Big government is back

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. september 2005. Skriv et svar

“The era of big government is over” sagde Bill Clinton i sin State of the Union tale i 1995.  “Not!” kunne man (hvis man ellers var hoppet på dén) så forledes til at tilføje her ti år efter.  Og det er ihvertfald, hvad Associated Press–ikke kendt som en skødehund for “the vast right-wing conspiracy”–kunne konkludere i denne artikel fredag.

Senator Tom Coburn (R-Oklahoma) har, siger Robert Novak, spillet “his familiar role of skunk at the Sunday school picnic” og foreslået, at forbundsstatens udgifter i.f.m. Katrina bliver dækket af besparelser på andre områder.  Konfronteret med opfordring til, at skatteyderne burde ofre sig, sagde Coburn “it is no sacrifice on the part of Congress to steal $51.2 billion from our grandchildren.'” (hattip: Club for Growth).  Han er straks blevet kaldt til orden af den Republikanske partiledelse, der bestemt mener, at det ville være umenneskeligt at holde igen …  her kun et år før, et par hundrede Republikanske kongresmedlemmer igen er på valg.

Det skulle man ikke have troet om sådan nogle væmmelige “nulstats-konservative”.

Ytringsfrihed og religion

Af Jacob Mchangama, den 15. september 2005. 4 svar

I tirsdags afsagde den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) dom i sagen I.A. mod Tyrkiet (dommen er kun tilgængelig på fransk men en engelsk pressemeddelelse kan ses her). Sagen handler om hvor grænserne for ytringsfrihed går når det gælder blasfemi. Kort fortalt havde en tyrkisk forlægger udgivet en bog der bl.a. indeholdt følgende passager:

"Some of these words were, moreover, inspired in a surge of exultation, in Aisha's arms … God's messenger broke his fast through sexual intercourse, after dinner and before prayer. Muhammad did not forbid sexual intercourse with a dead person or a living animal."

Den tyrkiske forlægger blev herefter idømt 2 års fængsel, der dog blev nedsat til en symbolsk bøde på ca. 100 kr. Spørgsmålet for EMD var således, om bøden udgjorde en overtrædelse af den tyrkiske forlæggers ytringsfrihed (artikel 10 i EMRK). Det var uproblematisk for EMD at konstatere, at bøden udgjorde et indgreb i ytringsfriheden. Da der var den fornødne lovhjemmel til indgrebet, var spørgsmålet nu om det var "necessary in a democratic society". Denne test involverer, kort fortalt, en proportionalitetstest, hvor EMD vurderer om indgrebets intensitet overfor individet, står mål med det samfundsmæssige beskyttelseshensyn indgrebet er begrundet i, herunder om der består et "pressing social need" for indgrebet.

4 ud af 7 dommere fandt at:

"those who chose to exercise the freedom to manifest their religion,  irrespective of whether they did so as members of a religious majority or a minority, could not reasonably expect to be exempt from all criticism. They had to tolerate and accept the denial by others of their religious beliefs and even the propagation by others of doctrines hostile to their faith.

However, the present case concerned not only comments that were   disturbing or shocking or a "provocative" opinion but an abusive attack on the Prophet of Islam. Notwithstanding the fact that there was a certain tolerance of criticism of religious doctrine within Turkish society, which was deeply attached to the principle of secularity, believers could legitimately feel that certain passages of the book in question constituted an unwarranted and offensive attack on them.

In those circumstances, the Court considered that the measure in question had been intended to provide protection against offensive attacks on matters regarded as sacred by Muslims and had therefore met a "pressing social need". It also took into account the fact that the Turkish courts had not decided to seize the book in question, and consequently held that the insignificant fine imposed had been proportionate to the aims pursued by the measure in question."

EMD har tidligere nået til samme resultat i lignende domme f.eks. i Wingrove og Otto Preminger, der begge omhandlede censur af film, der gjorde grin med eller kritiserede kristne bibelske personer (Lars Hedegaard og Helle Merete Brix behøver således ikke bekymre sig om at EMD nu har lagt sig på maven for Islam).

Dommens snævre flertal opretholder dermed EMDs hidtige praksis på dette område og lader Europarådsstaterne nyde en vid skønsmargin, når det kommer til regulering af religiøse og moralske spørgsmål. Det er stærkt bekymrende, at EMD på denne måde undergraver ytringsfriheden, der i min optik bør være så nær absolut som mulig. Jeg ser ingen presserende grund til, at (grovkornet) kritik, satire eller endog forhånelse af religiøse figurer bør indskrænkes i højere grad end grovkornet satire, kritik eller forhånelse af f.eks. Karl Marx, Adam Smith eller andre. Man kan håbe, at afgørelsen bliver appelleret til og antaget af EMDs Grand Chamber, hvor 17 dommere i så fald vil have mulighed for at tilsidesætte den.

Mchangama om menneskerettigheder

Af Redaktionen, den 14. september 2005. Skriv et svar

Vores nystilkomne Punditokrat Jacob Mchangama har onsdag kronik i Information og artikel på Ræson med samme budskab: Drop FN’s sociale og økonomiske menneskerettigheder:

“Danmark bør træde tilbage fra FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder. I stedet skal Danmark arbejde aktivt for en FN menneskerettighedspolitik, der hjælper fattige og undertrykte mennesker i stedet for despotiske stater – og som er baseret på de klassiske politiske borgerrettigheder frem for på utopiske ideologier.”

Er FN generelt til skade for menneskerettighederne? Ja, skriver advokat Jacob Mchangama i RÆSON:

“Ved flere operationer har FN-personel begået grove menneskerettighedskrænkelser, ligesom FN på det institutionelle plan i visse tilfælde tillader så udbredt en grad af hykleri og dobbeltmoral, at dets troværdighed har lidt skade. Det mest graverende problem er dog den menneskerettighedspolitik FN praktiserer. Denne politik er selvmodsigende, virkelighedsfjern og i sin yderste konsekvens: totalitær.”

Populisme?

Af admin, den 13. september 2005. Skriv et svar

Berlingske’s leder kritiserer Socialdemokraternes beslutning om at kræve de danske tropper hjem næste sommer uanset hvad, og kalder beslutningen populisme.

Nu er populisme et lidt tvivlsomt skældsord i et demokrati. Men hvis meningen er en politik, hvor man prisgiver egne holdninger i sin stræben efter stemmer og konstant indretter sig efter den seneste meningsmåling eller fokusgruppe, bliver der lidt bid i begrebet. Og at høre en begavet fyr som Lykketoft efterlyse et FN-mandat, vi allerede har, smager unægtelig af populisme i den forstand.

Men er det nu også populisme, dvs. noget der giver stemmer?

Man kan da godt komme i tvivl, når vi nu hører, at endnu en leder, der støttede Irakkrigen, har opnået genvalg over for en opposition, der krævede tropperne hjem straks; denne gang i Japan, hvor LDP under Koizumi netop har vundet en jordskredssejr.

Nu er Koizumis valgsejr næppe begrundet i Irakkrigen, men derimod i hans ønske om at liberalisere den forstenede offentlige sektor; et ønske der også står os punditokrater nær. Men det hjalp altså ikke oppositionen at bruge Irak i den sammenhæng.

I betragtning af, at de danske tropper kun bliver i Irak så længe, at FN og den folkevalgte irakiske regering beder os om det, vil problemet om tilbagetrækning kun opstå næste sommer, hvis de gør netop det; altså beder os blive og beskytte dem og deres skrøbelige demokrati.

Vil et flertal af den danske befolkning i den situation sige: Rend og hop, vi trækker tropperne hjem alligevel? Vil Socialdemokraterne?

Junk-journalistik: Poul Høi om ”nulstats-konservatisme”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. september 2005. 5 svar

De små frække fætre ovre hos Liberator dyrkede i en periode at kåre diverse journalister for deres junk-journalistik.  Det var helt berettiget og meget samfundsgavnligt, men på det seneste synes det at være gået i sig selv.  Måske man er segnet under mængden af junk, man i givet fald skulle forholde sig til, så lad os prøve at løfte byrden … (om end den er tung).  Here we go …

Berlingske Tidendes ene USA-korrespondent, Poul Høi, som trods sin adresse i det solrige Sydcalifornien aldrig har svært ved at leve sig ind i dansk tankegang og anti-amerikanisme, havde i Berlingske Søndag en artikel, hvori det blandt andet hed, at George W. Bush …

“repræsenterer nulstats-konservatismen, der – som en af Bushs fæller udtrykker det – »vil tage forbundsregeringen [sic!] og drukne den i et badekar«.”

For det første: For lige at korrigere en fejlcitering, så var dét, som den farverige Grover Norquist fra Americans for Tax Reform sagde (og jævnligt gentager med glæde) ikke noget med forbundsregeringen med noget med forbundsstaten. OK, der skal vel være plads til, at ens sprog bliver angliceret, men så meget at man ikke kan kende forskel på government og government?  For det andet, sagde Norquist ikke, at han ville drukne forbundsstaten i et badekar; han sagde, at han ønsker, at forbundsstaten skal være så lille, at man kunne drukne den i et badekar.  Det første ville være en anarkistisk målsætning, og anarkist er Norquist trods alt ikke.  Det andet er, til Høis oplysning, en såkaldt … me-ta-for.

Men dertil: “Nulstat”? Ah, hva’?  Selv “minimalstat” eller “natvægterstat” ville vel have været nogle voldsomme tilsnigelser.  Lad os tage et hurtigt fact-check, som enhver kan gøre på google.com på et par minutter:

  • Under Bush er de samlede offentlige udgifter steget hurtigere end under nogen anden præsident siden Lyndon B. Johnson for 40 år siden (d.v.s. hurtigere end under Demokraterne Carter og Clinton og under Reagans forøgelse af forsvarsudgifterne)—i alt med 33 pct. i Bushs første embedsperiode.  Forbundsstatens udgifter i.f.t. BNP er steget fra 18,5 pct. under Clinton til 20,3 pct. under Bush.
  • Under Bush har omfanget af forbundsstatslig regulering (målt som antal siders lovgivning m.v. i Federal Register) nået et all-time high; Heritage Foundation har konkluderet, at reguleringen er blevet mindre på nogle områder, men større på andre, og at den i det store hele er i bedste fald uændret.  Cato Institute anslog i 2003, at reguleringen under Bush svarede til et samfundsmæssigt velfærdstab på 860 mia. USD … om året (svarende til ca. 8 pct. af BNP).
  • Under Bush er USA faldet i Economic Freedom Networks rating af økonomisk frihed i verdens lande, Economic Freedom of the World Index: fra 8,53 i Clintons sidste år som præsident (2000) til 8,19 i 2003.

Havde Bush være en “nulstats-konservativ” (hvordan det så end lige praktiseres), ville han have haft utallige muligheder for at anvende sin veto-ret—hvilket han, som den eneste præsident nogensinde, aldrig har gjort.  Og selv hvis hans veto skulle blive trumfet af kvalificerede flertal i kongressen, ville han via præsidentielle “executive orders” reelt kunne stoppe implementeringen af megen lovgivning—hvilket han heller ikke har benyttet sig af.

Nuvel, der kan være (halv-)gode eller (hel-)dårlige årsager til, at det er gået som det er.  11/9, Krigen mod Terror, en arrogant og ustyrlig kongres, stadigt mere effektive særinteressegrupper, o.s.v., o.s.v. , og det er meget tænkeligt, at tingene ville have været meget anderledes (men ikke nødvendigvis bedre) med f.eks. en Demokratisk kontrolleret kongres.  Men det er sådan alt sammen ligegyldigt, for en ting er sikker: “nulstats-konservatisme”, det er’d ikke.

Hvorfor er det så Høi—uden forklaring, uden dokumentation, og forbehold—karikerer Bush på den måde?  Lad os vende tilbage til det ved lejlighed, for man kunne sige meget andet om Poul Høi og hans journalistik—og det skal vi nok gøre.

Nobelspekulationer

Af Nicolai Foss, den 12. september 2005. 3 svar

Ifølge The Guardian er kortlisten for dette års nobelpris i økonomi følgende: Robert Barro, Jagdish Bhagwati, Eugene Fama, Paul Krugman og Paul Romer. Det er bemærkelsesværdigt, at policy-konnoteringerne i dette års kandidater er særdeles markante.  Alle har ydet bidrag med ret så markante implikationer for økonomisk politik.

Listen er godt nyt for punditokrater og ligesindede, for i hvert fald Barro og Bhagwati er klassisk-liberale, Barro endda en hardcore af slagsen (der i øvrigt også er i den Rådgivende Komité for Center for Politiske Studier). Krugman er naturligvis det stik modsatte. 

Jeg holder selv på Barro, selvom min gode kollega, professor Keld Laursen er stensikker på Paul Krugman. Det må da også medgives, at sidstnævnte før han røg helt ud i frådende populisme og manisk Bush-had leverede særdeles solide og efter nogens mening epokegørende bidrag til handelsteori.  En Krugman-Bhagwati-kombi er også en mulighed. Noget lignende er set før med 1974-prisen til Hayek og Myrdal.

Denne punditokrat er blandt de professorer (vistnok overvejende skandinaviske) der opfordres til at afgive forslag til kandidater til prisen. Hvem man foreslår er fortroligt, men jeg kan vist godt oplyse at jeg ét år foreslog tre økonomer til en delt pris: George Akerlof, Michael Spence og Joseph Stiglitz!  Jeg troede dog ikke så meget på mit eget forslag at jeg ville prøve at slå markedet og vædde om det.  Det var ret tåbeligt. 

Apropos markedet: Som med-punditokrat Kurrild givetvis ville påpege, bør vi også her lade markedet, snarere end avis-pundits eller tilfældige professorer, tale.  Desværre er Nobelpreisbörse åbenbart ikke funktionsduelig aktuelt.  Markedsfejl?

Er 11/9 og Katrina virkeligt ”det samme”?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. september 2005. 1 svar

Det var i går fire år siden, at min hustru og jeg–—som bosiddende på Perry Street i West Village, NYC—–oplevede 11/9 på om end ikke 1. parket så dog tilnærmelsesvis.  Og mens vi nok var i sikkerhed, og kun var indenfor den afspærrede zone i en uges tid, så boede vi dog så tæt på WTC, at vi de næste 2-2 ½ måned dagligt kunne lugte røgen fra stedet—–hvis vi i øvrigt lige skulle have glemt, at udsigten også var blevet lavet radikalt om, og at vi havde nære venner, der næsten blev dræbt.

Måske er det derfor, at jeg tager det lidt personligt—–og bliver noget olm–—når folk, som mange har gjort de seneste dage, lidt kækt påstår, at 11/9 og efterdønningerne af Katrina nærmest er fænomener på lige fod.  Altså noget i retning af, “jo, jo, terroristerne var skyld i angrebet, men det er jo Bush [eller amerikanerne selv], som er skyld i Katrina-tragedien”.  Pudsigt nok har jeg på fornemmelsen, at det ofte er samme type mennesker, der har travlt med at frikende 11/9-terroristerne for nogen form for ansvar.  “Vi/Vesten/USA/Bush var jo selv ude om det!” “Hvad andet kunne de gøre?” o.s.v.  (Jf. f.eks., hvad den dansk-amerikanske musiker Billy Cross sagde til organet for det stalinistiske DKP/ML for to år siden.)

Men som jeg nævnte i en anden post for nylig, så må der efter min mening, først og sidst, være ét væsentligt spørgsmål at holde sig for øje: Er en tragedie resultatet af bevidst valgte mål og rationelt valgte midler i forhold til samme?  Eller er det noget, som nok er resultatet af “human action, but not of human design”?

I det første tilfælde burde det være let for alle at placere skylden.  I det andet bliver det lidt mere mudret.

Nuvel, x antal døde er x antal døde, uanset årsagen.  Men der er et stykke fra dén faktuelle erkendelse og så til at sige—som Naja Munthe gjorde for fire år siden–—at det ikke var værd at græde snot over nogle tusinde amerikanere, når nu der dør mange af sult hver eneste dag.  I det ene tilfælde er der tale om overlagt mord—–i det andet om en tragisk blanding af naturkatastrofer, perverse incitamenter, forsømmelighed og ligegyldighed.

Siger man, at “det er ét fedt”, og kan man ikke kende forskel på f.eks. Katrinas ofre og 11/9-terroristernes ofre, så kan man heller ikke kende forskel på et overlagt mord, et uagtsomt drab, et uheld og et naturligt dødsfald.  Og så er vi for alvor fanget i den totale relativismes frakendelse af enhver forbindelse mellem skyld og ansvar.  Så er alt bare “det samme”, alle er medskyldige og ingen er ansvarlige.

Økonomisk frihed har trange kår i EU

Af Christian Bjørnskov, den 12. september 2005. 2 svar

Søndag havde vores fælles Punditokrat Peter Kurrild-Klitgaard en klumme i Berlingske om den årlige Economic Freedom of the World rapport, og specielt den danske status på økonomisk frihed. Senere samme dag kunne AP så rapportere om en potentiel strid mellem Frankrig og EU. Franskmændene er igang med at introducere lovgivning, der forbyder udenlandske virksomheder i at overtage franske firmaer indenfor en række sektorer, blandt andet medicin og biokemi. Den franske premierminister Dominique de Villepin forklarede sig blandt andet med, at der var brug for ny ‘økonomisk patriotisme’. Efterfølgende har flere EU kommisærer advaret Frankrig mod den type lovgivning, der da bestemt ikke kan harmonere med hverken ånden eller bogstavet i det indre marked og den frie bevægelighed indenfor EUs mure.

Tidligere i år fik vi et stykke blændende anskuelighedsundervisning i, hvad handelsbarrierer koster, da EU med kort varsel gav efter for syeuropæisk lobbying og indførte kvoter på import af tekstiler fra Kina. De involverede danske firmaer har nævnt tab på trecifrede millionbeløb som følge af kvoterne, der allerede er fyldt. Så hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt friheden til at handle internationalt er godt eller skidt, er her et af de bedste eksempler, specielt fordi det er så tydeligt hvem der betaler: Forbrugerne.

De to eksempler ilustrerer desuden en uheldig detalje ved EU, som politikere fra alle lande, inklusive vores egen udenrigsminister, har meget svært ved at acceptere, og slet ikke at formidle til deres vælgere: EU har ingen fælles politisk tradition, men to fuldstændigt modsatrettede politiske ideologier. Nordeuropa med Storbrittanien i spidsen repræsenterer en liberal tradition med fokus på udbredt økonomisk og politisk frihed. Her hører Danmark også til, selvom vores position er blevet noget mindre klar under Fogh-regeringerne. Frankrig er anfører for det andet hold der bekender sig til ‘la dirigisme’ i forskellige former, altså ideen at staten skal dirigere samfundet som en gammeldags dirigent fører et symfoniorkester. Og det sidste hold vinder gang på gang! Se blot på landbrugspolitiken, som EU i stort mål overtog fra Frankrig, der gang på gang truer med at nedlægge veto hvis man ændrer noget.

Hvordan kommer man ud over det problem, der skræmmende præcist kan opsummeres som government failure på kontinentalt plan? Guderne må vide det, men det er en af de vigtigste faktorer, der begrænser vores og resten af Europas frihed. Og det blvier nok ikke de sidste eksempler på, at friheden spiller fallit i det fælles Europa.

Government failure galore II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. september 2005. 3 svar

Punditokraterne må gøre noget rigtigt.  Vi er nu blevet hecklet af en venstreorienteret amerikansk familie, der er bosiddende i Danmark.  De læser os åbenbart—, synes at vi er “kooks” og efterlyser, at vi nærmere undersøger årsagerne til tragedien i New Orleans.  Det gør de formodentlig mere retorisk end ud fra et reelt ønske, men lad nu det være— og lad dem få, hvad de ønsker sig.

Verdens formodentligt mest overvurderede kommentator, “økonomen” Paul Krugman, mener i hele to af hans ugentlige klummer i New York Times (her og her), at katastrofen i New Orleans skyldes … [dyb indånding, dyb tænkning] … [trommehvirvel] … Republikanerne?  Bush?  Reagan? Laissez-faire ideologer?  All of the above?

Naturligvis.

Fordi alle var klar over, at en orkan-oversvømmelse af New Orleans var en af de tre mest sandsynlige, slemme katastrofer, der ville kunne ramme USA.

Fordi hvis nu Bush ikke var løbet fra USA’s deltagelse i Kyoto Traktaten (hvilket han ganske vist aldrig gjorde, fordi begge partier i Senatet havde afvist at ratificere traktaten, og Clinton derfor aldrig sendte traktaten til kongressen …), så ville alle verdens “klimaproblemer” på fire-fem år være blevet forhindret, og så var der aldrig døde nogle mennesker, som ville være døde i New Orleans.

Fordi,

“the federal government’s lethal ineptitude wasn’t just a consequence of Mr. Bush’s personal inadequacy; it was a consequence of ideological hostility to the very idea of using government to serve the public good. For 25 years the right has been denigrating the public sector, telling us that government is always the problem, not the solution. Why should we be surprised that when we needed a government solution, it wasn’t forthcoming?”

Eller hva’ …?

Her er så lidt fakta at tage med i betragtning, når skylden skal uddeles, for det er faktisk sandt nok, når Krugman siger, at alle vidste, at New Orleans var i fare.  For byens vedkommende er det på baggrund af nyere tids statistikker beregnet, at den

  • gennemsnitligt strejfes eller rammes af en orkan: hvert 3,94 år
  • rammes direkte af en større orkan: hvert 13,4 år
  • næste gang ville blive ramt af en større tordenstorm eller orkan: 2005.

Selv hvis man mener, at beskyttelse mod orkaner udgør et rent kollektivt gode, som kun det offentlige effektivt kan sikre borgerne imod, så må man i hvert fald spørge sig selv: Hvis opgave er det i en forbundsstat?  Er det selve forbundsstaten? Delstaten? Amtet og kommunen?  Princippet bag både føderalisme og kollektiv gode-problemer er, at opgaven skal løses/finansieres på det niveau, hvor det er optimalt i forhold til, hvem nyderne er.  Min gamle ven, den fine “østrigske” økonom, Larry White, har denne fine kommentar på den nye økonom-blog DivisionOfLabour.com, vedrørende argumentationen om, at det var selve USA’s forbundsstat, der skulle have båret omkostningerne ved at forbedre digerne omkring New Orleans:

“But why was it a federal job? The beneficiaries of the levees were entirely in one city, in one state. Why didn’t the city or the state pay for levee improvements? According to one source, the US Army Corps of Engineers became responsible for the levees during the War of 1812. Before that New Orleans levied its own taxes (on shippers who used the port) for levee maintenance. After that taxpayers all over the US would pay, and folks in DC rather than Louisiana would choose how much would be spent on levee maintenance.

Clearly most New Orleans or Louisiana taxpayers would have been willing to pay for levee maintenance if they knew they had to, but of course the city and state didn’t volunteer – even though they knew the need for strengthening – because they were counting on the federal taxpayers to pay for it. Live by the federal subsidy, die by the diversion of federal subsidies to other priorities. A tragedy of over-centralization.”

Ovre hos Becker-Posner Bloggen er man—ikke så overraskende—fortalere for en cost-benefit analyse af, hvad man skal gøre i fremtiden.  Det lyder næsten som om, at dommer Posner konkluderer, at New Orleans ikke er en genopbygning værd.

PS. Ovre hos Powerline kan de heller ikke lide Krugman.

Kan vi ikke gøre det lidt bedre …?

Af Redaktionen, den 10. september 2005. 11 svar

Punditokraterne har nu eksisteret i nøjagtigt et halvt år.  Besætningen har været svagt skiftende, men med en enkelt undtagelse kun i form af udvidelser.

Produktet synes generelt at være vellidt–omend ikke af alle (f.eks. ikke alle højreorienterede danskere eller venstreorienterede amerikanere), så dog af mange.  Vi har siden april haft lidt over 28.000 “unikke” besøgende (opgjort som unikke pr. dag), og det har resulteret i lidt over 50.000 klik med musene.  Vi ligger p.t. med et dagligt gennemsnit på blot lidt under 250 “unikke” besøgende, men har da været oppe på knap 300 på enkelte dage.

På chart.dk ligger vi nu generelt nr. 4–og nr. 3 hvis man ser bort fra Statsamternes website, og de har jo unægtelig en særlig markedsposition.  (Hvor er Konkurrencestyrelsen, når man virkelig har brug for dem?)

Så alt i alt, er vi meget godt selvtilfredse.

Men–som sagt af en ypperlig repræsentant for politisk tænkning, når den er bedst–“kan vi ikke gøre det lidt bedre”?  Skal vi dække flere områder?  Færre?  Være mere akademisk orienterede (og mindre polemiske)?  Eller det modsatte?  Altså, er der for meget Hayek eller for lidt Hayek?  Mere dansk-orienterede?  Mindre?

Af alle mennesker skulle vi vel nok overlade den slags til markedet.  Men omvendt kender vi ikke vore læsere særligt godt, og en prismekanisme findes jo heller ikke rigtigt.

Nu er bolden givet op.  Det er ikke sikkert I får chancen igen.

Økonomisk frihed: Danmark som Nordens Hong Kong?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. september 2005. 2 svar

Idag udkom den årlige udgave af Economic Freedom of the World indekset, som udgives af Economic Freedom Network, der består af mere end 60 tænketanke og institutioner verdenover.  Det har de sidste to år været nærværende punditokrat, der har været den danske kontakt, og siden sidste år har CEPOS været koblet på som den danske organisation.

Jeg havde i dagens anledning lavet et lille notat, “Økonomisk frihed, vækst og velstand: Et dansk perspektiv”, som jeg præsenterede ved et frokostsymposium hos CEPOS.

Blandt de mere løsslupne strøtanker deri var, at Danmark ikke behøver at se til f.eks. Hong Kong eller USA for at blive verdens frieste økonomi: Lader man sig inspirere af Island, Finland, Irland og Schweiz, ville vi uden videre kunne konkurrere om 1. pladsen med Hong Kong.  Det ville givetvis have konsekvenser for væksten og dermed for levestandarden.  (Se pressemeddelelsen her.)

CEPOS har iøvrigt links til selve EFW2005-rapporten, min præsentation og andet godt her.

Update: Jeg har søndag kronik i Berlingske Tidende, hvori Ché Guevara ganske vist bliver blandet ind, men som egentlig handler om frihedsindekset …

Samfundsvidenskabelig kanon?

Af Nicolai Foss, den 7. september 2005. 16 svar

Skønt denne punditokrat nærer en vis skepsis overfor de grasserende kanon-projekter, faldt han alligevel for fristelsen til at reagere på en henvendelse fra DJØF-bladet (sendt til en række danske samfundsvidenskabelige professorer) om at angive maximalt et dusin værker der tilsammen kan siges at udgøre en samfundsvidenskabelig kanon.

Her er så det bud som jeg uden alt for stor refleksion returnerede til DJØF-bladet.

"Thomas Hobbes. 1651. Leviathan.  Ideen om naturtilstanden som et generaliseret prisoners' dilemma-spil; den sociale kontrakt; egeninteresseret adfærd.

David Hume. 1750'erne. Essays: Moral, Political and Literary.  Proppet med geniale indsigter i ejendomsrettigheder, pengepolitik, sammenhængen mellem økonomiog etik, og meget andet.

Adam Smith. 1776. The Wealth of Nations.  Rodet og overvurderet (særligt ifht The Theory of Moral Sentiments), men dens status er jo ikke til at komme uden om.

Joseph A. Schumpeter. 1943. Capitalism, Socialism and Democracy.  Sprængfyldt af anderledes, skæve og innovative (!) bidrag til samfundsteori.  Går på tværs af etablerede disciplinære skel.

Friedrich Hayek. 1948. Individualism and Economic Order. Fundamentale indsigter i samfundets vidensdeling, og hvad de betyder for institutioner og økonomiske systemer.

Paul Samuelson 1948 Foundations of Economic Analysis   — Fuldstændig
retningsgivende for den udvikling moderne økonomisk teori har taget – på godt og ondt!

James March and Herbert A Simon 1958. Organization.  – Dét centrale bidrag til al teori om al administration og organisationer. Alle senere arbejder i organisationsteori har fundamentalt været variationer over denne bog.

Ronald H.Coase. 1960. "The Problem of Social Cost."  Journal of Law and Economics.  Det klassiske statement af en af de mest centrale resultater samfundsvidenskaberne: Coase-teoremet (efter min personlige mening: Dét centrale resultat).

James Buchanan and Gordon Tullock. 1962. The Calculus of Consent.   Bruddet med ideen om at politikere og bureaukrater har altruistiske præferencer. Et centralt bidrag til økonomisk analyse af konstitutioner.

Milton Friedman. 1968. "The Role of Monetary Policy," American Economic Review Centralt statement af monetarismen.  Fuldstændig retningsgivende for den økonomiske politik fra midt i 1970'erne.

James Coleman. 1990. Foundations of Social Theory.  Et af de få moderne eksempler på en "treatise."  Rational choice-sociologiens hovedværk. Går dog på tværs af disciplinære skel.  Pædagogisk og samtidig innovativ."

Mine kriterier?  Tjaa. En blanding af hvad jeg kan lide (Hume), hvad der uomtvisteligt har været indflydelsesrigt (men som jeg muligvis ikke bryder mig om — Samuelson) eller begge (Coase). 

Nogle jeg indlysende har glemt?  Mises' Human Action? Hmmm, måske.  Foucault? Shut it, pomos.  Max Weber?  Meget muligt.

 

Sælg månen!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. september 2005. 5 svar

En del borgerlige—fra Jens Rohde til Brian Mikkelsen—og enkelte ikke-borgerlige (f.eks. Naser Khader) har fra tid til anden gjort lidt venligt grin med de liberale, der igennem årene har villet gå ganske langt med privatiseringer: Man har med et smil sagt, at vi jo syntes, at det var interessant at diskutere, “hvordan man kan privatisere månen eller verdenshavene eller …”  Hø, hø, hø.

Men hvad er der egentlig så sjovt ved det?

Som Niels Krause-Kjær (der selv har drillet med lignende ting) indsigtsfuldt har bemærket i et interview sidste år, så var mange af de ting, som nogle af os i 1980erne foreslog som privatiseringer dengang “ude på overdrevet” i forhold til, hvad der var mainstream, men i dag synes de ukontroversielle.  Så måske de lidt mere vidtgående forslag faktisk kan stimulere—og endog være med til at flytte—debatten?  Den moderate venstrefløjs langsigtede realpolitiske succes i en lang årrække var (er?) om noget et resultat af, at man hele tiden flyttede målene, således at højrefløjen konstant måtte halte halvhjertet efter og sige “OK hertil, men så heller ikke længere!”.

Tag nu bare den konference, jeg var til i forrige uge, hvor økonomer helt seriøst talte privatisering af hvaler.  Langt ude?  På dybt vand?  Det var det såmænd nok i 1980erne, da islandske økonomer begyndte at tale om bortauktionering af fisketilladelser og -kvoter.  Nu benytter flere og flere lande sig af den mulighed.

Alt sammen minder det mig om en fabel, som Madsen Pirie fra Adam Smith Institute i London ofte fortalte i 1980erne: Der var engang en planet, hvor staten forestod al skoproduktion—alt andet (f.eks. en markedsløsning) ville jo resultere i ulighed (at fattige måtte gå uden sko) og “market failure” (for lille eller stor produktion af højre- eller venstresko), o.s.v.  Efter nogle årtier ville ethvert forslag om at lade markedet løse den slags blive mødt med skepsis, hovedrysten og måske endog fjendtlighed.  Her er der i den grad tale om, hvad Milton Friedman har kaldt “The Tyranny of the Status Quo”.  Og netop derfor kan der være grund til at udfordre vanetænkning ved at gå et skridt længere end dét, der synes politisk opportunt.

Og hvorfor skulle man iøvrigt egentlig ikke også kunne sælge månen eller det ydre rum?  Ok, en legalistisk forhindring er, at FN for et kvart århundrede siden vedtog Sovjetunionens forslag om, at solsystemet tilhører alle kollektivt, og at alle profitter derfor skal tilfalde verdens nationer proportionalt i forhold til indbyggertal.  Men da FN jo heldigvis ikke har magt, som flertallet af lande har agt, så er det jo ikke noget, man umiddelbart behøver at bekymre sig så meget om.

De amerikanske skatteborgere burde derimod kunne bekymre sig over Bush-regeringens vilde planer om at “space out”.  Den fortræffelige John Tierney havde i august en morsom og indsigtsfuld klumme i New York Times om, hvorfor dét netop kunne være en god grund til at lade private komme til i det ydre rum.  Det har jeg selv syntes var en sjov idé, siden jeg var teenager.  Ikke så meget på grund af Star Trek, men fordi jeg i 1983 som 17-årig læste denne artikel om privatisering af månen.  Beam me up, Scotty!

Eller, med anvendelse af et andet kendt Star Trek udtryk: Det kan være, at de liberalt sindede i stedet for at spille de sikre kort altid skal huske på, “The final frontier: To boldly go, where no man has gone before”.

Che som helt

Af admin, den 5. september 2005. 2 svar

Det er ikke kun Politiken, der gør sig i letbenede kronikker. Berlingske har fået David Trads til at begå en kronik med den usandsynlige titel: Che Guevara er en helt.

Her demonstrerer det venlige menneske (David, ikke Che), hvorfor så mange venstreorienterede har en fortvivlende ringe evne til at genkende – og dermed tage afstand fra – diktatur.

De spørger åbenbart kun: hvad var han imod?

De burde spørge: hvad var han for?

Che var imod undertrykkelse af fattige. Det gør ham til en helt for David Trads og vist flere med ham, ikke bare i Aalborg.

Che ønskede at indføre et kommunistisk diktatur, hvor afvigere, herunder ikke blot politiske konkurrenter og fagforeningsfolk, men også bøsser, musikere og andre “depraverede”, skulle undertrykkes eller dræbes. Det gør ham til et uhyre. Men Trads når aldrig så langt i sin analyse, selvom han udmærket kender til disse forbrydelser og endda nævner dem, for Che kæmpede jo mod grusomme modstandere.

Det er i sig selv tvivlsomt, om man kan undskylde grusomhed med, at man kæmpede mod andre, der var lige så grusomme. Jeg mener, at det kan man, men er opmærksom på det betænkelige heri. Men, men, men. Det forudsætter som det allermindste, at det, man kæmper for, er noget godt.

Berlingske sikrer den fortsatte underholdning ved at lade Lars Hvidberg skrive kronikken i morgen. Han har tidligere taget Che-dyrkelsen under grundig behandling på sin blog, så stå tidligt op og læs avisen.

Rehnquist, Hayek og ekstremisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. september 2005. 1 svar

New York Times havde mandag en længere artikel om den nysafdøde, amerikanske højesteretspræsident William H. Rehnquist.

Der var et par ting i den, som jeg ikke vidste men fandt interessante.  F.eks. at Rehnquist i 1964 havde ført kampagne for Barry “Extremism in the defense of freedom is no vice” Goldwater, da denne som Republikanernes præsidentkandidat forgæves prøvede at slå Lyndon B. Johnson. Men også dette om Rehnquists ideologiske inspiration:

“Chief Justice Rehnquist often said that he was strongly influenced in his world view by a book he read as a young man, “The Road to Serfdom,” by Friedrich von Hayek, the Austrian-born, Nobel Prize-winning economist. A best-seller after its publication in 1944, the book warned of the dangers of collectivism and big government and predicted that socialism, the “road to serfdom” of the title, would eventually collapse.”

Der var også denne lille anekdote fra da Rehnquist i 1986 blev udnævnt til højesteretspræsident, inklusive en fin lille parafrase:

“While the new chief justice found the confirmation process extremely disagreeable, he kept his composure and even his wry sense of humor. At one point, a Republican Senator, Orrin G. Hatch of Utah, commended him for his recent dissent in Wallace v. Jaffree, the case on silent prayer in the Alabama public schools. Senator Hatch observed that the Senate Judiciary Committee had voted for a constitutional amendment to allow such prayer. “What you have been labeled extreme for, is something a majority of this committee supports,” Senator Hatch said.
Justice Rehnquist smiled and shrugged. “We’re all extremists together,” he said.”

To syn på Irakkrigen

Af admin, den 5. september 2005. Skriv et svar

Det skal ikke hedde sig, at vi ikke er alsidige her på bloggen, så her er to forskellige syn på krigen i Irak.

Det ene er en kronik i dagens Politiken af Peter Gundelach, Den fejlslagne krig.

Det andet er Christopher Hitchens i Weekly Standard, A War To Be Proud Of.

Læs selv, god fornøjelse.

Sommerlæsning – post festum III

Af Mikael Jalving, den 5. september 2005. 2 svar

Det er formentlig kun et fåtal af bøger, der kan tåle at blive læst to gange. Jeg skriver formentlig, fordi jeg kun meget sjældent tager mig tid til at genlæse en bog, selv dem, jeg holder allermest af. At bøger sjældent tåler gensyn, skyldes ikke blot, at de kan være billige paperbacks, der går i stykker, som man læser dem, bøjer dem eller tumler rundt med dem på stranden. Gensynets skuffelse skyldes også, at mange bøger simpelthen ikke tåler gentagelse, dvs. at de ikke holder over tid. Det, der måske imponerede første gang, klarer ikke til et gensyn, hvor man typisk er mere kritisk, ikke mindst fordi man netop er bevidst om, at man læser siderne atter en gang.

Saul Bellow’s roman Humboldt’s Gift (1973) eller Humboldts gave på dansk er en af de få bøger, jeg har læst to gange. Den ene udgave står hjemme i reolen sammen med sin tro følgesvend Philip Roth, en anden af de store amerikanere. Den anden udgave fandt jeg på et loppemarked i Nexø til 10 kr., og da prisen blev forhandlet ned til den halve, var jeg solgt til Bellow – igen.

Saul Bellow, f. 1915, døde tidligere på året, 89 år gammel – stort set uden at danske medier tog notits af det. Hvorfor skulle de også det? Han er jo blot en af de allermest populære forfattere i den angelsaksiske verden, herregud, hvad skal vi kende ham for, når vi har åndsfyrster som Klaus Rifbjerg og Ib Michael?

Alligevel: Saul Bellow kan anbefales. På det kraftigste. Læs ham, når hjertet er tungt, og du trænger til noget at grine ad og med, eller læs ham, når du er på toppen – og mærk suset. Suset fra en ånd, ikke en skønånd som de danske, men en ånd med appetit på verden, de store spørgsmål, de store gåder, menneskets sjæl, udviklet, udfoldet og udtalt af en mand med mange stemmer, som alle er værd at lytte til for deres menneskelighed, herunder svaghed, indbildskhed, storhed, smålighed, intellekt, mod, svigt mm. Brølet og vreden. Naturtro, og alligevel en tak bedre. Som i idéernes verden. Kondenseret.

Jeg har læst Bellow mange forskellige steder: på lokummet på korvetten Peter Tordenskjold. I Toscanas sol. På biblioteket i Edinburgh, da jeg gik død i primærkilderne. På Roskildefestivalen, midt i vrimlen. Og nu også på Bornholm. Men altid berørt, ramt. Sådan skriver en stjerne. Bellow, der bl.a. indhøstede Nobelprisen, Pulitzerprisen og National Book Award tre gange, er rørende uden at være patetisk, dybsindig uden at være dyb – og på højde med læseren uden at være plat. Gammeldags? Ja. Men også moderne. Belæst? Ja, men også beleven.

Bellow er i mine øjne verdens bedst skrivende sociolog. Emnet er det 20. århundredes Chicago, opbruddet, kapitalismen, den produktive klasse, de energiske typer, viljerne, juristerne, digterne, forbryderne, svindlen, konkurrencen på ord, dollars, kompetencer og kommunikation – alt sammen tilsat en solid gang sjælekval og gråd. Han er helt eminent. Også privat, hvor har var gift fem gange, som regel med russiske prinsesser eller noget, der lignede.

Bellow skrev idéromaner, har man sagt. Det er rigtigt, men samtidig et udtryk for, at skuffevis af romaner netop savner en idé, et mål, et postulat. Alle Bellows romaner, i hvert fald de bedste af dem – Humboldts gave, Regnkongen Henderson (1959), Herzog (1964), Seize the Day (1956) og Ravelstein (2000) samt novellerne – er postulater. Deres postulat er, at der findes en sådan verden, som den, romanerne beskriver, og det er lige før, man tror digteren. Det skal man naturligvis ikke – men Bellow er en af de få skønlitterære forfattere, hvis tekster adresserer deres tid og sted uden at blive til journalistik, krønike eller politik. Vi kommer ned i materien, som tilsættes ånd og ramsaltet humor. Der er således noget faktuelt ved Bellow, men det er aldrig tørt eller tamt. Hør f.eks. de første linjer i romanen The Adventures of Augie March (1953), hvor hovedpersonen, der på en måde altid er Bellow selv, beskriver sit ståsted:

“I am an American, Chicago born – Chicago, that somber city – and go at things as I have taught myself, free-style, and will make record in my own way: first to knock, first admitted: sometimes an innocent knock, sometimes not so innocent.”

Mest ikke så uskyldig, får man lyst til at tilføje. For Bellows skikkelser har mange jern i ilden, mange tanker, mange følelser, meget at berette.

Og hvad handler Humboldts gave så om?

Det røber jeg ikke. Læs ham selv. Hvis ikke nu, så næste sommer.

Her er, hvad en række beundrere har sagt om Saul Bellow:

“The backbone of 20th-century American literature has been provided by two novelists: William Faulkner and Saul Bellow. Together they are the Melville, Hawthorne, and Twain of the 20th century. Bellow’s special appeal is that in his characteristically American way he has managed brilliantly to close the gap between Thomas Mann and Damon Runyon.” – Philip Roth

“[Bellow’s] pre-eminence rests not on sales figures and honorary degrees, not on rosettes and sashes, but on incontestable legitimacy. To hold otherwise is to waste your breath. Bellow sees more than we see – sees, hears, smells, tastes, touches… Bellow will emerge as the supreme American novelist. The only American who gives Bellow any serious trouble is Henry James.” – Martin Amis

“Saul Bellow [was] a philosophical novelist… Herzog, for instance, is a wonderful novel because it thinks about European culture.” – AS Byatt

“Saul Bellow [was] a philosophical novelist… Herzog, for instance, is a wonderful novel because it thinks about European culture.” – AS Byatt “Bellow is a humanist, and his attempt to sustain the humanism that has always been associated with the classic seriousness and worth of fiction is one part of his power. But he is also the writer writing of a post-humanist world: the world of survivors, after Auschwitz.” – Malcolm Bradbury

“What he did was create a new American idiom, what he did was infuse the native American idiom with his own Jewish, Western European inflection. He always said he was a writer first, an American second and Jewish third. But all three were elements of his genius.” – James Atlas, Bellows biograf.

En ny Lochner æra?

Af Jacob Mchangama, den 4. september 2005. 3 svar

Som den redigerende Punditokrat Peter Kurrild-Klitgaard har skrevet tidligere, er det lidet sandsynligt, at Janice Roger Brown bliver udnævnt som ny associate justice ved den amerikanske Højesteret (USC), dertil er hun for kontroversiel. Browns synd består bl.a.i, at hun har udtalt sig positivt om USC's afgørelse i Lochner v. New York. I denne afgørelse fra 1905 erklærede USC en lov der fastsatte et maksimum på bagere i New Yorks arbejdstid for forfatningsstridig. Afgørelsen er blandt både liberale (i ordets amerikanske betydning) og konservative jurister anset som en rædselsfuld dom, hvor aktivistiske dommere tiltog sig magt, der rettelig tilhørte den lovgivende (og udøvende) magt. Dommen lagde navn til en periode, hvor et flertal i USC erklærede en række love a la den i Lochner for forfatningsstridige. Lochner æraen førte til åben konflikt med Præsident Roosevelt, hvis "New Deal" reformer også blev invalideret af USC. Lochner æraen varede indtil 1937, hvor USC, nu med nye dommere udpeget af Roosevelt, afveg fra Lochner i dommen West Coast Hotel v. Parish.

Men var Lochner nu så forfærdelig en dom? Her er nogle nøglepræmisser:

In every case that comes before this court, therefore, where legislation  of this character is concerned, and where the protection of the Federal Constitution is sought, the question necessarily arises: Is this a fair, reasonable, and appropriate exercise of the police power of the state, or is it an unreasonable, unnecessary, and arbitrary interference with the right of the individual to his personal liberty, or to enter into those contracts in relation to labor which may seem to him appropriate or necessary for the support of himself and his family? Of course the liberty of contract relating to labor includes both parties to it. The one has as much right to purchase as the other to sell labor[…]

The question whether this act is valid as a labor law, pure and simple, may be dismissed in a few words. There is no reasonable ground for interfering with the liberty of person or the right of free contract, by determining the hours of labor, in the occupation of a baker. There is no contention that bakers as a class are not equal in intelligence and capacity to men in other trades or manual occupations, or that they are not able to assert their rights and care for themselves without the protecting arm of the state, interfering with their independence of judgment and of action. They are in no sense wards of the state. Viewed in the light of a purely labor law, with no reference whatever to the question of health, we think that a law like the one before us involves neither the safety, the morals, nor the welfare, of the public, and that the interest of the public is not in the slightest degree affected by such an act. The law must be upheld, if at all, as a law pertaining to the health of the individual engaged in the occupation of a baker. It does not affect any other portion of the public than those who are engaged in that occupation. Clean and wholesome bread does not depend upon whether the baker works but ten hours per day or only sixty hours a week. The limitation of the hours of labor does not come within the police power on that ground.

It is a question of which of two powers or rights shall prevail,-the power of the state to legislate or the right of the individual to liberty of person and freedom of contract. The mere assertion that the subject relates, though but in a remote degree, to the public health, does not necessarily render the enactment valid. The act must have a more direct relation, as a means to an end, and the end itself must be appropriate and legitimate, before an act can be held to be valid which interferes [198 U.S. 45, 58]   with the general right of an individual to be free in his person and in his power to contract in relation to his own labor[…]

It is also urged, pursuing the same line of argument, that it is to the interest of the state that its population should be strong and robust, and therefore any legislation which may be said to tend to make people healthy must be valid as health laws, enacted under the police power. If this be a valid argument and a justification for this kind of legislation, it follows that the protection of the Federal Constitution from undue interference with liberty of person and freedom of contract is visionary, wherever the law is sought to be justified as a valid exercise of the police power. Scarcely any law but might find shelter under such assumptions, and conduct, properly so called, as well as contract, would come under the restrictive sway of the legislature. Not only the hours of employees, but the hours of employers, could be regulated, and doctors, lawyers, scientists, all professional men, as well as athletes and artisans, could be forbidden to fatigue their brains and bodies by prolonged hours of exercise, lest the fighting strength [198 U.S. 45, 61]   of the state be impaired. We mention these extreme cases because the contention is extreme. We do not believe in the soundness of the views which uphold this law. On the contrary, we think that such a law as this, although passed in the assumed exercise of the police power, and as relating to the public health, or the health of the employees named, is not within that power, and is invalid. The act is not, within any fair meaning of the term, a health law, but is an illegal interference with the rights of individuals, both employers and employees, to make contracts regarding labor upon such terms as they may think best, or which they may agree upon with the other parties to such contracts. Statutes of the nature of that under review, limiting the hours in which grown and intelligent men may labor to earn their living, are mere meddlesome interferences with the rights of the individual, and they are not asved from condemnation by the claim that they are passed in the exercise of the police power and upon the subject of the health of the individual whose rights are interfered with, unless there be some fair ground, reasonable in and of itself, to say that there is material danger to the public health, or to the health of the employees, if the hours of labor are not curtailed. If this be not clearly the case, the individuals whose rights are thus made the subject of legislative interference are under the protection of the Federal Constitution regarding their liberty of contract as well as of person; and the legislature of the state has no power to limit their right as proposed in this statute.

USC fastslog med andre ord, at aftalefrihed var en personlig frihedsret på linje med andre fundamentale personlige frihedsrettigheder, samt at den amerikanske forfatning indeholdt en generel ret til frihed, som staten kun kan indskrænke, såfremt den løfter en tung bevisbyrde. Lochner er derfor, set med mine øjne, et højdepunkt i USCs historie, ikke en skamplet. Reaktionerne på Janice Roger Browns udtalelser viser dog desværre, at det er mere end usandsynligt, at en ny Lochner æra opstår indenfor den overskuelige fremtid.

The mother of all battles II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. september 2005. 1 svar

Nyhedsbureauerne har her til morgen meddelt, at USA’s højesteretspræsident William Rehnquist i nat oplevede dét, som John Maynard Keynes i sin tid associerede med “the long run”–som vi nævnte som en mulighed for flere måneder siden.  R.I.P.

Nu får Bush så muligheden for at udnævne hele to højesteretsdommere på kort tid, herunder at gøre en af dem (eller en af de siddende dommere) til ny højesteretspræsident.

Hvem bliver det så?

Jeg havde i forrige uge fornøjelsen at tilbringe en hel aften med at spise middag med US Appeals Court Chief Judge Douglas Ginsburg (som Reagan i sin tid nominerede til US Supreme Court, men som måtte trække sit kandidatur efter afsløringer om ungdommelig interesse for “inhalering”), og jeg kan kun sige: Hvis jeg var præsident, ville han være det oplagte valg.  Hold da op.  Han er endnu–for den branche–relativt ung, utroligt stærk rent akademisk, har en superb karriere som professor, vicejustitsminister og nu den reelt højest rangerende amerikanske dommer udenfor US Supreme Court–og så er han, set fra min personlige synsvinkel, en appetitlig blanding af at være meget frimarkedsorienteret på økonomiske spørgsmål, en “original intent” jurist på konstitutionelle spørgsmål og ikke en del af den mere statskonservative, religiøse højrefløj.*

Så ham bliver det næppe.

Jeg har også tidligere fremhævet den ideologisk-juridiske flammekaster Janice Rogers Brown (her og her).  Det er efterhånden desværre nok lige så usandsynligt.

Mere realistiske bud er dog nok en af disse fire dommere, som Bush havde på sin liste i foråret: J. Michael Luttig; en af de to Edith’er (Edith Clement og Edith Jones), som begge blev brugt af Det Hvide Hus som røgslør for nomineringen af Roberts tidligere på sommeren; Emilio Garza.  Alle disse er konservative “original intent”-fortolkere af forfatningen (ihvertfald i et eller andet omfang), og mindst tre af dem går for at være “socialt konservative” i en eller anden grad.  De vil givetvis udløse ramaskrig og slagsmål fra den amerikanske venstrefløj, og muligvis en ny debat om brugen af den såkaldte “filibuster”-regel ved udnævnelser, der skal behandles i Senatet.  Bush vil i.f.t. sit eget bagland ikke kunne slippe afsted med at udnævne en moderat konservativ i stedet for Rehnquist, men han vil i.f.t. venstrefløjen ikke slippe let afsted med at udnævne en, der er synligt meget mere konservativ end Roberts.

Så det kan blive det “Mother of All Battles” i amerikansk politik, jeg forudså tidligere på sommeren.  Omvendt vil erstatningen af Rehnquist med en Rehnquist-agtig dommer ikke flytte balancen–og derfor bliver slagsmålet for ingenting at regne i forhold til, når en af de nuværende højesteretsdommere fra den modsatte fløj skal erstattes–det vil være dér, at balancen for alvor kan skifte, og hvor de ideologiske frontkæmpere vil drage ud med alle de ressourcer, som de har sparet op til netop det formål.

* Det hører med til historien, at Reagan så i stedet for Ginsburg nominerede Anthony Kennedy, der lidt banalt og populært omtales som en af “sving-dommerne”, som nogle gange stemmer “til højre” og andre gange “til venstre”.  Kennedy var i den kontroversielle Kelo-dom fonylig den udslagsgivende stemme.  M.a.o.: Var Ginsburg blevet udnævnt, havde man–ceteris paribus–ikke fået den mildt sagt groteske dom.

Update: Jeg har tidligere nævnt den, men det kan godt gøres igen: Der er en ny blog, SCOTUSblog, som særligt følger US Supreme Court, og den er værd at holde øje med, hvis man synes, at emnet er interessant.

Update II: Andre er åbenbart–desværre–enige med mig m.h.t. Janice Rogers Brown.  Og når de siger det på VolokhConspiracy-bloggen, så er det givetvis sandt, for de er kloge derovre …

Government failure galore

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. september 2005. 2 svar

Jeg orker ikke selv at skrive noget om tragedien i New Orleans; jeg har flere venner dér, var der selv så sent som i marts og skulle have været dertil igen i marts næste år, og det er ganske simpelt for smerteligt at tænke på den nærmest Hobbeske “state of nature”, der på rekordtid synes at være opstået dér.

Så her er i stedet (uden anbefaling eller det modsatte) et kort round-up af med links til, hvad forskellige frihedsorienterede stemmer på nettet har haft at sige om situationen og årsagerne til dens konsekvenser:

Min eneste kommentar iøvrigt er, at amerikanerne i en række nylige meningsmålinger afslører, hvad vi godt vidste i forvejen: At de har større tiltro til markedet end til det offentlige, og lægger mere vægt på individuelt ansvar end kollektiv free-riding …  Ikke så overraskende, men egentligt ret forbløffende.

Update: Her er et par mere: