Tag-arkiv: public choice

Hvad vil du gi' for en efterløn? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. april 2006. 33 svar

I går kogte jeg suppe i Berlingske Tidende på mit nylige CEPOS-notat om dette emne (som jeg tidligere har omtalt og linket til her på bloggen):

Danskernes velfærdssupermarked

Berlingske Tidende 19. april 2006, 2. sektion, magasin, side 11

Måling. Befolkningens støtte til de eksisterende velfærdsydelser er ofte mindre stærk, end mange meningsmålinger antyder

Af Peter Kurrild-Klitgaard Ph.d., professor i statskundskab

Her er et dagsaktuelt tankeeksperiment: Man sender to mennesker ind i et supermarked med hver deres indkøbsvogn. Den ene får et budget, som hun skal holde sig indenfor. Den anden får at vide, at han bare kan tage, hvad han gerne vil have. Mon de kommer ud med helt de samme ting i indkøbsvognen?

Det gør de næppe. Han vil formodentlig fylde vognen til det absolutte bristepunkt med alle de dyreste og mest behagelige varer. Hun vil givetvis tænksomt holde alternativerne op mod hinanden. Han vil gå efter at få mest muligt, hun efter at få mest muligt for pengene.
Dén pointe er værd at holde in mente i en tid, hvor det næsten dagligt svirrer om ørerne på politikere og andre avislæsere med nye meningsmålinger, der viser, hvor mange der går ind for dit, og hvor mange der er imod dat. Særligt populært er det for medierne at fortælle, hvor stor en del af vælgerne, der er bag den ene eller den anden type velfærdsreform, hvad enten det er efterlønnen, folkepensionen eller Socialdemokraternes forslag om udgifter til alt fra vugge til grav.

De fleste undersøgelser bør dog tages med et kilo salt eller mere. Ikke fordi der som sådan er noget i vejen med meningsmålingerne eller med dem, der laver dem.

Problemet opstår derimod ofte på nogle helt andre planer. For det første: Ved vælgerne f.eks. overhovedet, hvad det egentlig er, der spørges om? Man kan f.eks. sagtens spørge danskerne, hvorvidt de synes, at skattetrykket er for højt, for lavt eller passende – men hvor meningsfuldt er dét, når andre undersøgelser viser, at der reelt er relativt få danskere, der f.eks. har en korrekt viden om, hvad de selv betaler i kommunalskat?

For det andet: Giver det god mening at stille vælgerne spørgsmål, hvor man kun spørger om simple ja/nej-spørgsmål til forslag om at ændre på en udgift, når man ikke samtidig fokuserer på, hvor pengene skal komme fra? Det svarer lidt til at sende supermarkedskunden rundt med indkøbsvognen, men uden en budgetrestriktion: Man får givetvis en entusiastisk opbakning til at fylde vognen, men næppe meget som man kan bruge til at fastlægge en gennemtænkt politik ud fra. Skal man det, bliver man nødt til at give vælgerne alternativer at holde op mod hinanden.

Disse pointer fremgår tydeligt af resultaterne af en meningsmåling om efterlønsreform, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS. Her havde man ikke spurgt vælgerne om et simpelt ja/nej til efterlønnen; i stedet havde man bl.a. spurgt om, hvor meget vælgerne var villige til at betale i skat for at bibeholde ordningen i dens nuværende form. Mens mange meningsmålinger har vist, at halvdelen af befolkningen eller mere ønsker at bevare den nuværende efterlønsordning, gav denne undersøgelse et ganske andet billede. Konkret viste tallene, at kun knap 44 pct. af danskerne ønsker at betale noget som helst for at bevare ordningen (fra 500 kr. og op om året). Et relativt flertal af vælgerne (46 pct.) er derimod uvillige til at betale en eneste kr. for at opretholde efterlønsordningen.

Ser man på, hvor meget et flertal af vælgerne er villige til at betale i skat for at bevare efterlønnen, så er dette ca. 500 kr. om året. Til sammenligning hermed er det skønnet, at efterlønsordningen i sin nuværende form koster gennemsnitsdanskeren ca. 2.850 kr. om året i skat. Med andre ord er et flertal af danskerne uvillige til at betale en skat, der kan finansiere efterlønnen.

Hvor mange af danskerne er så villige til at betale et beløb, der svarer til de faktiske omkostninger? Meget få. Den andel af de adspurgte, som vil betale mindre end de faktiske omkostninger, er på 80-83 pct. Mindre end 20 pct. af danskerne vil altså betale, hvad efterlønsordningen faktisk koster.

Hvad er lærdommen? At politikerne ikke bør stirre sig selv blinde på undersøgelser, der viser en markant opbakning bag eksisterende velfærdsydelser. Når vælgere kan svare »gratis« uden hensyn til omkostninger, opfører de sig som supermarkedskunder uden hæmninger. Men når de skal sammenligne fordele og omkostninger, opfører de sig mere tænksomt – og så falder støtten til f.eks. efterlønsordningen betragteligt.

Løn som fortjent

Af Ex Column, den 4. april 2006. 3 svar

Regeringens forslag til fremtidige rygeregler er i mange henseender et konkret belæg for, at den ikke er liberal. Det har vi måske nok fået demonstreret i overmål på andre felter, men det er alligevel opsigtsvækkende, at regeringen finder det opportunt at begrænse såvel det personlige ansvar som den private ejendomsret. Derfor er det da også befriende at notere, at enkelte konservative politikere tør at sige fra. Men lad nu det ligge. Mit ærinde med denne post er ikke at skælde ud på regeringen, selv om der er anledning til at gøre det. Næ, jeg er mere optaget af at sætte fokus på den omstændighed, at Rent Seeking ikke altid giver pote.

Det har sikkert undret én og anden, at en erhvervsorganisation som HORESTA kræver et rygeforbud på vegne af deres virksomhedsmedlemmer, som umiddelbart skulle formodes at være tilhængere den private ejendomsret. Vel, vi mødes fra denne organisation med velsmurt tale om, at det sker af hensyn til de ansatte, der har en overdødelighed i forhold til andre erhvervsgrupper. Og det sidste skal såmænd nok passe. Men er det virkelig dét, der er anledningen til HORESTA’s forbudsiver? Det kan jeg naturligvis ikke afvise, men jeg syntes det er relevant at bemærke, at dette rationale passer særdeles godt med det økonomiske rationale.


HORESTA er – trods det omnipotente navn – en organisation, der snart sagt kun tæller hoteller og fastfood-kæder. Blandt disse har man for længst gjort sig den iagttagelse, at det bedst kan betale sig at være røgfrie. Men kun i det omfang, at de kan tvinge cafeer, værtshuse, bodegaer og finere spisesteder med på galejen. Men da disse etablissementer typisk ikke er medlemmer af HORESTA, forsvinder de gule gardiner i bodegaen og Cohiba-røgen på gourmetrestauranterne ikke uden videre.

Der skal politik til, skal der! Har regeringen så leveret varen? Nej, ikke helt. HORESTA er synligt fortørnet over, at den ikke har fået den ønskede valuta for lobbyindsatsen. Bl.a. fordi udskænkningssteder på mindre end 100 kvadratmeter stadig kan gøre, hvad der passer dem. Der er med andre ord tale om Rent Seeking, der er kalibreret helt forkert. HORESTA kalder det konkurrenceforvridning, mens flegmatiske punditokrater blot tørt må konstatere, at Tullock-tabet ikke blev fuldt materialiseret. Den liberale vælger – ryger eller ej – kan dog midt i al elendigheden gnide sig i hænderne over, at den bedærvede del af erhvervslivet en gang imellem får løn som fortjent.

Hvad vil du gi' for en efterløn?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. april 2006. 5 svar

Jeg har på baggrund af en meningsmåling, som Catinét har lavet for CEPOS, lavet et lille dagsaktuelt notat om danskernes reformvilje.  Essensen er, at når man kæder betalingsviljen sammen med spørgsmålet om reform af efterlønsordningen, så falder opbakningen ganske betydeligt i.f.t. de meningsmålinger, hvor man blot spørger om, hvorvidt vælgerne støtter/ikke-støtter efterlønsordningen.

Kun en femtedel af vælgerne er villige til at betale i skat, hvad efterlønsordningen faktisk koster.  Dansk Folkepartis vælgere er de mest efterlønsbegejstrede, men kun halvdelen af dem vil betale i skat, hvad ordningen faktisk koster–resten free-rider …

Skatter koster

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. marts 2006. Skriv et svar

Jeg har lige modtaget, hvad der ser ud som en interessant rapport, skrevet af den australske public choice økonom Alex Robson fra Australian National University.  I rapporten “Taxation, Individual Incentives and Economic Growth” fra det franske forskningsinstitut Institut de Recherches Economiques et Fiscales (IREF) (som jeg endnu kun har haft tid til at skimme) undersøger Robson de mulige sammenhænge mellem skatternes omfang og økonomisk vækst.  Fra borgerligt-liberal side er det normalt argumenteret, at høje skatter leder til mindre incitamenter til at engagere sig i produktive aktiviteter og dermed til (relativt) lavere vækst.  Fra venstreorienteret side (heriblandt visse danske samfundsforskere) postulerer man omvendt, at der ikke er en sådan sammenhæng, om end man–i det omfang der gives teoretiske argumenter–er lidt uklar m.h.t. årsagerne til, at skatter ikke skulle mindske incitamenterne.  Hidtidige empiriske studier har fundet sammenhænge, der i bedste er tvetydige og i værste fald modsatrettede.  F.eks. kan den borgerligt-liberale sammenhæng (lave skatter/høj vækst og høje skatter/lav vækst) være empirisk sand, men samtidigt kan der f.eks. være tale om, at samfund, der har oplevet høj vækst, hæver skatterne–hvorefter højvækstøkonomier har høje skatter …  Robson identificerer i stedet de logisk mulige alternative kausal-sammenhænge og undersøger så i sin empiriske analyse, hvordan det i periode t2 går lande, der gennemfører skattelettelser i periode t1.  Her bliver sammenhængen, som ihvertfald nærværende punditokrat ville forudse.  Altså, større skattelettelser fører til højere økonomisk vækst.

PS. Robson er også forfatter til bl.a. rapporten “The Costs of Taxation”, som er udgivet af den klassisk-liberale tænketank Centre for Independent Studies, og som er en slags forstudie til førnævnte.  Her argumenterer Robson, at de samfundsmæssige omkostninger af et højt skattetryk er langt større end, hvad selve skattetrykket synes at være, når man ser på, hvad der flyttes fra en kasse til en anden kasse, ligesom han viser, at de økonomier, der gennemfører betydelige skattelettelser får en økonomisk vækst, der er næsten dobbelt så høj som de økonomier, der gennemfører mere beskedne skattelettelser. Begge rapporter er gode eksempler på, hvad der interesserer CEPOS–og på den type arbejde, som tænketanken måske burde kaste sig ud i.

PPS. Robson refererer iøvrigt et studie, jeg ikke kender, men nok burde læse: Cassou & Lansin, som i Economic Inquiry (2004) estimerede, at en “flat tax” leder til en permanent stigning i økonomisk vækst på 0,143 pct.point om året.

Something completely different

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. marts 2006. 3 svar

Advarsel: Denne post har intet med Muhammed-tegningerne, ytringsfrihed e.l. at gøre …  Læs kun videre på eget ansvar!

Den har derimod en del at gøre med det evigtaktuelle Punditokrat-tema: Selvpromovering.  For netop i denne uge er min antologi “The Dynamics of Intervention: Regulation and Redistribution in the Mixed Economy” udkommet.  (Det er bind 8 af Advances in Austrian Economics.  Udgivelsesdatoen i bogen siger 2005, men min kalender siger altså noget andet …)  Bogen har været længe undervejs, og den er–som alle antologier er i varierende grad–en blandet landhandel kvalitets- og fokusmæssigt.  Men den er ihvertfald et forsøg på at fokusere på en generelt negligeret, men yderst interessant, del af den østrigske økonomiske skoles studier af staten, og at bringe disse teoretiske indsigter i clinch med både den empiriske virkelighed og public choice teori.

Kroszner udnævnt til "The Fed"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. februar 2006. Skriv et svar

Den amerikanske Chicago-“retsøkonom”, den kun 43 årige professor Randall (“Randy”) S. Kroszner, som nogle punditokrater (og ihvertfald en enkelt læser eller to) kender personligt og/eller fagligt, er i den forgangne uge blevet udnævnt til en top-post af præsident George W. Bush, nemlig Federal Reserve Board, den amerikanske centralbanks bestyrelse.

Den Harvard-uddannede Kroszner er–som undertegnede og enkelte andre punditokrater–en alumne fra det fortrinlige Institute for Humane Studies, og han er tillige en nær, gammel ven af to George Mason University økonomer, der undertiden nævnes på disse sider, Dan Klein og MarginalRevolution.com‘s Tyler Cowen.

Og så er hans CV ganske pænt for en 43-årig …  Kroszners fagspeciale er regulering i et public choice-lignende perspektiv, og han har ledet University of Chicagos forskningscenter herfor–meget passende kaldet The George Stigler Center for the Study of the Economy and the State, ligesom han er redaktør for det ansete Journal of Law & Economics.  Kroszner var 2001-03 medlem af Bushs Council of Academic Advisors og var en af hovedkræfterne bag at få Bushs skattelettelser designet.

Bloomberg News fortæller i en artikel om Kroszner og et andet nyt medlem af Federal reserve Board dette om mandens politiske profil:

“Much of Kroszner’s work expresses skepticism about government attempts to fix economic problems. In a January 2004 interview with the Richmond Fed’s “Region Focus” magazine, Kroszner said Friedrich Hayek and Milton Friedman, both Nobel Prize winners, were the two economists who most influenced him. Both are famous critics of socialism and government intervention in the economy.

“`I am a great believer in the power and importance of free market,” he told the Richmond Fed publication. “It’s not because I think those markets work perfectly; it’s because I can’t think of a better alternative.””

Chicago Tribune siger, at Kroszner “has a libertarian bent when it comes to issues like taxation and entitlement programs. He has long expressed skepticism about government attempts to fix economic problems.”. Jow, den er vist go’ nok …

Punditokraterne ønsker held og lykke!

It's the government, stupid! II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. januar 2006. 1 svar

Vores værdsatte, faste læser “Limagolf” kunne ikke lide, at jeg hævdede, at en mere omfangsrig styring af samfundsøkonomien har en tendens til at lede til mere korruption.  Så det har jeg skrevet endnu mere om …  Her er min faste lørdags-klumme fra gårsdagens Berlingske Tidende:

Korruption og den almægtige stat

Berlingske Tidende 21. januar 2006, 2. sektion, magasin, side 19

Abramoff. Korruptionsskandalen i USA viser, at pengene søger hen, hvor der er magt og midler

Hvad sker der, når man lader slikposer ligge frit tilgængeligt i en børnehave? Det samme som når man har 3 mia. dollar frit tilgængeligt i USAs kongres – eller i en hvilken som helst anden politisk institution, hvor store beløb og mange fordele er koncentreret på få personers hænder.

De seneste måneders afsløringer af, hvorledes den amerikanske lobbyist Jack Abramoff mod betaling har været mellemmand mellem særinteressegrupper og politikere fra begge de to store partier, burde egentlig ikke komme som nogen stor overraskelse. Jo mere magtfuld og omfangsrig en stat er, og jo mere magten til at kunne træffe politiske beslutninger er koncentreret på få personer, desto mere vil det kunne cementere en uhellig alliance mellem særinteresser, lobbyister og villige politikere – og det gælder både ulovlig korruption og den lovlige og indirekte, som forekommer i de fleste politiske systemer.

Logikken er elementær. På et normalt marked klarer folk sig bedre ved at være gode til at følge markedets signaler. Iværksættere investerer i at producere varer og tjenesteydelser bedre eller billigere end andre, og hvis de er gode til det, bliver alle rigere. I politik er logikken lidt den samme – men alligevel meget forskellig. Her kan politikere ofte tildele særinteresser store fordele – subsidier, privilegier, konkurrencefordele, kontrakter osv. Og hvis det kan betale sig for særinteresserne at opnå disse, vil de også være villige til at betale for at få dem. Men den fordel, som én virksomhed får, kan en anden ikke få, og derfor gælder det om at sikre sig mest muligt. Her skabes der ikke ny velstand – den flyttes bare fra nogle til nogle andre.

Der er to faktorer, der driver denne proces: Hvor stor kagen er, og hvor let det er at få et stykke af den.

I USA er forbundsstatens rolle vokset betydeligt – også under Bush. I de sidste seks år er reguleringen øget, og forbundsstatens udgifter er steget med hele 39 pct. Den amerikanske forbundsstats samlede udgifter er nu på 3.000 mia. dollar om året, og de økonomiske konsekvenser af en stadigt mere omfattende regulering af samfundet er mange gange større. Det er en kage, som er så stor og lækker, at det for mange er værd at investere i at få et stykke af. Og det gør de. Ifølge tænketanken Cato Institute er antallet af virksomheder med registrerede lobbyister steget 58 pct. på seks år, og lobbyisternes (officielle) udgifter er steget fra 1,5 mia. dollar til 2,1 mia. Da kongressen i 2003 vedtog nye udgifter i billion-størrelsen til medicintilskud, investerede pensionistorganisationer, fagforeninger og farmaceutisk industri ca. 300 mio. dollar i at hyre lobbyister til at sikre, at de fik de resultat, de gerne ville have. Mindre snævre interessegrupper har sværere ved at skaffe penge til at forsvare generelle interesser med. F.eks. brugte USAs nationale sammenslutning af skatteydere, NTU, som arbejder for et lavere skattetryk, sølle 175.000 dollar på lobbyisme i 2004.

Men at sammenhængen mellem statens rolle i økonomien og omfanget af lobbyisme ikke kun er et amerikansk fænomen fremgår af en undersøgelse foretaget i 2003 af tænketanken Heritage Foundation. Ser man på decideret korruption i et større udvalg af verdens lande (95 styk), er der således en synlig sammenhæng mellem omfanget af statens størrelse i samfundsøkonomien og niveauet af korruption. Når friheden til at handle forsvinder, kanaliseres midler over i at undslippe reguleringen og i at opnå andre fordele.

Den ene af USAs grundlovsfædre, præsident James Madison, skrev i 1787, at der ikke ville være brug for forfatninger (eller stater), hvis mennesker var engle. Men det er vi som bekendt ikke, og vil man for alvor forhindre politisk korruption, er det nødvendigt med andet end et håb om god opførsel. Løsningen er heller ikke at f.eks. lægge grænser på politiske bidrag – på det punkt er USA allerede mere reguleret end noget andet land, og det har ikke afhjulpet problemet. Om noget har det netop skabt typer som Abramoff, der har fungeret ved at handle i tjenester og naturalier.

Løsningen er snarere at sørge for, at det ikke er attraktivt i første omgang: At sætte grænser for, hvad politikerne kan gøre, og at sprede magten ud på så mange beslutningstagere som muligt. Det er en lektie, man bør skrive sig bag øret – både i Washington, København og Bruxelles.

It's the government, stupid!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. januar 2006. 5 svar

Mens næsten alle er ved at falde over hinanden for at beskæftige sig med, hvad Jack Abramoffs fald som super-lobbyist mon kan betyde for Bush og Republikanerne, synes der at være få, der husker på, hvad det egentlig drejer sig om: At en pris, der er værd at have, er en pris, som det er værd at investere i at få.  Det er dét, som Gordon Tullock og public choice skolen kalder “rent-seeking”, men som den irske 1800-tals historiker Lord Acton egentlig beskrev mere filosofisk med ordene: “Power corrupts and absolute power corrupts absolutely”.  Jo større og mere regulerende den offentlige sektor er, og jo mere magten til at træffe beslutningerne er koncentrerede på nogle få, desto mere er det sandsynligt, at særinteressegrupper vil forsøge at påvirke beslutningerne på en måde, der gavner de få på bekostning af de mange.

Problemet er jo ikke, at Abramoff og de (mestendels) Republikanere, han har været i “business” med, er specielt meget mere korrupte eller kedelige typer end Demokraterne eller end politikere og lobbyister i det hele taget er flest.  Næ, Abramoff var bare bedre til det; hans “K-Street Strategy” var blot det seneste og det mest innovative forsøg, og man skal være meget naiv for ikke at tro, at en kraftig ekspansion af den offentlige sektor, ikke medfører stigende lobbyisme og mere innovative metoder for at sikre sig de “rents”, der kan gafles.  Ville Demokraterne have været mindre plagede af lignende sager, hvis de havde kontrolleret kongressen?  Det skal man være endog meget naiv for at tro—eller også have en meget kort hukommelse.

Det er ikke en undskyldning af Abramoff, men det er en uundværlig diagnose, som man skal være opmærksom på, hvis man ønsker at gøre noget ved problemet.  Og problemet er her, at man bliver nødt til at have en fundamental mistillid til, hvad staten og den politiske proces repræsenterer.

En af mine absolutte favoritter blandt klummeskribenter, Peggy Noonan, havde torsdag i Wall Street Journals OpinionJournal en virkelig god klumme over netop dén læst:

“The problem with government is that it is run by people, and people are flawed. They are not virtue machines. We are all of us, even the best of us, vulnerable to the call of the low: to greed, conceit, insensitivity, ruthlessness, the desire to show you’re in control, in charge, in command.

If the problem with government is that it is run by people and not, as James Madison put it, angels, the problem with big government is that it is run by a lot of people who are not angels. They can, together and in the aggregate, do much mischief. They can and inevitably will produce a great deal of injustice, corruption and heartlessness.

People in government–people in a huge, sprawling government–often get carried away. And they don’t always even mean to. But they are little tiny parts of a large and overwhelming thing. If government is a steamroller, and that is in good part how I see it, the individuals who work in it are the atoms in the steel. The force of forward motion carries them along. There is inevitably an unaccountability, and in time often an indifference about what the steamroller rolls over. All the busy little atoms are watching each other, competing with each other, winning one for their little cluster. And no one is looking out and being protective of what the steamroller is rolling over–traditions, shared beliefs, individual rights, old assumptions, whatever is being rolled over today.

This is essentially why conservatives of my generation and earlier generations don’t like big government. They don’t even like government. We know we have to have one, that it is necessary, that it can and must do good, that it has real responsibilities that must be met. Madison again, in Federalist 51: “If men were angels, no government would be necessary. If angels were to govern men, neither external nor internal controls on government would be necessary. In framing a government which is to be administered by men over men, the great difficulty lies in this: you must first enable the government to control the governed; and in the next place, oblige it to control itself.”

These are wise words.

But conservatives are not supposed to like big government. It’s not our job. We’re supposed to like freedom and the rights of the individual. (Individuals aren’t virtue machines either, but they’re less powerful than governments and so generally less damaging.) We’re supposed to be on the side of the grass the steamroller flattens.”

Mon ikke.  Og her er så videre en Reaganistas hilsen og “reminder” til Abramoff og K-Street klanen:

“Twenty-five years ago this month the conservative movement came to Washington, and much good came of its arrival. The argument against big government–its big taxing and big regulating, its bias toward a kind of enforced cultural conformity–was made again and again. The growth of government slowed, its demands to some degree beaten back.

The leadership of the Republican Party was now, in its avowed aims if not its daily practices, antigovernment. …  The steamroller slowed.

Eleven years ago this month came the Gingrich revolution and the Contract With America. That contract could be boiled down to these words: Stop the Steamroller. Take away its gas, make it smaller, term-limit it. Be on the side of the grass. This movement too did good work–it actually forced upon the federal government a balanced budget–but in the end results were mixed, as political results tend to be. The steamroller rolled on. …

And yet. All other parts of the government grew. The size and force of it grew in ways that were not at all necessary or crucial.
And learning to accept the steamroller, learning to direct the steamroller, learning in fact to love the steamroller, can get you to some bad places. It can get you to Jack Abramoff. To more size, more action, more corruption. To flawed people who are essentially unaccountable and busy winning their own victories for their own cluster. “I got mine. You got yours?”

Political corruption is always more likely when you fall in love with the steamroller. Or if not loving it accepting it, being “realistic” about it, embracing it. … [But it] isn’t good to love the steamroller. In the end it can roll right over you, and all you stand for, or stood for.”

Og netop dét advarede Wall Street Journals politiske redaktør John Fund forleden om: At hele Abramoff-affæren kan få alvorlige konsekvenser for Republikanerne ved midtvejs-valget i 2006, fordi partiet dermed ikke troværdigt vil kunne føre valgkamp på dets traditionelle mærkesager.  WSJ’s ledere har konsekvent være negative overfor lobbyisterne og “pork barrel politics”, og fredagens leder tager konsekvensen:

“This week’s plea agreement by “super-lobbyist” Jack Abramoff has Republicans either rushing to return his campaign contributions in an act of cosmetic distancing, accuse Democrats of being equally c
orrupt, or embrace some ne
w “lobbying reform” that would further insulate Members of Congress from political accountability.
Here’s a better strategy:Banish the Abramoff crowd from polite Republican society, and start remembering why you were elected in the first place. …

What’s notable so far about this scandal is the wretchedness of the excess on display, as well as the fact that it involves self-styled “conservatives,” who claimed to want to clean up Washington instead of cleaning up themselves. That some Republicans are just as corruptible as some Democrats won’t surprise students of human nature. But it is an insult to the conservative voters who elected this class of Republicans and expected better.”

Som Noonan afsluttende skriver:

“Is there a way for Republicans to go? Stop trying to fit in. Stop being another atom in the steel. It does no good trying to run a better steamroller. It won’t work. Steamrollers are not your friend.”

Bedste "nye klassikere"? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. januar 2006. 7 svar

For nylig opfordrede jeg læserne og mine med-Punditokrater til at give deres bud på, hvad der kunne være de bedste nye “klassikere” siden 1980 af bøger skrevet fra et frihedsorienteret perspektiv.  Dette set i lyset af den ret store mængde af sådanne bøger, som kom i perioden 1960-1980.

Baggrunden var fra min side en vis stigende frustration over—eller i hvert fald bekymring for—at antallet af virkeligt “store” bøger, der enten er fra liberalististisk/frimarkeds-konservativt hold eller i hvert fald er analytisk kompatibelt hermed, har været noget faldende i de senere år.

Der var ikke mange af mine med-Punditokrater, der reagerede—det var vist alene Mikael Jalving.  Omvendt var der en del af læserne, som reagerede i kommentar-sektionen.  Så her kommer dels mine kommentarer til læsernes forslag, og dels nogle af mine egne bud.  Hvis andre—læsere og Punditokrater—efterfølgende skulle have lyst til at fortsætte debatten, så er den bestemt endnu “åben”.

OK, først til de værker, som nogle syntes, jeg burde have taget med på listen over store værker fra perioden 1960-1980:

  • Johan Espersen: Henry Hazlitt: The Foundations of Morality (1964).  God bog af en god økonom.  Men har den haft stor indflydelse?
  • Peter Nedergaard: Anthony Downs: An Economic Theory of Democracy (1957).  Mega-klassiker, —men udenfor tidsafgrænsningen (1960-1980).
  • ditto: Anthony Downs: Inside Bureaucracy (1967).  Jeg har aldrig selv læst den, men min generelle forståelse fra folk, der har, er, at den er milevidt under AETOD— og i øvrigt har relativt lidt med den førstes rational choice teori at gøre (?).
  • Mr. T: Ludwig von Mises: Human Action (1963).  Klart et storværk.  Men her er der vel at mærke tale om en revideret udgave af en ældre bog (1949), som igen er en engelsksproget version af et ældre, tysk-sproget værk (Nationalökonomie), —og 1963-udgaven var efter Mises’ egen mening en af udgiveren mishandlet version.  Havde perioden været “efter 2. verdenskrig”, skulle den klart med.
  • Repsak: F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960).  Tja, ja, bum, bum.  Den indeholder sande perler—, herunder et essay, der stort set alene var med til at forandre mit ideologiske verdensbillede på en vinterdag i januar 1983 (“Why I Am Not A Conservative”).  Men diskussionen af frihed/tvang er i bedste fald uklar, og i løbet af bogen kommer Hayek til at gøre sig til talsmand for stort set ethvert element i den moderne velfærdsstat.  Det kan man naturligvis synes om, men jeg foretrækker selv klart enten Hayeks tidligere arbejder eller Law, Legislation and Liberty trilogien, som er et sandt mesterværk.

Så til nogle af læsernes bud på bøger, der kunne kvalificere som “nye klassikere”:

  • Johan Espersen/Daniel Beattie: Murray Rothbard: The Ethics of Liberty (1982)—som Johan ikke kan lide, men som Daniel kan.  Tja, hvad skal jeg sige?  Som alt af Rothbard er den velskrevet, og bogen spillede en ekstrem stor rolle i dannelsen af mine egne holdninger, og den dag i dag er jeg imponeret over dens grundlæggende meget originale forsøg på at genoplive en naturrets-baseret liberalisme.  Den er generelt strengt logisk i dens ræsonnementer, og bogens appendikser indeholder gode polemikker imod alternative liberale tilgange.  Men … som tiden er gået, er jeg grundlæggende blevet mindre udelt positiv overfor den.  At mene at man udlede alle politisk relevante normative konklusioner strengt deduktivt fra to og kun to simple aksiomer, forekommer mig i dag langt mindre overbevisende end for 20 år siden.  Det kan Rothbard da heller ikke, og i praksis kommer han—–meget mod egne preskriptioner–—til at smugle adskillige side-antagelser ind undervejs.  Frasorterer man appendikserne, og anerkender man at der ret beset er en ret ringe kobling mellem det rent naturretsfilosofiske (om “natural law”) i begyndelsen og den specifikt skitserede libertære teori, bliver bogen egentlig ret tynd.  Den har haft stor indflydelse på libertarianere/liberalister i USA og Europa ved at uddybe det grundlag, som Rothbard allerede havde udviklet, men jeg tvivler på, at den (modsat f.eks. Rothbards For A New Liberty) har nået eller overbevist mange, som ikke allerede havde købt det meste af pakken.
  • Johan Espersen: Jan Narveson: The Libertarian Idea (1988).  Jeg var meget skuffet over den, da den udkom—men nok fordi jeg havde købt den p.b.a. Laissez Faire Books‘ overstrømmende “anmeldelse”.  Da jeg sidst læste i den for et år eller to år siden, virkede den meget bedre.
  • ditto: Leland B. Yeager: Ethics as Social Science: The Moral Philosophy of Social Cooperation (2001), som Johan siger, er hans personlige favorit.  En virkelig interessant bog—en af de mere interessante jeg har læst i det forgangne år, og én som jeg i dag er (relativt) mere enig i, end jeg ville have troet for 10 år siden.  Men som helhed bærer den i nogen grad præg af at være en sammenskrivning af artikler og kortere noter snarere end en helstøbt helhed.  Og en ny klassiker?  Hardly.
  • ditto: David Boaz: Libertarianism: A Primer (1997).  Velskrevet introduktion, god fremstilling—meget lidt nyt eller originalt.
  • ditto: Charles Murray: What It Means to Be A Libertarian (1997).  Original, personlig fremstilling af en dygtig forsker, men meget overfladisk og hurtigt glemt.
  • ditto: Hans Hermann Hoppe: A Theory of Socialism and Capitalism (1989).  Se nedenfor.
  • Daniel Beattie: Hans Hermann Hoppe: Democracy: The God That Failed.  Jeg har det med Hoppes arbejder, som en rabbiner sagde om Det Nye Testamente: Der er noget godt i det, og der er noget nyt i det–—problemet er, at det gode ikke er nyt, og det nye ikke er godt.  De gode dele af Hoppes forfatterskab er elaboreringer af elementer, som findes hos de franske radikale liberale fra 1700-1800 tallet, hos “østrigerne” i almindelighed og hos Rothbard i særdeleshed.  Hans mest originale bidrag–—forsøget på at begrunde Rothbards libertarianske rettighedsteori i en slags Habermas-agtig “kommunikations etik”–—er simpelthen så forvrøvlet, at man kan stable non sequitur’er ovenpå hinanden, til man når toppen af Empire State Building.  Hoppes senere forsøg på at legitimere enhver tænkelig restriktion på migration i et argument om en slags “national ejendomsret” er enten ment som en joke, eller også er det en blankocheck til at foretage enhver form for frihedskrænkelse–eller begge dele.
  • Anders K.: Hernando de Soto: The Mystery of Capital (2000).  Fremragende og betydningsfuld bog, som klart har åbnet manges øjne om et vigtigt emne.
  • Katrine: Johan Norberg: In Defence of Global Capitalism.  Smadder instruktiv og tankeprovokerende lille populær bog—men også med streg under lille og populær.  Den er god i fremstillingen, menindeholder den noget andre ikke har sagt før (eller mere uddybende)?
  • Katrine: Bjørn Lomborg: The Skeptical Environmentalist.  Fremragende værk, som givetvis har flyttet manges holdninger.  Men er den specielt frihedsorienteret?  Næppe meget mere end forfatteren selv.  En planøkonom ville med glæde kunne tage den til sig.  Jeg tror, at den vil have betydning gennem at have påvirket en del, men jeg tvivler på, at den vil blive læst af mange om f.eks. 10 år (om end givetvis mere end noget, jeg har skrevet …!).
  • Repsak: David Frum/Richard Perle: An End to Evil.  Jeg må med skam melde, at jeg ikke har læst den.
  • Repsak: Natan Sharansky: The Case for Democracy: The Power of Freedom to Overcome Tyranny and Terror.  Ditto …!

Nogle andre, der ikke er på min liste:

  • Hayeks The Fatal Conceit (1989): Booooooring! Overvurderet.  Og vistnok i øvrigt i vidt omfang slet ikke skrevet af Hayek selv.
  • Rothbards History of Economic Thought (1995ff): Den ventede jeg godt nok meget længe på …, og jeg blev altovervejende skuffet.  Den var velskrevet og mange steder fantastisk, ikke mindst i fremstillingen af de middelalderlige, skolastiske “præ”-økonomer, men kritikken af Adam Smith var helt ude af proportioner, og Pareto var reduceret til stort set alene at være set med ideologiske (libertarianske) briller snarere end som økonom.
  • Mancur Olsons Power and Prosperity (2000): Jeg havde set så meget frem til den, at jeg blev gevaldigt skuffet.  Den var fremstillingsmæssigt velskrevet, men de mere akademiske arbejder, der lå bag den, var faktisk bedre.  Og så nåede forfatteren desværre at dø inden, den var helt færdig.
  • Robert Higgs’ Crisis & Leviathan: Critical Episodes in the Growth of American Government (1989): Fænomenal, provokerende og meget velskrevet bog, som solgte godt efter udgivelsen.  Men jeg tvivler (desværre) på, at den vil blive husket af mange om blot ti år.
  • Bruce Bensons The Enterprise of Law: Justice without the State (1990): Ditto—og ditto.

Så hvad er mine egne bud?  Det er svært.  Dels fordi der er virkeligt mange gode bøger fra de sidste 25 år (herunder mange af de ovennævnte, men også mange andre).  Dels fordi der altså er få af dem, der virkeligt er originale, indflydelsesrige og har åbenlys langtidsholdbarhed.  Men her er tre bud, som nok i et vist omfang afspejler mine egne idiosynkratiske interesser og specialiseringer:

  • Mancur Olson: The Rise and Decline of Nations: Economic Growth, Stagflation and Social Rigidities (1982). Olsons “fortsættelse” af sin egen The Logic of Collective Action (1965), hvori han argumenterer, at den asymmetriske organisering af særinteresser til fordel for snævre interesser (som han viste i Logic) over tid vil have negative konsekvenser for den økonomiske vækst i et samfund.  Bottom-line: De lande, der fra tid til anden får “rykket” deres politiske systemer “op” (f.eks. taberne i 2. verdenskrig), vil efterfølgende opleve større økonomisk vækst.  Bogens empiri har siden hen vist sig at halte lidt, men den grundlæggende tese er givetvis sand, og den påvirkede gennem sin sammenknytning af god teori (public choice) og aktuelle problemer (stagnation) mange til at få øjnene op for de negative konsekvenser af særinteressegruppers adfærd.
  • William H. Riker: Liberalism Against Populism: A Confrontation Between the Theory of Democracy and the Theory of Social Choice (1982).  Den helt store tour-de-force introduktion af social choice teoris implikationer for vores opfattelse af demokratiske metoder og procedurer.  Bottom-line: Der findes (generelt) ingen “folkevilje”; det er procedurerne og manipulation snarere end præferencerne, der afgør udfaldet af demokratiske beslutninger, og det bedste man kan sige om demokratiet som metode er, at det (når det er skruet sammen som det amerikanske) muliggør, at man kan skille sig af med slynglerne og at ingen kan sidde på det hele.  Der er—bortset fra indledningen og afslutningen—meget lidt i bogen, som ikke er blevet sagt før af Riker eller andre, men her bliver det sagt (relativt) uteknisk og med stor sammenhæng og systematik.  Den er givetvis kendt af få herhjemme, men i den amerikanske akademiske verden er den en klassiker næsten på linie med f.eks. Dahls Who Governs? (og så er den væsentligt bedre!), og gennem Rikers elever (Shepsle, Weingast m.fl.) er den blevet uhyre indflydelsesrig.  For mit eget vedkommende fandt jeg i 1988 ved første øjekast bogen nærmest gabende kedsommelig, og jeg stillede den tilbage på bibliotekshylden med det samme; få år senere, i 1993, gik det op for mig, hvor dramatisk den udfordrede de fleste demokratiforestillinger, og siden hen har den spillet en stor rolle for mine egne arbejder.
  • Robert Axelrod: The Evolution of Cooperation (1985).  Det var ikke Axelrod, der opfandt spilteori, heller ikke Fangernes Dilemma, og ikke engang (helt) “Tit-for-Tat” strategien.  Men der har næppe været et andet værk, der har udbredt disse begreber til så mange ikke-fagøkonomiske akademikere (og en del ikke-akademikere).  Bottom-line: At selv under de værst tænkelige omstændigheder, kan det faktisk være rationelt for egennytte-maksimerende aktører at opføre sig på en samarbejdsvillig måde (snarere end at modarbejde hinanden).  Og så er den så beundringsværdigt kort!
  • Runner-up(s): Et eller andet af den klassisk liberale jurist og retsfilosof Richard A. Epstein.  Han fortjener det–—problemet er blot hvilken en af hans bøger.  Takings: Private Property and Eminent Domain (1984) er givetvis den mest indflydelsesrige; den har påvirket en hel generation af yngre liberale/konservative jurister i USA, og den blev endda nævnt under senatets afhøring af Clarence Thomas.  Men jeg synes selv bedre om Simple Rules for A Complex World (1995) eller Principles for A Free Society: Reconciling Individual Liberty with the Common Good (1998), som begge er mere originale i deres forsøg på at “recaste” grundlaget for en liberalisme og m.h.t. at ophæve modsætningen mellem rettighedshensyn og konsekvenshensyn.

Men … hvad er det (åbenlyst) triste ved disse?  Bortset fra Epstein, så se på udgivelsesdatoerne: Alle de tre første bøger er fra begyndelsen af 1980erne og reelt populariseringer af arbejder helt tilbage fra 1960erne og 1970erne.  Og … de er alle amerikanske.  Ikke at der er noget galt ved det, men det siger noget om tilstanden i Europa.

Bedste "nye klassikere"?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. december 2005. 19 svar

Jeg får altid et varmt, men svagt spydigt, indre smil på læben, når jeg hører den ene eller den anden af mine (typisk midaldrende) fagfæller taler om “det nye venstre”, som om det var en ung og fremadstormende retning indenfor samfundstænkningen–snarere end det, det virkelig er, nemlig et begreb, der er stort set ukendt for folk, der ikke var teenagere eller studerende i 1970erne, og et som er uden nogen form for nutidig relevans.

Men i mine lidt mere “mørke” øjeblikke kan det også godt slå mig: Hvordan står det egentlig til med “det nye højre”, som man talte så meget om i 1980erne?  Er vi også ved at blive nogle grånende gamlinge, som primært læner os op af bøger, der sidst var nytænkende for et kvart århundrede siden?  Da jeg selv begyndte at interesse mig for liberale idéer i begyndelsen af 1980erne, var det i det umiddelbare kølvand af 15-20 år med en sand strøm af ubetvivleligt virkeligt “store”, moderne klassikere indenfor liberal og konservativ tænkning: Værker, som enten var samfundsvidenskabelige og ændrede måden, man tænker om virkeligheden på, eller mere normative teorier, som grundlæggende udfordrede det moralsk-etiske grundlag for samfundstænkningen.

Hvis vi lægger snittene ved henholdsvis 1960 og 1980, så er der (i kronologisk orden) disse oplagte klassikere (omend flere måske kunne nævnes):

  • F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960)
  • Milton Friedman: Capitalism and Freedom (1962)
  • James M. Buchanan & Gordon Tullock: The Calculus of Consent: The Logical Foundations of Constitutional Democracy (1962)
  • Mancur Olson: The Logic of Collective Action (1965)
  • William A. Niskanen: Bureaucracy and Representative Government (1971)
  • David Friedman: The Machinery of Freedom: A Guide to A Radical Capitalism (1973)
  • Murray N. Rothbard: For A New Liberty (1973)
  • Robert Nozick: Anarchy, State and Utopia (1974)
  • James M. Buchanan: The Limits of Liberty: Between Anarchy and Leviathan (1975)
  • F.A. Hayek: Law, Legislation and Liberty (1976-79)
  • Milton & Rose Friedman: Free to Choose (1980)

Reelt set er det nok kun tre-fire af disse, der for alvor er virkelige klassikere, men listen er dog intet mindre end en sand perlerække af værker, som hver på deres måde påvirkede titusinder af opiniondannere og i nogle tilfælde direkte eller indirekte millioner af mennesker.

Og hvad nu?  Mit eget indtryk er, at liberal tænkning–i en bred forstand, altså fra frimarkedsorienteret konservatisme til anarcho-libertarianisme, normativ filosoferen og mere positiv samfundsvidenskab, der blot trækker i den retning–har det både godt og skidt.  På den “gode” side er det et faktum, at det idag formodentlig er lettere at få udgivet værker, som udfordrer traditionel centrum-venstre ortodoksi end på noget andet tidspunkt siden 1930erne, og det er givetvis også tilfældet, at der udkommer flere og mere liberalistiske/konservative forskningsbaserede fagbøger, debatbøger, fagtidsskriftsartikler, kronikker m.v., end måske nogensinde.

På den “skidte” side må jeg sige, at jeg samtidigt synes, at det er påfaldende så langt, der p.t. er “mellem snapsene”.  Da Anarchy, State and Utopia i sin tid udkom, vidste alle i det fagfilosofiske miljø indenfor ét år, at her var der tale om intet mindre end en trend-sættende blockbuster.  Indenfor to-tre år havde adskillige tidsskrifter udsendt temanumre om bogen, og der udkom siden hen hele antologier og monografer om Nozick.

Hvor er der noget, der blot tilnærmelsesvis minder om det idag?  Efter min mening er der–desværre–ikke noget, der reelt kommer i nærheden.  Bevares, der bliver skrevet mange gode frihedsorienterede bøger om markedøkonomi, globalisering, o.s.v., men er det ikke ret beset tilfældet, at de fleste af dem er … ahem … “third hand dealers in ideas”?  De er gode i anvendelserne og fremstillingerne, men bidrager sjældent, hvis nogensinde, til videreudviklingen.  (I visse dele af den klassisk-liberale lejr virker det endog som om, at man er godt tilfredse med ikke at videreudvikle tænkningen, hvis man kan nøjes med lidt solipsistisk recitering af evangeliet.)  Er “det nye højres” tænkning blevet et i Kunhsk forstand degenerende paradigme?

Men måske jeg er for pessimistisk her?  I så fald, er der her en “konkurrence” for intellektuelle–eller ihvertfald en udfordring.  Kære med-Punditokrater og Punditokrat-læsere: Hvad er de tre vigtigste bøger–klassikere eller potentielle klassikere–skrevet siden 1980? Værker, der i bemærkelsesværdig grad har bragt eller realistisk vil kunne bringe frihedsorienteret tænkning videre frem?  Lad os få nogle bud og nogle begrundelser. (Vi har tidligere spurgt læserne om slige ting; Nicolai Foss har f.eks. igangsat debatter her om, hvad der skulle med i en samfundsvidenskabelig kanon, og hvem der burde have Nobelprisen i økonomi.)

Jeg har mine egne favoritter, men dem vil jeg gemme lidt endnu–til jeg har set, hvad der ellers kommer på bordet.

Dansk Public Choice Workshop

Af Redaktionen, den 30. november 2005. Skriv et svar

I næste uge afholder Dansk Public Choice Selskab sin årlige workshop, denne gang ved Aarhus Universitet.  Programmet og de relevante papers, som nok skulle kunne interesse nogle Punditokrater, kan læses her.

R = BP – C + D

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. november 2005. 8 svar

Til dem, der (som jeg selv!) var nede at stemme ved kommunalvalget og regionsrådsvalget i dag, har jeg kun én ting at sige–og det sagde William H. Riker og Peter C. Ordeshook allerede i 1968, og det står i ligningen ovenfor.  (Og de var til orientering ikke enige med Louise Gade fra Århus, som i går sagde, at “Hver eneste stemme er afgørende!”.  Det var den så tilsyneladende heller ikke rigtig i Århus.)

PS. For en kort biografi af den store “Commander Riker” (1920-93), læs her.

PPS. Det var selvfølgelig Anthony Downs, som først var på sporet af ligningen.  Interesserede kan også læse Dennis Muellers Public Choice III.

Terrorismens pris

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. november 2005. 2 svar

Vores gode gæste-Punditokrat Otto Brøns-Petersen havde fornylig endnu en interessant artikel i Weekendavisens Ideer-tillæg.  Da artiklen er på den lukkede del af avisens hjemmeside kan vi kun linke til indgangen og så citere lidt af indholdet:

»DE er komplet vanvittige.« Man tager sig næsten uvilkårligt i at tænke sådan efter et blodigt terrorangreb. Men det er en forkert og nok også farlig reaktion. Den gør terroristernes adfærd uforudsigelig – og dermed også vanskelig at gardere sig imod. Samtidig er der grund til at gribe i egen barm: terrorismen virker i høj grad ved, at vi andre opfører os om ikke vanvittigt så meget uklogt.

Den økonomiske og politologiske forskning i terror viser begge dele tydeligt. Der findes en række studier af de økonomiske følgevirkninger af terrorisme. De viser gennemgående, at konsekvenserne kan være ganske mærkbare. Store nok til at sætte sig spor i nationalregnskaber og udenrigshandelsstatistikker – ikke mindst når det gælder turistsektoren. …

SELV om det kan være svært at forstå terrorgruppernes fanatisme og ligegyldighed over for civile tab, bør det ikke forveksles med ukalkuleret vanvid. Tværtimod ser de ud til at reagere på omkostninger og gevinster som de fleste andre.

På abstrakt plan er »produktionen af terrorisme« slet ikke så forskellig fra produktionen af for eksempel møbler. Møbelfabrikken skal for det første vælge, hvilke typer af møbler der skal laves.

Eller om det er bedre at gå ind i helt andre brancher. For det andet skal producenten finde den måde at producere på, som giver bedst indtjening. Stiger prisen på teaktræ, kan det bedre betale sig at bruge mindre af det og i stedet finde et alternativt materiale eller bruge lidt ekstra arbejdstid på at spare på teaken.

For terrorgruppen handler det på samme måde om at vælge mellem forskellige slags terrorhandlinger, og hvordan de udføres billigst og mest effektivt. Samtidig må terrorgrupperne overveje alternative politiske midler til terrorangreb for at opnå deres grundlæggende mål.

Statistiske analyser afslører, at omkostninger påvirker terroristernes kalkule. … Analysen af »terrorproduktions-funktionen« kan godt levere argumenter for, at borgerne bør acceptere at give statsmagten større beføjelser end ellers. Bedre muligheder for overvågning, indskrænkning af ytrings- og foreningsfriheden og tilsvarende udvanding af civile og politiske rettigheder. Det øger ganske vist risikoen for, at de mere potente midler bliver brugt mod uskyldige, men denne omkostning modsvares af behovet for mere beskyttelse mod terrortruslen.

Der er imidlertid også argumenter både fra økonomisk og politisk teori imod denne løsning. Frey er en af flere forskere, som peger på, at terrorbekæmpelse ikke alene kan ske ved at øge omkostningerne for potentielle terrorister – den kan også opnås ved at svække deres mulige gevinster.

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Artiklen baserer sig bl.a. på arbejder af økonomerne William Landes, Todd Sandler, Bruno Frey, Alberto Abadie m.fl.  Desværre for Otto, læserne og mig og to af mine kolleger (Mogens Justesen og Robert Klemmensen) havde jeg vist glemt at sende Otto den artikel om emnet, som vi tre sidstnævnte har skrevet, og som til januar kommer i tidsskriftet Public Choice.  (En foreløbig version af artiklen blev i sommer præsenteret i CEPOS-regi.) I artiklen når vi til stort set de samme resultater som Abadie, men på et meget bedre og mere omfattende datamateriale, og vi fokuserer både på de lande, der producerer transnational terror og dem, som rammes af sådan.  Kort kan vores konklusioner opsummeres som, at omfanget af borgerlige frihedsrettigheder og handel med omverdenen er de væsentligste faktorer til at forklare variationen i sandsynlighed for, at et land vil blive ramt af transnational terror eller selv vil producere transnationale terrorister–og i begge tilfælde er sammenhængen positiv.  Politiske rettigheder (demokrati) har også en betydning, men den er mere uklar: Når det gælder terrorist-produktion er sammenhængen positiv, men når det gælder terror-ramte lande er sammenhængen kurvelineær, således at der er mindst terror i meget lidt demokratiske og meget demokratiske lande, mens halvdemokratiske lande tiltrækker mest terror.

Mere vigtigt afkræfter vores studie en række myter: Der er ingen sammenhænge mellem sandsynligheden for transnational terror og fattigdom, ulighed, religion, vækst, o.s.v., og samfundsmæssig fraktionalisering synes i bedste fald at have en uklar effekt.

Nobelprisen til Schelling & Aumann

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. oktober 2005. 1 svar

Så blev det Thomas C. Schelling og Robert J. Aumann, som fik 2005 Nobelprisen i økonomi.

Ikke Robert Barro eller Gordon Tullock, som nærværende Punditokrat havde håbet.  Men Schelling er bestemt på mange punkter et rigtigt godt valg (og alt er bedre end at skulle læse endeløse lovprisninger af den fhv. økonom Paul Krugman): Det berømte “Schelling Punkt” er noget, som tilhængere af en mindre centralt dirigeret menneskelig adfærd burde kunne værdsætte (og det er altså ikke et sted på en menneskekrop …).

Mens der sikkert–og forhåbentlig–er nogle af mine ærede med-Punditokrater, der skriver på en post om det, kan andre læse denne fine hyldestartikel skrevet af de kløgtige økonomer Dan Klein, Tyler Cowen & Timur Kuran.  MarginalRevolution.com har også flere nyttige poster om de to vindere som kan læses her.

Subjektiv livskvalitet og staten

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2005. 6 svar

Sidste torsdag holdt jeg en præsentation på CEPOS, baseret på et notat skrevet for dem (kan downloades på http://www.cepos.dk) På opfordring er her et indlæg om, hvad vi kan lære ved at se på folks subjektive livskvalitet – altså deres opfattelse af deres egen situation – i stedet for den objektive kvalitet målt på indkomst osv. som vi altid diskuterer.

Man har gennem mange år stillet spørgsmål som “Generelt set, hvor tilfreds er du med dit liv for tiden” i en lang række undersøgelser. Det er svarene på den type spørgsmål der henvises til, når medierne rapporterer, at danskerne er de mest tilfredse mennesker i verden. Det er selvfølgelig dejligt når vi nu bor i Danmark, men potentielt problematisk for mange af os på grund af et andet forhold i undersøgelserne: Folks tilfredshed med livet er ret konstant over tid.  Med andre ord bliver vi rigere og rigere, men ikke mere tilfredse med vores liv. Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.

Det er blandt andet derfor, at folk som den engelske økonom og Labour-politiker Richard Layard er begyndt at argumentere for, at man bør føre offentlig politik efter, hvad der gør de fleste lykkelige i stedet for hvad der gør os rigere. Pudsigt nok kommer Layard i sin horribelt manipulerende bog til den konklusion, at lykke-maksimerende politik er det, han de sidste 30 år har arbejdet for, nemlig traditionel, før-Blair Labour-politik. Layard arbejder altså for, at man bør beskatte de rige hårdere, øge mængden af offentlige goder, regulere arbejdsmarkedet tættere, og lave mere velfærdsstat. Denne konklusion er blevet bakket op af en række andre økonomer, der ofte synes at have det tilfælles, at deres økonomiske vurderinger er blevet afvist i de senere års forskning.

Deres indflydelse på den førte politik er desværre ved at kunne mærkes. Sammen med to tyske kolleger – Axel Dreher og Justina Fischer – satte jeg mig derfor for at undersøge, om Layards konklusioner, sammen med en lang række andre påstande i litteraturen, virkelig holder vand. Det er konklusionerne fra den undersøgelse, som Cepos-notatet opsummerer. Og for punditokrater og ligesindede giver det meget overraskende, men gode nyheder!

Vi finder, at forskellene mellem folks tilfredshed med livet på tværs af verdens lande afhænger af forbløffende få forhold: National indkomst er ikke vigtig, men graden af handel med udlandet  – altså globalisering – er en positiv faktor, ligesom et sundt erhversklima og en høj grad af tillid er vigtigt. På minussiden optræder to stærke faktorer: Kommunisme og aktiv offentlig indblanding i økonomien. Hvis Danmark for eksempel var endt bag Jerntæppet efter anden verdenskrig, ville en million mennesker færre være overordnet tilfredse med deres liv. Der er på den anden side ingen effekter af offentlig velfærd, demokrati, retsstat (desværre), reguleringer, dagpengesatser osv. Mht. den just overståede diskussion af lighed, er det værd at notere, at ulighed heller ikke fører til mindre tilfredshed med livet. Hvis der er noget som helst at komme efter i data, er det, at ulighed synes at være positivt forbundet med de fattigstes livskvalitet! Når Mette Frederiksen og andre danske politikere fra begge sider af Folketinget lufter deres sociale indignation over uligheden, gør de det derfor stik imod fakta fra den virkelige verden.

Stillet lidt skarpt op må man sige at resultaterne fra undersøgelsen, der er den suverænt største hidtil – vi baserer vores fund på cirka 4½ millioner regressioner – støtter almindelige liberale grundregler for offentlig politik: Åben samfundet, giv individer maksimal kontrol over deres egne midler, og sørg for dynamik i stedet for misundelsesdrevne interventioner. Offentlig velfærd fører i hvert fald ikke til personlig velfærd.

Government failure galore II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. september 2005. 3 svar

Punditokraterne må gøre noget rigtigt.  Vi er nu blevet hecklet af en venstreorienteret amerikansk familie, der er bosiddende i Danmark.  De læser os åbenbart—, synes at vi er “kooks” og efterlyser, at vi nærmere undersøger årsagerne til tragedien i New Orleans.  Det gør de formodentlig mere retorisk end ud fra et reelt ønske, men lad nu det være— og lad dem få, hvad de ønsker sig.

Verdens formodentligt mest overvurderede kommentator, “økonomen” Paul Krugman, mener i hele to af hans ugentlige klummer i New York Times (her og her), at katastrofen i New Orleans skyldes … [dyb indånding, dyb tænkning] … [trommehvirvel] … Republikanerne?  Bush?  Reagan? Laissez-faire ideologer?  All of the above?

Naturligvis.

Fordi alle var klar over, at en orkan-oversvømmelse af New Orleans var en af de tre mest sandsynlige, slemme katastrofer, der ville kunne ramme USA.

Fordi hvis nu Bush ikke var løbet fra USA’s deltagelse i Kyoto Traktaten (hvilket han ganske vist aldrig gjorde, fordi begge partier i Senatet havde afvist at ratificere traktaten, og Clinton derfor aldrig sendte traktaten til kongressen …), så ville alle verdens “klimaproblemer” på fire-fem år være blevet forhindret, og så var der aldrig døde nogle mennesker, som ville være døde i New Orleans.

Fordi,

“the federal government’s lethal ineptitude wasn’t just a consequence of Mr. Bush’s personal inadequacy; it was a consequence of ideological hostility to the very idea of using government to serve the public good. For 25 years the right has been denigrating the public sector, telling us that government is always the problem, not the solution. Why should we be surprised that when we needed a government solution, it wasn’t forthcoming?”

Eller hva’ …?

Her er så lidt fakta at tage med i betragtning, når skylden skal uddeles, for det er faktisk sandt nok, når Krugman siger, at alle vidste, at New Orleans var i fare.  For byens vedkommende er det på baggrund af nyere tids statistikker beregnet, at den

  • gennemsnitligt strejfes eller rammes af en orkan: hvert 3,94 år
  • rammes direkte af en større orkan: hvert 13,4 år
  • næste gang ville blive ramt af en større tordenstorm eller orkan: 2005.

Selv hvis man mener, at beskyttelse mod orkaner udgør et rent kollektivt gode, som kun det offentlige effektivt kan sikre borgerne imod, så må man i hvert fald spørge sig selv: Hvis opgave er det i en forbundsstat?  Er det selve forbundsstaten? Delstaten? Amtet og kommunen?  Princippet bag både føderalisme og kollektiv gode-problemer er, at opgaven skal løses/finansieres på det niveau, hvor det er optimalt i forhold til, hvem nyderne er.  Min gamle ven, den fine “østrigske” økonom, Larry White, har denne fine kommentar på den nye økonom-blog DivisionOfLabour.com, vedrørende argumentationen om, at det var selve USA’s forbundsstat, der skulle have båret omkostningerne ved at forbedre digerne omkring New Orleans:

“But why was it a federal job? The beneficiaries of the levees were entirely in one city, in one state. Why didn’t the city or the state pay for levee improvements? According to one source, the US Army Corps of Engineers became responsible for the levees during the War of 1812. Before that New Orleans levied its own taxes (on shippers who used the port) for levee maintenance. After that taxpayers all over the US would pay, and folks in DC rather than Louisiana would choose how much would be spent on levee maintenance.

Clearly most New Orleans or Louisiana taxpayers would have been willing to pay for levee maintenance if they knew they had to, but of course the city and state didn’t volunteer – even though they knew the need for strengthening – because they were counting on the federal taxpayers to pay for it. Live by the federal subsidy, die by the diversion of federal subsidies to other priorities. A tragedy of over-centralization.”

Ovre hos Becker-Posner Bloggen er man—ikke så overraskende—fortalere for en cost-benefit analyse af, hvad man skal gøre i fremtiden.  Det lyder næsten som om, at dommer Posner konkluderer, at New Orleans ikke er en genopbygning værd.

PS. Ovre hos Powerline kan de heller ikke lide Krugman.

Government failure galore

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. september 2005. 2 svar

Jeg orker ikke selv at skrive noget om tragedien i New Orleans; jeg har flere venner dér, var der selv så sent som i marts og skulle have været dertil igen i marts næste år, og det er ganske simpelt for smerteligt at tænke på den nærmest Hobbeske “state of nature”, der på rekordtid synes at være opstået dér.

Så her er i stedet (uden anbefaling eller det modsatte) et kort round-up af med links til, hvad forskellige frihedsorienterede stemmer på nettet har haft at sige om situationen og årsagerne til dens konsekvenser:

Min eneste kommentar iøvrigt er, at amerikanerne i en række nylige meningsmålinger afslører, hvad vi godt vidste i forvejen: At de har større tiltro til markedet end til det offentlige, og lægger mere vægt på individuelt ansvar end kollektiv free-riding …  Ikke så overraskende, men egentligt ret forbløffende.

Update: Her er et par mere:

Sommerlæsning – post festum II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. september 2005. Skriv et svar

Jeg vil hjertens gerne følge min gode med-Punditokrat, Mr. Law, i hans opfordring til at fortælle, hvad af betydning man har læst i løbet af sommeren.

Mit problem er–som jeg skal vende tilbage til–at det ikke gik så godt med det, og ihvertfald slet ikke så godt som jeg havde planlagt.  Og jeg begyndte ellers med at forberede sommerlæsningen omhyggeligt.

I maj købte jeg Steven Levitts Freakonomics (som jeg endog apriori roste her på stedet).  Problemet er, at jeg købte den via Amazon, og at den først nåede frem i juli.  Da den så endelig ankom, havde jeg travlt med andre ting.  Og da jeg begyndte læsningen, blev jeg ærligt talt lidt skuffet; historierne og analyserne var helt fine–velskrevne og underholdende.  Men den var ekstremt irriterende i dens (d.v.s. journalisten, Dubners) dyrkelse af Levitt som en halvguddommelig økonom.  Faktum er, at Levitt er sjov og interessante grundet hans uortodokse emner, men hans metoder og indsigter er mildt sagt ret ordinære.  Steven Landsburg, David Friedman og adskillige andre er mindst lige så uortodokse i deres valg af emner.  Så den ligger nu ufærdig på mit bord.

Der ligger den ved siden af en anden fagbog, som jeg burde have læst: Torsten Persson & Guido Tabellinis nye The Economic Effects of Constitutions.  Den fik jeg ikke engang åbnet.

Ditto med William F. Buckleys roman Getting It Right: A Novel–en delvis autentisk, men romantiseret og dramatiseret, gengivelse af intriger på den amerikanske højrefløj anno 1960, involverende Ayn Rand, Robert Welch og sikkert også Buckley selv.  Den skulle være ret sjov–men jeg ved det som sagt ikke.

Så hvad fik jeg læst?  Faktisk ikke så meget.

Jeg fik som tidligere omtalt her på kanalen læst Lillelund & Rose antologien, hvoraf jeg synes, at enkelte indlæg var rigtigt, rigtigt gode.  Men jeg må tilstå, at det primært var, fordi Rose var så venlig at spørge mig, om jeg ville være hans sekundant i en udgave af Dahls Duel.  Ellers havde jeg nok ikke fået den læst.

Jeg fik også læst Christopher Arzrounis Helt uforsvarligt, men den havde jeg allerede læst i manuskriptform, ligesom jeg fik læst en dansk politologs bog, men det var i korrekturudgaven, og jeg havde set de enkelte dele før.  Så de tæller vist ikke helt.

Sommerstudier

Men faktum er, at min familie i løbet af sommeren blev udvidet med en lille mini-Punditokrat, hvilket lagde visse begrænsninger på vidensakkumuleringen.  Jeg fik dog (som dokumenteret her)–læst Leonie Friedas biografi af den magtfulde Catherine de Medici. Den var bestemt en læsning værd (og vistnok det eneste, jeg i sommer fik læst fra første til sidste side).  Men ret beset er den–trods bloddryppende historier, politiske intriger m.v.–ikke meget at berette om her på stedet.

Helt uforsvarlig selvpromovering

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. juni 2005. Skriv et svar

Jeg burde egentlig promovere Christopher Arzrounis fortræffelige, nye bog, “Helt uforsvarligt”, men da den er (helt uforsvarligt) anmeldt stort set alle steder (og promoveret her), vil jeg i stedet nøjes med at gøre opmærksom på, at Forlaget Politiske Studier (Københavns Universitet) fornylig har udsendt en lille bog med sammenskrevne akademiske artikler m.v. fra min hånd, “Individ, Stat og Marked: Studier i Rationalitet og Politik”.

Det er sagt med det samme: Den er mindre lettilgængelig, mindre elegant, og meget mindre sjov end Christophers. Men den er min.

Rationel 1. maj

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. maj 2005. 1 svar

Danmarks Radio oplyste søndag den 1. maj, at der havde været ca. 15.000 til at festligholde arbejdernes internationale kampdag i Fælledparken. Det lød af lidt “lidt” i.f.t., hvad jeg syntes at huske fra mine yngre år–men det var godt i overensstemmelse med en meningsmåling, der siger, at 1. maj er noget, danskerne finder hører fortiden til.

Men hvad er årsagen? Kunne der være tale om et drastisk fald i antallet af medlemmer af sultens slavehær? Eller kunne der være noget andet på spil?

Her er (med hjælp fra Infomedias database med avisartikler) en lille optælling over udviklingen i antallet af deltagere i 1. maj i Fælledparken de seneste ti år:

  • 2005 (søndag): 15.000 (ifølge www.dr.dk 1.5. 2005)
  • 2004 (lørdag): 25.000 (ifølge Jyllands-Posten 3.5. 2004)
  • 2003 (torsdag) (regnvejr!): 10.000-20.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 2003)
  • 2002 (onsdag): 75.000 (ifølge B.T. 2.5. 2002)
  • 2001 (tirsdag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten og Ekstra Bladet 2.5. 2001)
  • 2000 (mandag): 100.000 (ifølge Ekstra Bladet 2.5. 2000 og Weekendavisen 5.5. 2000)
  • 1999 (lørdag): 100.000 (ifølge Politiken 3.5. 1999)
  • 1998 (fredag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 1998)
  • 1997 (torsdag): 100.000 (ifølge Jyllands-Posten 2.5. 1997)
  • 1996 (onsdag): 100.000 (ifølge Berlingske Tidende 2.5. 1996)

Noget tyder på, at det ikke just går frem med mobiliseringen af klassebevidstheden. På ti år er deltagerantallet faldet fra ca. 100.000 til nu ca. 20.000 de sidste tre år. Man skal godt nok have en meget optimistisk udlægning af den historisk-materialistiske historieopfattelse for at se revolutionen som værende noget, der er lige om hjørnet og båret frem af ungdommen.

Men noget kunne også antyde, at deltagelsen falder, når “fridagen” falder udenfor den normale arbejdstid–eller når det er dårligt vejr.

Alt sammen får det Punditokraterne til at spørge: Er revolutionens fortrop ved at blive rationel? Eftersom enhver rationel aktør ved, at den typiske deltagers indflydelse på en kollektiv handling, der kræver et stort antal deltagere, er så lille, at den går mod nul, så ved vedkommende også, at den forventede nytte af at deltage i fraværet på pisk eller gulerod er lig nul. Så det rationelle er at være ?free-rider?.

Økonomen Gordon Tullock har tidligere estimeret, at aktører i gennemsnit opfører sig snævert egoistisk i ca. 95 pct. af tiden, og indenfor studiet af deltagelsen i kollektive oprørsaktiviteter taler man da også om den såkaldte “5 pct. regel”, d.v.s., at der generelt maks. er 5 pct. af de relevante potentielle deltagere, som rent faktisk er med til oprørsaktiviteter, mens de resterende 95 pct. er passive (enten free-ridere eller personer, der lider af “falsk klassebevidsthed”).

Der var ved folketingsvalget i februar ca. 1,2 mio. vælgere, der satte deres kryds ved et såkaldt “arbejderparti”. Af disse er formodentlig mindst en halv mio. bosiddende i relativ nærhed af hovedstadsområdet. Skulle Tullock og 5 pct. reglen have ret, skulle der være maks. ca. 25.000 deltagere. Så det begynder jo at ligne noget.

Problemet er naturligvis: Hvis flere arbejdere er ved at blive rationelle free-ridere, hvad er så tilfældet for de sølle rester, der har været tilbage de seneste år? Har de ikke opdaget, at 1. maj faldt på en fridag? Læste de ikke vejrudsigten? Eller er de bare dybt irrationelle?

Svaret flyver–som fanerne–i vinden ?