Afkriminalisering – et skridt på vejen til legalisering?

Fra tid til anden popper diskussionen om hvorvidt man skal legalisere køb og salg af cannabis op herhjemme. Det sker oftest i forbindelse med at en eller flere “i branchen” lider en voldsom død. Og debatten blussede da også op igen i forbindelse med det seneste drab på Christiania.

Ovenstående diskussion bør nok holdes adskilt fra en anden diskussion, nemlig den om afkriminalisering, som igen er blevet aktuel efter seneste folketingsvalg, hvor moderaterne, og ikke mindst Nanna Gotfredsen, blev valgt ind. Nanna Gotfredsen har i årtier argumenteret for at vi skal ændre vores narkotikapolitik, og er et kendt og respekteret navn internationalt blandt de som arbejder med reformering af den globale narkotikapolitik (læs forbudspolitik, eller som amerikanerne ynder at kalde det “The War on Drugs”).

Hvad Nanna Gotfredsen og moderaterne foreslår, er en afkriminalisering af i dag illegale rusmidler, inspireret af bl. a. de reformer man for snart mange år siden gennemførte i Portugal. I et interview i Berlingske Tidende (bag betalingsmur) peger Nanna Gotfredsen bl. a. på, at »Tanken bag forbudspolitikken er hensynet til folkesundheden, og at folk ikke skal ud i sådan noget snavs med stoffer. Men det kommer folk. Også i lande med fysisk lemlæstende straffe eller dødsstraf for besiddelse af stoffer. Der er stoffer everywhere. Og folk bruger dem,«  og fastslår herefter, at »Det er besiddelse af mindre mængder stoffer til eget brug, der skal afkriminaliseres.«

legalisering eller afkriminalisering – det er bestemt ikke det samme

Med tanke på hvor meget debat alene det at afkriminalisere brugere og gadehandlere (det er ofte reelt det samme) også denne gang sikkert giver anledning til, er det nok også hvad der politisk er gangbart på nuværende tidspunkt (og nok også mange år frem). Og der er ikke tvivl om at afkriminalisering har gunstige konsekvenser, hvis vi ser på livsvilkårene for de som FN kategoriserer som “problembrugere”, men hvis vi ser på hvad det kan betyde for den følgekriminalitet der følger med et egentlig forbud og de unødige risici man løber ved brug af illegale rusmidler (nogle mere end andre), er effekten nok beskeden.

Derfor er det også uheldig at snart sagt enhver debat herhjemme om en anden narkotikapolitik ofte ender op i noget med “se på Holland” og en sammenblanding af afkriminalisering og legalisering. Ligesom det selvfølgelig bør være to adskilte diskussioner, hvorvidt man bør legalisere hash (hvilket man bør) og afkriminalisere i dag illegale rusmidler. En sammenblanding og tilsyneladende manglende viden, som i en artikel under overskriften “En dræbt tv-stjerne og et afhugget hoved i Amsterdam viser, hvorfor fri hash ikke løser Christianias problemer” , får indlandsredaktør, Kasper Krogh, til afslutningsvis at skrive, at “Den brutale udvikling i Holland viser, at det ikke er en mirakelkur mod den kriminelle verden. Og det skal med i ligningen, når vi tager debatten om legalisering eller afkriminalisering i Danmark.”

At inddrage Holland giver for det første ingen mening i forhold til at diskutere en egentlig legalisering af cannabis i Danmark, al den stund at cannabis ikke er legaliseret i Holland. Hvad man kan tale om er at det i en hvis udstrækning er tolereret på de berømte coffeeshops. Men Hollandsk politi efterforsker, beslaglægger og anholder fortsat de som indfører eller producerer cannabis indtil det når de “berømt/berygtede” coffeeshops. Ja, det lyder mærkeligt og det er det også.

Han blander også cannabis sammen med alle mulige andre illegale rusmidler og sidst men ikke mindst glemmer han at medtage at en væsentlig årsag til den brutale kriminalitet skyldes Rotterdam og Amsterdams status som betydelige havnebyer (Rotterdam er Europas travleste og Amsterdam 4. travleste havn i europa). Problemerne med brutale bander er de samme i Antverpen i Belgien, hvor der ikke findes coffeeshops.

Og mens afkriminalisering kan være en fordel for slutbrugerne (og de “små fisk” i distributionsnettet), så ændrer det reelt intet på udbudssiden, herunder den meget høje risikoaflønning/profit på salget af illegale rusmidler. Det ændrer heller ikke på problemerne med rusmidlernes mildt sagt svingende kvalitet – både hvad der egentlig blandet i og styrken af de solgte produkter. Begge forhold som har konsekvenser for brugernes/kundernes helbred. Fx. er den manglende vide om og svingende styrke af illegale stoffer formentlig langt den væsentligeste årsag til dødsfald på grund af overdosis.

Jeg har tidligere skrevet specifikt om afkriminalisering vs. legalisering. Se bl. a. her.


Forbuddet, ikke rusmidlerne er det egentlige problem

To ting synes også at forbavse rigtigt mange, nemlig hvor lille et problem illegale rusmidler er, hvis vi ser på hvor mange der har “et problematisk forbrug”, hvor dan man så lige definerer det og hvor stabilt forbruget er. Nedenstående figurer er hentet fra en rapport fra 2019 udsendt af FN’s kontor for Narkotika og Kriminalitet. Som det fremgår kigger forbruget nogenlunde konstant omkring 5 pct. af den voksne befolkning, ligesom kun en mindre del (omkring ca. 0,6 pct.) af de som har anvendt en eller flere illegale rusmidler indenfor det seneste år kan kategoriseres som “problembrugere

Af nedenstående tabel kan vi se fordelingen mellem de mest populære illegale rusmidler, er det også tydeligt at cannabis er langt det mest udbredt illegale rusmiddel. Samtidig fremgår det at det som reelt bærer markederne – ikke mindst når vi taler de mere potente rusmidler, som også oppebærer de højeste profitrater (tænk overskudsgrad) – “blot” er omkring 0,6 pct., svarende til ca 30-15 mio. personer.

Vi må altså konkludere at på grund af ca. 2 ud af hver 1.000 voksne her på kloden, opretholder et forbud eller hvad? For det kan jo ikke være for de ca. 5 pct. af klodens befolkning der fra tid til anden bruger et eller flere illegale rusmidler, men ingen problemer har med det, at man gør det.

Jeg har tidligere slået et slag for at man modeleret over det svenske systembolaget, lavede et “Narkobolaget”. hermed kunne man sikre sig at forbrugerne blev ordentlig informeret, ligesom det ville mindske salget til mindreårige (det illegale marked ville simpelthen blive meget mindre). Men kunne det så ikke medføre, at flere prøvede de forskellige stoffer? Jo formentlig, og hvad så? Det bliver der ikke nødvendigvis flere “problembrugere” af, tværtimod vil det formentlig primært betyde at andelen af problembrugere faldt. Det er i hvert fald læren af det faldende antal rygere (omend med omvendt fortegn) .

Desværre er der nok langt igen før de rationelle argumenter vinder og “The War on Drugs” aflyses. Men ligesom man i England i slutningen af 1700-tallet mente at det var et utopisk mål at kræve en egentlig ophævelse af slaveriet, og derfor i første omgang argumenterede og arbejdede for et forbud mod slavehandlen, hvorefter slaveriet blev ophævet få år tier senere, kan kampen for afkriminalisering måske ses som et skridt på vejen mod den eneste konsistente og rationelle løsning, nemlig en egentlig legalisering af diverse rusmidler.

2 thoughts on “Afkriminalisering – et skridt på vejen til legalisering?

  1. Steffen Sølling

    For os ikke-indviede havde det nok givet mening at forklare mere tydeligt i artiklen hvad forskellen er mellem afkriminalisering og legalisering. Kan du skære det ud i pap her?

    Svar
    1. Niels Westy Forfatter

      Ved afkriminalisering er handlen med de forbudt rusmidler forsat forbudt. Legalisering indebærer at det er lovligt at sælge de pågældende rusmidler. Beklager, hvis jeg ikke er mere klar i teksten. Skyldes formentlig at jeg tidligere har skrevet en del om det. se fx her: https://punditokraterne.dk/2014/08/11/legalisering-vs-afkriminalisering-af-narkotika/

      Tak for at gøre mig opmærksom på den manglende forklaring. Jeg vil lægge et link ind i teksten.
      Hilsen
      Niels

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.