Øger et corona-pas incitamentet til at blive vaccineret? Ikke nødvendigvis. I et nyt interessant spilteoretisk forskningspapir viser Joshua S. Gans, at effekten kan være enten neutral eller ligefrem få vaccinetilslutningen til at falde.

Årsagen er – som vi allerede en del gange har været inde på – at adfærdseffekter kan modvirke politiktiltag. Det er igen en variant af den kendte Pelzman-effekt, vi har fat i. Pelzman påviste for længe siden eksempler på, at obligatorisk brug af sikkerhedsseler i biler fik trafikdødeligheden til stige. Fordi det blev mere sikkert for dem indeni bilen at køre, tog førerne større risici, som gik ud over de andre i trafikken.

På samme måde kan politiktiltag, som umiddelbart reducerer smitteomfanget med corona, føre til, at folk begrænser deres sociale distancering, så effekten af tiltagene forsvinder igen. Tilsvarende er tilskyndelsen til at blive vaccineret mindre, når smitterisikoen er lavere. Det er, hvad der sker i Gans model.

Det skal understreges, at der er tale om en teoretisk model. Man kan – som forfatteren selv påpeger – godt forestille sig mekanismer, som kan give coronapasset en samlet positiv effekt. Det er imidlertid ganske givet, at adfærdseffekten mindst modificerer politiktiltag (medmindre man kunne finde tiltag, som er komplementære til adfærden – men det er ikke let). Forklaringen er som sagt, at vi kompenserer for faldende sygelighed – og omvendt distancerer os mere socialt, når risikoen stiger. Det bekræftes meget tydeligt i empirien. Transmissionsraten (R) har overalt stabiliseret sig omkring én, således som den adfærdsudvidede SIR-model tilsiger. Og som min kollega og medpunditokrat Jonas har vist i sit litteraturstudie, har de fleste typer af nedlukninger kun haft ringe effekt.

Dermed ikke være sagt, at vaccineringsomfanget ikke kan påvirkes af politikredskaber, hvad Gans også anfører. F.eks. gennem et subsidium. Men det er som sagt vigtigt at tage hensyn til adfærd, når man tilrettelægger en politik.