Tag-arkiv: Rusland

Putin og undertrykkelssfælden

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2024. 6 svar

Siden Vladimir Putin overtog præsidentembedet fra Boris Jeltsin ved indgangen til 2000 har Rusland været et diktatur, men et lidt særligt af slagsen. Eller det vil sige indtil fornylig. Mordet på Alexei Navalny i en arktisk straffekoloni for nogle dage siden kan siges at være sidste skridt i forvandlingen af Rusland til et groft undertrykkende diktatur – og dermed måske også et første skridt mod dets ødelæggelse.

Putin-regimet eksisterede i mange år i en slags ligevægt, hvor regimet opretholdt en slags demokratisk facade, sikrede relativt gode økonomiske vilkår for middelklassen i landets store byer, og som modydelse fik, at borgerne ikke krævede meget mere. En del af denne ligevægt var også gentagne krige – i Tjetjenien, Syrien, Donbas, og annekteringen i 2014 af Krim – der sikrede regimet støtte i form af en ‘rally around the flag’ effekt, samtidig med at de demonstrerede at Putin var en stærk leder.

En særlig del af denne ligevægt var et niveau af undertrykkelse, der ikke var overvældende hårdt. Helt særligt tillod Putin-regimet indtil fornylig nogle relativt frie medier og flere analyseinstitutter – ikke mindst Levada-centeret – der kunne udføre uafhængige spørgeskemaundersøgelser, der til tider spurgte om kontroversielle emner. Rationalet for at tillade disse medier blev beskrevet i 2009 af Georgy Egorov, Sergei Guriev og Konstantin Sonin i en artikel i American Political Science Review.

Der er to grunde til, at diktatorer tillader en grad af mediefrihed. Egorov og hans kolleger fokuserer på, at frie medier kan holde embedsværket i ørerne ved at rapportere om korruption, magtmisbrug, og andre problemer. Når der ingen demokratisk kontrol er med embedsværket, er der behov for andre midler, og her kommer en nogenlunde fri presse ind i billedet.

Den anden grund er, at diktaturer har et stort behov for at vide, hvad der foregår i landet og befolkningen. Jo mere frie medier kan skrive om det, og jo mere uafhængige analyseinstitutter kan lave meningsmålinger og andet, jo mere ved regimet også. Der er derfor en balance at ramme mellem at undertrykke ‘for lidt’, og risikere at man bliver afsat som diktator, og at undertrykke for meget, og dermed ikke vide noget om hvad der foregår – og på den måde risikere mere. Flere forskere har peget på, at mange diktaturer derfor ikke undertrykker pressen så meget som man skulle tro; Ángel Arrese peger endda på, at det er relativt normalt at diktaturer tillader en ret fri erhvervspresse.

Og heri ligger Putins nye problem. Hans fiasko i Ukraine de sidste to år har fået ham til at slå hårdt ned på pressen og styre den med hård hånd. Men det betyder blot, at hans regime nu ved endnu mindre om, hvad der foregår i Rusland, end de plejede. Der dukker jævnligt demonstrationer op, der er massiv utilfredshed lige under overfladen, og et sted mellem ½ og 1 millioner yngre mennesker er flygtet ud af landet. Putin kan og vil ikke tillade, at den slags overhovedet nævnes i medierne, og han kan ikke holde til at de faktiske tabstal og fiaskoer i Ukraine nævnes offentligt. Hans eneste mulighed for at sikre magten nu, er dermed at forlade balancen med de halvfrie medier og undertrykke så meget, som han overhovedet kan. Der er ingen balance længere, kun maksimalt diktatur. At den mest kendte og populære oppositionspolitiker nu er død er kun en logisk følge, og et vink med en vognstang til alle russere om, at regimet ikke engang vil gøre som om, de har rettigheder.

Hvem kan lide russerne?

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2022. 9 svar

Siden slutningen af februar har der været krig i Europa: Rusland invaderede Ukraine med det meget klare formål at underlægge sig befolkningen, og gøre landet til en del af et voksende russisk imperium. Siden da har det meste af vesten stået sammen om at hjælpe det store, demokratiske naboland i øst med det, der i første omgang lignede en russisk overmagt. Men til tider knirker den vestlige koalition, og i særligt grad tyske, italienske og ungarske politikere har været utilbøjelige til at fordømme den russiske ledelse og hjælpe ukrainerne.

Spørgsmålet er, om det er kold magtpolitik eller om de pågældende politikere også har bredere fokelig opbakning. Det spørgsmål kan man få et indtryk af fra EuroBarometer-undersøgelserne, der i 2018 spurgte repræsentative udsnit af de europæiske befolkninger om deres syn på Rusland, USA, Kina og Japan. Her omfattede spørgeskemaet et spørgsmål om, hvordan man så på de pågældende fire lande, fra meget positivt, overvejende positivt, overvejende negativt, til meget negativt. At man spurgte om fire stormagter viser sig at være vigtigt, da der er en ganske høj korrelation mellem svarene på holdninger til Kina, Rusland og USA: Nogle folk er ganske enkelt mere skeptiske overfor stormagter per se end andre. Kortet nedenfor illustrerer derfor ikke folks holdning til Rusland i sig selv, men folks holdninger til Rusland i forhold til deres holdninger til USA. På den måde kan man skelne mellem stormagtsskepsis i sig selv, og skepsis overfor Rusland.

Kortet illustrerer klart, hvor store forskelle der er på tværs af Europa. I kun seks af de 28 lande er der mere positiv stemning overfor russere end amerikanere: Tyskland (+10), Slovenien (+30), Grækenland (+36), Cypern (+38), Slovakiet (+47), og Bulgarien (+50). Omvendt er folk i Polen (-128) og Litauen (-101) særdeles skeptiske, overfulgt af befolkningerne i Danmark (-70), Holland (-67) og Sverige (-66). Mens gennemsnittet er en score på -31, er der således stor variation på tværs af Europa.

Og ét sted er det et stort problem for tiden: Midt i Europa ligger et af de Rusland-venlige lande, der på samme tid er regionens største økonomi – Tyskland. Weekendavisen bragte forleden en længere artikel om fænomenet ‘Putinverstehern” – dvs. folk der ‘forstår’ Putin og Berlingske bragte et portræt af den tyske general Erich Vad, der har taget fejl hele vejen igennem krigen, men stadig bruges som ekspert i det store land.

Ledende politikere og meningsdannere, inklusive Angela Merkel, har simpelthen set et andet Rusland end virkelighedens – et mytisk Rusland, der var stærkt, produktivt og som man kunne lave varige aftaler med. Før de kommer ud af deres vrangforestilling, og før så mange tyskere holder op med at se på Rusland med mildere øjne end USA, er det svært at se hvordan en fælles EU-udenrigspolitik, eller blot en nogenlunde fælles approach til russisk aggresion, nogensinde kan blive tilnærmelsesvis effektiv

Bør man lukke for russiske flygtninge?

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2022. Skriv et svar

Forleden dag meddelte Finland, at landet lukker for alle russiske migranter. Finnerne har tidligere haft en væsentlig migration ind i landet af russere på turistvisa, men har nu valgt at lukke grænsen helt. Spørgsmålet er, om det faktisk er en god idé.

Der er to argumenter for finnernes beslutning, som har været luftet i forskellige medier. Det første, og mest almindelige, er at man ved at lukke grænserne tvinger russerne til at blive hjemme. Idéen er, at de dermed kommer til at protestere mod Putin-regimet – ikke ved at stemme med fødderne og flygte fra Rusland, men ved at gå på gaden i Moskva, Sankt Petersborg, Yekateringburg og andre storbyer.

Argumentet kan lyde besnærende, men hviler på to antagelser som sandsynligvis begge er forkerte. Den første antagelse er, at det er de samme mennesker, som ville protestere åbent, som dem der flygter nu. Med andre ord er det en antagelse om, at flugt og åben protest er substitutter for disse mennesker. Men er det virkeligt de samme, som skynder sig ud af landet, og som går på gaden? Min fornemmelse er, at det er to så forskellige handlinger, at man på ingen måde får flere protester mod Putin ved at tvinge russerne til at blive i Rusland.

Den anden antagelse er, at Putin-regimet er modtageligt overfor demonstrationer og offentlig mistillid. Jeg har de sidste fem år været overbevist om, at det russiske regime overhovedet ikke kan rykkes af folkelige protester eller internationale sanktioner. Grunden til min overbevisning kommer fra en præsentation, som Ron Wintrobe gav ved EPCS-konferencen i Budapest i 2017. Wintrobe, der er en af verdens førende diktaturforskere, pegede på at to diktaturer – Rusland og Iran – er så fundamentalt forskellige fra resten, at man ikke kan tænke på dem på samme måde. Iran er et teokrati, mens Rusland er et regime hvor lederen kommer fra efterretningstjenesten, og regimet bakkes aktivt op af tjenesten. I andre regimer kan man ramme det ved at gøre livet surt for civile interesser – industri, fagforeninger osv. – eller militære interesser, der får færre ressourcer som følge af sanktioner. I Rusland er den væsentlige baggrundsinteresser efterretningstjenesten, som ikke påvirkes direkte, og næsten trives ved større protester!

Der er således ingen grund til at tro, at det første argument for at lukke russerne inde holder vand. Det andet argument, der har været luftet i medierne, er at man ved at lukke for almindelige russere, også lukker for spioner og andre af regimets håndlangere. Men hvor mange spioner tror man reelt, man lukker for bare fordi almindelige mennesker formenes adgang, og hvilken skade forestiller man sig de kan gøre udover dem, der allerede er på Ruslands ambassader?

Den politiske sag for at lukke for russiske flygtninge til Europa står dermed på meget tynd is. Det betyder ikke, at politikere ikke sagtens kan fristes til at lukke grænserne, men kun som følge af action bias – at “vi må jo gøre noget”, det skal helst være synligt for vælgerne, og “det her er noget”. Set fra et humanitært synspunkt er de lukkede grænser derimod en katastrofe for titusinder af russere, der nu kan tvinges til at gå i krig, tvinges til at arbejde for Putin-regimet, og tvinges til at leve under stadigt tungere undertrykkelse i et korrupt styre fra helvede med absurde supermagtsdrømme. Vi bør ikke lukke grænserne.

Produktivitet i Rusland og resten af Europa

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2022. 1 svar

Ruslands overfald på Ukraine er ikke ligefrem gået som planlagt, og de russiske styrker er i disse dage i gang med en omgruppering. Grunden er, at Ruslands frygtede militær har skuffet (russerne) slemt, og har vist sig slet ikke at være så mægtigt, som mange troede. Min klumme i Børsen i sidste uge handlede derfor om, hvorvidt folk også overvurderer Ruslands økonomiske status. Klummen, som avisen bragte i torsdags med titlen ”Derfor er den russiske økonomi nødlidende og overraskende svag” påpeger netop, at den landets økonomi også er svag.

I klummen understreger jeg først, at mens Rusland har 145 millioner indbyggere, er deres samlede købekraft næsten præcist den samme som Storbritanniens 67 millioner. Benytter man sig af CIA’s data på fordelingen af bidrag til BNP og arbejdsstyrke, kombineret med data fra Penn World Tables, producerer hver fuldtidsansat i den russiske industri 67.000 dollars værdi om året. Det tilsvarende tal for briterne er 90.000, og 117.000 for danskerne. Kortet nedenfor illustrerer disse forskelle, hvor mørkere områder er mindre produktive.

Den sammenligning er dog skæv, da russerne i gennemsnit arbejder 18 % flere timer end briterne, og 42 % flere timer end danskerne. Korrigerer man for det, får man produktion per arbejdstimer på 34 dollars i den russiske industri, 54 dollars i den private britiske industri, og 84 dollars i den tilsvarende danske. Den russiske industri er med andre ord langt mindre produktiv end den vesteuropæiske eller den amerikanske.

Og som jeg noterer i klummen, er selv dét en skæv sammenligning. Årsagen er, at en ganske stor del af den russiske industris bidrag til BNP er fra olie- og gassektoren, som ifølge Verdensbanken stod for ni procent af Ruslands BNP i 2019. Den beskæftiger bare ikke særligt mange mennesker: Tager man de russiske olie- og gasselskabers samlede antal ansatte, er de blot 1,3 procent af arbejdsstyrken. Det indebærer, at mens de før nedlukningerne og Ukraine-krigen stod for en stor del af Ruslands BNP og eksportindtjening, producerede hver ansat i den resterende industri blot 50.000 dollars om året. Det placerer den russiske industris arbejdsproduktivitet på linje med Algeriet, Montenegro eller Sydafrika.

En omhyggelig international sammenligning afslører således, at det ikke bare er det russiske militær, der er nødlidende. Den russiske økonomi som sådan er langt mindre produktiv, end de fleste samfund som russerne selv og den russiske ledelse sammenligner sig med. Det er noget så specielt som et samfund med atomvåben og avancerede jagerfly, der gør som om det er en supermagt, men har økonomi som et mellemindkomstland. En væsentlig del af årsagen er, at Rusland netop mangler nogle af de vigtige komponenter af en vækstkultur, som Niclas Berggren og jeg skrev om forleden. Og så er det måske heller ikke så underligt, at deres militær heller ikke præsterer som en supermagt…

Russisk kultur skal ikke sanktioneres

Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2022. 3 svar

Efter angrebet på Ukraine er de vestlige lande rykket sammen om at sanktionere Rusland. Hvorvidt sanktionerne virker og i givet fald hvilke sanktioner man kunne bruge, skrev jeg om i Børsen igår. Pointen i min torsdagsklumme var, at de fleste sanktioner rammer middelklassen og de fattige, men gør ingen klar forskel for en økonomisk og politisk elite. Det er derfor ikke overraskende, at sanktioner som oftest ikke har nogen virkning mod autokratier som Rusland. Skal sanktioner øge chancen for at Putin-regimet kan udfordres og måske væltes, må de målrettes dem der reelt har politisk indflydelse.

Mens man kan diskutere, hvilke sanktioner der kunne virke, er der en type der er helt og aldeles ligegyldig, og blot en måde at skyde os selv i foden: Sanktioner mod russisk kultur. The Telegraph skrev for eksempel forleden om, hvordan Cardiff Philharmonic Orchestra har valgt at aflyse at spille Tjajkovski og anden russisk musik. Milanos Bicocca-universitet aflyste på samme måde et kursus om Dostojevski for at ‘signalere’ universitetets modstand mod den russiske politik. Det fik avisens Allison Pearson til at understrege – som vi gør idag – at “Tchaikovsky is the antidote to Putin’s poison.”

Det ville være svært af finde en kulturperson, der passer så dårligt på Putin-regimets mærkværdige blanding af nationalisme, ortodoks kristenhed og militant autokrati: Tjajkovski var ikke blot konservatorieuddannet og præget af vesteuropæisk musik og kultur – som han blandede unikt med sine russiske rødder. Han var også homoseksuel, var nære venner (omend kun per brev) med den ateistiske forretningskvinde Nadezhda von Meck, og havde varme relationer til bl.a. den fritænkende Johannes Brahms (selvom de to ikke brød sig om hinandens musik). Derudover opholdt Tjajkovski sig mange somre i Ukraine, som han tydeligvis holdt meget af. Skal man straffe russerne for deres regerings overfald på Ukraine, er Tjajkovski det meste tåbelige og uinformerede sted af starte!

På nippet til weekenden er det derfor vores opfordring, at de mere kulturelt indstillede af vores læsere gør det modsatte. Brug en halv times tid på at høre Tjajkovskis anden symfoni – kaldet den ‘lille russiske’ fordi lille Rusland var et almindeligt navn for Ukraine i 1800-tallet – og nyd hvordan den store russiske komponist fletter tre ukrainske folkesange ind i de fire satsers musik. Den er her med englænderen John Eliot Gardiner der dirigerer det hollandske Koninklijk Concertgebouworkest. Mens russisk politik er afskyelig, er der ingen grund til at skylle det kulturelle barn ud med det politiske badevand.

Hvor stærk er Rusland i forhold til Ukraine – og til EU?

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. januar 2022. 1 svar

De sorte skyer trækker sig sammen over Ukraine, som trues af en russisk invasion. I givet fald ventes Rusland at få let spil, medmindre andre blander sig. 

Men hvor stærk er Rusland egentlig? For at illustrere det har jeg trukket nogle nøgletal i Verdensbankens database. De fremgår af tabellen. 

Læs resten →

Hvem chikanerer russiske journalister?

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2019. 1 svar

Siden slutningen af 90erne er hundrede – hvis ikke endnu flere – journalister blevet chikaneret, overfaldet og i adskillige tilfælde myrdet i Rusland. Det samme gælder flere oppositionspolitikere, når de øjensynligt var ved at blive en offentlig belastning for Putins regime. Det har dog været heftigt diskuteret, om Rusland primært er farligt for journalister pga. at organiseret kriminalitet ’forsvarer sig’ mod offentlig kritik af deres aktiviteter, eller om det mere systematisk er det politiske regime selv, der udgør faren for den fjerde statsmagt.

Spørgsmålet er med andre ord, om russiske journalister helt generelt chikaneres af forskellige interesser, eller om det er Putin-regimet, der konkret og systematisk står for chikanen. Det giver Nikita Zakharov (Universität Freiburg) et omhyggeligt svar på i ny forskning, som han præsenterede lørdag ved PEDD-konferencen i Münster.

Zakharov har samlet et stort datasæt fra the Glasnost Defense Foundation – en russisk version af Reporters Without Borders – der indsamler information om al chikane af journalister i Rusland. Fordi der er tale om en organisation, der konkret er sat i verden for at forsvare journalister og ganske offentligt gør det når journalister melder eksempler på chikane, kan man være rimeligt sikker på, at informationen er tæt på at være komplet og retvisende. Zakharov kan derfor studere risikoen for at journalister chikaneres eller overfaldes fra måned til måned på tværs af de russiske regioner og kommuner.

Studiet viser, at risikoen for at russiske journalister bliver chikaneret eller overfaldet, netop stiger markant i de to måneder op til valg til borgmester- og guvernørposter og til de regionale Dumaer. Dette mønster er meget klart, og giver perfekt mening da russisk lov ikke tillader valgkampagner før to måneder før et valg afholdes. Der er således kun et præcist vindue på to måneder, hvor journalister kan være en trussel for Putin-regimets kandidater til de forskellige valg.

Et andet sigende mønster er, at Zakharov derimod ingen evidens finder for øget chikane før byrådsvalg. Netop dét kan ses som ekstra evidens for, at det overordnede mønster ikke er en tilfældighed, da byråd i Rusland ikke har nogen egentlig indflydelse. Der er således heller ikke nogen særlig interesse fra regimets side i at kontrollere, hvem der kommer til at side i byrådene, men meget stærk interesse i at holde styr på, hvem der kommer til at sidde på politiske poster med faktisk magt.

Som Zakharovs studie viser, findes der således et helt systematisk mønster i chikanen mod journalister, som passer med at det er Putin-regimet, der er den drivende kraft i truslen mod russiske medier. Mens man naturligvis ikke kan afvise, at organiseret kriminalitet også overfalder journalister – Andreas Freytag og jeg dokumenterede netop dette forhold på tværs af lande for få år siden – er det nye studie en solid bekræftelse af, at de mange historier ikke er tilfældige. Putins diktatur er ikke anderledes end andre diktaturer, men måske blot mere kompetent i dets undertrykkelsespolitik.

For 47 år siden i Prag

Af Christian Bjørnskov, den 22. august 2015. Skriv et svar

I disse dage for 47 år siden viste Sovjetunionen, hvor langt dets ledere var villige til at gå for at bevare fuld kontrol over de dele af Europa, som de opfattede som deres ’interessesfære”. Om morgenen den 21. august rullede russiske kampvogne ind i Prag og i løbet af kort tid var kommunistpartiets førstesekretær Alexander Dubček afsat. Han blev senere erstattet af den Moskva-tro Gustáv Husák, der knægtede enhver modstand mod den rette marxistisk-leninistiske tro.

Baggrunden for invasionen var, at Dubček i løbet af foråret havde ændret kurs mod det, der blev kaldt ”socialisme med et menneskeligt ansigt.” I april havde han været en af hovedmændene bag et reformprogram der ville have ændret den tjekkoslovakiske forfatning i liberal retning. Tjekkerne og slovakkerne var i det, der blev kaldt Foråret i Prag, begyndt en proces mod større personlig frihed og en grad af demokrati. Der var derfor nervøsitet i Moskva for, at Tjekkoslovakiet måske ville ’hoppe af’ til Vesten, og at information om ytringsfrihed, personlig frihed og muligheden for reformer skulle sprede sig til andre befolkninger i østblokken. Med andre ord kunne Moskva ikke acceptere, at folk kom til at tro, at de havde et valg og en ret til indflydelse.

Invasionen, der var relativ dårligt planlagt, affødte klare reaktioner fra Vesten, der fordømte den. Visse kommunistpartier slog knuder på sig selv for at bevare deres Moskva-tro linjer, mens invasionen fik andre til endeligt at bryde med Sovjet. Russerne fik dog hurtigt rettet op på deres værste brølere. Den måske største var at de første kampvogne i Prag og Bratislava var bemandet af unge, russiske soldater, der havde fået at vide, at de skulle befri deres brødre. Mange af dem blev overvældet af tjekkernes modstand mod dem, og kom ifølge nogle kilder til at frygte, at de blev sendt til Sovjetunionens fjerneste grænser for at forhindre dem i at fortælle nogen, at invasionen var voldsomt uønsket.

21. srpen 1968, Praha

21. srpen 1968, Praha

Der skulle gå godt 20 år før Tjekkoslovakiet slap af med det kommunistiske diktatur. Udviklingen siden da har i overvældende grad været positiv, og uanset at landet i 1993 deltes i to halvdele, er både tjekker og slovakker i gang med at genindtage deres status i midten af Europa. Så hvorfor mindes om en af de værste begivenheder i Europa efter krigen?

Grunden er indlysende: Putin-regimet mere end rasler med sablen igen og har meget tydeligt genoplivet den sovjetiske (og tsaristiske) ide om en interessesfære i Centraleuropa. Putin gentager ikke fejltagelserne i Prag, men har stramt styret informationen fra invasionen af Østukraine, og har endda slået hårdt ned på Soldatermødre – en af de ellers mest respekterede, gamle organisationer i Rusland – fordi den har været for højlydt i sin protest af mørklægningen af enhver information om de mange døde og sårede russiske soldater. På mange måder er Sovjetunionen i 1960erne en retvisende indikation på, hvilken vej Putin-regimet styrer.

For ikke at ende på for sort en tone, er weekenden måske også en lejlighed til at glæde sig over, at Centraleuropa i dag er frit, demokratisk, og visse steder rigere end Sydeuropa. Tjekkerne er i dag rigere end grækerne, portugiserne, og endda italienerne syd for Rom. Og for de musikinteresserede er der en ekstra historie: Den store dirigent Rafael Kubelik hoppede af fra Tjekkoslovakiet og vendte først tilbage til sit land i foråret 1990, hvor han dirigerede den første koncert i den festival, der kaldes Prag-foråret. Kubelik og den fantastiske Tjekkiske Filharmoni spillede meget passende Smetanas Ma Vlast – Mit Fædreland. Den meget bevægende koncert kan ses og hører her. Det er en storartet måde at fejre friheden på.

Tre observationer fra Verdensbanken: Mindre vækst, russisk nedtur, høje omkostninger for remittances

Af Erik Winther Paisley, den 21. maj 2015. Skriv et svar

“In 2015, the growth of remittance flows to developing g countries is expected to moderate sharply to 0.9 percent to $440 billion , led by a 12.7 percent decline in ECA and slowdown in East Asia and the Pacific, iddle-East and North Africa, and Sub-Saharan Africa.”

Det er hovedkonklusionen i Verdensbankens seneste brief om migration og remittance. Verdensbanken peger på fire store tendenser, der har påvirket skiftet fra 2014, hvor der var pæn vækst i overførslerne, til 2015:

  • Ustadig økonomisk forbedring i udviklede lande, navnlig Europa
  • Lavere oliepriser og Ruslands nedtur
  • Strammere indvandringspolitik, bl.a. i Rusland, USA og Singapore
  • Og konflikter med flugt og intern fordrivelse til følge

Væksten i remittances-overførsler ventes dog at vende tilbage til sit tidligere niveau — omkring 5 pct. årligt — i 2016. Samlet set sender verdens ca. 250 millioner migranter omkring 440 mia. dollar hjem til fattigere lande.  Til sammenligning er verdens samlede nominelle BNP omkring 76.000 mia. dollar (2013).

Mere fra rapporten:

Læs resten →

To Kill a Journalist: Guest comment by Samuel Rachlin

Af Redaktionen, den 14. oktober 2006. 1 svar

For the benefit of both our Danish and our foreign readers, we are proud to bring a guest commentary on the death of Russian journalist Anna Politkovskaya. Our guest commentator today is one of the most distinguished and respected Danish journalists, Samuel Rachlin.

By Samuel Rachlin

COPENHAGEN Anna, Anna, I did not get to call you last time I was in Moscow, and now no cell phone can reach you. I am looking at your phone numbers and e-mail address in my PDA and think of all the occasions in the past when I called you to ask for your advice or ask you to let me interview you on camera. I am not deleting your name or numbers and will keep you alive digitally like, I assume, hundreds of your other colleagues and friends around the world, to stay connected with you and preserve the illusion about you as an active contact, source or colleague – beyond our reach.

You were always busy with your next story or your family and you could come across as absentminded and stressed when you guided us through the piles of papers and books piled everywhere in the usual chaos of your typical Moscow apartment. But you always were ready to share your time and knowledge and advice with a smile and a mixture of amazement and patience when you were confronted with a foreign correspondent’s naiveté or lack of understanding for the realities of your country.

I have to confess that where we practice our professional duties it is difficult to relate to a reality where you kill a journalist, gun her down like a snitch because you don’t like her work or perhaps fear what her revelations can lead to. There is a long distance between the reality of one of our popular TV shows, “Crazy with Dance”, and the reality of a Russian journalist who can pay with her life for her word.

I don’t know if you were crazy with dance, I don’t even know if you knew this entertainment program at all. But I know that you were crazy with truth. You wanted to get to the very core of it without any compromise and at any price – even the highest. You got to pay that price last Saturday when you met your fate in that elevator and your killer finished your most important story – your life. Probably, you did not see him because he shot you in the back with three shots and one to your head, the control shot as they say in Russian, to make sure that you would die.

That’s how your narrative ended, Anna, and I think it’s fair to say that you were not surprised. You had often told your friends that you had received death threats, that you felt you were in danger and that somebody was trying to get you killed. The best known case was the attempt at your life when you were poisoned on board the plane en route to Beslan to cover the hostage drama. You never made it to Beslan and doctors had to do their utmost to save your life.

That did not make you change you workings habits or style. You did not give it a thought that you could move to another country and take advantage of the fact that you were so famous now that there would be no lack of job offers. But you wanted to pursue what you had set out to do – to tell the world about the state’s crimes in Chechnya, the violation of human rights all over Russia, abuse of power in the Kremlin and the rampant corruption in all layers and corners of the society,. You were not driven by any death wish. You loved life and admitted readily that you were afraid. But there was no alternative for you. You knew better than most what Putin’s Russia has to offer journalists who do not follow directions and keep challenging the system and the authorities.

Freedom of expression has been constrained all over Russia in the past six years and the media are, like in Soviet times, increasingly being used as an instrument or a weapon in the service of government. Like in Orwell’s “1984” prison is freedom, darkness is light, lying is truth. Your life is at stake when you choose reporter as your profession in Russia.

A Russian poet, Osip Mandelstam, said in the 30’ies that nowhere are poets as important as in Russia. Only in Russia poets are being killed. And yes, Mandelstam was killed. Today you can say that nowhere are journalists as important as in Russia. Only in Russia, journalists are being killed. 12 journalists have been killed in Russia under Putin. You became the 13th.

Anna, you knew, of course, which powers you were challenging when you said that Chechny’a young prime minister, Ramzan Kadyrov is “a state level bandit” and that his appointment was one of  President Putin’s most tragic mistakes. When you met your killer last Saturday you were working on a story about how Kadyrov and his men use torture, abductions and killings against unwanted people in Chechnya. You said you had pictures to document your charges. Your article was to be published last Monday. Instead, your paper published your obituary.

Moscow is awash with rumors and speculation about who took out a contract on you. There is the Chechen trace, assumptions about the Kremlin’s interest in getting rid of you, suspicion of some Neo-Nazi connection and all kinds of other theories. The fact of the matter is that, like in all the preceding killings of this kind, it will never be established who killed you.

The journalist who would be the best to investigate and establish who, what and why would, of course, have been you. Your paper has started its own investigation, but I am sure that it all will be in vain. Even if a Russian court some day will sentence someone as the killer the truth will never surface. You can catch and jail someone, but how do you catch and sentence a system that has made it possible to hire a killer to eliminate a journalist.

Today’s Russia is basking in its oil money and the sense that its great power dreams are within reach again. For the Kremlin, the killing of a journalist is a deplorable even tragic act. But it does not call for a quick reaction. It took President Putin three days to condemn your killing, Anna. But he added that your influence on the political life was insignificant and that your killing was far more damaging to the Kremlin than any of your articles.

More interestingly, Putin said that he knew there were forces that want to exploit your killing to damage Russia’s interests in the world. I can hear how you laugh at this suggestion and how you will cut to the bone withy this analysis: “Putin never could use me for anything when I was alive, but now he will use my death to tighten the screws even more and do away with what is left of freedom of expression in Russia. Just wait and see.”

Anna, the problem for us and all your Russian colleagues now is who is going to tell the Kremlin that Putin and his men with all their financial prowess and power must understand that there is one loss which the new Russia cannot afford: you and your courage, tall, slim, upright Anna.

Back in the USSR …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. november 2005. 2 svar

Berlingske Tidendes Jørgen Staun beretter i dagens avis, hvorledes den russiske statsduma i går ved 1. behandling vedtog et lovforslag, som i realiteten vil gøre det umuligt for internationale organisationer at have afdelinger i Rusland, som er politiske og helt eller delvist finansierede fra udlandet.  I praksis vil det bl.a. betyde, at Amnesty International og Human Rights Watch ikke længere vil kunne have afdelinger i landet.  Tilfældigt? Næppe:

“Stramningen sker for at forhindre, at udenlandske regeringer ved at støtte russiske uafhængige organisationer – såkaldte ngo’er – kan fremme en »Orange Revolution« i stil med den i Ukraine og Georgien, hvor de russisk-støttede magthavere blev væltet af folkelige demonstrationer.”

Nobelprisvinderen Milton Friedman formulerede for en del år siden den tese, de forskellige former for frihed (personlig, økonomisk, politisk) over tid vil tendere i retning af at gå hånd i hånd i et land.  I den forbindelse kan man så bemærke sig, at Rusland i 2003-tallene fra Economic Freedom of the World Index fik en score på 5,1 (af 10), svarende til en plads som nr. 117 af 127 lande.  Til sammenligning fik man i 1995 en score på 4,0 og en plads som … nr. 117 af 123 lande.  Plus ca change …