Månedsarkiv: december 2006

Lav din egen grundlov …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. december 2006. 24 svar

Denne Punditokrat er ganske ofte uenige med amerikanske konservative–i og udenfor det Republikanske Parti–med hensyn til, hvad der er de rette principper eller bedste politikker.  Men så sker der som regel det, at jeg finder mig fanget i det modbydelige, binære valg, som desværre bliver presset ned over de fleste observatører af de facto to-parti systemer som f.eks. USA–hvor man kommer til at sympatisere med det mindste af to onder (velvidende at “the lesser of two evils is still evil”).

Og jeg skal altså ikke læse meget af denne AP-artikel med interview med forbundshøjesteretsdommer Stephen Breyer for at løbe skrigende i armene på Scalia, Alito m.fl.:

“Justice Stephen G. Breyer says the Supreme Court must promote the political rights of minorities and look beyond the Constitution’s text when necessary to ensure that “no one gets too powerful.”

Breyer, a Clinton appointee who has brokered many of the high court’s 5-4 rulings, spoke in a televised interview that aired one day before justices hear a key case on race in schools. He said judges must consider the practical impact of a decision to ensure democratic participation.

“We’re the boundary patrol,” Breyer said, reiterating themes in his 2005 book that argue in favor of race preferences in university admissions because they would lead to diverse workplaces and leadership.

“It’s a Constitution that protects a democratic system, basic liberties, a rule of law, a degree of equality, a division of powers, state, federal, so that no one gets too powerful,” said Breyer, who often votes with a four-member liberal bloc of justices.

… In his interview, Breyer argued that in some cases it wouldn’t make sense to strictly follow the Constitution because phrases such as “freedom of speech” are vague. Judges must look at the real-world context — not focus solely on framers’ intent, as Scalia has argued — because society is constantly evolving, he said.

“Those words, ‘the freedom of speech,’ ‘Congress shall pass no law abridging the freedom of speech’ — neither they, the founders, nor those words tell you how to apply it to the Internet,” Breyer said.

Pointing to the example of campaign finance, Breyer also said the court was right in 2003 to uphold on a 5-4 vote the McCain-Feingold law that banned unlimited donations to political parties.

Acknowledging that critics had a point in saying the law violates free speech, Breyer said the limits were constitutional because it would make the electoral process more fair and democratic to the little guy who isn’t tied to special interests.“

Tsk, tsk, tsk … Breyer er tilsyneladende uvidende om, at USA’s forfatning intet sted definerer systemet som et demokrati, og at der f.eks. ikke engang er en forfatningsmæssig borgerret til at deltage i præsidentvalg.  Eller også er han bare ligeglad–for hvis han synes, at den ret (eller andre rettigheder) skal være der, så … trylle, rylle, rylle … er den der.

Højesteretsdommere kan med andre ord stort set opfatte sig selv som politisk udpegede smagsdommere, som slet ikke behøver at se på, hvad intentionerne med et arrangement var, eller hvad præcedens i snæver forstand ville diktere.  I stedet kan de bare, så frit det lyster dem, omdefinere begreberne, så det passer ind i deres eget ideologiske kram.  Hvis der står “almenvel” kan det tilsyneladende frit bruges til at betyde “diversitet”, og hvis der specificeres et forbud mod indgreb i ytringsfriheden, kan det let fortolkes som konsistent med indgreb i samme.  A er -A.

Hvor er James Madison og Thomas Jefferson, når vi har brug for dem?

Værnepligtens væmmelige virkelighed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. december 2006. 14 svar

Højreorienterede (krigsliderlige og autoritære, som de er) går ind for værnepligt, mens venstreorienterede (freds- og frihedselskende, som de er) er modstandere af tvangsmæssig inddrivelse af soldater, ikke sandt?

Måske nogle steder, men ikke i USA.  Det har ikke været det historiske billede, hvor det i det 20. århundrede alle tre gange, værnepligten blev indført, var Demokraterne, der gjorde det, mens Republikanerne var imod.  Barry Goldwater var i 1960erne en af de første til at tale for en afskaffelse af værnepligten i forbindelse med Vietnam-krigen, og det var i sidste ende George P. Shultz, som foranlediget af kollegaen Milton Friedman, fik Nixon til at afskaffe den.

Nu er Demokraterne på færde igen.  Rep. Charlie Rangel (D-NY), som er på vej til at blive en af de mest indflydelsesrige politikere i den nye kongres, presser endnu engang hårdt på for at få genindført værnepligten.  Interesserede kan her læse et godt, kort positionpaper (med henvisninger til empiriske analyser) fra Heritage Foundations Dr. Tim Kane, som piller Rangels påstande fra hinanden.  Værnepligt vil

  • ikke give en mere "socialt retfærdig" rekruttering
  • ikke resultere i mindre engament i krige
  • ikke give bedre tropper

Og sidst, men ikke mindst, værnepligten vil til gengæld være en krænkelse af den personlige frihed:

"Regardless of Rangel's arguments, justification of a "just draft" presents a philosophical dilemma. Coercing people to serve is detrimental to individual liberty—this is the problem of social justice based on group demographics rather than individuals. The U.S. military is one of the most colorblind, merit-based institutions in the nation. Soldiers surrender their individuality voluntarily to join a team, with a team mentality. Mandating service will diminish this choice.

Even if Rangel and his colleagues in power rename their project "national service," it would still be unjust, because forced volunteerism is inauthentic. Certainly, Americans will sometimes accept restrictions on their liberty, such as the speed limit or income tax, but only to advance the common good. Empowering the central government to oversee and restrict the employment of all young Americans for two years is not consistent with common good restrictions and is instead a dangerous violation of individual liberty.

The Pentagon, the President, Congress, and the new Democratic leadership need to repudiate the idea of a draft as well as the notion of mandatory volunteerism. All young Americans deserve the peace of mind that their personal freedom is not in jeopardy."

Cato Institute har før kritiseret Rangels forslag–og har naturligvis længe syntes, at en frivillig hær er bedre end en ufrivllig.

Desperate tider

Af admin, den 1. december 2006. 5 svar

Dagens forside på Berlingske bekræfter, at der i den seneste tid har været en stigende desperation at spore i avisens defaitistiske linje.

De fornemmer måske, at muligheden for at fremkalde en betingelsesløs opgivelse af demokratiet i Irak er ved at være forpasset. Midtvejsvalget gik ikke helt, som man havde håbet. Baker-rapporten synes heller ikke at blive så uansvarlig og naiv, som man kunne have frygtet. Regeringen og Dansk Folkeparti står fast på, at tropperne kun skal trækkes gradvist ud i takt med, at irakerne selv kan overtage. Og så længe Helle fører i meningsmålingerne – hvad hun bliver ved med, så længe hun og Fogh konkurrerer om at love den største velfærdsstat – kommer der ikke noget valg, og Lykketoft bliver ikke udenrigsminister.

For denne punditokrat er det kun gode nyheder, og tilmed her hvor den søde juletid med sit gigantiske materielle og kommercielle forbrugsræs melder sig. Det er lige til at komme i godt humør af.

For ikke helt at glemme sagens alvor kommer her et link til Christopher Hitchens, der stadig er bekymret. Desværre nok med god grund. Hitchens er som bekendt blevet udstødt af det gode journalistiske selskab, fordi han trods sin livslange trotskisme ikke var tilstrækkeligt rettænkende. Han deler skæbne med en række andre journalister, f.eks. Judith Miller (tidl. fra NYT), og Bob Woodward (efter hans to første bøger om Bush, dog taget til nåde efter sin tredje bog om samme emne). Poul Høi har  som altid beredvilligt videreformidlet karaktermordet på Hitchens og kan berette, at Hitchens drikker! Kan man tænke sig det. En journalist, der både ryger og drikker. Jamen dog. Men i betragtning af, at Hitchens i modsætning til Høi aldrig røg på Plame-historien og klokkede rundt i de primære kilder, kan det måske vise noget om alkohols gavnlige virkninger til at give klarsyn.

Her er et lille uddrag fra Hitchens artikel:

Barely five years after the eviction of the Taliban, three and a half years after the fall of Saddam Hussein, and a year and a half after the Syrian army was forced out of Beirut by a show of mass popular and democratic unity, the memory of those brave fingers marked with the purple ink of the franchise has almost vanished. Tribalism and gangsterism are back, in a big way, with heavy state support from across the frontiers. And the United States, it seems, cannot wait to confirm the impression that it would rather deal with the aggressors. If the latest assassination in Lebanon caused any embarrassment to the enthusiasm of the Baker-Hamilton team for direct talks with Damascus and Tehran, the embarrassment wasn’t evident. The Lebanese Cabinet may have bravely voted last week, in spite of a campaign of blackmail by Syria’s death squads and religious proxies, to establish a tribunal to investigate the murder of Rafik Hariri, but in Washington, the talk is of getting on better terms with the people who, on all the available evidence, blew up his car. You may have noticed the new habit in the media of referring to the government of Lebanon as “American-backed” or “Western-backed.” This is as if to imply that it is not an expression of Lebanon’s remaining autonomy. But it is also cruelly ironic: Where exactly is this “backing”? Once again, it is becoming more dangerous to be a friend of the United States than an enemy.

Også i danske MSM kan man iagttage, at Libanons demokratisk valgte regering nu omtales som “vestligt støttet”. Endvidere kan man se den klassiske fortolkning: “Hvis Syrien virkelig står bag, bliver vi nødt til at betragte Syrien som vores fjende. Det kan ikke være i Syriens interesse. Så det er nok alligevel ikke Syrien, der har gjort det.” Ak ja.

Læs restens af artiklen her.

God jul.

Cheminova

Af Jørgen Møller, den 1. december 2006. 6 svar

Nu har jeg i snart en uge ærgret mig stadig mere over Politikens hetz mod Cheminova uden at have fået sat ét ord på skrift derom. Så er det jo godt, at andre er flittigere end jeg. I dagens udgave af Weekendavisen får Leif Blædel sat tingene i rette perspektiv med nogle få, men velvalgte ord.

Under overskriften “Hysteri. Hetz baseret på enøjethed og misvisning” forklarer Blædel, hvorfor Cheminovas mange kritikere er gået helt galt i byen i denne her sag. Der er desværre ikke fri elektronisk adgang til artiklen, men de følgende to afsnit sammenfatter så nogenlunde budskabet:

“Gu’ er det da giftigt, stoffet. Det er også fint, at vi ikke bruger det herhjemme mere. Men hvis vi ikke havde andre og mindre giftige midler, eller hvis de andre var så dyre, at vi ikke havde råd til at bruge dem, så ville Bladan ikke være forbudt herhjemme og stadig blive brugt i dansk landbrug.

Det er det, som er humlen i Brasilien og forskellige u-lande. Deres bønder må producere med de midler, de har råd til at købe, og Bladan er væsentligt billigere end de fine stoffer, som anvendes i Danmark. Økonomer vil kunne forklare, hvilke konsekvenser i form af arbejdsløshed, nogle steder i form af sult, det ville have, hvis bønderne i de lande skulle producere uden hjælp af Bladan. Og det er enøjet og ikke særlig god journalistik at hetze løs mod fabrikken, som leverer de lande varen”.

Bedre kunne det ikke være sagt. Og man må da håbe, at Connie Hedegaard holder Weekendavisen, for hendes bidrag har bestemt ikke gjort sagen bedre. Lad mig blot nævne de visdomsord hun fik fyret af i søndagsudgaven af Politiken: “Jeg har før opfordret virksomheder – og vil gerne gentage denne opfordring – til ikke at udsætte befolkningerne i andre lande for ringere miljøvilkår end det, vi selv vil acceptere herhjemme”.

Den hedegaarske formel er en ret effektivt opskrift på, hvordan man kan forhindre fattige lande i at udvikle sig – og den udtrykker i det hele taget en vestlig arrogance, man skal lede længe efter. Danmark ville i hvert fald aldrig havde nået sin nuværende velstand, hvis vi under hele processen skulle have levet op til Hedegaards miljøkrav anno 2006. Lidt sund fornuft efterlyses så mindeligt!