Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Hvor dybe er kulturelle rødder? Evidens fra progromer

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2011. Skriv et svar

Der kører for tiden en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om, i hvilken grad man kan ændre folks værdier og forestillinger. Er tillid for eksempel et stabilt kulturelt fænomen, eller kan man ændre den via politik? Min holdning er, at forbløffende mange af disse forhold er kulturelt stabile, selvom nogen bestemt ikke synes om det, eller er enige (f.eks. min kollega Peter Thisted Dinesen).

Et nyt eksempel demonstrerer hvor dybe, de kulturelle rødder kan være. Nico Voigtländer og Hans-Joachim Voth viser i et fremragende papir, hvordan antisemitiske holdninger i 1300-tallet blev gentaget i 1920ernes og 30ernes Tyskland. Hele papiret er stærkt anbefalet og kan læses her; Abstractet er her:

How persistent are cultural traits? This paper uses data on anti-Semitism in Germany and finds continuity at the  local level  over more than half a millennium. When the Black Death hit Europe in 1348-50, killing between one third and one half of the population, its cause was unknown. Many contemporaries blamed the Jews. Cities all over Germany witnessed mass killings of their Jewish population. At the same time, numerous Jewish communities were spared these horrors. We use plague pogroms as an indicator for medieval anti-Semitism. Pogroms during the Black Death are a strong and robust predictor of violence against Jews in the 1920s, and of votes for the Nazi Party.  In addition, cities that saw medieval anti-Semitic violence also had higher deportation rates for Jews after 1933, were more likely to see synagogues damaged or destroyed in the Night of Broken Glass in 1938,  and their inhabitants wrote more  anti-Jewish letters to the editor of the Nazi newspaper Der Stürmer.

 

Kurrild-Klitgaard om Kristian Jensen og almindelig nonsens

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2011. 3 svar

Vores gamle Redacteur Peter Kurrild-Klitgaard har i dag en glimrende kommentar i Berlingske Tidende (læs hele kommentaren her). Baggrunden er Kristian Jensens ganske bemærkelsesværdige udtalelse forleden om, at man skal ”yde efter evne og nyde efter behov”. Jensens ærinde var så vidt vides at forsvare den socialdemokratiske velfærdsstat, men om Venstre-kronprinsen ærligt mener det eller bare sender politisk flatulens ud, er uvist. Kurrild stiller to grundlæggende muligheder op:

1. Var det fordi han bare ikke vidste, at han brugte en overordentlig velkendt beskrivelse af kommunismen som ideal for, hvad Venstre står for?

2. Eller at han faktisk ikke mente noget med, hvad han sagde, fordi det bare var politiker-snak, der skulle lyde godt i ti sekunder?

En tredje er naturligvis, at Jensen nu er så sovset ind i systemet, at han ikke længere kan forestille sig, at Danmark kunne fungere på en anden måde. Under alle omstændigheder er kommentaren en fremragende, kort debunking af en helt ugennemtænkt feel-good-frase, som venstrefløjen for længe er kommet af sted med – og som Danmarks nominelt liberale parti øjensynligt har taget til sig. Stærkt anbefalet.

Bliver SAS et rigtigt selskab nu?

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2011. 11 svar

Medierne rapporterede i går, at den norske stat nu er klar til at sælge sine aktier i SAS (læs her). Meddelelsen gav et pust af glæde i det lille hjem på Trøjborg, for det er på høje tide, at det skandinaviske luftfartselskab bliver udsat for rigtig konkurrence. Man kan håbe at det endelig giver incitamenter til at rydde op i en virksomhed, der i årevis er blevet trukket rundt ved næsen af fagforeninger. Resultatet har været, at regningen gang på gang er sendt videre til hovedaktionærerne – de tre skandinaviske stater – og dermed til skatteborgerne på bedste DSB-vis. Alternativet er, at SAS går fallit. Og det var måske ikke så dårligt.

SAS er nemlig et usædvanligt dårligt drevet selskab. En hurtig søgning på nettet afslører for eksempel, hvor skidt det står til med økonomien. 2010-regnskabet ventes at ende med et underskud på 2,2 milliarder svenske kroner, og det var ikke et usædvanligt år. Se selv på listen over de sidste ti års ’præstationer’.

 

2010              -2,2 milliarder SKR

2009              -3,4 milliarder SKR

2008              -395 millioner SKR

2007              1,2 milliarder SKR

2006              4,9 milliarder SKR

2005              418 millioner SKR

2004              -1,8 milliarder SKR

2003              -2,2 milliarder SKR

2002              -736 millioner SKR

2001              -1,1 milliarder SKR

 

Den anden side af sagen er, at SAS også leverer generelt ringe service. Som nogen af læserne vil vide, rejser jeg i perioder en hel del. Jeg kan derfor sammenligne servicen i en række forskellige selskaber, jeg flyver jævnligt med. Dén sammenligning falder ikke ud til SAS fordel. Servicen, uanset om man bumler af sted med et af deres urgamle MD-fly eller flyver over Atlanten i et Airbus er den samme. Det skandinaviske selskab har kort sagt service som hos discountselskaber, men priser som almindelige selskaber.

Hvorfor et selskab, der er så elendigt drevet, med så høje omkostninger og ufleksible ordninger der dikteres af de mange forskellige fagforeninger, har overlevet så længe, er udelukkende en konsekvens af politik. Mange politikere har åbenbart ment, at der er en værdi i at have et fællesnordisk selskab. Langt de fleste økonomer vil genkende den slags påstande som det, de er: Populistisk nonsens. SAS koster skatteborgerne penge hvert år, der tillader det at fortsætte på trods af at det ikke er konkurrencedygtigt. Hvad med at opfordre den danske regering til at følge trop og sælge sine aktier? Var det måske ikke på tide, at SAS får samme vilkår som alle andre og går fallit hvis de ikke kan klare dem?

Hvorfor bliver journalister myrdet?

Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2011. Skriv et svar

Ja, det er et spørgsmål som nationaløkonomer beskæftiger sig med. Min ven og kollega Andreas Freytag og jeg har set på spørgsmålet, og konkluderer, at en stor del af drabene er forbundet med korruption. Papiret med titlen ’An Offer You Can’t Refuse’ kan downloades her; mere information følger under folden. Læs resten →

Nye globaliseringstal og et indeks over menneskehandelsindsats

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2011. 1 svar

Den nye 2011-udgave af det berømte KOF Globaliseringsindeks kan nu downloades her. Vi har tidligere omtalt det glimrende indeks (her og her), der er udviklet af punditokraternes ven Axel Dreher (pt. på universitetet i Göttingen, men snart Heidelberg). I år ligger Danmark på den overordnede skala en respektabel sjetteplads, men udviklingen ser ikke god ud. Interesserede læsere kan se det ved selvsyn i figuren nedenfor og drage deres egne konklusioner.

Oveni har Drehers forskergruppe også barslet med et nyt indeks, der måler landes position på menneskehandel. Indekset kan ses her. Man kan altid diskutere, hvordan man præcist kan måle den slags, men som det første konkrete mål for politikken overfor menneskehandel er det potentielt af stor betydning. Seo-Young Cho, Axel Dreher og Eric Neumayer fortjener absolut omtale for indsatsen!

Årets Public Choice konferencer – San Antonio

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2011. Skriv et svar

Jeg er lige kommet hjem fra San Antonio, Texas, efter en vel overstået amerikansk public choice conference. Ligesom tidligere år var der en række interessante præsentationer, og som traditionen her på stedet byder, bringer vi et udvalg af dem. Som altid er det et helt personligt, idiosynkratisk udpluk, og andre kunne måske have fokuseret på andre papirer. Anyway, highlights var:

Martin Rode, Uni Cantabria: Martin har sammen med en spansk kollega set på, om en regering ledt af et populistisk parti er ’anderledes’. Hans konkrete fund peger på, at populisme underminerer landets økonomisk frihed og dermed på længere sigt skaber store økonomiske problemer.

Andreas Bergh og Therese Nilsson, Lunds Universitet: Mine to svenske venner har i år set på sammenhængen mellem globalisering og absolut fattigdom. Grunden er, at man ofte hører fra venstrefløjen at globalisering fører til udbytning af de fattigste og uddyber deres problemer. Andreas og Therese viser i det første store studie af dette emne, at globalisering helt tydelig bidrager til mindre fattigdomsproblemer. I særlig grad tyder det på, at globalisering gør en række varer billigere for de fattigste.

Albert Solle-Olle, Elena Costas-Perez og Pilar Sorribas-Navarro, Uni Barcelona: Et vigtigt spansk problem er korruption. De tre økonomer har derfor grundigt set på, i hvilket omfang spanske vælgere straffer politikere, der er indblandet i bestikkelse. Ved at kigge på et helt specifikt område – byggetilladelser – kan de tre identificere ret præcist hvor mange stemmer, man mister. Officielt kendt indblanding ser faktisk ud til at koste et ti procent tab. Spanske vælgere er langt mere ’moralske’ end man umiddelbart skulle tro.

Simge Tarhan, Colby College: Et af de helt store samtaleemner i USA er (igen) regler for partifinansiering. Simge har taget et teoretisk skridt til at forstå hvordan den slags regler kan påvirke partierne, og ikke mindst hvor repræsentative, deres kandidater er. Selvom papiret til konference stadig var lidt ’råt’, var det ret lovende. Helt særligt gjaldt det, at den tyrkisk-fødte økonom kunne pege på, hvordan reguleringer og begrænsninger af, hvor mange penge der må være i politik, kan føre til at partiernes kandidater bliver mere ekstreme og mindre repræsentative for vælgerne.

Andre interessante bidrag kom fra en række af punditokraternes venner: Niclas Berggren, der pegede på hvor skæv, adfærdsøkonomi er indtil videre (forbrugere er kognitivt begrænsede og ikke altid rationelle, men politikere gør det rigtige i modellerne), Niklas Potrafke og Arye Hillman (et velunderbygget eksempel på hvordan diktaturer støtter åbenlyst løgnagtige resolutioner i FN), eller Duncan Denvils dokumentation af hvor progressive næsten 180 landes skattesystemer faktisk er. De fleste af konferencens papirer samt programmet kan ses her.

Lykkepolitik – ja eller nej?

Af Christian Bjørnskov, den 7. marts 2011. 4 svar

I lørdags deltog jeg i P1’s glimrende program Agenda. Programmet handlede om lykkeforskning, og helt særligt hvorvidt lykke bør blive et mål for politik. Lene Andersen, der er medlem af regeringens nye værdikommission, siger ja. Hun er inspireret af nye diskussioner i Storbritannien og Frankrig, hvor man taler om at rette politik ind efter at hæve befolkningens lykke eller subjektive velbefindende. Jeg mener omvendt, at det er et område, politikere bør blande sig uden om.

Helt særligt er problemet, at man ikke blot vil rette politik ind efter lykke, men også søger at definere politisk, hvordan man bør måle det. Men det bør naturligvis være noget, enhver må diskutere med sig selv og andre – så længe de ved lidt om, hvad de taler om. Hele udsendelsen kan høres her.

 

Er lighed godt for folk?

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2011. 5 svar

Der raser for tiden en debat i mange lande, som forleden også kom til Danmark. I onsdags arrangerede den venstreorienterede tænketank Cevea således et debatmøde med titlen ’Ulighedens Topmøde’ på Vartov i København med en af baneførerne i debatten, den britiske epidemiolog Richard Wilkinson. Wilkinson skrev for et par år siden bogen ’The Spirit level’ sammen med sin kollega Kate Pickett. Bogen har været stærkt omtalt i en række lande, og er blevet solgt i stor stil som et bevis for, at ulighed ødelægger samfund.

En række aviser omtalte mødet positivt (eks. her, her og her). Det er også en vigtig debat, men en der føres på et ekstremt tyndt grundlag. Som den glimrende avis, Information er, havde den derfor dagen efter den bragte Wilkinson og Cevea-direktør Jens Jonatan Steens kronik om emnet, inviteret den anden side. Vores ven og kollega på Lunds Universitet, Andreas Bergh, tog således i går livtag med Wilkinsons myter i Information. Kronikken, som kan læses i sin helhed her, stiller meget store spørgsmål ved bogen. Her er et par pluk fra kronikken:

Kritikken af bogen retter sig især imod brugen af punktdiagrammerne. Wilkinson og Pickett bruger dem til at vise, at nordiske lande er stærkt lighedsorienterede og derfor har færre sociale dårligdomme end USA, hvor der hersker en høj grad af ulighed. Men så snart man føjer andre data til, eventuelt fra andre lande, fra et andet år eller fra helt andre kilder end dem, som Wilkinson og Pickett bruger, kan man let komme til det modsatte resultat: Pludselig har ulighed ikke det mindste at gøre med f.eks. kriminalitetsniveau eller forventet levealder.

Og

Når Wilkinson og Pickett hævder, at der findes hundredvis af forskningsartikler, som styrker deres tese, er det først og fremmest artikler af denne ældre type, som de sigter til. Resultaterne fra de få undersøgelser, som har tilstrækkeligt med detaljerede data, er betydeligt mere brogede, end det billede The Spirit Level leverer.

Jeg har også selv anmeldt bogen før for det videnskabelige tidsskrift Population and Development Review (i juni-nummeret 2010), hvor jeg måtte konkludere, at The Spirit Level er en fin debatbog, men en eklatant fiasko som videnskabeligt indlæg. Hermed en advarsel imod at tro, at den er sandhedsvidne til noget som helst.

Demokratisering i Mellemøsten: Baggrundsviden

Af Christian Bjørnskov, den 21. februar 2011. 6 svar

Medierne skriver med begejstring om den bølge af demonstrationer, der har bredt sig i Nordafrika og Mellemøsten. Og med god grund – der synes at være et stærkt og oprigtigt ønske om politisk reform i landene. Bølgen foreløbig har ramt Bahrain, Egypten, Jordan, Libyen, Oman, Syrien, Tunesien og Yemen, og man må undres, hvis der ikke også opstår krav i Algeriet, Marokko, Qatar og Saudi Arabien. Men medierne giver ikke megen baggrundsinformation om de forskellige lande. Vi gør i tabellen nedenfor. Læs resten →

Globalisering og menneskerettigheder

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2011. 2 svar

Et af venstrefløjens mest markante argumenter mod globalisering har været, at den underminerer regimers respekt for de universelle menneskerettigheder. Jeg har altid undret mig over påstanden, ikke mindst når den er kommet fra propagandister som Naomi Klein. Ny forskning giver stof til eftertanke og – heldigvis – bekræftelse af min og andres mistanke: Globalisering er godt. Jeg havde en kommentar om det i Børsen i går. Her er et pluk:

Mens handel og investeringer bidrager positivt, er det i særlig grad den såkaldt »samfundsmæssige« globalisering, der presser regimer til at respektere menneskerettighederne: Jo flere, der har internet-adgang, læser udenlandske aviser og bøger, og har kontakt med udlændinge gennem rejser eller andet, jo bedre bliver menneskerettighedssituationen.

Hele kommentaren kan læses her.

I dag: Gordon Tullocks fødselsdag

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2011. 5 svar

I dag, søndag den 13. februar 2011, fylder Gordon Tullock 89. For de af læserne, som ikke skulle kende Tullock, bliver han ofte nævnt som den bedste økonom, der aldrig har fået Nobelprisen. Tullock stod for eksempel sammen med James Buchanan bag bogen The Calculus of Consent, der var en central del af 60ernes public choice revolution i nationaløkonomi. Et andet begreb som rent-seeking, der i dag er helt almindeligt, er også Tullocks fund. Som sådan er der god grund til at fejre manden, der med et skrøbeligt helbred har trukket sig tilbage fra forskningen.

Tullock uddannede sig til jurist på University of Chicago, hvor han tog ét (1) økonomifag. Han brugte derefter fire måneder som advokat hvorefter han indtrådte i den amerikanske udenrigstjeneste, hvor han blev i en årrække. Umiddelbart efter at have taget sin afsked og skrevet sin første bog, fik han i 1958 en invitation fra James Buchanan – der tilfældigvis havde læst bogen – til at komme til University of Virginia. Selvom de senere drev fra hinanden og ikke har været på god fod i årevis, blev deres første samarbejde usandsynligt vigtige for den teoretiske udvikling i nationaløkonomi. The Calculus of Consent introducerede studiet af økonomiske mekanismer og indflydelse i politik, og ikke mindst det store emne, der i dag kaldes forfatningsøkonomi.

Et af de mange senere bidrag, der bør nævnes separat, er Tullocks 1967-artikel ”The Welfare Costs of Tariffs, Monopolies, and Theft”. Da det konservative National Review portrætterede Tullock for nogle få år siden, kaldte man artiklen for ”one of the most groundbreaking economics papers ever published”. Det er svært at være uenig, når man læser den elegante og klare analyse, der introducerede lobbyisme og særinteressepolitik i moderne nationaløkonomi. På et praktisk plan åbnede det også manges øjne for, hvor voldsomt man kunne komme til at undervurdere konsekvenserne af og omkostninger ved at give efter for særinteresser. Bortset fra at Tullock ikke selv fandt på den nu almindelige betegnelse for denne gruppe af fænomener – begrebet ’rent-seeking’ blev først introduceret i 1974 af Anne Krueger – er 1967-artiklen ikke blot et af de store bidrag til samfundsvidenskaben, men også en fryd at undervise i. Logikken er så klar, at man ofte kan se de studerende lyse op en efter en, når brikkerne falder på plads og deres syn på politik ændrer sig for altid.

Tullock er også kendt for at være provokerende – og elske at være det – hvilket kunne være en bidragende grund til at han ikke fik Nobelprisen. For få år siden, da min gode kollega Martin Paldam deltog i en konference sammen med Tullock og spiste aftensmad med ham, kunne han fortælle, at Tullocks emne til at starte en konversation var, hvorfor moderne krige burde være blodigere. Og argumentet var ikke engang dårligt! Samfundsvidenskaberne har brug for flere af den slags forskere, der ikke re bange for at brede sig til nye områder, og heller ikke er det for at være upopulær eller politisk ukorrekt. Vi har brug for flere Tullocker, selvom de nok aldrig bliver af originalens enorme statur. Tillykke med fødselsdagen, Gordon.

Hvor dyb er den konservative krise?

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2011. 10 svar

Forleden trådte Henriette Kjær tilbage som konservativ ordfører, og snart også fra dansk politik. Tidligere har udenrigsminister Lene Espersen stået for skud, da hun valgte at tage på privat ferie i stedet for til møde i Arktisk Råd. Det Konservative Folkeparti har reageret på personkrisen ved at skifte ledelsen ud, hvilket nu indebærer at den solide, men ukarismatiske Lars Barfoed bliver partiformand, mens Carina Christensen – en af de senere regeringers mest usynlige ministre – skal løfte den særdeles mediesynlige opgave som politisk ordfører. De konservative har beklaget sig over en række forhold fra uretfærdig hetz fra mediernes side til lillebrorrollen i regeringen og at støttepartiet Dansk Folkeparti skulle have for meget indflydelse på den førte politik.

Det kan sagtens være, at der er grund til at klage, men det burde også være tydeligt for alle, at partiet er i dyb krise af flere andre grunde. En af grundene er den skrigende mangel på politisk talent blandt konservative. Dygtige politikere er blevet presset ud af magtgrunde – udskiftningen på udenrigsministerposten fra Per Stig Møller til Lene Espersen taler vel sit klare sprog – og når man udnævner Carina Christensen til frontfigur er det et signal om, hvor stor mangelen er. Med undtagelse af den noget uldentmundede Rasmus Jarlov er det noget af en udfordring at finde et eneste talent blandt de konservative i landspolitik.

Men en anden grund er også, at det ikke længere er klart, hvad det Konservative Folkeparti egentlig står for. De seneste år har det næsten virket som om, det stod for alt Venstre ville, bare plus ti procent: Efterlønnen skal afskaffes hurtigere, skatterne skal sænkes mere, der skal gøres mere for erhvervslivet. Forslagene har ofte (men ikke altid) været fornuftige nok, men næppe afsløret den store, selvstændige tænkning. Og hvad har der været specielt konservativt i dem? På trods af det har mange konservative, inklusive i et oplysende indslag i DR2’s Deadline, understreget, at de ikke er liberale. De kan skam godt lide staten og vil gerne have, at den blev stærkere. De vil skam gerne hjælpe de svageste i samfundet. Alt sammen med en underliggende tone af anklage – liberalister er onde mennesker i en eller anden ikke nærmere defineret, men helt klart konservativ forstand.

Hvis nogle af læserne føler sig uenige, vil jeg gerne viderebringe en udfordring: Forklar mig, hvad der er særligt konservativt, og ikke blot enten højreorienteret eller almindelig, sund fornuft! Med den udfordring følger også en figur, der illustrerer hvor dyb og grundlæggende, den konservative krise er. Figuren nedenfor viser den konservative andel af Folketinget fra 1946 til 2010. Den røde linje illustrerer, hvordan udviklingen ser ud hvis partiet får ti mandater ved det valg, der skal komme i år. Det burde være klart, at det vil være det værste valg siden jordskredsvalget i 1973, der trods alt mest flyttede mandater indenfor den blå blok. Og hvis resultatet bliver værre end det, skal man tilbage til 1901 for at finde et lignende nederlag. Prøv at forklare det problem med mediehetz.

Hvem er egentlig ”emerging markets”?

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2011. 6 svar

Der tales meget i disse år om de såkaldte ”emerging markets” – økonomier, der vokser hurtigt op mod mellemindkomststatus, så i hvert fald en del af deres markeder begynder at se attraktive ud for vestlige producenter. De fleste eksportører har derfor en klar interesse i at kunne definere, hvor de nye markeder dukker op. Der kan for eksempel være first mover fordele – de første på markedet leverer de varer, som forbrugerne vænner sig til og sammenligner resten med – og blot det at vide, hvor markederne er og hvor stort potentiale de har, er en vigtig ingrediens i eksportsucces. I pressen og blandt erhvervsfolk tales der således meget om BRIC-landene – Brasilien, Rusland, Indien og Kina – som de vigtige emerging markets. Spørgsmålet er, om de har ret? Er det virkelig de fire lande, der er mest interessante? Jeg var ikke sikker og besluttede mig til at se nærmere på sagen.

Metodologien er ret simpel: Man giver lande en score mellem nul og fire, afhængig af hvor mange af de følgende spørgsmål man kan svare ja til: Har landet haft en gennemsnitlig, årlig vækst i købekraften mellem 2000 og 2007 (dvs. umiddelbart før finanskrisen satte ind) på mere end fire procent? Har væksten været højere end tre procent? Er det potentielle marked blandt de 20 procent rigeste (altså den del af befolkningen, der ville kunne købe varer af vores normale kvalitet og udbud) større end det tilsvarende marked i f.eks. Spanien når man måler på BNP? Er markedet større når man måler på privatforbrug? Denne simple regel giver således hvert land en ’karakter’ for, hvor interessant det er som emerging market.

Kun tre lande får en score på fire: Indien, Kina og Rusland. Alle har store potentielle markeder, og alle voksede hurtigt i perioden 2000-2007. Jeg vil dog tillade mig at stille et spørgsmålstegn ved Rusland. Den russiske vækst har i det store og hele været en konsekvens af høje energipriser på verdensmarkedet, og landet mangler i desperat omfang reformer af både økonomi og institutioner for at gøre væksten stabil på længere sigt. Det samme gælder i et vist omfang Kina, selvom de ekstreme vækstrater imponerer.

En mindre gruppe lande får en score på tre, primært pga. lidt lavere vækstrater. Disse lande er: Iran, Pakistan, Thailand og Ukraine. Denne gruppe tæller også lidt rigere lande som Polen og Sydkorea. Her er overraskelserne altså, ikke mindst to tidligere kommunistiske lande tæt på os. Og hvor mange havde regnet med at se Iran og Pakistan i den interessante halvdel? Men de to lande ser faktisk virkeligt interessante ud, vurderet på objektive kriterier.

I gruppen med en score på to, ligger de naturligvis også flere interessante lande. Brasilien, Indonesien, Mexico og Tyrkiet har alle store mellemindkomstmarkeder, der indlysende nok er attraktive for bl.a. danske eksportvirksomheder. Problemerne er blot deres vækst. Brasilien, som altid nævnes som et af de spændende lande, havde for eksempel kun en gennemsnitlig årlig vækst i købekraften i perioden på 1,7 procent. Indonesien (2,7 procent) og Tyrkiet (2,3 procent) ser faktisk mere interessante ud på den lidt længere bane.

Pointen er, at når man ser på fakta og ikke blot spin og småsnak fra VL-grupper, ændrer billedet sig en hel del. Nok er Indien og Kina stadig de absolut mest interessante lande – hvem ville sige nej til at levere til en hurtigt voksende middelklasse på 300 millioner mennesker i et demokratisk land? – men mange andre lande, der er udnævnt til at have særlig interesse, ser faktisk ikke særligt spændende ud. Det gælder ikke mindst for Brasilien, som endda har valgt en ny statsleder med bekymrende økonomiske ideer. Og så må man ikke glemme de mindre sexede, men stadig attraktive områder. En del lande i Kaukasusregionen vokser faktisk hurtigt i disse år, ikke mindst Georgien (9,0 procent) Kazakhstan (8,5 procent), Armenien (9,9 procent), Azerbaijan (12,7 procent) og Tajikistan (4,9 procent), der tilsammen tæller en befolkning på 36 millioner, dvs. et potentielt marked på størrelse med Spanien. Måske ville det være en idé at se mere på fakta, og lytte mindre til vrøvl fra tilfældige politikere, embedsmænd og erhvervsfolk unde bredere udsyn.

Generel interesse: Kyklos, februarnummeret 2011

Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2011. 4 svar

Når nye numre af fagtidsskrifter på ens område kommer, er der som oftest ikke mere end én artikel, som ser interessant ud. Nogle gange er der ingen, men nogle gange er selvfølgelig undtagelser. Februarnummeret af Kyklos, der er tilgængeligt online nu, er netop en af dem. Ikke blot er min fælles artikel med Andreas Bergh blevet ’lead paper’, men nummeret indeholder flere ganske interessante studier. For at – forhåbentlig – stimulere vores læseres appetit, er her abstracts og nødvendige oplysninger på fire af de artikler, der publiceres i Kyklos i denne omgang. Vi håber, at læserne synes nogle af dem er lige så interessante som vi gør.

Andreas Bergh og Christian Bjørnskov, “Historical Trust Levels Predict the Current Size of the Welfare State”, Side 1-19 Læs resten →

Dansk velstandsudvikling – hvad vi burde tale om!

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2010. 2 svar

Der tales meget om den danske udvikling i velstand. Cepos og andre har gjort opmærkso m på, at Danmark stille og roligt falder i de internationale rangeringer, men danske politikere (udenfor LA) har stort set ignoreret det. Så i tråd med talemåden, at et billede taler højere end tusinde ord, er her dagens blog i figurform. Den tykke, sorte streg er Danmarks gennemsnitsindkomst (BNP per capita, købekraftsjusteret) i forhold til OECD-gennemsnittet – hvis nogen skulle være i tvivl. Figuren viser således den relative økonomiske vækst over perioden 1970 til 2009. De andre streger repræsenterer vores nærmeste naboer, som man nok burde tro vi kunne følge med. Og for dem, som er ekstra interesserede, er det ganske tydeligt, at faldet har været klart værst i Fogh-regeringernes periode (i gennemsnit 0,8 procentpoint per år).

Islam og demokrati

Af Christian Bjørnskov, den 27. december 2010. 12 svar

De senere år er der kommet en del studier, der peger på at Islam som dominerende religion ofte holder en demokratisk udvikling tilbage. I lyset af, hvor politisk kontroversiel snart sagt enhver kritik af Islam er, er der mange gode grunde til at være ekstra omhyggelig i denne type studier. Den slags grundighed er præcist hvad punditokraternes kollega og ven Niklas Potrafke (Uni Konstanz) er ved at blive kendt for.

Potrafkes studie af forholdet mellem Islam og demokrati er kort før jul blevet optaget til publikation i et førende, videnskabeligt specialtidsskrift, Public Choice. I artiklen ’Islam and Democracy’ (gatet version her) bruger Potrafke det nye DD-indeks, et særdeles konservativt mål for demokrati ifølge hvilket et land kun er demokratisk, hvis der afholdes valg, der ikke møder international kritik og derfor må betragtes som frie og fair, hvor valgene bliver respekteret, og hvor enhver regering kan stemmes ud. Indekset er i sig selv konsekvensen af et særdeles grundigt af Jose Cheibub, Jennifer Gandhi og Jim Vreeland. Som et eksempel på, hvor omhyggeligt og konservativt, DD-indekset er, kan man for eksempel nævne at Botswana ikke kategoriseres som demokratisk. På trods af at alle er enige om, at Botswana afholder frie og fair valg, har landet aldrig haft et regeringsskifte.

Potrafke kontrollerer omhyggeligt for flere faktorer, der i princippet kunne få det til at se ud som om islamiske lande er mindre demokratiske, selvom det ikke havde noget med religionen at gøre. For eksempel sørger han for at tage virkningen af at være et olieland i betragtning, ligesom han kontrollerer for effekten af at have et socialistisk eller socialistisk inspireret retsligt system. Den ’sædvanlige’ inklusion af regionale forskelle og indkomsteffekter er også med.

På trods af denne omhyggelighed – og der er væsentligt flere tests end den relativt korte artikel rapporterer – finder Potrafke på tværs af op til 191 lande, at en ti procent stigning i andelen af befolkning, der er troende muslimsk, er forbundet med en to til tre procent lavere sandsynlighed for at landet er demokratisk, alt andet lige. Der er dermed ny og robust evidens for teorien om at Islam ikke er umiddelbart foreneligt med demokrati; men – som forfatteren også medgiver (i personlig kommunikation, som det hedder) – er Indonesien på vej til at blive pænt demokratisk på trods af dets meget store muslimske befolkning. Måske er det et særligt problem ved traditionel, arabisk Islam?

Punditokraternes julehilsen 2010

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2010. 1 svar

Så er det atter blevet tid til at synke ned i den traditionelle, danske jul. Og ligesom sidste år, kommer her derfor det traditionelle julekort fra Redacteuren til Punditokraternes trofaste læsere, før han også når det magiske øjeblik klokken fire i dag, hvor julen indtræder.

Igen i år er der en stor tak til de mange læsere – både dem der blot følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Som altid gælder den tak også dem, der med jævne mellemrum erklærer sig uenige med os. For mens vi er glade for at bidrage til den danske debat på et lidt andet grundlag end de fleste, og forhåbentligt også på et mere solidt, vidensbaseret fundament, er vi også være taknemmelige for, at vores egne argumenter bliver udfordret konstant.

Videre til punkt to: Årets begivenheder. 2010 bød ikke på de helt store ændringer, og dog. Det politiske spektrum i Danmark blev markant bredere. Liberal Alliance har etableret sig som en troværdig spiller til højre for regeringspartierne, og se ud til at have overhalet de konservative i meningsmålingerne. Herfra skal lyde en stor tak til Anders Samuelsen, Ole Birk og de andre ildsjæle, der har givet højrefløjsvælgere et andet valg end socialdemokratisk politik i Claus Hjorts indpakning. Ligeledes skal der også lyde en tak til Enhedslisten for at strække det politiske spektrum den anden vej. Begge partiers eksistens betyder, at dansk politik kan handle om lidt andet end hvordan man forsøger at opfylde medianvælgerens mest tåbelige ønsker.

Der blev derfor også året, hvor vi ikke fik et valg. Persistente rygter sagde ellers, at Løkke var klar på aftrækkeren sidst på foråret, men det blev ikke til noget. Meningsmålingerne vendte og Løkke har haft endda meget svært ved at holde sine kolleger i ave, og ministre som Troels Lund Poulsen vækker endda afsky et stykke for sin apparatjik-opførsel ind over midten. Så alt er udskudt til 2011, hvor vi kan håbe at valget kommer til at handle om noget andet end hvem, der kan være den bedste velfærdskustode.

Vores sidste punkt i dag er dog det vigtigste: Julen selv. Året er ved at være ovre, og når vi når januar, vender danskernes opførsel tilbage til det almindelige igen. Så umiddelbart før julefreden sænker sig, er den eneste, helt uvidenskabelige og aldeles ukontroversielle pointe med dagens indlæg ganske simpel: Her fra redaktionen skal der lyder et varmt ønske til alle punditokraternes bidragsydere og hele vores læserskare om en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Hvordan reducerer man bedst offentlig gæld?

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2010. 13 svar

Oven på finanskrisen er mange lande endt med en stor – og voksende – offentlig gæld. Flere var allerede før krisen langt fra på en bæredygtig kurs. Grækenland ville for eksempel være endt i store problemer uden krisen, der blot afslørede hvor dårligt, de græske statsfinanser havde det. Andre lande har forsøgt sig med store keynesianske finanspolitiske pakker, uden at man dog umiddelbart kan se meget effekt. I alle disse lande har regeringerne opbygget en stor gæld, der stiger i takt med at man udskyder de politisk smertefulde valg, der kan bringe økonomien på ret køl igen.

Men gælden skal ned, også i Danmark, og spørgsmålet er derfor, hvordan man bedst gør det. Skal man rette statsfinanserne op ved at hæve skatterne – og hvilke skatter – eller bør man sænke udgifterne i stedet for – og i det tilfælde, hvilke udgifter? Ny forskning fra den europæiske centralbank giver svar på, hvilke strategier der normalt bringer succes på længere sigt, når man skal have statsgælden ned.

ECB’s Christiane Nickel, Philipp Rother og Lilli Zimmerman har i papiret ”Major Public Debt Reductions: Lessons from the Past, Lessons for the Future” (ECB working paper 1241) set på gældsreduktion i perioden mellem 1985 og 2009 i Europa. Og deres erfaringer bliver ikke populære. En lang række tests viser klart, at permanente gældsreduktioner kommer fra reduktioner i offentlige udgifter, og helt særligt reduktioner i sociale udgifter og lønninger i den offentlige sektor. Hvis man er heldig eller dygtig og får højere økonomisk vækst, hjælper det indlysende nok også med at reducere gældsbyrden. Sidst, men ikke mindst, viser det sig at permanente gældsreduktioner er mere sandsynlige når lande får højere omkostninger ved at servicere deres eksisterende gæld.

Omvendt virker det ikke som om at skatteforhøjelser og mere generelt forsøg på at øge statens indtægter er en effektiv måde at reducere gældsbyrden på længere sigt. Med andre ord virker det ikke sandsynligt, at traditionelle løsninger, der søger at bevare statens størrelse, kommer til at virke. En del af problemet er, som Nickel, Rother og Zimmerman nævner, at udgiftsforhøjelser har en tendens til at føre til lavere vækst, mens massive reduktioner af europæiske landes offentlige udgifter på længere sigt er gavnlige for den langsigtede vækst, og derfor også ekstra gavnlige for en permanent gældsreduktion.

Med de nye indsigter fra ECB kan man måske se Europas og USA’s problemer i et nyt lys. Er Obama-administrationen på ret kurs, når de forsøger at hæve skatterne og blande sig i økonomien? Har man politisk vilje og ansvarlighed i Grækenland, Portugal eller Italien, når nedskæringer bliver pinligt nødvendige? Er der europæiske lande, man lige så godt kan afskrive? Det sandsynlige svar er nok nej, nej og ja. Og hvad med Danmark? Hvad er strategierne fra S-SF og regeringen, når også den danske gæld begynder at stige? Tja, det er ved at blive svært at være optimist, når man nu ved, hvad der normalt virker.

Bruges ulandshjælp til at favorisere bestemte steder?

Af Christian Bjørnskov, den 5. december 2010. 4 svar

Svaret er ja, ifølge ny forskning fra Monash University i Melbourne. De to forfattere, Paul Raschky og den tidligere Wicksellprisvinder Roland Hodler, har med en meget opfindsom ny metode vist, at ulandshjælp i høj grad har en tendens til at flyde derhen, hvor ulandes ledere kommer fra. Virkningen er signifikant i ulande med dårlige institutioner (intet demokrati), men insignifikant i demokratier.

Hodler og Raschkys metode er en måde at overkomme mangelen på regionale BNP-tal i ulande – og manglen på troværdighed i dem, der rapporterer regionale tal. De har i stedet for data siden 1992 på hvor meget lys der er om aftenen og natten. Rationalet, som underbygges i en række studier, er at områder med større indtægter og større offentlig aktivitet har mere lys. Der er en både sjov og spændende måde at måle økonomisk aktivitet på, når data enten er utroværdige eller mangelfulde.

De to Melbourne-forskere finder, at i lande med dårlige institutioner vil en fordobling af ulandshjælpen til landet indebære, at området som landets leder kommer fra, får ti procent større lysudstråling om natten. Hodler og Raschky fortolker dette som en ret klar indikation på, at ledere uden demokratiske checks and balances på deres indflydelse, bruger ulandshjælp til at favorisere ’deres egne’. Således peger deres forskning på, at endnu en af de potentielle bivirkninger ved ulandshjælpen, som vi altid håber ikke findes i virkeligheden, er ganske stærk i de dårligere lande.

Hele papiret kan læses her.

Er dansk politik blevet hyperpuritansk?

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2010. 22 svar

Cafe Hayek linker i dag til et indlæg af den glimrende George Wills i Washington Post. Wills tager udgangspunkt i en verserende sag i Californien, hvor en borgergruppe vil have en række computerspil forbudt for børn. Deres påstand er, at børnene bliver voldelige af de kaotisk underholdende spil. Wills tager derfor læserne på en tur gennem amerikansk historie for at vise, hvordan man i amerikansk politik har haft tilbagevendende puritanske tilbøjeligheder gennem det tyvende århundrede. I 1940 spillede NBC for eksempel kun instrumentalversioner af Cole Porters paradoksalt smukke sang om prostitution, Love for Sale (se og lyt her!) – lytterne måtte for guds skyld ikke kende teksten som opfordrede til ”disrespect for virginity”!

Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med dagens Danmark og strømninger i dansk politik. Et næsten samlet Folketing fører korstog mod rygning og det nyeste er fedtskatten, der officielt er til for at gøre danskerne ’sundere’, men uofficielt er så håbløst designet, at dens eneste formål er at skrabe indtægter ind til statskassen. Men udover det problem er der et andet forhold, der i princippet gør de danske politiske tanker mere puritanske end de amerikanske forbudsidéer.

Forskellen ligger i reguleringens objekt. De amerikanske reguleringer og forbudsforslag sigter – i det mindste officielt – efter at regulere, hvordan en part påvirker en andens adfærd. Der er dermed et skin af eksternalitet over det, og dermed noget der ligner en klar og formel forklaring på, hvorfor man kan overveje at regulere en aktivitet. De danske reguleringer og forbudsdrift sigter derimod primært efter at regulere hvordan vi agerer for os selv. Medmindre man udvander og banaliserer eksternalitetsbegrebet til ukendelighed, er der ingen videnskabelig eller blot quasi-videnskabelig basis for reguleringen. En fedtskat er ment som en regulering af en rent privat adfærd, som ikke påvirker andre, udover dens potentielle virkning på de offentlige finanser. Og hvis folk er usunde og derfor lever kortere, er det ikke en gang sikkert, at påvirkningen på de offentlige finanser er negativ!

Der er, med andre ord, absolut intet formelt, entydigt argument for den type reguleringer. Sundhedsapostlenes angreb på almindelige danskeres informerede private valg er udelukkende puritanske, og i deres natur langt mere rendyrket puritanske end de usympatiske amerikanske reguleringsforslag. Hvordan i alverden er vi endt der?