Er politisk ustabilitet et økonomisk problem?

2022-valget er endt i en overraskende besværlig politisk situation. Flere kommentatorer har peget på, at der er en række udfordringer og problemer, der bør løses relativt snart. De indikerer dermed – nogle endda helt eksplicit – at den svære politiske situation og den næsten historisk ustabile politiske fordeling, er et problem i sig selv. Men er det faktisk korrekt, og hvad siger forskningen om spørgsmålet?

Det særlige er, at der ikke er et simpelt svar på spørgsmålet. På den ene side kan man – som mange kommentatorer – argumentere for, at regeringer der ikke kan tage beslutninger er et problem: De kan ikke løse problemer for borgere og erhvervsliv, hvis de ikke er beslutningskraftige, og holder dermed udvikling tilbage. Men det argument hviler på en antagelse om, at beslutningstagerne er hæderlige, kompetente og velinformerede. Med andre ord hviler det på en såkaldt Nirvana-fejltagelse – en naiv tro på, at regeringer fungerer perfekt, mens markeder og borgere ikke gør. På den anden side kan man lige så vel argumentere, at hvis man har politikere der enten er udygtige eller uhæderlige og drevet af særinteresser og personlig karriere (eller begge dele), vil man helst ikke have, at de er beslutningskraftige. I det tilfælde vil flere beslutninger være værre for borgerne og erhvervslivet, end hvis politikerne var fastlåste.

I begge tilfælde må man også tage hensyn til, at jo flere beslutninger der tages og jo mere politik, der føres, jo større bliver den såkaldte ‘policy uncertainty‘: At uforudsigeligheden i den førte politik stiger, og virksomheder og borgere dermed udskyder investeringer, fordi de ikke ved, hvad politikerne kan finde på. Som Steve Davis og hans hold har vist, fører det ofte til dårligere regulering og lavere økonomisk vækst.

Et klassisk eksempel (blandt økonomer) på, hvordan politisk stabilitet kan føre til dårlige outcomes, kan ses i nedenstående figur. Her plotter vi italiensk produktivitetsudvikling (beregnet som et Solow-residual) relativt til USA og til Nordeuropa siden 1960. Som figuren viser, voksede Italiens produktivitet hurtigere end Nordeuropa og USA fra 1960 og indtil starten af 1980erne. Men efter at italiensk politik blev langt mere stabilt (målt på hvor mange forskellige regeringer, landet havde de foregående fem år), begyndte produktivitetsudviklingen ganske enkelt at gå i stå. Landet har ganske enkelt ikke haft produktivitetsudvikling de sidste 20 år, hvor den politiske stabilitet har været normal.

Fortolkningen af figuren er meget enkel: Italiensk politik er dybt dysfunktionel og ofte drevet af særinteresser og direkte korruption. Med så dårlige politikere er det afgjort at foretrække, at de kan beslutte så lidt som muligt. Italien udviklede sig derfor i mange år netop på grund af den politiske ustabilitet, og bremsede op da politik blev mere stabilt. Med det Folketing, der netop er blevet valgt, og erfaringerne fra den første Frederiksen-regering, er det måske værd at overveje, om en umulig politisk situation ikke ville være at foretrække fremfor en handlekraftig, kommende regering?

1 thought on “Er politisk ustabilitet et økonomisk problem?

  1. Pingback: The Speed of Science! – Tu Ne Cede Malis

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.