Tag-arkiv: James M. Buchanan

Tullock og Buchanan – en samtale

Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2021. Skriv et svar

Det hæderkronede Institute of Economic Affairs i London har over en længere periode udgivet en serie korte samtaler på YouTube. Samtalerne handler om liberale tænkere og har blandt andet omfattet Kristian Niemitz om Walter Eucken, Christopher Snowdon om John Stuart Mill, Madsen Pirie om Adam Smith, og Benedikt Köhler om Ibn Khaldun. Alle samtalerne er baseret På Eamonn Butlers 101 Great Liberal Thinkers og er med instituttets acting Academic and Research Director Syed Kamall – som har været ‘acting’ siden februar, da han er udnævnt til Overhuset.

Jeg havde forleden ubetingede ære og fornøjelse at sætte mig sammen med Lord Syed for at lave udsendelsen om Gordon Tullock og James Buchanan. De to amerikanske økonomer er – som mange læsere vil vide – blandt ophavsmændene til public choice og moderne politisk økonomi. Det blev en god samtale om særligt Tullock, der er en af mine intellektuelle ‘helte’ og på flere måder et akademisk forbillede. Samtalen, som jeg håber afspejler min entusiasme og begejstring for emnet, kan ses nedenfor. Feedback modtages gerne, men vi håber at læserne kan finde inspiration og interesse i denne og de mange andre samtaler i IEAs School of Thought-serie.

Buchanan 100 år

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2019. Skriv et svar

I dag, for 100 år siden, blev James McGill Buchanan født i Murfreesboro, Tennessee. Buchanan voksede op på en gård, hvor han også boede og arbejdede, mens han tog en bachelor-grad på Middle Tennessee State Teachers College i 1940. Året efter fik han en MS fra University of Tennessee, men hans uddannelsesforløb blev afbrudt af Anden Verdenskrig. Buchanan tjente indtil 1945 i Stillehavet som del af Admiral Chester Nimitzs stab. Da krigen sluttede, var den unge Buchanan blandt de mange, der tog tilbage på universitetet. Den da selverklærede socialist valgte det prestigiøse University of Chicago, hvor Frank Knight blev hans mentor. Knights indflydelse, og ikke mindst hans dybe forståelse af en socialistisk økonomis massive informationsproblemer, betød at Buchanan havde ændret politisk holdning, da han blev PhD i 1948. Han var derefter overbevist om en markedsøkonomis overlegenhed, omend han til sin død forblev meget stærkt egalitaristisk. 

Det første stykke forskning fra Buchanan, der virkelig blev bemærket, var hans Public Principles of Public Debt fra 1958, der gjorde op med den vulgærkeynesianske idé om, at offentlig gæld er uproblematisk. Han indså bl.a., at den keynesianske logik omkring økonomisk stabilisering – staten bør øge udgifterne / sætte skatterne ned i dårlige tider og gøre det modsatte i gode tider (for bl.a. at spare op til de dårlige) – ikke er politisk logisk. I stedet vil politikere og andre interesser argumentere for større udgifter i dårlige tider for at ’få gang i økonomien’, men også argumentere for større udgifter i gode tider fordi ’vi har råd til det’. Buchanan skitserede således en politisk rationel grund til, at de offentlige budgetter i den vestlige verden blev ved med at stige, og hvorfor stigningerne primært blev finansieret med gæld.

Buchanans ’finest hour’ skete dog nogle få år senere, da Buchanan mødte Gordon Tullock. Det ikke altid gnidningsfrie samarbejde resulterede i The Calculus of Consent, der stadig er et af fundamenterne for public choice og moderne politisk økonomi. Bogen, der var et produkt af Buchanans omhyggelige analyser og Tullocks ekstreme evne til at følge et argument til dets logiske konklusion, introducerede de første konkrete politisk-økonomiske analyser af bl.a. forfatningers funktion, særinteresser, og valgsystemer.

Buchanan og Tullocks startpunkt for hele analysen blev udgangspunktet for næsten al moderne tænkning på området: Der er ingen basal forskel på folk i det private og det offentlige. Som Buchanan en gang formulerede det, er public choice ”politics without romance.” Med andre ord var gennembruddet de indsigter man fik, når man antog at politikere, embedsmænd og vælgere er præcist lige så egennyttefokuserede som erhvervsfolk og forbrugere. Da public choice-forskere med Buchanan i frontlinjen opgav idéen om, at politikere og embedsmænd på en eller anden måde er bedre mennesker, åbnede det op for en langt dybere forståelse af en lang række samfundsforhold.

Som jeg fremhævede i den nekrolog i Berlingske Tidende, jeg skrev da Buchanan døde, lå en stor del af hans pionerarbejde i det område, der på dansk kaldes forfatningsøkonomi og internationalt hedder constitutional political economy. Hans synspunkter og analyser her gjorde ham til alt andet end politikeres kæledægge, når han omhyggeligt overvejede, hvad en ’god’ forfatning gør:

”[Buchanans] udgangspunkt blev, at forfatninger bør gøre det svært for politikere at tage større beslutninger. F.eks. burde enhver forfatning beskytte ytringsfriheden og give befolkningen udbredte demokratiske rettigheder, så politikere ikke kan ændre fundamentale forhold i samfundet uden at tage befolkningen med på råd. Som det er tilfældet med danske grundlovsændringer, bør det være meget sværere at indføre anderledes grundlæggende regler.”

Da Buchanan for ti år siden blev 90, holdt George Mason University en fødselsdagsfest med en række verdenskendte økonomer. I den anledning understregede GMUs egen Don Boudreaux, at Buchanan må tælle blandt de meget få økonomer, der for alvor har ændret måden vi tænker på. Som Boudreaux understregede i sin tale ved den lejlighed:

”But Jim’s single greatest contribution is to make crystal clear the fact that political activity does not fundamentally differ from market activity. Jim’s work warns us not to be distracted by labels and by superficial appearances.  Politicians might be called “public servants” – but, being steeped in Buchananism, we understand that the root motivation of “public servants” is no different than the root motivation of corporate CEOs, lumberjacks, taxi drivers, or college professors.

A bureaucracy might be called the “consumer product safety commission,” but being steeped in Buchananism, we look not at its name but at the incentives faced by its operatives to judge how likely this agency really is to promote consumer safety as opposed to other goals.

By challenging us to understand that exchanges take place not only within conventional markets – not only when the exchanges are mediated by money – but instead are a ubiquitous and many-faced phenomenon of human action, Jim Buchanan has expanded the scope and subject matter of economics intelligently and more productively than has any other living scholar.”

På 100-årsdagen for mandens fødsel er et værd at minde om, hvor vigtig Buchanan var, og i hvor høj grad han har ændret hvordan samfundsforskere – og dem vi uddanner – tænker på økonomi og politik.

** Update: den glimrende Niclas Berggren linker her til den lange række indlæg, han har skrevet om Buchanan over årene. Stærkt anbefalet.

Bog mm. om Buchanan

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. november 2018. Skriv et svar

Min bog om James M. Buchanan er udkommet.

I den anledning afholdes der bogreception den 28. november kl. 16.30-18.00 hos CEPOS (Landgreven 3.3.). Man kan tilmelde sig her.

Tidligere skatteminister og forsvarsminister Peter Christensen kommer og taler om sine erfaringer fra praktisk politik om: Hvor langt vil politikere gå for at skaffe stemmer? Hvor stor indflydelse har interesseorganisationer i politik? Og hvor vigtig er det med grænser for politikernes magt? Alle vigtige spørgsmål, Buchanan satte på dagsordenen. Jeg selv giver en mere teoretisk præsentation baseret på Buchanans arbejder.

Også min faste klumme i Berlingske kom til at dreje sig om Buchanan denne gang. Den kan læses her.

Og nu vi er ved Buchanan, så fik han Nobelprisen ikke mindst for at være en af public choice-skolens grundlæggere. Trofaste læsere vil huske, at vores faste sommerserie sidste år handlede om netop public choice. Læs Christian Bjørnskovs introduktion til serien her (Google finder let de øvrige artikler).

Klimadebat, ministeriernes regnemaskiner og “enhver er sin egen økonom”.

Af Otto Brøns-Petersen, den 2. juni 2018. Skriv et svar

”Enhver er sin egen økonom”, sagde James M. Buchanan, der for 32 år siden i år blev tildelt Nobelprisen økonomi. Det mente han to ting med. Begge pointer er stadig aktuelle og fortjener at blive gentaget.

Det var for det første en henvisning til, hvor ofte hjemmestrikkede økonomiske synspunkter optræder i den offentlige debat. Andre videnskaber har også deres problemer – tag bare de forældre, som fejlernærer deres børn eller undlader at lade dem vaccinere, fordi de ikke accepterer grundlæggende lægevidenskab. Men økonomisk videnskab synes i særlig grad ramt. Selv repræsentanter for andre akademiske discipliner optræder som ”deres egne økonomer”.

Fornylig skrev danske 301 akademikere, inklusive en række meteorologer, under på en alarmistisk opfordring til politikerne med en opfordring til dansk enegang på klimaområdet og til at opgive yderligere økonomisk vækst. En væsentlig del af klimavidenskaben er selvsagt naturvidenskabelig. Men når det kommer til samfundsmæssige konsekvenser af og omkostninger ved klimaforandringer og klimapolitik, er det økonomiske spørgsmål. Bemærkelsesværdigt var der praktisk taget ingen økonomer blandt underskriverne, som derimod talte et stort antal humanister. Og påvisningen af, at de anbefalede redskaberne står mål med de mulige gevinster var ganske fraværende. Man kan gætte på, hvordan det var gået, hvis økonomer havde udbredt sig om meteorologiske forhold, de ingen forudsætninger har for at udtale sig om.

Diskussionen om ministeriernes regnemaskiner er et andet eksempel på debattører og politikere, der er deres egne økonomer. Uden nogen indsigt i, hvad modellerne består i, hvad de bygger på, eller hvordan de anvendes, karakteriseres de gladelig som ”politiske” og fyldt med tvivlsomme antagelser. Alene det forhold, at der anvendes vidt forskellige modeller (ADAM, DREAM, STØV, Lovmodel, skattemodeller) til vidt forskellige formål er for nuanceret til at få plads i diskussionen. Så snart det i journalisternes bevidsthed er et ”rød-blåt” emne, kan det reduceres til ren politik.

Buchanans andet pointe er, at individer, deres præferencer og indbyrdes transaktioner er den eneste kilde til økonomisk værdi. I den forstand både er og skal vi være vore egne økonomer. Økonomien kan ikke ses uafhængigt af individuelle vurderinger. Ingen gevinst eller omkostning eksisterer uafhængigt af konkrete personer. Der er altid en person, der får gevinsten eller påføres omkostningen, og de måles med vedkommendes subjektive nytte af dem..

Når denne pointe er meget vigtig, er det fordi en del skepsis mod økonomi som disciplin udspringer af en forestilling om, at økonomiske modeller kan diktere, hvad der er godt og dårligt eller ligefrem ”nødvendigt”, uanset hvad folk måtte mene. I så fald kan økonomerne ses som en gruppe teknokrater, som ser sig berettiget til at tvinge løsninger ned over hovedet på folk. Sådan er det imidlertid kun i en planøkonomi – et system, der ikke har mange tilhængere mere. Og selv en række historiske planøkonomer tog udgangspunkt i individuelle præferencer. Det er især uden for den økonomiske disciplin, at man finder teknokrater, der vil tilsidesætte individuelle præferencer og værdier. Det sker hvis man f.eks. mener, at der skal føres en bestemt politik ”af hensyn til klimaet” og alene styrer efter klimavariable som temperatur eller drivhuskoncentration. Ellers hvis man mener, at det ”lægelige skøn” kan afveje to patienter mod hinanden. Økonomer har ganske stor – og smertelig – erfaring med at håndtere normative problemstillinger i forbindelse med positiv teori til at være værst til at begå naturalistiske fejlslutninger. Den naturalistiske fejlslutning er at overse vanskeligheden ved at komme fra en beskrivelse af, hvordan noget er, til hvordan noget bør være (f.eks. fra udsagnet ”rygning er usundt” til ”rygning bør være forbudt”).

At tage udgangspunkt i individuelle præferencer indebærer ikke, at alle løsninger er lige gode. Tværtimod er det efter Buchanans opfattelse helt centralt med institutioner, som muliggør gensidigt fordelagtigt samarbejde. Markedet med dets frivillige bytter er en afgørende institution for at samarbejde om at skabe private goder. Men Buchanan anså også politik for at være baseret på transaktioner og for at have et betydeligt potentiale for at stille alle bedre ved at levere beskyttelse og kollektive goder. Det kræver imidlertid, at der sættes grænser for, hvor meget et flertal (eller kløgtigt mindretal) kan udnytte mindretallet. Ideelt set burde politik baseres på enstemmighed ligesom markedstransaktioner, der kun finder sted, hvis begge parter er enige. I fravær af enstemmighed er individuelle rettigheder, generelle retsregler og andre konstitutionelle begrænsninger hensigtsmæssige – set ud fra et individuelt perspektiv – mente Buchanan.

Økonomer beskyldes til tider for kun at lægge vægt på økonomisk vækst. Men vækst er kun en biting. Det centrale er det økonomiske og politiske systems evne til at koordinere individuelle handlinger til gavn for de planer, folk hver især ønsker at føre ud i livet. Kort sagt at alle kan udfolde deres frihed. Når det kommer til stykket er økonomisk vækst målt ved BNP slet ikke fysisk eller materielt. Mange goder er ganske vist materielle – og mange ikke – men de vejes sammen ved hjælp af priser. Og priser stammer i sidste ende fra, hvilken glæde forbrugerne har af de forskellige goder. BNP er dog kun et meget imperfekt mål, fordi priserne afspejler værdien af den sidst forbrugte enhed og ikke af den gennemsnitlige. Og ikke alle økonomiske goder er med i BNP, ligesom ikke alle omkostninger er trukket fra. BNP er en fin indikator, men ikke en målvariabel, man kan styre efter. En lav vækst eller et lavt BNP-niveau er et symptom på økonomiske problemer. Det er ikke et mål i sig selv med høj vækst eller et højt BNP per capita.

I øvrigt er BNP per capita stærkt korreleret med andre mål for velfærd som f.eks. selvrapporteret lykke, middellevealder og børnedødelighed. Og over et vist niveau for BNP er der også en positiv korrelation mellem miljøtilstanden og BNP (kendt som Kuznets-kurven). Forestillingen om, at BNP fjerner opmærksomheden fra andre vigtige spørgsmål, er oftest indbildning.

Økonomer taler ofte om at forbedre incitamenterne til at arbejde og spare op. Det kan efterlade et indtryk af, at de efterstræber protestantisk inspirerede mål om arbejdsomhed og at udskyde behovstilfredsstillelse. Det har bare ikke noget med sagen at gøre. Arbejde og afsavn har ingen værdi ud over, hvad den enkelte selv lægger i dem. Problemet er blot, at beskatningen forvrider incitamentet til de to ting, så folk gør mindre af det, end de ellers ville. Hvis man i stedet forestillede sig, at der var beskatning af fritid og af at fremrykke sit forbrug, ville det også være et problem. Så ville folk arbejde for meget og spare for meget op. Med ”for meget” menes udelukkende i forhold til, hvad de selv ønsker – ikke hvad økonomen personligt måtte anse for passende.

Det er fint at ville diskutere økonomiske problemstillinger og præmisserne for økonomisk tænkning. Men det kræver, at man ikke er sin egen økonom – i hvert fald ikke i den første af Buchanans to betydninger.

Public Choice 10: Omkostninger ved politiske beslutninger og idealet om enstemmighed

Af Casper Hunnerup Dahl, den 30. juli 2017. 2 svar

Skal man nævne et og kun ét værk, der har haft afgørende betydning for udviklingen af public choice som teori og forskningsfelt, er The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy af James M. Buchanan og Gordon Tullock et godt bud. Bogen udkom i 1962 og satte en ny dagsorden for studiet af beslutningsregler og demokratiske beslutningsprocesser.

Det bemærkelsesværdige ved bogen var — og er — at den udover at præsentere grundige, deskriptive analyser af konsekvenserne ved at anvende forskellige typer beslutningsregler hvilede på et eksplicit normativt fundament. Med et ord: Individet. Buchanan og Tullock mente — forenklet sagt — at det var på høje tid, at forskere i politiske systemer, vælgeradfærd mv. begyndte at tage individet alvorligt. For Buchanan og Tullock måtte analyser af demokratiske beslutningsregler og beslutningsprocesser derfor hvile på en præmis om individet som ikke blot den mindst mulige enhed, men også den vigtigste enhed. I denne forbindelse kan man kaste sig ud i lange debatter om, i hvilken grad denne præmis er politisk eller metodisk. Selv holdt forfatterne fast i det sidste, om end der ikke er nogen tvivl om, at implikationerne ved en metodologisk individualisme både på analyseplan og i praktisk implementering let kan blive politiske.

I public choice-sommerserien her på bloggen har redaktør Bjørnskov allerede skrevet om forfatningslængde baseret på bl.a. The Calculus of Consent, og Otto Brøns-Petersen har indirekte berørt en af bogens centrale indsigter (enstemmighed som forudsætning for Pareto-optimalitet) i sit indlæg om at tabe i politik og økonomi. Der kunne i det hele taget skrives en hel blogserie udelukkende om ideer, begreber og pointer fra denne bog. For at undgå, at det stikker helt af med “Calculus” her og der og alle vegne, vil jeg i det følgende ikke søge at favne vidt og bredt men i stedet zoome kraftigt ind og se lidt nærmere på to specifikke og tæt relaterede kerneelementer fra bogen: Beslutningsprocesser i et omkostningsperspektiv samt ideen om enstemmighed som ideal for kollektive beslutninger.

Allerede fra første anslag slås tonen an i forhold til individets status såvel analytisk som moralsk. Bogens forord indledes således: “This is a book about the political organization of a society of free men.” Ifølge Buchanan og Tullock bør politik være en øvelse i Pareto-optimalitet, idet legitimiteten af en politisk beslutning for dem afhænger af den grad, den virker til alle individers fordel. Den eneste måde at sikre Pareto-optimalitet i en kollektiv, politisk beslutning er ved krav om enstemmighed. Kun ved at give alle, der ville blive berørt af en politisk beslutning, mulighed for at nedlægge veto imod forslagets vedtagelse kan man sikre, at ingen enkeltpersoner efter deres egen opfattelse stilles ringere end før. Enstemmighed defineres således som det ideal — eller benchmark, om man vil — som alle andre beslutningsregler må sammenlignes med ved vurdering af deres moralske legitimitet.

Enstemmighed er i sagens natur ikke en regel, der gør det let at træffe politiske beslutninger i praksis — det er tværtimod den regel, der gør det absolut sværest at vedtage noget som helst. Med et demokrati i en eller anden form som præmis har vi derfor brug for nogle analytiske værktøjer til at vurdere forskellige beslutningsregler både med hensyn til deres moralske legitimitet og deres praktiske anvendelighed med henblik på rent faktisk at kunne træffe kollektive beslutninger.

Buchanan og Tullock opererer her med tre begreber: For det første medfører en given beslutningsregel forskellige eksternalitetsomkostninger for de individer, der påvirkes af de politiske beslutninger. For det andet medfører beslutningsreglen beslutningsomkostninger for de individer, der bruger ressourcer på at søge at nå til enighed om en politisk beslutning. Endelig kan interdependensomkostninger defineres som den simple sum af eksternalitetsomkostninger og beslutningsomkostninger, hvorved vi får et mål for en given beslutningsregels effektivitet i forhold til at maksimere beskyttelsen af enkeltpersoners ret til sig selv og egen ejendom samtidig med, at barriererne for at kunne træffe politiske beslutninger minimeres. Grafisk kan forholdet illustreres som på figuren herunder (fra bogens kap. 6), hvor C er eksternalitetsomkostninger og D er beslutningsomkostninger.

På denne måde bliver det muligt at lave systematiske sammenligninger af forskellige beslutningsregler med hensyn til fordele og ulemper for enkeltindivider i samfundet – vel at mærke med fokus på den enkeltes interesser frem for selve den demokratiske repræsentation. Forfatternes ræsonnement synes klart at være: Hvad er repræsentation værd for den enkelte, hvis ikke de faktiske, kollektive politiske beslutninger i størst mulig grad afspejler vedkommendes præferencer? Konkret analyserede forfatterne eksempelvis kendte, parlamentariske beslutningsregler som simpelt flertal og forskellige former for kvalificeret flertal, ligesom de også analyserede konsekvenserne af sådanne regler i kombination med tokammersystem sammenlignet med etkammersystem.

Samlet set opstillede Buchanan og Tullock med The Calculus of Consent således en helt ny måde at sammenligne politiske systemer på og et helt nyt sæt af kriterier for vurderingen af deres indbyrdes fordele og ulemper. I dag virker det måske banalt og selvindlysende, at disse fordele og ulemper bør vurderes ikke blot i forhold til repræsentativiteten af forskellige præferencer, men også — og måske i højere grad — i forhold til balancen mellem respekten for den enkeltes private ejendomsret og omkostningerne ved at træffe beslutning. Sådan har det ikke altid været. Denne udvikling i vores tænkning omkring demokratiets institutionelle indretning er public choice-traditionens fortjeneste — og helt specifikt Buchanan og Tullocks.