Tag-arkiv: Jul

Glædelig jul fra Punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2022. 3 svar

Nu er tiden endeligt kommet, og både børn, børnebørn og barnlige sjæle glæder sig. Julekortene er sendt og modtaget, og vi har kun et enkelt tilbage at skrive: Årets ønsker om en Glædelig Jul til punditokraternes læsere.

Året startede ellers afskyeligt i et nedlukket samfund med mundbindskrav og en statsminister, der nok mest af alt betragtede sig selv som enevældig regent. Men da februar kom, fjernede Folketinget – til adskillige epidemiologers skræk og advarsel – de sidste restriktioner, og danskerne kunne igen leve i et frit samfund. Afskaffelsen illustrerede også en sidste gang, i hvilken grad de epidemiologer, som regeringen og medierne brugte, blev ved med at tage fejl. Flere af os hos punditokraterne var gennem hele nedlukningsperioden meget skeptiske overfor den danske approach, hvilket ikke mindst blev reflekteret i vores indlæg, og også i hvilke indlæg læserne virkeligt besøgte.

Vi har indtil videre haft ni indlæg, der har haft flere end 1000 direkte besøg i 2022. Topscoreren var Jonas post om spørgsmål til hans, Steve Hankes og Lars Junongs glimrende metastudie af nedlukningers effektivitet. Nummer to på listen var også af Jonas, og handlede om at Ukraine producerer 2,6% af verdens korn. De næste af de meget besøgte var mine om hvorvidt vaccinerne overhovedet virker, om hvem der kan lide russerne, om hvad der var galt med det ellers fine SCM-studie fra Born et al., om hvordan Danmark så ud i 1860, om, det perverterede forsigtighedsprincip, og mit (meget sure) farvel til 2021, og Jonas spørgsmål om det kræver reel ekspertise at være ekspert i mediernes øjne. Alt i alt ender vi 2022 lige omkring 100.000 besøg.

Vi arbejder naturligvis hårdt på, at 2023 bliver lige så godt med lige så informerede, diverse og tankevækkende indlæg. For flere af os bliver et af de første højdepunkter efter nytår nok den danske public choice workshop, som Cepos er vært for den 27. januar. Programmet ser storartet ud med papirer om f.eks. hvorvidt internationale sportsbegivenheder påvirker regimers respekt for menneskerettigheder, om udenlandske interventioner påvirker folks tillid, og populister og forfatningen. I løbet af januar kommer vi til at introducere læserne til flere af dem, ligesom man faktisk kan kigge forbi og sidde med på en session hvis man er interesseret.

Der kommer næsten med garanti også mere nonsens fra den nye SVM-regering, ligesom man aldrig kan forudsige, hvad der dukker på af nye emner eller ny forskning. Vi bestræber os også næste år på, at skrive om både aktuelle emner og mindre ting, som læserne måske ikke kender til endnu. Under alle omstændigheder glæder vi os til at skrive for alle vores læsere igen efter jul, og vi glæder os til at få feedback fra dem alle. Indtil da ønskes I alle en Glædelig Jul.

Julens navn og folks tillid

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2022. 1 svar

Folks tillid til hinanden varierer kraftigt på tværs af Europa, og på tværs af verden. Vi har skrevet om det en række gange her på stedet, med forskellige perspektiver. Idag gør vi det med et særligt juleperspektiv. Helt specifikt er vores julede spørgsmål idag, om folks sociale tillid på en eller anden måde har noget at gøre med, hvad de kalder den højtid som på de nordiske sprog kendes som ‘Jul’.

Rent praktisk udnytter vi, at den store undersøgelse European Social Survey, der bliver gentaget hvert andet år, spørger folk om hvilket sprog de taler derhjemme. Vi kan derfor matche lige knap 170.000 respondenters tillid til hvilket navn de bruger for julen. I de nordiske lande er det for eksempel Jul, Jól, Joulu og Jōulud. En anden kategori er Christmas, der på hollandsk er Kerstmis, mens en tredje er de romanske sprogs forskellige udgaver af Noël, der også omfatter keltiske sprog – det er f.eks. Nedeleg på breton (se her).

Resultatet kan ses i figuren nedenfor, der meget klart viser at de mest tillidsfulde mennesker i Europa kalder julen for Jul: på undersøgelsens 10-punktskala svarer de i gennemsnit 6,4. De næste er forskellige udgaver af Christmas blandt folk der taler engelsk, hollandsk/flamsk og luxembourgsk – og pudsigt nok også græsk (gns. 5,1). Nummer tre er det tyske Weihnachten, der inkluderer det tjekkiske Vánoce (gns. 4,8), mens den fjerde er folk der kalder julen Noël (gns. 4,3). De romanske er kun marginalt mere tillidsfulde end enten folk på Balkan, der bruger ordet Božić og vores restgruppe – lettisk, litauisk, baskisk (begge gns, 4,2). I bunden ligger ungarsk og rumænsk (gns. 4,0) og det albanske Kristhlindja (3,8).

Vores post idag er således en julet udgave af den traditionelle Sjov med Statistik-serie. Et bestemt ord for årets højtid går naturligvis ikke folk mere tillidsfulde, men forklaringen skal også findes et andet sted: Julenavnet reflekterer distinkte kulturkredse indenfor Europa, og det er forskelle i disse kulturkredse, der også skaber eller vedligeholder tillid på meget langt sigt.

Det at det meste af Østeuropa er mindre tillidsfuldt kan derfor i høj grad tilskrives oplevelsen under socialism inden 1990, mens forskellene internt næppe kan. På samme måde er forskellene mellem de fire vesteuropæiske hovedområder – Jul, Christmas, Weihnachten og Noël – interessante. Og måske mest interessant er, at det suverænt mest tillidsfulde område, Juleområdet, er der hvor det før-kristne navn for højtiden har overlevet i 1000 år. Er den nordiske tillid måske udtryk for, at kirken aldrig fik den samme undertrykkende indflydelse som i resten af Europa? Måske, måske ikke, men det er da værd at tænke over i dagene før jul.

Punditokraternes julelæsning (3)

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2020. Skriv et svar

Forleden startede vi årets serie om punditokraternes forslag til julelæsning. De to første var i en vis forstand klassiske punditokratvalg, men det tredje er nok i højere grad en overraskelse for mange læsere. For hvad i alverden kan en halvgammel heavy metal-sanger have at bidrage med på en liberal, halv- eller helakademisk blog? Overraskelsen er, at svaret faktisk er en hel del – i hvert fald når det handler om Bruce Dickinsons selvbiografi med titlen What does this Button Do?

For de uindviede har Dickinson – med undtagelse af en årrække i 1990erne – været forsanger i det legendariske heavy metal-band Iron Maiden siden slutningen af 1981. Bandet var et af de centrale i den såkaldte New Wave of British Heavy Metal, der fra sidst i 1970erne genoplivede og definerede genren. Modsat de fleste andre, eksisterer Iron Maiden stadig og har spillet udsolgte koncerter indtil nedlukningerne forhindrede det. En af grundene er naturligvis, at de er fremragende musikere, ligesom Dickinsons operainspirerede evne til at fortælle en historie er unik. En del af forklaringen ligger dog også i, at de har holdt fast i deres måde at skrive musik og spille på, uanset hvad alle andre mente eller gjorde. Hvem ellers ville finde på at sætte 13 minutters musik til en gendigtning af Coleridges Rime of the Ancient Mariner og slippe godt fra det?

Dickinsons band er med andre ord intelligent og kapabelt i en grad, som de færreste forbinder med genren. Han er, ligesom flere andre medlemmer af bandet, universitetsuddannet og havde også en sportskarriere tæt på toppen af britisk fægtning i 80erne ved siden af sit job som forsanger. Senere uddannede han sig, stadig ved siden af forsangerjobbet i et af verdens mest populære heavy metalbands, til pilot og fløj en årrække for charterfirmaet Astraeus. Han har blandt andet været med til at flyve RAF-piloter hjem fra Afghanistan, og grundlagde senere Cardiff Aviation Ltd., der i dag servicerer fly for en række større selskaber.

Dickinson er, med andre ord, lidt af et renæssancemenneske og i høj grad en iværksætter. Er man ikke allerede hooked, må man spørge sig selv om man kender andre eksempler på folk, der om formiddagen flyver en Boeing 757 til en storby (og til verdensturnéen i 2016 opgradere sin licens til at flyve 757 og senere Boeings mægtige 747), får en lur og om aftenen synger for 50.000 mennesker? Eller man kan spørge sig selv, om det ikke er værd at læse om, hvordan Dickinson med band spillede i Polen i 1984 og Sarajevo i 1994. At manden også for få år siden overlevede en kræfttumor på golfboldstørrelse i halsen, er nærmest en biting.

What does this Button Do? er en både underholdende og tankevækkende bog om en kunstner og iværksætter med stærke liberale instinkter. Dickinson spørger – direkte og med sit eget liv – hvorfor må man ikke vælge sit eget liv og sin egen måde at leve det på. Han har ikke meget tilovers for ’the nanny state’ og viser med sit eget eksempel på underholdende, velovervejet og velargumenteret vis, hvor langt man kan nå med individuelt initiativ og integritet. Det er meget sjældent, at man læser bøger, man ærligt kan kalde en inspiration, men Dickinsons er en af de få.

Punditokraternes julehilsen 2019

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2019. 1 svar

Ude i de små hjem er julen ved at snige sig ind på danskerne, og punditokraternes hjem er ikke anderledes. De sidste gaver er købt (for mit vedkommende omkring klokken to i går), køleskabet er fyldt, og årets portvin er klar. En af de sidste opgaver før julen for alvor starter klokken 16 i dag, er at opsummere året på bloggen og at ønske Punditokraternes læsere en glædelig jul.

Bloggen havde et ganske godt år med knap 97.000 besøg indtil nu. Det er en lille fremgang fra sidste år, og givet hvordan andre blogs har haft det, er vi ganske godt tilfredse. Årets mest besøgte post var Niels glimrende Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig fra sidst i januar, som fik 2800 direkte besøg og et uvist antal besøg gennem forsiden. Ligesom tidligere år bliver min Sundhed i 100 år målt på højde på mærkværdig vis ved med at få besøg; i 2019 blev det til flere end 1700. To andre poster fik over 1000 besøg: Vores post om Ulighed i Danmark fra juledagene sidste år blev besøgt og forhåbentlig læst af godt 1300, og Den fejlede idé, der aldrig dør – om Kristian  Niemitzs fremragende bog om socialisme, der også fik sin egen podcast – er  blevet set af lidt flere end 1000. Ser man derimod på antal besøg per dag, posten har været publiceret, er Niels vigtige post om Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender den klare topscorer. Og gælder det feedback, har folk åbenbart været tilfredse med vores sommerserie om Befolkning, Klima og Vækst, som Otto opsummerede i en julegave i går.

Udenfor bloggen er vi også stolte af, at punditokraterne en gang imellem sætter sit aftryk på debatten i Danmark. Niels har således også i år markeret sig som en af de førende Latinamerika-eksperter i Danmark, og Otto er en af de skarpeste stemmer i den hjemlige klimadebat. På alle områder har vi igen i år haft stor gavn af vores interesserede og venligt skeptiske læsere, som til tider stiller skarpe spørgsmål, der holder os til ilden. Hvis nogen skulle være i tvivl, er vi taknemmelige for dem!

De næste dage er der stille her på bloggen, ligesom der forhåbentlig er stille i det offentlige Danmark – og tænk, hvis dansk politik var lige så stille udenfor juledagene! I mellemtiden vil vi ønske alle vores faste læsere og tilfældige besøgende en Glædelig Jul og et Godt Nytår. Vi håber I alle får en lige så pragtfuld jul, som Nat King Cole udtrykte (i Mel Tormés ord).

Punditokraternes Jul

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2018. Skriv et svar

Ligesom i resten af Danmark er julen også ved at snige sig ind i de små Punditokrat-hjem. Gaverne er købt, køleskabet er fyldt, og portvinen er klar. En af de sidste opgaver er derfor, at opsummere året på bloggen og at ønske Punditokraternes læsere en glædelig jul.

Alt i alt var det et godt år for Punditokraterne med cirka 92.000 besøg indtil i dag og et gennemsnit på lige omkring 8000 om måneden. De meste populære poster viste sig at være de samme som sidste år: Vores fem år gamle ”Sundhed i 100 år målt på højde” blev besøgt næsten 1800 gange i 2018, mens Ottos glimrende ”The Danish Model – don’t try this at home” fra 2015 genererede næsten 1500 besøg – og det er endda udover, hvad versionen som Cato Economic Development Bulletin giver.

Dette års mest besøgte poster blev også i år en refleksion af, hvad der interesserer danskerne og hvad de kun sjældent hører fra andre sider. ”Hvor rige er danskerne egentlig?” fra 3. november, er indtil nu besøgt 948 gange, mens ”Er liberale økonomer mere neoklassiske?”, ”De rigeste i 50erne”, og ”Muslimske naboer” alle fik mere end 500 besøg.

Vi er således stolte over, at der er diskussioner hvor vi faktiske har en vis indflydelse. Et eksempel er Latinamerika, hvor Niels over årene har etableret sig som en af de mest velinformerede eksperter herhjemme. Men det var aldrig sket uden at have interesserede og venligt skeptiske læsere, som følger Punditokraterne og til tider stiller skarpe spørgsmål, som tvinger os til at blive bedre. Hvis nogen skulle være i tvivl, er vi taknemmelige for dem!

For mit personlige vedkommende ankommer julen den 24. omkring 16.45, når Jesper Fårekylling slutter Disneys Juleshow af med Når du ser et stjerneskud. Med den sang, der om noget illustrerer julens optimisme og evne til at forbinde mennesker på tværs af alder og erfaring – her i Keith Jarretts version – ønsker vi alle vores læsere:

Glædelig Jul og Godt Nytår

Mariella Rubensons Julesurvey

Af Christian Bjørnskov, den 9. december 2018. 1 svar

De sidste par år har jeg hygget mig med at deltage i en survey om jul. Det er en fin, lille undersøgelse om juletraditioner rundt omkring i verden, og deltager man får man også senere en kort rapport om årets resultater. Det helt særlige er dog, at den laves af Mariella Rubenson. Mens Mariellas far Daniel er lektor på Ryerson University i Toronto, Canada, er hun selv 15 år gammel og går i det, der her ville svare til niende klasse. Alligevel er 2018 den sjette udgave af undersøgelsen, der fra starten har været omhyggeligt gennemtænkt.

Denne søndags opfordring fra Punditokraterne er, at vores læsere går ind her og deltager i Mariellas undersøgelse. Vi vil på vores side – hvis vores læsere holder deres del af aftalen – skrive en post om resultaterne efter jul.

Glædelig jul

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2017. 3 svar

Det har været et langt år, men i aften når vi til barndommens højdepunkt: Juleaften. Før da vil vi allerførst sige en stor tak til de mange læsere – både dem der blot følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Indtil nu har vi i 2017 haft 107.000 besøg, hvilket bliver til cirka 300 besøg per dag, eller i gennemsnit 660 besøg for hvert af de 162 indlæg i år, som vi alle er taknemmelige for. Som altid gælder den tak også dem, der med jævne mellemrum erklærer sig uenige med os. Selvom vi er glade for at bidrage til den danske debat på et lidt andet grundlag end de fleste –og som vi stræber efter, også på et mere solidt, vidensbaseret fundament – påskønner vi også altid, at vores egne argumenter bliver udfordret konstant.

For os er det ofte særligt morsomt, når vi kan se at vi selv udfordrer folk, der deler indlæggene på f.eks. Facebook. Eksempler i efteråret har været Ottos indlæg om Valget i Januar, Niels om Black Friday er godt for verdens fattige, og mit om Jacob Lundberg om topskatter og Lafferkurven, der blev delt 643 gange. Vi formåede også at irritere Ole Birk Olesen, der ellers har markeret sig positivt den sidste måned, med et indlæg om at Københavns Lufthavn ikke er et monopol. Konklusionen, som flere var utilfredse med, var at Oles nye luftfartsstrategi dermed ikke gav nogen som helst mening.

Det blev også året, hvor Liberal Alliance gjorde sig selv politisk overflødige – og vi gjorde opmærksom på det længe før partiets nederlag i finanslovsforhandlingerne. Partiet har forladt ethvert princip, og er blevet et discount-Venstre med stort set lige så socialdemokratisk politik. De 10-15 % af danskerne, der er tydeligt liberale, er således endnu en gang i politisk limbo.

Her på stedet har vi gjort, hvad vi kan i 2017, for at sørge for at debatten ikke altid bliver kørt på venstrefløjens eller et establishments betingelser. Niels indledte året ved at debunke de ellers politisk populære påstande om, hvor ulige verden er. Om en måneds tid kan vi nok gentage Den Årlige Røverhistorie fra Oxfam og Ibis, men med flere journalister og andre, der kender til hvor substanstom, historien er. Og den serie indlæg, jeg personligt er mest stolt af i år, var vores sommerserie om public choice. Vi har talt om en plan for at lave sommerserien om til decideret undervisningsmateriale for gymnasierne, men tanken var først og fremmest folkeuddannende – at punditokraternes læsere og forhåbentlig flere kender til den analytiske baggrund for, hvordan vi og de fleste moderne samfundsforskere tænker økonomisk politik. Skulle der sidde læsere med ideer til lignende serier, må de endelig sige til.

Under alle omstændigheder, og uden vi kan gøre noget ved det, er 2017 ved at være ovre. Umiddelbart før julefreden sænker sig, er den eneste, helt uvidenskabelige og aldeles ukontroversielle pointe med dagens indlæg ganske simpel: Punditokraterne ønsker alle vores bidragsydere og hele vores læserskare en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

En eksplosion i ulighed blandt børn!

Af Christian Bjørnskov, den 25. december 2016. 2 svar

I løbet af 2016 har der været meget diskussion om ulighed i medierne. Det meste af den har været blottet for baggrund, konceptuel omtanke eller praktisk rimelighed. Meget af den er rent ideologiske signaler og illustrerer, hvordan snart sagt enhver forskellighed er uacceptabel for den ekstreme venstrefløj. På en stille juledagsmorgen er det derfor svært at forstå, hvordan de alligevel kan acceptere en tilbagevendende begivenhed, der reelt fører til en eksplosion i ulighed blandt børn: Juleaften.

Den aften får nogle børn mange flere gaver end andre. Det er ganske svært at forstå, hvordan en ekstrem venstrefløj med så stærke præferencer for total lighed, kan acceptere denne situation. Med andre ord: Hvor er lighedsapostlenes krav om gaveomfordeling? Uligheden er voldsom og skyldes i høj grad forskelle i forældre og bedsteforældres ”socio-økonomiske status.” Juleaften er dermed en af kapitalismens særligt ondskabsfulde institutioner, der perpetuerer uligheden ved at overføre den til børnene.

En indvending kunne være, at de onde børn jo traditionelt får færre og mindre gaver, eller – hvis man er traditionalist – kommer i den sorte gryde. Men kan man overlade den slags vurderinger til forældre; kan man stole på, at nogen så uuddannede og potentielt pædagogisk inkompetente mennesker som såkaldte forældre kan håndtere en så vigtig velfærdsopgave? Burde det ikke være langt sikrere, at lade de sociale myndigheder, skolerne eller evt. SSP-samarbejdet sørgede for at fordele gaverne? Omvendt kan man argumentere, at det jo er Julemanden, der kommer med gaverne, og hvad gør han?

He sees you when you’re sleeping

He knows when you’re awake

He knows if you’ve been bad or good

So be good for goodness sake

Julemanden må dermed være de sociale myndigheders store forbillede. En måske pudsig betragtning er, at politikere og kommentatorer ofte antager, at velfærdsstaten netop har disse egenskaber, der tillader de ansigtsløse bureaukrater både at have Julemandens information om borgerne, og Julemandens hensigter.

Under alle omstændigheder er det mærkværdigt at tænke sig, at venstrefløjen i verdens tungeste velfærdsstat stadig overlader en så ekstremt vigtig fordelingsopgave som julegaver til borgerne selv. Hvordan kan den slags ulighedsskabende, usolidarisk og klassegenskabende aktivitet forblive ureguleret? Hvis det ikke bringes under demokratisk kontrol risikerer vi jo netop en eksplosion i børneuligheden.

Hvis enkelte læsere stadig skulle være i tvivl: Jeg ville aldrig advokere for nogen af disse absurde og voksen- og børnefjendske forslag. Kunne man finde noget mere indgribende i folks personlige frihed end at sætte barrierer op for, hvor flinke de må være ved deres børn, og hvordan de på årets festligste aften må signalere det? Man skal være ekstremistisk kommunist a la Pol Pot for blot at overveje det. Andre overvejelser over julen kan f.eks. ses her fra den glimrende John Carney på CNBC (hattip: Niclas Berggren).

Glædelig jul til læserne

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2016. 1 svar

De næste dage er stille for de fleste mennesker, og det gælder bestemt også punditokraterne. Vi skal nok komme igen efter jul, men de næste dage gælder samvær med familie, gamle venner og andre mennesker vi holder af. Før vi går i julemodus, er der dog et par overvejelser, vi vil dele med læserne.

Den første er hvad julen er. Som den fremragende Johan Norberg understreger i sin sidste nye episode af Dead Wrong: ”Christmas is a celebration of joy” som kan deles af alle uanset religion, baggrund eller hudfarve. Julens ånd er for eksempel et smil og et ”Merry Christmas” fra en hollandsk stewardesse forleden aften. Den er film og traditioner, man ellers ville være flov over, men som man nyder de særlige dage i december. Og den starter klokken 16 i morgen med Disneys Juleshow.

Mens julen naturligvis er mange forskellige ting for forskellige mennesker og familier, er der et fælles forhold for de fleste: En markering og fejring af de mennesker, vi særligt holder af, og en stille og uceremoniel taknemmelighed for dem – uanset hvor uenige vi ellers er. Selv billedet i dag er et udtryk for det – juletræet på Trafalgar Square i London har siden 1947 været en gave fra Oslo som tak for briternes hjælp under anden verdenskrig.

Vi er også taknemmelige for den opmærksomhed, hjælp og feedback vi får gennem året. Derfor vil vi hermed takke punditokraternes læsere for 2016 og ønske jer alle og jeres familier en Glædelig Jul.

Punditokraternes Julehilsen

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2015. Skriv et svar

Det er blevet dagen, som alle børn og barnlige sjæle har glædet sig til så længe. I tråd med traditionen opsummerer vi også her på stedet året, før julen virkelig går i gang: Når vi sætter os til julebordet i aften, kaster os over gaverne, eller – for nogle af os – er barn i 50 minutter med Disney.

Året har været godt for Punditokraterne, men næppe et storartet år for borgerligheden. Politikere i og udenfor Danmark kaster sig over vores privatliv som de ikke har gjort siden 30’erne. Danske politikere har været sjældent grådige og har intet mod på at tage et opgør med Skat, uanset hvor horribel, deres forvaltning er. Og ude i verden kan man se frem til et amerikansk præsidentvalg mellem pest og kolera, og et fortsat og stadigt mere sovjetisk Putin-regime i Rusland.

Men hos os er der heldigvis fremgang med fornyelse blandt skribenterne, Blogprisen, og stigende besøgstal, der toppede på 7591 den 6. november. Der er også lysere tider i bl.a. Spanien og Brasilien, hvor nye partier med liberale ideer tiltrækker unge stemmer og i Venezuela, hvor arrester, vold og trusler ikke var nok til at forhindre det socialistiske regime i at lide et enormt tab ved parlamentsvalgt tidligere på måneden.

I aften er det dog ligegyldigt, hvad man stemmer, spiser eller synger. Om man er den mest højkirkelige dansker eller – som undertegnede – ateistisk julenyder, er budskabet alligevel det samme. Fra alle os på Punditokraterne ønsker vi alle vores læsere og deres familier:

Glædelig Jul og Godt Nytår

Glædelig Jul

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2014. Skriv et svar

Efter en enormt travl december måned – vores læsere har nok bemærket, at aktiviteten på bloggen har været lidt begrænset – er vi endelig kommet til juleaften. Vi har haft et godt år på Punditokraterne, også selvom vi gerne ville have blogget mere regelmæssigt, og vil gerne takke de trofaste læsere for kommentarer, kritik og diskussion.

2015 ser ud til at blive et interessant, men næppe særligt liberalt år! Det er først og fremmest valgår, hvilket altid får politikere til at glemme de sidste rester af ideologi og rygrad og foreslå absurde ting. Vi vil selvfølgelig gøre vores til at skyde de værste af slagsens ned! Vi er også parate til både at tage andre aktuelle emner op, og at holde folk informeret om, hvad der foregår på forskningsfronten i public choice og politisk økonomi. Og som altid er vores læsere velkomne til at foreslå emner, hvis der skulle være noget, vi har misset.

Men vigtigst af alt i dag er at ønske jer alle en Glædelig Jul og Godt Nytår.

Redaktionen på Puditokraterne

Punditokraternes Julehilsen

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2009. 2 svar

Så er det blevet tid til at trække sig tilbage til familiens skød og nyde et par alt andet end rolige dage med nevøer, niece og alskens andre medlemmer af ens biologiske baggrund. Og som altid er det også tid til, at Redacteuren på Punditokraternes vegne sender en stor hilsen og tak til alle vores læsere, både dem der flittigt kommenterer og dem, der blot følger med i vores skriblerier.

2009 blev året, hvor vi skiftede en del af teamet ud og holdt flyttedag i cyberspace. Jeg håber at læserne er lige så glade for både det nye (eller halvnye) tem og vores nye look som jeg er. Vi håber også alle, at vi stadig i 2010 kan få kommentarer og en mail i ny og næ om emner, som vores læsere synes ville være spændende at få dækket.

2009 blev også året, hvor vi skrev langt og meget om klimadebatten, sydamerikanske forhold – ikke mindst den honduranske situation, hvis dækning i msm vækkede minder om marxistisk historieskrivning – ulandshjælp, og en ny amerikansk præsident med masser af varm luft. Ingen af emnerne har vakt udelt opbakning fra alle læsere, men det er netop heller ikke pointen. Næste år som de foregående år understreger vi, at man ikke behøver være enig med os i alt. Så længe man kan argumentere solidt for sit synspunkt, og ikke blot blindt gentager ’autoriteter’, er debat givende for alle parter. Og autoriteter, selv hos punditokraterne, kan jo tage fejl, ikke mindst når de ikke bliver udfordrede.

Så det er med ønsket om fortsat uenighed, debat og udfordring, at vi trækker os tilbage til julen. Det er i det mindste en højtid, hvor man ikke behøver at tro på nogen autoritet – menneskelig eller gudelig – for at nyde tiden. Herfra skal der blot lyde et ønske om en Glædelig Jul og et Godt Nytår til alle.