhed har en “crowding out” effekt på privat velgørenhed – så hvad er pointen? – jeg er sikker på at mange af bloggens læsere har en række gode nær-konspiratoriske svar på dette spørgsmål.

Og så er der ét centralt problem, nemlig hvad det gør ved os, når der ingen sammenhæng er mellem at give udtryk for velgørenhed og rent faktisk at skulle finansiere den selv. Økonomisk er et godt bud at den faktisk givne velgørenhed er langt mindre effektiv – og moralsk/holdningsmæssigt er der grund til at tro, at det øger vores forventninger til hvad andre/samfundet skal gøre for os, mens det omvendte gælder for hvad vi skal gøre overfor andre.

Det er slående, at i USA, hvor man jo både har den (efter europæisk målestok) skrækkelige holdning at mene, at de fattige har et medansvar for deres situation og opdrager sine børn til noget så gammeldags som, at “hårdt arbejde har en værdi i sig selv” er 6 gange så villige til at hoste op til velgørenhed end de danskere, der dels synes det er synd for de fattige – de er blot er uheldige – og som ikke finder at det er så væsentligt at kunne forsørge sig selv at de mener de skal præge deres børn med dens slags pjatterier (ifølge Ole Birk Olesens “Taberfabrikken”).

Med en omskrivning af et kendt Kennedy citat kunne man måske mene, at velfærdstaten – som vi kender den – medfører at følgende bliver til ledetråden:

“Ask not what you can do for others, but what others should do for you”

Og det skal ikke lægges borgerne til last – for det er jo forventeligt.

Når tiden kommer …

Af Altmann, den 26. juni 2007. 13 svar

Hvem vil de pege på, De Konservative?  Ovre hos den gode Jarl Cordua bliver der p.t. talt om en regeringsrokade og om, hvem der evt. bliver ny konservativ partileder.  Det fik os til at tænke: Da De Konservative notorisk er et parti, hvor det alene er vilkårlige flertal i folketingsgruppen, der afgør, hvem der bliver partileder, kunne vi måske ”handicappe” feltet en smule ved at spekulere i, hvem der mon ville støtte enten Connie Hedegaard eller Lene Espersen som ny partileder.  For nærværende må de jo ses som de eneste realistiske alternativer – men lærdommen fra partiets stridigheder i 1970erne og 1990erne er, at man aldrig skal sige aldrig, og Brian Mikkelsen er ihvertfald bedre “connected” internt i partiets organisation end begge kronprinsesserne tilsammen.

Her er vore gæt blandt de konservative ministre internt:

  1. Bendt Bendtsen: Lene Espersen (eller subsidiært den, som et flertal vil have …)
  2. Carina Christensen: ? (vi har vitterlig ingen anelse)
  3. Lene Espersen: Lene Espersen
  4. Flemming Hansen: Connie Hedegaard
  5. Connie Hedegaard: Karl Marx, men hvis han ikke er til rådighed så sig selv
  6. Brian Mikkelsen: Lene Espersen – eller subsidiært Connie Hedegaard, eller hvem der alternativt kan give ham pladsen som nr. 2 …
  7. Per Stig Møller: Connie Hedegaard

Eller med andre ord, en men måske tre og sikkert højest fire for Espersen, og mindst tre men måske fem-seks for Hedegaard.

Men hvad med blandt folketingsgruppens egne medlemmer?  Her er vore gæt:

  1. Lars Barfoed: Connie Hedegaard
  2. Tom Behnke: Lene Espersen
  3. Pia Christmas-Møller: Connie Hedegaard
  4. Charlotte Dyremose: Lene Espersen
  5. Per Ørum Jørgensen: Karl Marx, Thorvald Stauning, John Christmas Møller e.l., men hvis disse ikke står til rådighed så Connie Hedegaard
  6. Henriette Kjær: Lene Espersen
  7. Helge Adam Møller: Lene Espersen
  8. Allan Niebuhr: ? (også her har vi vitterlig ingen anelse, men det var også en stor overraskelse at opdage, at der faktisk er et folketingsmedlem med det navn …)
  9. Jacob Axel Nielsen: Lene Espersen
  10. Helle Sjelle: Connie Hedegaard
  11. Christian Wedell-Neergaard: Connie Hedegaard

Her blandt de menige MF’ere er et gæt altså fem nogenlunde sikre til Connie Hedegaard, præcis det samme til Lene Espersen, og én som vi ved for lidt om til at kunne sige noget som helst.  Lægger man ministrene oveni, tilter fordelen til Hedegaard – i hvert fald i fraværet på en klar udmelding om det modsatte fra Bendtsen.  Det ville dog forudsætte ”l-e-d-e-r-s-k-a-b” …

Alt i alt ligner det altså p.t. noget, som er et sted mellem dødt løb og en marginal fordel til Connie Hedegaard.  Men erfaringen fortæller os også, at hos De Konservative er der – når der ikke lige er borgerkrig – udprægede ”bandwagon effects”, altså medløberi.  Et lille flertal bliver til et jordskred.

Så med mindre læserne kan fortælle os noget, vi ikke ved, eller med mindre Bendtsen, KU o.a. kan banke noget andet i gennem, er vores gæt, at Hedegaard p.t. er favorit.  Desværre, for så bliver det (endnu mere) så-som-så med De Konservative som et borgerligt parti, man kan sætte sin lid til.  Men det har måske været tilfældet siden 1929.

Amerikanske Tilstande II

Af Jacob Mchangama, den 25. juni 2007. 19 svar

Blandt de værste klicheer om effekten af det frie marked på almindelige mennesker hører anklagen om, at markedet skaber egoistiske og atomiserede individer, der alene tænker på sig selv og ikke er solidariske med deres medmennesker.

Særligt det amerikanske samfund bliver ofte anklaget for at være sådan skruet sammen. Virkeligheden er som så ofte ganske anderledes.

AP kan fortælle, at amerikanerne i 2006 gav næsten 300 milliarder dollars til velgørende formål, hvilket er rekord. Her lidt fra notitsen:

Donors contributed an estimated $295.02 billion in 2006, a 1 percent increase when adjusted for inflation, up from $283.05 billion in 2005. Excluding donations for disaster relief, the total rose 3.2 percent, inflation-adjusted, according to an annual report released Monday by the Giving USA Foundation at Indiana University’s Center on Philanthropy.

Giving historically tracks the health of the overall economy, with the rise amounting to about one-third the rise in the stock market, according to Giving USA. Last year was right on target, with a 3.2 percent rise as stocks rose more than 10 percent on an inflation-adjusted basis.

“What people find especially interesting about this, and it’s true year after year, that such a high percentage comes from individual donors,” Giving USA Chairman Richard Jolly said.

Individuals gave a combined 75.6 percent of the total. With bequests, that rises to 83.4 percent.

The biggest chunk of the donations, $96.82 billion or 32.8 percent, went to religious organizations. The second largest slice, $40.98 billion or 13.9 percent, went to education, including gifts to colleges, universities and libraries.

About 65 percent of households with incomes less than $100,000 give to charity, the report showed.

“It tells you something about American culture that is unlike any other country,” said Claire Gaudiani, a professor at NYU’s Heyman Center for Philanthropy and author of “The Greater Good: How Philanthropy Drives the American Economy and Can Save Capitalism.” Gaudiani said the willingness of Americans to give cuts across income levels, and their investments go to developing ideas, inventions and people to the benefit of the overall economy.

[…]Americans give twice as much as the next most charitable country, according to a November 2006 comparison done by the Charities Aid Foundation. In philanthropic giving as a percentage of gross domestic product, the U.S. ranked first at 1.7 percent. No. 2 Britain gave 0.73 percent, while France, with a 0.14 percent rate, trailed such countries as South Africa, Singapore, Turkey and Germany.

Såfremt det overhovedet giver mening at tale om et begreb som sammenhængskraft, er ovenstående i mine øjne et langt bedre eksempel derpå end den tvangsmæssige “solidaritet”, som velfærdsstatens høje skatter angiveligt skulle medføre.

Europæiske mentaltilstande?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. juni 2007. 6 svar

Den forgangne uge har budt på lidt mediedebat om “amerikanske tilstande”, og jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at vende det emne igen her på stedet. Men lad i mellemtiden denne punditokrat kort berøre en tilfældig lille passage, som jeg i dag snublede over i Berlingske Søndag, og som måske siger noget om de mentale tilstande i Europa. Det var såmænd i en artikel af mad- og vinskribenten Søren Frank, hvor han skrev om en australsk vinproducent. Midt i det hele stod så denne passage

“[Han er] prototypen på en aussie: Easygoing, gæstfri og charmerende. Fuldstændig som man troede, at amerikanerne var, indtil man forstår at deres venlighed er ganske overfladisk og dækker over et hjerte, som udelukkende banker for penge.”

Det stod der. Midt i en artikel, der ellers ikke handlede om USA, men blot om australsk vin.

For min skyld må mennesker såmænd have alle de fordomme, de vil. Jeg kan synes, at det i det ene eller andet konkrete tilfælde er utiltalende eller ubegrundet, men så længe de ikke lader fordommene omplante sig til at krænke andre menneskers frihed, så kan jeg såmænd godt leve med det. Man kan endda sige, at nogle “fordomme” ofte fanger noget akkumuleret, empirisk viden, og at de fleste mennesker faktisk ville have svært ved at klare sig igennem tilværelsen helt uden fordomme. F.eks. nyttige fordomme såsom at fynboer er lidt fjollede, og at mad- og vinanmeldere ofte ikke har opfundet den dybe tallerken.

Alligevel er passagen grotesk på sin egen arrogante, selvsmagende og euro-centrerede måde. SF mener altså, at det er problemløst at generalisere om et land, der fylder det meste af et kontinent, har mere end 300 mio. indbyggere fordelt på 50 stater og en række territorier, og hvor der i en stat alene (Californien) tales mere end 150 forskellige modersmål? SF har set så brede dele af USA og så dybt ind i amerikanernes kollektive sjæl, at han ikke bare ved, hvad de gør og ikke gør, men hvad der motiverer dem? Og SF kan helt umotiveret smide et sådan udsagn ind, et sted hvor det iøvrigt intet har gøre?

Kunne man forestille sig dét gjort med nogen anden nationalitet eller større identificerbar gruppe, uden at man straks ville blive beskyldt for nationalisme, xenofobi, uanstændighed, etnisk diskrimination, racisme eller det, der måtte være værre? Næppe. Men hvis det er amerikanerne, det handler om, så synes Janteloven og uvidenhed at være fuldt tilstrækkeligt til at legitimere ethvert tænkeligt synspunkt. Tsk, tsk.

EU slår handelsrunde ihjel – igen

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2007. 14 svar

Hvis man synes, at forhandlingerne om EU’s nye forfatningstraktat har været besværlige, skal man overveje at se på de tilsvarende forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen WTO. Den nuværende runde som man stadig tale om, selvom den reelt døde sidste år, blev indledt i november 2001. Doha-runden, som den kaldes, skrantede fra starten, men en række lande har forsøgt at holde den på diplomatisk respirator det seneste års tid. I denne uge mødtes fire ad de helt store spillere i runden – Brasilien, EU, Indien og USA – så i Potsdam for at forsøge gennem en række uformelle samtaler at afklare en del af den uenighed, der pt. forhindrer at WTO når til en ny handelspolitisk aftale.

Og så skete det igen: Samtalerne brød sammen, selvom planen var at fortsætte hen over weekenden. Men som Brasiliens udenrigsminister Celso Amorim sagde til journalisterne i Berlin, ”It was very clear at lunchtime and was said at lunch that it  was useless to continue the discussion based on the numbers on the table. `The decision not to continue with the negotiation was not ours.”

Brasiliens klare udmelding – vi kommer ingen vegne så nu tager vi hjem – reflekterer desværre ret godt virkeligheden i disse forhandlinger. Meningen har fra starten været at Doha-runden skulle tage specielt hensyn til fattige landes situation og ønsker, og det viste sig meget hurtigt at være en markant reduktion af rige landes toldmure og deres landbrugsstøtte. De tal, Amorim refererede til i sin forklaring, er derfor hvor meget EU og USA er villige til at sænke støtten til deres landmænd. Nu er EU så igen i gang med et ’blame game’, eksemplificeret ved handelskommisær Peter Mandelsons klager over, at USA ikke er villig ”to accept or even acknowledge the flexibility of others shown in the room.”

Hvis jeg var Mandelson, ville jeg sidde med en meget dårlig smag i munden. Grunden til at Doha-runden kollapsede sidste år var, at EU var helt og aldeles ufleksibel mht. til at reducere landbrugsstøtten. Unionens strategi var at man kun ville acceptere reduktioner på ét område, når man til gengæld fik indrømmelser på andre specifikke områder, der ville gøre de første reduktioner meningsløse og uden effekt. Nu sidder han så igen og beskylder USA for mangel på fleksibilitet. Der er ingen tvivl om, at amerikanerne er rykket i en mere protektionistisk retning – både pga. næste års præsidentvalg og pga. udløbet af den særlige ’fast track’ autoritet – men reelt har alle EU’s forhandlingsforslag drejet sig om at sikre europæiske landmænd fortsat høj og forvridende støtte. Brasilien og Indien har for længst gennemskuet den strategi. Hvorfor de overhovedet kom til mødet i Potsdam skyldes vel de sædvanlige diplomatiske spil, men grunden til at de tog hjem er klar: EU rykkede sig ikke en tomme fra sin betonposition. At det så koster fattige lande milliarder af dollars i tabte eksportmuligheder, er der åbenbart ingen der bekymrer sig om.