I går indledte Kastholm sin lørdagsklumme i Berlingeren på denne måde:
De pakistanske og britiske politi- og efterretningstjenesters afsløring af terrorplanerne mod en række fly på ruten mellem USA og Storbritannien er endnu så frisk, at hele den sædvanlige bølge af selvbebrejdelser endnu ikke har taget fart, men tro mig, den vil komme.
Han kom ikke til at vente længe, for i dagens søndagsudgave kan vi læse endnu en langstrakt artikel fra avisens USA-korrespondent om, hvordan krigen mod terror er slået helt fejl, hvilket naturligvis er vores egen skyld og især Bush og hans onde neo-cons, der lovede en hurtig sejr over terroristerne, og se nu bare, hvordan det går, og ih, hvor det forfærdeligt.
Det er svært at vurdere, om holdningen skyldes en misforstået loyalitet mod ledelsens ulykkelige kærlighedserklæring til John Kerry i dem amerikanske valgkamps sidste dage, eller er et udslag af det i Pilestræde så udbredte Olav Hergel-syndrom ("jeg vil hellere arbejde for Politiken"). Men det virker lidt ejendommeligt, at analyser fra en passioneret socialdemokrat som Karen Jespersen bedre er i stand til at ramme de holdninger, som ledelsen nu står ved, og som formodentlig dækker et flertal af avisens abonnenter, end avisens egne medarbejdere.
Lad os se lidt nærmere på artiklen og dens præmisser.
Vi kan starte med lidt elementær kildekritik og se, om det virkelig var rigtigt, at Bush lovede en hurtig sejr i kampen mod terror?
Her er, hvad han sagde kun ni dage efter terrorangrebet 11. september 2001:
This war will not be like the war against Iraq a decade ago, with a decisive liberation of territory and a swift conclusion. It will not look like the air war above Kosovo two years ago, where no ground troops were used and not a single American was lost in combat.
Our response involves far more than instant retaliation and isolated strikes. Americans should not expect one battle, but a lengthy campaign, unlike any other we have ever seen.
Og her er, hvad han sagde efter afslutningen på den militære kampagne mod Irak, der som lovet af Cheney blev afsluttet på nogle få uger og ikke, som frygtet af nogle, trak ud i måneder og år:
The transition from dictatorship to democracy will take time, but it is worth every effort. Our coalition will stay until our work is done. Then we will leave, and we will leave behind a free Iraq.
Uuups, ikke så godt klaret. Men at kildebrug ikke er deres stærke side, vidste vi jo godt fra dækningen af Plame-sagen.
Så lad os se på præmisserne. Er verden virkelig blevet værre for os og bedre for al-Qaeda siden 11. september 2001?
Indledningsvis må vi have noget at sammenligne med. Det må være verden før terrorangrebet, hvor "realisterne" stod for udenrigspolitikken i MØ, og hvor man i generationer havde ment, at det blot gjaldt om at støtte de lokale diktatorer, som så kunne undertrykke eventuelle ballademagere.
Hvad førte denne politik til, som nogle nu ønsker os tilbage til?
Vi fik ødelagt vores status som forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder langt mere, end Abu Ghraib m.v. nogen sinde kan gøre.
Vi fastholdt MØ i et middelalderligt mørke, der eksporterede en formørket version af islam og kugleskøre udvandrede opfyldt ikke bare af jødehad, men også et ubændigt had mod "Vesten". Folk, der kun er rigtig gode til en ting: at dø. Folk, der brændende ønsker at smide den gudsgave væk, som livet er. Mange tak til Saudi-Arabien og de pakistanske madrasser.
Vi skabte ved vores ufatteligt naive og afstumpede politk grobunden og rekruteringsgrundlaget for tusinder af terrorister, som angreb os igen og igen, til sidst med så stor effekt den 11. september 2001, at vi måtte tage problemet alvorligt. Det er dybt forvrøvlet nonsens, at krigen i Afghanistan og Irak skaber terroristerne. Havde vi ikke befriet disse lande – og jo, et massivt flertal af den muslimske befolkning i disse to lande opfatter krigen som en befrielse – havde terroristerne blot fundet noget andet at hænge deres had op på. Kasmir, Tjetjenien eller Palæstina, you name it, der er altid et eller andet at dø for, når man er skør nok. Den sidst afslørede terrrorplan minder om skobombemandens plan, som han forsøgte at udføre i december 2001 – før der overhovedet var krig i Afghanistan og Irak.
Skal vi virkelig tilbage til den tid? Skal Irak, hvor demokrati og en moderne forfatning er indført med massiv folkelig opbakning, udråbes til en fejl, mens Dafur, hvor vi ignorerer folkemord, skal betragtes som den rigtige måde at håndtere problemer på? Er der virkelig nogle som tror, at vi kan nøjes med at bekæmpe terroristerne ved indtjekningsportene i lufthavnen? Jeez…
Vores tidligere politik før 9/11 stinker. Men hvad har vi så opnået i de sidste snart fem år?
Ikke bare har vi befriet millioner af muslimer i Afghanistan og Irak, hvilket har gjort demokrati muligt, hvor der før kun var borgerkrig og massiv undertrykkelse, vi har også fjernet al-Qaedas mulighed for at operere uforstyret i deres eget land. Ja, bin Laden lever stadigvæk, men han må gemme sig i huler, og hans folk bliver nakket jævnligt.
En række regimer er blevet presset til at tage de første nølende skridt mod demokrati, og vi har set, at hvis ikke presset opretholdes, så ruller de hurtigt diktaturet frem igen. Mon det betyder, at vi skal lette presset og gå over til lidt dialog og samtale med den lokale diktator? Nej vel.
Syrien er presset ud af Libanon, og deres proxy-arme, Hizbollah, har lidt svære tab i kampen mod Israel. USA og Frankrig er gået sammen om en resolution, og selvom Frankrig er svag over for Iran, er de rimeligt kolde over for Syrien, så der er håb om, at resolutionen faktisk opnår den passivering af Hizbollah, som en tidligere FN-resolution krævede. Og er resolutionen for svag, vil Hizbollah utvivlsomt angribe Israel igen, når de har fået regrupperet sig, og man kan da håbe, at de venstreorienterede medier vil være mindre naive i deres vurdering af Hizbollahs hensigter, og dermed mindre lette at narre i deres brug af fotos fra hjælpsomme lokale medarbejdere. Og i mens kan vi i Europa notere os de tosser, der har afsløret deres velskjulte jødehad i øjeblikkets ophidselse. Så er vi blevet så meget klogere, selvom der sjældent er overraskelser, for profet-sagen klarlagde allerede de fleste brudflader.
Ja, der er fortsat terrorister, og ja, de hader os fortsat. Men kan vi med rimelighed forvente, at vi nogensinde helt slipper for den slags? Og er det overhovedet rimeligt at spørge, hvorfor unge mænd og kvinder bliver muslimske terrorister? Vi har jo set andre mænd og kvinder, der også hadede vores liberale demokrati og søgte at drunkne det i blod, Rote Arme F., og vores hjemlige Blekingegadebande. Hvor velintegrerede var disse "hvide" lystmordere? Religion er formodentlig blot en undskyldning på lige fod med marxisme og lignende vrøvl for at hade det samfund, man ikke forstår og ikke føler sig en del af.
Ingen lovede os, at kampen mod det åbne samfunds fjender skulle blive let. Lad os blot drøfte, hvordan vi bekæmper dem bedst muligt, og lad os tage kritik, når det kan hjælpe os i kampen. Men det er for dumt at ville opgive kampen, bare fordi vi ikke vinder stort, hurtigt o
g ubesværet.
Jeg glemte vist lige at gøre vores vest-danske og udenlandske læsere opmærksomme på, at jeg forleden havde kronik nr. 2 i min "1776-2006"-serie i Berlingske Tidende.
Altimens EU Kommissionen ifølge Ritzau har travlt med at sende officielle "God bedring"-kort til Cubas 
It is just as possible that Castro is dead, and that what we are witnessing is not the graceful and temporary relinquishing of power–that would be unlike our Fidel, whose frozen fingers would more likely have to be peeled off the steering wheel with the back of a hammer–but the spinning of the death of a monster whose sudden departure might shock the people of Cuba into something like movement toward progress. And so Fidel is "sick" and his brother "stepping in." One suspects that in the coming weeks Castro will "take a turn for the worse," and that Raul Castro will take to hurried midnight visits to an empty hospital room, offering afterward to the waiting media both color coverage and play by play: "The tubes have been taken out. He mouthed the words, 'Tell the people I love them, and leave them in good hands.' "