Ren Pia

Af Mikael Jalving, den 21. september 2005. Skriv et svar

“Det er jo ren Cepos”, udtalte en rystet Pia Kjærsgaard forleden om socialminister Eva Kjer Hansens tanker om, at Danmark har brug for mere dynamik og fleksibilitet og derfor ikke kan dyrke ligheden i ét og alt.

Pia Kjærsgaards reaktion peger i to retninger. Mens socialministeren og statsministeren og de andre ministre har grund til at frygte for Dansk Folkepartis fremtidige loyalitet, så har Cepos god grund til at være glade. Når lederen af Danmarks tredjestørste parti er bekendt med noget så eksklusivt som en lille, nystartet liberal tænketank med et budget på størrelse med Dansk-Libanesisk Venskabsafdeling, så er dens budskaber trængt igennem mediemuren. Det er godt gået. At Pia Kjærsgaard så bruger Cepos som skældsord, tjener kun tænketanken til ros.

Episoden illustrerer samtidig, at Dansk Folkeparti er blevet landets ny Socialdemokrati – som kan alt det, det gamle parti ikke længere kan. Dansk Folkeparti er med Pia Kjærsgaard ved roret blevet Velfærdsdanmarks mest vågne vogter, og partiets leder er fuldstændig klar over, at truslen mod den forstenede danske socialstat ikke længere kommer fra hverken venstrefløjen eller Venstre og Konservative, men fra løsslupne missiler som Cepos. Igen har hun fingeren på pulsen, igen er hun sine modstandere overlegen. Det er ren Pia.

Post-Rehnquist I

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. september 2005. Skriv et svar

Processen i forbindelse med John Roberts’ udnævnelse til et af verdens mægtigste embeder—–ny præsident for USA’s forbundshøjesteret–—er nu ved at nærme sig sin afslutning; afstemningerne kommer i løbet af de næste par dage, og der er vist ikke megen tvivl om udfaldet.  At nomineringen går igennem både senatets retsudvalg, formodentlig med alle Republikanske stemmer for og de fleste af de Demokratiske imod; at nomineringen ikke bliver “filibustered”, d.v.s., at den faktisk kommer til afstemning i det 100 medlemmer store senat, og at man også her vil stemme nogenlunde langs partiskel—–nok noget i retning af ca. 55-58 mod ca. 42-45.  Det markerer i så fald et drastisk skift i forhold til tidligere tiders næsten enstemmige accept af præsidenternes kandidater: Den i dag så kontroversielle Antonin Scalia og begge Clintons udnævnelser af erstatninger for mere konservative dommere kom dengang i gennem med stemmetal, der grænsede til enstemmighed.  Det spændende bliver også at se, hvorledes en række mulige Demokratiske 2008-præsidentkandidater vil stemme (senatorerne Bayh, Biden og Clinton).

Spørgsmålene er så, hvad der efterfølgende sker.  Hvem nominerer Bush som den anden af sine kandidater til at udfylde de to pladser efter Rehnquist og O’Connor?  Og hvad bliver den langsigtede konsekvens—om nogen—af disse udnævnelser?

Ifølge New York Times har Det Hvide Hus nu en revideret liste med kandidater.  Man er særligt interesserede i kvinder og minoriteter … Det samme skønner en fhv. Demokratisk insider hos FoxNews.

Manuel Miranda—tidligere juridisk rådgiver for den Republikanske partiledelse i Senatet—listede i sin klumme i Wall Street Journals OpinionJournal.com, hvem han mente, der er “The Contenders”—og hvem han foretrækker.  Blandt de sidstnævnte er ikke justitsminister og fhv. Texas Supreme Court dommer Alberto Gonzales, som mange mener, er Bushs egen foretrukne kandidat.

“Journalists are particularly eager over Gonzales talk, mostly because they sense that conservatives do not share their enthusiasm. They’ve got that right. The fact is that not one conservative leader I know supports a Gonzales nomination. Those who publicly say they do are not telling the truth. They either are Texas friends or are fearful of losing White House access and fund-raising support.”

Miranda mener, at den nye dommer skal være én, der er klart forskellig fra Gonzales men også fra John Roberts:

“The president’s next pick must be someone very different from Roberts. The object is not to have someone who is more conservative. That would be hard to accomplish. The next nominee must be differently credentialed. The overriding challenge for the president is to rid us of the stigma of the Bork nomination, which produced a Republican stealth nominee like David Souter, by naming someone with a precise record, the kind of record William Rehnquist had in 1986.

This high goal is not imperiled by the political desire the president may have to name either a woman or a Hispanic. These are the categories to which the president is likely to limit his new short list. The White House may also look at senators; an option that previous presidents have taken when they wanted a smooth Senate confirmation of a solid nominee.”

Her er Mirandas liste over kandidater, der er mulige men som samtidigt er mere ideologiske:

  • Edith Jones, dommer, Fifth U.S. Circuit Court of Appeals.
  • Priscilla Owen, dommer, Fifth U.S. Circuit Court of Appeals.
  • Janice Rogers Brown, dommer, U.S. Circuit Court of Appeals for the District of Columbia—en kandidat som nærværende punditokrat flere gange har omtalt.
  • Maura Corrigan, dommer, Michigan Supreme Court.
  • Emilio Garza, dommer, Fifth U.S. Circuit Court of Appeals.
  • Danny Boggs, retspræsident og dommer, Sixth U.S. Circuit Court of Appeals.
  • Raoul Cantero, dommer Florida Supreme Court.
  • Jeff Sessions, senator (R-Alabama), medl. af retsudvalget, fhv. U.S. attorney.
  • John Cornyn, senator (R-Texas), fhv. dommer, Texas Supreme Court.
  • Mel Martinez, senator (R-Florida).
  • Larry Thompson, fhv. vicejustitsminister.
  • Theodore Olson, fhv. Solicitor general.

Og—som rosinen i pølsenden og til nærværende punditokrats store glæde:

  • Douglas H. Ginsburg, retspræsident, D.C. Circuit Court of Appeals og professor ved Universoity of Chicago og George Mason University.  Siger Miranda: “The president would also win admiration if he considered the popular and highly respected Douglas Ginsburg, only 59, the chief judge of the D.C. Circuit, whose 1987 nomination to the Supreme Court was scuttled. When Reagan nominated Judge Ginsburg to replace Justice Lewis Powell, the president described the young judge as “unpretentious.” That has not changed, but 20 years of appellate experience later, Judge Ginsburg has the finest record on the federal appellate bench.”

Men hvordan kommer den post-Rehnquistske æra til at se ud?  Det vender vi tilbage til i en Post-Rehnquist: Parte Deux.

PS. Den fortrinlige John Tierney havde i øvrigt i New York Times en ret morsom liste med post-moderne spørgsmål, Senatsmedlemmerne kunne stille John Roberts.  Jeg tror ikke, at mange af dem blev stillet …

PPS. Flere fra den amerikanske venstrefløj har knap så subtilt antydet, at John Roberts muligvis … er homoseksuel.  Det skulle vel egentlig ret beset være ret ligegyldigt, men det har i hvert fald affødt denne relativt sjove, tongue-in-cheek spoof blog: Conservative Bloggers Who Support The Gay Judge Roberts.

Trads og diktaturet

Af admin, den 20. september 2005. 3 svar

I dagens Berlingske fortsætter debatten, som blev startet, da David Trads skrev en kronik om Che Guevara som helt.

I dagens avis langer Trads nok engang ud efter vores medpunditokrat Peter K-K. De to har udvekslet en del knubs på det seneste, og jeg må nu på irsk manér spørge, om det her er et privat slagsmål, eller om alle må være med.

Jeg har omtalt den oprindelige kronik her, og Trads’ senere indlæg har ikke fjernet den ubehagelige fornemmelse af, at han stadig ikke forstår sit eget problem — eller rettere: problemer, for der er flere.

Lad os tage dem i rækkefølge:

1) Debatten med Peter K-K handler på det seneste om, hvorvidt Cuba er et økonomisk godt eller dårligt samfund at leve i.

Hvilken betydning har det? Er Trads ikke kommet længere end de gamle argumenter om, at skidt med de totalitære sider af et samfund, når blot togene kører til tiden. Vil Trads se tilsvarende overbærende på Pinochets forbrydelser, fordi han fik Chiles økonomi på fode?

2) Trads bedyrer, at han tager afstand fra det samfund, som Cuba udviklede sig til.

Men forstår Trads ikke, at det samfund var målet for både Che og bdr. Castro? Det var ikke en tilfældig udvikling, men målet for dem at skabe et kommunistisk diktatur. Nogle af anklagerne mod Che er jo netop, at han systematisk gik i gang med at udrydde de revolutionære kampfæller, der havde mere demokratiske forhåbninger for den cubanske revolution. At overse dette, er lige så naivt som at tro, at Sovjet-Rusland først blev et menneskeædende diktatur under Stalin.

3) Trads forsøger at forsvare Che ved at henvise til, at tiderne var grumme, og at andre handlekraftige politikere også har forbrydelser på samvittigheden. Som storslåede eksempler nævnes Churchill og — naturligvis for en skribent på Information — Bushs krig i Irak.

Nu er det i sig selv tvivlsomt, hvilke forbrydelser man kan tillægge Churchill. Der er revisionistiske historikere, der forbander ham for at have sat det britiske imperium over styr i sin forhippelse på at slå Hitler. Men som del af et folk, der herved blev befriet, er det svært at se denne nidkærhed som en fejl. Det virker mere som en beundringsværdig viljestyrke.

Men nuvel, lad os antage, at Trads mere generelt sigter til nogle af de grusomme beslutninger, der skal træffes for at vinde en krig, og lad os også være venlige at antage, at Trads heller ikke er på hold med de tyske nationalkonservative historikere eller deler deres ønske om moralsk revanchisme, hvor Holocaust forsøges nivelleret til bombningen af Dresden, Hamburg mv.

Selv med en sådan venlig udlægning ligner Trads stadig de britiske venstreorienterede, som Georg Orwell hudflettede bl.a. i The Lion and the Unicorn (1940), fordi de opfattede Hitler og den britiske premierminister som lige slemme; de havde jo begge fejl.

Kan Trads slet ikke se, at mens man kan undskylde Churchills eventuelle fejl, fordi og i det omfang at han kæmpede for demokratiet, men at intet kan undskylde, at man kæmper for diktatur, som Che gjorde? Man kan ikke sammenligne Che med Churchill, lige så lidt som man kan sammenligne Bush med bin Laden.

Det nytter ikke, at Trads dydigt tager afstand fra diktaturer, når han samtidig hylder de, der kæmpede for diktaturet.

Når Trads afslutter sin kronik med at ønske, at flere unge ville vokse op som Che, udtrykker han et ønske, der er lige så afstumpet og stødende, som havde han ønsket, at flere unge ville vokse op som Reinhard Heydrich; den flotte fyr fra SS, der gav sit liv i sin idealistiske kamp for en bedre fremtid for den tyske arbejderklasse.

Verden har ikke brug for flere diktaturtilhængere, der er rigeligt allerede.

Holberg og Habermas

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. september 2005. 10 svar

Bestyrelsen for den norske Ludvig Holbergs Minnefond har dd. offentliggjort, at de har tildelt Ludvig Holbergs Minnepris på 4,5 mio. norske oliekroner til den gamle Frankfurter-skole Marxist Jürgen Habermas.  Prisen, der prætenderer at være en slags humaniora-og-samfundsvidenskab-der-ikke-er-økonomi-Nobelpris, er blevet tildelt med den begrundelse, at

“Jürgen Habermas har skapt banebrytende teorier om diskurs og kommunikativ handling og dermed utviklet nye perspektiver på demokrati og rett …  Hans forskning spenner tematisk vidt og har en uvanlig tverrfaglig tyngde.  Habermas har på avgjørende vis bidratt til forståelsen av rasjonalitet, etikk, legitimitet, offentlig meningsutveksling, modernitet, det post-nasjonale samfunn og europeisk integrasjon …  I den senere tid har Habermas blant annet arbeidet med filosofiske og etiske grunnlagsproblemer … Habermas har hatt eksepsjonell internasjonal innflytelse innen svært mange fag.”

Ja, det sidste kan jeg desværre kun være enig i.

Der er til gengæld en vis poetisk retfærdighed i, at de, der har tildelt Habermas millionerne, nu bliver tvungne til at skulle sidde og høre på en forelæsning om “det kommunikative” fra en person, som helt bogstaveligt er tilnærmelsesvis ude af stand til at kommunikere verbalt–og hvis skrevne ord kun er marginalt klarere.  Jeg har hørt ham forelæse, og jeg ville gerne betale 4,5 mio. norske oliekroner for at slippe for det.  Omvendt tror jeg, at den kære gamle Ludvig–der uden viden eller medvirken lægger navn til tildelingen–nok skulle have haft mulighed for inspiration til en lille comedie af Erasmus Montanuske kvaliteter (hvis han ellers kunne være tilstede).

Skal vi–i lighed med punditokrat Foss’ nylige Samfundskanon og Nobelspekulationer–give bolden op?  D.v.s. hvilke samfundsforskere/humanister, som ikke er økonomer, burde retteligen have Holberg Prisen i stedet?  Lad os høre fra læserne.  (Da Gordon Tullock jo åbenbart ikke er økonom nok til Nobelprisen i økonomi, vil jeg indlede med at nominere ham.  Han er også væsentligt sjovere end Habermas, og jeg tror, at gamle Ludvig ville have syntes om ham.)

Globale Utopier

Af Stanislaw, den 18. september 2005. 3 svar

I den seneste tid er vi nærmest konstant blevet bombarderet med påmindelser om de gode intentioner og flotte målsætninger, som verdens politiske ledere, internationale organisationer, mere eller mindre celebre udviklingseksperter og selvbestaltede verdensfrelsere (inkl. naturligvis ham her) har m.h.t. at udrydde global fattigdom og underudvikling. Blandt de midler, vi i den rige verden tilsyneladende bare skal anvende for at leve op til disse målsætninger, er gældsfrigivelse til de mest gældsplagede fattige lande og en fordobling (eller mere) af de rige landes bistand til de fattige lande. Det lyder jo som en overkommelig opgave, ikk’? Som tilmed har den effekt, at verdens fattigdom og elendighed bliver udryddet i løbet af en generation eller så – hvis altså vi skal tro udviklingsutopisterne. Men men men…. er der nu også grund til virkeligt at tro, vi kan omfordele os ud af verdens fattigdomsproblemer? I et indlæg (kan findes her og her) i den seneste udgave af Foreign Policy advarer den amerikanske økonom William Easterly kraftigt imod troen på, at utopiske politiske og bureaukratiske planer kan løse verdens fattigdomsproblemer.

“Indeed, we have seen the failure of what was already a “big push” of foreign aid to Africa. After 43 years and $568 billion (in 2003 dollars) in foreign aid to the continent, Africa remains trapped in economic stagnation…”

Givet disse erfaringer er spørgsmålet: Hvis øget ulandsbistand er et så fremragende middel til at udrydde fattigdom og give fattige lande et stort skub i den rigtige retning, hvorfor har det så ikke virket efter hensigten indtil nu?  Som Easterly skriver – og modsat af hvad Bono, Bob Geldof, Tony Blair, Jeff Sachs og andre måtte mene – så tyder erfaringen indtil nu på, at økonomisk omfordeling ikke fører til udryddelsen af global fattigdom. Men hvorfor så det?

“With all the political and popular support for such ambitious programs, why then do comprehensive packages almost always fail to accomplish much good…?”

Svaret er – det for nogle af os ikke så overraskende: “They get the political and economic incentives all wrong”. Eller som Easterly (med reference til Steven Landsburg) formulerer det i sin fremragende bog “The Elusive Quest for Growth“: “People respond to incentives; all the rest is commentary”. Blandt de konkrete incitamentsproblemer i bistandspolitikken er, at ingen organisation har et konkret individuelt ansvar for at føre de gode intentioner ud i livet; ansvaret er kollektiviseret. Og som Easterly skriver:

“Collective responsibility for world goals work about as well as collective farms in agriculture, and for the same reason. To make things worse, utopian-driven aid packages have so many goals that it weakens the accountability and probability of meeting any one goal.”

Hvilke konsekvenser har det for UNDP eller andre organisationer i godhedsindustrien, hvis de såkaldte “Millennium Development Goals” ikke bliver opfyldt? Formentlig ingen – whatsoever…! Og af hvilken konsekvens er det for Blair, Brown og andre vestlige politikere, hvis ikke målene opnås? Igen har det ingen konsekvenser; folk fra fattige lande har som bekendt ikke stemmeret i vesten, og kan ikke straffe velmenende vestlige politikere for ikke at levere varen.

Men lad os så kigge på, hvordan tingene fungerer i den del af verden, der er beriget med økonomisk velstand. Også her leverer Easterly en indsigtsfuld (og ret underholdende) analyse:

“The various needs of the rich are met easily enough by a system of decentralized markets and democracy which utilize feedback from the customers and accountability of the suppliers. Rich middle-aged men can buy Rogaine to grow hair on their heads, while women can buy Nair to get rid of hair on their legs. No Millennium Development Goal on Body Hair was necessary. The Rogaine and Nair corporations are accountable to their customers for satisfaction. If the customers don’t care for the products, the corporations go out of business… Similarly, men and women in wealthy countries can complain to democratically accountable bureaucrats and politicians if garbage collectors do not pick up their discarded Rogaine and Nair bottles”.

Pointen:

“The problems of the poor nations have deep institutional roots at home, where markets don’t work well and politicians and civil servants aren’t accountable to their citizens. That makes utopian plans even more starry-eyed, as the “big push” must ultimately rely on dysfunctional local institutions.”

En ting er altså gode intentioner, flotte taler og ærværdige planer. Problemet er blot, at de dels ikke tackler de “Principal-Agent” problemer, der opstår i forbindelse med ulandsbistand og dels, at de ikke tackler de underliggende institutionelle årsager til fattigdom og økonomisk stagnation. Hvis målet er at udrydde fattigdom og skabe økonomisk vækst, er frie markeder, sikre og velbeskyttede private ejendomsrettigheder og en dosis demokrati uden tvivl en bedre løsning.

Om Trads, Cuba & juhu-liberalisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. september 2005. 6 svar

Informations fhv. chefredaktør, David Trads, havde 16.9. et læserbrev i Berlingske, hvori han skarpt kritiserede min kronik fra søndagen før (og som jeg også omtalte her på stedet).  Her er først et uddrag af, hvad han skrev, og derefter mit svar:

“De nuancer, som jeg forsøgte at bringe ind, prellede selvfølgelig af på Peter Kurrild-Klitgaard, der tilhører den gruppe af mennesker, der mener, at liberalisme og kapitalisme alene er nøglen til verdens frelse. Denne gammeldags holdning kom også til udtryk i hans opfattelse af, hvordan man definerer levestandard, fordi han nøjes med at måle rigdom i bruttonationalprodukt per indbygger. På den måde bortfejer han mit argument om, at Cuba har klaret sig eksceptionelt godt siden revolutionen. Øens BNP per indbygger er kun på godt 3.000 dollars, noterer PKK.
Mere interessant er det at se på FNs opgørelser over levestandard – det såkaldte Human Development Index, som tager højde for en række andre faktorer som gennemsnitlig levetid, adgang til uddannelse, graden af alfabetisme, mulighed for sundhedsbehandling etc. Listen toppes af Norge, mens Danmark er nummer 14. Cuba er nummer 52 – pænt foran Brasilien, Colombia, Venezuela, Rusland, Rumænien, Thailand, Saudi-Arabien, Kina og Tyrkiet.
Hvis man nøjes med Kurrild-Klitgaards simple opgørelse af levestandard, så er eksempelvis saudi-arabernes BNP per indbygger fire gange så høj som cubanernes. Enhver kan gennemskue, at det skyldes en kolossal forskel mellem rig og fattig i Saudi.
Antallet af ekstremt fattige skal oftere findes i store fattigdomslommer i lande, der måske godt kan have pæne udviklinger i BNP – eksempelvis i Kina, Bangladesh og Indien.
To milliarder mennesker lever ifølge FN for under to dollars om dagen. Alle tal viser det samme – nemlig at den ekstreme fattigdom vokser, og at uligheden mellem de rigeste og de fattigste øges år for år. I de rige OECD-lande har ingen lande oplevet samlet negativ vækst i de seneste ti år – det har derimod hvert tredje land i Afrika og Arabien samt hver tiende land i Latinamerika.
Det er samtidig her, at den interne ulighed vokser. Derfor, Kurrild-Klitgaard: Din tro på, at liberalisme alene kan løse ulighed, er grundløs – i stedet for de helt frie markedskræfter er der behov for øget solidaritet.”

Og her er så mit svar, der udgjorde min faste, roterende lørdags-klumme i går:

“David Trads kritiserede i et læserbrev 16.9. min kronik fra 11.9., hvori jeg havde kommenteret hans dyrkelse (5.9.) af den maoistiske terrorist og morder Che Guevara og lovprisningen af diktaturet Cuba som et samfundsøkonomisk forbillede. I sin kronik hævdede Trads, at Cuba havde den højeste levestandard i regionen; da jeg gjorde opmærksom på, at landet faktisk har et langt lavere BNP pr. indbygger end de fleste lande i området, fortæller han os nu, at det er et »gammeldags« mål for levestandard. Det er ganske vist det ældste – men det er også fortsat det, som verdens nationer og internationale organisationer anvender dagligt som dét, der lettest og bedst giver mening. Trads mener derimod, at man i stedet skal anvende FNs Human Development Index, som er et indeks, hvori man inkluderer en række forskellige, lidt tilfældigt og ikke helt objektive mål for, hvor udviklet et samfund er. Den målestok har bestemt også visse kvalifikationer – men den har også det problem, at den er ekstremt afhængig lige præcis af, hvad man putter i indekset.
Men hvis Trads foretrækker at anvende FNs indeks, så er det sådan set fint med mig for nærværende. For det første viser det nemlig mere, end hvad Trads fortæller læserne. Han fortæller blot, at Cuba ligger godt i dette indeks (som nr. 52); hvad han forholder os er, at Cuba heller ikke efter denne målestok er det førende af de latinamerikanske lande (som først påstået). Faktisk ligger landet, når det gælder menneskelig udvikling, efter lande som Argentina, Chile, Uruguay og Costa Rica og blot på niveau med Mexico og Panama.
For det andet var netop dette indeks for menneskelig udvikling omtalt i den forskningsrapport, som CEPOS er medudgiver af, og som jeg henviste til i min kronik. Her kunne Trads på side 25 have set, at der er en endog meget klar, positiv sammenhæng mellem, hvor megen økonomisk frihed der er i et samfund, og hvor godt det pågældende land ligger i indekset. Mere markedsøkonomi tenderer i retning af en højere score på udviklingsindekset (som går fra 0 til 1). Den femtedel af verdens lande, der har størst økonomisk frihed, scorer i gennemsnit 0,9 i »menneskelig udvikling«; den femtedel af verdens lande med mindst økonomisk frihed får i gennemsnit en score på 0,5.
Hvis David Trads nu har lyst til igen at finde en anden målestok, der kan vise, at markedsøkonomi er skidt for mennesker, og at castroistisk planøkonomi er godt for dem, skal han være velkommen. Men lad mig indtil da tage forskud på varerne: FN laver også et årligt fattigdomsindeks, som måler, i hvilket omfang et lands borgere mangler visse basale fornødenheder. Her er der også en klar sammenhæng, om end den er negativ – dvs. jo mere markedsøkonomi, desto mindre mangler borgerne disse basale fornødenheder. Blandt den femtedel af verdens lande med mest økonomisk frihed mangler 15,7 pct. af borgerne disse af FN opstillede fornødenheder; i den femtedel med mindst økonomisk frihed er det 37,4 pct. Er Trads fortsat ikke overbevist, kan jeg kun henvise – igen – til ovennævnte rapport, som viser samme tendenser, når det gælder forventet levealder, fravær af børnedødelighed, fravær af børnearbejde, andel beskæftigede, mangel på analfabetisme, adgang til rent vand, fravær af korruption, tilstedeværelse af demokrati og beskyttelse af borgerrettigheder, osv., osv. På alle disse punkter er det verdens frieste økonomier, der klarer sig bedst, og de mest planøkonomiske der klarer sig dårligst.
David Trads føler det åbenbart nødvendigt at klistre en etiket som »juhu-liberalist« på mig. Det siger selvfølgelig en del i sig selv, at man griber til den type retorik, og jeg skal i hvert fald afholde mig fra at finde skældsord frem, som man kunne klistre på en person, der hylder en seriemorder som en »helt«, og som lovpriser en marxistisk planøkonomi af den type, der altid kun har resulteret i fattigdom og fornedrelse. Men ret beset har jeg faktisk ikke meget imod at blive kaldt »juhu-liberalist«, hvis det betyder én, der jubler over de bidrag til civilisation og livskvalitet, som kombinationen af personlig frihed, fri markedsøkonomi og en retsorden med retssikkerhed og begrænset statsmagt gennem tiderne har medført.”

Big government is back

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. september 2005. Skriv et svar

“The era of big government is over” sagde Bill Clinton i sin State of the Union tale i 1995.  “Not!” kunne man (hvis man ellers var hoppet på dén) så forledes til at tilføje her ti år efter.  Og det er ihvertfald, hvad Associated Press–ikke kendt som en skødehund for “the vast right-wing conspiracy”–kunne konkludere i denne artikel fredag.

Senator Tom Coburn (R-Oklahoma) har, siger Robert Novak, spillet “his familiar role of skunk at the Sunday school picnic” og foreslået, at forbundsstatens udgifter i.f.m. Katrina bliver dækket af besparelser på andre områder.  Konfronteret med opfordring til, at skatteyderne burde ofre sig, sagde Coburn “it is no sacrifice on the part of Congress to steal $51.2 billion from our grandchildren.'” (hattip: Club for Growth).  Han er straks blevet kaldt til orden af den Republikanske partiledelse, der bestemt mener, at det ville være umenneskeligt at holde igen …  her kun et år før, et par hundrede Republikanske kongresmedlemmer igen er på valg.

Det skulle man ikke have troet om sådan nogle væmmelige “nulstats-konservative”.

Ytringsfrihed og religion

Af Jacob Mchangama, den 15. september 2005. 4 svar

I tirsdags afsagde den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) dom i sagen I.A. mod Tyrkiet (dommen er kun tilgængelig på fransk men en engelsk pressemeddelelse kan ses her). Sagen handler om hvor grænserne for ytringsfrihed går når det gælder blasfemi. Kort fortalt havde en tyrkisk forlægger udgivet en bog der bl.a. indeholdt følgende passager:

"Some of these words were, moreover, inspired in a surge of exultation, in Aisha's arms … God's messenger broke his fast through sexual intercourse, after dinner and before prayer. Muhammad did not forbid sexual intercourse with a dead person or a living animal."

Den tyrkiske forlægger blev herefter idømt 2 års fængsel, der dog blev nedsat til en symbolsk bøde på ca. 100 kr. Spørgsmålet for EMD var således, om bøden udgjorde en overtrædelse af den tyrkiske forlæggers ytringsfrihed (artikel 10 i EMRK). Det var uproblematisk for EMD at konstatere, at bøden udgjorde et indgreb i ytringsfriheden. Da der var den fornødne lovhjemmel til indgrebet, var spørgsmålet nu om det var "necessary in a democratic society". Denne test involverer, kort fortalt, en proportionalitetstest, hvor EMD vurderer om indgrebets intensitet overfor individet, står mål med det samfundsmæssige beskyttelseshensyn indgrebet er begrundet i, herunder om der består et "pressing social need" for indgrebet.

4 ud af 7 dommere fandt at:

"those who chose to exercise the freedom to manifest their religion,  irrespective of whether they did so as members of a religious majority or a minority, could not reasonably expect to be exempt from all criticism. They had to tolerate and accept the denial by others of their religious beliefs and even the propagation by others of doctrines hostile to their faith.

However, the present case concerned not only comments that were   disturbing or shocking or a "provocative" opinion but an abusive attack on the Prophet of Islam. Notwithstanding the fact that there was a certain tolerance of criticism of religious doctrine within Turkish society, which was deeply attached to the principle of secularity, believers could legitimately feel that certain passages of the book in question constituted an unwarranted and offensive attack on them.

In those circumstances, the Court considered that the measure in question had been intended to provide protection against offensive attacks on matters regarded as sacred by Muslims and had therefore met a "pressing social need". It also took into account the fact that the Turkish courts had not decided to seize the book in question, and consequently held that the insignificant fine imposed had been proportionate to the aims pursued by the measure in question."

EMD har tidligere nået til samme resultat i lignende domme f.eks. i Wingrove og Otto Preminger, der begge omhandlede censur af film, der gjorde grin med eller kritiserede kristne bibelske personer (Lars Hedegaard og Helle Merete Brix behøver således ikke bekymre sig om at EMD nu har lagt sig på maven for Islam).

Dommens snævre flertal opretholder dermed EMDs hidtige praksis på dette område og lader Europarådsstaterne nyde en vid skønsmargin, når det kommer til regulering af religiøse og moralske spørgsmål. Det er stærkt bekymrende, at EMD på denne måde undergraver ytringsfriheden, der i min optik bør være så nær absolut som mulig. Jeg ser ingen presserende grund til, at (grovkornet) kritik, satire eller endog forhånelse af religiøse figurer bør indskrænkes i højere grad end grovkornet satire, kritik eller forhånelse af f.eks. Karl Marx, Adam Smith eller andre. Man kan håbe, at afgørelsen bliver appelleret til og antaget af EMDs Grand Chamber, hvor 17 dommere i så fald vil have mulighed for at tilsidesætte den.

Mchangama om menneskerettigheder

Af Redaktionen, den 14. september 2005. Skriv et svar

Vores nystilkomne Punditokrat Jacob Mchangama har onsdag kronik i Information og artikel på Ræson med samme budskab: Drop FN’s sociale og økonomiske menneskerettigheder:

“Danmark bør træde tilbage fra FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder. I stedet skal Danmark arbejde aktivt for en FN menneskerettighedspolitik, der hjælper fattige og undertrykte mennesker i stedet for despotiske stater – og som er baseret på de klassiske politiske borgerrettigheder frem for på utopiske ideologier.”

Er FN generelt til skade for menneskerettighederne? Ja, skriver advokat Jacob Mchangama i RÆSON:

“Ved flere operationer har FN-personel begået grove menneskerettighedskrænkelser, ligesom FN på det institutionelle plan i visse tilfælde tillader så udbredt en grad af hykleri og dobbeltmoral, at dets troværdighed har lidt skade. Det mest graverende problem er dog den menneskerettighedspolitik FN praktiserer. Denne politik er selvmodsigende, virkelighedsfjern og i sin yderste konsekvens: totalitær.”

Populisme?

Af admin, den 13. september 2005. Skriv et svar

Berlingske’s leder kritiserer Socialdemokraternes beslutning om at kræve de danske tropper hjem næste sommer uanset hvad, og kalder beslutningen populisme.

Nu er populisme et lidt tvivlsomt skældsord i et demokrati. Men hvis meningen er en politik, hvor man prisgiver egne holdninger i sin stræben efter stemmer og konstant indretter sig efter den seneste meningsmåling eller fokusgruppe, bliver der lidt bid i begrebet. Og at høre en begavet fyr som Lykketoft efterlyse et FN-mandat, vi allerede har, smager unægtelig af populisme i den forstand.

Men er det nu også populisme, dvs. noget der giver stemmer?

Man kan da godt komme i tvivl, når vi nu hører, at endnu en leder, der støttede Irakkrigen, har opnået genvalg over for en opposition, der krævede tropperne hjem straks; denne gang i Japan, hvor LDP under Koizumi netop har vundet en jordskredssejr.

Nu er Koizumis valgsejr næppe begrundet i Irakkrigen, men derimod i hans ønske om at liberalisere den forstenede offentlige sektor; et ønske der også står os punditokrater nær. Men det hjalp altså ikke oppositionen at bruge Irak i den sammenhæng.

I betragtning af, at de danske tropper kun bliver i Irak så længe, at FN og den folkevalgte irakiske regering beder os om det, vil problemet om tilbagetrækning kun opstå næste sommer, hvis de gør netop det; altså beder os blive og beskytte dem og deres skrøbelige demokrati.

Vil et flertal af den danske befolkning i den situation sige: Rend og hop, vi trækker tropperne hjem alligevel? Vil Socialdemokraterne?

Junk-journalistik: Poul Høi om ”nulstats-konservatisme”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. september 2005. 5 svar

De små frække fætre ovre hos Liberator dyrkede i en periode at kåre diverse journalister for deres junk-journalistik.  Det var helt berettiget og meget samfundsgavnligt, men på det seneste synes det at være gået i sig selv.  Måske man er segnet under mængden af junk, man i givet fald skulle forholde sig til, så lad os prøve at løfte byrden … (om end den er tung).  Here we go …

Berlingske Tidendes ene USA-korrespondent, Poul Høi, som trods sin adresse i det solrige Sydcalifornien aldrig har svært ved at leve sig ind i dansk tankegang og anti-amerikanisme, havde i Berlingske Søndag en artikel, hvori det blandt andet hed, at George W. Bush …

“repræsenterer nulstats-konservatismen, der – som en af Bushs fæller udtrykker det – »vil tage forbundsregeringen [sic!] og drukne den i et badekar«.”

For det første: For lige at korrigere en fejlcitering, så var dét, som den farverige Grover Norquist fra Americans for Tax Reform sagde (og jævnligt gentager med glæde) ikke noget med forbundsregeringen med noget med forbundsstaten. OK, der skal vel være plads til, at ens sprog bliver angliceret, men så meget at man ikke kan kende forskel på government og government?  For det andet, sagde Norquist ikke, at han ville drukne forbundsstaten i et badekar; han sagde, at han ønsker, at forbundsstaten skal være så lille, at man kunne drukne den i et badekar.  Det første ville være en anarkistisk målsætning, og anarkist er Norquist trods alt ikke.  Det andet er, til Høis oplysning, en såkaldt … me-ta-for.

Men dertil: “Nulstat”? Ah, hva’?  Selv “minimalstat” eller “natvægterstat” ville vel have været nogle voldsomme tilsnigelser.  Lad os tage et hurtigt fact-check, som enhver kan gøre på google.com på et par minutter:

  • Under Bush er de samlede offentlige udgifter steget hurtigere end under nogen anden præsident siden Lyndon B. Johnson for 40 år siden (d.v.s. hurtigere end under Demokraterne Carter og Clinton og under Reagans forøgelse af forsvarsudgifterne)—i alt med 33 pct. i Bushs første embedsperiode.  Forbundsstatens udgifter i.f.t. BNP er steget fra 18,5 pct. under Clinton til 20,3 pct. under Bush.
  • Under Bush har omfanget af forbundsstatslig regulering (målt som antal siders lovgivning m.v. i Federal Register) nået et all-time high; Heritage Foundation har konkluderet, at reguleringen er blevet mindre på nogle områder, men større på andre, og at den i det store hele er i bedste fald uændret.  Cato Institute anslog i 2003, at reguleringen under Bush svarede til et samfundsmæssigt velfærdstab på 860 mia. USD … om året (svarende til ca. 8 pct. af BNP).
  • Under Bush er USA faldet i Economic Freedom Networks rating af økonomisk frihed i verdens lande, Economic Freedom of the World Index: fra 8,53 i Clintons sidste år som præsident (2000) til 8,19 i 2003.

Havde Bush være en “nulstats-konservativ” (hvordan det så end lige praktiseres), ville han have haft utallige muligheder for at anvende sin veto-ret—hvilket han, som den eneste præsident nogensinde, aldrig har gjort.  Og selv hvis hans veto skulle blive trumfet af kvalificerede flertal i kongressen, ville han via præsidentielle “executive orders” reelt kunne stoppe implementeringen af megen lovgivning—hvilket han heller ikke har benyttet sig af.

Nuvel, der kan være (halv-)gode eller (hel-)dårlige årsager til, at det er gået som det er.  11/9, Krigen mod Terror, en arrogant og ustyrlig kongres, stadigt mere effektive særinteressegrupper, o.s.v., o.s.v. , og det er meget tænkeligt, at tingene ville have været meget anderledes (men ikke nødvendigvis bedre) med f.eks. en Demokratisk kontrolleret kongres.  Men det er sådan alt sammen ligegyldigt, for en ting er sikker: “nulstats-konservatisme”, det er’d ikke.

Hvorfor er det så Høi—uden forklaring, uden dokumentation, og forbehold—karikerer Bush på den måde?  Lad os vende tilbage til det ved lejlighed, for man kunne sige meget andet om Poul Høi og hans journalistik—og det skal vi nok gøre.

Nobelspekulationer

Af Nicolai Foss, den 12. september 2005. 3 svar

Ifølge The Guardian er kortlisten for dette års nobelpris i økonomi følgende: Robert Barro, Jagdish Bhagwati, Eugene Fama, Paul Krugman og Paul Romer. Det er bemærkelsesværdigt, at policy-konnoteringerne i dette års kandidater er særdeles markante.  Alle har ydet bidrag med ret så markante implikationer for økonomisk politik.

Listen er godt nyt for punditokrater og ligesindede, for i hvert fald Barro og Bhagwati er klassisk-liberale, Barro endda en hardcore af slagsen (der i øvrigt også er i den Rådgivende Komité for Center for Politiske Studier). Krugman er naturligvis det stik modsatte. 

Jeg holder selv på Barro, selvom min gode kollega, professor Keld Laursen er stensikker på Paul Krugman. Det må da også medgives, at sidstnævnte før han røg helt ud i frådende populisme og manisk Bush-had leverede særdeles solide og efter nogens mening epokegørende bidrag til handelsteori.  En Krugman-Bhagwati-kombi er også en mulighed. Noget lignende er set før med 1974-prisen til Hayek og Myrdal.

Denne punditokrat er blandt de professorer (vistnok overvejende skandinaviske) der opfordres til at afgive forslag til kandidater til prisen. Hvem man foreslår er fortroligt, men jeg kan vist godt oplyse at jeg ét år foreslog tre økonomer til en delt pris: George Akerlof, Michael Spence og Joseph Stiglitz!  Jeg troede dog ikke så meget på mit eget forslag at jeg ville prøve at slå markedet og vædde om det.  Det var ret tåbeligt. 

Apropos markedet: Som med-punditokrat Kurrild givetvis ville påpege, bør vi også her lade markedet, snarere end avis-pundits eller tilfældige professorer, tale.  Desværre er Nobelpreisbörse åbenbart ikke funktionsduelig aktuelt.  Markedsfejl?

Er 11/9 og Katrina virkeligt ”det samme”?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. september 2005. 1 svar

Det var i går fire år siden, at min hustru og jeg–—som bosiddende på Perry Street i West Village, NYC—–oplevede 11/9 på om end ikke 1. parket så dog tilnærmelsesvis.  Og mens vi nok var i sikkerhed, og kun var indenfor den afspærrede zone i en uges tid, så boede vi dog så tæt på WTC, at vi de næste 2-2 ½ måned dagligt kunne lugte røgen fra stedet—–hvis vi i øvrigt lige skulle have glemt, at udsigten også var blevet lavet radikalt om, og at vi havde nære venner, der næsten blev dræbt.

Måske er det derfor, at jeg tager det lidt personligt—–og bliver noget olm–—når folk, som mange har gjort de seneste dage, lidt kækt påstår, at 11/9 og efterdønningerne af Katrina nærmest er fænomener på lige fod.  Altså noget i retning af, “jo, jo, terroristerne var skyld i angrebet, men det er jo Bush [eller amerikanerne selv], som er skyld i Katrina-tragedien”.  Pudsigt nok har jeg på fornemmelsen, at det ofte er samme type mennesker, der har travlt med at frikende 11/9-terroristerne for nogen form for ansvar.  “Vi/Vesten/USA/Bush var jo selv ude om det!” “Hvad andet kunne de gøre?” o.s.v.  (Jf. f.eks., hvad den dansk-amerikanske musiker Billy Cross sagde til organet for det stalinistiske DKP/ML for to år siden.)

Men som jeg nævnte i en anden post for nylig, så må der efter min mening, først og sidst, være ét væsentligt spørgsmål at holde sig for øje: Er en tragedie resultatet af bevidst valgte mål og rationelt valgte midler i forhold til samme?  Eller er det noget, som nok er resultatet af “human action, but not of human design”?

I det første tilfælde burde det være let for alle at placere skylden.  I det andet bliver det lidt mere mudret.

Nuvel, x antal døde er x antal døde, uanset årsagen.  Men der er et stykke fra dén faktuelle erkendelse og så til at sige—som Naja Munthe gjorde for fire år siden–—at det ikke var værd at græde snot over nogle tusinde amerikanere, når nu der dør mange af sult hver eneste dag.  I det ene tilfælde er der tale om overlagt mord—–i det andet om en tragisk blanding af naturkatastrofer, perverse incitamenter, forsømmelighed og ligegyldighed.

Siger man, at “det er ét fedt”, og kan man ikke kende forskel på f.eks. Katrinas ofre og 11/9-terroristernes ofre, så kan man heller ikke kende forskel på et overlagt mord, et uagtsomt drab, et uheld og et naturligt dødsfald.  Og så er vi for alvor fanget i den totale relativismes frakendelse af enhver forbindelse mellem skyld og ansvar.  Så er alt bare “det samme”, alle er medskyldige og ingen er ansvarlige.

Økonomisk frihed har trange kår i EU

Af Christian Bjørnskov, den 12. september 2005. 2 svar

Søndag havde vores fælles Punditokrat Peter Kurrild-Klitgaard en klumme i Berlingske om den årlige Economic Freedom of the World rapport, og specielt den danske status på økonomisk frihed. Senere samme dag kunne AP så rapportere om en potentiel strid mellem Frankrig og EU. Franskmændene er igang med at introducere lovgivning, der forbyder udenlandske virksomheder i at overtage franske firmaer indenfor en række sektorer, blandt andet medicin og biokemi. Den franske premierminister Dominique de Villepin forklarede sig blandt andet med, at der var brug for ny ‘økonomisk patriotisme’. Efterfølgende har flere EU kommisærer advaret Frankrig mod den type lovgivning, der da bestemt ikke kan harmonere med hverken ånden eller bogstavet i det indre marked og den frie bevægelighed indenfor EUs mure.

Tidligere i år fik vi et stykke blændende anskuelighedsundervisning i, hvad handelsbarrierer koster, da EU med kort varsel gav efter for syeuropæisk lobbying og indførte kvoter på import af tekstiler fra Kina. De involverede danske firmaer har nævnt tab på trecifrede millionbeløb som følge af kvoterne, der allerede er fyldt. Så hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt friheden til at handle internationalt er godt eller skidt, er her et af de bedste eksempler, specielt fordi det er så tydeligt hvem der betaler: Forbrugerne.

De to eksempler ilustrerer desuden en uheldig detalje ved EU, som politikere fra alle lande, inklusive vores egen udenrigsminister, har meget svært ved at acceptere, og slet ikke at formidle til deres vælgere: EU har ingen fælles politisk tradition, men to fuldstændigt modsatrettede politiske ideologier. Nordeuropa med Storbrittanien i spidsen repræsenterer en liberal tradition med fokus på udbredt økonomisk og politisk frihed. Her hører Danmark også til, selvom vores position er blevet noget mindre klar under Fogh-regeringerne. Frankrig er anfører for det andet hold der bekender sig til ‘la dirigisme’ i forskellige former, altså ideen at staten skal dirigere samfundet som en gammeldags dirigent fører et symfoniorkester. Og det sidste hold vinder gang på gang! Se blot på landbrugspolitiken, som EU i stort mål overtog fra Frankrig, der gang på gang truer med at nedlægge veto hvis man ændrer noget.

Hvordan kommer man ud over det problem, der skræmmende præcist kan opsummeres som government failure på kontinentalt plan? Guderne må vide det, men det er en af de vigtigste faktorer, der begrænser vores og resten af Europas frihed. Og det blvier nok ikke de sidste eksempler på, at friheden spiller fallit i det fælles Europa.

Government failure galore II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. september 2005. 3 svar

Punditokraterne må gøre noget rigtigt.  Vi er nu blevet hecklet af en venstreorienteret amerikansk familie, der er bosiddende i Danmark.  De læser os åbenbart—, synes at vi er “kooks” og efterlyser, at vi nærmere undersøger årsagerne til tragedien i New Orleans.  Det gør de formodentlig mere retorisk end ud fra et reelt ønske, men lad nu det være— og lad dem få, hvad de ønsker sig.

Verdens formodentligt mest overvurderede kommentator, “økonomen” Paul Krugman, mener i hele to af hans ugentlige klummer i New York Times (her og her), at katastrofen i New Orleans skyldes … [dyb indånding, dyb tænkning] … [trommehvirvel] … Republikanerne?  Bush?  Reagan? Laissez-faire ideologer?  All of the above?

Naturligvis.

Fordi alle var klar over, at en orkan-oversvømmelse af New Orleans var en af de tre mest sandsynlige, slemme katastrofer, der ville kunne ramme USA.

Fordi hvis nu Bush ikke var løbet fra USA’s deltagelse i Kyoto Traktaten (hvilket han ganske vist aldrig gjorde, fordi begge partier i Senatet havde afvist at ratificere traktaten, og Clinton derfor aldrig sendte traktaten til kongressen …), så ville alle verdens “klimaproblemer” på fire-fem år være blevet forhindret, og så var der aldrig døde nogle mennesker, som ville være døde i New Orleans.

Fordi,

“the federal government’s lethal ineptitude wasn’t just a consequence of Mr. Bush’s personal inadequacy; it was a consequence of ideological hostility to the very idea of using government to serve the public good. For 25 years the right has been denigrating the public sector, telling us that government is always the problem, not the solution. Why should we be surprised that when we needed a government solution, it wasn’t forthcoming?”

Eller hva’ …?

Her er så lidt fakta at tage med i betragtning, når skylden skal uddeles, for det er faktisk sandt nok, når Krugman siger, at alle vidste, at New Orleans var i fare.  For byens vedkommende er det på baggrund af nyere tids statistikker beregnet, at den

  • gennemsnitligt strejfes eller rammes af en orkan: hvert 3,94 år
  • rammes direkte af en større orkan: hvert 13,4 år
  • næste gang ville blive ramt af en større tordenstorm eller orkan: 2005.

Selv hvis man mener, at beskyttelse mod orkaner udgør et rent kollektivt gode, som kun det offentlige effektivt kan sikre borgerne imod, så må man i hvert fald spørge sig selv: Hvis opgave er det i en forbundsstat?  Er det selve forbundsstaten? Delstaten? Amtet og kommunen?  Princippet bag både føderalisme og kollektiv gode-problemer er, at opgaven skal løses/finansieres på det niveau, hvor det er optimalt i forhold til, hvem nyderne er.  Min gamle ven, den fine “østrigske” økonom, Larry White, har denne fine kommentar på den nye økonom-blog DivisionOfLabour.com, vedrørende argumentationen om, at det var selve USA’s forbundsstat, der skulle have båret omkostningerne ved at forbedre digerne omkring New Orleans:

“But why was it a federal job? The beneficiaries of the levees were entirely in one city, in one state. Why didn’t the city or the state pay for levee improvements? According to one source, the US Army Corps of Engineers became responsible for the levees during the War of 1812. Before that New Orleans levied its own taxes (on shippers who used the port) for levee maintenance. After that taxpayers all over the US would pay, and folks in DC rather than Louisiana would choose how much would be spent on levee maintenance.

Clearly most New Orleans or Louisiana taxpayers would have been willing to pay for levee maintenance if they knew they had to, but of course the city and state didn’t volunteer – even though they knew the need for strengthening – because they were counting on the federal taxpayers to pay for it. Live by the federal subsidy, die by the diversion of federal subsidies to other priorities. A tragedy of over-centralization.”

Ovre hos Becker-Posner Bloggen er man—ikke så overraskende—fortalere for en cost-benefit analyse af, hvad man skal gøre i fremtiden.  Det lyder næsten som om, at dommer Posner konkluderer, at New Orleans ikke er en genopbygning værd.

PS. Ovre hos Powerline kan de heller ikke lide Krugman.

Kan vi ikke gøre det lidt bedre …?

Af Redaktionen, den 10. september 2005. 11 svar

Punditokraterne har nu eksisteret i nøjagtigt et halvt år.  Besætningen har været svagt skiftende, men med en enkelt undtagelse kun i form af udvidelser.

Produktet synes generelt at være vellidt–omend ikke af alle (f.eks. ikke alle højreorienterede danskere eller venstreorienterede amerikanere), så dog af mange.  Vi har siden april haft lidt over 28.000 “unikke” besøgende (opgjort som unikke pr. dag), og det har resulteret i lidt over 50.000 klik med musene.  Vi ligger p.t. med et dagligt gennemsnit på blot lidt under 250 “unikke” besøgende, men har da været oppe på knap 300 på enkelte dage.

På chart.dk ligger vi nu generelt nr. 4–og nr. 3 hvis man ser bort fra Statsamternes website, og de har jo unægtelig en særlig markedsposition.  (Hvor er Konkurrencestyrelsen, når man virkelig har brug for dem?)

Så alt i alt, er vi meget godt selvtilfredse.

Men–som sagt af en ypperlig repræsentant for politisk tænkning, når den er bedst–“kan vi ikke gøre det lidt bedre”?  Skal vi dække flere områder?  Færre?  Være mere akademisk orienterede (og mindre polemiske)?  Eller det modsatte?  Altså, er der for meget Hayek eller for lidt Hayek?  Mere dansk-orienterede?  Mindre?

Af alle mennesker skulle vi vel nok overlade den slags til markedet.  Men omvendt kender vi ikke vore læsere særligt godt, og en prismekanisme findes jo heller ikke rigtigt.

Nu er bolden givet op.  Det er ikke sikkert I får chancen igen.

Økonomisk frihed: Danmark som Nordens Hong Kong?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. september 2005. 2 svar

Idag udkom den årlige udgave af Economic Freedom of the World indekset, som udgives af Economic Freedom Network, der består af mere end 60 tænketanke og institutioner verdenover.  Det har de sidste to år været nærværende punditokrat, der har været den danske kontakt, og siden sidste år har CEPOS været koblet på som den danske organisation.

Jeg havde i dagens anledning lavet et lille notat, “Økonomisk frihed, vækst og velstand: Et dansk perspektiv”, som jeg præsenterede ved et frokostsymposium hos CEPOS.

Blandt de mere løsslupne strøtanker deri var, at Danmark ikke behøver at se til f.eks. Hong Kong eller USA for at blive verdens frieste økonomi: Lader man sig inspirere af Island, Finland, Irland og Schweiz, ville vi uden videre kunne konkurrere om 1. pladsen med Hong Kong.  Det ville givetvis have konsekvenser for væksten og dermed for levestandarden.  (Se pressemeddelelsen her.)

CEPOS har iøvrigt links til selve EFW2005-rapporten, min præsentation og andet godt her.

Update: Jeg har søndag kronik i Berlingske Tidende, hvori Ché Guevara ganske vist bliver blandet ind, men som egentlig handler om frihedsindekset …

Samfundsvidenskabelig kanon?

Af Nicolai Foss, den 7. september 2005. 16 svar

Skønt denne punditokrat nærer en vis skepsis overfor de grasserende kanon-projekter, faldt han alligevel for fristelsen til at reagere på en henvendelse fra DJØF-bladet (sendt til en række danske samfundsvidenskabelige professorer) om at angive maximalt et dusin værker der tilsammen kan siges at udgøre en samfundsvidenskabelig kanon.

Her er så det bud som jeg uden alt for stor refleksion returnerede til DJØF-bladet.

"Thomas Hobbes. 1651. Leviathan.  Ideen om naturtilstanden som et generaliseret prisoners' dilemma-spil; den sociale kontrakt; egeninteresseret adfærd.

David Hume. 1750'erne. Essays: Moral, Political and Literary.  Proppet med geniale indsigter i ejendomsrettigheder, pengepolitik, sammenhængen mellem økonomiog etik, og meget andet.

Adam Smith. 1776. The Wealth of Nations.  Rodet og overvurderet (særligt ifht The Theory of Moral Sentiments), men dens status er jo ikke til at komme uden om.

Joseph A. Schumpeter. 1943. Capitalism, Socialism and Democracy.  Sprængfyldt af anderledes, skæve og innovative (!) bidrag til samfundsteori.  Går på tværs af etablerede disciplinære skel.

Friedrich Hayek. 1948. Individualism and Economic Order. Fundamentale indsigter i samfundets vidensdeling, og hvad de betyder for institutioner og økonomiske systemer.

Paul Samuelson 1948 Foundations of Economic Analysis   — Fuldstændig
retningsgivende for den udvikling moderne økonomisk teori har taget – på godt og ondt!

James March and Herbert A Simon 1958. Organization.  – Dét centrale bidrag til al teori om al administration og organisationer. Alle senere arbejder i organisationsteori har fundamentalt været variationer over denne bog.

Ronald H.Coase. 1960. "The Problem of Social Cost."  Journal of Law and Economics.  Det klassiske statement af en af de mest centrale resultater samfundsvidenskaberne: Coase-teoremet (efter min personlige mening: Dét centrale resultat).

James Buchanan and Gordon Tullock. 1962. The Calculus of Consent.   Bruddet med ideen om at politikere og bureaukrater har altruistiske præferencer. Et centralt bidrag til økonomisk analyse af konstitutioner.

Milton Friedman. 1968. "The Role of Monetary Policy," American Economic Review Centralt statement af monetarismen.  Fuldstændig retningsgivende for den økonomiske politik fra midt i 1970'erne.

James Coleman. 1990. Foundations of Social Theory.  Et af de få moderne eksempler på en "treatise."  Rational choice-sociologiens hovedværk. Går dog på tværs af disciplinære skel.  Pædagogisk og samtidig innovativ."

Mine kriterier?  Tjaa. En blanding af hvad jeg kan lide (Hume), hvad der uomtvisteligt har været indflydelsesrigt (men som jeg muligvis ikke bryder mig om — Samuelson) eller begge (Coase). 

Nogle jeg indlysende har glemt?  Mises' Human Action? Hmmm, måske.  Foucault? Shut it, pomos.  Max Weber?  Meget muligt.

 

Sælg månen!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. september 2005. 5 svar

En del borgerlige—fra Jens Rohde til Brian Mikkelsen—og enkelte ikke-borgerlige (f.eks. Naser Khader) har fra tid til anden gjort lidt venligt grin med de liberale, der igennem årene har villet gå ganske langt med privatiseringer: Man har med et smil sagt, at vi jo syntes, at det var interessant at diskutere, “hvordan man kan privatisere månen eller verdenshavene eller …”  Hø, hø, hø.

Men hvad er der egentlig så sjovt ved det?

Som Niels Krause-Kjær (der selv har drillet med lignende ting) indsigtsfuldt har bemærket i et interview sidste år, så var mange af de ting, som nogle af os i 1980erne foreslog som privatiseringer dengang “ude på overdrevet” i forhold til, hvad der var mainstream, men i dag synes de ukontroversielle.  Så måske de lidt mere vidtgående forslag faktisk kan stimulere—og endog være med til at flytte—debatten?  Den moderate venstrefløjs langsigtede realpolitiske succes i en lang årrække var (er?) om noget et resultat af, at man hele tiden flyttede målene, således at højrefløjen konstant måtte halte halvhjertet efter og sige “OK hertil, men så heller ikke længere!”.

Tag nu bare den konference, jeg var til i forrige uge, hvor økonomer helt seriøst talte privatisering af hvaler.  Langt ude?  På dybt vand?  Det var det såmænd nok i 1980erne, da islandske økonomer begyndte at tale om bortauktionering af fisketilladelser og -kvoter.  Nu benytter flere og flere lande sig af den mulighed.

Alt sammen minder det mig om en fabel, som Madsen Pirie fra Adam Smith Institute i London ofte fortalte i 1980erne: Der var engang en planet, hvor staten forestod al skoproduktion—alt andet (f.eks. en markedsløsning) ville jo resultere i ulighed (at fattige måtte gå uden sko) og “market failure” (for lille eller stor produktion af højre- eller venstresko), o.s.v.  Efter nogle årtier ville ethvert forslag om at lade markedet løse den slags blive mødt med skepsis, hovedrysten og måske endog fjendtlighed.  Her er der i den grad tale om, hvad Milton Friedman har kaldt “The Tyranny of the Status Quo”.  Og netop derfor kan der være grund til at udfordre vanetænkning ved at gå et skridt længere end dét, der synes politisk opportunt.

Og hvorfor skulle man iøvrigt egentlig ikke også kunne sælge månen eller det ydre rum?  Ok, en legalistisk forhindring er, at FN for et kvart århundrede siden vedtog Sovjetunionens forslag om, at solsystemet tilhører alle kollektivt, og at alle profitter derfor skal tilfalde verdens nationer proportionalt i forhold til indbyggertal.  Men da FN jo heldigvis ikke har magt, som flertallet af lande har agt, så er det jo ikke noget, man umiddelbart behøver at bekymre sig så meget om.

De amerikanske skatteborgere burde derimod kunne bekymre sig over Bush-regeringens vilde planer om at “space out”.  Den fortræffelige John Tierney havde i august en morsom og indsigtsfuld klumme i New York Times om, hvorfor dét netop kunne være en god grund til at lade private komme til i det ydre rum.  Det har jeg selv syntes var en sjov idé, siden jeg var teenager.  Ikke så meget på grund af Star Trek, men fordi jeg i 1983 som 17-årig læste denne artikel om privatisering af månen.  Beam me up, Scotty!

Eller, med anvendelse af et andet kendt Star Trek udtryk: Det kan være, at de liberalt sindede i stedet for at spille de sikre kort altid skal huske på, “The final frontier: To boldly go, where no man has gone before”.

Che som helt

Af admin, den 5. september 2005. 2 svar

Det er ikke kun Politiken, der gør sig i letbenede kronikker. Berlingske har fået David Trads til at begå en kronik med den usandsynlige titel: Che Guevara er en helt.

Her demonstrerer det venlige menneske (David, ikke Che), hvorfor så mange venstreorienterede har en fortvivlende ringe evne til at genkende – og dermed tage afstand fra – diktatur.

De spørger åbenbart kun: hvad var han imod?

De burde spørge: hvad var han for?

Che var imod undertrykkelse af fattige. Det gør ham til en helt for David Trads og vist flere med ham, ikke bare i Aalborg.

Che ønskede at indføre et kommunistisk diktatur, hvor afvigere, herunder ikke blot politiske konkurrenter og fagforeningsfolk, men også bøsser, musikere og andre “depraverede”, skulle undertrykkes eller dræbes. Det gør ham til et uhyre. Men Trads når aldrig så langt i sin analyse, selvom han udmærket kender til disse forbrydelser og endda nævner dem, for Che kæmpede jo mod grusomme modstandere.

Det er i sig selv tvivlsomt, om man kan undskylde grusomhed med, at man kæmpede mod andre, der var lige så grusomme. Jeg mener, at det kan man, men er opmærksom på det betænkelige heri. Men, men, men. Det forudsætter som det allermindste, at det, man kæmper for, er noget godt.

Berlingske sikrer den fortsatte underholdning ved at lade Lars Hvidberg skrive kronikken i morgen. Han har tidligere taget Che-dyrkelsen under grundig behandling på sin blog, så stå tidligt op og læs avisen.