Myterne om 9/11

Vi nærmer os 5 års-dagen for terrorangrebene den 11. september 2001.

Det kan ikke overraske, at der hurtigt efter angrebene opstod forskellige myter om, at angrebene egentligt skyldtes den onde Bush-regering eller de fæle jøder. Det kan derimod undre, at myterne fik det omfang, de fik, og stadig trives.

Popular Mechanics startede med at undersøge fakta og kasserede myterne. Det blev først til en artikel, nu til en hel bog med egen hjemmeside.

Men bogen er naturligvis også en del af Den Store Sammensværgelse, så pas hellere på…

Adam Smith & den usynlige hånd

Jeg glemte vist lige at gøre vores vest-danske og udenlandske læsere opmærksomme på, at jeg forleden havde kronik nr. 2 i min "1776-2006"-serie i Berlingske Tidende.

Første afdeling handlede om Thomas Jefferson og amerikansk konstitutionalisme (4. juli); anden afdeling handlede om Adam Smith, den usynlige hånd og Wealth of Nations, der i år kan fejre 230 år (4. august).

Tredje og sidste kronik kommer til at handle om David Hume, der døde i … ja, rigtigt gættet … 1776.

MSM om blogs


Information
havde forleden en artikel om bloggosfæren, hvori bl.a. denne Punditokrat blev interviewet.  I denne uge begynder så i Berlingske Tidende Bent Blüdnikows større rundtur blandt en række borgerlige blogs, markeret med dagens to intro-artikler (her og her); senere i serien kommer en artikel om denne ikke specielt ydmyge blog.  Læs mere ovre hos vores ven på Uriasposten.

Hvorfor er terroristerne foran?

Denne punditokrat befinder sig af professionelle årsager aktuelt i Atlanta, Georgia, hvortil jeg ankom i torsdags. Jeg havde på grund af de da netop afslørede terrorplaner den noget tvivlsomme fornøjelse at bruge over 3 timer i Atlantas lufthavn. Det gav indledning til overvejelser over aspekter af terrorsituationen. Here goes:

Det ofte gode og spændende National Review Online har et interessant symposium, "Plans Destroyed,"om terror- plottet. Daniel Pipes tager udgangspunkt i det i følgende refleksioner:

Airplanes represent an outdated target because passenger screening techniques quickly adapt to threats. As soon as terrorists implement new techniques (box-cutters, shoe-bombs, liquid components), security promptly blocks them … Conversely, trains, subways, and buses, as shown by attacks in Madrid, London, and Bombay, offer far richer opportunities for terrorists, for access to them can never be so strictly controlled as to aircraft.

Sandt nok. Men som Pipes selv bemærker går terroristerne jo faktisk efter fly, bliver åbenbart ved med det på trods af bestandigt forbedret security, og "One cannot but wonder, however, why creatively, cops invariably lag behind criminals."  Det er der mange der har bemærket før Pipes, men der er mig bekendt ingen der rigtig har forsøgt at give en forklaring.

Én mulig forklaring er at kriminelle er kvikkere end "cops."  Det er i de fleste tilfælde næppe korrekt; de fleste kriminelle er givetvis ret ubegavede. Men som vi, er moderne terroristerne veluddannede, ofte med en grad i naturvidenskab eller i ingeniørvidenskab.  De er sikkert bedre uddannede end den gennemsnitlige politimand. På den anden har efterretningsvæsnerne jo ret så højt uddannede eksperter ansat. Det er måske ikke særlig troværdigt at uddannelse, evner etc. i virkeligheden forklarer hvorfor terroristerne hele tiden synes at være foran.

Måske handler det snarere om incitamenter.  Efterretningsfolk er bureaukrater. Man kan diskutere om de har (tilstrækkelige) incitamenter til at være foran terroristerne, som jo er særdeles motiverede (70 jomfruer, etc.). Selvfølgelig kan man i et vist omfang give incitamenter i offentlige bureaukraterne, forsøge at oparbejde en kultur af kommitment, og så videre, men det er usikre og stumpe instrumenter. Det er værd at filosofere over om et privatiseret efterretningsvæsen ville kunne gøre det bedre end statslige væsner ved at kunne give stærkere, mere markedskonforme incitamenter. Hvad mener læserne?

Sandt nok. Men som Pipes selv bemærker går terroristerne jo faktisk efter fly, bliver åbenbart ved med det på trods af bestandigt forbedret security, og "One cannot but wonder, however, why creatively, cops invariably lag behind criminals."  Det er der mange der har bemærket før Pipes, men der er mig bekendt ingen der rigtig har forsøgt at give en forklaring.

Én mulig forklaring er at kriminelle er kvikkere end "cops."  Det er i de fleste tilfælde næppe korrekt; de fleste kriminelle er givetvis ret ubegavede. Men som vi, er moderne terroristerne veluddannede, ofte med en grad i naturvidenskab eller i ingeniørvidenskab.  De er sikkert bedre uddannede end den gennemsnitlige politimand. På den anden har efterretningsvæsnerne jo ret så højt uddannede eksperter ansat. Det er måske ikke særlig troværdigt at uddannelse, evner etc. i virkeligheden forklarer hvorfor terroristerne hele tiden synes at være foran.

Måske handler det snarere om incitamenter.  Efterretningsfolk er bureaukrater. Man kan diskutere om de har (tilstrækkelige) incitamenter til at være foran terroristerne, som jo er særdeles motiverede (70 jomfruer, etc.). Selvfølgelig kan man i et vist omfang give incitamenter i offentlige bureaukraterne, forsøge at oparbejde en kultur af kommitment, og så videre, men det er usikre og stumpe instrumenter. Det er værd at filosofere over om et privatiseret efterretningsvæsen ville kunne gøre det bedre end statslige væsner ved at kunne give stærkere, mere markedskonforme incitamenter. Hvad mener læserne?

Sandt nok. Men som Pipes selv bemærker går terroristerne jo faktisk efter fly, bliver åbenbart ved med det på trods af bestandigt forbedret security, og "One cannot but wonder, however, why creatively, cops invariably lag behind criminals."  Det er der mange der har bemærket før Pipes, men der er mig bekendt ingen der rigtig har forsøgt at give en forklaring.

Én mulig forklaring er at kriminelle er kvikkere end "cops."  Det er i de fleste tilfælde næppe korrekt; de fleste kriminelle er givetvis ret ubegavede. Men som vi, er moderne terroristerne veluddannede, ofte med en grad i naturvidenskab eller i ingeniørvidenskab.  De er sikkert bedre uddannede end den gennemsnitlige politimand. På den anden har efterretningsvæsnerne jo ret så højt uddannede eksperter ansat. Det er måske ikke særlig troværdigt at uddannelse, evner etc. i virkeligheden forklarer hvorfor terroristerne hele tiden synes at være foran.

Måske handler det snarere om incitamenter.  Efterretningsfolk er bureaukrater. Man kan diskutere om de har (tilstrækkelige) incitamenter til at være foran terroristerne, som jo er særdeles motiverede (70 jomfruer, etc.). Selvfølgelig kan man i et vist omfang give incitamenter i offentlige bureaukraterne, forsøge at oparbejde en kultur af kommitment, og så videre, men det er usikre og stumpe instrumenter. Det er værd at filosofere over om et privatiseret efterretningsvæsen ville kunne gøre det bedre end statslige væsner ved at kunne give stærkere, mere markedskonforme incitamenter. Hvad mener læserne?

Våbenhvilen i Mellemøsten

Så er våbenhvilen trådt i kraft, og indtil videre overholdes den – sådan da.

For en vurdering af udfaldet citeres her en artikel af Tim Hames. Den er så positiv over for Israel, at man næppe skal regne med at finde noget tilsvarende i danske MSM. Selv nærværende punditokrat, der lider under en sejlivet optimisme, må tage forbehold for hans tro på, at en genoptagelse af fjendtlighederne fra Hizbollahs side vil få FN til at tage parti imod dem. Men resten virker fornuftigt nok.

IF ONLY Israel were as effective at public relations as at military operations, the results of the conflict on and around its border with Lebanon would be so much starker. As it is, however, the real meaning of the UN resolution that will start to come into force today is being widely misrepresented. Hezbollah is hailing a "victory" of sorts, albeit one of a presentational character. In a bizarre situation, Israeli politicians on both the hard Left and the hard Right appear to agree with the terrorists. All are profoundly mistaken.

What, after all, does this Hezbollah claim consist of? The organisation considers it a triumph that it has not been completely "destroyed" after just four weeks of fighting. It contrasts this with the dismal record of several Arab armies combined in 1967. It has not yet been disarmed and may not be formally neutralised in the near future. Nor has it been discredited on the Arab street, where it has enhanced its popularity. The Hezbollah leader, Sheikh Hassan Nasrullah, thus proclaims himself a "new Nasser".

*

As victories rank, not being destroyed, disarmed or discredited is not that impressive. It is hardly Henry V at Agincourt. The idea that the Six-Day War represents the military standard for the Arab world is a somewhat humiliating notion. Allowing for the feeble record of the original Nasser,  Israelis should not be too disturbed by the prospect of another incarnation. Nor was the Arab street that equivocal about Israel's existence before these clashes started.

Mere …

Når vi nu er i gang med at give jer, hvad I næppe kan finde i danske MSM, er her en artikel fra den forhenværende Bush-medarbejder, Michael Gerton hvis beskrivelse af udfordringerne i Mellemøsten slutter sig til min tidligere posting ndf. om defaitisternes vagtparade (som ikke kommer som kronik. Thanks, but no thanks. I må nøjes med det her).

Her er et par løsrevne citater, men læs selv det hele her:

From those events [9/11, red.], President Bush drew a fixed conclusion: as long as the Middle East remains a bitter and backward mess, America will not be secure. Dictators in that region survive by finding scapegoats for their failures—feeding conspiracy theories about Americans and Jews—and use religious groups to destroy reformers and democrats. Oil money strengthens elites, buys rockets, funds research into weapons of mass destruction, builds radical schools across Africa and Asia and finds its way to terrorist organizations. Terrorist organizers exploit the humiliated and hopeless—channeling their search for meaning into acts of murder—and plot, as London 2006 proves, to surpass the mad ambitions of 9/11. …

There are still many steps of diplomacy, engagement and sanctions between today and a decision about military conflict with Iran—and there may yet be a peaceful solution. But in this diplomatic dance, America should not mirror the infinite patience of Europe. There must be someone in the world capable of drawing a line—someone who says, "This much and no further." At some point, those who decide on aggression must pay a price, or aggression will be universal. If American "cowboy diplomacy" did not exist, it would be necessary to invent it. …

A second point: the promotion of democracy in the Middle East is messy, difficult, but no one has a better idea. …

Realism, however, is not always identical to pessimism. Arab societies, in fact, have strong traditions of private association, private property and a contractual relationship between ruler and ruled. It is not realism to ignore unprecedented elections in Afghanistan and Iraq and serious reforms elsewhere. The past half century has shown that the cultural obstacles to democracy are less formidable than many predicted, from Roman Catholic Southern Europe to Orthodox Eastern Europe to Confucian Asia. Our times provide strong evidence that liberty improves life and that people in many cultures eventually prefer liberty to slavery. And Americans, of all people, should not be surprised or embarrassed when our deepest beliefs turn out to be true. …

Other critics of the democracy agenda—what might be called hard realists—think democracy in the Middle East may be possible, but it is not desirable because elections are likely to bring anti-American radicals like Hamas to power. …

But it is something else to claim that democracy itself is a threat in the Middle East because dictatorships are more stable. This duplicates the argument of the dictators themselves: it is us or the Islamists … the junta or the jihad. But the choice is false. Political oppression in nations like Egypt has increased the standing and appeal of radicals and forced all opposition into the mosque, while state media continues to provide a steady supply of anti-Semitism and anti-Americanism. The real choice to be made in the Middle East is between radicals and democrats; both groups have been emboldened by the events of the last five years. We may have limited time to take the side of democratic forces—not merely as an act of altruism, but as an act of self-defense. …

 

Defaitisternes vagtparade

I går indledte Kastholm sin lørdagsklumme i Berlingeren på denne måde:

De pakistanske og britiske politi- og efterretningstjenesters afsløring af terrorplanerne mod en række fly på ruten mellem USA og Storbritannien er endnu så frisk, at hele den sædvanlige bølge af selvbebrejdelser endnu ikke har taget fart, men tro mig, den vil komme.

Han kom ikke til at vente længe, for i dagens søndagsudgave kan vi læse endnu en langstrakt artikel fra avisens USA-korrespondent om, hvordan krigen mod terror er slået helt fejl, hvilket naturligvis er vores egen skyld og især Bush og hans onde neo-cons, der lovede en hurtig sejr over terroristerne, og se nu bare, hvordan det går, og ih, hvor det forfærdeligt.

Det er svært at vurdere, om holdningen skyldes en misforstået loyalitet mod ledelsens ulykkelige kærlighedserklæring til John Kerry i dem amerikanske valgkamps sidste dage, eller er et udslag af det i Pilestræde så udbredte Olav Hergel-syndrom ("jeg vil hellere arbejde for Politiken"). Men det virker lidt ejendommeligt, at analyser fra en passioneret socialdemokrat som Karen Jespersen bedre er i stand til at ramme de holdninger, som ledelsen nu står ved, og som formodentlig dækker et flertal af avisens abonnenter, end avisens egne medarbejdere.

Lad os se lidt nærmere på artiklen og dens præmisser.

Vi kan starte med lidt elementær kildekritik og se, om det virkelig var rigtigt, at Bush lovede en hurtig sejr i kampen mod terror?

Her er, hvad han sagde kun ni dage efter terrorangrebet 11. september 2001:

This war will not be like the war against Iraq a decade ago, with a decisive liberation of territory and a swift conclusion.  It will not look like the air war above Kosovo two years ago, where no ground troops were used and not a single American was lost in combat.

Our response involves far more than instant retaliation and isolated strikes.  Americans should not expect one battle, but a lengthy campaign, unlike any other we have ever seen.

Og her er, hvad han sagde efter afslutningen på den militære kampagne mod Irak, der som lovet af Cheney blev afsluttet på nogle få uger og ikke, som frygtet af nogle, trak ud i måneder og år:

The transition from dictatorship to democracy will take time, but it is worth every effort. Our coalition will stay until our work is done. Then we will leave, and we will leave behind a free Iraq.

Uuups, ikke så godt klaret. Men at kildebrug ikke er deres stærke side, vidste vi jo godt fra dækningen af Plame-sagen.

Så lad os se på præmisserne. Er verden virkelig blevet værre for os og bedre for al-Qaeda siden 11. september 2001?

Indledningsvis må vi have noget at sammenligne med. Det må være verden før terrorangrebet, hvor "realisterne" stod for udenrigspolitikken i MØ, og hvor man i generationer havde ment, at det blot gjaldt om at støtte de lokale diktatorer, som så kunne undertrykke eventuelle ballademagere.

Hvad førte denne politik til, som nogle nu ønsker os tilbage til?

Vi fik ødelagt vores status som forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder langt mere, end Abu Ghraib m.v. nogen sinde kan gøre.

Vi fastholdt MØ i et middelalderligt mørke, der eksporterede en formørket version af islam og kugleskøre udvandrede opfyldt ikke bare af jødehad, men også et ubændigt had mod "Vesten". Folk, der kun er rigtig gode til en ting: at dø. Folk, der brændende ønsker at smide den gudsgave væk, som livet er. Mange tak til Saudi-Arabien og de pakistanske madrasser.

Vi skabte ved vores ufatteligt naive og afstumpede politk grobunden og rekruteringsgrundlaget for tusinder af terrorister, som angreb os igen og igen, til sidst med så stor effekt den 11. september 2001, at vi måtte tage problemet alvorligt. Det er dybt forvrøvlet nonsens, at krigen i Afghanistan og Irak skaber terroristerne. Havde vi ikke befriet disse lande – og jo, et massivt flertal af den muslimske befolkning i disse to lande opfatter krigen som en befrielse – havde terroristerne blot fundet noget andet at hænge deres had op på. Kasmir, Tjetjenien eller Palæstina, you name it, der er altid et eller andet at dø for, når man er skør nok. Den sidst afslørede terrrorplan minder om skobombemandens plan, som han forsøgte at udføre i december 2001 – før der overhovedet var krig i Afghanistan og Irak.

Skal vi virkelig tilbage til den tid? Skal Irak, hvor demokrati og en moderne forfatning er indført med massiv folkelig opbakning, udråbes til en fejl, mens Dafur, hvor vi ignorerer folkemord, skal betragtes som den rigtige måde at håndtere problemer på? Er der virkelig nogle som tror, at vi kan nøjes med at bekæmpe terroristerne ved indtjekningsportene i lufthavnen? Jeez…

Vores tidligere politik før 9/11 stinker. Men hvad har vi så opnået i de sidste snart fem år?

Ikke bare har vi befriet millioner af muslimer i Afghanistan og Irak, hvilket har gjort demokrati muligt, hvor der før kun var borgerkrig og massiv undertrykkelse, vi har også fjernet al-Qaedas mulighed for at operere uforstyret i deres eget land. Ja, bin Laden lever stadigvæk, men han må gemme sig i huler, og hans folk bliver nakket jævnligt.

En række regimer er blevet presset til at tage de første nølende skridt mod demokrati, og vi har set, at hvis ikke presset opretholdes, så ruller de hurtigt diktaturet frem igen. Mon det betyder, at vi skal lette presset og gå over til lidt dialog og samtale med den lokale diktator? Nej vel.

Syrien er presset ud af Libanon, og deres proxy-arme, Hizbollah, har lidt svære tab i kampen mod Israel. USA og Frankrig er gået sammen om en resolution, og selvom Frankrig er svag over for Iran, er de rimeligt kolde over for Syrien, så der er håb om, at resolutionen faktisk opnår den passivering af Hizbollah, som en tidligere FN-resolution krævede. Og er resolutionen for svag, vil Hizbollah utvivlsomt angribe Israel igen, når de har fået regrupperet sig, og man kan da håbe, at de venstreorienterede medier vil være mindre naive i deres vurdering af Hizbollahs hensigter, og dermed mindre lette at narre i deres brug af fotos fra hjælpsomme lokale medarbejdere. Og i mens kan vi i Europa notere os de tosser, der har afsløret deres velskjulte jødehad i øjeblikkets ophidselse. Så er vi blevet så meget klogere, selvom der sjældent er overraskelser, for profet-sagen klarlagde allerede de fleste brudflader.

Ja, der er fortsat terrorister, og ja, de hader os fortsat. Men kan vi med rimelighed forvente, at vi nogensinde helt slipper for den slags? Og er det overhovedet rimeligt at spørge, hvorfor unge mænd og kvinder bliver muslimske terrorister? Vi har jo set andre mænd og kvinder, der også hadede vores liberale demokrati og søgte at drunkne det i blod, Rote Arme F., og vores hjemlige Blekingegadebande. Hvor velintegrerede var disse "hvide" lystmordere? Religion er formodentlig blot en undskyldning på lige fod med marxisme og lignende vrøvl for at hade det samfund, man ikke forstår og ikke føler sig en del af.

Ingen lovede os, at kampen mod det åbne samfunds fjender skulle blive let. Lad os blot drøfte, hvordan vi bekæmper dem bedst muligt, og lad os tage kritik, når det kan hjælpe os i kampen. Men det er for dumt at ville opgive kampen, bare fordi vi ikke vinder stort, hurtigt o
g ubesværet.

Den diskrete stillingtagen

En af vores læsere har efterlyst vores stilling til krigen i Mellemøsten mellem Israel og Hizbollah. Vi har desværre ikke fælles holdninger her på bloggen, selvom vi for det meste er enige, men som altid søger vi at efterkomme læsernes ønsker, så her er en holdning.

De fleste læsere af bloggen vil allerede have gættet, hvad den holdning er. Når det gælder om at vælge side mellem et demokrati og en islamofascistisk organisation er det ret forudsigeligt, både i Irak og andre brændpunkter af MØ. I stedet gives ordet her til Victor Davis Hanson, der peger på den manglende opbakning til Israel i visse europæiske kredse, navnlig MSM. Det tager især form af en ligestilling, sådan at de to parter ligestilles i enhver henseende. Det ser pænt ud, i det mindste på overfladen. At man så dækker den ene sides lidelser lidt mere intensivt end den andens, kan altid forklares med, at billederne er bedre (takket været Photoshop og guidede ture).

Denne diskrete stillingtagen, hvor man formelt tager afstand fra begge parter i en konflikt, minder om den Kolde Krig, hvor de samme kredse også var på den forkerte side. Ikke at de selv var klar over det. De opfattede sig selv som upartiske og blot bekymrede "fredstilhængere", der fromt kunne sige, at de skam både var imod Nato OG Warszawapagten. Mange af dem har den dag i dag ikke rigtig fattet, hvilken side det efterlod dem på. Det fik heldigvis ikke den store betydning, for de var ikke så nyttige endda, som Lenin havde håbet på. Men spørgsmålet er, om vi er lige så heldige denne gang. Hermed ordet over til

Victor Davis Hanson, RealClear Politics:

The reactions and media coverage coming out of the West regarding this latest war in the Middle East are as bewildering as they are instructive.

Rep. John Dingell, D-Mich., for example, recently said, "I don't take sides for or against Hezbollah or for or against Israel."

Mere…

Dør han da ikke snart?

Den offentlige mening er ikke altid lige let at forstå, specielt ikke hvis man har et lidt logisk-rationelt syn på verden. Den har ofte meget lidt tålmodighed når det gælder USA's præsident Bush, hvis politik ikke altid er lige kontroversiel, mens den på andre områder enten er helt ligeglad eller næsten uendeligt tålmodig og overbærende. På det første område kan det for eksempel undre, at den nordkoreanske befolknings utrolige lidelser ikke berører danskerne mere, end de gør. Hvorfor har danske medier og danske politikere ikke en mere konsekvent holdning til verdens måske mest vanvittige styre? På det andet område kan det undre mig gang på gang – og ikke bare mig, men også andre med-Punditokrater (se her) – at medier og politikere er så blødsødne når snakken falder på Cuba.

Når det sker, er det nærmest lindrende at læse enkelte udenlandske aviser, hvor der heldigvis ikke bliver lagt fingre imellem. Det var i hvert fald en følelse af lettelse jeg oplevede, da jeg læste en helsidesartikel om Fidel Castro i Die Welts søndagsudgave. Den tyske avis kaldte en spade for en spade, og citerede blandt andet den cubanske menneskerettighedsforkæmper Elizardo Sánchez for at kalde sit lands politik for 'tropisk neostalinisme'. Så for at dele min lettelse med læserne, er her et par andre udpluk fra artiklen. Man kan kun ønske, at danske aviser ville skrive ligeså klart, selvom det nok er et helt uopnåeligt ønske.

"Auch in Bürgerlichen Kreisen im Westen hat sich das Bild vom tapfer widerstehenden Inselparadies festgesetzt, das dem sprichwörtlichen kleinen gallischen Dorf aus der bunten Welt der Comics gleicht".

(I borgerlige kredse i Vesten har billedet af den tapre modstand i øparadiset også bidt sig fast i en grad der minder om den velkendte lille galliske by fra tegneseriernes verden)

Die Welt har også en befriende klar – og meget præcis stikpille til alle Castros vestlige beundrere, som helt åbenlyst lukker øjnene for cubanernes stinkende virkelighed. Artiklen fortsætter nemlig med:

"Dabei sehen Castros Bewunderere meist grosszügig darüber hinweg, dass Kuba ein brutaler Polizeistaat ist."

(Således ser Castros beundrere storsindet bort fra, at Cuba er en brutal politistat)

Det er da klar tale, i modsætning til f.eks. Svend Aukens klamme kammerateri med forbryderen Castro (se her). Hvorfor er der ingen danskere, der spørger lige ud, om Castro da ikke snart dør?

Staten i agent-teoretisk lys

Hvorfor er nogle statsapparater mere rovgriske end andre? Hvad gør de i staten indbyggede tendenser til uhæmmet ekspansion og skatteplyndring latente snarere end manifeste? Er det bureaukraternes gode moral (politikernes ditto kan vi godt glemme alt om i denne forbindelse), som Keynes for eksempel mente (i hans debat med Hayek efter udgivelsen af The Road to Serfdom).  Eller er det markedskræfter — for eksempel skattekonkurrence – som blandt andet historikeren Eric Jones har argumenteret for?

Jeg kan egentlig ikke nødvendigvis se noget uliberalt i Keynes’ synspunkt (selvom det rutinemæssigt er blevet hånet af klassisk-liberale), men dem der (med en vis berettigelse) mener at markedskræfter er en mere stabil check på staten end bureaukrat-moral, vil sikkert finde interessante ting i en fin lille føljeton – “The State as an Organization” – som Professor Michael Rozeff har postet på LewRockwell.com

Rozeff bruger den økonomiske teori om agenter (opdragstagere) og principaler (opdragsgivere) – en teori der er forudskikket hos Adam Smith og hos Ludwig von Mises men først udviklet fra begyndelsen af 1970’erne – til at analysere statens natur og hvad der betinger fremvæksten af den moderne “predatory state”:

States are organizations whose composition, aims and methods depend on the institutions the society uses to control agency costs. The classical liberal vision was of a contractual state cleverly arranged so as to keep agency costs low. The ideal contractual state is an organization that, like a corporation, is owned by its principals, who are the citizens. Commissioned by them, the state’s aims are to dispense law and justice which includes protecting the resources or property of its owners. …

With weaker controls over agency costs, we observe instead varieties of the predatory state. Here the state moves toward becoming an autonomous organization, more like a company owned and operated by one person or a small group of persons but without outside stockholders. Its residual claimants are its members. They are the owners. Citizens do not own the predatory state. They are the prey.

LvMI i Wall Street Journal

En del læsere af Punditokraterne vil have kendskab til Ludwig von Mises Institute, ikke mindst gennem instituttets særdeles omfattende og professionelle site, Mises-bloggen, etc.  Enkelte har muligvis tillige haft fornøjelsen af at deltage i det årlige Mises University.

Der er unægtelig mange meninger om LvMI. Man behøver ikke gå til yderligheder som hos fx Southern Poverty Law Center; også mange klassisk-liberale har begrænset tålmodighed med LvMI (eksempelvis Tom Palmer). På trods af visse kult-tendenser i miljøet, og idiosynkratiske og ikke altid lige velargumenterede positioner er der dog næppe tvivl om at vi, on balance, skal være glade for Mises Institute.  Det varmer derfor hjertet at se selveste Wall Street Journal give udførlig omtale af LvMI i den forgangne fredags udgave af WSJ:

Sweet Home Alabama
By KYLE WINGFIELD
August 4, 2006
Auburn, Alabama
Growing up, I never thought of Alabama as a beacon of academia. Living in its capital city of Montgomery for two years didn't exactly change my mind. It wasn't until I moved to Europe that I realized the Heart of Dixie was a wellspring of sensible economic thinking.
One by one, I met young, capitalist Continentals who had studied in Auburn. Not at Auburn University, mind you, which is Alabama's largest college but is associated more with physical specimens like Bo Jackson than with free-market philosophers. Rather, they had flocked to the Ludwig von Mises Institute, a think tank located just off campus that preaches the works of Hayek, Rothbard and other economists from the Austrian School — including, of course, the institute's namesake.
In the 1920s and '30s, Ludwig von Mises was a leading light of Austrian economic thought, which sought to counter the growing trend toward socialism by arguing for limited government, lower taxes, stronger private property rights and less business regulation. In 1934, though, Mises fled the Nazis in Vienna — first to Switzerland and later to America, where he was a prolific thinker and writer until his death in 1973.Nine years later, the Mises Institute opened its doors, publishing free-market texts in a variety of languages and drawing scholars for research sabbaticals and formal programs such as its weeklong Mises University, which ends tomorrow. "It's like a combination [between a] monastery and software firm," Jeffrey Tucker, a vice president of the institute, explained when I visited.
Mises counts free-marketers from more than 30 states and at least 22 other countries — including people on all six inhabited continents — among its senior or adjunct faculty. Its students' homes are equally far-flung: Poland, Peru, Argentina, Canada, France, China and beyond this year alone. "It's a little funny, I think," says Alberto Mingardi, an Italian free-marketer who has visited the institute twice. "How can you even imagine meeting somebody in Europe who knows about the Auburn Tigers?"
How did Mr. Mingardi pass the time in "the Loveliest Village on the Plain"? "Just following the lessons and browsing the [institute's] library the rest of the day. And of course I was enjoying the many cultural attractions of Alabama." Uh huh . . . and which of these attractions draw the interest of a man from Milan? A pause. Two beats. "Southern food," he finally concludes. "I like fried stuff, so that was my thing."
Amen to that. But a nagging question remains: How does a world-class think tank end up in east Alabama?
Mr. Tucker notes that, back in 1982, Auburn University had one of the few Austrian-tolerant economics departments. (Mises might not be affiliated with the university, but its founders likely anticipated a healthy intellectual exchange. A hostile faculty wasn't desirable.) He also points out that the city of Auburn has many redeeming qualities: a charming downtown, low prices for room and board, quick access to Atlanta's international airport, good ol' Southern hospitality (and cooking), and few distractions.
All true. But allow me to make an additional case. At the heart of Austrian economics is a skepticism of powerful, central authority. And Southerners have always been distrustful of government. Our libertarian streak — which flares up from time to time, for reasons both good and very bad — makes us natural allies for the Austrian tradition.
The institute's location also says something about the quality and depth of American intellectual life. America is lampooned as philistine in many quarters, especially in Europe, yet its bastions of learning are not limited to its Gothams. In fact, having such an outfit so far away from the country's usual hubs is in itself a rejection of the central planning and authority Mises spent his life fighting. He might never have visited Auburn, but something tells me he wouldn't have put this institute any other place.
Mr. Wingfield, who hails from Georgia, edits the Journal's Business Europe column.

Skiftedag hos Punditokraterne

Så er det “Store Skiftedag” her på bloggen.  Adskillige småbørnsfædre iblandt os søger mere effektive udnyttelser af deres sparsomme tid:

  • Som allerede omtalt her på stedet, så er Dr. Jalving blevet souschef på Berlingske Tidendes debatredaktion–tillykke med det, også selvom det koster Punditokraterne en skribent, mens Tanten til gengæld får en centralt placeret fuldtids-Punditokrat.
  • Ved samme lejlighed er nærværende Punditokrats kommentator-tilknytning sammesteds blevet udvidet, så jeg udover min faste klumme også overtager Jalvings plads i “Groft Sagt”-panelet.  (Til dem, der endnu ikke har opdaget dét, har jeg til evt. forlystelse eller forargelse nedenfor gengivet mine tre første “grovkorn”.)  Da jeg i forvejen har et fuldtidsjob, samt mindst to-tre arbejdsopgaver af halvtidsjobs-omfang, må noget vige, og jeg synes i den forbindelse, at det også har været tiden at lade nye kræfter kommer til.  Så jeg forlader redaktørposten, men vil fortsætte som menig skribent, omend på kraftigt neddroslet niveau.
  • Samtidigt har den eneste forsker, jeg kender, som har to professorater og to blogs, Nicolai Juul Foss, meddelt, at han også gradvist vil neddrosle sit bloggeri, om end der ikke er sat en endelig dato på.  Så er det nævnt allerede nu.

Men for alle der faldt, er der–som bekendt–ny overalt, og ihvertfald flere end man skulle have troet end for blot et par år siden.  Ny redaktør er vores skattede Jyllands-korrespondent, Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Aarhus.  Han får samtidigt to helt nye, men erfarne, skribenter: Vores distingverede gæste-blogger og en af de få danske akademikere af internationalt format, David Gress, og et yngre skud på stammen, ph.d. stipendiat Jens Ringsmose fra Syddansk Universitet.  Velkommen til dem.

Jeg synes, at det har været virkeligt sjovt at lave denne blog og være med til at skrive den.  Jeg kender ikke rigtigt andre danske blogs, der minder om den, og jeg har dagligt glædet mig til at læse med-Punditokraternes indlæg.  Men jeg er også typen, der synes, at det er sjovere at sætte noget i gang end at lege status quo, og når det går så godt, som det p.t. gør–ca. 5-600 unikke besøgende per dag–så er det et godt tidspunkt at sige stop.

Så, “Let the word go forth from this time and place, to friend and foe alike, that the torch has been passed to a new generation …”.  Naah, måske ikke helt, alderen taget i betragtning (og ihvertfald ikke i dén forstand), men der skal dog herfra lyde et passende tak til alle for det forgangne halvandet år, og held og lykke til os alle i fremtiden.

Over and out.

PS.  Og så dog lige, som lovet, lidt fra min nye boldgade:

Tesedrenge og tøsedrenge
Venstre, Danmarks såkaldt Liberale Parti, har kastet sig ud i at skulle revidere sit partiprogram op til efterårets landsmøde, og det tegner til et langtrukkent intellektuelt harakiri. Først fremsatte Søren Pind & Co. for et par år siden ti teser, som de så trak tilbage, fordi statsministeren sagde, de først skulle diskuteres i år. Så fremsatte Pind & lidt mindre Co. i år fire andre teser, som var så snusfornuftige, at ingen ville kunne have noget imod dem, og som de derfor øjeblikkeligt trak tilbage igen, hvorefter de fire øjeblikkeligt blev genfremsat af nogle helt andre tesedrenge.
Hele miseren har dog vist, at der i Venstre er i hvert fald én politiker, der ikke er en tøsedreng, men til gengæld har vid og visioner, nemlig Frederiksbergs rådmand Jan E. Jørgensen. Han har ræsonneret, at hvis man tager en tese og samtidig dens negation, så har man udtømt sættet af logiske muligheder. Så hvad kunne være mere illustrativt for den ideologiske tilstand i Venstre end at fremsætte teser, der siger det stik modsatte af Pind & Co.s? Altså, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. At høje skatter ikke er et problem. At det offentlige gerne skal være (meget) større end det private. At de offentlige udgifter skal stige hurtigere end private indkomster.
Det er da et klart valg! Så kan Venstres landsmødedelegerede for alvor tage stilling: enten de fire teser eller deres anti-teser. Men mon dog, at det går sådan? Næ, et godt tip vil være, at de delegerede forkaster det hele, og så har vi da fået bekræftet, at Venstre er blevet partiet, man overhovedet ikke aner, hvor man har.

Enden er nær
Tirsdag blev det meddelt, at Fidel Castros 53 år lange karriere som
revolutionær nærmer sig enden – eller i hvert fald en tarmoperation, som midlertidigt sætter ham fra den oprejste stilling.
I den forbindelse er det jo pudsigt endnu en gang at kunne bemærke, hvorledes de danske medier titulerer denne kommandant i den ene af verdens to endnu tilbageværende marxistisk-leninistiske koncentrationslejre. Ritzau omtaler ham ærbødigt som Cubas »leder«, så det samme gør naturligvis Radioavisen, Politiken og Berlingske, mens TV2 mere formelt holder sig til »præsident« – og Jyllands-Posten bruger begge betegnelser.
Det er sådan set fint og faktuelt nok, men hvad når farven skifter? Lur mig ikke om mediernes dækning af såkaldt »højreorienterede« figurer som Pinochet, Salazar, Franco og Mussolini givetvis ville inkludere anvendelsen af arbejdstitlen »diktator«. Men hvorfor er en venstreorienteret diktator for medierne altid en »stor leder«, mens en ikke-venstreorienteret ditto – passende nok – bare er en fæl diktator? Det kan vel næppe være freudianske fortalelser? Mens journaliststanden filosoferer over det, kan vi andre så skænke os selv en Cuba Libre og fryde os over, at enden for Cubas regime nu i mere end én forstand formodentlig er ganske nær.

Pias fornemmelser i hovedet
I B.T. fortæller lederen af regeringens støtteparti, Pia Kjærsgaard, at hun i krisesituationer får støtte af sin mormor – som ganske vist døde for ti år siden. »Jeg har en følelse af en gang imellem at have kontakt med et menneske, som ikke er her mere. Og så kan det give et ryk. Jeg oplever hende meget intenst. Jeg kan høre hendes stemme og se hende foran mig i bestemte situationer. (…) Det har været en støtte at fornemme hende igen. (…) jo, jeg tror, der er noget mellem himmel og jord, som jeg ikke kan formulere.« Vi er til gengæld nogle, der synes, det forklarer en hel del. F.eks. dybden i partiets finans- og velfærdspolitiske overvejelser. Eller at man nu vil have, at socialminister Eva Kjer Hansen skal have en mere synlig profil – efter at man ellers sidste år forlangte hendes afgang, da hun højt profileret sagde noget, der måtte være den logiske konsekvens af, hvad der står på henholdsvis første og sidste side i Dansk Folkepartis principprogram fra 2002. Kan logikken skyldes »fornemmelser« fra … hinsides? Vi kan lige høre det for os: »Lille Momse-mor, skal ham Flemming Hansen ha’ et mistillidsvotum? Bank én gang for ja, og to gange for nej«. »Skal vi lette skatten i toppen eller i bunden? Bank på loftet for toppen og i gulvet for bunden.« Men hvorfor ikke blive et gennemført New Age-parti? I stedet for at lege »den som flaskehalsen peger på« på næste sommergruppemøde kan aftenunderholdningen klares med en gang »Ånden i glasset«. Søren Espersens presseanalyser kan udskiftes med kabbala-horoskoper. Thulesen Dahls valgstrategi klares med numerologiske analyser af kandidaternes navne. Det vil næppe glæde partiets præster, men det vil være folkeligt.

Dansk opbakning til udenlandsk arbejdskraft

Ifølge Børsen viser en meningsmåling fra Greens, at op mod 74% af den danske befolkning støtter, at håndværkere fra de nye Østeuropæiske EU-medlemsstater skal kunne komme lettere til landet gennem en afskaffelse af den såkaldte Østaftale.

Baggrunden herfor skal givetvis søges i, at mange danskere har oplevet, hvor svært det er, at hyre danske håndværkere, der tilmed er ekstremt dyre. Danskerne har således set igennem fagbevægelsens besværgelser, om at faldende lønninger til danske håndværkere vil medføre katastrofer for det danske arbejdsmarked.

Danskerne har gennemskuet, at regnestykket er mere kompliceret end fagbevægelsens version. For eksempel betyder lavere lønninger til danske håndværkere billigere byggeri og selvfølgelig, og nok så væsentligt, færre udgifter til almindelige danske familier, der p.t. må bruge mindre formuer for at hyre danske håndværkere til almindelig vedligeholdelse af deres i forvejen dyrt indkøbte hjem.

Hertil skal selvfølgelig lægges, at utallige andre erhverv har været i den situation, som danske håndværkere nu står i. Danske hestekuske ville i sin tid sikkert gerne have haft politisk gennemslagskraft nok til at forbyde import af biler, ligesom de mange jyske syersker sikkert gerne ville have kunnet stoppet import af tøj produceret i Asien og eksemplerne er mange flere.

Men ser vi tilbage i det historiske bakspejl er det nok de færreste danskere, der i dag ville have ønsket at udviklingen blev sat i stå til fordel for særlige faggrupper. De samfundsmæssige fordele ved at tillade de der kan tilbyde deres ydelser billigere (og ofte bedre) overstiger nemlig så langt de beklagelige men uundgåelige ulemper, særlige faggrupper må lide, som følge deraf.

Opbakningen til afskaffelsen af Østaftalen kunne også tyde på, at danskerne rent faktisk ikke har noget imod, at der kommer udlændinge til landet, så længe disse er her for at arbejde, hvilket man da også så småt fornemmer er sunket ind hos nogle borgerlige politikere, der ellers har haft berøringsangst overfor emnet af frygt for at virke som slappere på dlændingeområdet.

Opbakningen til afskaffelsen af Østaftalen kunne også tyde på, at danskerne rent faktisk ikke har noget imod, at der kommer udlændinge til landet, så længe disse er her for at arbejde, hvilket man da også så småt fornemmer er sunket ind hos nogle borgerlige politikere, der ellers har haft berøringsangst overfor emnet af frygt for at virke som slappere på dlændingeområdet.

I forlængelse af min seneste post, og den debat der opstod som følge deraf, er følgende udtalelse fra Dansk Folkeparti vedrørende Østaftalen (som Kun DF og Enhedslisten stemte imod) i øvrigt interessante,
Her lidt fra Colette Brix:

 Fagbevægelsens indsats imod løntrykkeri og illegal arbejdskraft er beundringsværdig – og uundværlig. Men hvor er det forstemmende, at der ikke politisk har været vilje til at forebygge disse problemer, som alle vidste ville komme. Bøder, straffesager, blokader og sympatiaktioner er og bliver desværre kun symptombehandling.

Inden EU's østudvidelse stillede Dansk Folkeparti forslag om en overgangsordning på syv år, før arbejdstagere fra de nye lande kunne opnå arbejdstilladelse i Danmark. En syvårig overgangsordning er, hvad man fornuftigvis har indført i lande som Tyskland og Østrig. Men det var ikke noget for regeringen og de EU-glade partier i folketinget. Derfor ser vi nu følgerne i form af utryghed og voksende spændinger i det velfærdssamfund, som danske lønmodtagere har opbygget gennem flere generationer.

Særligt udtalelserne om fagbevægelsen beundringsværdige indsats mod løntrykkkeri og kravet om øget kontrol og tvang over for virksomheder og arbejdstagere, der indgår frivillige aftaler må være kræs for borgerlige, der stemmer DF. Velbekomme….

(Pia Kjærsgaard har selvfølgelig også udtalt sig om Østaftalen, hvilket kan læses her.)

WSJ om "The Fabulous Castro Boys" II

Altimens EU Kommissionen ifølge Ritzau har travlt med at sende officielle "God bedring"-kort til Cubas store gamle leder diktator Fidel Castro,* vil jeg lige følge op på gårsdagens citat fra Wall Street Journals leder med en klumme fra samme avis' elegante kommentator, Peggy Noonan.  Hun skriver i dag i "No Más: Castro may be dead. It's time to kill Castroism":

"It has long been my bitter hunch that the man I can't help think of as the last monster of the 20th century, Fidel Castro, creator and warden of the floating prison to our south, would die of old age in a big brass bed, a snifter of brandy in one hand and a good cigar in the other. No firing squad, no prison. He'd leave thinking he got away with it all. He had that kind of luck. The devil takes care of his own.

I hated that hunch.

Now Cuban authorities say Castro has temporarily stepped down due to ill health. And it is possible this is true. It is just as possible that Castro is dead, and that what we are witnessing is not the graceful and temporary relinquishing of power–that would be unlike our Fidel, whose frozen fingers would more likely have to be peeled off the steering wheel with the back of a hammer–but the spinning of the death of a monster whose sudden departure might shock the people of Cuba into something like movement toward progress. And so Fidel is "sick" and his brother "stepping in." One suspects that in the coming weeks Castro will "take a turn for the worse," and that Raul Castro will take to hurried midnight visits to an empty hospital room, offering afterward to the waiting media both color coverage and play by play: "The tubes have been taken out. He mouthed the words, 'Tell the people I love them, and leave them in good hands.' "

Then, once the spontaneous mourning demonstrations have been arranged, will come word of his passing."

Hi-hi.  You go, girl!

* Plejer EU iøvrigt at gøre det til lidende diktatorer?  Eller er man lidt selektive m.h.t., hvilke diktatorers helbred og fødselsdage, o.s.v., man vil lade ledsage af lykønskninger?

Ugens citat: WSJ om "The Fabulous Castro Boys"

Wall Street Journal har onsdag en fortræffelig leder, “The Fabulous Castro Boys “, om Fidel Castro, hans broder, den designerede arvtager, Raúl, og Cubas fremtid.  Der er flere perler imellem, bl.a. (med fremh. tilføjet):

“Fidel is not only the longest-reigning dictator in the history of the modern world; he is also the archetype of the paranoid communist micromanager. He is known to be ruthless, insecure and distrustful, to the point of executing ideological allies suspected of disloyalty. He has also been obsessed with anti-Americanism for more than a half-century. If Cubans are malnourished and the country resembles a rundown 1950s’ museum, so be it. Fidel has been more interested in his legacy as the revolutionary who stood up to the imperialists. The odd admiration for his handiwork among many on the U.S. left–he may be a dictator but the health care is good!–is a mystery of our time.

Enter Raúl, five years younger than Fidel, and, historically, every bit as dedicated to the revolution. During their exile in Mexico in the 1950s, Raúl was the brother who befriended Che Guevara and he encouraged the adoption of a communist hard-line in 1960. Beginning in Mexico and especially when consolidating power after they overthrew Batista in 1959, Raúl did the bulk of Fidel’s political dirty work.

And yet, despite this brutal past, Raúl is now widely thought to be the reformer. Some of this is relative, given the harshness of his narcissistic older brother. But Cuba watchers say that Raúl has been known to express concern for the suffering of the Cuban people under the current system and has been a consistent voice for economic change.

As minister of defense, Raúl has also been in charge of the military which owns and profits from the most lucrative businesses in Cuba, particularly tourism. He has undoubtedly noticed how China’s military has prospered from creeping market liberalization. Should the U.S. trade embargo be lifted, he knows that he and his cadre of raulistas would be the immediate beneficiaries.

…

Whether it comes sooner or later, Fidel Castro’s death will be a moment of hope for the liberation of an island that was once a jewel of the Americas. If Raúl wants to go there, the U.S. ought to help show him the way.”

To versioner af amerikansk udlændingepolitik: Den Kjærsgaardske og den amerikanske

Mandag den 22. maj 2006 skrev Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard en artikel under overskriften "Myten om den fri indvandring begraves i det liberale USA" i sit ugebrev.

Som så ofte i Pia Kjærsgaards ugebreve består ovennævnte artikel af en blanding af svulstigt sprog og en lang række løsrevne forhold, som Pia Kjærsgaard forsøger at præsentere som sammenhængende. Jeg skal dog her alene forholde mig til de af Pia Kjærsgaards udtalelser der specifikt omhandler U.S.A. I ugebrevet hedder det bl.a.:

Selv i USA, der bygger på ideen om, at alle i princippet skal kunne komme dertil og skabe sig en helt ny tilværelse, blot de klarer sig selv, er den sydlige grænse mod Mexico ved at blive massivt forstærket.

Præsident Bush har udkommanderet 6000 soldater til at stå vagt ved grænsen sammen med de mange tusinde grænsevagter, der i forvejen er udstationerede dernede. Et nyt sikkerhedshegn til 15 milliarder kroner er nu i udbud, som et led i forstærkningen af USA's grænse til den tredje verden.

Almindelige amerikanske borgere har dannet gruppen Minuteman. Denne gruppe består af frivillige amerikanere, som i frustration over den massive illegale indvandring fra Latinamerika, har sat sig for at stoppe grænseoverløbere i deres fritid.

[…]

USA er kendt som det liberale paradis på jord med lave mindstelønninger og sociale ydelser og til gengæld høje fængselsstraffe. Men ikke engang dér kan det politiske system i længden forsvare en naiv og uholdbar politik med fri indvandring. Nu lukker de hermetisk grænserne i Guds eget land, og tilbage står vi så tilbage i Danmark og i hele Europa og diskuterer i ramme alvor, om vi skal stramme eller slække på grænsekontrollen, alt imens kravet om indførelse af Sharia i mange europæiske ghettoer stiger.

Den 1. august i år holdt USA's Commerce Secretary Carlos M. Gutierrez en tale med efterfølgende debat hos CATO Institute vedrørende immigration (første del omhandler Cuba og kan derfor springes over). Gutierrez' tale giver et noget andet billede af den nuværende amerikanske administrations udlændingepolitik end den Pia Kjærsgaardske version, der søger at sammenligne den situation USA befinder sig i med den situation VK regeringen arvede ved regeringsskiftet i 2001.

For hvor Gutierrez' tale rigtig nok nævner vigtigheden af at sikre USAs grænser og løse spørgsmålet om illegale indvandrere, er det gennemgående tema, hvorledes indvandring er afgørende for USAs økonomi og en fordel for landet, som det har været igennem hele nationens historie. Nedenfor følger lidt brudstykker vedrørende de fordele Gutierrez og den amerikanske regering ser ved indvandring:

I believe immigration is the domestic social issue of our time — and a key to our future economic health.

America has dealt with difficult immigration issues in the past. There have been large waves of immigrants from Asia, Western Europe, and Eastern Europe, throughout our history.

In fact, proportionately, we have fewer foreign-born people living in the United States today than we did in 1890. In 1890, 14.8 percent of our population was foreign-born. In 2004, 12 percent was foreign born.

So, the challenges of immigration are not new for America, and I believe they create tremendous opportunities.

[…] what separates us from other nations is our ability to assimilate immigrants and incorporate them into our workforce.

From 2000 to 2004, the U.S. Census Bureau estimated that total U.S. population grew by more than 12 million. Forty four percent of the growth resulted from immigration.

We have an incredible advantage. We can stand out from the pack by using our well-honed skills from 230 years of assimilating immigrants.

But to address the challenges of illegal immigration, take advantage of the opportunities, and strengthen our country for the rest of the century, we must show leadership. We must face reality. We must deal with immigration as it is, not as we wish it were. We must thoughtfully work through the issues, and avoid letting emotion take over the debate.

I am encouraged that we are starting to reach some consensus: Recently, more than 500 of our nation's top economists, including five Nobel Laureates, sent a letter to President Bush and all members of Congress. These economists (with diverse political views) stated unequivocally that immigration has been a net gain for American citizens.

[…]The other reality we must confront is that we have 12 million people who are in the country illegally. This issue will not be resolved by ignoring it, or waiting longer to confront it.

[..]Think about the task of deporting 12 millions individuals. Is that something we are going to do as a country? The President has said it wouldn't be wise, practical, or humane.

It would require separating parents from their 3 million American-born children. Some say the children could decide if they go with their parents or stay. Can you imagine that?

Mass deportation is an extreme position, and it's not realistic.

[…]The President's proposal upholds our values. We are both a nation of laws and a nation of immigrants.

Det er svært at genkende Pia Kjærsgaards beskrivelse af U.S.A's "hermetisk" lukkede grænser i ovennævnte tale. Det er også svært at genkende Pia Kjærsgaards beskrivelse af USA's hidtidige udlændingepolitik som "naiv", al den stund, at indvandring har bidraget til, at USA er verdens eneste supermagt. Der er ikke så lidt ironi i, at homogene Danmarks frihed i mange år har været garanteret af det multietniske indvandringsland USA.

Pia Kjærsgaards ærinde er dog forståelig nok. Hvis Dansk Folkeparti kan overbevise befolkningen om, at selv indvandrerlande som USA (og Australien og Canada) oplever de samme problemer, som vi jo unægteligt gør i Danmark og Europa, så har Dansk Folkeparti effektivt fået skudt borgerlig kritik og alternativer til den nuværende regerings udlændingepolitik ned som utopi. Tilbage ville så alene stå venstrefløjen og visse dele af det radikale venstres kritik og alternativer til udlændingepolitikken, og dem kan Dansk Folkeparti og VK besejre i søvne. At Pia Kjærsgaards forhold til fakta i denne sag er noget anstrengt er så mindre væsentligt i forhold til hendes mål.

Men Dansk Folkeparti behøver ikke få søvnløse nætter af den grund. I realiteten er der kun et ganske lille (borgerligt) mindretal i Danmark, der er interesserede i at få belyst udlændingedebatten med amerikanske erfaringer. For den venstreorienterede del af det politiske spektrum ville det jo være ensbetydende med at sætte velfærdssamfundet på anklagebænken, og samtidig en hvidvaskning af den "amerikanske drøm", som alle jo godt ved er en myte. For de mere national-konservative ville det være ensbetydende med accept af, at indvandrere rent faktisk kan medføre nettogevinster for et samfund, og det er jo i lodret modstrid med de i disse kredse herskende tanker.

Om social retfærdighed og fred på venezuelansk, iransk (og fransk)

Blandt mange både danske og udenlandske venstreorienterede er Hugo Chavez' et forbillede på grund af hans tiltag, der skal modvirke effekterne af den udbyttende globalisering og sikre "social retfærdighed" og, ikke mindst, hans hårde opposition til den nuværende amerikanske administration.

For skeptikere er Chavez revolution derimod et skoleeksempel på at retsstatsprincipper er uforenelige med socialistiske målsætninger om social retfærdighed og derfor må vige for vilkårlig magtudvidelse, svækkelse af centrale institutioner, vold og undertrykkelse.

Men endnu mere beskæmmende for de venstreorienterede der støtter Chavez end den forudsigelige undergang af hvilke retsstatsprincipper der måtte have været opbygget i Venezuela, er Chavez' udenrigspolitiske alliancer. Udover sit nære forhold til Fidel Castro, (som netop, om end midlertidigt, har ladet sig inspirere af den nordkoreanske fortolkning af kommunismen, der som bekendt indebærer oprettelsen af et familiedynasti), har Chavez for nyligt plejet omgang med klodens måske p.t. største trussel mod verdensfreden, Irans præsident Ahmadinejad.

Under Chavez besøg i Iran udtalte Ahmadinejad ifølge Politiken følgende rørende ord om Chavez:

"Hr. Chavez er min bror og bror af hele den iranske nation og af alle frihedssøgende mennesker i verden"

Chavez replicerede overfor en utvivlsomt grådkvalt forsamling:

"Vi er sammen med dig og Iran for altid. Så længe vi forbliver sammen, vil vi kunne vinde over den (amerikanske) imperialisme, men hvis vi går fra hinanden, vil de kunne skubbe os væk".

Den sociale retfærdighed, som Hugo Chavez og hans inden- og udenlandske støtter ser som det bærende element i Chavez' mission, er med andre ord forenelig med et regime, der offentligt henretter homoseksuelle og politiske modstandere, som har en udbredt anvendelse af tortur, som systematisk undertrykker kvinder og som siden 1979 har pumpet utallige milliarder af dollars i diverse terrororganisationer og derfor bærer en stor del af skylden ikke blot for den nuværende konflikt i Mellemøsten men for de tusinder af uskyldige liv som islamistiske terrorister har krævet siden den islamiske revolution.

Man skal være drevet af en særdeles enøjet ideologisk fanatisme, hvis man på ovenstående baggrund kan opretholde, at Hugo Chavez holder nøglen til et attraktiv alternativ til en amerikansk domineret verdensorden.

Når vi nu snakker om Iran kan i øvrigt oplyses, at Frankrigs udenrigsminister netop har udtalt, at 

"I regionen (Mellemøsten) er der naturligvis et land som Iran. Et stort land, et stort folk og en stor civilisation, som er respekteret og som spiller en stabiliserende rolle i regionen".

Udtalelsen blev meget passende fremsat i Libanon og skal uden tvivl ses som en cadeau til den konstruktive og "stabiliserende" rolle Iran har spillet i forbindelse med den igangværende konflikt. Uden Irans tilstedeværelse og utrættelige fredsbestræbelser var det nok for alvor gået galt.

I en endnu ikke offentliggjort udtalelse fra det iranske udenrigsministerium som kun Punditokraterne har set, lyder det som svar på den franske udenrigsministers ros:

"Iran takker Frankrig for at anerkende den islamiske republiks mangeårige bestræbelser på fredelig sameksistens i regionen, som igangsat i 1979 af Ayatollah Khomeini. Iran anerkender desuden Frankrigs vigtige rolle heri, ved fra 1978-1979 at have givet husly og beskyttelse til den salige Ayatollah, forud for hans hjemvenden som den islamiske revolutions sejrherre". 

Husk én ting

I forbindelse med nyt job på Berlingske bliver jeg desværre nødt til at stoppe som Punditokrat, selvom jeg har nydt at være en del af det liberale tæskehold siden bloggens premiere sidste år. Blandingen af lærde og overraskende og humoristiske poster er det, der giver bloggen energi, må den fortsætte med uformindsket styrke i lang tid endnu!

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til Kurrild for at invitere mig indenfor samt til de mange læsere og kommentatorer, der hver dag har gjort det til en fornøjelse at klikke ind og se, hvem der nu fik tæsk. Jeg ønsker alle bidragydere al mulig held & lykke fremover. For husk: Den liberale idé overlever kun, hvis tilpas mange forsvarer den i ord og handling. Ikke alene, når det går godt; endnu mere, når det går dårligt.

Er danske unge virkelig venstreorienterede? II

Vi berørte fornylig emnet om de yngste vælgerårganges politiske observans.  Det inspirerede mig til nedenstående klumme i lørdagens Berlingske Tidende:

Debat: Myten om de unge venstreorienterede

Berlingske Tidende 29.  juli  2006, 2 sektion, magasin, side 19

Rød ungdom. Trods mediernes udlægninger er de unge ikke specielt venstreorienterede

Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d., professor i statskundskab

En agurketidshistorie går gennem de danske medier: At ungdommen atter er rigtig godt venstreorienteret. SFs og Enhedslistens ungdomsorganisationer melder om stigende medlemstal, og Politiken, Information, DRs P1, TV 2 og sågar denne avis har med næsten synlig begejstring proklameret, at de unge »går mod venstre«, er »mere venstreorienterede end 1968-generationen« osv.

Men passer det? Nu er det i sig selv længe siden, at man har kunnet tage de politiske ungdomsorganisationers selvoplyste medlemstal alt for seriøst. Man må i særdeleshed være skeptisk over for vidtgående fortolkninger, når det holdes i mente, at organisationernes samlede medlemstal udgør mindre end 1 pct. af de 12-29-årige. Udsving på nogle hundreder i medlemstal skal derfor næppe tillægges for stor betydning, særligt ikke når tallene kommer ovenpå et valgår, hvor der traditionen tro er medlemsfremgang.

Forårets meget omtalte politiske manifestationer må man også tage med et gran salt. Efter ugers massiv markedsføring kom 17. maj demonstrationerne mod regeringens velfærdsreform ikke nær i retning af det antal deltagere, man havde håbet, eller som man havde set ved tidligere, sammenlignelige demonstrationer, og kun en ganske beskeden andel syntes at være unge. Årets 1. maj demonstrationer tiltrak endog så få besøgende til Fælledparken, at politiet helt opgav at tælle dem. Så heller ikke på denne front er der altså noget, der tyder på en kraftig venstredrejning blandt de unge.

Hvad siger f.eks. analyser af sidste valgresultat og meningsmålinger? Ifølge Epinion og Ugebrevet A4 stemte 48 pct. af de 18-25-årige ved sidste folketingsvalg på et borgerligt parti, mens de Radikale fik 16 pct. og venstrefløjen kun 33 pct. Så selv med en bred definition af »venstreorienteret« er det altså kun knap halvdelen af de unge vælgere, som falder i denne kategori. Regner man de Radikale, CD og Kristendemokraterne med som borgerlige, stiger gruppens andel blandt de unge gevaldigt – til næsten to tredjedele af aldersgruppen.
Snarere end værende specielt venstreorienteret er ungdommen altså bare, som vælgerne som helhed er flest: Delt lige ned midtpå mellem dem, der støtter regeringen, og dem der ikke gør.

Men når det er sagt, er der forskelle på generationerne. Fastholder man en meget bred definition af at være venstreorientreret (omfattende de Radikale osv.), er der f.eks. i gruppen af 26-32-årige næsten 10 pct. overvægt af borgerlige vælgere, og i gruppen af 33-39-årige er overvægten næsten 20 pct. Derefter vender billedet: Blandt de 40-46-årige er der lige mange til hver side, og blandt de yngste vælgeres forældre – de 47-53-årige, som var teenagere under 1968 er der en 15 pct. overvægt af venstreorienterede. Så de alleryngste årgange er altså de mest venstreorienterede længe – men de er det ikke i overvejende grad, og de er klart mindre venstreorienterede end deres forældres generation.

Alt dette handler om partivalg, men hvad med de unges holdninger? Det kunne jo tænkes, at de nok stemte borgerligt, men ideologisk set var blevet mere venstreorienterede. Her har valgforskere heller ikke endnu kunne finde entydige data om en systematisk venstredrejning blandt ungdommen. På nogle punkter (f.eks. omfordeling) er de yngste mere venstreorienterede end 1980ernes unge, men på andre punkter er de lige så borgerlige, og de er generelt langt mindre socialistiske i deres holdninger end 1970ernes unge. Frem for alt er der ingen sikker antydning af, hvor de yngste vælgergrupper er på vej hen.

Så hvorfor portrætterer medierne ungdommen som værende specielt venstreorienteret? Et rimeligt gæt kunne være, at det skyldes, at de unge venstreorienterede er relativt højlydte – det er lettere at bemærke dem, der laver demonstrationer og besættelser, end de kedelige borgerlige, som hænger plakater op og arrangerer debatmøder. Man kan også gætte på, at det er, fordi det er »en god historie«. Journalister kan godt lide at fortælle noget »nyt«, og nu har historien i mange år været, at ungdommen var blevet borgerlig, og så bliver det interessant, hvis pendulet svinger blot lidt den anden vej – også selvom det ikke er så meget, at det gør noget.

Hold nu kæft

Mungo Park har iværksat en plakatkampagne, der skal vise fordelene ved selvcensur. Den viser tre politikere, hvis ytringer MP gerne så standset. De tre er naturligvis Bush, og for ligesom at få balance i det, så man fremstår som mere dyb, ikk', så har man taget den iranske præsident også. Flot, og godt set. Hvem siger, at den danske kunstscene er på gymnasieniveau, hva'ba? Pia må dog stå alene, for der er lissom ikke nogen ekstremister til venstre, vel? Så man endte altså med tre. Men hey, der mangler da en! De mangler hende den norske komiker Shabana Rehan, der skulle have optrådt på Betty Nansen, hvis ikke lidt (selv-)censur var kommet i vejen, som (bort-)forklaret af teatrets PR-mand i WEA den 14/7.

Hat tip: Uriasposten.

The breakdown in the WTO – who’s to blame?

Please note that this is an English version of a Danish comment posted two days ago.

Since the Word Trade Organization in Doha on the 25th of November 2001 agreed on initializing a new round of negotiations, the 149 members of the organization have engaged in intense negotiations with the intention of liberalizing world trade. Monday this week, it nevertheless became clear that the negotiations had finally broken down. Very rapidly thereafter, EU chief negotiator Peter Mandelson went in the media, accusing the United States of having engineered the failure. The US, of course, was almost as fast in blaming the protectionist stance of the EU, and developing countries all over the world have blamed both single countries as well as the entire developed world. While all member states officially lament the breakdown – not least developing countries as the Doha Round was intended to be a ‘Development Round' – it is also clear that all members have by now engaged in a blame game, accusing other countries while painting a picture of themselves as honest, flexible and entirely without responsibility for the failure. For a less than perfectly informed public it is therefore virtually impossible to see through the haze of mutual accusations in order to identify the culprit.

Kim Lind of the Danish Research Institute of Food Economics and I have followed the Doha Round negotiations closely since its inception, and have for that purpose developed statistical tools with which to measure the distance between negotiation partners. With that tool, it is also possible to assess how free trade oriented or protectionist the negotiation positions of single member states have been in the area of agriculture, which was the main topic of negotiation. Our tool and its application have not been particularly popular with all parties as it has clarified which countries have had protectionist intentions and in which specific areas they have differed the most. The reason is rather simple: one of the strategies member states use to push their agendas has been to make the negotiations intransparent. This strategy in particular harms developing countries that do not have the organizational and financial means to conduct solid negotiation analysis. These countries have therefore found it difficult to navigate through the muddy waters of the Doha Round. Consequently, providing developing countries with access to a fairly simple overview of the negotiations and the agenda of single countries was one of the main aims of our negotiation analyses. That aim is now superfluous, yet our tools can now be brought to use in order to have an informed debate on the reasons for the breakdown of the Doha Round. In other words, who were unwilling to yield?

Reorganizing our overall measure of ‘free trade orientation' on a scale from 0 to 100 provides a simple impression of which countries wanted how much in terms of liberalization. The score ‘0' on the index is given to an imaginary country that wants the WTO to acknowledge its full right to close its markets to international competition while the score ‘100' is given to a country with the aim of eliminating all forms of production support and barriers to world trade. The index indicates that the median WTO member received a score of 64 in the Doha round, clearly showing that the majority of the membership preferred a substantial liberalization of world trade. At the bottom, Norway received a score of 33 while Colombia at the top of the index had a score of 80. As both countries were by and large without actual influence, the real question instead is where the key players – Brazil, Canada, the EU, India and the US – are placed on the scale.

Starting with the two most influential developing countries, our index shows Brazil receiving a score of 74 while India receives 62. Brazil, a major exporter of food, hence seems to have been one of the strongest proponents of liberalizing world trade and the country even strengthened its position on agricultural trade during the Doha Round negotiations. India, on the other hand, would appear relatively average, yet the country made rather substantial efforts to avoid any real liberalizing agreement in the ongoing parallel negotiations on industrial tariffs. The giant country was obviously not prepared to give up its protectionist position in the area in which most developed countries wanted concessions in return for liberalizing agricultural trade. On the other hand, commentators have also emphasized that Brazil may have been too ambitious on behalf of the developed countries, in particular when negotiating developed countries' reductions of tariffs and subsidies in agriculture.

Turning to the developed countries, the score of Canada is 68, that of the US is 72 while the EU only received a miserly 42 – we were even careful not to treat the union too harshly. As such, the picture here is slightly less complex. While the Canadian position early on emerged as a compromise candidate – indeed, Canada has in all our analyses been the country that most negotiation partners could agree the easiest with – the US strategy was rather opaque during the first years. It was often difficult for both member states and analysts to understand what exactly the US desired from the WTO. That nonetheless changed in time, as President Bush brought forward a proposal that can perhaps best be summarized as this: "We are willing to make substantial cuts in agricultural support and tariffs as long as the European Union as prepared to follow". The American proposal was unambiguous and would have lead to a significant liberalization of world trade, which would be to great benefit for developing countries. At some level, it was thus a courageous proposal, yet on another level the proposal was entirely for free.

The reason that the US proposal was costless is that the Americans most probably were aware that chances were very low that the EU would accept. As the EU score on our free trade orientation index suggests the union was from the very beginning the second most protectionist member state – only Norway appeared less intent on liberalization although its influence in the WTO was understandably minuscule. What is even worse, contrary to many other member states the EU never changed its overall position. The union may have brought forward a number of complex proposals but their effects could in all cases be rejected as de facto liberalizing since all proposals had a common structure: the union offered liberalizing one area but always in return of concessions in another specific area that would render the former liberalization worthless. The energetic efforts of the EU team at the WTO was thereby directed at signalling that the union was ready to accept moves towards freer trade and less production support while at the same time trying to avoid obligations on a number of so-called ‘sensitive products'. Had other member states accepted the proposals, it had meant that the union could have lowered tariffs on a number of goods that are hardly produced in Europe while maintaining substantial protection and support for European agriculture.

The EU therefore emerged as the main protectionist force in the WTO. The last question in search of an answer is what the likely consequences are of the breakdown of the trade talks in the WTO. International economists can answer that question with a great degree of precision by assessing what benefits would have arisen from having a truly liberalizing agreement. First of all, trade is one of the main determinants of economic growth and thus of effective poverty reduction. Much damage is therefore done to developing countries by maintaining the current level of protection from international competition in the one area – agriculture – in which they typically have large comparative advantages. Adding insult to injury, this is the area in which most of the world's absolutely poorest people work. Second, the breakdown
means that EU consumers w
ill for years to come still have to endure paying higher prices for goods that could have been bought at lower prices and often at higher quality in the world market. Calculating the sum of direct costs – agricultural support is paid through taxes – and indirect costs arising from the lack of competition reveals that this is not a minor problem. The EU common agricultural policy, which would have had to undergo thorough reform had the negotiations ended in a deal, incurs an additional cost on typical Danish and British families with children roughly the size of an entire monthly pay check! Hence, all Europeans would have become markedly richer had the WTO negotiations resulted in a deal. The lack of a deal also brings other costs, as a higher degree of openness to trade is also associated with, e.g., higher quality production, a large variety of goods, and less corruption in poor countries.

In total, a number of countries must share responsibility for the breakdown. Brazil and other Third World food exporters probably were too ambitious on behalf of the developed countries, India refused to accept more competition in its comparatively weak industries, and the US position remained opaque while the country for too long hid behind the protectionist positions of other member states. However, the bottom line is that the main culprit – the member bearing most of the responsibility – is the European Union. The problem continues to be that the official policy of the union is controlled by Southern European countries with strong agricultural lobbies – and the policy is therefore rather clearly dictated by Paris. French top politicians have throughout the negotiations ‘protected' French farmers against cuts in tariffs or support measures – Jacques Chirac and Dominique de Villepin both went on air in national media to ensure their voters that France would veto any liberalization – which makes the country the Global Public Enemy Number One. Yet, another part of the story that needs to be told is that other EU members also made an indirect effort. The EU as a whole and traditionally liberalist countries such as the UK and Denmark in particular are all accomplices. We are guilty of both crimes and misdemeanours but the worst crime of them all is that we are actively preventing poor countries from gaining extra opportunities to lift themselves out of deep poverty. If justice exists in this world, future historians will not look kindly on today's political letdown.