Et stort til lykke til Mary & Frederik, der har fået en søn, og Danmark dermed en tronfølger.
For de af os, der ikke ønsker en grundlovsrevision på et tidspunkt, hvor den borgerlig-liberale fløj mangler ledere med visioner, er der ekstra grund til glæde.
Nu kan vi i fred og ro få ændret tronfølgerloven, der burde have været ordnet allerede tilbage i 1953, mens vi venter på bedre tider.
Fireogtyve mere eller mindre prominente danskere har lagt sag an imod den danske stat og dens repræsentant Anders Fogh Rasmussen. Det er Irak-krigen, der spøger, og sagsøgerne er gramme i hu. For den siddende regering skal i al sin dårskab have forbrudt sig imod Det Danmarks Riges Grundlov. Eller nærmere bestemt paragraf 19, stk. 2, der knæsætter, at “Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat”.
For den læge læser, undertegnede inkluderet, kan det ved første øjekast være svært at se, hvori den gode Fogh Rasmussens brøde består. Der var som bekendt et folketingsflertal bag Irak-beslutningen, så samtykket kan vel ikke betvivles? Men her er det, at det hele bliver juridisk spidsfindigt. For da man ændrede grundloven i 1953 blev paragraf 19 åbenbart ajourført med FN-pagten. Det skulle så igen betyde, at al magtanvendelse er forbudt, medmindre det sker i 1) selvforsvar eller 2) som følge af en FN-sikkerhedsresolution.
Jeg skal ikke kunne kloge mig på, om det er juridisk hold i den påstand. Men det er meget sigende, at søgsmålet er bundet op på FN-pagten. For politisk set er det ret beset selve FN-filosofien – forestillingen om at ‘verdenssamfundet’ har gjort magtpolitik til et både ubrugeligt og ulegitimt redskab – der bliver ført i vælten i den her sag. Den tanke er meget smuk, derom er der ingen tvivl. Problemet er bare, at FN-filosofien har vist sig at være uden hold i virkeligheden. Forskellen mellem kulturer og nationale interesser har igen og igen udstillet det store verdensfællesskab som en illusion.
Eller rettere: FN-filosofien har til en vis grad gået sin sejrsgang på vore breddegrader, men den har – som Kagan så glimrende mindede os om for et par år siden – kun i meget begrænset omfang vundet indpas uden for det europæiske paradis. Den floromvundne snak om en ny tidsalder præget af menneskerettigheder og et international retssamfund gør næppe det helt store indtryk i verdens brændpunkter. Hvor efterlader det os i den konkrete sag?
Amerikanerne led muligvis af hybris, da de pludselig satte sig for at omskabe Mellemøsten i det liberale demokratis billede. Men det betyder ikke, at den danske regering begik en fejltagelse ved at følge trop. USA er trods alt de liberale demokratiers fremmeste garant, og udenrigspolitik handler om at tage hensyn til nationale interesser, især de langsigtede af slagsen.
Og herved er vi tilbage ved magtpolitikken. I en verden, hvor krig og diktatur endnu er hverdagsforeteelser, dér forslår FN-filosofien som en skrædder et vist sted. Den vestlige verdens statsmænd er naive, hvis de lægger deres lod i den skål, uanset hvor bekvemmeligt det måtte være. Magtpolitikken er et nødvendigt redskab for enhver regering, i dag som tidligere.
Hvis du vil fred, så forbered dig på krig, skal Kejser Augustus have sagt. Det yderst prosaiske råd har ikke mistet sin gangbarhed. Den tyske digter Heinrich Heine sagde det meget poetisk, da han i 1834 bad franskmændene betænke, at på Olympen
“…amidst the nude deities who feast upon nectar and ambrosia, there is one goddess who amidst all this merriment and peace keeps her armour and her helmet and a spear in her hand – the goddess of wisdom”.
Og Visdommens Gudinde skal man som bekendt ikke kimse af.
Forleden skrev vores med-punditokrat Dr. Mephisto om, hvorledes et folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti ræsonnerede, at når borgerlige politikere var imod at retsforfølge kunder hos prostituerede, var det nok fordi de selv benyttede sig af prostituerede.
Den type sindelagsanalyse åbner jo vide perspektiver for at gisne om politikeres motiverog gerninger. Hvis f.eks. nogle politikere ønsker, at voldsmænd skal slippe lettere rent straffemæssigt, er det så, fordi de selv er voldsmænd? Hvis nogle politikere ønsker, at der ikke skal stilles aktiveringskrav til bistandsmodtagere, er det så, fordi de selv er passive? (Eller regner med at blive bistandsmodtagere?) Og sådan kunne man blive ved med spændende gætterier.
Men ret beset ville man i hvert fald kunne sige, at sådanne politikere da så i det mindste er konsekventeder er overensstemmelse mellem, hvad de siger, og hvad de selv gør/tror. Det kan man imidlertid ikke sige om alle politikere.
Tag f.eks. en vis halvstuderet stud.scient.pol., som 15.9.2005 skrev i Information:
“[Kernen] i debatten om den stigende ulighed er et spørgsmål om selve samfundets sammenhængskraft, ligeså meget som det er et spørgsmål om anstændighed og retfærdighed.
Når debatten kredser om begreber som retfærdighed og anstændighed, så er der indiskutabelt forskellige positioner i det politiske landskab. … Her [hos de borgerlige] er den centrale faktor for graden af retfærdighed, en persons ret til at akkumulere kapital, herunder at denne akkumulation sker ved at høste værdien af andres arbejde.
Lighed er ikke i sig selv et mål, der skal forfølges …, det er derimod afskaffelse af hensynet til de svage, der fungerer som spændetrøjer og klods om benet for de dygtige, de kyniske og de enestående. …
[For os] er lighed et helt centralt politisk mål i sig selv og altså ikke kun et spørgsmål om anstændighed. Kampen for lighed og imod ulighed er en kamp for samfundets evne til at hænge sammen.
Fællesskab er det gode samfunds forudsætning, og mennesker føler sig kun forpligtet af fællesskabet, hvis de føler sig inkluderet i fællesskabet, og folk føler kun fællesskab, hvis de er i nogenlunde materiel øjenhøjde med hinanden. …
For at et samfund skal hænge sammen, skal dets rygrad være et fællesskab. Ikke et negativt defineret fællesskab, der baserer sig på uendelig selvfedme og afgrænsning af sig selv i forhold til andre … Men derimod et positivt inkluderende fællesskab, der handler om en fælles vilje til at tage vare på hinanden og i sær [sic!] de, som har brug for hjælp.
Et sådan fællesskab er ikke noget, vi kan tale frem; det er ikke en idealistisk forestilling om, at vi ‘bare skal være søde ved hinanden’. Det er et benhårdt økonomisk spørgsmål. For uden en konsekvent fordeling af de skabte værdier, uden økonomiske fælleder – så er idéen om fællesskab noget idealistisk snik-snak.”
Det er jo altsammenpå sin egen mådeen slags klar tale.
Selvsamme studerende er til hverdag en fuldtidspolitiker med det halvadeligt klingende navn Pernille Rosenkrantz-Theil, og hun er ifølge Ekstra Bladet i gang med at tjene 1,6 mio. skattefrie kroner på at sælge sin ejerlejlighed på Nørrebro. Lejligheden er i øvrigt ikke ejet til boligformål, men er videreudlejet. Samtidig har hun lige tjent 150.000 kr. i skattefri fortjeneste på at sælge et hus, hun har haft en del af. Og hun har så oven i købet investeret i en ny ejerlejlighed på Nørrebro, som hun er flyttet ind i. Med andre ord er den pågældende altså i gang med at score decideret profit (også kendt som “arbejdsfri fortjeneste”)og akkumulere kapitalpå at “udnytte boligsituationen” … Da damen i forvejen tjener et beløb pænt over fattigdomsgrænsen ved sit “arbejde” som politiker, kan man stille sig selv spørgsmålet: Hvor blev solidariteten og kampen mod uligheden af? Skal alt da drukne i selvfed egoisme og grådighed? Hvad med det med at være “forpligtet” overfor “fællesskabet” til at “tage vare på hinanden” og gennemføre en “konsekvent” fordeling af “værdierne”?
Sarkasme til side: Vi Punditokratereller i hvert fald nærværendemener selvfølgelig, at PRT skal have lov til at akkumulere al den kapital, hun kan slippe afsted med, for vi ved, at selv hun dervedsom var hun ledt af en usynlig håndkan komme til at gøre noget godt for andre. De fleste Punditokrater vil endog nok gå så langt som til at sige, at hvis to parter kan enes om en transaktion, og at denne ikke har voldsomme, uønskede eksternalitetseffekter i forhold til andre personers ejendom, ja, så er det godt nok.
Men kunne man da i det mindste ikke bede om lidt moralsk konsekvens af en, der til stadighed prædiker moral (tilsyneladende i uvidenhed om, hvad Marx rent faktisk skrev om moral og rettigheder)? Hvis PRT virkeligt mener, at “lighed er et helt centralt mål i sig selv”, og øget ulighed altså per definition er skidt, er der masser af måder, hun selv aktivt kan bekæmpe “den stigende ulighed” på: Hun kunne forære sin gamle lejlighed til beboerne. Eller til De Autonome–de passer, som man kan se på Jagtvej, ganske godt på fast ejendom. Og der er gode, nyttige formål, hun kan donere sin snart betydelige personlige formue til. Men mon ikke det viser sig, som så ofte før, at “solidaritet” primært er solidaritet for andre folks penge?
Hvem er det så egentlig lige, der er “uendeligt selvfede”?
PS. Vores Fru Punditokrat har hjælpsomt gjort os opmærksom på, at frk. Rosenkrantz-Theil p.t. er sygemeldt fra sit hårde job i Folketinget grundet stress; vi har fuld forståelse for, at det må kræve sin mand m/k at bruge så meget tid på at styre andre menneskers liv. Vi ønsker frk. Rosenkrantz-Theil god bedring, men husk nu: Kom ikke tilbage, før du er helt klar …
Arthur Seldon – en af Englands mest fremtrædende (klassisk) liberale profiler – oplevede “det lange sigt” for et par dage siden. Seldon var bl.a. en af nøglefigurerne bag den indflydelsesrige tænketank Institute of Economic Affairs, som på mange måder var en inspirationskilde for Thatchers regeringer. Interesserede kan læse mere her.
Margaret Thatcher fylder 80 år i dag. Det er en passende anledning til at erindre os selv om, at et enkelt menneske kan udrette ganske meget og gøre en forskel; især når dette menneske er drevet af et konsekvent og rationelt syn på tilværelsen samt en tro på, at ideer har afgørende betydning for samfundsudviklingen. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er Mrs. T et sådant menneske. Hun evnede at tænde et håb i et land, der var på randen af indre opløsning under Winter of Discontent. Og hun formåede at bygge en bro til et friere og mere dynamisk Storbritannien, der i dag forvaltes af Tony Blair. Hun var kort og godt det 20’ende århundredes pioner inden for politisk mod og forandring.
Lad det være en besked til den danske borgerlighed, der fortsat smatter rundt i de socialdemokratiske efterladenskaber. Vælgerne kan påvirkes og mobiliseres, hvis de præsenteres for en liberal vision, der er bakkes op af stålsat politisk lederskab. Den sidste forudsætning er til stede, hvilket er demonstreret i enkelte sammenhænge. Men modet til idéudvikling inden for det velfærdspolitiske område har fortsat trange kår. For det kan da ikke være evnerne, det er galt med?
Nå, et stort tillykke til Mrs. T, der satte en standard for politisk mod og fornyelse i en tid, hvor det ideologiske klima var vanskeligere end i dag.
Det forlyder, at Syriens magtfulde indenrigsminister Ghazi Kanaan har begået “selvmord”. En mand, der i årevis har terroriseret Libanon på Syriens vegne, har pludseligt besluttet at stå af.
Det var da morderligt pænt gjort af ham sådan at udøve den yderste form for selvkritik, netop som FN skal til at offentliggøre sin rapport om mordet på den libanesiske politiker Rafik Hariri, der forventes lidet overraskende at pege på Syrien som bagmanden bag attentatet.
Nyheden er endnu et tegn på, hvordan nettet strammes om Assads diktatur i Syrien. Af samme grund omtales den i dagens Berlinger kun som et lille Reuters telegram oppe i højre hjørne. Vi kan ikke tilbyde et link, nyheden er for lille til at optræde på deres hjemmeside. Men her er en mere professionel dækning af historien fra The Telegraph.
Denne hensynsfulde dækning af Syriens stadig vanskeligere situation har været mærkbar i danske medier, siden USA begyndte at presse Syrien. Danske journalister frygter nok, at de ved en mere indgående dækning af forholdene i Syrien kan komme til at fremme de neokonservatives sag, som når man før krigen kom for skade at fremstille Saddam som en brutal diktator med en usund interesse for masseødelæggelsesvåben, og ikke som den helt uskyldige og harmløse familiefar, der er det foretrukne billede i dag.
Til gengæld giver man en indgående dækning af det irakiske valg om en demokratisk forfatning, og her tager man ingen chancer: hvis forfatningen vedtages, går det ad helvede til, og hvis den ikke vedtages, går det også ad helvede til.
Det virker som om, at mange journalister både her og i udlandet stadig ærgrer sig over, at de lod sig dupere af valget i januar, hvor synet af millioner af irakere, der med livet som indsats gik til stemmeurnerne, for et øjeblik fik overhånd over den forudindtagne dommedagsindstilling. Så var man bedre til at nedtone den demokratiske succes i Afghanistan, både ved valget sidste år og i år. Denne gang tager man ingen chancer og vil åbenbart fremstille afholdelsen af et frit valg om en demokratisk forfatning som en dyb ulykke for landet.
Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, men her er mit bud på den nærmeste fremtid:
1) Valget på lørdag i Irak vil se en stemmedeltagelse, der er endnu højere end valget i januar, der – situationen taget i betragtning – var fantastisk høj; på højde med stemmeprocenterne i flere vesteuropæiske lande.
2) Forfatningen bliver vedtaget. Det er usikkert, men jeg tror det.
3) Sunnierne, der nu er blevet stillet yderligere garantier i udsigt, og – reelt vigtigere – har fået lovning på en mildere behandling af deres klanlederes fortid i Baath-partiet, vil i langt højere grad indgå i det politiske samarbejde.
4) Medierne vil fremstille et hvilket som helst resultat som en ulykke for landet og interviewe eksperter, der vil bekræfte det. Man vil eksponere de terrorhandlinger, der utvivlsomt vil være og fremhæve med dyster mine, at “volden fortsætter”, og lederskribenterne vil stadig efterlyse en “plan” for Irak.
Indrømmet, det er kun gæt, og det kan gå anderledes. Men det er en vinkel, som De ikke møder i danske morgenaviser eller public service stationer, så om ikke andet er det da afvekslende, foruden at være gratis, hvad MSM ikke er.
Og nu, hvor vi er ved de oplysninger, som De ikke fik i dagens avis, er her et link til et memo fra den næstkommanderende i al-Qaeda, den egyptiske læge Ayman al-Zawahiri til deres chefbøddel i Irak, jordaneren Abu Musab al-Zarqawi. Linket er til The Guardian, der meget nænsomt omtaler det som en reprimande. En mindre venlig udlægning gives af Austin Bay. Uanset udlægningen er det klart, at den pæne doktor minder sin unge ven om, at det måske ikke lige hjælper sagen at ville udrydde Iraks befolkningsflertal, blot fordi de er shia og dermed utvivlsomt vantro og fordømte. Der er en tid til enhver sag, og dette er åbenbart ikke lige tidspunktet. Videre bemærkes, at de mange grusomme angreb på den muslimske civilbefolkning i Irak, herunder bombninger af markedspladser og moskeer, har fået muslimer i resten verden til at tvivle på, om al-Qaeda nu også er det rigtige valg som ledere af et nyt kalifat. Det vigtige er at få jaget de udenlandske tropper ud, så man kan få nedkæmpet demokratiet og opbygget en al-Qaeda ledet stat, hvorfra krigen kan føres videre.
Det er uvist, om memoet er rigtigt eller falsk; eksperterne anser sandsynligheden for, at det er autentisk, som meget høj. Men på den anden side ligger det så nær præs. Bush helt urimelige og ofte latterliggjorte opfattelse af, at engagementet i Irak er centralt i kampen mod terror, at en mulig alternativ forfatter er Karl Rove. Vi ved jo, at Rove er en skidt fyr. Måske er Rove i virkeligheden al-Zawahiri; han er i hvert fald for ung til at være Shakespeare, selvom den mystiske bule på ryggen af Bush, der optog sindene så intenst under præsidentvalgkampen for så pludseligt at forsvinde fra dagens Berlinger, da mindede lidt om Richard III. Men Rove har ikke skæg, så måske er han Marlowe. Men jeg fortaber mig. Tilbage til sagen.
Memoet er nok ægte, og man kan da kun være enig med den lærde mand i hans formaninger om at være mindre grusom, for selv i Vesten bliver det stadig sværere for krigsmodstanderne at fremstille al-Zarqawis folk som frihedskæmpere og, med Michael Moores udødelige ord, revolutionshelte. Det er efterhånden kun muligt at beskrive dem som “oprørere”, for deres handlinger er virkelig oprørende. Rådet om tilbageholdenhed er derfor fornuftigt nok. Men vil unge al-Zarqawi lytte, og hvordan skal han så kunne rekruttere hellige krigere, hvis ikke de må dræbe vantro eller på anden vis ulydige irakere i flæng? Det er bestemt ikke nemt.
Det er en truisme, at demokrati ikke kan påtvinges et folk ude fra, for demokrati betyder folkestyre og forudsætter derfor folkets ønske om at benytte det. Det indebærer et betydeligt kulturskifte. Man går over til at lægge sin stemmeseddel i en urne og ikke sin modstander, hans børn og resten af klanen.
Jeg kan godt forstå, at mange var skeptiske over for, om demokratiet ville have en chance i Irak. De havde ikke prøvet det før, de er muslimer (hvad det så ellers skulle have af betydning), og de havde lidt under en forfærdelig undertrykkelse i årevis; bare tænk på, hvor dårligt vi opførte os, da vi skulle afregne sølle fem forbandede år.
På lørdag er jeg ikke desto mindre ret sikker på, at vi og ikke mindst den al-Jazeera kiggende arabiske befolkning vil se et massivt flertal af den modige irakiske befolkning vise nok en gang med livet som indsats, at de vil demokratiet. Det bør gøre indtryk, om ikke på forhærdede mediefolk, så på os andre.
Den politologiske forsker ved American Enterprise Institute Dr. Charles Murray–forfatter til bl.a. Losing Ground: American Social Policy 1950-1980 og What It Means To Be A Libertarian–blev for ca. ti år siden udsat for personlige angreb af en sjælden væmmelig art, da han og (afdøde) Richard J. Herrnstein udsendte The Bell Curve: Intelligence and Class Structure in American Life. I bogen tillod de sig at anvende amerikanske IQ-data til at diskutere indretningen af USA’s socialpolitik, og i særdeleshed spørgsmålet om “affirmativ action” (positiv særbehandling) for etniske grupper–hvilket resulterede i, at Murray blev gengivet i både tale og tegning som værende nazistisk racerenheds-fortaler.
Belært af den erfaring har Murray holdt sig fra emnet, men i en kronik i dagens Wall Street Journal tager han emnet om politisk korrekted, grupper og “affirmative action” op igen. Den er laaaang men interessant at læse–uden at man behøver at være ukritisk. Her er essensen:
The Orwellian disinformation about innate group differences is not wholly the media’s fault. Many academics who are familiar with the state of knowledge are afraid to go on the record. Talking publicly can dry up research funding for senior professors and can cost assistant professors their jobs. But while the public’s misconception is understandable, it is also getting in the way of clear thinking about American social policy.
Good social policy can be based on premises that have nothing to do with scientific truth. The premise that is supposed to undergird all of our social policy, the founders’ assertion of an unalienable right to liberty, is not a falsifiable hypothesis. But specific policies based on premises that conflict with scientific truths about human beings tend not to work. Often they do harm.
One such premise is that the distribution of innate abilities and propensities is the same across different groups. The statistical tests for uncovering job discrimination assume that men are not innately different from women, blacks from whites, older people from younger people, homosexuals from heterosexuals, Latinos from Anglos, in ways that can legitimately affect employment decisions. Title IX of the Educational Amendments of 1972 assumes that women are no different from men in their attraction to sports. Affirmative action in all its forms assumes there are no innate differences between any of the groups it seeks to help and everyone else. The assumption of no innate differences among groups suffuses American social policy. That assumption is wrong.
When the outcomes that these policies are supposed to produce fail to occur, with one group falling short, the fault for the discrepancy has been assigned to society. It continues to be assumed that better programs, better regulations or the right court decisions can make the differences go away. That assumption is also wrong. …
In university education and in the world of work, overall openness of opportunity has been transformed for the better over the past half-century. But the policies we now have in place are impeding, not facilitating, further progress. Creating double standards for physically demanding jobs so that women can qualify ensures that men in those jobs will never see women as their equals. In universities, affirmative action ensures that the black-white difference in IQ in the population at large is brought onto the campus and made visible to every student. The intentions of their designers notwithstanding, today’s policies are perfectly fashioned to create separation, condescension and resentment–and so they have done.
Ingen kan være i tvivl om, at liberalisme – ja i det hele taget borgerlighed – er tæt associeret med en depraveret seksuel adfærd. Per Stig Møller slog det fast i "Den Naturlige Orden", idet han sidestillede liberalisme og libertinisme hos Marquis de Sade.
I såvel Ekstra Bladet som Politiken slås det nu fast med syvtommersøm, hvad ledende intellektuelle altid har vidst:
"Jeg er slet ikke i tvivl om at flere af mine mandlige kolleger i Folketinget bruger prostituerede, og jeg er heller ikke i tvivl om, at det spiller ind, når de skal tage stilling til emnet" udtaler Pernille Vigsø Bagge (SF) til Ekstra Bladet den 12. oktober. Og hun retter direkte skytset mod de borgerlige, "for selvfølgelig er det også et ideologisk spørgsmål. Det handler om menneskesyn. Om lighed og ulighed mellem mennesker i samfundet. De borgerlige har jo den grundholdning, at hvis bare man har penge, så skal man kunne få".
Pernille Vigsø Bagge har fattet, at sagen handler om ideologi. Men hun overser, at ideologien bestemt ikke handler om, at man kan "få". Der er ikke tale om et tag-selv-bord. Man skal netop købe. En sælger – eller giver for den sags skyld – skal være til rådighed.
Ja, faktisk burde Pernille Vigsø Bagge med sit socialistiske udgangspunkt være forarget over, at kvinder sælger sex, fordi de dermed gør sig til onde kapitalister. Det er vel kvinden, der er ond, fordi hun kræver penge af manden for leje af sin vagina? Akkurat som bolighajen er ond, fordi han kræver penge af lejer for at udleje nogle kvadratmeter. Hvorfor kunne de dog ikke bare give? Hvorfor kunne de dog ikke bare stå gratis til rådighed?
Pernille Vigsø Bagge burde også harcellere over markedets ulyksaligheder, idet kvinders seksualitet er i højere kurs end mænds. Således er det fortrinsvis mænd, der må betale for sex – og ikke kvinder. Kort sagt: Hvor er det socialistiske forsvar for den stakkels underbemidlede mand, der ikke kan få sex, men må købe på markedet?
Tag for eksempel den stakkels fattige kunstner Jørgen Leth, der har måtte strække sine penge ved at tage helt til Haiti for at udnytte sin købekraft. Skønt han altid har slået mig som en storsnakkende opportunist, mener lektor Verner Møller ligefrem, at Leth har et ideologisk sigte med sit (mis)brug af teenagere. Verner Møller slår fast i Politiken den 12. oktober, at "Leths brøde består jo ret beset bare i, at han har levet i overensstemmelse med den liberalistiske indstilling, som vi selv har stemt til magten her i landet."
Pernille Vigsø Bagges og Verner Møllers analyser åbner for nogle helt nye konstellationer – altså politiske. Mænd er liderlige svin, det ved vi. Og det gør dem automatisk til borgerlig-liberale! Så der er håb endnu for et rent borgerlig-liberalt flertal.
Spøg til side. Sagen er ideologisk. Den handler om, hvad voksne mennesker må gøre med sig selv og deres kroppe. Pernille Vigsø Bagge kan gøre med sin krop, hvad hun vil. Det gør hende ikke automatisk til prostitueret. Hun kunne jo bare lade være. "Just say no"
Danmarks riges statsminister, Anders Fogh Rasmussen (AFR), er p.t. på besøg i Afrika. Besøget er startet i Tanzania – et af verdens absolut fattigste lande. Dette rejser naturligt en række spørgsmål om bl.a. ulandsbistandens effektivitet samt hvilke faktorer, der kan forklare, hvorfor så mange afrikanske lande fortsat i dag er ekstremt fattige. Jeg har før her på bloggen fremhævet den amerikanske økonom William Easterly som én, der ikke synger med på den sædvanlige sang om ulandsbistandens herligheder, og som ej heller blot antager, at flere ulandskroner (eller dollars, pund etc.) er løsningen på verdens – og i særdeleshed Afrikas – fattigdomsproblemer. I denne forbindelse var det ekstra interessant i dag at læse AFRs udtalelser refereret i Berlingske Tidende. Hvad er – efter AFRs vurdering – årsagerne til Afrikas fattigdom?
De unge selvstændige afrikanske lande tabte rigtig mange års udvikling på grund af socialistiske regimer og eksperimenter. Tanzania var en socialistisk et-parti-stat med tætte bånd til Øst-blokken – men er altså nu under udvikling
De afrikanske stater, der gennemfører reformer, de oplever gigantisk vækst. De lande, der stadig kører et lukket centralistisk system, de oplever hungersnød. For nu at sige det kort.
Statsministeren mener altså ikke, at fattigdomsproblemer blot løses ved at poste flere bistandskroner i hovedet på forskellige projekter. Snarere tyder det på, at AFR anerkender, at en stor del af forklaringen på Afrikas fattigdom er institutionel og skal findes i forhold som langstrakte perioder under socialistiske despoter, dårlig regeringsførelse, manglende beskyttelse af private ejendomsrettigheder etc. – hvilket alt sammen har bidraget til at fastholde mange af kontinentets lande i fattigdom. Samtidig fremhæver statsministeren frihandel og åbne markeder som vejen frem, hvis de afrikanske lande skal generere højere økonomisk vækst.
Hovedproblemet i Afrika er, at man har åbnet økonomien for sent.
Det er vanskelligt at være uenig i betydningen af frihandel og åbne markeder (samtidig med at det som liberal er rart at høre, at AFR ikke er konverteret fuldstændigt til socialdemokratismen). Lad os også her følge AFRs diagnose og løsningsforslag op med en opfordring til statsministeren (og regeringen) om at kæmpe ekstra hårdt for at afskaffe EUs handelsbarrierer og landbrugsstøtteordninger, som er særdeles skadelige for frihandel.
Når talen falder på det israelsk-palæstinensiske problem, er det almindeligt selv blandt borgerligt-liberale aviser, der burde vide bedre, at antage, at løsningen på problemet ganske simpelt er, at USA må tvinge Israel til at ændre opførsel.
Hm, mon det virkelig er Israel, der er den primære drivkraft bag problemet, og ikke det udbredte ønske blandt nære og fjerne naboer i regionen om at udslette landet? I hvert fald har USA indtil videre brugt sine kræfter på anden vis, og en række lande i regionen, der ikke kendte til demokrati, synes nu at bevæge sig i den retning, mere eller mindre frivilligt. Det synes at gøre dem mindre blodtørstige og mindre afvisende over for Israel. Muligheden for fredelig sameksistens øges langtsomt, selvom der er tilbageslag.
Som omtalt i denne artikel fra NYT, har selv FN ændret sig. Væk fra tidligere tiders åbne jødehad og fordømmelse.
Det er interessant at se, at selv NYT, som jo ellers hører til de kredse, der synes blændet af FNs “moralske autoritet“, nævner FNs problemer med olie-for-mad programmet og et generelt imageproblem samt pres fra USA som årsager til forbedringen af forholdet mellem FN og Israel, herunder nedlæggelsen af en række udvalg for institutionaliseret fordømmelse af jøder, som ikke længere er nødvendige. Heldigvis.
Det kan være svært at se det, ikke mindst i disse dage, hvor demokratimodstanderne i Irak skruer op for hypervolden for at skræmme befolkningen væk fra valget på lørdag. Men det går stadig fremad i regionen, og det smitter nu af også på FN.
Ja, tænk. Det kan måske ende med et FN, som man kan være bekendt at støtte.
Hvem ved, måske siver de nye tider også ind på danske redaktioner en dag?
Hermed en lidt lang “round-up” for, hvordan Republikanerne i den forgangne uge har været i borgerkrigeller rettere: bombning af hovedkvarteret:
Mange harmed en vis retset de muligheder for udnævnelser af nye højesteretsdommere, som præsident George W. Bush har kunnet disponere over, som hans måske væsentligste mulighed for at påvirke amerikansk indenrigspolitik på langt sigt. Og netop derfor er store dele af den amerikanske højrefløj nu i fuld udblæsning med en endog meget skarp og skrap kritik af Bushikke kun for hans udgiftspolitik men ogsåog i særdeleshedfor netop nomineringen af White House Counsel Harriet Miers til Associate Justice ved US Supreme Court. Og i modsætning til, hvad danske medier får det til at lyde som, så har kritikken meget lidt at gøre med abort.
Kritikken har derimod alt at gøre med, at man på den amerikanske højrefløj (bredt forstået) i et par årtier har set frem til at kunne brudt med +70 års brug af Højesteret til at udvide forbundsregeringens opgaver. Det var, hvad Rehnquists “New Federalism” gik ud på, og det er, hvad man nu mener, Bush har set stort på ved at nominere sin egen advokaten person, der tilsyneladende er uden andre bemærkelsesværdige kvalifikationer end at Bush har talt religion med hende og har “set ind i hendes hjerte”.
Kritikken er ved at nå sådanne højder, at man formodentlig skal tilbage til George H.W. Bushs brud på sit løfte om “No New Taxes” for at finde lignende kritik fra baglandet af en Republikansk leder. Den eklektisk-konservative britiske kommentator og super-blogger Andrew Sullivan har i London Times meget fint sammenfattet problematikken på denne måde:
“She has never been a judge and has never, to anyone’s knowledge, even proffered an opinion about the fundamental constitutional issues with which the Supreme Court grapples daily. But last Monday Harriet Miers was nominated to be one of only nine justices on the Supreme Court of the United States. She was, in President Bush’s words, “the best person I could find.” …
Why the outrage on the right? It’s explicable for both short-term and long-term reasons. In the short term this president has betrayed every conservative principle with regard to public spending. Most conservatives bottled up their dyspepsia before the election for partisan reasons, or because they believed that the war on terror was too important to be left to John Kerry. But now that spending is spiralling up again, and Bush seems utterly unconcerned, they’re angry. … Bush blew it. He bypassed any number of superb judges to place his personal lawyer on the court. Hence the explosion of anger.”
Og derfor f.eks. på tirsdagens pressemøde dette overraskende spørgsmål til Bush fra en journalist: “Are you still a conservative?”.
Vores ærede med-Punditokrat Mchangama har allerede forleden skrevet om emnet med henvisning til de første kommentarer fra konservative kommentatorer, men her er nogle flere klip og en delvis round-up:
eorge H.W. Bush med en skødehund), skrev (som jeg selv nævnte forleden) en intet mindre end syrlig klumme. Den har nu gjort Will så ildeset i Det Hvide Hus, at Bush ved et offentligt arrangement forleden nidstirrede ham. Will spørger: Kan nomineringen af Miers retfærdiggøres? Han giver svaret allerede i indledningen: “Senators beginning what ought to be a protracted and exacting scrutiny of Harriet Miers should be guided by three rules. First, it is not important that she be confirmed. Second, it might be very important that she not be. Third, the presumptionperhaps rebuttable but certainly in need of rebuttingshould be that her nomination is not a defensible exercise of presidential discretion to which senatorial deference is due. It is not important that she be confirmed because there is no evidence that she is among the leading lights of American jurisprudence, or that she possesses talents commensurate with the Supreme Court’s tasks. The president’s “argument” for her amounts to: Trust me. There is no reason to … He has neither the inclination nor the ability to make sophisticated judgments about competing approaches to construing the Constitution. Few presidents acquire such abilities in the course of their pre-presidential careers, and this presid
ent particularly is not disposed to such reflections.”
mood and attitude. He called the play, they looked up from the huddle and balked. And debated. And dissed. Momentum was lost. The quarterback looked foolish. The president would have been politically better served by what Pat Buchanan called a bench-clearing brawl. A fractious and sparring base would have come together arm in arm to fight for something all believe in: the beginning of the end of command-and-control liberalism on the U.S. Supreme Court. Senate Democrats, forced to confront a serious and principled conservative of known stature, would have damaged themselves in the fight. If in the end President Bush lost, he’d lose while advancing a cause that is right and doing serious damage to the other side. Then he could come back to win with the next nominee. And if he won he’d have won, rousing his base and reminding them why they’re Republicans. He didn’t do that. Why didn’t he? Old standard answer: In time of war he didn’t want to pick a fight with Congress that he didn’t have to pick. Obvious reply: So in time of war he picks a fight with his base? Also: The Supreme Court isn’t the kind of fight you “don’t have to pick.” History picks it for you. You fight.”
først på sin egen hjemmeside og derefter i National Review en morsom punkt-for-punkt sammenligning af kvalifikationerne hos Harriet Miers og hos … den konservative talk-show vært Laura Ingraham. Sammenligningen var utvetydigt til Ingrahams fordel (og det endda uden at inddrage mere åbenlyse, om end irrelevante, parametre).Det interessante at bemærke her er (bl.a.), at ingen af disse kommentatorer er “evangelske kristne” eller tilhører, hvad der normalt ville blive opfattet som det “kristne højre”; det er derimod, som omtalt i Berlingske Søndag, faktisk blandt den sidstnævnte gruppe, at man finder flest, der støtter nomineringenog formodentlig fordi hun er imod abort. I bund og grund skyldes utilfredsheden, at én born-again Christian har udpeget en anden born-again Christian til et af nationens mest betydningsfulde embederog uden anden grund. Derved har han for alvor vist, hvad han er, nemlig som Mark Steyn har udtrykt det: “The president is a religio-cultural conservative who believes in big government and big spending and paternalistic federal intervention in areas where few conservatives have ever previously thought it wise”.
Og hvad med de andre, man kunne have forventet ville støtte Miers-nomineringen?
Ouch, ouch, ouch! Med den slags venner … Noget tyder på, at Bush har lagt sig ud med en pæn del af de 45 pct. af amerikanerne, der godt kunne lide hamog så er der ikke så mange tilbage.
PS. George Will har i øvrigt opsummeret, hvad konservative bør være utilfredse med m.h.t. Buh og Republikanerne i sin artikel i denne uges Newsweek.
På det seneste har der fra SF, de Radikale og Socialdemokratiet igen været fremsat politisk krav om en ny grundlov, ligesom denne tanke har haft støtte i en Politiken leder (Punditokraternes redaktør Peter Kurrild-Klitgaard har tidligere beskæftiget sig med emnet her). Ole Sohn forklarer på SFs hjemmeside, at en ny grundlov bl.a. skal styrke menneskerettighederne ved at afspejle Danmarks internationale forpligtelser samt indeholde socio-økonomiske menneskerettigheder. Det er i denne forbindelse interessant at kaste et nærmere blik på Sydafrikas forfatning fra 1996, hvis "Bill of Rights" netop lægger vægt på internationale menneskerettigheder herunder positive socio-økonomiske rettigheder (og retten til et rent miljø). Denne forfatning hyldes blandt mange jurister, (heriblandt professor Cass Sunstein fra University of Chicago) og særligt i menneskerettighedsbevægelsen, for at være den mest progressive af sin slags i verden. Både forfatningens internationale aspekt og de socio-økonomiske rettigheder giver dog grobund for ganske alvorlige juridiske og politiske problemstillinger, der efter min mening snarere gør den sydafrikanske forfatning til et politisk korrekt skræmmebillede end et eksempel til efterlevelse.
Lad os starte med de socio-økonomiske rettigheder. Disse rettigheder er traditionelt blevet anset som programmatiske erklæringer frem for udgørende individuelle rettigheder der kan håndhæves ved en domstol, hvilket Sydafrikas forfatning er et forsøg på at gøre op med. Stemningen i Sydafrikas forfatning bliver anslået af præamblen som bl.a. nævner "social justice" som en af forfatningens målsætninger. Endvidere fastslår den, at staten
"must respect, protect, promote and fulfil the rights in the Bill of Rights".
Forfatningen indebærer også, at fysiske og juridiske personer (såsom multinationale selskaber), efter omstændighederne, kan være forpligtiget af menneskerettighederne deri, ligesom, at forfatningen tillader positiv særbehandling samtidig med at den påbyder lighed for loven. Forfatningen anerkender dermed båd formel og materiel lighed, to principper som i praksis er umulige at forene.
Det materielle lighedsprincip finder konkret udtryk i specifikke socio-økonomiske rettigheder, herunder retten til en bolig og retten til sundhed, mad, vand og social sikkerhed. For at opfylde disse rettigheder skal staten
"take reasonable legislative and other measures, within its available resources, to achieve the progressive realisation of each of these rights".
Forfatningen tilsiger altså, at staten påtager sig en aktiv rolle i opfyldelsen af det enkelte menneskes velfærd, hvilket individet tillige har et menneskeretligt krav på. I ten række afgørelser har den sydafrikanske forfatningsdomstol skulle tage stilling til, hvorvidt de socio-økonomiske rettigheder så i praksis er retligt anvendelige. Domstolen har til dens ære været pragmatisk og fortolket de socio-økonomiske rettigheder som værende forskellige i natur fra de borgerlige og politiske, således, at et enkelt individ reelt ikke kan forlange en bolig, medicin etc. (hvilket har skabt frustration blandt menneskerettighedsaktivister). Men domstolen har alligevel fundet disse rettigheder krænket, hvor regeringen efter en helhedsvurdering ikke har gjort nok for f.eks. at skabe boliger til hjemløse. På trods af, at domstolens praksis bekræfter, at socio-økonomiske rettigheder ikke praktisk kan håndhæves som individuelle rettigheder, viser den samtidig, at sådanne rettigheders inkludering i en forfatning, skaber en forpligtigelse for staten til at involvere sig aktivt i økonomien via indgreb, lovgivning og omfordeling.
Det må anerkendes, at tanken om materiel lighed og omfordeling er tillokkende (og forståelig) i et samfund, hvor apartheidlove afskar mennesker fra ejendom, arbejde, sociale relationer etc. på baggrund af disse menneskers hudfarve. Apartheid umuliggjorde derved skabelsen af velstand blandt de der blev diskrimineret imod. Tiltag som høje mindstelønninger, ublu positiv særbehandling og en høj grad af omfordeling skader dog rent faktisk den (overvejende sorte) fattige del af den sydafrikanske befolkning. Derudover er sådanne tiltag også moralsk dadelværdige idet de institutionaliserer diskrimination mod et mindretal og gør dette mindretals ejendom en forudsætning for flertallets velfærd, hvorfor denne ejendom kan inddrages ( det skal selvfølgelig anerkendes, at ejendom konfiskeret fra sorte og farvede under apartheid bør føres tilbage til deres retmæssige ejere). Sådanne tiltag kan uanset, hvor moralsk forkastelig apartheid ideen og styret var ikke forsvares fra et rettighedssynspunkt "two wrongs don't make a right".
Lad os hastigt springe til det internationale aspekt af den sydafrikanske forfatning. Artikel 39(1) i den sydafrikanske forfatning fastslår at de sydafrikanske domstole når de fortolker forfatningens rettighedskatalog "must consider international law; and may consider foreign law". Lad os forestille os, at den sydafrikanske forfatningsdomstol skal afgøre et spørgsmål om diskrimination af kvinder. Domstolen er som vi har set forpligtet til at inddrage folkeretten (in casu internationale menneskerettigheder). Men hvor skal den starte? I FN regi er der 3 internationale menneskerettighedstraktater, der forbyder diskrimination på baggrund af køn. Hver af disse traktater har deres egen Komite, der fortolker de respektive rettigheder deri. Disse Komiteer fortolker ikke nødvendigvis anti-diskriminationsbestemmelser på samme vis. Herudover skal lægges, at den sydafrikanske forfatningsdomstol vil kunne støtte sig på den Europæiske, den Inter-amerikanske og den afrikanske Menneskerettighedskonvention og disse konventioners domstole/komiteers fortolkning deraf, da disse traktater også udgør folkeret. Domstolenes pligt til at inddrage forskellige og til tider modstridende folkeretlige normer uden nogen form for overordnet vejledende princip herfor, skaber en overhængende fare for, at den sydafrikanske forfatningsret og common law bliver usammenhængende og dermed vilkårlig af natur.
Med disse erfaringer in mente er der god grund til at tage afstand fra idéen om en "progressiv og moderne" grundlov. En grundlovsrevision bør dog stadig være et seriøst liberalt projekt og et godt sted at starte kunne være redaktør Kurrild-Klitgaard m.fl.s grundlovsforslag som kan læses her
Så blev det Thomas C. Schelling og Robert J. Aumann, som fik 2005 Nobelprisen i økonomi.
Ikke Robert Barro eller Gordon Tullock, som nærværende Punditokrat h
avde håbet. Men Schelling er bestemt på mange punkter et rigtigt godt valg (og alt er bedre end at skulle læse endeløse lovprisninger af de
n fhv. økonom Paul Krugman): Det berømte “Schelling Punkt” er noget, som tilhængere af en mindre centralt dirigeret menneskelig adfærd burde kunne værdsætte (og det er altså ikke et sted på en menneskekrop …).
Mens der sikkert–og forhåbentlig–er nogle af mine ærede med-Punditokrater, der skriver på en post om det, kan andre læse denne fine hyldestartikel skrevet af de kløgtige økonomer Dan Klein, Tyler Cowen & Timur Kuran. MarginalRevolution.com har også flere nyttige poster om de to vindere som kan læses her.
Søndag aften var Jes Stein Pedersen fra Deadline 2. sektion vært for en snak om sociologiens aktuelle brydningsflader. I studiet havde han besøg af livsstilseksperten Henrik Dahl og munkemarxisten Erik Jørgen Hansen, der er kendt for mere end 30 års virke ved Socialforskningsinstituttet og som nu vistnok er ved at takke af som professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Hvad kom der så ud af det?
Jo, se Erik Jørgen Hansen – der har været forskningsleder på talrige levekårsundersøgelser – fastholdt stædigt, at Danmark er et klassesamfund, der lader sig definere i forhold til produktivkræfternes gøren og laden. Henrik Dahl – dette moderne menneske – afviste pure denne kapitallogik med henvisning til Max Weber, der som nogle ved leverede et ganske sårende frontalangreb på marxismens klasseperspektiv i det først nummer af Archiv für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik. Og det kunne jo have dannet grundlag for en interessant meningsudveksling. Men Jes Stein Pedersen ville det anderledes.
Seerne skulle partout vide besked om, hvad den gamle professor mente om Henrik Dahls sociologiske bedrifter. Dem var han naturligvis ikke videre imponeret af og sigtede bl.a. på Dahls almenfattelige fremstilling Hvis din nabo var en bil; et værk, der visselig blev undfanget i forbindelse med underholdningsserien Kender du typen? Og så blev Dahl noget brøstholden og spids, hvilket ødelagde seernes mulighed for at få svar på nogle vedkommende spørgsmål. Fx hvorfor sociologer er så besat af klasser, ulighed og magt. Og så bjergtaget af velfærdsstaten og alle dens gerninger. Eller så meget i opposition til kapitalismen og al dens væsen. Det fik vi ikke svar på.
Deadline 2. sektion slutter altid med en anmeldelse af bøger. Dem bliver man ikke klogere af, så lad mig foreslå nogle andre. Fx The Decomposition of Sociology (1993), hvori Irving Louis Horowitz hudfletter amerikansk sociologi, eller Seeds of Bankruptcy (1988) af David Marsland, der tager britisk sociologi under kritisk behandling. Det er to gode sagsfremstillinger for dem, der gerne vil vide, hvorfor nogle af os har det med sociologi som med akne; det er ikke noget man dør af, men hold op hvor er det irriterende.
Den amerikanske journalist og forfatter Rich Miniter er tidligere Bruxelles-korrespondent og lederskribent for Wall Street Journal Europe og nu forfatter til flere bestseller-bøger om terrorisme. Han har fornylig lanceret sin egen hjemmeside, www.richardminiter.com, med en slags blog–og sørme om han ikke promoverer bl.a. Punditokraterne. Og man må jo sige, at manden har en fin dømmekraft …
Det første tegn på, at man skal “lighten up” og tænke konstruktivt og fremadrettet er, når man begynder at sidde og synes, at tingene var nu altså bedre før i tiden. Min Fru Punditokrat slår mig som regel hårdt og fortjent på overarmen, når jeg kommer for skade at sige, “Alt bli’r værre og værre!”.
Alligevel kan det nogle gange være svært ikke at blive lidt nostalgisk. Jeg får det i hvert fald uvilkårligt på den måde, når jeg læser eller hører Connie Hedegaard udbrede sig om, hvad der er “ægte konservatisme”, og hvad der omvendt er utiltalende synspunkter. Hedegaard har ved flere lejligheder erklæret, at hun foretrækker socialisme frem for liberalisme, hvilket nok er en væsentlig grund til, at hun er så populær blandt det Politikenske-Caffe Latte-Kystbanesocialistiske-Kulturradikale-Bureau-Kleptokrati–de har altid foretrukket borgerlige, der ikke er så borgerlige, at det gør noget. Og for Hedegaard er der næppe noget mere ukonservativt end at kritisere velfærdsstaten til fordel for noget som materialistisk som “markedet”, og liberale–hvem hun så end måtte tænke på–går jo (mener hun) ind for ulighed for ulighedens skyld. Hedegaard har også hævdet (i en debat med Martin Ågerup), at en liberal kun argumenterer med økonomiske argumenter, mens en konservativ fokuserer på det “etiske”. Det må jo uvilkårligt komme som et stort chok for de i Himlen forsamlede koryfæer Adam Smith, Herbert Spencer, John Stuart Mill, F.A. Hayek m.fl., der så tilsyneladende ikke er rigtige liberale, al den stund at de jo ikke kun benyttede sig at økonomiske argumenter. Og det må være et lige så stort chok for de sammesteds forsamlede konservative, der i tidens løb er kommet til at benytte sig af økonomiske argumenter … Alt i alt er er “klassisk konservatisme” ifølge Hedegaard noget helt, helt andet end “den liberalisme, som regeringen synes at hylde” (som hun skrev i Politiken i 2002).
Og så er vi ved det med nostalgi-trippet. For “klassisk konservatisme” er vist ikke rigtigt, hvad den har været. Jeg arbejder p.t. på et bidrag til en endog meget stor fransk antologi om liberal tænknings historie, og her skal jeg skrive (et af flere bidrag) om Danmark, hvilket har fået mig til at genlæse et par ting, som efterhånden har nogle år på bagen, bl.a. Det konservative Folkepartis 40-års jubilæumsskrift, Til Alle Mænds Tarv (1956), og Henning Fonsmarks aldeles uforlignelige Historien om Den Danske Utopi (1990). Læser man sådanne ting bliver man uvilkårligt mindet om, at der var en tid, hvor de Konservative (og Venstre, ikke at forglemme!) var anderledes ideologiske. I en lang periode af efterkrigsårene, frem til Hartlings ryk til venstre i 1965, og Poul Sørensen og Hans Jørgen Lembourns efterfølgende forsøg på at overhale indenom, var V og K i tale og (i vidt omfang) også i praksis helt derude på overdrevet, hvor Hedegaard ville rulle med øjnene.
Når det gælder “klassisk konservatisme” fra den periode, så er den vist noget andet, end hvad Hedegaard tænker på. Her er hvad den daværende konservative partileder, Aksel Møller, skrev i Til Alle Mænds Tarv, 1956, dengang man kaldte velfærdsstaten for “formynderstaten” og afviste den så kategorisk, at man satte lighedstegn mellem folkepension og socialisme og mente således:
“[F]ormynderstaten er trods al sin gavmildhed ikke målet for de politiske partier, som er født af kravet om frihed for person og ejendom. At skabe tryghed fra vuggen til graven og sikkerhed for, at mennesket kan transporteres igennem livet med den mindst mulige personlige risiko, kan nok forekomme mange tillokkende. Men den risiko, der er ved at leve, lader sig ikke fjerne uden at den personlige frihed begrænses. …
Lad os dog ikke overse, at menneskene har forskellige behov. Jo stærkere formynderstaten bliver, og jo mere den føler sig kaldet til at tage sig af menneskets velfærd, desto mere må mennesket aflevere af sine arbejdsresultater, og desto mindre bliver der til opfyldelsen af hans personlige ønsker til livet.”
Og:
“En for sin dyrevenlighed kendt og beundret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure, end i den verden, hvor de engang havde levet frit. Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat. Der vil heller ikke blive nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”
Og Aksel Møllers broder, den senere konservative partileder, finansminister (og udenrigsminister-far) Poul Møller, skrev også i Til Alle Mænds Tarv:
“Velfærdsstaten vil … næppe byde på en så høj produktionsevne og dermed rigdom, som den privatejede bedriftsform, og derfor vil menneskene i Velfærdsstaten, når dens mål er nået, være fattigere end de behøver at være i et samfund, hvis økonomiske bærepiller er anerkendelsen af privat kapitaldannelse og privat ejendomsret. Det er således slet ikke en varig højere rigdom, Velfærdsstaten tilbyder. …
Det er derfor … utvivlsomt, at selve målet slet ikke er så attråværdig, som velfærdsprogrammets talsmænd udmaler det. Tværtimod taler alt for, at velfærdssamfundet vil være fattigere, den politiske frihed mindre, den menneskelige ansvarsfølelse vil mindskes, modstandskraften aftage og initiativet lammes. Socialismens ofte fremholdte skadelige virkninger vil gå igen, simpelthen fordi der kun er en nuance imellem den sociale Velfærdsstat og den socialistiske stat.”
Og her er (via Fonsmark, s. 196f) Poul Møllers opgør med velfærdsstaten anno 1962–som vel og mærke havde et omfang af dværgestørrelse sammenlignet med nutidens:
“Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er ‘samfundets skyld’, så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn.
Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret. Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et frit samfund. Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.
Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne.
Der lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andets ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært. Et hvilket som helst andet grundlag vil – om ikke formelt – så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers ‘Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst’ bliver folkestyrets svanesang.”
Ikke så meget tåget ordflom om “balance”, “sammenhængskraft”, og hvad ved jeg. Men hvad var der mon sket, hvis medlemmer af K (eller V) i dag havde ytret sådanne ting?
Eftersom kammeraterne på Information nu omsider har opdaget og eksponeret, hvad nogle af os har vidst længe (men ikke har villet blamere manden med), sker der vist ingen skade ved, at jeg citerer fra sidste uges portræt af den succesrige unge instruktør Christoffer Boe:
Den 31-årige instruktør Christoffer Boe har altid skilt sig ud fra den gemene hob
Christoffer Boe har altid skilt sig ud og haft en forkærlighed for hyldesten af eneren. På Filmskolen lagde han stort ud med en trilogi – og med sin spillefilmdebut ‘Reconstruction’ markerede han sig – som en vinder. …
Det begyndte allerede, da han var barn i Nordsjælland. Mens andre løb rundt og legede, så han film af jurist-faderens yndlingsinstruktører Howard Hawks, Orson Welles, Fritz Lang og Jean-Luc Godard. Og han var kun 12 år gammel, da han begyndte at interessere sig brændende for den omstridte tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).
“I stedet for Michael Laudrup var jeg bare interesseret i Nietzsche. Så simpelt er det, og det udartede sig til mange ting. Frem for at tænde for tv åbnede jeg en bog. Dengang læste jeg virkelig meget og havde en målsætning for, hvor mange bøger jeg skulle læse om året,” har han udtalt til Berlingske Tidende.
19 år gammel skrev han to længere artikler i det ultra-liberalistiske tidsskrift Libertas, et blad, der trods placering på den ydre højrefløj var anarkistisk nok til at gå ind for Christianias bevarelse.
Artiklernes interesse for individualistens uindskrænkede rettigheder harmonerer godt med, at Boe – da han i 2003 skulle vælge sine yndlingsfilm til visning i Cinemateket – blandt andet slog ned på King Vidors ellers ret upåagtede Ayn Rand-filmatisering Kun den stærke er fri (1949), som han roste som “et fuldstændig kompromisløst forsvar for individualismen og retten til at være sin egen.”
Så har Bjørn Bredal udgivet to nye bøger om humanisten Michel de Montaigne. Et renæssancemenneske og Italiensrejse 1580-81 følger op på den lille men meget læseværdige Humanist til hest fra 1992. Endnu har jeg kun haft mulighed for at se de rosende anmeldelser i går i Jyllandsposten og i dag i Berlingske. Men jeg læste henover sommeren flittigt i Montaignes Essais, og de er bestemt et besøg værd, så det er kun godt, at der er en dansk forfatter, der kaster sig over emnet. Og jeg vil – på min side – benytte lejligheden til at spinde en lille kommentar over Montaignes nutidige relevans.
De seneste 100 år har som bekendt været præget af et utal af udmeldinger om, at store samfundsforandringer er enten uundgåelige eller i hvert fald tvingende nødvendige, moralsk set. I mellemkrigstiden var det de store totalitære bevægelser, der lovede at føre deres proselytter frem til det forjættede land, hvad enten det nu var fascisternes regenererede romerrige, bolsjevikkernes klasseløse samfund eller nazisternes tyske tusindårsrige. Siden hørte vi i 1970erne et ekko fra den totalitære røst, da det efterhånden ikke helt unge ungdomsoprør udartede sig til en strid imod såvel markedsøkonomien som skik og brug i det hele taget. I dag er det så fra fundamentalistiske muslimer i og uden for Vesteuropa, at vi hører den efterhånden velkendte melodi – samt selvfølgelig fra de få 70’er-oprørere, der endnu står ved deres ungdoms trosbekendelse.
Det sidste er ikke tilfældigt. I ‘oplyste’ kredse bliver nyskabelser oftest set som et gode – som forbedringer – mens de, der ønsker at holde fast i det bestående, bliver udråbt som bagstræberiske, som mavesure folk der ønsker at bremse fremskridtet. Betænk blot skriblerierne i den danske avis, der meget sigende kalder sig “organet for den højeste oplysning”. Bevisbyrden ligger kort sagt hos de, der maner til besindighed; mens fortalerne for forandring har det moralske overtag, netop fordi de ønsker at forbedre tingenes tilstand.
Men er det nu helt rimeligt? Det er værd at betænkte, at størstedelen – med nazismen som den store diagnostiske undtagelse – af det 20. århundredes humanitære katastrofer blev foranstaltet af socialistisk inspirerede bevægelser, der søgte at omforme samfundet. Tænk på Stalins tvangskollektiviseringer, Maos ‘Store spring fremad’ samt Pol Pots rædselsregimente. Den track record er bør i sig selv mane til omtanke. Men vi kan også hive mere principielle argumenter frem af gemmerne.
Et af de bedste finder vi faktisk i Montaignes “Apologie de Raymond Sebond”, der udgør knap halvdelen af den anden bog i hans berømte Les Essais. Ud over selve argumentet, som jeg lige straks vil lægge vejen om, er Montaigne et besøg værd, fordi han kombinerer to politiske holdninger, der ofte har skreget af hinanden: på den ene side et liberalt sind – den sydfranske adelsmand fordømmer ikke andre mennesker – og på den anden side en konservativ advarsel imod bratte forandringer. Ingen kan beskylde ham for at være en sværmerisk og frihedshadende konservativ a la Joseph de Maistre og Bonald.
Montaignes udgangspunkt i “Apologien” er menneskets fundamentale uvidenhed. Den store humanist afviser så ganske enhver tanke om, at mennesket er i stand til at gennemskue tilværelsens love, såfremt sådanne måtte eksistere. Fornuften er ikke et universalmiddel, der på ‘videnskabelig vis’ kan afstikke vejen til et dennesidigt paradis, fortæller han sine læsere. Den sætter den os ikke i stand til at skelne mellem godt og ondt, og den sætter os slet ikke i stand til som en anden ‘social ingeniør’ at lade samfundets fjedre snurre mellem vore fingre. Det er både sigende og absurd, at dogmatikere har ret til at holde fuldstændigt uforenelige holdninger – “den ene siger grøn, den anden gul” – mens de ikke har ret til at tvivle. For den menneskelige skepsis udgør ret beset vores eneste figenblad: ‘Hvad ved jeg?’ som Montaignes grundlæggende devise lyder. Det leder os frem til Montaignes betragtninger om lov og ret, skik og brug.
Med lov skal man land bygge, derom er Montaigne ikke i tvivl. Men hvad betyder det i praksis? Kollektive regler og normer er ifølge den franske adelsmand et produkt af vaner og skikke. Og det er der ingen grund til at begræde. For, betoner Montaigne igen og igen, det er ikke muligt at nå frem til en absolut enighed om, hvad der er retfærdigt, og hvad der ikke er. Ideen om en i mennesket iboende naturret er rent blændværk; det er ikke tilfældigt, at intet her i verden varierer så meget som love og normer. Den enkelte bør følge sit lands love og skikke, netop fordi der ikke er noget ‘sandt’ alternativ til dem – og han bør følge dem uanset, om han privat anser dem for gode eller dårlige. Det er med andre ord ikke rimeligt at hævde, at man har en moralsk ret (og dermed pligt) til at ændre samfundet.
Dertil kommer et mere praktisk argument. Det er nemlig overordentligt svært at ændre etablerede overbevisninger og love. Sådanne tiltag har en tendens til at brede sig som ringe i vandet og vende op og ned på både dette og hint, understreger Montaigne. De utilsigtede konsekvenser af tiltagene vil overskygge de tilsigtede, ville vi sige det i dag. Fornyelsen vil derfor som altovervejende hovedregel føre flere onder med sig, end den fjerner. Vore ønsker om at ændre overgår næsten altid vore evne til at planlægge – og det er farligt.
Hvor efterlader det os? Jo, ifølge den gamle humanist bør vi ikke spilde vores gode krudt på ‘de forbandende spørgsmål’, på at fundere over sandhedens væsen, retfærdigheden absolutte bud og det gode samfund. I stedet for at stræbe efter disse højere luftlag bør vi blive ved jorden. Til syvende og sidst kan vi ikke gøre andet end at tage til takke med tilværelsen som mennesker – med den fejlbarlighed, det nu indebærer.
Det råd er det bestemt ingen skam at lytte til. Det samme gælder Montaignes tankegods i det hele taget. Hans advarsler imod forandringer er naturligvis noget bastante. Det er ikke så underligt. Montaigne havde bivånet 1500-tallets franske borgerkrige, og han kædede meget naturligt krigens gru sammen med samtidens store reformprojekt, protestantismen. Når det nu er dårskab at ændre menneskeskabte love, så er det selvfølgelig helt hen i vejret at ændre Guds love. Det kræver i sagens natur, at man er i stand til at gennemskue religiøse sandheder – noget der ifølge den franske humanist er helt uden for menneskelig rækkevidde.
Montaigne sætter kort sagt sine pointer på spidsen, og vi behøver da heller ikke købe hele hans pakke. Men det gør bestemt ikke hans grundlæggende argumenter dårligere. I stedet for bestandigt at spørge ‘Hvad bør der gøres?’ – som Nikolai Chernyshevsky gjorde det i 1862 og Lenin gentog fyrre år senere – så er det ofte tilrådeligt at slå sig i tøjret og spørge ‘Er det nu også klogt at gøre noget?’. Eller med andre ord: bevisbyrden må ligge hos de, der ønsker forandringer – i hvert fald gennemgribende af slagsen. Og det gælder selv, hvis de mener at ligge inde med den højeste oplysning.
Så er det på tide, at Dansk Folkeparti ruster sig til kamp med en nyt mistillidsvotum mod regeringen! En farlig ultraliberal hulemand forklædt som velfærdsstatsminister Anders Fogh Rasmussen blev tirsdag omkring frokost set på Folketingets talerstol, hvor han fremførte dette uacceptable forsvar for, at det skal være muligt for nogen at ophøre med at forblive helt lige i forhold til andre, og ovenikøbet påstod–uden dokumentation fra Socialforskningsinstituttet!–at der kunne være positive økonomiske konsekvenser heraf:
“Det skal altid kunne betale sig at arbejde og gøre en ekstra indsats. Det giver et dynamisk samfund. Det giver et velstående samfund. Og jo mere vækst og velstand vi har, desto bedre muligheder har vi for at hjælpe dem, der har brug for hjælp. Det har hele tiden været regeringens politik. Og det fortsætter med at være regeringens politik.”
Disse farlige udtalelser minder på foruroligende vis om, hvad socialministeren kom for skade kortvarigt at mene fornylig. Vi forventer, at DF omgående insisterer på, at velfærdsstatsministeren snarest muligt irettesætter sig selv.
Sidste torsdag holdt jeg en præsentation på CEPOS, baseret på et notat skrevet for dem (kan downloades på http://www.cepos.dk) På opfordring er her et indlæg om, hvad vi kan lære ved at se på folks subjektive livskvalitet – altså deres opfattelse af deres egen situation – i stedet for den objektive kvalitet målt på indkomst osv. som vi altid diskuterer.
Man har gennem mange år stillet spørgsmål som “Generelt set, hvor tilfreds er du med dit liv for tiden” i en lang række undersøgelser. Det er svarene på den type spørgsmål der henvises til, når medierne rapporterer, at danskerne er de mest tilfredse mennesker i verden. Det er selvfølgelig dejligt når vi nu bor i Danmark, men potentielt problematisk for mange af os på grund af et andet forhold i undersøgelserne: Folks tilfredshed med livet er ret konstant over tid. Med andre ord bliver vi rigere og rigere, men ikke mere tilfredse med vores liv. Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.
Det er blandt andet derfor, at folk som den engelske økonom og Labour-politiker Richard Layard er begyndt at argumentere for, at man bør føre offentlig politik efter, hvad der gør de fleste lykkelige i stedet for hvad der gør os rigere. Pudsigt nok kommer Layard i sin horribelt manipulerende bog til den konklusion, at lykke-maksimerende politik er det, han de sidste 30 år har arbejdet for, nemlig traditionel, før-Blair Labour-politik. Layard arbejder altså for, at man bør beskatte de rige hårdere, øge mængden af offentlige goder, regulere arbejdsmarkedet tættere, og lave mere velfærdsstat. Denne konklusion er blevet bakket op af en række andre økonomer, der ofte synes at have det tilfælles, at deres økonomiske vurderinger er blevet afvist i de senere års forskning.
Deres indflydelse på den førte politik er desværre ved at kunne mærkes. Sammen med to tyske kolleger – Axel Dreher og Justina Fischer – satte jeg mig derfor for at undersøge, om Layards konklusioner, sammen med en lang række andre påstande i litteraturen, virkelig holder vand. Det er konklusionerne fra den undersøgelse, som Cepos-notatet opsummerer. Og for punditokrater og ligesindede giver det meget overraskende, men gode nyheder!
Vi finder, at forskellene mellem folks tilfredshed med livet på tværs af verdens lande afhænger af forbløffende få forhold: National indkomst er ikke vigtig, men graden af handel med udlandet – altså globalisering – er en positiv faktor, ligesom et sundt erhversklima og en høj grad af tillid er vigtigt. På minussiden optræder to stærke faktorer: Kommunisme og aktiv offentlig indblanding i økonomien. Hvis Danmark for eksempel var endt bag Jerntæppet efter anden verdenskrig, ville en million mennesker færre være overordnet tilfredse med deres liv. Der er på den anden side ingen effekter af offentlig velfærd, demokrati, retsstat (desværre), reguleringer, dagpengesatser osv. Mht. den just overståede diskussion af lighed, er det værd at notere, at ulighed heller ikke fører til mindre tilfredshed med livet. Hvis der er noget som helst at komme efter i data, er det, at ulighed synes at være positivt forbundet med de fattigstes livskvalitet! Når Mette Frederiksen og andre danske politikere fra begge sider af Folketinget lufter deres sociale indignation over uligheden, gør de det derfor stik imod fakta fra den virkelige verden.
Stillet lidt skarpt op må man sige at resultaterne fra undersøgelsen, der er den suverænt største hidtil – vi baserer vores fund på cirka 4½ millioner regressioner – støtter almindelige liberale grundregler for offentlig politik: Åben samfundet, giv individer maksimal kontrol over deres egne midler, og sørg for dynamik i stedet for misundelsesdrevne interventioner. Offentlig velfærd fører i hvert fald ikke til personlig velfærd.