‘Projekt Irak’ er ikke gået som planlagt, og det er efterhånden på sin plads at spinde en kommentar over. Invasionen var en forholdsvis smertefri affære. Men det viste sig snart, at Saddam Husseins Baath-regime hverken havde skjulte lagre af kemiske og biologiske våben eller et hemmeligt kernevåbensprogram. Det umiddelbare mål – at eliminere truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben – gav derfor ikke rigtig mening. Det fik fortalerne for krigen til at betone det langsigtede mål: at bringe frihed og demokrati til irakerne. Udsigterne er desværre heller ikke særligt opmuntrende på dette punkt. I stedet for et velfungerende demokrati har den menige iraker indtil videre stiftet bekendtskab med en ulmende borgerkrig.

Den nedslående irakiske virkelighed har fået selv erklærede tilhængere af Bush-administrationens ‘regime change’-dagsorden til at sætte spørgsmålstegn ved i hvert fald udvalgte dele af projektet. Den mest interessante, eller i hvert fald mest sobre, kritik kredser om statsmagtens muligheder for at omskabe virkeligheden i demokratiets og frihedens tjeneste. Der er tale om bestemt udgave af en ældre intellektuel strømning: af advarslen imod det, der i den angelsaksiske verden går under navnet ‘social engineering’.

Den amerikanske politolog Francis Fukuyama – berømt og berygtet for sin bog om Historiens afslutning og det sidste menneske – har netop affyret en sådan salve. Fukuyama er erklæret ‘neokonservativ’. I modsætning til ‘realister’ som den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger sætter han sin lid til aktiv demokratifremme. Men Fukuyama var modstander af Irak-krigen fra dag ét. Det var der flere grunde til. Ubehaget ved storstilet ‘social engineering’ var en af de vægtigste.

I America at the Crossroads, der netop er blevet sendt på gaden, sætter Fukuyama ord på sin kritik af den nye amerikanske dagsorden. Han lader kollegaen Ken Jowitt forklare, hvordan Bush-administrationens store projekt adskiller sig fra budskabet om historiens afslutning og det sidste menneske. Jowitt skriver:

“Bush-administrationen har konkluderet, at det er nødvendigt at give historien en hjælpende hånd med på vejen, at gribe styrepinden og lede den i en bestemt retning. Det er yderst ironisk, at administrationens bestræbelser på at bekæmpe terrorisme gennem ‘regime change’ og i forlængelse heraf skabe en demokratisk, kapitalistisk verden har fået den til at føre en aktiv ‘leninistisk’ udenrigspolitik; en antitese til Fukuyamas passive ‘marxistiske’ forventning om, at historien på længere sigt af sig selv går i denne retning”.

George Walker Bush og hans håndgange mænd har altså – ifølge Jowitt og Fukuyama – sat sig for at hjælpe den historiske nødvendighed på vej, ganske som Lenin forsøgte det for små hundrede år siden.

Nu er der naturligvis forskel på at fremme demokrati og at fremme proletariatets diktatur. Det er da også sigende, at invasionen af Irak ikke har ført til massemord, massedeportationer og hungersnød – som Lenins store projekt gjorde det. Levevilkårene for den menige iraker er blevet bedre, ikke værre, de borgerkrigslignende tilstande til trods. Irakerne behøver ikke længere at frygte Baathpartiets jernnæve, de har set sanktionerne blive ophævet, og genopbygningen har bragt økonomisk vækst med sig. Tingenes tilstand er, som vi ofte har berørt her på siden, ikke nær så sørgelig, som den bliver fremstillet i medierne.

Men det ændrer ikke ved, at Bush-administrationen har bestemt sig for som en anden ‘social ingeniør’ at lade samfundets fjedre snurre mellem dens fingre. Hvad har reaktionerne på dette politiske program været? Lad os prøve at besøge en af de mest prominente tilhængere af ‘projekt Irak’ for at kaste lys over sagen.

Det britiske tidsskrift The Economist bakkede, i modsætning til Fukuyama, op om invasionen af Irak. Dets begrundelser var yderst sobre, og de er værd at opremse, fordi alt for mange kritikere i dag undlader at sammenligne aktionen med dens alternativ: at lade tingene gå deres skæve gang.

For det første var selv krigens europæiske kritikere overbevist om, at Saddam Hussein rent faktisk besad masseødelæggelsesvåben. For det andet havde 13 års sanktionspolitik vist sig helt og aldeles fejlslagen. Sanktionerne svækkede ikke Hussein-familien og dens håndlangere, men den førte en humanitær katastrofe – i hvilken op imod en halv million irakiske børn omkom af underernæring og sygdom – med sig. For det tredje tvang sanktionspolitikken USA til at fastholde en betydelig militær tilstedeværelse i Saudi-Arabien; en tilstedeværelse der i den grad skadede USA’s omdømme i de arabiske befolkninger.

The Economists har per 31. marts 2006 skiftet chefredaktør. Den afgående chefredaktør, Bill Emmott, benyttede sin ‘afskedsleder’ til at forsvare sin beslutning om at støtte Irak-invasionen ved at henvise til de tre argumenter, jeg netop har lagt vejen omkring. Men han erkendte samtidig, at det liberale tidsskrift svigtede på ét, meget væsentligt punkt:

“Der er i mine øjne kun ét argument imod vores beslutning, som for alvor rammer plet. Et tidsskrift, der aldrig forsømmer en lejlighed til at udtrykke sin skepsis over for staten, skulle have været mere skeptisk med hensyn til regeringen Bushs evne til at gøre tingene ordentligt i tilfældet Irak”.

Det ligger både Fukuyama og The Economist meget på sinde at understrege, at amerikanerne er nødt til at blive i Irak, indtil der er skabt i hvert fald nogenlunde levedygtige politiske institutioner. Den europæiske strudsepolitik er – ganske som før krigen – ikke en farbar vej frem. Men deres samstemmende ubehag ved Bush-administrationens forsøg ud i ‘social engineering’ er interessant. Det er ikke tilfældigt, at sådanne udmeldinger kommer fra personer, vi i en dansk sammenhæng vil kalde ‘liberale’.

Liberalismen udmærker sig nemlig ved sin helt entydige modstand imod ‘social engineering’. Allerede 1700- og 1800-tallets store liberale tænkere afviste, at det giver mening at lade staten omskabe samfundet i et bestemt ideals billede. Og deres efterfølgere i det 20. århundrede, mænd som Friedrich Hayek, Isaiah Berlin samt – til dels – Karl Popper, erklærede sig enige i denne pointe.

Modstanden imod det, Popper døbte ‘utopisk socialt ingeniørarbejde’, springer fra et bestemt syn på politiske midler. Det er ganske enkelt ikke muligt at skabe en fager ny verden med den menneskelige fornufts byggematerialer, lyder indvendingen; og det er slet ikke muligt for staten.

Så langt, så godt. Det liberale dilemma opstår, når politiske mål som personlig frihed, økonomisk frihed og demokrati bliver inddraget i ligningen. For så er det, at tilhængerne af det liberale program alt for ofte har vist sig parate til at smide deres skeptiske syn på statens forjættelser over bord. Det var den overvældende opbakning bag ‘projekt Irak’ et eksempel på – som Fukuyama da heller ikke tøver med at gøre opmærksom på.

Det er ikke noget underligt i, at liberale gerne vil eksportere frihed og demokrati. Men det er netop, når målene er tiltalende, at det er nødvendigt at lægge vejen omkring advarslen imod midlerne. Det er værd at erindre, at den klassiske liberalisme – eller Whiggisme, som Friedrich Hayek har kaldt den – var yderst konservativ, når det kom til mulighederne for at ændre på tingenes tilstand. Den britiske historiker Lord Acton har indfanget hele tankegangen i sin overbevisning om, at liberale mål skal realiseres med konservative midler.

Det er denne latente modsætning mellem mål og midler, der på det seneste er blusset op i forbindelse med Irak. Hensynet til målene, demokrati og frihed, har i lang tid overskygget ubehaget ved midlerne, ved ‘social engineering’. Men det er, som såvel Fukuyamas ny
e bog som The Economis
ts begyndende indrømmelser viser, ved at ændre sig. Selvransagelsen vil næppe blive mindre i de kommende år.

Det liberale dilemma har i hvert fald tre århundreder på bagen, og de seneste årtiers globale fremgang for frihed og demokrati har bestemt ikke gjort det mindre relevant. Der er noget selvmodsigende ved det ene øjeblik at afvise, at staten gennem sit indenrigspolitiske virke kan føre sine egne borgere frem til et lighedens eller frihedens forjættede land for så det næste øjeblik at sætte sin lid til, at statens gennem sit udenrigspolitiske virke kan gøre det under fremmede himmelstrøg.

Den modsigelse bliver de liberale nødt til at forholde sig til; og det er det, der er ved at ske for tiden. Der er intet galt i at være parat til at kæmpe for det, man tror på – specielt i mødet med en totalitær udfordring. Men der er grund til være på vagt, når kampens erklærede mål er at bruge statsmagtens ressourcer til at omkalfatre den virkelige verden i en idés navn.

Fukuyama, Francis (2006), America at the Crossroads. Democracy, Power and the Neoconservative Legacy, Yale University Press, New Haven and London.