Republikansk selvransagelse II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. december 2005. Skriv et svar

I forlængelse af med-Punditokrat Mchangamas post vedrørende Chris DeMuths fortrinlige artikel bør man iøvrigt også læse denne passage fra et indlæg fornylig af J.C. Watts, det nu fhv. Republikanske kongresmedlem, der var med i partiets ledelse i Repræsentanternes Hus, og som (bl.a. fordi han var sort og en kendt football-spiller og konservativ) var spået en stor politisk fremtid (men som nu er gået ind i konsulentbranchen):

“I was part of that wild and crazy Class of ’94 that shook the political landscape by taking over the House after more than 50 years of unfettered Democrat control. We came to Washington full of ideals and conviction. But sadly, what they say about absolute power is coming to reality in the 2005 GOP Washington. Republicans in just 10 years have developed the arrogance it took the Democrats 30 years to develop. But you know, in spite of the very real arrogance displayed by my party in Washington in the years since taking the House, Senate and White House, I firmly believe the Republicans have a real chance to rebound simply because our Democrat friends just don’t get it. Essentially, they believe the basic plan of getting their base to the polls, increasing Hispanic voters, and better communication will put them over the top. They believe their failures in these mechanical functions have cost them in the past decade.”

Fra “den anden side” har The New Republic også i denne uge nogle kritiske ord om Republikanerne–men (naturligvis uden J.C. Watts’ positive slutning.  Det kunne man nok forvente, og givet hvorledes Demokraterne opførte sig frem til 1994, må man nok tage kritik dér fra med det kendte kilo salt.  Men til gengæld er noget af det faktisk morsomt.  Her er en passage fra tidsskriftets “guide til Republikanernes Washington DC”, nemlig 1. afsnit Forhistorien:

A History of GOP D.C.

The first major wave of conservative settlers, who arrived in the 1980s and 1990s, encountered an indigenous Democratic civilization in serious decline. Much like the Aztecs and the Incas, the Democrats had constructed impressive monuments like the Welfare State and Regulatory Policy. Under the reign of President Bill Clinton, however, they succumbed to the temptations of imperial power, abusing a primitive congressional banking system and seducing young interns. So the arrival of the new settlers, mostly Southerners and Midwesterners of Caucasian stock, coincided with momentous upheaval. One visionary immigrant, Tom DeLay from Sugar Land, Texas, had a plan for a new city of elegantly circuitous money trails and a grid that would link lobbyists to the Republican Party. The DeLay plan for modernizing the city is also known as the K Street Project, and it benefits from the simplicity of its intentions: Want to work with the Republicans? Then you’d better hire Republicans at your law firms and lobbying shops–and then donate your money to Grover Norquist, conservative 527s, and other GOP D.C. charities. Nobody had ever dared to think so transparently.

The DeLay vision couldn’t have come to fruition were it not for a stroke of luck. That luck came to Washington in the form of a failed energy executive, failed congressional candidate, and all-around late bloomer with a recognizable name and a refusal to compromise with himself. Together, Tom DeLay and George W. Bush (with the help of a plucky, can-do guy named Karl Rove) raised the city that has become a magnet for corporate lobbyists and tourists alike.

Visitors expecting to encounter a thriving civilization, however, will be disappointed. After a few hours of exploring, you will immediately recognize that GOP D.C. has taken an unfortunate turn. The city’s culture has come to resemble the old Democratic regime in its final days of decay. Take the fall of Jack Abramoff, a lobbyist who helped DeLay make his vision for the city a reality. Abramoff once bilked Indian tribes for $80 million and enticed congressmen with golf trips to Scotland and free meals at his restaurants. Now he’s facing prison. Or consider another popular attraction–the office of Vice President Dick Cheney. In the prelude to the Iraq war, intrepid tourists who enjoyed a good scare would travel here for warnings about mushroom clouds that might soon appear over GOP D.C. Adrenaline junkies now make the pilgrimage to the OVP on the off chance that they might glimpse Cheney or one of his aides trashing CIA analysts, former ambassadors, and other critics. But we suggest that you don’t let GOP D.C.’s air of decline and omnipresent indictments interfere with the pleasures of your visit. If you place yourself in the 2002 mindset of the city’s lobbyists or Republican congressmen, GOP D.C. can be a magical place.

Regeringens politiske selvmål

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. december 2005. 13 svar

Jeg plejer fra tid til anden at poste mine klummer fra Berlingske Tidende, men her i al den seneste tids snak om velfærd og reformer …  Well, som Clint Eastwood siger i Dirty Harry, altimens han sigter med sin Magnum .44: "In all this excitement, I kinda lost track myself".  Så her kommer den:

Regeringens politiske selvmål

Velfærdsreform-flop. Venstre flytter sig til venstre – og flytter vælgerne samme vej

Mange har i tidens løb spekuleret i, hvad der gemmer sig inde under Anders Fogh Rasmussens statsminister-habit: Gemmer der sig i stedet for en julemand en hulemand, en markedsøkonomisk minimalstatstilhænger? Det tror mange på venstrefløjen, og dét håber i hvert fald nogle borgerlige. Men svaret må oven på regeringens reaktioner på Velfærdskommissionens udspil være, at inden under gemmer der sig – ingenting.

For »ingenting« er formodentlig dén mest rammende beskrivelse, man kan give af regeringens vilje, visioner og værdikamp. Sjældent har man set så mange løbe så hurtigt væk fra ansvaret fra at gøre selv det mindste.

Velfærdskommissionens 43 udspil var ganske vist som helhed hverken særligt opsigtsvækkende eller intellektuelt ambitiøse. De rangerede fra det problematiske (tredobling af skat på ejerboliger) over det ligegyldige (en række nye offentlige udgifter) til det strengt nødvendige (lavere marginalskat, længere arbejdsliv, brugerbetaling osv.). Det eneste overraskende var, hvor hurtigt regeringsledelsen skød forslagene ned.

F.eks. vil beskæftigelsesministeren ikke afkorte dagpengeperioden (selvom det vil give 22.000 færre arbejdsløse), fordi det angiveligt skulle kunne ses som i strid med et løfte om ikke at ændre på satserne. Statsministeren vil ikke røre ved skatterne – ud fra en svært forståelig påstand om, at skatter intet har med velfærd at gøre. De to ministre blev loyalt bakket op af deres egen politiske ordfører, Jens Rohde, som kaldte det »akademisk« at tro, at skatter har nogen indflydelse på beskæftigelsen. Rohde må i givet fald mene, at borgernes adfærd – og dermed statens skatteindtægter – vil være uændrede, uanset om borgerne skal betale 0, 50 eller 100 pct. af deres indkomst i skat. Det er et synspunkt, som næppe mange økonomer vil kunne tilslutte sig, og som lidt venligt må betegnes som »interessant«.

Reaktionen er så meget desto mere bemærkelsesværdig, fordi Venstres strategi igennem de seneste par år først har været systematisk at udskyde debat om ethvert forslag om skatte- eller velfærdsreformer med henvisning til, at det måtte vente til efter Velfærdskommissionen, og dernæst at disse ændringer ønsker befolkningen ikke, og derfor gør Venstre heller ikke.

Derfor har Venstre nu bundet sig selv – og regeringspartneren – fast på, at der reelt kun er to ting, man vil røre ved: Man vil (måske) øge tilbagetrækningsalderen ganske beskedent, og man vil søge at få flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet.

Men er der ikke bare tale om, at regeringen simpelthen har placeret sig dér, hvor man ved, at resultatet i sidste ende må ende? Udover den mangel på politisk lederskab som en sådan tankegang er udtryk for, må man bemærke, at den tilsyneladende også har en anden effekt: Siden Anders Fogh Rasmussen i 1998 erstattede Uffe Ellemann-Jensen og begyndte en omfattende omkalfatring af Venstres politik med udmeldinger om, at marginalskatten ikke skal ned, og om at efterlønnen ikke skal afskaffes, er vælgerne blevet synligt mere venstreorienterede.

En meningsmåling fra Epinion viste i forrige uge, at blot 29 pct. af danskerne mener, at de betaler for meget i skat. I 1990 – hvor skattetrykket var mindre – var andelen hele 63 pct., og i 1998 var andelen 41 pct. Selv blandt V- og K-vælgere er der nu et flertal, der finder skattetrykket passende. Den nye linie har med andre ord haft succes – hvis succes er at få danskerne til at synes om et højere skattetryk.

Samme billede ser man i spørgsmålet om efterløn. Her viste en Gallup-måling fra forrige uge, at efterlønnen måned for måned bliver mere populær. I april i år mente 69 pct. af vælgerne, at den skulle bevares; nu er det 78 pct.

På begge punkter er der altså ikke tale om, at regeringen blot anlægger en mere midtersøgende linie for at tækkes midtervælgerne. Det gør den ganske vist også, men samtidig trækker den borgerlige vælgere til venstre og gør det dermed stadig sværere at komme igennem med de i grunden banale reformer, som selv Radikale ønsker, og som for blot få år siden ville have været ubetvivlelige elementer i arsenalet. Man er – med en gammel Venstre-høvdings ord – godt i gang med at tisse i gummistøvlerne for at holde varmen.

Om tal, terror & MSM: Gæsteindlæg af Poul Højlund

Af Redaktionen, den 18. december 2005. 1 svar

Punditokraterne bringer hermed et dagsaktuelt indlæg af Poul Højlund, der går i kødet på MSM’s behandling af “data” om irakernes holdninger …

Bare et tal
Hvis ikke det hele var så komisk, ville det være tragisk.

Sunday Telegraph’s defence correspondent Sean Rayment kom 23.10.05 med følgende artikel: Secret MoD poll: Iraqis support attacks on British troops. Berømt fordi nettet har mere end 400.000 henvisninger, og berømt fordi republikaneren John Murtha forlanger de amerikanske tropper hjem omgående, når nu irakerne ikke kan lide dem alligevel.

Villy Søvndal forlangte allerede samme dag de danske tropper ud omgående. DR kunne åbenbart ikke læse engelsk, men fik fortyfive percent til at blive til 54%. Det er heller ikke nemt.

Den gode Sean Rayment, der således ganske uforvarende scorede et verdenshit, er aldrig er vendt tilbage til sit scoop med så meget som en linie. Han skriver om William, der slår Harry i hærens IQ-test, om tab i Afghanistan, om hærens vanskeligheder med at rekruttere til Irak, – men ikke et eneste opfølgende ord om den virkelige sensation, hans store scoop:

Millioner af irakere mener, at selvmordangreb på britiske styrker er berettigede, lød sensationen. Op til 65% af irakerne støtter angrebene og mindre end en procent af irakerne synes, at det allierede militære engagement hjælper til at forbedre sikkerheden i deres land.

Villy Hin Søvndahl derimod kan ikke vente med at få fingrene i tasterne; han er allerede samme dag på alle medier (weekend, nemlig) med sit krav om omgående pull out på grund af de nye sensationelle tal. Hele 65% af alle irakerne støtter angrebene. Selve statsministeren tvinges til at svare med standardsvaret Alle skal ud så hurtigt, som forholdene tillader. Historien lever et par døgn og dør så.

Undertegnede relativt stilfærdige menneske rykker også til tasterne og begynder i Kristeligt Dagblad, – samme slagmark som Søvndal havde valgt – og fortsætter i JyllandsPosten.  Spidse og småsure spørgsmål til DR og Søvndal om dokumentation for påstandene. Sidste afsnit fra KD (som ikke giver web-adgang uden abonnement) lyder:

“Konklusion: På baggrund af en enkelt journalists oplysninger om en hemmelig undersøgelse, hvis resultater er i direkte modstrid med den veldokumenterede BBC-undersøgelse, og hvor formålet med journalistens artikel er tydeligt indenrigspolitisk, og hvor journalistens brug af unavngivne kilder tidligere har vist sig tvivlsom, bringer Radioavisen en nyhed, hvis væsentligste procenttal er en pinlig fejloversættelse, – og på den ekstremt tynde baggrund, rykker SF’s formand i felten og kalder grundlaget for dansk militær tilstedeværelse i Irak for ikke-eksisterende.

Mens Radioavisen tjekker sine kilder, sine bevæggrunde og sin troværdighed, kunne Villy Søvndal måske bevæges til at forklare, hvorfor offentligheden i denne sag skal tage ham alvorligt?”

Ingen reaktion. 21. november opsumerer TV2 i 22-nyhederne udviklingen i Irak siden Mission Accomplished om bord på USS Abraham Lincoln den 1. maj 2003. Det er nu over 2 år siden præsident Bush bla bla …. Et rent powerpoint show med lidt speak og en heftig grafik med headlines, der drøner frem i billedet.

Skilt nummer fem efter hukommelsen: Over 100 daglige angreb fra terrorister og oprørere. Skilt nummer seks: Mere end 65% af irakerne støtter angrebene. Slut for Irak og videre til næste emne.

Få dage senere præciserer redaktionschef Hans Peter Blicher i JP direkte henvendt til undertegnede, høfligt og måske lige en snert nedladende, at tallet kun omfatter sympati for angreb mod de væbnede styrker og ikke mod civile. Nu er de 65% kun gældende i det dansk/britisk kontrollerede område i det sydlige Irak: I hele Irak er det 45%, der osv.

Samme aften meddeler TV2 nyhederne en rettelse. Jeg så den ikke, og den er ikke på deres web-tv.  Noget om nogle forkerte tal og nu følger de rigtige tal: 45% af alle irakere støtter angrebene på de væbnede styrker.

Få dage senere i JP retter skyder undertegnede det første alvorlige missil af: Dårlig presseetik.

Få dage senere i JP et hidsigt angreb fra Blicher, der henviser til, at alle andre jo også har brugt kilden, at vi sandelig ikke betaler tvangslicens og at han i øvrigt anser debatten for overstået.

Dagen efter er selveste nyhedschef på DR, Lisbeth Knudsen ude med den helt store kaliber,  men dog detaljeret i sin rettelse af de tre eller fire eller fem fejl, DR har nået at begå i sagen. Samme henvisning til alle de andre medier, der også har brugt tallene, og endelig en blank afvisning af min påstand om tendenser i dækningen af Irak.

Nu træder Punditokraterne for alvor ind på banen. En læser, Niels Christensen, linker til en mig ukendt Spiegel-undersøgelse med helt andre tal. Tak for det. Verden hænger igen og veldokumenteret sammen og der kommer overensstemmelse mellem rekordvalgdeltagelse og meningsmålinger.

Tre fjerdedele af irakerne støtter de udenlandske troppers tilstedeværelse, indtil forholdene er stabiliserede. Tre fjerdele støtter …, altså ikke to ud af tre, der støtter angreb på tropperne, men tre ud af fire, der ønsker troppernes tilstedeværelse opretholdt.

Mit næste indlæg i JP må kun være på 300 ord, – ak ja. Det kommer forhåbentligt på mandag. Her er de sidste afsnit:

“…Og tv-stationerne vil ikke indse, at de er blevet ofre for deres egne fordomme. Deres normale journalistiske sans er bedøvet af de spændende tal, der for alvor viser, hvor skidt det går i Irak.

De to stationer kan heller ikke læse tysk. Der Spiegel bringer 11. december en helt anderledes troværdig og veldokumenteret meningsmåling. Tallene modsiger de udokumenterede påstande fra Sunday Telegraph. Blot en enkelt tal: hver fjerde iraker ønsker omgående troppetilbagetrækning. Tre fjerdedele af irakerne ønsker at tropperne bliver, indtil forholdene er stabiliserede. Hvornår bringer I de nyheder?

Men nej, gode nyheder om Irak har ingen interesse. Selv det seneste valgs overvældende succes bliver vinklet til en Sippel-historie om valgsvindel og fupdemokrati. Dækningen af Irak er tendentiøs. Dette er blot et lille eksempel. “

Kløvedal Reich og ønsketænkningen

Af Jørgen Møller, den 17. december 2005. Skriv et svar

“Selv om man som læser synes, at Ebbe Reich i samtalen romantiserer sin gamle tyrkertro på massemorderen Mao, når Johs. H. Christensen pietetsfuldt går ham på klingen, så kan man ikke andet end fascineres af mandens lidenskabelige forsvar for utopiers nødvendighed i menneskets liv.

‘Utopiens mål er den fælles lykke, ikke kun den enkeltes lykke’, siger Reich i forbindelse med en analyse af det danske folkestyre p.t., der handler om, at vi i 2005 lider under alt for mange politiske lappeskræddere og for få visionære politikere. Ingen på Christiansborg kan rejse den folkelige tro på fællesskabet i en tid, hvor interessepolitikken har overtaget hele det politiske spektrum. Sådan som vi jo så til fulde ved kommunalvalget for nylig: ‘Et levende demokrati lever af, at folk deler sig efter anskuelser og ikke interesser. Utopien er det velfungerende demokratis basis’, fastslår Ebbe Reich.

Det tror man på”.

Man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af. Men Jens Andersens anmeldelse af Aber i træernes toppe – samtaler med Ebbe Kløvedal Reich i dagens Berlingske gør da sit for, at det skal lykkes. Utopier, politiske og sociale må man forstå Kløvedal Reich og Jens Andersen, udgør ganske enkelt demokratiets hjerteblod.

Jeg har aldrig følt mig kaldet til at læse Kløvedal Reichs omfattende forfatterskab, og jeg skal ikke kunne kloge mig på, om “det utopiske – forestillingen om en uopnåelig ideal tilstand – er den røde tråd” i hans skriblerier generelt, sådan som den åbenbart er det i “samtalebogen”. Men jeg vil godt lige spinde en kommentar over sammenhængen mellem demokrati og utopi, for den ser i mine øjne noget anderledes ud, end tilfældet er for den gode Kløvedal Reich.

For en lille måneds tid siden begik jeg her på siden en længere beretning om den russiske forfatter Leo Tolstojs hang til absolutte sandheder. Mit ærinde var det simple at fastslå, at utopierne oftest har en meget følelig skyggeside: at dyrkelsen af absolutte sociale sandheder ikke blot er blændværk, men er den bedste tilgængelige opskrift på at skabe et dennesidigt Dystopia.

Som Karl Popper har påpeget i Det åbne samfund og dets fjender, så behøver vi ikke at frygte mennesker, der vil det onde. De er i virkeligheden så få, og de er lette at gennemskue. Nej, de fleste katastrofer bliver skabt af mennesker, der vil det gode. De, der mener at kende det perfekte samfunds væsen, bliver alt for ofte drevet ud i menneskeforagt, fordi de føler sig kaldet til at omforme de virkelige mennesker i ideens navn.

Det liberale demokrati, som vi kender det her i Danmark, er af selv samme grund uforeneligt med den utopiske tanke. Eller rettere: utopier er kun forenelige med demokrati under én meget krævende antagelse. At vi med fornuften som rettesnor kan tale os frem til en fællesmenneskelig ‘sandhed’ på det sociale område – at vi kan sætte menneskelivet på formel kort sagt.

Som Popper så rigtigt betoner, så nærer utopikere sjældent et bevidst ønske om at trælbinde menneskene – tværtimod. Men den skygge, der kvæler lyset, er som bekendt selv et barn af lyset. For hvis det rent faktisk er muligt at finde frem til disse absolutte sandheder, så har det to konsekvenser. For det første er det kun de oplyste, de rationelle mennesker, der har ret til at dirigere samfundets udvikling. For det andet har disse få indviede en moralsk pligt til at tvinge de uoplyste i retning af det ‘gode’ samfund. Eller med Rousseaus ord: samfundet har ret til at tvinge borgerne til at blive frie.

Den slags bør selvsagt få alarmklokkerne til at ringe for en tidsalder, der først for nyligt har set det ‘verdensforbedrende’ projekt par excellence, kommunismen, henvejre. Det er ganske enkelt blændværk at tro, at samtale kan løse alle menneskelige uoverensstemmelser. Det er kun intellektuelle som Kløvedal Reich, der er overbeviste om, at vi kan brolægge dybe ideologiske konflikter ved at snakke os til rette. Når vi har religionsfrihed, så skyldes det netop, at vi ikke foregøgler os selv, at vi kan tale os frem til ‘den rigtige religion’. Og det er ikke kun på troens område, vi møder værdistandpunkter. En abortmodstander kan ikke blive enig med en aborttilhænger – deres overbevisninger er simpelthen uforenelige.

Det er derfor, et demokrati på den ene side har brug for flertalsafgørelser, og på den anden side for de grundlæggende frihedsrettigheders skranker imod flertallets magt. Demokratiet er en yderst jordisk størrelse og heldigvis for det. ‘Politiske lappeskræddere’ er til enhver tid at foretrække frem for ‘visionære politikere’- i hvert fald hvis der er tale om fuldblods utopikere, af den type Kløvedal Reich efterlyser.

DR skraber bunden

Af admin, den 16. december 2005. 2 svar

Ak, vores lille grundskole for opvakte journalister må notere endnu et nederlag – ingen kender os, eller der findes ingen i målgruppen. Åbenbart ikke hos DR.

Her er deres bud på Plame-sagen:

Præsident Bush kender CIA-lækagens bagmand.

16. dec. 2005 00.05 Udland Opdat.: 16. dec. 2005 00.06

Robert Novak, journalisten, som afslørede en CIA-agent, siger, at præsident Bush kender kilden til historien.

Robert Novak var den første til at afsløre navnet på agenten, Valerie Plame, og siger nu, at medierne og politikerne ser det forkerte sted hen.

Valerie Plame er gift med en tidligere diplomat og ambassadør Joseph Wilson, der afslørede, at regeringen opdigtede de masseødelæggelsesvåben, der var begrundelse for at gå i krig mod Irak.

Wilson har siden anklaget regeringen for at afsløre, at hans kone var CIA-agent for at hævne sig på ham.

Det er ulovlig at offentliggøre CIA-agenters navne i USA.

Det fremhævede afsnit er, som alle der kan læse ved, helt forkert. Wilson afslørede ikke noget, men fik tværtimod bekræftet, at Irak faktisk havde henvendt sig i Niger for at købe uran. Læs nærmere i linket ovf.

Hvordan dælen kan en public service virksomhed som DR være så dårlig? Har de en beskæftigelsespolitik, der går ud på at ansætte særligt virkelighedsudfordrede journalister, eller er de bare fløjtende lige glade med fakta, bare historien har den rette morale?

Republikansk selvransagelse

Af Jacob Mchangama, den 15. december 2005. 5 svar

Præsidenten for American Enterprise Institute Christopher DeMuth har skrevet en fremragende artikel kaldet “unlimited government“. Artiklen demonstrerer på glimrende (og skræmmende) vis, i hvor høj grad den herskende amerikanske politiske kultur afviger fra hvad “the founding fathers” havde i tankerne samt, at den amerikanske forfatnings ord og ånd  dagligt krænkes af politikere og embedsmænd i Washington. Her blot nogle udpluk men artiklen skal læses i sin helhed:

Thomas Jefferson played the pivotal role in choosing the site for our national capital, and selected what was essentially a malarial swamp. He had been in Paris when the Constitution was drafted, and he was not much impressed by its parchment provisions for limited government. So—anticipating the old dictum that “no man’s life, liberty, or property is safe while the legislature is in session”—Jefferson added a climatologic backstop. Long, miserable summers were to serve as a natural deterrent to the growth of our national apparatus.

It worked beautifully for more than a century. Legislators, lobbyists, and executive officials fled the capital en masse most summers, right through the late 1920s—when air conditioning was introduced. With the deployment of that subversive technology, there began a notable expansion of the federal leviathan.

The emergence of 24/7/52 legislating is one of many ways in which modern American government has become much busier and more businesslike than it used to be. While busyness is a virtue in most of life, the men who founded our nation would not have considered it advantageous to government. They carefully contrived a state that would be cumbersome and inefficient at getting its act together, with divided and contending powers both inside Washington and between Washington and the states, and a profusion of checks and balances throughout. They wanted government to be robust and decisive in a limited sphere, but also considered government a threat to freedom and happiness, and worried it would engross private society, property, commerce, and culture. “Government,” said John Adams, “turns every contingency into an excuse for enhancing power in itself.” “Government,” said George Washington, “is not reason; it is not eloquence; it is force. Like fire, it is a dangerous servant and a fearful master.” And those were the Federalists.

Let me offer two examples of practices that are unquestionably un-Constitutional yet are hardly questioned at all. Neither even came up at Chief Justice Roberts’s confirmation hearing. The first concerns taxation.

[..]The framers, regarding taxation as the most politically sensitive of government powers, required that all bills for raising revenue must originate in the people’s chamber, the House of Representatives. This is the sort of fussy procedural formality that is just a damn nuisance when it comes to running a modern, efficient government. Accordingly, twice in recent years Congress has empowered agencies to devise and collect taxes all on their own—first the Federal Communications Commission in 1996, and then the new Public Company Accounting Oversight Board established by the Sarbanes-Oxley Act in 2002. Both agencies decide how much they want to spend, set a tax that will generate the desired funds, and increase the tax as needed to keep their business plans on track.

[…]My second example concerns federalism. Justice Louis Brandeis wrote in a famous opinion that federalism fosters “laboratories of democracy,” where policies can be tried in individual states and their good or poor results noted elsewhere. The growth of federal power has shuttered many of those laboratories. A federal government that can ban the personal use of medical marijuana grown right in your own backyard—which is plainly neither “interstate” nor “commerce,” yet was easily upheld by the Supreme Court last term—can do just about anything to blot out local policy choices.

Even more striking are the new coast-to-coast regimes being constructed by state officials like New York Attorney General Eliot Spitzer. He candidly admits that his mission is the wholesale restructuring of entire industries on a nationwide scale. The agreements he has imposed on Merrill Lynch and other financial services firms make detailed requirements of how the firms are to be managed in the future. This has created, thanks to collaboration with officials in other states, new national regulatory programs established entirely outside the legislative process and outside the public rule-making procedures of regulatory agencies. Instead, the deals are cut in lawyers’ offices. The results are policy cartels with no exit for any firm or customer, no policy competition or experimentation, no federalism.

The emerging phenomenon is one of multiplying special-purpose national governments operating in parallel with the official national government and without any coterminous political accountability. This has come to pass because of the desuetude of several Constitutional provisions, none more important than the Compact Clause, which provides that “no State shall, without the Consent of Congress, enter into any Agreement…with another State.” The requirement of Congressional approval is unqualified and it is fundamental. For a gang of states to go off on their own and set up independent governing regimes is, politically, a form of partial secession. Yet this protection has lapsed through judicial neglect.

[..]the principle of limited government is not a bit less urgent today than it was two centuries ago. It has now been 25 years since Ronald Reagan arrived in Washington announcing his intention to “check and reverse the growth of government.” That quarter century has been governed mainly by Republican Presidents, and increasingly by Republican legislatures, and even the one Democratic President declared that “the era of big government is over.” Yet the federal government’s annual domestic spending doubled during the period, from about $900 billion to about $1.8 trillion (in 2000 dollars). Today the federal government’s fiscal imbalance—the excess of projected future expenditures over projected future revenues—is close to $70 trillion. About $20 trillion of this enormous sum was tacked on just in 2003, with the addition of a massive, unfunded Medicare entitlement to prescription drug benefits. Increasing taxes to pay for our standing policy commitments would move U.S. rates to the levels prevailing in today’s socialist European nations.

At artiklen allerede har haft effekt kan ses på National Review, hvor Jonah Goldberg, som undertegnede ellers ofte har det svært med, roser artiklen til skyerne og under overskriften “Republican Reformation” argumenterer for, at amerikanske konservative skal “genfødes” som tilhængere af en begrænset stat. Hvis det er den fremtidige linje hos toneangivende konservative såsom skribenterne hos National Review som ellers ofte går mere op i moralske spørgsmål end at begrænse den føderale stat, så er der håb for, at den næste republikanske præsident fører (klassisk) republikansk politik og ikke som den nuværende bruger penge “som en fuld sømand på orlov” som en punditokrat for nyligt udtalte det på tv.

Valget i Irak

Af admin, den 15. december 2005. 11 svar

I afholdes det tredje og sidste valg i Iraks overgangsfase fra diktatur til demokrati.

I medierne har man stadig mere desperat søgt at fastholde det negative billede af Irak. Som det meget sigende blev formuleret for et par dage siden i Berlingske: Selvom valget bliver en succes, så er det stadig en fiasko, fordi der blev begået fejl.

Tja, det er et jo spørgsmål om proportioner. Kan man beskrive de allieredes sejr i WWII som en fiasko, fordi der forekom hændelser, som vi på tryg afstand af begivenhederne kan beskrive som “fejl”, f.eks. interneringen i USA af amerikanske statsborgere med japansk baggrund, tæppebombninger af tyske storbyer, spredte tilfælde af nedskydninger af tyske krigsfanger, osv. Ikke efter min opfattelse, hverken i forhold til WWII eller Irak.

Der var for mig at se tre mål med Irak-krigen.

1) At fjerne den permanente trussel som Saddam udgjorde.

Det er gjort. Vi har efterfølgende kunne konstatere, at truslen ikke var så alvorlig, som efterretningerne viste. Men det ændrer ikke på, at Saddam var en trussel, som i øvrigt ikke var helt så uskyldig, som medierne gerne vil fremstille ham, hvilket Duelfer-rapporten dokumenterer.

2) At indføre demokrati i Irak.

Dette er ikke en efterfølgende rationalisering konstrueret efter, at fraværet af WMD var konstateret. Faktisk kan Bush ikke tage æren af denne ændring i amerikansk politik, da det var Clinton, som underskrev the Iraqi Liberation Act i 1998.

Ønsket om at indføre et demokrati er den væsentligste forskel på Bush d.y. og Bush d.æ., hvilket ikke bliver mindre bemærkelsesværdigt af, at de er far og søn. Det er mere end et patricidium, det er en afgørende nyorientering af amerikansk udenrigspolitik. Det er på en og samme tid en alvorlig risiko at løbe, for demokratier er vanskelige at styre, og det er en politik, som er vanskelig at forene med realpolitikkens erkendelse af, at man ikke kan bekrige alle diktaturer på en gang.

Det er forbløffende at iagttage, at de selv samme personer, som kritiserer, at Bush d.y. styrtede Saddam, når USA tidligere støttede ham, samtidig begejstres over, at strateger fra Bush d.æ. som Brent Scowcroft deler deres kritik af Irak-krigen. De fatter åbenbart ikke, at for disse “realister” er det en dårlig idé at satse på demokrati; man bør hellere indsætte en pålidelig diktator. Noget andet er så, at realisterne måske har ret i al deres kynisme, hvorimod det er vanskeligt at følge rationalet hos deres beundrere. Skal man virkelig blive ved med at støtte en diktator, fordi man har gjort det før?

Dette andet mål om at indføre demokrati synes at være opnået. Valg efter valg har vist en massiv og stadig stigende opbakning til demokratiet, trods helt urimelige forhold med udbredt terror og intimidering. Alt tyder på, at stemmeprocenten bliver endnu højere denne gang, fordi sunnierne har indset, at de ikke kan myrde sig tilbage til den dominans, de nød tidligere. Tilgangen af vælgere, der vil og tør stemme, synes klart at overstige de, der desillusioneres af den korruption, som ofte følger med demokratiet.

I sin søgen efter negative vinkler på indførelsen af et rigtigt demokrati i den arabiske verden, har mange medier fokuseret på støtten til religiøse ledere. Risikerer Irak at blive et teokrati som Iran? Det er der ikke meget, som tyder på. Iran prøver, men der er betydelige forskelle mellem irakisk shia og iransk shia. Det er kun opkomlingen al-Sadr, som hælder til Iran, hvilket netop skyldes hans ringe position blandt irakiske shia.

Religion er i øvrigt ikke uforenelig med demokrati. I Syd- og Mellem-Europa er det ikke ualmindeligt med partier, der påberåber sig deres religiøse fundament. Selv i Danmark har vi kristendemokrater.

Man er nødt til at erkende, at det stadig kan gå galt i Irak, men det er ikke til at bestride, at et overvældende flertal af irakerne støtter demokratiet og sætter pris på ytringsfriheden. At de bliver terroriseret af et mindretal, som ikke deler denne opfattelse, bør ikke overskygge deres mod til at fastholde den.

Mål nr. 2 er — indtil videre — en succes.

3) At sprede demokratiet i Mellemøsten.

Meget tyder på, at den negative spiral i Mellemøsten, hvor det ene store overskæg afløste det andet, er brudt. Araberne har hidtil kun kendt demokratiet som en krænkende parodi, hvor den lokale diktator lod sig genvælge på en baggrund af undertrykkelse og svindel. Det kan ikke undre, at demokrati ikke var videre populært i Mellemøsten. De tre valg i Irak, hvor befolkningen selv vælger frit, har vakt betydelig opsigt. Forsøget på at fremstille demokrati som et fupnummer, der blot legitimerer den siddende magthaver, er slået fejl, og ønsket om demokrati i regionen er stigende.

De demokratiske skridt i området er stadig små og tøvende, og vi har brug for at lægge mere pres på diktaturerne. Men det kan ikke benægtes, at det går den rigtige vej. Hvis man absolut vil se noget negativt, må man fokusere på, at demokratiet meget vel kan bringe anti-vestlige kræfter til magten. Men det er tvivlsomt, om disse kræfter kan ophæve det demokrati, som bragte dem selv til magten.

Alt tyder således på, at demokratiet faktisk vil sprede sig i Mellemøsten. Heraf følger ikke nødvendigvis, at den arabiske verden vil komme til at elske USA. Prøv blot at se hos Davids Medienkritik og hans lille udvalg af tyske ugeblade for at se, hvor dyb mistroen er til USA, uanset navnet på dets præsident. Men demokratiske lande er, uanset deres idiosynkrasier og mindreværdskomplekser, langt at foretrække frem for diktaturer. Our son of a bitch is still a bitch.

Altså også succes – indtil videre – for mål nr. 3.

Det er svært ikke at komme i julestemning på den baggrund. Lad os krydse fingre for de egentlige helte i denne sammenhæng: de irakiske vælgere og politikere, og de soldater og betjente, herunder vores egne, som beskytter dem.

Pilestrædes pris

Af admin, den 15. december 2005. 1 svar

Fra denne blog har der lydt mange hårde ord rettet mod den del af journalisterne på Berlingske, der nøjes med at være ukritisk konforme med det øvrige journalistiske miljø og blot bræger det samme som alle de andre i MSM.

Men ikke alle er sådan i Pilestræde. Nogle tør tage de emner op, som de fleste journalister lader ligge. Nogle er ikke bange for at vedkende sig et borgerligt-liberalt ståsted, selvom det ikke er velset i branchen. En sådan er Bent Blüdnikow.

Han har sikkert betalt prisen for sit mod, karrieremæssigt og personligt. Så det er godt, at han nu får en.

Det forlyder, at han i morgen fredag kl. 15 får Raoul Wallenberg-prisen overrakt i det Berlingske Hus.

Der skulle være fri adgang, hvis man ikke er forhindret i disse travle juletider.

Til lykke.

Statsministerens lagkagetænkning

Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2005. 2 svar

Anders Fogh er blevet stadig mere presset i den seneste tid. I den type situationer reagerer de fleste mennesker vel efter et af to mønstre. Den ene type reaktion er at man afslører sit sande jeg og siger tingene lige ud. Det kan ofte – men bestemt ikke altid – klare luften mellem de parterne at få folks udgangspunkt og syn på sagen på plads, også selvom det hverken er gratis for de involverede eller på kort sigt ser ud til at føre til noget. Det andet reaktionsmønster er, at man forsøger at sværte dem, der presser en. Vi kender det alle fra valgkampe, hvor mudderkastning tit er et effektivt middel mod ens politiske modstandere. Når alle parter bruger metoden, bliver valgkampen dog som oftest en hæslig affære.

Problemet med Fogh er, at det nærmest er umuligt at se, hvilket mønster han har valgt. Stort set alle økonomer er enige om, at efterlønnen enten helt skal fjernes eller reformeres så der kun er adgang til den for de reelt nedslidte. Der er også bred enighed om, at man bør lempe på indkomstskatten for at gøre det mere attraktivt at arbejde – selv i et 'velfærdssamfund'. Statsministerens svar på begge dele igår var en erklæring om, at han nægtede at 'forringe' folks vilkår ved at fjerne efterlønnen for at give skattelettelser til de 'rige'. Det ligner i mistænkelig grad mudderkastning mod landets fremmeste samfundsvidenskabelige hjerner, men spørgsmålet er, om han ikke også har afsløret en hel del af sin politiske og økonomiske tænkning.

Pointen i hans afvisning er nemlig, at den kan forstås af en hvilken som helst normalbegavet syvårig. Man tager fra de fattige og giver til de rige – ja, i Foghs optik tager man fra de 'fattige' – uanset at de fleste efterlønnere er ganske godt ved muffen – for at give til de rige. Argumentet er således udtryk for den værste gang lagkagetænkning, man kan forestille sig: Hvis man skærer et større stykke til nogen, må det da betyde at andre får et mindre stykke? Nej, nej, og atter nej. Sådan fungerer verden ikke! Men selvom man som fagøkonom kan sige det utallige gange, er det altså lettest for folk at betragte landets økonomi som en lagkage. Så når Fogh implicit bruger lagkagebilledet, appelerer han ikke blot til danskernes indre svinehund – janteloven – men siger også til folk, at der ikke er grund til at tænke nærmere over, hvordan økonomi fungerer. Med andre ord, der er ingen grund til at lytte til eksperter, der gør det lette svært.

Jeg foretrækker at tro, at Fogh godt ved hvordan verden hænger sammen. Måske har han bare afsløret sin mangel på økonomisk forståelse, men han er trods alt uddannet økonom ved et respektabelt universitet. Mit problem er, at alternativet er at se ham som en demagog af den værste skuffe, der tillægger sig sine modstanderes egenskaber. Glæden ved velfærdsstaten og troen på offentlige løsninger og reguleringer har han erobret fra Socialdemokraterne. Det er svært at tro på, at efterlønnen bliver hans 'sidste territoriale krav i Europa'.

Rohderi II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. december 2005. 1 svar

Det har ellers været en meget god uge for Venstres Jens Rohde.  Først brillerer den politiske ordfører med at hævde, at skatternes omfang ikke influerer folks adfærd; det fik han på hatten for både her og af Berlingske Tidendes chefredaktør.  Dernæst skriver han en e-mail til Venstres tillidsfolk, hvori han reelt opfordrer dem til at holde kæft med kritik af statsministerens læggen låg på velfærdsdebatten–og det fik han også på hatten for.

Rohdes e-mail har således affødt sure reaktioner fra baglandet og en (i hvert fald offentlig) irettesættelse fra partiets næstformand.  Så nu hævder Rohde, at e-mailen er blevet helt misforstået; han har såmænd altid ønsket en livlig debat i Venstre, og dét at sige, at Venstres bagland ikke skulle "køre de ideologiske kanoner i stilling", skulle da bestemt ikke forstås som om, at han prøvede at påvirke, hvilken retning (eller hvorvidt) de ideologiske kanoner skulle skyde … 

I øvrigt, siger Rohde, står han naturligvis så meget bag indholdet, at han ikke vil trække den tilbage.  Ja, det er klart.

Men ret beset: Hvad har Venstres tillidsfolk egentlig at være så utilfredse over?  Det er jo ikke i den forgangne uge, at partiets ledelse har forsøgt at undertrykke intern dissens—det har man da såmænd en ganske vist ny men dog længere og snart meget veletableret tradition for.  Det har faktisk været næsten dagens rutine siden 1998.

  • Da Anders Fogh Rasmussen blev partiformand i 1998 opfordrede han således i første omgang rituelt til en levende debat i partiet, især blandt de unge.  Få uger senere dannedes som direkte reaktion kaffeklubben Espresso, hvis første forslag var en skattereform—og det forslag resulterede i, at Rikke Hvilshøj blev spanket, både offentligt og i folketingsgruppen.
  • Da Søren Pind og Tesedrengene M/K for to år siden fremsatte de Ti Teser, skal statsministeren angiveligt have truet med at gå af som statsminister, hvis de ikke blev trukket som resolutionsforslag (Right …! Jeg kan kun sige, at jeg kunne godt tænke mig at spille poker med både Anders Fogh og Søren Pind.).
  • Ved samme lejlighed var Jens Rohde ude med en seriøs og velargumenteret stimulering af Venstres debat ved at karakterisere Pinds forslag om at lade overførselsindkomsterne stige med inflationen som "usympatisk".
  • Med slet skjult adresse til de mere ideologiske elementer i partiets bagland meddelte statsministeren under valgkampen in 2005, at liberalismen som ideologi var "død".  Så var det da klart.
  • Da socialminister Eva Kjer Hansen i september kom for skade i et interview at sige ting, som reelt stod i Venstres partiprogram (og for den sags skyld i alle de andre ikke-socialistiske partiers programmer), blev hun også truet med en ministeriel fyreseddel.

Skulle man være i tvivl om, hvad de langsigtede konsekvenser for debatklimaet i et parti er, når man udsættes for noget sådant, så kan man blot tænke på begrebet "battered wife syndrome", når man i dag kan læse, at 10 ud af 12 amtsformænd i Venstre—overraskende nok—er enige med deres partiformand i hans velfærdsstrategi.

Næ, som sådan Jens Rohde har da såmænd ikke gjort noget forkert.  Han har blot fortsat den linie, som han og andre de seneste år har lagt i Venstre: Hvorfor have debat, når man lige så godt kan kvæle den?  Hvor der i 1980erne og 1990erne var højt til loftet og dybde i debatten indenfor Venstre, er der nu så højt til loftet som i en Dansk Folkepartists parcelhus-krybekælder og så dybsindigt et niveau som i DR-TVs Showtime.

Jalving om velfærdsstaten og Vesterbro

Af Redaktionen, den 13. december 2005. Skriv et svar

Vores med-Punditokrat Mikael Jalving har forfattet dagens kronik i Berlingske, om velfærdsstaten “gennem brevsprækken”, når man bor på Vesterbro.

Ugens citat: Toomey om Republikansk identitetskrise

Af Redaktionen, den 12. december 2005. Skriv et svar

I dagens Wall Street Journal har Pat Toomey (tidl. Republikansk kandidat til kongressen og nu ny leder af Club for Growth, som vi tidligere har omtalt) en kronik, hvor han opfordrer Republikanerne til at rense ud i eget hus (og som nok også kunne give hjemlige danske borgerlige/liberale lidt at tænke over):

“After 10 years of controlling Congress, Washington Republicans have an identity crisis. It was Republicans who gave us a farm bill that only a Soviet central planner could love; a campaign-finance reform bill that expands government’s unconstitutional restrictions on speech; a prescription-drug entitlement program that Lyndon Johnson could only have dreamed of; and a transportation bill with more than 40-times as many pork projects it took to earn Reagan’s veto. So, we ask a fair question: Is Reagan’s vision of limited government–the fundamental principle that brought Republicans to power–still part of the Republican identity, or has it been abandoned in favor of the seductive power of controlling unlimited government?”

Hayekianske indsigter

Af Stanislaw, den 12. december 2005. 2 svar

The Business bragte i går en gengivelse af den 14. årlige Hayek Memorial Lecture, leveret af Andrew Neil og arrangeret af IEA. Den er ganske læseværdig og fyldt med interessante indsigter vedr. EU, Kinas markedsøkonomi og de europæiske socialdemokratiske velfærdsstater. Desuden minder Neil os om Hayeks fortsatte relevans i dag. Hayek var ikke blot en kritiker af socialismen, som den kom til uddtryk i bl.a. USSR, men også en forsvarer for den fri markedsøkonomi, og som sådan en kritiker af de socialdemokratiske velfærdstater, som mange vestlige lande opbyggede i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Neils indlæg er værd at læse i sin helhed. Her er blot nogle få uddrag:

OF all the great insights that Friedrich August von Hayek bequeathed to us in his work, one in particular shines out today. For its truth has never been more evident, its application never more universal. It is that running through the ideological and political divisions of human history are two distinct and different ways of looking at the world. Between them is a deep and irreconcilable divide. One Hayek called constructivist rationalism. The other he called evolutionary rationalism.

Hayek spent a lifetime arguing that constructivist rationalism is economically and philosophically flawed because it assumes that “all social institutions are, or ought to be, the product of deliberate design”. Hayek later famously called this the Fatal Conceit.

Those who follow this route believe they have it within their power to build, organise and mould society so that it conforms to their concept of what is just and efficient. But it leads, he argued, to economic decline, poverty, social regression and, in extremis, famine, starvation and the collapse of civilisation. Historic examples of this mindset, said Hayek, included Sparta, the French Revolution, communism in general and the Soviet Union in particular, fascism, Nazi Germany – indeed all the tyrannies that blighted the 20th century. As Hayek famously put it, it is the Road to Serfdom…

Evolutionary rationalists such as Hayek argued that the liberal market economy, for all its apparent duplication, unfairness, inequalities and instability, leads to wealthier, freer and fairer societies than all the great plans of constructivist rationalism. Indeed, he argued, it was the only way to run and sustain a successful advanced economy, a matter of some relevance, we shall see, as Europe struggles to cope with the rise of Asia…

It has become fashionable to argue that the past 20 years have seen something of a political consensus congeal around the Hayekian worldview. But Hayek would not recognise his apparent triumph. The intellectual battle between collectivist central direction and the decentralised market economy has not ended with the collapse of the Soviet Union.

Today, of course, everybody – apart from the new Marxists of the radical environmental and anti-globalisation movements – broadly accepts that societies should be largely market economies. But if Hayek were alive today, he would be deeply concerned at the way the large European economies, including Great Britain, have succumbed to the allure of constructivist rationalism, with its concomitant inexorable rise in the size and power of the state….

But he would be dismayed how Europe, over the last few decades, has turned its back on many of his principles – and paid the inevitable price in terms of lower growth, fewer jobs and less wealth creation. Hayek would consider today’s levels of European public spending, tax, red tape and state intervention to be in the red zone that is dangerous to your economic health.

Om EU og euroen:

The rise of the European Union, on which so many of us pinned our hopes for so long, was rumbled as a grandiose project by Hayek long before Euroscepticism became fashionable.

To a Hayekian, there are few starker instances of his Fatal Conceit than the EU’s hubristic launch of a single currency.

The euro’s supporters, of course, were hardcore Cartesians. They devised what they thought was a purely rational currency, abstracted from history, experience, culture or even economics.

Their aim was to get rid of the messy, seemingly irrational patchwork of different currencies across Europe, all irritatingly lacking uniformity and harmony.

To them, it was self-evident that Europe ought to be a single country; and that countries should have their own currencies. Any economic objections to the single currency, and there were many, were dismissed as irrelevant.

The argument always was that if there were enough political will and clever administrators to push it through, the project would triumph.

Today Hayek would be telling us that the Cartesian result was wholly predictable: the creation of an inappropriate, one-size-fits-all monetary policy in an area which is far removed from what economists call an optimal currency area. It is now widely accepted that the single currency has helped keep Germany and Italy in recession or near-recession while fuelling an inflationary boom at the periphery of the euro zone, in Spain and Greece. Hayek would not have been surprised: it is the stiff price you pay for abandoning evolutionary rationalism.

Sættenissen 1 – 0

Af admin, den 12. december 2005. 7 svar

I smuk forlængelse af vores redaktørs posting om en bog, der prøver at give et nuanceret syn på præs. Bush d.y., skal vi — som det sig hør og bør på denne tid af året — ære sættenissen i Pilestræde.

Det må være hans fortjeneste, at Berlingskes leder er et genoptryk af en tidligere leder; endda en af de mere pinlige af slagsen, der udstiller, hvor langt ned avisens Bush-bashing har ført dem. Den genopstandne leder indeholder bl.a. følgende naive sukkerknald:

I et guvernørvalg i staten Virginia blev den republikanske kandidat straffet hårdt af vælgerne. Straffen faldt, efter at han havde ført en valgkamp, der i hårdhed og perfiditet over for den demokratiske modkandidat var lige efter Bush-dynastiets manual for den slags: Svin modstanderen til og antyd, at han er blød over for terrorister/upatriotisk/ homoseksuel/ modstander af dødsstraf.

Som om man kunne lære demokraterne i USA noget om at føre smædekampagner. Tsk, tsk.

Det bringer bittersøde minder om avisens dækning af præsidentvalgkampen i efteråret 2004, hvor avisen længe ukritisk gengav diverse smædekampagner fra Michael Moore, MoveOn.Org m.fl. mod Bush, men først fandt, at tonen blev urimelig rå, da republikanerne begyndte at køre på Kerry.

Ved at genbruge denne leder fra den 12. november sætter nissen fokus på avisens store problem: at Bush-bashing har gjort journalisterne i huset mere naive og lettere at narre end normalt.

Så vidt vides har avisen endnu ikke korrigeret, endside beklaget, at man mishandlede fakta i Plame-sagen, som dokumenteret her på bloggen.

I dagens udgave fortæller Ole Bang Nielsen nok en gang om, hvor oplyst det var af den tyske og franske regering at være imod Irak-krigen. De ville hellere have fortsat samarbejdet med Saddam og forskånet de stakkels irakere for det demokrati, som den 15. december efter alt at dømme vil blive bekræftet af et massivt flertal af irakerne. Næ, hvis en lille gruppe af sunni supremacister og al-Qaeda teofascister ikke vil have demokrati, så havde irakerne nok være bedre tjent med Saddams fortsatte dikatatur. Artiklen beskriver, hvordan “europæerne” (et lidt flygtigt begreb i OBN’s optik, der vist ikke omfatter forfatningsmodstandere og mange flere uoplyste) gennemskuede den hule argumentation mod krigen, der savnede FN’s legitimitet.

Det må være sættenissen, der har fjernet den helt afgørende passage i analysen, hvor kansler Schröder ellers ganske mindeværdigt udtalte, at selvom FN anmodede om bistand til krigen, så ville tyskerne alligevel sige nej. Det skyldes naturligvis, at Schröder lige så lidt som alle andre kunne vide, at efterretningerne om Saddams WMD var forkerte, og hans modstand bestod reelt i et ynkeligt populistisk forsøg på at spille på befolkningens gamle anti-amerikanisme og behov for at opfatte sig selv som kultiverede über-pacifister, der kloge af skade søger den sagtmodige appeasement og venlige eftergivenhed over for totalitære trusler både ude og hjemme.

Det var nok også sættenissen, der sikrede, at en lille rubrik ikke helt faldt ud af siden, men kunne klamre sig ukommenteret til kanten. Det var rubrikken om, at præs. Chirac har opbakning fra 1 (én) procent af befolkningen, hvilket er ca. 40 gange mindre end hans amerikanske modpart.

Jep, da vi her på siden ikke er så usportslige som Karakterkommissionen, der opererer med minuspoint, bliver det mindst 1 – 0 til sættenissen i Pilestræde.

I Embeds Medfør

Af Jacob Mchangama, den 12. december 2005. Skriv et svar

Jeg tror bloggen  “I embeds medfør” vil falde i mange af mine medpunditokraters og læsernes smag. Jeg finder den i hvert fald afsindig morsom og den er noget af det mest originale samt underspillede anti-stats humor jeg har set.

Bushs Amerika

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. december 2005. 13 svar

Hermed lidt–traditionen tro–utidig selvpromovering: Clement Kjersgaard og Ræson har netop på People’s Press udsendt bogen Bushs Amerika, som er en antologi med kapitler skrevet af David Gress, Niels Bjerre-Poulsen og Jørgen Dragsdahl, samt undertegnede Punditokrat.  Derudover indeholder bogen længere udgaver af de interview med os fire, som Clement Kjersgaard lavede ugentligt i Berlingske Tidende i efteråret 2004, samt hele to forord: et af Svend Auken og et af Uffe Ellemann-Jensen.

Bogen er som sådan–ligesom mange andre antologier–en lidt blandet landhandel, men ambitionen har ihvertfald fra redaktørens side været, at den også skulle være et lidt mere nuanceret og pluralistisk perspektiv på både Bush og USA, og det er vist lykkedes.

Update: Bogen (som kan købes via Ræson) er blevet omtalt både i Go’ Morgen Danmark på TV2 og Deadline (Søndag) på DR2.  Det giver os behændigt en undskyldning for at bringe–takket være Kim Møller/Uriasposten–et billede af Henriette Honoré …

Update: Her er iøvrigt links til anmeldelser i Fyens Stifstidende og Jyllands-Posten.

En sejr for the "Rule of Law"

Af Jacob Mchangama, den 9. december 2005. 9 svar

I torsdags afsagde den Engelske Højesteret “House of Lords” en dom, der fastslog, at beviser, tilståelser etc. som er fremskaffet ved hjælp af tortur begået i udlandet uden at britiske myndigheder var involveret i den påståede tortur er uanvendelige i engelske retssale. Dommen er i disse terrortider interessant, og det er ikke første gang House of Lords markerer sig som frihedsrettighedernes vogter. I 2004 afsagde samme instans således en dom der erklærede tidsubestemte anholdelser af udenlandske terrormistænkte i strid med EMRK.

Men hvad der, i hvert fald for undertegnede, er endnu mere interessant, er Domstolens bevæggrunde og ordvalg.

Lord Bingham udtalte:

It is, I think, clear that from its very earliest days the common
law of England set its face firmly against the use of torture. Its rejection
of this practice was indeed hailed as a distinguishing feature of the
common law, the subject of proud claims by English jurists such as Sir
John Fortescue (De Laudibus Legum Angliae, c. 1460-1470

In rejecting the use of torture, whether
applied to potential defendants or potential witnesses, the common law
was moved by the cruelty of the practice as applied to those not
convicted of crime, by the inherent unreliability of confessions or
evidence so procured and by the belief that it degraded all those who
lent themselves to the practice.

The principles of the common law, standing alone, in my
opinion compel the exclusion of third party torture evidence as
unreliable, unfair, offensive to ordinary standards of humanity and
decency and incompatible with the principles which should animate a
tribunal seeking to administer justice. But the principles of the common
law do not stand alone. Effect must be given to the European
Convention, which itself takes account of the all but universal consensus
embodied in the Torture Convention. The answer to the central question
posed at the outset of this opinion is to be found not in a governmental
policy, which may change, but in law.

Med andre ord følger forbuddet mod tortur og anvendelsen af beviser anskaffet derved af de principper om individets frihed samt “justice and equity”, der er så karakteristiske for Common Law, ikke fra ratifikation af senere internationale menneskerettighedstraktater (omend disse retskilder også forbyder anvendelsen af beviser fremskaffet ved tortur. Lord Bingham artikulerer en vision af lov (eller måske snarere ret) der emmer af de klassiske tanker om “the rule of law”, principper der ikke kan ofres for nogen som helst pris, selv ikke når offentligheden kræver drastiske anti-terror midler taget i brug.

Dommen får det rørstrømske frem i denne Punditokrat og Lord Hoffmanns nedenstående ord gør det uforståeligt, hvorledes så mange jurister (inklusiv engelske) har kunnet falde for retspositivismen og dermed fravælge common law’s essentielle karakteristika:

On 23 August 1628 George Villiers, Duke of Buckingham and
Lord High Admiral of England, was stabbed to death by John Felton, a
naval officer, in a house in Portsmouth. The 35-year-old Duke had been
the favourite of King James I and was the intimate friend of the new
King Charles I, who asked the judges whether Felton could be put to the
rack to discover his accomplices. All the judges met in Serjeants’ Inn.
Many years later Blackstone recorded their historic decision:

“The judges, being consulted, declared unanimously, to
their own honour and the honour of the English law, that
no such proceeding was allowable by the laws of
England”.

82. That word honour, the deep note which Blackstone strikes twice
in one sentence, is what underlies the legal technicalities of this appeal.
The use of torture is dishonourable. It corrupts and degrades the state
which uses it and the legal system which accepts it. When judicial
torture was routine all over Europe, its rejection by the common law was a source of national pride and the admiration of enlightened foreign writers such as Voltaire and Beccaria.

Dommen indeholder i øvrigt en fascinerende mini gennemgang af torturens historie i engelsk ret og med de mange henvisninger føler man sig til sider hensat til Hayeks “Law, Legislation and Liberty Vol I-III” med disse bøgers fantastiske notesapparat.

Usete nyheder

Af admin, den 9. december 2005. 6 svar

Det afhænger af øjnene, der ser…

Prøv at sammenligne dagens Berlingske, som nu indleder en dækning af parlamentsvalget i Irak den 15., på denne måde:

Uanset hvilken spåkugle, man vælger at kigge i, så er de nærmeste år i Irak i bedste fald op ad bakke – sikkerhedsmæssigt, politisk og økonomisk. I værste fald borgerkrig.

… med denne overskrift i det ellers ikke videre konservative Washington Post:

In Iraq, Signs of Political Evolution

Parties That Shunned January Vote Are Now Embracing the Process

Der er de samme fakta, både gode og dårlige, men vinklingen er forskellig.

Så er der denne meningsmåling fra ABCNews om Afghanistan, der som alle meningsmålinger skal tages med et betydeligt mål salt:

Yet despite these and other deprivations, 77 percent of Afghans say their country is headed in the right direction — compared with 30 percent in the vastly better-off United States. Ninety-one percent prefer the current Afghan government to the Taliban regime, and 87 percent call the U.S.-led overthrow of the Taliban good for their country. Osama bin Laden, for his part, is as unpopular as the Taliban; nine in 10 view him unfavorably.

Den er ikke omtalt, og bliver det næppe heller.

Så er der de her meningsmålinger, der viser fremgang for præs. Bush, hvilket synes at være en generel trend.

De nævnes heller ikke, men de kolliderer jo også lidt med Berlingskes Poul Høi, der for tiden synes at leve i sin egen fantasiverden, komplet med en rasende Mor Bush, som vil rense sønnikens regering for alle de væmmelige krigsliderlige konservative og endelig gennemføre Daily Kos m.fl. varmeste ønske om at smide Rove og Cheney ud. Well, don’t hold your breath…

Bare vi dog havde en avis, der hvilede på et borgerligt grundsyn, ikke bare i sit kulturstof og ledere, men også i sin nyhedsdækning og analyse.

Men indtil videre må I nøjes med bloggosfæren.

Eventyrligt

Af admin, den 8. december 2005. Skriv et svar

Valget i København er omsider på plads.

Det har der været skrevet meget om, men kommentatorerne synes at have overset en positiv vinkel på hele forløbet, som ellers er klar for os småbørnsfædre: Det bliver nu langt mindre traumatisk at fortælle eventyr til de små ved sengetid.

– … Og så levede de lykkeligt til deres livs ende.

– Jamen far, hvad blev der af heksen?

– Rolig lille skat, hun blev senere overborgmester i hovedstaden med over 60.000 personlige stemmer. Sov sødt.

Konkurrence og konkurrence – er det virkelig to ting?

Af Christian Bjørnskov, den 8. december 2005. 4 svar

Her på hviledagen under VM i damehåndbold kan man vel tillade sig at undre sig lidt. For mens en stor del af nationen aften efter aften sidder og hylder de yppigste præstationer i en professionel konkurrenceidræt, er begrebet ‘konkurrence’ åbenbart et fyord for mange af mine fæller udi sportsidiotien. Det har nemlig slået mig, hvordan de samme mennesker, der hylder konkurrencesporten og dens udøvere som de største helte, på samme tid kan være fundamentalt og aldeles imod konkurrence på områder som uddannelse, offentlig service, og international handel/service.

Hvordan kan folk weekend efter weekend følge deres lokale fodboldhold i benhård konkurrence i en af verdens mest gennemkommercialiserede sportsgrene, for mandag morgen at gå på arbejde og forarges over nogle håndfulde polakker eller littaurere, der kommer til Danmark for på ærlig vis at konkurrere mod dovne danske håndværkere? Hvordan kan de glad og fro tage til Tyrkiet, Thailand eller Tunesien på sommerferie, men afvise at danske virksomheder bør konkurrere med produkter fra de samme lande?

Sammenfattende undrer jeg mig over, at folk har dobbeltstandarder når det gælder konkurrence. Og det indskrænker sig ikke til det internationale. Enhver lærer med lidt erfaring, hvadenten det er fra folkeskolen, gymnasiet eller de videregående uddannelser, ved at konkurrence er den bedste motivator for eleverne. Og børn opfatter den som helt fair, så længe lærerne ikke forsøger at skjule den. Men når det kommer til konkurrence mellem skolerne, både om midler og børn, er lærerforeningen en af de mest protektionistiske fagforeninger i landet. Selvom konkurrence er et af de bedste pædagogiske redskaber, er det ikke noget lærerne skal have noget af!

Hvis man endelig skal bruge paradokset positivt, kan man måske tænke sig at bruge sportseksempler i debatterne om konkurrence, ulighed osv. Danmark har en komparativ fordel i damehåndbold, Brasilien i fodbold, og USA i basketball, men konkurrencen gør os alle bedre. Det er let at forstå for alle danskere, så hvorfor ikke forstå det udenfor sportens verden?