Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2012. 7 svar
I en P1-debat forleden diskuterede SF’s Jesper Petersen med Cepos Mads Lundby, om det er en god ide at fokusere politik på at sænke den såkaldte Gini-koefficient (se her). Ginien er et mål for økonomisk lighed, målt som den procentvise forskel på den faktiske situation og en situation hvor alle tjener præcist det samme. Diskussionen kom af at SF har argumenteret for, at man bruger Ginien som officielt mål for politik. Man argumenterer også for, at der bør indføres en officiel fattigdomsgrænse
Diskussionen afslørede en stor del af den begrebsforvirring, der hersker i debatten, og ikke mindst hvordan man til stadighed blander ulighed og fattigdom sammen. Petersen påstod flere gange i løbet af udsendelsen, at uligheden var steget kraftigt og fattigdommen var øget, og syntes at betragte de to ting som det samme. Det er på ingen måde tilfældet.
For at se det, kan man tage et meget simpelt eksempel. Forestil dig, at der er fire grupper i samfundet og at de er lige store. Den fattigste fjerdel tjener i udgangspunktet 12, nummer to gruppe tjener 19, nummer tre tjener 35 og den rigeste fjerdedel tjener 54. Ginien for dette samfund er cirka 59,2, og de rigeste tjener 2.45 gange mere end gennemsnittet for resten.
Nu øges gennemsnitsindkomsten med 20 %, sådan at den fattigste fjerdedel nu tjener 14, mens de tre andre grupper tjener henholdsvis, 21, 43 og 66. Ginien er steget til 61,8, altså med 2,6 point. Per SF’s logik er samfundet således blevet dårligere og der bør føres politik mod udviklingen. Men læg mærke til, at de fattige er blevet næsten 17 % rigere og ingen er blevet fattigere!
Der er med andre ord sket en markant reduktion i fattigdommen, men hvis man insisterer på at ulighed er fattigdom – en ekstrem position i og med at al fattigdom derfor betragtes som relativ – vil enhver udvikling der ikke uforholdsmæssigt gavner indkomsten for de fattigste ikke være comme il faut. En ændring, der holder de fattigstes indkomst helt konstant, men giver nummer to gruppe en stigning på 21 % giver logisk den helt samme Gini-koefficient. Forslag, der går på at styre politisk efter officielle ulighedsmål som Ginien, er derfor ikke blot stærkt ideologiske ved at implicit identificere ulighed med fattigdom, men kan også give helt absurde resultater.
Mens Politikens læsere mener at Helle Thornings valgsejr var årets mest positive nyhed mener Ekstrabladet at hun er årets torsk. I Berlingske Tidende blev Margrethe Vestager udnævnt til årets politiker, Corydon til årets “højdespringer” mens Ôzlemn Cekic begik ifølge Berlingske Tidende årets politiske bommert. Cekic og Berlingskes begrundelse vender vi tilbage til.
Her på årets første dag lægger vi ud med et nyt tiltag her på bloggen. Vi skal naturligvis ikke stå tilbage for nogen og vil derfor i fremtiden udnævne “årets politiske solopræstation” – Vi er jo ikke liberalistisk anlagte og individorienterede for ingenting 🙂
Punditokraternes pris for årets politiske solopræstation vil i år og i fremtiden gå til en politiker som i det forgangne år har formået at sætte en dagsorden af afgørende potentiel (positiv) betydning for Danmarks fremtid. Det er hårde krav, og vi forventer ikke at prisen bliver uddelt hvert år. Der er som bekendt ofte langt mellem snapsene i dansk politik.
I 2011 gjorde især en politiker sig bemærket med en usædvanlig præstation, som i den grad lever op til kriterierne, nemlig Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Hvis nogen forestillede sig, at Joachim B. Olsen fik noget foræret, fordi han var et kendt ansigt, blev de skuffede. Allerede før valget blev han af pressen (og politikere i både blå og rød lejr) fremstillet som dansk politiks nye “enfant terrible” og en kluddermikkel. Især, men ikke kun Ekstra bladet, har gjort og gør sig store anstrengelser for at fremstille ham som en umulius – mens man lefler for de værste fordomme hos læserne. For med en fortid som kuglestøder og vinder af vild med dans, kan man selvfølgelig ikke være velforvaret. Den behandling bringer minder frem om behandlingen i af f.eks. Ronald Reagan, Arnold Schwarzenegger og Margaret Thatcher, hvor karikeringen og omtalen af sidstnævnte i dansk presse i 1980erne (og efter) til tider nærmest har mindet om en heksejagt.
BEGRUNDELSE:
Joachim B. Olsen skal have prisen for årets solopræstation fordi han stod fast, da medierne løb over i forargelse over hvad der må være den vigtigste statusopdatering på facebook i Danmark i 2011, hvor han lidet diplomatisk gav udtryk for sin reaktion på at regeringen ville dele flere milde julegaver ud til landets fattige.
Reaktionen var et klassisk eksempel på den udbredte plage i ikke kun dansk politik, men i lige så høj grad dansk journalistik, at form er alt og indhold er intet. Reaktionen på Joachim B. Olsens “Jeg brækker mig” over Özlem Cekic (formand for socialudvalget) forslag om at afsætte ekstra penge til de “fattige” via satsmidlerne, blev mødt med fordømmelse og latterliggørelse. Den nyvalgte Liv Holm Andersen fra det radikale venstre proklamerede således den 28. oktober at “Jeg brækker sig over Joachim B. Olsen“.
I ugerne efter den famøse statusopdatering havde de politiske kommentatorer kun hovedrysten til overs, mens både skrevne og elektroniske medier flød over af forargede kommentarer. Den generelle holdning var, at her var tale om en tabersag for blå lejr, og Joachim B. Olsens fremtid som politiker lå bag ham.
En måned senere og et besøg hos “fattige” Carina rigere, er alt vendt på hovedet.
Med udholdenhed, stædighed, grundig research og konsistent faktabaseret argumentation har Joachim B. Olsen efter vores opfattelse gjort mere for Danmarks fremtid end 10 års nominel borgerlig regeringsmagt afstedkom. Debatten om fattigdom i Danmark bliver aldrig det samme i Danmark, og heldigvis for det.
HISTORIEN KORT FORTALT
Udviklingen og forvanlingen fremgår tydeligt af nedenstående klip. Først fra en debat i Deadline den 31.10 mellem Joachim B. Olsen og Özlem Cekic, og den efterfølgende debat på P1 mellem de to den 1.11. Begge før man havde besøgt “Carina”
31.10 Deadline
P1 Debat 1.11
Efter man har mødt en “fattig”:
DR 1 Aftenshowet 28.11
Og endelig må Özlem Cekic (og dansk presse) foreløbigt kapitulere
Deadline 17:00 29.11
Forløbet har dog ikke haft praktisk betydning endnu. Kontanthjælpsloft og starthjælp er afskaffet. Vi har fortsat en meget asymetrisk debat og nyhedsdækning i medierne. Özlem Cekics eksempel på en fattig var ikke et “uheldig” eksempel som man er sluppet afsted med at fremstille det som, fordi man som udgangspunkt i pressen ønsker at fastholde historien om Danmarks fattige. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er Carina en typisk modtager af bistandshjælp, og det er altså denne typiske modtager, som fra nu af vil modtage flere penge fra det offentlige.
JOACHIM B. OLSENS FORTJENESTE ELLER ÖZLEM CEKIC BOMMERT?
Det er også symptomatisk, at mens vi vælger at fremhæve Joachim B. Olsen, har den generelle tolkning af sagen været, at der er tale om en bommert fra Özlem Cekics side.
Det er typisk, at Berlingske Tidende i sin begrundelse for at Özlem Cekic skulle have prisen for årets politiske bommert, skriver at:
Det begyndte som en vindersag for SF og partiets socialordfører Özlem Cekic. Liberal Alliances Joachim B. Olsen skrev på Facebook, at han »brækker sig« over dem, der ønsker mere julehjælp til de fattige. Özlem Cekic svarede igen med at invitere Olsen på besøg i virkeligheden, så han kunne opleve den virkelige fattigdom i Danmark. I slutningen af november fandt Cekic endelig frem til »Carina« som et godt eksempel på fattigdom og behovet for sociale ydelser. Den 36-årige kontanthjælpsmodtager viste sig dog at have 15.728 kr. til sig selv og sin søn efter skat hver måned – langt mere end mange lønmodtagere. Eksemplet rejste en storm mod Cekic fra alle sider, og det blev en debat med modsat fortegn: At de sociale ydelser er for høje i Danmark, at det ikke kan betale sig at arbejde, og at der ikke eksisterer egentlig fattigdom.
Men hvorfor er det Özlem Cekics bommert og ikke Joachim B. Olsens fortjeneste? Ret beset kunne Berlingske Tidendes begrundelse tyde på, at man ikke har begreb i livet om det reelle ydelsesniveau, og at man er fløjtende ligeglad. Hermed illustrerer man et enormt problem i dansk nyhedsdækning. En komplet ligegyldighed overfor ret og vrang, sandt og falsk. Hvad nu hvis – hvilket vi er tilbøjelige til at tro – Özlem Cekic og venstrefløjen rent faktisk mente (og mener?) at “Carina” er fattig, fordi i et kapitalistisk samfund må hun jo nødvendigvis være det? Så er der ikke tale om en bommert, men om en fremstilling og en tro som kun fungerer så længe dens retorik får lov til at stå uimodsagt. Med andre ord en forestilling som ikke klarer virkelighedens laksumtest. Således analyseret er Joachim B. Olsens fortjeneste, at han reelt har bedrevet faktabaseret journalistik, som vi desværre i den grad mangler herhjemme. Det skal han have en enorm tak for, og derfor er det kun rimeligt at han bliver den første modtager af Punditokraternes pris for “Årets politiske solopræstation”. En pris som vi desværre allerede nu kan forudse vil blive uddelt af for sjældent.
Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2011. 1 svar
Jesper Jørgensen spurgte i forbindelse med min post den anden dag, hvad der var sket med danske lønninger. Siden lønstatistikker ikke altid er lige lette af have med at gøre – hvad tæller man egentlig som løn – er her i stedet for et par billeder af, hvad der er sket med danske personlige indkomster. Første billede er af de gennemsnitlige indkomster, som ikke overraskende viser en 31 % stigning mellem 2000 og 2011. Finanskrisen er også ganske tydelig, men interessant nok i langt højere grad for mænd end for kvinder. Det kan der være mange grunde til, ikke mindst fordi mænd i højere grad er ansat i konjunkturudsatte erhverv, hvorimod der er flere kvinder i f.eks. den offentlige plejesektor, der er gået fri af kriserne.
Men indkomststatistikkerne viser også et par andre stærkt interessante udviklinger. Som figuren peger på, er mænds løn steget med 25 % i perioden, mens kvinders er steget med 38 %, primært pga. forskellige kriseudviklinger. Når man fokuserer på de ‘fattige’ danskere, forstået som dem med en indkomst under 175.000 kroner, er der ganske betragtelig forskel på kønnene, både i niveau og udvikling. I toppen – over 500.000 om året – er der en vis niveauforskel (mest pga. at der er langt flere mandlige millionærer), men ingen rigtig trendforskel. Der er nok at forklare for mine arbejdsmarkedsinteresserede kolleger de næste år.
Af Christian Bjørnskov, den 26. december 2011. 7 svar
Inspireret af Andreas Berghs post fra forleden om strukturen af den svenske inflation de senere år, er her det helt tilsvarende plot for Danmark. Jeg vil ikke fortolke tallene – læserne kan tage et kig og tænke selv – men kan ikke lade være med at pege på et på udviklinger. Fra januar måned 2000 til november måned 2011 steg det generelle prisniveau 28 %; en gennemsnitlig, årlig inflation på 2,3 %. Men dette gennemsnit dækker over en væsentlig heterogenitet i strukturen af priser. Prisen på kommunikation er faktisk faldet med cirka 18 %, mens boligudgifterne er steget med 40 %, fødevarer med 33 % og transport med 30 %. Og læg mærke til, at udviklingen ikke synes stoppet eller sinket af den finansielle krise eller den efterfølgende gældskrise.
Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2011. 1 svar
En af de sørgeligste nyheder sidste uge kom fredag, da medierne fortalte at Christopher Hitchens var dø af kræft i spiserøret. Hitchens, der blev 62, var kommentatorernes superstjerne – kendt for at skrive flydende, smukt og skarpt om en lang række emner. Intet var Hitchens helligt, hverken Mother Theresa, hvis fattigdomsbudskab han kun havde hån tilovers for, Henry Kissinger som han kaldte en krigsforbryder, eller Bill Clinton, som blev spiddet i bogen No One Left to Lie To.
Hitchens var en stor liberal personlighed på trods af hans start som trotskist og hans livslange bekendelse til venstrefløjen. Han røg og drak og nød livet i fulde drag – og missede aldrig en deadline. Vigtigst af alt skrev han hvad han følte sig overbevist om, uanset at hans støtte til Irak-krigen stødte hans venstrefløjsvenner voldsomt, eller at hans fremragende God is Not Great fra 2007 nærmest var et slag i hovedet på hans bror Peter, en traditionelt kristent-konservativ journalist på Mail on Sunday. I de senere år angreb han således den islamiske fundamentalisme, som han mente venstrefløjen kujonagtigt ikke kunne kritisere. I sin selvbiografi Hitch-22 skrev han således om islamofascimen:
“It was, if I can phrase it like this, a matter of everything I hated versus everything I loved. In the hate column: dictatorship, religion, stupidity, demagogy, censorship, bullying, and intimidation. In the love column: literature, irony, humor, the individual, and the defense of free expression.”
Af Christian Bjørnskov, den 7. december 2011. Skriv et svar
EPN meldte i går, at Norge er ramt af ’smør-panik’. Jeg må indrømme, at da jeg læste nyheden – meget passende mens jeg ventede på et fly i New Zealand – kom jeg til at grine højt. Nordmændene og deres supermarkeder er løbet tør for smør, fordi regeringen ikke i tide har ’handlet’. Det er i hvert fald de norske landmænds holdning. EPN skriver, ”at krisen kunne være undgået, hvis blot mælkekvoterne var blevet opjusteret i september eller oktober, som det er sket før”.
Men det har næppe noget at gøre med, at regeringen ikke har handlet i tide. Nordmændene er derimod blevet ramt igen af deres helt absurde landbrugspolitik. Toldsatsen på smør er således højere end 25 kroner per pakke. Regn selv procentsatsen ud, når man ved at new zealandsk Green Lea-smør sælges i mit lokale supermarked i Aarhus for 13,50 kroner (danske, altså). Når et erhverv bliver beskyttet i det omfang – læs: når forbrugerne bliver rendt i abnorm grad hvor solen aldrig skinner – er det ikke underligt, at der opstår mangelsituationer. Det har man vidst siden David Ricardo og andre englændere begyndte at tænke over handelspolitik for 200 år siden. Måske er det tid til, at nordmændene gør op med deres vildeste særinteresser og lader fødevarer blive handlet nogenlunde frit?
Af Christian Bjørnskov, den 3. december 2011. 13 svar
Hvert år omkring denne tid offentliggør Transparency International deres årlige vurdering af korruptionsniveau i en lang række lande. Som i alle foregående vurderinger, ligger Danmark i top som et af de mindst korrupte lande i verden. Hvert år er der danskere, der demonstrerer det danske selvhad ved at hævde, at vi i hvert fald er korrupte – se bare på den og den sag om mulige vennetjenester osv. Men TI er klare i deres definition – der er tale om bestikkelse, ikke al mulig adfærd, folk ikke kan lide – og på den konto er Danmark altså rent som få andre.
I den anden ende af indekset finder man lande som Somalia, Burma, DR Congo og Venezuela. Ingen der kender til dem kan være overraskede over det, men der er bredere forskelle, som folk ikke altid tænker over. Nogle af disse forskelle afslører noget om, hvorfor nogle lande har persistent større bestikkelsesproblemer end andre. Nogle få simple eksempler kan give et indtryk.
Ud af de 90 lande, som jeg har kunnet finde fulde data på, og som ikke har en kommunistisk fortid, er de 45 rigestes gennemsnit 6,6 versus 3,2 for de 45 fattige; de 45 lavtillidslandes gennemsnit er 3,8 mod 6,0 for højtillidslandene; og 3,5 for de 45 relativt religiøse lande mod 6,0 for de relativt ureligiøse. Et godt og politisk uafhængigt retsvæsen er naturligvis også en klar determinant, men en del af problemerne ved dårligere retsvæsener er konsekvenser af korruption. Det er således svært at drage en klar skillelinje mellem, hvor høj grad retsvæsenet påvirker korruptionsniveauet og i hvor høj grad korruptionen bidrager til dårligere retsvæsener.
For læsernes egen fornøjelse, er her de 27 EU-landes scorer (på en 1-10 skala), inklusive nogle få interessante eksempler fra udenfor unionen.
Af Christian Bjørnskov, den 26. november 2011. 6 svar
Det er ingen hemmelighed, at langt de fleste forskere finder, at ulandshjælp generelt ingen positiv virkning har på ulandes udvikling. Se f.eks. vores tidligere indlæg om emnet her, her og her. Spørgsmålet er ikke så meget, om projekterne ikke virker – en lang række projekter gør faktisk – men om de bivirkninger, hjælpen har. Men én komplikation er der stadig ikke svaret ordentligt på: Kan man overhovedet tale om ulandshjælp i ental? Gives ulandshjælp til så mange forskellige formål, at det ikke giver statistisk mening bare at se på totalen? Den komplikation, som bl.a. er et standardsvar fra udviklingsministeren når han forsøger at bortforklare de manglende resultater, er min studentermedhjælp Maria Birch Møller og jeg gået i gang med at se på.
Vi bruger en type faktoranalyse, der tillader os at skille typer af hjælp ad, men på en statistisk forsvarlig måde. Basalt set viser metoden, hvilke typer hjælp der typisk kommer sammen med hvilke andre typer. Det kan vi gøre, fordi vi har al hjælp til 110 ulande siden 1970 sorteret ud i 24 såkaldte purpose codes. Denne øvelse viser, i det mindste i de foreløbige analyser vi har lavet, at det meste af hjælpen kan sorteres ud i fem hovedtyper: 1) Økonomisk hjælp, der omfatter traditionelle forhold som infrastruktur, landbrugs- og industristøtte og den slags; 2) Social hjælp, der bl.a. er statslig hjælp, helbred, nogen uddannelseshjælp og støtte til NGO’er; 3) Genopbygningshjælp og hjælp til forebyggelse; og 4) Uddannelseshjælp. Der er også små dele, der er hjælp til hvad vi tolker som befolkningspolitik, og en restgruppe til bl.a. kvinder, banksektoren og handel/turisme.
Figuren nedenfor viser tydeligt, hvordan moden har ændret sig i løbet af årene. Økonomisk hjælp er blevet mindre populært, mens hjælp til sociale formål har taget over. Og konsekvenserne? Foreløbig ser der ikke ud til at være de store virkninger.
Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2011. 3 svar
Gældskrisen raser i store dele af EU og politikere fra alle sider af feltet er i gang med at skyde skylden på såkaldt uansvarlig spekulation. Van Rompoy og Baroso meldte ud i går, at den eneste vej frem er yderligere integration – under kodeordet ”koordination” ønsker man nu at centralisere en betragtelig af EU-landenes finanspolitik. Med andre ord ønsker de et skridt mere mod et Europas Forenede Stater. Men – og det er to store men’er – har man aldrig hørt om moral hazard i Bruxelles, og er euroen måske problemet snarere end løsningen?
Mit syn på tingene er ret klart: Euroen har været fejlkonstrueret fra starten, ikke mindst fordi man implicit stolede på, at bare man fik fælles valuta ville lande i Sydeuropa med en århundrede lang tradition for uansvarlighed på magisk vis blive quasi-tyskere. Men de uansvarliges Ghost of Christmas Yet To Come, moral hazard, slog til igen. I det øjeblik man kunne låne af Tysklands troværdighed som medlem af euroen fik man afgang til langt billigere lån, og begyndte forbrugsfesten. Og så længe problemerne blev så store, at de truede euroens overlevelse – og dermed hele det store politiske projekt, som EU er – ville man kunne afpresse resten til at hjælpe, og dermed få mulighed for at gøre mindre og ikke mindst udskyde upopulære reformer (læs også Andreas Berghs beskrivelse af, hvis euroen ikke havde eksisteret).
Er man i tvivl om det er endnu en refleksion af gabet mellem Nord- og Sydeuropa, kan man jo passende starte med renten på tiårige statsobligationer (data her). De peger klart på markedets samlede risikovurdering. Helt særligt er det vel værd at bemærke, at landene udenfor euroen (i Vest) klarer sig klart bedst. Og som en lille krølle på halen: Hvis man bare ser på risikovurderingen, er Tjekkiet et land der hører til Nord.
Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2011. Skriv et svar
Jeg sidder for tiden og samler data til noget ny udviklingsforskning, og har i den forbindelse også haft fingrene i information på, hvordan lande har stemt i FN. Og som det nogle gange sker for de af os, der befinder os i forskerverdenen, tænkte jeg hvad F… forleden. Jeg kodede hvor ofte en gruppe på 110 ulande havde stemt med USA, Rusland eller Kina, og besluttede mig for også at kode, hvor ofte de enten havde stemt blankt eller været fraværende.
Gennemsnittet for 2000-2005 var, at landene havde ladet være med at stemme i 22 % af afstemningerne; men der var store forskelle! Se selv på listen nedenfor over de tid lande, der har deltaget mest, og de ti lande, der har deltaget mindst.
Mest aktive
Mindst aktive
Ecuador
3.9
Niger
49.9
Yemen
4.3
Centralafrikanske Rep.
55.0
Venezuela
4.7
Rwanda
55.4
Bangladesh
5.0
Sao Tomé og Principe
61.5
Indonesien
5.0
DR Congo
63.2
Bolivia
5.3
Ækvatorial Guinea
63.7
Malaysia
5.3
Vanuatu
68.7
Panama
5.3
Liberia
70.8
Sri Lanka
5.3
Chad
79.5
Guyana
5.5
Saint Kitts og Nevis
87.3
Ecuador, Bolivia og Venezuela er enkle at forstå – det er Hugo Chavez og hans socialistiske compadres. Men hvad foregår der med resten?
Af Christian Bjørnskov, den 22. oktober 2011. 10 svar
I europæiske kredse er man for alvor begyndt at ryste i bukserne. Man gør de største anstrengelser for at newspeake sig ud af at indrømme, at Grækenland er bankerot – snakken om en 50% haircut og restrukturering er blot en måde at tale om problemerne uden at kalde en spade for en spade, for hvis kreditorerne kun får 50 % af deres lån tilbage, er der tale om en kontrolleret, men ganske omfattende statsbankerot. Men problemerne for EU er blevet meget større de senere måneder.
Først og fremmest ser det ud til, at den politiske vilje i Tyskland til at poste endnu større summer i den europæiske stabiliseringsfond er ved at forsvinde. For det andet ved alle, at hvis et af de store lande kommer i virkelige alvorlige problemer, er ingen fond stor nok til at redde euroen som vi kender den. Og det er ved at blive en reel risiko, for den italienske økonomi ser stadig svagere ud!
Italienernes gæld er cirka 120 % af BNP og mens alle kender til problemerne, ser både premierminister Berlusconi og det meste af parlamentet ud til at mene, at der ikke er væsentlige problemer. Under alle omstændigheder er det svært, grænsende til umuligt, at skære reelt i landets meget store offentlige udgifter. Den anden mulighed – at vokse sig ud af krisen – er heller ikke på nogen måde reel. Italiens økonomi har været stort set stagneret de sidste ti år, og ikke mindst sker der nærmest intet med italienernes produktivitet som arbejdskraft betragtet. Se blot figuren nedenfor, hvor arbejdsproduktiviteten er indekseret til 1 i 1995. Problemerne har meget lidt med finanskrisen at gøre, og næsten alt med politisk uansvarlighed. Odds er at det næste bankerotland bliver Italien, og hvis det sker, er eurozonen for alvor på spanden.
Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2011. 4 svar
For en god time siden blev Nobelprisvinderne i økonomi annonceret af Sveriges Riksbank. Som så mange gange før var vores gæt ikke rigtige. Vinderne blev Thomas Sargent (NYU) og Christopher Sims (Princeton). Den officielle begrundelse er “for their empirical research on cause and effect in the macroeconomy”. Mere specifikt:
Thomas Sargent has shown how structural macroeconometrics can be used to analyze permanent changes in economic policy. This method can be applied to study macroeconomic relationships when households and firms adjust their expectations concurrently with economic developments. Sargent has examined, for instance, the post-World War II era, when many countries initially tended to implement a high-inflation policy, but eventually introduced systematic changes in economic policy and reverted to a lower inflation rate.
Christopher Sims has developed a method based on so-called vector autoregression to analyze how the economy is affected by temporary changes in economic policy and other factors. Sims and other researchers have applied this method to examine, for instance, the effects of an increase in the interest rate set by a central bank. It usually takes one or two years for the inflation rate to decrease, whereas economic growth declines gradually already in the short run and does not revert to its normal development until after a couple of years.
Er det et godt valg? Omend det er sikkert og ukontroversielt – ingen af de to har nogen stærk ideologisk profil som f.eks. en Robert Barro – er det utvivlsomt fuldt fortjent, at Sargent og Sims deler prisen. Det er også rettidigt. Uden Sims VAR-framework ville en evaluering af effekterne af kortsigtspolitik være lige så meget gætværk som for 40 år siden. Og uden Sargents indsigter i langsigtskonsekvenser af forhold som pengepolitiske regler osv. ville vi være mere på Herrens mark når vi talte strukturpolitik. Tillykke til de to!
Af Christian Bjørnskov, den 7. oktober 2011. 1 svar
Mandag klokken 13 annonceres det, hvem der får Nobelprisen i økonomi for 2011. Som altid er det svært at forudse, hvem der får den, men derfor også sjovere. Mange økonomer og andre er begyndt at gætte. Her er et par af de bedre gæt, inklusive vores egne ideer.
Først har Thomson-Reuters (delvis på basis af citationstal) givet følgende bud:
Douglas W. Diamond (Booth School, Chicago), for sin analyse af finansiel intermediation og monitorering. Jerry A. Hausman (MIT) og Halbert L. White, Jr. (University of California San Diego, La Jolla), for deres bidrag til økonometri, særligt Hausmans specifikationstest og White’s standardfejl (heteroskedasticitet).
Jagdish Bhagwati (Columbia) og Avinash Dixit (Princeton) for international handelsteori
Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (Stanford) for deres bidrag til vækststudier
Oliver Hart (Harvard) for transaktionsøkonomi
William Nordhaus (Yale) og Martin Weitzman (Harvard) for deres bidrag til miljøøkonomi
Eugene Fama (Booth School, Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) for finansiel økonomi
Robert Shiller (Yale) og Richard Thaler (Booth School, Chicago) for adfærdsøkonomi
Mine personlige favoritter – ikke fordi jeg mener, at de er de mest sandsynlige, men fordi de i den grad fortjener den – er enten en pris delt mellem Krueger og Tullock eller Robert Barro. Grunden er ret simpel: De har stået for gennembrud, der betyder noget for den måde vi ser verden på. Tullock og Krueger introducerede studiet af rent-seeking og dermed en analytisk måde at forholde sig til korruption, lobbyisme og særinteressepolitik. Barro, der tidligere også har bidraget signifikant til politisk økonomi, startede hele den nye forskning i økonomiske vækstprocesser, der bl.a. har demonstreret værdien af gode institutioner og frihandel. Hvis den slags ikke er en Nobelpris værd?
Af Christian Bjørnskov, den 4. oktober 2011. 2 svar
Valget er overstået og folk – kommentatorer og almindelige vælgere – er begyndt at evaluere både valget og regeringsgrundlaget. Så hvordan gør man det, og hvad skal man vælge hvad man kan tro på? Med et kommende valg på New Zealand har Eric Crampton stillet sig cirka samme spørgsmål. Eric opridser fire ’tidløse emner’, man evt. kan bruge som tommelfingerregler til formålet:
Decide whether what matters to you is what serves your selfish interest or what’s good would serve the social good. If the latter, ask what sacrifices you are being asked to make, not how others are going to pay.
Pay not attention to a policy that promises to create jobs, unless it specifically mentions labour market policy.
Ignore promise of goodies to be financed by stronger economic growth.
Ignore any policy that labels social spending “investment”.
Hver læser er velkommen til at give deres besyv med.
Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2011. 5 svar
Hvis danske politikere eller kommentatorer skal stoppe en diskussion, er en af de mest effektive strategier ofte at bemærke, at man jo ikke vil have ”amerikanske tilstande”. Mange danskere forbinder dette begreb med et egoistisk samfund, der skaber sociale massegrave. For eksempel påstås det fra venstrefløjen, at amerikanerne ikke vil have nogen som helst form for stat og at hele samfundsopbygningen favoriserer de rigeste. Således også i skattesystemet, hvor man med jævne mellemrum hører påstande – der bl.a. kommer fra Obama-administrationen for tiden – om at de rigeste amerikanere ikke betaler ’deres del’ af de fælles udgifter. Danske medier viderebringer med jævne mellemrum disse påstande, således så sent som søndag, da Berlingeren påstod at de rigeste betaler under 20 %.
Men hvor progressivt er det amerikanske skattesystem egentlig? Belønner det faktisk de rigeste amerikanere? Svaret er nej, det er endda temmelig progressivt. The Tax Policy Center har brugt Brookings Instituttets mikrosimuleringsredskab til at finde ud af, hvad amerikanerne egentlig betaler den føderale regering i skat. Resultatet svarer på ingen måde til danskernes ide om, hvad amerikanske tilstande er.
Som oftest splitter man befolkningen op i kvintiler – dvs. fem dele, de fattigste 20 %, de næste, de midterste, den øvre middelklasse, og de rigeste 20 %. Analysen viser, at den laveste kvintil betaler i alt 1,6 %, nummer to betaler 7,3 %, nummer tre – dvs. de tyve procent typiske amerikanere – 14,1%, nummer fire 18,9%, og den øverste kvintil betaler 25,5%. Det udgør alt i alt en føderal skattesats på 20,5 % (hele posten er her; hattip: Greg Mankiw). Progressiviteten stopper ikke engang der, idet beregningerne viser, at den øverste procent betaler 28 %, og den rigeste promille af amerikanerne typisk betaler 30,4 % i skat.
Hvad fortæller det os? For det første giver analysen en indsigt i det amerikanske skattesystem, er på ingen måde svarer til danskernes fordomme. Det føderale amerikanske skattesystem er stærkt progressivt og dermed også stærkt omfordelende. For det andet viser analysen – som vel at mærke tager fradrag og den slags med – at de rigeste amerikanere faktisk bærer en stor del af den amerikanske skattebyrde nu. Så med den viden, hvordan bedømmer man da Obamas påstand om at de rigeste amerikanere har en moralsk pligt til at betale meget mere? Bedøm selv.
Af Christian Bjørnskov, den 23. september 2011. Skriv et svar
Beskeden i dag er ganske kort: Den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra Fraser Instituttet er udkommet. Som i tidligere år tager rapporten to særlige emner op. I år er det ”What Matters for Development—Freedom or Entitlement?” af Verdensbankens Jean-Pierre Chauffour, og ”Does Economic Freedom Promote Women’s Well-being?”, som man har bedt Michael Stroup fra Stephen F. Austin State University i Texas.
Hvis nogen skulle være interesserede, er de danske ændringer siden sidste rapport helt marginale.Hele rapporten inklusive data tilbage til 1970 er tilgængelig her. Stærkt anbefalet.
Af Christian Bjørnskov, den 10. september 2011. 4 svar
Der bliver sagt og skrevet meget nonsens om finanskrisens årsager, og hvad man ‘bør’ gøre for at imødegå krisen og dens konsekvenser. Det gælder ikke mindst i den nuværende valgkamp, hvor politikere på begge fløje kæmper om at ville intervenere mest og bruge flest penge. Hele baggrunden for de politiske ideer er, at politikerne ved bedre og markedet tager fejl. Nobelpristageren Gary Becker havde forleden et indlæg i Wall Street Journal, som meget fint opsummerer, hvad der egentlig er foregået og hvorfor vi burde bekymre os om situationen. Hele indlægget kan læses her (stærkt anbefalet); her er Beckers konkluderende ord:
Government regulations and laws are obviously essential to any well-functioning economy. Still, when the performance of markets is compared systematically to government alternatives, markets usually come out looking pretty darn good.
Af Christian Bjørnskov, den 3. september 2011. 1 svar
Jeg er pt. til APSA-konference i Seattle, og programmet er et væld af spændende sessions som man gerne vil gå til. Man må derfor vælge, og nogle gange er man heldig at vælge rigtigt. Det skete i morges med en session, der primært handlede om historiske begivenheder og hvordan de påvirker økonomiske og politiske outcomes i dag. Historiske studier har været et felt, der i de senere år har fået mere opmærksomhed i nationaløkonomi, og nu er politologien ved at komme med på vognen.
Et særligt papir, der fortjener en del opmærksomhed, blev præsenteret af Daniel Ziblatt og Konstantin Kashin, begge fra Harvard. De to har i ”Continuity Amidst Upheaval? Long-Run Legacies of Landholding Inequality in East Germany” set på arbejdsløshedstal og valgdeltagelse i det tidligere Østtyskland. Deres særlige fokus er på, hvorfor de to forhold varierer så markant på tværs af Kreisser. Og det specielle er, at de dokumenterer ganske overbevisende, at uligheden i jordejerskab i 1895 – dvs. i junkerperioden før den totale kollektivisering af jord i DDR og den efterfølgende transition fra 1990 – stadig er en god forklarende faktor for valgdeltagelse og arbejdsløshed. Folk er ganske enkelt mere engagerede og økonomien fungerer relativt bedre i de områder, der ikke var domineret af en eller få jordejere i 1895.
Som Ziblatt bemærkede i sit oplæg, er det usikkert hvad der ligger bag, men en af de rimelige forklaringer er, at civilsamfundet fungerede bedre i 1895 i de områder, der ikke var elitedominerede. Denne tradition for civilsamfund kan, i princippet og ligesom i en række andre nye studier, have overlevet kommunismen og de mange andre store omvæltninger i det 20. århundrede. Om vi så kan lide, at der er så stor persistens og dermed en række forhold, vi ikke kan lave om på, er et normativt spørgsmål.
Af Christian Bjørnskov, den 28. august 2011. Skriv et svar
Der er masser af myter om kapitalisme, og nogle af dem sidder fast i den offentlige bevidsthed. Her er en af de bedste debunkings jeg har set i lang tid. Jeff Miron fra Harvard tager fat i tre af dem (hattip: Greg Mankiw). Nyd det og tving jeres gymnasieelever til at se de få minutter:
Af Christian Bjørnskov, den 21. august 2011. 19 svar
En del af vores læsere kender sikkert allerede historien, så her er en meget kort introduktion og et par links. Kort fortalt handler det om, at en af Europas højest profilerede økonomer – Bruno Frey, der er professor ved Universitetet i Zürich – har forbrudt sig mod en af de vigtigste regler i samfundsvidenskabelig forskning: Han har publiceret samme resultater og stort set samme artikel i flere forskellige videnskabelige tidsskrifter.
Frey, der er blevet nævnt i Nobelsammenhæng for sine bidrag til at bringe lykkeforskning og nationaløkonomi sammen, har sammen med Benno Torgler fra Queensland University of technology og Torglers PhD-studerende David Savage forsket i hvem der overlevede Titanic-forliset. Vi har tidligere skrevet om det her, og artiklerne og forskningen bag blev modtaget med stor entusiasme rundt omkring i verden. Problemerne ligger i, at stort set ens artikler er publiceret i Journal of Economic Perspectives og Proceedings of the National Academy of Science (de ene par), og Journal of Economic Behavior & Organization og Rationality and Society (det andet par).
Der er således tale om såkaldt, selv-plagiat. Den officielle klage og Freys svar kan læses her. Handelsblatts Olaf Storbeck leverer nok den bedste oversigt over skandalen her, ikke mindst pointen som flere kommentatorer har understreget, at der er tidligere forskning som Frey et al. har overset. Flere omtaler findes her, her, her og her.
Affæren er svær at få hoved og hale på, men der er ingen tvivl om, at Frey og Torgler har forbrudt sig mod et af de største tabuer. Har de gjort det med vilje? Det er svært at tro om to kolleger (Savage er PhD-studerende og holdes derfor skadesfri af alle parter), som jeg har gode forhold til – jeg overnattede endda hos Benno en enkelt nat da jeg besøgte QTU i Brisbane sidste år. På den anden side er det svært at tro, at ingen af dem har vidst, at næsten enslydende artikler lå hos forskellige tidsskrifter.
Her på årets første dag lægger vi ud med et nyt tiltag her på bloggen. Vi skal naturligvis ikke stå tilbage for nogen og vil derfor i fremtiden udnævne “årets politiske solopræstation” – Vi er jo ikke liberalistisk anlagte og individorienterede for ingenting 🙂
