Månedsarkiv: oktober 2006

Nobelpristageren i økonomi 2006: Edmund Phelps

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2006. 9 svar

I går klokken lidt over et annoncerede Sveriges Riksbank hvem den årlige Nobelpris i økonomi går til i år. Modtageren bliver amerikaneren Edmund Phelps fra Columbia University i New York. Herfra skal selvfølgelig lyde et stort tillykke til Phelps, ikke mindst på baggrund af hvad det er for indsigter han får sin Nobelpris for.

Den mest banebrydende er nemlig den, der førte til et fundamentalt brud med keynesiansk økonomisk politik – i hvert fald i den akademiske verden. Indtil Phelps i slutningen af 60’erne troede de fleste på den såkaldte Phillips-kurve, der viser at der er en trade-off mellem inflation og arbejdsløshed. Politikere troede derfor, at økonomisk politik i høj grad blot var et spørgsmål om at finde den rette kombination af lav arbejdsløshed og ikke alt for høj inflation. Nok var Phillips-kurvens teoretiske grundlag noget usikkert (for at sige det mildt), men ideen appellerede tydeligvis til tidens tendens til at tro, at man kunne regulere sig ud af alle problemer ved gennem offentlig politik at finde det rette niveau.

Phelps viste, at det var forkert. Ved at fokusere på, hvordan en teoretisk forklaring på Phillips-kurven kunne se ud, fandt han frem til en mere korrekt sammenhæng. Hvis man fører ekspansiv pengepolitik, og dermed øger inflationen, øger man naturligvis også efterspørgslen i en økonomi – der flyder jo flere penge ud i samfundet. Men idet inflationen øges – priserne stiger hurtigere – vil lønmodtagere også kræve en løn, der som minimum modsvarer stigningen i deres udgifter. Kravene til næste års løn baseres derfor på den forventede inflation, altså på forventningen om hvordan prisniveauet ser ud. Så høj inflation indebærer højere lønkrav, der logisk nok indebærer højere arbejdsløshed – arbejdskraft er jo blevet dyrere. På bare lidt længere sigt er der således ikke længere nogen trade-off mellem inflation og arbejdsløshed. Phelps banebrydende indsigt var dermed, at en øget inflation fører blot til øgede lønkrav og dermed øget løninflation, men samme arbejdsløshed. Hvad værre er, medfører en for hurtigt løn- og prisudvikling et tab af international konkurrenceevne, da danske produkter bliver dyrere i forhold til udenlandske.

Phelps arbejde var et af de store søm i den keynesianske politiks ligkiste ved at påpege, at der ikke er en fundamental balance mellem inflation og arbejdsløshed, men at forholdet i stedet er af en intertemporal natur: Man kan bruge øget inflation (aktiv pengepolitik) til at sænke arbejdsløsheden midlertidigt, men med omkostninger der kommer senere hen. Dette intertemporale aspekt førte andre økonomer frem til teorien om dynamisk inkonsistens i pengepolitik, som der blevet givet Nobelpris for sidste år, og som ligger til grund for at for eksempel den europæiske centralbank udelukkende har en stabil prisudvikling som mål, og ikke tager hensyn til arbejdsløshed osv. Som Phelps viste, retter den sig alligevel ind relativt hurtigt.

Man kan håbe, at dette års Nobelpris får en politiker eller to til at tænke sig en ekstra gang om. Som det er nu, tænker forbløffende mange af dem økonomi som man gjorde før Phelps. Det gælder i særlig grad politikere i Sydeuropa, men også en tidligere dansk statsminister har ikke helt fået Phelps indsigter med (se her). Der er snævre grænser for, hvad man kan gøre med økonomisk politik, og en af forklaringerne til disse grænser bliver belønnet med en Nobelpris i år. Det burde da være signal nok.

Heller ikke i år …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. oktober 2006. 2 svar

Nå, så blev det heller ikke i år, at Robert Barro fik Nobelprisen i økonomi.  Og det blev heller ikke Gordon Tullock.  Og slet ikke Israel Kirzner, hvis der ellers endnu er nogen, der tror på dén.  Det var det samme sidste år …

Nej, vinderen er Edmund S. Phelps fra denne punditokrats egen alma mater.  Det har AP en kort historie om her.  Tyler Cowen var hurtigt ude på MarginalRevolution.com (og endog også med en “prolog” og prognoser).

Jeg har faktisk dårligt hørt om manden, så jeg vil overlade det til Punditocratus Primus-inter-pares Bjørnskov eller Punditocratus Emeritus Foss at vurdere den uddeling.

Up-date:

Generelt er folk vist glade–måske med undtagelse af på Harvard …

Rachlin om Lenin & skeletter i skabet

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. oktober 2006. 4 svar

Vores ærede on/off gæste-punditokrat Samuel Rachlin havde i denne uge i forlængelse af genbegravelsen af den danske prinsesse Dagmar, der blev russisk kejserinde som Maria Feodorovna, et fortrinligt indlæg i International Herald Tribune.  Her er essensen:

“When will it finally be Lenin’s turn?

Ever since the collapse of the Soviet Union, and more so since the remains of Czar Nicholas II and his family were reburied eight years ago, there has been talk of moving Lenin out of his mausoleum on Red Square and to bury him alongside his mother in St. Petersburg’s Volkovskoye Cemetery, as he requested in his last will. But the idea has not gained any momentum in Russia.

Removing the embalmed body of the father of the Russian revolution from the grand mausoleum, which served as the symbolic heart of the Soviet Union, would be the beginning of a necessary confrontation between Russia and the murderous dictatorships of Lenin and Stalin.

It would begin the catharsis that Russia so badly needs to rid itself of the skeletons in the closets of its history.

…

Today we need someone to say, “Mr. Putin, tear down this mausoleum.” Give the millions of innocent victims of Lenin and Stalin the apology that they and their descendants deserve and let the historic truth finally be heard all over your country.”

Læs resten her.

Dagens citat II

Af Jacob Mchangama, den 8. oktober 2006. 4 svar

Søndag er traditionelt en stille dag i bloggosfæren. Jeg vil derfor blot bringe et citat, der for mig slår hovedet på sømmet og forklarer, hvorfor jeg anser den klassiske liberalismes stædige insisisteren på frihed for en moralsk forudsætning for det gode samfund.

Citatet er Frederick Douglas' en bemærkelsesværdig mand, der blev født som slave i 1818 i Maryland men flygtede og på trods af, at han aldrig havde modtaget egentlig skolegang blev en af de mest markante og velformulerede skikkelser i kampen mod slaveriet og for den sorte befolknings ligeret.

I 1848 skrev Douglas et brev til sin tidligere ejer Thomas Auld og forklarede ham, hvorfor det var berettiget at Douglas var flygtet:

I have often thought I should like to explain to you the grounds upon which I have justified myself in running away from you. I am almost ashamed to do so now, for by this time you may have discovered them yourself. I will, however, glance at them. […]The morality of the act, I dispose as follows: I am myself; you are yourself; we are two distinct persons, equal persons. What you are, I am. You are a man, and so am I. God created both, and made us separate beings. I am not by nature bound to you, or you to me. Nature does not make your existence depend upon me, or mine to depend upon yours. I cannot walk upon your legs, or you upon mine.

 I cannot breathe for you, or you for me; I must breathe for myself, and you for yourself. We are distinct persons, and are each equally provided with faculties necessary to our individual existence. In leaving you, I took nothing but what belonged to me, and in no way lessened your means for obtaining an honest living. Your faculties remained yours, and mine became useful to their rightful owner. I therefore see no wrong in any part of the transaction. It is true, I went off secretly, but that was more your fault than mine. Had I let you into the secret, you would have defeated the enterprise entirely; but for this, I should have been really glad to have made you acquainted with my intentions to leave.

Citatet er ikke kun relevant for perioden, hvor egentligt slaveri var tilladt, men også for vores tid, hvor store dele af verdens befolkning synes at mene at have et juridisk krav på frugterne af deres medmenneskers bestræbelser og arbejde. Man kunne særligt i en amerikansk kontekst ønske sig, at den sorte del af USAs befolkning i højere grad lod sig inspirere af den politiske filosofi der tændte gløden i Frederick Douglass, end af denne filosofis bastardiserede amerikanske navnefælle, som er muse for nuværende sorte politiske ikoner som Jesse Jackson og Al Sharpton.

Dagens citat: Ole Thyssen om velfærdssamfundet

Af Christian Bjørnskov, den 8. oktober 2006. 7 svar

Vi har her på stedet skrevet af flere omgange om pædagogkonflikten, der spredte sig fra Århus til resten af landet. I et større perspektiv er konflikten naturligvis et sammenstød mellem mange folks ønske om 'mere velfærd' og de relativt snævre rammer, regering og kommuner har at operere indenfor, hvis der skal være råd til den såkaldt 'danske model' i fremtiden. I den forbindelse har Berlingske Tidende i dag interviewet filosoffen Ole Thyssen, som giver et par velrettede – og velfortjente – spark til danskerne:

 

"Velfærdstanken er ved at miste sin legitimitet. Vi har folk, der har behov for hjælp, naturligvis. Men vi har dertil også en række folk, der måske tidligere hørte til kategorien jeg-vil-ikke-ligge-samfundet-til-byrde, men som i dag forlanger alle deres skattekroner tilbage i form af bedre institutioner, veje eller kulturtilbud. Og utilfredsheden vokser på ryggen af hver eneste vundne rettighed. Denne stadige inflation af krav er giftig for samfundet. Ikke bare økonomisk, men også mentalhygiejnisk. Man kan sige, at vi bliver rigere og rigere, og samtidig bliver vi mere og mere utilfredse. Vi har dermed fået en velfærdsinflation. En overophedning af forventning, der må køles ned."

Et af problemerne er, at der af indlysende, rationelle grunde ikke er politisk vilje til at gøre noget. Den første politiker, der går i medierne og maler et sandfærdigt billede af situationen, kommer nemlig til at tabe stemmer i stor stil. Derfor får man det, Velfærdskommissionens formand Torben M. Andersen i artiklen kalder et troværdighedsproblem i velfærdsdebatten – "man forsøger at skabe et billede af, at tingene kan fortsætte uændret". Lidt i stil med udsagn om, at 'når vi nu er så rige, hvorfor har vi så ikke råd til X'. Sæt selv en offentlig udgift ind i stedet for X.

 

Thyssen vurderer, at danskerne er tæt på at være udenfor pædagogisk rækkevidde – og for egen regning kan man tilføje, at det samme er forstemmende mange politikere. Begge grupper hører primært, hvad de gerne vil høre, og så kommer man lynhurtigt i den særlige situation hvor keynesianske fortidslevn fra RUC og andre mærkværdige institutioner får reel indflydelse i debatten. Vi andre får blot endnu engang en mærkat i pande med påskriften 'mørkemand'.

Indvandring: hvem vinder og hvem taber? II

Af Jacob Mchangama, den 7. oktober 2006. 14 svar

Min ærede medpunditokrat David Gress har i sit sidste indlæg, med udgangspunkt i U.S.A., sat fokus på fordele og ulemper ved indvandring og sat spørgsmålstegn ved visdommen af at tillade indvandring af ufaglært arbejdskraft.

David Gress henviser til en bog af Gunnar Viby Mogensen, hvis konklusion blandt andet lyder:

Bare fordi USA er bedre i stand til at få indvandrere i arbejde, betyder det altså ikke, at indvandrere er en nettogevinst for samfundsøkonomien. Om de bliver det, afhænger af deres menneskelige kapital, altså evner og uddannelse

David Gress når herefter selv frem til, at:

"Forskningen i indvandringens økonomi er nået langt ud over den naive liberalismes krav om åbne grænser og tro på, at al indvandring er af det gode, for den beviser blot, at arbejdskraft strømmer dertil, hvor den er efterspurgt, og det gavner alle.  En liberalisme, der også er naiv i og med, at den ganske overser historie og kultur, som dog er faktorer, der i høj grad påvirker den sociale kapital."

Punditokraternes redaktør har i en kommentar, ihvertfald indirekte, også istemt sig David Gress' kritik af den traditionelle liberalismes "naive" begejstring for arbejdskraftens frie bevægelighed.

Begge de nævnte medpunditokrater, har utvivlsomt langt større indsigt i økonomi og samfundsvidenskabelige analyser end undertegnede, der på disse områder vel dårligt nok kan kaldes amatør. På trods heraf vil jeg tillade mig at pege på en række forhold, som synes at rokke ved de konklusioner David Gress når frem til.

Cato Institute fik i Maj 2005 foretræde for det amerikanske Senats Komite vedrørende immigration. Her fremlagde Cato en præsentation baseret på en række data, der synes at pege på at indvandring hidtil har netop har medført en nettogevinst for det amerikanske samfund, samt den enkelte amerikaner såvel faglært som ufaglært. Cato skriver bl.a.:

The impact of immigration on the small segment of the U.S. workforce that competes directly with immigrants is more than offset by the lower prices and wider range of goods and services that all workers enjoy because of immigration. Americans also benefit from higher returns on investment, and from the opportunities created for more skilled native-born workers in those industries that depend on immigrant workers to meet the needs of their customers. The comprehensive study by National Research Council in 1997 concluded that immigration delivers a "significant positive gain" of $1 billion to $10 billion a year to native-born Americans. And those gains from immigration recur year after year.

Jeg vil ikke gå dybere ned i de undersøgelser præsentationen er baseret på, dem kan læserne selv dyrke (i fodnoterne) og sammenholde med de data der måtte pege i den anden retning.

I stedet vil jeg dykke ned i den konkrete virkeligheds verden, hvor der findes en række eksempler på, at små amerikanske samfund er blevet afhængige af ufaglært udenlandsk arbejdskraft, mennesker med lav social kapital, som holder økonomien i disse lokalsamfund kørende.

En meget tænksom og nuanceret artikel er skrevet af Christopher Caldwell, der er senior redaktør på Weekly Standard, der bestemt ikke kan beskyldes for at være naive liberalister, især ikke på udlændingeområdet. Caldwell har besøgt "Sussex County" et amt i delstaten Delaware, hvortil der er indvandret et stort antal legale og illegale og ufaglærte indvandrere fra Guatemala, der hovedsagligt arbejder på kyllingeslagterier. Artiklen beskriver de mange facetter af den massive indvandring, både positive og negative:

In the past decade, the Anglo-Saxon Methodists have not just encountered immigration–they have suddenly become a minority. Georgetown had 4,896 people in the 2000 census, 32 percent of whom described themselves as Hispanic. It is hard to find an official in Georgetown who believes that percentage was accurate even at the time it was compiled.

Conservative estimates of the town's Latin American population put it at 3,000. Other guesses run over 5,000, higher than the official population of the town. That might not be far off, to judge from the outlying concentrations of Guatemalans and Mexicans–like the chock-a-block County Seat trailer park, hidden in a forest northeast of town, where mobile homes of 1950s and 1960s vintage are festooned with Christmas lights as if this were Central America.

The majority of Delaware Guatemalans come from near Tacaná, in San Marcos province. Most can use Spanish as a second language but speak an Indian language–usually Mam–at home. They are leaving their mark. On Race Street, there is a place called Central Service where you can do laundry, get guanábana juice, wire money, cash checks, and watch the World Cup.

Som David Gress rigtigt skriver vil en så massiv indvandring af ufaglært arbejdskraft fra fattige lande medfører visse kulturelle sammenstød, hvilket også har været tilfældet i Delaware:

Workers have sometimes crowded into rooms to the point where they were sleeping in shifts. A worker who came back from his night shift job at 2 A.M. and found his bed occupied would wander the streets of town alone to kill time until his bed freed up. This kind of normal Latin American behavior scared the dickens out of the locals. In 1993, an immigrant who had been out drinking drove his car across a median strip and hit a popular high-school cheerleader, killing her instantly and sparking tensions. Bob Ricker, a longtime fire chief and former mayor, infuriated immigrants when he said: "It is their job to bring themselves up to our level, not bring our society down to theirs."

A Latino congregation hoping to worship at a local Methodist church while they built a church of their own got a lukewarm reception. Worries were expressed about the "spread of disease" from too close contact with immigrants, according to one parishioner. At a church meeting to clear the air, a local custodian stood up and shouted, "You're going to regret bringing these people in here!" There was bitter resentment of the local chicken companies, whose need for labor, it was said, had changed the town beyond recognition.

Men tilsyneladende har attituderne blandt den lokale befolkning ændret sig:

Sitting at a desk in a tiny cabin at the front of the used-car lot he runs, Mike Wyatt, the mayor of Georgetown, says the town really didn't have any idea what was happening to it until it had become a different place altogether. "The demographics started changing in the early 1990s," he recalls, "but people didn't wake up to it until about 1997. Back then, everybody hated them [indvandrerne]. Today, I would say that 85 percent understand them."

"When they arrived, they were the sorriest looking people you ever saw in your life," says Carlton Moore, a real estate developer who works on projects in Kimmeytown. "But they were always willing to work."

Hvad med indvandrernes efterkommere? Bliver de uuddannede, arbejdsløse og kriminelle medlemmer af dårligt integrerede parallelsamfund med lav "social kapital", som det kendes fra Europa?:

Given their vulnerability, their high levels of illiteracy, and the language barrier, one naturally expects the children of these immigrants to be struggling a bit. They are not. They are doing extremely–almost shockingly–well. Latinos make up 40 percent of the student population at Georgetown North elementary school, and that percentage is steadily rising. They will make up 55 percent of the first graders who arrive on the first day of school next month. Thanks to No Child Left Behind laws, there is a bevy of data broken down all sorts of ways on school progress. Hispanics in the third grade at Georgetown North are outscoring both whites and blacks in reading comprehension.

This should not surprise us as much as it probably does. Obsessed as we are with upward social mobility, Americans harbor a sneaking assumption that only educated parents can have educated children. Learning, the thinking goes, is a matter of playing Mozart in pregnancy and keeping the Classic Children's Books strewn tastefully about the bedroom. This is quite wrong. You don't learn by aping the learned classes–you learn by taking the work of learning seriously. Latino children come to school as ready to work as their parents do at the plant

Caldwell slutter af med en pragmatisk konklusion:

We should be aware of what we're doing, though. If the border is controlled–and if the book is thrown at all those Mam-speaking chicken workers with their phony IDs and their alcoholic binges and their unusually hard-working children–there will be a price to pay.

There is not a demand in Georgetown for a certain quota of different-looking poor people. There is a demand for people from Tacaná who have two decades' experience in the peculiar Delaware economy of chicken, soybeans, and retirement homes, and two decades of ties to the community out of which that economy grows.

It is not, in fact, certain that the economy of Sussex County could survive without them, for Delawareans have gotten too old and too rich to maintain it on their own. Those who maintain it for them are a conservative force, made necessary because, as Giuseppe di Lampedusa wrote in The Leopard, "If we want everything to stay the same, everything must change."  

Også Reason, hvis holdninger til immigration givetvis bedre end Weekly Standards kan betegnes som præget af "naiv liberalisme", har i en artikel beskæftiget sig med de mange ufaglærte indvandrere, der arbejder i små lokal samfund i USA.

Artiklen tager udgangspunkt i to historier fra hhv. LA Times og Associated Press, der fortæller, hvordan en række større razziaer mod illegale indvandrere med efterfølgende anholdelser har medført, at økonomien i to små amerikanske bysamfund er gået i stå, da de lokale forretninger var afhængige af indvandrernes indkøb, leje af boliger m.v. Dette udsagn fra ejerne af, en lokal forretning er ganske sigende:

The B&S convenience store, owned by Keith and Regan Slater, the mayor's son and grandson, has lost about 80 percent of its business.

"These people come over here to make a better way of life, not to blow us up," complained Keith Slater, who keeps a portrait of Ronald Reagan on the wall. "I'm a die-hard Republican, but I think we missed the boat with this one."

Nederlag til frihandlen i EU – igen

Af Christian Bjørnskov, den 6. oktober 2006. 17 svar

Forleden kommenterede jeg i Berlingske på de da pågående forhandlinger i EU om at indføre en straftold på import af lædersko fra Kina og Vietnam. Beggrunden var, at Polen og den sædvanlige samling sydeuropæiske lande havde lobby'et for at få beskyttet deres producenter mod hvad de -i hvert fald officielt – mente var dumping af billige sko på de europæiske markeder. Onsdag endte forhandlingerne så med det forkerte, men måske forudsigelige, resultat: EU har med virkning fra i morgen indført en straftold på skoimport fra Kina og Vietnam.

 

 

Resultatet er dybt deprimerende for alle der arbejder for mere frihandel i verden, og ikke mindst for de af os der bor i EU. Unionen er som bekendt ikke verdens mindst protektionistiske område – faktisk lige modsat, som dokumenteret her – så ethvert skridt i den forkerte retning gør ekstra ondt. Det gør også ekstra ondt at forstå baggrunden for, hvordan EU kan komme til den mærkværdige konklusion, at to fattige lande kan dumpe deres produkter på det interne marked.

Hvordan når man den konklusion? Først skal man naturligvis vide, hvad dumping er. Det defineres ved at et land eller firma sælger sine varer på et marked til en pris, der er lavere end omkostningerne ved at producere varen. Det vil naturligvis være tabsgivende på kort sigt, medmindre en stat går ind med tilskud og dækker tabet. I forbifarten kan det nævnes, at det netop er det EU i stor stil gør for bl.a. de europæiske sukkerproducenter. I og med at man ganske let kan finde prisen på vare, er problemet at finde ud af, hvad omkostningerne har været – ellers kan man ikke vide, om der er tale om dumping.

Og det er her, kæden hopper af for EU's embedsmænd, eller at de sandsynligvis bare leverer et stykke bestillingsarbejde. Onsdag aften kunne Syed Kamal, britisk medlem af Eruopaparlamentet, oplyse BBC World hvordan det praktisk bliver gjort: Man 'benchmarker' simpelthen kinesisk og vietnamesisk produktion mod andre lande med stor produktion af lædersko, hvor man kender lidt mere til omkostningerne. Typisk for benchmark-landene er Brasilien, hvor producenternes omkostninger er rimeligt velkendte. Det er i denne detalje, djævlen ligger på skjul!

Brasilien er nemlig en helt forkert sammenligning! Ikke nok er Brasilien væsentligt rigere end Kina eller Vietnam, og lønninger og andre omkostninger er derfor betragteligt højere, men de brasilianske skoproducenter har gennem efterhånden mange år satset på at fremstille sko af ganske pæn kvalitet. Det i sig selv indebærer indlysende nok også højere omkostninger. Så EU har valgt at benchmarke producenter i to fattige lande med produkter fra et mellemindkomstland, hvor producenterne gennem at satse på højere kvalitet kan bære højere omkostninger. På den måde blander man kortene til sin egen 'fordel', så man uanset situationen i virkelighedens verden får det til at se ud som om Kina og Vietnam sælger sko til under produktionsprisen.

Bundlinien er, at man kommer til at beskytte ineffektiv polsk og sydeuropæisk produktion, der ikke er konkurrencedygtig. EU har endnu engang vist sig at være frugtbar jord for særinteresser, der for deres egen vindings skyld er villig til at pålægge forbrugerne uforholdsmæssige udgifter. Det er i sig selv ikke odiøst, men konkurrenceinstitutioner og politikere er til for i det mindste at balancere særinteresserne mod det brede samfunds totale interesser. Her har EU altså igen vist sig at fejle aldeles miserabelt. Resultatet bliver, at (ifølge BBC World) 11 procent af alle sko solgt i Europa bliver berørt af straftolden. Guderne må vide, hvor mange millioner den sydeuropæiske protektionisme denne gang kommer til at koste os alle sammen.

Pædagogkonflikten: Misforståelser, misinformation og gøen op ad det forkerte træ

Af Christian Bjørnskov, den 4. oktober 2006. 13 svar

Da jeg gik hjem fra mit kontor i går, slog jeg et smut omkring en fortovscafé for at drikke en kop kaffe med en ven – med vejrudsigten og erkendelsen af, at det altså er blevet oktober, er det nok sidste chance. Mens vi sad der, blev der ved med at strømme folk med røde t-shirts, skilte og bannere forbi, så man følte sig hensat til de mørkeste 70'ere. På vej gennem strøget var det næsten ikke til at sparke sig vej for gymnasieelever – ikke ligefrem typen med slips, høje hæle eller Nik&Jay-hår – der væltede frem mens de råbte 'Velfærd' eller 'Ned med Fogh'. Det var ikke just den mest oplyste demonstration til dato, men da min ven tillod sig at bemærke, at eleverne vist ikke havde forstået princippet bag kommunalt selvstyre, udbrød en overvægtigt, midaldrende dame bag os højlydt "Årh hold da kæft!" Mine oplevelser med denne dag, der er blevet udråbt til den store demonstrationsdag, har blot bekræftet mig i mine værste anelser, som jeg udtrykte sidste uge (se her). Konflikten omkring nedskæringer på daginstitutioner i blandt andet Århus har rod i tre forhold.

1)      Folk oplever nedskæringer, og i visse kommuner som min egen (Århus, hvis nogen skulle være i tvivl) er nedskæringerne på området ganske reelle. Det første problem opstår da den danske befolkning som helhed ikke rigtigt forstår princippet omkring kommunalt selvstyre. Hver kommune opkræver hvert år skat og får et tilskud fra staten som kommunalpolitikerne selv kan disponere over og derfor selv prioritere! Når Århus således vælger at nedprioritere et område, der i øvrigt er usædvanligt dyrt i byen, er det derfor ikke udtryk for at regeringen eller nogen anden national instans har skåret ned på noget, men derimod at kommunalpolitikere anført af borgmesteren Nicolai Wammen (S) vælger at bruge relativt flere midler på andre formål. At anråbe regeringen og skyde skylden på regeringen er altså, med et pragtfuldt engelsk udtryk, 'barking up the wrong tree' – at man gør op ad det forkerte træ. Hvis man vil samles på rådhuspladsen i Århus eller hvilken som helst anden by i Danmark for at skælde ud på politikere, bør man logisk set gøre det på de kommunale politikere i stedet for Fogh-regeringen. Den har i de seneste år tilført det kommunale selvstyre cirka 30 milliarder kroner ekstra. At de øjensynligt ikke går til daginstitutioner, er ikke regeringens prioritering.

2)      Når folk nu engang er kommet på barrikaderne, om end (eller måske fordi) det er af de forkerte grunde, er der naturligvis straks organisationer, der griber muligheden for en større protest med kyshånd. Socialdemokraterne er ikke overraskende glade for protesterne, ikke mindst fordi enhver modstand mod regeringen bliver set som tilslutning til det skrantende, gamle arbejderparti. Det passer ydermere som fod i hose på Helle Thornings ideer om næste års finanslov, hvor hendes partis udspil indebærer en relativ stigning i de offentlige udgifter på 1,6 procent – altså en ret betragtelig finanspolitisk ekspansion. Hvis man kan få folk overbevist om nødvendigheden af at øge tilskud til kommuner osv., stiger vælgertilslutningen naturligvis til et udspil, som Bendt Bendtsen i weekenden karakteriserede som 'Anker Jørgensensk' økonomisk politik. Selv internt i Socialdemokratiet er det næppe en kompliment! BUPL – pædagogernes fagforening – har også grebet muligheden for at skabe opbakning om flere penge til dens medlemmer, men den har ikke ladet det blive ved det. BUPL har også offentliggjort beregninger, der angiveligt viser, at regeringens nedskæringspolitik (sic!) vil koste op mod 3000 pædagogstillinger. Beregningerne er baseret på svar fra halvdelen af kommunerne på, om de vil spare eller ej næste år. Halvdelen af de adspurgte – en fjerdedel af de danske kommuner – siger at det vil de, hvorfor BUPL i beregningerne glad og fro går ud fra, at alle kommuner sparer næste år, og de sparer nok 3 procent. Så kan man antage, at alle besparelser indebærer fyringer – BUPL tror åbenbart ikke at man kan spare på kursusudgifter osv. – og på den måde kommer man til skræmmetallet 3000. Andre regneeksempler fra samme kilde, der benytter sig af en lidt mærkværdig ad hoc måde til at vise at der er blevet færre voksne per barn i de danske institutioner, blev i tirsdagens Politiken afvist af adjunkt i statskundskab (Århus Universitet) Lotte Bøgh Andersen. Hun var ganske klar i mælet ved at pege på, at "Retorikken, som især BUPL har kørt, giver indtryk af, at der er sket massive besparelser, men det er der generelt ikke". BUPL har en stærk interesse, ikke blot som Danmarks suverænt mest venstreorienterede fagforening, til at bære brænde til bålet, og det har de valgt at gøre med ren propaganda.

3)      Sidst, men ikke mindst, har deltagerne i demonstrationerne effektivt malet sig op i et hjørne.  Århus-borgmesteren Nicolai Wammen har satset sin politiske troværdighed på at overbevise vælgerne om, at det er regeringens fejl det hele – og det er moderpartiet vel ikke helt utilfreds med – og demonstranterne selv har stået der så lang tid og råbt så højt, at det simpelthen ville være for pinligt at krybe hjem med en undskyldning for at vi ikke forstod det med det kommunale selvstyre. Den menneskelige natur er nu engang sådan, at jo længere og jo stejlere vi har holdt på vores synspunkt, og jo vigtigere vi har hævdet det var, jo sværere bliver det at indse – ikke mindst overfor os selv – at vi har taget fejl.

Bundlinien er deprimerende klar. Protesternes fodtudser har derfor svært ved nu, både overfor deres kolleger, deres familie og sig selv, at bakke ud af bevægelsen, og mange holder sig derfor derinde selvom de måske inderst inde godt ved, at de tager fejl. En del af dem – pædagogerne – har også et rent økonomisk incitament til at deltage, da flere midler til deres område typisk betyder mere fryns og måske endda flere kolleger. Og sidst, men ikke mindst, har mange politikere – ikke blot socialdemokratiske, men også nogle frustrerende eksempler på borgerlige lokalpopulister – bundet deres politiske prestige og troværdighed op på, at få flere statslige tilskud ud af sagen, og helst uden at borgerne opdager deres fupnummer. Hvis der er nogen rimelighed til i verden, betyder det et farvel til Wammen og co. til næste kommunalvalg, men det forudsætter, at vælgerne gennemskuer politikerne. Og det er nok lidt for meget at forlange.

Ugens citat: Tierney om pager

Af Redaktionen, den 4. oktober 2006. 1 svar

New York Times’ fortrinlige, klassisk-liberale klumme-skribent John Tierney (som vi omtalte allerede tidligt i denne blogs første levetid) har denne spidse kommentar til den dagsaktuelle sex-skandalen i USA’s kongres:

“Suppose Nike’s founder, Phil Knight, asked taxpayers to subsidize a program for 16-year-olds to leave their homes to become “squires” running errands at Nike headquarters. Or suppose, before his death, Sam Walton had asked Congress to build a dormitory in Arkansas to house teenage “serfs” spending a semester away from their schools to work on a Wal-Mart loading dock.

These executives would become national jokes. They’d be denounced for trying to revive 19th-century child-labor practices and 12th-century feudalism. There would be no public money appropriated for Knight’s Squires or Sam’s Serfs.

Yet Congress sees nothing strange about dragging teenagers from their families and schools to become pages, one step below a squire in the feudal food chain. They’re not being forced to wear Prince Valiant haircuts, but they have to do scut work that’s probably even less useful than what they could learn at Nike or Wal-Mart.

Congressional pages spend much of their time hand-delivering documents, a job that’s done electronically in most 21st-century institutions. When educators talk about preparing youth for jobs in the Information Age, they’re not talking about training messengers.

The justification for the page program is that it gives teenagers an insider’s glimpse of how Congress works. But why disillusion them at such a tender age? If they stayed in school, they could maintain their innocence by reading the old step-by-step textbook version of how a bill becomes law. By going to Capitol Hill, they see how the process has changed:

1. A bill is introduced to build highways.

2. A congressman receives a donation from a constituent who wants to open a go-kart track.

3. The congressman persuades his committee chairman to slip in a $350 million “earmark” for an “alternative sustainable transportation research facility” in his district.

4. The chairman quietly adds similar earmarks for all members of the committee.

5. The bill is passed unanimously.

6. The president complains about the “wasteful spending” but signs it into law anyway.

7. The congressman attends a fund-raiser at the new go-kart track.

What lesson has the page learned? That Congress is the closest thing in modern America to a medieval court: an enclave governed by arcane ancient rules of seniority, a gathering of nobles who spend their days accepting praise and dispensing favors to supplicants.

They’re so secure in their jobs, and so used to being surrounded by groveling minions, that they assume the privileges of feudal lords when dealing with pages and other lieges. Which is why, on occasion, they try to exercise the droit du seigneur.”

Indvandring:hvem vinder og hvem taber?

Af David Gress, den 3. oktober 2006. 7 svar

For et års tid siden udkom en udmærket bog af Gunnar Viby Mogensen, Folkevandringen til de rige lande, hvor han blandt andet forsøgte at forklare, hvorfor andelen af beskæftigede blandt ikkevestlige (i praksis: muslimske) indvandrere/efterkommere i Danmark er 41 pct. mindre end blandt indfødte, mens differencen i USA er 4 pct.

Bogen er anmeldt af undertegnede her, men da adgang kræver abonnement, får I bogens kernekonklusioner her:

Masseindvandringen til USA [har] éntydigt gavnet indvandrerne; de har det langt bedre, end hvor de kom fra. Den har derimod virket løntrykkende for den indfødte befolkning, især for dem uden videregående uddannelse. For de latinamerikanske lande har udvandringen til USA virket som en sikkerhedsventil, da de lande ikke selv er i stand til at skaffe arbejde til alle. Samtidig virker indvandrernes hjemsendelser af penge som et tiltrængt tilskud. Bare fordi USA er bedre i stand til at få indvandrere i arbejde, betyder det altså ikke, at indvandrere er en nettogevinst for samfundsøkonomien. Om de bliver det, afhænger af deres menneskelige kapital, altså evner og uddannelse. Jo flere indvandrere med høj menneskelig kapital, jo mere produktive er de og jo mere vil de tilføre økonomien.

Forskningen i indvandringens økonomi er nået langt ud over den naive liberalismes krav om åbne grænser og tro på, at al indvandring er af det gode, for den beviser blot, at arbejdskraft strømmer dertil, hvor den er efterspurgt, og det gavner alle.  En liberalisme, der også er naiv i og med, at den ganske overser historie og kultur, som dog er faktorer, der i høj grad påvirker den sociale kapital.

Nu er debatten kommet et par skridt videre i USA, hvor økonomer nu også er begyndt at se på indvandringens virkninger på den økonomiske ulighed.  Man kan have mange meninger om ulighed, eksempelvis at den er en god ting, hvis den er udtryk for, at markedet lønner efter fortjeneste.  At den er vokset siden 1970, er der imidlertid ingen større strid om (striden er snarere om hvorvidt den sociale mobilitet også er stagneret og hvorfor).

Den her referede analyse tyder på, at den voksende forskel på de amerikanske median- og gennemsnits-husstandsindkomster siden 1970 ikke, som hævdet af mange, mest af alt skyldes, at markedet i stigende grad belønner specialviden.  Gennemsnittet er nu 30,4 pct. højere end medianen, mens forskellen i 1986 var 18,6 pct.  I 1989-1997 voksede direktørlønninger 100 pct. i faste $, mens programmørers kun voksede 4,8 pct. og ingeniørers faldt med 1,4 pct.

Forskellen synes blandt andet at korrelere med masseindvandring, hvilket bekræfter Viby Mogensens og George Borjas’ analyser af, hvordan indvandringen har virket løntrykkende såvel nederst (blandt ufaglærte) som blandt specialuddannede.

Jeg stikker det her ud ikke som indlæg pro eller contra indvandring, hvilket er en tåbelig debat, men som belysning af et emne, der er problematisk ikke kun for kultur og samfundsidentitet, men altså også for mange menneskers privatøkonomi og dermed for samfundsøkonomien.

Man kan fra dansk synspunkt indvende, at de amerikanske tal afspejler et luksusproblem, så længe beskæftigelsesgraden blandt dansk bosatte indvandrere er så grotesk lavt, og at alle ved, at dette skyldes et manglende arbejdsmarked for ufaglært arbejdskraft, høje understøttelsessatser og andre mod-incitamenter.  Og dog.  Også i Danmark må debatten om hvilken indvandring, man ønsker, og hvordan man vil opnå den, komme ud over det barnagtige niveau, den i dag bevæger sig på (a la: vi må tiltrække de bedste hjerner, men vi agter sandelig ikke at røre en finger for at gøre det tiltrækkende for dem at komme).

Klokkerne ringer …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. oktober 2006. Skriv et svar

Den altid læseværdige Wall Street Journal har dd. en fin leder om Republikanerne og den igangværende midtvejsvalg-valgkamp.  Der er mere og mere, der tyder på, at "the chickens are coming home to roost", og avisens lederskribent har ikke svært ved at placere skylden.  Her er lidt af den:

"The GOP Record
The roots of Republican failures in Congress.

The 109th Congress has gone home to fight for re-election, and the best testament to its accomplishments is that very few Republicans are running on them. They're running instead against the peril to the country if the Nancy Pelosi Democrats take power.

We'll know in six weeks if this liberal fright mask is enough to save the GOP majority, but it's not too soon to say that Republicans in the 109th have been a major disappointment. The best thing about this Congress is that by doing little at least it did little harm. But despite their best chance in 50 years to reform the creaky institutions of the welfare state, Republicans couldn't maintain the unity or discipline to achieve nearly any of what they promised in 2004.

The one great exception is the confirmation of two new Supreme Court Justices. GOP Senators in particular helped to steer President Bush away from his underwhelming initial choice of White House counsel Harriet Miers toward the distinguished Samuel Alito. With the High Court playing an ever more decisive role in our political life, this may be Mr. Bush's most significant legacy beyond the war on terror.

…

On the liability side, the list of flops is extensive, starting with making the tax cuts permanent, repealing the estate tax and immigration reform. Senate Democrats did their part to kill the first two, but House Republicans get credit for fanning public worry about immigration and then pretending that a 700-mile fence will solve the problem.

Social Security reform was never going to be easy, and Mr. Bush's war-driven decline in job approval meant he couldn't move any Democrats. But that still doesn't excuse such prominent Republicans as Tom Davis (Virginia) and Roy Blunt (Missouri) for resisting their President's reform effort behind the scenes. So frightened were they that they never even brought the subject up for a vote.

Perhaps the most puzzling abdication was the GOP failure to do anything at all on health care. The window for saving private health care from government encroachment is closing, and both business and workers are feeling the pinch from rising costs. Yet Republicans failed to make health-care savings accounts more attractive, failed to let business associations offer their own health plans, and failed even to bring to a vote Arizona Congressman John Shadegg's bill to avoid costly state mandates by letting health insurance be marketed across state boundaries. The biggest winner here is Hillary Rodham Clinton's 2008 Presidential campaign.

Republicans have many explanations for their paltry record, some of them even accurate. The troubles in Iraq sapped Mr. Bush's support, dividing Republicans while uniting Democrats who saw a chance to regain power this fall. Hurricane Katrina blew away whatever hope there was of spending restraint and changed the national conversation from GOP priorities. And Tom DeLay's ethical troubles, and eventual ouster as Majority Leader, created a leadership vacuum.

Yet none of this excuses the more fundamental problem, which is that too many Republicans now believe their purpose in Washington is keeping power for its own sake. The reform impulse that won the House in 1994 has given way to incumbent protection. This is the root of the earmarking epidemic, which now mars every spending bill and has become a vast new opportunity for Member corruption.

…

Even amid all of this scandal, many Republicans still refuse to acknowledge any problem. Appropriators continue to resist major budget reform, and the same Republicans who gave a Democratic President the line-item veto in the 1990s refused to give a weaker version to a GOP President this year. No wonder so many loyal Republican voters have been telling pollsters they're not sure if they'll vote this year.

With his party down in the polls, Mr. Bush has tried to recast the midterm election as a referendum on the war on terror. This strategy may yet save Republicans from losing Congress, both because the war is the most important issue of our time and because the Democrats are calling for retreat in Iraq and essentially for a return to the antiterror policies of the 1990s. But it is no credit to the performance of Republicans in this Congress that their best argument for re-election is the wartime flaws of their opponents."

Danmark bestået – FN-Komite dumpet

Af Jacob Mchangama, den 2. oktober 2006. 2 svar

Dette debatindlæg blev skrevet i august i år men faldt åbenbart ikke JPs debatredaktions smag, hvorfor jeg med nogen forsinkelse bringer det her:

Den 17. august i år afgav FNs Komité mod Racediskrimination (Komitéen) sine konkluderende observationer vedrørende Danmarks overholdelse af FNs Konvention til Afskaffelse af Racediskrimination (Konventionen).

Konventionen der tråde i kraft i 1969, var primært resultatet af, at en lang række nyligt uafhængige afrikanske og asiatiske stater ønskede at markere en klar afstandtagen fra den systematiserede racisme, flere af deres tidligere europæiske koloniherrer havde indført i disse stater. Konventionen var samtidig ment som et instrument mod de apartheidstater, der på daværende tidspunkt stadig fandtes i Sydafrika og Rhodesia (Zimbabwe).

Som et bolværk mod egentlig racemæssig apartheid kan man (på trods af en række uhensigtsmæssige bestemmelser) godt have sympati for Konventionen. Med denne funktion for øje burde den således ikke udgøre et problem for vestlige stater baseret på konstitutionalisme og retsstatsprincipper, herunder den formelle lighed for loven, kerneprincippet i vestlig retstradition.

Som det er sket med mange andre FN-konventioner har Konventionen imidlertid fået et langt bredere fokus end dets oprindelige og mere afgrænsede sigte. Gennem Komitéens fortolkning har Konventionen bevæget sig i en retning, der ikke bare er uden hold i vestlig retstradition, men ofte i lodret modstrid dermed. Lad mig pege på en række punkter.

Med afsæt i Muhammed-krisen anfører Komitéen bl.a., at “ytringsfriheden medfører særlige pligter og ansvar”, og opfordrer Danmark til at tage resolut handling mod racistiske og hadske ytringer og retsforfølge selv mindre udslag af sådanne. Med andre ord så Komitéen gerne ytringsfriheden begrænset når det kommer til ytringer, der i dens optik kan fortolkes som racistiske eller diskriminerende.

Til det er der at sige, at anklagemyndigheden kunne have valgt at have indledt retslige skridt mod Jyllands Posten (JP). Det ville så afhænge af en konkret vurdering, hvorvidt JPs ytringsfrihed ville have været krænket. Men der kan, bortset fra helt ekstreme tilfælde, såsom direkte opfordringer til eller trusler om vold, ikke ud fra en menneskeretlig betragtning siges at eksistere en positiv forpligtelse for staten til at straffe dens borgere for deres anvendelse af ytringsfriheden.

Komitéens fortolkning er et typisk eksempel på moderne menneskerettighedsfortolkning, som ikke længere fokuserer så meget på at begrænse statens magtmisbrug, men i stedet på aktivt at skabe en idealiseret verdensorden baseret på en menneskerettighedstilgang. Sådanne forsøg på at anvende menneskerettigheder aktivistisk, snarere end som en begrænsning, må dog uvægerligt og konstant skabe kolliderende “rettigheder”, hvis interne vægtning og prioritering kun kan fastlægges på vilkårlig vis.

Dette medfører en usikker retsstilling og en udhuling af klassiske frihedsrettigheder, der over adskillige århundreder har stået deres test i praksis, til fordel for abstrakte og fortænkte programerklæringer, uden praktisk eller historisk forankring.

Komitéen kritiserer endvidere Danmark for ikke i tilstrækkelig grad at sikre etniske og religiøse minoriteters kulturelle rettigheder, når det kommer til offentlig undervisning, kultur og information. Det kræver en særdeles kreativ fortolkning, at karakterisere manglen på kulturelle særrettigheder, som udtryk for statslig racisme af den slags, som burde være Komitéens egentlige fokus.  Endvidere afslører kritikken, at komitéen ikke opfatter mennesker som individer, men derimod alene som værende del af grupper.

Skulle Komitéens anbefalinger tages alvorligt, ville det være ensbetydende med, at det var en menneskeret at leve i et statsstøttet multi-kulturelt samfund, hvor ingen kultur kan siges at være bedre end andre. Det ville være et uacceptabelt og fundamentalt brud med bl.a. danske undervisningsprincipper, som i offentligt regi naturligvis i overvejende grad skal reflektere den vestlige tradition, Danmark er en del af.

Havde Danmark forbudt minoriteters alternative undervisning på privat og friskoler, kunne man med rette kritisere Danmark for at undertrykke minoriteter. Men netop dette alternativ sikrer, at forældre, indenfor brede rammer, kan opdrage deres børn i overensstemmelse med deres overbevisninger. Komitéens insisteren på statsligt indførte kulturelle særrettigheder for minoriteter er i virkeligheden et brud med den lighed for loven, som burde være Komitéens faste pejlemærke. Sådanne særrettigheder gælder jo per definition kun for en adskilt gruppe baseret på etniske, religiøse eller lignende kriterier, hvilket er præcis, hvad Konventionen burde modvirke. Lighed for loven bør gælde for alle uanset om man er minoritet eller ej. I modsat fald er døren åbnet for den kulturelle relativisme og vigtige grundprincipper vil dermed være i fare.

Endelig beklager Komitéen sig over, at Danmark ikke har gjort Konventionen til en del af dansk ret. Det er dog værd at bemærke, at ingen andre stater har valgt at tage sådanne skridt. Det faktum må siges at være det klareste udtryk for, at Komitéen har mistet retningssansen. Man har skabt et projekt, der er blevet løsrevet fra de retstraditioner menneskerettighederne er udsprunget af, en tradition der er forudsætningen for menneskerettighedernes rolle som garant for det åbne samfund baseret på lighed for loven.