Tag-arkiv: Israel

Israel 70 år

Af Christian Bjørnskov, den 27. maj 2018. 3 svar

Den 14. maj 1948 forlod de sidste britiske styrker Haifa, og samme dag stiftedes staten Israel officielt. I ugerne efter anderkendte andre lande også staten, og Israel kan derfor i disse uger fejre sin 70-års fødselsdag. Det og dog næsten et år, før Israel også blev formelt medlem af FN, efter at både Danmark, Storbritannien og Sverige afstod fra at stemme. Det har været 70 år med flere krige, med voldsomme kampe mod de palæstinensere, der boede på området før – og ikke mindst deres efterkommere og andre palæstinensere, der har sluttet sig til – og med både tvivlsomme og stærkt kritisable politiske beslutninger. På den ene side fordrev Israel cirka 700.000 palæstinensere, og på den anden side har der hele perioden været et niveau af palæstinensisk terror mod den israelske befolkning, som er svært at forestille sig i Vesteuropa. Det er netop disse ting, medierne skriver om, når de tegner et offentligt billede af Israel. Vores ærinde i dag er at minde om, at der er et faktisk land inde bag mediernes terrordækning og politiske kritik

Uanset hvad man ellers mener om Israel – og meningerne er både delte og stærkt politiserede – er landet meget anderledes end resten af regionen. Mange mennesker, især på den ydre venstrefløj, synes at hade Israel og kun se skyggesiderne af landet, men ser man ædrueligt på sagen, er der et spørgsmål, man bør stille sig selv: Hvis jeg skulle bo permanent i Mellemøsten, hvor ville jeg så helst bo? Stiller man spørgsmålet og ser man på fakta, dukker der et Israel op, som medierne sjældent skriver om.

Figuren nedenfor viser, hvor langt Israel er foran sine nabolande på en række områder. Det gælder helt særligt hvor demokratisk landet er, hvor vi bruger The Economists demokratiindeks. Her har Israel en fornem score på 7,79 (identisk med Sydeuropa – Grækenland, Italien, Portugal og Spanien er 7,79 mens Danmark scorer 9,22 ), hvilket er 96 % bedre end naboernes, hvor kun Cypern har cirka samme status. I andre demokratimål som f.eks. vores eget, er Cypern og Israel de eneste demokratier i regionen. Pressefriheden, målt gennem Freedom Houses årlige vurdering, viser et indeks på 33 – 51 % bedre end naboernes og igen på niveau med Cypern (Sydeuropa er på 30). Israel er også, på trods af en række højt profilerede skandaler, væsentligt mindre korrupt end naboerne. Transparency International vurderede det sidste gang til en score på 62, der er 62 % bedre end naboernes, og også ganske væsentligt over både Italien, Grækenland og de sydøsteuropæiske EU-medlemmers gennemsnit på 54. Det reflekteres også i gennemsnitsindkomsten, som CIA sidste år estimerede til 36.200 købekraftskorrigerede dollars, og dermed 61 % over naboerne (og over det sydeuropæiske gennemsnit på 33.600). Sidst, men absolut ikke mindst, er retsvæsenet mere effektivt end de fleste andre steder i regionen. Fraser Instituttets vurdering på 6,13 (på en skala til 10) er ikke perfekt og en smule under Sydeuropas vurderng på 6,35, men 32 % bedre end naboernes. Og det skal med at målt med Rosemary Fikes nye indeks over lighed for loven mellem kønnene, ligger Israel med en score på 0,95 50 % bedre placeret end naboerne. Og mens det offentlige er noget større end hos naboerne, er Israels økonomi mindre reguleret, mere global og mere åben overfor resten af verden.

Som nævnt kan man diskutere meget og længe om, hvorvidt Israel opfører sig rimeligt eller urimeligt overfor palæstinenserne og nabolandene. Men der er næppe nogen tvivl om, hvor man ville bo, hvis man skulle flytte til Mellemøsten. Landet er på en lang række områder et almindeligt, vesteuropæisk land, der ligger i en problemfyldt region og har oplevet massiv indvandring fra Østeuropa og en række meget fattige lande. Det er vel i sig selv en præstation, der er værd at fejre.

Hvor effektiv er terror til at skabe frygt?

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. februar 2015. Skriv et svar

Risikoen for at blive slået ihjel i et terrorangreb er meget lille for de fleste af os. Den er globalt set mindre end én promille af risikoen for at blive slået ihjel i trafikken.

Terror virker ved at skabe frygt. Men hvor effektiv er den? Det satte Gary Becker og Yona Rubinstein sig for at undersøge. Deres hypotese var, at jo mere frygten koster os, desto bedre er vi til at overvinde den. Det undersøgte de ved at udnytte data fra perioden med ”Al-Aqsa-intifada” i Israel. Det viste sig ganske rigtigt, at det faldende antal buspassagerer og cafegæster efter et terrorangreb stammede fra ikke-hyppige besøgende. Pendlere og hyppige cafégæster gik derimod ikke ned i aktivitet. Et højere uddannelsesniveau var også forbundet med mindre frygtsom adfærd, fandt de.

Interessant nok havde terrorangreb dagen før sabbatten eller en helligdag meget mindre effekt på rejse- og caféaktiviteten end dagen før en hverdag. Forklaringen er, at der ikke udkommer aviser i Israel på sabbatten eller helligdage. Derfor fik angreb dagen før en avisfri dag ikke så meget medieopmærksomhed.  Så medieomtale spiller en stor rolle for terrorens gennemslagskraft.

Becker og Rubinsteins resultater kan bl.a. forklare, hvorfor turistmål også er yndede terrormål. De fleste turister er sjældne gæster og kan let finde alternative destinationer. Hverdagen vil formentlig hurtigt komme igen i København, men der kan gå noget tid, før turisterne er tilbage i fuldt omfang.

Desværre er det ikke alle, som kun har en forsvindende lille risiko for at blive ramt af terror. Folk forbundet med Muhammed-tegningerne er – som senest weekendens begivenheder viser – alvorligt truede. Islamisterne benytter sig tydeligvis af en spilteoretisk pointe om at ramme dem, der er mest profilerede. Hvis alle forsøger at undgå at blive mest profileret, kan man på den måde kue en stor befolkning. Selv en lille, forholdsvis svag gruppe vil kunne kue det store flertal på den måde.

Der er kun én effektiv modstrategi. Den er, at alle vælger en høj profil. Medierne kan gå sammen om at bringe tegningerne så meget, at Jyllands-Posten, Vilks, Rose og Westergaard drukner i mængden. Det er desværre nok for sent at forhindre dem i at have symbolsk status også fremtidigt. Men det vil reducere risikoen for andre ved at ytre sig frit.

Er Den internationale Straffedomstol biased mod Israel?

Af Nikolaj Stenberg, den 17. januar 2015. Skriv et svar

icc_logoDét er et af de spørgsmål nogen har stillet efter Det Palæstinensiske Selvstyre – i øvrigt i strid med Oslo-fredsaftalen – har meddelt, at man agter at tiltræde Rom-statutten.

Over hos Volokh Conspiracy har Eugene Kontorovich forsøgt at give svaret i to blogindlæg om emnet, som jeg på det varmeste skal anbefale:

  1. Palestinians seek to take advantage of ICC’s unique “Israel” provision
  2. Is the International Criminal Court biased against Israel?

 

FN og Israel

Af admin, den 11. oktober 2005. 16 svar

Når talen falder på det israelsk-palæstinensiske problem, er det almindeligt selv blandt borgerligt-liberale aviser, der burde vide bedre, at antage, at løsningen på problemet ganske simpelt er, at USA må tvinge Israel til at ændre opførsel.

Hm, mon det virkelig er Israel, der er den primære drivkraft bag problemet, og ikke det udbredte ønske blandt nære og fjerne naboer i regionen om at udslette landet? I hvert fald har USA indtil videre brugt sine kræfter på anden vis, og en række lande i regionen, der ikke kendte til demokrati, synes nu at bevæge sig i den retning, mere eller mindre frivilligt. Det synes at gøre dem mindre blodtørstige og mindre afvisende over for Israel. Muligheden for fredelig sameksistens øges langtsomt, selvom der er tilbageslag.

Som omtalt i denne artikel fra NYT, har selv FN ændret sig. Væk fra tidligere tiders åbne jødehad og fordømmelse.

Det er interessant at se, at selv NYT, som jo ellers hører til de kredse, der synes blændet af FNs “moralske autoritet“, nævner FNs problemer med olie-for-mad programmet og et generelt imageproblem samt pres fra USA som årsager til forbedringen af forholdet mellem FN og Israel, herunder nedlæggelsen af en række udvalg for institutionaliseret fordømmelse af jøder, som ikke længere er nødvendige. Heldigvis.

Det kan være svært at se det, ikke mindst i disse dage, hvor demokratimodstanderne i Irak skruer op for hypervolden for at skræmme befolkningen væk fra valget på lørdag. Men det går stadig fremad i regionen, og det smitter nu af også på FN.

Ja, tænk. Det kan måske ende med et FN, som man kan være bekendt at støtte.

Hvem ved, måske siver de nye tider også ind på danske redaktioner en dag?