Ugens citat: En økonom om The Economist, kapitalisme og filantropi

Af Redaktionen, den 22. juli 2006. 2 svar

Her på stedet synes vi endog ganske godt om det hæderkronede engelske ugeskrift The Economist.  Men selv det blad kan (en sjælden gang imellem) skrive noget sludder, og så er det godt, at der findes en ph.d. studerende i økonomi fra George Mason University, der kan gøre redaktionen opmærksom på det.  Isaac DiIanni havde i den forgangne uge denne kommentar til en artikel om Bill Gates’ og Warren Buffets filantropi:

Sir –

In praising Warren Buffett, Bill Gates and others for their philanthropy, you endorse the view that capitalism’s winners should “use some of their wealth to compensate the losers” (“Billanthropy,” July 1st). Innovators like Mr Gates make money by serving their customers, who also gain from the exchange. The idea that wealth creators have a duty to “give back” betrays a lack of understanding of that most basic principle of economics: voluntary trade benefits both parties. Whether the wealthy should help the poor is an important ethical question, but to confuse charity with compensation is just bad economics.

ISAAC DIIANNI, Fairfax, Virginia

Når forskning bliver ideologisk

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2006. 12 svar

Forleden uge havde jeg fornøjelsen at være i Paris til konference i adfærdsøkonomi og økonomisk psykologi. Min præsentation handlede om ideologi i en bestemt gren af mit interesseområde, nemlig den boomende lykkeforskning. Grunden til at jeg havde taget netop dette spørgsmål op og skrevet et lille papir om det, kom fra min almindelige frustration over mine kolleger på feltet og de kommentarer jeg fik, da jeg præsenterede et notat om lykke og politik på CEPOS sidste år. Ved den lejlighed præsenterede jeg en række empiriske resultater som jeg møjsommeligt var kommet frem til sammen med to tyske kolleger, men det der virkeligt interesserede folk, var at de politiske implikationer af forskellige teorier på området er så åbenlyst ideologiske. Så når for eksempel Peter Kurrild-Klitgaard og Martin Ågerup (tak til jer, Jungs) mente at det var interessant, kunne det vel ikke gå helt galt at kigge nærmere på det.

 

Hovedpointen i lykkeforskningen er, at mens folk bliver stadig rigere, bliver de øjensynligt ikke mere tilfredse med deres liv, i hvert fald ikke når man spørger dem. Der er to teorier på området der kan forklare dette paradoks: 1) Sammenligningsteori og 2) Aspirationsteori. Den første siger, at det der gør os lykkelige, er at have mere end dem vi sammenligner os med. Så når jeg køber ny bil bliver jeg lykkeligere indtil den dag, min nabo køber ny bil, og så er jeg tilbage ved udgangspunktet. Den anden teori siger derimod, at det der gør os lykkelige er at nå vores mål i livet, men at når vi når dem, sætter vi os nye og højere mål. Så vi løber sådan set hele tiden efter en mållinie, som vi selv hele tiden flytter.

 

Det store problem i forskningen er derfor at skelne mellem de to teoretiske forklaringer på folks lykke. Og det er ikke let! De to teorier skaber nemlig de samme virkninger under de fleste betingelser, men hvis man vil øge folks lykke, er det meget forskellige politiker, der kommer ud af teorierne. Sammenligningsteorien siger, at i og med at folk sammenligner sig med hinanden og hele tiden forsøger at blive rigere end deres nabo, arbejder de for meget end godt er, og derfor bliver de ulykkelige. Det gælder derfor om at gøre sammenligningsgrundlaget så lille som muligt, og det gør man ved at beskatte hårdt og stærkt progressivt så de rige bliver fattigere og de fattige bliver relativt rigere. Man kan også øge deres lykke ved at udbyde offentlige goder, som jo per definition ikke skaber grund til sammenligning, fordi de er ens for alle. Implikationerne lugter dermed stærkt af det socialistiske paradis. Sjovt nok er den stærkeste fortaler for sammenligningsteori Lord Richard Layard, en engelsk arbejdsmarkedsøkonom, der sidder i Overhuset for Labour og har argumenteret for den slags politik længe før han begyndte på at forske i lykke. Han bruger dermed et relativt nyt område til at retfærdiggøre gammel politik, der ellers er blevet fuldstændigt afvist af samfundsvidenskaberne.

 

Aspirationsteori er noget enklere. Folk bliver lykkelige af at nå deres mål, så den eneste politik, der bidrager til deres lykke, er den der fjerner enhver barriere for at de kan nå de mål. De politiske implikationer af denne teori er altså klassisk liberale – at staten skal blande sig minimalt i borgernes liv og tillade dem den største grad af personlig og økonomisk frihed. Så det er ikke overraskende at folkene på Cato Institute, når de da overhovedet beskæftiger sig med den slags, støtter denne tænkning. Den kan nemlig retfærdiggøre klassisk liberal politik og frihedstænkning på et så klassisk frihedsorienteret grundlag, at Adam Smith og David Hume ville nikke genkendende til det.

 

Det er bare et fedt, når man ikke kan skille de to ting ad i videnskabelige undersøgelser. Selv den flinke og diplomatiske Ruud Veenhoven, et af de største navne overhovedet i lykkeforskning, kritiserede således Layard i Weekendavisen forleden og kaldte nogle af konklusionerne i hans Happiness-bog fra sidste år for 'forskruede'. Men der er desværre også grund til at gribe i egen barm, når Punditokraternes venner på Cato i Washington falder i den samme fælde. For vores allesammens skyld gælder det om at undgå, at videnskaben forfalder til at forskere kommer til at råbe ad hinanden fra hvert deres ideologiske hjørne.

 

Løsningen er selvfølgelig at finde betingelser, hvor man kan identificere den ene eller den anden forklaring. Jeg har selv gjort forsøget sammen med to kolleger, og fundet klare indikationer for aspirationsteori (den liberale, heldigvis!), men det er bestemt ikke let. Så der er faktisk to grunde til at skrive denne kommentar: 1) Man skal være endda meget kritisk overfor enhver politik i fremtiden, der begrundes i lykkeforskning – og det er på vej til Danmark; og 2) når Punditokraterne nu har så begavet, indsigtsfuldt og åbensindet en læserskare, som vi faktisk har (og det er ikke ironisk ment), kunne der jo være nogen, der kunne hjælpe. Forslag udbedes!

Dead case walking – Plame igen

Af admin, den 14. juli 2006. 1 svar

Ferien lukker og jeg lukker, så får I også fred for Plame-sagen så længe. Men først må det med, at hr. og fru Wilson nu har anlagt et civilt søgsmål mod Cheney, Rove og et par andre i regeringen for at have lækket Valerie Wilson (nee: Plame) status som undercover agent i CIA.

Det synes at være et desperat forsøg på at holde historien i live efter, at Fitzgerald har afvist at retsforfølge Rove eller andre i regeringen end Libby, der ikke tiltales for lækagen, men for at have hindret efterforskningen af lækagen. Se Tom Maguire for mere.

Hvis det er formålet, så er det lykkedes rimeligt godt — i hvert fald i første omgang. De sædvanlige dele af MSM viste, at de stadig ikke kan finde ud af alm. kildebrug, herunder Internettet og lidt let googling.

Kufferten skal pakkes, så det bliver et (relativt) kort resume for de kildekritisk udfordrede. (for andre med bedre tid: tryk på Plame i tagslinjen ovf.):

1) Wilson skrev efter Irak-krigen en kronik om, at han var blevet udsendt til Niger forud for krigen for at undersøge, om Saddam havde købt uran dér. Hans konklusion var, at det var usandsynligt, at et salg havde fundet sted. I sin tale til nationen lige før krigen havde Bush nævnt britiske underretninger om, at Saddam forsøgte at købe uran i Afrika, og Wilson undrede sig nu over, om hans rapport om Niger var kendt af Bushs regering. Senere gik Wilson aktivt ind i Kerry’s præsidentkampagne og skruede op for sin kritik af Bush med påstand om, at Bush bevidst havde løjet om Saddams interesse i uran.

ad 1) I Senatets rapport fra juli 2004 om efterretninger inden Irak-krigen blev det fastslået, at Wilsons rapport ikke havde indeholdt noget nyt, og den var derfor ikke gået videre opad i CIA. Endvidere blev det nævnt, at Wilson faktisk havde bekræftet, at Irak havde forsøgt at skaffe uran fra Niger. Det var temmelig pinligt for Wilson, og han forsvandt herefter fra Kerry’s kampagne, der på det tidspunkt var i slutspurten og ikke havde brug for yderligere belastning.

2) I Butler-rapporten, der også udkom i juli 2004, blev det fastslået, at den britiske efterretningstjeneste havde god grund til at tro, at Saddam søgte at skaffe uran fra Niger. Disse efterretninger var ikke påvirket af den efterfølgende afsløring af falske dokumenter vedr. Niger, og vurderingen fastholdes derfor. Rapporten gik så langt, at den udtrykkeligt citerede Bush’s tale til nationen og opretholdt den som well founded. Wilson havde nu yderligere grund til at dukke hovedet.

3) Før disse rapporter underkendte både Wilson’s mere beherskede beskyldning og især de mere ubeherskede beskyldninger, havde den ansete journalist Robert Novak skrevet, at Wilson var blevet sendt afsted til Niger af sin kone, der arbejdede i CIA. Det viste sig, at konen ikke bare arbejdede for CIA, men havde arbejdet undercover og stadig havde denne status på tidspunktet for Novaks artikel. Ifølge en på det tidspunkt ikke videre kendt lov er det strafbart bevidst at afsløre en undercover agent.

Der er to forklaringer på Novaks afsløring: Enten var det et nedrigt forsøg på at skade Wilson ved at skade hans kone. Eller det var et yderst relevant forsøg på at fremhæve, Wilson ikke var en neutral kritiker af Bush, men en del af den interne magtkamp i CIA, hvor man på det tidspunkt sloges om ansvaret for de fejlagtige efterretninger om Saddams WMD. De kredse i CIA, der havde tvivlet på WMD, var rasende over, at chefen Tennet havde troet mere på de kilder, der bekræftede formodningen, mens Tennet-fløjen pegede på, at de kritiske kredse generelt havde undervurderet spredningen af WMD blandt diktaturstater, og at det derfor havde været berettiget at lægge større vægt på andre kilder, som underbyggede formodningen. En interessant debat, som Senats rapporten kun delvist afslører.

4) Fitzgerald blev sat til at efterforske, om afsløringen af Valerie Plame var strafbar. Han har nu afsluttet sin efterforskning og konstateret, at der ikke er nogen at tiltale. Det må betyde, at de, der oplyste om Plames tilknytning til CIA, ikke beviseligt kendte hendes status som undercover. Han har derimod tiltalt Libby for at hindre efterforskningen. Den sag kommer for til efteråret.

5) Novak har for nyligt oplyst, at han fik oplysningerne om Plames tilknytning til CIA fra flere, bl.a. Karl Rove, og at Rove skulle have bekræftet konens tilknytning under et længere interview, hvor Novak havde spurgt om tilknytningen, som han havde hørt om fra en anden. Rove skulle efterfølgende have oplyst via tredjemand over for Novak, at han ikke var bekendt med Plames status som undercover. Rove har tidligere afvist at have outed Plame. Igen er der to forklaringer: Enten at Rove lyver, eller at Rove ikke har outed Plame, dels fordi han ikke vidste, at Plame var en hemmelig agent som kunne outes, dels fordi han ikke gjorde andet end at bekræfte en oplysning, som adskillige journalister på det tidspunkt kendte.

6) Under hele sagen har MSM søgt at fremstille det som om, at sagen angik afsløring af Bush-regeringens løgn, eller i hvert fald vildledning, om Saddams interesse for uran. Både Senatets og Butler-kommissionens rapporter afviser dette. Tværtimod har regeringen tilladt offentliggørelse fra diverse fortrolige efterretningsrapporter netop for at bevise, at de havde dækning for deres opfattelse af truslen. Kort sagt: Bush løj ikke i sin tale til nationen. Wilsons første anklager viste sig ubegrundet, fordi hans rapport ikke var gået videre, og hans senere anklager var selv løgnagtige. Den egentlige historie handler mere om den magtkamp internt i CIA, som Wilson var en del af. Den – i sig selv ret interessante – historie fik og får vi bare ikke, i hvert fald ikke i MSM.

Her står sagen. Og her bliver den stående for vores vedkommende. God ferie.

Liberalisme på amerikansk

Af admin, den 13. juli 2006. 16 svar

Det er sommer, det er solskin, det er sløøø-øvt…

Her er en lille udfordring til de, der endnu ikke er gået helt i varmekoma.

Kampen for liberalisme og konservatisme bliver ikke lettere af, at der er tvivl om, hvad det egentlig er, vi taler om. Hvor går grænsen mellem liberalisme og konservatisme, og hvad er indholdet i dem?

Vi har en regering, der ledes af et liberalt parti, men hvis støtteparti har som erklæret mål at bekæmpe liberalismen. Vi har et Europa, hvor liberalisme ofte er ilde set.

Og så har vi USA, hvor liberalisme stadig betyder venstreorienteret, men hvor indholdet ikke altid lige er det, vi tillægger det i Europa.

Markos Zúniga fra DailyKos har for nyligt gjort noget højst usædvanligt for den del af "venstrefløjen", både i USA og herhjemme: nemlig formuleret sig positivt om det, han går ind for. Normalt vil de helst kun tale om det, de er imod. Men her er for en gangs skyld en modig udmelding.

Den står her.

Værs'go' at læse og gerne diskutere.

Nyt lykkeindeks: BIBO

Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2006. 4 svar

Igår gjorde David Pontoppidan mig opmærksom på et nyt forsøg på at måle lykken, det såkaldte Happy Planet Index. Flere danske aviser skrev om indekset igår. Berlingske hævdede at "Palæstina slår Danmark i lykke" og Politiken rapporterede at "Danskernes lykkefølelse rasler ned". Almindelige danskere må nødvendigvis tænke UHA!

Mens jeg skal indrømme, at de traditionelle lykke- og tilfredshedsmålinger ikke bør tages alt for alvorligt – selvom jeg faktisk forsker på området! – er der meget langt fra alvorligt at spørge folk om, hvor tilfredse de er med deres liv, til the Happy Planet Index. Indekset er en sammenvejning af det traditionelle spørgsmål (hvor man på nationalt plan tager andelen af befolkningen, der er relativt tilfreds), den forventede livslængde, og en slags mål for landets ressourceforbrug. Og ved at gøre det, løber man ind i et stort statistisk problem.

Problemet er, at ethvert statistisk validt indeks skal sammensættes af mål, der klart har noget med hinanden at gøre! Og det har de tre ting ikke. Tilfredshedsmålet er kun svagt korreleret med livslængden og mens rigere lande generelt har større ressourceforbrug, siger indekset absolut intet om hvor effektivt ressourcerne forbruges. Men de tre ting smider the New Economics Foundation alligevel sammen i et indeks, og konstaterer derefter stort og flot at Storbritannien kun er nummer 98 i verden.

Når man gør sådan, løber man ind i et af de værste statistiske problemer: BIBO – Bullshit In, Bullshit Out. Ens resultater afhænger altid af kvaliteten af det der indgår i analysen. Og når inputtet er så åbenlyst nonsens som the Happy Planet Index kommer konklusionerne og de politiske implikationer også til at blive ren Monty Python.

Grunden til at man laver den slags er naturligvis, at folkene på New Economics Foundation er den sædvanlige flok frelste miljøfreaks hvis erklærede mål er "to construct a new economy centred on people and the environment". Så de har konstrueret et mål for hvad de synes at lykken bør være, og det viser at vi er onde mennesker i den rige del af verden som overforbruger. Når de ovenikøbet kan knytte det til lykkeforskningen, som boomer over hele verden for tiden, kan de komme igennem med deres budskab.

Som læserne nok kan mærke, er jeg stærkt irriteret over den hype, som the Happy Planet Index har fået. Vi er trods alt en del seriøse økonomer og politologer, der forsøger at forske ordentligt i lykke og tilfredshed. Så når MSM griber fat i den slags pseudo-religiøst mumbo-jumbo som åbenlys miljølobbyisme a la New Economics Foundation uden enhver form for kritik, kan man da kun blive endnu mere desillusioneret. Derfor er her en opfordring til Punditokraternes læsere: Lad være med at tage det alvorligt!

Links til aviserne:

http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=464535

http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=765022/

Plame og pressemoral

Af admin, den 12. juli 2006. 1 svar

I den døende Plame-sag er det nu bekræftet, at Robert Novak bl.a. fik oplysninger om Plame fra Karl Rove. Novak skal have oplyst efterforskningslederen Fitzgerald om det forholdsvis tidligt i efterforskningen. Der synes ikke at være begået noget strafbart ved offentliggørelsen, formodentlig fordi Plames status som undercover i CIA var ukendt for de, der nævnte hendes tilknytning til CIA. Som allerede nævnt her, bliver Rove ikke tiltalt, lige som Novak heller ikke er blevet det. At den manglende strafbarhed blev indset forholdsvist tidligt i efterforskningen kan forklare, hvorfor efterforskningen hovedsageligt har angået, om medlemmer af regeringen har søgt at hindre efterforskningen, hvorimod selve lækagen, som efterforskningen oprindeligt angik, hurtigt synes at være blevet af mindre betydning.

… Jep, det lyder som referatet af en soap afsnit 26.451, som ingen fornuftige personer gider følge længere, og hvis persongalleri alle har glemt. (et hint: hvis man virkelig ikke har bedre at lave, så tryk på Plame i tagslinjen øverst).

Det eneste interessante ved sagen er efterhånden det indblik i journalisters selvforståelse, som den giver. Det er til gengæld også værd at beskæftige sig med.

I søndags bragte hele fem dekaner fra ansete amerikanske journalistskoler en fælles kronik i WaPo, hvor de forsøger at håndtere det vanskelige spørgsmål om, hvad pressen bør offentliggøre i kampen mod terror. Meget sigende, og efter denne punditokrats opfattelse meget korrekt, lyder overskriften: When in doubt, publish.

Desværre viser kronikken, at deres forståelse for pressens rolle er noget, ahem, begrænset.

I deres i øvrigt sobre, men også ganske forudsigelige og reelt intetsigende opregning af, hvordan pressen må søge at afveje fordelen ved oplysning (at borgerne normalt har ret til at vide, hvad magtfulde aktører laver) med ulempen (man kan hjælpe fjenden, forbrydere osv.), føler dekanerne, at de har brug for et eksempel på et tilfælde, hvor pressen nok ikke burde have offentliggjort.

Her kunne dekanerne have valgt at kritisere NYT m.fl. offentliggørelse af SWIFT-programmet, der iflg. aviserne selv ikke var ulovligt efter amerikansk ret. Men bare det at forholde sig kritisk til selveste NYT, ligger de pæne herrer fjernt. Tværtimod fremtræder kronikken som et forsøg på at komme NYT til undsætning i netop den svære sag. Men er det så, fordi de ubetinget støtter retten til at offentliggøre, også selvom der ikke var nogen trussel mod samfundet, som i SWIFT-sagen? Næ.

I stedet vælger de fantastiske fem at pege på Plame-sagen, hvilket gøres rent en passant og uden yderligere begrundelse.

Så her har vi altså efter de fem dekaners opfattelse et tilfælde, hvor Novak ikke burde have oplyst folket om, at Joe Wilson, der var i gang med at rette alvorlige anklager mod regeringen for at have vildledt om efterretningerne om Saddams WMD, var gift med en ansat i CIA, der på det tidspunkt førte en intens kamp med regeringen om ansvaret for de forkerte efterretninger, og som personligt var involveret i spørgsmålet. Hva’ba?

Tom Maguire opfordrer journaliststuderende til at efterprøve dette eksempel på fordele og ulemper, formodentlig i den tro, at der stadig findes selvstændigt tænkende journalister ved de fem institutioner. Christopher Hitchens er mindre venlig ved dekanernes accept af, at lækager kan være forbudte, hvilket jo var NYT og ligestillede dele af MSM’s eneste tilbageværende påstand i Plame-sagen efter, at Joe Wilsons anklager blev skudt ned som uberettigede. Man behøver ikke være så radikal som Hitch for at se, at forargelsen over lækagen harmonerer dårligt med pressens både principielle og kommercielle interesse i at sætte tærsklen højt i sager om åbenhed.

Dekanernes kronik viser en del om, hvordan eliten i MSM tænker, eller rettere: hvordan man ikke tænker særlig dybt over tingene. Man betragter NYT som hævet over enhver kritik. Hvis red Bill Keller siger, at det var nødvendigt at offentliggøre, så er den sag ikke længere. Denne næsegrus respekt udleves på trods af, at avisen i dag er præget af ensidig venstredrejet journalistik, hvor kilder vinkles, udelades eller fordrejes til at passe et på forhånd givent journalistisk mål. F.eks. har både WaPo og NYT oplevet den uhørte skam at blive hængt til tørre på det Hvide Hus’ hjemmeside med faktuelle fejltagelser, der ville være pinlige selv for en gratisavis (se her og her). Man begynder at forstå niveauet i MSM, også herhjemme, når det bliver klart, at NYT og WaPo stadig betragtes som højdepunktet af journalistik — blandt journalister, altså. Samtidig tager dekanerne Plame-sagen, og frem for at diskutere den, så smider man den blot ud nærmest i forventning om en pavlovsk accept fra læserne. Man er tydeligvis hverken vant til (selv-)kritik eller kritik fra andre.

Gad vide, hvordan Plame-sagen tager sig ud i danske MSM. Stilheden er foruroligende.

Liberalisme for dummies

Af admin, den 12. juli 2006. Skriv et svar

Berlingske er så venlige – med en vis forsinkelse – at bringe en revideret version af min posting om tidsbanken som dagens Opinion.

Postingen blev skrevet samme dag, som forslaget om en tidsbank blev luftet, og – må jeg tilstå – i en vis hast. Det var derfor en (behagelig) overraskelse med de mange positive tilbagemeldinger i kommentarfeltet. Tak for det.

Jeg ramte åbenbart en nerve med denne hurtige gang liberalisme for dummies. Der er et behov for at høre om disse basale ting, formodentlig fordi det politiske liv ikke, hmm, hvad skal vi sige: opfylder behovet.

Som påpeget i managementlitteraturen er behovet vist størst hos dem, der ikke aner, at de har et.

Se f.eks. dette punktnedslag i en artikel fra Berlingske Business om en mulig revision af lovgivningen vedr. firmapensionskasser. Det er ikke revisionen i sig selv, der er interessant her, men denne passus fra en fagforeningsmand:

»Kapitalfondenes formål er ikke at drive erhvervsvirksomhed. Det er jo at få maksimeret den kapital, de har skudt ind i TDC,« siger faglig sekretær i Dansk Metal, John Nim, der sidder med ansvaret for samtlige TDC-ansattes pensionsordninger og er medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i den ene af de tre kasser, Jysk Telefons Pensionskasse.

Behovet er klart til stede. Kom så i gang med noget behovstilfredsstillelse, folkens!

Plame, opfølgning

Af admin, den 10. juli 2006. Skriv et svar

Et af problemerne ved samlermani er, at man ofte føler sig tvunget til at medtage et eksemplar alene fordi det indgår i samlingens tema, uanset at det isoleret betragtet er uinteressant.

Sådan er det også med vores dækning af Plame. Beklager.

Dækningen blev egentlig valgt for at vise, hvor ukritiske nutidens “kritiske” journalister ofte er. Hvor dårlige de er til kildekritik og selvstændig tænkning, og hvor lemminge ens de er i deres valg af retning. Berlingske har især måtte holde for, hovedsageligt fordi læserne af den avis kunne have forventet en anden og bedre dækning end Politiken og Information, som jo blot gav deres læsere, hvad de ville have.

Vi fokuserede således på Plame-sagen for at vise den mangelfulde kildekritik, der er gængs i MSM. Som nævnt i denne posting fra den 14. juni synes den egentlige historie gemt i Plame-sagen at være, at den viser noget om de interne magtkampe i CIA.

Set i et forfatningsretligt perspektiv (vi fejrer jo med god grund juli 1776 her på bloggen) fortæller det noget om de – her: utilsigtede – konsekvenser af den politisering af statsapparatet, som forfatningsfædrene bevidst valgte både i den nye nations forfatning og i de enkelte staters. Et valg, der afspejler, at for dem kommer legitimitet fra folket og kan investeres op ad i systemet, hvorimod en del europæere stadig synes at tro, at legitimiteten kommer oppe fra nationale og internationale myndigheder, der så nådigt kan udøve det ned over folket. Det amerikanske valg har sine ulemper, men også sine fordele, bl.a. en sund skepsis over for institutioner og organisationer som ikke enten direkte eller indirekte står til ansvar over for folket (accountability). Nok om denne digression og tilbage til sporet.

Denne CIA-vinkel har fået ny næring i et brev offentliggjort af den republikanske leder for the House Intelligence Committee, Peter Hoekstra. Som påpeget af Tom Maguire, der har dækket Plame-sagen mere udførligt end vi, har NYT dog nedtonet denne vinkel.

Danske MSM vil formodentlig gøre det samme. Dette derfor blot til samlingen om Plame-sagen. Endnu et ubetydeligt insekt på nok en nål.

To slags multikulturalisme III

Af Jacob Mchangama, den 10. juli 2006. 2 svar

Når man i Danmark er vant til at benhård modstand mod indvandring opfattes som et adelsmærke for højreorienterede, og al kritik af denne position automatisk affærdiges som "kulturradikalisme", "utopi", eller, når det går hedt for sig, "forræderi", er det en befrielse at læse hårdtslående konservative (i den amerikanske forstand) mediers tilgang til emnet. I den forbindelse er Wall Street Journal's leder af i dag forbilledlig:

No issue more deeply divides American conservatives today than immigration. It's the subject on which we get the most critical mail by far, no doubt reflecting this split on the right. So with Congress holding hearings on the issue around the country, perhaps it's a good moment to step back and explain the roots of our own, longstanding position favoring open immigration. A position, by the way, on which we hardly stand alone. There is also President Bush, and before him the Gipper. (See our editorial, "Reagan on Immigration.") In the context of the current debate, we also print an open letter supporting comprehensive immigration reform from 33 prominent conservatives, including former Secretary of State George Shultz and GOP Vice Presidential nominee Jack Kemp. (The letter is available here.) The most frequent criticism we hear is that a newspaper called "The Wall Street Journal" simply wants "cheap labor" for business. This is an odd charge coming from conservatives who profess to believe in the free market, since it echoes the AFL-CIO and liberals who'd just as soon have government dictate wages.

Our own view is that a philosophy of "free markets and free people" includes flexible labor markets. At a fundamental level, this is a matter of freedom and human dignity. These migrants are freely contracting for their labor, which is a basic human right. Far from selling their labor "cheap," they are traveling to the U.S. to sell it more dearly and improve their lives. Like millions of Americans before them, they and certainly their children climb the economic ladder as their skills and education increase.

We realize that critics are not inventing the manifold problems that can arise from illegal immigration:

Trespassing, violent crime, overcrowded hospital emergency rooms, document counterfeiting, human smuggling, corpses in the Arizona desert, and a sense that the government has lost control of the border. But all of these result, ultimately, from too many immigrants chasing too few U.S. visas.

Those migrating here to make a better life for themselves and their families would much prefer to come legally. Give them more legal ways to enter the country, and we are likely to reduce illegal immigration far more effectively than any physical barrier along the Rio Grande ever could. This is not about rewarding bad behavior. It's about bringing immigration policy in line with economic and human reality. And the reality is that the U.S. has a growing demand for workers, while Mexico has both a large supply of such workers and too few jobs at home.

Some conservatives concede this point in theory but then insist that liberal immigration is no longer possible in a modern welfare state, which breeds dependency in a way that the America of a century ago did not. But the immigrants who arrive here come to work, not sit on the dole. And thanks to welfare reform, the welfare rolls have declined despite a surge in illegal immigration in the past decade.

[…]Overall, immigrants contribute far more to our economy than they extract in public benefits.

By far the largest concern we hear on the right concerns culture, especially the worry that the current Hispanic influx is so large it can resist the American genius for assimilation. Hispanics now comprise nearly a third of the population in California and Texas, the country's two biggest states, and cultural assimilation does matter.

This is where the political left does the cause of immigration no good in pursuing a separatist agenda. When such groups as La Raza and the Mexican American Legal Defense and Education Fund push for multiculturalism, bilingual education, foreign language ballots, racial quotas and the like, they undermine support for immigration among even the most open-minded Americans. Most Americans don't want to replicate the Bosnia model; nor are they pining for a U.S. version of the Quebec sovereignty movement. President Bush has been right to assert that immigrants must adopt U.S. norms, and we only wish more figures on the political left would say the same. But the good news is that these newcomers by and large aren't listening to the left-wingers pushing identity politics. Mexican immigrants, like their European predecessors, are assimilating. Their children learn English and by the end of high school prefer it to their parents' native tongue. They also marry people they meet here.

Second-generation Latinos earn less than white Americans but more than blacks and 50% more than first-generation Latinos. According to Tamar Jacoby's "Reinventing the Melting Pot," the most common last names among new homeowners in California include Garcia, Lee, Martinez, Nguyen, Rodriguez and Wong.

Lederen udstiller i hvor høj grad dele af den danske højrefløjs "modstand mod indvandring i hvilken som helst form" langt hen ad vejen i virkeligheden tjener en venstreorienteret agenda, in casu fastholdelsen af en stor velfærdsstat, der som konservative, i modsætning til venstreorienterede, godt ved ikke er forenelig med indvandring (af uuddannet arbejdskraft). Men indvandring er jo blot et ud af mange emner, hvor man må sande, at store dele af den danske højrefløj i virkeligheden har det bedst med den nuværende samfundsmodel og dens rollefordeling mellem det private og offentlige, det er vel nærmere reglen end undtagelsen.   

Lighedens totalitære logik

Af Jacob Mchangama, den 8. juli 2006. 3 svar

I fredagens Politiken kan man  læse, at uligheden i det danske sundhedsvæsen stiger. Det er ord der givetvis får det til at gyse i de fleste danskere da sundhedsvæsnet jo er en  af hjørnestenene i det danske velfærdssamfund. Uligheden skyldes naturligvis den i samfundet omsiggribende tendens til profitmaksimering, som altså nu også har ramt sundhedsvæsnet og dets aktører, der åbenbart ikke holder sig for gode til at tjene penge på syge mennesker. Dette har resulteret i stigende anvendelse af private sygeforsikringer og privathospitaler. Og det er en alvorlig udvikling kan man forstå på eksperterne:

Konsekvensen er, at uligheden i samfundet stiger, mener sundhedsøkonom Jakob Kjelberg fra DSI Institut for Sundhedsvæsen.

»Der er ingen tvivl om, at det er med til at øge uligheden i Sundhedsvæsenet, som hidtil har været kendetegnet ved, at høj som lav skulle kunne komme lige hurtigt til«, siger han til MetroXpress.

Dennis Kristensen, som er forbundsformand i FOA påpeger, at samfundet bliver opdelt, hvis man får en bedre behandling med penge på lommen.

»Hvis væksten i sundhedsforsikringer og andre private ordninger fortsætter, vil vi få en opdeling i et A- og et B-hold. Al erfring fra udlandet viser, at det ikke er sundt at opbygge et parallelsystem til det offentlige sundhedsvæsen«, siger han.

Der mangler først og fremmest politisk engagement i, hvad det offentlige sundhedsvæsen som minimum skal levere, og hvad der skal overlades til markedskræfterne, mener direktøren for brancheorganisationen Forsikring og Pension, Per Bremer.

Artiklen er et skoleeksempel på, hvorledes lighedstanken er blevet fordrejet fra dens oprindelige betydning, hvor lighed alene var ensbetydende med en formel lighed for loven. Nu drejer lighedstanken sig i overvejende grad om materiel lighed. Samtidig med denne udvikling er lighedstanken blevet nærmest indiskutabel, og hensynet til den materielle lighed trumfer alle konkurrerende hensyn i offentlige beslutningsprocesser, som vi har set så mange deprimerende eksempler på.  

Hvis vi går tilbage til eksemplet med det danske sundhedsvæsen kræver artiklen først et par præciseringer, der kan sætte diskussionen i relief. Ligesålidt som alle danskere, der betaler topskat har alle danskere med privat sygeforsikring "speedbåd og hus i Skovshoved". I stedet for at glæde sig over det faktum, at hvad der en gang var forbeholdt en lille eksklusiv elite nu er blevet tilgængeligt for den almindelige dansker, begrædes det, at nogle danskere ikke har denne adgang. Om de danskere der ikke har adgang til det private sundhedsvæsen får det ringere af, at en gruppe har adgang dertil synes ikke at blive berørt.

Det ignoreres også, at private sygeforsikringer og private sygehuse betyder, at der opstår attraktive jobs i Danmark (hvis lønindkomster beskattes), samt at der bliver investeret i essentiel viden og teknologi, som på sigt vil komme alle tilgode.

Det mest skræmmende er dog forslaget om politiske indgreb. Både fra et individuelt rettigheds- og et mere utilitaristisk synspunkt er et indgreb eller forbud mod private sygeforsikringer og sygehuse angribelig. Først rettighedsvinklen: Vil man virkelig forbyde mennesker (og virksomheder), at anvende deres egne optjente penge på at holde sig sunde og raske? Vil man virkelig forbyde læger og sygeplejersker at tjene til dagen og vejen ved at udbyde deres højt værdsatte kundskaber? Sådanne forbud ville være indgribende i både den private ejendomsret og næringsfriheden. 

Dernæst nytteværdien:

Hvor private sygeforsikringer og sygehuse muligvis medfører, at nogle får bedre behandling end andre (men velsagtens fastholder et uforandret og acceptabelt(?) bundniveau for behandling af sygdomme) vil et forbud mod private sygeforsikringer og sygehuse med sikkerhed medføre, at danskere der ville kunne være blevet behandlet hurtigt og effektivt for alvorlige sygdomme nu ikke ville have samme mulighed herfor. Køerne på de offentlige hospitaler ville endvidere forlænges, og der ville være flere patienter om det samme udstyr, personale m.v., hvorfor behandlingsmulighederne for de der allerede må "nøjes" med det offentlige ville forværres. Det ovenfor nævnte vedrørende teknologi og arbejdspladser er selvfølgelig også relevant her. 

Endvidere ville mange dygtige herboende læger og sygeplejersker givetvis vælge at udføre deres gerning i udlandet. Man ville i praksis vende tilbage til dagene, hvor kun de allerrigeste ville kunne få hurtig og effektiv behandling, for millionærerne ville jo blot tage til udlandet. Med mindre man selvfølgelig forfulgte den smukke lighedstanke til ende og forbød danske statsborgere privat behandling i udlandet således, at vi alle kan få det lige dårligt.

To slags multikulturalisme II

Af Jacob Mchangama, den 8. juli 2006. 4 svar

Undertegnede var forleden inviteret til at deltage i et debatarrangement om sameksistens arrangeret af Mandag Morgen initiativet “Co-existence of Civilizations” i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirkes Next Stop Mellemøsten.

Arrangementet der foregik på Krogerup Højskole, var tilrettelagt som en retssag, hvor henholdsvis Katrine Nyland Sørensen og Adam Holm (begge journalister på DR) skulle være advokater for hver deres tilgangsvinkel på emnet sameksistens i kølvandet på Muhammed-krisen.

Som tolerancens advokatslog Katrine Nyland Sørensen til lyd for at:

Forskellighed er godt, og mere forskellighed er endnu bedre. Der er som udgangspunkt ikke nogens værdier som er bedre end andres, grundlaget for sameksistens må være at respektere, tage hensyn til og værne om forskellighed. Fortalerne for kritisk engagement er som regel kun kritiske overfor andre, mens de glemmer at gribe i egen barm. Snarere end at pådutte andre vore egne snævre værdier og forestillinger om godt og skidt, ret og slet, burde vi derfor indrette vores samfund til at rumme og udnytte forskellighederne.

Adam Holm var det kritiske engagements advokat:

For at leve sammen, må vi engagere os i hinandens liv. Enhver er selvfølgelig fri til at have sin religiøse overbevisning og kulturelle tilhørsforhold, men det er en privatsag, og som samfundsborgere har vi pligt til at blande os i andres liv, også og især når vi er kritiske over for det. Tolerance er et udtryk for dovenskab og ved blot at være tolerante gør vi vore medborgere en bjørnetjeneste. Resultatet bliver parallelsamfund, hvor forskellige kulturelle enklaver nok eksisterer side om side, men uden at mødes og tage favntag med forskellighederne.

Min rolle var sammen med Tanwir Ahmed, Mona Sheikh, Jamilla Jaffer, Gert Raasdal, og Yasar Cakmak at optræde som “vidner”, der med hvert vores indlæg skulle “oplyse” sagen for tilhørerne og sagens dommer, som, naturligvis i dette forum, måtte være Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder.

Før sagen belærte Morten Kjærum, klædt i en kåbe han havde fået fra en kirgizisk dommer, salen om, at betegnelsen “Muhammed”-krisen ikke var passende, man skulle i stedet anvende “Jyllands-Posten” eller “Tegnings”-krisen. Kjærum fik også fortalt, at sameksistens var en nødvendighed lokalt og globalt, så var tonen lagt af sagens upartiske dommer.

Mit indlæg var som følger nedenfor:

Sameksistens på tværs af forskellige religioner og kulturer er mulig. Men meningsfuld, fredelig og nyttig sameksistens kræver et frit samfund. Et samfund, hvor borgerne i størst muligt omfang er frie til alene eller i frivilligt fællesskab med andre at søge at skabe og leve det liv, som giver mening for den enkelte. Værner vi om den individuelle, politiske og økonomiske frihed bliver konflikterne som sameksistens medfører til at håndtere og fordelene ved den frie udveksling af idéer, varer, teknologi og menneskelige erfaringer vil overstige ulemperne.

Men frihed må ikke forveksles med kulturel relativisme. Der er rammer for friheden, rammer som ikke kan overskrides uden fatale konsekvenser. De rammer udgøres af det liberale demokratis retsstat og frihedsrettigheder; Det liberale demokrati forudsætter en enighed om, at nogle helt grundlæggende principper, er bedre end andre. Disse principper erumiskendelige vestlige i deres oprindelse. Men at de er vestlige gør dem ikke irrelevante for andre kulturer.

Principperne skal ikke respekteres fordi de er vestlige, men fordi de virker, og fordi de er resultatet af århundreders udvikling og blodig kamp mod tyranni. Så længe det liberale demokrati behandler det enkelte menneske ens uanset race, religion, eller kulturel baggrund er det liberale demokrati fuldt foreneligt med enhver religion eller kultur, som respekterer dets grundprincipper.

Accepteres det derimod, at undertrykkende religiøse og kulturelle dogmer, er ligeværdige med eller højerestående end det liberale demokratis grundprincipper, undergraves disse. Derfor bør særlige rettigheder til etniske, religiøse og kulturelle minoriteter for enhver pris undgås. Sådanne særrettigheder er i virkeligheden udtryk for en misforstået solidaritet og fastholder minoriteter i en offerrolle. Fredelig sameksistens er derfor ikke automatisk, den kræver, at nytilkommeren respekterer grundlæggende vestlige principper. Men også, at den oprindelige befolkning har modet til at stå fast på disse principper, samtidig med at tillade nytilkommere at leve som de vil, indenfor det frie samfunds rammer. På denne vis skabes en ægte solidaritet og et fællesskab om noget helt grundlæggende, samtidig med at retten til forskellighed fastholdes.

Lad mig prøve at demonstrere mine argumenter med nogle eksempler. I USA er både personlig og økonomisk frihed i højsædet. Her har man siden 1990’erne modtaget mere end 10 millioner indvandrere fra hele verden. Indvandrere der bidrager positivt til det amerikanske samfund. Endnu mere interessant er det, at 59% af de amerikanske muslimer har en videregående uddannelse, en tredjedel har en årsindtægt på over en halv million kr. og op mod 80% gifter sig med ikke-muslimer. Dette står i skarp kontrast til visse lande i f.eks. Mellemøsten, hvor religiøs baseret lovgivning hindrer menneskelig udfoldelse og hvor øvrige religioner og kulturer undertrykkes. Men det står også i kontrast til europæiske velfærdsstater såsom Danmark, hvor vi også personlig frihed men mindre økonomisk frihed. I Europa opfattes indvandring ofte som et problem og især muslimer udgør en isoleret underklasse overrepræsenteret i kriminalitets- og arbejdsløshedsstatistikker.

Når vi diskuterer sameksistens på tværs af kulturer er der således meget der peger på, at fredelig sameksitens opstår når mennesker indenfor vide men faste rammer får frihed til at udfolde sig. Sameksistens skabes derimod ikke gennem statslige tiltag og relativistisk særlovgivning. Med andre ord er personlig, politisk og økonomisk frihed sameksistensens forudsætning.

Herefter fuglte spørgsmål fra “advokaterne” til vidnerne. Alle vidnerne var sådan set enige om demokratiet som ramme for sameksistens. De forskelle som utvivlsomt bestod mellem vidnerne fik ikke rigtig lov at manifestere sig. Mest spændende blev det når Adam Holm, som er skarp, gik til Mona Sheikh, med spørgsmål om hvorvidt det liberale demokrati var en absolut størrelse og om hun kunne gifte sig med en ikke-muslim, men grundet den korte tid der var tilgængelig fik Adam Holm ikke rigtig lejlighed til at fastholde Mona Sheikh, der til tider svarede som vaskeægte politiker, på disse spørgsmål.

Undertegnede slog ofte på økonomisk frihed som et middel til bedre integration her i landet. Men også på, at fordomme og skepsis overfor det fremmede er naturligt og menneskeligt, især i et historisk set meget homogent land som Danmark. Fordomme og skepsis hverken kan eller skal derfor forsøges elimineret fra statsligt hold.

Ikke overraskende var Dansk Folkeparti og højrenationalismen genstand for mange angreb. Endnu mindre overraskende var det, at Morten Kjærum, som sagens dommer, i sin afslutning også lagde afstand til Dansk Folkeparti, og insisterede på, at “vi bliver nødt til at blive bedre til at forstå hinanden og til at tale om ting som diskrimination”. Morten Kjærum kom herefter ind på, at mange muslimer i virkeligheden var godt integreret. Eksemplet herpå var, at mange muslimer “slog hånden i bordet på socialkontoret og krævede mere social
hjælp”. På sin vis
har Morten Kjærum jo ret, men at eksemplet fremhæves som positivt, demonstrerer fint, hvor katastrofal en cocktail indvandring, pomo-humanisme og en velfærdsstat, hvor alle skal være lige uanset forudsætninger udgør. 

Pluralistiske som Stalin III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. juli 2006. 3 svar

Vi har her på stedet tidligere omtalt økonom/sociolog-parret Klein & Sterns studier af amerikanske akademikeres holdninger og partipolitiske observans (samt andre lignende studier).  Et af disse er nu blevet udgivet i det fortrinlige fagtidsskrift “Public Choice” (som nærværende punditokrat er med-redaktør af …), nemlig artiklen “Economists’ policy views and voting” (Vol. 126, Nos. 3-4, March 2006: 331-342).  Vi kan kun linke til en udgave, som man skal have abonnement for at kunne læse.  Men her er et sammendrag, og så kan evt. interesserede slå vejen forbi et bibliotek:

“In Spring 2003, a survey of 1000 economists was conducted using a randomly generated membership list from the American Economics Association. The survey contained questions about 18 policy issues, voting behavior, and several background variables. The response was 264 (nonblank) surveys. The responses show that most economists are supporters of safety regulations, gun control, redistribution, public schooling, and anti-discrimination laws. They are evenly mixed on personal choice issues, military action, and the minimum wage. Most economists oppose tighter immigration controls, government ownership of enterprise and tariffs. In voting, the Democratic:Republican ratio is 2.5:1. These results are compared to those of previous surveys of economists. We itemize a series of important questions raised by these results.”

Med andre ord: Myten om, at økonomer er specielt “højreorienterede” holder ikke–omend de måske er det relativt til andre fagdiscipliner.

Trojansk hest

Af Mikael Jalving, den 5. juli 2006. 5 svar

Der må sidde nogen og fortryde udnævnelsen af Lars-Henrik Schmidt til rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. Enten på stedet selv eller i Undervisningsministeriet eller på pædagogseminarierne, eller hvor rundkredspædagogerne nu ellers bliver udklækket. At dømme efter mandens frisure ligner han nok en – godt nok usædvanlig velklædt – hippie, men tag ikke fejl. Lars-Henrik Schmidt spyer den ene bog ud efter den anden og giver det ene slående interview efter det andet, hvori han gør op med årtiers kælne kommuneskole, og det ligner nu mere og mere en mission, som står mål med athenernes indtagelse af Sparta ved hjælp af den berømte træhest. Lars-Henrik Scmidt er en trojansk hest, indeni sidder tusinder, kampklare krigere parate til at gøre den danske folkeskole til en skole i stedet for en fritidsordning.

I Frankrig har de en filosof, hvem de for nemheds skyld kalder BHL, som i 70’erne tog opgøret med maoismen og ånden fra ’68. På samme måde burde vi kalde Lars-Henrik Schmidt for LHS, fordi han så dristigt og klogt udstiller den pædagogik, der gør børn til uvidende, små konger, og deres forældre til børn.

Fourth of July

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. juli 2006. 12 svar

Jeg skriver p.t. en serie kronikker til Berlingske Tidende over temaet "1776-2006", og i dag handlede det så meget passende om "Liv, frihed og den amerikanske drøm", d.v.s. om Thomas Jefferson og den amerikanske uafhængighedserklæring. (Note til de læsere, der har gennemgået en dansk folkeskoleuddannelse i de seneste årtier: I dag er "Fourth of July", hvilket ikke er en rap-gruppe men den amerikanske nationaldag, som markerer uafhængighedserklæringen i 1776, d.v.s. et tidspunkt dér et sted mellem stenalderen og noget andet kedeligt.  Og ja, Jefferson det er ganske rigtigt ham den væmmelige promiskuøse slavemishandler, I hørte om, da I havde gruppearbejde om slavers leveforhold under den tidlige kapitalisme …)

De næste to kronikker i serien bliver om henholdsvis Adam Smith og David Hume.

Spar tid, spar penge

Af admin, den 3. juli 2006. 25 svar

Berlingske beretter i dag om regeringens Familie- og Arbejdslivskommission (det hedder den, på ære!).

Her overvejer man problemet med det enkelte menneskes manglende evne til at fordele sine ressourcer over livet. Kort sagt: hvorfor har man først råd til en lækker sportsvogn, når det alligevel kan være lige meget?

Kommissionærerne (det må de vel hedde) tænker i dristige nye baner, bl.a. om at oprette en "tidsbank". Her skal unge, der knokler hårdt, kunne indsætte tid, så de senere kan holde fri, når de har stiftet familie. Det lyder jo enkelt, men det er vist ikke så lige til, som det i første omgang lyder. Berlingske beretter:

Mange børnefamilier er hårdt presset, når det gælder tid, og der må vi overveje, om vi kan finde en løsning, så man i højere grad kan fordele sin arbejdstid over et helt livsforløb. I dag er det sådan, at mange mennesker får børn forholdsvis sent i livet, og derfor kunne man godt forestille sig, at man som ung knoklede løs på arbejdsmarkedet og gjorde karriere. Den ekstra tid, der bliver brugt på arbejde, kunne så bruges på familie og børn senere i livet. Så det er helt klart et af de områder, vi arbejder med, siger kommissionens formand, tidligere rektor ved Københavns Universitet, dr. jur. Linda Nielsen.

Linda Nielsen understreger, at der er en lang række praktiske problemer, der skal løses, hvis tidsbanken skal blive en realitet, herunder spørgsmålet om, hvad der skal ske med den opsparede tid, når folk skifter arbejde.

Flere partier på Christiansborg ser som udgangspunkt positivt på tanken om en tidsbank, som kaldes både »visionær« og »modig«.

Jep, det bliver ikke helt let at holde regnskab med tiden. Hvad mon arbejdsgiver A siger til, at man gerne vil indløse noget af den tid, man sparede op til hos arbejdsgiver B? Men det kan vel lykkes med ekstra regulering og flere offentlige ansatte til at administrere ordningen.

Da denne blog handler om samfundssind og drives helt uden ækle profitmotiver (ud fra devisen: it's a non-profit organization. That's not what we planed, but that's how it turned out), iler vi med et forslag, der kan hjæpe kommissionen. Det er ikke just nytænkning, og så alligevel:

For en del år siden opfandt man noget, der hedder PENGE. Penge har en række fordele, bl.a. den politisk korrekte egenskab, at de i modsætning til mange andre gode ideer ikke er en ren europæisk opfindelse. Ideen synes at være opstået flere steder.

Penge er værdirepræsentativer. De kan udgøre en værdi i sig selv, men deres egentlige egenskab er at repræsentere værdi. Det er ret smart. Hvis man ejer en ko, men hellere vil have en hest, behøver man ikke trække rundt på koen, til man møder en hesteejer, der vil bytte. Man kan sælge koen og få penge i stedet for, og disse penge kan man så bruge til at købe hesten for. Smart ikke? Det er takket være penge, at vi har fået civilisationer, der har råd til at oprette Familie- og Arbejdslivskommissioner.

Penge er nemme at omsætte, de er lette at spare op, og man kan endda leje dem ud, f.eks. ved at sætte dem i en bank, så de kan trække renter, mens banken bruger dem til noget andet nyttigt.

Penge gør omsætning meget lettere, og fordi de repræsenterer værdi, skaber de priser, hvilket er den bedste form for investeringsoplysning og miljøbeskyttelse, der findes. Hvis prisen på et gode stiger, fortæller det straks, at godet efterspørges mere end det udbydes. Det fører enten til sparsommelighed eller til øget investering i udbuddet af godet. Prismekanismen er langt mere effektiv end det, selv de mest totalitære systemers efterretningstjenester og kontrolordninger kan tilvejebringe. Det er der vist en gammel østriger, som har skrevet noget om.

Tid kan ikke sættes i banken, men det kan penge.

Her kan man så indvende, at vi i Danmark (også) har opdaget penge og allerede bruger det. Og alligevel fungerer systemet ikke rigtigt.

Det er uimodståeligt sandt. Men så er problemet vel et andet?

Problemet er, at Staten tager vores penge og fordeler dem for os. Men Staten kan åbenbart ikke fordele vores penge lige så godt, som vi selv kan. Hvis man ikke ønsker, at Staten skal bestemme, hvad vi skal gøre, hvornår vi skal gøre det, og hvordan vi skal gøre det, må man bede Staten om at holde op med at tage vores penge. Det er da vist en anden gammel østriger, som har skrevet om.

Det bliver livet ikke billigere af, for vi skal stadig bruge pengene på de ting, vi ønsker at gøre. Men forskellen er, at vi selv kan bestemme. Hvis vi ønsker at knokle, mens vi er unge, kan vi spare vores penge op, sætte dem i banken eller investere dem på anden vis, og så kan vi holde fri og bruge pengene senere, hvis vi vil det. Smart ikke?

Løsningen er ikke at oprette tidsbanker, men at indføre en flad skat. En flad skat med et ordentligt bundfradrag til at gavne samfundets svageste og en lav skatteprocent, der afspejler, at borgerne selv vil bestemme, hvad de skal bruge deres penge til, hvornår  og hvordan.

Det kan lade sig gøre, hvis man er "visionær" og "modig".

Talmagi

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. juli 2006. 5 svar

TV2 Nyhederne–hjemme hos os kendt som "Ekstra Bladet for folk, der ikke kan læse"–har gjort det igen.  Altså sat deres vellønnede journalister, måske et par berørte politikere og evt. et par udvalgte eksperter til at fortolke udsving i en meningsmåling, hvor udsvingene hver især er mindre end den såkaldte "statistiske usikkerhed".  Det er et emne, som både denne Punditokrat (her, her og her) og enkelte fagfæller gentagne gange har gjort noget ud af, men hvor pointen tilsyneladende enten er blevet overset, ikke forstået eller simpelthen ignoreret af medierne.

Fredag aften fortalte TV2 Nyhederne således en historie, der hedder "Stor fremgang til SF og S".  Heri hed det bl.a.

"I løbet af den seneste måned er S gået 1,9 procentpoint frem til 23,7 pct., mens SF har opbakning fra 10,1 pct – en fremgang på 1,2 pctpoint. Venstre går tilbage fra 28,4 til 26, 8 pct. … SF-formand Villy Søvndal siger til NYHEDERNE, at partiets syns­punkter har givet bonus hos vælgerne."

Skal vi lige tage den en gang til: I en typisk dansk, politisk meningsmåling vil der være et antal respondenter, der gør, at når man prøver at generalisere svarene i udvalget til befolkningen som helhed, vil pct.satserne kun være gyldige indenfor en margin på plus/minus 2 pct.point–nogle gange mere, andre gange mindre.  Hvis det er tilfældet i denne måling, kan man altså blot sige, at Socialdemokraterne får et sted i nærheden af, hvad man fik sidst, og så ca. to pct. mere.  Om der er fremgang eller ej, kan man faktisk ikke sige.  For SF's vedkommende kan man sige, at partiet måske er et par pct.point frem eller måske er gået et pct. point tilbage …  Om Venstre kan man med sikkerhed sige, at partiet enten er gået et sted mellem slet ikke tilbage eller op mod fire pct. point tilbage.

Eller sagt på en anden måde: Ingen af de omtalte udsving i denne ene enkelte måling er store nok til at berettige en fortolkning.

Men det er jo ikke så spændende at fortælle, vel?

Ugens citat: Venstre-borgmester om finanspolitiske principper

Af Redaktionen, den 1. juli 2006. Skriv et svar

Det er i visse kredse velkendt, at der ikke kun findes to fraktioner indenfor partiet Venstre–“højskole-Venstre” og “handelshøjskole-Venstre”–men at der tillige findes (mindst) en tredje, nemlig “kommunal-Venstre”.  Sidstnævnte er karakteriseret ved (næsten) aldrig at have set en kommunal udgift, man ikke synes så godt om, at man ikke gerne vil øge den, og ved i stort set enhver henseende at være umulig at skelne fra kommunal-Socialdemokraterne (samme holdninger, samme visioner, samme argumenter, samme frisurer, samme tøj …).

Men, men, men … I den forgangne uges Berlingske Tidende kunne man konstatere, at det ikke er hele sandheden.  Der er faktisk endnu principfaste og visionære mennesker, der som repræsentanter for Danmarks Liberale Parti pynter sig med de ansvarstunge gyldne kæder.  Tag nu f.eks. borgmester Bjørn Dahl, Roskilde, der havde dette at sige til debatten om velfærds- og skattereformer:

“Står man med fem mia. kr., og Bendt Bendtsen siger skattelettelser for alle, og Helle Thorning-Schmidt siger velfærd for alle, så kan jeg hurtig forlige dem: 2,5 mia. kr. til begge dele.”

Er det ikke dejligt at vide, at der er nogen, der virkeligt forstår, hvordan der skal træffes velovervejede beslutninger?

Nostalgi video II

Af Redaktionen, den 30. juni 2006. 2 svar

Hvis man har en halv times fri, og hvis man iøvrigt er til, hvad super-bloggeren Andrew Sullivan (kærligt ment) kalder for “intellectual porn for classical liberals and conservatives of doubt”, så besøg Googles nye video-arkiv og se/lyt til et ca. 35 år gammelt sort-hvid TV-program med den senere Nobelprisvinder Milton Friedman.  Hør ham på samme tid være velformuleret, kompromisløs, offensiv, sofistikeret, pædagogisk og tiltalende på en måde, som meget, meget få andre kan mestre–det er, som Sullivan antyder, til at blive helt intellektuelt … opstemt … af.

Bemærk at Friedman her, i TV-programmet, er i begyndelsen af 60erne.  Selv størstedelen af Punditokraterne–30-somethings eller deromkring–kan dårligt håbe at være lige så friske og klare.  Og imponerende nok er Onkel Milton efter sigende lige så frisk den dag i dag.

Retten til at gøre det respektløse

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. juni 2006. 13 svar

Som en del af vore læsere vil være klar over, har jeg mere end blot en svag interesse for USA; jeg er faktisk meget begejstret for landet og dets indbyggere (om end, i sagens natur, ikke for alt eller alle).  Som det vil være noget færre bekendt har jeg også en lidt … excentrisk? fjollet? … interesse for brugen af symboler og studiet heraf, altså f.eks. heraldik og vexillologi.  Enkelte vil også vide, at jeg under de rette omstændigheder kan blive godt gammeldags fjollet halvflæbende over visse nationale traditioner og værdier.  Så alt i alt skulle man tro, at jeg ikke just bryder mig om, at man f.eks. brænder Stars and Stripes eller Dannebrog af.  Og ja, min holdning er grundlæggende, at mennesker, der brænder flag af, dermed utvetydigt placerer sig selv i den mere moralsk og åndeligt udfordrede del af gadens parlament–for nu at sige det pænt.

Hvorfor nu dette navlepilleri? Jo, fordi jeg ikke desto mindre frydede mig kosteligt forleden, da det endnu engang mislykkedes for Republikanerne i USA's kongres at få samlet de nødvendige stemmer for det krævede kvalificerede flertal til at få forbudt afbrænding af USA's nationale flag.  Afstemningen i USA's senat forleden var ganske vist tættere på end nogensinde før–der var faktisk kun én stemme, der manglede for, at grundlovstilføjelsen (som allerede har samlet nok stemmer i Repræsentanternes Hus) ville have fået flertal i Senatet.  Dét, som i slutningen af 1980erne begyndte som et mindre og urealistisk forsøg fra Republikansk side på at få ført lidt "værdikamp" ind i Bush Sr.s valgkamp, er efter flere mislykkede forsøg (bl.a. en vedtaget lov, som blev underkendt af US Supreme Court som et indgreb i ytringsfriheden) nu, efter 11/9, meget tæt på at komme igennem.  Men selv hvis det sker, f.eks. i en ny kongres, så er slaget ikke nødvendigvis afgjort: Grundlovstilføjelsen skal i givet fald ratificeres af et kvalificeret flertal af de amerikanske delstater og indenfor en tidsfrist (som regel syv år), og selvom mange af delstaterne sikkert vil støtte forslaget, er det langt fra sikkert, at alle vil kunne gøre inden fristens udløb.

Når jeg frydede mig over forslagets fald, er det–som antydet–ikke fordi jeg er begejstret for flagafbrænding–det nærmeste jeg er kommet på at skænde nationale flag er (mig bekendt) at have et par boxer-shorts med Stars and Stripes og så den som barn traditionsrige afbrænding af papir-Dannebrog til børnefødselsdage o.l.

Men for mig at se er retten til at gøre med ens egen ejendom, hvad man vil, så længe det ikke har direkte negative konsekvenser for andre, et naturligt udgangspunkt.  At afbrænde et flag er måske usmageligt, stødende, skændigt, fordummende, o.s.v., men hvis det alene var et kriterie for at forbyde noget, burde Ekstra Bladet og TV2 Nyhederne have været forbudt for mange år siden.  At brænde et flag (eller en dukke af en politiker, man ikke kan lide, o.s.v.) er jo trods alt noget nær den mest fredelige form for politisk protest, man kan kaste sig ud i–på mange punkter mere fredeligt end et borgermøde eller en folkeafstemning.  Og fremfor alt må det være en målestok for et frit samfund, at man tillader selv de dumme og usmagelige at opføre sig på måder, man synes er utiltalende.  Og om noget er det netop tilfældet–eller bør være–i et land, der er grundlagt på forestillingen om "life, liberty and the pursuit of happiness".  Som den "left-liberal" Hendrik Hertzberg fra det glimrende magasin The New Yorker har skrevet fornylig om netop denne debat:

"The American flag is an abstraction, an idea expressed in a certain arrangement of colors and shapes. Any particular flag is merely a representation of that idea; and the idea of the flag, in turn, is a symbol of something else. That something else is certainly not the government of the day; nor is it, at bottom, the land or the nation, or even the people. It is, again, an idea—the idea of liberty, made real by institutional arrangements that protect the freedom of citizens to think and speak as they will. Liberty, which is a big idea, protects itself by protecting the expression (though not, of course, guaranteeing the triumph) of other, smaller ideas, good and bad. And the idea of liberty is embodied in the Constitution."

Eller sagt endnu bedre i 1990 af Harvard jura-professoren Charles Fried, som var Ronald Reagans Solicitor General (d.v.s. en slags statsadvokat på ministerniveau), der sagde, at et forslag om at forbyde flagafbrænding vil være som at tegne "a moustache on the Mona Lisa of our liberties. … It would be 'a piece of vandalism whose mark will be with us forever."

Det pudsige ved debatten om flagafbrænding er, at mange af de borgerlige/konservative, både i Danmark og i USA, som vil mene, at flagafbrænding ikke bare er skændigt men noget, der bør være strafbart, sikkert også var blandt dem, der var på den rette side af Muhammed-debatten–altså blandt dem, der mener, at retten til frihed prima facie trumfer det meste andet og ikke bør begrænses af, at andre mennesker føler sig stødt på manchetterne.  Hvordan et parti som Dansk Folkeparti indenfor samme måneder meningsfuldt kan både forfægte ytringsfriheden i Muhammed-sagen og foreslå, at afbrænding af Dannebrog skal gøres strafbart, er lidt svært at forstå–med mindre man skal kaste sig ud i motivforskning (og det er vi ikke så store tilhængere af her på stedet).

Det er da heller ikke alle, som ikke er post-moderne føle-føle tolerantistas, der mener, at forbud mod flagafbrænding er en god idé.  Wall Street Journals skribenter er imod.  Cato Institute har været imod forslaget i flere omgange, både i 1995 og 2001.  Liberty & Power bloggen er det naturligvis. Her kommer lidt fra denne uges Wall Street Journal-klumme af Peggy Noonan, som fortsat er blandt mine mest yndede amerikanske kommentatorer, og som generelt opfattes som "så konservativ, at det gør noget" (og bl.a. var taleskriver for Reagan og forfatter til A Heart, a Cross and a Flag: America Today, og derfor næppe kan opfattes som "upatriotisk"):

"The flag burning amendment is a bad idea, and will not prove, in the end, politically wise or fruitful to any significant degree. Three reasons. One is that the American people can sense, whether they support a constitutional ban or not, that they're being manipulated. They know supporters are playing with their essential patriotism for political profit. They know opponents are, by and large, taking their stand for equally political reasons. They can sense when everyone's posturing. It's not good, in the long term, when people sense you're playing with their deepest emotions, such as their love of co
untry.

Second, nobod
y thinks America is overrun with people burning flags, so the amendment does not seem even to be an exotic response to a real problem. There are a lot of pressing issues before the Congress, and no one thinks this is one of them. Voters know it's hard to do a risky thing like define marriage as a legal entity that can take place only between an adult human male and an adult human female. That actually would take some guts. It's easy–almost embarrassingly so–to make speeches about how much you love the flag.

Third, Americans don't always say this or even notice it, but they love their Constitution. They revere it. They don't want it used as a plaything. They want the Constitution treated as a hallowed document that is amended rarely, and only for deep reasons of societal or governmental need. A flag burning amendment is too small bore for such a big thing. I don't think it will come up as a big issue every even numbered year. I think it's going to go away. There's too much else that's really needed."

Eller som Cato Institute skrev for et årti siden:

"Another threat to free speech is the continuing campaign to outlaw the desecration of the American flag. As outrageous as flag burning is, the test of our commitment to freedom of speech is our willingness to tolerate offensive speech. The Founders put freedom of speech in the Constitution because they knew that we would all be tempted at one time or another to ban some kind of speech or expression, so it's best that everyone be unable to do so. It's interesting to speculate whether the flag-bedecked ties, hats, and other paraphernalia sported by Pat Buchanan and the delegates at the Republican National Convention would be legal under the flag-desecration amendment they favor.

Prevented by the courts from banning flag burning by statute, some members of Congress want a constitutional amendment to forbid desecration. Some advocates of campaign finance regulation likewise understand that such restrictions fall afoul of the First Amendment and want a new amendment to bring about their preferred exception. Maybe those new amendments should be numbered Amendment I(a), Amendment I(b), and so on, to keep all the exceptions in close proximity to the original First Amendment."

PS. I denne forbindelse kan det iøvrigt være lidt illustrativt at betragte (via Wall Street Journals OpinionJournal.com), hvilke lande, der har hvilken lovgivning på området:

  • U.S.A., Australien, Canada og Storbritannien, d.v.s. de lande, der om nogen udgør kernen i den vestlige frihedstradition, har ingen lovgivning, der forbyder afbrænding eller anden skænding af det nationale flag.
  • Det samme kan ikke siges om en anden gruppe lande: Østrig, Kina, Egypten, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Iran, Irak, Italien, det Palæstinensiske hjemmestyreområde, Portugal, Saudi Arabien, Taiwan og Tyrkiet har derimod alle sådanne love.  I Østrigs tilfælde stammer lovgivningen direkte fra Det Tredje Riges lovgivning (mens noget lignende ihvertfald indirekte formodentlig er tilfældet med Tysklands lovgivning).
  • Danmark, Japan, Norge og Sverige har lovgivning, der beskytter andre nationers flag.

Hamdan v. Rumsfeld

Af admin, den 29. juni 2006. 8 svar

US Supreme Court har i dag afsagt dom i ovennævnte sag. Dommen underkender den version af militære kommissioner, som Bush regeringen har oprettet til at dømme fanger på Guantanamobasen.

Medierne vil formodentlig fokusere på, at Bush led nederlag i denne henseende og derudover formodentlig blande de forskellige involverede spørgsmål grundigt sammen.

For at antyde kompleksiteten af de involverede retlige spørgsmål kan det nævnes, at den amerikanske højesteret (angiveligt, har ikke set referatet endnu) fastholdt, at Hamdan, der er kendt som bin Ladens chauffør (han var vist mere end det), kan tilbageholdes "for the duration of active hostilities".

Hvis man vil have en mere sober gennemgang, henviser vi — på ny — til SCOTUSblog.

Update: Her er et link til dommen.