Så er Danmark igen blevet kåret til verdens lykkeligste land. De nyeste data fra the World Values Survey Bekræfter atter en gang, at danskerne på trods af deres brokken sig over småting, alt i alt er dem, der i gennemsnit er mest tilfredse med deres liv. Intet har ændret sig fra sidst, der blev kigget på data, og konklusionerne ændrer sig derfor heller ikke meget (læs f.eks. her)

Et andet forhold, der desværre heller ikke har ændret sig meget, er danske mediers behandling af dette glædelige fund. BBC bragte, for eksepmel, lederen af WVS-projektet Ronald Ingleharts udlægning således: “Personal freedom is even more important, and it’s freedom in all kinds of ways. Political freedom, like with democracy and freedom of choice.” (læs på BBC her). Inglehart er dermed på linje med verdens førende lykkeforskere når han understreger frihedens betydning. Eller som en af de absolut førende, hollænderen Ruut Veenhoven, så fyndigt udtrykte det på en konference i efteråret: ”Størstedelen af verdens lykkeforskere hælder til venstre for den politiske midte, størstedelen af resultaterne fra lykkeforskningen hælder til højre”.

Som redaktør af en borgerligt-liberal blog og en af Skandinaviens få samfundsforskere, der har syntes at det var værd at kigge nærmere på lykken, kan man vel kun glæde sig over, at Smith, Hayek og Friedmans dybere indsigter igen får empirisk opbakning. Men læg nu mærke til, hvordan den samme ’nyhed’ vinkles i DRs dækning overfor den uanende danske befolkning: ”Denne gang er det Michigan University som er nået frem til, at vores demokrati, sociale lighed og den fredfyldte atmosfære i Danmark, gør os til verdens lykkeligste land.”

Dagens spørgsmål må helt enkelt være, hvordan man kommer fra Ingleharts klare udtalelse om, at det er personlig frihed, der er vigtig for folks tilfredshed med deres liv, til at det er den danske ’sociale lighed’, dvs. velfærdsstaten. Måske skal man være flink og udlægge det som en effekt af det, Lisbet Knudsen (læs her) har kaldt den vanetænkning, som præger hele den journalistiske selvopfattelse – med andre ord rygmarvsreaktionen, at alt godt må udgå fra en socialdemokratisk velfærdsstat. Måske skal man opfatte danske journalister som konsistent svage i opfattelsen? Eller er det en bevidst strategi fra den enkelte journalist, at man ’vinkler’ enhver historie så den passer til ens egen ideologi, helt fraset hvad man ved, den egentlig fortæller? Jeg ved det ikke, men studsede over dette underlige eksempel. Og det bliver ikke mere underligt af, at studie efter studie peger på, at Inglehart har ret, mens ideen om at ’social lighed’ betyder noget for lykken, aldeles ingen opbakning får. For pudsigt nok er det den personlige frihed, og ikke den lille misundelse over dem, der er rigere, der giver en mening og tilfredshed med livet.

Punditokraterne har haft en række alvorlige diskussioner den senere tid – historiekanon, slaveefterkommere, Obama osv. Men idag er indlægget blot en lille vits, som vores ven Lars Skipper har været så venlig at sende. Jeg synes, den er sjov og god at tænke over, men vil lade læserne danne deres egen mening.

Science Reveals Heaviest Element Ever Discovered

Research has led to the discovery of the heaviest element yet known to science. The new element, Governmentium (Gv), has one neutron, 25 assistant neutrons, 88 deputy neutrons, and 198 assistant deputy neutrons, giving it an atomic mass of 312.

These 312 particles are held together by forces called morons, which are surrounded by vast quantities of lepton-like particles called peons.

Since Governmentium has no electrons, it is inert; however, it can be detected, because it impedes every reaction with which it comes into contact. A tiny amount of Governmentium can cause a reaction normally taking less than a second, to take from four days to four years to complete.

Governmentium has a normal half-life of 2-6 years. It does not decay, but undergoes a reorganization in which a portion of the assistant neutrons and deputy neutrons exchange places. In fact, Governmentium’s mass will actually increase over time, since each reorganization will cause more morons to become neutrons, forming isodopes, not to mention multiple oxymorons.

This characteristic of moron promotion leads some scientists to believe that Governmentium is formed whenever morons reach a critical concentration. That hypothetical quantity might normally be called “critical mass” but, in this unique case it is known as “critical mess”.

When catalyzed with money, Governmentium becomes Administratium (Am), another just-discovered element that radiates just as much energy as Governmentium since it has half as many peons but twice as many morons.

Author unknown

Det offentlige forbrug har ikke just været under kontrol under den nuværende regering, og hvis de offentlige arbejdsgivere ender med at bøje sig for bl.a. pædagoger og sygeplejerskers ublu lønkrav, bliver det heller ikke i år, de får udviklingen bare nogenlunde bremset. Nogle vil måske sige, at det er Fogh-regeringen, der føre socialdemokratisk politik, men billedet rækker længere tilbage end som så. Vi har tidligere skrevet om fænomenet (læs her), og understreget, at ”vi ikke så meget interesserer os for, om politikere har prædikatet ’venstrefløj’ eller ’højrefløj’, men om den politik de anbefaler og fører er effektiv og frihedsorientere”. Dengang spurgte vi, om ”danske politikere i K og V [er] forbrugsgejle i en grad, så man må søge til en fransk venstrefløj for at finde sammenligning?” I den forbindelse lovede jeg nogle læsere, at når jeg en dag fik taget mig sammen til at se grundigere på problemet, ville jeg skrive om det igen.

Og den tid er kommet nu. For halvanden uge siden præsenterede jeg mit lille konferencepapir ” On political ideology and the structure of national accounts in the Nordic countries, 1950-2004” på den årlige europæiske public choice conference i Jena. I papiret har jeg gjort som jeg lovede – set nærmere på sammenhængen mellem regeringens ideologi og den relative størrelse af det offentlige forbrug (minus overførsler), det private forbrug, og investeringsraten, i de politisk fragmenterede, men stærkt konsensusorienterede nordiske samfund. Resultatet bekræfter de værste forventninger.

I de fem nordiske lande er et regeringsskifte mod højre generelt forbundet med et større offentligt forbrug. Så mens man i for eksempel Storbritannien og USA finder den almindeligt accepterede sammenhæng at venstrefløjen er mere tilbøjelig til at øge de offentlige udgifter, er det faktisk omvendt hos os. Resultaterne peger på, at særligt de senere års højreorienterede regeringer har øget den offentlige byrde. Punktestimatet peger på, at siden midten af halvfjerdserne har en moderat højreorienteret regering (tænk på en typisk konservativt ledet regering) øget de offentlige udgifter med cirka et halvt procentpoint mere om året end en socialdemokratisk regering.

Dvs. hvis regeringen sidder i tre år, koster den relativt set hver dansker (baby, ansat eller pensionist) omkring 4000 kroner mere det sidste år end med en socialdemokratisk regering. Man kan naturligvis komme med en række bortforklaringer og halvdårlige undskyldninger – vi har en tradition for konsensus og brede forlig som vi skal bevare, de fleste regeringer har jo været i mindretal, der skal holdes ro på arbejdsmarkedet osv. – men vi må når dagen er omme som liberale spørge os selv, hvordan vi kan tillade ’vores’ side i Folketinget, Riksdagen og hvad de ellers hedder, at opføre sig som om de var venstrefløjen. Det er tid til lidt ideologisk hovedrengøring, og vi burde have haft den for længst.

Vi har ved flere tidligere lejligheder skrevet om hvordan – og hvorfor – ulandshjælp ikke er en hjælp til verdens fattigste lande. I de seneste år er der kommet stadig klarere dokumentation for, at ulandshjælpen, på trods af en række gode projekterfaringer, ikke er en hjælp fordi den har stærke bivirkninger. Det føles ofte som om man lærer om nye bivirkninger og ny dokumentation for hver konference, man deltager i.

Forleden havde jeg så den udelte fornøjelse at have professor Martin Paldam på besøg som gæsteforelæser i faget Developing and Emerging Economies, som jeg deler med en kollega ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Paldam var inviteret til at tale om ulandshjælp, og havde valgt at vinkle sin forelæsning ud fra sine mange studier af litteraturen som helhed – dvs. hvad viser den ulandsøkonomiske forskning totalt set, og hvorfor er nogle studier og forskere uenige med resten? Paldam viste et ganske enkelt eksempel, baseret på at den gennemsnitlige ulandsvækst for tiden er cirka 1,5 %. Cost-benefit analyser har vist at det ’sociale’ afkast af det typiske udviklingsprojekt, dvs. hvor godt et projekt virker for lokalområdet, er omtrent 10 %. Givet at det helt typiske uland får 7.5 % hjælp, kan man derfor på simpel vis regne ud hvor meget godt ulandshjælpen gør. Eksemplet viser at uden bivirkninger burde hjælpen udløse 0,10 * 7,5 = 0,75 procentpoint vækst per år. Det er dermed halvdelen af den gennemsnitlige vækst i det typiske uland, og burde altså være klart synlig i data. Men det er den ikke! Helt logisk set, og med de sædvanlige forbehold om statistisk præcision osv., betyder det at bivirkningerne altså må udgøre omkring -0,75 procentpoint i det gennemsnitlige uland.

Så tilbage til bivirkningerne. En del af dem er rent økonomiske, andre er mere politiske, og så er der mindst én ny, nemlig den jeg præsenterede evidens for forleden på den årlige amerikanske public choice konference i San Antonio (konferenceversionen kan læses her). Muligheden foreligger nemlig, at selvom ulandshjælpen ikke fører til økonomisk vækst og dermed ikke hjælper de fattige på længere sigt, kunne den jo være forbundet med en mere jævn fordeling af den totale indkomst, og dermed være en vis hjælp til de relativt fattigste på kort-medium sigt. Med andre ord var der altså en teoretisk mulighed for at ulandshjælpen ikke er helt spildt.

Men når man ser på de kolde fakta, der kommer ud af en analyse af internationale data siden 1960, falder ens illusioner igen til jorden – som stort set altid i studiet af ulandshjælp. Analysen peger på, at mens ulandshjælp ikke rykker ved noget som helst i autokratier, medfører den problemer når fattige lande demokratiserer. Demokratisering i lande uden ulandshjælp medfører hverken mere eller mindre indkomstulighed, men i det gennemsnitlige uland peger en serie estimater på at en demokratisering fra autokrati til fuldt demokrati, som man har i f.eks. Botswana, effektivt fører til en overførsel af midler fra de fattigste 80 procent til de rigeste 20 procent af befolkningen! For denne ’elite’ betyder en demokratisering en ekstra købekraft svarende til cirka 200 dollars, eller fem procent ekstra, og tilsvarende mindre i resten af befolkningen med en potentiel indkomst reduktion for den fattigste femtedel af befolkningen på cirka 12 procent. Og effekten er stærkere, jo mere ulandshjælp landet får.

Spørgsmålet må derfor blive, hvad vi gør når vi fra blandt andet dansk side forsøger at ’hjælpe’ lande til at indføre mere demokratiske tilstande, og gør det med ulandshjælp? Hvis man skal tro estimaterne – og lad mig for god ordens skyld understrege, at det er et af de meget få studier af forholdet mellem indkomstfordeling og ulandshjælp – peger de på, at vi med støtten til demokratisering på det nærmeste skaber uheldige bivirkninger, hvis ulandet da rent faktisk indfører demokrati. Der er mange grunde til det, men elendigheden vil næsten ingen ende tage.

Jeg er forleden blevet medlem af programudvalget hos Folkeuniversitetet i Århus, og når man bliver insider i den slags organisation får man naturligvis også en del informationer, som man ellers ikke får eller i det mindste overser i mylderet af ligegyldigheder i MSM. En af disse informationer har virkeligt undret mig, stødt mod alle mine liberale synspunkter og bekræftet mig i hvor absurd virkeligheden kan være.

Sagen er, at efter at en række universitetsorganisationer blev tvangsfusioneret med Aarhus Universitet i januar sidste år, har universitetet effektivt haft en afdeling i Emdrup umiddelbart udenfor København, nemlig Danmarks Pædagogiske Universitet. Folkeuniversitetet i Århus har derfor ment at det var logisk, at man begyndte at udbyde kurser i Emdrup som en måde at ekspandere forretningen. Men det mente Folkeuniversitetet i København ikke!

Konkurrenten har derimod kaldt arrangementsrækken en ”ulovlig ekspansion fra provinsen” (læs her) og krævet at århusianerne stopper al annoncering. Mens man i Århus mener, at det er helt indenfor folkeoplysningslovens rammer, at man opererer i Københavnsområdet når man har en afdeling der, mener man i København at Århus er i modstrid med lovens krav om at folkeuniversiteterne er ’regionale’. Men der stikker selvfølgelig mere under.

For det første er det helt indlysende, at man i enhver region har et incitament til at holde konkurrenterne ude og agere som et helt almindeligt monopol. Problemet her er, at folkeoplysning ikke er anderledes end et hvilket som helst andet marked, og måske endda lettere at operere på end almindeligvis – man kan jo i en vis forstand sige, at forskningen, dvs. den grundlæggende viden, allerede er ’produceret’ og oplysningsarbejdet blot er en ekstra bonus. At opretholde et monopol fører dermed som altid til et mindre udbud, end man ellers ville have haft, og mindre end køberne ville ønske.

Et andet, og lidt mere tricky forhold, er effekten af monopoler på kvaliteten og diversiteten af varerne i markedet. Et af argumenterne for at opretholde et monopol i hovedstaden er nemlig, at København-afdelingen traditionelt har satset på længere forelæsningsrækker, mens man i Århus har udviklet en tradition for kortere rækker og enkeltforedrag. I København opfatter man derfor – i det mindste officielt – Århus-kurserne som lavere kvalitet da man argumenterer for at længde er lig kvalitet. Hvorfor står mig aldeles uvist, men det bør være helt klart, at ikke alle er interesserede i at købe en lang forelæsningsrække, og at et mere diverst udbud af lange og korte rækker plus enkeltstående foredrag vil give langt bedre muligheder for folk til at finde det rigtige tilbud på et frit folkeoplysningsmarked.

Lad mig understrege her til sidst, at dette indlæg ikke er udtryk for muggen over ’københavneri’ eller noget lignende. Havde regeringens absurde tvingen universiteterne til at fusionere ført til, at Københavns Universitet havde fået en afdeling i Århus, er det sandsynligt at det modsatte ville være sket, dvs. at man fik københavnerkurser i Århus. Det havde været godt for det århusianske marked for folkeoplysning, ligesom det nu sker i København.

Den foreløbige afklaring på sagen – hvis man da kan kalde det det – er at undervisningsministeriet har tilladt Folkeuniversitetet i Århus at køre forårets arrangementsrække til ende, men forbudt at starte nye arrangementer før man har nået en juridisk afgørelse på sagen. Den danske befolkning må derfor stadig vente på et svar på, om man på folkeoplysningsområdet vil opretholde strenge, regionale monopoler og dermed risikere at udbuddet ikke når meget mere end DSB-kvalitet. Så i en vis forstand er sagen en test for, hvor stærk indflydelse markedsfjendtlige interesser har på lovgivningen i Danmark, blot i et anderledes marked.

I Politiken søndag den 28. januar argumenterede prodekan ved Københavns Universitet Katherine Richardson at den nye karakterskala er en succes. Hun uddybede sit argument med at påstå, at skalaen er blevet modtaget positivt, og at langt de fleste gymnasielærere og universitetsundervisere er glade for den. Richardsons påstand er meget langt fra min virkelighed, hvor der er udbredt og dyb frustration over den nye karakterskala, der på alle måder forringer den værdi, et karaktersystem bør have.

En karakter er i bund og grund kun et signal om en studerendes evner, ikke en belønning for hårdt arbejde, en konkurrenceparameter, eller noget tredje, udover at være information om hvad han eller hun kan. Karakterer er i sagens natur altid lidt upræcise, da eksamen og andre prøver har et element af held, men især karaktergennemsnit er god information til fremtidige arbejdsgivere, læreanstalter der skal optage nye studerende, og de studerende selv om, hvor de befinder sig. Værdien af karaktersystemet beror derfor på, at karaktererne indeholder så meget og så præcis information om de studerendes niveau som det indenfor rimelighedens grænser er muligt. Det er på dette punkt det nye karaktersystem giver så store frustrationer burde være dumpet.

Den klart største del af studerende på en hvilken som helst uddannelse befinder sig i et normalområde omkring gennemsnittet. I det gamle system fik disse studerende typisk 7, 8 eller 9, mens de i det nye system i langt de fleste tilfælde får karakteren 7. For rundt regnet 40 procent af de studerende indeholder det nye karaktersystem derfor ingen information om de er under, på eller lidt over det almindelige gennemsnit. Den midte, som det for langt de undervisere har været så let at håndtere, må vi ikke længere differentiere imellem og en betragtelig del af den samfundsmæssige nytte af systemet forsvinder dermed med de nye karakterer – et punkt som selv gymnasielærernes formand Gorm Leschly pegede på under arbejdet med skalaen (se her).

Richardsons eneste bekymring er, ifølge artiklen, at underviserne ikke er gode nok til at bruge de høje karakterer, dvs. at hun mener vi ikke har forstået systemet men giver for lave karakterer. Men hvad er det for et argument? Mener hun virkelig – som hun implicerer i artiklen – at karaktersystemet er sat i verden for at vi skal give højere karakterer til vores studerende (se f.eks. her)? Er ideen med det egentlig, som også Helge Sander har meldt ud til gymnasierne, at vi ’ikke kan konkurrere med svenskerne’ som får højere karakterer, og at det nye karaktersystem skal ’opveje’ det som en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet indikerede (læs her)? For hvis det er, er det et allerede klassisk eksempel på ’fighting the numbers’!

Lad os holde fast i, at danske studerende ikke bliver dygtigere af at vi bliver tvunget til at give højere karakterer, men kun ved at kunne deres stof bedre. Hvis vi ikke kan konkurrere med andre lande, er det ikke på grund af vores karaktersystem, men på grund af de studerende – og vores egne mangler. En ny og markant dårligere skala ændrer intet ved det.

For trofaste læsere af Punditokraterne bør det ikke komme som en overraskelse, men medierne greb den alligevel søndag og mange af Jyllandspostens faste læsere har nok fået morgenkaffen i den velmente hals. Forsidehistorien og side 1-2 i Indblik-sektionen var nemlig helliget en historie med titlen ”Forskere: Ulandshjælp uden effekt”. Baggrunden er, at ulandsbistanden ser ud til at blive et emne i de igangværende finanslovsforhandlinger, og journalisten fra JP ville derfor høre hvad danske forskere mente om, at der formodentlig bliver sat flere midler af til udviklingsbistand.

Man havde derfor ringet til Martin Paldam, professor i økonomi på Århus Universitet, og fik den utvetydige besked, at ulandshjælpens virkning på vækst og udvikling er lig nul. Henrik Hansen, professor på Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet og den anden fløj i diskussion blandt Danmarks førende eksperter på området, ville ikke være med til at kalde effekten ’nul’, men medgav ærligt og redeligt, at hans resultater pegede på en meget lille effekt. Sidst ringede journalisten så til undertegnede, der kunne fortælle samme historie som Paldam, med tre mulige forklaringer hæftet på: ”Jo mere ulandsbistand et land får, jo dårligere bliver dets konkurrence evne, fordi priserne stiger. Jo mere landet får, jo svagere bliver politikernes incitamenter til at lave reformer, der kan føre til udvikling i landet. Og jo mere landet får, jo skævere bliver lønudviklingen for de bedst uddannede, der skulle skabe udviklingen.” Pointen er nemlig, at selvom en række projekter vitterligt skaber udvikling, er de negative bivirkninger listet i JP så stærkt negative, at de fuldstændigt opvejer de positive projekter, der findes.

Og hvad siger så den ansvarlige minister? Jo, hendes svar til JP består blandt andet i den forrygende videnskabelige observation at hun ikke er ”et sekund i tvivl om, at den danske udviklingsbistand bidrager til at gøre en væsentlig forskel i verdens fattigste lande. Det har jeg konstateret ved selvsyn i mange af de udviklingslande, jeg har besøgt”. Med andre ord baserer Ulla Tørnæs sin holdning på de projekter, Danida og andre organisationer har taget hende ved hånden og taget ud at se. Og bivirkningerne kan man jo ikke se ’ved selvsyn’ på samme måde som man ser en brønd. Selv for en politiker er Tørnæs informationsniveau, som hun åbenbart bygger sin politik på, næsten pinligt tyndt og ensidigt.

Så lad os bare tage dem én gang til: 1) Ulandshjælp udløser Hollandsk Syge, dvs. appreciering af den reale valutakurs, så konkurrenceevnen tager skade, og jo mere hjælp, jo mere skade. 2) Jo mere ulandshjælp et land får, jo svagere bliver politikernes incitamenter til at lave reformer i blandt andet retsvæsenet, en faktor der er meget vigtig i landes udvikling og hvor de fleste ulande klarer sig rigtigt dårligt. 3) Ulandshjælpen fører til en væsentligt større og tungere offentlige sektor, der sluger en væsentlig del af landenes meget lave nationalindkomst. At noget af den allernyeste forskning også peger på, at hjælpen holder demokratiserende reformer tilbage, er helt uden virkning på menneskerettighederne i ulande, og kan skævvride indkomstfordelingen når landene alligevel demokratiserer, er blot flere argumenter for at skære ned eller måske endda helt afskaffe ulandsbistanden.

Spørgsmålet er hvornår danske politikere indser – og får mod til at formidle det til befolkningen – at vi spilder 14 milliarder om året på noget, der ikke giver positiv økonomisk virkning og muligvis holder andre typer udvikling tilbage. Indtil da må de fleste arbejdsduelige danskere altså betale over 4000 kroner om året på rent ingenting.