Politikens konkurrencedygtighed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. september 2005. 2 svar

Dagbladet Politiken har en af den slags historier, som danskerne elsker–at andre siger, at vi er rigtigt dygtige–og en af den slags, som bladets foretrukne læsere elsker endnu mere–at en stor offentlig sektor er løsningen på alt.

Specifikt har avisen en historie, der fortæller, at World Economic Forum i sin årlige opgørelse siger, at vi har en af verdens mest konkurrencedygtige økonomier.  Og pudsigt nok har Politiken også fundet en økonom, der kan give en forklaring på dét, som er i bemærkelsesværdig overensstemmelse med en af avisens nylige ledere: At det er på grund af–ikke på trods af–et højt skattetryk, at vi er konkurrencedygtige.  Åbenbart leder højere afgifts- og skattetryk slet ikke til højere lønudgifter, og det offentlige bruger jo generelt ressourcerne langt mere kløgtigt, end forbrugere og investorer selv ville kunne finde ud af.

Men næste gang man vil researche dette emne kunne Politikens redaktions mange akademikere evt. læse noget andet end Zizek, Negri, Naomi Klein m.fl.–f.eks. denne undersøgelse af de svenske økonomer Stefan Fölster og Magnus Henrekson (der kom i European Economic Review, 2001).  De finder, at højere offentlige udgifter i velstående lande associerer med lavere økonomisk vækst.  Barro (som vi nævnte i går) fandt noget lignende i sit autoritative værk på området, Determinants of Economic Growth (1997).  Senest (2004) har Peter Gordon og Lanlan Wang observeret, at enhver positiv effekt af en stor ofentlig sektor synes at forsvinde, når man statistisk kontrollerer for graden af økonomisk frihed.  Om ikke andet så kunne Politikens journalist måske også bemærke, at USA, Schweiz, Singapore og Australien også er på top-ti listen–hvilket vel antyder, at der “lissom” er tale om andet end et højt skattetryk som værende det vigtigste.

PS. Division of Labour-bloggens Larry White er heller ikke enig med Politiken (eller rettere: med WEF).  Som han siger i en post, virker det som om, man har defineret sig til, at en stor offentlig sektor er god–og iøvrigt er det absurd at måle konkurrencedygtighed abstrakt.  F.eks. er Finland ikke særligt konkurrencedygtigt m.h.t. fremstilling af vin og bananer …

Schumpeter, kapitalisme og imperialisme

Af Jørgen Møller, den 28. september 2005. 2 svar

Det er atter blevet salonfæhigt at kæde kapitalisme og imperialisme sammen. Denne gang er det Irak, der spøger. Amerikanere er ude efter olie, og de skyer ingen midler, får vi læst og påskrevet. Eller i den lidt mere sindrige udlægning: markedsøkonomiens uslukkelige tørst efter billig energi har ført til endnu en omgang væbnet udbytning. Påstanden er ikke ligefrem ny. I 1916 udgav en vis Vladimir Uljanov Lenin et skrift med den sigende titel Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Skriftet kredsede om økonomisk udbytning, og det er med jævne mellemrum blevet støvet af, når den vestlige verdens udenrigspolitik har stået for skud.

Men giver det overhovedet nogen mening at opstille en årsagsvirkningskæde mellem kapitalisme og imperialisme? Kravet må være, at vi kan identificere en social mekanisme, der får markedsøkonomien til at fostre imperialisme. For godt 80 år siden, i årene efter Første Verdenskrig, gav en af verdens fremmeste økonomer sig i kast med denne opgave. Hans navn var Joseph Schumpeter, og hans tanker adskiller sig betydelig fra den gængse opfattelse. Jeg vil benytte min debut som punditokrat til at støve denne tekst af. Lad os rejse tilbage til mellemkrigstidens Wien for en kort stund.

Hvad er imperialisme egentlig? Sådan lød Schumpeters indledende spørgsmål i essayet The Sociology of Imperialisms. Han nåede frem til et klart svar. Det drejer sig om en idelig aggressivitet – og tilhørende territorial appetit – for aggressivitetens egen skyld. En stat er imperialistisk, når den har en vedvarende tilbøjelighed til, uden nogen særlig grund, at føre erobringskrige.

Som det turde stå klart, kunne Schumpeter hurtigt afvise, at kapitalismen gøder jorden for sådanne tilbøjeligheder. Markedsøkonomiens grundpræmis er jo netop, at overlevelse og fremgang kun kan ske ved egen indsats. Det moderne Europas imperialistiske tendenser – i særdeleshed de mange krige inden for Europas grænser – sporede Schumpeter til tiden før kapitalismens fremkomst, til enevældens styreform. Som eksempel gav han Frankrig, et land og en nation der blev smedet ved sværdet. Den franske kongemagt legitimerede sig fra den tidlige middelalder og fremefter af en våbnenes ideologi. Kongen var rigets første (og største) kriger, og det skulle han ustandseligt bevise. Det satte sig dybe spor i samfundet længe efter, at kongemagtens praktiske rolle var udspillet. Og derfor overlevede den nøgne krigslyst kapitalismens fremkomst.

Men der var tale om en stakket frist, betonede den østrigske økonom. For den kapitalistiske produktionsform fjernede ikke blot grundlaget for imperialisme, den fremelskede ligefrem en fredselskende kultur. Eller med Schumpeters egne ord, her i min oversættelse:

“I en verden af ren kapitalisme bliver den energi, der tidligere blev brugt til at føre krig, ganske enkelt overført til arbejdspladsen. Erobringskrige og eventyrpolitik vil nødvendigvis blive anset for besværlige distraktioner, ødelæggende for livet sande mening; noget der fjerner fokus fra de gængse og derfor ‘sande’ opgaver. En verden af ren kapitalisme gøder derfor ikke jorden for imperialistiske impulser. Det betyder ikke, at en sådan verden ikke kan fastholde en interesse i imperialistisk ekspansion…Pointen er blot, at folk flest vil blive ukrigeriske af sind. Vi må derfor forvente, at anti-imperialistiske tendenser vil komme til udtryk, overalt hvor kapitalismen gennemtrænger økonomien og, gennem økonomien, de moderne nationers sjæl.”

I disse linier beskriver Schumpeter intet mindre end en social mekanisme på individniveau, en mekanisme der vel og mærke kæder kapitalismen sammen med anti-imperialisme. Det er i sig selv interessant, for når den modsatte påstand føres i vælten – at kapitalisme fører imperialisme med sig – så sker det almindeligvis under henvisning til strukturelle kræfter; en i markedsøkonomien iboende udbytningslogik, mangel på naturressourcer og dets lige. Og her må vi fastholde, at en årsagsvirkningssammenhæng, der savner en forankring på individniveau, altid er betænkelig. Strukturelle faktorer har nemlig en del til fælles med forestillingen om Olympens guder. De kan bruges til at forklare alt mellem himmel og jord ved at fremmane et billede af dunkle kræfter, der styrer vort liv uden vort vidende.

Dertil kommer, at Schumpeters forklaring er forholdsvis let at bakke op med eksempler. Han giver selv et meget interessant af slagsen. Pacifisme er, skriver vor østrigske ven, et barn af kapitalismen. Som princip er den ganske vist ældre end som så, men ind til vor tid er det kun små religiøse sekter, der systematisk har bekendt sig til den. I mine øjne kan vi endda gå ét skridt videre end det. Markedsøkonomiens fremkomst er gået hånd i hånd med en indtil da uset kritik af enhver form for magtpolitik. Det er ikke noget tilfælde, at de mange skingre røster, der bestandigt kæder kapitalisme og imperialisme samme er opstået i…ja, kapitalistiske samfund. Den vestlige kultur er historisk unik i det omfang, den har opfostret sønner og døtre, der er kritiske over for deres fædrenearv.

Hvor efterlader det os? Min hensigt med at lægge vejen omkring Schumpeters klassiske essay om imperialisme er ikke at afvise, at nøgne magtpolitiske hensyn gennemsyrer udenrigspolitikken i den vestlige verden (og alle andre steder for den sags skyld). Jeg prøver heller ikke at benægte, at en stabil og tilstrækkelig olieforsyning spiller en endog meget stor rolle i den amerikanske udenrigspolitik, herunder i forholdet til Irak. En sådan påstand ville være naiv, ikke mindst fordi enhver amerikansk regering er nødsaget til at betænke sit lands energiafhængighed.

Men vi savner så ganske de historiske proportioner, når det forhold bliver brugt til at hive den gamle klagesang om kapitalisme og imperialisme frem fra gemmerne. Det giver liden mening at holde et givent socialt fænomen op imod en utopisk målestok for ret opførsel, og så ellers give den virkelige verden råt for usødet. Hvis man vil vurdere et socialt fænomen, så bør man sammenligne på tværs af tid og rum, ikke med et ideal. Og her er jeg ikke i tvivl. Kapitalismen har ikke blot avlet en historisk og geografisk uset velstand, men også en historisk og geografisk uset fornemmelse for fredens velsignelser. Frem for alt har den avlet en idelig selvkritik, der – når den bakkes op af ytringsfrihed og frie valg – udgør det sikreste forsvar imod udenrigspolitiske vovestykker, verden endnu har set. Og endnu mere væsentligt: udgør det bedste værn imod krigens ulveansigt, verden endnu har set.

Barro om lighed, ulighed og vækst

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. september 2005. 2 svar

Mens størstedelen af Danmarks ånds-, erhvervs- og politiske liv i den forgangne uge slog syv politisk korrekte kors for sig selv og bedyrede, at stigende ulighed var fuldstændigt uacceptabelt (selv hvis det var til gavn for alle, inkl. de svagest stillede)–“for vi har jo en konsensus om, at vi jo ikke skal have amerikanske tilstande!”–havde Berlingske Tidende som eneste danske medie overvejet at spørge verdens formodentlig førende ekspert udi økonomisk vækst, Harvard-professoren Robert Barro, hvad han mente om emnet.

Det kom der et kort interview ud af–som pudsigt nok fik beskeden opmærksomhed i de medier, hvor journalisterne havde mere travlt med at interviewe hinanden om “sagen”.  Men de mere akademisk interesserede kunne jo evt. med fordel læse Barros meget citerede fagøkonomiske artikel om emnet: Barro, R.J. (2000). Inequality and growth in a panel of countries. Journal of Economic Growth 5: 5-32.  Den findes her i en lidt tidligere manuskriptudgave.

Hvad konkluderer han?  Dette er sammendraget:

“Evidence from a broad panel of countries shows little overall relation between income inequality and rates of growth and investment.  However, for growth, higher inequality tends to retard growth in poor countries and encourage growth in richer places.  The Kuznets Curve–whereby inequality first increases and later decreases during the process of economic development–emerges as a clear empirical regularity.”

Min egen holdning er, at der er god grund til dette mønster, men at det næppe skyldes lighed/ulighed som sådan.  Det er svært at se, at fordelingen af goder mellem mennesker isoleret set skulle betyde det store for væksten; der er til gengæld gode grunde til at tro, at graden af frihed betyder noget for væksten, og at væksten så har Kuznets-agtige effekter for fordelingen.  For dem, der derfor er interesserede i nogle tanker om dén sammenhæng, samt referencer til survey-artikler om emnet, er der bl.a. denne analyse–og lad os ikke glemme denne survey-artikel om økonomisk friheds fordele af den fortrinlige svenske økonom Niclas Berggren (som mig bekendt læser denne blog …!).

Så næste gang Martin Krasnik eller en anden siger, at alt dette er et rent ideologisk spørgsmål uden dokumentation …

Bliver folk dumme af berømthed?

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2005. 7 svar

I denne måneds Foreign Policy omtaler Timothy Noah Richard Posners bog "Public Intellectuals: A Study of Decline", som jeg stadig har til gode. Posner argumenterer for, at debatten i USA er blevet forfladiget på grund af to hovedtendenser: 1) forskere er blevet mere specialiserede – dvs. de områder, de kan udtale sig om på et rimeligt solidt grundlag er blevet snævrere;og 2) mediernes appetit på kommentarer fra forskere er vokset nærmest eksponentielt. Konklusionen er, at:

"more and more academics are becoming public intellectuals, but fewer and fewer of them have acquired th ebreadth of knowledge that we associate with the gentleman scholars who interpreted American society for the common reader or broadcast audience in years past"

Selvom der så vidt jeg ved ikke er lavet forskning på området i Danmark, er det vel en udvikling vi også ser herhjemme. Medierne bruger samfundsforskere i hidtil uhørt omfang, men samtidig er man blevet sært ukritisk mht. hvem man bruger. Det er bekymrende idet næsten ingen almindelige medieforbrugere – avislæsere, Nyhedernes seere osv. – har mulighed for at vurdere forskernes videnskabelige meritter. Richard Posners  bog har derfor også interesse for danskere – eller burde i hvert fald have det.

Et rimeligt aktuelt eksempel er den debat, der i sommers kørte mellem formanden for Velfærdskommisionen, professor Torben M. Andersen, og professor Christen Sørensen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. De to forskere fik næsten samme dækning i medierne med den konsekvens, at almindelige mennesker var totalt ude af stand til at vurdere, om nogen af dem havde objektivt mere ret. Som insider kan man derimod ikke undgå at bemærke, at mens CS sidder som partshaver, er TMA internationalt anerkendt og omgæret af stor respekt. Den information har offentligheden som helhed bare ikke. Det samme gør sig gældende, når folk fra diverse universitetscentre blander sig i debatten med synspunkter, der blot demonstrerer deres centres grad af isolation fra den videnskabelige udvikling de sidste 25 år. Hvad værre er, blander en række kunstnere og andre 'intellektuelle' sig rutinemæssigt i velfærdsdebatten. Naturligvis er det helt legitimt at have en holdning og lufte den offentligt, men når medierne – som det typisk skere – lader kunstnere komme til orde med indlæg, der egentlig henholder sig til svært tilgængelige teknisk-økonomiske detaljer med holdningen, at det bare er matematisk hokus-pokus, kan man vel godt kræve en smule mere kritik fra journalisternes side.

Min pointe med indlægget er, at  de forhold som Posner peger på er problematiske i USA, også gør sig gældende fuldt ud i den danske debat. Medierne bruger i stadig stigende grad eksperter, men stiller i stadig mindre grad krav til disse eksperters kvalitet. Resultatet er en generel udvanding af enhver offentlig, demokratisk debat. For de af os, der sidder på en videregående læreanstalt, er det også trist at se, at almindelige mennesker reagerer på debatten ved at miste tillid til forskerne. Men hvad kan de gøre, når 'eksperter' ugentligt modsiger hinanden og skændes om fundamentale spørgsmål i medierne?

 

Post-Rehnquist II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 27. september 2005. Skriv et svar

Så bliver det altså med sikkerhed John Roberts, der efterfølger Rehnquist som amerikansk forbundshøjesteretspræsident–og noget kunne tyde på, at det bliver med lidt større tilslutning, end jeg forudså tidligere på ugen.  (Tilsyneladende har mange Demokratiske senatorer fra delstater, der ved valget sidste år overvejende stemte på Bush, pudsigt nok haft en tendens til at større præsidentens kandidat …)  Men hvordan kommer den post-Rehnquistske æra til at se ud for US Supreme Court?  Det skrev vi om rent personale mæssigt forleden, men hvad med politikken?

En af de største amerikanske retsfilosoffer af en klassisk-liberal orientering, Professor Randy Barnett fra Boston University (forfatter til bl.a. “The Structure of Liberty: Justice and the Rule of Law” og “Restoring the Lost Constitution: The Presumption of Liberty”), havde i forrige uge i Wall Street Journal en kronik om netop Rehnquist.  Højesteretspræsident Rehnquist var næppe helt en, som Barnett helt “delte paraply med”, men dog én som han adskillige gange havde professionelt med at gøre—når Barnett skulle procedere for US Supreme Court (hvilket han senest gjorde i foråret, hvor Barnett talte for staternes ret til at legalisere marijuana-brug, hvilket Rehnquist støttede).  Og Barnett kunne trods andre uenigheder lide den såkaldte “New Federalism”-doktrin, som Rehnquist i praksis formulerede:

“One day soon we may mourn the death of his legacy — the jurisprudence of the Rehnquist Court.

Even before becoming chief justice, often in lonely dissents, it was William Rehnquist who was most personally responsible for what is now called “the New Federalism” — the revival of the ideas that judiciary should protect the role of the states within the federal system and enforce the textual limits on the powers of Congress. Establishing the New Federalism took enormous effort and leadership by Rehnquist over many years. Now that legacy is in jeopardy.

At the founding, and for some 150 years thereafter, the limits on congressional power provided by the Constitution of 1789 — as modified by the Fourteenth Amendment — were enforced by the Supreme Court. According to the textual plan, Congress is, with few exceptions, confined to the express powers enumerated in Article One of the Constitution. While these express powers were understood as flexible, they were nonetheless limited. When the federal government was limited to its enumerated powers, the states were left to the exercise of their police powers, subject to the limitations imposed upon them after the Civil War by the Fourteenth Amendment.

The Founders’ plan was more or less intact until the 1930s, when President Roosevelt and the New Deal Congress enacted a massive expansion of federal power. By the 1940s, the textual scheme of limited federal powers was effectively swept away by a Supreme Court dominated by appointees of President Roosevelt. In a series of landmark decisions, such as Wickard v. Filburn in 1942, the New Deal Court replaced the Constitution’s textual scheme of limited federal power with a policy of judicial deference to any claim by Congress to regulate anything and everything with even a remote connection with the national economy.

By the early 1990s, even the requirement of a remote connection was giving way, as Congress began to regulate subjects that could only be described as “interstate commerce” by Lewis Carroll’s Humpty Dumpty, who asserted (in a rather scornful tone) that: “When I use a word, it means just what I choose it to mean — neither more nor less.” With no judiciary to provide a constitutional compass, Congress passed laws reaching activities such as possessing a gun near a school without even trying to show how the regulated activity had any conceivable connection with “commerce . . . among the several states.”

Barnett slår fast, at det var Rehnquist, der standsede denne udvikling, fordi han havde et “forfatningsmæssigt kompas”, der i hvert enkelt sag styrede ham i én overordnet retning.  Dette var tydeligt allerede fra en række sager, mens han var menig dommer, men det blev især klart da han blev højesteretspræsident:

“With Justice Rehnquist’s ascension to chief justice, the Rehnquist Court cabined Garcia’s laissez-faire approach toward Congressional power with a series of “Tenth Amendment” cases that aimed at protecting state sovereignty from federal interference in a variety of ways. I put Tenth Amendment in quotes because this jurisprudence was never grounded on the original meaning of the Tenth Amendment, which merely affirms that the Federal government is one of delegated powers, and that all powers not delegated are reserved to the states or to the people. With the post-New Deal judiciary interpreting the delegated powers so as to allow the Federal government to do virtually anything it wants, federal power had completely enveloped any “reserved” powers of states. Instead of directly holding Congress to the powers enumerated in the text, these earliest New Federalism cases attempted indirectly to preserve the underlying “principle” of federalism by carving out islands of state sovereignty in a sea of federal power.

Chief Justice Rehnquist understood this, of course. In 1995, he launched a direct attack on the source of the problem in the case of U.S. v. Lopez, which held unconstitutional the Gun Free School Zone Act because it exceeded the power of Congress to “regulate commerce . . . among the several states.” There he wrote, “We start with first principles. The Constitution creates a Federal Government of enumerated powers.” For the first time in 60 years, the Court found a federal statute to have exceeded the commerce power of Congress. Rehnquist’s opinion in Lopez sent shock waves through the legal academy. …

Together with the Tenth Amendment cases, Rehnquist’s opinions in Lopez and Morrison were the keystones of the New Federalism. Had he been able to marshal a consistent majority for the constitutional “first principles” these cases represented, the Rehnquist Court might have overseen a constitutional restoration as substantial as the constitutional demolition begun by the Roosevelt Court. But both decisions were 5-4, with the five more “conservative” justices in the majority and the four more “liberal” justices in strong dissent. The four adamant dissenters have not relented in their opposition and need only pick off one of the New Federalists to uphold the constitutionality of a claim of federal power.”

Og nu er Barnett nervøs for, at flertallet vil kunne skifte på et mere permanent vis—den forkerte vej:

“[In] this the final year of the Rehnquist Court there are signs that his legacy may not endure. In Gonzales v. Raich both principles of state sovereignty and of enumerated powers were put to the test. Rehnquist was one of only three justices who were willing to say that Congress cannot magically transform the noncommercial possession of homegrown marijuana into “interstate commerce.” The Chief joined the dissenting opinion written by Justice Sandra Day O’Connor.
Many who now lionize her w
hen discussing her replacement omit mentioning her stalwart support of the New Federalism so strongly advanced by her fellow Arizonian and Stanford classmate.

Sometime this fall, two of the five votes that made up the Lopez and Morrison majorities will have been replaced. Only Justice Clarence Thomas will be left from the three Raich dissenters. As the new chief justice (assuming he is confirmed), will John Roberts assume the role of his mentor William Rehnquist — for whom he clerked — and lead the Roberts Court to enforce the Constitution’s original plan of limited federal power? Will President Bush now look for a nominee to replace Justice O’Connor who is as committed to the New Federalism as she was? Given that so many of the New Federalism cases were 5-4, if either of the new justices adopts the mantra of “judicial deference” to congressional power, then Chief Justice Rehnquist’s death, along with Justice O’Connor’s retirement, may presage the second death of federalism. A judicial withdrawal from enforcing the original limits on the powers of Congress would undo the New Federalist legacy of William Rehnquist.

As the president now decides who next to nominate, he would uphold the Constitution by selecting a person with a firm and demonstrated commitment to the Rehnquist Court’s New Federalism legacy. Only such a choice would continue the movement to restore the “first principles” of constitutionally limited government that William Rehnquist affirmed so eloquently. One can hardly imagine a sadder end to the tenure of William Rehnquist than that his most prized and important contribution to constitutional law is aborted by a conservative Republican president and a Republican-controlled Senate.”

En anden prominent amerikansk klassisk-liberal, Clint Bolick—grundlæggeren af den indflydelsesrige og nyttige organisation Institute for Justice, der hjælper borger i sager mod statsmagten, når deres ejendomsret o.l. bliver krænket—deler Barnetts ængstelser.  Han gik i sin eulogi til Rehnquist så langt som til at forudse, at Bushs udnævnelser vil komme til at repræsentere et markant ryk til “venstre”:

“To say that an era has ended is a huge understatement.
The passing of “the Chief,” as William Rehnquist affectionately was known by everyone in the U.S. Supreme Court’s circle, coupled with the retirement of Justice Sandra Day O’Connor, leaves the court without sure leadership for the first time in a generation.
Oddly, depending on President Bush’s choice to replace him, the court could be poised for a lurch to the left, rather than the right turn predicted by left-leaning special-interest groups. …

When Rehnquist joined the court in 1972, it was still in the throes of Warren court liberalism, routinely advancing causes that could not be won in the legislative arena. Though the court as a whole never fully embraced Rehnquist’s conservatism, his influence moved the court toward the center.

For instance, under Rehnquist’s stewardship, the court stopped routinely overruling criminal convictions, but retained the Miranda ruling that protects against abusive police interrogations. It strengthened state autonomy, but never overturned Roe vs. Wade. It struck down most racial preferences, but left the door open to preferences in college admissions.

As chief, Rehnquist was adroit in moderating his own views to bring in colleagues, and often appeared to switch to the winning side in order to exercise the chief’s prerogative to assign writing of key decisions to himself so as to narrow their scope.

One area of Rehnquist’s enormous influence was school choice.
In the 1960s and ’70s, the court had broadly interpreted the First Amendment’s prohibition against establishment of religion to embrace outright hostility to religion.

In 1983, Rehnquist cobbled together a 5-4 majority in Mueller vs. Allen, charting a more moderate course in upholding tuition tax credits for K-12 education, emphasizing that the choice of where to spend the education dollars was decided by parents, not the state.
That same slender majority held 19 years later in Zelman vs. Simmons-Harris, in which the court, in a landmark decision written by Rehnquist, upheld the Cleveland school-voucher program. For Rehnquist, it was a matter of state autonomy and an interpretation of the First Amendment true to its original intent.

For millions of children …, it meant the promise of precious educational opportunities.

Rehnquist’s combination of strong conservative convictions and political savvy make him a tough act to follow. …  For two decades, the court has been narrowly divided, usually (though less frequently lately) siding with individual liberty over state power, precisely the role the framers intended the federal judiciary to play. Judge John Roberts, the nominee to fill Justice O’Connor’s position, is truly an unknown quantity. If Bush nominates a Rehnquist replacement who is less committed to conservative principles than his predecessor, it could have the effect of turning the court to the left.”

Steyn om FN

Af admin, den 26. september 2005. 1 svar

Ja, ja, vi ved det godt; alt for mange citater fra Steyn. Men det er svært at lade være, når han dyrker emner, der også interesserer os, f.eks. FN, og gør det så forbandet velskrevet.

Nyd lige dette lille uddrag:

What’s important to understand is that Mr Annan’s ramshackle UN of humanitarian money-launderers, peacekeeper-rapists and a human rights commission that looks like a lifetime-achievement awards ceremony for the world’s torturers is not a momentary aberration. Nor can it be corrected by bureaucratic reforms designed to ensure that the failed budget oversight committee will henceforth be policed by a budget oversight committee oversight committee. The oil-for-food fiasco is the UN, the predictable spawn of its utopian fantasies and fetid realities. If Saddam grasped this more clearly than Clare Short or Polly Toynbee, well, that’s why he is — was — an A-list dictator and they’re not.

Og så lige denne her:

Transnationalism is the mechanism by which the world’s most enlightened progressives provide cover for its darkest forces. It’s a largely unconscious alliance but not an illogical one. Western proponents of ‘sustainable consumption’ and some of the other loopy NGO-beloved eco-concepts up for debate in New York this week have at least this much in common with psychotic Third World thugocracies: both groups find it hard to win free elections, both regard transnational bodies as useful for conferring a respect unearned at the ballot box, and neither is unduly troubled by the lack of accountability in global institutions.

Det er fra Spectator (17/9 05, men nu også gratis tilgængeligt på hans hjemmeside). Læs selv hans stilling til FN, ikke mindst hans opbakning til, at Kofi Annan bliver på posten så længe som muligt…

Punditokraterne udvider – igen

Af Redaktionen, den 26. september 2005. 1 svar

Så er der igen forstærkninger på broen mellem de to hjernehalvdele: Punditokraterne udvider med to nye stærke skribenter, Jørgen Møller, ph.d. stipendiat og cand.scient.pol., og erhvervsmanden “Ex Column”.  Velkommen til–og knæk & bræk.

Negativ opbyggelighed – Kashmir

Af admin, den 25. september 2005. 3 svar

Det er en mærkelig tid, vi lever i, sluttede min medpunditokrat sit seneste indlæg. Jeg kunne ikke være mere enig, men så er det da godt, at nogle ting er konstante, bl.a. den negative opbyggelighed.

Det er titlen på Stjernfelt & Thomsens bog, der fik betydelig ros her, og forfatternes analyse af tidens leflen for det ukritisk negative holder stadig. Som påpeget af forfatterne, er det navnlig inden for kunstens verden, at man kan nyde den negative opbyggelighed i sin mest gennemskuelige form.

Et lille eksempel til opmuntring i disse mørke tider.

I dagens Berlingske er der et interview med Kasper Eistrup fra bandet Kashmir. Det er rosende, men bandet kritiseres for ikke at være politiske nok. Som journalisten bemærker:

Kan det virkelig passe, at der ikke er mere rusk og riv i Kashmir end deres lyriske blend af poesi og abstrakte tekstkrøller. At deres ultimative statement er, at deres musik skal være kunstnerisk vedkommende. Bliver de flinke og dygtige mennesker dog aldrig indigneret over noget, får de aldrig lyst til at råbe op?

Tja, set her fra punditokraternes ståsted i cyberspace er det fuldt tilstrækkeligt, at man som kunstner stræber efter at være “kunstnerisk vedkommende”. Vi er en smule usikre på, hvad det egentlig dækker over, men det lyder som en rimelig ambition for en kunstner. Det er dog helt tydeligt ikke nok for journalisten på dette borgerligt-liberale organ; der skal noget agitprop til.

Den stakkels kunstner prøver først at forsvare sig, men tager sig så sammen og viser, at han skam er med på holdet sammen med alle de andre, hvilket udløser følgende tredobbelte whammy:

Dermed ikke være sagt, at jeg ikke har lyst til at sige, at jeg ikke er tilhænger af den regering, vi har på nuværende tidspunkt.

Got it?

I denne omskiftelige tid er det rart at vide, at danske kunstnere stadig er blandt de mest konforme og forudsigelige. Det giver da en vis tryghed.

Er Bendtsen og Espersen sekteriske superliberalistiske anarkister?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. september 2005. 22 svar

De Konservative har holdt landsrådsmøde denne weekend.  Der er p.t. endnu ikke meldt om afsyngning af gamle slagsange —initieret af væmmelige liberalister for at kompromittere partimedlemmerne (der jo aldrig selv kunne finde på at gøre noget sådant på eget initiativ), —men det kan jo sikkert nås endnu.  Pia Christmas Møller—, som jeg som stud.scient.pol. i 1980erne delte statistik-noter med, og som siden som partileder fik vist, hvad man kan opnå med en velgennemtænkt statskonservativ linie—, er ihvertfald belært af begivenhederne fra tidligere år, og hun vil ikke lade sådanne undergravende elementer forplumre landsmødet eller partiet.

Her er, hvad hun sagde, i hvad Berlingske betegner som en “opsang” til Eva Kjer Hansen og sympatisører:

“Jeg gik rundt og troede, at alle, der ikke ligefrem bekender sig til den sekteriske skare af anarkister og superliberalister, for længst har set, at ulighed heller ikke kan være et politisk mål i sig selv,” lød hendes opsang til Eva Kjer Hansen, og de folk, der har bakket socialministerens udtalelser op.

Men er de konservative top-politikere Bendt Bendtsen og Lene Espersen mon blandt disse farlige elementer?  Der kunne være ting, der tyder på det.  Begge blev vist medlemmer af partiet engang i 1980erne, hvor partiprogrammet hed “En Fremtid i Frihed”—og alene det er jo foruroligende nok, for den slags kan jo tiltrække alle tænkelige sekteriske superliberalister og anarkister.  (Det gælder ikke Pia Christmas Møller: Hun blev tiltrukket partiet helt tilbage dengang, da partiets ideolog var Hans Jørgen Lembourn, der gjorde sig til talsmand for en korporativt styret statsmagt, SK-regering og siden blev socialdemokrat.)  Men værre end det, så sagde både Bendtsen og Espersen ifølge Berlingske Tidende ting på landsmødet, der næsten minder om … Eva Kjer Hansens udtalelser.

Her er først—igen—de herostratisk berygtede udtalelser fra socialministeren, som alle har hørt om, men få har læst:

“Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode …  Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige …, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har. …  [Hver] gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det. … Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der.” (JP 18-09-2005)

Altså: hverken lighed eller ulighed er mål i sig selv.  Formålet er derimod at indrette skatte- og socialpolitik således, at den ved at stimulere individuel aktivitet resulterer i generel velstandsskabelse.

Her er så, hvad Bendtsen ifølge Berlingske sagde på landsmødet:

“Det er ikke målet for os at søge ulighed. Det er heller ikke målet for os at søge lighed for den sags skyld. …  Fremgang og velstand i samfundet får vi kun, når det enkelte menneske kan få succes og blive rigere ved egen indsats. Vi konservative er garanten for, at de flittige og stræbsomme kan høste frugterne af deres egen indsats – også til gavn for fællesskabet. Det skal kunne betale sig at arbejde. … Sociale ydelser er til for dem, der ikke kan selv. Ikke alle vi andre. Ved at give alle mennesker samme ydelse får de, der sagtens kan klare sig selv, mere end rigeligt, mens de, der reelt har behov, får en utilstrækkelig hjælp. Det er ikke konservativ politik. Det er et socialdemokratisk omfordelingscirkus.”

Og her er, hvad Espersen sagde ved samme lejlighed:

“Socialdemokraternes stræben efter lighedsmageriet viser, at de intet har lært af de socialistiske økonomiers fallit. Når man vil brandbeskatte erhvervslivet, fordi det går godt, når man vil straffe mennesker, der gerne vil spare mange penge op til alderdommen, så er det udtryk for jantelovspolitik af værste skuffe. Hvad hjælper det, at Helle Thorning-Schmidt går i dyre sko, hvis de personer, hun er chef for, går i alt for små sko?”

Kære Pia’er, i Dansk Folkeparti og hos De Konservative: I har tilsyneladende begge tillagt socialministeren holdninger, hun tydeligvis ikke har; er der fordi I ikke forstod det, eller fordi I gerne vil score billige politiske point på at fordreje en udtalelse?  Og hvad er så iøvrigt forskellen på dét, Eva Kjer Hansen sagde, og dét som Bendtsen og Espersen gav udtryk for?  Er Bendtsen og Espersen farlige sekteriske superliberalister og/eller anarkister?  Skal vicestatsministeren og justitsministeren nu begynde at flaggelere sig selv og gå bodsgang for at undgå at miste deres poster?

Jeg tror iøvrigt, at Christmas Møller kan slå koldt vand i blodet.  Mens KU’erne nok har vist, at der endnu er liv i organisationen, med både støtte til Eva Kjer Hansen og et forslag om fladskat (som desværre nok skal blive nedstemt), viste vicestatsministeren hurtigt, at han bestemt ikke er hverken anarkist eller superliberalist: Han vil såmænd have højere skatter (om han så er sekterisk må andre bedømme):

“Vi må spørge os selv, om vi fortsat skal acceptere, at nye EU-lande opererer med ingen selskabsskat eller en meget lille selskabsskat. Nej, det mener jeg ikke. Jeg har den holdning, at der må være en underliggende grænse for, hvor lav selskabsskatten må være, hvis man samtidig ønsker strukturfondsmidler fra EU.”

Her gik man og troede, at nationalstaten, konkurrence og lave skatter var konservative mærkesager.  Tilsyneladende ikke.  De er nu ofret til fordel overstatslig påtvungent konkurrence-bekæmpelse og højere skatter—hvilket naturligvis bliver rost af SF’s Morten Homann (hvilket skulle være signal nok til De Konservative).

Det er dæleme en underlig tid, vi lever i.

Punditokrater og andet godtfolk

Af Redaktionen, den 24. september 2005. 1 svar

Vores med-punditokrat Mikael Jalving var fredag i P1 hos Poul Friis for at diskutere lighed/ulighed (lyt her).  Aftenen før var CEPOS’ Martin Ågerup og Mads Lundby Hansen overalt på DRTV–d.v.s. henholdsvis i Debatten og Deadline.

Afdelingen for Jubeloptimistisk Opportunisme

Af admin, den 23. september 2005. 9 svar

Onsdag aften ved 9-tiden blev jeg vidne til den ynkeligste forestilling i denne regerings levetid: En af regeringens ideologisk bedst begavede ministre, Claus Hjort Frederiksen, blev spurgt af en journalist fra DR (af alle steder!), om ikke det skulle kunne betale sig at arbejde, men turde ikke andet end svare uden om i sin iver efter at lægge lighedsdebatten død.

Anstændige og anfægtede borgerligt-liberale må fortvivle, men som selvudnævnt leder for punditokraternes Afdeling for Jubeloptimistisk Opportunisme (AJO), vil jeg hellere spørge, hvordan vi sikrer, at dette forbliver et nadir, hvorfra vi kan komme videre.

Vi må konstatere, at store dele af befolkningen ikke skelner mellem politisk lighed og økonomisk lighed.

Politisk lighed angår menneskets ligeværd, at alle er født lige med samme umistelige menneskeværd, skal behandles lige og havde samme chancer. Det var grundtanken i de to store liberale revolutioner: den amerikanske og den franske, og det er fortsat den altafgørende præmis for vores ideologi.

Økonomisk lighed angår noget andet, nemlig at folk skal stilles lige. Uanset hvordan de opfører sig, skal alle have det samme. Den, som gør en ekstra indsats, skal ikke have mere, end den, der la’r vær’. Det er en forestilling hentet fra det kommunistiske paradis, som angiveligt skal komme en gang: et samfund uden stat (lyder lidt ultraliberalt, ikke?), uden penge og – ellers er det jo ikke sjovt – helt uden ressourceproblemer med alt til alle. I det samfund giver økonomisk lighed mening; ingen andre steder.

Der er således en verden til forskel på de to lighedsbegreber, men som vreden over Eva Kjer Hansens udtalelser har vist, så forstår mange herhjemme det ganske simpelt ikke. De tænker kun på politisk lighed.

Er det i grunden så galt? Er det virkelig udtryk for, at socialisterne har vundet værdidebatten?

Nej, det er mere udtryk for, at de liberale grundtanker har sejret. Begrebet lighed har i den grad sat sig igennem, at det kun forstås i sin politiske form, og kun kan bruges i debatten i den form. Den almindelige dansker tror fuldt ud på den liberale antagelse om, at alle mennesker er lige. Det er en bred og dyb accept af vores principper, vi burde påskønne.

Når vi støtter demokratiet og tager afstand fra ekspertvældet og andre privilegier, skyldes det jo netop vores tro på, at alle er lige, og at ingen derfor har ret til at træffe beslutninger på andres vegne uden deres samtykke. Når vi støtter markedsøkonomien, er det ligeledes i erkendelse af, at alle mennesker kan bestemme selv og selv bedst ved, hvad der er godt for dem.

Vi bør beundre denne respekt for lighed, ikke beklage den.

Dernæst må vi tage bestik af, at vi lever i en tid med hykleri, hysteri og historieforvanskning. Vi bør angribe de, der søger at misbruge respekten for den politiske lighed til at fremme deres egne ønsker om økonomisk lighed ved at blande de to begreber sammen. Det gør vi ved at konfrontere dem med en række sandheder, som intuitivt har opbakning i befolkningen.

Det er blevet sagt før, men tåler gentagelse:

1) Økonomisk lighed er hamrende uretfærdigt, medmindre alle laver nøjagtigt det samme. Hvis man finder det rimeligt at belønne den, der gør en ekstra indsats, f.eks. at den faglærte får mere i løn end den ufaglærte som belønning for at have stået i lære, så støtter man ikke økonomisk lighed. Hvis nogle påstår, at de går ind for økonomisk lighed, så spørg dem, om de virkelig vil kræve lige løn for forskelligt arbejde? Er et lommepengesamfund, hvor alle får nøjagtigt det samme at leve for af Staten, virkelig deres mål?

2) Når nogle bliver rige, er det ikke ensbetydende med, at nogle bliver tilsvarende fattige. Tværtimod, desto rigere et samfund bliver, desto flere penge bliver der til at støtte de svageste. I modsætning til, hvad brede dele af venstrefløjen måske tror, så dyrkes pengene til overførselsindkomster ikke i de store kælderanlæg under Nationalbanken som champignon; de kommer ind ved opkrævning af skatter og afgifter fra folk, der arbejder.

3) Økonomisk ulighed er aldrig et mål i sig selv, det er et resultat, der opstår, fordi folk opfører sig forskelligt. Nogle er pengeglade og knokler som gale for at sanke grunker, andre vil måske hellere arbejde lidt mindre og bruge tiden sammen med deres børn, og så fremdeles. Vores erkendelse af, at folk er forskellige, gør os opmærksomme på, at nogle ikke kan klare sig selv og har brug for samfundets hjælp. Dem hjælper vi ikke ved at stræbe efter den laveste fællesnævner. Hvis der er noget, som har skadet vores folkeskole og forrådt de svagest stillede børn med den tungeste sociale arv, har det netop været ønsket om at stille børn lige, så det ikke alle kunne lære, skulle ingen lære.

4) Hvis man vil forhindre, at folk bliver fattige, har man en social og humanistisk indstilling. Vil man forhindre, at folk bliver rige, er man bare misundelig.

5) I betragtning af, hvor udbredt misundelse er, kan man faktisk godt argumentere for, at et samfund får færre konflikter, desto mindre afstand der er fra top til bund, også selvom bunden har det godt. Man skal blot gøre sig klart, at dette argument er beslægtet med tilsvarende betragtninger om, at man undgår konflikter ved at holde folk med anden hudfarve eller religion ude, fordi der erfaringsmæssigt er folk, som ikke kan lide den slags forskelle. Desto mere ens folk er, desto færre konflikter. Spørgsmålet er så bare, om vi skal give efter for den slags primitive følelser, eller om vi fortsat skal stræbe efter et mere liberalt samfund?

Det mener vi her på AJO, at vi skal; det kan vel næsten kun gå fremad.

Noonan om Bush, barbecue-sovs & "the Bridge to Nowhere"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. september 2005. 2 svar

En af mine absolut mest yndede skribenter er den fænomenale amerikanske taleskriver, Peggy Noonan, som over de sidste +20 år har skrevet nogle af de mest velformulerede taler i amerikansk politik nogensinde.  Og det siger ikke så lidt.  Blandt talerne er Reagans farveltale, hans VE-Day tale og Bush Srs. “Read My Lips, No New Taxes”, og til Republikanernes konvent sidste år havde hun skrevet en tale til guvernør George Pataki, der næsten fik ham til at lyde interessant.

Damen skriver også som kommentator ved Wall Street Journal, og her er lidt af hendes kommentar til George W. Bush; hun opfatter ham, modsat Berlingske Tidendes Poul Høi, ikke som repræsentant for “nulstats-konservatisme”, men kalder ham det, han er, “big spender”, og nu er mor sur på og træt af ham.  Hun skal nok ikke regne med at blive inviteret tilbage til Det Hvide Hus som skribent lige med det samme, efter den svada hun her leverer:

“In his Katrina policy the president is telling Democrats, “You can’t possibly outspend me. Go ahead, try. By the time this is over Dennis Kucinich will be crying uncle, Bernie Sanders will be screaming about pork.”

That’s what’s behind Mr. Bush’s huge, comforting and boondogglish plan to spend $200 billion or $100 billion or whatever–“whatever it takes”–on Katrina’s aftermath. And, I suppose, tomorrow’s hurricane aftermath.

George W. Bush is a big spender. He has never vetoed a spending bill. When Congress serves up a big slab of fat, crackling pork, Mr. Bush responds with one big question: Got any barbecue sauce? The great Bush spending spree is about an arguably shrewd but ultimately unhelpful reading of history, domestic politics, Iraq and, I believe, vanity.

This, I believe, is the administration’s shrewd if unhelpful reading of history: In a 50-50 nation, people expect and accept high spending. They don’t like partisan bickering, there’s nothing to gain by arguing around the edges, and arguing around the edges of spending bills is all we get to do anymore. The administration believes there’s nothing in it for the Republicans to run around whining about cost. We will spend a lot and the Democrats will spend a lot. But the White House is more competent and will not raise taxes, so they believe Republicans win on this one in the long term.”

Mere effektive til at administrere en større offentlig sektor–lyder det ikke bekendt?

“As for vanity, the president’s aides sometimes seem to see themselves as The New Conservatives, a brave band of brothers who care about the poor, unlike those nasty, crabbed, cheapskate conservatives of an older, less enlightened era.

Republicans have grown alarmed at federal spending. It has come to a head not only because of Katrina but because of the huge pork-filled highway bill the president signed last month, which comes with its own poster child for bad behavior, the Bridge to Nowhere. The famous bridge in Alaska that costs $223 million and that connects one little place with two penguins and a bear with another little place with two bears and a penguin. The Bridge to Nowhere sounds, to conservative ears, like a metaphor for where endless careless spending leaves you. From the Bridge to the 21st Century to the Bridge to Nowhere: It doesn’t feel like progress.

A lot of Bush supporters assumed the president would get serious about spending in his second term. With the highway bill he showed we misread his intentions.

The administration, in answering charges of profligate spending, has taken, interestingly, to slighting old conservative hero Ronald Reagan. This week it was the e-mail of a high White House aide informing us that Ronald Reagan spent tons of money bailing out the banks in the savings-and-loan scandal. This was startling information to Reaganites who remembered it was a fellow named George H.W. Bush who did that. …

Poor Reagan. If only he’d been strong he could have been a good president. … At any rate, Republican officials start diminishing Ronald Reagan, it is a bad sign about where they are psychologically. In the White House of George H.W. Bush they called the Reagan administration “the pre-Bush era.” See where it got them.

Sometimes I think the Bush White House needs to be told: It’s good to be a revolutionary. But do you guys really need to be opening up endless new fronts? Do you need–metaphor switch–seven or eight big pots boiling on the stove all at the same time? You think the kitchen and the house might get a little too hot that way?”

Og så rejser hun et tema, som danske borgerligt-liberale også kender til: Selvretfærdiggørelsen med henvisning til, at “de andre” er langt værre:

“The Republican (as opposed to conservative) default position when faced with criticism of the Bush administration is: But Kerry would have been worse! The Democrats are worse! All too true. …  But saying The Bush administration is a lot better than having Democrats in there is not an answer to criticism, it’s a way to squelch it. Which is another Bridge to Nowhere.”

Bushs mest grundlæggende fejl er, siger Noonan, én, som danske borgerligt-liberale også vil kunne genkende:

“First and foremost Mr. Bush has abandoned all rhetorical ground. He never even speaks of high spending. He doesn’t argue against it, and he doesn’t make the moral case against it. When forced to spend, Reagan didn’t like it, and he said so. He also tried to cut. Mr. Bush seems to like it and doesn’t try to cut. He doesn’t warn that endless high spending can leave a nation tapped out and future generations hemmed in. In abandoning this ground Bush has abandoned a great deal–including a primary argument of conservatism and a primary reason for voting Republican. And who will fill this rhetorical vacuum? Hillary Clinton. She knows an opening when she sees one, and knows her base won’t believe her when she decries waste.”

Og denne strategi er kortsigtet, siger Noonan–og igen kan vi nikke fra vore hjemlige erfaringer:

“… Mr. Bush seems not to be noticing that once government spending reaches a new high level it is very hard to get it down, even a little, ever. So a decision to raise spending now is in effect a decision to raise spending forever. …

Money is power. More money for the federal government and used by the federal government is more power for the federal government. Is this good? Is this what energy in the executive is–“Here’s a check”? Are the philosophical differences between the two major parties coming down, in terms of spending, to “Who’s your daddy? He’s not your daddy, I’m your daddy.” Do we want this? Do our kids? Is it safe? Is it, in its own way, a national security issue? …

I never understood compassionate conservatism to mean, and I don’t know anyone who understood it to mean, a return to the pork-laden legislation of the 1970s. We did not understand it to mean never vetoing a spending bill. We did not understand it to mean a historic level of spending. We did not understand it to be a step back toward old ways that were bad ways.

I for one feel we need to go back to conservatism 101. We can start with a quote from Gerald Ford, if he isn’t too much of a crabbed and reactionary old Republican to quote
. He said, “A government b
ig enough to give you everything you want is big enough to take away everything you have.” “

Og igen er der en parallel til hjemlige forhold:

“The administration knows that Republicans are becoming alarmed. Its attitude is: “We’re having some trouble with part of the base but”–smile–“we can weather that.”  Well, they probably can, short term. Long term, they’ve had bad history with weather. It can change.”

Noonan opfordrer den amerikanske højrefløj til ikke stiltiende at acceptere en så dramatisk omlægning af de idealer, man tidligere har haft:

“Here are some questions for conservative and Republicans. In answering them, they will be defining their future party.
If we are going to spend like the romantics and operators of Lyndon Johnson’s Great Society; If we are going to thereby change the very meaning and nature of conservatism; If we are going to increase spending and the debt every year; If we are going to become a movement that supports big government and a party whose unspoken motto is “Whatever it takes”; If all these things, shouldn’t we perhaps at least discuss it? Shouldn’t we be talking about it? Shouldn’t our senators, congressmen and governors who wish to lead in the future come forward to take a stand?

And shouldn’t the Bush administration seriously address these questions, share more of their thinking, assumptions and philosophy?

It is possible that political history will show, in time, that those who worried about spending in 2005 were dinosaurs. If we are, we are. But we shouldn’t become extinct without a roar.”

Hvad gør dinosaurerne i de danske politiske partier?  Brøler de som løver, eller mæh’er de som lam?

Jalving om konkurrence & vilje

Af Redaktionen, den 22. september 2005. Skriv et svar

I en tid, hvor det tilsyneladende ikke er comme-il-faut at mene, at konkurrence er en god ting, eller at det at klare sig bedst ikke nødvendigvis efter tur skal gå på omgang mellem alle, kan man med fordel læse vores med-punditokrat Mikael Jalving, som har en fin kronik i dagens Berlingske Tidende.

Ugens citat: Steyn om lig, Tyskland & euro-velfærd

Af Redaktionen, den 21. september 2005. 2 svar

Vores med-pundiokrat Mr. Law har henledt Punditokraternes opmærksomhed på Mark Steyns farverige status i The Telegraph over det tyske valg og den europæiske velfærdsstat:

“If you want the state of Europe in a nutshell, skip the German election coverage and consider this news item from the south of France: a fellow in Marseilles is being charged with fraud because he lived with the dead body of his mother for five years in order to continue receiving her pension of 700 euros a month.

She was 94 when she croaked, so she’d presumably been enjoying the old government cheque for a good three decades or so, but her son figured he might as well keep the money rolling in until her second century and, with her corpse tucked away under a pile of rubbish in the living room, the female telephone voice he put on for the benefit of the social services office was apparently convincing enough. As the Reuters headline put it: “Frenchman lived with dead mother to keep pension.”

That’s the perfect summation of Europe: welfare addiction over demographic reality.

Think of Germany as that flat in Marseilles, and Mr Schröder’s government as the stiff, and the country’s many state benefits as that French bloke’s dead mum’s benefits. Germany is dying, demographically and economically. Pick any of the usual indicators of a healthy advanced industrial democracy: Unemployment? The highest for 70 years. House prices? Down. New car registration? Nearly 15 per cent lower than in 1999. General nuttiness? A third of Germans under 30 think the United States government was responsible for the terrorist attacks of September 11.”

Læs selv resten af den underholdende og deprimerende analyse.

Det skal (ikke) kunne betale sig at gøre en ekstra indsats

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. september 2005. 9 svar

Der var engang, hvor det at være borgerlig var stort set synonymt med synspunkter som, at “pengene ligger bedst i borgernes lommer”, “frihed og ansvar hører sammen”, “det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats”, o.s.v.  Nuvel, måske ikke sofistikeret eller svært forståeligt som en Habermas, en Heidegger eller en Foucault, men så meget desto mere udtryk for sund snusfornuft.  Common sense.

Men, hov … Hvis det skal kunne “betale sig at gøre en ekstra indsats”, så må dette være i forhold til ikke at gøre en indsats.  Med andre ord, det skal kunne betale sig, at man—den, der gør en ekstra indsats—er knap så meget “lige” med dem, der ikke gør en indsats, som man ellers ville være.  Det må jo så uvilkårligt være i modstrid med et princip om, at “uligheden” partout ikke må øges.

Men sådan er det åbenbart ikke mere.  Tag nu f.eks. “Venstre, Danmarks Liberale Parti”.  Her er det tilsyneladende partiformanden–—statsministeren–—som fra dag til dag bestemmer, hvad partiets principielle menneskesyn er; det er (siger han på pressemøder), hvad han siger (i landsmødetaler).  Det er i hvert fald tilsyneladende ikke, hvad der i partiets principprogram står anført som principper.  Det er heller ikke, hvad beskæftigelsesministeren siger, beskæftigelsespolitikken er.  Og det er da slet ikke, hvad erhvervslivet siger, der er fornuftigt.  (Og selvom de har glemt det, så er det godt nok heller ikke, hvad der står i Dansk Folkepartis principprogram.)

De må alle straks kaldes til orden—ligesom socialministeren.  For, hvad var det nu lige socialminister Eva Kjer Hansen sagde forleden?  Sagde hun, at fattige skulle have det dårligt?  At det var et mål?  Det hun sagde var:

“»Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode,« siger Eva Kjer Hansen. …

»Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige – som for eksempel den unge Janus Friis, der netop er blevet milliardær ved at sælge sit firma, Skype, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har«.
Betyder det, at spændet mellem de bedst og de dårligst stillede i samfundet gerne må blive større, end det er nu?
»Ja. For hver gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det«.
Men overførselsindkomsterne stiger ikke i samme takt som lønmodtagernes indkomster?
»Nej, men de stiger i et tempo, der sikrer, at de dårligst stillede i Danmark altid vil have et ordentligt forsørgelsesgrundlag til sig selv og deres familie. Det er det centrale. Ingen siger, at der skal være præcis den samme stigningstakt for alle grupper i samfundet. Så bliver der for lidt dynamik«.
Regeringen har inden for de seneste år gjort indkomstforholdene dårlige for de økonomisk dårligt stillede, eksempelvis ved at indføre et loft over indkomster for folk på kontanthjælp. Hvordan hænger det sammen med målsætningen om ikke at forringe de dårligst stilledes økonomiske forhold?
»Det handler om at sikre nogle fair og rimelige mekanismer ved at sætte indtægten på eksempelvis kontanthjælp i et rimeligt forhold til indtægten på mindsteløn. Der er det vigtigt, at der er en økonomisk gevinst at hente ved at gå på arbejde. Vi har lavet loftet, så det bedre kan betale sig for kontanthjælpsmodtagere at gå på arbejde«.
De fleste danskere er vokset op med grundopfattelse, at det danske samfund er bygget op omkring lighedsidealer. Gælder det stadig?
»Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der«. (JP 18-09-2005)

Dette lyder faktisk som lige ud af en John Rawls’ arbejder snarere end Milton Friedmans eller F.A. Hayeks.  Og er det i voldsom modstrid med Venstres ganske socialliberale udgave af liberalismen?  Hvad står der i Venstres principprogram?  Her står bl.a.:

“Fællesskabet mellem mennesker bliver stærkest, når det enkelte menneske får størst mulig frihed til at stræbe efter et godt liv. Derved skabes værdier, som kan komme fællesskabet til gode. Den, der kan klare sig selv, har en forpligtelse til at bistå den, der ikke kan – privat og gennem samfundets indsats. …

Ægte social tryghed og velstand forudsætter en stor privat produktion, som kan finansiere velfærden. …Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor. Venstre vil konsekvent bruge væksten i den private sektor til lavere skatter frem for til højere offentlige udgifter. Fremgang i et samfund forudsætter, at det kan betale sig at arbejde, at spare op, at investere og at løbe en risiko. Derfor skal samfundet være sådan indrettet, at det overalt stimulerer privat initiativ og selvstændighed.

Venstre ønsker en fri markedsøkonomi – både fordi den mest effektivt kan opfylde menneskers individuelle ønsker og behov, og fordi den enkelte har en grundlæggende ret til frit at handle og indgå aftaler med andre mennesker. Den fri markedsøkonomi sikrer den dynamik og fornyelse i samfundet, der giver vækst i såvel materielle som ikke-materielle værdier. “

Hvis man skal vælge mellem de to principper—at det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, og at det skal ikke kunne—hvilket et er det så lige, at Venstre og statsministeren er tilhængere af?

Ren Pia

Af Mikael Jalving, den 21. september 2005. Skriv et svar

“Det er jo ren Cepos”, udtalte en rystet Pia Kjærsgaard forleden om socialminister Eva Kjer Hansens tanker om, at Danmark har brug for mere dynamik og fleksibilitet og derfor ikke kan dyrke ligheden i ét og alt.

Pia Kjærsgaards reaktion peger i to retninger. Mens socialministeren og statsministeren og de andre ministre har grund til at frygte for Dansk Folkepartis fremtidige loyalitet, så har Cepos god grund til at være glade. Når lederen af Danmarks tredjestørste parti er bekendt med noget så eksklusivt som en lille, nystartet liberal tænketank med et budget på størrelse med Dansk-Libanesisk Venskabsafdeling, så er dens budskaber trængt igennem mediemuren. Det er godt gået. At Pia Kjærsgaard så bruger Cepos som skældsord, tjener kun tænketanken til ros.

Episoden illustrerer samtidig, at Dansk Folkeparti er blevet landets ny Socialdemokrati – som kan alt det, det gamle parti ikke længere kan. Dansk Folkeparti er med Pia Kjærsgaard ved roret blevet Velfærdsdanmarks mest vågne vogter, og partiets leder er fuldstændig klar over, at truslen mod den forstenede danske socialstat ikke længere kommer fra hverken venstrefløjen eller Venstre og Konservative, men fra løsslupne missiler som Cepos. Igen har hun fingeren på pulsen, igen er hun sine modstandere overlegen. Det er ren Pia.

Post-Rehnquist I

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. september 2005. Skriv et svar

Processen i forbindelse med John Roberts’ udnævnelse til et af verdens mægtigste embeder—–ny præsident for USA’s forbundshøjesteret–—er nu ved at nærme sig sin afslutning; afstemningerne kommer i løbet af de næste par dage, og der er vist ikke megen tvivl om udfaldet.  At nomineringen går igennem både senatets retsudvalg, formodentlig med alle Republikanske stemmer for og de fleste af de Demokratiske imod; at nomineringen ikke bliver “filibustered”, d.v.s., at den faktisk kommer til afstemning i det 100 medlemmer store senat, og at man også her vil stemme nogenlunde langs partiskel—–nok noget i retning af ca. 55-58 mod ca. 42-45.  Det markerer i så fald et drastisk skift i forhold til tidligere tiders næsten enstemmige accept af præsidenternes kandidater: Den i dag så kontroversielle Antonin Scalia og begge Clintons udnævnelser af erstatninger for mere konservative dommere kom dengang i gennem med stemmetal, der grænsede til enstemmighed.  Det spændende bliver også at se, hvorledes en række mulige Demokratiske 2008-præsidentkandidater vil stemme (senatorerne Bayh, Biden og Clinton).

Spørgsmålene er så, hvad der efterfølgende sker.  Hvem nominerer Bush som den anden af sine kandidater til at udfylde de to pladser efter Rehnquist og O’Connor?  Og hvad bliver den langsigtede konsekvens—om nogen—af disse udnævnelser?

Ifølge New York Times har Det Hvide Hus nu en revideret liste med kandidater.  Man er særligt interesserede i kvinder og minoriteter … Det samme skønner en fhv. Demokratisk insider hos FoxNews.

Manuel Miranda—tidligere juridisk rådgiver for den Republikanske partiledelse i Senatet—listede i sin klumme i Wall Street Journals OpinionJournal.com, hvem han mente, der er “The Contenders”—og hvem han foretrækker.  Blandt de sidstnævnte er ikke justitsminister og fhv. Texas Supreme Court dommer Alberto Gonzales, som mange mener, er Bushs egen foretrukne kandidat.

“Journalists are particularly eager over Gonzales talk, mostly because they sense that conservatives do not share their enthusiasm. They’ve got that right. The fact is that not one conservative leader I know supports a Gonzales nomination. Those who publicly say they do are not telling the truth. They either are Texas friends or are fearful of losing White House access and fund-raising support.”

Miranda mener, at den nye dommer skal være én, der er klart forskellig fra Gonzales men også fra John Roberts:

“The president’s next pick must be someone very different from Roberts. The object is not to have someone who is more conservative. That would be hard to accomplish. The next nominee must be differently credentialed. The overriding challenge for the president is to rid us of the stigma of the Bork nomination, which produced a Republican stealth nominee like David Souter, by naming someone with a precise record, the kind of record William Rehnquist had in 1986.

This high goal is not imperiled by the political desire the president may have to name either a woman or a Hispanic. These are the categories to which the president is likely to limit his new short list. The White House may also look at senators; an option that previous presidents have taken when they wanted a smooth Senate confirmation of a solid nominee.”

Her er Mirandas liste over kandidater, der er mulige men som samtidigt er mere ideologiske:

  • Edith Jones, dommer, Fifth U.S. Circuit Court of Appeals.
  • Priscilla Owen, dommer, Fifth U.S. Circuit Court of Appeals.
  • Janice Rogers Brown, dommer, U.S. Circuit Court of Appeals for the District of Columbia—en kandidat som nærværende punditokrat flere gange har omtalt.
  • Maura Corrigan, dommer, Michigan Supreme Court.
  • Emilio Garza, dommer, Fifth U.S. Circuit Court of Appeals.
  • Danny Boggs, retspræsident og dommer, Sixth U.S. Circuit Court of Appeals.
  • Raoul Cantero, dommer Florida Supreme Court.
  • Jeff Sessions, senator (R-Alabama), medl. af retsudvalget, fhv. U.S. attorney.
  • John Cornyn, senator (R-Texas), fhv. dommer, Texas Supreme Court.
  • Mel Martinez, senator (R-Florida).
  • Larry Thompson, fhv. vicejustitsminister.
  • Theodore Olson, fhv. Solicitor general.

Og—som rosinen i pølsenden og til nærværende punditokrats store glæde:

  • Douglas H. Ginsburg, retspræsident, D.C. Circuit Court of Appeals og professor ved Universoity of Chicago og George Mason University.  Siger Miranda: “The president would also win admiration if he considered the popular and highly respected Douglas Ginsburg, only 59, the chief judge of the D.C. Circuit, whose 1987 nomination to the Supreme Court was scuttled. When Reagan nominated Judge Ginsburg to replace Justice Lewis Powell, the president described the young judge as “unpretentious.” That has not changed, but 20 years of appellate experience later, Judge Ginsburg has the finest record on the federal appellate bench.”

Men hvordan kommer den post-Rehnquistske æra til at se ud?  Det vender vi tilbage til i en Post-Rehnquist: Parte Deux.

PS. Den fortrinlige John Tierney havde i øvrigt i New York Times en ret morsom liste med post-moderne spørgsmål, Senatsmedlemmerne kunne stille John Roberts.  Jeg tror ikke, at mange af dem blev stillet …

PPS. Flere fra den amerikanske venstrefløj har knap så subtilt antydet, at John Roberts muligvis … er homoseksuel.  Det skulle vel egentlig ret beset være ret ligegyldigt, men det har i hvert fald affødt denne relativt sjove, tongue-in-cheek spoof blog: Conservative Bloggers Who Support The Gay Judge Roberts.

Trads og diktaturet

Af admin, den 20. september 2005. 3 svar

I dagens Berlingske fortsætter debatten, som blev startet, da David Trads skrev en kronik om Che Guevara som helt.

I dagens avis langer Trads nok engang ud efter vores medpunditokrat Peter K-K. De to har udvekslet en del knubs på det seneste, og jeg må nu på irsk manér spørge, om det her er et privat slagsmål, eller om alle må være med.

Jeg har omtalt den oprindelige kronik her, og Trads’ senere indlæg har ikke fjernet den ubehagelige fornemmelse af, at han stadig ikke forstår sit eget problem — eller rettere: problemer, for der er flere.

Lad os tage dem i rækkefølge:

1) Debatten med Peter K-K handler på det seneste om, hvorvidt Cuba er et økonomisk godt eller dårligt samfund at leve i.

Hvilken betydning har det? Er Trads ikke kommet længere end de gamle argumenter om, at skidt med de totalitære sider af et samfund, når blot togene kører til tiden. Vil Trads se tilsvarende overbærende på Pinochets forbrydelser, fordi han fik Chiles økonomi på fode?

2) Trads bedyrer, at han tager afstand fra det samfund, som Cuba udviklede sig til.

Men forstår Trads ikke, at det samfund var målet for både Che og bdr. Castro? Det var ikke en tilfældig udvikling, men målet for dem at skabe et kommunistisk diktatur. Nogle af anklagerne mod Che er jo netop, at han systematisk gik i gang med at udrydde de revolutionære kampfæller, der havde mere demokratiske forhåbninger for den cubanske revolution. At overse dette, er lige så naivt som at tro, at Sovjet-Rusland først blev et menneskeædende diktatur under Stalin.

3) Trads forsøger at forsvare Che ved at henvise til, at tiderne var grumme, og at andre handlekraftige politikere også har forbrydelser på samvittigheden. Som storslåede eksempler nævnes Churchill og — naturligvis for en skribent på Information — Bushs krig i Irak.

Nu er det i sig selv tvivlsomt, hvilke forbrydelser man kan tillægge Churchill. Der er revisionistiske historikere, der forbander ham for at have sat det britiske imperium over styr i sin forhippelse på at slå Hitler. Men som del af et folk, der herved blev befriet, er det svært at se denne nidkærhed som en fejl. Det virker mere som en beundringsværdig viljestyrke.

Men nuvel, lad os antage, at Trads mere generelt sigter til nogle af de grusomme beslutninger, der skal træffes for at vinde en krig, og lad os også være venlige at antage, at Trads heller ikke er på hold med de tyske nationalkonservative historikere eller deler deres ønske om moralsk revanchisme, hvor Holocaust forsøges nivelleret til bombningen af Dresden, Hamburg mv.

Selv med en sådan venlig udlægning ligner Trads stadig de britiske venstreorienterede, som Georg Orwell hudflettede bl.a. i The Lion and the Unicorn (1940), fordi de opfattede Hitler og den britiske premierminister som lige slemme; de havde jo begge fejl.

Kan Trads slet ikke se, at mens man kan undskylde Churchills eventuelle fejl, fordi og i det omfang at han kæmpede for demokratiet, men at intet kan undskylde, at man kæmper for diktatur, som Che gjorde? Man kan ikke sammenligne Che med Churchill, lige så lidt som man kan sammenligne Bush med bin Laden.

Det nytter ikke, at Trads dydigt tager afstand fra diktaturer, når han samtidig hylder de, der kæmpede for diktaturet.

Når Trads afslutter sin kronik med at ønske, at flere unge ville vokse op som Che, udtrykker han et ønske, der er lige så afstumpet og stødende, som havde han ønsket, at flere unge ville vokse op som Reinhard Heydrich; den flotte fyr fra SS, der gav sit liv i sin idealistiske kamp for en bedre fremtid for den tyske arbejderklasse.

Verden har ikke brug for flere diktaturtilhængere, der er rigeligt allerede.

Holberg og Habermas

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. september 2005. 10 svar

Bestyrelsen for den norske Ludvig Holbergs Minnefond har dd. offentliggjort, at de har tildelt Ludvig Holbergs Minnepris på 4,5 mio. norske oliekroner til den gamle Frankfurter-skole Marxist Jürgen Habermas.  Prisen, der prætenderer at være en slags humaniora-og-samfundsvidenskab-der-ikke-er-økonomi-Nobelpris, er blevet tildelt med den begrundelse, at

“Jürgen Habermas har skapt banebrytende teorier om diskurs og kommunikativ handling og dermed utviklet nye perspektiver på demokrati og rett …  Hans forskning spenner tematisk vidt og har en uvanlig tverrfaglig tyngde.  Habermas har på avgjørende vis bidratt til forståelsen av rasjonalitet, etikk, legitimitet, offentlig meningsutveksling, modernitet, det post-nasjonale samfunn og europeisk integrasjon …  I den senere tid har Habermas blant annet arbeidet med filosofiske og etiske grunnlagsproblemer … Habermas har hatt eksepsjonell internasjonal innflytelse innen svært mange fag.”

Ja, det sidste kan jeg desværre kun være enig i.

Der er til gengæld en vis poetisk retfærdighed i, at de, der har tildelt Habermas millionerne, nu bliver tvungne til at skulle sidde og høre på en forelæsning om “det kommunikative” fra en person, som helt bogstaveligt er tilnærmelsesvis ude af stand til at kommunikere verbalt–og hvis skrevne ord kun er marginalt klarere.  Jeg har hørt ham forelæse, og jeg ville gerne betale 4,5 mio. norske oliekroner for at slippe for det.  Omvendt tror jeg, at den kære gamle Ludvig–der uden viden eller medvirken lægger navn til tildelingen–nok skulle have haft mulighed for inspiration til en lille comedie af Erasmus Montanuske kvaliteter (hvis han ellers kunne være tilstede).

Skal vi–i lighed med punditokrat Foss’ nylige Samfundskanon og Nobelspekulationer–give bolden op?  D.v.s. hvilke samfundsforskere/humanister, som ikke er økonomer, burde retteligen have Holberg Prisen i stedet?  Lad os høre fra læserne.  (Da Gordon Tullock jo åbenbart ikke er økonom nok til Nobelprisen i økonomi, vil jeg indlede med at nominere ham.  Han er også væsentligt sjovere end Habermas, og jeg tror, at gamle Ludvig ville have syntes om ham.)

Globale Utopier

Af Stanislaw, den 18. september 2005. 3 svar

I den seneste tid er vi nærmest konstant blevet bombarderet med påmindelser om de gode intentioner og flotte målsætninger, som verdens politiske ledere, internationale organisationer, mere eller mindre celebre udviklingseksperter og selvbestaltede verdensfrelsere (inkl. naturligvis ham her) har m.h.t. at udrydde global fattigdom og underudvikling. Blandt de midler, vi i den rige verden tilsyneladende bare skal anvende for at leve op til disse målsætninger, er gældsfrigivelse til de mest gældsplagede fattige lande og en fordobling (eller mere) af de rige landes bistand til de fattige lande. Det lyder jo som en overkommelig opgave, ikk’? Som tilmed har den effekt, at verdens fattigdom og elendighed bliver udryddet i løbet af en generation eller så – hvis altså vi skal tro udviklingsutopisterne. Men men men…. er der nu også grund til virkeligt at tro, vi kan omfordele os ud af verdens fattigdomsproblemer? I et indlæg (kan findes her og her) i den seneste udgave af Foreign Policy advarer den amerikanske økonom William Easterly kraftigt imod troen på, at utopiske politiske og bureaukratiske planer kan løse verdens fattigdomsproblemer.

“Indeed, we have seen the failure of what was already a “big push” of foreign aid to Africa. After 43 years and $568 billion (in 2003 dollars) in foreign aid to the continent, Africa remains trapped in economic stagnation…”

Givet disse erfaringer er spørgsmålet: Hvis øget ulandsbistand er et så fremragende middel til at udrydde fattigdom og give fattige lande et stort skub i den rigtige retning, hvorfor har det så ikke virket efter hensigten indtil nu?  Som Easterly skriver – og modsat af hvad Bono, Bob Geldof, Tony Blair, Jeff Sachs og andre måtte mene – så tyder erfaringen indtil nu på, at økonomisk omfordeling ikke fører til udryddelsen af global fattigdom. Men hvorfor så det?

“With all the political and popular support for such ambitious programs, why then do comprehensive packages almost always fail to accomplish much good…?”

Svaret er – det for nogle af os ikke så overraskende: “They get the political and economic incentives all wrong”. Eller som Easterly (med reference til Steven Landsburg) formulerer det i sin fremragende bog “The Elusive Quest for Growth“: “People respond to incentives; all the rest is commentary”. Blandt de konkrete incitamentsproblemer i bistandspolitikken er, at ingen organisation har et konkret individuelt ansvar for at føre de gode intentioner ud i livet; ansvaret er kollektiviseret. Og som Easterly skriver:

“Collective responsibility for world goals work about as well as collective farms in agriculture, and for the same reason. To make things worse, utopian-driven aid packages have so many goals that it weakens the accountability and probability of meeting any one goal.”

Hvilke konsekvenser har det for UNDP eller andre organisationer i godhedsindustrien, hvis de såkaldte “Millennium Development Goals” ikke bliver opfyldt? Formentlig ingen – whatsoever…! Og af hvilken konsekvens er det for Blair, Brown og andre vestlige politikere, hvis ikke målene opnås? Igen har det ingen konsekvenser; folk fra fattige lande har som bekendt ikke stemmeret i vesten, og kan ikke straffe velmenende vestlige politikere for ikke at levere varen.

Men lad os så kigge på, hvordan tingene fungerer i den del af verden, der er beriget med økonomisk velstand. Også her leverer Easterly en indsigtsfuld (og ret underholdende) analyse:

“The various needs of the rich are met easily enough by a system of decentralized markets and democracy which utilize feedback from the customers and accountability of the suppliers. Rich middle-aged men can buy Rogaine to grow hair on their heads, while women can buy Nair to get rid of hair on their legs. No Millennium Development Goal on Body Hair was necessary. The Rogaine and Nair corporations are accountable to their customers for satisfaction. If the customers don’t care for the products, the corporations go out of business… Similarly, men and women in wealthy countries can complain to democratically accountable bureaucrats and politicians if garbage collectors do not pick up their discarded Rogaine and Nair bottles”.

Pointen:

“The problems of the poor nations have deep institutional roots at home, where markets don’t work well and politicians and civil servants aren’t accountable to their citizens. That makes utopian plans even more starry-eyed, as the “big push” must ultimately rely on dysfunctional local institutions.”

En ting er altså gode intentioner, flotte taler og ærværdige planer. Problemet er blot, at de dels ikke tackler de “Principal-Agent” problemer, der opstår i forbindelse med ulandsbistand og dels, at de ikke tackler de underliggende institutionelle årsager til fattigdom og økonomisk stagnation. Hvis målet er at udrydde fattigdom og skabe økonomisk vækst, er frie markeder, sikre og velbeskyttede private ejendomsrettigheder og en dosis demokrati uden tvivl en bedre løsning.