Tag-arkiv: frihed

E-mail fra Milton Friedman

I sidste uge kunne man i Wall Street Journal læse noget så forunderligt som en relativt ny e-mail fra den nysafdøde Nobelprisvinder i økonomi, Milton Friedman (1912-2006) (omfangsrigt omtalt her på stedet, både her og her).  Konkret drejede det sig om et e-mail interview i forbindelse med en artikel i avisen sidste sommer.  Interviewet var som altid interessant, og der er nok et svar eller to, der vil kunne få stort set enhver til at blive overrasket mindst én gang.  Her er et længere uddrag:

Are you still a strong supporter of flexible exchange rates, even for developing countries?

Friedman: Yes. Economic forces affecting different countries are not always the same. The right exchange rate for a country in general may be one thing one time and another thing another time. A country that pegs the exchange rate is essentially committing itself to adopt the economic policies of the country whose currency it is pegged to. If it does that by pegging the exchange rate, it will always be under pressure as circumstances change to take advantage of the pegged exchange rate when they can and get into a position which is untenable.

The case of Argentina is the most dramatic and clearest case about that. Either a country should explicitly become part of the economic system of another country, as it could by dollarizing its currency as Panama has done, or else it seems to me it is best off by allowing the market to determine the value of its currency and in that way adjust to changes in the relative economic pressures on different countries. But flexible exchange rates are not a panacea for all evils. Governments can follow bad economic policies with either flexible or fixed exchange rates.

Do tax cuts pay for themselves?

Friedman: Occasionally. But revenue loss is almost always less than static prediction.

Do you have any favorite candidates for president in 2008?

Friedman: No.

Is inflation-targeting the right medicine for monetary policy? If so, how would you do it?

Friedman: It is a good medicine with the present institutions. And recent experience suggests that it is doable. Targeting central banks have been able to hit their targets. Basic way to do it is to keep quantity of money growing at a rate equal to target plus trend rate of real growth. Full discussion beyond the scope of email.

What is the biggest risk to the world economy: America's deficits? Energy insecurity? Environment? Terrorism? None of the above?

Friedman: Islamofascism, with terrorism as its weapon.

What are your thoughts on the low U.S. savings rate?

Friedman: The right saving rate is whatever satisfies the tastes and preferences of the public in a free and unbiased capital market. Market can adjust to any rate. This is a very complicated question. Present estimates probably understate actual savings because of treatment of capital gains. In any event, the present situation does not raise any problems for the economy.

India–how do you assess its prospects?

Friedman: Fifty years ago, as a consultant to the Indian minister of finance, I wrote a memo in which I said that India had a great potential but was stagnating because of collectivist economic policies. India has finally started to disband those collectivist policies and is reaping its reward. If they can continue dismantling the collectivist policies, their prospects are very bright.

Any thoughts on a China versus India comparison?

Friedman: Yes. Note the contrast. China has maintained political and human collectivism while gradually freeing the economic market. This has so far been very successful but is heading for a clash, since economic freedom and political collectivism are not compatible. India maintained political democracy while running a collectivist economy. It is now unwinding the latter, which will strengthen freedom of all kinds, so in that respect it is in a better position than China.

Så du røgen…?

Da The Economist i november bragte en nekrolog over Ralph Harris – den tidligere general director for the Institute of Economic Affairs – lagde tidsskriftet ud med at fortælle en lille anekdote fra National No-Smoking Day den 8. marts 2000. På denne dag kunne man uden for Westminster se to personer med hver sin pibe. Den ene var Baroness Trumpington, den anden Lord Harris. Harris elskede at ryge. Men der var mere i fremmødet end som så. For at citere:

‘[…] as the years passed he loved smoking less for the tang of the tobacco, or its stimulus to thought, than for its defiance of the nanny-hand of the state. As smokers were increasingly repressed and made outcasts by the “authoritarian itch” of governments, so he all the more fiercely took their side.’

Da jeg læste nekrologen tilbage i november, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt overbærende af Harris’ stilfærdige protest foran parlamentet. Men siden er jeg begyndt at forstå, hvad der drev ham. Her i Italien har det i snart længere tid været ulovligt at ryge på restauranter og barer – og nu er turen så også kommet til Danmark. Per 1. april 2007 bliver rygning forbudt på såvel offentlige som private arbejdspladser, undtagen i dertil indrettede rygelokaler. Det samme gælder restauranter (med mindre der oprettes adskilte rygerum) og udskænkningssteder over 40 kvadratmeter. Endelig forbydes rygning i enhver form for offentlige transportmidler samt lokaler med offentlig adgang.

Hvorfor dette meget vidtgående indgreb i den personlige frihed, både forstået som friheden til at ryge og friheden til at tillade rygning i sin private restaurant, bar eller hvad ved jeg. Jo, den officielle begrundelse er den klassiske, at rygernes frihed begrænser ikke-rygernes frihed, fordi sidstnævnte udsættes for passiv rygning.

Men Mill ville givetvis vende sig i sin grav ved den argumentation. For det står jo enhver frit for at lade være med at gå på en pub eller restaurant, hvor der er røg. Og hvis man mente argumentet alvorligt, så kunne man have ladet rygeforbud være op til den enkelte restauratør – det er trods alt hans geschæft – og så lade kunderne vælge mellem steder med og uden rygning. Det er med kort sagt ikke valgfriheden, der har ligget politikerne på sinde.

Ret beset handler det her da heller ikke om at fremme nogen form for frihed (undtagen den meget betænkelige form Isaiah Berlin kaldte ‘positiv frihed’). Til trods for henvisningerne til ikke-rygernes ret til at kunne gå uden for en dør uden at frygte den visse død, så synes der at være en anden ting på spil her. Det er sundhedssektorens helbred, der spøger.

De danske politikere har i deres vildrede over de løbske udgifter, der følger af en gratis adgang til sundhedsydelser, grebet fat om forebyggelsen. I takt med at vi bliver mere velhavende stiger efterspørgslen efter livsforlængelse nemlig eksplosivt – indkomstelasticiteten for sundhedsydelser er meget høj, som økonomerne siger.

Rygeforbuddet er et barn af disse bekymringer, og det er givetvis ikke det sidste tiltag, vi kommer til at opleve. De nye storkommuner skal – har jeg forstået – lægge ekstra stor vægt på forebyggelse, netop fordi det danske sundhedssystem ikke er økonomisk holdbart på længere sigt. Motion og kost er de oftest nævnte indsatspunkter, for fedme belaster som bekendt også sundhedssystemet. I indeværende uge blev det forskruede i hele tankegangen udstillet, da man kunne høre den nye konservative sundhedsminister forslå – i ramme alvor – at slik ved lov skal væk fra børnehøjde, ja helst “ned i et hjørne af butikken, hvor kunderne ikke kommer så tit”.

Nu skulle man synes, at der var en ret enkel løsning på den offentlige udgiftseksplosion, der følger af rygning og usund kost. Man kunne jo overveje at indføre brugerbetaling på dette område, så den enkelte ryger, chokolademisbruger eller motionsnægter bar den økonomiske byrde ved sin adfærd. Lade såvel kompetence som ansvar ligge hos individet og så ellers blande sig uden om. Lige nu tilskynder sundhedssektoren faktisk folk til at leve usundt, fordi de ikke selv skal betale regningen – brugerbetaling kunne med andre ord også have velfærdsfremmende virkninger (i økonomisk optik).

Men nej. Den slags tanker er så ildesete, at de end ikke har været oppe at vende – jeg har i hvert fald ikke set dem forslået fra politisk hold. I stedet er vi øjensynligt i færd med at lægge selve ansvaret for forebyggelse væk fra den enkelte og over på fællesskabet. Det er for det første skruen uden ende, og for det andet er det en ret sikker måde at underminere den enkeltes ansvar for egen sundhed. Og så har jeg end ikke nævnt den personlige frihed.

Og hvor skal det her egentlig ende? Målet retfærdiggør tydeligvis midlet, og den slags er altid bekymrende. Er det en lovpligtig morgenløbetur, der er næste programpunkt? Eller hvad med de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen – er der bøder i vente, hvis man kun når 300 gram?

Nu skal man selvfølgelig være varsom med at male fanden på væggen, men Lord Harris gjorde nok ret i at stå med sin merskumspibe foran parlamentet hin martsdag i 2000. Skade kun, at forebyggelsespolitikken har sejret ad helvede til lige siden.

Frihedens globale tilstand

Den amerikanske NGO Freedom House har for nyligt udgivet sin årlige "Freedom of the World" rapport, der bedømmer samtlige verdens landes grad af individuel og politisk frihed.

Freedom House operer med tre kategorier af lande således, at de bedømte lande, alt efter hvordan de scorer i kategorierne borgerlige frihedsrettigheder og politiske frihedsrettigheder, rubriceres, som "free", "partly free" og "not free". Scoren går fra 1-7 – hvor 1 er den højeste grad af frihed og 7 den laveste – i hver kategori.

2006 var ifølge Freedom House et år, hvor friheden stagnerede globalt set. I både Asien og Afrika forværredes borgerlige og politiske frihedsrettigheder i en række lande, herunder Thailand og Congo (Brazzaville), mens fremskridtene globalt set var ganske beskedne. Den mest positive udvikling er givetvis Ukraine, der med en score på 3 for politiske frihedsrettigheder og 2 for borgerlige frihedsrettigheder lige akkurat kan kalde sig frit.

Samlet set er der ifølge Freedom House's rapport 90 frie, 58 delvist frie og 45 ufrie lande (og territorier) i verden p.t. (mod 42 i 1976). De frie lande fordeler sig på 11 i Afrika, 1 i Mellemøsten og Nord-Afrika (Israel), 16 i Asien, 25 i Latin, Mellem, og Nordamerika 13 i det gamle Østeuropa og tidligere Sovjetunionen, samt 24 i vest-Europa (kun Tyrkiet er delvis frit).

Freedom House konkluderer, at der siden den globale friheds annus mirabilis i 1998 er sket en kedelig udvikling og det liberale demokrati er ikke længere på, hvad der ellers på daværende tidspunkt, virkede som en ustoppelig global sejrsmarch.

Frihedens trænge kår er også genstand for en artikel hos Reason (skrevet af den fremragende Cathy Young). Cathy Young afslutter med følgende spørgsmål:

  Why the setbacks for freedom, which seemed to be on the rise around the world a decade ago? Could it be that the rise and fall of democratic aspirations have their own cycles? Could it be that the universalist vision of freedom and democracy is doomed to fail, because it does not take cultural differences into account? Could it be that freedom's champions lack the resolve to stand up to its enemies?

Denne punditokrat skal ikke påstå at have svarene – men hælder til, at de af Cathy Young nævnte grunde, samt en hel række øvrige kendte (og ukendte) faktorer spiller ind, hvorfor der givetvis ingen mirakelkur findes.

Så se dog noget "Bullshit!"

Det er sjældent, man bliver positivt overrasket over, hvad man kan finde på 3+'s TV-programflade–eller for den sags skyld på de fleste andre danske TV-kanalers.  To aftener i denne uge har jeg dog været positivt overrasket–og ganske klækkeligt underholdt, nemlig af de amerikanske tryllekunstnere "Penn & Teller" og deres Emmy-nominerede TV-serie "Bullshit!", som nu kører på 5. sæson i USA.  Egentlig er jeg ikke meget for tryllekunstnere, specielt ikke dem af David Copperfield-typen (omend man da må anerkende mandens magiske evner for tilsyneladende i længere tid at have borttryllet Claudia Schiffers smag og dømmekraft).  Men den store storsnakkende Penn & den lille (bogstaveligt) intetsigende Teller er også noget ganske andet, og dem har jeg syntes godt om siden begyndelsen af 1990erne: Dels er de ret sjove, og dels er de undertiden ufatteligt politisk ukorrekte. 

Det skal jeg vende tilbage til nedenfor, men her foreløbig blot lidt reklame for serien, som altså ikke har så meget at gøre med tryllekunstnere, som den har med … bullshit.  Den handler i al sin enkelhed om–gerne med et godt grin–at afsløre, når folk lader som om de er seriøse, men det de præsenterer er noget skidt.  Så de første par aftener (to afsnit pr. aften) har nogle af mine yndlingsaverisoner fået med grovfilen: clairvoyante; miljø-dommedagsprofeter og Greenpeaceniks, som tror på menneskeskabt global opvarmning; alternativ medicin & alternativ behandling, o.s.v., o.s.v.  Til gengæld har "the good guys" været bl.a. folk fra Cato Institute og Bjørn Lomborg.  Andre afsnit, som ikke har været vist endnu, omhandler bl.a. konspirationsteorier, våbenlovgivning, recykling, passiv rygning o.l.  (Afsnit sendes og genudsendes på 3+: 28/1 22:00, 28/1 22:40, 29/1 23:20, 4/2 22:05, 5/2 23:25.)

Kan man ane en politisk linie?  Måske–og så kommer vi til, at Penn Jillette selv (i lighed med P.J. O'Rourke) er H.L. Mencken Fellow ved … Cato Institute–og ganske libertær i sine udmeldinger:

"Well, I'm a real total-freedom nut, a libertarian, and I'm one of those crazy optimists. Let people do what they want and everything will be okay." (interview, Boston Phoenix, July 2-8, 2004)

"I'm a hardcore libertarian. I want everything legal." (FilmForce.IGN.com website, October 13, 2003.)

"[I am] a Libertarian, pro-freedom, governs-least-governs-best, free market advocate." (Regulation magazine, Summer 2001.)

"We talk an awful lot about whether you have to stop at libertarianism or go on to anarchocapitalism." (Slate.com, February 4, 2006)

Jillette har også taget den såkaldte World's Smallest Political Quiz, hvor han scorede 100 ud af 100. "That was easy", sagde han efterfølgende.

Teller–som aldrig siger et ord i deres trylleshows eller TV-programmer–har været lidt mere fåmælt om politik, men under en online chat på WashingtonPost.com blev han spurgt om, hvem han ville stemme på i 2000, og han svarede:

"I am Libertarian. Democrats and Republicans, well, it's kind of like a 'magician's choice' — two identical incumbent organizations pretending to be different so that we will vote the same old mob back into power. I think our only hope is to support intelligent third-party candidates." (December 29, 2000.)

Penn & Teller er særligt optagede af ytringsfrihed.  Her er, hvad Penn for et årti siden sagde til Reason Magazine om Beavis & Butthead, vold og kunstnerisk ytringsfrihed:

Reason: How do you feel about the Beavis and Butt-head controversy?

Penn: Complete and utter insanity. There's no issue you can find that I could be further on one side of. The fact that Beavis and Butthead–cartoon characters!–are being blamed for things in the real world seems so close to insanity that I can't imagine believing it. There are two ways that I can see to argue this issue of the link between real violence and TV violence. One is to show that there's no [causal link] between the amount of violence someone watches and how they act in the real world. There just isn't. That's one way to go: [Researchers] didn't find anything, so shut up.

The other way to go is to just talk about the moral issue. To paraphrase Benjamin Franklin, those who sacrifice liberty for safety deserve neither. That' s all you need on this issue. The thing I said in The New York Times, which I probably shouldn't have said, since it probably weakens our side, is that, if in a country of 260 million people, all the art that we have done completely freely does end up killing four people a year, that's OK. That's an argument you're not supposed to make because it goes against the weird zero-risk society that we're supposed to be going towards. Even if it would turn out that three people who were predisposed to violence–not just inspired by the stuff, but motivated– committed a crime, that's OK.

One of the problems is that people confuse inspiration with motivation. If I'm the kind of person who's going to kill somebody, whether I do it Taxi Driver style, Beavis and Butt-head style, or Bible style is my decision. As far as I'm concerned, none of those artistic things enter into it at all. If I'm going to [kill] you, I don't care very much whether I light you on fire and say, "Heh, heh, cool," or say, "Suck on this," and shoot you in the stomach.

No one has an idea really of where we should draw the line. What about the Bible? Every nut who kills people has a Bible lying around. If you're looking for violent rape imagery, the Bible's right there in your hotel room. If you just want to look up ways to screw people up, there it is, and you're justified because God told you to. You have Shakespeare and you have Sophocles–what are we going to do, lose Oedipus Rex if someone pokes an eye out?"

Til den kritiske forbruger

Man skal ikke altid skælde ud på Frank Aaen og Enhedslisten–bare fordi det er så let …  Nu og da, omend ganske sjældent, gør de noget, der er til fordel for borgernes generelle velfærd.  F.eks. har vi lige set, at de har lavet et website med titlen Kend din vare, hvor de lister produkter fra alle de virksomheder, som ikke betaler så megen skat i Danmark, som Aaen & Co. mener, de burde.  (Hov, det kan vist ikke være sandt–det må være "… nogle af de virksomheder …", da vi må antage, at man som ægte Marxist-Leninist egentlig mener, at alle privatkapitalistiske virksomheders fulde profit skal eksproprieres til "fordel for fællesskabet".)  Listen omfatter:

Jeg tror, at det er ment som et forslag til, at man skal bruge listen til at informere sig om, hvilke varer man ikke skal købe, men listen kunne jo selvfølgelig også bruges til noget ganske andet …  Den opfordring er så givet videre herfra–shop 'till you drop!  Eneste omkostning er så, at man bliver nødt til at lytte til et video-indslag med Frankie "the Enforcer" Aaen, men man kan jo altid slå lyden fra.

The Axis of … Latino-Leninismo

Vi plejer ikke her på stedet at gøre meget ud af fotoreportager, men denne uges farverige indstættelse af Perus nye præsident byder dog på muligheden for at gengive billeder af, hvad der desværre må anses for mere end blot Latinamerikas ideologiske svar på Rip, Rap & Rup–de tre born-again socialister Chavez (Venezuela), Morales (Bolivia) og Correa (Peru)–samt deres naturlige allierede, Irans præsident Mahmoud Armageddon-out-of-here.   Det eneste, der vist rigtigt forener de fire, er deres kærlighed til en stor statsmagt, afsky for Vesten (og i særdeleshed USA) og manglende respekt for privat ejendomsret og andre basale frihedsrettigheder.  Billederne ville næsten være grinagtige, hvis de ikke lige var så umådeligt triste.

Det har Wall Street Journals velskrivende Mary Anastasia O’Grady en dagsaktuel kommentar til–“Making Lenin Proud”–i dagens WSJ:

“The way to crush the bourgeoisie is to grind them between the millstones of taxation and inflation.”

— Vladimir Lenin

Mexican historian and author Enrique Krauze has written that he believes that the “last Marxist in history [will] die at a Latin American university.” At a minimum, Mr. Krauze seems to have gotten the geography right.

Most of the rest of the world has stuffed communism into the dustbin of history but, as events over the past week remind, Latin America has not. Earlier this month, President Hugo Chávez officially took control of Venezuela’s central bank and declared himself a communist. He then traveled to Ecuador to attend the swearing-in ceremony of his latest and perhaps most promising protégé, Rafael Correa, as that country’s new president. Mr. Correa has lost no time emulating his mentor. … 

In his first week on the job, he has already demonstrated a profound understanding of Lenin’s dictum that power over monetary matters is a revolutionary essential. To that end, he has begun an effort to destroy Ecuador’s dollarization. From there, taxation and inflation will do much of his work for him.

At his inauguration last Monday Mr. Correa put on quite a show. Most extraordinary was his not-so-subtle admission that Mr. Chávez is going to be the power behind the Ecuadorean throne. Most Latin governments guard their independence as a matter of national pride. But Mr. Correa appeared quite happy to let the world know that he will be outsourcing Ecuadorean sovereignty to Venezuela.

Ecuador, the new president declared, is “leaving the night of neoliberalism behind” and the new “Bolivarian” government will pursue “21st-century socialism.” He denounced competition and called for cooperation instead. He held up a sword that Mr. Chávez had given him as a gift and cried, “Look out, look out, Bolívar’s sword is passing through Latin America,” a reference to the Chávez agenda, which calls for South American integration under the thumb of the continent’s largest energy producer. The Venezuelan president was perched behind the new president, eyes narrowed, enthusiastically applauding the performance. Iran’s Mahmoud Ahmadinejad was also an honored guest, sitting next to Bolivian President Evo Morales. …

Rewriting the constitution is so central to his agenda that on inauguration day he decreed a March 18 national referendum on the issue. The only problem is that Mr. Correa hasn’t the power to call a constitutional referendum. Changes to the constitution fall under congress. Since Mr. Correa’s party has no members in the 100-seat chamber and his coalition is shaky, it is not entirely clear that he will be able to push through the constitutional changes he seeks. His socialist revolution via a constitutional coup could be delayed.

Still, that doesn’t leave the aspiring authoritarian without options. He has Lenin’s millstones to fall back on, if only he can resurrect a local currency. This explains the assault on dollarization now under way.

The adoption of the greenback as Ecuador’s currency seven years ago has been extremely popular among Ecuadoreans of all classes. A long history of repeated bouts of hyperinflation, which destroyed both wages and savings, has finally come to an end and been replaced by a new sense of stability. Mr. Correa knows full well that he cannot strip Ecuadoreans of this one economic gain without facing the kind of rebellion that brought down previous governments. Yet the control he yearns for will not be his as long as the dollar reigns.

To reverse dollarization and introduce a fiat currency, Mr. Correa will have to undermine the dollar economy. One step in that process is stifling commerce with the U.S., his country’s largest trading partner. He has already pledged that under his guidance Ecuador will move away from trade liberalization with the gringos and throw its lot in with Mr. Chávez’s Bolivarian Alternative for America trading block.

Protectionism will help weaken the dollar economy but it may not be enough to provoke a crisis. A forced restructuring of the country’s $10.3 billion in external debt will provide further assistance by damaging the country’s creditworthiness and discouraging new investment, particularly because it is well known that Ecuador’s debt service as a percentage of gross domestic product is lower than Colombia’s or Brazil’s. Creditors understand that paying what is owed is a matter of willingness. Nevertheless, Mr. Correa’s finance minister, Ricardo Patino, last week proposed a haircut of 60% on the country’s debt and invited a team of Argentine officials — otherwise known as the world’s most experienced deadbeats — to Quito this week to act as advisers.

It will be claimed that the “savings” on debt service will be used to help the poor. This will boost Mr. Correa’s populist appeal but politicians never have enough revenue to meet their goals. Low growth rates and disappointing oil prices will exacerbate revenue shortfalls. In a fiscal crisis it is easy to imagine a government like Mr. Correa’s issuing script or a new currency in parallel to the dollar.

The new president seems to be prepared for just such an outcome. In the past he has called for a regional currency and he has now announced that he will end central-bank autonomy. Once foreign investment and trade dry up and the bottomless pit of corruption and social spending drains public coffers, dollarization will be the scapegoat. Mr. Correa can then begin to print his own notes and make Lenin proud.”

Ja, det lyder jo inspirerende.  Vil man have et forvarsel om de langsigtede konsekvenser af den nye Latino-Leninismo, kan man såmænd kaste et blik i den nye udgave af Heritage Foundation/Wall Street Journals Index of Economic Freedom (let at forveksle med, men ikke identisk med Economic Freedom of the World-indekset)–og så tænke i “negative” termer.  2007-udgaven af det kom i sidste uge med bl.a. en artikel af en af verdens førende forskere udi økonomisk vækst, den spansk-amerikanske Xavier Sala-i-Martin.  Denne–som absolut ikke er en teoretisk økonom, men nærmest kan kaldes en ultra-empiriker–viser, at den øgede vækst, som globaliseringen repræsenterer, fører til mindre ulighed og mindre fattigdom.  Så kan man jo spørge sig selv, hvad man tror de kommende år vil byde på for de almindelige mennesker i Venezuela, Peru, Bolivia og Iran.

Det har selvsamme O’Grady også skrevet om i “The Poor Get Richer” i sidste tirsdags WSJ:

“Here’s bad news for t
hose who oppose global fre
e trade: Not only did the world-wide trend toward greater economic liberty hold steady over the past year, but the incomes of poor individuals across the globe are rising as result. The world isn’t only growing richer. The gap between the per-capita income of have-not populations and that of the developed world is narrowing.

This good news for human progress is documented in the 2007 Heritage Foundation/The Wall Street Journal 2007 Index of Economic Freedom, released today. Neither another year of Islamic terrorism, nor record high oil prices, nor fear mongering on Capitol Hill about the China peril have been able to reverse a gradual global shift that reflects the basic human longing for individual liberty. While not all of mankind is participating in this advance, in those places where freedom has increased, people are becoming decidedly better off.

The average freedom score this year for the 157 countries ranked is the second highest since we began measuring economic freedom 13 years ago. It is down a fraction from last year, but each region of the globe enjoys greater economic freedom than it did a decade ago. Hong Kong, Singapore and Australia are the three freest economies in the world this year, in that order. The U.S. ranks No. 4. Among the 20 freest economies in the world, Europe holds 12 places. (The rankings are here.)

As it has in past editions, the 2007 Index also looks at income levels around the globe and finds that economically free countries enjoy significantly greater prosperity than those burdened by heavy government intervention. The per capita GDP of the top quintile of countries, ranked according to economic freedom, is now almost $28,000 while the bottom quintile is less than $5,000. The associated higher GDP rates that come with economic freedom “seem to create a virtuous cycle, triggering further improvements in economic freedom. Our 13 years of Index data strongly suggest that countries that increase their levels of freedom experience faster growth rates,” says the report.

This year the Index again includes important essays on world economic trends. In a piece titled “Global Inequality Fades as the Global Economy Grows,” Columbia University professor of economics Xavier Sala-i-Martin destroys the myth that the income gap is widening. While it is true that some countries are being left behind, when population weights are factored into the equation, the evidence shows that “individual income inequality declined substantially during the past two decades. The main reason is that incomes of some of the world’s poorest and most populated countries (most notably China and India, but also many other countries in Asia) converged rapidly with the incomes of OECD citizens.” Of course both China (ranked 119) and India (104) have a long way to go toward economic freedom but both have made big gains in recent years. Mr. Sala-i-Martin finds that the inequality gap would be even narrower if not for the “dismal performance” of African countries.

A second essay is by Swedish economist Johnny Munkhammar on “The Urgent Need for Labor Freedom in Europe–and the World.” The more advanced economies in Europe restrict labor freedom at the cost of low growth and high unemployment, he argues, while “many Eastern and Middle European countries experiment successfully with freedom.” Contrary to socialist views, labor freedom and improving social conditions actually go together. What he concludes could be applied to the rest of the globe in all areas of economic policy: “If the world wants to achieve both more jobs and better living standards, freedom is essential.”

Den invaliderende velfærdsstat

Berlingskes forside handler i dag om den nye skatteordfører for de Konservative Jakob Axel Nielsen.

Han forsøger sig med det synspunkt, at solidariteten er på retur i Danmark, hvilket også gælder de seneste fem år under Foghs regering.

Læser man artiklen i Business, får jeg indtryk af, at han er i byen med et for liberale/borgerlige velkendt synspunkt: en stor velfærdsstat amputerer folks evne til at tage ansvar for sig selv og deres medmennesker.

Det er jo et synspunkt, som mest prægnant blev formuleret af Henning Fonsmark i hans bog, Historien om den danske utopi (1990) En bog, der endnu ikke er blevet overgået i vigtighed. Gyldendal har den ikke længere på sin hjemmeside. Måske et genoptryk var på sin plads?

(Velfærds-)staten har bestemt sine gode sider. Denne punditokrat vil hævde, at der er forskel på at være liberal og anarkist, og at den vanskelige, men nødvendige opgave er at indrette Staten sådan, at der er en balance mellem de nødvendige rammer for et civiliseret samfund og risikoen for magtmisbrug og umyndiggørelse, der ikke bare er økonomisk belastende, men også åndeligt invaliderende.

Men velfærdsstaten, som den er blevet udviklet i vores del af verden, er gået langt videre og har skabt et system, der i alvorlig grad umyndiggør folk, så de bliver skadet på både krop og sjæl.

De fleste finder sig i denne umyndiggørelse. Det kan lige frem være rationelt at være systemkonform, for når man bliver flået i skat og derfor både selv og med bofællen må arbejde meget og længe, bliver det fornuftigt at kræve sine problemer løst af Staten. Man har jo ikke selv hverken tid eller penge til det. Det er jo for H…., derfor vi betaler skat, lyder argumentet fornuftigt nok.

For dem, der i det mindste bander, er der fortsat håb. Mere uhyggeligt er de mange, der vokser op med velfærdsstatens invaliderende effekt formidlet af en uhørt systemtro presse. De vokser op åndeligt amputerede, så de ikke kan forestille sig en tilværelse med mere personligt ansvar. Det må Staten ordne, og hvis jeg eller andre ikke er lykkelige, er det Statens eller den til enhver tid siddende regerings skyld, hvilket kun kan afhjælpes med mere Stat.

Måske er det her, at vi finder svaret på, hvorfor danskerne er mere lykkelige end så mange andre folkeslag: vi er lykkelige som børn, ubekymrede i vores tillid til, at Staten som vores forældre nok skal løse stort og småt. For nogle er det uhyre positivt, for os andre er det næsten lige så uhyggeligt som Invasion of the body snatchers.

Forskellen mellem de to opfattelser ses i Berlingskes dækning. Skatteordfører Nielsen prøver – formodentlig belært af sin forgængers kranke skæbne – at pege på denne invaliderende virkning af velfærdsstaten ved at formulere det i bløde former: solidariteten formindskes.

Solidaritet er jo et plusord for alle, selvom nogle efterhånden er blevet træt af begrebet, fordi det har ændret indhold. Det betød jo oprindeligt, at A påtog sig at hjælpe B, der var i nød. Dernæst kom det til at betyde, at A krævede, at C hjalp B, fordi C havde bedre råd. Herefter ophævede man forudsætningen om nød, så A også kunne kræve hjælp sammen med B af C. Og i dag betyder det, at A, B og C alle kræver at blive hjulpet af andre.

Men for uhyggeligt mange er solidaritet og velfærd noget, som kun Staten kan levere. Derfor må Staten som Molok konstant fodres med større skatter. Den tapre skatteordfører (og han er virkelig modig, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på tidligere forsøg i samme retning fra andre nu stynede politikerspirer, eller sammenligne med de mere spage udtalelser fra hans kolleger på Christiansborg) bliver derfor mødt med spørgsmålet, om "det så ikke er paradoksalt, at du efterlyser større solidaritet, samtidig med at du taler varmt for at sænke skatten."

Tja, bum bum.

Nå, i samme erhvervstillæg kan man også læse om CEPOS, der holder en konference i dag på baggrund af en rapport udarbejdet af prof. Nicolai Foss (ex-punditokrat) og Christian Bjørnskov (punditokrat-in-chief). Rapporten påviser en sammenhæng mellem en stor velfærdsstat og en manglende lyst til at være selvstændig, dvs. tage en stor personlig risiko, arbejde ekstremt hårdt og med udsigt til konfiskation af hovedparten af gevinsten, hvis det mod al statistisk sandsynlighed lykkes.

Som jurist kan jeg ikke bidrage til denne samfundsvidenskabelige diskussion om mulige sammenhænge. Men jeg kan da pege på det forunderlige i, at den første frie grundlov fra 1849 havde en bestemmelse om næringsfriheden, dvs. retten til at skabe sin egen tilværelse og forsørge sig selv. Da grundloven sidst blev revideret i 1953 indførte man en bestemmelse om retten til arbejde, dvs. retten til at lade sig forsørge af andre. Sic transit, etc. (og hvis grundloven Gud forbyde det skal revideres i nær fremtid, må vi forvente, at det "udvidede" solidaritetsprincip også grundlovsfæstes. Tak til unge prins Christian for at have lagt den sag død indtil videre).

Rapportens konklusioner er for os at se en naturlig følge af velfærdsstatens invaliderende virkning, men den bestrides naturligvis af bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der er CEPOS velfinansierede modpart i samfundsdebatten. De peger bl.a. på, at iværksættertrangen er større i lande, der er "fattigere og mindre udviklede end Danmark", og at det derfor er "lidt komisk, når CEPOS nu har så travlt med at understrege, at iværksætteri gør os rigere". Tja, man kunne jo også vende det om og hævde, at det var iværksætteri, der gjorde os rige og dermed skabte en velfærd, som langtsomt har kvast initiativet ud af de fleste og gjort dem afhængige af Staten. Mon vi bliver ved med at være rige på den måde?

Konferencen finder sted i Den Sorte Diamant (læs mere her), kl. 11.

Redaktøren af denn blog vil forhåbentlig skrive mere om emnet.

Er danskerne retsløse når institutionerne svigter?

Langt de fleste af Punditokraternes læsere har givetvis allerede hørt historien. Forleden blev en urmager i Kompagniestræde i det inderste København udsat for væbnet røveri. Det sker jævnligt i Danmark, men for netop denne urmager var det syvende gang. De mange røverier har betydet, at mandens forsikring nu kun dækker 15-25 % af hans tabte værdi (tallet afhænger af hvilke medier man har læst). I stedet for at bakke, trak urmageren derfor en pistol op af en skuffe bag disken, og skød to af de tre røvere. De ligger nu på hospitalet, uden for livsfare, mens den tredje formåede at flygte ud af butikken, og nu er efterlyst.

I mange andre dele af verden er det hverdagskost, men ikke i Danmark. Vores lovgivning er nemlig skruet sådan sammen, at indehaveren af forretningen er arresteret og sandsynligvis bliver sigtet for drabsforsøg. Det er grunden til at sagen har vakt så stort postyr i medierne, og også grunden til at jeg – for første gang i min korte akademiske karriere – har været i TV for at give en slags liberal indgangsvinkel på sagen.

Hvorfor er det så vigtigt, at medierne blæser det sådan op? Hvorfor er det så vigtigt, at jeg risikerer at spilde læsernes sparsomme tid? Svaret på begge spørgsmål er, at det ikke kun drejer sig om en københavnsk urmagers uheld. Sagen er et eksempel på, at det danske samfund og den danske lovgivning er skruet sammen på en måde, som af og til giver absurde konsekvenser. Og den er et eksempel på, hvor lidt den private ejendomsret – en del af kernen i ethvert individs frihedsrettigheder – fylder i dansk juridisk og politisk tænkning.

Og hvorfor så det, kan man spørge? Jo, dansk lovgivning indeholder naturligvis en bestemmelse om nødværge – straffelovens paragraf 13 – som siger, at man ikke kan dømmes for vold hvis man har forsvaret sig mod et angreb, der konkret truede ens liv. Alle retssamfund har sådan en paragraf, for det synes indlysende, at mennesker også individuelt har lov til at forhindre andre i at dræbe dem. Men i den danske straffelov gælder denne paragraf udelukkende angreb på ens liv, ikke noget som helst andet. Hvis man, som i urmagerens tilfælde, bliver røvet uden at det direkte og specifikt truer ens liv, kræver loven, at man så at sige lægger sig fladt på maven og lader forbryderne tage hvad de lyster af ens ejendom. Man har med andre ord en lovsikret ret til sit eget liv, men ikke nogen ret til grundlaget for ens liv. Hvis man alligevel med magt forsvarer sit hus, sin pung eller sin bil, begår man en strafferetsligt strafbar forseelse.

Naturligvis skal man have lov til at forsvare sit liv, men den konkrete sag stiller skarpt på et svært dilemma: I hvor høj grad skal man vægte forbrydernes grundlovssikrede ret til at undgå fysiske overgreb mod deres ofres ligeledes grundlovssikrede ret til deres ejendom? Sagen udstiller på samme vis, hvordan dansk lovgivning er påvirket af dansk juridisk og politisk tænkning. Lovgivningen er nemlig lavet på den implicitte, men helt afgørende antagelse, at de relevante, formelle institutioner – politiet og domstolsvæsenet – altid kan forsvare borgernes rettigheder. Den er med andre ord ganske enkelt ikke gearet til situationer, hvor disse myndigheder af forskellige grunde svigter borgerne! Og om noget er historien om urmageren i Kompagniestræde en historie om hvad der sker, når de relevante myndigheder gentagne gange svigter borgerne.

Lad os følge, hvad der egentlig er sket i urmagerens tilfælde. Efter første røveri, har hans forsikringsselskab udbetalt den almindelige dækning i sådanne sager, men har sandsynligvis hævet hans præmie lidt. Manden måtte derfor selv hæfte for selvrisikoen, ligesom han naturligvis selv – sammen med sin familie – har måttet håndtere de traumer, som et væbnet røveri altid giver. Anden gang, manden blev røvet, er det samme sket, men med den twist, at manden nu viser sig at have større risiko for røveri end forsikringsselskabets andre tilsvarende kunder. Hans præmie og selvrisiko er derfor sandsynligvis sat op. Dette er også sket i det tredje, fjerde, femte og sjette tilfælde, hvor en sagesløs handlende har måttet stå med bevæbnede røvere i sin butik. Da det syvende røveri ramte ham forleden, var han derfor nede på at få dækket 15-25 % af sine tab, samtidig med at han givetvis har betalt en tårnhøj præmie – nogle rapporter peger på, at juvelerer og urmagere ofte betaler forsikringspræmier på op mod 100.000 kroner om året. Og det hele er i en meget virkelig forstand en konsekvens af myndighedernes svigt. Pga. dette svigt mister urmageren meget store summer, muligvis så store at han på sigt må lukke sin butik.

Hvordan er det så det? Jo, et røveri er noget der desværre sker, og to er sort uheld. Men hvis man bliver udsat for syv (7) røverier i en butik, der ligger i en af de gader i Danmark, hvor der færdes flest mennesker, er det ikke længere ‘bare’ uheld. Det er i stedet et udtryk for, at det danske politi ikke formår at forsvare de handlendes private ejendomsret. Om det er pga. at deres ressourcer er særligt strakt for tiden – balladen omkring Jagtvej 69 har givetvis tæret hårdt på dem – eller om man fra politisk hold ikke har allokeret nok ressourcer, er et åbent spørgsmål. Det er svært at klandre den enkelte politimand og den enkelte politimester for miseren, men fakta er, at hvis de havde formået at beskytte urmageren, var det aldrig kommet så vidt. Han må nemlig ikke indenfor lovens rammer forsøge at beskytte sin ejendom – det er kun politiet, der har den ret og manden har kun den ene mulighed at håbe på, at politiet beskytter ham. Når myndighederne svigter deres ansvar, er borgerne derfor de facto retsløse: Nok har vi en grundlovssikret privat ejendomsret, men ingen håndhæver den og vi har ikke ret til at gøre det selv.

For manden selv er det helt åbenlyst en tragisk situation. Han er truet på sit levebrød, og må sandsynligvis også leve med nogle dybe sår på sjælen efter syv røverier. For erhvervet som helhed er det også problematisk. Hvis risikoen for at blive berøvet er blevet så stor, er det et åbent spørgsmål hvor meget af branchen der på sigt overlever. Kombinationen af myndighedernes svigt og dansk lovgivnings kategoriske afvisning af danskeres ret til selvstændigt at forsvare deres ejendom kan hurtigt udhule grundlaget for en bid af den danske økonomi, ikke mindst fordi forbryderne også lærer af sagen, at det er let og relativt ufarligt at røve urmagere og juvelerer. Det er tæt på at være en naturlov, at jo oftere politiet og domstolene svigter, jo oftere rammer forbryderne de brancher som svigtes.

På den måde betyder en myndigheds forhåbentlig rent praktiske problemer et økonomisk tab for hele Danmark, men problemerne ender ikke der. Respekten for og beskyttelsen af den private ejendomsret er nemlig en langt mere fundamental faktor for moderne samfund end medier, politikere og den danske juriststand åbenbart synes at forstå. Det tidspunkt, de europæiske samfund begyndte at løbe fra resten af verden – både i økonomisk, politisk og social forstand – var netop da man gennem Renæssancen og Oplysningstiden fik større respekt for individets kernerettigheder, heriblandt ejendomsretten, og ikke mindst da man begyndte at beskytte dem. Tænk engang over det! Man kan ganske enkelt ikke forestille sig en industriel revolution uden beskyttelse af industriejernes investeringer. Uden den ville de ikke have investeret. Man kan ikke forestille sig en industriel revolution uden en vis respekt for de nye lønmodtageres ret til deres ejendom – deres lønindtægt. Ellers var de ikke flyttet fra landet ind til de nye byer og deres beskidte, men lønnede fabriksarbejde. Og man kan dårligt forestille sig en demokratisk udvikling uden ejendomsretten, der netop skabte en middelklasse med stærke ambitioner om medindflydelse i samfundet. Sidst er det også ganske svært at forestille sig en social udvikling hvor direktøren hilser på
rengøringsassistenten, hv
is den ene var herre og den anden tjener i et førindustrielt feudalsamfund.

Som Nobelpristageren Douglass North sammen med diverse medforfattere har vist, er den private ejendomsret et helt nødvendigt grundlag for udviklingen af det moderne samfund. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg kun henvise til hans forrygende – og relativt letlæste – arbejde sammen med Barry Weingast. Deres arbejde viser med al tydelighed, at det der grundlæggende adskiller os fra det afrikanske morads, den sydamerikanske korruptionssump, de menneskefjendske kommunistreder i Cuba og Nordkorea, og de traditionalistiske samfund i Mellemøsten, i særdeles høj grad er vores respekt for den private ejendomsret. Derfor er mediernes sag om urmageren fra København ikke blot en spændende og let absurd sag om myndighedssvigt og overdreven selvtægt. Den er også udtryk for et problem, der går til hjertet af vores samfund: Danskernes og særligt de danske politikeres skred i deres respekt og forståelse for den (i øvrigt grundlovssikrede) private ejendomsret. Advarselslamperne blinker allerede: Ifølge politiets statistikker, er danskerne i stigende grad begyndt at anskaffe sig ulovlige våben, et sikkert tegn på at deres tillid til landets grundlæggende institutioner er faldende. Ejendomsretten er ikke en ret, vi kan tage for givet, men noget vi ligesom vores andre frihedsrettigheder som samfund må kæmpe for. Og når samfundets myndigheder ikke gør det for os, er det af helt vital betydning at vi lovmæssigt har mulighed for at gøre det selv. Derfor gik jeg på TV forleden og forsvarede et synspunkt, der kort fortalt går på, at danskerne bør have en lovsikret ret til at forsvare deres ejendom med minimale midler (pebersprays, elektriske stødpistoler) i de situationer hvor myndighederne ikke formår det. Ellers risikerer vi at udhule de basale rettigheder, der gjorde vores land til det, det trods alt er: Et af verdens rigeste, lykkeligste og mest trygge samfund.

Danmark daler i økonomisk friheds-indeks

Jeg har på baggrund af den seneste udgave af Economic Freedom of the World-indekset (som jeg/CEPOS er de danske deltagere i) lavet et lille notat til CEPOS om Danmarks relative placering i indekset.  Selve notatet og diverse andre ting kan findes her, og Børsen bringer dd. en artikel om det, som kommer her:

Stor offentlig sektor begrænser økonomisk frihed

Ny international rapport påpeger, at Danmark halter bagefter på økonomisk frihed og er på en 17.-plads blandt andet blevet overhalet indenom af Østrig og Estland.

Danskernes økonomiske frihed steg under den socialdemokratiske regering i 1990’erne, men står i stampe under VK-regeringen.

Danskernes økonomiske frihed steg under den socialdemokratiske regering i 1990’erne, men står i stampe under VK-regeringen.

I en ny, international opgørelse over den økonomiske frihed i verdens lande dumper Danmark fra en 14.- til en 17.- plads siden regeringsskiftet i 2001. Det viser rapporten, hvis danske del er udarbejdet af professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet for den borgerlige liberale tænketank CEPOS.

»Den økonomiske frihed er som helhed stagneret siden regeringsskiftet, hvor Danmark er blevet overhalet af blandt andet lande som Østrig og Estland. Vi skal passe på, at de stærke økonomiske resultater, som Danmark har vist i de senere år, ikke bliver en sovepude, så vi sakker yderligere bagud, når det gælder om at gøre Danmark konkurrencedygtig og at skabe vækst,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Nær sammenhæng

Rapporten viser, at der er nær sammenhæng mellem ranglisten over økonomisk frihed og resultaterne af såvel den årlige kåring af mest konkurrencedygtige økonomier fra World Economic Forum og det årlige indeks over de mest globalt orienterede økonomier fra det internationale konsulenthus AT Kearney. De mest frie økonomier er generelt også de mest konkurrencedygtige økonomier og de økonomier, der klarer sig bedst i globaliseringen.

Peter Kurrild-Klitgaard siger, at det er relativt enkelt at slå fast, hvad der begrænser Danmarks økonomiske frihed. Det fremgår af rapporten, at Danmark sammen med Sverige, Norge og Finland placerer sig i selskab med verdens diktaturstater, når det gælder størrelsen af den offentlige sektor. Også reguleringen af arbejdsmarkedet trækker ned i Danmarks placering, mens Danmark indtager en global førsteplads, når det gælder retssikkerhed og sikringen af ejendomsretten.

»Det er en vigtig pointe, at statens rolle i samfundsøkonomien handler om langt mere end skat. Danmark ligger vældig godt på en række områder, men ikke når det gælder størrelsen af den offentlige sektor. Problemet i Danmark er især størrelsen af overførselsindkomsterne,« siger Peter Kurrild Klitgaard.

Ranglisten over global, økonomisk frihed er langt fra den første, der peger på skat og den offentlige sektor som de to faktorer, som udgør den største barriere for vækst og konkurrencedygtighed. World Economic Forums rapport når samme konklusion.

»Da der er en stærk og robust sammenhæng mellem et lands økonomiske frihed og dets økonomiske vækst, kan man forvente, at en række andre lande, som liberaliserer deres økonomier mere end Danmark, i længden vil overhale Danmark i vækst – og dermed i velstand og levestandard,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Han opfordrer til, at der bliver gennemført en skattereform, for eksempel en såkaldt flad skat, der sænker den marginale skattesats til under 50 pct. Men professoren tilføjer, at også er behov for yderligere reformer på arbejdsmarkedet, i den finansielle sektor og i reguleringen af erhvervslivet.

Update:

  • Berlingske Business omtaler notatet her.
  • CEPOS’ nye undersøgelse af sammenhængen mellem økonomisk frihed og iværksætteri findes her.

Sine qua non

En britisk domstol har fundet Umran Javed skyldig i racehad og opfordring til drab–specifikt for under Muhammed-krisen sidste år at have opfordret til, at muslimer bombede Danmark.  Det skete under en demonstration, hvor han var taler, og som Berlingske Tidende beskriver således:

"Dannebrog blev brændt af til taktfaste skældsord, da omkring 350 demonstranter samlede sig foran den danske ambassade i februar sidste år for at vise præcis, hvad de mente om tegningerne af profeten Muhammed, der bl.a. var blevet offentliggjort i Jyllands-Posten. Bannere, der hyldede de fire selvmordsbombere fra Londons angreb i undergrunden og lovede Europa, at mujahedin-krigerne var på vej, blev holdt i vejret, mens taktfaste råb mod Vesten, USA og især den danske regering forsøgte at finde vej op mod ambassadens lukkede vinduer. Enkelte kom udklædt som selvmordsbombere for at vise deres holdning over for Danmark."

Vi skal ikke her indlede en diskussion af, om det nu er passende, at man straffer en person for udtalelser snarere end gerninger–selvom den diskussion da iøvrigt altid er værd at tage.  Nej, snarere vil vi blot gengive den fulde transkription af, hvad manden faktisk sagde in extenso, idet den ganske godt illustrerer, hvad hele balladen handlede om: Ikke blot noget om, at nogen var "stødt" på manchetterne, eller "krænket" på deres religiøse følelser e.l., men derimod om selve grundpillerne for hvorledes et samfund skal være indrettet, og hvem der skal stå til ansvar for hvad:

"Mine kære muslimske brødre og søstre, vi må forstå, hvorfor vi er her i dag. For at erklære at vi ikke vil finde os i, hvad Danmark gjorde … Vi vil ikke finde os i, hvad Frankrig, hvad Europa, hvad alle verdens vantro og den vestlige verden står samlet om.

I har erklæret krig mod Allah og hans budbringer. I har erklæret krig mod det muslimske samfund, og det kommer I til at betale en høj pris for. Tag ved lære af Theo van Gogh. Tag ved lære af jøderne i Khaybar. Tag ved lære af hvad I kan se, for I kommer til at betale med jeres blod. Danmark, I kommer til at betale. Danmark, I kommer til at betale, I kommer til at betale. Med jeres blod, med jeres blod, med jeres blod. Bomb, Bomb Danmark. Jihad er en del af Gud.

Demokrati, hykleri. Til helvede med demokrati. Til helvede med Danmark. Til helvede med frihed. Bomb, bomb Danmark. Danmark, vær på vagt. Zarqawi kommer tilbage. Bomb, Bom USA. Bomb, bomb Danmark."

PS.  Umran skal nu angiveligt–lige inden strafudmålingen–have sagt, at han fortrød sine udtalelser.  Det bliver spændende at se, om den fortrydelse holder lige så længe som Zacharias Mousawis anger.

Ex cathedra

Jeg har tit hørt fra borgerligt-liberale studerende indenfor samfundsvidenskabelige fag, at de føler sig frustrerede, når de skal vælge, hvilke valgfrie fag de vil have (når ellers den mulighed måtte byde sig).  Hvis der er gode lærere og spændende fag, kan man selvfølgelig altid vælge dem–og heldigvis kan man som f.eks. økonomi- eller jura-studerende tit tage fag indenfor statskundskab, eller omvendt, eller man kan “shoppe” på helt andre institutioner end ens egen.

Ikke desto mindre hører jeg tit fra studerende, som føler sig frustrerede over, at der på flere studier er mange fag af … skal vi sige … meget eksplicit venstreorienteret observans.  Der er postmodernisme/socialkonstruktivisme mig hér, marxisme mig dér, og mange fag, som prætenderer at være “videnskabelige” er i praksis meget ideologiske.  (“Demokrati-teori” er f.eks. som regel synonymt med den ikke just værdifrie Robert Dahl e.l.)  Til gengæld er der langt mellem fag, der f.eks. behandler borgerlige/liberale tænkere i bund–seriøst, kritisk og uddybende.  Fra tid til anden er der enkelte undervisere det ene eller det andet sted–som regel eksterne–som udbyder noget, men der er langt imellem.

Så lad mig benytte lejligheden til at fremhæve en undtagelse: Min gode (eks-)kollega og gamle kampfælle, lektor Søren Hviid Pedersen, fra Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.  Han udbyder her i foråret et fag med titlen “Moderne politisk teori: Det frie samfunds politiske filosofi – frihed og ejendomsret”:

“Formålet med seminaret er at gøre den studerende bekendt med de grundlæggende værdier og principper der har influeret på formuleringen af vesteuropæisk politisk teori samt at fokusere på de idehistoriske traditioner der er medvirkende til at opretholde et frit og åbent samfund. Fokus vil derfor være på de liberale og konservative idetraditioner.

De vestlige værdier og samfund er under stadig pres fra religiøs fundamentalisme, (post)marxisme og en altomfattende velfærdsstat. Det kan i den forbindelse være relevant at have et kendskab til de fundamentale politiske værdier, der kendetegner den vestlige politiske idehistorie således, at den vestlige idetraditions alternativer til tidens totalitære tendenser kan reformuleres og revitaliseres.

Vi lægger ud med en læsning af Huntingtons artikel “The West Unique, Not Universal”. Herigennem får vi et overblik over hvilke værdier, der er konstitutive for den vesteuropæiske idehistoriske tradition samt frihedsbegrebets idehistoriske rødder. Herefter skal vi gennemgå Danfords bog og Berlins essay “Two Concepts of Liberty”.

Det er meningen, at frihedsbegrebet skal være det gennemgående tema i seminaret. Det er frihedsbegrebets forskellige udformninger og formuleringer, der har inspireret nogle af de væsentligste vestlige idetraditioner. Frihedsbegrebet indenfor seminarets kontekst spænder over et kontinuum, fra et absolut og negativt frihedsbegreb over til et frihedsbegreb, der er indkapslet i en vision om det gode liv eller, det man kan kalde, struktureret frihed. Fælles for disse opfattelser af frihed er deres fokus på, at det enkelte menneske har et krav på respekt samt, at der findes en sfære omkring det enkelte menneske, som er ukrænkelig. I den forstand repræsenterer henholdsvis klassisk liberalisme og konservatisme disse ovennævnte forskellige forståelser af frihed.

For at belyse de forskellige frihedsopfattelser skal vi læse udvalgte tekster, der repræsenterer henholdsvis de klassisk liberale og konservative idetraditioner. Det er traditioner der både deler visse fundamentale politiske anskuelser men samtidig også repræsenterer vidt forskellige filosofiske og teoretiske anskuelser og værdier.

Seminaret vil fokusere på moderne formuleringer af frihedsbegrebet. Repræsentanter for den klassisk liberale forståelse er valgt Nozick, Rand, Rasmussen & Den Uyl og Rothbard. Disse repræsenterer forskellige udgangspunkter og normative traditioner fælles for dem alle er dog en opslutning om det negative frihedsbegreb. Som repræsentanter for den konservative tradition er valgt Oakeshott, Hayek og Strauss. Her gælder det samme, vidt forskellige udgangspunkter, men en tilslutning til et frihedsbegreb, der betoner frihed som noget, der er struktureret eller indlejret i en kulturel kontekst.”

Så litteraturen omfatter altså nogle for læserne af denne blog velkendte navne.  Studerende fra andre fag end statskundskab og fra andre steder end SDU kan også tage faget–og det kan endda ske ved at skrive en fri opgave efter nærmere aftale med underviseren.  Så er dén reklame leveret …

Skat eller kaos

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

O'Rourke om "The Wealth of Nations"

Jeg ved ikke med jer, men for egne vedkommende ved jeg ihvertfald godt, hvad jeg skal lave ved midnat den 9.I.2007: Jeg skal sidde klistret til min PC-fladskærm for at følge med “live”, når den ufatteligt morsomme forfatter, journalist, satiriker og lommefilosof P.J. O’Rourke hos Cato Institute lancerer sin nye bog, “On the Wealth of Nations”.  I den vil P.J. anvende Adam Smiths logik til at behandle nutidige emner–og sikkert gøre lidt grin med alle.

Der er nok få læsere her på stedet, som ikke allerede kender O’Rourke lidt, men gamle som nye fans kan altid få sig et godt grin over den bedste politiske satiriker, jeg kender til.  Skulle man ikke kende ham, eller have glemt dem, eller bare have lyst til at få dem genopfrisket, så er her et par guldkorn fra forfatteren til klassikere “Republican Party Reptile”, “Parliament of Whores”, “Holidays in Hell”, “Kill the Rich” , “Give War A Chance”, m.fl.:

  • “Giving money and power to government is like giving whiskey and car keys to teenage boys.”
  • “You know, if government were a product, selling it would be illegal.”
  • “What is this oozing behemoth, this fibrous tumor, this monster of power and expense hatched from the simple human desire for civic order? How did an allegedly free people spawn a vast, rampant cuttlefish of dominion with its tentacles in every orifice of the body politic?”
  • “Every government is a parliament of whores. The trouble is, in a democracy the whores are us.”
  • “Government is a health hazard. Governments have killed many more people than cigarettes or unbuckled seat belts ever have. Government contains impure ingredients — as anybody who’s looked at Congress can tell you.”
  • “A little government and a little luck are necessary in life, but only a fool trusts either of them.”
  • “Our democracy, our culture, our whole way of life is a spectacular triumph of the blah.”
  • “The Tenth Commandment sends a message to socialists, to collectivists, to people who believe that wealth is best obtained by redistribution, and that message is clear and concise: Go to hell! It’s as simple as that.”
  • “You can’t get good Chinese takeout in China and Cuban cigars are rationed in Cuba. That’s all you need to know about communism.”
  • “Idiots are blind to the coercive power of government. Bigots are blind to everything else.”
  • “What I discovered in Somalia is a place where there was no shortage of food … There was a shortage of public order. There was a shortage of a social system to provide food for people who were powerless. Rice was selling in Mogadishu at 10 cents a kilo — the cheapest rice in the world because of all the rice that had been donated. The problem was that if you didn’t have a gun in Mogadishu you didn’t have 10 cents. It didn’t matter how cheap or readily available the rice was. There were people with guns taking it away from the people who didn’t have guns.”
  • “Government is not a machine with parts; it’s an organism.”
  • “The three branches of government number considerably more than three and are not, in any sense, “branches” since that would imply that there is something they are all attached to besides self-aggrandizement and our pocketbooks.”
  • “When government quits being something we use only in an emergency and becomes the principal source of aid and assistance in our society, then the size, expense and power of government are greatly increased.”
  • “No drug, not even alcohol, causes the fundamental ills of society. If we’re looking for the sources of our troubles, we shouldn’t test people for drugs, we should test them for stupidity, ignorance, greed and love of power.”
  • “Money is preferable to politics. It is the difference between being free to be anybody you want and being free to vote for anybody you want. And money is more effective than politics both in solving problems and in providing individual independence. To rid ourselves of all the trouble in the world we need to make money. And to make money we need to be free. But, oh, the trouble caused by freedom and money.”
  • “The difference between corporations and governments is governments have a monopoly on force. It’s a lot easier to vote with your feet or your wallet than it is to change a government with your vote.”
  • “Let’s reintroduce corporal punishment in the schools – and use it on the teachers.”
  • “The mystery of government is not how Washington works but how to make it stop.”
  • “The whole aim of practical politics is to keep the populace alarmed (and hence clamorous to be led to safety) by menacing it with an endless series of hobgoblins, all of them imaginary.”
  • “If you think health care is expensive now, wait until you see what it costs when it’s free.”
  • “In an egalitarian world everything will be controlled by politics, and politics requires no merit.”
  • “You can’t get rid of poverty by giving people money.”
  • “There is no virtue in compulsory government charity, and there is no virtue in advocating it. A politician who portrays himself as ‘caring’ and ‘sensitive’ because he wants to expand the government’s charitable programs is merely saying that he’s willing to try to do good with other people’s money. Well, who isn’t?”
  • “When buying and selling are controlled by legislation, the first things to be bought and sold are legislators.”
  • Om narkotikaforbud: “We won’t dispassionately investigate or rationally debate which drugs do what damage and whether or how much of that damage is the result of criminalization. We’d rather work ourselves into a screaming fit of Puritanism and then go home and take a pill.”
  • Om Hillary Clintons bog “It Takes A Village”: “Some kinds of stupidity cannot be faked.”
  • “Always read something that will make you look good if you die in the middle of it.”
  • “If you say a modern celebrity is an adulterer, a pervert and a drug addict, all it means is that you’ve read his autobiography.”
  • Om Cato Institute: “The Cato Institute has an unusual political cause — which is no political cause whatsoever. We are here tonight to dedicate ourselves to that cause, to dedicate ourselves, in other words, to … . nothing. We have no ideology, no agenda, no catechism, no dialectic, no plan for humanity. … All we have is the belief that people should do what people want to do, unless it causes harm to other people. And that had better be clear and provable harm. No nonsense about second-hand smoke or hurtful, insensitive language, please. I don’t know what’s good for you. You don’t know what’s good for me. We don’t know what’s good for mankind. And it sometimes seems as though we’re the only people who don’t. It may well be that, gathered right here in this room tonight,are all the people in the world who don’t want to tell all the people in the world what to do. This is because we believe in freedom. Freedom — what this country was established upon, what the Constitution was written to defend, what the Civil War was fought to perfect. Freedom is not empowerment. Empowerment
    is what the Serbs have in
    Bosnia. Anybody can grab a gun and be empowered. It’s not entitlement. An entitlement is what people on welfare get, and how free are they? It’s not an endlessly expanding list of rights — the “right” to education, the “right” to health care, the “right” to food and housing. That’s not freedom, that’s dependency. Those aren’t rights, those are the rations of slavery — hay and a barn for human cattle. There is only one basic human right, the right to do as you damn well please. And with it comes the only basic human duty, the duty to take the consequences. So we are here tonight in a kind of anti-matter protest — an unpolitical undemonstration by deeply uncommitted inactivists. We are part of a huge invisible picket line that circles the White House twenty-four hours a day. We are participants in an enormous non-march on Washington — millions and millions of Americans not descending upon the nation’s capital in order to demand nothing from the United States government. To demand nothing, that is, except the one thing which no government in history has been able to do — leave us alone. … There, ladies and gentlemen, you have the Cato Institute’s program in a nutshell: government should be against the law.”

Spørg Atilla

Jeg havde forleden (13.XII.2006) et indlæg i Berlingske Tidendes “Groft Sagt”, som nok var en kende mere seriøst, end de normalt er dér.  Så her kommer noget genbrug, tilsat lidt relevante links.

***

Det er ikke just konsensus om, hvorvidt EU skal lade Tyrkiet komme ind i den angivelige varme. Nogle mener, at landet ikke er modent nok–andre at netop medlemskab vil modne det yderligere. Det skal vi såmænd ikke kloge os om her. Men man kan jo spørge den tyrkiske professor i statskundskab, dr. Atilla Yayla.

Han holdt 18. november i år en forelæsning i Izmir på invitation af det regerende parti. Konferencen omhandlede forskelle mellem EU og Tyrkiet, og i sin tale opremsede Yayla de træk, han mente kendetegner civilisationer: retssikkerhed, privat ejendomsret, frihandel, aftalefrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed osv., hvorefter han vurderede Tyrkiet på disse parametre. Yayla kritiserede her »Kemalismen«–tyrkernes tilnærmelsesvise tilbedelse af statens grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk–som mindede ham om den persondyrkelse, man har set af diktatorer i kommunistiske regimer. Ups.

Den etpartistat og personkult, som Atatürk havde skabt, havde kørt Tyrkiet ud på et sidespor i forhold til europæiske idealer om demokrati og frihed. Ups.

Men værst af alt refererede Yayla ikke konsekvent til Atatürk som »Vor Forfader« og »Den Ophøjede Leder«, som det praktiseres, men i en bisætning som »denne mand. Dobbelt ups.

Den nationale reaktion udeblev ikke fra den nationale reaktion: Yayla blev straks angrebet i stort set alle medier, og en regeringsvenlig avis trykte hans portræt på forsiden med teksten »Forræder!«. Derefter blev han suspenderet fra sin stilling som professor ved det statslige Gazi Universitet, mens der pågår en undersøgelse af hans holdninger og af, at han var rejst til Izmir for at holde talen uden universitetets forudgående tilladelse. »Jeg kan ikke tillade, at en person, der er modstander af republikkens grundlæggende principper, underviser studerende«, udtalte rektoren.

Sagen har fået en del international opmærksomhed, men er indtil videre ubemærket i de større danske medier. Men hvis der er nogen, der vil høre en mening om, hvorvidt Tyrkiet er klar til EU, kan de jo ringe til den suspenderede professor.

***

Den eneste danske avis, som har omtalt sagen er Information i en ultrakort notits.  Det tjener avisen til ære, men så meget desto mere mærkeligt er det, at aviser som Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende slet ikke har omtalt den–især givet dette års debatter om både Tyrkiet, om ytringsfrihed og om forskere i medierne.

Links:

The Crisis

Det har godt nok været et langt efterår.  Jeg synes faktisk, det begyndte sådan ca. i september 2005–måske endda væsentligt før (2001?  1998?).  Jeg tænker her ikke så meget på det rent meteorologiske og sæsonmæssige efterår, men det åndelige efterår for de af os, der i en eller anden forstand er, hvad man med en i visse kredse populær 80er-eufemisme kalder "frihedsorienterede".

For jeg synes altså bare ikke, at der er mange solstrejf over det, der foregår i Danmark p.t.  Her tænker jeg ikke så meget på, at der ikke bliver foretaget flere liberaliserende reformer m.v.–det så jeg gerne, men realisme er jo heller ikke dårligt.  Nej, jeg tænker på to ting. Dels den besynderlige omklamring af politikker og argumenter, som enhver commonse betragtning burde tilsige er en gang nonsens.  Dels det katastrofale holdningsmæssige–værdimæssige–ophørsudsalg, som ganske mange borgerligt-liberale er i gang med p.t., og hvor de synes uden vilje til at forstå, hvad de langtsigtede, strategiske konsekvenser bliver, ihvertfald for dem der kommer bagefter.

Men måske disse dårlige efterårstegn blot er i "the short run"? Måske tingene kan blive bedre.  Og selvom vi godt ved, hvad det er, vi alle er i "the long run", så kan man måske tillade sig at se lidt frem i kalenderen og ikke forfalde til totalt mismod. 

Det havde jeg fornylig årsag til at minde en hårdtarbejde, fornuftig, yngre idealist om, da vedkommende blev lidt uretfærdigt behandlet.  Det gjorde jeg ved at sende vedkommende et historisk citat, som jeg godt kan lide, og som altid giver mig lidt ekstra gå-på-mod, når jeg genlæser det.  I går aftes mødte jeg så den unge idealist, og han sagde, at det havde haft lige præcis den tilsigtede virkning.

Så til alle jer, der sidder derude bag skærmene og synes, at det godt nok er svært at holde gejsten, så kommer der lige i form af et citat en opmuntrende hilsen fra gamle Thomas Paine (1737-1809), som en uge inden jul 1776–midt mens det så sortest ud for de frihedselskende amerikanske kolonister, som blev angrebet af det magtfulde britiske imperium–skrev pamfletten "The American Crisis" og brugte disse velvalgte ord som indledning:

"These are the times that try men's souls. The summer soldier and the sunshine patriot will, in this crisis, shrink from the service of their country; but he that stands by it now, deserves the love and thanks of man and woman. Tyranny, like hell, is not easily conquered; yet we have this consolation with us, that the harder the conflict, the more glorious the triumph. What we obtain too cheap, we esteem too lightly: it is dearness only that gives every thing its value. Heaven knows how to put a proper price upon its goods; and it would be strange indeed if so celestial an article as freedom should not be highly rated."

Lav din egen grundlov …

Denne Punditokrat er ganske ofte uenige med amerikanske konservative–i og udenfor det Republikanske Parti–med hensyn til, hvad der er de rette principper eller bedste politikker.  Men så sker der som regel det, at jeg finder mig fanget i det modbydelige, binære valg, som desværre bliver presset ned over de fleste observatører af de facto to-parti systemer som f.eks. USA–hvor man kommer til at sympatisere med det mindste af to onder (velvidende at “the lesser of two evils is still evil”).

Og jeg skal altså ikke læse meget af denne AP-artikel med interview med forbundshøjesteretsdommer Stephen Breyer for at løbe skrigende i armene på Scalia, Alito m.fl.:

“Justice Stephen G. Breyer says the Supreme Court must promote the political rights of minorities and look beyond the Constitution’s text when necessary to ensure that “no one gets too powerful.

Breyer, a Clinton appointee who has brokered many of the high court’s 5-4 rulings, spoke in a televised interview that aired one day before justices hear a key case on race in schools. He said judges must consider the practical impact of a decision to ensure democratic participation.

“We’re the boundary patrol,” Breyer said, reiterating themes in his 2005 book that argue in favor of race preferences in university admissions because they would lead to diverse workplaces and leadership.

“It’s a Constitution that protects a democratic system, basic liberties, a rule of law, a degree of equality, a division of powers, state, federal, so that no one gets too powerful,” said Breyer, who often votes with a four-member liberal bloc of justices.

… In his interview, Breyer argued that in some cases it wouldn’t make sense to strictly follow the Constitution because phrases such as “freedom of speech” are vague. Judges must look at the real-world context — not focus solely on framers’ intent, as Scalia has argued — because society is constantly evolving, he said.

“Those words, ‘the freedom of speech,’ ‘Congress shall pass no law abridging the freedom of speech’ — neither they, the founders, nor those words tell you how to apply it to the Internet,” Breyer said.

Pointing to the example of campaign finance, Breyer also said the court was right in 2003 to uphold on a 5-4 vote the McCain-Feingold law that banned unlimited donations to political parties.

Acknowledging that critics had a point in saying the law violates free speech, Breyer said the limits were constitutional because it would make the electoral process more fair and democratic to the little guy who isn’t tied to special interests.

Tsk, tsk, tsk … Breyer er tilsyneladende uvidende om, at USA’s forfatning intet sted definerer systemet som et demokrati, og at der f.eks. ikke engang er en forfatningsmæssig borgerret til at deltage i præsidentvalg.  Eller også er han bare ligeglad–for hvis han synes, at den ret (eller andre rettigheder) skal være der, så … trylle, rylle, rylle … er den der.

Højesteretsdommere kan med andre ord stort set opfatte sig selv som politisk udpegede smagsdommere, som slet ikke behøver at se på, hvad intentionerne med et arrangement var, eller hvad præcedens i snæver forstand ville diktere.  I stedet kan de bare, så frit det lyster dem, omdefinere begreberne, så det passer ind i deres eget ideologiske kram.  Hvis der står “almenvel” kan det tilsyneladende frit bruges til at betyde “diversitet”, og hvis der specificeres et forbud mod indgreb i ytringsfriheden, kan det let fortolkes som konsistent med indgreb i samme.  A er -A.

Hvor er James Madison og Thomas Jefferson, når vi har brug for dem?

Værnepligtens væmmelige virkelighed

Højreorienterede (krigsliderlige og autoritære, som de er) går ind for værnepligt, mens venstreorienterede (freds- og frihedselskende, som de er) er modstandere af tvangsmæssig inddrivelse af soldater, ikke sandt?

Måske nogle steder, men ikke i USA.  Det har ikke været det historiske billede, hvor det i det 20. århundrede alle tre gange, værnepligten blev indført, var Demokraterne, der gjorde det, mens Republikanerne var imod.  Barry Goldwater var i 1960erne en af de første til at tale for en afskaffelse af værnepligten i forbindelse med Vietnam-krigen, og det var i sidste ende George P. Shultz, som foranlediget af kollegaen Milton Friedman, fik Nixon til at afskaffe den.

Nu er Demokraterne på færde igen.  Rep. Charlie Rangel (D-NY), som er på vej til at blive en af de mest indflydelsesrige politikere i den nye kongres, presser endnu engang hårdt på for at få genindført værnepligten.  Interesserede kan her læse et godt, kort positionpaper (med henvisninger til empiriske analyser) fra Heritage Foundations Dr. Tim Kane, som piller Rangels påstande fra hinanden.  Værnepligt vil

  • ikke give en mere "socialt retfærdig" rekruttering
  • ikke resultere i mindre engament i krige
  • ikke give bedre tropper

Og sidst, men ikke mindst, værnepligten vil til gengæld være en krænkelse af den personlige frihed:

"Regardless of Rangel's arguments, justification of a "just draft" presents a philosophical dilemma. Coercing people to serve is detrimental to individual liberty—this is the problem of social justice based on group demographics rather than individuals. The U.S. military is one of the most colorblind, merit-based institutions in the nation. Soldiers surrender their individuality voluntarily to join a team, with a team mentality. Mandating service will diminish this choice.

Even if Rangel and his colleagues in power rename their project "national service," it would still be unjust, because forced volunteerism is inauthentic. Certainly, Americans will sometimes accept restrictions on their liberty, such as the speed limit or income tax, but only to advance the common good. Empowering the central government to oversee and restrict the employment of all young Americans for two years is not consistent with common good restrictions and is instead a dangerous violation of individual liberty.

The Pentagon, the President, Congress, and the new Democratic leadership need to repudiate the idea of a draft as well as the notion of mandatory volunteerism. All young Americans deserve the peace of mind that their personal freedom is not in jeopardy."

Cato Institute har før kritiseret Rangels forslag–og har naturligvis længe syntes, at en frivillig hær er bedre end en ufrivllig.

Friedman galore

Jeg skal ellers lige love for, at Milton Friedmans (1912-2006) dødsfald er blevet markeret af de danske medier! Ikke så meget af de elektroniske, hvor jeg ikke har set en eneste reference (men kan have overset noget).  Men avisernes nyhedsdækning har–i det store billede–været nogenlunde med, om end der, som omtalt her på stedet, var nogle enkelte skæverter hist og pist.  Men der har været rigtig godt gang i kronik-spalterne: I går var det vores læser, cand.polit. Per Henrik Hansen i Berlingske Tidende (om end for 2. gang med et forkert portrætfoto …, tsk, tsk, tsk), mens denne skribent for en gangs skyld foldede sig ud med en kronik i Jyllands-Posten.  Og sørme om ikke en anden bekendt af denne blog, cand.polit. Lars Christensen i dag skrev kronikken i Information. (Selvsamme LC har også skrevet en hel bog om Friedman–i en iøvrigt glimrende serie ved navn “Økonomiens Konger” …)

Baker is back!

I fortsættelse af postingen ndf. om udsigten til 2. runde i Libanon og den efterfølgende debat, kan jeg tilslutte mig Repsak.

Når Syrien føler sig selvsikker, myrder de politikere i Libanon.

Lige for tiden føler Syrien sig selvsikker, fordi James Baker og andre fra den realistiske skole efter sigende, i hvert fald efter MSM-sigende, er tilbage på mode igen. Man har udsendt budskabet om, at Syrien skal inddrages som en respekteret partner for at beskytte demokratiet i Irak, og her følger så Syriens svar.

Det forekommer mig, at betegnelsen "realistisk udenrigspolitik" for den tankegang er en contradictio in terminis.

Hvor "realistisk" er det, at Syrien skulle støtte demokratiseringen af Irak, der efter alt at dømme er enormt populær i den brede irakiske befolkning, når ideen med demokratiseringen helt åbenlyst er, at diktaturer som Assads i Syrien skal væltes, når syrerne også kræver den frihed, de kan se deres broderfolk nyde på tv?

Det må være den samme "realisme", der ligger bag FNs indsats i Dafur-konflikten, for nu at give folkemordet dér en mere folkeretlig neutral beskrivelse. Man spørger pænt den lokale diktator, om han har noget imod, at man griber ind og stopper den nedslagtning, han har iværksat. "Kom igen lidt senere" er det forudseelige svar, og det affinder man sig med. Det hele er meget pænt og diplomatisk, men er det realistisk?

Efter sigende spøger gamle Baker med, at der ikke længere er nogen, som betvivler det "realistiske" i beslutningen om at lade Saddam blive siddende efter Kuwait-krigen.

Når man læser MSM, tror man ham gerne. Men vi andre, der fortsat tænker kritisk, kan spørge, om det nu var så "realistisk" at lade Saddam blive ved magten på et tidspunkt, hvor man havde tropperne og muligheden for at vælte ham, hvor hans venner i Rusland og Kina var svækkede, hvor al-Qaeda ikke var startet endnu, og hvor Syrien var tvunget til passivitet. Dette set på baggrund af, at man ikke kunne styre Saddam, som senere smed våbeninspektørerne ud, at man ikke kunne få sanktionerne til at fungere ordentligt, fordi de blev gennemhullet af korruption, og at man overlod shia til en massiv nedslagtning, som de aldrig har tilgivet os og forklarer, hvorfor vi ikke blev modtaget med større entusiasme end som så. Man overlod et olierigt og strategisk uhyre vigtigt samfund til en diktator, der slagtede sin befolkning og kørte landet ned i total ruin hellere end at opgive sin stræben efter MWD; en befolkning der selv efter alle disse år og lidelser stadig støtter ønsket om demokrati og i endnu højere grad ville have støttet det den gang. Realisme?

Vi ved, at terrorismen og den fanatiske opfattelse af islam næres af diktaturer og den følelse af afmagt og misundelse over for Vesten, som den medfører. Alligevel søger man at genskabe forestillingen om, at araberne "ikke er klar" til demokrati og vil have det bedre med en fod i nakken. Det var den form for "realisme" som har givet os et Mellemøsten, der eksporterer olie og terrorister og ikke meget andet.

Det var den realisme, og ikke alle mulige skøre påfunde fra hvorfor-hader-de/vi-os-fløjen, der gav os 11. september.

Hvis vi for et øjeblik skal indlade os på den kynisme, som MSM finder så charmant ved realisterne, så lad os se på krigens stade. Vi har væltet Saddam og sikret os, at han ikke producerer MWD. Vi har indført et demokrati, der nyder massiv opbakning i befolkningen. Vi har derimod ikke skabt en sikkerhed for befolkningen, og den kamp pågår stadig. I hele forløbet har vi mister – skal vi sætte det til godt 5.000 dræbte samlet for de forskellige allierede - hvilket under WWII snildt kunne være tabstallet på en god dag. Det koster en hulens masse penge, men hvad er prisen i både penge og menneskeliv, hvis demokratiseringen af Mellemøsten igen opgives, og mørket igen får lov at sænke sig?

Man bør ikke undervurdere Baker & Co. Måske er de blevet klogere, selvom hans forsøg på at retfærdiggøre det store svigt tilbage fra Kuwaitkrigen ikke lover godt. Men hvis The Fabulous Baker Boys i Iraq Study Group ikke er blevet det, må man håbe, at det nye demokratiske flertal, de såkaldte blue dogs, der afviste Murtha som leder, er det.

Ellers får vi realismen og dens konsekvenser igen. Først libaneserne, så irakerne, så israelerne, så….

Frihedens bøger

Hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed, var der denne weekend bogmessen “Bog Forum” i Forum på Frederiksberg.  Det fik bl.a. Berlingske Tidende til at bestemme sig for, at alt i Magasinet skulle handle om bøger.  So be it …  Min lørdagsklumme kan nok ikke fortælle denne blogs læsere så meget nyt, men gode bøger kan næppe nævnes for tit.

Frihedens bøger

Berlingske Tidende 18.  november  2006, 2 sektion, magasin, side 27

LITTERATUR. Der er nok at læse i en tid, hvor politikere gør en dyd ud af at udviske holdningsforskelle.

Af Peter Kurrild-Klitgaard

Denne weekend finder to større sammenkomster sted: I Odense holder Venstre landsmøde for at vedtage nyt principprogram, og i Forum i København holdes bogmesse.

Umiddelbart har de to begivenheder ikke mere med hinanden at gøre, end kokasser har med bogkasser at gøre – men det er i hvert fald en lejlighed til at forholde sig til, hvilke »store« bøger (som forefindes på dansk), der inden for det seneste århundrede har forsøgt at udstikke principperne og retningen for et frit samfund. Så her er til inspiration fire læseværdige bøger til dem, der ikke er bange for at slå hjernen til og blive beskyldt af Bertel Haarder for at være »lænestolsliberale«.

»Vejen til Trældom« (1944) af den østrigske økonom og filosof Friedrich August von Hayek. Denne bog, skrevet mens kommunismen og nazismen hærgede størstedelen af jorden, var – og er den dag i dag – en kraftig advarsel mod at tro, at man kan løse alle problemer ad politisk vej.

Hayeks argument er, at et lille indgreb på ét område har en tendens til at lede til flere og større indgreb andre steder. Dermed vil samfund med markedsøkonomi og demokrati med tiden komme til at nærme sig forholdene i de autoritære, kommandoøkonomier, som man netop dengang bekæmpede. Bogen blev (især i USA) en bestseller, men ødelagde også næsten en meget lovende karriere for den yngre økonom, fordi den var så politisk ukorrekt, som den var, og det var først 30 år senere, i 1974, at hans ry var rettet så meget op, at han fik Nobelprisen i økonomi.

»Det Frie Valg« (1980) af Rose & Milton Friedman. Denne bog, skrevet af den nysafdøde Nobelprisvinder og Chicago-økonom og hans hustru, var udløberen af TV-dokumentarserien af samme navn. Der er stort set ikke én original tanke i bogen, men det gør intet, for gamle tanker er ikke nødvendigvis dårlige tanker, og aldrig nogensinde er så klassisk liberale tanker blevet så pædagogisk og effektfuldt præsenteret. Friedman tager læserne med på rejser over hele jorden og viser illustrativt logikken i, hvordan en markedsøkonomi virker, og hvordan den har en tendens til at frembringe den størst mulige levestandard for det største mulige antal. Samtidigt er bogen et øjenåbnende opgør med statsstyring i stort set alle dens former – ikke fordi motiverne nødvendigvis er dårlige, men fordi politikkerne som regel enten ikke virker eller har uintenderede, negative resultater: »Et samfund, der sætter lighed over frihed vil meget hurtigt ikke have nogen af delene. Et samfund, der sætter frihed over lighed, vil meget hurtigt have meget af begge dele«, hedder det blandt andet.

Bogen blev i sin tid solgt i mere end en halv million eksemplarer, og gennem TV-serien blev budskabet for mange flere den første introduktion til en lille mand med store tanker og endnu større indflydelse.

»Og Verden Skælvede« (1957) af den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand, men bedre kendt under originaltitlen »Atlas Shrugged«. Her er tale om en roman, men der findes næppe nogen anden roman, der indeholder så megen filosofi, økonomi og politik – og derfor fylder den også mere end 1.000 sider. Grundlæggende er historien en dramatisk fortælling om, hvordan et vestligt samfund kan gå neden om, når statslig styring og omfordeling trumfer markedsøkonomi og frihed og efterhånden sætter udviklingen i stå. Det er en uforbeholden hyldest til individualismen og friheden, men den er ikke et forsvar for relativisme: Rand forsøgte, i modsætning til Hayek og Friedman, først og fremmest at give et moralsk forsvar for kapitalismen.

»Jeg ønsker ikke, at noget andet menneske skal leve for min skyld, ligesom jeg ikke ønsker at leve for noget andet menneskes skyld«. (For de mindre intellektuelt interesserede kan det oplyses, at bogen snart bliver til film med Angelina Jolie i den kvindelige hovedrolle.)

Og hvad med statsminister Anders Fogh Rasmussens herostratisk berømte »Fra socialstat til minimalstat« (1993)? Bogen, som næsten alle har hørt om, men som relativt få faktisk har læst – og som faktisk bygger på netop de tre førnævnte tænkere. Det er en bog, der bør læses – og den findes gratis på nettet.

Det er næppe verdens mest velskrevne bog: Der er f.eks. ret stor inkonsekvens mellem filosofien i første halvdel og praksis i anden halvdel.

Men det var en modig og ambitiøs bog: Næppe nogensinde i dansk politik har en så fremtrædende politiker sat sig ned og skrevet en bog, der var så åbenlyst politisk ukorrekt i forhold til de herskende tanker i samfundet. Samtidigt er den tænksom, belæst og visionær langt udover, hvad man normalt ser i bøger skrevet af danske politikere.