Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Berlinmuren 50 år

Af Christian Bjørnskov, den 13. august 2011. 1 svar

I nat, for 50 år siden, begyndte et af Europas mest repressive regimer konstruktionen af et monument over dets egen fiasko. Berlinmuren rejste sig tværs gennem en allerede delt by med ét formål: At spærre Østtysklands borgere inde. Muren faldt som bekendt i 1989, men dens og kommunismens skadevirkninger ses stadig. De østlige tyske Länder de samme problemer som resten af Østeuropa og ikke mindst er østtyske normer og værdier stadig svagere end i vesten.

Problemet for den DDR-styrets top for 50 år siden var, at dets befolkning flygtede. Først i 50erne var udstrømningen nået et niveau på over 30.000 om måneden og totalt mistede Østtyskland 2½ millioner borgere mellem 1949 og 1961. Endnu værre var det, at det ofte var de bedst uddannede og mest initiativrige, der flygtede til Vesten. På trods af, at Østtyskland gennem 50erne strammede reglerne, tog udstrømningen til i månederne op til august 1961.

Ledelsen i den såkaldte Deutsche Demokratische Republik besluttede derfor at bygge en decideret fæstningsmur for at forhindre østtyskere i at forlade det socialistiske samfund, de så hårdhændet hævdede var det frie vesttyske overlegent. Natten mellem den 12. og 13. august rejste det, regimet kaldte en ’Antifascistisk Beskyttelsesvold’, sig således på tværs af Berlin. Muren skilte venner og familier, og forhindrede en hel befolkning i at undslippe den undertrykkelse, som sikkerhedspolitiet Stasi blot var et af symbolerne på. I de efterfølgende årtier blev Muren udbygget med minefelter, automatiske maskinpistoler og stadig mere udspekulerede anordninger til at dræbe de østborgere, der forsøgte at hoppe af. Internt i Østtyskland gjorde regimet også alt, hvad det kunne, for at holde borgerne på den kommunistiske dyds smalle sti. Sidst i 80erne var kontrollen nået så vidt, at fire procent af den voksne befolkning blev betalt af Stasi for at holde øje med resten.

Ingen, der var gammel nok til at forstå hvad der foregik, glemmer derfor den aften i 1989 da østtyske grænsevagter åbnede Muren. To år tidligere havde den amerikanske præsident Reagan stået foran Brandenburger Tor og opfordret den sovjetiske leder Gorbatjov til at ”tear down this wall”. Ungarn var det første land, der fulgte opfordringen efter Sovjetunionen havde løsnet jerngrebet omkring Østeuropa: 11. september åbnede landet dets grænse til Østrig, og da østtyskerne kunne rejse ret frit til det socialistiske søsterland, var der effektivt hul igennem til Vesten. Det tog dog en administrativ tilfældighed før østtyske grænsevagter den 9. november åbnede Berlin, og endte med at opgive da østberlinere strømmede i titusinder gennem overgangene.

I løbet af få måneder kollapsede det regime, der havde undertrykt en hel befolkning i 40 år. I de godt 20 år siden Tyskland blev genforenet, er den østlige del kommet på økonomisk fode, de kommunistiske miljøforbrydelser er renset op, og steder som Jena og Dresden er ved at genindtage den position, de havde før anden verdenskrig. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro at Muren nu blot var fjern historie.

 

Men i en vigtig forstand står Berlinmuren stadig. I Tyskland tales med forfatteren Peter Schneiders udtryk om ”die Mauer im Kopf” – muren i hovedet – som et billede på de overbevisninger, normer og forestillinger om samfundet, som genforeningen kun langsomt eller slet ikke har ændret på. To generationers totalitær kommunisme satte sine spor, og nogle af disse spor bringer forældre videre til deres børn i det forenede Tyskland. En del af den debat, der blusser på med jævne mellemrum i tyske medier, er naturligvis baseret på myter, men andre dele bekræftes af solid og skræmmende forskning.

Et af de vigtigste elementer i die Mauer im Kopf er østtyskernes skeptiske forhold til deres medmennesker. I den seneste undersøgelse fra World Values Survey sagde mere end 40 procent af vesttyskerne ja til spørgsmålet, om de generelt har tillid til de fleste mennesker; i det tidligere Østtyskland var ja-procenten kun 29. Forskellen er nøjagtigt den samme som ved genforeningen i 1990 og ændrer sig ikke over tid. Samme problem viser sig i mere detaljerede spørgsmål i det tyske husholdningspanel, andre spørgeskemaundersøgelser såvel som i en række andre items i World Values Survey. Når man kender den tætte sammenhæng mellem tillid og forhold som korruption, vækst og velbefindende, er det alarmerende at forskellen ikke synes at forsvinde.

På samme måde er østtyskerne præget af deres fortid. De fleste stemmer på Die Linke – det nye, populistiske venstreparti i Tyskland – kommer fra øst, og de politiske værdier er stadig markant anderledes en resten af landets. Østtyskernes støtte til statslig omfordeling er for eksempel væsentligt stærkere, ligesom deres tro på statens godhed ikke har ændret sig meget siden genforeningen.

Formelt er Tyskland Europas største land og én forenet nation, men uformelt står Berlinmuren stadig som en usynlig skillelinje mellem et vestligt, velfungerende land, og en østlig del med mange af de samme sociale problemer som resten af Østeuropa. De menneskelige tragedier, som Berlinmuren symboliserede, er ikke spillet til ende endnu.

Religiøsitet og ejendomsrettigheder

Af Christian Bjørnskov, den 6. august 2011. 7 svar

Sammen med min ven og kollega Niclas Berggren, der fornylig skiftede arbejdsplads til IFN, er jeg i gang med et lille forskningsprojekt om sammenhængen mellem religion og samfundets institutioner. Vores første artikel, hvor vi dokumenterer en klart negativ effekt af religiøsitet (uanset hvad folk lige tror på) på folks tillid til hinanden er nu på vej ud i Journal of Economic Behavior & Organization, og næste bid er klar i første udkast. Det nye papir hedder ”Does Religiosity Promote Property Rights and the Rule of Law?” og skal præsenteres om en lille måned på den årlige konference i the American Political Science Association i Seattle.

Vores resultater kan opsummeres i det simple plot i figuren nedenfor. Mens man fra teoretisk hold kan argumentere for, at religion og religiøsitet – hvor intenst folk tror – kunne være både godt og skidt for den effektive håndhævelse af den private ejendomsret, er det empiriske billede ret klart. Hvis landet ikke har tilstrækkeligt demokratiske institutioner (de runde observationer), er der ingen sammenhæng. Hvis ens land derimod er demokratisk og vælgernes præferencer derfor i en vis grad påvirker den førte politik (de firkantede observationer), er religiøsitet en negativ indflydelse. På tværs af op til 112 lande, med et batteri af kontrolvariable og i en kausalitetsanalyse (IV) finder vi konsistent, at jo mere religiøs befolkningen er, jo ringere er beskyttelsen af ejendomsrettigheder. Niclas og jeg konkluderer igen, at selvom stort set alle religioner sigter mod at få folk til at opføre sig moralsk, så gælder det engelske diktum: Actions speak louder than words.

Hvor borgerligt-liberale har VK været?

Af Christian Bjørnskov, den 1. august 2011. 24 svar

Det næste folketingsvalg nærmer sig, og alt tyder på, at det betyder et regeringsskifte. En del borgerlige kommentatorer er derfor allerede nu startet på den pinefulde øvelse, det er at evaluere VK-regeringens ti år. Helt særligt stiller man spørgsmålene, hvad vi fik ud af de ti år, og hvor borgerligt-liberal, regeringen egentlig var.

Spørger man V eller K, får man naturligvis svaret, at de har været så borgerlige som det var muligt, og at selve det at de holdt fast i taburetterne i ti år var en succes. Men at blive ved magten med den måske mest inkompetente opposition i mands minde er næppe en anbefaling i sig selv. VK-regeringen må nødvendigvis bedømmes på dens præstationer ved magten.

Og her er de vigtigste så i én figur. Alt er indekseret til 1 i 2000, så alle kurver er relative til tidspunktet umiddelbart før VK overtog. Figuren dokumenterer tydeligt problemet med at evaluere VK-regeringen som borgerlig: De offentlige udgifter er konsekvent, hele vejen gennem de ti år, løbet fra BNP (den tykke, sorte linje).

Med andre ord er det offentliges rolle i økonomien vokset støt gennem ti år til et niveau, der i 2009 var større end da Anker Jørgensen opgav at lede landet. Blandt Danmarks Statistiks kategorier må man bemærke, at ”Generelle offentlige tjenester” voksede 2,9 % hurtigere end BNP, sundhedsudgifterne voksede 2,5 % hurtigere, og ”Social beskyttelse” – DS-eufemismen for offentlige overførsler – voksede 2,1 % hurtigere end BNP. Hvordan det kan være borgerlig kernepolitik, at man lader overførselsudgifterne vokse to procent hurtigere end BNP i en periode, hvor den officielle arbejdsløshed faldt til historisk lave niveauer, kræver det vist mere end en storsvedende Claus Hjort Frederiksen at forklare.

EU er en transfer union – men hvor længe?

Af Christian Bjørnskov, den 25. juli 2011. 7 svar

Grækenland har for få dage siden fået sin anden hjælpepakke fra EU og IMF, denne gang på 813 milliarder kroner. Samtidig er europæiske politikere i gang med at skrue en slags gældsomlægning sammen. Et af elementer er, at en ikke nærmere bestemt andel af de græske obligationer lægges om til en længere løbetid og lavere rente. Markederne har ikke reageret specielt positivt, selvom mange EU-politikere gør hvad de kan for at forsikre dem om, at Grækenland skam ikke går bankerot og at alle får deres penge igen. Hvis markederne troede på dén historie, ville man forvente at renterne på græske statsobligationer faldt i takt med at græske obligationer blev opfattet som et sikrere papir end for en måned siden.

Men markedet som helhed regner stadig med en form for statsbankerot som det mest sandsynlige scenario, ligesom de credit rating agenturer, som EU-værket hader så voldsomt, også stadig regner græske (og portugisiske og irske) obligationer som ’junk’. Og man skal heller ikke tænke længe for at se, at omlægningen til lavere rente og længere løbetid faktisk er en lille begyndelse på en græsk gældssanering – investorer bliver ’snydt’ for den risikopræmie, de stadig regner med er rigtig (over 200 milliarder kroner). Det helt store problem er selvfølgelig, at ikke bare tyske og franske banker, men også den Europæiske Centralbank har store beholdninger af græske (irske og portugisiske) statsobligationer.

Hvis – og det betyder når – Grækenland og muligvis to andre EU-lande mere officielt vælger at gå statsbankerot, står ECB med et meget stort problem: De vil have tabt en stor del af deres penge, og vil få behov for en delvis rekapitalisering. Det vil med andre ord betyde, at eurozonelande, der er i stand til at gøre det, må skyde flere penge i den fælles centralbank. Idet ECB i praksis har finansieret det græske overforbrug, da markedet ikke længere ville gøre det til politisk acceptable renter, vil en rekapitalisering fra de bedre fungerede eurolande ganske enkelt betyde, at de har betalt for problemlandenes overforbrug.

Og dermed er vi ved problemets kerne: EU fungerer nu i praksis som en transfer union. Man overfører tydeligvis midler fra bedre stillede – læs: Finansielt ansvarlige lande – til problemlandene. Den finansielle stabiliseringsfond søger man fra EU’s side at gøre væsentligt større og ændre den til en fast institution, hvilket også vil betyde en vis automatik i overførsler mellem EU’s stater. Næste skridt, som en del kommentatorer og politikere argumenterer for er ’nødvendigt’, er at indføre en vis grad af fælles finanspolitik styret fra overstatsligt plan.

Reuters rapporterede den 22/7, at Tysklands kansler Angela Merkel er stærkt imod indførslen af en formel transfer-ordning. Ved et pressemøde sagde hun bl.a. at “a transfer union would be an automatic financial balancing … and this shall not happen according to my conviction.” Spørgsmålet er blot, om Merkel og Sarkozy mener det, eller om de i højere grad forleder deres egne vælgere til at tro, at det ikke allerede er sket. Det er svært at tro, at de ikke forstår hvad der er ved at ske med den fælles valuta. Dilemmaet er dette: Hvis man vælger at beskytte euroen ved at fastholde, at ingen lande kan gå statsbankerot og dermed forlade euroen (en bankerot indenfor euroen er ikke mulig), indebærer det at den nuværende situation bliver permanent. Ansvarlige lande vil dermed permanent finansiere underskud i uansvarlige lande, og hverken de i forvejen uansvarlige lande eller de bedre stillede vil få andet end svagere incitamenter til at føre fornuftig offentlig finans- og udgiftspolitik. En de jure eller de facto transfer union vil ganske enkelt underminere politikerne tilskyndelse til at opføre sig ansvarligt.

Scenario nummer to er, at man vælger at lade Grækenland og sandsynligvis mindst ét andet euroland gå bankerot og forlade euroen. Frygten er, at hvis et land forlader euroen efter en mere eller mindre ordnet statsbankerot, vil andre følge efter, da det er en ’lettere’ måde at løse problemerne. Man vil derefter stå med det samme behov for rekapitalisering af ECB, men med en mindre eurozone. Fra EU-side er man således skrækslagen for, at denne situation vil føre til euroens sammenbrud, i det mindste som troværdig, international reservevaluta.

Valget er således mellem pest og kolera. Fra EU-politisk side er det et forholdsvist enkelt valg: Euroen skal bestå, så man bliver nødt til at gøre EU til en transfer union. Men dette valg er hverken populært eller politisk bæredygtigt, for hvem tror at menige tyskere, hollændere, briter, eller for den sags skyld danskere eller franskmænd vil finde sig i permanent at blive politisk bestjålet af dysfunktionelle, uansvarlige medlemsstater?

UPDATE: Moody’s har her til morgen igen sænket deres kreditvurdering af Grækenland. Berlingske skriver, at private investorer kan se frem til store tab, og at ”når der kommer en restrukturering af den græske gæld, så vil Moody’s definere det som, at den græske stat ikke tilbagebetaler hele sin gæld”

Skattefrihedsdag i dag

Af Christian Bjørnskov, den 21. juli 2011. Skriv et svar

Så er årets skattefrihedsdag endelig kommet. I dag, den 21. juli, er den typiske dansker kommet så langt, at han ikke længere tjener til staten, men til sig selv. Libertas fejrer det traditionen tro med et arrangement, der starter kl. 16 på Told & Skattemuseet på Langelinie Allé 21 i København. Mens man således kan ’fejre’ at det i år kun tog 201 dage før ens arbejde betalte for ens skat, er det også værd at se længere ud i fremtiden. Danmark er nemlig ikke ligefrem et idealland, når man taler om budgetdisciplin.

Underskuddet i år skønnes at lande på meget cirka 50 milliarder, eller knap tre procent af BNP. Hvis man forestiller sig, at hullet kan lukkes ved hjælp af højere skatter – den umiddelbart mest troværdige del af oppositionens plan – vil skattefrihedsdagen skydes 11-12 dage længere ud i året og dermed ligge først i august. Og med de øgede udgifter til sundhedsvæsenet, som man øjensynligt ikke kan eller vil begrænse, må man se frem til en endnu senere skattefrihedsdag i kommende år.

Oppositionen og en del politikere på den nominelt borgerlige fløj påstår jævnligt, at det ikke skader Danmark – at vi på en eller anden måde får en økonomi gevinst af den oppustede offentlige sektor. Heldigvis behøver man ikke behandle politikere som sandhedsvidner – det har man i stedet forskning til. Og hvis man skulle tro andet, er forskningen klar: Et stort offentlige forbrug betyder lavere økonomisk vækst. For tvivlerne skrev vi forleden om Henrekson og Berghs glimrende sammendrag af litteraturen (her), og vil helt ubeskedent også gøre opmærksom på mit fælles arbejde med Nicolai Foss (her og her). Skattefrihedsdagen fortjener bedre omtale end en P1-debat mellem VU og SFU’s formænd, om vi betaler nok i skat.

Amerikansk Recovery 2: Robert Lucas vurderer

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2011. Skriv et svar

Forleden dag skrev vi kort om den amerikanske recovery, der ligesom udebliver. I går bragte The Wall Street Journal et interview med Nobelprisvinderen Robert Lucas (læs her), hvor han vurderer hvorfor USA’s økonomi ikke er i bedring. Interviewet kommer også ind på det slagsmål, Demokrater og Republikanere udkæmper i Kongressen i disse dage om det amerikanske gældsloft. Republikanerne vil skære ned på de offentlige udgifter, Obama og Demokraterne vil hæve skatterne, og helst på ’de rige’. Som artiklen konkluderer, ”The tax increase the president is fairly shrieking for this week isn’t for the August debt limit. It’s for the next 25 years.” Obamas nye udgifter til Medicare, såkaldt infrastruktur og masser af flæsk er permanente, og intentionen er at rykke USA tættere på ideen om en europæisk ’velfærdsstat’. Som Lucas tørt konstaterer: “If we’re going to move to a European welfare state, we’re going to have to pay a European price.” Fra sit kontor i Chicago vurderer Nobelprisvinderen fra 1995, at hvis man accepterer en stat af europæiske dimensioner, accepterer man også samtidig at være permanent fattigere. Hvorfor er det argument altid et no-go i den danske debat?

Amerikansk recovery?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2011. 1 svar

Obama-administrationen kæmper i disse dage med at få hævet det amerikanske gældsloft. Problemet er ret enkelt: Man har brugt så mange penge på bailouts af banker og den gigantiske stimulanspakke, at den amerikanske stat rammer loftet for, hvor stor gælden må blive, medmindre man gennemfører nogle drakoniske nedskæringer. Så man må håbe, at stimulansen har virket. Figuren nedenfor indikerer ret klart, at det har den ikke (hattip: Greg Mankiw). Interventionerne ser umiddelbart ud til at have skabt permanente problemer. Nogle amerikanske økonomer taler for eksempel om ’policy uncertainty’ som det store problem: Stimulansen virkede ikke – den blev bare modsvaret af reduktioner i privatforbrug og investeringer – men Obamas reguleringsiver har skabt et politisk klima, hvor mange virksomheder holder igen med at ansætte, fordi uforudsete og uforudsigelige, politiske indgreb gør fremtiden for usikker. Lyder det som en rimelig grund til at frygte S-SF’s Fair Løsning eller måske en stadig mere tung, offentlig hånd i 202-Planen? Det lader vi læserne om at vurdere.

Er den offentlige sektors størrelse et vækstproblem?

Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2011. 1 svar

I Danmark diskuterer man de næste års vækst i disse uger, og diskuterer den ret heftigt. Ikke mindst oppositionen argumenterer for en ’vækstplan’, der ikke blot vil øge et offentliges rolle i økonomien, men også øge den offentlige sektors størrelse. Vi har flere gange skrevet om det her på stedet, men (med et hattip til Niclas Berggren), er her abstractet fra en ny artikel. Andreas Bergh og Magnus Henrekson giver i ”Government Size and Growth: A Survey and Interpretation of the Evidence”, som trykkes i Journal of Economic Surveys, en oversight med fortolkning over, hvad vi ved:

The literature on the relationship between the size of government and economic growth is full of seemingly contradictory findings. This conflict is largely explained by variations in definitions and the countries studied. An alternative approach – of limiting the focus to studies of the relationship in rich countries, measuring government size as total taxes or total expenditure relative to GDP and relying on panel data estimations with variation over time – reveals a more consistent picture. The most recent studies find a significant negative correlation: an increase in government size by 10 percentage points is associated with a 0.5% to 1% lower annual growth rate. We discuss efforts to make sense of this correlation, and note several pitfalls involved in giving it a causal interpretation. Against this background, we discuss two explanations of why several countries with high taxes seem able to enjoy above average growth. One hypothesis is that countries with higher social trust levels are able to develop larger government sectors without harming the economy. Another explanation is that countries with large governments compensate for high taxes and spending by implementing market-friendly policies in other areas. Both explanations are supported by ongoing research.

Er der ikke en behjertet sjæl derude, der kunne stoppe det budskab ned i halsen på et par politikere?

Er der brug for politisk adfærdsøkonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2011. 5 svar

I løbet af de sidste ti år er adfærdsøkonomi – Behavioural Economics – kommet på mode. Adfærdsøkonomi tager sit udgangspunkt i, at mennesker ikke altid handler rationelt. Vi gør altså ikke altid det, der er rigtigt for os selv: Spiser for meget, ryger for meget, investerer i de forkerte ting, og undervurderer hvor hurtigt vi vænner os til materielle forbedringer. Listen er lang over ting, vi gør forkert og burde lave om på. En af bestsellerne i den mere populære ende af nationaløkonomi er derfor Nudge, Thaler og Sunsteins bog, der udkom i 2009. Nudge er i særdeleshed blevet populær på at demonstrere, hvordan regeringen med små ’puf’ i den rigtige retning, kan ændre folks liv til det bedre. Specielt i USA er begrebet ’paternalisme’ igen kommet til at have en positiv betydning for nogle samfundsforskere og politikere.

Men ikke alle er enige, og adfærdsøkonomi udviser problemer, som man skal 40-50 år tilbage for et genfinde. Dengang gjorde folk som James Buchanan og Gordon Tullock op med den underlige situation i nationaløkonomi, hvor man antog at folk var rationelle og gjorde hvad de kunne for at forbedre deres eget liv – bortset fra når de trådte ind i politik eller det offentlige bureaukrati. I denne sfære antog man, at de gjorde deres bedste for samfundet. Buchanan, Tullock og andre pionerer grundlagde public choice-litteraturen ved at antage, at folk gør deres for at nå deres egne mål, uanset hvor de arbejder. Nu argumenterer mange for, at adfærdsøkonomi har behov for en lignende reorientering.

Hvor stort er problemet da? Antager adfærdsøkonomer virkelig, at politikere og bureaukrater ikke lider under kognitive begrænsninger og begrænset rationalitet? Det svarer Niclas Berggren på i en ny artikel, som publiceres i Review of Austrian Economics. I ”Time for Behavioral Political Ecnomy?” har Niclas undersøgt artikler, publiceret de sidste ti år i ti absolutte toptidsskrifter: American Economic Review, Journal of Finance, Quarterly Journal of Economics, Econometrica, Journal of Financial Economics, Journal of Political Economy, Review of Financial Studies, Journal of Economic Theory, Review of Economic Studies og Journal of Econometrics.

Niclas dokumenterer, at i de ti år mellem 2000 og 2009 blev der publiceret 323 adfærdsøkonomiske artikler i de to tidsskrifter (fire procent at de godt 8000 artikler). 67 af disse (21 procent) omfattede en anbefaling om, hvad man politisk bør gøre ved det identificerede adfærdsproblem. Artikler med en sådan ’policy recommendation’ er svært overrepræsenterede i Quarterly Journal of Economics og Journal of Political Economy. Artiklens hovedpointe er dog, at ud af disse 67 artikler var der kun tre, der tog muligheden alvorligt, at politikere og bureaukrater også kunne lide af adfærdsproblemer!

Er det vigtigt, eller blot en videnskabelig komplikation? Jeg er enig med Niclas i, at det er en meget vigtig pointe. Cass Sunstein har været dybt involveret i Obama-administrationens politikplanlægning, og mange andre steder i verden tager politikere adfærdsøkonomi alvorligt. Det er indlysende nok, fordi adfærdsøkonomi som den praktiseres lige nu netop i mange tilfælde giver klare anbefalinger om, at man bør regulere folks adfærd fra politisk side. Men hvis politikere og embedsværket lider af lignende mangel på rationalitet og kognitive begrænsninger (og vi opfordrer læserne til at tænke på et par af dem!), er risikoen, at det går lige så galt som da vulgær-keynesianisme fortalte dem, hvordan man ’styrer’ en økonomi.

Giver store sportsbegivenheder udvikling?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2011. 7 svar

Byer og lande konkurrerer ofte som besatte om at få tildelt værtsskabet til internationale sportbegivenheder, ikke mindst OL og fodbold-VM. Der er åbenlys prestige i at være vært, men er der også kroner og ører i det? Med andre ord, giver store sportsbegivenheder også økonomisk udvikling? Det er der to nye svar på.

Andrew Rose og Mark Spiegel har kigget på spørgsmålet i juninummeret af The Economic Journal. I en artikel med titlen ”The Olympic Effect” undersøger de to forfattere fra henholdsvis Berkeley og San Francisco-Feden, om værtsskab giver en handelseffekt. De konkluderer, at lande der huser de olympiske lege typisk ser en 20 % stigning i eksporten som konsekvens af værtsskab. Rose og Spiegel finder den samme virkning af at være vært for VM.

I i en typisk intelligent modfaktuel analyse undersøger de derefter, om der er tale om en rent økonomisk effekt, eller noget andet. De sammenligner således værtslandene med de lande, der havde budt på værtsskabet af OL. Og her finder de ingen forskel! Det er således ligegyldigt om man faktisk vinder værtsskabet eller ej – eksportstigningen kommer så længe man har budt.

Rose og Spiegel konkluderer, at ”this finding implies that the Olympic Effect on trade does not stem from a change in economic fundamentals, caused by the activity or infrastructure associated with hosting the Olympics”. Virkningen kommer blot fra at vise, at man er ‘klar’ til at afholde en mega event. Der er dermed tale om et rent signal, der blot adskiller sig fra andre signaler ved at være ekstremt dyrt. Forfatterne lader spørgsmålet blæse i vinden, om udgifterne op til begivenheden begrænser landenes vækst.

Men det kan to studerende fra Aarhus Universitet svare på. I deres BA-opgave, som Meta Reimer Brødsted og Rasmus Rødby Kristiansen forsvarede i juni, undersøgte de om VM i fodbold bidrager til samfundets vækst. Fodbold-VM er særligt egnet til at svare på denne type spørgsmål, da der er klare retningslinjer for stadiumkvalitet, investeringer og andet, og fordi VM er en national begivenhed i modsætning til f.eks. OL, der afholdes af en enkelt by. Kriterierne er med andre ord så tilstrækkeligt klare, at man undgår at lave statistiske fejl ved at sammenligne æbler og bananer.

Ved at sammenholde vækst og investeringsrater – både private og offentlige – på tværs af den gruppe lande, der kunne afholde VM, sikrer de to studerende, at de ikke bare finder forskelle på lande, der er eller ikke er i stand til at afholde en sportsbegivenhed. I deres valg af empirisk strategi sikrer de ydermere, at der ikke kan være tale om andre, spuriøse forskelle på landene.

Det særlige, som de to gør meget grundigere og mere overvejet end tidligere studier, jeg har set i den publicerede litteratur indtil Rose og MMM, er at de tager perioden op til afholdelsen i betragtning, og ikke kun året hvor VM faktisk foregår, og at de således er meget grundigere i deres valg af empirisk strategi.

Det giver en væsentlig forskel mellem deres arbejde og de populære påstande om VM og OL’s fortræffeligheder, som man ofte finder i konsulentrapporter og politiske udmeldinger. Brødsted og Rødby finder ikke overraskende, at offentlige investeringer stiger i årene mellem et land får tildelt VM og det faktisk afholdes. Disse investeringer er netop, hvad man forpligter sig til, når man ansøger om at få VM. De er blot ikke gavnlige for økonomien, da de ekstra offentlige investeringer skubber mere produktive private investeringer ud. De politisk besluttede investeringer kræver arbejdskraft, ressourcer og finansiering, hvis pris derfor stiger og gør sparsom arbejdskraft og ressourcer for dyr til at niveauet for private investeringer kan opretholdes.

Der er med andre ord tale om et klassisk crowding out-problem, som totalt set fører til et væksttab, da de politisk dirigerede investeringer er mindre produktive end de private! Medmindre landet har et markant arbejdsløshedsproblem bidrager VM-investeringer heller ikke på nogen måde til at styrke beskæftigelsen. Og så er vi tilbage ved det oprindelige spørgsmål: Hvorfor i alverden vil lande så gerne afholde disse sportsbegivenheder?

Gældsfornægtelse

Af Christian Bjørnskov, den 20. juni 2011. Skriv et svar

Dagens kronik i Børsen er skrevet af undertegnede, og handler primært om den græske situation. Hele kronikken kan læses her; her er et pluk:

Når europæiske institutioner insisterer på, at græske, portugisiske, irske og potentielt spanske og italienske problemer er likviditetsproblemer, betyder det at man ikke kan tale om effektive løsninger på åbenbare solvensproblemer, men udelukkende fokuserer indgreb på at sikre, at kriselandenes umiddelbare forpligtelser vedligeholdes. EU sikrer indtil videre, at landene får tilført nye lån gennem hjælpepakker eller ECBs støtteopkøb af landenes obligationer. Samtidig kritiserer nogle politikere markederne for at kræve for høje renter på udlån til problemlandene, da de høje renter gør det svært at løse hvad man argumenterer for, blot er et likviditetsspørgsmål.

Løsningen er nok uundgåelig: At Grækenland forlader euroen, går gennem en rimeligt ordnet statsbankerot, og starter økonomisk forfra. Pudsigt nok argumenterer Londons borgmester Boris Johnson for nøjagtigt det samme i dagens udgave af The Telegraph.

Marlene Wind – man undrer sig

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2011. 68 svar

Normalt begiver vi os ikke ud i personbetragtninger her på Punditokraterne, men ovenpå de sidste dages skænderi mellem udviklings- og integrationsminister Søren Pind og professor Marlene Wind fra Københavns Universitet er det nok på sin plads. Og det er ikke Søren Pind, vi undrer os over.

Marlene Wind har indtil fornylig væres mso-professor på Institut for Statskundskab i København, dvs. hun har haft et tidsbegrænset professorat. Hun er for et par uger siden blevet udnævnt til fuld professor. Winds specialisering er EU, og hun bruges flittigt som ekspert af både DR, TV2 og en række aviser. Det var i denne rolle, hun forleden gjorde sig klog på regeringsmedlemmers psykologi i forbindelse med sagen om øget grænseovervågning. Det gjorde Søren Pind så sur, at han på sin Facebook-profil omtalte hende som Halv-vind. Om man kan lide ham eller ej, påpeger flere kommentatorer, at: 1) En Facebook-profil er at betragte som personlig, og Pind har altså ikke udtalt sig i sin funktion af minister; og 2) Marlene Wind udtalte sig langt udenfor sin ekspertise, når hun kommenterede på regeringens mest interne overvejelser i en sag, der ikke engang er fuldt oplyst. Wind var dog tydeligt rasende, og kunne mandag aften oplyse seerne på TV2 News om sine store kvalifikationer.

Så man kan tillade sig at undre sig, og når man ser nærmere på Wind, vokser ens undren. Danske, samfundsvidenskabelige professorater gives udtrykkeligt kun til forskere, der har høj videnskabelig status. Det betyder altid at de har publiceret på deres ekspertområde i internationalt anerkendte tidsskrifter, og enten publiceret meget eller publiceret tilstrækkeligt i de allerbedste tidsskrifter. Når man ser på Marlene Winds CV, er det tydeligt at det har hun ikke! Der er én artikel i Journal of Common Market Studies, et anerkendt politologitidsskrift med en impact factor på 1,3 (nummer 23 i political science), og seks artikler i noget mindre tidsskrifter. Og det er så åbenbart det siden hun blev færdig som PhD i 1998 – de tre sidste items under punktet ”Peer reviewed articles in international journals” er et bogkapitel, et working paper fra Robert Schuman Centre for Advanced Studies, og en artikel der står som ”To be submitted to Journal of European Public Policy” – dvs. den er ikke antaget. Af disse syv er kun tre tidsskrifter tilstrækkeligt gode til, at de er dækket af enten Scopus-databasen eller Web of Science – og kun én af disse artikler er citeret én gang af en anden, end Marlene Wind. Til sammenligning har en anden ekspert, professor Michael Svarer (PhD i 2001), 23 artikler dækket af Scopus og 113 citationer på trods af hans alder.

Marlene Winds publikationsliste – og dermed det håndfaste bevis på hendes kvalifikationer – ligner noget, man ville finde i en lektoransøgning og som nok ville udløse en vurdering som ’kvalificeret’, men uden nogen entusiasme. Hun kan som sådan være et sympatisk menneske, men hvordan i al verden hun nogensinde er blevet professor, er mig en stor gåde. Kan læserne oplyse sagen, eller skal man bede Poul Pilgård Johnsen på Weekendavisen om at interessere sig for den? Der må være en historie bag.

Brug for landbrugsstøtte? Se på New Zealand!

Af Christian Bjørnskov, den 11. juni 2011. 10 svar

Eric Crampton hos Offsetting Behavior omtaler i dag det særlige problem med, at folk ’har brug for’ landbrugsstøtte med link til canadisk mediediskussion. Eric plukker dette fra den canadiske Ottawa Citizen:

“Look at us,” [Agriculture Economist] Larry Martin suggests, “and look at New Zealand, sitting out there in the middle of the ocean, not close to anything.” In the world of food, New Zealand is a “superpower.” And yet, thanks to daring reforms in the 1980s, New Zealand’s farmers owe almost none of their income to government support. “You think, ‘if we could do even half of what they have done wouldn’t we be in great shape?’”

Jeg møder ofte folk der påstår, at dansk landbrug ikke kunne eksistere uden den europæiske landbrugsstøtte. Udover argumentet ”hvad så?” – som jeg ærligt mener, er et godt argument – er det faktisk også nonsens. Det newzealandske eksempel burde tydeligt vise hvad landbruget kan, når de uden støtte har mulighed for at bruge deres ressourcer på deres egentlige kompetencer, og er fri for støtte-inflaterede omkostninger.

Vækst og vrøvl

Af Christian Bjørnskov, den 28. maj 2011. 1 svar

Politikere og økonomer er enige om vigtigheden af, at der kommer gang i væksten i Danmark. Med en stadig udbygning af velfærdsstaten er det nødvendigt, at den samlede økonomi vokser mindst lige så hurtigt for at finansiere de offentlige udgifter. Alternativet – at man bliver nødt til at reducere det offentliges rolle – er øjensynligt ikke en politisk mulighed. Problemet er blot, at politikerne over en bred kam ikke ser forskel på økonomisk vækst og rene, midlertidige aktivitetseffekter.

Et eksempel på en ren aktivitetseffekt er den tilsigtede virkning af finanspolitiske hjælpepakker. Det samme gælder den ophedede diskussion om, hvordan man får flere permanent i arbejde. Formålet med denne type politiske indgreb er, at man undgår større arbejdsløshed og sikrer, at samfundets samlede indkomst er så stor, som den kan være med de tilgængelige menneskelige og finansielle ressourcer. Det drejer sig derfor om at sikre det optimale niveau for samfundets aktivitet.

Økonomisk vækst, derimod, er fundamentalt anderledes. Vækst er en permanent udvikling i omfanget og kvaliteten af økonomisk aktivitet. En stor del af denne vækst i moderne økonomier kommer fra produktivitetsudvikling: At man via teknologiske, vidensmæssige og ledelsesmæssige fremskridt kan producere mere med de samme ressourcer.

De to ting er indlysende ikke det samme. Aktivitetseffekter stopper når landet har ramt ligevægt igen – fuld beskæftigelse (som ikke er nul arbejdsløshed), kapacitetsudnyttelse osv. – mens vækst handler om at udvide kapaciteten og arbejdskraftens produktivitet. Når der således tales om, at Danmark sakker bagud i OECD, er der ikke tale om, at vi har for lidt aktivitet. Problemet er i stedet, at den danske økonomi udvikler sig for langsomt, og vi derfor bliver overhalet af stadig flere lande.

Hvis man mener det alvorligt, når man fra politisk hold taler om at gøre noget ved Danmarks vækstproblem i det næste tiår – og der er et problem, når OECD vurderer, at den danske vækst kommer til at omkring en procent om året – må man således først forstå den basale skelnen mellem aktivitet og vækst. Det synes ikke at være tilfældet for danske politikere. Når man for eksempel ser på både regeringens og oppositionens udspil til vækstpakker, er de et sammensurium af indgreb, der øger aktiviteten – dvs. almindelig konjunkturpolitik – og andre tiltag, der muligvis bidrager til væksten. Der er dog meget lidt i de to udspil, der effektivt kan sætte mere fart på dansk udvikling.

Skal man håbe på, at der kommer et effektivt udspil, der vil sikre Danmarks relative position i årene fremover, må man først og fremmest opdrage politikerne bedre. Et væsentligt problem i denne henseende er, at de ikke har noget incitament til at interessere sig for vækstforhold. Politikeres tidshorisont strækker sig typisk frem til næste valg, mens økonomisk vækst handler om udviklingen de næste ti eller tyve år. Så længe vælgerne og medierne heller ikke forstår skellet mellem vækst og aktivitet, er der ikke meget håb om, ar politikerne gider beskæftige sig med virkeligheden.

Hvor dybe er tillidens historiske rødder?

Af Christian Bjørnskov, den 13. maj 2011. 7 svar

De senere års forskning har vist, at tillid er en vigtig ressourcer for lande – som Punditokraternes læsere utvivlsomt har bemærket. Et spørgsmål, der diskuteres heftigt er derfor, hvor stabil tilliden er på landeniveau: Er den et kulturelt karakteristikum, eller kan man fra politisk side påvirke folks syn på hinanden? Hvis det er det sidste, indebærer det at der er en mulighed for at føre smart politik med henblik på at ’investere’ i social tillid. Hvis det derimod viser sig, at verden mere ligner den første situation, må man nærmere forsøge at navigere i andre vande, hvis man tilfældigvis er del af en lavtillidskultur.

En af måderne at svare på spørgsmålet på, er at undersøge hvor stabil tillid er over tid. Problemet er blot, at vi ikke har tillidsmål for de fleste lande fra før 80erne. Man bliver derfor nødt til at finde andre måder at undersøge det på, end blot at se på stabiliteten i målet selv. Jeg har et nyt working paper ude om emnet (der kan downloades her), der giver nogle indikationer i den retning. Papiret med titlen ”Historical Correlates of Social Trust” peger ret utvetydigt på, at der er en meget stabil, central komponent af tilliden, der ikke ændrer sig over tid.

Hvordan kan man undersøge det? Lad mig give et af eksemplerne fra papiret. Hovedtanken er, at hvis tilliden er stabil, bør nuværende tillidsniveauer kunne forklare historiske forskelle i forhold, vi ville regne med var påvirkede af tilliden. Et af disse forhold er folks opførsel overfor jøder i anden verdenskrig. Jo mere tillid, folk har til hinanden selvom de ikke kender hinanden, jo flere jøder burde man regne med, folk hjalp i 40erne. Og det er præcist, hvad dataene viser! For hver ti procent mere tillid, lande har i dag, reddede de europæiske lande i gennemsnit 20 procent flere jøder. Og som læserne utvivlsomt ved, fik verdens nuværende rekordholder i social tillid – Danmark – reddet næsten alle jøder, der boede i landet under anden verdenskrig. Ud af 7800, hvoraf cirka 6000 var danske statsborgere, døde kun 60.

Kan man forklare det med andet end et stabilt kulturelt fænomen, når tillidsmål i dag kan forklare forhold, der skete næsten 70 år siden. Mit svar er næppe, men der er med sikkerhed nogle af mine kolleger ude i verden, der stadig vil være skeptiske. Jeg håber de gider bruge en smule af deres tid på at læse og tænke over de historiske eksempler i det nye papir. Og hvis man stadig skulle være skeptisk over den grundlæggende idé, at dybt historiske forhold kan have langsigtede konsekvenser, der stadig kan ses i dag, kan læserne for eksempel tage et kig på et nyt of ret pragtfuldt papir om historisk arbejdsetik i England, som bl.a. Carl-Johan Dalgaard står bag (downloades her).

Mindre ’velfærd’, tak!

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2011. Skriv et svar

Mie Harder og Josefine Kofoed Christiansen har en glimrende kronik i Berlingske Tidende i dag, som fortjener at blive læst. Her er starten af kronikken, som man måske kan læse med et enkelt faktum i baghovedet: Staten har i år direkte kontrol med cirka 56 % af al dansk indkomst.

Forestil dig, at du, når du køber ind i Netto, fik stukket en fyldt indkøbskurv i hånden. I kurven var en lang række varer allerede valgt ud for dig og pengene var automatisk trukket på din konto. Du kan måske godt bruge de fleste af tingene i kurven. Men du måtte ikke selv vælge, hvilken slags vaskepulver, du vil bruge, eller hvilken musik, du vil lytte til. Tilbage havde du nogle håndører, som du selv kunne snolde for.

Der er nok ikke mange, der vil være tilfreds med den indkøbsoplevelse. For de fleste af os er det værdifuldt at kunne vælge selv. Og vi ønsker sjældent præcis de samme ting. Alligevel har vi indrettet velfærdssamfundet nogenlunde efter den ovenfor beskrevne model.

Læs resten her.

 

Årets public choice konferencer – Rennes

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2011. Skriv et svar

Torsdag til søndag i denne uge blev den europæiske public choice konference afholdt i Rennes. Konferencen, der var virkeligt velorganiseret af et fransk-italiensk team, bød på en række interessante og/eller tankevækkende præsentationer. Som traditionen byder, bringer vi her et idiosynkratisk pluk af dem. Hele programmet og stort set alle papirer kan downloades her.

Monika Turyna (Wien): Monika, der er på nippet til at forsvare sin PhD-afhandling, vandt årets Wicksell-pris (årets bedste papir af en forsker under 30) med papiret ”Campaign Finance Regulations and Policy Convergence: The Role of Interest Groups and Valence”. Papiret er afgjort værd at læse for den måde, det viser at spørgsmålet om kampagne- og partifinansiering slet ikke er så simpelt, som de fleste tror. Med input fra både nationaløkonomi og statskundskab, med en formel teoretisk model og solid empiri, og med indsigter a la ’things ain’t always what they seem to be” var den østrigsk-uddannede polak en værdig vinder.

Axel Dreher (Heidelberg) og Andreas Fuchs (Göttingen): Mine to venner har set på, hvor Kina giver ulandshjælp og hvordan de giver den i ”Rogue Aid? The Determinants of China’s Aid Allocation”. Mange mennesker og politikere synes at tro, at kineserne er ekstremt strategiske og kalkulerende i deres ulandshjælp, men de to tyskere finder, at det egentlig ikke er tilfældet i højere grad end mange almindelige, vestlige donorer.

Bernd Hayo (Marburg) og Stefan Voigt (Hamburg): Igen to gode kolleger fra Tyskland, der leverer spændende forskning. Hayo og Voigt er i gang med et højinteressant projekt omkring forfatningsændringer, og hvornår man ser dem. De viser for eksempel, at der har været cirka 250 ændringer af forfatninger siden først i 1950erne. Selvom de fleste af os tænker på forfatninger som stabile og i visse tilfælde urørlige, er det meget mere almindeligt at lave om på dem end man går og forestiller sig.

Christoph Moser og Jan-Egbert Sturm (ETH Zürich): Moser, Sturm og et helt hold omkring dem er i disse år ved at få styr på, hvordan og hvorfor centrale beslutninger tages i internationale organisationer. Punditokraternes læsere vil måske genkende andre navne som Axel Dreher, Martin Gassebner eller James Vreeland. I papiret ”Explaining IMF Lending Decisions after the Cold War” forsøger de to at få styr på, hvorfor IMF har lånt penge til og støttet nogle lande og ikke andre efter den kolde krigs ophør. Hele forskningsprogrammet er spændende.

Henrik Christoffersen og Karsten Bo Larsen (Cepos): Ingen EPCS-konference uden dansk deltagelse, og de sidste år har universiteterne ikke været alene. Der bliver lavet rigtig forskning hos tænketanken Cepos, og i papiret ”Comparison of Cost and Performance in the Private and Public Primary and Lower Secondary Schools in Denmark” viser Christoffersen og Larsen overbevisende, hvordan danske privatskoler generelt er bedre til at håndtere svage elever. Ideen er enkel – hvis en elev forsvinder fra en privatskole, forsvinder pengene også, så man må hellere gøre sit bedste for at beholde dem i god stand – men helt ortogonal til dansk politisk tænkning. Mere af det, tak!

Ny Keynes-Hayek video!!!

Af Christian Bjørnskov, den 1. maj 2011. Skriv et svar

Her er den, vi har ventet så længe på: Russ Roberts og John Papolas opfølger til kæmpehittet Fear the Boom and Bust. Watch and Learn!

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=GTQnarzmTOc[/youtube]

Hvorfor betaler de røde ikke privat for mere ’service’?

Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2011. Skriv et svar

Punditokraternes ven og kollega Niclas Berggren stiller i dag et vigtigt spørgsmål, som han får fra den glimrende Steven Landsburg. Landsburg spørger:

If the President believes that people like him ought to be paying more, then why didn’t he pay more? There is absolutely no rule against sending in more money than you owe.

Niclas peger på, at det er stort set det samme spørgsmål, han har stillet til svenske socialdemokrater, der klager over skattelettelser: Hvorfor betaler I ikke bare frivilligt mere?

Spørgsmålet gik direkte til min dybe undren over det socialdemokratiske og socialistiske had til private ydelser af såkaldt velfærd. Hvis en større gruppe mennesker er så fortvivlede over, at et flertal i Folketinget ikke vil levere et omfang eller kvalitet af en offentlig ydelse eller service, hvad forhindrer dem i at skabe en ’klub’, der leverer denne ydelse? Hvad skulle forhindre S, SF og Enhedslisten – eller evt. fagbevægelsen – i at starte denne slags klub? I økonomiske fagtermer, hvad forhindrer ekstra kvalitet i at være et klubgode – hvorfor skal det absolut være et offentligt gode?

Niclas skitserer to typer forklaringer på, hvorfor de alligevel ikke gør det. For det første kunne det være ’cheap talk’, dvs. politikersnak, der går ud på at kapre vælgere. For det andet kan det være fordi der ligger en risiko i, at den modsatte fløj faktisk leverer en bedre kvalitet offentlige ydelser, eller måske et kvalitet-pris-mix, der er tættere på vælgernes sande præferencer.

Lad mig komme med en ekstra forklaring: Måske argumenterer S-SF-blokken for et niveau af offentlige ydelser, som de tror, vil give dem flest vælgere (men naturligvis samtidig med at man underspiller de faktiske omkostninger ved yderligere udbygning af den socialdemokratiske ’velfærdsstat’). Hvis det er tilfældet, gælder det helt logisk om at levere det offentligt, så man kan gøre det for andres folks penge. I og med at den europæiske public choice konference starter i morgen (mere om det senere på ugen), er her dagens opfordring til at overveje et generelt spørgsmål: Hvor meget dansk politik kan ses som forsøg på at levere en ydelse eller service for andre folks penge?

Er Berlinerne mere som danskere?

Af Christian Bjørnskov, den 23. april 2011. 2 svar

Det er ingen hemmelighed, at mange danskere holder helt særligt af Berlin. De par gange, jeg har været der, har da også været ubetinget gode oplevelser. Berlinerne er venlige, hjælpsomme og afslappede, og ofte ganske gode til engelsk hvis ens tyske svigter – men det samme kan siges om mange andre steder i Tyskland. Så som et lidt anderledes emne til påskediskussionen, har jeg vi hos punditokraterne i dag set på, om Berlin er mere som Danmark end Tyskland, og på hvilke punkter. Selvom der bestemt er forskelle, er de nok mindre end man skulle forestille sig.

Vi har brugt den store, europæiske spørgeskemaundersøgelse, the European Social Survey, til emnet. Kriteriet i det følgende er, at holdninger, værdier eller adfærd i Berlin ikke er statistisk anderledes end i Danmark, men at det er anderledes end i det vestlige Tyskland. Forskellen skal også være til at se, så forskellene i svar skal være større end fem procent. Sidst skal det gælde, at berlinerne på punktet er mere ligesom danskerne. Og på hvilke punkter er det så, at Berlin ligner Danmark i stedet for resten af Tyskland?

Allerførst gælder det, at berlinerne er markant mere interesserede i politik end andre tyskere. Om man spørger om interesse for politik eller deres forbrug af nyheder i TV, radio eller aviser, er berlinerne helt ligesom danskere – og dermed storforbrugere i forhold til andre tyskere. De er også mere tilbøjelige til at fordømme diskrimination på basis af farve eller race. Om end man må sige at det ikke generelt er accepteret i Tyskland, er berlinerne på dette punkt ikke til at skelne fra danskere.

En af de få andre tydelige forskelle er uddannelse: Berlinerne har i gennemsnit – i hvert fald i undersøgelsen, der burde være repræsentativ – samme gennemsnitlige uddannelsesniveau som danskerne. Dermed er de noget bedre uddannede end tyskerne i gennemsnit er. Udover det, er det nogle lidt sjove forskelle, man finder. Berlinerne er, ligesom danskerne, mindre tilbøjelige til at have forældre, der er født udenfor landet, men ligesom danskerne er det noget mere sandsynligt, at de har arbejdet i andre lande de sidste ti år.

Sidst, men ikke mindst, ligner de danskerne idet det er væsentligt mere almindeligt i Berlin, at man bor eller har boet sammen med en partner uden at være gift. Med andre ord ser det ud til, at berlinerne har danske / skandinaviske parforholdsnormer, mens vi nok ville synes, at tyskerne generelt er mere ’gammeldags’ end os på det punkt.

Har man så målt alt relevant? Næppe, for enhver der har været i Berlin – inklusive en række tyske venner og kolleger – kommer tilbage med indtrykket af, at atmosfæren ganske enkelt er mere tilbagelænet og afslappet end i resten af Tyskland. Oveni er en del af de forhold, der er fælles for Berlin og Danmark også fælles med Hamborg. Hamborgerne er endda bedre uddannede end os. Bundlinjen her en påskedag må vel være, at folk i de to tyske storbyer ikke er så forskellige fra os, men stadig meget tyske på andre områder. Det er måske bare de områder, der gælder, hvor vi er ens?