En af Punditokraternes særlige udenlandske venner, økonomen Axel Dreher fra det tekniske universitet i Zürich, er i de seneste år blevet internationalt kendt for sit globaliseringsindeks. Mens der er flere af den slags derude, er det specielle ved Drehers indeks, der officielt kaldes KOF indekset(læs her), at det kan splittes op i tre klare underkomponenter: Økonomisk globalisering, der måles ved handels- og investeringsstrømme, social globalisering, der mere måler informationsstrømme og andre mellemmenneskelige kontakter over grænserne, og politisk globalisering, der måles ved hvor meget landet deltager i internationale politiske organisationer som f.eks. FN. Drehers indeks kan derfor i højere grad end andre bruges til at skille skidt og kanel.

I dag blev KOF-indekset anno 2008 så offentliggjort, og det første spørgsmål er som altid, hvor Danmark befinder sig. For de globaliseringsinteresserede læsere kan jeg betrygge dem med, at Danmark i år (på basis af 2005-tallene, da nationalindkomsttal altid er et par år bagefter) er nummer seks på det overordnede indeks, ud af de 120 lande, der er med. Det er samme placering vi havde i 1995 og én dårligere end i 1985. Men den hellige grav er ikke helt så velforvaret, som det kunne se ud. Som sagt kan indekset splittes op i tre komponenter, der ikke behøver at have så frygteligt meget med hinanden at gøre. Det giver naturligvis et mere nuanceret billede.

På det sociale indeks er vi nummer seks, én bedre end i 1995 og samme placering som i 1985. Indekset bekræfter altså, at vi er et af de folkefærd i verden, der har størst interesse og mest kontakt med andre lande og kulturer. Placeringen på det politiske indeks er nummer 15, ned fra nummer 12 i 1995 og nummer ni i 1985. Det skred skal dog tages med en hel del gran salt, da vi ikke er blevet mindre globale, men blot overhalet af en række lande, der deltager endnu mere i internationale organisationer. Ingen bekymring der.

Grunden til kvalificeret bekymring skal findes på placeringen som nummer 11 på det økonomiske indeks, der er skredet fra nummer syv i 1995 (og nummer 13 i kriseårene omkring 1985). Nu kan man selvfølgelig indvende, at nummer 11 da ikke er så dårligt, men én ting skal huskes når man fortolker placeringen: Små lande er næsten automatisk altid mere integrerede i den internationale økonomi, da deres hjemmemarkeder er mindre og de har færre ting, de selv producerer. I Danmarks tilfælde kan man også overveje, om vi ikke er mere globaliserede fra starten på grund af vores særlige geografi har ekstra let adgang til søtransport. og når man tager den type overvejelser i betragtning og korrigerer statistisk for dem, ligger Danmark og roder rundt omkring en placering i 30’erne.

For et land, en regering og en befolkning med så stor fokus på globalisering, må en reel placering lidt udenfor den gode fjerdedel siges at være en stor skuffelse. Så hvad gør vi forkert? Tja, man kan jo overveje om ’velfærdsstaten’ med dens eksorbitante skattetryk på særligt de højere indkomster ikke skræmmer nogle af de udenlandske investorer væk, og særligt dem med højteknologisk virksomhed, der har brug for højtuddannet arbejdskraft. Man kan tænke på, om det politisk højt besungne uddannelsessystem producerer nok uddannelse – for Danmarks generelle uddannelsesniveau er i den henseende ikke noget at prale af, givet hvor rigt landet er. Og man kan sidst, men ikke mindst, vælge at betragte det politiske skred mod et næsten samlet socialdemokratisk Folketing som et varsel om en mere interventionistisk politisk kurs, ikke mindst i det øjeblik nogen siger ordet ’klima’. Under alle omstændigheder handler det ikke bare om at gøre det lidt bedre. Det er for dårligt af en nation med en 1000-årig handelstradition.

Det er atter blevet tid til at først at begive sig i dagevis ud i gavehelvede for at finde gaver til de krævende små og vennerne, der har alt, for derefter udmattet at synke ned i den traditionelle, danske jul. Og ligesom sidste år, kommer her derfor et julekort fra Redacteuren til Punditokraternes trofaste læsere, før han også når det magiske øjeblik klokken fire på mandag, hvor julen indtræder.

Lad mig begynde med det vigtigste: En stor tak til de mange læsere, både dem der ’blot’ følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Den tak gælder også dem, der jævnligt erklærer sig umisforståeligt uenige med os. For mens vi er lykkelige for at skabe debat på et andet, og forhåbentligt mere solidt fundament end de almindelige meninger, må vi også være taknemmelige for, at selv vores egne argumenter bliver udfordret konstant.

Videre til punkt to: Årets begivenheder. 2007 bød ikke på en Muhammed-krise eller lignende, men dog på det første Folketingsvalg, hvor jeg valgte at stemme blankt. Vi kan nu med ganske deprimerende sikkerhed sige, at der ikke findes et eneste, rigtigt borgerligt parti i Danmark mere. Det Konservative Folkeparti har altid haft en hang til større stat – husk blot hvem der indførte topskatten og hvor klimaministeren kommer fra – men nu har Venstre med Claus Hjorts infamøse små skridts politik overhalet selv de Radikale venstre om og placeret sig på midten af dansk politik, lige ved siden af Socialdemokraterne. En række andre begivenheder, ikke mindst den absurde lighedsdebat og den næsten dårligst tænkelige skatte- og afgiftsomlægning har også forpestet mit i forvejen skeptiske forhold til dansk politik. Ikke noget at være taknemmelig for der, bortset fra de ufrivilligt komiske indslag fra talrige politikere, når de bejler ubehjælpsomt til medianvælgeren.

Men punkt nummer tre er dog det vigtigste: Julen selv. December er ved at være ovre, og når vi når januar vender danskernes forbrugstilbøjelighed tilbage til det almindelige niveau efter en måned med gavekøb, ekstra cafebesøg, ekstra luksus, og for nogles vedkommende ekstra rejser væk fra det hele. Alt sammen til gavn for utallige mennesker, der leverer vores inderste – og yderste – ønsker. Så umiddelbart før julefreden sænker sig, er den eneste, helt uvidenskabelige og aldeles ukontroversielle pointe med dagens indlæg simpel. Jeg ønsker alle mine med-punditokrater, vores andre bidragsydere og hele vores læserskare en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Tirsdag aften valgte the African National Congress, ANC, ny formand. Som frygtet af mange, faldt valget på Jacob Zuma (læs f.eks. her). Zuma vandt med 2329 stemmer eller 61 %, mens den nuværende formand Thabo Mbeki fik 1505. ANCs valg af ny formand foregik fuldt demokratisk og rimeligt ordentligt (sådan da), men må stadig beklages dybt.

Valget af Zuma, og hans sandsynlige sejr i præsidentvalget i 2009, rykker nemlig Sydafrika væsentligt nærmere på en situation med ’almindelig’ afrikansk politik i et land, der ellers er et af Afrikas eneste velfungerende. For Zuma er en politiker af klassisk, afrikansk tilsnit, ligesom Robert Mugabe i nabolandet Zimbabwe.

For det første er Zuma en af de tidligere frihedskæmpere fra Apartheid-tiden. Han har siddet flere år i fængsel for at kæmpe i ANC for sortes rettigheder, og har derfor lidt af den samme heltestatus som Mugabe i hvert fald tidligere nød i den brede befolkning. Og som fællen fra Zimbabwe er Zuma primært populær blandt de fattige og uuddannede, og blandt sin egen stamme, zuluerne. For stammetilhør er også kommet til at spille en rolle i sydafrikansk politik, ligesom det er tilfældet i næsten alle andre afrikanske lande. Han har derfor både qua sin stamme og sin fortid en ganske stor goodwill at trække på, og kan derfor tillade sig en del mindre demokratiske dumheder. Disse tæller blandt andet hans valg af slagsangen ’Bring mig min maskinpistol’, som hører apartheid-tiden til, men nu bruges kynisk i en populistisk magtkamp.

For det andet, udmærker Zuma sig ikke ligefrem ved sin moralske statur. Han blev tidligere på året frikendt for voldtægt i en sag, hvor en del af hans forsvar bestod af at skyde skylden på det HIV-smittede offer, fordi hendes nederdel var ’for kort’. Han har i sagens forløb også ’udmærket’ sig ved at argumentere for, at han ikke blev smittet med HIV fordi han tog et langt, varmt brusebad, og varme brusebad angiveligt forhindrer HIV-smitte. I en lidt anden moralsk boldgade er Zuma stadig under undersøgelse for korruption i en sag, der tidligere har kostet en af hans nærmeste rådgivere en meget lang fængselsstraf.

For det tredje må man frygte, hvad Zumakan finde på politisk. Efter eget udsagn har han ikke forstand på ’økonomi og grafer’ og den slags ting, og baserer sine politiske ideer på, hvordan tingene fungerer hjemme i landsbyen. En del af hans popularitet blandt de fattige er således bygget på udsagn som, at hvis ens nabo er sulten, så giver man ham et brød. Det er selvfølgelig vældigt populært blandt en befolkning, hvor arbejdsløsheden i visse områder nærmer sig 50 procent – ikke mindst på grund af et arbejdsmarked, der er så reguleret at det er mindre fleksibelt end Frankrigs. Det er også fint i tråd med ANCs marxistiske fortid, som konkurrenten Mbeki ellers har brudt med de sidste otte år.

Den deprimerende bundlinje er, at Zuma på snart sagt alle punkter ligner en af de mange politikere, der med en blanding af populisme, store ord, machismo (som af en eller anden grund synes at have særlig klangbund hos zulubefolkningen), marxistiske ideer og ekstrem moralsk fleksibilitet har ødelagt kontinentet. De rige lande og i særlig grad de vestlige virksomheder, de skaber jobs og overfører teknologi og andre kundskaber til fattige lande, kommer sandsynligvis i løbet af de næste år til at befinde sig i en Catch 22: Den økonomiske politik bliver ikke bedre – og måske dårligere – og det vil derfor blive bedst at flytte investeringer til Botswana, Vietnam eller andre fattige lande med fornuftig politik, men i det omfang de gør, kan Zuma og andre sydafrikanske politikere skyde skylden på ’multinationale’ og ’globaliseringen’ for den skade, de gør på deres eget land for egen vindings skyld.

Naturligvis er det ovenstående et skrækscenario som ikke behøver gå i opfyldelse, men det er trods alt sket så tit og i så rædselsfuldt omfang i Afrika, at man må betragte det som en konkret mulighed. Så hvad kan forhindre det? Først og fremmest kan man håbe på, at der er nok andre og mere fornuftige politikere i Sydafrika der kan bremse Zumas mere idiotiske ideer. Men er det sandsynligt? For det andet kan man håbe på, at Zumas popularitet i visse kredse, og ubehaget ved ham i andre kredse, kan føre til en splittelse af ANC. Den mulighed ses ikke som positiv i store dele af vesten, men man må spørge sig selv om, hvad der er godt ved et demokrati hvor en tidligere marxistisk oprørsbevægelse sidder på mere end to tredjedele af pladserne i parlamentet, og dermed kan gennemføre selv grundlovsændringer ved egen kraft?

Uanset hvordan men vender situationen, er det overvældende sandsynligt at valget af Zuma som ANC-formand vil føre til ustabilitet og ekstra lidelse i Sydafrika. Hvor længe det varer og hvor dyb krisen bliver, afhænger kun af sydafrikanske forhold. Vi kan intet andet gøre end at se på – og håbe at Afrikas økonomiske og politiske motor også overlever en korrupt voldtægtsforbryder i præsidentembedet.

Når valgtrommerne buldrer, kan de ofte overdøve alt andet, ikke mindst i blogosfæren. Det skete i efteråret, hvor trommerne drønede længe før valget faktisk blev udskrevet, og i de tre uger valgkampen rasede, kunne himlen næsten være faldet ned om ørerne på samtlige beboere på plejehjem i Sønderjylland uden at det var blevet til mere end en kort notits i Jydske Vestkysten. Og i den situation forsømmer man derfor ting og sager. En af de ting, vi har forsømt her på stedet, er bogomtaler, en forsømmelse som vi tog fat på at rette i går med Niels Westys første julegavide.

Vores andet bud på en bog, man kunne tænke sig at finde under punditokraternes imaginære juletræ, er Lone Franks ”Den Femte Revolution”, som LF var så venlig at sende til os tidligere på året – og som vi er ret flove over ikke at have omtalt endnu. Ved første øjekast ligner en populærvidenskabelig debatbog om den nyeste hjerneforskning måske ikke som et oplagt valg til en samfundsvidenskabeligt baseret blog som punditokraterne, men LF giver bogen et interessant twist: Meget af den nyeste hjerneforskning lægger sig nemlig op ad megen samfundsforskning, som for eksempel i LF’s kapitel 6 med titlen ”Med den usynlige hånd i baghovedet”.

Den Femte Revolution er delt ind i kapitler med hvert sit emne: ’Gud i synapserne’, om hvordan religion nærmest er fejlfunktioner i hjernen; ’De nye lykkesmede’ om den neurologiske basis for lykkefølelse; ’Løgnens anatomi’, der outliner mulighederne for at måle løgn i hjernen; og altså kapitel 6 om den usynlige hånd og hjernens indbyggede økonomiforståelse – eller hvad vi skal kalde det.

I kapital 6 outliner LF det nye neuroøkonomiske teoridannelser og en del af erfaringen fra den psykologiske del af det nye felt, der hedder eksperimentel økonomi. Hun har derfor talt med en række førende forskere på området og bringer flere ind – George Loewenstein, Daniel Kahneman, Colin Camerer – der blandt andet finder, at vi næsten alle udviser prosocial adfærd og altså ikke opfører os som Homo Oeconomicus i ren aftapning. Kapitlet rummer også en interessant samtale med Richard Peterson, en psykolog der forsker i neurofinans og bl.a. hvorfor børshandlere umiddelbart ser ud til at opføre sig irrationelt i visse situationer. Alt sammen fabelagtigt spændende emner, hvor forskerne konkluderer, at der er behov for blid regulering i en slags ’onkelstat’.

Man må blot spørge sig selv om, hvor Vernon Smith – som Kahnemann delte Nobelprisen med – er henne? For Smith fandt netop, at helt almindelige mennesker i almindelige markedssituationer lynhurtigt finder den korrekte ligevægtspris gennem præcist det, Walras kaldte en tatonnement-proces, altså at standardteorierne virker. Der findes således en hel anden halvdel af forskningsfeltet, som LF interesserer sig for, der ikke generelt finder problemer, men netop bekræfter frie markeders imponerende effektivitet, selvom folk ikke har fuld information osv. Men hvis biologen LF kun har interviewet folk som Loewenstein, Camerer og andre, der befinder sig på den ene side af diskussionen, er det fuldt forståeligt.

Problemet med LF er, at hun som så mange andre lader sig besnære af det projekt, man nogle gange kalder ”utopian engineering”, et projekt som selv en så stor ånd som Friedrich Hayek faldt for selvom han argumenterede imod (i bind tre af Law, Liberty and Legislation). For selvom Collin Camerer og andre gode folk som LF har talt med kan argumentere for, at staten bør udøve et ”venligt og behjælpsomt formynderi” så folk sparer nok op og mere generelt opfører sig fornuftigt, hvad betyder det så for samfundets dynamik? Hele projektets kerne er nemlig, som de fleste andre utopiske idéer, at vi kender endemålet hvor vi i sagens natur ikke længere behøver lære af vores fejltagelser. Mit syn på det er at den type formynderi – udover at det har en konkret negativ effekt på folks lykke – praktisk taget altid fører til samfundsmæssig stagnation på længere sigt. For selvom mennesker laver fejl, og i nogle tilfælde også systematiske fejl, så lærer vi af vores fejl. Fejlene er det, der bringer samfundet videre!

Den kritik kan man så tage som en kritik af Lone Franks bog, men det vigtige er, at vi sikkert ikke havde haft dén diskussion uden hendes bog. Og det at man ikke er enig i alle konklusioner og fortolkninger er ikke en valid kritik – man kan blot prøve at forestille sig at man kun læste materiale, man var enig med! Den Femte Revolution formår gennem en gennemgang af håndplukkede emner i moderne hjerneforskning at rejse nogle spørgsmål vi ikke normalt stiller, og vinkle andre i et andet lys end vi plejer. Alene af den grund fortjener den at blive læst. At LF så er både åbensindet og virkeligt velskrivende er kun ekstra plusser, der gør oplevelsen endnu bedre.

Langt de fleste økonomer – i praksis alle uafhængige – er efterhånden enige om, at regering og Folketing opfører sig økonomisk uansvarligt. Regeringen har med ophøjet arrogance ignoreret advarselssignalerne de sidste par år, og oppositionen har øjensynligt frigjort sig fra ethvert ansvar i dens insisteren på lønstigninger til deres kernevælgere blandt de offentligt ansatte. Det havde Jarl Cordua en glimrende klumme om i Nyhedsavisen i lørdags (læs klummen her). I klummen, der hedder ‘vild med uansvarlighed’ skriver han lige ud af posen blandt andet:

Det går godt i Danmark. Landet har stort set ingen økonomiske problemer og nærmer sig fuld beskæftigelse. Det kan ikke blive med at gå godt, og derfor bør man ”sætte sin lid” til de 179 folketingspolitikere, som aldrig forspilder en chance for at forbruge skatteborgernes penge på offentlig velfærd og service. Jo hurtigere des bedre.

Og lad mig så for egen regning undre mig over én ting: Regeringen har de senere dage beklaget sig over, at de ’jo ikke kunne vide at det så så skidt ud’ og påstår at de ikke havde de relevante oplysninger før valget. Det eneste svar til det, er vist ’BS’ som amerikanerne siger. Vi andre har vidst i lang tid, at recessionen og inflationspresset var på vej. Hvis Fogh og co. ikke har set det, må de have haft øjnene lukket sammenbidt i.

Med risiko for at blive beskyldt for skamløs selvpromovering, vil jeg gøre Punditokraternes læsere opmærksomme på min klumme i 180 grader i går (læs her). Klummen, der tager udgangspunkt i danske politikeres megen snak om ’sammenhængskraft’ og deres brug af et så elastisk og upræcist begreb som forsvar for velfærdsstaten og den danske lighed, henviser også til Martin Ågerups nye bog. Bogen, der er værd at læse, får en forudsigelig, men underlig, medfart i Politiken i dag hvor anmelderen endda når at påstå, at de fleste økonomer nu er enige om at velfærdsstaten bidrager til den økonomiske vækst! Hvad kan man gøre, når ens mediemodstandere smider om sig med så uhyrlige påstande. Anyway, læs bogen – og eventuelt også klummen.

Vi har skrevet en række poster her på stedet om klimavidenskab og det der ligner, og hver gang med lange og af og til ophidsede diskussioner til følge. Helt særligt kan det åbenbart hidse folk op, at man stiller spørgsmålstegn ved Michael Manns såkaldte Hockeystavskurve – altså den der viser at den globale temperatur har været stabil i århundreder, men svipper opad i de seneste årtier. Man kan diskutere, hvor central denne kurve er for f.eks. IPCC’s konklusioner, men jeg tror ikke man kan undervurdere dens ’pædagogiske’ betydning. Tal med almindelige folk, eller tal med politikere og andre ’meningsdannere’ – som jeg gjorde forleden på Copenhagen Climate Networks endagskonference – og det argument, de alle nævner, er temperaturstigningen som man kan se i kurven.

I videnskabelige kredse har der dog været markant kritik af ’videnskaben’ bag kurven. Man tager nemlig en masse forskellige indikatorer, som man regner med har noget med temperaturen at gøre – såkaldte proxies – og lægger dem sammen til et fællesmål ved brug af forskellige statistiske metoder. Metoderne er der egentlig ikke noget galt med, men selve måden man bruger dem på, og de proxies der indgår, kan diskuteres. Man har bl.a. kritiseret Manns udbredte brug at træringedata, og helt særligt dem fra visse nordamerikanske nåletræer.

Craig Loehle fra den Washington-baserede organisation National Council for Air and Stream Improvement har derfor forleden publiceret sit arbejde på området i Energy & Environment. I artiklen gør han rede for, hvordan en rekonstruktion af den globale temperaturkurve over de seneste 2000 år ser ud, når man vel at mærke ikke bruger træringedata. En anden bemærkelsesværdig feature er, at sammehængen mellem temperatur og alle hans proxies er blevet verificeret i peer-reviewed arbejde, i modsætning til praktisk taget alt andet arbejde på området, hvor en stor del af materialet baserer sig på antagelser om, at ’det her har nok noget med temperatur at gøre’.

Loehles arbejde står derfor på væsentligt sikrere grund end tidligere rekonstruktioner. Og hvad finder han så? Jo, i hans kurve kan man meget klart se den varme middelalder, som ellers på nærmest magisk vis var forsvundet fra Manns hockeystav, og den ’lille istid’ omkring 1600-1700. Man kan også se temperaturstigningen i det 20. århundrede. Men i modsætning til hvad Mann, IPCC og indignerede politikere som Connie Hedegaard påstår, er den globale middeltemperatur i slutningen af det 20. århundrede omkring 0,3 grader under temperaturen i middelalderen.

Der er altså ikke noget særligt historisk ved verdens temperatur for tiden. Debatten om klima er vigtig, ikke mindst fordi hvis der er et reelt problem som vi kan gøre noget ved, bør man ikke undervurdere problemet, og hvis der ikke er, kan politisk handling blive endog meget dyr – og helt specielt for verdens fattigste – men Loehles studie demonstrerer igen hvor langt man kan komme med ordentlig videnskabelighed. Det fortjener at blive pligtlæsning for Hedegaard, Gore og andre, der har bygget deres politiske troværdighed og overlevelse på, at der er et stort problem. Hele tråden på Climate Audit kan læses her. For de interesserede kan man også læse den egentlige videnskabelige artikel her.

Normalt reklamerer vi ikke for noget her på stedet, men nogle gange kan linjen mellem information og decideret reklame være tåget. Så tillad mig som dagens minipost at reklamere for en ny svensk blog. Det drejer sig om den svenske økonom Niclas Berggren – en god ven af flere punditokrater – der just startet sin egen blog (se her). Niclas er udover at være en dygtig økonom også et meget tænksomt menneske med klare værdier og brede interesser, og hans blog ser allerede nu ud til at være et besøg værd. Hvis man er yderligere interesseret, kan man også besøge hans Niclas’ side på hans hjeminstitut (Ratio Instituttet i Stockholm, læs her).

Så er der mindre end 24 timer til valget og vi selvom udsigterne for at få en frihedsorienteret regering, der ikke er absurd gejl efter offentlige udgifter er minimale, kan vi her på stedet i det mindste sige, at vi har gjort vores. Vi har postet fem sparetips til politikerne (her, her, her, her og her). På den måde kan man i det mindste hævde, at der eksisterer idéer udenfor dansk politik.

Og lad mig så komme med det allersidste sparetip, og måske det jeg føler allerstærkest for: Privatisér DSB. Jeg har skrevt om det før (læs her) og min harme over denne monopoldinosaur med foragt for sine kunder har på ingen måde lagt sig. Virksomheden modtager i år cirka 4½ milliarder kroner i 2007, plus en ekstraudgift for staten på cirka en milliard til tjenestemandspensioner. Og hvad får man ud af det? En rejse tur-retur Århus-København koster 642 kroner, og DSB modtager cirka det samme i tilskud. Busselskabet Abildskou kan gøre den samme rejse for 440 kroner uden tilskud. Man kan endda gøre det stort set lige så billigt med Cimber Air til Kastrup!

Når man regner ind hvor usigeligt elendig, servicen hos DSB er, har jeg meget svært ved at se begrundelsen for at opretholde støtten til selskabet. Lad os da endelig få det privatiseret, så vi kan få ordentlig transport hvis man ikke lige har egen bil.

Ellers vil vi herfra ønske alle et godt valg. Stem efter din overbevisning – også selvom det som i mit tilfælde betyder en blank stemme. Og gå så hjem og opfør dig som om politikerne slet ikke forsøger at regulere din adfærd.

I vores serie med forslag til hvor politikerne kan spare, i stedet for at fortsætte den populistiske og ærligt talt absurde strategi med at overbyde hinanden på offentlige udgifter, er vi nået til tip nummer 4: Prioritér i sundhedsvæsenet! Spørgsmålet der ligger til grund for forslaget er i og for sig ganske simpelt: Findes der en valid lægefaglig, moralsk, økonomisk eller social grund til at det offentlige sundhedsvæsen står for at give gratis fertilitetsbehandlinger i en tid, hvor dets ressourcer, ikke mindst antallet af læger og sygeplejersker, er under pres? Eller sagt lidt mere simpelt: Hvorfor laver det offentlige børn på folk?

For danskere, der gerne vil have børn, men af en eller anden grund ikke får dem af naturlig vej, er der to muligheder. Man kan vælge fertilitetsbehandlinger, der er komplicerede og særdeles dyre, eller man kan vælge at adoptere, hvilket relativt hurtigt kan komme til at koste op mod 100.000 kroner. Fra en individuel vinkel er det et let valg, ikke mindst hvis man enten lægger stor vægt på, at barnet bærer ens egne gener, eller eventuelt har en romantisk forestilling om selve fødselshandlingen. Det absolut billigste for den enkelte er at få samfundet til at betale, men det er samtidigt den dyreste løsning for samfundet.

Politikere og læger må for det første indrømme, at barnløshed ikke er en sygdom. For politikerne bør det være en smal sag, men en række læger har individuelle incitamenter til at behandle barnløshed som om det var en sygdom – for så hører ’problemet’ hjemme i det offentlige sygehusvæsen. Dette besværliggør naturligvis processen hen mod at spare området væk i det offentlige, men bør ikke overskygge, at der ingen grund er til at det henhører i det offentlige system. Den moralske grund til at diskriminere mellem adoption og fertilitetsbehandling – en betales privat af de kommende forældre, en anden af resten af danskerne – er heller ikke til at få øje på. Det, der er til at få øje på er, at den type prioritering – selve tankegangen begrænser sig naturligvis ikke til udelukkende at dække fertilitetsspørgsmålet – kan frigøre markante ressourcer i sygehusvæsenet, der kan bruges væsentligt bedre andre steder. Og tænk hvis de blev brugt til at forkorte køerne på behandlinger, så det private erhvervsliv ikke skal mangle erfarne medarbejdere i halve år ad gangen?

Jeg har tænkt længe og dybt over det: Hvem skal man stemme på den 13. november? For rundt regnet to tredjedele af vælgerne gælder det, at de har bestemt sig at stemme på samme parti – og måske endda samme kandidat – som sidste gang. For en tredjedel er situationen derimod, at de ikke er afklarede endnu. Jeg har på det sidste for første gang i mit liv befundet mig i den sidste gruppe, men altså ikke længere. Så for at svare på flere af vores læsere, der har spurgt mig om det, kan jeg her afsløre hvem der får min stemme. Jeg taler kun for mig selv – andre punditokrater har sikkert andre meninger.

Som borgerligt-liberal har valget ellers ikke været let, for valget mellem Thorning og Fogh har mest af alt lignet valget mellem en status-quo orienteret socialdemokrat med gavmilde valgløfter til særligt de offentligt ansatte og – let’s face it – en status-quo orienteret socialdemokrat med gavmilde valgløfter til særligt de offentligt ansatte. De konservative er løbet fra stort set alle principper og har endda givet køb på de sidste rester af fornuft ved at indvillige i forslaget om den skatteændring – en afskaffelse af mellemskatten – der har suverænt mindst effekt på arbejdsudbuddet. Og Ny Alliance vil godt nok skattelettelser, der dur, men også en lang række mere eller mindre venstredrejede ideer, der ikke just harmonerer med en opfattelse af, at Danmark behøver mindre stat og mere personlig frihed.

Så hvad er mit valg da? Jo, jeg har bestemt mig for at stemme blankt. Jeg synes et eller andet sted, at jeg har en pligt til at stemme – til at give min lillebitte del af den ’offentlige mening’ til kende. Men jeg kan simpelthen ikke få mig til at stemme på et eneste af de partier, der kommer til at stå på stemmesedlen den 13. Med undtagelse af Enhedslisten, der står og lufter deres ekstreme og udemokratiske holdninger i et isoleret hjørne af dansk politik, har partierne klumpet sig sammen på en mudret, kortsigtet og aldeles populistisk midte, der domineres af ét ønske: At vi skal bevare ’velfærdsstaten’ og lade som om en socialdemokratisk status quo er det, vælgerne ønsker.

Flere af mine venner har advaret mig mod, at det at stemme blankt er en stemme på Thorning, eller at det er at smide min stemme ud. Til det første kan jeg kun sige tja: Thorning eller Fogh, jeg er kommet til den overbevisning, at det er fløjtende ligegyldigt. Til det sidste kan jeg kun nikke ja – det er meningen med det! For som en ven fortalte mig om forleden, eksisterer der faktisk et forslag i den politologiske litteratur om, at blanke stemmer burde repræsenteres i Folketinget. De skulle, proportionalt med deres antal, have et antal tomme sæder. Så kunne resten af politikerne tage et kig på dem, hvis de en sjælden gang imellem overvejede, hvem de repræsenterer i tinget. Ikke at det sandsynligvis ville ændre noget, men vi ville være synlige i dansk politik – de af os, der ikke kan repræsenteres af de nuværende politikere.

Som vi har gjort opmærksom på tidligere, handler valgkampen i udpræget grad om hvor meget de forskellige partier vil øge de offentlige udgifter, og hvilke grupper i samfundet der skal have mere fra resten. Vi kører derfor denne serie om, hvor politikerne i stedet kan spare for at undgå en offentlig sektor, der vejer endnu tungere og kvæler endnu mere privat initiativ. Så her er sparetip #2 til de kære politikere: Halvér ulandshjælpen!

Forslaget vil nok udløse et ramaskrig hos mange mennesker, men da vi har skrevet om emnet før, burde vores faste læsere ikke være overraskede. Almindelige menneskers ramaskrig og sandsynlige vilde forargelse bunder i, at de fleste vil se forslaget som en omvendt Robin Hood: Man tager fra verdens fattigste for at give til et af klodens rigeste folk. Det kunne ikke være mere forkert. 40 års forskning i ulandshjælp har nemlig vist, at denne hjælp slet ikke gavner de fattige lande. Nok er mange udviklingsprojekter glimrende, og de efterlader et positivt fingeraftryk på lokalsamfundet, men samtidig er ulandshjælpen forbundet med store problemer på det nationale plan: Jo mere ’hjælp’, et land får, jo mindre er dets tilbøjelighed til at implementere pinagtigt nødvendige reformer af retsvæsenet, og jo mindre tilbøjeligt er det til at demokratisere. Ulandes internationale konkurrenceevne skades også af større inflows af hjælp (gennem Hollandsk Syge), og der opstår en række yderligere forvridninger af priser og incitamenter i hele økonomien.

En halvering af ulandsbistanden vil derfor ikke indebære et tab for fattige lande, men måske et tab for særinteresser i både Danmark og den tredje verden. Man kan stole på at disse særinteresser, hvoraf mange finansieres af bistanden, vil råbe særdeles højt og gentage påstanden om den omvendte Robin Hood, selvom vi ved at den er ufunderet. Men en sådan halvering vil praktisk taget kun have en direkte effekt: Den vil spare den danske stat en udgift på syv (7) milliarder kroner om året. Oveni kan man endda rimeligvis regne med, at en del af de ressourcer som bruges i hjælpeindustrien – både midler og de mange ingeniører, der beskæftiges af Rambøll, COWI osv. – vil blive brugt mere effektivt andre steder i den danske økonomi, der som bekendt bl.a. mangler ingeniører.

Så hvorfor venter vi? Besparelsen er omkostningsfri for ulandene – den kan endda på sigt gavne de politiske incitamenter i en række mindre demokratiske styrer – og den vil være til fordel for Danmark. Det eneste den koster er myten om at vi hjælper de fattige.

Så blev valgkampen endelig skudt i gang, selvom tidspunktet måske er lidt overraskende. Her på punditokraterne vil vi naturligvis følge med i, hvad der sker, hvorfor, hvilke forslag der stilles og hvilke konsekvenser der er forbundet med dem. Men helt særligt har vi planlagt at gøre en ting i tiden op til 13. november.

Valgkampen – altså den uerklærede valgkamp, der har kørt de seneste måneder – har i udpræget grad handlet om hvor meget de forskellige partier vil øge de offentlige udgifter, og hvilke grupper i samfundet der skal have mere fra resten. Problemet er, at en blind økonom kan føle med sin stok at udgiftsforøgelser i en tid, hvor arbejdsløshedsprocenten sandsynligvis er under den naturlige arbejdsløshed udelukkende vil føre til øget inflation, tab af konkurrenceevne og efterfølgende højere arbejdsløshed. Vi vil derfor i de kommende uger poste en serie indlæg med forslag til, hvor man kan spare i den offentlige sektor. Vores læsere skal naturligvis være velkomne til at komme med ekstra forslag, og vi håber med denne lille serie at få skabt en smule af den pinligt nødvendige debat om størrelsen af den offentlige sektor.

Vi har før skrevet om ulandsbistanden og dens nærmest komplette mangel på positive virkninger (f.eks. her og her). Men det er forholdsvis sjældent, at man hører kritiske stemmer fra ulandene selv. Den situation er dog måske ved at ændre sig. The John Templeton Foundation har for nylig udgivet otte små essays i deres serie om ”the big question”. De otte forfattere er Donald Kaberuka (præsident for African Development Bank), Iqbal Quadir(grundlægger af GrameenPhone, Bangladesh), William Easterly (professor i nationaløkonomi, New York University), James Tooley (præsident for The Education Fund, Oriental Global), Ashraf Ghani(formand for Institute for State Effectiveness), Edward Green (direktør for AIDS Prevention Research Project) og Michael Fairbanks (medgrundlægger af OTF Group og the SEVEN FUND).

Af de otte er to er positivt indstillede overfor ulandshjælp, to har deres tvivl mens fire er stærkt kritiske. Willaim Easterlys kritik er ikke ny, men kan med stor fordel læses i hans bog The White Man’s Burden. Det bliver den dog ikke dårligere af, særligt ikke når man tænker på at den er skrevet af en tidligere cheføkonomi i Verdensbanken. James Shikwati, den udmærkede kenyanske økonom der driver en af Afrikas måske bedste tænketanke – the InterRegion Economic Network – er også skeptisk, og præsenterer erfaringer med tilfældige midler, der gav alt andet end positive resultater. Og selvfølgelig skal James Tooleys erfaringer med private skoler i Afrika også nævnes, ikke mindst fordi de offentlige fejler så grusomt i de fleste ulande, men også fordi selv meget fattige mennesker sender deres børn i privatskole.

For de interesserede er der en overskuelig bunke læsning – ti sider i alt – men masser af timers funderen over, hvorfor i alverden vi bliver ved med det show. Siden kan læses her.