"Gratis" offentlige ydelser i retsvæsenet

Af Jacob Mchangama, den 24. november 2005. Skriv et svar

Justitsministeriet har efter et forsøg med mediation (retsmægling) ved domstolene lagt op til at, ordningen med offentligt betalt mediation indføres permanent i By- og Landsretssager. Der er meget godt at sige om mediation der med den rette mediator kan medføre konstruktive løsninger på stridigheder der ellers er gået i hårdknude. Derved kan begge parter i en strid i mange tilfælde få en tilfredsstillende løsning på stridighederne, i modsætning til når stridigheden fører til en dom, hvor den ene part typisk vil få medhold mens den anden vil stå tilbage som taber. Endvidere er systemet procesomkostningsbesparende og hurtigere end domstolene, hvor der endvidere er appelmulighed efter 1. instans.

Men, spørger advokat Claus Kaare Petersen meget fornuftigt, hvorfor skal staten påtage sig opgaven mediation når nu en hel række advokater (og andre faggrupper) har specialiseret sig i det?

Claus Kaare Petersens kritik af Justitsministeriets forslag om at lade (en lille gruppe) dommere stå for mediation er overbevisende:

Heroverfor står praktiserende mediatorer i det private erhvervsliv. Der er her tale om mange forskellige faggrupper, men alene blandt advokaterne er der i dag ca. 180 mediatorer, som alle har gennemført uddannelsen – naturligvis for egen regning. Der eksisterer altså allerede i dag et privat marked, hvor udbydere af mediation kan udføre den retsmægling, som Justitsministeriet nu ønsker at gøre til en offentlig ydelse.

I Justitsministeriets skitse omtales den foreslåede permanente ordning som gratis retsmægling. Det er naturligvis en sandhed med modifikationer, idet det reelt blot betyder en retsmægling, der betales af staten. Men hvorfor skal staten konkurrere med det private erhvervsliv ved at betale og stille retsmægling gratis til rådighed? Det er i hvert fald en konkurrence, hvor det private erhvervsliv vil få vanskeligheder ved at hævde sig.

Det kan godt undre, at det er gået på den måde, når man tænker på de overvejelser og bestræbelser, der i øvrigt har været gennemført med henblik på at overføre opgaver fra det offentlige regi til det private, når disse opgaver lige så godt kan udføres i det private erhvervsliv. Mantraet har hidtil været, at det ikke er en statslig opgave at drive forretningsmæssig virksomhed på konkurrenceudsatte markeder, medmindre der er særlige grunde hertil. Der kan eksempelvis henvises til Regeringsgrundlaget fra februar 2005 i forbindelse med overvejelser om statslige aktieposter. Justitsministerens initiativ går i den stik modsatte retning, når hun nu ønsker, at danske domstole skal påtage sig en ny opgave, som allerede løses af det private erhvervsliv, og netop på et tidspunkt, hvor dommerne klager over manglende tid til at udføre deres egentlige arbejde, nemlig »den gode retsledelse« og at skrive »den gode dom«.

De økonomiske aspekter ved denne udvidelse af det offentliges virksomhed har kun sporadisk været overvejet. Antagelsen er, at meromkostningerne vil blive opvejet af besparelser i de sager, hvor mediationen fører til, at der indgås en aftale. Men det har tilsyneladende ikke været overvejet, om denne besparelse også kan opnås, hvis mediationen overlades til det private erhvervsliv. Og det har slet ikke været overvejet, om det ud fra en samlet samfundsøkonomisk betragtning overhovedet kan betale sig, at staten påtager sig denne opgave.

Inspirationskilden i Justitsministeriet er tydeligvis den mæglingsordning, der er gennemført i Norge, og som netop går ud på statslig mediation i domstolenes regi. Det er imidlertid et mærkværdigt sted at søge inspiration.

For det første fordi den norske ordning i faglig henseende forekommer at være bagud i forhold til udviklingen flere andre steder, herunder Danmark. På en konference afholdt af Justitsministeriet og Nordisk Råd den 14. og 15. november 2005 fremgik det, at de norske dommere, der virker som retsmæglere, kun har en sporadisk uddannelse i form af et kursus på to-tre dage, at der endnu ikke foreligger etiske regler for udøvelsen af retsmæglingen, og at dommerne er mere evaluerende i mediationen i forhold til det koncept, som den danske ordning bygger på. Den norske retsmægling svarer således nærmere til traditionel forligsmægling, som danske dommere allerede kan tilbyde parterne, og der er vist ingen, der ønsker denne mulighed fjernet fra domstolene.

For det andet fordi det ville være betydeligt mere relevant at søge inspiration andre steder, f.eks. i det europæiske land, der klart er længst fremme i udviklingen af mediation, nemlig England. Efter en retsplejereform i 1999 går den engelske ordning nu i korte træk ud på, at dommeren i en sag, der er anlagt ved domstolene, kan henstille til parterne at søge mediation, hvis dommeren skønner, at sagen er egnet hertil. Herefter er det op til parterne selv at engagere og honorere en mediator. Mediatoren kan være en advokat, en forhenværende dommer eller en mediator med en helt anden faglig baggrund.

Hvis en af parterne vægrer sig ved at følge dommerens henstilling, f.eks. fordi parten vurderer, at han/hun har en meget god sag, og derfor hellere vil gennemføre retssagen, indebærer vægringen, at parterne ikke tilkendes omkostninger, selvom parten vinder retssagen. Reglen har betydet, at dommerens henstilling i praksis følges stort set altid. Og det har vel at mærke ikke haft indflydelse på antallet af mediationer, der slutter med en frivillig aftale mellem parterne. I England ligger succesraten på omkring 70 procent, altså en smule højere end i Danmark, og inden for særlige retsområder endda højere. Generelt er der i England udbredt tilfredshed med ordningen.[…]

Mediation er et fantastisk konfliktløsningsredskab, som har gået sin sejrsgang i navnlig USA, England og andre engelsksprogede lande. Det er derfor trist, at metoden skal udvandes, fordi Justitsministeriet er optaget af, at retsmægling skal være en statslig tjenesteydelse på trods af, at der allerede findes et stort antal entusiastiske og dygtige privatpraktiserende mediatorer, som imidlertid ikke har en jordisk chance for at konkurrere med et statsligt system, der tilbyder »gratis« mediation for skatteborgernes regning.

Claus Kaare Pedersens indlæg er befriende klar og bramfri kritik af statens tiltagende sig et de facto monopol på et område, der i den grad vil være bedre tjent med en markedsløsning. At forslaget om offentlig mediation kommer fra den siddende regering kan desværre ikke overraske.

Thanksgiving: Jeg er taknemmelig for …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. november 2005. 8 svar

Det er i morgen (torsdag), at amerikanerne fejrer “Thanksgiving”.  Det er en af de hyggeligere helligdage, jeg kender–og en, som jeg selv ved flere lejligheder har oplevet som en fantastisk illustration af amerikanernes store gæstfrihed (og som en fast tilbagevendende falsificering af uvidende europæeres hurtige udsagn om “overfladiske amerikanere”, som “kun er venlige/hjælpsomme/rare/hensynsfulde på overfladen”, o.s.v.).  Samtidigt er det i denne stadigt mere sekulariserede verden en helligdag, hvis raison d’etre er til at “føle på”.

Wall Street Journal markerer dagen på lederplads med at liste fem ting, som de synes, man bør være taknemmelige for.  Det omfatter bl.a.

  • Proliferating pandas. We learn something new every day, and this week that included the revelation that China’s pandas aren’t as endangered as we thought. Thanks in part to the cash and attention of Western conservationists, the Chinese panda population has now grown to something like 1,600 from the 1980s’ estimate of 1,000 or so. At this rate, the world will have to make sure Beijing doesn’t begin to enforce a strict one-panda birth control policy.

Det synes jeg er en god idé.  Hvad vil jeg gerne sige tak for?  Hvis vi lige ser bort fra privatfronten (hvor der er rigtigt meget at være taknemmelig for) men i stedet fokuserer på det samfundsmæssige, så er der her fem hurtige fra mig.  Jeg vil gerne sige tak for …

  • at Carsten Jensen nu ikke længere skal skrive for Berlingske Tidende.  Det gør i dette vintermørke mine morgener lysere og mit sind ditto.  Jeg ved positivt, at det var “velment”, da man hentede ham til avisen for at skrive i “Groft Sagt”–d.v.s., man ville gerne have én, der skrev godt og farverigt men først og fremmest ikke var så borgerlig, “at det gør noget”.  Men det er de borgerlige avisers evige misforståelse: De synes, at de skal være “pluralistiske” og “nuancerede”, og derfor henter de alskens skribenter ind, som mener noget helt andet end avisens ideologiske linie er (eller burde være).  Se på de (tilbageværende) venstreorienterede aviser (og radio/TV-programmer): Den fejl begår de ikke.  Når jeg holder en borgerlig avis, gider jeg ikke (også der) læse politisk korrekte, venstreorienterede holdninger.
  • At Venstre og De Konservative gik (lidt) tilbage ved kommunalvalget.  Egentlig ønsker jeg de to partier (næsten) alt det bedste, men det ville simpelthen være for deprimerende at skulle høre partibosser, back-benchers, wannabees, spindoktorer og andre hyrede hænder udlægge valget som endnu en bekræftelse af, at regeringens midtersøgende kurs har båret frugt.  Det stik modsatte er tilfældet: Nu er VK tilsammen gået tilbage ved tre valg i træk (2004 og to gange i 2005), og alle tre gange efter at de er svinget så meget ind mod midten, at De Radikale og Dansk Folkeparti er blevet presset op/ned i nogle helt andre politiske dimensioner.  Hvornår lærer VK lektien?
  • At vi nu snart går ind i 2006, for så er det 25 år siden, at vi blev færdig med 1970erne,* og det skal fejres.  Og så er det forhåbentlig på tide, at pendulet begynder at svinge til højre igen.  Personligt har jeg været ret træt af den 70’er nostalgi, der synes at have hærget det sidste årti.  Tøjet og håret var grimt, musikken var (bortset fra discoen og punken) om muligt værre, og politikken var …  Anker Jørgensen (need I say more?).  Firserne begyndte derimod formidabelt med Thatcherske privatiseringer, valgsejr til Reagan, o.s.v., og sluttede med Berlin Murens og Sandinisternes fald, og undervejs gik vi i pastelfarver, slips og malede “Til salg”- og “Privatisering nu”-grafitti på offentlige bygninger.  Det var faktisk meget sjovt.
  • At der er en masse gode iværksættere, der trods alt ikke går i Randiansk strejke.  Jeg ved det godt–det kunne være tillokkende at sige, at “Nu gider jeg sgu’ ikke længere arbejde 80 timer om ugen, blot for at der så kommer en samling bureaukrater og levebrødspolitikere og plukker det hele og regulerer mig i alle ender.  F*** det!”.  Men heldigvis for mig, dig og et par milliarder andre, så sidder der et eller andet sted på kloden en eller anden opfinder og et par driftige salgshoveder og trodser det hele, fordi de er ved at pudse noget af, som om få år givetvis vil have forandret en masse liv til det bedre.  Længere, bedre og rigere liv for flere mennesker.
  • At 2005 blev året, hvor CEPOS kom i søen.  Jeg mødte forleden en kendt dansk TV-personlighed, der var en af medindbyderne til det møde i disse dage for to år siden, som–ad mange omveje–udmøntede sig i dannelsen af CEPOS, og vi sagde næsten i munden på hinanden “Det havde vi dæleme ikke troet på, hvis nogen havde sagt for to år siden!”.  Personligt var jeg for to år siden (belært af andre fiaskoer) meget skeptisk overfor, om det kunne lykkes, men jeg havde klart på fornemmelsen, at hvis det nogensinde havde været muligt at lave en borgerlig tænketank, så var det nu.  Småting kunne eller burde måske have været gjort anderledes, men for det borgerligt-liberale Danmark er det alt andet lige en meget stor gevinst, at vi nu for første gang i årtier har en større operation, som kan fremlægge analyser og fremsætte tanker og forslag, som ikke er partipolitiske eller trivielle, men som kan være med til at gøre Danmark til et friere og rigere land.

Hvad er mine med-Punditokrater taknemmelige for? Og læserne?

* Siger jeg hermed, at firserne formelt set først begyndte i 1981 (og ikke allerede i 1980)? Ja, det gør jeg–og jeg var også stort set den eneste dansker, der markerede det nye årtusinde nytårsaften 2000/2001 snarere end 1999/2000.  Bare fordi 99 pct. af alle andre mennesker ikke forstår tidsregningens logik, skal man jo ikke holde kæft med at kloge sig …!

Woodward om Plame-sagen

Af admin, den 22. november 2005. Skriv et svar

Vi har tidligere omtalt Plame-sagen og undret os over de ihærdige bestræbelser på at få sagen til at lette, som udfoldes af den traditionelt venstredrejede del af amerikansk MSM og de danske journalister, som ukritisk lader sig inspirere heraf.

Netop for disse journalister kom det som et stort chock, at Bob Woodward nu også er “involveret”. Chocket er så stort, at det fortaber sig lidt, hvad det egentlig er, der er hans brøde, og hvor alvorligt det er. Skulle han have fortalt noget til publikum, til sin redaktør eller – oh gys – er også han kommet for tæt på Magten, hvilket som vi ved fra Judith Miller kan medføre omgående fortabelse og offentlig korsfæstelse?

Det er i den sammenhæng ekstra uhyggeligt, at manden selv tilsyneladende ikke skammer sig nævneværdigt. Her er hans vurdering af Plame-sagen:

Remember, the investigation and the allegations that people have printed about this story is that there’s some vast conspiracy to slime Joe Wilson and his wife, really attack him in an ugly way that is outside of the boundaries of political hardball.

The evidence I had firsthand — a small piece of the puzzle, I acknowledge — is that that was not the case.

Hvem har mon ret, Sct. Woodward, der med en journalistisk omhyggelighed, som er nutidens journalister fremmed, bragte en præsident til fald, eller journalisterne i MSM, der skylder ham det Watergate-kompleks, de har slæbt rundt på lige siden?

Vi følger med spænding…

Det kunne være værre …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. november 2005. 2 svar

I forbindelse med de kommende Senatshøringer om nomineringen af Samuel Alito til nyt medlem af USAs forbundshøjesteret, har man i Ronald Reagan Biblioteket gravet en jobansøgning fra 1985 frem, hvori Alito redegør mere detaljeret for sine politisk-ideologiske overvejelser:

“I am and always have been a conservative… I believe very strongly in limited government, federalism, free enterprise, the supremacy of the elected branches of government, the need for a strong defense and effective law enforcement, and the legitimacy of a government role in protecting traditional values. In the field of law, I disagree strenuously with the usurpation by the judiciary of decision-making authority that should be exercised by the branches of government responsible to the electorate …

When I first became interested in government and politics during the 1960s, the greatest influences on my views were the writings of William F. Buckley Jr., the National Review, and Barry Goldwater’s 1964 campaign. In college, I developed a deep interest in constitutional law, motivated in large part by disagreement with Warren Court decisions, particularly in the areas of criminal procedure, the Establishment Clause, and reapportionment.”

Passagen har bragt sindende i kog på dele af den amerikanske venstrefløj.  Personligt deler jeg ikke alle synspunkter, men nu–da det desværre ikke bliver Janice Rogers Brown, Richard Epstein, Randy Barnett e.l.–kan jeg kun sige: Det kunne såmænd være meget værre …

LO alene vide

Af Mikael Jalving, den 22. november 2005. 2 svar

Der er ikke noget, LO elsker højere end velfærdsstaten. I en ny publikation, der ikke bare er en rapport, men “velfærdsrapport”, spås det, at Danmark vil kunne udvide arbejdsstyrken med 160.000 personer inden for de næste 35 år, og ens første tanke er, at så ser det sort ud for gamle Danmark. Det er ikke stort mere end 4.000 mand pr. år, ikke ligefrem noget hæsblæsende antal. I 2040 er Danmark formentlig en del af Polen eller Baltikum, om det forbliver derved og der ikke der gøres noget probat ved det danske håndværkersamfund, hvis adelsmærke er blevet den sjældne kombination af høj skat og dårlig service.

LO ville heller ikke være LO uden en markant herremandsmentalitet. Den gør sig naturligvis også gældende denne gang. F.eks. når organisationen opfordrer private virksomheder til – eller er det et påbud? – at ansætte flere indvandrere. For som næstformand Tine Aurvig-Huggenberger udtaler frejdigt til Urban: “Som virksomhed skal man tage aktivt stilling til sammensætningen af personalet”. Og så er det, at man spørger: Hvem fanden skal bestemme det? LO, politiet eller Det Danske Center for Menneskerettigheder? Hvor kommer sådan en frækhed fra? Hvem skal? Hvad skal? Hvor skal? Det er svært at se, at LO’s frækhed kan komme fra andet end selvforståelsen. En selvforståelse, der oser af betydning. LO alene vide. I gamle dage ville LO gøre alle ens ved at forvandle os til socialdemokrater. I dag vil de gøre alle ens ved at forvandle os til indvandrere. At de tilmed kalder metoden for mangfoldighedsledelse gør ikke frækheden mindre, tværtimod. Mangfoldighed? Ved lov? Gå hjem og vug. Hvad med bare for én gangs skyld at respektere virksomhedernes ret til at bestemme over deres eget? Hvad med bare for én gangs skyld at lade markedet gøre det, markedet gør bedst: At skabe velstand for stadig flere mennesker?

Lev Tolstoj og de absolutte sandheders forbandelse

Af Jørgen Møller, den 20. november 2005. 4 svar

Lev Nikolayevich Tolstoj indtager en central plads i det europæiske åndsliv. Forfatteren til Krig og Fred og Anna Karenina er en af verdenslitteraturens giganter. Og Tolstoj gjorde mere end at skabe kunst. Han frembragte et politisk evangelium, den såkaldte tolstojanisme, der vandt sig tilhængere i og uden for Rusland. Det er almindeligt at sondre knivskarpt imellem kunstneren Lev Nikolayevich og profeten Lev Nikolayevich. Men de to er ret beset uadskillelige. Tilværelsens store spørgsmål drev livet igennem den navnkundige forfatter til fortvivlelsens rand. Han kastede sig ud i de abstrakte idéer malstrøm, blot for at blive revet med af strømmen og kastet imod klipperne. Tolstoj og tolstojanismen træller under det samme åg: under de absolutte sandheders forbandelse. Den historie er – ganske som den gamle mesters store romaner – værd at genfortælle her den 20. november, på årsdagen for hans død.

‘Tolstoj’. Prøv at smage på navnet. Det besidder en rå, udefinerbar kraft. Som hestehove der dundrer mod skovbunden lige inden for hørevidde. Eller en torden der kommer rullende i det fjerne. Navnet minder os om det mægtige Rusland, der i over tohundrede år har udgjort Europas spejl. I det store russiske drama møder vi – specielt i 1800-tallet – igen og igen adelsfamilien Tolstojs mandlige overhoveder, snart i rollen som helt, snart som skurk. De var noget ved musikken disse Tolstoj’er. I dag er de glemt. Alle til hobe står de i skyggen af en mindrebemidlet slægtning, der aldrig gjorde sig ved Hoffet i Skt. Petersborg. For eftertiden er der kun én Tolstoj: forfatteren Tolstoj.

Lev Nikolayevich Tolstojs litterære geni består i en næsten uhyggelig iagttagelses- og indlevelsesevne. Hans egoisme, hans trang til at dissekere sin egen tilværelse, er grænseløs – og den gennemsyrer forfatterskabet. Romanerne er Tolstojs udgave af, hvordan han gerne ville have sit eget liv til at være. Levin, hovedpersonen i Anna Karenina, gennemlever ned i mindste detalje en række oplevelser hentet direkte i forfatterens eget levnedsforløb. Det er ikke tilfældigt, at den unge Lev Nikolayevichs litterære gennembrud i 1850erne kom med semibiografierne Barndom, Opvækst og Ungdom. Midt i tyverne havde han, så at sige, udgivet sine erindringer i tre bind. Livet igennem fortsatte han med at føje kapitler til, de fleste forklædt som fiktion.

Det er almindeligt at sondre knivskarpt mellem to perioder i den store russers forfatterskab. Først kommer de udødelige mesterværker, derpå følger de sociale prædikener. Trangen til at trække en streg i sandet er forståelig, men opdelingen kan nemt komme til at fortegne forfatterskabets betydelige kontinuitet. Der var ikke tale om en pludselig personlighedsspaltning. Tolstoj blev livet igennem drevet til fortvivlelsens rand af de store eksistentielle spørgsmål, og han leder bestandigt efter svar i sine skrifter

I Krig og fred møder vi gentagne gange den mandlige hovedperson, Pierre Bezukhov, på sammenbruddets rand. Han kæmper, romanen igennem, med tilværelsens store spørgsmål: “Hvad er ondt? Hvad er godt? Hvad burde man elske og hvad hade? Hvad lever vi for? Og hvad er jeg? Hvad er livet, og hvad er døden? Hvilken magt styrer os alle?”. Og han undrer sig såre over, at andre kan varetage deres daglige gøremål – ja at de kan overhovedet kan leve – uden at kende svarene på disse spørgsmål. Levin giver udtryk for samme fortvivlelse i Anna Karenina. Han overvejer ligefrem selvmord som en vej ud af sin kvide.

Pierre og Levin gennemlever Tolstojs egen ‘sindssyge’, hans altfortærende behov for at finde svar, hvor ingen gives. Lev Nikolayevich måtte afdække livets mening for ikke at blive vanvittig. Men her stødte han ind i et nyt problem. Han troede ganske enkelt ikke på de absolutte sandheder, han fra tid til anden blev præsenteret for. Der er en sigende scene i Anna Karenina, hvor Levins bror skoser ham for manglen på overbevisninger. Selv kommunismens indbildte videnskabelighed er bedre end Levins fundamentale skepsis, lyder anklagen.

Scenen er udtryk for Tolstojs hadefulde forhold til sin egen nøgternhed. I Krig og Fred bliver Pierre en overgang medlem af en frimurerorden. Broderskabet gør ham bekendt med et sæt af doktriner, der forklarer, hvordan livet skal leves. Pierres lettelse er ubeskrivelig: “Han følte sig så glad for endelig at være befriet fra sin lovløshed og at underkaste sig de, der kendte den absolutte sandhed”. Tolstoj ønskede brændende at gøre det samme. Han eneste værn imod meningsløshedens syge – der truede med at slå hans sjæl i splinter – var de absolutte sandheders lægemiddel. Men livet igennem, selv efter at han på sine gamle dage for alvor var trådt i karakter som social profet, så han sine egne synspunkters skyggesider. Vi er nået frem til det mest fængslende træk ved Lev Nikolayevichs liv og forfatterskab: hans Janushoved.

Lad os lægge vejen omkring den russisk-britiske politiske tænker Isaiah Berlins berømte essay om Tolstoj, The Hedgehog and the Fox, skrevet i 1950erne. Hos den oldgræske digter Archilochus var Berlin faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. Den var noget, Berlin kunne bruge. I essayet om Tolstoj opdeler han de store russiske forfattere i Archilochus’ to dyreskikkelser. På den ene side pindsvinene, eller monisterne som han også kalder dem, der er overbeviste om, at der findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes. På den anden side rævene, eller pluralisterne, der fastholder, at menneskelivet ikke kan sættes på formel.

Dostojevskij var pindsvin, Turgenev var ræv, skriver Berlin. Med Tolstoj er sagen mere kompliceret. Berlins listige påstand er, at Tolstoj af natur var ræv, men af overbevisning var pindsvin. “Tolstoj så virkeligheden i sin mangfoldighed, som en samling af adskilte enheder rundt om og ind i hvilke, han kunne se med et klarsyn, som sjældent har haft sit lige. Men han troede kun på én, stor, udelelig helhed”.

Tolstoj langer allerede i sine romaner ud efter de abstrakte idéer, hans selvportrætter bestandigt omfavner. I Krig og fred finder vi en sigende meningsudveksling mellem Pierre Bezukhov og Prins Andrei. Samtalen er sigende, fordi Pierre er den sværmeriske Tolstoj – ham der med tiden bliver til profeten Tolstoj – mens Prins Andrei er den skeptiske Tolstoj. I forening udgør de siderne på den store russers Janushoved. Pierre har fundet sandheden bag frimurerordenen vægge. Nu vil han også udfri Prins Andrei. Men tvivleren Andrei giver ham svar på tiltale:

“Du siger: slut dig til vores broderskab, og vi vil vise dig livets mål, menneskenes skæbne og lovene, der styrer verden. Men hvem er vi? Mennesker. Hvordan kan det være, at I ved alting? Hvorfor ser jeg ikke, hvad I ser? I ser et godhedens og sandhedens kongerige på jord, men jeg ser det ikke”.

Tolstoj kunne lige så lidt som Pierre bære at se tilværelsen i al sin mangfoldighed. Han ønskede sådan at have noget at klamre sig til, når livsleden blev for stærk. Den ældre Lev Nikolayevich kunne ikke modstå sin dybtfølte trang til at forkaste alt, der ikke var perfekt. I sine sociale pamfletter, skrevet omkring århundredeskiftet, kredser han bestandigt omkring det samme tema: behovet for at vaske tavlen ren, at bryde det bestående ned. “For at bygge et nyt og holdbart hus – som erstatning for et der er ved at falde i ruiner – er det nødvendigt at rive det gamle ned, væg for væg, sten for sten, og begynde forfra”, lyder det i en fortælling om revolutionens komme. Huset, som sætningerne henviser til, er det bestående samfund. Det er nihilisten Tolstoj, der taler – han blev både brugt og misbrugt.

Mod livets slutning opstod der en regulær kult omkring den russi
ske greve. Disciple kom re
jsende fra nær og fjern, og hele samfund af ‘tolstojanere’ forsøgte at efterleve hans retningslinier. Dyrkelsen aftog ikke med hans død i 1910. Fredsapostelen Mahatma Gandhi, nobelprismodtageren Romain Rolland, forfatteren Stefan Zweig, borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King – alle bekendte de sig til i hvert fald dele af tolstojanismen. Lev Nikolayevichs posthume indflydelse blev enorm.

Mest væsentlig blev hans arv i hjemlandet. Da Lenin og bolsjevikkerne i 1917 rev magtens tøjler ud af hænderne på Ruslands demokratiske partier, udlagde en stor del af den vestlige presse det som en ‘tolstojsk’ revolution. Det billede var fortegnet. Lenin var ingen tolstojaner. Bolsjevikkernes dyrkede volden som et politisk virkemiddel, og de havde kun hån til overs for Tolstojs religiøse pacifisme. Men kommunisternes førstemand så fra tidlig færd, at Tolstojs skrifter kunne være med til at bane vejen for en kommunistisk magtovertagelse. “Den russiske revolutions spejl”, kaldte Lenin den store forfatter. Han havde en pointe.

Tolstojanismen – som den store forfatters proselytter døbte mesterens evangelium – lider af én meget stor filosofisk skavank: troen på, at der er én sand måde at indrette jordelivet på, ét svar på tilværelsens store spørgsmål. Isaiah Berlin har, i det tidligere nævnte essay, meget rigtigt påpeget, at Tolstojs historieopfattelse hviler på én altomfattende forudsætning: at der findes en naturlov, der styrer menneskelivet; at idéen om den frie vilje og det frie valg derfor er blændværk. Tolstoj mente – ganske som Karl Marx – at have afdækket historiens drivkræfter. Profeten i ham var, efter et helt livs besat stræben, nået frem til den absolutte sandhed: til Bjergprædikens kristendom. Heri bestod, fortæller Berlin os, hans store brøde. For at tro på absolutte fordringer er at dyrke afguder. På det sociale område – hvad angår menneskelivet – findes der ingen lovmæssigheder. Der findes kun valg, og konflikten mellem to mål, eller værdier, er ofte uløselig.

I Krig og Fred er der en bevægende scene, der er værd at nævne i denne sammenhæng. Napoleons Grande Armée står foran Moskvas porte, og byens guvernør har ikke evakueret befolkningen. En rasende folkemængde stimler sammen foran hans residens. Guvernøren, Rostopchin hedder han, udleverer en mistænkt spion til pøbelen for at gyde olie på vandene. Den stakkels mand bliver lynchet af mængden, galden forsvinder, og Rostopchin kan komme i sikkerhed. Tolstoj begiver sig på strejftogt i guvernørens sind og skriver:

“Den tanke, der beroligede Rostopchin, var ikke ny. Siden verdens begyndelse har mennesker slået hinanden ihjel, og ingen har nogensinde begået sådan en forbrydelse imod sine medmennesker uden at søge trøst i den samme idé. Dette er idéen om le bien public, andre menneskers hypotetiske velfærd”.

Det kunne ikke være sagt bedre. Den selvretfærdige idé om at man kan vide, hvad der er godt for andre, har ført til megen fortræd gennem tiderne. Men den ældre Tolstoj slog bevidst vinduesviskeren til, han forsøgte med al magt at fortrænge sin skeptiske side. Det var profeten Tolstoj, Lenin – og alle andre totalitære politikere for den sags skyld – kunne drage nytte af.

Er den kritik nu også helt rimelig? Jeg har allerede nævnt, at Mahatma Gandhi, Romain Rolland, Stefan Zweig og Martin Luther King bekendte sig til dele af tolstojanismen. De har i hvert fald én anden ting til fælles: de var redelige mennesker, mennesker der mente det godt. Ofte kom der også gode ting ud af deres anstrengelser, tænk bare på Gandhi og Martin Luther King. Men – og det er væsentligt – det hang i høj grad samme med, at de var i stand til at veje virkeligheden op imod ideen. Det samme var Tolstoj rent faktisk. Den gamle profet var tro mod sit evangelium i skrift og i tale, men sjældent i handling. Tolstojs ædleste karaktertræk var, at han, når det kom til stykket, ikke ofrede de virkelige mennesker – og specielt ikke sine nærmeste – på de abstrakte ideers alter.

Men det understreger blot, hvor meget på vildspor han var i sin tænkning. Tolstojs store projekt var dømt til at mislykkedes, fordi det hvilede på idéen om, at der findes én rigtig måde at indrette menneskelivet på, ét harmonisk hele. Og – det må vi ikke glemme – forbandelsen hviler ikke kun over på Lev Nikolayevichs tankegods, den lå som en tung skygge over hans liv. De absolutte sandheders forbandelse red ham som en mare livet igennem. Det er den desperate søgen, og evnen til at gengive den i fiktive klæder, der gør ham til en stor forfatter, måske den største nogensinde. Men det er også kilden til hans personlige nederlag. Tilværelsens meningsløshed rev hans sjæl op indefra, og den fik ham til at forstøde både venner og familie. Han kunne – bortset fra korte perioder – ikke finde fred, han kunne ikke slå sig til tåls.

Alt ofrede Tolstoj for sandheden. Men hun var et ubarmhjertig bekendtskab. I stedet for udfrielse gav hun ham med tvivl, selvforagt og livslede. I november 1910 drev hun ham til at forlade sin fædrene gård og sin familie. Lev Nikolayevich Tolstoj døde på en jernbanestation den 20. november, i dag for 95 år siden, som en fremmed i sit eget land. I den forstand er Tolstoj et sandhedens offer – og tolstojanismens største tragedie hans egen.

Hjælp til selvhjælp (II)

Af admin, den 16. november 2005. 3 svar

Som en update til vores selvhjælpskursus til sandhedssøgende danske journalister (godt, at vi ikke skal leve af det her, målgruppen taget i betragtning) skal vi supplerende oplyse, at det Hvide Hus fortsætter sin tarvelige strategi med at konfrontere de fineste dele af amerikansk MSM med noget så ordinært som fakta.

Denne gang går det ud over New York Times, der i en leder over Bush Lied/People Died-temaet begår den ene faktuelle fejl efter den anden. Ukendskabet til de faktiske omstændigheder er et godt stykke under niveauet for et gymnasieblad.

Blandt de konstaterede fejl er nyklassikere som: 1) Bush pressede efterretningstjenesterne til at give forkerte efterretninger; 2) Bush tilbageholdt ufordelagtige efterretninger; 3) Tyskland og Frankrig troede ikke på truslen fra Irak; og klassikeren over dem alle: 4) der var ingen forbindelse mellem bin Laden og Saddam.

Når man tænker på, hvordan NYT og WP meget støjende — og af andre journalister i MSM vidt beundret — har “beklaget”, at de var ukritiske over for efterretningerne om truslen fra Irak før krigen, må man vel forvente, at de rydder forsiden og beklager deres konstaterede vildledning på det seneste om samme emne. Men hold ikke vejret, mens I venter.

Pensum for denne gang er hovedsageligt de rapporter, som vi nævnte sidst, men nu også Duelfer-rapporten, som dansk MSM heller ikke er så bekendt med.

Til de teknologiudfordrede er linket her:

Comprehensive Report Of The Special Advisor To The DCI On Iraq’s WMD, Key Findings Regime Strategic Intent, 9/30/04 (hjemmeside, rapporten er naturligvis gratis tilgængelig for de, der gider).

Kvindekamp

Af admin, den 15. november 2005. 2 svar

Her er en nyhed fra Afghanistan, som nok ikke får den store dækning herhjemme. Det er den alt for positiv til.

Opgørelsen fra valget viser, at kvinderne har klaret sig godt, rigtig godt endda, bedre end den kvote man havde afsat til dem. Et citat fra The Telegraph:

Before September’s parliamentary vote, the first for 30 years, there had been widespread predictions that, due to the conservatism of Afghan society, women would only gain seats through a quota system which automatically reserved 25 per cent of seats for them under the country’s new constitution. But women won seats in their own right and will take up 68 of the 249 in the lower house when it convenes later this month.

Lad os her sende en tanke til de mange, der var imod krigen i Afghanistan, bl.a. den såkaldte Fredsvagt foran Christiansborg, der tæller dagene siden aggressionen mod det talibanstyrede land. Der er mange former for kvindekamp: der er især snak, og så er der handling.

Mr. Conservative runder 80

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. november 2005. 2 svar

Går man tilbage til året 1955 var der stort set ingen ideologisk tænkning på den amerikanske højrefløj og endnu færre organisationer til at promovere sådanne synspunkter.  Som præsident George W. Bush for nylig satte det i relief ved en perspektivering, så var det et år, hvor det kommunistiske Sovjetunionen var en ledende kraft i verden, og hvor Ronald Reagan var Demokrat.  Det var også året, hvor tingene langsomt begyndte at vende på den amerikanske højrefløj.

For selv i ørkenen var der oaser.  På den klassisk-liberale/”libertarianske” front var der et spirende miljø, især blandt intellektuelle i New York, der samledes i visse kredse.  En af disse var romanforfatteren Ayn Rand, der qua sine meget individualistiske og frihedsorienterede romaner nåede et stort publikum.  En anden var den aldrende østrigske økonom Ludwig von Mises, der dels samlede studerende til et seminar på NYU og dels var chef-ideologen for frimarkeds-fortalerne i Foundation for Economic Education.  En tredje gruppe, med overlap til begge de førstnævnte, var en lille gruppe yngre akademikere kaldet Cercle Bastiat, som under ledelse af økonomen Murray Rothbard omfattede bl.a. historikerne Leonard Liggio, Ralph Raico og Ronald Hamowy og senere en lang række andre.  Men talmæssigt var disse få og uden politisk indflydelse.

På den mere konservative front var der faktisk endnu færre profiler.  Her var der frem for alt én mand, der gjorde en forskel: Den unge, velformulerede, stærkt anti-kommunistiske og pro-traditionalistiske William F. Buckley, Jr., som netop i 1955 grundlagde tidsskriftet National Review og blev en af USA’s mest kendte forfattere og debattører.  Buckley havde lagt hårdt ud med klassikeren God and Man at Yale (1951), som var en meget tidlig kritik af den venstreorienterede, politisk korrekte invasion af universiteterne, som dengang kun var begyndende, men som siden hen blev nok så drastisk.  Buckleys konservative traditionalisme er tydeligst illustreret med et nu klassisk citat: “The job of conservatives was to stand athwart history, yelling, stop.”

Disse to grene—den mere libertære og den mere traditionalistiske—kunne dårligt være i stue sammen, især ikke i 1960erne og 1970erne.  Undertegnede hælder i det store billede langt mere i retning af de førstnævnte end de sidstnævnte, men man kommer ikke udenom, at Buckley har været en af de mest indflydelsesrige og betydende skikkelser på den amerikanske højrefløj og vel og mærke af en dybt intellektuel karakter.  I særdeleshed har Buckley været en af dem, der har forsøgt at bilægge stridighederne mellem de to grupper.

Samtidigt er han uden sammenligning en af de mest elegante og vittige politiske skribenter i USA, og forfatter til en lang række bøger, bl.a. Happy Days Were Here Again: Reflections of A Libertarian Journalist og romaner som Getting It Right.  Da jeg selv studerede i landet, nød jeg at se ham i hans program Firing Line, som var et af de mest succesrige og langlivede (1966-99) “seriøse” programmer i amerikansk TV-historie (og som bl.a. fik besøg af F.A. Hayek og andre koryfæer, jf. billedet, med Buckley til venstre og Hayek i midten). Buckley skriver også fortsat sin faste klumme i National Review, og som stilist og kommentator er han niveauer over de fleste tågehorn til højre og til venstre i amerikanske medier.

Buckley fyldte for nylig 80 (hvilket blev fejret af George W. Bush i Det Hvide Hus) men er “still going strong”, og dagen er blevet markeret med en række artikler i aviser og tidsskrifter af venner og fjender, bl.a. af E.J. Dionne i Washington Post. Sidstnævnte (som bestemt ikke er en “fellow traveller”) skrev bl.a.:

“I will always respect this columnist, editor, novelist, lecturer and organizer because he undertook a mission and carried it out with real genius. He knew conservatism needed a serious intellectual life if conservative ideas were to be considered by those outside the right’s faithful remnant. That’s why he founded National Review magazine, which is celebrating its 50th anniversary this year. He knew cranks were bad for the movement. He knew that deep splits among conservatives — between internationalists and isolationists, libertarians and traditionalists — had to be resolved. … Buckley was determined to rid the right of the wing nuts. He was, to his everlasting credit, the scourge of an anti-Semitism that once had a hold on significant parts of the right. He also blasted the strange conspiracy theories of the John Birch Society. But most important were Buckley’s efforts during the 1950s to resolve conservatism’s contradictions. These exertions made it possible for Barry Goldwater and then Ronald Reagan to turn the remnant into a mighty political force.

Buckley dumped isolationism, not so hard since many former isolationists were happy with an aggressive American foreign policy as long as the enemy was Soviet communism. More difficult was resolving the contradiction between anti-government libertarians — their primary love was individual freedom — and the traditionalists who believed in government’s role as a promoter of virtue and community.

One of National Review’s primary tasks was dealing with this doctrinal conundrum. Frank Meyer, Buckley’s friend and magazine colleague, came up with what is known as “fusionism.” It was an attempt to fuse the two forms of conservatism into one.

Libertarians needed to learn that the freedom they revered was insecure absent the cultivation of personal virtue and a moral order hospitable to liberty. Traditionalists were not to confuse the legitimate authority of tradition with the illegitimate power of big government. The United States was fundamentally a conservative society, the theory went, so our country was a place in which liberty was conducive to a reverence for tradition.”

Wall Street Journal havde forleden en fødselsdagsportrætartikel, hvor Buckley bl.a. gav dette dagsaktuelle synspunkt:

“My view is unorthodox,” Mr. Buckley says of the violence roiling the French suburbs. “It seems to me that a very hard dose of market discipline would distract the attention of the young revolutionaries from their frolics, traditional and otherwise, and my sense is that if they had to worry about how to eat, and buy food, they would stop screwing around and face reality. If these people didn’t wake up in the morning thinking about what cars to burn–instead of work–they might not be having these problems.”

Hip hurra for Buckley far!

PS. Dem, der gerne vil med til den officielle fejring af 8
0 års fødselsdagen,
ref=”http://www.nationalreview.com/comment/invitation-eightieth.asp”>kan købe billetter for 500 USD her …

R = BP – C + D

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. november 2005. 8 svar

Til dem, der (som jeg selv!) var nede at stemme ved kommunalvalget og regionsrådsvalget i dag, har jeg kun én ting at sige–og det sagde William H. Riker og Peter C. Ordeshook allerede i 1968, og det står i ligningen ovenfor.  (Og de var til orientering ikke enige med Louise Gade fra Århus, som i går sagde, at “Hver eneste stemme er afgørende!”.  Det var den så tilsyneladende heller ikke rigtig i Århus.)

PS. For en kort biografi af den store “Commander Riker” (1920-93), læs her.

PPS. Det var selvfølgelig Anthony Downs, som først var på sporet af ligningen.  Interesserede kan også læse Dennis Muellers Public Choice III.

Svar: Fordi de ikke har a-våben (endnu)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. november 2005. 3 svar

I sommer rejste jeg spørgsmålet om, hvorfor de islamistiske terrorister ikke havde anvendt atomvåben ved angrebene på New York/Washington, Madrid, London m.v.  Terrorismens pris er selvfølgelig lidt af forklaringen, men mere specifikt var det lidt kyniske og deprimerende svar, jeg antydede, at årsagen i sidste ende alene var, at de endnu ikke havde nogen.

Dagens nyhed er så, at noget tyder på, at hvor der er vilje, er der også vej. Her til morgen oplyste de australske myndigheder således, at de 18 personer, som man anholdt i sidste uge, menes at have forberedt et angreb på et australsk atomkraftværk.  Det er naturligvis ikke helt det samme, men lidt skal vel også have ret …

Skræmmende.

Hjælp til selvhjælp – journalistik 101

Af admin, den 14. november 2005. 1 svar

For at få Plame-sagen til at lette, var der en række fakta, som først måtte overkommes.

Man prøvede først at hævde, at Bush havde nævnt de falske Niger-dokumenter i sin tale til nationen. Det havde han desværre ikke, han henviste til britiske efterretninger, der siden blevet opretholdt af Butler-rapporten.

Så prøvede man at hævde, at de britiske efterretninger var støttet på de falske Niger-dokumenter. Det var også en smutter, igen nævnt i Butler-rapporten, blot nogle få sider længere fremme.

Seneste forsøg går nu på ikke at være alt for præcis om, hvornår Bush har talt om Niger-dokumenterne og så hævde, at spørgsmålet om, hvorvidt Bush har misbrugt eller fordrejet efterretningerne endnu ikke er blevet undersøgt. Herved prøver man at holde liv i myten om Bush Lied/People Died.

Her melder så de seneste problemer sig, for spørgsmålet om et eventuelt misbrug fra politisk hold af efterretningerne er faktisk blevet undersøgt, flere gange endda og hver gang afvist. Man kan ikke en gang sige om en ny undersøgelse, at tredje gang er lykkens gang, for det bliver i givet fald fjerde undersøgelse. Håbet er lysegrønt, grænsende til det gennemsigtige.

Æv, men det kan man jo så prøve at ignorere. Hvis man blot fastholder, at der mangler en undersøgelse, så kan det jo være, at ingen hæfter sig ved, at alle hidtidige undersøgelser har afvist påstanden.

Men her er det Hvide Hus så ufine, at de selv påpeger de tidlige undersøgelser. De er endda så tarvelige, at de hænger Washington Post ud for den historie, når samme historie er gængs i hele MSM (også den danske).

Til benefice for de journalister, der har et samvittighedsfuldt forhold til fakta (hallo, er I der ude?), er her et link til det Hvide Hus’ pressemeddelelse, hvor man fremhæver følgende tre rapporter, der alle fastslog de efterhånden velkendte og usexede ting: efterretningstjenesterne blev ikke presset politisk til at give visse resultater, og efterretningerne blev ikke forvredet af politikerne over for offentligheden. Dobbelt æv, hvordan skal man som journalist kunne skrive spændende politisk korrekte historier, når fakta er så kedelige?

Da mange journalister åbenbart har svært ved at finde original dokumenter på Internettet (lærer man ikke om Google på journalistuddannelsen?), giver vi her en række links som hjælp til journalistisk selvhjælp:

Rapporter, der har undersøgt (og afvist) politisk misbrug af efterretningstjenesterne:

1) Charles S. Robb And Laurence H. Silberman, The Commission On The Intelligence Capabilities Of The United States Regarding Weapons Of Mass Destruction, 3/31/05 (hjemmesiden, rapporten er gratis tilgængelig).

2) Report On The U.S. Intelligence Community’s Prewar Intelligence Assessments On Iraq, U.S. Senate Select Committee On Intelligence, 7/7/04 (hjemmesiden, rapporten er sørme også gratis tilgængelig).

3) Review Of Intelligence On Weapons Of Mass Destruction, Report Of A Committee Of Privy Counsellors, 7/14/04, den såkaldte Butler-rapport (hjemmesiden, rapporten er, nå ja, gæt selv).

Der er bare lige det ve’ ‘et: de journalister, som dyrker denne BL/PD-vinkel, læser ikke vores blog, eller Instapundit, hvor historien er hentet fra. Så mon ikke de tre rapporter fortsat bliver ignoreret i MSM?

Franske tilstande II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. november 2005. 2 svar

Edith Thingstrup har lørdag et debatindlæg i Berlingske Tidende med nogle af de samme tanker, som udtrykt her forleden.  Vi kan ikke linke til eller gengive kommentaren, men her er en smagsprøve:

Den franske model er bankerot. Frankrig er et af de europæiske lande, hvor dagens ret i mange år har været »etatisme«, det vil sige statslig indblanding i alt fra sprog til økonomi. Franskmændene har lagt deres liv i statens hænder i en grad, hvor der stort set ikke findes liberale kræfter i landet. Det giver bagslag.

Nu er uroen brudt ud i lys lue i Frankrigs ghettoer. Og hvad siger socialister verden over. Stort set intet. Hvad skulle de også sige? I Frankrigs ghettoer ser vi den socialistiske utopis fallit. De har talt om frihed, lighed og broderskab. De har nægtet at forholde sig til, om der var særlige problemer i bestemte etniske grupper. De har nægtet at reformere deres arbejdsmarkeder for at gøre det lettere at skabe nye jobs. Resultatet er unge arbejdsløse i tusindtal.

Læs selv resten i dagens Berlingske.

Moderne Machiavelli

Af Jørgen Møller, den 10. november 2005. 4 svar

Her midt under optøjer mod staten i Frankrig, en almindelig tro på den offentlige sektors forjættelser i Vesteuropa og en vedvarende anklage om, at de udviklede lande holder deres mindre udviklede slægtninge nede, er det på sin plads at drage på en lille strejftur i vor egen fortid. Vi skal godt 500 år tilbage for at være helt præcis. I 1469 kom en dreng til verden i Firenze, datidens europæiske kulturcentrum. Den lille purk, der blev døbt Niccoló Machiavelli, skulle komme til at sætte sig markante spor i Vesteuropas politiske tænkning. Af sind var han liberal, af natur var han nøgtern. Som noget ganske uhørt skelnede han mellem mennesket, som det burde være, og mennesket som det er. Dermed frigjorde han sig fra sin samtids intellektuelle skønmaleri. Han brugte sit klarsyn til at nedfælde en række betragtninger om samfundet, der i små femhundrede år har givet anledning til ubehag. Men som ret beset er lige så vedkommende for os, som de var for 1500-tallets europæere.

Niccoló Machiavelli var en af de meget få politiske tænkere, der slog sine folder som statsmand, inden han vendte sig mod de intellektuelle sysler. Som højtstående florentinsk embedsmand med ansvar for det, vi i dag ville kalde udenrigspolitiske anliggender, var han dybt involveret i 1500-tallets komplicerede italienske magtspil. Efter at han i 1512, ved begivenhedernes ugunst, fandt sig selv sat for indflydelse, fordrev han tiden med at omsætte sine praktiske erfaringer til politiske lærerbøger. Det kom ikke til at gå stille af.

Udgangspunktet for Machiavellis politiske tænkning var, at mennesket var ondt, og at det til alle tider havde de samme behov. Da behov ifølge Machiavelli drev handlinger, var historien bestandigt underlagt den samme logik. Det lyder unægteligt noget forstemmende, ikke mindst når man tager det sekstende århundredes virkelighed i betragtning. Sådan så Machiavelli ikke på det. Han afviste – som noget ganske uhørt – enhver form for idealistisk tankespind, det være sig af religiøs eller filosofisk karakter. Men netop derfor følte han sig i stand til at besvare det helt væsentlige spørgsmål: hvordan kan tingenes sørgelige tilstand forbedres?

For at løse denne gordiske knude måtte Machiavelli lægge vejen over et par indviklede mellemregninger. For det første tog han livtag med de omstændigheder, der gjorde, at menneskets destruktive kræfter kom til udløsning. For selv om virkeligheden ikke kunne forvandles – kun guder kunne skabe et perfekt samfund – så kunne den forandres. Menneskenaturen ændrede sig ikke. Men politiske institutioner kunne dæmpe menneskets skadelige tilbøjeligheder til gavn for almenvellet. Loven kunne gøre de onde menneskers handlinger gode.

For det andet gjorde Machiavelli op med samtidens moralforestillinger. Han skelnede benhård mellem personlig moral og offentlig moral. Hvad der var dyd for den enkelte, kunne meget let vise sig at våre dårskab for et samfund, påpegede han. Hvis regenter, monarkiske så vel som republikanske, lod sig lede af en nytestamentlig etik – behandlede andre som de selv gerne ville behandles – så kunne de let komme til at føre samfundet i uføre. Den ‘gode’ hersker måtte bære ansvarets åg, han måtte være i stand til at træde i karakter som nøgent magtmenneske.

Sondringen mellem den private og den offentlige moral faldt ikke i god jord i Machiavellis samtid. ‘Kyniker’ lød beskrivelsen fra de øvrige renæssancehumanisters side. Og Machiavellis eftermæle blev ikke blive bedre med tiden. Helt galt gik det i 17- og 1800-tallet, da oplysningsfilosofferne og victorianerne samstemmende erklærede krig mod den indsigtsfulde florentiner.

Inspireret af Voltaire skrev Frederik, preussisk tronarving, i første halvdel af 1700-tallet en ‘Anti-Machiavelli’, en afvisning af den gamle italieners advarsel mod at lade idealistiske hensyn præge politikken. At Frederiks senere karriere – han fik ikke tilnavnet Den Store for at vende den anden kind til – blot bekræftede Machiavellis beskrivelse af den kyniske regent, siger en del om lødigheden af den tidligere statsmands politiske insiderviden.

Victorianerne var ikke mere overbærende. ‘Machiavellisme’ kom i Storbritannien til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal, han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb. Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: at frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.

Hvad angår styreformens indretning, gjorde Machiavelli sin samtid, det vil sige de republikanske kræfter i de trængte italienske republikker, opmærksomme på det lysende eksempel på dyd, virtú, der var at finde i det gamle Roms politiske institutioner. Den romerske republik udmærkede sig ved sin effektive magtdeling. Forfatningen delte sol og vind lige mellem konsulernes monarkiske embeder, senatorernes aristokratiske embeder og tribunernes folkelige embeder. De tre led holdt hinanden i skak, og de skærmede borgerne mod magthavernes luner. Dermed foregreb Machiavelli, uden dog at skelne mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, den magtdelingslære, som Montesquieu godt to århundreder senere skulle gøre berømt.

Så langt, så godt. Desværre indfører en sådan frihedsvenlig forfatning i sagens natur ikke sig selv: en liberal styreform er historisk set undtagelsen frem for reglen, også i Europa. Årsagen er ligetil. Magthaverne har til alle tider haft en interesse i at skabe juridisk vilkårlighed for at knægte undersåtternes modstandsvilje. Men, påpegede Machiavelli, fra tid til anden kan selv en tyran blive afhængige af undersåtternes samarbejdsvilje. Regenten kan have behov for at rejse en folkehær, han kan have brug for en lind strøm af skattekroner, eller magtfulde rivaler kan true ham. Og her er det så, at han vil være parat til at indføre et juridisk system, der begrænser hans egen magt, og som sikrer borgernes rettigheder. Ikke for sine blå øjnes skyld men for at sikre sig befolkningens loyalitet. Eller med andre ord: rettigheder er ikke et filosofisk anliggende, de udgår af konkrete magtforhold.

Den forklaring lyder måske ikke særlig imponerende. Men der er ret beset få, der siden har lagt vejen omkring emnet. Det kan forekomme lettere paradoksalt, men juristerne beskæftiger sig ikke synderligt med, under hvilke omstændigheder en effektiv magtdeling kan stables på benene. Lidt groft sagt synes de ofte at antage, at lovhåndhævelsen – skrankerne imod vilkårlig magtudøvelse – dumpede ned fra himlen, ganske som Moses i hine tider hentede de 10 bud på Sinai-bjerget. Hvis vi ønsker at forlade den abstrakte rettighedstænknings højere luftlag, så kan Machiavelli hjælpe os, endnu i dag.

Det er der en grund til. Niccoló Machiavelli er en af de meget få politiske tænkere, der var i stand til række ud over sin tid. Hans kolde analyse af magtens væsen har gennem tiden fået hårene til at rejse sig på mangen en læsers arme. Når det er tilfældet, så skyldes det givetvis, at de har kunnet genkende den virkelighed, han beskriver. De har ved selvsyn måttet konstatere, at mennesket sjældent har englesind, at højere principper ikke kan sikre den enkelte mod overgreb fra andre.

Den indsigt er tung at bære. Det er fristende at lukke øjnene og lade sig forføre af idealistisk tankespind, at slå budbringeren – i dette tilfælde en allerede død florentiner – ihjel,
fordi budskabet er forstem
mende. Men det ville være en stor fejl. For derved overser man den lærde italieners helt afgørende fortjeneste. Han opgav ikke ævred, blot fordi udgangspunktet var dårligt. Han gav sig den forstemmende virkelighed i hu. Og han viste sig i stand til at forklare, hvordan menneskets uvaner kan tøjles – ikke ved at lægge magten i hænderne på filosofkonger eller salvede kejsere, men gennem magtdeling, gennem lov og ret.

Hvad kan den lille beretning om Machiavelli så at fortælle os i dag? Jo, radikale samfundskritikere (som Georg Metz, jf. franske tilstande) bør betænke, at størstedelen af menneskehedens historie har været præget af de fire apokalyptiske rytteres stormløb, af pest, krig, sult og død. Deres ideal, det være sig det klasseløse samfund, en verden fri for magtanvendelse, eller et globalt menneskeligt fællesskab, er en utopi, der aldrig nogensinde haft sin gang her på Jorden. I stedet for at væve sådanne luftkasteller burde de gøre deres for at udbrede den liberale statsform til de dele af vor verden, der stadig er fanget mellem anarkiets Skylla og tyranniets Karabis. Og derfor ville det være dem en god ting at læse Machiavelli.

Franske tilstande

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. november 2005. 31 svar

Kan nogen mon huske, hvorledes de danske medier—og danskerne i almindelighed —i september var ovenud indignerede over de forfærdende tilstande i New Orleans ovenpå “Katrina”?  Det var vist noget med, at der i et par dage var tyverier fra rømmede butikker og boliger, og der gik rygter om mord og voldtægt.  (Efterfølgende viste det sig ganske vist, at historierne om bandeskyderier og voldtægter ikke bare var overdrevne men var helt misvisende, men lad det nu ligge.)  Og det var i hvert fald noget med, at Bush havde fejlet (også desuagtet at der er gode grunde til at mene, at det først og fremmest var byen New Orleans og staten Louisiana, der havde fejlet).  Ud af 100 adspurgte i Politiken ultimo september om deres syn på lighed/ulighed, advarede et stort antal indigneret mod, at vi i Danmark fik “amerikanske tilstande” som “i New Orleans”.

Er tonen–og vinklingen–mon den samme i forbindelse med, hvad der p.t. foregår i Paris?  Hvor det i New Orleans drejede sig om (vildt overdrevne) historier om nogle få dages problemer som følge af en naturkatastrofe, hvorledes beskriver de danske medier så, når der hos os i Europa udvikler sig noget, der bedst kan betegnes som de mest borgerkrigslignende tilstande, som er set i et vestligt demokrati de seneste 37 år?  Hvor borgerne skyder med skarpt mod politiet?  Næsten to ugers konstante natlige opstande, mere end 5.000 ildspåsættelser, og mere end 1.200 arrestationer?

Tja, mandag aften kunne man f.eks. se den sædvanligt indignerede Georg Metz på Deadline, hvor han advarede imod, at vi snart kunne se noget lignende som de franske optøjer herhjemme, for “vi er jo ved at indføre en slags Apartheid”.  Denne åbenlyst groteske påstand lod den hyggelige og flinke Kurt Strand passere frit, helt uden at anfægte den.  (Var det samme mon sket, hvis en dansk borgerlig intellektuel havde påstået, at f.eks. Georg Metz advokerede sovjetisk planøkonomi?)  Udtalelsen illustrerede i hvert fald udmærket, hvorledes venstrefløjen nu “spinner” optøjerne: Det skyldes “kapitalistisk udstødning”, de væmmelige borgerlige, som tegner tegninger af Muhammed, o.s.v., o.s.v.

Wall Street Journal har ikke så overraskende et anderledes og mere sofitistikeret syn på den sag.  På deres lederside tirsdag skrev Joel Kotkin under den sigende overskrift “Why Immigrants Don’t Riot Here”:

“What has been largely ignored has been the role of France’s economic system in contributing to the current crisis. State-directed capitalism may seem ideal for such American admirers such as Jeremy Rifkin, author of “The European Dream,” and others on the left. Yet it is precisely this highly structured and increasingly infracted economic system that has so limited opportunities for immigrants and their children. In a country where short workweeks and early retirement are sacred, there is little emphasis on creating new jobs and even less on grass-roots entrepreneurial activity.

Since the ’70s, America has created 57 million new jobs, compared with just four million in Europe (with most of those jobs in government). In France and much of Western Europe, the economic system is weighted toward the already employed (the overwhelming majority native-born whites) and the growing mass of retirees. Those ensconced in state and corporate employment enjoy short weeks, early and well-funded retirement and first dibs on the public purse. So although the retirement of large numbers of workers should be opening up new job opportunities, unemployment among the young has been rising: In France, joblessness among workers in their 20s exceeds 20%, twice the overall national rate. In immigrant banlieues, where the population is much younger, average unemployment reaches 40%, and higher among the young.

To make matters worse, the elaborate French welfare state–government spending accounts for roughly half of GDP compared with 36% in the U.S.–also forces high tax burdens on younger workers lucky enough to have a job, largely to pay for an escalating number of pensioners and benefit recipients. In this system, the incentives are to take it easy, live well and then retire. The bloat of privileged aging blocks out opportunity for the young.”

Anderledes i USA:

“The Big Apple offers a lesson for France. An analysis of recent census numbers indicates that immigrants to New York are the biggest contributors to the net growth of educated young people in the city. Without the disproportionate contributions of young European immigrants, New York would have suffered a net outflow of educated people under 35 in the late ’90s. Overall, there are now 500,000 New York residents who were born in Europe (not to mention the numerous non-European immigrants who live, and prosper, in the city). …

[As regards Paris] The contrast with America’s immigrants, including those from developing countries, could not be more dramatic, both in geographic and economic terms. The U.S. still faces great problems with a portion of blacks and American Indians. But for the most part immigrants, white and nonwhite, have been making considerable progress. Particularly telling, immigrant business ownership has been surging far faster than among native-born Americans. Ironically, some of the highest rates for ethnic entrepreneurship in the U.S. belong to Muslim immigrants, along with Russians, Indians, Israelis and Koreans. …

It is almost inconceivable to see such flowerings of ethnic entrepreneurship in Continental Europe. Economic and regulatory policy plays a central role in stifling enterprise. Heavy-handed central planning tends to make property markets expensive and difficult to penetrate. Add to this an overall regulatory regime that makes it hard for small business to start or expand, and you have a recipe for economic stagnation and social turmoil. What would help France most now would be to stimulate economic growth and lessen onerous regulation. Most critically, this would also open up entrepreneurial and employment opportunity for those now suffering more of a nightmare of closed options than anything resembling a European dream.”

En anden med et interessant perspektiv på samme emne er den fortrinlige svenske Timbro-skribent, bestseller-forfatter og globaliseringsaktivist Johan Norberg.  Her er uddrag af, hvad han skriver i Expressen:

Föreställ dig att det var USA som tolv nätter i rad drabbades av våldsamma upplopp. Maskerade gäng drar runt och bränner bilar och skolor och kastar brandbomber och skottskadar poliser. Vad skulle franska politiker säga?

Vi behöver inte använda vår fantasi. Under de våldsamma upploppen i Los Angeles 1992 förklarade den franske presidenten François Mitterrand det som resultatet av USA:s marknadsliberala modell. Han slog fast att något sådant inte skulle kunna hända i Frankrike eftersom “det är landet med världens bästa sociala skyddsnät”.

Men sedan dess har USA skapat mer än 20 miljoner nya jobb. Samtidigt har den “sociala” franska modellen stagnerat och skyddsnäten har trasslat in miljoner i segregation och massarbetslöshet. Och nu är det över hela Frankrike som våldsamma upplopp bränner byggnader och sliter sönder samhällsväven.

För ett halvår sedan förklarade den unge franske liberalen Aurélien Véron att “Frankrike långsamt håller på att gå sönder”. Véron menade att regleringar och socialstat drar ned ekonomin och skapar arbetslöshet, vilket leder till “en fullständig brist på framtidstro”.
>Statistiken bekrä
ftar Vérons varningar. Nästan var tionde fransman är arbetslös, och andelen av dessa som är långtidsarbetslösa är mer än 40 procent. Bland de unga har bara var fjärde ett jobb. När minimilönerna är höga och arbetsrätten stark blir det för dyrt att anställa dem utan yrkeserfarenhet, rätt utbildning eller goda språkkunskaper. De slängs ut.

Jeg vil nu læne mig tilbage og vente tålmodigt på, at danske medier skal lave lange, tænksomme indslag, der viser, hvorledes “amerikanske tilstande”—kapitalistisk markeds-integrering—er bedre for indvandrerne og de pågældende samfund end socialistiske “franske tilstande”.

Ugens citat: Mencken om demokratiske valg

Af Redaktionen, den 9. november 2005. 3 svar

I denne uge, hvor der vistnok afholdes en slags kommunalvalg, kan der være grund til at ihukomme nogle af de vise ord fra vores Punditokratus Maximus, den store amerikanske forfatter H.L. Mencken (1880-1956).  Her er noget af det, han skrev om demokratiske valg:

“I confess, for my part, that it greatly delights me. I enjoy democracy immensely. It is incomparably idiotic, and hence incomparably amusing. Does it exalt dunderheads, cowards, trimmers, frauds, cads? Then the pain of seeing them go up is balanced and obliterated by the joy of seeing them come down. Is it inordinately wasteful, extravagant, dishonest? Then so is every other form of government: all alike are enemies to laborious and virtuous men. Is rascality at the very heart of it? Well, we have borne that rascality since 1776, and continue to survive. In the long run, it may turn out that rascality is necessary to human government, and even to civilization itself – that civilization, at bottom, is nothing but a colossal swindle. I do not know: I report only that when the suckers are running well the spectacle is infinitely exhilarating. But I am, it may be, a somewhat malicious man: my sympathies, when it comes to suckers, tend to be coy. What I can’t make out is how any man can believe in democracy who feels for and with them, and is pained when they are debauched and made a show of. How can any man be a democrat who is sincerely a democrat?”

Det (daglige) store svigt II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. november 2005. 22 svar

Meget kan ske på en uge i dansk politik.  Ugen efter at regeringsledelsens stik-i-rend-dreng Venstres politiske ordfører Jens Rohde præventivt (altså før Velfærdskommissionens udspil) aflivede enhver form for forandring af efterlønnen, følger hans chef, velfærdsstatsminister Anders Fogh Rasmussen op med i Børsen lige så præventivt at aflive enhver form for lempelse eller afskaffelse af topskatten:

»Det er fuldstændigt umuligt at få folkelig opslutning til en skattesænkningspolitik«

Her kan vi virkelig tale om “det store svigt”.  For hvor stort et nederlag er dette egentlig for statsministerens linie?  Havde det været en virksomhedsleder, der i den grad satsede på én strategi og fejlede, ville straffen formodentlig være faldet prompte.  Regeringens linie har således de sidste tre år været, 1) at man skulle påvirke borgernes holdninger–værdier–gennem “værdikamp” snarere end lægge ud med store reformer, og 2) at man kunne skulle melde ud m.h.t. fremtidige reformer efter, a) at problemerne var grundigt analyseret (f.eks. af Velfærdskommissionen) og b) var grundigt diskuteret.

Dén strategi blev af mange kritiseret for at være et taktisk usmart og visionsløst tilbagetog.  Men nu har vi altså nået en ny fase: tilbagetog fra tilbagetoget …  Nu er både reformer og værdikamp aflyst.  Vi skal ikke prøve at ændre borgernes holdninger, men blot affinde os med dem og tilpasse os til dem, og vi skal ikke afvente Velfærdskommissionens forslag, idet de jo kunne tænkes at foreslå alt muligt drastisk.

Edith Thingstrup skrev forleden i Berlingske Tidende, at Jens Rohde m.fl. havde forvandlet regeringen til Socialdemokraterne minus 5 pct.  Ovenpå de seneste udmeldinger må man sige, at det er en uretfærdig karakteristik–altså overfor Socialdemokraterne …

Terrorismens pris

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. november 2005. 2 svar

Vores gode gæste-Punditokrat Otto Brøns-Petersen havde fornylig endnu en interessant artikel i Weekendavisens Ideer-tillæg.  Da artiklen er på den lukkede del af avisens hjemmeside kan vi kun linke til indgangen og så citere lidt af indholdet:

»DE er komplet vanvittige.« Man tager sig næsten uvilkårligt i at tænke sådan efter et blodigt terrorangreb. Men det er en forkert og nok også farlig reaktion. Den gør terroristernes adfærd uforudsigelig – og dermed også vanskelig at gardere sig imod. Samtidig er der grund til at gribe i egen barm: terrorismen virker i høj grad ved, at vi andre opfører os om ikke vanvittigt så meget uklogt.

Den økonomiske og politologiske forskning i terror viser begge dele tydeligt. Der findes en række studier af de økonomiske følgevirkninger af terrorisme. De viser gennemgående, at konsekvenserne kan være ganske mærkbare. Store nok til at sætte sig spor i nationalregnskaber og udenrigshandelsstatistikker – ikke mindst når det gælder turistsektoren. …

SELV om det kan være svært at forstå terrorgruppernes fanatisme og ligegyldighed over for civile tab, bør det ikke forveksles med ukalkuleret vanvid. Tværtimod ser de ud til at reagere på omkostninger og gevinster som de fleste andre.

På abstrakt plan er »produktionen af terrorisme« slet ikke så forskellig fra produktionen af for eksempel møbler. Møbelfabrikken skal for det første vælge, hvilke typer af møbler der skal laves.

Eller om det er bedre at gå ind i helt andre brancher. For det andet skal producenten finde den måde at producere på, som giver bedst indtjening. Stiger prisen på teaktræ, kan det bedre betale sig at bruge mindre af det og i stedet finde et alternativt materiale eller bruge lidt ekstra arbejdstid på at spare på teaken.

For terrorgruppen handler det på samme måde om at vælge mellem forskellige slags terrorhandlinger, og hvordan de udføres billigst og mest effektivt. Samtidig må terrorgrupperne overveje alternative politiske midler til terrorangreb for at opnå deres grundlæggende mål.

Statistiske analyser afslører, at omkostninger påvirker terroristernes kalkule. … Analysen af »terrorproduktions-funktionen« kan godt levere argumenter for, at borgerne bør acceptere at give statsmagten større beføjelser end ellers. Bedre muligheder for overvågning, indskrænkning af ytrings- og foreningsfriheden og tilsvarende udvanding af civile og politiske rettigheder. Det øger ganske vist risikoen for, at de mere potente midler bliver brugt mod uskyldige, men denne omkostning modsvares af behovet for mere beskyttelse mod terrortruslen.

Der er imidlertid også argumenter både fra økonomisk og politisk teori imod denne løsning. Frey er en af flere forskere, som peger på, at terrorbekæmpelse ikke alene kan ske ved at øge omkostningerne for potentielle terrorister – den kan også opnås ved at svække deres mulige gevinster.

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Artiklen baserer sig bl.a. på arbejder af økonomerne William Landes, Todd Sandler, Bruno Frey, Alberto Abadie m.fl.  Desværre for Otto, læserne og mig og to af mine kolleger (Mogens Justesen og Robert Klemmensen) havde jeg vist glemt at sende Otto den artikel om emnet, som vi tre sidstnævnte har skrevet, og som til januar kommer i tidsskriftet Public Choice.  (En foreløbig version af artiklen blev i sommer præsenteret i CEPOS-regi.) I artiklen når vi til stort set de samme resultater som Abadie, men på et meget bedre og mere omfattende datamateriale, og vi fokuserer både på de lande, der producerer transnational terror og dem, som rammes af sådan.  Kort kan vores konklusioner opsummeres som, at omfanget af borgerlige frihedsrettigheder og handel med omverdenen er de væsentligste faktorer til at forklare variationen i sandsynlighed for, at et land vil blive ramt af transnational terror eller selv vil producere transnationale terrorister–og i begge tilfælde er sammenhængen positiv.  Politiske rettigheder (demokrati) har også en betydning, men den er mere uklar: Når det gælder terrorist-produktion er sammenhængen positiv, men når det gælder terror-ramte lande er sammenhængen kurvelineær, således at der er mindst terror i meget lidt demokratiske og meget demokratiske lande, mens halvdemokratiske lande tiltrækker mest terror.

Mere vigtigt afkræfter vores studie en række myter: Der er ingen sammenhænge mellem sandsynligheden for transnational terror og fattigdom, ulighed, religion, vækst, o.s.v., og samfundsmæssig fraktionalisering synes i bedste fald at have en uklar effekt.

Længe leve Amazon!

Af Mikael Jalving, den 4. november 2005. 4 svar

Enighed om friere bogpriser, lyder det i pressen. Jo-tak: Konkurrencestyrelsen og Forlæggerforeningen anbefaler nu, at forlæggerne får ret til at bestemme bøgernes udsalgspris i fem måneder i stedet for 12. Det er ikke fordi, parterne har hastværk. Ét skridt frem og trekvart tilbage. Kulturminister Brian Mikkelsen kalder det i en pressemeddelelse for et “stort gennembrud” på vejen mod et frit bogmarked, men det er vist kun et stort gennembrud, hvis man er en snegl. Nu skal man ikke klandre kulturministeren, der faktisk skubber på i den rigtige retning, men det er saftsusemig en sløv omgang dansk korporatisme, vi er vidne til. Dér sidder de så og forhandler, mens forbrugerne kigger den anden vej eller holder sig for næsen. Og laver aftaler, som ingen rigtig kan være tjent med. Danske kompromiser henover et mahognibord.

Kulturministeriets pressemeddelelse fortsætter: “På baggrund af en Folketingsbeslutning herom nedsatte regeringen sidste år et udvalg vedrørende fremtidens danske bogmarked, der fik til opgave at se på mulighederne for en yderligere liberalisering af det danske bogmarked samtidig med at de kulturpolitiske hensyn varetages. Udvalget har iværksat en række analyser og gennem drøftelserne i udvalget er der udvekslet argumenter og holdninger. Den seneste udvikling skal ses i lyset heraf. Udvalgets rapport afleveres til kulturministeren den 1. marts 2006.”

Bla. bla. bla. bla.

Længe leve Amazon!

CEPOS Universitet

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. november 2005. 1 svar

Den borgerlige tænketank CEPOS lancerer nu et såkaldt “CEPOS Universitet” med tilbud om en omfattende supplering til studerende m.h.t., hvad de næppe lærer meget om på deres uddannelser.  D.v.s. en bred og dybdegående indføring i forskellige facetter af borgerlig-liberal tænkning.  Programmet, der er finansieret af Saxo Bank, kører over et halvt år og ledes af mag.art. Henrik Gade Jensen, som er en af de personer med de bedste forudsætninger til at køre dét.  Jeg har set nogle foreløbige skitser til programmet, og det ser meget lovende ud med rundture i alt fra Ayn Rand til Edmund Burke, fra Grundtvig til Anders Fogh Rasmussen, fra public choice til østrigsk økonomi …

Læs mere her.