Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Elinor Ostrom er død

Af Christian Bjørnskov, den 12. juni 2012. Skriv et svar

Her til morgen døde Elinor Ostrom – en af verdens mest indflydelsesrige samfundsforskere og den første (og hidtil eneste) kvinde, der har fået Nobelprisen i økonomi. Indiana University’s meddelelse kan læses her. Hendes tidligere student, Paul Aligica, skrev i 2009 glimrende om hendes arbejde i Reason Magazine (her; hattip Cafe Hayek). Vi har her på stedet skrevet om Ostrom her; her; og her.

Ostrom har været en stor inspiration, og en af de få, der virkeligt tænkte på tværs af etablerede discipliner og integrerede indsigter fra nationaløkonomi, statskundskab og antropologi på forunderlig vis. Udover det har jeg haft det held at se hende et par gange, og mødes med hende personligt en enkelt gang. Hun kom til min session ved Public Choice konferencen i San Antonio i 2008 og demonstrerede hendes særlige kombination af et lynende skarpt intellekt og en virkeligt sød og hjælpsom personlighed. Hendes død er et enormt tab.

Latinamerikansk vækst

Af Christian Bjørnskov, den 10. juni 2012. Skriv et svar

Om nogle få dage – forhåbentlig – bringer Børsen en kommentar af Niels Westy og mig. Vores pointe er, at folks syn på hvad der er succeser og fiaskoer i Latinamerika er temmelig skævt. Brasilien klarer sig faktisk ikke særligt godt, mens andre oversete lande er på vej frem. Så søndagens tankevækker her på stedet er figuren nedenfor. Den viser udviklingen i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger i otte latinamerikanske lande. Bemærk at jeg ikke har taget Argentina med, da selv IMF ikke længere tror på deres officielle tal. Vi opfordrer læserne til at tage et kig på figuren og drage deres egne konklusioner.

Kriminalitet og ‘neoliberalistiske’ reformer

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2012. 3 svar

For cirka halvanden år siden bragte Politiken nyheden, at forskere nu havde vist at liberaliserende reformer slog folk ihjel fordi den voldelige kriminalitet steg. Det virkede helt forkert for mig – både som liberal og som forsker – og jeg besluttede mig for at se nærmere på sagen. Papiret er nu online på SSRN og kan downloades her. Abstractet er her:

This paper investigates recent claims that ‘neoliberal’ policies and reforms are associated with higher homicide rates and other types of crime. Using a panel of the 50 US states observed between 1981 and 2005 and the Economic Freedom Index of the Fraser Institute, results show that there is no direct association between changes in economic policies as measured by this index and homicide rates. The results nevertheless show that other types of crime decrease with liberalizing spending or tax reforms. Effects of liberalizing tax reforms in particular may spill over from less violent crime to lower homicide rates.

Danmark ifht tigerøkonomierne

Af Christian Bjørnskov, den 1. juni 2012. 4 svar

Flere læsere har bedt om at få gentaget den pædagogiske øvelse forleden dag, men med lande som Sydkorea og Hong Kong. Med de nødvendige forbehold – tallene er aldrig perfekt sammenlignelige – er her billedet per 2012.Bemærk, at flere lande er væsentligt rigere end Danmark. Jeg har antaget en langsigtet vækstrate på 1½ % for at kunne vise, i hvilket år af dansk udvikling, de ligger. Helt ubeskedent: Jeg synes, at billedet fortjener at blive vist til alle danske politikere.

Hvor langt bagefter os er andre lande?

Af Christian Bjørnskov, den 29. maj 2012. 7 svar

 

Det er ofte svært at kommunikere til ikke-økonomer og studerende, hvor langt bagefter nogle ulande er. Problemet bliver, at når de ikke har en fornemmelse for afstanden, falder de for billige argumenter om, hvordan man ‘bare’ kan hjælpe ulande. Så her er en alternativ måde at gøre det på. Jeg har kombineret CIAs opdaterede BNP-mål (i købekraftsparitet, dvs. reel købekraft) med Maddisons historiske BNP-tal. Mens man skal passe meget på – BNP-tallene fanger for eksempel ikke kvalitetsforbedringer, der reflekteres i priserne! – giver figuren en vis fornemmelse, særligt hvis man har været i et eller flere af landene. Helt kort: Figuren viser, på hvilket tidspunkt i historien vi i Danmark havde samme købekraft som et givent land har i dag.

PS: Karl-Iver spørger om skalaen. Bemærk at Y-aksen er logaritmen til BNP per capita og starter ved 7.

Tillid og velfærdsstat

Af Christian Bjørnskov, den 19. maj 2012. 9 svar

Jeg lavede for et stykke tid siden et interview med den glimrende Søren Højlund Carlsen om forholdet mellem velfærdsstaten og tillid. Interviewet, der er i Nobel-serien, er nu tilgængelig online. Det hele bygger på artikler med Andreas Bergh og Gert Tinggaard Svendsen (her og her), og et konferencepapir med Andreas (her).  Interviewet, som jeg selv synes er blevet rigtigt god formidling, kan ses her.

 

Hvor venstredrejede er danske journalister?

Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2012. 31 svar

DR og flere andre medier braget forleden dag historien om, at danske journalister stemmer længere til venstre end andre danskere. Det er næppe nogen nyhed – det var det samme i de få dage, jeg gik på Journalisthøjskolen for mere end tyve år siden – men lige chokerende at se tallene. Så her er de: Journalisternes stemmefordeling, og den seneste fordeling fra meningsmålinger i Berlingske. Man må for gud ved hvilken gang spørge sig selv, hvordan man kan påstå at de er upartiske og helt balancerede i nyhedsdækningen.

Hvilke reformer inspirerer resten af Norden?

Af Christian Bjørnskov, den 6. maj 2012. 5 svar

I den forgangne uge havde jeg en kronik i Børsen om hvad vi kan lære af de andre nordiske lande. Kronikken var baseret på et notat, som Cepos forskningschef Henrik Christoffersen og jeg har udarbejdet, baseret på Fraser Instituttets økonomiske frihedsindeks. Vores udgangspunkt var påstanden, at ”det danske samfund er så anderledes, at erfaringer fra Chile, New Zealand eller Taiwan slet ikke kan bruges herhjemme”. Så tanken var at se på, hvad man kunne lære af de andre nordiske lande, der jo om nogen er direkte sammenlignelige.

Først viser vi i notatet, at der er masser at lære: Som illustreret i figuren nedenfor, ville en kombination af de frieste politikker og praksisser – dvs. områder, hvor der er mindst offentligt indblanding – give en nordisk best-practice model en status som det fjerdefrieste land i verden.

For den andet viser vi i notatet, hvor det store læringspotentiale synes at ligge for hvert af de nordiske lande. Figur nummer to illustrerer dette. Overraskelsen? Dansk faktisk handelspolitik! Som jeg skrev i kronikken – med betragtelig bekymring:

Sammenligninger med de andre nordiske lande afslører også, at Danmark har et andet og relativt nyt problem. Sidst i 1990erne var Danmark, ligesom Sverige, en af de mest åbne økonomier i verden, når Fraser Instituttet vurderede de såkaldte ”non-tariff barriers” – handelsbarrierer i form af særlige standarder, krav og bureaukratiske omkostninger. I dag er instituttets vurdering faldet med mere end ti procent mens Sveriges indeks er uændret. Mens de formelle regler, der dikteres af EU, er uændrede, har danske politikere indført så meget bureaukrati og detailregulering, at den danske økonomi de facto langsomt lukker sig overfor udlandet.

 

Matt Mitchell om finanspolitik i gældskrisen

Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2012. Skriv et svar

Matt Mitchell skrev for et par dage siden om Krugman og andres påstand om, at finanspolitisk tilbageholdenhed – fiscal austerity – er skadelig og ødelægger økonomien. Herhjemme hører man også de samme toner, ikke mindst fra folkene fra Aalborg, RUC og CEVEA / AE. Men hvad kan man lære af historien og de ordentlige studier af spørgmålet? Mitchell lister en række solide studier og giver den britiske regering to anbefalinger. De samme anbefalinger kan sagtens gives til den danske regering. Det er næppe kontroversielt at pege på, at de ikke rigtig har en klar linje i deres finanspolitiske tænkning. So hvad med at følge Mitchell?

 Given what we know about austerity, my advice to the UK would be: tweak your austerity measures so that they are more spending-cut-focused and less revenue-increase-focused. And go after the most politically-sensitive items.

Venezuelas mangelproblemer

Af Christian Bjørnskov, den 23. april 2012. 4 svar

Venezuela er verdens femtestørste olieeksportør og burde derfor være et relativt rigt samfund; men med dets leder Hugo Chávez og hans ideer om en ”socialisme for det 21. århundrede” er landets økonomi i langsomt, men frit fald. Weekendudgaven af the International Herald Tribune bragte lørdag en artikel, der klart dokumenterer landets problemer, og peger på den indlysende årsag.

Problemet er nationaliseringer og priskontroller, og dermed en situation med konsekvenser, der har været forudsigelige siden Mises arbejde i 1920erne. IHT fortæller således den klassiske historie om et supermarked i et af Caracas rigere områder, der både har kylling, ost og vagtelæg, men intet toiletpapir. Folk ved også, hvem der ingen problemer har:

Asked where a shopper could get milk on a day when that, too, was out of stock, a manager said with sarcasm: ”At Chávez’s house.”

Sidste års (officielle) inflation var på 27,6 %, hvilket Chávez-regimet bruger som argument for, at man bliver nødt til at implementere omfattende priskontroller. Der er næppe mange venezuelanere, der længere løber det argument. Konsekvenserne er ved at blive for åbenlyse: Venezuela har siden 2009 importeret kaffe. Landet er gået fra at være en af Latinamerikas store producenter af kaffe til en situation, hvor priserne pga. omfattende statslig kontrol er så lave, at det ikke længere kan betale sig for selv almindelige producenter. Problemerne og deres årsager er så indlysende, at man næsten skulle tro at P1s Orientering også kan se dem.

Hvad tjener professorer?

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2012. 13 svar

Svaret på spørgsmålet synes ret enkelt. En dansk professorlønning er i det store og hele overenskomstreguleret, så en professor aflønnes i lønramme 37 eller 38. Det betyder at i 2012 er årslønnen enten 527.889 eller 600.643 kroner. For mange danskere lyder det af mange penge, men når man påtænker, at jeg ikke kender nogen professorer på mit område, der arbejder under 60 timer om ugen, er det pludselig knap så attraktivt, men måske okay. I en international sammenligning er det dog langt fra okay, hvis man har nogen form for ambitioner med det danske universitetssystem.

Spørgsmålet bliver først rigtigt interessant, når man sammenligner med professorlønninger andre steder. Både de vise hoveder i Folketinget og landets universiteter mener, at vi skal være i den internationale top. Det betyder blandt andet at danske universiteter skal kunne tiltrække nogle af de bedste forskere. Her er lønnen en indlysende faktor, uanset hvad politikere finder på af spin. Og den danske professorløn er ikke ligefrem konkurrencedygtig, i særlig grad når man regner skatten med.

Marginal Revolution linkede forleden til en undersøgelse af, hvad den gennemsnitlige professor tjener ved en lang række amerikanske universiteter. Hvis man ser helt bort fra skatten, kan man på denne måde sammenligne direkte, hvilket lag danske universiteter ville være konkurrencedygtige i – givet den sædvanlige politiske påstand, at vi rent faktisk får noget for skattekronerne (hvilket jeg naturligvis ikke mener).

Data fra the Cronichle of Higher Education viser først og fremmest, at de universiteter, der betaler mest, også er det bedste. Toppen er Harvard, Columbia og Chicago med lønninger på mellem 198.400 og 197.800 dollars – dvs. 1,12 millioner kroner. En professorstilling et af de steder er bestemt ikke en dans på roser, men man bliver betalt for det!

Og hvad er så det leje, danske universiteter ligger i? En dansk professorløn er cirka 106.000 dollars, er niveau man ganske enkelt kan bladre sig frem til i undersøgelsen. Vi er her omkring University of Texas at Arlington, University of Michigan at Dearborn og University of Wyoming. Derudover skal man lægge, at på mange amerikanske universiteter bliver man betalt for 9-10 måneders arbejde årligt. Mange professorer tager derfor muligheden for at lave konsulentarbejde, holde foredrag eller på andre måder tjene ekstra penge.

Hvis man er single, betaler man cirka 22 % i skat til den føderale regering. I Massachusetts, for eksempel, ligger der en marginalskat på cirka 6 % oveni. Hvis man udover det regner en sundhedsforsikring ind, der koster 12 % (et temmelig højt gæt), ender man på rundt regnet på en samlet skatteprocent på 40 %. Når lønnen derefter skal bruges, er den højeste amerikanske moms omkring 8 %, og det generelle prisniveau ligger 10-15 % under det danske. Dén købekraftsforskel bør også tages med i regnestykket.

Med en løn der, endda med nogle meget venlige antagelser om det danske system, rækker til konkurrence med universiteter, der vel ligger i den amerikanske tredjedivision, bliver det svært at opfylde den politiske ambition om universitetsforskning og –uddannelse i verdensklasse. Men hvordan får man formidlet det budskab til danske politikere?

Sareen versus PKK

Af Christian Bjørnskov, den 8. april 2012. Skriv et svar

Forleden formastede den Gamle Redacteur, professor Peter Kurrild-Klitgaard, sig til at kritisere ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen. PKKs brøde var, at han pegede på Sareens troværdighedsproblem. Det gælder både hvordan ministeren har citeret præster for udtalelser, de dokumenterbart aldrig har udtalt, og hans insisteren på, at der altså skal flere kvinder i danske bestyrelser. Det sidste forhold er simpelthen dumt.

Sareen citerer sin forgænger Lykke Friis for at det drejer sig ”om, at vi får »bragt alle talenter i spil«. Vi skal da selvfølgelig sikre, at alle de talentfulde, dygtige og veluddannede kvinder, vi har i Danmark, også får adgang til bestyrelseslokalerne – med en positiv effekt for virksomhederne og hele samfundet til følge. Og så handler det om, at alle får mulighed for at være med til at påvirke det samfund, vi lever i – blandt andet igennem lige adgang til samfundets magtfulde positioner.”

Hvis man tænker påstanden igennem – og husk, at den er faktuelt forkert (se f.eks. Detektors hjemmeside) – er der to logiske måder, at Sareens ’virkelighed’ kunne se ud. Først, som det umiddelbart ser ud, er der for få kvinder i danske bestyrelser, fordi de ikke har ’adgang’. Med andre ord, at der diskrimineres mod kvinder. Som talrige forskere, inklusive den glimrende Nina Smith, har vist, er der intet belæg for den påstand. Der ’mangler’ kvinder i de mellemlederlag, hvorfra man rekrutterer bestyrelsesmedlemmer. Når man tager hensyn til det, er der bestemt ikke for få kvinder i bestyrelser.

Den anden måde, man kunne forestille sig Sareens virkelighed, er at han anerkender at kvinder helt frit vælger ikke at indtræde i bestyrelser eller, som tilfældet faktisk er, at de fravælger de jobs, der kan give adgang til bestyrelsesposter. For at det kan blive et problem, skal man derfor problematisere et frit, informeret valg som samfundsmæssigt forkert. Sareens problem her bliver blot, at der ingen dokumentation er for hans påstand, at der er en økonomisk gevinst at få ud af kønstvang af denne type. Hvis man anlægger den tolkning af hans verdenssyn, rammer han derfor også mod en logisk barriere, men med et stærkt uliberalt syn på hvad man kan tillade sig overfor befolkningen.

Det ganske fantastiske i sagen er, at Sareen, uanset hvordan man vender eller drejer sagen, holder fast i nogle påstande, som DRs Detektor har skudt endegyldigt ned – der er ingen hold i dem. PKK har intet problem, mens Sareen demonstrerer en del af den nuværende regerings store problem: Den ofte totale mangel på enten indsigt eller respekt for faktuel viden, og en mangel på respekt for almindelige borgere.

Finans- og gældskriser – i luften

Af Christian Bjørnskov, den 4. april 2012. Skriv et svar

Der har været masser af snak om hvor dybt, finanskrisen egentlig ramte forskellige lande. Trods mediernes historier og tal, er det forbløffende svært at opgøre hvor slemt det egentlig gik. Skal man se på BNP-udviklingen? Måske, men massiv finanspolitisk stimulus har den konsekvens, at den i det mindste på den korte bane blæser BNP-tallet op, uanset hvor produktiv den offentlige udgift egentlig er. Skal man i stedet sammenligne arbejdsløshedstal? Måske ikke, da finanskrisen både har gjort nogen arbejdsløse, hvilket naturligvis trækker i negativ retning, men også fået andre til helt at forlade arbejdsmarkedet, hvilket faktisk trækker rent statistisk i ’positiv’ retning – et faktum Obama-administrationen udnytter til fulde for tiden.

Så uden at påstå, at det på nogen måde er en bedre eller mere retvisende metode – måske bare sjovere – er her et alternativ. I figuren nedenfor har jeg opgjort, hvor stor passagertrafikken var i et antal af Europas største lufthavne. De røde søjler er procentudviklingen fra 2007 til 2010, dvs. i løbet af krisen, mens de blå er 2010 til 2011, altså et illustrativt mål for, hvor godt det er gået under den efterfølgende gældskrise. Tallene er sorteret efter, hvor galt det gik under krisen.

Den værst ramte lufthavn var Barcelona, efterfulgt af London-Gatwick og Palma de Mallorca (henholdsvis en af de største afsendere og modtagere at charterturister). Amsterdam-Schiphol og Madrid-Barajas blev også hårdt ramt, ligesom passagertallet faldt i de tre andre storlufthavne London-Heathrow, Frankfurt og Paris-Charles de Gaulle. Det morsomme – hvis man må kalde det det – er at Barcelona, Schiphol, Frankfurt og Heathrows passagertal vokset med mere end fem procent i 2010-2011, mens Madrid er nærmest stagneret. Hvis man ser ud over figuren, er Rom-Fiumicino og Paris-Orly også slemt ramt, mens München og Düsseldorf har haft vækst hele vejen gennem kriserne. Selv et så simpelt billede genskaber således et mønster, man let kan genkende, med stagnation eller negativ udvikling i Sydeuropa og fortsat positiv udvikling eller stærk recovery i Nordeuropa. Lidt polemisk kan man måske spørge, hvorfor EU, ECB og politikere som Dan Jørgensen og Jens Rohde så gerne vil have, at vi fører samme politik og har samme valuta?

Statslig lykke?

Af Christian Bjørnskov, den 30. marts 2012. Skriv et svar

Jeg deltog i går i et policy-seminar i Stockholm, arrangeret af IFN. Efter mit halvtimes oplæg om staten skal maksimere lykke, var der kritiske indlæg af Filip Fors, en åbenlyst dygtig PhD-studerende fra Umeå, og politikeren Rebecka Carlsson fra de Grønne. Omkring 70 deltog i seminaret, og debatten blev ganske livlig.

Det der som liberal – og måske også i en vis grad som dansker – rystede mig, var at politikeren argumenterede helt eksplicit, at hvis noget betyder noget for folk, skal staten regulere det. Hun havde ganske enkelt ingen ide om en forskel mellem stat og samfund, men havde øjensynligt en slags Louis den 14.-agtigt forestilling om, at l’Etat, c’est moi – staten, der er os. Heldigvis var mange uenige, ikke mindst Svenska Dagbladet, der skriver om seminaret nu til morgen. Maria Ludvigsen formulerer det således:

Lycka definieras bäst av oss själva och vårt samvete och kan inte nås på något annat sätt än genom våra egna handlingar. Just detta upprör statsentusiasterna: Det finns åtskilligt som politik aldrig kan åstadkomma. Men det är inget att ängslas över. Samhället är större än staten och därför kan vårt hopp om lycka ställas till andra storheter än politiken.

Weekendens spørgsmål må være, om danske politikere udenfor Enhedslisten kan slippe afsted med det synspunkt.

UPDATE: Hele arrangementet kan ses her.

Dansk og svensk ulighedshistorie

Af Christian Bjørnskov, den 25. marts 2012. 4 svar

Jeg sidder pt. og reviderer et konferencepapir, som jeg skrev i efteråret med Niklas Potrafke (snart professor på LMU i München). Som del af denne revision opdaterer vi vores data. En del af disse data er Frederic Solts fuldt sammenlignelige serie af tal for indkomstulighed før og efter nogen form for omfordeling. Solts ’Standardized World Income Inequality Database’ giver mulighed for bedre og større sammenligninger over lange tidsperioder og mange lande. Den giver også et indtryk af, hvor latterlig en del af debatten om ulighed ofte er i Skandinavien.

For at give et indtryk er her data på ulighed før og efter omfordeling i Danmark og Sverige, der normalt betragtes som de to mest lige lande i verden. En første ting at bemærke er, hvor stabil nettouligheden er over tid – dvs. ulighed efter omfordeling gennem overførsler, skat osv. Selvom begge lande udbyggede velfærdsstaten kraftigt i 60erne og 70erne, skete der meget lidt med uligheden. To andre ting, der er værd at bemærke i den danske serie kan ses bedst, hvis man plotter procentforskellen på brutto- og nettoulighed, dvs. det Andreas Bergh kalder quasi-omfordeling.

Nummer et er det store knæk i 1981, der kom efter en periode med massivt stigende arbejdsløshed og uansvarlig politik, og nummer to er knækket opad efter 1987. Særligt nummer to er Schlüters ’fortjeneste’, da det man kan se er indførslen af topskatten og det markante skred i topskattegrænsen op til midten af 90erne. Og lad mig så spørge læserne: Hvor er den sociale massegrav, som Enhedslisten og Cevea taler om? Hvor er velfærdsstatens påståede lyksaligheder? De er frygteligt svære at se for mig.

 

KOF Globaliseringsindekset 2012

Af Christian Bjørnskov, den 17. marts 2012. 2 svar

Konjunkturforskningsenheden KOF ved det tekniske universitet i Zürich publicerer hvert år det såkaldte KOF Globaliseringsindeks. Tiden er i dag kommet til, at 2012-udgaven er offentligt tilgængelig. Pressemeddelelsen og alle data mellem 1970 og 2009 kan findes her. Det betyder, at med 2012-udgaven kan man se, hvad den finansielle krise i 2008 gjorde, inklusive hvad det politiske respons til krisen har betydet. Det bør også understreges, at indekset er et fremragende undervisningsredskab, der burde bruges langt mere i f.eks. gymnasierne.

Af særlig interesse er det, at Danmark er rykket tre pladser ned ad den internationale rangliste. Den primære grund er et fem procents fald i økonomisk globalisering, som både kan ses i de faktiske handels- og investeringstal og en stigning i de effektive handelsrestriktioner. Hvorfor vi ingen debat har om det i Danmark er et mysterium for mig.

Public Choice World Congress 2012

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2012. Skriv et svar

Jeg ankom til Miami, Florida, i går aftes for at deltage i dette års fælles Public Choice World Congress. Udover en meget hyggelig start på konferencen i form af morgenmad sammen med Niclas Berggren, Axel Dreher og Niklas Potrafke, lover det videnskabelige program også virkeligt godt. Her er traditionen tro et par helt idiosynkratiske pluk:

Niclas Berggren og Therese Nilsson: Does Economic Freedom Foster Tolerance? Niclas og Therese viser omhyggeligt, at i en gruppe af 65 lande er større økonomisk frihed stærkt forbundet med tolerance over homoseksualitet. Med andre ord underminerer statslig styring og intervention folks tolerance overfor anderledes livsstil. Vigtigt, ikke mindst med henblik på regeringens intention om at detailstyre vores livsstilsvalg som rygning, spisevaner, opdragelse osv.

Bonnie Wilson og Jac Heckelman: Institutions, Lobbying, and Economic Performance. Bonnie og Jac – to dygtige, amerikanske public choice-økonomer – er igang med at større project omkring lobbygrupper og særinteresser. I dette papir (som jeg diskuterer i morgen) viser de to, at effekten af økonomisk frihed er størst i lande med relativt få / svage særinteresser. Den teoretiske ide, som jeg finder fascinerende, er at stærke lobbyer kan påvirke design og implementering af politik sådan, at den i princippet samme politik får mindre effekt i praksis.

Christian Holkeboer og James Vreeland: Calling Democracies and Dictatorships: The Effect of Political Regime on International Long-Distance Rates. Holkeboer og den altid interessante Vreeland konkluderer at det alt andet lige er det væsentligt billigere at ringe til demokratier. Dermed finder de evidens for at diktaturer faktisk forsøgerat undertrykke informationsstrømme fra frie lande.

Udover det er der spændende papirer af f.eks. Niklas Potrafke og Roland Vaubel (om fritænkere i Europa mellem 1660 og 1961 flygtede som følge af politisk undertrykkelse – svaret er et rungende ja), Athanassios Pitsoulis og Thushyanthan Baskaran om forholdet mellem islamisk erobring og inflation i det byzantiske imperium, Andrew Morris og Lotta Moberg om, hvordan OECDs kampagne om ”Harmful Tax Competition” kan forstås som et kartelsamarbejde mellem politikere, og Krishna Chaitanya Vadlamannati om hvordan indiske politikere manipulerer antallet af registrerede korruptionssager op til valg, men aldrig øger den faktiske bekæmpelse. Som nævnt tidligere, er der masser af andre interessante sager som alle kan downloades fra konferences website.

Opgiver Island kronen?

Af Christian Bjørnskov, den 4. marts 2012. Skriv et svar

The Globe and Mail, en af Canadas mest velrenommerede aviser, skrev forleden dag om en noget bemærkelsesværdig ide. Man overvejer åbenbart på Island at opgive sin egen valuta, den islandske krone, og i stedet indføre den canadiske dollar. The loonie, som den kaldes, ville muligvis kunne løse et markant problem i den islandske økonomi i forbindelse med troværdigheden af den islandske valuta og islandsk pengepolitik. Tanken er øjensynligt at gentage forsøget i flere latinamerikanske lande, hvor man havde store problemer med inflation og usikkerhed.

Usikkerhed om valutakursen og islandsk politik – som jeg oplevede ved selvsyn i august, da den nye præsident overfor EPCS konferencen gav en af de mest blatant populistiske og økonomisk ignorante taler, jeg længe har hørt – giver problemer for private virksomheder i forbindelse med enhver kontakt med udlandet. Hvis man ikke er sikker på kursen og ingen anelse har om, hvad den islandske regering kan finde på, bliver incitamentet til at have noget som helst økonomisk at gøre temmelig svagt. Uanset om Island tager denne eller lignende beslutninger, er det bemærkelsesværdige, at en række europæiske lande har kvajet sig så gevaldigt, at man skal til Latinamerika for at finde paralleller og løsninger på problemerne. Hvem havde for få år siden troet, at politikere i Europa var lige så tåbelige som derovre?

Hatttip: Marginal Revolution.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 28. februar 2012. 1 svar

Ekonomisk Debatt, det glimrende svenske tidsskrift for økonomi og politik, er ude med et nyt nummer. Tidsskriftet redigeres i år af Niclas Berggren og Andreas Bergh, der ikke burde være ukendte for denne blogs læsere. Nummer 1, 2012, indholder bl.a. artikler om kønskvoter i svensk politi, globalisering og arbejdsmarkedsforhold og teknologisk udvikling. Hele indholdet kan hentes her; det er stærkt anbefalet for alle med interesse og rimeligt kendskab til svensk.

Er forfatninger økonomisk vigtige?

Af Christian Bjørnskov, den 17. februar 2012. 3 svar

Spørgsmålet i dagens post er sådan set direkte selv-promoverende: Det er emnet for mit bidrag til dette års Public Choice World Congress. For anden gang holder de fire public choice-selskaber – de nordamerikanske, europæiske, japanske og australasiatiske – en fælles konference, der denne gang er i Miami, Florida. Stort set alle papirerne er allerede tilgængelige her; det kan stærkt anbefales at bladre gennem de mange forskellige emner eller blot tage et kig på deltagerlisten. Jeg glæder mig allerede til en konference med gamle koryfæer som James Buchanan, Geoffrey Brennan og Richard Wagner, og de nye topnavne Axel Dreher, Peter Leeson og James Vreeland; men mere om dem senere.

Tilbage til spørgsmålet og papiret (tilgængeligt her), der i øvrigt er en del af Ratio Instituttets projekt om ”Property rights, the conditions for enterprise and economic growth”. Ethvert forsøg på at svare har været problematisk, idet mange forfatninger er gamle og retsvæsener har det med at udvikle deres egne normer, samtidig med at de er udsat for forsøg på politisk styring. ’Tricket’, om man vil, i papiret er at fokusere på de 30 lande, der efter 1989 blev af med sovjetisk kommunisme. 28 af landene indførte helt nye forfatninger efter 1990, mens Litauen og Ungarn reformerede eksisterende forfatninger så meget, at de effektivt er nye. Vi ved også præcist, hvornår de nye forfatninger trådte i kraft og hvordan den forfatningsmæssige beskyttelse af den private ejendomsret ser ud.

Når man således analyserer vækst i enten nationalindkomst eller arbejdsproduktivitet mellem 1990 og 2009 i de 30 lande, er konklusionen noget overraskende: Der er ingen langsigtskonsekvenser af forfatningsmæssig beskyttelse af ejendomsret. Hvad der er at finde, er et dyk i den økonomiske vækst, der er større jo stærkere den formelle beskyttelse er. Med andre ord koster det på den korte bane at indføre formel beskyttelse, mens det giver et stort nul på den lange bane.

Hvis nogen skulle undre sig, kan det for eksempel understreges, at forfatningen i Tjekkiet, der er et af de mest succesrige postkommunistiske samfund, slet ikke nævner privat ejendom med et eneste ord. På den anden side har Albaniens, Moldovas og Rumæniens nye forfatninger umiddelbart stærk beskyttelse af ejendomsretten. Det, der betyder noget for samfunds økonomiske udvikling og legitimitet, er de facto beskyttelsen, ikke de jure regler som politikere og domstole alligevel jævnligt ignorerer.