Tag-arkiv: public choice

James Buchanan fylder 90

Af Christian Bjørnskov, den 28. oktober 2009. 2 svar

Forleden, helt præcist den 3. oktober, fyldte økonomen og Nobelpristageren James Buchanan 90. Buchanan, der har brugt sin karrieres lange efterår på George Mason University, grundlagde sammen med bl.a. Gordon Tullock den skole i nationaløkonomi, der kaldes the Virginia School of Political Economy. Hvis man lægger nogle få elementer til, er skolen endnu bedre kendt som Public Choice.

I den forbindelse afholdt GMU en fødselsdagsfest med inviterede fra hele verden. Jeg talte forleden med den fremragende økonom/filosof Geoffrey Brennan fra ANU i Canberra, der glad kunne fortælle, at han også skulle med. Efter omtalen har deltagerlisten været en perlerække af førende public choice-forskere, der alle på en eller anden måde er knyttet til Buchanan og GMU.

Til festlighederne holdt bl.a. Don Boudreaux (bl.a. kendt som blogger på Cafe Hayek) en kort tale, hvor han ud af de 64 Nobelpristagere kun kunne identificere seks (6), der fundamentalt har ændret den måde, vi tænker økonomi på. Ud af de seks så Boudreaux kun tre, der havde udvirket positive ændringer: Ronald Coase, Friedrich Hayek og James Buchanan. Boudreaux sagde blandt andet:

“The only other Nobel economist in this camp is the man whose career we celebrate today: Jim Buchanan.
Jim, of course, helped us to better understand externalities, the burden of the public debt, the logic of clubs, the importance of increasing returns, and many other specific points that we would all do well to absorb.
But Jim’s single greatest contribution is to make crystal clear the fact that political activity does not fundamentally differ from market activity.
Jim’s work warns us not to be distracted by labels and by superficial appearances. Politicians might be called “public servants” – but, being steeped in Buchananism, we understand that the root motivation of “public servants” is no different than the root motivation of corporate CEOs, lumberjacks, taxi drivers, or college professors.
A bureaucracy might be called the “consumer product safety commission,” but being steeped in Buchananism, we look not at its name but at the incentives faced by its operatives to judge how likely this agency really is to promote consumer safety as opposed to other goals.
By challenging us to understand that exchanges take place not only within conventional markets – not only when the exchanges are mediated by money – but instead are a ubiquitous and many-faced phenomenon of human action, Jim Buchanan has expanded the scope and subject matter of economics intelligently and more productively than has any other living scholar.
Happy 90th, Jim!”

Store, velfortjente ord. Nu mangler vi bare at indsigterne siver ud til almindelige danskere.

Public Choice i Las Vegas

Af Christian Bjørnskov, den 12. marts 2009. Skriv et svar

Traditionen tro rapporterer vi fra årets to ’public choice’ konferencer, og i år skal ikke være en undtagelse. Vi skriver som tidligere år kort om de konferenceindlæg, vi (jeg) fandt mest interessante og undtagelsen i år er ikke vores skyld, men papirerne kan for en gangs skyld ikke downloades fra konferencens hjemmeside.

Som titlen antyder, havde 2009-konference et lettere absurd skær over sig: Vi tog nemlig i år til Las Vegas, hvor man måtte vade forbi endeløse enarmede tyveknægte og blackjack-borde for at komme op til sit værelse, ligesom der var spillemaskiner umiddelbart udenfor det centrale mødeområde. At skulle forbi rader af ældre amerikanere med blanke øjne gav konferencen en lidt anderledes ’ambience’ end normalt.

At vælge, hvad man vil høre på og hvor man skal hen kan, som nogle læsere sikkert ved, være noget af et puslespil, når der kører seks sessions ved siden af hinanden. Fredag morgen faldt valget på halvanden times session om ’wellbeing’, hvor mine venner Andreas Bergh og Therese Nilsson præsenterede ny viden om globalisering. De to svenskere har set på sammenhængen mellem globalisering og befolkningens helbred på tværs af over 100 lande siden 1970. Den spændende konklusion er, at mens økonomisk globalisering helt tydeligt fører til bedre helbredstilstand – og faktisk ikke kun fordi globalisering gør landene rigere – har social globalisering øjensynligt en sundhedsmæssig slagside for fattige lande. Bedste bud på en forklaring er, at globaliseringens stærkt øgede informationsstrømme også når fattige lande, og får en del af befolkningen til at kopiere nogle af de værste uvaner i den vestlige verden. (Bergh og Nilsson: Worth Living For? On the Relation Between Globalization and Life Expectancy) Fredag bød også på Oz Dincers spændende, men meget foreløbige, arbejde om forholdet mellem social tillid (tillid til fremmede mennesker) og hvor fiskalt decentralt, amerikanske stater fungerer. Oz – en af de mange glimrende tyrkiske økonomer, man aldrig tænker på eksisterer – peger på en relativt klar sammenhæng mellem højere tillid og mere decentralisering, men præcist hvordan man skal tolke det, blæser lidt i vinden. (Oguzhan Dincer: Fiscal Decentralization and Trust)

Fredag morgen stod den på en session om korruption, hvor det spændende papir var af Monica Escaleros og bød på ny viden om forholdet mellem korruption og fattige menneskers adgang til rent drikkevand. Mens korruption ikke eksisterer i Danmark – den type adfærd begrænser sig til vennetjenester og lejlighedsvis nepotisme – er det et væsentligt problem for mange fattige lande. Monicas artikel viste relativt klart, at korruptionsproblemer også påvirker hvor effektivt, vandforsyningen virker, men pudsigt nok ikke har en lige så klar effekt på f.eks. sanitetssektoren. Vand er et specielt problem, og igen ser man her resultatet af årtiers politiske fejl og sammenblanden af interesser. (Monica Escaleros, Nejat Anbarci og Charles Register: The Ill-Effects of Public Sector Corruption in the Water and Sanitation Sector)

Resten af lørdagen gik med konferencepapirer, jeg selv er involveret i – og uden tvivl mere om dem senere her på stedet – så sidste spændende indlæg, det er værd at nævne her, blev præsenteret søndag morgen før jeg løb ud af døren til en lufthavn fyldt med slot machines. Niklas Potrafke præsenterede nyt bevis for, hvornår regeringers politiske ideologi påvirker centralbankers rentepolitik, og dermed også kommer til at påvirke landes investeringsstruktur. Det særlige viste sig at være, at i Europa siden 1980 har kombinationen af venstreorienterede regeringer og uafhængige centralbanker givet højere renter. Niklas’ fortolkning: Enten straffer konservative centralbanker venstreorienterede regeringers politik med at stramme pengepolitikken, eller også ved venstreorienterede regeringer fra starten, at de har et problem, og overlader derfor centralbanken til påpasselige centralbankdirektører. (Ansgar Belke og Niklas Potrafke: Does Government Ideology Matter in Monetary Policy?)

Hvis læsere skulle være interesseret, kommer mange af papirerne uden tvivl til at ligge på nettet inden længe. Hele konferenceprogrammet, med mange flere indlæg, kan findes her.

Årets public choice konference

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2008. Skriv et svar

Et af årets faglige højdepunkter for mig er den årlige europæiske public choice konference, hvor man ikke blot møder sine venner – denne gang i Jena i Tyskland – men også overvære en række præsentationer af ny forskning af nogle af de førende forskere. De cirka 200 papirer fra hele verden kan læses her, og helt gratis, så enhver interesseret Punditokrat-læser kan hente hvad han eller hun har lyst til af inspiration.

For som tidligere år at give læserne en lille forsmag på, hvad konference bød på og hvad der rører sig på området, er her et helt og aldeles subjektivt pluk af nogle af de mest spændende nye projekter.

Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles), der sammen med Johanna d’Hernoncourt – som stadig er almindelig studerende, om end en lovende en af slagsen – præsenterede forskning i sammenhængen mellem folks sociale tillid og størrelsen på landets undergrundsøkonomi. De to finder klar evidens for, at tillid er forbundet med en mindre undergrundsøkonomi, alt andet lige.

Niklas Potrafke (Humboldt Universitet i Berlin), der pegede på at mens venstreorienterede regeringer i OECD indtil 1990 øgede de sociale udgifter, har billedet ændret sig så de i dag i gennemsnit er mere tilbøjelige til at skære i overførsler og deslige, mens det er højrefløjen der øger dem. Var der nogen, der tænkte Anders Fogh?

Martin Gassebner (ETH Zürich) ser i sin artikel med Axel Dreher på hvordan korruption har påvirket iværksætteraktiviteten i 43 lande. De to tyskere finder, at mens korruption overordnet set ikke har de store konsekvenser for iværksættere, er den faktisk positivt forbundet med graden af iværksætteraktivitet når landes reguleringsniveau er tilstrækkeligt højt.

Katja Rost (Zürich Universitet), der sammen med tre kolleger har undersøgt hvad moderne firmaer kan lære af katolske klostre, for at overkomme corporate governance problemer i at få både ansatte og ledere til at vælge de optimale løsninger.

Så hvis man er interesseret i den type emner, er det bare om at besøge konferencens hjemmeside og hente papiret – eller hvis man er doven, at lobbye denne blogs redaktør for at skrive mere uddybende om et af dem.

Public Choice Workshop

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2007. 3 svar

Undertegnede står dette (akademiske) år – dvs. januar 2008 – for at arrangere den årlige danske Public Choice Workshop. Så hvis nogle af læserne sidder i limboet mellem jul og nytår uden at vide, hvad de skal tage sig til, eller hvis de eventuelt tørster efter lidt fagligt input ovenpå de familiære stunder, kan de passende besøge workshoppens hjemmeside (læs her). Dagen kommer til at gå med præsentation af 11 papirer fra nogle af Danmarks (og en enkelt af Norges) fremmeste samfundsforskere om så forskellige emner som:

Hollandsk Syge – Martin Paldam giver et overblik over forskningen i den ubehagelige indsigt at ulandshjælp underminerer landets konkurrenceevne og giver et bud på den politiske dynamik, der skaber effekten.

Magtcentralisering og Rent-Seeking i EU – Gert Tinggaard Svendsen, der med Urs Steiner Brandt har forsket i de utilsigtede konsekvenser af europæisk centralisering.

Indførslen af indkomstskat i Europa – Peter Sandholdt Jensen, som sammen med Toke Aidt har undersøgt baggrunden for at europæiske stater indførte indkomstskat i perioden 1815-1941.

Stalins terrorregime – Philipp Schröder præsenterer sit arbejde med Konstantin Sonin og Paul Gregory om at forklare Stalins ekstremer i 1930’erne ud fra en rationel vinkel – dvs. rationel set fra Stalins ønske om at bevare magten.

Public Choice workshoppen afholdes på Handelshøjskolen, Århus Universitet, den 14. januar og er åben for offentligheden, selvom de små frynsegoder, der følger med, ikke er. Men selvom man ikke har mulighed for at møde op, kommer alle papirer til at ligge gratis tilgængeligt på hjemmesiden. For de interesserede er der ingen undskyldning.

Et Øv-Bøv til velfærdsstatens apologeter

Af Christian Bjørnskov, den 15. august 2007. 3 svar

På en endagskonference i København i januar præsenterede ex-punditokraten Nicolai Foss og jeg vores analyse af sammenhængen mellem iværksætteraktivitet og økonomisk frihed. I analysen, der var bestilt og betalt af CEPOS, fandt vi at den offentlige sektors størrelse – det offentlige forbrug, overførslerne og skattesystemet – i høj grad bidrager til at Danmark har meget lidt iværksætteraktivitet i forhold til mange andre lande, vi ofte sammenligner os med. Vores analyser blev efterfølgende omtalt i medierne, hvor modtagelsen var noget blandet.

Som Nicolai tidligere har beskrevet her, kaldte økonomiminister Bendt Bendtsen vores analyser ’simplistiske’ og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen kaldte ligefrem analysen ’komisk. Og det er helt rigtigt, at konklusionerne bestemt ikke passer i deres kram for tiden. Andersen, der i øvrigt helt tydeligt ikke havde læst vores notat, er betalt for at levere arbejde der understøtter en socialdemokratisk agenda, at Bendtsen har sine midtervælgere at ’tage hensyn til’. Vi imødegik naturligvis kritikken (læs her), om end vores svar blev ignoreret af de relevante spillere.

Men videnskabelige analysers kvaliteter er heldigvis som oftest ikke bestemt i et snusket, politisk spil! Så dagens kommentar herfra er i virkeligheden to ting. Først er det en understregning af, at man for det meste ikke skal tage politiske spilleres udmeldinger i medierne for gode varer. Og for det andet er det en slags ’øv bøv’ – en blog-udgave af Simpson-seriens Nelson, når han udbrøder sit ’Ha Ha’. Den angiveligt ’simplistiske’ og ’komiske’ analyse er forleden blevet accepteret fil publikation i tidsskriftet Public Choice efter at have været igennem fuldt, videnskabeligt peer review. Med andre ord er analysen, som Andersen, Bendtsen og velfærdsstatens andre apologeter ikke kunne bruge til noget, blevet bedømt som fuldgodt videnskabeligt arbejde. Så kan I lære det, politikere!

Kritisk sans i ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2007. 4 svar

En af de længste diskussioner i nationaløkonomisk og politologisk forskning drejer sig om, hvorvidt demokratisering er godt for landes økonomiske udvikling, eller om det i højere grad drejer sig om markedsliberaliserende reformer. I december 2005 offentliggjorde tre topøkonomer et studie, der synes at vise støtte til den første mulighed. Ricardo Hausmann, Lant Pritchett og Dani Rodrik – førstnævnte en af de tungeste drenge i økonomisk statistik, de to andre toppen af udviklingsøkonomi – kiggede specifikt på episoder hvor landes økonomiske vækst accelererede, i stedet for at se på vækst generelt. Ved at se på disse vendepunkter i landes udvikling, hævdede de at deres resultater viste at “most instances of economic reform do not produce growth accelerations”. Politiske regimeændringer (demokratisering) førte derimod udvikling med sig.

Artiklen – der blev publiceret i det stærkt prestigiøse Journal of Economic Growth – var en stor sejr for den del af forskningen, der hidtil har ledt forgæves efter gode økonomiske effekter af demokratisering. Og når den kom fra tre så ekstremt velrenommerede forskere måtte det jo være rigtigt! Men så let er det ikke! Som vi har understreget mange gange her på stedet, er en af forskningens vigtigste opgaver at checke alt for fejl. Det er det, den kun 26-årige hollandske økonom Richard Jong-A-Pin har gjort.

Jong-A-Pin undrede sig nemlig over resultaterne i Hausmann/Pritchett/Rodrik-artiklen, og hvordan de kunne komme til så anderledes fund. Og han undrede sig over, hvordan de havde defineret en vækstacceleration. Så han skrev til Rodrik, der venligt og uden forsinkelse sendte ham alle data – som man bør gøre! Jong-A-Pin gik derefter igang.

Hvad han fandt kan ikke undgå at undre en, for hans forskning som han præsenterede i fredags i Amsterdam viser, at de tre superøkonomer har kodet data forkert. En række af deres vækstepisoder startede for eksempel med et eller to års negativ vækst. De var derfor timet helt forkert. I andre tilfælde var væksten de sidste par år op til det, superholdet definerede som vendepunktet, faktisk højere end efter vendepunktet. Så hvordan kunne det være en vækstacceleration? Svaret er selvfølgelig, at det kan det ikke.

Da Jong-A-Pin var færdig med at rydde op i data og kode dem korrekt, havde han fundet fejl i over en tredjedel af de 82 tilfælde. Det i sig selv var pinligt for Hausmann, Pritchett og Rodrik, men endnu værre var det, at deres efterfølgende resultater ikke holdt. Den unge hollænder viser nemlig i sit papir, at hvis man koder data korrekt, understøtter dataene ikke nogen demokrativirkning overhovedet. Derimod viser det sig, at økonomiske reformer – handelsåbning, ejendomsret osv. – som oftest udløser økonomiske vendepunkter og sætter lande på en hurtigere ‘vækststi’. Jong-A-Pin demonstrerer dermed med stor klarhed, at når man gør øvelsen korrekt, er markedsliberaliserende reformer en effektiv måde at få en udvikling igang på – ikke demokratisering. Det er ikke just en uvæsentligt forskel.

På at højere niveau viser eksemplet også, at en af forskeres fornemste opgaver er at gå hinanden efter i sømmene. Og for at kunne det, skal man ofte have fuld adgang til de relevante data. Dani Rodrik tøvede ikke med at give en relativt ukendt og ung hollandsk kollega komplet adgang, men i andre tilfælde holder forskere desværre deres datakilder og konkrete analyser tæt id til kroppen. Sidst har vi haft eksemplet med Steve McIntyres oplevelser som referee for FNs klimapanel oppe at vende. I den sag var hovedproblemet netop, at FN ikke tillod ham adgang til data, der var centralt relevante for hans opgave som kvalitetsbedømmer.

Ved at nægte den adgang , satte IPCC derfor et stort spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed. I empirisk forskning fortjener man troværdighed ved at blotlægge sit arbejde for kritik fra sine kolleger. Det var det, Dani Rodrik gjorde da han lod Richard Jong-A-Pin gå hans arbejde efter. Rodrik har ikke tabt troværdighed på affæren, men blot vist at han ikke altid har ret – at han er menneskelig. Sådan bør forskning være: Åben, dynamisk og velkommen overfor kritik, ikke lukket og magtfuldkommen. Og så kan læserne jo tænke sig til, hvor jeg vil hen med den sidste kommentar.

Vinder terroristerne den moralske kamp? Et svar fra ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 1. april 2007. 10 svar

Kære læsere, mange hilsner fra Amsterdam. Jeg er, som nogen af jeg vil vide, hernede for at deltage i den særlige Public Choice World Congress, som består af de to traditionelle public choice konferencer som der er en europæisk og en amerikansk af. Programmet har generelt været ret spændende i år, og af høj videnskabelig kvalitet. Og en del af det vil jeg gerne dele med læserne. En af de specielt spændende sessions havde titlen The Political Economy of Terrorism. Den bestod af fire papirer, hvoraf to fortjener en bredere opmærksomhed. For det første er forfatterne udover at være nogle af mine ‘videnskabelige venner’ også nogle af de mest interessante nye navne inderfor feltet: Axel Dreher, Martin Gassebner og Lars Siemers på det ene papir, og Richard Jong-A-Pin og Jochen Mierau på det andet. For det andet er emnerne for begges vedkommende også betydning i en dansk kontekst.

Det tysk-schweiziske team først: De spørger om terrorisme truer menneskerettighederne. Svaret er ganske deprimerende: Ja, det gør de. På et overordnet plan betyder en øget terrorrisiko at regeringer bliver mere tilbøjelige til at bryde basale menneskerettigheder og gøre brug af politiske fængslinger og tortur. Der er også en tilbøjelighed til at civile og politiske rettigheder bliver eroderet af en øget terrorrisiko. Man kan spørge sig selv, om det er noget vi kender til i Danmark? Svaret er ja, da regeringens terrorpakke netop bryder med nogle grundlæggende rettigheder, som forhindrer den danske stat i at overvåge borgerne uden en særdeles god grund. På dette punkt viser den nyeste forskning altså, at terroristerne vinder. Vi går på kompromis med nogle af vores mest basale rettigheder fordi vi er bange for terrorangreb. Og dermed opnår terroristerne netop at undergrave den frihed i tanke og handling i den vestlige verden, som de så tydeligt hader. Papiret kan læses her.

Og så til det hollandske team. De stiller det lidt anderledes spørgsmål, om terrorisme forkorter regeringers politiske liv. Svaret er ja. Mellem 1968 og 2002 har hvert liv, der tabes som følge af terrorangreb, indebåret en ekstra risiko for “cabinet failure” på cirka1.3 %. En øget risiko af den størrelsesorden for hvert liv er ganske betragtelig! Hvis læserne vil tillade mig at være lidt polemisk, vinder terroristerne også her. De destabiliserer simpelthen vestlige demokratiers politiske orden, og fører til større usikkerhed for både politikere og vælgere. Selvom terroristerne bliver skudt, har de altså en virkning. Det er ikke rart at tænke på. Papiret kan læses her.

Den nyeste public choice forskning– gratis tilgængelig for alle

Af Christian Bjørnskov, den 20. marts 2007. 2 svar

Punditokraternes læsere har, som vi opdager næsten dagligt, en stærk interesse i samfundsforhold og den nyeste forskning i dem. Nogen følger med i medierne, andre læser også blogs, inklusive vores, mens andre nogle gange afslører i deres kommentarer, at de også læser videnskabelige publikationer. Det er selvfølgelig et privilegium at have en så informeret læserskare, men formålet med denne post er naturligvis ikke at smigre læserne. Pointen er, at tiden nærmer sig for det, der normalt er de to public choice konferencer – en i USA og en i Europa – men i år er lagt sammen til en fælles med det imponerende navn The Public Choice World Congress.

Idet flere af punditokraterne (inklusive undertegnede) tager til the World Congress, er pointen med denne post at gøre vores læsere opmærksomme på, at alle bidrag til denne konference er frit tilgængelige online her. Her er det muligt at læse om den seneste forskning i mange forskellige emner; nogle få af dem er listet her:

Ligesom sidste år vil vi også i år skrive om nogle få af de konferencepapirer, vi selv finder mest interessante. Men i mellemtiden vil vi opfordre vores læsere til at besøge konferencens hjemmeside. Nogle af papirerne skal man virkelige knibe dem, man sidder på, sammen for at læse. Andre kan læses af enhver med et rimeligt kendskab til engelsk. Under alle omstændigheder er muligheden der, og hvor tit er den absolut nyeste forskning gratis tilgængelig for alle interesserede?

Iværksætteri og ministerielle fiflerier

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2007. 19 svar

I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.

På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.

Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.

Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.

Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?

Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.

For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter

Det er bekræftet: Politikere er udemokratisk vilde med udgifter

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2007. 5 svar

Findes der noget bedre end når forskning i topklassen bekræfter ens inderste mistanker? Måske, men for mig er det højt på listen. Så i sidste måned da det nye nummer af tidsskriftet Public Choice udkom, blev jeg glad. Ikke nok med at jeg – i al ydmyghed – havde en artikel i selv, men tre svenske økonomer bekræftede en af mine stærkeste og ældste mistanker om politikere.

Hanna Ågren, Matz Dahlberg og Eva Mörk, alle fra Uppsala Universitet, har spurgt sig selv om politikeres præferencer for at bruge penge er stærkere end vælgernes. I en artikel med titlen “Do politicians’ preferences correspond to those of the voters? An investigation of political representation” undersøger de derfor, om svenske vælgere ville foretrække et andet udgiftsniveau for kommunale service/velfærdsudgifter end de politikere, de har valgt. Deres konklusioner er tankevækkende, ikke mindst fordi Sverige holdningsmæssigt og politisk er så tæt på Danmark (trods alt).

De svenske økonomer finder nemlig, at med undtagelse af børnepasning, ønsker politikerne markant højere udgifter på totale kommunal serviceydelser – dvs. det totale udgiftsniveau – skolevæsen og ‘sociale’ udgifter. Og ingen kan sige sig fri. Det gælder nemlig for både højre- og venstreorienterede politikere, at deres egne vælgere ville foretrække et lavere udgiftstryk. Den ene undtagelse – at højreorienterede politikere foretrækker mindre udgifter til børnepasning end deres vælgere – er det eneste, der stikker ud i et ualmindeligt klart billede. Hvad værre er, er venstrefløjens politikere faktisk endnu længere væk fra deres egne vælgere end højrefløjens. Dvs. at hvis en kommune får et styre, der har mulighed for at vælge udgiftsniveau, vil politikerne objektivt set bruge for mange af borgernes penge. At det i særlig grad vil gælde, hvis styret er venstreorienteret, er næppe en overraskelse.

I en tid hvor danske politikere nærmest bruger deres fulde tid på at konkurrere på, hvem der kan love at bruge flest penge, er de svenske forskeres fund tankevækkende. For det første er det stærkt tvivlsomt, om den nuværende udgiftskonkurrrence overhovedet kan købe vælgere til politikerne. For det andet er snart sagt alle økonomer enige om, at det offentlige udgiftsniveau i Danmark allerede er usundt højt, men politikerne hører bestemt ikke efter. Ikke mindst den uerklæret socialdemokratiske VK-regering (undskyld, Charlotte Dyremose) har travlt med at fortælle, hvor godt det går og hvor mange penge, vi har råd til at bruge i det offentlige. Men for det tredje bruger de sandsynligvis allerede mere, end vælgerne ville foretrække, hvis den demokratiske proces fungerede optimalt. Og hvis man endelig vil være helt deprimeret, kan man jo altid bruge Public Choices søgemaskine for at finde en artikel, som jeg (igen, undskyld enhver selvpromovering) har udarbejdet sammen med to tyske kolleger. Vi finder, at jo større en del af nationalindkomsten der bliver i den offentlige sektor, jo mindre tilfreds er befolkningen med sit liv. Måske er det tid til at tænke på, hvordan vi begrænser politikerne?

The Vote Motive

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. januar 2007. 3 svar

Så er det igen tid til noget, der ikke er polemik, men har lidt med forskning at gøre–og så et gran selvpromovering.  Mere specifikt, så bad Institute of Economic Affairs i London mig forrige år om at redigere en 30-års jubilæumsudgave af den lille bog af public choice økonomen, Gordon Tullock, The Vote Motive, som IEA oprindeligt udgav i 1976.  Bogen er ikke et stort, originalt bidrag til studiet af politik, men den var i sin tid en af de første, lettilgængelige introduktioner til det dengang nye fænomen public choice teori, og som sådan var den faktisk indflydelsesrig i europæiske kredse langt udover, hvad mange andre værker har været.  (Bogen inspirerede forfatterne til “Yes, Minister”, og den var iøvrigt denne Punditokrats første introduktion til emnet, da jeg i 1985 via mine venner Otto og Palle og Libertas’ postorder-boghandel købte den svenske oversættelse.)

Så udover at skrive en introduktion om bogens indflydelse, har jeg til denne jubilæumsudgave bedt tre fremtrædende public choice eksperter–den britisk-amerikanske økonom Charles Rowley, den amerikanske økonom og politolog Michael Munger og den tyske økonom Stefan Voigt–om at give deres respektive bedømmelser af bogen og Tullocks arbejder.

Jeg håber, at udgivelsen–selv her 30 år efter–kan virke lige så øjenåbnende på andre, som den gjorde på mig.  Der er omtale af udgivelsen her hos IEA, hvor man–hvis man er virkeligt nærig og ikke vil betale £12 for et flot trykt eksemplar–også kan downloade bogen som pdf-fil.  Ellers kan den købes hos IEA og Amazon.

Liberalisér eller forfald!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. november 2006. Skriv et svar

Den kendte italienske økonom, Harvard-professoren Alberto Alesina er nu (sammen med kollegaen Francesco Giavazzi) på banen med en bog, der ser spændende ud og forhåbentlig vil blive læst, The Future of Europe: Reform or Decline.  Jeg har ikke selv læst den, men sammenfatningen ser ihvertfald lovende ud:

“This work presents a provocative argument that unless Europe takes serious action soon, its economic and political decline is unavoidable, and a clear statement of the steps Europe must take before it’s too late. Unless Europe takes action soon, its further economic and political decline is almost inevitable, economists Alberto Alesina and Francesco Giavazzi write in this provocative book. Without comprehensive reform, continental Western Europe’s overprotected, overregulated economies will continue to slow – and its political influence will become negligible. This doesn’t mean that Italy, Germany, France, and other now-prosperous countries will become poor; their standard of living will remain comfortable. But, they will become largely irrelevant on the world scene. In “The Future of Europe”, Alesina and Giavazzi (themselves Europeans) outline the steps that Europe must take to prevent its economic and political eclipse. Europe, the authors say, has much to learn from the market liberalism of America. Europeans work less and vacation more than Americans; they value job stability and security above all. Americans, Alesina and Giavazzi argue, work harder and longer and are more willing to endure the ups and downs of a market economy. Europeans prize their welfare states; Americans abhor government spending. America is a melting pot; European countries – witness the November 2005 unrest in France – have trouble absorbing their immigrant populations. If Europe is to arrest its decline, Alesina and Giavazzi warn, it needs to adopt something closer to the American free-market model for dealing with these issues. Alesina and Giavazzi’s prescriptions for how Europe should handle worker productivity, labor market regulation, globalization, support for higher education and technology research, fiscal policy, and its multiethnic societies are sure to stir controversy, as will their eye-opening view of the European Union and the euro. But their wake-up call will ring loud and clear for anyone concerned about the future of Europe and the global economy.”

Omvendt kan man jo også blot sige som dagbladet Politiken og et par hundrede danske akademikere (eller flere): Hvorfor lave om på noget, der går så godt, som det gør–vi lider jo ikke af amerikanske tilstande … 😉

Heller ikke i år …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. oktober 2006. 2 svar

Nå, så blev det heller ikke i år, at Robert Barro fik Nobelprisen i økonomi.  Og det blev heller ikke Gordon Tullock.  Og slet ikke Israel Kirzner, hvis der ellers endnu er nogen, der tror på dén.  Det var det samme sidste år …

Nej, vinderen er Edmund S. Phelps fra denne punditokrats egen alma mater.  Det har AP en kort historie om her.  Tyler Cowen var hurtigt ude på MarginalRevolution.com (og endog også med en “prolog” og prognoser).

Jeg har faktisk dårligt hørt om manden, så jeg vil overlade det til Punditocratus Primus-inter-pares Bjørnskov eller Punditocratus Emeritus Foss at vurdere den uddeling.

Up-date:

Generelt er folk vist glade–måske med undtagelse af på Harvard …

Tog til tiden forsinket et par år

Af Christian Bjørnskov, den 13. september 2006. 17 svar

I morges, da jeg sad i bussen på vej til instituttet, læste jeg en kort artikel i gratisavisen metroXpress med den iøjnefaldende titel “Tog til tiden forsinket et par år”. Artiklen og den debat, der er blevet ført de seneste dage om en renovering og modernisering af det danske jernbanenet, reflekterer ganske godt de præmisser som offentlig dansk debat deprimerende tit føres på.

Præmissen er, at skinnenettet er slidt ned, og nu må politikerne da gøre noget så vi kan få ordentlig offentlig transport! Meget få debattører drister sig til at spørge, om grunden måske kunne være, at togsektoren netop har været underlagt politisk styring. Hvorfor har tidligere større bevillinger til BaneDanmark og DSB ikke ført til de markante forbedringer, der blev lovet? Og hvordan kan det være, at en billet tur-retur mellem Århus og København med DSB koster 634 kroner mens Abildskous Busser kan tilbyde samme tur til 420 kroner – på trods af at DSB får tilskud på cirka samme størrelse som billetprisen?

En af præmisserne for debatten om den offentlige transport i Danmark burde være, at private – når de får lov – kan levere transport langt billigere end et de facto monopol, der var beskyttet mod konkurrence i 150 år. Men at foreslå, at man måske skal lade private varetage noget så ‘helligt’ som offentlig transport er åbenbart for meget for de fleste danskere. Eller måske er de bare uvidende om, hvad den offentlige bane- og togdrift i virkeligheden koster? DSB og Folketingets politikere gør sig jo ikke de store anstrengelser for at gøre omkostningerne synlige, vel?

Staten i agent-teoretisk lys

Af Nicolai Foss, den 8. august 2006. 11 svar

Hvorfor er nogle statsapparater mere rovgriske end andre? Hvad gør de i staten indbyggede tendenser til uhæmmet ekspansion og skatteplyndring latente snarere end manifeste? Er det bureaukraternes gode moral (politikernes ditto kan vi godt glemme alt om i denne forbindelse), som Keynes for eksempel mente (i hans debat med Hayek efter udgivelsen af The Road to Serfdom).  Eller er det markedskræfter — for eksempel skattekonkurrence – som blandt andet historikeren Eric Jones har argumenteret for?

Jeg kan egentlig ikke nødvendigvis se noget uliberalt i Keynes’ synspunkt (selvom det rutinemæssigt er blevet hånet af klassisk-liberale), men dem der (med en vis berettigelse) mener at markedskræfter er en mere stabil check på staten end bureaukrat-moral, vil sikkert finde interessante ting i en fin lille føljeton – “The State as an Organization” – som Professor Michael Rozeff har postet på LewRockwell.com

Rozeff bruger den økonomiske teori om agenter (opdragstagere) og principaler (opdragsgivere) – en teori der er forudskikket hos Adam Smith og hos Ludwig von Mises men først udviklet fra begyndelsen af 1970’erne – til at analysere statens natur og hvad der betinger fremvæksten af den moderne “predatory state”:

States are organizations whose composition, aims and methods depend on the institutions the society uses to control agency costs. The classical liberal vision was of a contractual state cleverly arranged so as to keep agency costs low. The ideal contractual state is an organization that, like a corporation, is owned by its principals, who are the citizens. Commissioned by them, the state’s aims are to dispense law and justice which includes protecting the resources or property of its owners. …

With weaker controls over agency costs, we observe instead varieties of the predatory state. Here the state moves toward becoming an autonomous organization, more like a company owned and operated by one person or a small group of persons but without outside stockholders. Its residual claimants are its members. They are the owners. Citizens do not own the predatory state. They are the prey.

Sammenbruddet i WTO –- hvis skyld var det?

Af Christian Bjørnskov, den 27. juli 2006. 14 svar

Siden Verdenshandelsorganisationen den 25. november 2001 i Doha blev enige om at sætte en ny forhandlingsrunde i gang, har de nu 149 medlemmer af WTO forhandlet intensivt om at liberalisere verdenshandlen, men først på denne uge blev det desværre klart, at forhandlingerne er brudt endeligt sammen. Meget hurtigt derefter var EU’s chefforhandler Peter Mandelson ude med beskyldninger om, at det var amerikansk mangel på fleksibilitet, der skabte sammenbruddet. USA har naturligvis været næsten ligeså hurtige til at skyde skylden på EU’s protektionistiske indstilling, og ulande over hele kloden har skudt skylden på både enkeltlande og de rige lande som helhed. Mens alle lande officielt begræder sammenbruddet – ikke mindst ulandene, da Doha-forhandlingerne var ment som en ‘udviklingsrunde’ – er alle således også involveret i det, der på engelsk populært kaldes et ‘blame game’: De skyder skylden på andre mens de tegner et billede af sig selv som oprigtigt engagerede og fri for ansvar. For en mindre end fuldt informeret offentlighed er det derfor nærmest umuligt at se gennem de gensidige beskyldninger og placere et ansvar.

Kim Lind fra Fødevareøkonomisk Institut og undertegnede har fulgt Doha-runden intensivt siden starten, og vi har i den sammenhæng udviklet et redskab til at måle afstanden mellem forhandlingsparterne. Dermed kan vi også vurdere hvor frihandelsorienterede eller protektionistiske, de er på landbrugsområdet, der var det store og egentlige forhandlingsområde. Det redskab har ikke været populært hos alle parter, da det har tydeliggjort hvilke lande der reelt har haft protektionistiske hensigter, og på hvilke punkter, forskellige lande har været mest uenige. Grunden er ret simpel: En af måderne, lande forsøger at få deres vilje igennem i den type internationale drøftelser, er at gøre forhandlingerne uigennemsigtige. Det vil i særlig grad ramme fattige lande, da de ikke har de store ressourcer at afsætte til forhandlinger og forhandlingsanalyser, og derfor vil få ganske svært ved at navigere i forhandlingerne. En af pointerne med at lave vores type forhandlingsanalyser var derfor at give udviklingslande adgang til nogle relativt enkle oversigter over, hvad forhandlingerne handlede om, og hvad forskellige lande ville med runden. Det er nu pludseligt uaktuelt, da der ikke længere er en forhandlingsrunde, men vores redskab kan også bruges til at få en smule mere redelig debat om, hvis skyld det var at Doha-runden brød sammen. Med andre ord, hvem var det der ikke ville give sig?

Hvis man ordner vores overordnede frihandelsmål pædagogisk på en skala fra 0 til 100, giver det et vist simpelt overblik over, hvem der ville hvor meget. På skalaen er ‘0’ er et land, der ikke vil andet end at have fuld ret til at lukke sine markeder og støtte sit landbrug, mens ‘100’ er et land, der vil afskaffe alle former for støtte og handelsbarrierer. I Doha-runden scorede det typiske land 64 på sådan et mål, hvilket ganske klart viser at de fleste lande arbejdede klart for en liberalisering af verdenshandlen. Bundskraberen var Norge med en score på 33, mens topscoreren – det mest frihandelsorienterede land i WTO – viste sig at være Colombia med en score på 80. Begge lande var i det store og hele udenfor indflydelse, så spørgsmålet er i stedet, hvor de store spillere – Brasilien, Canada, EU, Indien, og USA – befinder sig på skalaen.

Hvis man starter med de to vigtigste ulande, scorede Brasilien 74 på indekset, mens Indien var ganske gennemsnitligt med en score på 62. Umiddelbart synes Brasilien, en storeksportør af landbrugsvarer, således at være en af de stærkeste fortalere for en markant liberalisering, og på spørgsmålet om brugen af landbrugsstøtte, skærpede landet endda sin position i løbet af runden.  Med hensyn til Indien skal det også med, at selvom det ser ret gennemsnitligt ud i den simple score, gjorde landet sig store besværligheder i de sideløbende forhandlinger om barrierer for handel med industriprodukter, hvor man bestemt ikke var indstillet på at sænke toldbeskyttelsen væsentligt. Indien var dermed ikke indstillet på at give sig på det område, som en række rige lande ville liberalisere yderligere som betaling for at de gav sig på landbrugsområdet. Kommentatorer har derimod fremhævet, at Brasilien muligvis indtog en for ambitiøs position, specielt når det gjaldt ambitionerne for de riges landes liberaliseringer af landbrugssektoren.

Med hensyn til de store i-lande, scorede Canada 68, USA scorede 72, mens EU kun kunne få 42 – og det var ikke fordi vi var specielt hårde ved unionen. Her er billedet altså lidt mere klart, men også kun lidt mere. Mens Canada tidligt tegnede sig som det store kompromisland – i vores analyser har det hele vejen igennem været det land, som de fleste andre medlemmer lettest kunne blive enige med – kan USA’s strategi gennem de første dele af forhandlingerne karakteriseres ret let: De lurepassede. Det var ofte svært, både for de fleste medlemslande og analytikere som undertegnede, at forstå hvad det præcist var, USA ønskede sig af Doha-runden. Det ændrede sig dog med tiden, da præsident Bush spillede ud med et forslag, der kort kan opsummeres i ordene: ‘Vi er klar til at sænke landbrugsstøtten og toldbeskyttelsen ganske markant, så længe EU går med til at gøre det samme’. Amerikanernes udspil var både klart og ville føre til en følbar liberalisering af verdenshandlen, der ville komme de fattige lande til væsentlig gavn. I en hvis forstand var det derfor modigt, men i en anden forstand også ganske gratis.

Grunden til at USA’s flotte forslag var gratis er, at amerikanerne sandsynligvis var klar over, at chancerne for at EU ville acceptere forslaget, var meget små. Som EU’s frihandelsscore indikerer, var unionen nemlig fra starten det næstmest protektionistiske medlem – kun olielandet Norge var mindre indstillet på liberaliseringer, men dets indflydelse var forståeligt nok minimal i forhold til EU’s. Hvad værre er, ændrede EU’s position sig i modsætning til andre lande ikke i løbet af forhandlingerne. Nok kom unionen med en række forslag, men praktisk taget alle kunne afvises som de facto liberaliserende, da de alle havde en fælles struktur: Man ville gå med til en liberalisering på ét område, men kun mod en indrømmelse på bestemte andre områder, der reelt ville gøre liberaliseringen på det første område ligegyldig. Således gik en del af EU’s energiske indsats ud på at signalere, at man skam var klar til at liberalisere, men samtidig ønskede en række såkaldt ‘følsomme produkter’ friholdt. Hvis andre medlemslande var gået med til forslaget, havde det i praksis betydet, at unionen kunne nøjes med at sænke tolden på varer, der alligevel ikke blev produceret i Europa, mens den stort set kunne bibeholde beskyttelsen af europæisk produktion.

Den store protektionistiske kraft i WTO var derfor EU. Sidste spørgsmål er så, hvad konsekvenserne af sammenbruddet var. Det kan nationaløkonomer svare på med stor præcision ved at se på, hvad det er for store forbedringer, vi går glip af ved ikke at få en liberalisering. For det første er handel en af de vigtigste faktorer, der fører til økonomisk vækst og derfor til effektiv fattigdomsbekæmpelse. Ved at bibeholde beskyttelsen mod international handel på netop dét område – landbrugsvarer – som ulande typisk er bedst til at producere, skader man derfor de fattigste lande hårdt. Og for at føje spot til skade, er landbruget netop det erhverv, hvor de allerfattigste typisk arbejder. For det andet betyder sammenbruddet, at specielt EU’s forbrugere også i fremtiden må betale høje priser for varer, der typisk kan fås både billigere og bedre ude på verdensmarkedet. At det ikke er småpenge, det drejer sig om, er klart når man regner både de direkte omkostninger – landbrugsstøtten betaler vi over skatten – og de indirekte omkostninger – den manglende konkurrence
– ind. En typisk dansk bø
rnefamilie har således en merudgift hvert år, der svarer til en hel månedsløn! Alle europæere ville derfor blive markant rigere på sigt hvis man havde fået en aftale i hus i WTO. Af andre omkostninger kan man nævne, at større åbenhed for international handel typisk også bringer andre goder med sig som, for eksempel, større kvalitet produktionen, et større udbud af forskellige varer, og også mindre korruption i fattige lande.

Man kan således placere ansvaret for sammenbruddet hos en række lande. Brasilien og en række andre lande var sandsynligvis for ambitiøse på andres vegne, kæmpelandet Indien nægtede at acceptere mere konkurrence på dets konkurrencesvage industrivarer, og USA lurepassede for længe og dækkede sig bag andres protektionistiske holdninger. Men bundlinien er stadig, at den store skurk i spillet, den hovedansvarlige for WTO’s sammenbrud, er EU. Problemet er, at unionens officielle politik i høj grad er styret af sydeuropæiske lande med stærke landbrugslobbyer – og reelt er den derfor dikteret fra Paris. Gennem hele forløbet har franske toppolitikere ‘beskyttet’ fransk landbrug mod, at der blev skåret i støtten eller sænket toldsatser – både Jacques Chirac og Dominique de Villepin gik i medierne med forsikringer om, at Frankrig ville nedlægge veto mod enhver liberalisering – hvilket gør landet til den centrale forbryder. Det skal blot med at vi andre spillede med. EU som helhed og det traditionelt frihandelsvenlige Danmark i særdeleshed er medskyldige. Vores forbrydelser er både store og små, men den værste er at forhindre ludfattige lande i at få ekstra muligheder for at arbejde sig ud af fattigdom. Hvis der er retfærdighed til, vil historikere i fremtiden dømme nutidens politiske svigt hårdt.

Pluralistiske som Stalin III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. juli 2006. 3 svar

Vi har her på stedet tidligere omtalt økonom/sociolog-parret Klein & Sterns studier af amerikanske akademikeres holdninger og partipolitiske observans (samt andre lignende studier).  Et af disse er nu blevet udgivet i det fortrinlige fagtidsskrift “Public Choice” (som nærværende punditokrat er med-redaktør af …), nemlig artiklen “Economists’ policy views and voting” (Vol. 126, Nos. 3-4, March 2006: 331-342).  Vi kan kun linke til en udgave, som man skal have abonnement for at kunne læse.  Men her er et sammendrag, og så kan evt. interesserede slå vejen forbi et bibliotek:

“In Spring 2003, a survey of 1000 economists was conducted using a randomly generated membership list from the American Economics Association. The survey contained questions about 18 policy issues, voting behavior, and several background variables. The response was 264 (nonblank) surveys. The responses show that most economists are supporters of safety regulations, gun control, redistribution, public schooling, and anti-discrimination laws. They are evenly mixed on personal choice issues, military action, and the minimum wage. Most economists oppose tighter immigration controls, government ownership of enterprise and tariffs. In voting, the Democratic:Republican ratio is 2.5:1. These results are compared to those of previous surveys of economists. We itemize a series of important questions raised by these results.”

Med andre ord: Myten om, at økonomer er specielt “højreorienterede” holder ikke–omend de måske er det relativt til andre fagdiscipliner.

Fra den videnskabelige frontlinie

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2006. 21 svar

Her på stedet er vi, hvis jeg skal sige det selv, efterhånden ret gode til at kommentere på aktuelle politiske begivenheder. Omvendt er vi ikke helt gode nok til at rapportere om relevante nye indsigter i samfundsvidenskaberne, selvom nogle af os har det som arbejdsområde. Så i og med at årets to konferencer om public choice netop er afviklede, vil jeg prøve at råde bod på vores problem.

Indenfor public choice – gråzonen mellem statskundskab og nationaløkonomi – findes der to videnskabelige organisationer, der hver holder et årligt møde: Det amerikansk-baserede Public Choice Society, og the European Public Choice Society, hvor præsidenten pt. er hollænder. Konferencerne ligger traditionelt i marts-april med den europæiske tre uger efter den amerikanske.

Selvom den amerikanske stadig er værd at tage til, har det de seneste år været den europæiske, der har haft den bedste kvalitet. Amerikanerne har det problem, at deres gennemsnitsalder stiger, mens vi har en fornuftig aldersfordeling – specielt er konkurrencen mellem de yngre forskere knaldhård. Så her er et område, hvor man kan glæde sig over at være europæer. Med otte deltagere ud af de cirka 200, er Danmark også klart overrepræsenteret. Og det er ikke fordi vi leverer dårlig forskning. I 1999 vandt Toke Aidt Wicksell-prisen for bedste papir af en forsker under 30, og med Mogens Justesens velfortjente succes i år, er der to danske navne på en liste af bare 15 vindere gennem årene. Et land med 1½ % af Europas befolkning leverer 4 % af deltagerne og 13 % af priserne!

Så kommer vi til indholdet – er der nogen grund til at interessere sig for det, hvis man ikke lige er universitetsforsker? Svaret er ja, for en lang række vigtige og relevante emner bliver behandlet af nogle af de fremmeste forskere på området. Og det behøver ikke engang være kedeligt! Den schweiziske superstjerne Bruno Frey gav for eksempel endnu et brag af en præsentation på den session om lykkeforskning, jeg havde fornøjelsen af at lede i år. Hans pointe – at selvom vi er ved at få rimeligt godt styr på, hvad er gør folk tilfredse med deres liv, skal politikerne holde fingrene fra det – er da værd at tænke over. En masse andre emner er også relevante – her er blot et (stærkt subjektivt) udpluk fra det fulde program (link her):

–         Designet af folkeafstemninger og den ‘pakke’, man stemmer om, påvirker outcomes. Resultatet af den danske afstemning i 1993 blev foretrukket af et mindretal af danskerne, måske så lidt som 12 % (Mogens Kamp Justesen)
–         Hvordan måler man politisk stabilitet? Det er faktisk ikke så let, og stabilitet er meget mere end man tror (Richard Jon-A-Ping)
–         En større ØMU fører til mindre prisstabilitet, men noget mindre end vi går og tror (Philip Mohl og Christian Fahrholz)
–         Korruption kan være godt for økonomier, hvor staten overregulerer kraftigt (Pierre-Guillaume Méon)
–         Velfærdsstaten er en magnet på indvandring, men indvandrere er ikke så ‘socialt skolet’ som indfødte – og det fører til mindre offentligt forbrug (Karin Mayr og René Böheim)
–         Politikeres uddannelse og profession påvirker chancen for, at de gennemfører nødvendige liberaliserende reformer (Axel Dreher + PhD-studerende)

Overordnet er det inspirerende – og også forbløffende hyggeligt – at gå til disse konferencer. Men de åbner også ens øjne for en masse ting, man ikke vidste og måske slet ikke havde tænkt over. En masse af de indsigter, der bliver givet – det ovenstående er kun et lille pluk – når aldrig ud i debatten eller til politikerne. Nogle gange skal emner blot populariseres og forklares en smule – folk er ikke så dumme som politikere tror. Så her er en opfordring til både kolleger og Punditokraternes læsere. Kolleger – der er al mulig grund til at formidle jeres viden, og læsere – sig til, hvis der er noget I vil have uddybet.

T.A.N.S.T.A.A.F.L.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. april 2006. 11 svar

Som alle Milton Friedman-fans (og alle læsere af Robert Heinleins roman The Moon Is A Harsh Mistress) vil vide, så … There Ain’t No Such Thing As A Free Lunch.  Nogle steder betyder det bare, at nogen spiser den, mens skatteyderne spiser regningen.  Her er klip fra en historie af Dan Bjerring, “Offentlig frokost koster 10 mia. kr.”, fra Erhvervsbladet (som vist ikke er tilgængelig på nettet, men oprindeligt kommer fra I dag: Industriens Dagblad):

[Den] danske arbejdsstyrke [ville] tælle 70.000 flere i 2015, hvis offentligt ansatte blev lige så længe på arbejdsmarkedet som privat ansatte. Det viser en beregning fra Dansk Industri. Men hvad nu, hvis de offentligt ansatte arbejdede lige så mange timer, som ansatte på det private arbejdsmarked?

De offentlige overenskomster lyder på 37 timer ugentlig inklusive frokostpauser, mens DA-LO overenskomsten lyder på 37 timer ugentlig eksklusive frokostpausen. Altså arbejder store dele af den offentlige sektor 2,5 time mindre ugentlig i forhold til privatansatte.
Danmarks offentlige sektor er en af de dyreste i OECD landene med omkring 33 procent af arbejdsstyrken.

34,5 times arbejdsuge
Arbejdstid for tjenestemænd i staten gældende fra 24. marts fremgår det, at arbejdsdage medregnes med tiden mellem mødetidspunktet og det tidspunkt, hvor den ansatte kan forlade arbejdsstedet. Pauser medregnes, hvis de varer mindre end 1/2 time og den ansatte står til rådighed for arbejdsgiveren og ikke må forlade arbejdsstedet. Dermed er den reelle ugentlige arbejdstid altså på nær 5 minutter nede på 34,5 time.

Omregnet i fuldtidsstillinger er der i den kommunale sektor omkring 300.000 personer omfattet af denne eller en lignende aftale. Cirka 100.000 i den kommunale sektor har stort set samme aftaler, som er gældende på det private arbejdsmarked. Dertil kommer omkring 140.000 amtsansatte – hvoraf mindst 120.000 ansatte er med arbejdstid inklusive frokost – og 160.000 ansatte i staten. Af dem har cirka 155.000 frokosten betalt.

Det har ikke været muligt at få at vide, hvor mange af de ansatte i staten, der er omfattet af samme regler, som i kommunerne, men antages det, at det alt i alt er cirka 500.000 offentligt ansatte (300.000 i kommunerne, 120.000 i amterne og 80.000 i staten), der er omfattet af pågældende arbejdstidsregler – og det er sandsynligvis lavt sat – betyder det, at der ugentlig anvendes cirka 1.250.000 arbejdstimer på frokostpauser.

Dyr frokost
Det svarer til cirka 40.000 stillinger. Omregnet i løn, hvis det antages, at den gennemsnitlige løn for disse er 250.000 kroner, svarer det til, at der årligt i den offentlige sektor holdes frokost for 8,5 milliarder kroner. …

Uhensigtsmæssigt
Cheføkonom for Cepos, Mads Lundby Hansen, understreger over for Industriens Dagblad, at i en situation, hvor der opstår mangel på arbejdskraft, er det ikke hensigtsmæssigt, at offentligt ansattes ugentlige effektive arbejdstid er 2,5 time kortere end arbejdstiden på det private arbejdsmarked. Det fjerner reelt arbejdskraft fra den private sektor, der skal bruge arbejdskraften til at sikre samfundets generelle vækst.

Han opfordrer derfor finansminister Thor Pedersen og Kommunernes Landsforening til i forbindelse med de kommende overenskomster at sikre en længere arbejdstid, eksempelvis ved at de offentlig ansatte får en arbejdstid på 37 timer ugentlig eksklusive frokostpause.
Skulle det indebære en højere løn, understreger Mads Lundby Hansen, at det skal ske uden budgetmæssige konsekvenser.

Merudgiften for det offentlige skal hentes hjem igen gennem et lavere personaleforbrug som direkte effekt af højere arbejdstid samt primært ved naturlig afgang. Pointen er, at når de nuværende medarbejdere arbejder flere timer, er der brug for færre medarbejdere i den offentlige sektor. Dermed frigøres der arbejdskraft til den private sektor, der i øjeblikket oplever stigende mangel på arbejdskraft.

Andre ville måske mene, at den største risiko var, hvis skatteyderne faktisk fik den mængde arbejde fra den offentlige sektor, man reelt betaler for … 😉

Wicksell-prisen til ung, dansk forsker

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. april 2006. 3 svar

European Public Choice Society uddeler hvert år den såkaldte Wicksell Prize til det bedste public choice paper skrevet af en forsker under 30 år, og i forbindelse med disse dages kongres gik prisen (opkaldt efter den store svenske økonom Knut Wicksell (1851-1926)) i år for første kun anden gang nogensinde til en dansk forsker.  Der var ca. 25 papers at vælge blandt, og vinderen blev en nær ven af Punditokraterne … Mogens Kamp Justesen, cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og M.Sc. fra LSE og p.t. ph.d. stipendiat ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.  Det pågældende paper, “The Social Choice of EU Treaties: Discrepancies between voter preferences and Danish referenda outcomes”, er en social choice teoretisk analyse af de danske vælgeres kollektive præference i.f.m. de danske EU-afstemninger 1992-93.  Paperet viser dels betydningen af dagsordenskontrol, og dels at det endelige udfald var ét, som kun meget få vælgere havde som deres førstepræference.  En tidligere (og dansk-sproget) version af analysen har været trykt i det danske Økonomi & Politik.

Et meget stort og inderligt tillykke fra Punditokraterne til Mogens!  Som Tom Paine skrev: “The harder the struggle, the more glorious the triumph”!

PS. Jeg har tidligere omtalt et af Mogens’ og mine egne projekter her på bloggen.