Forfatterarkiv: Christian Bjørnskov

Om Christian Bjørnskov

Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.

89’erne – en antologi

Af Christian Bjørnskov, den 17. november 2010. 6 svar

I dag udkommer den længe ventede antologi ”89’erne – politiske visioner fra en borgerlig revolution”. Bogen, der er redigeret af Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving, præsenteres ved en formel lancering hos Cepos i eftermiddag. Fordelt på fire overordnede emner – ”Fra 68 til 89”, ”Rødder”, ”Politik og Anti-Politik” og ”Visioner” indeholder den 77 kortere og længere indlæg fra 62 bidragydere, der tæller så forskellige navne som Peter Kurrild-Klitgaard, Lars Hvidberg, Henrik Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Christopher Arzrouni, Helene Haabegaard, Lisbet Røge Hermansen, Lotte Noer, Martin Ågerup og endda undertegnede.

Antologiens emnekreds dækker et vidt område. Nogle af eksemplerne er for eksempel ”Ronald Reagan – manden der vandt krigen” (Søren Pind), ”Ulighed gør samfundet muligt” (Dennis Nørmark), ”Islam og Vesten: terror eller fredelig sameksistens?” (Anders Wivel), ”Nej til regeringens røgforbud” (Charlotte Dyremose og Henriette Kjær) og ”Velfærdsstaten ofrer frihed og ansvar (Jørgen Møller). Alle indlæg har været bragt et eller andet sted før, men det at så mange borgerlige debattører og intellektuelle er samlet ét sted, vidner om hvor stærkt miljøet er – på trods af mediernes glæde ved oppositionen. Stærkt anbefalet, også som julegave!

Er stimulanspakker virkelige effektive? Ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2010. 2 svar

Hvor effektiv er finanspolitik overhovedet, og crowder den privat aktivitet ud? Spørgsmålet er helt centralt disse år, ikke kun i USA, men også i Danmark hvor S-SF tydeligvis har tørre tiltro til de gode virkninger af offentlig udgiftspolitik end både den nominelle og reelle hørjrefløj. Lauren Cohen, Hoshua Coval og Christopher Malloy, alle fra Harvard Business School, har set på emnet igen. Deres identifikationsstrategi låner de fra Caroline Hoxbys arbejde om uddannelseseffekter, men det gør den ikke mindre smart. Tanken er, at i USA er udnævnelser til de magtfulde senatsudvalg stort set kun baseret på anciennitet, men når en stat får en senator i et af de vigtige udvalg, stiger de føderale overførsler til staten. Man har altså en i denne sammenhæng tilfældig begivenhed, der udløser en stigning i øremærkede overførsler på 40-50 %. Denne stigning svarer til en ekspansion af finanspolitikken, og dermed en stimulans, som man uden problemer kan måle effekterne af, da den er ’eksogent given’.

Virkningerne i det private er som Obama-fløjen frygter og vi andre har regnet med. Cohen, Coval og Malloy finder, at en event som den ovenfor får private virksomheder til at skære deres kapitalinvesteringer med cirka 15 %. De samme virksomheder reducerer også deres forsknings- og udviklingsbudget med 7-12 %, øger dividendebetalinger med cirka 13 %, og reducerer deres beskæftigelsesvækst (basalt set hvor mange mennesker de ansætter) med et sted mellem 3 og 15 %.

De tre Harvard-økonomer dokumenterer dermed, at såkaldt offentlig ’stimulans’ har bivirkninger, der bevirker at private virksomheder faktisk er negativt ramt af stimulans. Man kan selvfølgelig stille spørgsmålet, om Danmark er anderledes. Man kan også spørge, om resultaterne kun har at gøre med øremærkede udgifter eller er mere generelle. Vi besvarer ikke de spørgsmål her, men overlader det til læserne.Selve papiret kan læses her, og et interview med Joshua Coval om studiet er her.

Friheden til at vælge sit eget liv – i hvilke lande?

Af Christian Bjørnskov, den 31. oktober 2010. 6 svar

Forleden skrev vi om, i hvilke lande folk tror at en indsats betaler sig. Et relateret spørgsmål er, i hvilke lande folk føler, at de har frihed til at leve det liv, de gerne vil. Gallups World Poll har stillet spørgsmålet sidste år, og det gode budskab er, at i det gennemsnitlige land siger 2/3 af befolkningen, at de har frihed til at vælge det liv de gerne vil leve. Ligesom med det arbejdsetiske spørgsmål fra forleden, er der dog markante forskelle på tværs af lande.

I bunden befinder sig lande som Bosnien (25 %), Madagaskar (33 %), Pakistan og Serbien (35 %), og Egypten (36 %). Toppen består af Cambodja, Norge, Luxembourg og Australien (93 %) og Danmark (94 %). Af alle de omkring 130 lande, som Gallup har gennemført undersøgelser i, er Danmark det frieste land på dette punkt! Pudsigt nok (og måske lidt sigende) halter vores svenske venner efter med 83 %.

At tallene ikke er helt tilfældige, synes at være klart. For eksempel er gennemsnittet for tidligere kommunistiske lande 50 %, mens det tilsvarende tal for lande uden en kommunistisk fortid er 71 %. Her igen ser den bevidste pacificering af befolkningen under kommunismen ud til at have efterladt sig permanente ar. Der synes også, når man ser på de rå tal, at være en klar tendens til at lande med mindre regulerede økonomier også har borgere, der føler sig friere.

I sidste ende afhænger befolkningers adfærd ikke så meget af, hvordan virkeligheden ser ud, men hvordan de opfatter den: Tror man, at man ikke bliver belønnet, holder man op med at gøre en indsats; tror man, at man ikke har frihed til at vælge sit eget liv, er det heller ikke ens eget ansvar. Så måske skulle man til at interessere sig mere for folks forestillinger om samfundet?

Hvor tror folk at hårdt arbejde betaler sig?

Af Christian Bjørnskov, den 16. oktober 2010. 5 svar

Et af de problemer med den nordiske samfundsmodel som oftest nævnes, er at det ikke kan betale sig at arbejde. Kort fortalt gør vores særlige måde at skrue samfundet og økonomien sammen på, at forskellene på folks indkomst er meget små, og derfor er afkastet til en ekstra indsats ganske småt. Folk gør dog stadig en reel indsats, noget der sommetider tilskrives en sans for ’fairness’ eller en speciel protestantisk arbejdsetik (a la Webers berømte tese). Begge dele peger på en lidt tåget moralsk eller ideologisk idé om, at yder ’gør sit til samfundet’. Men nu kan man måske komme lidt tættere på en forståelse af, hvorfor folk i nogle samfund arbejder hårdere end andre. Den årlige Gallup World Poll spurgte i 2009 om folk tror, at hårdt arbejde får en fremad i livet. Læs resten →

Årets Nobelpris i økonomi

Af Christian Bjørnskov, den 11. oktober 2010. Skriv et svar

Årets Nobelpris i økonomi går til Peter Diamond (MIT), Dale Mortenson (Northwestern University) og Christopher Pissarides (London School of Economics). Baggrunden gives her:

Why are so many people unemployed at the same time that there are a large number of job openings? How can economic policy affect unemployment? This year’s Laureates have developed a theory which can be used to answer these questions. This theory is also applicable to markets other than the labor market.

Årets pris gives dermed, meget apropos krisetider, til forskning i arbejdsløshed. Men hvor tidligere forskning så på arbejdsløsheden, ser Diamond, Mortenson og Pissarides på de bagvedliggende mekanikker: Hvorfor hyrer og fyrer arbejdsgivere, hvorfor taget arbejdstagere bestemte job og siger op på andre. Ved at se på hele denne dynamik får man en helt anden indsigt i jobskabelse og jobtab, to ting der hele tiden foregår. Man kan hermed også forstå, hvorfor arbejdsmarkedet aldrig clearer med det samme – der er omkostninger ved at søge. Og det gælder både for arbejdstagere, der tager tid om at finde et nyt job, der matcher deres evner og kompetencer, og arbejdsgivere, der søger efter kvalificerede medarbejdere. I hele menageriet spiller forhold som dagpengeperiode, hvor stor bistandshjælpen er osv. ind på folks incitamenter til at komme i gang med at søge.

Prisen er bestemt velfortjent, og meget aktuel. For mere information, her er Nobelpriskomiteens begrundelse, og her er Tyler Cowen om Chris Pissarides, Dale Mortensen, og Peter Diamond, og her er hans kollega Alex Tabarroks evaluering af prisen. Niclas Berggren har mere.

Driver iværksættere produktivitetsfremskridt?

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2010. 7 svar

For tre år siden gjorde Nicolai Foss og jeg et stykke forskning færdigt for Cepos. Papiret, der blev forsøgt latterliggjort af Erhvervsministeriet, viste at velfærdsstatsforhold tydeligvis underminerer folks incitamenter til at blive iværksættere. Det blev året efter publiceret i det videnskabelige tidsskrift Public Choice – et faktum jeg har hygget mig fint med, efter at være skreget ud som en elfenbenstårnsforsker og andet af Bendt Bendtsens lakajer.

Nu er Nicolai og jeg vendt tilbage til emnet og har spurgt os selv, om iværksætteraktivitet så har de konsekvenser, vi håber på. Teoretisk burde en større mængde af iværksættere en mere dynamisk, økonomisk udvikling. En væsentlig konsekvens af det ville være, at lande med mere aktivitet burde være klart mere produktive end lande med mindre aktivitet. Vi har sammenlignelige data fra 25 lande, arrangeret i seks femårs-perioder, for både mængden af iværksættere og total faktorproduktivitet.

Og der er ingen overraskelser i hovedhistorien! Svaret er ja, større iværksætteraktivitet fører til større produktivitet, og dermed i sidste ende større velstand. Vores resultater viser også, at afkastet af den marginale iværksætteraktivitet er større, jo højere skatter og større direkte offentlig intervention, der er i økonomien. Nicolai og jeg mener ikke, at det er overraskende – det vides fra tidligere studier, at disse forhold ødelægger meget aktivitet, så den der er tilbage, må nødvendigvis være ekstra produktiv. Alt i alt er det ikke just gode nyheder for tilhængere af velfærdsstaten (dvs. 95% af alle danske politikere). Hele papiret kan downloades i konferenceudgave her.

To uger til Nobel

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2010. 7 svar

Årets Nobelpris i økonomi nærmer sig hastigt. Mandag den 11. oktober vil Sveriges Riksbank annoncere, hvem der får prisen i 2010. Og i blogosfæren er diskussionerne begyndt, både de seriøse og de knap så seriøse, ligesom Harvard har sat deres Nobelpulje op igen (her). Traditionen tro er her vores bud, og et oplæg til vores læsere om at give deres bud.

Men først lidt om, hvem der er i spil. I sæsonpremieren på The Simpsons fik Jagdish Bhagwati prisen, også selvom Lisa Simpsons kandidat er Elhanan Helpman (læs her). Begge er faktisk gode bud, selvom Helpman sandsynligvis skule dele en eventuel pris med Gene Grossman. Mostly Economics nævner miljøøkonomerne William Nordhaus og Martin Weitzman som gode og politiske korrekte bud. Samme side oplister Thompson Reuters bud: Alberto Alesina (primært politisk økonomi), Nobuhiro Kiyotaki og John Moore (konjunkturteori), og Kevin Murphy (primært arbejdsmarkedsøkonomi).

Andre mulige emner, der bestemt har gjort sig fortjente til prisen, er Ernst Fehr for sit pionerarbejde med adfærdsøkonomi, Eugene Fama og Kenneth French for teorien om efficiente markeder – også selvom den del af økonomi er stærkt upopulær i politiske cirkler for tiden – og Paul Romer for endogen vækstteori. Det er nærmest umuligt at give et klart bud i dette felt, og der er altid muligheden for, at komiteen finder en eller flere kandidater udenfor de åbenlyse kandidater. Sidst er mit personlige håb: Mit hjerte banker stadig for en pris til enten William Baumol for at bringe iværksættere tilbage i økonomisk teori og flere bidrag til public choice, og selvfølgelig Robert Barro for hans pionerarbejde i økonomisk vækstteori. Hvad mener vores læsere?

Hvad er ideologisk i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 24. september 2010. 1 svar

Dansk politik har igennem mange år været næsten blottet for egentligt ideologiske diskussioner. Bevares, der er masser af mudderkastning og beskyldninger om blokpolitik, men det burde ikke komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at vi mener at V og K simpelthen er rykket ind på midten og har overtaget socialdemokratiske holdninger for at score vælgere. Alligevel forveksles dette ryk nogle gange med, at danske vælgere ikke skulle være særligt ideologiske. Er der virkelig ikke særlige forskelle på vælgernes basale holdninger?

En af måderne, man kan nærme sig dette spørgsmål, er at se på the World Values Survey. De offentligt tilgængelige data dækker 2861 danskeres holdninger i 80erne og 90erne. Det følgende baserer sig derfor – da jeg ikke har adgang til 2008-undersøgelsen før alle andre – at hvad der var ideologisk for ti år siden, stadig er det. Det er dog en ret solid antagelse, da fordelingen af denne type data typisk ikke ændrer sig ret meget over tid. På en skala fra 1 (venstre) til 10 (højre) placerer 366 grundigt til venstre (1-3) og 555 grundigt til højre (8-10). De resterende 1940 befinder sig cirka på den politiske midte (4-7). Og hvad mener de så om basale samfundsspørgsmål? Læs resten →

Hvad Grækenland egentlig er for en størrelse

Af Christian Bjørnskov, den 15. september 2010. 2 svar

Jeg har tit overvejet, hvad Grækenland egentlig er for en slags land. Ofte får man indtrykket, når man både læser medierne og arbejder konkret med data, at det må være et land med en helt usandsynlig tradition for svindel, men også en slags fornemmelse for, at det da ikke bør være rigtigt. Grækenland er da europæisk, er det ikke? Det er da relativt rigt, ikke?

Den slags kvaler kan man glemme når man får mere indsigt i græske forhold. Det er et land, der kollektivt har svindlet sig ind i EU, været effektivt bankerot omkring halvdelen af alle år siden uafhængigheden i 1821, og stadig er et af de mest korrupte lande i den rige halvdel af verden. Og hvis nogen stadig sidder med en følelse af, at det ikke må være sandt, har jeg ugens anbefaling her. Vanity Fairs Michael Lewis havde forleden en fremragende artikel, der giver et ubetaleligt indblik i, hvad Grækenland er for noget. Artikel med titlen ”Beware of Greeks Bearing Bonds” kan læses her. Stærkt anbefalet!

Hvad gør Liberal Alliance?

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2010. 8 svar

I den senere tid er Liberal Alliance pludselig blevet en faktor, man skal regne med i dansk politik. Meningsmålinger giver relativt konsistent partiet en vælgertilslutning på 4-5 % og andre indikationer peger i den samme retning. Det gælder ikke mindst de nominelt borgerlige partiers forsøg på at stille spørgsmålstegn ved rimeligheden og det realistiske i LA’s politiske udmeldinger. Så et relevant spørgsmål synes at være, hvad LA gør ved det danske politiske landskab. Det følgende er en helt personlig minianalyse af spørgsmålet. Læs resten →

Ny viden om kønsforskelle i uddannelse

Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2010. 2 svar

Et af de store spørgsmål i udviklingsforskning er, hvorfor nogle lande er så relativt dårlige til at uddanne kvinder. Der er masser af forklaringer derude – det er islamistisk undertrykkelse, asiatisk formørkelse, traditionelle kønsroller, undertrykkende demokratiske underskud, at pigerne er værdifuld hjælp for deres møder, eller drengenes bedre beskæftigelsesmuligheder – men forbavsende få virkeligt solide studier om emnet. Nu har Punditokraternes tyske ven Niklas Potrafke sammen med Arusha Cooray fra universitetet i Wollongong i Australien set på spørgsmålet.

Niklas går til emnet med sin usædvanligt veludviklede sans for omhyggelighed og statistisk præcision, kombineret med Arushas overblik over området. Og resultatet af undersøgelsen, der (formodentlig næste år) publiceres i European Journal of Political Economy, er klart. Her er abstractet:

We investigate empirically whether political institutions or culture and religion underlie gender inequality in education. The dataset contains up to 157 countries over the 1991-2006 period. The results indicate that political institutions do not significantly influence education of girls: autocratic regimes do not discriminate against girls in denying educational opportunities and democracies do not discriminate by gender when providing educational opportunities. The primary influence on gender inequality in education is through culture and religion. Discrimination against girls is especially pronounced in Muslim dominated countries.

Niklas og Arusha finder en vis, men ikke særligt præcis, indflydelse af økonomisk udvikling. Det er dog ikke det særlige i studiet, hvilket i stedet er deres identifikation af et klart problem forbundet med at have en stor muslimsk befolkningsgruppe. Som jeg tidligere har talt med Niklas om, er det ikke helt klart om der er tale om et religiøst problem forbundet med Islam eller et kulturelt problem forbundet med den arabiske verden. Men resultaterne bør tages alvorligt – ikke mindst når man ser hvor godt nogle af de arabiske piger, der frigør sig fra deres oprindelige kultur, klarer sig i danske uddannelsesinstitutioner.

Letter ulandshjælp gældsproblemer?

Af Christian Bjørnskov, den 23. august 2010. 2 svar

Jeg havde forleden den fornøjelse, at et af mine papirer blev accepteret og nu bliver publiceret i European Journal of Political Economy. Papiret, der er skrevet sammen med to tidligere studerende, er det første af min forskning der peger på potentielt positive virkninger af ulandshjælp. Men det er med en stor og underlig twist.

Papirets forhistorie er lidt speciel. For fire år siden vejledte jeg en bacheloropgave. De to studerende, Christina Bjerg og Anne Holm, havde sat sig for at teste, om ulandshjælp virkeligt ikke virker. Det blev til en meget grundig statistisk gennemgang, hvor de måtte konkludere som vi andre at, nej, man finder aldrig et signifikant resultat og selv fortegnet på effekten svinger mellem positiv og negativ. Men til en af de sidste vejledninger kom de så med en række tests på interaktionseffekter, dvs. om ulandshjælp virker under specifikke betingelser. Og min interesse vågnede med et sæt, da de fortalte, at de også have testet for en effekt i særligt forgældede lande, og faktisk fandt noget. De vågnede derefter, da jeg med respekt i stemmen kunne fortælle, at det var der ingen, der havde tænkt på indtil nu – altså før to bachelorstuderende på Handelshøjskolen testede det med en relativt klar teoretisk begrundelse i baghovedet. Vi besluttede os for at skrive en kort artikel om emnet, og det er dén, der nu publiceres i European Journal of Political Economy. Læs resten →

Hvor er verdens bedste økonomiuddannelser?

Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2010. 12 svar

I vores fortsatte serie om at måle universitetskvalitet, er vi kommet til et særligt prikkent emne: Hvordan måler man forskeruddannelsernes kvalitet? Som vores post om måling af enkeltforskeres kvalitet viste (selvom ikke læsere helt fik pointen), er det ikke ligefrem let at måle forskningskvalitet. Alt efter hvordan man skærer kagen, får man forskellige resultater. Dog skal det fremhæves, at top og bund er lette at identificere – de bedste skiller sig altid ud, og de værste performer ganske enkelt ikke. De samme problemer og lignende udfordringer gælder, når man undersøger, hvor de bedste økonomiuddannelser er. Vi interesserer os i dag ikke for, hvor gode uddannelserne er på bachelorniveauet, og vi kigger heller ikke på, hvem der har mest succes med at uddanne embedsmænd til centraladministrationer og interessegrupper, men udelukkende på hvor de bedste PhD-uddannelser er. Med andre ord, hvor får man den bedste forskeruddannelse i nationaløkonomi? Læs resten →

Handelspolitik uden toldpolitik

Af Christian Bjørnskov, den 2. august 2010. 2 svar

EU er en toldunion, dvs. et område hvor man har fælles handelspolitik overfor resten af verden, og i princippet ingen handelsbarrierer indenfor området. Man kan diskutere, om krav nummer to er opfyldt – Frankrig opretholder så vidt vides stadig et importforbud mod britisk oksekød på trods af at det er år og dag siden at der var mund- og klovsyge på øerne – men der er ingen tvivl om, at vi har en fælles handelspolitik. De samme toldsatser gælder overalt, de samme eksportsubsidier gælder, og de samme standarder, toldkvoter og antidumpningindsatser skal implementeres overalt. Men, og det er et stort men, man må spørge sig selv om der ikke er mere til faktisk handelspolitik. Læs resten →

Gæt et land!

Af Christian Bjørnskov, den 31. juli 2010. Skriv et svar

Som mange aviser, bringer Punditokraterne i dag en søndagsquiz: Gæt et land. Grafen nedenunder viser budgetbalancen og den rente, landet betaler på statslig gæld. Tallene gælder en 20-årig periode. Vores udfordring til læserne er ikke blot at gætte, hvilket land der drejer sig om, men også hvilken periode! Det korrekte svar følger under ’folden’.

BB og rente

Læs resten →

Asger Aamund om dansk politik

Af Christian Bjørnskov, den 30. juli 2010. 6 svar

Dagens kommentar i Berlingske Tidende er af Asger Aamund, og som man siger på engelsk, et must-read! Aamund hudfletter stort set alle danske politikere, ikke mindst Venstre og Konservatives folketingsmedlemmer. Pointen er, at dansk politik er kommet til at handle om at være og blive ved magten, koste hvad det vil. Konsekvensen er smukt, men skræmmende, formuleret således af Aamund:

Opdræt af stemmekvæg er en kostbar levevej og har foreløbig ført til et Danmark med verdens højeste skattetryk, en gigantisk offentlig sektor og  underskud på statsfinanserne så langt øjet rækker. Indkomstskatten og momsen  er i Danmark tre gange så høj som i Schweiz;  ikke fordi den offentlige service er tre gange så god, men fordi politikerne har sluset tre gange så mange ind i offentlig forsørgelse. Gennem de tårnhøje skatter må det arbejdende Danmark således  finansiere ikke verdens bedste borgerservice, men verdens tykkeste vælgerbestikkelse og verdens største statsbureaukratiske Wasserkopf.

Guldkornene står i en veritabel kø i denne kommentar. Hele kommentaren kan læses her. Stærkt anbefalet!

Pinds planer

Af Christian Bjørnskov, den 24. juli 2010. 3 svar

Udviklingsminister Søren Pind har forleden barslet med planer om, hvordan han vil omlægge den danske ulandsbistand. Planen er ganske simpel: Hvis lande ikke kan demonstrere, at der sker ændringer, vil den danske bistand blive reduceret. Tanken er dermed (øjensynligt), at et land som Tanzania vil få væsentligt mindre bistand, medmindre de kan demonstrere at de tager deres korruptionsproblem alvorligt og rent faktisk gør noget ved sagerne. Det samme gælder en række andre forhold, men eksemplet er selvfølgelig ikke valgt tilfældigt. Den tidligere minister Ulla Tørnæs hævdede hårdnakket, at Danmark ikke støttede korrupte regimer, mens vi andre – fnysende – kunne konstatere, at Tanzania var og stadig er blandt verdens allermest korrupte regimer, og at der ikke synes at være nogen egentlig vilje til at gøre noget ved det. Hvis man som toppolitiker nyder godt af store bestikkelser, hvor er incitamentet til at bekæmpe korruption? Med Pinds ændring kan der vise sig at komme et sådant incitament. Læs resten →

Ideologisk dissonans – et tysk eksempel fra kulturpolitik

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2010. 6 svar

Politik kan være en underligt mudret affære. Særligt gælder det, at politikere sommetider stemmer helt anderledes end deres vælgere synes at foretrække. Punditokraternes ven Niklas Potrafke (Uni Konstanz) har lige publiceret et nyt og ganske sigende eksempel på dette misforhold. I foråret sendte byrådet i Konstanz et forslag til folkeafstemning omkring byggeriet af et nyt koncerthus. Byggeriet, der er budgetteret til 48 millioner euro, er planlagt på en grund direkte op til Bodensee. På trods af at et flertal bestående af CDU, FDP og nogle grønne byrødder gav projektet et flertal i byrådet – SPD stemte som en samlet blok imod – stemte 66 % imod byggeriet.

Det særlige i eksemplet er, at Potrafke demonstrerer hvordan det i helt særlig grad er socialdemokratiske afstemningszoner, mens borgerlige områder i højere grad stemte for projektet. Det store men er dog, at han kan vise hvordan en ganske stor del af de borgerlige (CDU og FDP) vælgere også stemte imod! Som han konkluderer, ”the voting behavior of political representatives may be decoupled from the preferences of their constituents even in closely knit jurisdictions in which the principal-agent relationship between voters and representatives is usually thought to favor the principals”.

Eksemplet fangede min interesse, da det minder i mistænksom grad om situationen de sidste ni pr i dansk politik. En artikel om emnet fra der Südkurier (på tysk) kan læses her; working paper-versionen (på engelsk) kan downloades her.

Hvem er de ’bedste’ danske økonomer – 2010 edition

Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2010. 27 svar

For næsten præcist et år siden skrev jeg en post her på stedet om, hvem de bedste danske økonomer er. Posten var foranlediget af en irritation over, at medierne ofte bruger begreber som ’topøkonom’ eller ’topforsker’ på en meget lemfældig måde. Udsnittet af danske økonomer sidste år var Sten Bocian (Danske Bank), Jesper Jespersen (RUC), Peter Birch Sørensen (København, nu tidligere overvismand), Carl-Johan Dalgaard (København), David Dreyer Lassen (København), Helena Skyt Nielsen (Aarhus), Torben M. Andersen (Aarhus), Martin Paldam (Aarhus), Philipp Schröder (Aarhus) og mig selv (Aarhus). Hverken Bocian eller Jespersen havde nogen peer-reviewed publikation i perioden 2006-2008, så dem ser vi ikke på i år. Til gengæld har jeg valgt at tage tre andre danskere med, den ene en der befinder sig i gråzonen mellem nationaløkonomi og ledelse: Nicolai Foss fra CBS. De andre er min kollega og en af de tre vismænd, Michael Rosholm, og udviklingsøkonomen Finn Tarp fra KU.

Igen i år tager jeg helt uvidenskabeligt min gode ven Axel Dreher (Göttingen) som en slags internationalt referencepunkt. Læserne kunne måske klage over, at han er helt subjektivt udvalgt. Det er derfor værd at bemærke, at Axel på en statistik over de mest downloadede nationaløkonomer blandt alle med mindre end ti års anciennitet, der blev offentliggjort for mindre end en måned siden, placerede sig som nummer 11 i verden. Som en slags ’modvægt’ tager jeg i år også en anden ven med – Niclas Berggren (Ratio Instituttet, Stockholm), som ikke publicerer store mængder, men stadig er en af de mest begavede økonomer jeg kender. Læs resten →

Børn og lykke

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2010. 15 svar

Når jeg er ude at holde foredrag om den moderne lykkeforskning er der to ting, jeg med sikkerhed ved skal vendes et par gange. Den første er, at min forskning ikke har noget som helst at gøre med den voksende og stærkt tendentiøse selvhjælpslitteratur, som har koblet sig på lykkeforskningens popularitet og nu handler om ’hvordan du gør dig selv lykkeligere’. Lykkeforskningen er seriøs og bruger for eksempel i stigende grad avanceret statistik.

Den anden er et af de mest almindelige fund i store studier af folks lykke: Hvis man vil være lykkelig er det, statistisk set, en dårlig idé at få børn. Særligt fra barn nummer to tynger de små vores lykke. Så dagens post handler meget kort om netop det – så har jeg nemlig et sted jeg kan referere de mange interesserede, inklusive journalist, til. Så det korte svar er, at folk før de får børn undervurderer i hvor høj grad de små poder begrænser deres personlige frihed og giver dem konstante bekymringer. Hvis man vil vide mere er her en fin, populær artikel fra New York Magazine, her er en lidt mere videnskabelig, men stadig fuldt læselig artikel fra the Psychologist, og her er en (gated, desværre) konkret videnskabelig artikel der viser det samme. God læselyst!