Tag-arkiv: velstand

Fogh om Afrika, ulandsbistand og frihandel

Af Stanislaw, den 11. oktober 2005. 5 svar

Danmarks riges statsminister, Anders Fogh Rasmussen (AFR), er p.t. på besøg i Afrika. Besøget er startet i Tanzania – et af verdens absolut fattigste lande. Dette rejser naturligt en række spørgsmål om bl.a. ulandsbistandens effektivitet samt hvilke faktorer, der kan forklare, hvorfor så mange afrikanske lande fortsat i dag er ekstremt fattige. Jeg har før her på bloggen fremhævet den amerikanske økonom William Easterly som én, der ikke synger med på den sædvanlige sang om ulandsbistandens herligheder, og som ej heller blot antager, at flere ulandskroner (eller dollars, pund etc.) er løsningen på verdens – og i særdeleshed Afrikas – fattigdomsproblemer. I denne forbindelse var det ekstra interessant i dag at læse AFRs udtalelser refereret i Berlingske Tidende. Hvad er – efter AFRs vurdering – årsagerne til Afrikas fattigdom?

De unge selvstændige afrikanske lande tabte rigtig mange års udvikling på grund af socialistiske regimer og eksperimenter. Tanzania var en socialistisk et-parti-stat med tætte bånd til Øst-blokken – men er altså nu under udvikling


De afrikanske stater, der gennemfører reformer, de oplever gigantisk vækst. De lande, der stadig kører et lukket centralistisk system, de oplever hungersnød. For nu at sige det kort.

Statsministeren mener altså ikke, at fattigdomsproblemer blot løses ved at poste flere bistandskroner i hovedet på forskellige projekter. Snarere tyder det på, at AFR anerkender, at en stor del af forklaringen på Afrikas fattigdom er institutionel og skal findes i forhold som langstrakte perioder under socialistiske despoter, dårlig regeringsførelse, manglende beskyttelse af private ejendomsrettigheder etc. – hvilket alt sammen har bidraget til at fastholde mange af kontinentets lande i fattigdom. Samtidig fremhæver statsministeren frihandel og åbne markeder som vejen frem, hvis de afrikanske lande skal generere højere økonomisk vækst.

Hovedproblemet i Afrika er, at man har åbnet økonomien for sent.

Det er vanskelligt at være uenig i betydningen af frihandel og åbne markeder (samtidig med at det som liberal er rart at høre, at AFR ikke er konverteret fuldstændigt til socialdemokratismen). Lad os også her følge AFRs diagnose og løsningsforslag op med en opfordring til statsministeren (og regeringen) om at kæmpe ekstra hårdt for at afskaffe EUs handelsbarrierer og landbrugsstøtteordninger, som er særdeles skadelige for frihandel.

Så er den gal igen-igen!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. oktober 2005. 8 svar

Så er det på tide, at Dansk Folkeparti ruster sig til kamp med en nyt mistillidsvotum mod regeringen!  En farlig ultraliberal hulemand forklædt som velfærdsstatsminister Anders Fogh Rasmussen blev tirsdag omkring frokost set på Folketingets talerstol, hvor han fremførte dette uacceptable forsvar for, at det skal være muligt for nogen at ophøre med at forblive helt lige i forhold til andre, og ovenikøbet påstod–uden dokumentation fra Socialforskningsinstituttet!–at der kunne være positive økonomiske konsekvenser heraf:

“Det skal altid kunne betale sig at arbejde og gøre en ekstra indsats. Det giver et dynamisk samfund. Det giver et velstående samfund. Og jo mere vækst og velstand vi har, desto bedre muligheder har vi for at hjælpe dem, der har brug for hjælp. Det har hele tiden været regeringens politik. Og det fortsætter med at være regeringens politik.”

Disse farlige udtalelser minder på foruroligende vis om, hvad socialministeren kom for skade kortvarigt at mene fornylig.  Vi forventer, at DF omgående insisterer på, at velfærdsstatsministeren snarest muligt irettesætter sig selv.

Politikens konkurrencedygtighed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 29. september 2005. 2 svar

Dagbladet Politiken har en af den slags historier, som danskerne elsker–at andre siger, at vi er rigtigt dygtige–og en af den slags, som bladets foretrukne læsere elsker endnu mere–at en stor offentlig sektor er løsningen på alt.

Specifikt har avisen en historie, der fortæller, at World Economic Forum i sin årlige opgørelse siger, at vi har en af verdens mest konkurrencedygtige økonomier.  Og pudsigt nok har Politiken også fundet en økonom, der kan give en forklaring på dét, som er i bemærkelsesværdig overensstemmelse med en af avisens nylige ledere: At det er på grund af–ikke på trods af–et højt skattetryk, at vi er konkurrencedygtige.  Åbenbart leder højere afgifts- og skattetryk slet ikke til højere lønudgifter, og det offentlige bruger jo generelt ressourcerne langt mere kløgtigt, end forbrugere og investorer selv ville kunne finde ud af.

Men næste gang man vil researche dette emne kunne Politikens redaktions mange akademikere evt. læse noget andet end Zizek, Negri, Naomi Klein m.fl.–f.eks. denne undersøgelse af de svenske økonomer Stefan Fölster og Magnus Henrekson (der kom i European Economic Review, 2001).  De finder, at højere offentlige udgifter i velstående lande associerer med lavere økonomisk vækst.  Barro (som vi nævnte i går) fandt noget lignende i sit autoritative værk på området, Determinants of Economic Growth (1997).  Senest (2004) har Peter Gordon og Lanlan Wang observeret, at enhver positiv effekt af en stor ofentlig sektor synes at forsvinde, når man statistisk kontrollerer for graden af økonomisk frihed.  Om ikke andet så kunne Politikens journalist måske også bemærke, at USA, Schweiz, Singapore og Australien også er på top-ti listen–hvilket vel antyder, at der “lissom” er tale om andet end et højt skattetryk som værende det vigtigste.

PS. Division of Labour-bloggens Larry White er heller ikke enig med Politiken (eller rettere: med WEF).  Som han siger i en post, virker det som om, man har defineret sig til, at en stor offentlig sektor er god–og iøvrigt er det absurd at måle konkurrencedygtighed abstrakt.  F.eks. er Finland ikke særligt konkurrencedygtigt m.h.t. fremstilling af vin og bananer …

Barro om lighed, ulighed og vækst

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. september 2005. 2 svar

Mens størstedelen af Danmarks ånds-, erhvervs- og politiske liv i den forgangne uge slog syv politisk korrekte kors for sig selv og bedyrede, at stigende ulighed var fuldstændigt uacceptabelt (selv hvis det var til gavn for alle, inkl. de svagest stillede)–“for vi har jo en konsensus om, at vi jo ikke skal have amerikanske tilstande!”–havde Berlingske Tidende som eneste danske medie overvejet at spørge verdens formodentlig førende ekspert udi økonomisk vækst, Harvard-professoren Robert Barro, hvad han mente om emnet.

Det kom der et kort interview ud af–som pudsigt nok fik beskeden opmærksomhed i de medier, hvor journalisterne havde mere travlt med at interviewe hinanden om “sagen”.  Men de mere akademisk interesserede kunne jo evt. med fordel læse Barros meget citerede fagøkonomiske artikel om emnet: Barro, R.J. (2000). Inequality and growth in a panel of countries. Journal of Economic Growth 5: 5-32.  Den findes her i en lidt tidligere manuskriptudgave.

Hvad konkluderer han?  Dette er sammendraget:

“Evidence from a broad panel of countries shows little overall relation between income inequality and rates of growth and investment.  However, for growth, higher inequality tends to retard growth in poor countries and encourage growth in richer places.  The Kuznets Curve–whereby inequality first increases and later decreases during the process of economic development–emerges as a clear empirical regularity.”

Min egen holdning er, at der er god grund til dette mønster, men at det næppe skyldes lighed/ulighed som sådan.  Det er svært at se, at fordelingen af goder mellem mennesker isoleret set skulle betyde det store for væksten; der er til gengæld gode grunde til at tro, at graden af frihed betyder noget for væksten, og at væksten så har Kuznets-agtige effekter for fordelingen.  For dem, der derfor er interesserede i nogle tanker om dén sammenhæng, samt referencer til survey-artikler om emnet, er der bl.a. denne analyse–og lad os ikke glemme denne survey-artikel om økonomisk friheds fordele af den fortrinlige svenske økonom Niclas Berggren (som mig bekendt læser denne blog …!).

Så næste gang Martin Krasnik eller en anden siger, at alt dette er et rent ideologisk spørgsmål uden dokumentation …

Ugens citat: Steyn om lig, Tyskland & euro-velfærd

Af Redaktionen, den 21. september 2005. 2 svar

Vores med-pundiokrat Mr. Law har henledt Punditokraternes opmærksomhed på Mark Steyns farverige status i The Telegraph over det tyske valg og den europæiske velfærdsstat:

“If you want the state of Europe in a nutshell, skip the German election coverage and consider this news item from the south of France: a fellow in Marseilles is being charged with fraud because he lived with the dead body of his mother for five years in order to continue receiving her pension of 700 euros a month.

She was 94 when she croaked, so she’d presumably been enjoying the old government cheque for a good three decades or so, but her son figured he might as well keep the money rolling in until her second century and, with her corpse tucked away under a pile of rubbish in the living room, the female telephone voice he put on for the benefit of the social services office was apparently convincing enough. As the Reuters headline put it: “Frenchman lived with dead mother to keep pension.”

That’s the perfect summation of Europe: welfare addiction over demographic reality.

Think of Germany as that flat in Marseilles, and Mr Schröder’s government as the stiff, and the country’s many state benefits as that French bloke’s dead mum’s benefits. Germany is dying, demographically and economically. Pick any of the usual indicators of a healthy advanced industrial democracy: Unemployment? The highest for 70 years. House prices? Down. New car registration? Nearly 15 per cent lower than in 1999. General nuttiness? A third of Germans under 30 think the United States government was responsible for the terrorist attacks of September 11.”

Læs selv resten af den underholdende og deprimerende analyse.

Det skal (ikke) kunne betale sig at gøre en ekstra indsats

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. september 2005. 9 svar

Der var engang, hvor det at være borgerlig var stort set synonymt med synspunkter som, at “pengene ligger bedst i borgernes lommer”, “frihed og ansvar hører sammen”, “det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats”, o.s.v.  Nuvel, måske ikke sofistikeret eller svært forståeligt som en Habermas, en Heidegger eller en Foucault, men så meget desto mere udtryk for sund snusfornuft.  Common sense.

Men, hov … Hvis det skal kunne “betale sig at gøre en ekstra indsats”, så må dette være i forhold til ikke at gøre en indsats.  Med andre ord, det skal kunne betale sig, at man—den, der gør en ekstra indsats—er knap så meget “lige” med dem, der ikke gør en indsats, som man ellers ville være.  Det må jo så uvilkårligt være i modstrid med et princip om, at “uligheden” partout ikke må øges.

Men sådan er det åbenbart ikke mere.  Tag nu f.eks. “Venstre, Danmarks Liberale Parti”.  Her er det tilsyneladende partiformanden–—statsministeren–—som fra dag til dag bestemmer, hvad partiets principielle menneskesyn er; det er (siger han på pressemøder), hvad han siger (i landsmødetaler).  Det er i hvert fald tilsyneladende ikke, hvad der i partiets principprogram står anført som principper.  Det er heller ikke, hvad beskæftigelsesministeren siger, beskæftigelsespolitikken er.  Og det er da slet ikke, hvad erhvervslivet siger, der er fornuftigt.  (Og selvom de har glemt det, så er det godt nok heller ikke, hvad der står i Dansk Folkepartis principprogram.)

De må alle straks kaldes til orden—ligesom socialministeren.  For, hvad var det nu lige socialminister Eva Kjer Hansen sagde forleden?  Sagde hun, at fattige skulle have det dårligt?  At det var et mål?  Det hun sagde var:

“»Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode,« siger Eva Kjer Hansen. …

»Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige. Vi ønsker økonomisk vækst i samfundet, og hvis der er mennesker, der har ideerne, energien og initiativet til at skabe vækst og blive stenrige – som for eksempel den unge Janus Friis, der netop er blevet milliardær ved at sælge sit firma, Skype, så er det alle tiders. Uligheden kan være med til at skabe dynamik i samfundet. Vi skal bare huske at behandle de dårligst stillede godt med de sociale ydelser, vi har«.
Betyder det, at spændet mellem de bedst og de dårligst stillede i samfundet gerne må blive større, end det er nu?
»Ja. For hver gang der er fremgang og lønstigninger for folk, det går godt, smitter det af på folk, der er på overførselsindkomster via den takstregulering af overførslerne, som vi har i Danmark. Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det«.
Men overførselsindkomsterne stiger ikke i samme takt som lønmodtagernes indkomster?
»Nej, men de stiger i et tempo, der sikrer, at de dårligst stillede i Danmark altid vil have et ordentligt forsørgelsesgrundlag til sig selv og deres familie. Det er det centrale. Ingen siger, at der skal være præcis den samme stigningstakt for alle grupper i samfundet. Så bliver der for lidt dynamik«.
Regeringen har inden for de seneste år gjort indkomstforholdene dårlige for de økonomisk dårligt stillede, eksempelvis ved at indføre et loft over indkomster for folk på kontanthjælp. Hvordan hænger det sammen med målsætningen om ikke at forringe de dårligst stilledes økonomiske forhold?
»Det handler om at sikre nogle fair og rimelige mekanismer ved at sætte indtægten på eksempelvis kontanthjælp i et rimeligt forhold til indtægten på mindsteløn. Der er det vigtigt, at der er en økonomisk gevinst at hente ved at gå på arbejde. Vi har lavet loftet, så det bedre kan betale sig for kontanthjælpsmodtagere at gå på arbejde«.
De fleste danskere er vokset op med grundopfattelse, at det danske samfund er bygget op omkring lighedsidealer. Gælder det stadig?
»Vi skal stadig have lighed i den forstand, at alle skal have de samme muligheder, eksempelvis i uddannelsessystemet. Men hvis folk klarer sig forskelligt bagefter, og det betyder, at afstanden mellem de rigeste og de fattigste øges, må det være sådan. Man skal bare stadig – huske, at der skal være et ordentligt sikkerhedsnet under de svageste, og det er der«. (JP 18-09-2005)

Dette lyder faktisk som lige ud af en John Rawls’ arbejder snarere end Milton Friedmans eller F.A. Hayeks.  Og er det i voldsom modstrid med Venstres ganske socialliberale udgave af liberalismen?  Hvad står der i Venstres principprogram?  Her står bl.a.:

“Fællesskabet mellem mennesker bliver stærkest, når det enkelte menneske får størst mulig frihed til at stræbe efter et godt liv. Derved skabes værdier, som kan komme fællesskabet til gode. Den, der kan klare sig selv, har en forpligtelse til at bistå den, der ikke kan – privat og gennem samfundets indsats. …

Ægte social tryghed og velstand forudsætter en stor privat produktion, som kan finansiere velfærden. …Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor. Venstre vil konsekvent bruge væksten i den private sektor til lavere skatter frem for til højere offentlige udgifter. Fremgang i et samfund forudsætter, at det kan betale sig at arbejde, at spare op, at investere og at løbe en risiko. Derfor skal samfundet være sådan indrettet, at det overalt stimulerer privat initiativ og selvstændighed.

Venstre ønsker en fri markedsøkonomi – både fordi den mest effektivt kan opfylde menneskers individuelle ønsker og behov, og fordi den enkelte har en grundlæggende ret til frit at handle og indgå aftaler med andre mennesker. Den fri markedsøkonomi sikrer den dynamik og fornyelse i samfundet, der giver vækst i såvel materielle som ikke-materielle værdier. “

Hvis man skal vælge mellem de to principper—at det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats, og at det skal ikke kunne—hvilket et er det så lige, at Venstre og statsministeren er tilhængere af?

Globale Utopier

Af Stanislaw, den 18. september 2005. 3 svar

I den seneste tid er vi nærmest konstant blevet bombarderet med påmindelser om de gode intentioner og flotte målsætninger, som verdens politiske ledere, internationale organisationer, mere eller mindre celebre udviklingseksperter og selvbestaltede verdensfrelsere (inkl. naturligvis ham her) har m.h.t. at udrydde global fattigdom og underudvikling. Blandt de midler, vi i den rige verden tilsyneladende bare skal anvende for at leve op til disse målsætninger, er gældsfrigivelse til de mest gældsplagede fattige lande og en fordobling (eller mere) af de rige landes bistand til de fattige lande. Det lyder jo som en overkommelig opgave, ikk’? Som tilmed har den effekt, at verdens fattigdom og elendighed bliver udryddet i løbet af en generation eller så – hvis altså vi skal tro udviklingsutopisterne. Men men men…. er der nu også grund til virkeligt at tro, vi kan omfordele os ud af verdens fattigdomsproblemer? I et indlæg (kan findes her og her) i den seneste udgave af Foreign Policy advarer den amerikanske økonom William Easterly kraftigt imod troen på, at utopiske politiske og bureaukratiske planer kan løse verdens fattigdomsproblemer.

“Indeed, we have seen the failure of what was already a “big push” of foreign aid to Africa. After 43 years and $568 billion (in 2003 dollars) in foreign aid to the continent, Africa remains trapped in economic stagnation…”

Givet disse erfaringer er spørgsmålet: Hvis øget ulandsbistand er et så fremragende middel til at udrydde fattigdom og give fattige lande et stort skub i den rigtige retning, hvorfor har det så ikke virket efter hensigten indtil nu?  Som Easterly skriver – og modsat af hvad Bono, Bob Geldof, Tony Blair, Jeff Sachs og andre måtte mene – så tyder erfaringen indtil nu på, at økonomisk omfordeling ikke fører til udryddelsen af global fattigdom. Men hvorfor så det?

“With all the political and popular support for such ambitious programs, why then do comprehensive packages almost always fail to accomplish much good…?”

Svaret er – det for nogle af os ikke så overraskende: “They get the political and economic incentives all wrong”. Eller som Easterly (med reference til Steven Landsburg) formulerer det i sin fremragende bog “The Elusive Quest for Growth“: “People respond to incentives; all the rest is commentary”. Blandt de konkrete incitamentsproblemer i bistandspolitikken er, at ingen organisation har et konkret individuelt ansvar for at føre de gode intentioner ud i livet; ansvaret er kollektiviseret. Og som Easterly skriver:

“Collective responsibility for world goals work about as well as collective farms in agriculture, and for the same reason. To make things worse, utopian-driven aid packages have so many goals that it weakens the accountability and probability of meeting any one goal.”

Hvilke konsekvenser har det for UNDP eller andre organisationer i godhedsindustrien, hvis de såkaldte “Millennium Development Goals” ikke bliver opfyldt? Formentlig ingen – whatsoever…! Og af hvilken konsekvens er det for Blair, Brown og andre vestlige politikere, hvis ikke målene opnås? Igen har det ingen konsekvenser; folk fra fattige lande har som bekendt ikke stemmeret i vesten, og kan ikke straffe velmenende vestlige politikere for ikke at levere varen.

Men lad os så kigge på, hvordan tingene fungerer i den del af verden, der er beriget med økonomisk velstand. Også her leverer Easterly en indsigtsfuld (og ret underholdende) analyse:

“The various needs of the rich are met easily enough by a system of decentralized markets and democracy which utilize feedback from the customers and accountability of the suppliers. Rich middle-aged men can buy Rogaine to grow hair on their heads, while women can buy Nair to get rid of hair on their legs. No Millennium Development Goal on Body Hair was necessary. The Rogaine and Nair corporations are accountable to their customers for satisfaction. If the customers don’t care for the products, the corporations go out of business… Similarly, men and women in wealthy countries can complain to democratically accountable bureaucrats and politicians if garbage collectors do not pick up their discarded Rogaine and Nair bottles”.

Pointen:

“The problems of the poor nations have deep institutional roots at home, where markets don’t work well and politicians and civil servants aren’t accountable to their citizens. That makes utopian plans even more starry-eyed, as the “big push” must ultimately rely on dysfunctional local institutions.”

En ting er altså gode intentioner, flotte taler og ærværdige planer. Problemet er blot, at de dels ikke tackler de “Principal-Agent” problemer, der opstår i forbindelse med ulandsbistand og dels, at de ikke tackler de underliggende institutionelle årsager til fattigdom og økonomisk stagnation. Hvis målet er at udrydde fattigdom og skabe økonomisk vækst, er frie markeder, sikre og velbeskyttede private ejendomsrettigheder og en dosis demokrati uden tvivl en bedre løsning.

Om Trads, Cuba & juhu-liberalisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. september 2005. 6 svar

Informations fhv. chefredaktør, David Trads, havde 16.9. et læserbrev i Berlingske, hvori han skarpt kritiserede min kronik fra søndagen før (og som jeg også omtalte her på stedet).  Her er først et uddrag af, hvad han skrev, og derefter mit svar:

“De nuancer, som jeg forsøgte at bringe ind, prellede selvfølgelig af på Peter Kurrild-Klitgaard, der tilhører den gruppe af mennesker, der mener, at liberalisme og kapitalisme alene er nøglen til verdens frelse. Denne gammeldags holdning kom også til udtryk i hans opfattelse af, hvordan man definerer levestandard, fordi han nøjes med at måle rigdom i bruttonationalprodukt per indbygger. På den måde bortfejer han mit argument om, at Cuba har klaret sig eksceptionelt godt siden revolutionen. Øens BNP per indbygger er kun på godt 3.000 dollars, noterer PKK.
Mere interessant er det at se på FNs opgørelser over levestandard – det såkaldte Human Development Index, som tager højde for en række andre faktorer som gennemsnitlig levetid, adgang til uddannelse, graden af alfabetisme, mulighed for sundhedsbehandling etc. Listen toppes af Norge, mens Danmark er nummer 14. Cuba er nummer 52 – pænt foran Brasilien, Colombia, Venezuela, Rusland, Rumænien, Thailand, Saudi-Arabien, Kina og Tyrkiet.
Hvis man nøjes med Kurrild-Klitgaards simple opgørelse af levestandard, så er eksempelvis saudi-arabernes BNP per indbygger fire gange så høj som cubanernes. Enhver kan gennemskue, at det skyldes en kolossal forskel mellem rig og fattig i Saudi.
Antallet af ekstremt fattige skal oftere findes i store fattigdomslommer i lande, der måske godt kan have pæne udviklinger i BNP – eksempelvis i Kina, Bangladesh og Indien.
To milliarder mennesker lever ifølge FN for under to dollars om dagen. Alle tal viser det samme – nemlig at den ekstreme fattigdom vokser, og at uligheden mellem de rigeste og de fattigste øges år for år. I de rige OECD-lande har ingen lande oplevet samlet negativ vækst i de seneste ti år – det har derimod hvert tredje land i Afrika og Arabien samt hver tiende land i Latinamerika.
Det er samtidig her, at den interne ulighed vokser. Derfor, Kurrild-Klitgaard: Din tro på, at liberalisme alene kan løse ulighed, er grundløs – i stedet for de helt frie markedskræfter er der behov for øget solidaritet.”

Og her er så mit svar, der udgjorde min faste, roterende lørdags-klumme i går:

“David Trads kritiserede i et læserbrev 16.9. min kronik fra 11.9., hvori jeg havde kommenteret hans dyrkelse (5.9.) af den maoistiske terrorist og morder Che Guevara og lovprisningen af diktaturet Cuba som et samfundsøkonomisk forbillede. I sin kronik hævdede Trads, at Cuba havde den højeste levestandard i regionen; da jeg gjorde opmærksom på, at landet faktisk har et langt lavere BNP pr. indbygger end de fleste lande i området, fortæller han os nu, at det er et »gammeldags« mål for levestandard. Det er ganske vist det ældste – men det er også fortsat det, som verdens nationer og internationale organisationer anvender dagligt som dét, der lettest og bedst giver mening. Trads mener derimod, at man i stedet skal anvende FNs Human Development Index, som er et indeks, hvori man inkluderer en række forskellige, lidt tilfældigt og ikke helt objektive mål for, hvor udviklet et samfund er. Den målestok har bestemt også visse kvalifikationer – men den har også det problem, at den er ekstremt afhængig lige præcis af, hvad man putter i indekset.
Men hvis Trads foretrækker at anvende FNs indeks, så er det sådan set fint med mig for nærværende. For det første viser det nemlig mere, end hvad Trads fortæller læserne. Han fortæller blot, at Cuba ligger godt i dette indeks (som nr. 52); hvad han forholder os er, at Cuba heller ikke efter denne målestok er det førende af de latinamerikanske lande (som først påstået). Faktisk ligger landet, når det gælder menneskelig udvikling, efter lande som Argentina, Chile, Uruguay og Costa Rica og blot på niveau med Mexico og Panama.
For det andet var netop dette indeks for menneskelig udvikling omtalt i den forskningsrapport, som CEPOS er medudgiver af, og som jeg henviste til i min kronik. Her kunne Trads på side 25 have set, at der er en endog meget klar, positiv sammenhæng mellem, hvor megen økonomisk frihed der er i et samfund, og hvor godt det pågældende land ligger i indekset. Mere markedsøkonomi tenderer i retning af en højere score på udviklingsindekset (som går fra 0 til 1). Den femtedel af verdens lande, der har størst økonomisk frihed, scorer i gennemsnit 0,9 i »menneskelig udvikling«; den femtedel af verdens lande med mindst økonomisk frihed får i gennemsnit en score på 0,5.
Hvis David Trads nu har lyst til igen at finde en anden målestok, der kan vise, at markedsøkonomi er skidt for mennesker, og at castroistisk planøkonomi er godt for dem, skal han være velkommen. Men lad mig indtil da tage forskud på varerne: FN laver også et årligt fattigdomsindeks, som måler, i hvilket omfang et lands borgere mangler visse basale fornødenheder. Her er der også en klar sammenhæng, om end den er negativ – dvs. jo mere markedsøkonomi, desto mindre mangler borgerne disse basale fornødenheder. Blandt den femtedel af verdens lande med mest økonomisk frihed mangler 15,7 pct. af borgerne disse af FN opstillede fornødenheder; i den femtedel med mindst økonomisk frihed er det 37,4 pct. Er Trads fortsat ikke overbevist, kan jeg kun henvise – igen – til ovennævnte rapport, som viser samme tendenser, når det gælder forventet levealder, fravær af børnedødelighed, fravær af børnearbejde, andel beskæftigede, mangel på analfabetisme, adgang til rent vand, fravær af korruption, tilstedeværelse af demokrati og beskyttelse af borgerrettigheder, osv., osv. På alle disse punkter er det verdens frieste økonomier, der klarer sig bedst, og de mest planøkonomiske der klarer sig dårligst.
David Trads føler det åbenbart nødvendigt at klistre en etiket som »juhu-liberalist« på mig. Det siger selvfølgelig en del i sig selv, at man griber til den type retorik, og jeg skal i hvert fald afholde mig fra at finde skældsord frem, som man kunne klistre på en person, der hylder en seriemorder som en »helt«, og som lovpriser en marxistisk planøkonomi af den type, der altid kun har resulteret i fattigdom og fornedrelse. Men ret beset har jeg faktisk ikke meget imod at blive kaldt »juhu-liberalist«, hvis det betyder én, der jubler over de bidrag til civilisation og livskvalitet, som kombinationen af personlig frihed, fri markedsøkonomi og en retsorden med retssikkerhed og begrænset statsmagt gennem tiderne har medført.”

Økonomisk frihed: Danmark som Nordens Hong Kong?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. september 2005. 2 svar

Idag udkom den årlige udgave af Economic Freedom of the World indekset, som udgives af Economic Freedom Network, der består af mere end 60 tænketanke og institutioner verdenover.  Det har de sidste to år været nærværende punditokrat, der har været den danske kontakt, og siden sidste år har CEPOS været koblet på som den danske organisation.

Jeg havde i dagens anledning lavet et lille notat, “Økonomisk frihed, vækst og velstand: Et dansk perspektiv”, som jeg præsenterede ved et frokostsymposium hos CEPOS.

Blandt de mere løsslupne strøtanker deri var, at Danmark ikke behøver at se til f.eks. Hong Kong eller USA for at blive verdens frieste økonomi: Lader man sig inspirere af Island, Finland, Irland og Schweiz, ville vi uden videre kunne konkurrere om 1. pladsen med Hong Kong.  Det ville givetvis have konsekvenser for væksten og dermed for levestandarden.  (Se pressemeddelelsen her.)

CEPOS har iøvrigt links til selve EFW2005-rapporten, min præsentation og andet godt her.

Update: Jeg har søndag kronik i Berlingske Tidende, hvori Ché Guevara ganske vist bliver blandet ind, men som egentlig handler om frihedsindekset …

De svageste må betale …

Af Dr.Mephisto, den 26. august 2005. 7 svar

Roald Als har gjort det igen. Forsiden af Politiken den 26. august viser Thor Pedersen bade sig i penge som en anden Joakim von And, mens en fattig, bedrøvet pensionist giver en skærv. "Nogen skal jo betale gildet," siger Venstre-vikingen hånligt.

Roald Als er både en af de bedste og en af de mest dødkedelige bladtegnere. I sine gyldne øjeblikke spidder han magthaverne – som da han i 80'erne tegnede Schlüter-regeringens ministre med en taburet klistret bagpå. I sine mest åndssvage perioder ligger han på maven for den dummeste og mest primitive socialisme. Det er, som om han forsøger at vippe DKP-tegneren Herluf Bidstrup af pinden.

Regeringen har lige præsenteret alle tiders mest omkostningskrævende finanslov (set fra et skatteyderperspektiv). Og de eneste besparelser er småtterier i den store sammenhæng. Det gælder især de to besparelsesforslag på boligstøtten.

Det første forslag går ud på at omdefinere aldersgrænsen for børn fra 23 til 18 år. Hidtil har hjemmeboende børn talt med i beregningsgrundlaget for boligsikringen i adskillige år efter, at myndighedsalderen indtrådte.

Det andet forslag går ud på at beregne boligydelsen til pensionister i forhold til pensionisternes faktiske udgifter. I dag lægger man automatisk 5000 kr. ekstra ind i beregningsgrundlaget – altså fiktive udgifter.

Kort sagt: Regeringen vil ikke længere bruge penge på børn, som ikke er børn, eller give støtte til udgifter, som ikke er afholdt. Heraf ramaskriget fra Politiken, Enhedslisten – og alle de andre, som holder af Politikens nye slogan: "Venstreorienteret propaganda".

Regeringen skældes ud, selvom den har hoppet på tungen for ikke at genere nogen. Ingen "svag" skal betale noget som helst. Enkelte danskere få lidt mindre i tilskud – fordi man standser tilskud til fiktive udgifter. Og oven i købet skal de nye besparelser slet ikke gælde dem, der modtager midler i dag.

Faktisk er besparelerne så små, at man kan spørge sig selv, hvorfor regeringen overhovedet gider alt det besvær for nogle sølle hundrede millioner. En nærliggende forklaring er ideologi. Men det klinger hult i en tid, hvor (borgerlig) ideologi er lagt i kummefryseren. Til gengæld fejler bogholderideologien ikke noget.

Vinder man valg med den?

Ugens citat: Posner om indvandring, terror & velfærd

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. august 2005. 3 svar

I en tid, hvor spørgsmål om indvandring, terror og velfærdsstat synes at kunne slå skår i de fleste private samtaler og offentlige alliancer, kan man med fordel læse de to kloge hoveder på Becker-Posner Blog. Her er dommer Posners konkluderende perspektiv:

"Advocates of the European model point to the pockets of poverty in the United States, but may not realize that poverty cannot be abolished without recourse to measures that produce the social pathologies that we observe in Europe. Social mobility implies the opportunity to fail. If society protects jobs, the employment opportunities of ambitious newcomers are reduced and they may end up at the embittered margin of society. Thus, it is not poverty that breeds extremism; it is social policies intended in part to eradicate poverty that do so, by obstructing exit from minority subcultures. If Muslims in European societies do not feel a part of those societies because public policy does not enable them to compete for the jobs held by non-Muslims–if instead, excluded from identifying with the culture of the nation in which they reside they perforce identify with the worldwide Muslim culture–some of them are bound to adopt the extremist views that are common in that culture. The resulting danger to Europe and to the world is not offset by long vacations."

Og her er Nobelprisvinder Beckers perspektiv samme sted.

Afrika – Steyn Rocks

Af admin, den 5. juli 2005. 1 svar

Som tidligere nævnt er tirsdag Steyndag i The Telegraph, og i dagens klumme, What rocks is capitalism, tager han fat på indsamlingen til Afrika. Det er et svært emne, da behovet for hjælp til Afrika er så indlysende, men hans pointe er så meget desto mere vigtig: det handler ikke bare om at sende penge, det handler om at bruge dem rigtigt.

Rockstjernerne forstår selv at udnytte markedsøkonomien til at blive fabelagtigt rige og undgå for meget nærkontakt med skattefar; de burde lade afrikanerne få samme chance.

En smagsprøve, men læs selv:

The system that enriched them could enrich Africa. But capitalism’s the one cause the poseurs never speak up for. The rockers demand we give our fokkin’ money to African dictators to manage, while they give their fokkin’ money to Winthrop Stimson Putnam & Roberts to manage. Which of those models makes more sense?

Vækst og moral?

Af Igor, den 2. juli 2005. Skriv et svar

Hvad er økonomisk vækst egentlig godt for? I en dansk sammenhæng er vi en generation, der er blevet indpodet, at økonomisk vækst udelukkende er godt for de rige – og at økonomisk vækst bidrager til at uddybe forskelle mellem rige og fattige. Økonomisk vækst er med andre ord ikke noget, der bidrager til meget andet end at reproducere de “uretfærdige” strukturer, som kapitalisme genererer.

Benjamin M. Friedman, der er professor i økonomi ved Harvard, stiller i det nyeste nummer af Atlantic Monthly, præcis det spørgsmålet; hvad er økonomisk vækst egentlig er godt for? Og han giver det – for en økonom – ret overraskende svar, at økonomisk vækst har moralske konsekvenser. Samfund, der oplever økonomisk vækst, er således samfund, hvor der er større tolerance overfor alternative måder at leve sit liv på og hvor der er mindre racisme, sammenlignet med samfund, der oplever økonomisk stagnation.

Abendlandsteoretikere og planøkonomer – som Danmark har så rigeligt af – står derfor overfor en mægtig opgave, hvis de fortsat vil overbevise os om, at vores kultur er under pres, fordi de “fremmede” opfører sig udansk eller hvis de vil påstå at omfordeling er måden, hvorpå tolerance skal sikres ? forudsat at den danske økonomi, bliver sluppet til løs til vækst forstås.

Den europæiske syge–set fra Vest

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. juni 2005. 2 svar

De franske og hollandske folkeafstemninger om EU-forfatningstraktaten har fået amerikanske kommentatorer til at se nærmere på, hvordan det egentlig går i Europa, når man sammenligner med USA. Det er et emne, vi kan lide.

Men de kan ikke lide, hvad de ser. De ser–ligesom Rumsfeld, der talte om et "Old Europe" og et "New Europe"–et kontinent, der er ramt af det samme, som man for en generation siden kaldte "den engelske syge". Stagnation, højere ledighed, kombineret med højere skatter og mere regulering.

Forskellene i udvikling mellem USA og Europa har været påfaldende i to årtier, men man behøver såmænd ikke at se længere end en lille bitte tabel fra Wall Street Journal forleden for at bemærke, at der ikke kun er tale om et fortidigt fænomen:

Two Economic Models: Rates for 2003-05 (1Q)
                    U.S.  EU    

Unemployment 5.6% 8.7%
Growth           3.7% 1.5%
Source: OECD

"Vissevasse!" kunne man sige. "Hvad er en forskel på 2 pct. mellem venner?" Et enkelt år: ikke så meget. Længere tid: ganske meget. Lad os se på to personer, A og B, der i år 0 begge har en indkomst på 200.000 kr. Men i de kommende år vokser A's indkomst med 3,7 pct. om året, mens B?s vokser med 1,5 pct. Efter ti år tjener A ca. 287.000, men B tjener synligt mindre, ca. 232.000 kr., om end dog kan følge med lidt. Efter 18 år–den tid, det tager et lille barn at blive voksen–tjener B kun 2/3 af A (ca. 261.000 kr. mod 385.000 kr.). Efter 33 år er A's indkomst det dobbelte af B's (663.000 kr. mod 327.000 kr.).

Så uanset hvad nogle siger, er det tilsyneladende størrelsen, det kommer an på! WSJ argumenterer i en leder om emnet for, at det netop er disse forskelle i vækst, der nu får europæerne til i utilfredshed at "nikse" EU-forfatningen:

"No one knows for sure to what extent economic anxiety influenced the decisive "Non!" by French and Dutch voters against the new European Union Constitution this week. But one thing is certain: The French and much of the rest of the European Union have much to be economically anxious about.

The French unemployment rate has hovered around 10% for nearly a decade, and almost half of the jobless have been out of work for at least a year. If the U.S had an unemployment rate as high as France, there would be about six million more non-working Americans–the equivalent of placing every worker in Michigan on the jobless rolls.

Our point here isn't to engage in gratuitous French-bashing. The truth is that the economic anemia afflicting France has become the standard bill of health to varying degrees in virtually all of the nations of Old Europe, particularly Germany and Italy. Once upon a time the intellectual elites in Europe and the U.S. trumpeted the economic accomplishments of European social welfare state policies. Today the conclusion is nearly inescapable that this economic model simply doesn't work to create jobs, wealth or dynamism. …

[The] U.S. has substantially outperformed Old Europe in wealth and job creation. The economic growth rate of the European Union nations since 2003 has limped along at about half that of the U.S. In the 1980s and '90s the U.S. created about 40 million new jobs; Western Europe created some 10 million, well over half of which were in the public sector. If this divergence in economic performance continues for 40 years, the American worker will be roughly twice as wealthy as his European counterpart."

WSJ argumenterer videre, at forskellene ultimativt skyldes Europas mere udprægede tendens til centralisme og styring:

"The Europeans have created a vast constellation of domestic policy interventions that are cloaked in the seductive rhetoric of compassion, fairness and cultural sophistication. These policies include highly generous welfare benefits for the unemployed; state ownership and subsidy of key industries (such as Airbus); rules that make it difficult to hire and fire workers; prohibitions against closing down plants; heavy protections of labor unions against competitive forces; mandatory worker benefit packages that include health insurance, child care allowances, paid parental leave, four to six weeks of vacation; shortened work weeks; and, alas, high taxes on business and labor to pay for these lavish benefits. In sum, European nations penalize work and subsidize non-work, and, no surprise, they have gotten a lot of the latter and far too little of the former. By contrast, the U.S. model–allegedly cruel and "laissez-faire"–has done much better both by economic growth and worker opportunity. ..

Og det handler også om EU:

"We have consistently supported European integration, especially the liberalizing and efficient force of the euro. But most of the economic maladies that face France and Germany today are incidental to whether the EU itself gains or loses power in the months and years ahead. In many ways the European Union has always been the right answer to the wrong question. The common market was originally established with economic goals in mind: to reduce trade barriers (which has been a good thing), followed years later by a single, stable currency (another good thing).

But the Brussels bureaucracy has to this day purposely ignored the Continent's central ailments: high tax rates, bloated welfare benefits and industrial policies that pick winners and losers, usually the latter. Those topics are essentially taboo in Brussels, which has pursued an economic "harmonization" strategy in part to inhibit the benign impact of tax cutting and tax competition among member countries by creating a de facto multi-state cartel. The nations that have prospered the most in recent years–Ireland in the 1990s, now the nations of Central Europe–are those that have resisted the harmonizing orders. Europe is now paying a high price for this failed experiment with welfare state socialism. Today's populist revolt against economic integration in France and Germany suggests that these nations remain mysteriously impervious to the need for change."

I New York Times (der næppe kan kaldes et loyalt redskab for Bush-administrationen eller en forlængelse af den religiøse højrefløj) har David Brooks i sin ugentlige klumme nogle beslægtede overvejelser. I en kommentar til den amerikanske venstrefløjs politiske udspil siger Brooks:

"[These] have already been enacted in Europe: generous welfare measures, ample labor protections, highly progressive tax rates, single-payer health care systems, zoning restrictions to limit big retailers, and cradle-to-grave middle-class subsidies supporting everything from child care to pension security. And yet far from thriving, continental Europe has endured a lost decade of relative decline.

Western Europeans seem to be suffering a crisis of confidence. Election results, whether in North Rhine-Westphalia or across France and the Netherlands, reveal electorates who have lost faith in their leaders, who are anxious about declining quality of life, who feel extraordinarily vulnerable to foreign competition – from the Chinese, the Americans, the Turks, even the Polish plumbers.
Anybody who has lived i
n Europe knows how delicio
us European life can be. But it is not the absolute standard of living that determines a people's morale, but the momentum. It is happier to live in a poor country that is moving forward – where expectations are high – than it is to live in an affluent country that is looking back.
Right now, Europeans seem to look to the future with more fear than hope. … The core fact is that the European model is foundering under the fact that billions of people are willing to work harder than the Europeans are. Europeans clearly love their way of life, but don't know how to sustain it. … This is the chief problem with the welfare state, which has nothing to do with the success or efficiency of any individual program. The liberal project of the postwar era has bred a stultifying conservatism, a fear of dynamic flexibility, a greater concern for guarding what exists than for creating what doesn't."

PS. Jeg har tidligere i flere avisklummer refereret til de interessante arbejder af de to svenske økonomer, Fredrik Bergström og Robert Gidehag: Bogen Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).

Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).Sverige versus USA: En analys av tilväxtens betydelse (2004) og rapporten EU versus USA (2004). Begge kan anbefales, og det samme kan Olaf Gersemanns bog om et beslægtet emne, Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality (2004).

Europæisk originalitet

Af Mikael Bonde Nielsen, den 31. maj 2005. Skriv et svar

Hvordan forholder man sig konstruktivt til Europas kroniske lavvækst? Man gør det ikke ved at henvise til amerikanske økonomer, selv om flere af dem har ganske gode bud på, hvad der kan og bør gøres på vores gamle kontinent. Man gør det heller ikke ved at tale om de amerikanske erfaringer med udbudsøkonomiske reformer. Det har jeg prøvet, men erkender i dag, at jeg slet ikke havde blik for den hudløse ømfindtlighed, der aktiveres, når man henviser til amerikanske forhold. Lad mig derfor gå nye veje.

Den amerikanske økonom Arthur Laffer er slet ikke så original, selv om han har lagt navn til den herostratisk berømte kurve. Alle hans tanker er nemlig både tygget og fordøjet af Europæiske økonomer. Vi har blot glemt det!. Men for at genopfriske vores fælles hukommelse, vil jeg gerne byde ind med et citat fra selveste Lord Keynes, der bekræfter at amerikanske økonomer slet og ret er nogle gemene tyveknægte:

“Nor should the argument seem strange that taxation may be so high as to defeat its object, and that, given sufficient time to gather the fruits, a reduction of taxation will run a better chance than an increase of balancing the budget. For to take the opposite view today is to resemble a manufacturer who, running at a loss, decides to raise his price, and when his declining sales increase the loss, wrapping himself in the rectitude of plain arithmetic, decides that prudence requires him to raise the price still more-and who, when at last his account is balanced with nought on both sides, is still found righteously declaring that it would have been the act of a gambler to reduce the price when you were already making a loss.”

Selv med en halvkikset afgangsprøve fra den danske folkeskole, vil man ikke være i tvivl om, at vi her har beviset på, at amerikanske udbudsøkonomer har været under kraftig indflydelse af den britiske udbrudsøkonom, Lord Keynes. Det kedelige for Europa er, at Keynes ikke havde forstand på moderne virkemidler og derfor aldrig fik det skrevet ned på en serviet. Derfor er hans banebrydende tanker hengemt i The Collected Writings of John Maynard Keynes, der jo ikke står på enhver europæers boghylde. Og det er rigtignok en skam!

Intet nyt fra vestfronten (er godt nyt)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. maj 2005. Skriv et svar

Dr. Alan Reynolds fra Cato Institute havde i forgårs denne interessante kronik i Wall Street Journal i tilknytning til debatten om social mobilitet i USA. Reynolds argumenterer, at den sociale mobilitet i USA fortsat er rekordhøj, og at den afgørende forskel er familiens opbakning og mulighederne for at gøre en ekstra indsats og nyde frugterne deraf.

Hat tip til min gamle ven, Tom Palmer!

De selvovervurderende skandinaver

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. maj 2005. 1 svar

Jeg havde i går en klumme i Danmarks bedste dagblad, Berlingske Tidende. Jeg lyder måske som en plade, der er gået i hak, men som bkendt kan man ikke få for meget “too much of a good thin’ …”, så her er et uddrag:

“Hvor USA over de seneste 25 år har haft en gennemsnitlig årlig vækst på 3 pct., har enkelte af landene i det »gamle Europa« været tættere på 1 pct., mens EU-landene som helhed har ligget ca. midt imellem med 2,2 pct. Konsekvensen har været, at USAs velstand er blevet stort set fordoblet i perioden, mens EUs kun er vokset med ca. det halve. Den købekraftsjusterede indkomst for en amerikaner er i dag på 36.100 dollar om året, mens den i EU er på 26.000.Og forskellene øges og sætter sig over tid også spor i samfunds velstand – om end de ikke nødvendigvis er så åbenlyse. Tværtimod klapper velfærdsdanskerne sig gladelig på hinandens og egne skuldre, når endnu en rapport viser, at danskerne ligger så og så højt på internationale opgørelser over de mest tilfredse nationer. Men hvor interessant er det egentlig, hvor godt man synes, man har det, hvis opfattelsen er fuldstændig ude af trit med udviklingen?

Én, der har bemærket forskellene, er den Oslo-baserede amerikanske kultur- og samfundsskribent Bruce Bawer, som skriver for det toneangivende amerikanske dagblad New York Times. I den forgangne uge vakte hans artikel »We’re rich, You’re not. End of story« en del opsigt frem og tilbage over Atlanten.

I artiklen tog Bawer afsæt i skandinavernes fællesopfattelse om, at vi her i Norden er ufatteligt mere velstående end alle andre, og at velfærdsstaten opfylder (sort set) alle vore tænkelige behov.

Men, påpegede Bawer med afsæt i en række nyere studier, realiteterne er andre. Som amerikaner og kulturskribent havde Bawer f.eks. hæftet sig ved, hvor pauvre velfærdsstatens ydelser egentlig er. I Norge er bibliotekssamlingerne forældede, svømmehallerne nedslidte, der er mangel på politibetjente, udstyr til skoler og hostemedicin på hospitalerne.

Men levestandarden i hverdagen er heller ikke imponerende i internationalt perspektiv: Bawer har bemærket, at nordmændene i dagliglivet må være langt mere tilbageholdende end f.eks. amerikanerne; de fleste elektroniske ting og møbler i hjemmene er så gamle, at de ville være blevet smidt ud af en amerikaner ? for slet ikke at tale om bilerne.Og madkulturen: I USA og resten af Europa er det vanligt at spise ude på restaurant, men priserne er så ekstremt høje i Skandinavien, at man i stedet sætter en dyd i et syn, der ellers stort set ikke ses andre steder i den civiliserede verden: madpakker!

En af de nylige undersøgelser, der slår hul i skandinavernes selvforståelse og understøtter Bawers indtryk, er fra det internationale revisions- og konsulentfirma KPMG, som i slutningen af marts udsendte en analyse, der burde være obligatorisk læsning for universitetsforskere, journalister og nye og gamle partiledere. Tallene viste, at når der justeres for købekraftsforskelle, er skandinaverne nu blandt de fattigste i Vesteuropa. Danskerne lå helt i bund, fulgt af nordmændene og med svenskerne som tredjesidst.

Men det er ikke kun amerikanerne, der viser, at det går godt dér – og skidt herhjemme. I første uge af april udsendte Finansministeriet sin egen undersøgelse af, hvor meget folk har til privatforbrug efter skat. Blandt 30 OECD-lande lå Danmark på 17. pladsen, og for hver krone en dansker har at disponere over, har en amerikaner to.Og vi kan jo blot prøve at fortsætte fremskrivningen. Holder de nuværende forskelle i vækstrater, vil amerikanerne snart have en levestandard, der er tre gange så stor som europæernes. Om ca. 35 år, eller sådan cirka når denne skribent og hans jævnaldrende lige er gået på pension.”

Den rette medicin

Af Mikael Bonde Nielsen, den 19. april 2005. 3 svar

Hvordan kan det være, at USA oplever en højere vækst en EU? Det er der som bekendt adskillige forklaringer på; nogle mere overbevisende end andre. Professor Alberto Alesina m.fl. præsenterede dog for nogle år siden det helt plausible synspunkt, at graden af erhvervsregulering er en afgørende faktor. I Regulation and Investment argumenterer de således for, at forskellene mellem amerikansk og europæisk vækst bl.a. skyldes, at USA har et forspring i liberaliseringskapløbet.

Som et ganske jordnært eksempel på dette, vil jeg henvise til dagens kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten. Her forsøger jeg i al beskedenhed at give et vink om, at adgangen til at reklamere for receptpligtige lægemidler har givet amerikanske medicinalvirksomheder et forspring i forhold til deres europæiske konkurrenter. Derfor er det ikke så overraskende, at 8 ud af 10 nye lægemidler i dag kommer fra USA. For mindre end 25 år kom 8 ud af 10 nye lægemidler fra Europa. Sådan kan det gå!

Hvis ikke Paradis, så …

Af Mikael Jalving, den 12. april 2005. Skriv et svar

“Happiness is back”, proklamerer den britiske økonom og Labourpolitiker Richard Layard i et essay i Prospect (marts 2005), hvor han minder os om lykkens velsignelser. Vi har glemt forestillingen om lykken, mener han, hvilket er en skam, for det Gode er både godt og nyttigt.

Layard vil have lykken tilbage i politisk fokus, og hvem har ikke brug for en Smiley? Efter mange år, hvor vi i de vestlige samfund har stræbt efter stadig mere velstand, stadig flere produkter og et stadig større udvalg på hylderne, er vi stadig ulykkelige. I hvert fald i Amerika, Storbritannien og Japan, som udgør forfatterens geografi, og hvis vi altså skal tro hans statistik. Hvad statistikken angår, så plejer danskerne derimod selv at fremhæve, at de er verdens lykkeligste folk – godt nok efter finnerne – men alligevel.

Layard begynder med det store paradoks: Hvordan kan det være, at velstand ikke gør os lykkelige?

Og så fremfører han to postulater. 1. Lykken er vigtigere end frihed. 2. Lykken er vigtigere end velstand og effektivitet. Det er den korte version. Nok så vigtigt er det dog, at lykken ifølge Layard kan måles. Det er her, den ny neurovidenskab kommer ind i billedet. For den underbygger i forfatterens vurdering lykkens målbarhed. Når vi erfarer noget rart eller behageligt, kan det spores i vores hjerner, glæden i venstre side, smerten til højre. Man bliver, om ikke lyserød indeni, så tilpas opstemt, at det kan spores kemisk og ses på en skærm.

Lykkens politik

Det ligger implicit i denne observation, at lykken ikke er fuldkommen subjektiv; den kan derimod kortlægges, kalkuleres. Visse impulser – herunder familiefølelse, personligt velbefindende og sundhed – gør os lykkelige, andre impulser og forhold gør os ulykkelige, og hvis det er rigtigt, så må al politik og samfundsindretning handle om at skaffe førstnævnte. At arbejde politisk for lykken betyder konkret, at problemer som skilsmisser, arbejdsløshed, depression, anonymitet og dårlig sundhedspleje må løses. Kollektivt, forstås.

Layard afviser dermed også, at lykken skulle være identisk med frit valg på alle hylder, eftersom folk ofte fortryder deres valg. Eksemplerne er legio, fortrydelsen udgør en konstans i den menneskelige psyke. En vis – paternalistisk – opdragelse er derfor nødvendig for at nå frem til en mere “holistisk” politik, som forfatteren også kalder den. Lykkelig bliver man jo ikke bare af sig selv, og er man bare en smule ondskabsfuld, så oversætter man lykkens politik til en velfærdsstat efter skandinavisk model.

For Layard – ligesom for forbilledet Jeremy Bentham (1748-1832) – er en handling god, såfremt den forøger den samlede mængde af lykke i et samfund. Vores aktuelle problem er, at vi – såvel som vores politikere – foretager os en lang række handlinger, der ikke gør os lykkelige. Vi deltager i det store rotteræs på arbejdsmarkedet. Vi sluger medicin som aldrig før. Vi æder og shopper os ihjel. Og det går alt sammen ud over os selv, vores familie og lokalsamfund. Og det store samfund, som kan være nok så velstående, er ikke et lykkeligt samfund.

Størst mulig lykke for det størst mulige antal Jeremy Bentham, der i dag sidder helt stille ved indgangen til University College London, var et ikon over en optimistisk tid. Fremskridtet syntes lige rundt om hjørnet, det var blot et spørgsmål om tid, før menneskeheden ville hægte sig på det og aldrig give slip. Sådan skulle det desværre ikke helt gå, men det er en anden historie. For Bentham – der karakteristisk nok var en af de første intellektuelle, der joggede (hvorfor det ikke er helt utænkeligt, at hans fornemmelse for lykke skyldes en solid gang “runner’s high”) – er lykke glæde eller lyst og fravær af smerte, ulykke det modsatte. Bentham anvendte faktisk hele 58 synonymer for lykke, men han skelnede ikke mellem dem. Lykken er mekanisk: Enten er den eller også er den ikke. Lykken er egalitaristisk, idet den er mulig for alle. Og lykken er humanistisk, fordi den skal tjene mennesket før alt andet liv. Benthams lykkedoktrin blev derfor formuleret som størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker.

For at illustrere, at lykken er altings mål, konstruerede han i 1791 en plan over den ideelle institution, som han kaldte for Panopticon (ordret: “al-syn”). Den panoptiske konstruktion skulle bruges f.eks. i fængsler og tillade én opsynsmand at overvåge alle de indsatte, mens de er bevidste om overvågningen. Kun sådan disciplineres de i henhold til lykkens forskrift, mente Bentham. Netop ved at de implementerer systemets overjeg, hvilket Bentham fandt humant, skønt samtiden afviste hans tanker som tyranniske.

Når man læser Layards essay, ringer en benthamsk klokke. Vi er på vej ind i lykkens herredømme, hvis bagside er indespærringens utopi, og det ser ikke ud til, at der nogen nødudgang. Bentham var ikke bange for, at den panoptiske magtkoncentration skulle udarte til tyranni, da disciplineringen jo var disciplineret af det, han kaldte for “verdens store domstol”, og her bliver selv Kofi Annan svar skyldig. Layard lider heller ikke ligefrem af anfægtelser. Nu må det være slut med al den ulykke.

Hellere en utilfreds Sokrates end en glad idiot

Så er der flere anfægtelser og mere erfaring at hente hos Benthams elev, den britiske moralfilosof John Stuart Mill (1806-73), der raffinerer sin lærer ved at fremhæve, at der er forskel på nydelser. Intellektuelle glæder står således over fysiske glæder, mener Mill, der slog sin pointe fast med disse ord: “Det er bedre at være en utilfreds Sokrates end en tilfreds idiot”. Idioter var der nok af. Også dengang. Mill fremhævede derfor, at de “højere anlæg” skal trænes, ligesom den “ædle karakter” skal kultiveres. Værdigheden, den er menneskets egen, og – fornemmer man – måske vigtigere end selv lykken.

John Stuart Mill er i mine øjne en bedre læremester end Jeremy Bentham, fordi førstnævnte forstår, at utilfredsheden kan bruges konstruktivt og positivt. At utilfredsheden er ualmindelig dynamisk. Den ansporer ikke kun destruktion, kriminalitet eller revolution, men også oprør, kreativitet, protest og snilde. Den lokker det bedste – og værste, indrømmet – frem i os, og den er ikke til at komme uden om. Ignorerer du utilfredsheden, ignorerer du dig selv. Fortæl mig lige, hvor menneskeheden ville være, hvis den var i evig balance mellem yin og yang, mandligt og kvindeligt, nord og syd, øst og vest? Jeg véd det ikke, men tanken er frygtindgydende. Var Odysseus så blevet til noget? Var Spartacus? Var Cæsar? Var Columbus? Var Luther? Var Gud? Var Osama bin Laden? Perspektivet er som at kigge ned i en dyb, dyb skakt.

Mill – igen i modsætning til både Bentham og Layard – er tilmed en god læremester, fordi han har blik for, at også friheden er vigtigere end lykken. Nu var han ikke så dum, at han med frihed forstår frihed til alt, frihed til anarki og exces. Mill taler udelukkende om frihed under ansvar, dvs. at du kan gøre det, der ikke skader andre; du kan gøre det, der ikke er forbudt ved lov. Det vil igen sige, at du er fri til at være ulykkelig, hvis du er i dét hjørne.

Det kan måske lyde hårdt, men jeg vil ikke give køb på hverken utilfredsheden eller friheden for lykkens skyld. Hvis lykken bliver permanent, véd man, at der er noget galt. Lykken er et smykke, som klæder festlige lejligheder. Det, der får mennesket til at stå op om morgenen, er ikke lykken eller udsigten hertil, men derimod den nødvendighed, der hedder en fuld blære eller sult, herunder utilfredsheden, samt menneskets bedste ven – nej, ikke hunden – men friheden. Lykke er muligvis der vigtigste, vi kan komme på, når vi ligger på en solbeskinnet strand med den eneste ene ved siden af. De
t vil sige: lykken er muli
gvis vigtigst på kort sigt – her og nu. Giv mig lykke eller jeg brækker din arm! Men friheden og den latente utilfredshed er vigtigere på længere sigt.

Min lykke er ikke din lykke

Jeg vil – for at gøre en lang historie kort – ikke gøre min lykke til andres lykke. Jeg mener heller ikke, at vi har glemt lykken; nærmest tværtimod. Lykken – f.eks. versioneret som det “hele menneske” og andre rare ting fra selvhjælpsindustrien eller mere profane fænomener såsom det perfekte bryllup eller det perfekte køkken – er blevet en kulturel besættelse, vi kan ikke få nok af lykken, harmonien, hyggen, ja, man kan dårligt blive fri for det alt sammen. Igen: andres lykke forklædt som min lykke. Richard Layard ridder med på denne bølge, og det skal som sagt være ham tilgivet. Men han fortjener nogle bank, ikke mindst fordi han deponerer sine argumenter i kemien.

Egentlig er der intet i vejen med lykken, men når man blander den med politik eller gør den til livets mening, opstår en farlig cocktail. Den politik, som Layard vil befri for realisme og sørgelige kompromiser, skal ikke befris, den skal have lov til at gøre det, den er god til: forhindre hulemænd eller julemænd i at få for stor magt. Politikkens mål er akkurat ikke lykken, som er metafysisk eller individuel ligesom ekstasen, men ulykken, som er social og konkret. Kedeligt, måske, men uomgængeligt. Hvis ikke Paradis, så heller ikke helvedets forgård.

Ikke alle politikere er lige (ens)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. marts 2005. Skriv et svar

I en tid, hvor det nogle gange synes som om, at alle politikere mener, siger og gør det samme, kan det være værd at holde sig for øje, at der nogle gange vitterlig er forskelle. Nobelprisvinderen Milton Friedman, født 1912 men still-going-strong, viste i et nyligt publiceret, kortfattet læserbrev om Ronald Reagan med to simple tidsserier, at der kan være forskelle på præsidentembeder–også selv om man ikke derudfra kan udlede, hvad forskellene skyldes, eller om det er de eneste væsentlige forskelle.