Politiken i søndags bragte som sædvanlig en analyse, denne gang skrevet af undertegnede. Den baserer sig på et nyt forskningsprojekt, som vi er ved at starte ved Aarhus Universitet og pt. søger både midler og deltagere til. Hvis emnet skulle have interesse for Punditokraternes læsere, er analysen nedenunder – og hvis nogle af læserne med en historisk/arkæologisk baggrund skulle være interesserede i projektet, eller kende nogen der er, modtager vi meget gerne henvendelser!

Tillid er blevet et stort emne i samfundsvidenskaberne de senere år. Efter at politologen Robert Putnam i 1993 sandsynliggjorde, at forskelle i ’social kapital’ – komplekset af tillid, normer og netværk der muliggør kollektiv handlen– er ansvarlige for at regeringsførelsen og levestandarden er så meget lavere i Syditalien end i Norditalien, eksploderede interessen for konceptet. En række studier har efterfølgende vist at mens beviserne for de gode virkninger af netværksaktivitet og normdannelser er svage og modstridende, har tillid, og i særdeleshed den sociale tillid til folk man ikke kender, en væsentlig indvirkning på så forskellige forhold som uddannelse, korruption, regeringsførelse, økonomisk vækst og personlig lykke. Danskerne kommer sammen med nordmænd og svenskere som oftest ud i undersøgelser som de mest tillidsfulde folk i verden. Med andre ord er tilliden sandsynligvis en del af forklaringen på, hvorfor en gruppe lande i en kold og relativt ufrugtbar udkant af Europa er blevet blandt verdens rigeste og lykkeligste.

Målt på andelen af en befolkning, der tilkendegiver at ”man kan generelt set stole på de fleste mennesker”, ligger de nordiske lande for i top med en score på 66 procent, skarpt fulgt af Finland, Holland, den engelsk-talende del af Canada og New Zealand. I Europa er bundskraberne at finde i Frankrig, Portugal og de tidligere kommunistiske lande, mens lande som Filippinerne, Peru og Brasilien kun har cirka fem procent, der lader forstå, at de stoler på andre mennesker de ikke kender.

En del af tillidsforskningen har derfor interesseret sig for, hvorfor nogle lande har tillidsfulde befolkninger mens andres næsten ingen tillid har til hinanden. Tidlig forskning mente, at social tillid kunne skabes gennem politik, men en række førende forskere er i de seneste år kommet til den erkendelse, at tilliden også har dybe, historiske rødder. Dette er udgangspunktet for et nyt forskningsprojekt der deles mellem Aarhus Universitet og Syddansk Universitet med det mål at undersøge, hvor langt tilbage i tiden, man konkret kan spore en særligt nordisk tillid.

Umiddelbart tyder meget på, at de nordiske lande og den nordiske kultur har været karakteriseret af en høj grad af tillid siden vikingetiden. For eksempel stammer ordsproget ’et ord er et ord’ efter alt at dømme fra vikingetiden, og en læsning af de nordiske sagaer afslører også, at man på den tid lagde stor vægt på aftaler og satte en ære i at holde løfter. En anden indikation er de mange ting, vikingerne var i stand til. Det har for eksempel været almindeligt anerkendt i tillidsforskningen siden Nobelpristageren Kenneth Arrows arbejde i starten af 1970erne, at langdistancehandel ikke kan foregå uden en vis beskyttelse fra enten et moderne retsvæsen eller noget, der virker tilsvarende. At danske og norske vikinger uden problemer kunne handle med England, Færøerne og Island, og svenske vikinger handlede fra Gotland og langt ned ad Volgafloden – som oftest uden at kende deres handelspartnere personligt – er derfor en anden indikation på de nordiske tillids- og ærlighedsnormer for tusinde år siden.

En tredje indikation kan findes i den aktivitet, vikingerne blev mest berømte – og berygtede – for: De store angreb over Nordsøen. Fra angrebet på klosteret i Lindisfarne i 793 til danskerne endeligt forlod England i 1100-tallet formåede danske og norske vikinger gang på gang at koordinere store angreb på mål langt fra deres hjem. Angrebet på London i 985 er et særligt eksempel på omfanget af disse aktiviteter, hvor danske vikinger sejlede op ad Themsen med ikke mindre end 93 langskibe, men allerede de tidligste overfald omfattede 40-50 større skibe. Ingen centralmagt formåede før renæssancen at organisere flåder af den størrelse, hvilket i stedet krævede at mange særinteresser kunne samarbejde om en både stor og risikabel aktivitet, og disse flåder repræsenterede dermed ikke blot massive investeringer, men også en bogstaveligt talt drabelig evne til at samarbejde mellem mange skibsejere og lokale høvdinge. En af de centrale indsigter fra tillidsforskningen er netop, at den slags samarbejde er langt mere sandsynligt og stabilt, jo større tilliden er mellem mennesker, der ikke er bundet af familiebånd og lokaltilhør. Sagt på en nutidig måde, er to århundreders konstant og omfattende flådeaktivitet og samhandel derfor et sandsynligt vidnesbyrd om sammenhængskraften i de nordiske vikingesamfund.

Det nye forskningsprojekts grundlæggende tese er således, at særlige vikingenormer, som man ikke finder andre steder end muligvis blandt den lille og lukkede gruppe Marghribi-jøder omkring Middelhavet, har overlevet op gennem tiden og er endt i den specielle ’Nordiske excellence’ som det skandinaviske tillidsoverskud kendes som. I nyere tid er det for eksempel sigende, at mens de store skandinaviske udvandringsbølger til Amerika foregik i midten af 1800-tallet, er danskeres, nordmænds og svenskeres efterkommere i USA i dag de klart mest tillidsfulde amerikanere, og de nordlige stater, de typisk bor i, er blandt de mest trygge og korruptionsfri områder i landet. De nordiske udvandreres efterkommeres tillid er derfor et vidnesbyrd om tilliden hos os for 150 år siden. Sådan er det også blevet i Norden, hvor retsvæsnet er i top, korruptionen i bund, den personlige lykke er tårnhøj, og hvor den nordiske tillid til andre menneskers ærlighed sandsynligvis forhindrer velfærdsstaten i at bukke under for sin egen vægt. Det hele se ud til at være grundlagt for århundreder siden.