For nylig blev jeg bedt om at skrive et indlæg til debatsiden “Det Borgerlige Danmark” på Facebook. Det kom der nedenstående indlæg ud af.

Hvis du allerede har læst indlægget, så tillad mig her at fremhæve konklusionen, så du husker den:

God fornøjelse.

For snart et år siden skrev den spansk computernørd, Tomas Pueyo, et indlæg med titlen ”Coronavirus: The Hammer and the Dance”. Indlægget blev en bragende succes, og inden længe brugte Mette Frederiksen, Kåre Mølbak og mange andre udtrykket ”hammeren og dansen”, som beskrev, hvordan staten med sin store magt kunne hamre COVID-19-pandemien ned og efterfølgende danse med pandemien, indtil vaccinerne kom. Pueys budskab – som blev købt af millioner verden over – var, at det var magthaverne, der skulle styre kampen mod pandemien. Og at de skulle slå hårdt ned. Der var ikke noget alternativ til nedlukning, må man forstå. 

Problemet er bare, at hele forudsætningen for Pueyos budskab var forkert. Pueyo troede nemlig, at smitten ville eksplodere, hvis ikke staten hamrer smitten ned (det viser hans første figur). Men smitten er ikke gået amok, som Pueyo mente, den ville. Ikke i ét eneste land i verden. Overhovedet. 

Hvorfor ikke? Regeringen (og mange politikere, herunder også borgerlige) er lykkes med at skabe en fortælling om, at det var pga. nedlukninger. Det var verdens regeringer, der svingede Pueyos hammer og reddede os fra katastrofen. Men fortællingen er forkert. 

Det er ikke primært de hårde nedlukninger, der har bragt smitten under kontrol rund omkring i verden. Lad mig komme med et par eksempler, som viser dette.  

Eksempel 1: I Danmark toppede smitten op til jul, FØR regeringen lukkede landet fuldstændigt ned. Antallet af cases toppede d. 16. december – to dage inden nedlukningen blev annonceret. 

Eksempel 2: Smitten toppede samtidig i alle kommuner. Uanset om de blev lukket ned d. 9., d. 11. eller d. 16. december, toppede antallet af cases d. 16./17. december.  

Eksempel 3: Smitten i Sverige faldt samtidig med smitten i Danmark. Dødstallene i begge lande topper omkring nytår. Desuden begyndte faldet at flade ud/vende til stigning samtidig omkring midten af februar. 

Eksempel 4: Sverige, der i næsten hele 2020 havde en nedlukning, de fleste vil betegne som nærmest fraværende, har klaret sig fuldstændigt gennemsnitligt i Europa. Og langt bedre end andre europæiske lande, der har haft meget hårde nedlukninger. 

Anekdoter bør aldrig stå alene, og ovenstående ER blot anekdoter. Men de underbygges af en bred vifte af litteratur, som jeg gennemgår i mit litteraturstudie, og flere og flere forskere (bl.a. Jens Lundgren og Michael Bang Petersen fra HOPE-projektet) peger i disse dage på vigtigheden af at forstå bl.a. frivillig adfærd som en del af pandemibekæmpelsen. 

Men hvorfor har hårde nedlukninger ikke en tydelig effekt? Det er et godt spørgsmål, og forklaringen er sandsynligvis kompliceret. Mit gæt er, at to vigtige faktorer spiller ind. For det første ønsker de færreste at smitte venner, kollegaer og familie. Så vi passer på ”af os selv”. For det andet viser en undersøgelse fra SSI (som dokumenteres af en bred vifte af lignende undersøgelser), at 9 af 10 bliver smittet på arbejde, i hjemmet eller ved længerevarende og/eller nære kontakter (kram, omsorg osv.). Altså smittekilder, som nedlukningerne ikke i særligt høj grad forhindrer. Samtidig er sundhedsøkonomerne ret enige om, at prisen pr. leveår reddet gennem nedlukninger er meget høj (Jes Søgaard fra ekspertgruppen har fx udtalt, at ”Der er ingen tvivl om, det er dyre leveår at redde.”) 

Den største omkostning ved pandemien for det borgerlige Danmark er derfor i mine øjne, at det er lykkes socialdemokraterne (og her mener jeg socialdemokraterne i alle partier) at skabe en fortælling om staten som vores store redningsmand. Selvom det ikke er sandt, er det pt. stadig den fortælling, der ser ud til at dominere. Og ender denne fortælling med sejren, kan det få store, negative konsekvenser for samfundet på lang sigt. For det vil – fejlagtigt – få mange til at tro, at staten kan løse meget komplekse problemstillinger for borgerne. Hvis staten kan løse noget så komplekst som smittespredningen effektivt, hvorfor skulle den så ikke kunne løse (langt simplere) problemstillinger som at drive virksomheder, stå for borgernes sundhed, styre børnenes undervisning, placere børnene i de ”rigtige” familier osv.? 

Staten har en rolle i vores samfund. Bestemt. Men det fører til et dårligere samfund, hvis vi tror, at den er god til at løse komplekse problemer for os. En sådan tro blandt vælgerne kan nemt føre Danmark i en langt dårligere retning.