Bush, basen og bæstet II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. juli 2006. 3 svar

Der bliver i denne tid skruet for volume-knappen blandt kritikerne af præsident George W. Bush–altså vel at mærke fra prominente amerikanske konservative.  Blot indenfor den forgangne uge har tre meldt sig på banen med ny kritik, heriblandt den amerikanske højrefløjs Grand Old Man, "Mr. Conservative" himself, William F. Buckley, Jr.  Det er–som vi tidligere har bemærket–ikke noget helt nyt fænomen, men det er som om, at bunden er gået ud af baglandets opbakning.

TV-interviewet med Buckley fandt sted på CBS Evening News og fik overskriften "Buckley: Bush Not A True Conservative".  I den trykte udgave hedder det bl.a.:

"Buckley finds himself parting ways with President Bush, whom he praises as a decisive leader but admonishes for having strayed from true conservative principles in his foreign policy.

In particular, Buckley views the three-and-a-half-year Iraq War as a failure.

"If you had a European prime minister who experienced what we've experienced it would be expected that he would retire or resign," Buckley says.

…

"I think Mr. Bush faces a singular problem best defined, I think, as the absence of effective conservative ideology — with the result that he ended up being very extravagant in domestic spending, extremely tolerant of excesses by Congress," Buckley says. "And in respect of foreign policy, incapable of bringing together such forces as apparently were necessary to conclude the Iraq challenge."

Asked what President Bush's foreign policy legacy will be to his successor, Buckley says "There will be no legacy for Mr. Bush. I don't believe his successor would re-enunciate the words he used in his second inaugural address because they were too ambitious. So therefore I think his legacy is indecipherable"

Lignende toner kommer i et interview i Saint Louis Today med Richard Viguerie, som et halvt århundrede har været en fremtrædende Republikansk aktivist, forretningsmand og "bagmand".  Han har skrevet en ny bog, der udkommer om få uger, med titlen "Conservatives Betrayed: How George W. Bush and Other Big Government Republicans Hijacked the Conservative Cause":

What is your major complaint with the president?

I guess it's the spending thing. He said he was a conservative, but government has just grown out of sight. It's so frustrating. He's the only president in  200 years not to veto a single bill [before last week's stem-cell veto], which means he approves of all of it. Early on I was impressed with him. I thought he started out strong in 2001, 2002, but when the budget kept getting bigger, I
started getting disillusioned. Then came the largest farm subsidy bill, amnesty for Hispanic immigrants, No Child Left Behind.

What's your view of the war in Iraq?

We're not into nation building, and he ran against it in 2000, said we don't do it. That was music to conservatives' ears. But he was able to make a nexus between Iraq and the war on terrorism, playing the national security card. There's a certain amount of demagoguery there. Reagan wanted to change a lot of societies, but we didn't put American soldiers on the front lines.

What's the reaction of other conservatives to your views?

Most conservatives don't oppose a Republican president in public. But when Bush nominated Harriet Myers (to the Supreme Court), that was a wake-up call for conservatives. The conservative movement engaged him in battle, went toe to toe with him, and won. The next morning, the sun came up. I don't know three or
four conservatives that are satisfied with this president. It's almost
universal, the disappointment with the president. Some are disillusioned, some are dissatisfied, but half are downright angry. It is just palatable; you can cut it with a knife.

Now that's not true of Wall Street, big business. They're very happy with this president. He's been carrying their water. There's almost like a 'conservatives need not apply' sign in front of the White House. Since November 2004, the president has had lots of appointments. It's been all the big business wing of the party, the corporate wing. Big business gets the action; we get lip service. He has given two of them to the conservatives, and we are not a wing
of the party, we are the party."

Peggy Noonans ugentlig klumme i WSJ er som sædvanlig lidt mere tænksom og lidt mere velformuleret:

"Republicans hearken back to Reagan for two big reasons. The first is that they agreed with what he did. The second is that they believe he was a very fine man. This is not now how they feel about Mr. Bush, at least if my interactions with strangers and party members the past year are a judge. They think Mr. Bush is a good man–that he's got guts and resolve, that he can take a lickin' and keep on tickin'. But they are no longer confident about what he does. They're no longer fully comfortable in their judgment of his policies and actions, or the root thoughts behind them. It gives Reagan an even rosier glow, for he was the last national political figure to fully win their minds and hearts.

William F. Buckley this week said words that, if you follow his columns, were not surprising. And yet coming from the man who co-fathered the modern conservative movement, carrying the intellectual heft as Reagan carried the political heft, the observation that President Bush is not, philosophically, a conservative, had the power to make one sit up and take notice.

I have had reservations in this area since Mr. Bush's stunning inaugural speech last year, but Mr. Buckley's comments, in a television interview last weekend, had the sting of the definitional. I agree with Mr. Buckley's judgments but would add they raise the question of what Bush's political philosophy is–I mean what he thinks it is. It's not "everyone should be free." Everyone in America thinks everyone should be free, what we argue over is specific definitions of freedom and specific paths to the goal. He doesn't believe in smaller government. Or maybe he "believes" in small government but believes us to be in an era in which it is, with the current threat, unrealistic and unachievable? He believes in lower taxes. What else? I continually wonder, and have wondered for two years, what his philosophy is–what drives his actions.

Does he know? Is it a philosophy or a series of impulses held together by a particular personality? Can he say? It would be good if he did. People are not going to start feeling safe in the world tomorrow, but they feel safer with a sense that their leaders have aims that are intellectually coherent. It would be good for the president to demonstrate that his leadership is not just a situational hodgepodge, seemingly driven and yet essentially an inbox presidency, with a quirky tilt to the box. Sometimes words just can't help. But sometimes, especially in regard to the establishment or at least assertion of coherence, they can. And it'
s never too late. History
doesn't hold a stopwatch, not on things like this."

Per Stig Møller og historiens store hjul

Af Jørgen Møller, den 27. juli 2006. 14 svar

Fyrstehuse, imperier, religioner, nationer og civilisationer står og falder med befolkningsvæksten. Sådan lyder en populær kondensering af verdenshistoriens drivkræfter. I Europas kollektive erindring indtager beretningen om den tidlige middelalders folkevandringer da også en prominent plads. Romerrigets fald for de fremstormende barbarers sværd gav genlyd i samtiden – og endnu i dag kan vi høre ekkoet fra 400-tallets voldelige omskiftelser. Selve ordet ‘folkevandringer’ fremmaner et billede af en demografisk tidevandsbølge fra nord og øst; og mod et sådant ungdommeligt vigør kunne selv ikke det teknologisk overlegne Rom stå sig.

Nu er den så gal igen. For europæerne, vor tids romere forstås, er holdt op med af få (særligt mange) børn. Og bag vor tids limes formerer barbarerne sig som aldrig før. Såfremt den nye, islamiske folkevandring ikke allerede er en realitet, så ligger den i hvert fald i kortene.

Seneste var det udenrigsminister Per Stig Møller, der i et stort opsat interview (kun en mindre del er tilgængelig elektronisk) i Jyllandsposten den 9. juli gav sin udlægning af teksten. Historiens store hjul drejer om en demografisk akse, forklarede udenrigsministeren. Magtbalancen mellem Europa og den muslimske verden vil, viser et tilbageblik, blive afgjort i barselssengen. Med Per Stig Møllers egne ord:

“Hele dynamikken er styret af den demografiske udvikling […] Der sker i 500-600-tallet en voldsom befolkningsvækst i den arabiske verden, mens Europas befolkningstal falder. Den muslimske ekspansion er en logisk følge. Der er opstået et europæisk tomrum, som det arabiske hjul drejer ind over. I 1400- og 1500-tallet begynder deres hjul at køre langsommere, mens den demografiske vækst i Europa kører i et højt tempo. Det er forklaringen på, at vores kultur har ekspanderet kraftigt i 500 år. Og hvad sker der nu? Det europæiske hjul er gået i stå, mens det muslimske hjul drejer. Så kan du tænke lidt over fremtiden …”

Det lyder jo umiddelbart uheldssvangert, ikke mindst fordi artiklen i en tilhørende faktaboks kan berette, at den muslimske verdens befolkning næsten vil blive fordoblet inden for de kommende fem årtier; mens den europæiske vækst vil stå i stampe.

Nu er mit ærinde i dette lille indlæg ikke at vurdere, om en kommende styrkeprøve mellem Europa og den islamiske verden er realistisk. Men inden vi erklærer Aftenlandet for død og begravet, er det i hvert fald på sin plads at fundere lidt over to spørgsmål: Er det korrekt, at historiens store hjul indtil nu har roteret omkring demografien? Og er det – uanset hvad der hidtil er hændt – tænkeligt, at det vil være tilfældet i fremtiden?

At befolkningsvæksten styrer verdens gang forekommer ved første øjekast ret logisk. Det er som bekendt ikke særligt sjovt at være i undertal i konkurrencesituationer – om det gælder slåskampe, fodboldkampe eller valgkampe. Men, og det er væsentligt, styrkeforholder af også af henholdsvis flertallets og mindretallets organisation.

Det gælder i særdeleshed, når striden står mellem forskellige samfund. De stærkeste samfund er de bedst organiserede, ikke de mest folkerige. Hvis vi skal bruge socialvidenskabernes jargon, så er det institutionerne, der er væsentlige. For det rette mix af institutioner fører normalt til 1) teknologiske nybrud, 2) økonomisk vækst og 3) mulighed for indskibe befolkningen i et fælles projekt.

Og hermed er vi fremme ved selve omdrejningspunktet for den disciplin inden for økonomi, der hedder ‘New Institutional Economics’. Det er en tradition, hvor samfundets formelle og uformelle regler (institutionerne kort sagt) udgør omdrejningspunktet. Disse spilleregler sætter nemlig rammerne for vores opførsel.

Startskuddet til ‘New Institutional Economics’ blev affyret i de tidlige 1970ere, da den senere nobelprismodtager Douglass C. North sammen med kollegaen Robert Paul Thomas påpegede, at forudsætningen for Europas unikke velstandsstigning fra 1700 og fremefter var, at staten – understøttet af en form for magtdeling – begyndte at håndhæve den private ejendomsret.

Idelig konkurrence mellem Europas mange stater gjorde dem fra højmiddelalderen og fremefter modtagelige over for nye impulser. Samtidig førte middelalderens mange krige til et stadigt voksende behov for klingende mønt. I Holland og England reagerede magthaverne ved at udveksle rettigheder (i særdeleshed en effektiv ejendomsret) for skattekroner. Ejendomsretten, kontraktfriheden samt et effektivt juridisk system begrænsede i begge tilfælde den usikkerhed og uforudsigelighed, der er et grundlæggende vilkår i den sociale verden – med en fornuftig økonomisk adfærd til følge.

Det fik meget håndgribelige følger for den europæiske magtbalance. Datidens befolkningsmæssige stormagt, Frankrig, blev i løbet af ‘den anden Hundredesårskrig’ fra 1688 og fremefter slidt ned af holmgangen med England. Det er sigende, at Storbritannien under de to krige mellem 1688 og 1714 kunne rejse lige så store summer til krigsførelse som Frankrig, på trods af at landets økonomi kun var halvt så stor. For det første var den engelske stat i stand til at indkræve højere skatter. For det andet kunne den låne penge direkte hos borgerne. Begge dele blev sanktioneret, og dermed garanteret, af Parlamentet. Derfor var modstanden fra befolkningens side beskeden.

I Frankrig måtte skatterne inddrives med magt. Og ingen i besiddelse af sin sunde fornuft kunne finde på at låne regenten penge, for tilbagebetalingerne blev annulleret i tide og utide. Da de franske stænderforsamlinger endelig blev indkaldt den 1. maj 1789, var det første gang i 150 år, at det skete – og kun fordi staten var gået fallit. Men nu var borgerskabet ikke længere sagtmodigt. Den franske revolution blev konsekvensen af den uholdbare finanspolitik.

Styrkeprøven mellem Frankrig og England – og den forudgående styrkeprøve mellem Holland og Spanien – er et godt eksempel på, at historiens hjul drejer om institutioner, ikke om demografi. Og vi kan meget let bakke denne pointe op med nutidige eksempler. For hvordan kan vi ellers forklare, at Israel har overlevet trods tilstedeværelsen af et på håndfulde fjendtligt indstillede arabiske stater? Og hvordan kan vi forklare, at USA kunne besætte Irak med et par hundredetusinde mand?

Men hvad er det for nogle institutioner, der er væsentlige? Ifølge North & Thomas står den private ejendomsret, som allerede nævnt, i en kategori for sig selv. Men af deres beretning fremgår ligeledes – og North har senere uddybet denne pointe i en række artikler og bøger – at det, vi kan kalde den ‘liberale konstitutionalisme’ udgør en form for ‘root cause’.

Hvad dækker denne lidt snørklede betegnelse over? Jo, der er tale om den friheds- og retstradition, der for alvor viste flaget i Storbritannien efter ‘den glorværdige revolution’ i 1688. Meget kort fortalt er det forestillingen om, at magtudøvelse kun kan ske med udgangspunkt i loven – og at magtdeling og frihedsrettigheder er en del af denne lov. Europas historiske ‘store spring’ tog fart, da konstitutionalismens begyndte at tæmme den magtens vilkårlighed, der har været et vilkår i størstedelen af menneskehedens historie.

Per Stig Møller lægger, pudsigt nok, vejen omkring ét træk ved konstitutionalismen det tidligere nævnte interview i Jyllandsposten. Ytringsfriheden er, forklarer han, en helt afgørende del af den pakke, der har skabt Europas historiske fremgang: “Den europæiske dynamik ville være utænkelig, hvis ingen havde haft modet til at udfordre den overleverede, religiøse visdom. Så ville solen stadig dreje rundt om jorden […]”

Det har udenrigsministeren ret i. Ytringsfriheden er jo netop en institution, en pakke og formelle og uformelle regler, der regulerer vores adfærd. Og det er en inst
itution, der står og fald
er med institutionalismen, dels fordi der i sig selv er tale om en frihedsrettighed, og dels fordi ytringsfriheden intet er værd uden en adskillelse af den udøvende og den dømmende magt.

Er demografien så aldeles ligegyldig for styrkeforholdet forskellige samfund imellem? Nej, det er den ikke. For det første er det klart, at hvor to samfund står lige (eller næsten står lige), når det kommer til institutionernes effektivitet, da vil antallet af våbenføre mænd være afgørende; betænk bare på Danmarks tyske genvordigheder i 1800-tallet.

For det andet kan befolkningspresset være med til at ændre institutionerne. North & Thomas giver i deres lille bog fra 1973 et godt eksempel. Europa var fra 1000 til 1300 hjemsted for en befolkningseksplosion, der førte til markante ændringer i næringsstrukturen, i særdeleshed i form af øget specialisering. Marginaljorde blev inddraget til dyrkning, hvilket gjorde ejendomsretten mere effektiv.

Men lad os vende tilbage til nutiden. Europa befinder sig i skrivende stund i en helt anden kategori end den islamiske verden, når det kommer til institutionernes effektivitet. Hos vore muslimske naboer lider den liberale konstitutionalisme trange kår – øvrighedsmagten fremmer juridisk vilkårlighed snarere end at begrænse den. Prøv bare at bladre lidt i UNDPs Arab Human Development Reports.

I denne situation er det ganske enkelt forkert at hævde, at demografien vil få magtbalancen til at tippe. Historiens hjul drejer ikke omkring befolkningstallet; det drejer omkring institutionerne.

Sammenbruddet i WTO –- hvis skyld var det?

Af Christian Bjørnskov, den 27. juli 2006. 14 svar

Siden Verdenshandelsorganisationen den 25. november 2001 i Doha blev enige om at sætte en ny forhandlingsrunde i gang, har de nu 149 medlemmer af WTO forhandlet intensivt om at liberalisere verdenshandlen, men først på denne uge blev det desværre klart, at forhandlingerne er brudt endeligt sammen. Meget hurtigt derefter var EU’s chefforhandler Peter Mandelson ude med beskyldninger om, at det var amerikansk mangel på fleksibilitet, der skabte sammenbruddet. USA har naturligvis været næsten ligeså hurtige til at skyde skylden på EU’s protektionistiske indstilling, og ulande over hele kloden har skudt skylden på både enkeltlande og de rige lande som helhed. Mens alle lande officielt begræder sammenbruddet – ikke mindst ulandene, da Doha-forhandlingerne var ment som en ‘udviklingsrunde’ – er alle således også involveret i det, der på engelsk populært kaldes et ‘blame game’: De skyder skylden på andre mens de tegner et billede af sig selv som oprigtigt engagerede og fri for ansvar. For en mindre end fuldt informeret offentlighed er det derfor nærmest umuligt at se gennem de gensidige beskyldninger og placere et ansvar.

Kim Lind fra Fødevareøkonomisk Institut og undertegnede har fulgt Doha-runden intensivt siden starten, og vi har i den sammenhæng udviklet et redskab til at måle afstanden mellem forhandlingsparterne. Dermed kan vi også vurdere hvor frihandelsorienterede eller protektionistiske, de er på landbrugsområdet, der var det store og egentlige forhandlingsområde. Det redskab har ikke været populært hos alle parter, da det har tydeliggjort hvilke lande der reelt har haft protektionistiske hensigter, og på hvilke punkter, forskellige lande har været mest uenige. Grunden er ret simpel: En af måderne, lande forsøger at få deres vilje igennem i den type internationale drøftelser, er at gøre forhandlingerne uigennemsigtige. Det vil i særlig grad ramme fattige lande, da de ikke har de store ressourcer at afsætte til forhandlinger og forhandlingsanalyser, og derfor vil få ganske svært ved at navigere i forhandlingerne. En af pointerne med at lave vores type forhandlingsanalyser var derfor at give udviklingslande adgang til nogle relativt enkle oversigter over, hvad forhandlingerne handlede om, og hvad forskellige lande ville med runden. Det er nu pludseligt uaktuelt, da der ikke længere er en forhandlingsrunde, men vores redskab kan også bruges til at få en smule mere redelig debat om, hvis skyld det var at Doha-runden brød sammen. Med andre ord, hvem var det der ikke ville give sig?

Hvis man ordner vores overordnede frihandelsmål pædagogisk på en skala fra 0 til 100, giver det et vist simpelt overblik over, hvem der ville hvor meget. På skalaen er ‘0’ er et land, der ikke vil andet end at have fuld ret til at lukke sine markeder og støtte sit landbrug, mens ‘100’ er et land, der vil afskaffe alle former for støtte og handelsbarrierer. I Doha-runden scorede det typiske land 64 på sådan et mål, hvilket ganske klart viser at de fleste lande arbejdede klart for en liberalisering af verdenshandlen. Bundskraberen var Norge med en score på 33, mens topscoreren – det mest frihandelsorienterede land i WTO – viste sig at være Colombia med en score på 80. Begge lande var i det store og hele udenfor indflydelse, så spørgsmålet er i stedet, hvor de store spillere – Brasilien, Canada, EU, Indien, og USA – befinder sig på skalaen.

Hvis man starter med de to vigtigste ulande, scorede Brasilien 74 på indekset, mens Indien var ganske gennemsnitligt med en score på 62. Umiddelbart synes Brasilien, en storeksportør af landbrugsvarer, således at være en af de stærkeste fortalere for en markant liberalisering, og på spørgsmålet om brugen af landbrugsstøtte, skærpede landet endda sin position i løbet af runden.  Med hensyn til Indien skal det også med, at selvom det ser ret gennemsnitligt ud i den simple score, gjorde landet sig store besværligheder i de sideløbende forhandlinger om barrierer for handel med industriprodukter, hvor man bestemt ikke var indstillet på at sænke toldbeskyttelsen væsentligt. Indien var dermed ikke indstillet på at give sig på det område, som en række rige lande ville liberalisere yderligere som betaling for at de gav sig på landbrugsområdet. Kommentatorer har derimod fremhævet, at Brasilien muligvis indtog en for ambitiøs position, specielt når det gjaldt ambitionerne for de riges landes liberaliseringer af landbrugssektoren.

Med hensyn til de store i-lande, scorede Canada 68, USA scorede 72, mens EU kun kunne få 42 – og det var ikke fordi vi var specielt hårde ved unionen. Her er billedet altså lidt mere klart, men også kun lidt mere. Mens Canada tidligt tegnede sig som det store kompromisland – i vores analyser har det hele vejen igennem været det land, som de fleste andre medlemmer lettest kunne blive enige med – kan USA’s strategi gennem de første dele af forhandlingerne karakteriseres ret let: De lurepassede. Det var ofte svært, både for de fleste medlemslande og analytikere som undertegnede, at forstå hvad det præcist var, USA ønskede sig af Doha-runden. Det ændrede sig dog med tiden, da præsident Bush spillede ud med et forslag, der kort kan opsummeres i ordene: ‘Vi er klar til at sænke landbrugsstøtten og toldbeskyttelsen ganske markant, så længe EU går med til at gøre det samme’. Amerikanernes udspil var både klart og ville føre til en følbar liberalisering af verdenshandlen, der ville komme de fattige lande til væsentlig gavn. I en hvis forstand var det derfor modigt, men i en anden forstand også ganske gratis.

Grunden til at USA’s flotte forslag var gratis er, at amerikanerne sandsynligvis var klar over, at chancerne for at EU ville acceptere forslaget, var meget små. Som EU’s frihandelsscore indikerer, var unionen nemlig fra starten det næstmest protektionistiske medlem – kun olielandet Norge var mindre indstillet på liberaliseringer, men dets indflydelse var forståeligt nok minimal i forhold til EU’s. Hvad værre er, ændrede EU’s position sig i modsætning til andre lande ikke i løbet af forhandlingerne. Nok kom unionen med en række forslag, men praktisk taget alle kunne afvises som de facto liberaliserende, da de alle havde en fælles struktur: Man ville gå med til en liberalisering på ét område, men kun mod en indrømmelse på bestemte andre områder, der reelt ville gøre liberaliseringen på det første område ligegyldig. Således gik en del af EU’s energiske indsats ud på at signalere, at man skam var klar til at liberalisere, men samtidig ønskede en række såkaldt ‘følsomme produkter’ friholdt. Hvis andre medlemslande var gået med til forslaget, havde det i praksis betydet, at unionen kunne nøjes med at sænke tolden på varer, der alligevel ikke blev produceret i Europa, mens den stort set kunne bibeholde beskyttelsen af europæisk produktion.

Den store protektionistiske kraft i WTO var derfor EU. Sidste spørgsmål er så, hvad konsekvenserne af sammenbruddet var. Det kan nationaløkonomer svare på med stor præcision ved at se på, hvad det er for store forbedringer, vi går glip af ved ikke at få en liberalisering. For det første er handel en af de vigtigste faktorer, der fører til økonomisk vækst og derfor til effektiv fattigdomsbekæmpelse. Ved at bibeholde beskyttelsen mod international handel på netop dét område – landbrugsvarer – som ulande typisk er bedst til at producere, skader man derfor de fattigste lande hårdt. Og for at føje spot til skade, er landbruget netop det erhverv, hvor de allerfattigste typisk arbejder. For det andet betyder sammenbruddet, at specielt EU’s forbrugere også i fremtiden må betale høje priser for varer, der typisk kan fås både billigere og bedre ude på verdensmarkedet. At det ikke er småpenge, det drejer sig om, er klart når man regner både de direkte omkostninger – landbrugsstøtten betaler vi over skatten – og de indirekte omkostninger – den manglende konkurrence
– ind. En typisk dansk bø
rnefamilie har således en merudgift hvert år, der svarer til en hel månedsløn! Alle europæere ville derfor blive markant rigere på sigt hvis man havde fået en aftale i hus i WTO. Af andre omkostninger kan man nævne, at større åbenhed for international handel typisk også bringer andre goder med sig som, for eksempel, større kvalitet produktionen, et større udbud af forskellige varer, og også mindre korruption i fattige lande.

Man kan således placere ansvaret for sammenbruddet hos en række lande. Brasilien og en række andre lande var sandsynligvis for ambitiøse på andres vegne, kæmpelandet Indien nægtede at acceptere mere konkurrence på dets konkurrencesvage industrivarer, og USA lurepassede for længe og dækkede sig bag andres protektionistiske holdninger. Men bundlinien er stadig, at den store skurk i spillet, den hovedansvarlige for WTO’s sammenbrud, er EU. Problemet er, at unionens officielle politik i høj grad er styret af sydeuropæiske lande med stærke landbrugslobbyer – og reelt er den derfor dikteret fra Paris. Gennem hele forløbet har franske toppolitikere ‘beskyttet’ fransk landbrug mod, at der blev skåret i støtten eller sænket toldsatser – både Jacques Chirac og Dominique de Villepin gik i medierne med forsikringer om, at Frankrig ville nedlægge veto mod enhver liberalisering – hvilket gør landet til den centrale forbryder. Det skal blot med at vi andre spillede med. EU som helhed og det traditionelt frihandelsvenlige Danmark i særdeleshed er medskyldige. Vores forbrydelser er både store og små, men den værste er at forhindre ludfattige lande i at få ekstra muligheder for at arbejde sig ud af fattigdom. Hvis der er retfærdighed til, vil historikere i fremtiden dømme nutidens politiske svigt hårdt.

Barro versus Homann

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. juli 2006. 12 svar

Socialistisk Folkeparti har et ungt folketingsmedlem, Morten Homann, som udover at være uddannet cand.scient.pol. også er sit partis forskningspolitiske ordfører.  Dermed skulle man tro, at han kunne have en vis interesse for en seriøs, videnskabeligt baseret diskussion af, hvilke faktorer, der er belæg for, som værende positive for økonomisk vækst og velstand.  Men de, der har fulgt debatten i Berlingske Tidende den seneste måned, i kølvandet på CEPOS' vellykkede skattekonference, hvor man havde besøg af bl.a. Robert Barro (Harvard University), vil vide, at det måske var for meget at forvente.  Nedenfor er således en række læserbreve fra Homann, Martin Ågerup og undertegnede selv, som tilsammen antyder, at SF endnu holder principfast i 1970ernes ideologiske forestillinger.

Liberalistisk skatteteori holder ikke i praksis

Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende 18. juni 2006

Kronikken 12. juli falder helt i svime over, at superliberalisten Robert Barro har været i Danmark og underholdt med påstande om, at lavere skat og lavere udgifter til den offentlige velfærd vil give en økonomisk gevinst.

Barro er uden tvivl en stor økonomisk teoretiker, men han har – ligesom CEPOS og andre lavskatprofeter – et meget stort problem med virkeligheden. Det er nemlig sådan, at lande med høj skat som klar tendens også har et højt velstandsniveau. De rige lande opkræver mere skat end ulandene også målt som procent af produktionen. Blandt ulandene er der også en positiv sammenhæng, og den findes også blandt de rige lande.

Danmark har verdens højeste skattetryk og burde efter Barros teorier ligge og rode langt nede i den økonomiske sump. Fakta er anderledes: Få andre lande har større velstand, og Danmark udpeges rutinemæssigt som et af verdens mest konkurrencedygtige og erhvervsvenlige lande.

Fakta viser, at Barros teorier ikke holder i praksis. Lavere skat giver ikke større velstand. Derimod er der gode argumenter for, at en skatteomlægning kan give større velstand, men det bliver jo blokeret af skattestoppet.

Og så et svar fra Martin Ågerup:

Homann misforstår Barros teori

Martin Ågerup, Direktør, CEPOS, Berlingske Tidende 20. juni 2006

SFs Morten Homann betvivler i et læserbrev 18. juni, at lavere skat ville medføre øget velstand. Det er imidlertid særdeles veldokumenteret.

Lad mig give et enkelt eksempel: En sænkelse af den øverste marginalskat fra 63 procent til 43 procent ved at afskaffe mellem- og topskatterne forventes at øge udbuddet af arbejdskraft med, hvad der svarer til 30.000 fuldtidsmedarbejdere. Det vil i sig selv øge velstanden i samfundet.

Derudover ville en sådan flad skat på 43 procent øge tilskyndelsen til at uddanne sig, dygtiggøre sig på jobbet samt til at opsøge ansvar og avancement.

Med andre ord vil det enkelte menneske gøre sig lidt mere umage i hverdagen, og som følge heraf gøre samfundet både rigere og bedre.
Endelig vil det blive lettere at tiltrække dygtig arbejdskraft fra udlandet, som vil kunne bidrage positivt til det danske samfund, lære fra sig og generelt virke som en inspiration for de danske kolleger.
Morten Homann påstår, at ifølge økonomen Robert Barros teori burde Danmark med sit højt skattetryk være et fattigt land. Men her misforstår han Barro. Ifølge Barro bør Danmark blive endnu rigere, hvis vi sænker skatterne. Og det er der solidt belæg for.

Og mig …

Der er forskel på vækst og velstand

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Berlingske Tidende 21. juni 2006

Morten Homann (SF) skælder 18. juni ud på en af verdens førende økonomer, professor Robert Barro fra Harvard, som i sidste uge besøgte Danmark. Homanns læserbrev er ufrivilligt morsomt og kan måske vinde prisen for flest misforståelser og mest uvidenhed på kortest plads.

For det første beskylder han Barro for at være en teoretiker uden virkelighedssans. Det skal nok skabe en vis morskab blandt økonomer, idet den oftest hørte kritik mod Barros arbejder er, at de er for uteoretiske! Barro er derimod en af verdens førende økonomer inden for brugen af statistik til at undersøge faktisk økonomisk vækst.

Heraf næste morsomhed: At Homann beskylder Barro for ikke at have opdaget, at mange velstående lande har høje skatter. Men dét, som økonomer i almindelighed og Barro i særdeleshed interesserer sig for, er netop ikke velstand som sådan, men økonomisk vækst. Det ville Homann også have opdaget, hvis han havde studeret emnet.
Homann har således ikke forstået, at det undertiden kan ske, at lande, der er velstående, har lav vækst – eller omvendt. Det kunne han have opdaget, hvis han havde læst, hvad han udtaler sig om – faktisk er Barro én af dem, der mest grundigt har efterprøvet den tese, at fattige lande har en tendens til at vokse hurtigere end rige lande.

Barros konklusion på systematiske studier af årtiers vækst i snesevis af lande er bl.a., at en stor offentlig sektor alt andet lige er hæmmende for økonomisk vækst. Det passer ikke i Homanns ideologi, så han giver dette uimponerende Erasmus Montanus-argument: Danmark er velhavende. Danmark har høje skatter. Ergo kan skatter ikke være skadelige for vækst.

Bortset fra at SFs forskningsordfører tilsyneladende ikke kender forskel på vækst og velstand, så kunne han måske med fordel lære at skelne mellem tendensen i en statistisk sammenhæng mellem to variable og en absolut lovmæssighed.

Tilbage til Homann:

Vækst og velstand hænger sammen

Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende, 27. juni 2006

Min kritik har stødt superliberalisten Robert Barros danske disciple i CEPOS voldsomt på manchetterne. Således raser både CEPOS' direktør Martin Ågerup 20. juni og medstifter Peter Kurrild-Klitgaard i læserbreve 20. og 21. juni.

Kurrind-Klitgard mener, at vækst kræver lavere skat. Det er noget vrøvl. Danmark har over de sidste 40 år både haft et højt skattetryk og en fordobling af sin velstand! For høj skat og en velfungerende offentlig sektor bidrager til økonomisk vækst: Uddannelse, forskning, børnepasning og et trygt arbejdsmarked.

Robert Barros påstande skyldes formentlig, at staten i Den Tredje Verden er særdeles ineffektiv. I lande, hvor skattepenge bruges dårligt, står argumentet for lavere skat naturligvis tilsvarende stærkere!

Ågerup gentager – uden dokumentation – påstanden om, at lavere skat giver øget velstand. Han trækker oven i købet den »flade skat« af stalden, selvom selv skatteministeren har tilstået, at en flad skat enten skal være meget høj eller også er fordelingsmæssig helt uacceptabel. Jeg vil dog give Ågerup ret i, at for mange betaler topskat. Derfor foreslår SF en højere topskattegrænse. I stedet skal pengene skaffes ved f.eks. færre skattefordele ved store pensioner og dyre boliger.

Og så det–indtil videre–sidste ord:

Erasmus Homann

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Statskundskab, KU, Berlingske Tidende, 11. juli 2006

27. juni viser Morten Homann (SF) – igen – at
han ikke har forstået, a
t man ikke ud fra et enkelt anekdotisk eksempel kan generalisere noget som helst, f.eks. om hvorvidt høje skatter generelt har en effekt på vækst og velstand. For igen anvender han et Erasmus Montanus argument: Danmark har høje skatter. Danmark har økonomisk vækst. Ergo må høje skatter være godt for økonomisk vækst. Er det virkelig den måde SF vurderer forskning på og tilrettelægger økonomisk politik ud fra?

Mens Homann funderer over det, kan han samtidig tænke på, at en lang række OECD-lande, som har en mindre offentlig sektor end Danmark, de seneste årtier har haft højere vækst end Danmark – nogle endda meget kraftigt. Hvor danskernes købekraftsjusterede BNP pr. indbygger steg med 146 pct. 1960-2004, steg f.eks. amerikanernes med 188 pct. og ligger i dag næsten en tredjedel over danskernes. Så det forhold, at Danmarks velstand er steget, samtidig med at man har haft en kraftigt ekspanderende offentlig sektor, siger som sådan intet om nogen af delene.

Harvard-økonomen Robert Barros analyse, som Homann tilsyneladende endnu ikke har læst eller ikke kan forstå, men som han dog forkaster, viser således, at når man tager højde for forskelle i eksisterende velstandsforskelle, er der en synlig og statistisk signifikant negativ sammenhæng mellem, hvor stor den offentlige sektor er, og hvor høj den økonomiske vækst er. Så når man ser ud over sin egen kolonihave og sammenligner med et stort antal lande, giver et højere skattetryk over tid en relativ fattigdom for et samfund. Indtil Homann kan komme med nogle mere avancerede og mere veldokumenterede analyser end Barros, ved jeg, hvem har mest tillid til.

Irak og det liberale dilemma

Af Jørgen Møller, den 26. juli 2006. 24 svar

‘Projekt Irak’ er ikke gået som planlagt, og det er efterhånden på sin plads at spinde en kommentar over. Invasionen var en forholdsvis smertefri affære. Men det viste sig snart, at Saddam Husseins Baath-regime hverken havde skjulte lagre af kemiske og biologiske våben eller et hemmeligt kernevåbensprogram. Det umiddelbare mål – at eliminere truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben – gav derfor ikke rigtig mening. Det fik fortalerne for krigen til at betone det langsigtede mål: at bringe frihed og demokrati til irakerne. Udsigterne er desværre heller ikke særligt opmuntrende på dette punkt. I stedet for et velfungerende demokrati har den menige iraker indtil videre stiftet bekendtskab med en ulmende borgerkrig.

Den nedslående irakiske virkelighed har fået selv erklærede tilhængere af Bush-administrationens ‘regime change’-dagsorden til at sætte spørgsmålstegn ved i hvert fald udvalgte dele af projektet. Den mest interessante, eller i hvert fald mest sobre, kritik kredser om statsmagtens muligheder for at omskabe virkeligheden i demokratiets og frihedens tjeneste. Der er tale om bestemt udgave af en ældre intellektuel strømning: af advarslen imod det, der i den angelsaksiske verden går under navnet ‘social engineering’.

Den amerikanske politolog Francis Fukuyama – berømt og berygtet for sin bog om Historiens afslutning og det sidste menneske – har netop affyret en sådan salve. Fukuyama er erklæret ‘neokonservativ’. I modsætning til ‘realister’ som den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger sætter han sin lid til aktiv demokratifremme. Men Fukuyama var modstander af Irak-krigen fra dag ét. Det var der flere grunde til. Ubehaget ved storstilet ‘social engineering’ var en af de vægtigste.

I America at the Crossroads, der netop er blevet sendt på gaden, sætter Fukuyama ord på sin kritik af den nye amerikanske dagsorden. Han lader kollegaen Ken Jowitt forklare, hvordan Bush-administrationens store projekt adskiller sig fra budskabet om historiens afslutning og det sidste menneske. Jowitt skriver:

“Bush-administrationen har konkluderet, at det er nødvendigt at give historien en hjælpende hånd med på vejen, at gribe styrepinden og lede den i en bestemt retning. Det er yderst ironisk, at administrationens bestræbelser på at bekæmpe terrorisme gennem ‘regime change’ og i forlængelse heraf skabe en demokratisk, kapitalistisk verden har fået den til at føre en aktiv ‘leninistisk’ udenrigspolitik; en antitese til Fukuyamas passive ‘marxistiske’ forventning om, at historien på længere sigt af sig selv går i denne retning”.

George Walker Bush og hans håndgange mænd har altså – ifølge Jowitt og Fukuyama – sat sig for at hjælpe den historiske nødvendighed på vej, ganske som Lenin forsøgte det for små hundrede år siden.

Nu er der naturligvis forskel på at fremme demokrati og at fremme proletariatets diktatur. Det er da også sigende, at invasionen af Irak ikke har ført til massemord, massedeportationer og hungersnød – som Lenins store projekt gjorde det. Levevilkårene for den menige iraker er blevet bedre, ikke værre, de borgerkrigslignende tilstande til trods. Irakerne behøver ikke længere at frygte Baathpartiets jernnæve, de har set sanktionerne blive ophævet, og genopbygningen har bragt økonomisk vækst med sig. Tingenes tilstand er, som vi ofte har berørt her på siden, ikke nær så sørgelig, som den bliver fremstillet i medierne.

Men det ændrer ikke ved, at Bush-administrationen har bestemt sig for som en anden ‘social ingeniør’ at lade samfundets fjedre snurre mellem dens fingre. Hvad har reaktionerne på dette politiske program været? Lad os prøve at besøge en af de mest prominente tilhængere af ‘projekt Irak’ for at kaste lys over sagen.

Det britiske tidsskrift The Economist bakkede, i modsætning til Fukuyama, op om invasionen af Irak. Dets begrundelser var yderst sobre, og de er værd at opremse, fordi alt for mange kritikere i dag undlader at sammenligne aktionen med dens alternativ: at lade tingene gå deres skæve gang.

For det første var selv krigens europæiske kritikere overbevist om, at Saddam Hussein rent faktisk besad masseødelæggelsesvåben. For det andet havde 13 års sanktionspolitik vist sig helt og aldeles fejlslagen. Sanktionerne svækkede ikke Hussein-familien og dens håndlangere, men den førte en humanitær katastrofe – i hvilken op imod en halv million irakiske børn omkom af underernæring og sygdom – med sig. For det tredje tvang sanktionspolitikken USA til at fastholde en betydelig militær tilstedeværelse i Saudi-Arabien; en tilstedeværelse der i den grad skadede USA’s omdømme i de arabiske befolkninger.

The Economists har per 31. marts 2006 skiftet chefredaktør. Den afgående chefredaktør, Bill Emmott, benyttede sin ‘afskedsleder’ til at forsvare sin beslutning om at støtte Irak-invasionen ved at henvise til de tre argumenter, jeg netop har lagt vejen omkring. Men han erkendte samtidig, at det liberale tidsskrift svigtede på ét, meget væsentligt punkt:

“Der er i mine øjne kun ét argument imod vores beslutning, som for alvor rammer plet. Et tidsskrift, der aldrig forsømmer en lejlighed til at udtrykke sin skepsis over for staten, skulle have været mere skeptisk med hensyn til regeringen Bushs evne til at gøre tingene ordentligt i tilfældet Irak”.

Det ligger både Fukuyama og The Economist meget på sinde at understrege, at amerikanerne er nødt til at blive i Irak, indtil der er skabt i hvert fald nogenlunde levedygtige politiske institutioner. Den europæiske strudsepolitik er – ganske som før krigen – ikke en farbar vej frem. Men deres samstemmende ubehag ved Bush-administrationens forsøg ud i ‘social engineering’ er interessant. Det er ikke tilfældigt, at sådanne udmeldinger kommer fra personer, vi i en dansk sammenhæng vil kalde ‘liberale’.

Liberalismen udmærker sig nemlig ved sin helt entydige modstand imod ‘social engineering’. Allerede 1700- og 1800-tallets store liberale tænkere afviste, at det giver mening at lade staten omskabe samfundet i et bestemt ideals billede. Og deres efterfølgere i det 20. århundrede, mænd som Friedrich Hayek, Isaiah Berlin samt – til dels – Karl Popper, erklærede sig enige i denne pointe.

Modstanden imod det, Popper døbte ‘utopisk socialt ingeniørarbejde’, springer fra et bestemt syn på politiske midler. Det er ganske enkelt ikke muligt at skabe en fager ny verden med den menneskelige fornufts byggematerialer, lyder indvendingen; og det er slet ikke muligt for staten.

Så langt, så godt. Det liberale dilemma opstår, når politiske mål som personlig frihed, økonomisk frihed og demokrati bliver inddraget i ligningen. For så er det, at tilhængerne af det liberale program alt for ofte har vist sig parate til at smide deres skeptiske syn på statens forjættelser over bord. Det var den overvældende opbakning bag ‘projekt Irak’ et eksempel på – som Fukuyama da heller ikke tøver med at gøre opmærksom på.

Det er ikke noget underligt i, at liberale gerne vil eksportere frihed og demokrati. Men det er netop, når målene er tiltalende, at det er nødvendigt at lægge vejen omkring advarslen imod midlerne. Det er værd at erindre, at den klassiske liberalisme – eller Whiggisme, som Friedrich Hayek har kaldt den – var yderst konservativ, når det kom til mulighederne for at ændre på tingenes tilstand. Den britiske historiker Lord Acton har indfanget hele tankegangen i sin overbevisning om, at liberale mål skal realiseres med konservative midler.

Det er denne latente modsætning mellem mål og midler, der på det seneste er blusset op i forbindelse med Irak. Hensynet til målene, demokrati og frihed, har i lang tid overskygget ubehaget ved midlerne, ved ‘social engineering’. Men det er, som såvel Fukuyamas ny
e bog som The Economis
ts begyndende indrømmelser viser, ved at ændre sig. Selvransagelsen vil næppe blive mindre i de kommende år.

Det liberale dilemma har i hvert fald tre århundreder på bagen, og de seneste årtiers globale fremgang for frihed og demokrati har bestemt ikke gjort det mindre relevant. Der er noget selvmodsigende ved det ene øjeblik at afvise, at staten gennem sit indenrigspolitiske virke kan føre sine egne borgere frem til et lighedens eller frihedens forjættede land for så det næste øjeblik at sætte sin lid til, at statens gennem sit udenrigspolitiske virke kan gøre det under fremmede himmelstrøg.

Den modsigelse bliver de liberale nødt til at forholde sig til; og det er det, der er ved at ske for tiden. Der er intet galt i at være parat til at kæmpe for det, man tror på – specielt i mødet med en totalitær udfordring. Men der er grund til være på vagt, når kampens erklærede mål er at bruge statsmagtens ressourcer til at omkalfatre den virkelige verden i en idés navn.

Fukuyama, Francis (2006), America at the Crossroads. Democracy, Power and the Neoconservative Legacy, Yale University Press, New Haven and London.

Emmott, Bill (2006), “An editor’s valedictory thoughts”, The Economist, 1.-7. april.

Friedman & Friedman

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. juli 2006. 5 svar

Punditokraternes absolutte favorit-pensionistpar, Milton & Rose Friedman, blev lørdag portrætteret i Wall Street Journal i et interessant, underholdende og på nogle punkter overraskende interview, "The Romance of Economics", skrevet af Tunku Varadarajan.  Her er nogle klip:

"[…] Milton Friedman is everyone's idea of an American oracle, an American sage. Sages, of course, have their oddities, and the interview last week–at Mr. Friedman's surprisingly petite office at the Hoover Institution, on the campus of Stanford University–got off to a surreal beginning. By his desk hangs a map of Belize–one of those stylized souvenirs made of cloth, embroidered to catch the eye. Why, I asked him, did he have a map of Belize on his wall? Mr. Friedman turned, looked at the object, and said: "I don't know. I really don't know." Not a good start to the interview, some might say …"

Jeg har selv for nogle år siden interviewet Friedman, og han må have fået det Belize-kort siden–eller også var jeg simpelthen for nervøs og "awe-struck" til at bemærke det.  Da jeg mødte ham, havde jeg iøvrigt på en varm juli dag dresset mig op i pæneste jakkesæt og Adam Smith slips.  Milton derimod var superafslappet i shorts og t-shirt, men han sagde da "Nice tie … I've got one like it myself …".  Nå, tilbage til WSJ-interviewet.

 

"… I made a reflexive apology for not being an economist myself. "You mean you're not a trained economist," was Mr. Friedman's comeback. "I have found, over a long time, that some people are natural economists. They don't take a course, but they understand–the principles seem obvious to them. Other people may have Ph.D.s in economics, but they're not economists. They don't think like an economist. Strange, but true." "

Det kan man jo kun nikke til.  Så hvem synes Friedman var "naturlige økonomer"?  Her kan nogle læsere nok få sig en overraskelse–især dem, der kun har deres viden om Keynesianisme vs. Monetarisme fra danske universiteters 1. dels undervisning:

""Was Keynes a "natural economist"?

"Oh, yes, sure! Keynes was a great economist. In every discipline, progress comes from people who make hypotheses, most of which turn out to be wrong, but all of which ultimately point to the right answer. Now Keynes, in 'The General Theory of Employment, Interest and Money,' set forth a hypothesis which was a beautiful one, and it really altered the shape of economics. But it turned out that it was a wrong hypothesis. That doesn't mean that he wasn't a great man!"

It cannot be said of too many economists that they "altered the shape of economics." Would Mr. Friedman say–modesty aside–that he was one of them? A long silence ensued–modesty, clearly, was hard to put aside–before he mumbled, as if squeezing words out of himself, "Er . . . very hard to say . . ." And then he was saved by the belle: The door opened, and in walked Rose, his wife, bringing a waft of panache into the drab office, her impact enhanced by a beautiful mink coat …

Mrs. Friedman settled herself in a chair, her eyes twinkling, and my questioning resumed. If they were to throw a small dinner party–indoors!–for Mr. Friedman's favorite economists (dead or alive), who'd be invited? Gone was his tonguetied-ness of a moment ago, as he reeled off this answer: "Dead or alive, it's clear that Adam Smith would be No. 1. Alfred Marshall would be No. 2. John Maynard Keynes would be No. 3. And George Stigler would be No. 4. George was one of our closest friends." (Here, Mrs. Friedman, also an economist of distinction, noted sorrowfully that "it's hard to believe that George is dead.")"

Og så nogle af de mere uortodokse spørgsmål:

"Had it helped their marriage–now in its 68th year–that they are both economists? Rose (nodding affirmatively): "Uh-unh. But I don't argue with him . . . very much." Milton (guffawing): Don't believe her! She does her share of arguing . . ." Rose (interrupting): ". . . and I'm not competitive, so I haven't tried to compete with you." Milton (uxoriously): "She's been very helpful in all of my work. There's nothing I've written that she hasn't gone over first."

The spark between the Friedmans is clear, and rather touching. So I'm tempted to ask whether there is a romantic side to economics, in the way there is to history, or to philosophy. "Is there a romantic side to economics?" Mr. Friedman repeats after me, sounding incredulous, and then chuckling. "No, I don't think so. There's a romantic side to economics in the same way there's a romantic side to physics. Fundamentally, economics is a science, like physics, like chemistry. . . . It's a science about how human beings organize their cooperative activities. … In that sense, it's not particularly romantic."

 

Og så til de kontroversielle spørgsmål, såsom indvandring, hvor Friedman har et noget mere "pragmatisk" syn på regulering af dette område end mange andre liberale og et mindre indvandrerfjendsk syn end mange konservative:

"Is immigration, I asked–especially illegal immigration–good for the economy, or bad? "It's neither one nor the other," Mr. Friedman replied. "But it's good for freedom. In principle, you ought to have completely open immigration. But with the welfare state it's really not possible to do that. . . . She's an immigrant," he added, pointing to his wife. "She came in just before World War I." (Rose–smiling gently: "I was two years old.") "If there were no welfare state," he continued, "you could have open immigration, because everybody would be responsible for himself." Was he suggesting that one can't have immigration reform without welfare reform? "No, you can have immigration reform, but you can't have open immigration without largely the elimination of welfare.

"At the moment I oppose unlimited immigration. I think much of the opposition to immigration is of that kind–because it's a fundamental tenet of the American view that immigration is good, that there would be no United States if there had not been immigration. Of course, there are many things that are easier now for immigrants than there used to be. . . ."

Did he mean there was much less pressure to integrate now than there used to be? Milton: "I'm not sure that's true . . ." Rose (speaking simultaneously): "That's the unfortunate thing . . ." Milton: "But I don't think it's true . . ." Rose: "Oh, I think it is! That's one of the problems, when immigrants come across and want to remain Mexican." Milton: "Oh, but they came in the past and wanted to be Italian, and be Jewish&#160
;. . ." Rose: "No they didn't. The ones that did went back."

Og så til Bush, Republikanerne og Irak-krigen, hvor der for en sjælden gangs skyld er uenighed mellem de kendte ægtefæller (hvoraf det er alment kendt, at det faktisk er Rose Friedman, der som regel er den mere liberale, og at hun og broderen, Aaron Director, i sin tid fik nogle af den unge Miltons mindre liberale ideer ud af hovedet på ham).

"Mr. Friedman explains "the story of the postwar period" in the U.S. "In 1945-46, intellectual opinion was almost entirely collectivist. But practice was free market. Government was spending something like 20%-25% of national income. But the ideas of people were all for more government. And so from 1945 to 1980 you had a period of galloping socialism. Government started expanding and expanding and expanding." Mr. Friedman stopped, as if deciding whether to use the word "expanding" a fourth time, before continuing: "And government spending went from 20% to 40% of national income.

But what was happening in the economy was producing a reverse movement in opinion. Now people could see, as government started to regulate more, the bad effects of government involvement. And intellectual opinion began to move away from socialism toward capitalism. That, in my view, was why Ronald Reagan was able to get elected in 1980." I noted, here, that Mr. Friedman, too, had some role to play in this shift in opinion. He was, characteristically, reluctant to take any credit. "I think we have a tendency to attribute much too much importance to our own words. People saw what was happening. They wouldn't have read my Newsweek columns and books if the facts on the ground hadn't been the way they were." (Rose: "Oh, don't be so modest!")

Does it disappoint Mr. Friedman that the Bush administration hasn't been able to roll back spending? "Yes," he said. "But let's go back a moment. During the 1990s, you had the combination that is best for holding down spending. A Democrat in the White House and Republicans controlling Congress. That's what produced the surpluses at the end of the Clinton era, and during the whole of that era there was a trend for spending to come down. Then the Republicans come in, and they've been in the desert, and so you have a burst of spending in the first Bush term. And he refuses to veto anything, so he doesn't exercise any real influence on cutting down spending. In 2008, you may very well get a Democratic president"–(Rose, interjecting: "God forbid!")–"and if you can keep a Republican House and Senate, you'll get back to a combination that will reduce spending."

Mr. Friedman here shifted focus. "What's really killed the Republican Party isn't spending, it's Iraq. As it happens, I was opposed to going into Iraq from the beginning. I think it was a mistake, for the simple reason that I do not believe the United States of America ought to be involved in aggression." Mrs. Friedman–listening to her husband with an ear cocked–was now muttering darkly.

Milton: "Huh? What?" Rose: "This was not aggression!" Milton (exasperatedly): "It was aggression. Of course it was!" Rose: "You count it as aggression if it's against the people, not against the monster who's ruling them. We don't agree. This is the first thing to come along in our lives, of the deep things, that we don't agree on. We have disagreed on little things, obviously–such as, I don't want to go out to dinner, he wants to go out–but big issues, this is the first one!" Milton: "But, having said that, once we went in to Iraq, it seems to me very important that we make a success of it." Rose: "And we will!"

Mrs. Friedman, you will note, had the last word."

Ugens citat: En økonom om The Economist, kapitalisme og filantropi

Af Redaktionen, den 22. juli 2006. 2 svar

Her på stedet synes vi endog ganske godt om det hæderkronede engelske ugeskrift The Economist.  Men selv det blad kan (en sjælden gang imellem) skrive noget sludder, og så er det godt, at der findes en ph.d. studerende i økonomi fra George Mason University, der kan gøre redaktionen opmærksom på det.  Isaac DiIanni havde i den forgangne uge denne kommentar til en artikel om Bill Gates’ og Warren Buffets filantropi:

Sir –

In praising Warren Buffett, Bill Gates and others for their philanthropy, you endorse the view that capitalism’s winners should “use some of their wealth to compensate the losers” (“Billanthropy,” July 1st). Innovators like Mr Gates make money by serving their customers, who also gain from the exchange. The idea that wealth creators have a duty to “give back” betrays a lack of understanding of that most basic principle of economics: voluntary trade benefits both parties. Whether the wealthy should help the poor is an important ethical question, but to confuse charity with compensation is just bad economics.

ISAAC DIIANNI, Fairfax, Virginia

Når forskning bliver ideologisk

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2006. 12 svar

Forleden uge havde jeg fornøjelsen at være i Paris til konference i adfærdsøkonomi og økonomisk psykologi. Min præsentation handlede om ideologi i en bestemt gren af mit interesseområde, nemlig den boomende lykkeforskning. Grunden til at jeg havde taget netop dette spørgsmål op og skrevet et lille papir om det, kom fra min almindelige frustration over mine kolleger på feltet og de kommentarer jeg fik, da jeg præsenterede et notat om lykke og politik på CEPOS sidste år. Ved den lejlighed præsenterede jeg en række empiriske resultater som jeg møjsommeligt var kommet frem til sammen med to tyske kolleger, men det der virkeligt interesserede folk, var at de politiske implikationer af forskellige teorier på området er så åbenlyst ideologiske. Så når for eksempel Peter Kurrild-Klitgaard og Martin Ågerup (tak til jer, Jungs) mente at det var interessant, kunne det vel ikke gå helt galt at kigge nærmere på det.

 

Hovedpointen i lykkeforskningen er, at mens folk bliver stadig rigere, bliver de øjensynligt ikke mere tilfredse med deres liv, i hvert fald ikke når man spørger dem. Der er to teorier på området der kan forklare dette paradoks: 1) Sammenligningsteori og 2) Aspirationsteori. Den første siger, at det der gør os lykkelige, er at have mere end dem vi sammenligner os med. Så når jeg køber ny bil bliver jeg lykkeligere indtil den dag, min nabo køber ny bil, og så er jeg tilbage ved udgangspunktet. Den anden teori siger derimod, at det der gør os lykkelige er at nå vores mål i livet, men at når vi når dem, sætter vi os nye og højere mål. Så vi løber sådan set hele tiden efter en mållinie, som vi selv hele tiden flytter.

 

Det store problem i forskningen er derfor at skelne mellem de to teoretiske forklaringer på folks lykke. Og det er ikke let! De to teorier skaber nemlig de samme virkninger under de fleste betingelser, men hvis man vil øge folks lykke, er det meget forskellige politiker, der kommer ud af teorierne. Sammenligningsteorien siger, at i og med at folk sammenligner sig med hinanden og hele tiden forsøger at blive rigere end deres nabo, arbejder de for meget end godt er, og derfor bliver de ulykkelige. Det gælder derfor om at gøre sammenligningsgrundlaget så lille som muligt, og det gør man ved at beskatte hårdt og stærkt progressivt så de rige bliver fattigere og de fattige bliver relativt rigere. Man kan også øge deres lykke ved at udbyde offentlige goder, som jo per definition ikke skaber grund til sammenligning, fordi de er ens for alle. Implikationerne lugter dermed stærkt af det socialistiske paradis. Sjovt nok er den stærkeste fortaler for sammenligningsteori Lord Richard Layard, en engelsk arbejdsmarkedsøkonom, der sidder i Overhuset for Labour og har argumenteret for den slags politik længe før han begyndte på at forske i lykke. Han bruger dermed et relativt nyt område til at retfærdiggøre gammel politik, der ellers er blevet fuldstændigt afvist af samfundsvidenskaberne.

 

Aspirationsteori er noget enklere. Folk bliver lykkelige af at nå deres mål, så den eneste politik, der bidrager til deres lykke, er den der fjerner enhver barriere for at de kan nå de mål. De politiske implikationer af denne teori er altså klassisk liberale – at staten skal blande sig minimalt i borgernes liv og tillade dem den største grad af personlig og økonomisk frihed. Så det er ikke overraskende at folkene på Cato Institute, når de da overhovedet beskæftiger sig med den slags, støtter denne tænkning. Den kan nemlig retfærdiggøre klassisk liberal politik og frihedstænkning på et så klassisk frihedsorienteret grundlag, at Adam Smith og David Hume ville nikke genkendende til det.

 

Det er bare et fedt, når man ikke kan skille de to ting ad i videnskabelige undersøgelser. Selv den flinke og diplomatiske Ruud Veenhoven, et af de største navne overhovedet i lykkeforskning, kritiserede således Layard i Weekendavisen forleden og kaldte nogle af konklusionerne i hans Happiness-bog fra sidste år for 'forskruede'. Men der er desværre også grund til at gribe i egen barm, når Punditokraternes venner på Cato i Washington falder i den samme fælde. For vores allesammens skyld gælder det om at undgå, at videnskaben forfalder til at forskere kommer til at råbe ad hinanden fra hvert deres ideologiske hjørne.

 

Løsningen er selvfølgelig at finde betingelser, hvor man kan identificere den ene eller den anden forklaring. Jeg har selv gjort forsøget sammen med to kolleger, og fundet klare indikationer for aspirationsteori (den liberale, heldigvis!), men det er bestemt ikke let. Så der er faktisk to grunde til at skrive denne kommentar: 1) Man skal være endda meget kritisk overfor enhver politik i fremtiden, der begrundes i lykkeforskning – og det er på vej til Danmark; og 2) når Punditokraterne nu har så begavet, indsigtsfuldt og åbensindet en læserskare, som vi faktisk har (og det er ikke ironisk ment), kunne der jo være nogen, der kunne hjælpe. Forslag udbedes!

Dead case walking – Plame igen

Af admin, den 14. juli 2006. 1 svar

Ferien lukker og jeg lukker, så får I også fred for Plame-sagen så længe. Men først må det med, at hr. og fru Wilson nu har anlagt et civilt søgsmål mod Cheney, Rove og et par andre i regeringen for at have lækket Valerie Wilson (nee: Plame) status som undercover agent i CIA.

Det synes at være et desperat forsøg på at holde historien i live efter, at Fitzgerald har afvist at retsforfølge Rove eller andre i regeringen end Libby, der ikke tiltales for lækagen, men for at have hindret efterforskningen af lækagen. Se Tom Maguire for mere.

Hvis det er formålet, så er det lykkedes rimeligt godt — i hvert fald i første omgang. De sædvanlige dele af MSM viste, at de stadig ikke kan finde ud af alm. kildebrug, herunder Internettet og lidt let googling.

Kufferten skal pakkes, så det bliver et (relativt) kort resume for de kildekritisk udfordrede. (for andre med bedre tid: tryk på Plame i tagslinjen ovf.):

1) Wilson skrev efter Irak-krigen en kronik om, at han var blevet udsendt til Niger forud for krigen for at undersøge, om Saddam havde købt uran dér. Hans konklusion var, at det var usandsynligt, at et salg havde fundet sted. I sin tale til nationen lige før krigen havde Bush nævnt britiske underretninger om, at Saddam forsøgte at købe uran i Afrika, og Wilson undrede sig nu over, om hans rapport om Niger var kendt af Bushs regering. Senere gik Wilson aktivt ind i Kerry’s præsidentkampagne og skruede op for sin kritik af Bush med påstand om, at Bush bevidst havde løjet om Saddams interesse i uran.

ad 1) I Senatets rapport fra juli 2004 om efterretninger inden Irak-krigen blev det fastslået, at Wilsons rapport ikke havde indeholdt noget nyt, og den var derfor ikke gået videre opad i CIA. Endvidere blev det nævnt, at Wilson faktisk havde bekræftet, at Irak havde forsøgt at skaffe uran fra Niger. Det var temmelig pinligt for Wilson, og han forsvandt herefter fra Kerry’s kampagne, der på det tidspunkt var i slutspurten og ikke havde brug for yderligere belastning.

2) I Butler-rapporten, der også udkom i juli 2004, blev det fastslået, at den britiske efterretningstjeneste havde god grund til at tro, at Saddam søgte at skaffe uran fra Niger. Disse efterretninger var ikke påvirket af den efterfølgende afsløring af falske dokumenter vedr. Niger, og vurderingen fastholdes derfor. Rapporten gik så langt, at den udtrykkeligt citerede Bush’s tale til nationen og opretholdt den som well founded. Wilson havde nu yderligere grund til at dukke hovedet.

3) Før disse rapporter underkendte både Wilson’s mere beherskede beskyldning og især de mere ubeherskede beskyldninger, havde den ansete journalist Robert Novak skrevet, at Wilson var blevet sendt afsted til Niger af sin kone, der arbejdede i CIA. Det viste sig, at konen ikke bare arbejdede for CIA, men havde arbejdet undercover og stadig havde denne status på tidspunktet for Novaks artikel. Ifølge en på det tidspunkt ikke videre kendt lov er det strafbart bevidst at afsløre en undercover agent.

Der er to forklaringer på Novaks afsløring: Enten var det et nedrigt forsøg på at skade Wilson ved at skade hans kone. Eller det var et yderst relevant forsøg på at fremhæve, Wilson ikke var en neutral kritiker af Bush, men en del af den interne magtkamp i CIA, hvor man på det tidspunkt sloges om ansvaret for de fejlagtige efterretninger om Saddams WMD. De kredse i CIA, der havde tvivlet på WMD, var rasende over, at chefen Tennet havde troet mere på de kilder, der bekræftede formodningen, mens Tennet-fløjen pegede på, at de kritiske kredse generelt havde undervurderet spredningen af WMD blandt diktaturstater, og at det derfor havde været berettiget at lægge større vægt på andre kilder, som underbyggede formodningen. En interessant debat, som Senats rapporten kun delvist afslører.

4) Fitzgerald blev sat til at efterforske, om afsløringen af Valerie Plame var strafbar. Han har nu afsluttet sin efterforskning og konstateret, at der ikke er nogen at tiltale. Det må betyde, at de, der oplyste om Plames tilknytning til CIA, ikke beviseligt kendte hendes status som undercover. Han har derimod tiltalt Libby for at hindre efterforskningen. Den sag kommer for til efteråret.

5) Novak har for nyligt oplyst, at han fik oplysningerne om Plames tilknytning til CIA fra flere, bl.a. Karl Rove, og at Rove skulle have bekræftet konens tilknytning under et længere interview, hvor Novak havde spurgt om tilknytningen, som han havde hørt om fra en anden. Rove skulle efterfølgende have oplyst via tredjemand over for Novak, at han ikke var bekendt med Plames status som undercover. Rove har tidligere afvist at have outed Plame. Igen er der to forklaringer: Enten at Rove lyver, eller at Rove ikke har outed Plame, dels fordi han ikke vidste, at Plame var en hemmelig agent som kunne outes, dels fordi han ikke gjorde andet end at bekræfte en oplysning, som adskillige journalister på det tidspunkt kendte.

6) Under hele sagen har MSM søgt at fremstille det som om, at sagen angik afsløring af Bush-regeringens løgn, eller i hvert fald vildledning, om Saddams interesse for uran. Både Senatets og Butler-kommissionens rapporter afviser dette. Tværtimod har regeringen tilladt offentliggørelse fra diverse fortrolige efterretningsrapporter netop for at bevise, at de havde dækning for deres opfattelse af truslen. Kort sagt: Bush løj ikke i sin tale til nationen. Wilsons første anklager viste sig ubegrundet, fordi hans rapport ikke var gået videre, og hans senere anklager var selv løgnagtige. Den egentlige historie handler mere om den magtkamp internt i CIA, som Wilson var en del af. Den – i sig selv ret interessante – historie fik og får vi bare ikke, i hvert fald ikke i MSM.

Her står sagen. Og her bliver den stående for vores vedkommende. God ferie.

Liberalisme på amerikansk

Af admin, den 13. juli 2006. 16 svar

Det er sommer, det er solskin, det er sløøø-øvt…

Her er en lille udfordring til de, der endnu ikke er gået helt i varmekoma.

Kampen for liberalisme og konservatisme bliver ikke lettere af, at der er tvivl om, hvad det egentlig er, vi taler om. Hvor går grænsen mellem liberalisme og konservatisme, og hvad er indholdet i dem?

Vi har en regering, der ledes af et liberalt parti, men hvis støtteparti har som erklæret mål at bekæmpe liberalismen. Vi har et Europa, hvor liberalisme ofte er ilde set.

Og så har vi USA, hvor liberalisme stadig betyder venstreorienteret, men hvor indholdet ikke altid lige er det, vi tillægger det i Europa.

Markos Zúniga fra DailyKos har for nyligt gjort noget højst usædvanligt for den del af "venstrefløjen", både i USA og herhjemme: nemlig formuleret sig positivt om det, han går ind for. Normalt vil de helst kun tale om det, de er imod. Men her er for en gangs skyld en modig udmelding.

Den står her.

Værs'go' at læse og gerne diskutere.

Nyt lykkeindeks: BIBO

Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2006. 4 svar

Igår gjorde David Pontoppidan mig opmærksom på et nyt forsøg på at måle lykken, det såkaldte Happy Planet Index. Flere danske aviser skrev om indekset igår. Berlingske hævdede at "Palæstina slår Danmark i lykke" og Politiken rapporterede at "Danskernes lykkefølelse rasler ned". Almindelige danskere må nødvendigvis tænke UHA!

Mens jeg skal indrømme, at de traditionelle lykke- og tilfredshedsmålinger ikke bør tages alt for alvorligt – selvom jeg faktisk forsker på området! – er der meget langt fra alvorligt at spørge folk om, hvor tilfredse de er med deres liv, til the Happy Planet Index. Indekset er en sammenvejning af det traditionelle spørgsmål (hvor man på nationalt plan tager andelen af befolkningen, der er relativt tilfreds), den forventede livslængde, og en slags mål for landets ressourceforbrug. Og ved at gøre det, løber man ind i et stort statistisk problem.

Problemet er, at ethvert statistisk validt indeks skal sammensættes af mål, der klart har noget med hinanden at gøre! Og det har de tre ting ikke. Tilfredshedsmålet er kun svagt korreleret med livslængden og mens rigere lande generelt har større ressourceforbrug, siger indekset absolut intet om hvor effektivt ressourcerne forbruges. Men de tre ting smider the New Economics Foundation alligevel sammen i et indeks, og konstaterer derefter stort og flot at Storbritannien kun er nummer 98 i verden.

Når man gør sådan, løber man ind i et af de værste statistiske problemer: BIBO – Bullshit In, Bullshit Out. Ens resultater afhænger altid af kvaliteten af det der indgår i analysen. Og når inputtet er så åbenlyst nonsens som the Happy Planet Index kommer konklusionerne og de politiske implikationer også til at blive ren Monty Python.

Grunden til at man laver den slags er naturligvis, at folkene på New Economics Foundation er den sædvanlige flok frelste miljøfreaks hvis erklærede mål er "to construct a new economy centred on people and the environment". Så de har konstrueret et mål for hvad de synes at lykken bør være, og det viser at vi er onde mennesker i den rige del af verden som overforbruger. Når de ovenikøbet kan knytte det til lykkeforskningen, som boomer over hele verden for tiden, kan de komme igennem med deres budskab.

Som læserne nok kan mærke, er jeg stærkt irriteret over den hype, som the Happy Planet Index har fået. Vi er trods alt en del seriøse økonomer og politologer, der forsøger at forske ordentligt i lykke og tilfredshed. Så når MSM griber fat i den slags pseudo-religiøst mumbo-jumbo som åbenlys miljølobbyisme a la New Economics Foundation uden enhver form for kritik, kan man da kun blive endnu mere desillusioneret. Derfor er her en opfordring til Punditokraternes læsere: Lad være med at tage det alvorligt!

Links til aviserne:

http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=464535

http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=765022/

Plame og pressemoral

Af admin, den 12. juli 2006. 1 svar

I den døende Plame-sag er det nu bekræftet, at Robert Novak bl.a. fik oplysninger om Plame fra Karl Rove. Novak skal have oplyst efterforskningslederen Fitzgerald om det forholdsvis tidligt i efterforskningen. Der synes ikke at være begået noget strafbart ved offentliggørelsen, formodentlig fordi Plames status som undercover i CIA var ukendt for de, der nævnte hendes tilknytning til CIA. Som allerede nævnt her, bliver Rove ikke tiltalt, lige som Novak heller ikke er blevet det. At den manglende strafbarhed blev indset forholdsvist tidligt i efterforskningen kan forklare, hvorfor efterforskningen hovedsageligt har angået, om medlemmer af regeringen har søgt at hindre efterforskningen, hvorimod selve lækagen, som efterforskningen oprindeligt angik, hurtigt synes at være blevet af mindre betydning.

… Jep, det lyder som referatet af en soap afsnit 26.451, som ingen fornuftige personer gider følge længere, og hvis persongalleri alle har glemt. (et hint: hvis man virkelig ikke har bedre at lave, så tryk på Plame i tagslinjen øverst).

Det eneste interessante ved sagen er efterhånden det indblik i journalisters selvforståelse, som den giver. Det er til gengæld også værd at beskæftige sig med.

I søndags bragte hele fem dekaner fra ansete amerikanske journalistskoler en fælles kronik i WaPo, hvor de forsøger at håndtere det vanskelige spørgsmål om, hvad pressen bør offentliggøre i kampen mod terror. Meget sigende, og efter denne punditokrats opfattelse meget korrekt, lyder overskriften: When in doubt, publish.

Desværre viser kronikken, at deres forståelse for pressens rolle er noget, ahem, begrænset.

I deres i øvrigt sobre, men også ganske forudsigelige og reelt intetsigende opregning af, hvordan pressen må søge at afveje fordelen ved oplysning (at borgerne normalt har ret til at vide, hvad magtfulde aktører laver) med ulempen (man kan hjælpe fjenden, forbrydere osv.), føler dekanerne, at de har brug for et eksempel på et tilfælde, hvor pressen nok ikke burde have offentliggjort.

Her kunne dekanerne have valgt at kritisere NYT m.fl. offentliggørelse af SWIFT-programmet, der iflg. aviserne selv ikke var ulovligt efter amerikansk ret. Men bare det at forholde sig kritisk til selveste NYT, ligger de pæne herrer fjernt. Tværtimod fremtræder kronikken som et forsøg på at komme NYT til undsætning i netop den svære sag. Men er det så, fordi de ubetinget støtter retten til at offentliggøre, også selvom der ikke var nogen trussel mod samfundet, som i SWIFT-sagen? Næ.

I stedet vælger de fantastiske fem at pege på Plame-sagen, hvilket gøres rent en passant og uden yderligere begrundelse.

Så her har vi altså efter de fem dekaners opfattelse et tilfælde, hvor Novak ikke burde have oplyst folket om, at Joe Wilson, der var i gang med at rette alvorlige anklager mod regeringen for at have vildledt om efterretningerne om Saddams WMD, var gift med en ansat i CIA, der på det tidspunkt førte en intens kamp med regeringen om ansvaret for de forkerte efterretninger, og som personligt var involveret i spørgsmålet. Hva’ba?

Tom Maguire opfordrer journaliststuderende til at efterprøve dette eksempel på fordele og ulemper, formodentlig i den tro, at der stadig findes selvstændigt tænkende journalister ved de fem institutioner. Christopher Hitchens er mindre venlig ved dekanernes accept af, at lækager kan være forbudte, hvilket jo var NYT og ligestillede dele af MSM’s eneste tilbageværende påstand i Plame-sagen efter, at Joe Wilsons anklager blev skudt ned som uberettigede. Man behøver ikke være så radikal som Hitch for at se, at forargelsen over lækagen harmonerer dårligt med pressens både principielle og kommercielle interesse i at sætte tærsklen højt i sager om åbenhed.

Dekanernes kronik viser en del om, hvordan eliten i MSM tænker, eller rettere: hvordan man ikke tænker særlig dybt over tingene. Man betragter NYT som hævet over enhver kritik. Hvis red Bill Keller siger, at det var nødvendigt at offentliggøre, så er den sag ikke længere. Denne næsegrus respekt udleves på trods af, at avisen i dag er præget af ensidig venstredrejet journalistik, hvor kilder vinkles, udelades eller fordrejes til at passe et på forhånd givent journalistisk mål. F.eks. har både WaPo og NYT oplevet den uhørte skam at blive hængt til tørre på det Hvide Hus’ hjemmeside med faktuelle fejltagelser, der ville være pinlige selv for en gratisavis (se her og her). Man begynder at forstå niveauet i MSM, også herhjemme, når det bliver klart, at NYT og WaPo stadig betragtes som højdepunktet af journalistik — blandt journalister, altså. Samtidig tager dekanerne Plame-sagen, og frem for at diskutere den, så smider man den blot ud nærmest i forventning om en pavlovsk accept fra læserne. Man er tydeligvis hverken vant til (selv-)kritik eller kritik fra andre.

Gad vide, hvordan Plame-sagen tager sig ud i danske MSM. Stilheden er foruroligende.

Liberalisme for dummies

Af admin, den 12. juli 2006. Skriv et svar

Berlingske er så venlige – med en vis forsinkelse – at bringe en revideret version af min posting om tidsbanken som dagens Opinion.

Postingen blev skrevet samme dag, som forslaget om en tidsbank blev luftet, og – må jeg tilstå – i en vis hast. Det var derfor en (behagelig) overraskelse med de mange positive tilbagemeldinger i kommentarfeltet. Tak for det.

Jeg ramte åbenbart en nerve med denne hurtige gang liberalisme for dummies. Der er et behov for at høre om disse basale ting, formodentlig fordi det politiske liv ikke, hmm, hvad skal vi sige: opfylder behovet.

Som påpeget i managementlitteraturen er behovet vist størst hos dem, der ikke aner, at de har et.

Se f.eks. dette punktnedslag i en artikel fra Berlingske Business om en mulig revision af lovgivningen vedr. firmapensionskasser. Det er ikke revisionen i sig selv, der er interessant her, men denne passus fra en fagforeningsmand:

»Kapitalfondenes formål er ikke at drive erhvervsvirksomhed. Det er jo at få maksimeret den kapital, de har skudt ind i TDC,« siger faglig sekretær i Dansk Metal, John Nim, der sidder med ansvaret for samtlige TDC-ansattes pensionsordninger og er medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i den ene af de tre kasser, Jysk Telefons Pensionskasse.

Behovet er klart til stede. Kom så i gang med noget behovstilfredsstillelse, folkens!

Plame, opfølgning

Af admin, den 10. juli 2006. Skriv et svar

Et af problemerne ved samlermani er, at man ofte føler sig tvunget til at medtage et eksemplar alene fordi det indgår i samlingens tema, uanset at det isoleret betragtet er uinteressant.

Sådan er det også med vores dækning af Plame. Beklager.

Dækningen blev egentlig valgt for at vise, hvor ukritiske nutidens “kritiske” journalister ofte er. Hvor dårlige de er til kildekritik og selvstændig tænkning, og hvor lemminge ens de er i deres valg af retning. Berlingske har især måtte holde for, hovedsageligt fordi læserne af den avis kunne have forventet en anden og bedre dækning end Politiken og Information, som jo blot gav deres læsere, hvad de ville have.

Vi fokuserede således på Plame-sagen for at vise den mangelfulde kildekritik, der er gængs i MSM. Som nævnt i denne posting fra den 14. juni synes den egentlige historie gemt i Plame-sagen at være, at den viser noget om de interne magtkampe i CIA.

Set i et forfatningsretligt perspektiv (vi fejrer jo med god grund juli 1776 her på bloggen) fortæller det noget om de – her: utilsigtede – konsekvenser af den politisering af statsapparatet, som forfatningsfædrene bevidst valgte både i den nye nations forfatning og i de enkelte staters. Et valg, der afspejler, at for dem kommer legitimitet fra folket og kan investeres op ad i systemet, hvorimod en del europæere stadig synes at tro, at legitimiteten kommer oppe fra nationale og internationale myndigheder, der så nådigt kan udøve det ned over folket. Det amerikanske valg har sine ulemper, men også sine fordele, bl.a. en sund skepsis over for institutioner og organisationer som ikke enten direkte eller indirekte står til ansvar over for folket (accountability). Nok om denne digression og tilbage til sporet.

Denne CIA-vinkel har fået ny næring i et brev offentliggjort af den republikanske leder for the House Intelligence Committee, Peter Hoekstra. Som påpeget af Tom Maguire, der har dækket Plame-sagen mere udførligt end vi, har NYT dog nedtonet denne vinkel.

Danske MSM vil formodentlig gøre det samme. Dette derfor blot til samlingen om Plame-sagen. Endnu et ubetydeligt insekt på nok en nål.

To slags multikulturalisme III

Af Jacob Mchangama, den 10. juli 2006. 2 svar

Når man i Danmark er vant til at benhård modstand mod indvandring opfattes som et adelsmærke for højreorienterede, og al kritik af denne position automatisk affærdiges som "kulturradikalisme", "utopi", eller, når det går hedt for sig, "forræderi", er det en befrielse at læse hårdtslående konservative (i den amerikanske forstand) mediers tilgang til emnet. I den forbindelse er Wall Street Journal's leder af i dag forbilledlig:

No issue more deeply divides American conservatives today than immigration. It's the subject on which we get the most critical mail by far, no doubt reflecting this split on the right. So with Congress holding hearings on the issue around the country, perhaps it's a good moment to step back and explain the roots of our own, longstanding position favoring open immigration. A position, by the way, on which we hardly stand alone. There is also President Bush, and before him the Gipper. (See our editorial, "Reagan on Immigration.") In the context of the current debate, we also print an open letter supporting comprehensive immigration reform from 33 prominent conservatives, including former Secretary of State George Shultz and GOP Vice Presidential nominee Jack Kemp. (The letter is available here.) The most frequent criticism we hear is that a newspaper called "The Wall Street Journal" simply wants "cheap labor" for business. This is an odd charge coming from conservatives who profess to believe in the free market, since it echoes the AFL-CIO and liberals who'd just as soon have government dictate wages.

Our own view is that a philosophy of "free markets and free people" includes flexible labor markets. At a fundamental level, this is a matter of freedom and human dignity. These migrants are freely contracting for their labor, which is a basic human right. Far from selling their labor "cheap," they are traveling to the U.S. to sell it more dearly and improve their lives. Like millions of Americans before them, they and certainly their children climb the economic ladder as their skills and education increase.

We realize that critics are not inventing the manifold problems that can arise from illegal immigration:

Trespassing, violent crime, overcrowded hospital emergency rooms, document counterfeiting, human smuggling, corpses in the Arizona desert, and a sense that the government has lost control of the border. But all of these result, ultimately, from too many immigrants chasing too few U.S. visas.

Those migrating here to make a better life for themselves and their families would much prefer to come legally. Give them more legal ways to enter the country, and we are likely to reduce illegal immigration far more effectively than any physical barrier along the Rio Grande ever could. This is not about rewarding bad behavior. It's about bringing immigration policy in line with economic and human reality. And the reality is that the U.S. has a growing demand for workers, while Mexico has both a large supply of such workers and too few jobs at home.

Some conservatives concede this point in theory but then insist that liberal immigration is no longer possible in a modern welfare state, which breeds dependency in a way that the America of a century ago did not. But the immigrants who arrive here come to work, not sit on the dole. And thanks to welfare reform, the welfare rolls have declined despite a surge in illegal immigration in the past decade.

[…]Overall, immigrants contribute far more to our economy than they extract in public benefits.

By far the largest concern we hear on the right concerns culture, especially the worry that the current Hispanic influx is so large it can resist the American genius for assimilation. Hispanics now comprise nearly a third of the population in California and Texas, the country's two biggest states, and cultural assimilation does matter.

This is where the political left does the cause of immigration no good in pursuing a separatist agenda. When such groups as La Raza and the Mexican American Legal Defense and Education Fund push for multiculturalism, bilingual education, foreign language ballots, racial quotas and the like, they undermine support for immigration among even the most open-minded Americans. Most Americans don't want to replicate the Bosnia model; nor are they pining for a U.S. version of the Quebec sovereignty movement. President Bush has been right to assert that immigrants must adopt U.S. norms, and we only wish more figures on the political left would say the same. But the good news is that these newcomers by and large aren't listening to the left-wingers pushing identity politics. Mexican immigrants, like their European predecessors, are assimilating. Their children learn English and by the end of high school prefer it to their parents' native tongue. They also marry people they meet here.

Second-generation Latinos earn less than white Americans but more than blacks and 50% more than first-generation Latinos. According to Tamar Jacoby's "Reinventing the Melting Pot," the most common last names among new homeowners in California include Garcia, Lee, Martinez, Nguyen, Rodriguez and Wong.

Lederen udstiller i hvor høj grad dele af den danske højrefløjs "modstand mod indvandring i hvilken som helst form" langt hen ad vejen i virkeligheden tjener en venstreorienteret agenda, in casu fastholdelsen af en stor velfærdsstat, der som konservative, i modsætning til venstreorienterede, godt ved ikke er forenelig med indvandring (af uuddannet arbejdskraft). Men indvandring er jo blot et ud af mange emner, hvor man må sande, at store dele af den danske højrefløj i virkeligheden har det bedst med den nuværende samfundsmodel og dens rollefordeling mellem det private og offentlige, det er vel nærmere reglen end undtagelsen.   

Lighedens totalitære logik

Af Jacob Mchangama, den 8. juli 2006. 3 svar

I fredagens Politiken kan man  læse, at uligheden i det danske sundhedsvæsen stiger. Det er ord der givetvis får det til at gyse i de fleste danskere da sundhedsvæsnet jo er en  af hjørnestenene i det danske velfærdssamfund. Uligheden skyldes naturligvis den i samfundet omsiggribende tendens til profitmaksimering, som altså nu også har ramt sundhedsvæsnet og dets aktører, der åbenbart ikke holder sig for gode til at tjene penge på syge mennesker. Dette har resulteret i stigende anvendelse af private sygeforsikringer og privathospitaler. Og det er en alvorlig udvikling kan man forstå på eksperterne:

Konsekvensen er, at uligheden i samfundet stiger, mener sundhedsøkonom Jakob Kjelberg fra DSI Institut for Sundhedsvæsen.

»Der er ingen tvivl om, at det er med til at øge uligheden i Sundhedsvæsenet, som hidtil har været kendetegnet ved, at høj som lav skulle kunne komme lige hurtigt til«, siger han til MetroXpress.

Dennis Kristensen, som er forbundsformand i FOA påpeger, at samfundet bliver opdelt, hvis man får en bedre behandling med penge på lommen.

»Hvis væksten i sundhedsforsikringer og andre private ordninger fortsætter, vil vi få en opdeling i et A- og et B-hold. Al erfring fra udlandet viser, at det ikke er sundt at opbygge et parallelsystem til det offentlige sundhedsvæsen«, siger han.

Der mangler først og fremmest politisk engagement i, hvad det offentlige sundhedsvæsen som minimum skal levere, og hvad der skal overlades til markedskræfterne, mener direktøren for brancheorganisationen Forsikring og Pension, Per Bremer.

Artiklen er et skoleeksempel på, hvorledes lighedstanken er blevet fordrejet fra dens oprindelige betydning, hvor lighed alene var ensbetydende med en formel lighed for loven. Nu drejer lighedstanken sig i overvejende grad om materiel lighed. Samtidig med denne udvikling er lighedstanken blevet nærmest indiskutabel, og hensynet til den materielle lighed trumfer alle konkurrerende hensyn i offentlige beslutningsprocesser, som vi har set så mange deprimerende eksempler på.  

Hvis vi går tilbage til eksemplet med det danske sundhedsvæsen kræver artiklen først et par præciseringer, der kan sætte diskussionen i relief. Ligesålidt som alle danskere, der betaler topskat har alle danskere med privat sygeforsikring "speedbåd og hus i Skovshoved". I stedet for at glæde sig over det faktum, at hvad der en gang var forbeholdt en lille eksklusiv elite nu er blevet tilgængeligt for den almindelige dansker, begrædes det, at nogle danskere ikke har denne adgang. Om de danskere der ikke har adgang til det private sundhedsvæsen får det ringere af, at en gruppe har adgang dertil synes ikke at blive berørt.

Det ignoreres også, at private sygeforsikringer og private sygehuse betyder, at der opstår attraktive jobs i Danmark (hvis lønindkomster beskattes), samt at der bliver investeret i essentiel viden og teknologi, som på sigt vil komme alle tilgode.

Det mest skræmmende er dog forslaget om politiske indgreb. Både fra et individuelt rettigheds- og et mere utilitaristisk synspunkt er et indgreb eller forbud mod private sygeforsikringer og sygehuse angribelig. Først rettighedsvinklen: Vil man virkelig forbyde mennesker (og virksomheder), at anvende deres egne optjente penge på at holde sig sunde og raske? Vil man virkelig forbyde læger og sygeplejersker at tjene til dagen og vejen ved at udbyde deres højt værdsatte kundskaber? Sådanne forbud ville være indgribende i både den private ejendomsret og næringsfriheden. 

Dernæst nytteværdien:

Hvor private sygeforsikringer og sygehuse muligvis medfører, at nogle får bedre behandling end andre (men velsagtens fastholder et uforandret og acceptabelt(?) bundniveau for behandling af sygdomme) vil et forbud mod private sygeforsikringer og sygehuse med sikkerhed medføre, at danskere der ville kunne være blevet behandlet hurtigt og effektivt for alvorlige sygdomme nu ikke ville have samme mulighed herfor. Køerne på de offentlige hospitaler ville endvidere forlænges, og der ville være flere patienter om det samme udstyr, personale m.v., hvorfor behandlingsmulighederne for de der allerede må "nøjes" med det offentlige ville forværres. Det ovenfor nævnte vedrørende teknologi og arbejdspladser er selvfølgelig også relevant her. 

Endvidere ville mange dygtige herboende læger og sygeplejersker givetvis vælge at udføre deres gerning i udlandet. Man ville i praksis vende tilbage til dagene, hvor kun de allerrigeste ville kunne få hurtig og effektiv behandling, for millionærerne ville jo blot tage til udlandet. Med mindre man selvfølgelig forfulgte den smukke lighedstanke til ende og forbød danske statsborgere privat behandling i udlandet således, at vi alle kan få det lige dårligt.

To slags multikulturalisme II

Af Jacob Mchangama, den 8. juli 2006. 4 svar

Undertegnede var forleden inviteret til at deltage i et debatarrangement om sameksistens arrangeret af Mandag Morgen initiativet “Co-existence of Civilizations” i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirkes Next Stop Mellemøsten.

Arrangementet der foregik på Krogerup Højskole, var tilrettelagt som en retssag, hvor henholdsvis Katrine Nyland Sørensen og Adam Holm (begge journalister på DR) skulle være advokater for hver deres tilgangsvinkel på emnet sameksistens i kølvandet på Muhammed-krisen.

Som tolerancens advokatslog Katrine Nyland Sørensen til lyd for at:

Forskellighed er godt, og mere forskellighed er endnu bedre. Der er som udgangspunkt ikke nogens værdier som er bedre end andres, grundlaget for sameksistens må være at respektere, tage hensyn til og værne om forskellighed. Fortalerne for kritisk engagement er som regel kun kritiske overfor andre, mens de glemmer at gribe i egen barm. Snarere end at pådutte andre vore egne snævre værdier og forestillinger om godt og skidt, ret og slet, burde vi derfor indrette vores samfund til at rumme og udnytte forskellighederne.

Adam Holm var det kritiske engagements advokat:

For at leve sammen, må vi engagere os i hinandens liv. Enhver er selvfølgelig fri til at have sin religiøse overbevisning og kulturelle tilhørsforhold, men det er en privatsag, og som samfundsborgere har vi pligt til at blande os i andres liv, også og især når vi er kritiske over for det. Tolerance er et udtryk for dovenskab og ved blot at være tolerante gør vi vore medborgere en bjørnetjeneste. Resultatet bliver parallelsamfund, hvor forskellige kulturelle enklaver nok eksisterer side om side, men uden at mødes og tage favntag med forskellighederne.

Min rolle var sammen med Tanwir Ahmed, Mona Sheikh, Jamilla Jaffer, Gert Raasdal, og Yasar Cakmak at optræde som “vidner”, der med hvert vores indlæg skulle “oplyse” sagen for tilhørerne og sagens dommer, som, naturligvis i dette forum, måtte være Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder.

Før sagen belærte Morten Kjærum, klædt i en kåbe han havde fået fra en kirgizisk dommer, salen om, at betegnelsen “Muhammed”-krisen ikke var passende, man skulle i stedet anvende “Jyllands-Posten” eller “Tegnings”-krisen. Kjærum fik også fortalt, at sameksistens var en nødvendighed lokalt og globalt, så var tonen lagt af sagens upartiske dommer.

Mit indlæg var som følger nedenfor:

Sameksistens på tværs af forskellige religioner og kulturer er mulig. Men meningsfuld, fredelig og nyttig sameksistens kræver et frit samfund. Et samfund, hvor borgerne i størst muligt omfang er frie til alene eller i frivilligt fællesskab med andre at søge at skabe og leve det liv, som giver mening for den enkelte. Værner vi om den individuelle, politiske og økonomiske frihed bliver konflikterne som sameksistens medfører til at håndtere og fordelene ved den frie udveksling af idéer, varer, teknologi og menneskelige erfaringer vil overstige ulemperne.

Men frihed må ikke forveksles med kulturel relativisme. Der er rammer for friheden, rammer som ikke kan overskrides uden fatale konsekvenser. De rammer udgøres af det liberale demokratis retsstat og frihedsrettigheder; Det liberale demokrati forudsætter en enighed om, at nogle helt grundlæggende principper, er bedre end andre. Disse principper erumiskendelige vestlige i deres oprindelse. Men at de er vestlige gør dem ikke irrelevante for andre kulturer.

Principperne skal ikke respekteres fordi de er vestlige, men fordi de virker, og fordi de er resultatet af århundreders udvikling og blodig kamp mod tyranni. Så længe det liberale demokrati behandler det enkelte menneske ens uanset race, religion, eller kulturel baggrund er det liberale demokrati fuldt foreneligt med enhver religion eller kultur, som respekterer dets grundprincipper.

Accepteres det derimod, at undertrykkende religiøse og kulturelle dogmer, er ligeværdige med eller højerestående end det liberale demokratis grundprincipper, undergraves disse. Derfor bør særlige rettigheder til etniske, religiøse og kulturelle minoriteter for enhver pris undgås. Sådanne særrettigheder er i virkeligheden udtryk for en misforstået solidaritet og fastholder minoriteter i en offerrolle. Fredelig sameksistens er derfor ikke automatisk, den kræver, at nytilkommeren respekterer grundlæggende vestlige principper. Men også, at den oprindelige befolkning har modet til at stå fast på disse principper, samtidig med at tillade nytilkommere at leve som de vil, indenfor det frie samfunds rammer. På denne vis skabes en ægte solidaritet og et fællesskab om noget helt grundlæggende, samtidig med at retten til forskellighed fastholdes.

Lad mig prøve at demonstrere mine argumenter med nogle eksempler. I USA er både personlig og økonomisk frihed i højsædet. Her har man siden 1990’erne modtaget mere end 10 millioner indvandrere fra hele verden. Indvandrere der bidrager positivt til det amerikanske samfund. Endnu mere interessant er det, at 59% af de amerikanske muslimer har en videregående uddannelse, en tredjedel har en årsindtægt på over en halv million kr. og op mod 80% gifter sig med ikke-muslimer. Dette står i skarp kontrast til visse lande i f.eks. Mellemøsten, hvor religiøs baseret lovgivning hindrer menneskelig udfoldelse og hvor øvrige religioner og kulturer undertrykkes. Men det står også i kontrast til europæiske velfærdsstater såsom Danmark, hvor vi også personlig frihed men mindre økonomisk frihed. I Europa opfattes indvandring ofte som et problem og især muslimer udgør en isoleret underklasse overrepræsenteret i kriminalitets- og arbejdsløshedsstatistikker.

Når vi diskuterer sameksistens på tværs af kulturer er der således meget der peger på, at fredelig sameksitens opstår når mennesker indenfor vide men faste rammer får frihed til at udfolde sig. Sameksistens skabes derimod ikke gennem statslige tiltag og relativistisk særlovgivning. Med andre ord er personlig, politisk og økonomisk frihed sameksistensens forudsætning.

Herefter fuglte spørgsmål fra “advokaterne” til vidnerne. Alle vidnerne var sådan set enige om demokratiet som ramme for sameksistens. De forskelle som utvivlsomt bestod mellem vidnerne fik ikke rigtig lov at manifestere sig. Mest spændende blev det når Adam Holm, som er skarp, gik til Mona Sheikh, med spørgsmål om hvorvidt det liberale demokrati var en absolut størrelse og om hun kunne gifte sig med en ikke-muslim, men grundet den korte tid der var tilgængelig fik Adam Holm ikke rigtig lejlighed til at fastholde Mona Sheikh, der til tider svarede som vaskeægte politiker, på disse spørgsmål.

Undertegnede slog ofte på økonomisk frihed som et middel til bedre integration her i landet. Men også på, at fordomme og skepsis overfor det fremmede er naturligt og menneskeligt, især i et historisk set meget homogent land som Danmark. Fordomme og skepsis hverken kan eller skal derfor forsøges elimineret fra statsligt hold.

Ikke overraskende var Dansk Folkeparti og højrenationalismen genstand for mange angreb. Endnu mindre overraskende var det, at Morten Kjærum, som sagens dommer, i sin afslutning også lagde afstand til Dansk Folkeparti, og insisterede på, at “vi bliver nødt til at blive bedre til at forstå hinanden og til at tale om ting som diskrimination”. Morten Kjærum kom herefter ind på, at mange muslimer i virkeligheden var godt integreret. Eksemplet herpå var, at mange muslimer “slog hånden i bordet på socialkontoret og krævede mere social
hjælp”. På sin vis
har Morten Kjærum jo ret, men at eksemplet fremhæves som positivt, demonstrerer fint, hvor katastrofal en cocktail indvandring, pomo-humanisme og en velfærdsstat, hvor alle skal være lige uanset forudsætninger udgør. 

Pluralistiske som Stalin III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. juli 2006. 3 svar

Vi har her på stedet tidligere omtalt økonom/sociolog-parret Klein & Sterns studier af amerikanske akademikeres holdninger og partipolitiske observans (samt andre lignende studier).  Et af disse er nu blevet udgivet i det fortrinlige fagtidsskrift “Public Choice” (som nærværende punditokrat er med-redaktør af …), nemlig artiklen “Economists’ policy views and voting” (Vol. 126, Nos. 3-4, March 2006: 331-342).  Vi kan kun linke til en udgave, som man skal have abonnement for at kunne læse.  Men her er et sammendrag, og så kan evt. interesserede slå vejen forbi et bibliotek:

“In Spring 2003, a survey of 1000 economists was conducted using a randomly generated membership list from the American Economics Association. The survey contained questions about 18 policy issues, voting behavior, and several background variables. The response was 264 (nonblank) surveys. The responses show that most economists are supporters of safety regulations, gun control, redistribution, public schooling, and anti-discrimination laws. They are evenly mixed on personal choice issues, military action, and the minimum wage. Most economists oppose tighter immigration controls, government ownership of enterprise and tariffs. In voting, the Democratic:Republican ratio is 2.5:1. These results are compared to those of previous surveys of economists. We itemize a series of important questions raised by these results.”

Med andre ord: Myten om, at økonomer er specielt “højreorienterede” holder ikke–omend de måske er det relativt til andre fagdiscipliner.

Trojansk hest

Af Mikael Jalving, den 5. juli 2006. 5 svar

Der må sidde nogen og fortryde udnævnelsen af Lars-Henrik Schmidt til rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. Enten på stedet selv eller i Undervisningsministeriet eller på pædagogseminarierne, eller hvor rundkredspædagogerne nu ellers bliver udklækket. At dømme efter mandens frisure ligner han nok en – godt nok usædvanlig velklædt – hippie, men tag ikke fejl. Lars-Henrik Schmidt spyer den ene bog ud efter den anden og giver det ene slående interview efter det andet, hvori han gør op med årtiers kælne kommuneskole, og det ligner nu mere og mere en mission, som står mål med athenernes indtagelse af Sparta ved hjælp af den berømte træhest. Lars-Henrik Scmidt er en trojansk hest, indeni sidder tusinder, kampklare krigere parate til at gøre den danske folkeskole til en skole i stedet for en fritidsordning.

I Frankrig har de en filosof, hvem de for nemheds skyld kalder BHL, som i 70’erne tog opgøret med maoismen og ånden fra ’68. På samme måde burde vi kalde Lars-Henrik Schmidt for LHS, fordi han så dristigt og klogt udstiller den pædagogik, der gør børn til uvidende, små konger, og deres forældre til børn.

Fourth of July

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. juli 2006. 12 svar

Jeg skriver p.t. en serie kronikker til Berlingske Tidende over temaet "1776-2006", og i dag handlede det så meget passende om "Liv, frihed og den amerikanske drøm", d.v.s. om Thomas Jefferson og den amerikanske uafhængighedserklæring. (Note til de læsere, der har gennemgået en dansk folkeskoleuddannelse i de seneste årtier: I dag er "Fourth of July", hvilket ikke er en rap-gruppe men den amerikanske nationaldag, som markerer uafhængighedserklæringen i 1776, d.v.s. et tidspunkt dér et sted mellem stenalderen og noget andet kedeligt.  Og ja, Jefferson det er ganske rigtigt ham den væmmelige promiskuøse slavemishandler, I hørte om, da I havde gruppearbejde om slavers leveforhold under den tidlige kapitalisme …)

De næste to kronikker i serien bliver om henholdsvis Adam Smith og David Hume.