Ved et tilfældigt sammenfald er både dagens klumme på 180grader “Fagkundskaben har talt: Forbud mod hash gør mere skade end gavn” og dagens indlæg på liberator ” Behnke og hashmarkedet ” skrevet af undertegnede (klumme sammen med Lasse Grosbøl) og kredser med forskellige indgangsvinkler om det samme emne, nemlig modstanderne mod legalisering af hash argumenter – eller rettere mangel på samme, fordi der kun er tale om påstulater uden hverken faglig eller saglig bund.

Ja, hash er skadelig ved stort og vedvarende forbrug. På samme måde som alkohol er skadeligt ved misbrug. Derom er der ingen grund til diskussion, omend det er påfaldende at hver gang dette aspekt rejses i den offentlige debat, så gør man det isoleret og uden at inddrage vores foretrukne rusmiddel alkohol. Men ligesom med alkohol gælder det samme for hash, nemlig at det for det store flertal af brugere aldrig kommer dertil.

Læs resten →

Det er sjældent vi her på bloggen  argumenterer for oprettelse af monopoler. Normalt fremhæver undertegnede og andre tværtimod monopolers skadelige effekter og fremhæver det frie markeds enestående evner til at sikre os flest mulige goder til de lavest mulige priser.

Når jeg i det næste for en gang skyld vil argumentere for et monopol er det derfor et absolut undtagelsestilfælde, ligesom jeg lige så godt kan gå til bekendelse med det samme og indrømme, at det grundlæggende strider mod mine egne idealer for individets ukrænkelighed og ret til at bestemme over egen krop og skæbne.

I modsætning til frie konkurrenceprægede markeder, hvor producenterne ideelt set er nød til at være innovative og effektive for at overleve, forholder det sig jo omvendt med monopoler. Høje priser og lav kvalitet og effektivitet og ringe innovationsevne er her kodeordene, og man behøver ikke kigge langt for at finde dette, det er blot at se på den offentlige sektors udbud.

Men hvad nu hvis man netop står med et produkt, som man af en eller anden grund rent faktisk helst ser der ikke forbruges “for meget” af?

– Ja så er monopol en fornuftig løsning. En sådan produktgruppe kunne være de illegale rusmidler, som er den væsentligste indtægtskilde for en række af verdens værste kriminelle og terror organisationer, som holder liv i væbnede konflikter i bl.a. Columbia og Afghanistan.

Konflikter der enten ville være ophørt for mange år siden (Columbia) eller hvor magtforholdet og de menneskelige omkostninger ville ændres drastisk i forhold til i dag, som f.eks. i Afghanistan. Her kan man med rette sige, at både civile og militære tab, og altså også danske soldaters død, er en konsekvens af den meningsløse kriminalisering af narkotika, der i mere end et halvt århundrede har været globalt gældende. Koordineret af FN og drevet igennem af amerikansk hegemoni. Paradoksalt nok er USA også et af de lande, hvor man mest vedholdende kritiserer den pågældende politik og hvor der finder en betydelig forskning sted – ligesom hele diskussionen om fortsat kriminalisering eller ej også foregår på de store medienetværk, samt i både i videnskabelige tidsskrifter, som f.eks. Scientific American og aviser som Wall Street Journal – og en enkelt republikansk præsidentkandidat, Ron Paul, har utrætteligt argumenteret imod den fortsatte forbudspolitik i årtier.

Læg dertil hæderkronede engelske institutioner som Financial Times og The Economist, som jeg i flere tilfælde har refereret til her på bloggen, der åbent har lagt deres gode navn og rygte til en egentlig legalisering af narkotika – i sidste om gang så sent som i denne weekend (Financial Times).

Ordet legalisering er her afgørende, for selv om der i de senere år er opstået uro i gelederne , og flere lande har fraveget den af USA-ønskede hårde linie i “The War on Drugs”, så er FN-landende desværre bundet af indgåede traktater, og kan ikke unilateralt legalisere forbrug og handel med narkotika. Det tætteste man kommer er en afkriminalisering, som den der har været gældende i Portugal siden 2001.

I begyndelsen af april udsendte Cato en rapport, Drug Decriminalization in Portugal (Linket fører til en video fra præsentationen af rapporten). Den kan hentes her, og er udarbejdet af Glenn Greenwald, hvis blogindlæg med medfølgende kort resume kan læses her.

De væsentligste resultater ved afkriminaliseringen i Portugal, hvorefter der kun er administrative konsekvenser ved besiddelse svarende til 10 dages personlig forbrug af et hvilket som helst narkotisk stof er, at det ikke har medført øget forbrug, at det ikke har gjort Portugal til en magnet for narkomaner, og at antallet af narkotika-relaterede dødsfald er reduceret drastisk, ligesom en række følgesygdomme (HIV) osv. har udvist en positiv udvikling.

Afkriminalisering er kun en halv løsning

Men selv om afkriminalisering er et væsentligt skridt på vejen, hjælper det kun på den mindste halvdel af problemet (forholdene for brugerne). Det efterlader fortsat det meget lukrative narkotikamarked i hænderne på de kriminelle.  Hermed adresserer man ikke de største skadevirkninger (menneskeligt og økonomisk), som ikke er forbundet med selve narkotikaforbruget.

Det er begrænset hvor mange mennesker der globalt har et jævnligt narkotikaforbrug, og især er det begrænset hvor mange misbrugere der eksisterer ( FN anslår det til ca. 24 mio.). Antallet af “almindelige” mennesker, som hver dag betaler konsekvenserne af det illegale marked er langt langt større – både menneskeligt og økonomisk. Ikke blot i kraft af de krige og konflikter der finansieres ved produktion og salg af narkotika, men primært i kraft af de resulterende dysfunktionelle, korrupte og blodige samfund lokalt, nationalt og regionalt  – især i den tredje verden.

Det har tragiske konsekvenser for hundredvis af millioner af mennesker verden over, – uanset at de ikke selv hverken er brugere af narkotika eller på anden måde involveret i denne geschæft – at man bibeholder en lovgivning der sikrer en illegal omsætning, der snildt overgår verdens samlede ulandsbistand hvert år.

I dagens klumme i 180grader foreslår jeg, at man efter svensk model laver et egentlig “narkobolag”. Med andre ord legaliserer handlen med narkotika, men samtidig monopoliserer denne handel. Som jeg indledningsvis nævnte er det bestemt ikke en optimal løsning for en liberal.

Men løsningen adresserer dog i vid udstrækning de problemer, som den nuværende politik medfører. Ikke mindst i forhold til samfund der er ved at bryde sammen i den tredje verden og de anslag mod vores grundlæggende retssikkerhed, som kampen mod narko i lighed med kampen mod terror, har udløst flere steder i verden.

Måske ikke overraskende, eftersom klummen er at finde i 180grader, er der et par af læserkommentarerne, som tager udgangspunkt i det ikke synderligt liberale i, at jeg accepterer oprettelsen af et monopol, men da klummen ikke er et ideologisk indlæg, men et forsøg på at komme med reelle løsninger til reelle problemer er det ganske forfejlet.

Hvis formålet med mit forslag vat at sikre så stor adgang til så billig (kvalitets)narkotika som muligt, ville kritikken af at bruge monopolmodellen være på sin plads. Men mit ærinde er et andet, nemlig at give et bud på en løsning, som imødekomme det flertal i befolkningen, der som udgangspunkt er modstandere af en legalisering. Med andre ord må liberale som mig selv bide i det sure æble og acceptere, at i dette tilfælde drejer det sig om, at gøre det så lidt attraktivt som muligt at være producent (det vil sige så lave engrospriser som muligt) og så lidt attraktivt som muligt at være forbruger. Det vil alt andet lige sige, så høje priser som det er muligt at oppebære, uden at det bliver attraktivt at operere på et parallelt marked.

Her har man som monopol en række værktøjer der kan bruges, ikke mindst hvis man har staten i ryggen. Jo lavere prisen er for de der producerer de pågældende stoffer, – det være sig fremstilling af syntetiske stoffer, som det kendes fra Europa (stort set hele forbruget af ecstasy og speed i Europa fremstilles indenfor EU’s grænser), eller dyrkning af mere traditionelle afgrøder, uanset om det er i den tredje eller første verden (USA er verdens største producent af marihuana). Dette sikres bedst ved at der er mange producenter og få indkøbere.

På den anden side må det antages, alt andet lige, at jo lavere prisen er, jo højere er forbruget . Derfor; hvis målet er at begrænse forbruget mest muligt – skal prisen sættes så højt som muligt, men dog ikke højere end at det ikke er lukrativt at sælge på et parallelt marked.

Hvis man fastholder lange fængselsstraffe ved konkurrerende handel med narkotika og indtænker, at en legal monopolist (af en slags) – man kan jo med fordel sælge retten til at sælge i et område på licens – med fordel kan tilbyde noget, som er svært at gøre på et parallelt marked, nemlig garanti for “rene stoffer”. I så fald behøver prisen ikke nødvendigvis være væsentligt lavere end i dag. Og med hensyn til hvor stort mereforbruget evt. skulle blive på grund af lavere priser, er der næppe heller grund til at være urolig. Dels er pris kun én faktor, og det er næppe den væsentligste i dette tilfælde.  Dels er priselasticiteten lav, hvorfor effekten af lavere pris på det samlede forbrug er marginal.

Vil det fjerne alle problemer? Nej, men det vil reducere dem betydeligt, i og med at markedet udenfor de legale rammer vil være langt langt mindre profitabel, uden at det nødvendigvis er mindre risikofyldt.

Ikke videre liberalt, men bestemt at foretrække frem for den nuværende tingenes tilstand.