Cameron og konservatismen

De britiske konservative fik for et par dage siden ny leder. David Cameron vandt over David Davis med mere end 2/3 af de afgivne stemmer (læs mere her). Det har hele tiden været kendt, at Cameron er mere midtsøgende end hans rival David Davis. Et lille indblik i hvor midtsøgende (for nu at sige det pænt) Cameron er, kan man få ved at kaste et hurtigt blik på mandens sejrstale. I talen, hvor Cameron identificerer sig med en “compasionate conservatism”, oplister han seks “udfordringer”, som han mener det konservative parti skal tage op. Her er et par korte uddrag:

The second big challenge is to reform our public services. Today there are 68,000 people training as teachers, doctors and nurses. I want them working in public services that are well funded but over which they have the freedom to control and deliver the service the public wants. So we have to meet that challenge and end the opt out culture of helping a few more people to escape public services.

The next great challenge is the quality of life. I want my children, your children, to grow up in a country where the streets are safe, the public space isn’t filthy, where it isn’t a hassle to get around, you can own your own home and where climate change and the environment aren’t an afterthought. That means setting targets for reducing carbon but it also means taking tough decisions to make sure we meet them. I tried to make a start this morning by biking to work.

The sixth and the final challenge is at the heart of all the others, it is having social action to ensure social justice, and a stronger society.

Ud fra partistrategiske hensyn og for at øge chancerne for at vinde regeringsmagten kan det naturligvis være formålstjenligt at vælge en leder, der vil placere det konservative parti tættere på Labour end tilfældet hidtil har været. Men det har så sandelig også en pris… Den er, at Toryerne nu har fået en “compasionate conservative” som ny leder – en leder, for hvem lavere skatter, mindre offentlig sektor, frit valg og øget frihed tilsyneladende ikke er prioriteter. Og en leder, der tilmed gør en dyd ud af at cykle på arbejde for at modgå klimaforandringer, og som hylder “social retfærdighed”. Velbekomme!

Rohderi

Venstres politiske ordfører (og ansigt udadtil under de sidste tre valgnederlag) Jens Rohde har ifølge Jyllands-Posten ikke meget til overs for økonomerne i Velfærdskommissionens forslag om at lempe skatten, for A) skat har ikke noget med velfærd at gøre, og B) den slags virker alligevel slet ikke:

“Skatten er ikke en del af de her velfærdsreformer. For os er det vigtigste at øge udbuddet af arbejdskraft. Og man sidder jo ikke og kigger på sin skattebillet for at se, om det kan betale sig at arbejde lidt mere. Her bliver diskussionen lidt for akademisk, siger Jens Rohde ….”

Tag dén!, alle I ultraliberale skrivebordsøkonomer i Velfærdskommissionen (Torben M. Andersen, Nina Smith, Jørn Henrik Petersen m.fl.).  I skal sgu’ ikke komme her og påstå, at folks adfærd vil blive påvirket af, om de skal betale 0, 50 eller 100 pct. i skat.  At der skulle være en sammenhæng mellem skattetrykket og den offentlige sektors finanser er så akademisk, at det minder om dem, der vil privatisere månen …

FN og ytringsfriheden

I dagens Berlingske kan man læse, at FNs højkommisær for menneskerettigheder Louise Arbour er gået ind i sagen vedrørende de tegninger af Mohammed JP har bragt. Louise Arbour har dog ikke valgt at rose Danmark for at have en udstrakt grad af ytringsfrihed. Istedet har hun efter en protest fra 56 muslimske stater udtalt, at hun deler deres bekymring, idet tegningerne muligvis er udtryk for manglende respekt for andres religion. Louise Arbour har sendt sagen videre til en af de utallige FN-menneskerettighedsrapportører som vil granske om JPs handling overskred grænserne for ytringsfrihed og dermed om den danske stat skulle have grebet ind.

Dette uagtet, at JP er en privatejet avis, der netop skal nyde godt af ytringsfriheden og statens manglende indblanding heri. Dette må også gælde selvom billederne utvivlsomt var provokerende og havde provokationen som sit eneste formål. Desværre bekræfter affæren, at FN på menneskerettighedsområdet er gennemsyret af politisk korrekthed og at respekten for de negative frihedsrettigheder er mindre vigtige end realiseringen af de idealer som FNs embedsmænd og kvinder finder særlige ophøjede. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvordan en pligt til at beskytte dette eller hint mindretal eller særskilt interesse fra sårende udtalelser kan misbruges af alverdens stater til at indskrænke kritiske mediers ytringsfrihed, og så endda med FNs moralske blåstempling. At Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder støtter op om Louise Arbour demonstrerer, at menneskerettighedsbevægelsen har mistet sin retningssans og nu i mange tilfælde øver mere skade end gavn for den frihed de ellers påstår at ville beskytte.

Skulle FN endelig blande sig i hvad alverdens aviser skriver og bringer af billeder kunne man passende have startet med at bede lande som Saudi Arabien og Egypten, hvis aviser i modsætning til de danske de facto er styret af staten, om at rydde op i eget hus. Her, her og her er nogle tegninger fra disse landes aviser som utvivlsomt må kategoriseres som langt grovere angreb på jøder end JPs tegninger var på Islam. Teksten der ledsager billederne taler deres eget sprog om den anti-semitisme der gennemsyrer mange muslimske landes officielle propaganda. Når hertil lægges, at ytringsfriheden i disse lande er stærkt begrænset eller ikke eksisterende, hvorfor alternative fremstillinger af Israel/jøder ikke kommer frem er effekten af propagandaen desto mere giftig og dødbringende. Det ved vi vist et eller andet om her i Europa.

Tegningerne i de arabiske medier har i øvrigt en slående lighed med propagandategningerne i Nazityskland og det gamle Sovjetunionen (hvoraf der er glimrende eksempler i Bent Jensens Gulag og Glemsel).

På denne baggrund er de 56 landes henvendelse et udtryk for groft hykleri og et godt bevis på det skrigende behov for forandring og nye ideer der er brug for i mange af disse lande.

Kurrilds kanon

“Er vi ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af [gamle] bøger?”, spørger Peter Kurrild i en post den 3. dec. For derpå at opstille en interessant juleleg om de tre vigtigste samfundsvidenskabelige bøger siden 1980, hvilket allerede har udløst flere kommentater og god debat. Det afslører vist, at nogle af os netop læner os op af bøger, og undertegnede melder sig gerne frivilligt blandt bogormene. Det kan godt være, at virkeligheden raser af sted – bøger eller ej – men gode bøger destillerer virkeligheden og hjælper med orienteringen – og de bedste af dem påvirker deres sam- og eftertid.

Hvis jeg skal pege på tre eksempler siden 1980, må det blive: Allan Bloom: The Closing of the American Mind (1987); Francis Fukuyama: The End of History and the Last Man (1992) og Harold Bloom: The Western Canon (1994).

Tre forskellige bøger, vistså – konservative snarere end liberalistiske i deres udsyn – men det er ikke afgørende. Det afgørende er, at der hver på deres måde, på én og samme gang, portrætterer deres tid og øver stærk indflydelse.

Den første, Allan Blooms mursten, er en slags vandring i den idépolitiske tradition i Vesten – fra Platon og frem – samt en lige højre til venstreorienteringen på de amerikanske universiteter, ligesom den udstiller hele forsøget på at give bestemte kulturer og minoriteter særrettigheder. En klart politisk ukorrekt bog, selv i dag, knap 20 år senere.

Den anden er mere poppet og tilgængelig og solgte endnu bedre; den satte en ny standard for den grundlæggende politiske diskussion på det tidspunkt – efter Murens fald – ved at argumentere for, at det liberale demokrati er det eneste legitime politiske system. Selv om Fukuyama blev udlagt som jubeloptimist, så er han nærmest tragiker, hvis man også læser slutningen om de moderne, modløse mennesker – som taget ud af Nietzsches samtidskritik.

Den sidste, Harold Blooms kanon, er godt nok litteraturhistorisk i sit sigte, men favner alligevel bredere. Ikke så meget pga. de enkelte klassikerportrætter, som pga. forfatterens insisteren på en kanon og visse vestlige dyder, der længe har været under angreb. Bloom opdeler vores historie i en teokratisk, en aristokratisk, en demokratisk og en kaotisk tidsalder, og det virker – undskyld mig – overraskende aktuelt i dag.

Hvis der var plads til flere samfundsvidenskabelige bøger på Kurrilds kanon, ville jeg medtage Ibn Warraqs religionskritik i bogen Why I am Not a Muslim fra 1995 eller Salman Rushdies roman De sataniske vers (selv om den er fiktiv), hvilket også antyder, at diskussionen anno 2005 er en anden end diskussionen efter Murens fald. At islamismen er vor tids totalitarisme, er jeg ikke et sekund i tvivl om. Her begynder en ny duel. Ikke bare på ord, men også på vilje til magt.

Fribytterne

"Ultraliberalister priser grådigheden" skriver Claes Kastholm i Berlingske Tidende den 3. december. Han kalder til kamp mod de moderne "fribyttere", kapitalfondene, der "ikke har andre formål end at tjene så mange penge som muligt".

Nu har disse misdædere købt TDC, et nationalt klenodie. Og Kastholm har iklædt sig sørgeflor. "For tredive år siden havde vi tre telefonselskaber. Som koncessionerede selskaber var de led i den offentlige forvaltning, der holder landet sammen og er med til at give nationen sin identitet, sin genkendelighed, sin sjæl. I dag har vi intet."

Undskyld, at jeg protesterer. Min sjæls frelse har intet med TDC at gøre. Og jeg forstår egentlig ikke det nye i situationen. TDC har gennem snart mange år været noteret på New York Stock Exchange og de fleste ejere har været udenlandske. Hvad er så det nye i at være ejet af en kapitalfond?

Jeg er egentlig glad for, at det nu er tydeligt, at TDC ikke er en "dansk" virksomhed – men bare en virksomhed. Fordelen er nemlig, at TDC ikke kan appellere til politikerne om beskyttelse, regulering, favorable vilkår m.m. med henvisning til den særlige nationale status.

TDC har aldrig solgt mig et eneste samtaleminut af kærlighed til mig. Alligevel lægger Kastholm vægt på, at samfundets mægtige fremskridt er drevet af kærlighed. Han glemmer Adam Smiths ord, om at det ikke er slagteren, bryggerens eller bagerens gode hjerte, der sikrer os middagsmaden, men deres egeninteresse.

Sadomasochisme

Det lader til, at løjerne på Københavns Rådhus er ved at lægge sig. Lige indtil næste gang. Skal man tro aviserne, var den første udmelding fra den radikale borgmester Klaus Bondam, at det skal være sværere at være billist i hovedstaden – som om det ikke allerede var temmelig svært og opslidende, ikke blot for bilen, men såmænd også for føreren. Men Bondam kan tilsyneladende ikke få nok. Det skal være endnu sværere for byens borgere at bevæge sig på fire hjul. Mærkelig politik. Hvor Schlüter høstede mange point for at sige, at det skulle være lettere at være dansker, cykler Bondam nu den anden vej. Hvis ikke det er svært, er det ikke godt for noget, kunne være hans motto. Det er først her, at det går op for undertegnede, at Bondam ikke kun appellerer til det homoseksuelle miljø. Han appellerer også til sadomasochisterne.

Bedste "nye klassikere"?

Jeg får altid et varmt, men svagt spydigt, indre smil på læben, når jeg hører den ene eller den anden af mine (typisk midaldrende) fagfæller taler om “det nye venstre”, som om det var en ung og fremadstormende retning indenfor samfundstænkningen–snarere end det, det virkelig er, nemlig et begreb, der er stort set ukendt for folk, der ikke var teenagere eller studerende i 1970erne, og et som er uden nogen form for nutidig relevans.

Men i mine lidt mere “mørke” øjeblikke kan det også godt slå mig: Hvordan står det egentlig til med “det nye højre”, som man talte så meget om i 1980erne?  Er vi også ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af bøger, der sidst var nytænkende for et kvart århundrede siden?  Da jeg selv begyndte at interesse mig for liberale idéer i begyndelsen af 1980erne, var det i det umiddelbare kølvand af 15-20 år med en sand strøm af ubetvivleligt virkeligt “store”, moderne klassikere indenfor liberal og konservativ tænkning: Værker, som enten var samfundsvidenskabelige og ændrede måden, man tænker om virkeligheden på, eller mere normative teorier, som grundlæggende udfordrede det moralsk-etiske grundlag for samfundstænkningen.

Hvis vi lægger snittene ved henholdsvis 1960 og 1980, så er der (i kronologisk orden) disse oplagte klassikere (omend flere måske kunne nævnes):

  • F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960)
  • Milton Friedman: Capitalism and Freedom (1962)
  • James M. Buchanan & Gordon Tullock: The Calculus of Consent: The Logical Foundations of Constitutional Democracy (1962)
  • Mancur Olson: The Logic of Collective Action (1965)
  • William A. Niskanen: Bureaucracy and Representative Government (1971)
  • David Friedman: The Machinery of Freedom: A Guide to A Radical Capitalism (1973)
  • Murray N. Rothbard: For A New Liberty (1973)
  • Robert Nozick: Anarchy, State and Utopia (1974)
  • James M. Buchanan: The Limits of Liberty: Between Anarchy and Leviathan (1975)
  • F.A. Hayek: Law, Legislation and Liberty (1976-79)
  • Milton & Rose Friedman: Free to Choose (1980)

Reelt set er det nok kun tre-fire af disse, der for alvor er virkelige klassikere, men listen er dog intet mindre end en sand perlerække af værker, som hver på deres måde påvirkede titusinder af opiniondannere og i nogle tilfælde direkte eller indirekte millioner af mennesker.

Og hvad nu?  Mit eget indtryk er, at liberal tænkning–i en bred forstand, altså fra frimarkedsorienteret konservatisme til anarcho-libertarianisme, normativ filosoferen og mere positiv samfundsvidenskab, der blot trækker i den retning–har det både godt og skidt.  På den “gode” side er det et faktum, at det idag formodentlig er lettere at få udgivet værker, som udfordrer traditionel centrum-venstre ortodoksi end på noget andet tidspunkt siden 1930erne, og det er givetvis også tilfældet, at der udkommer flere og mere liberalistiske/konservative forskningsbaserede fagbøger, debatbøger, fagtidsskriftsartikler, kronikker m.v., end måske nogensinde.

På den “skidte” side må jeg sige, at jeg samtidigt synes, at det er påfaldende så langt, der p.t. er “mellem snapsene”.  Da Anarchy, State and Utopia i sin tid udkom, vidste alle i det fagfilosofiske miljø indenfor ét år, at her var der tale om intet mindre end en trend-sættende blockbuster.  Indenfor to-tre år havde adskillige tidsskrifter udsendt temanumre om bogen, og der udkom siden hen hele antologier og monografer om Nozick.

Hvor er der noget, der blot tilnærmelsesvis minder om det idag?  Efter min mening er der–desværre–ikke noget, der reelt kommer i nærheden.  Bevares, der bliver skrevet mange gode frihedsorienterede bøger om markedøkonomi, globalisering, o.s.v., men er det ikke ret beset tilfældet, at de fleste af dem er … ahem … “third hand dealers in ideas”?  De er gode i anvendelserne og fremstillingerne, men bidrager sjældent, hvis nogensinde, til videreudviklingen.  (I visse dele af den klassisk-liberale lejr virker det endog som om, at man er godt tilfredse med ikke at videreudvikle tænkningen, hvis man kan nøjes med lidt solipsistisk recitering af evangeliet.)  Er “det nye højres” tænkning blevet et i Kunhsk forstand degenerende paradigme?

Men måske jeg er for pessimistisk her?  I så fald, er der her en “konkurrence” for intellektuelle–eller ihvertfald en udfordring.  Kære med-Punditokrater og Punditokrat-læsere: Hvad er de tre vigtigste bøger–klassikere eller potentielle klassikere–skrevet siden 1980? Værker, der i bemærkelsesværdig grad har bragt eller realistisk vil kunne bringe frihedsorienteret tænkning videre frem?  Lad os få nogle bud og nogle begrundelser. (Vi har tidligere spurgt læserne om slige ting; Nicolai Foss har f.eks. igangsat debatter her om, hvad der skulle med i en samfundsvidenskabelig kanon, og hvem der burde have Nobelprisen i økonomi.)

Jeg har mine egne favoritter, men dem vil jeg gemme lidt endnu–til jeg har set, hvad der ellers kommer på bordet.

Franske tilstande II

Min post om de franske optøjer og forskellene på amerikanske og franske tilstande for muslimske indvandrere har afstedkommet en større debat her på bloggen.  Meget passende har det altid spændende amerikanske tidsskrift The New Republic i sit kommende nummer en ganske velskrevet artikel om netop det emne med titlen “Religious Protection”.  TNR kan næppe anklages for just at være en del af Bush-administrationens bagland, men kan omvendt heller ikke entydigt klassificeres som doktrinært venstreorienteret og politisk korrekt.  Netop derfor kan det måske være interessant at se på, hvad artiklen siger–uden at man iøvrigt behøver at være enig i alle dens fortolkninger eller forudsigelser.

Kort fortalt mener forfatteren, Spencer Ackerman, at, ja, amerikanske muslimer generelt er mindre radikale end de tilsvarende europæiske, og at de generelt er bedre integrerede.  Årsagen er to-foldig: For det første har de bedre økonomiske muligheder end i Europa, og for det andet gør der vidtstrakte grad af religiøsitet-cum-religionsfrihed i USA, at de på den ene side ikke bliver opfattet som “nuts”, blot fordi de er religiøse, og på den anden side at debatten ikke så meget bliver én om sekularisme vs. religion.

Her er nogle smagsprøver fra artiklen, som også indeholder interessante faktuelle oplysninger:

“[The] British and American cases are not the same. It’s true that extremist messages exist in American Muslim communities, and there have been a few instances of American Muslims becoming terrorists. Those extremely rare cases, however, are far better explained by individual pathology than by rising Islamic militancy due to group disaffection. Europe’s growing Muslim culture of alienation, marginalization, and jihad isn’t taking root here. As a result, one senior administration official contends, “Al Qaeda finds greater support among European Muslim communities than in the U.S.”–meaning that the self-activated jihadists that Europe is witnessing are less likely to appear in America. In part, the United States is protected because it offers better social and economic opportunities to its Muslim citizens, while Europe’s inability to accommodate its growing Muslim underclass led to rioting that spread from the Paris suburbs across France. But economics alone can’t explain the more fluid integration of Muslims into American life. That, in large part, is a function of America’s ability to accommodate Islam itself.

French political theorist Olivier Roy argues that jihadism stems from a violent identity crisis felt acutely among Muslims in the West. But, ironically, that search for identity is far less of a crisis for Muslims in the United States–the supposed oppressor of Muslims, in bin Laden’s telling–because of a fundamentally American attribute: the mutually reinforcing creeds of pluralism and religiosity. “When I go out to Bush Country,” says Eboo Patel of Chicago’s Interfaith Youth Core, “it is true that, for some people, the way I pray is peculiar. But they don’t think I’m hallucinating when I say, ‘It’s prayer time.'” In other words, if the United States is looking for a way to win the hearts and minds of Muslims worldwide, it ought to first look at what it has accomplished at home. …

There’s no doubt that, as Patel puts it, “extreme messages are out there.” … [But] given the availability of extremist messages to American Muslims–who live in the country that’s supposedly the premier enemy of Islam–it’s startling how few American Muslim extremists there actually are. The Justice Department’s record on counterterrorism post-September 11 suggests little appetite among American Muslims for the jihadist agenda. Though, in June, President Bush boasted of investigating more than 400 terrorism suspects and winning convictions of “more than half of those charged,” an analysis by The Washington Post found that only 39 of the convictions could be considered at all terrorism-related, and only 14 of those prosecuted had links to Al Qaeda.  … What’s more, despite intimations that Islamic preaching in the United States is breeding terrorism, evidence suggests that the few Americans who picked up jihadism in the United States were primed for violence by psychological disturbance or past criminal activity–not the call of an imam. …

Indeed, counterterrorism experts are taking notice of the relative absence of American Muslims in the global jihadist movement. In a September talk, former White House counterterrorism czar Richard Clarke observed, “Al Qaeda’s usual strategy is … to rely on indigenous populations, and maybe bring in a few operatives, but that indigenous population may not be here in the numbers necessary.” (Considering that September 11 was executed by only 19 men, that’s quite a statement about millions of American Muslims.) Some in the Bush administration concur. “An Al Qaeda-like attack–well-coordinated, in sequence, causing significant casualties–is less likely to come from a native American Muslim population,” says the senior official. “Countervailing factors make it less likely for sleeper cells to germinate among the native American Muslim population.” Those factors, according to the official, are fundamental: “It’s the American dream. American Muslims are living that dream.” Even that may be an understatement. For a variety of reasons, the United States has successfully created the model for a Western Muslim identity.

The most obvious reasons for that success are social and economic. As the riots in France highlighted, Muslims in Europe face severe levels of unemployment, few professional prospects, and social isolation. When Eboo Patel studied at Oxford University in the late ’90s, his American youth had left him thoroughly unprepared for what Muslims like himself had to endure in Britain. The economic options for his co-religionists were largely limited to working at “the fish and chips store, where racist insults were thrown at them by drunks on Friday nights.” It was an alien experience: “In America, my dad would go off to a corporate office for his job, and my mom was in advertising.” Patel’s shock is as illuminating as it should be unsurprising. Since Muslims began coming to the United States in appreciable numbers after the immigration reforms of 1965–around the same time that an African American Muslim community began to flourish–they have found a socially and economically hospitable environment.

It’s difficult to document trends among American Muslims, since census data do not track religion. Yet, in 2003, John R. Logan, a sociologist now affiliated with Brown University’s American Communities Project, used ancestry and place-of-birth information to conduct perhaps the most comprehensive demographic study to date of the American Muslim population. (Accordingly, Logan couldn’t track African American Muslims, believed to comprise one-third of all American Muslims.) That population increased by about 85 percent since 1990 and now totals nearly 3 million Americans, though some Muslim organizations claim the figure is too low. Even accepting the blurred edges of his report, Logan found several surprising facts about the American Muslim population: Unlike other recent immigrant groups, and distinctly unlike Muslims in Europe, American Muslims are solidly middle-class and solidly integrated with their non-Muslim neighbors.
60;

America
n Muslims tend to live in a few population centers, along the coasts and around Midwestern and Southern cities like Detroit, Chicago, and Houston. But, inside those metropolitan areas, enclaves–homogenous population clusters historically favored by recent immigrant groups–are surprisingly few. The ten metropolitan regions with the greatest concentration of Muslims tend to be ethnically integrated. With Detroit as the only exception, in both 1990 and 2000, every neighborhood with notable concentrations of Muslims was at least 60 percent white and only around 5 percent Muslim.

Within those neighborhoods, American Muslims display healthy indications of upward social mobility. The median household income of American Muslims in 2000 was over $52,000, nearly the $53,000 reported by the median white household. Even the poorest households among American Muslim groups, North Africans, earned $40,000 on average in 2000–$6,000 more than blacks. The typical American Muslim in 2000 possessed 14 years of education (more than whites, Latinos, blacks, and Asians); and American Muslims of Middle Eastern descent, who possess the lowest levels of education, still record higher levels of education than whites, blacks, and Latinos. American Muslims are presently living in census tracts where nearly 60 percent of residents own their homes and over 35 percent of residents have college educations. “Overall,” writes Logan, “the Muslim-origin population is characterized by high education and income with low unemployment.” “

Dansk Public Choice Workshop

I næste uge afholder Dansk Public Choice Selskab sin årlige workshop, denne gang ved Aarhus Universitet.  Programmet og de relevante papers, som nok skulle kunne interesse nogle Punditokrater, kan læses her.

MSM om Alito

De danske MSM er som bekendt uhyre pluralistiske og indbyrdes nuancerede.  F.eks. kan man betragte, hvorledes danske TV-medier betegnede Samuel Alito, da han for knap en måned siden blev nomineret til ny amerikansk højesteretsdommer: samme dag i aftenudsendelserne kaldte TV2 ham “ærkekonservativ”, mens DR derimod betegnede ham som “ultrakonservativ”.  Pluralisme, indeed! (Man fik også tilføjet, at han var “i seng med den evangelske højrefløj”; her kunne man ganske vist ihukommet, at dansk protestantisme ret beset er … evangelsk, mens Alito derimod—ligesom John Roberts, Clarence Thomas og Antonin Scalia—er … katolik, således at der nu faktisk for første gang er et katolsk flertal af medlemmer af SCOTUS [mens to andre medlemmer iøvrigt heller ikke er protestanter, men jødiske].  Men visse vasse, lad os ikke hænge os i religiøse detaljer.)

Men nu viser det sig, at de danske mediers hårdtarbejde korrespondenter, som altid er på tæerne for at lægge en original vinkel på deres udenrigsdækning (host, host), sørme står fint på skuldrene af de amerikanske MS-mediers dækning af nomineringen.  Rich Noyes fra Media Research Center har således i en kronik afdækket, hvorledes de amerikanske medier systematisk omtaler venstreorienterede jurister som “moderate”, mens højreorienterede betegnes som “ultrakonservative”, “ekstreme”, o.s.v.:

“New Supreme Court nominee Samuel Alito has been a Justice Department lawyer, a U.S. attorney and a federal judge. Bill Clinton’s first Supreme Court nominee, Ruth Bader Ginsburg, was a federal judge, too, but she also had been a liberal political activist, most notably as director of the Women’s Rights Project for the American Civil Liberties Union.

But in the first hours after each was nominated, network reporters assured viewers Judge Ginsburg was a “moderate” and a “centrist,” while journalists characterized Judge Alito as a right-wing extremist.

Indeed, even before President Bush announced Judge Alito’s nomination, reporters were in a labeling frenzy. ABC’s Charles Gibson called Judge Alito “very conservative” and “the most conservative member” of an otherwise “liberal appellate court.” Over on CBS, Gloria Borger dubbed Judge Alito “quite conservative,” the same label applied on CNN by early-morning anchor Carol Costello. On ABC’s “Good Morning America,” a breathless Jessica Yellin labeled Judge Alito as “conservative” five times in 50 seconds.

That night’s newscasts carried the same message. ABC anchor Elizabeth Vargas called Judge Alito a “staunch conservative,” while CBS’ John Roberts warned that “if confirmed, Alito would wipe out the swing seat now occupied by Sandra Day O’Connor, tilting the Supreme Court in a solidly conservative direction.” (In contrast, NBC anchor Brian Williams agreed Judge Alito was “dependably conservative” but also saw an “independent streak,” as did NBC reporter Pete Williams.)

Twelve years ago, those same networks denied Judge Ginsburg’s liberal ideology. A few hours after President Clinton announced Judge Ginsburg’s nomination on June 14, 1993, NBC’s Andrea Mitchell pronounced Judge Ginsburg “a judicial moderate and a pioneer for women’s rights.” The next morning on ABC, “Good Morning America” co-host Joan Lunden asked legal editor Arthur Miller: “We hear words like ‘centrist,’ ‘moderate,’ ‘consensus builder.’ How will she fit into this court?” Mr. Miller, a longtime friend of Judge Ginsburg, wrongly predicted she would be a centrist justice.”

Lyder det bekendt?

Filmorientering

For noget tid siden omtalte vi Michael Yon, der jævnligt blogger fra Irak, men med en noget mere positiv vinkel end MSM.

Det var vores bidrag til alsidigheden i MSM, da vi gik ud fra, at de ikke havde lyst til at omtale den slags. Et indtryk vi fik bekræftet, da Berlingske et par uger senere havde en stor artikel om Milblogs, dvs. blogs skrevet af soldater og andre udstationeret i Irak. Af de fem blogs, som blev nævnt, var de fire naturligvis imod krigen; den femte blev beskrevet som våbenglad. Man kan jo gå ind på MudvilleGazette og se, om krigsmodstanderne virkelig udgør 80 pct. af milblogs …. eller man kan sammenholde den danske artikel med denne artikel om samme fænomen taget fra WeeklyStandard. Interessant, ikke?

Så med den dækning i danske MSM må vi hellere fortsætte.

Vi kan nu oplyse, at Bruce Willis overvejer at lave en film, der støtter krigen, baseret på Yons reportager. Læs nærmere her.

Det vil i så fald være en film, der går helt mod strømmen i Hollywood. En virkelig alternativ film. Men nok ikke en, man skal se rosende omtalt i den danske kulturdækning. Her skal film helst ligne alle de andre anderledes film for at blive betragtet som alternativ (på den fede måde).

Om filmen overhovedet bliver realiseret, afhænger af meget, bl.a. af penge. Men der er da et pænt fortilfælde, hvad det angår, hvor endnu en (rigtig) alternativ film fik publikum trukket til. Jeps, det var Mel Gibsons The Passion of Christ. Ikke lige min smag, men der var bestemt et publikum.

Som påpeget i ovennævnte link er der nok et publikum også til Willis’ film. Washington Post har denne meningsmåling, der viser, at de fleste har gennemskuet demokraternes kritik af krigen. Så selvom MSM gør sit værste for at undergrave moralen, kan en enkelt film med det modsatte tema nå et stort publikum.

Go Bruce. Go.

To alen af samme stykke?

Blandt Punditokraterne giver vi os ikke af med at anbefale det ene parti fremfor det andet–egentlig vil vi helst bare kritisere dem alle sammen ansvarsløst, omend da gerne konstruktivt.  Men i dagens anledning bør det første udspil fra det nydannede Partiet Liberalisterne ihvertfald gives lidt positiv stemning med på vejen, ikke mindst når det sammenlignes med tonerne fra landsmødet i Danmarks Liberale Parti.  Førstnævnte partis udspil på skatte- og velfærdsområdet er efter min mening seriøst, velovervejet og modigt, hvilket næppe kan siges i samme grad om statsministerens “syv pejlemærker”.

Der er–desværre–en verden til forskel.

Politik som de(t) smukkes kunst …

Punditokraternes gode ven (og læser), den produktive og innovative svenske public choice økonom Niclas Berggren fra Ratio Instituttet, har bedt os om via Punditokraterne at forsøge at rekruttere deltagere til et survey i.f.m. et forskningsprojekt, der ser på bl.a. politik og betydningen af folks udseende! …  Så hermed Niclas’ egen henvendelse + et link:

Participate in a scientific study of beauty

You are welcome to participate in a scientific study of beauty carried out by three academic economists: Associate Professor Niclas Berggren, The Ratio Institute, Dr. Henrik Jordahl, Uppsala University, and Professor Panu Poutvaara, University of Helsinki. They study how differences in beauty, and some related traits, are perceived, and for this purpose they need respondents from different countries.

Respondents have the option to participate in a lottery with a 200EUR prize.

The link is http://www.beautystudy.se

Please write PUNDITOKRATERNE as your city of residence, as an indication that you found information about the study at this blog.

All replies are anonymous. Deadline for participation is December 8. Any questions can be put to niclas.berggren@ratio.se. Thanks in advance for your time and help!

Please write PUNDITOKRATERNE as your city of residence, as an indication that you found information about the study at this blog.

All replies are anonymous. Deadline for participation is December 8. Any questions can be put to niclas.berggren@ratio.se. Thanks in advance for your time and help!

Tragedy of the bunnies

Hermed et link til et lille sjovt spil fra Institute for Humane Studies. Spillet, der hedder “The tragedy of the bunnies”, lyder givetvis bekendt for dem, der kender til spil-teori, og illustrerer på fornøjelig vis nogle velkendte men vigtige pointer.

Præsident Robin McRoosevelt

Mit favoritorgan for “the vast right-wing conspiracy”, Wall Street Journal, hyrede fornylig Stephen Moore som skribent; han har tidligere været Cato Institutes direktør med ansvar for økonomiske studier, og de seneste år har han været leder af den fænomenale organisation Club for Growth, som han gjorde til en af de mest innovative og offensive policy-organisationer i USA.  (Se bl.a. deres TV-reklamer, hvoraf enkelte er hylende morsomme.) Nu er han ved WSJ, hvor han på ledersiderne skriver den ene læseværdige artikel efter den anden.

I dagens avis har Moore en interessant artikel med portræt af en af frontløberne til at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2008, senator John McCain (R-AZ).  Artiklen kommer godt rundt i emnerne og bekræfter til fulde det billede, jeg i forvejen havde af McCain: en interessant og charmerende mand med en livshistorie, der vil kunne forvandle Hillary Clintons CV til konfetti–men også en fuldstændigt løs kanon.

“On a broader range of economic issues, though, Mr. McCain readily departs from Reaganomics. His philosophy is best described as a work in progress. …

Throughout our chat he has referred to Theodore Roosevelt in almost reverential terms and glows when I ask about him. He calls TR “my hero . . . and one of our greatest presidents,” and at one point he excitedly searches through his briefcase and pulls out a book that he is reading on the famously tumultuous election of 1912. That was when TR bolted from the Republican Party (which Mr. McCain concedes was “a mistake”) and formed the Bull Moose Party to dethrone William Taft. When I mention TR’s trust-busting (which was mostly counterproductive economically), Mr. McCain really comes to life, exultantly points his finger in the air, smiles and cries out: “He called the trusts ‘the malefactors of wealth.’ ”

And in this very moment it becomes clear to me that John McCain aspires to be a modern-day TR. The similarities are unmistakable: Both were war heroes, mavericks within their own party, reformers and defenders of the little guy.

But here in a nutshell lies the danger of the McCain view of the world. Where some see the vast virtue of entrepreneurial wealth-generators and job-producers, he too often sees “robber barons.” …

He views himself, I believe, as a kind of modern-day Robin Hood, a defender of the downtrodden and tormentor of the bullying special interests, which is endearing and unquestionably a big part of his broad political appeal, but often leads to populist and parasitic economic policy conclusions like higher taxes on the rich and attacks on “huge oil profits.” …

I come away believing that if I’m ever in a knife fight or in a foxhole, there is no one I’d rather have next to me than John McCain. Whether he’s someone who should be steering the rudders of the American economy is a different issue altogether.”

Hvem kan f.eks. både ønske mindre “big government” og så seriøst have Theodore Roosevelt som et forbillede?  Manden var–trods andre kvaliteter–intet mindre end en katastrofe, og hvis han er McCains forbillede, ville jeg være meget, meget nervøs.

Mere månesyge

Undertegnede skal heller ikke kunne sige, hvem Jens Rohde hentyder til – bortset fra, at det lyder som en god idé at privatisere månen og havene og fiskene, når man nu ikke kan privatisere Jens Rohde. Hvad vigtigere er, så bemærk ordførerens logik, citat: “Der har aldrig været så meget styr på de offentlige finanser” – som nu, forstås. Det er rigtigt. Statskassen bugner med kongens mønt. Kære Jens Rohde, synes du, at en stat kan tillade sig at tjene penge på sin befolkning?

Månesyge?

Vi har jo tidligere bemærket Venstres politiske ordførers tendens til at tale om privatisering af månen–vistnok som en slags humoristisk afstandtagen til noget, der skulle være udtryk for noget verdensfjernt ideologisk tågesnak.  Rohde–som har været Venstres ansigt ud af til ved tre valgnederlag i træk–har brugt frasen i mange debatindlæg, taler og interviews, og idag gentager han eksemplet i et interview med Ritzau:

"Der har aldrig været så meget styr på de offentlige finanser. Vi har lavet skattestop. Det er en revolution. Var der noget af det i 80'erne og 90'erne? Nej. Vi får gennemført vor politik modsat før, hvor vi råbte og skreg om at privatisere månen og verdenshavene og alt det pjat, som aldrig bliver en realitet."

Nu må vi altså have navne på bordet!  Hvem var det i Venstre, der i 1980erne gik rundt og brugte alle kræfterne på at sige "Privatiser månen og verdenshavene!" og dermed forspildte mulighederne for at gennemføre liberal politik?  Var det Uffe? Henning? Bertel? Britta? Anders? Hanne?  Hvornår sagde de det?  Hvor sagde de det ?Vi Punditokrater helmer ikke, før vi får fundet de skyldige, som tilsyneladende–ihvertfald ifølge Rohde–lagde en helt forfejlet linie i 1980erne.

Hvor bagstræberisk kan EU blive?

Der er ingen grund til at skjule, at jeg er ved at få grå hår. Nogle af dem er nok naturlige – vi bliver alle ældre – og nogle af dem er mine studerende ansvarlige for. Men jeg er også sikker på, at EU's fælles landbrugspolitik er ansvarlig for en hel del af dem. Vi lever simpelthen i et af den rige verdens mest protektionistiske systemer, og det er en gang imellem til at blive sindssyg af.

 

I går fik vi igen en demonstration af, hvor bagstræberisk EU er, da kommissionen stemte for en reform af unions sukkerordninger. Den indebærer blandt andet, at man skærer garantiprisen på sukker med 36 %. Tænk sig, nu skal vi ikke længere betale det tredobbelte af verdensmarkedsprisen for sukker, nu kan vi nøjes med cirka det dobbelte! EU's kvoter blev også udvidet med en million metriske tons, så staklerne på landet kan opveje deres pristab med indtægter fra større produktion. Samtidig fik en række sydeuropæiske lande presset igennem, at deres landmænd bliver kompenseret for deres 'tab'. I gennemsnit bliver landmændene kompenseret for 60 % af deres tab, og italienske producenter får endda mere end 100 % kompensation.

 

Det værste er, at det bestemt ikke er med kommissionens gode vilje, at reformen kommer. Den skyldes i stedet pres fra flere udenlandske fronter. Tidligere i år tabte EU nemlig endegyldigt en sag mod Brasilien, der kunne påvise, at selvom den såkaldte C-kvote i EU's byzantinske system i princippet bør sælges på markedsvilkår, var der alligevel skjulte subsidier for omkring 11 milliarder kroner om året. WTO har besluttet, at det skal stoppe indenfor "a reasonable period of time", som i dette tilfælde løber til 22. maj næste år. Derfor kom der en sukkerreform nu, for det er begyndt at haste før resten af verden får lov til at indføre gengældelsesordninger.

 

I det større billede er det endnu mere frustrerende at være frimarkedsorienteret og liberal i EU. Forhandlingerne i WTO – den såkaldte Doha-runde – er stort set stoppet, og selvom andre lande ikke er skyldfri, er den store skurk EU. Unionen fortsætter her med at gøre som om de kommer med forslag, mens en del af deres 'indrømmelser' i vidt omfang kun handler om at opfylde tidligere forpligtelser og nødvendige reformer som f.eks. sukkerpolitikken, hvor unionen allerede har lidt et sviende nederlag i WTO. Man viser også hvad man selv kalder forhandlingsvilje, mens EU's forslag ofte reelt kun er helt nødvendige på grund af, at alle andre lande er enige om, at eksportsubsidier skal forbydes. Det forbud kommer nemlig til at trække tæppet væk under en stor del af den europæiske landbrugspolitik.

 

EU's forhandler i WTO, britten Peter Mandelsson, har også fået usædvanligt meget uld i munden på de sidste. Ifølge Agence Europe udtalte han tidligere på ugen, at det ikke ville være muligt at nå til enighed om alle 'facts and figures' ved næste måneds WTO-ministermøde i Hongkong. Hans pointe var, at denne runde – der er en udviklingsrunde – skulle være "a top-up, not a substitute […] to give a human face to the negotiations". Guderne må vide, hvad det betyder.

 

Samtidigt kom der et umisforståeligt signal fra Frankrig, der om nogen har trådt med hele dets vægt på reformbremsen. Frankrigs udenrigsminister Philippe Douste-Blazy sagde mandag at "at any new EU farm offer would have to  avoid any further CAP reforms if it were to remain within the Council's  mandate". Den udmelding kan vel kun læses på en made: Frankrig går ikke med til en WTO-aftale, som indebærer at EU skal liberalisere mere end man allerede er blevet enige om for år tilbage. Med andre ord: Frankrig kræver, at EU siger nej til enhver yderligere liberalisering af landbrugsområdet! Og – pardon my French (som de siger i USA) – hvordan fanden skal man så kunne forhandle om noget som helst?

Ugens citat: Bjørnskov om Gosplan forskningspolitik

Vores med-Punditokrat Christian Bjørnskov har dd. en kronik i Berlingske Tidende, hvori det bl.a. hedder:

“Gosplan var navnet på det agentur, der oprindeligt koordinerede de forskellige Sovjetrepublikkers økonomiske planer. Fra 1928 formulerede og overvågede det de famøse femårsplaner, som lagde linierne for, hvordan Sovjetunionen skulle udvikle sig. Med andre ord var det Gosplan, der identificerede, hvilke områder det sovjetiske samfund skulle satse på for hurtigt at blive rigt og klare sig i kampen mod de kapitalistiske vestlige samfund. Planerne var da også klare: Sovjetunionen burde satse på industri – specielt sværindustri – og massive investeringer i uddannelse og moderne produktion. Landbruget derimod blev brandbeskattet og kollektiviseret, da det jo tydeligt var fortidens erhverv. Vejen frem syntes at være få men store virksomheder inden for enkelte områder, hvor man kunne blive stor nok – opnå såkaldt »kritisk masse« – og realisere stordriftsfordele. Det sovjetiske samfund søgte således at planlægge sig til succes baseret på kriterier, der helst skulle nås inden for femårsperioder. Den store satsning blev dog som bekendt aldrig en succes, og kriterierne for succes blev hurtigt absurde.

Gosplan har dog også taget en anden betydning, nemlig som det navn mine kolleger på Handelshøjskolen i Århus flere gange har brugt om den danske regerings forskningspolitik. Sammenligningen er ikke uden grund, da den borgerligt-liberale regering med Folketingets velsignelse er slået ind på en forskningspolitisk kurs, som Lenin ville have været stolt af.”

Back in the USSR …

Berlingske Tidendes Jørgen Staun beretter i dagens avis, hvorledes den russiske statsduma i går ved 1. behandling vedtog et lovforslag, som i realiteten vil gøre det umuligt for internationale organisationer at have afdelinger i Rusland, som er politiske og helt eller delvist finansierede fra udlandet.  I praksis vil det bl.a. betyde, at Amnesty International og Human Rights Watch ikke længere vil kunne have afdelinger i landet.  Tilfældigt? Næppe:

“Stramningen sker for at forhindre, at udenlandske regeringer ved at støtte russiske uafhængige organisationer – såkaldte ngo’er – kan fremme en »Orange Revolution« i stil med den i Ukraine og Georgien, hvor de russisk-støttede magthavere blev væltet af folkelige demonstrationer.”

Nobelprisvinderen Milton Friedman formulerede for en del år siden den tese, de forskellige former for frihed (personlig, økonomisk, politisk) over tid vil tendere i retning af at gå hånd i hånd i et land.  I den forbindelse kan man så bemærke sig, at Rusland i 2003-tallene fra Economic Freedom of the World Index fik en score på 5,1 (af 10), svarende til en plads som nr. 117 af 127 lande.  Til sammenligning fik man i 1995 en score på 4,0 og en plads som … nr. 117 af 123 lande.  Plus ca change …