Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Import giver magt

Af Niels Westy, den 24. juli 2007. 1 svar

The Economist havde sidste uge en artikel om hvorledes den demokratisk dominerede kongres i USA i flere måneder har blokeret for øget frihandel med Peru, Panama, og i realiteten har afvist en aftale med Columbia.

I Peru og Panamas tilfælde er der fortsat en god chance for at handelsaftaler vil blive indgået, hvis de to lande kan leve op til de krav som kongressen har fået indført i handelsaftalen, ikke mindst krav til standarder for arbejdsmarked og miljø.

I Colombias tilfælde har demokraterne eksplicit givet udtryk for at den politiske vold i landet – ikke mindst rettet mod fagforeningsledere, er hovedårsagen til afvisningen af en handelsaftale. Det på trods af, at der er sket klare fremskridt i de senere år.

Christian Bjørnskov, har tidligere i flere indlæg skrevet om EUs rolle i forbindelse med de manglende fremskridt i WTO forhandlingerne, og senest om Frankrigs og Tysklands ønsker om en mere protektionistisk politik.

Der er selvfølgelig ikke noget nyt i, at handelspolitik bliver brugt i det indenrigspolitiske slagsmål. Det er i sidste ende altid det væsentligste, da det er her det afgøres hvem der der har magten. Her lever gamle myter om handel og dets virkninger desværre fortsat i bedste velgående.

En række klassiske fejlslutninger spiller her en afgørende rolle.

Fejlslutning nr. 1.

Den enes gevinst er den andens tab.

Den klassiske fejltagelse om at sælgers gevinst er købers tab leder i forbindelse med udenrigshandel til fejlslutningen om at frihandel er skadeligt for ens egen økonomi. I europæiske kontekst er denne holdning måske mest udpræget i Central- og Syd Europa, men ikke kun – og slet ikke når man taler om relationerne mellem I- og Ulande.

Den retoriske oprustning omkring arbejdsmiljø, fagforeninger og menneskerettigheder, som bl.a. ideologisk (venstrefløjs) og religiøst baserede NGO’er promoverer, passet perfekt til en populistisk politisk dagsorden, hvor særinteresser kan pakkes ind i pæne hensigter, der prædiker de fineste intentioner om f.eks. at reducere børnearbejde, forbedre vilkårene for arbejderne i den tredie verden osv.

Desværre har WTO’s sammenblanding af handels- og udviklingspolitik fremmet denne dagsorden.

Fejlslutning nr. 2.

Vores velstand er resultatet af politisk kamp.

En af de mest hårrejsende absurditeter der desværre synes at være ganske udpræget er, at vores vestand skulle være resultat af en (styret) politisk proces. Tillad mig at mene, at vores velstand først og fremmest er resultatet af hårdt arbejde. Og betydningen af den politiske proces alene udgøres af liberaliseringer.

Ideen om at den politiske proces/kamp og ikke frie markeder er afgørende – er ikke forbeholdt den traditionelle venstrefløj, om hvem man i det mindste kan sige at de har en ideologisk undskyldning for denne holdning. Den bruges også i tide (og især) i utide af den borgerligt liberale fløj, når den er politisk repræsenteret, jævnfør vores nuværende regering.

Men køber man først fejlslutningen om, at det i højere grad er det politiske system end borgernes arbejde der skaber velstand og velfærd, er det unægteligt nemmere at øge markedsbarrierne – til gavn for de der allerede er på markedet, men til skade for forbrugerne og udenlandske producenter, og derigennem i sidste ende for egne potentielle eksportører.

Fejlslutning nr. 3.

Det er økonomiens størrelse der er afgørende for et lands handelspolitiske styrke.

Jeg har flere gange mødt ovenstående opfattelse til forklaring af styrkeforholdet i WTO – også blandt tilhængere af WTO, og umiddelbart ser det jo også ud som en plausibel forklaring på hvorfor lande som Indien og Brasilien i dag sidder med ved de afgørende forhandlinger om fremtidens handelsaftaler – og det er formentlig også den opfattelse de selv har.

Begge lande er forøvrigt præget af en meget udpræget tro på myte 1 og 2. Problemet er bare, at hvis Brasilien og Indien for alvor skal gøre sig forhåbninger om at kunne tvinge I-landene, ikke mindst EU til at lave handelspolitiske indrømmelser er en forudsætning at de erkender, hvad der er den vigtigste forudsætning for magt i de internationale handelsforhandlinger, nemlig ens eget hjemmemarkeds betydning for andre landes økonomi. Det er altså importen (og adgangen for udenlandske investeringer) der er afgørende for et lands handelspolitiske magt, og ikke dets samlede BNP eller eksport.

Et tydeligt eksempel er balladen om EUs import af bananer fra Mellemamerika i 1990erne. Så længe det kun var de mellemamerikanske lande der protesterede mod Eus protektionisme blev det mødt med en udpræget ligegyldighed. Det var først da USA gik ind i sagen, at spillet ændrede sig. For mens de mellemamerikanske landes import fra Europa var ligegyldig var den europæiske eksport til USA det ikke.

Det handler om Kina.

Hvis ovenstående betragtninger er korrekte indebærer det, at der på mellemlangt sigt ikke kan forventes yderligere liberaliseringer af verdenshandlen, og at den afgørende aktør vil i sidste ende være Kina.

Brasilien og Indien bærer en stor del af ansvaret for sammenbruddet i forhandlingerne i WTO – og personlig må jeg indrømme, at jeg ikke tror på at WTO i årtierne fremover vil få nogen som helst betydning for evt. handelsliberaliseringer. Det kan derimod udviklingen i Kina. Allerede i dag er Kinas økonomiske udvikling kendetegnet ved en exceptionel kvantitativ åbenhed Således udgør handlen med omverden 75% af den samlede økonomiske aktivitet.

Men hermed er (desværre) også sagt, at der formentlig ikke kommer til at ske afgørende liberaliseringer på landbrugsområdet, da det ikke har nogen synderlig betydning for Kina. Eksporten af landbrugsprodukter har derimod stor betydning for et land som Brasilien, men deres økonomis betydning (både nuværende og potentielle – med den herskende konsensus i landet om at import er noget skidt) svarer til et mellemstort europæisk land, hvilket ikke er nok.

EU på protektionistisk glidebane

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2007. 9 svar

Stærke kræfter i EU kæmper for tiden med næb og kløer for en ny europæisk forfatningstraktat. I den forbindelse var det en helt surreel oplevelse, da den tyske forbundskansler Angela Merkel i sidste uge begyndte at plædere for at EU-lande bør beskytte ’vitale industrier’ mod overtagelse af udenlandske investorer. Merkel er dermed rykket på linje med Frankrigs Nicolas Sarkozy efter at det kom frem, at den russiske bank Vneshtorg, der ejes af staten, stille og roligt har købt fem procent af aktierne i det fælleseuropæiske konsortium EADS, der blandt andet producerer Airbus-flyene.

Merkel argumenterer nu for, at EU skal definere fælles retningslinjer for, hvad en ’strategisk industri’ er, for at man kan forsvare disse industrier mod opkøb fra særligt totalitære lande. Med andre ord er det blevet EU’s største lands officielle holdning, at EU bør indføre de samme protektionistiske regler for udenlandske investeringer som Frankrig har. Tyskernes nye europolitiske linje dækker nu også en intention om at stække kapitalfondes muligheder for at investere frit, ligesom Frankrig presser stærkt på for at svække den europæiske centralbanks uafhængighed.

Problemet er, at selvom forslagene italesættes med positive vendinger som ’forsvar’ af strategiske industrier og politisk indflydelse på centralbanken af ’beskæftigelsesmæssige’ hensyn, er Merkel og Sarkozys forslag udtryk for en helt surreelt gammeldags politisk-økonomisk tænkning. Sarkozy har ligesom sin forgænger, Jacques Chirac, glædet sig officielt over franske overtagelser af amerikanske eller japanske virksomheder, men når det modsatte sker, er forargelsen til at tage og følge på. På samme vis har franske politikere og deres tyske holdningsfæller på venstrefløjen argumenteret for, at centralbanken skal tage hensyn til beskæftigelse og europæisk konkurrenceevne, på trods af netop bankens fulde uafhængighed har forhindret et ødelæggende politisk inflationspres fra at skade begge forhold. Forslagenes kerne og mål er i begge tilfælde, at øge politikeres indflydelse på økonomien og samfundet. I begge tilfælde har europæisk historie demonstreret hvor dårlig idéen er, men de også tydelige udtryk for den nyprotektionistiske retning, EU er ved at tage i disse år.

Man må håbe, at Fogh-regeringen på disse punkter kan finde ud af at slå sig sammen med andre liberalt og moderne indstillede kræfter som Sverige og Storbritannien, for at modstå de tysk-franske anslag mod europæisk økonomisk frihed og åbenhed. Ellers bliver det blot endnu et eksempel på, hvordan EU bremser den fremgang og de muligheder, som en global økonomi ellers i rigeligt mål byder på. På trods af salgsord som forsvar og beskæftigelse, fører politikerne ikke til andet end et skud i den fælleseuropæiske fod. Og selvom Danmark kun er en tå på foden, har vi ikke råd til at bløde mere på den økonomiske front, end vi gør i forvejen.

Incarcerex – "war on drugs"

Af Niels Westy, den 22. juli 2007. 13 svar

I 1972 skrev Milton Friedman en kort artikel (Prohibition and drugs) i Newsweek. Den indledtes med et citat fra 1920 af en af hovedkræfterne, evangelisten Billy Sunday, bag alkoholforbudet i 20ernes USA:.

“The reign of tears is over. The slums will soon be only a memory. We will turn our prisons into factories and our jails into storehouses and comcribs. Men will walk upright now, women will smile, and the children will laugh. Hell will be forever for rent.”

Friedman opsumerer tørt resultatet, nemlig:

“New prisons and jails had to be built to house the criminals spawned by converting the drinking of spirits into a crime against the state. Prohibition undermined respect for the law, corrupted the minions of the law, created a decadent moral climate-but did not stop the consumption of alcohol.”

og har følgende kommentarer til “The War on Drugs”:

“Despite this tragic object lesson, we seem bent on repeating precisely the same mistake in the handling of drugs”.

Disse ord må betegnes som profetiske. Lige siden er narkotikaforbrug, kriminalitet og omkostningerne til det håbløse korstog blot steget. Herhjemme er et godt bud, at de direkte omkostninger til politi, retsvæsen og fængsler er på den forkerte side af 5 mia. kroner om året.

Men måske er årsagen til at man fortsætter med den håbløse forbudspolitik en helt anden end den idealistiske (tyrker)tro, som en Billy Sunday havde på at et forbud kunne bringe os nærmere paradis.

Man kan herefter vælge om man vil betegne de der slår til lyd for den fortsatte kriminalisering som kendetegnet ved enten en afgrundsdyb uvidenhed og naivitet eller kold kynisme.

Drug Policy Alliance har i hvert fald et godt (og underholdende) bud på grunden til den føret narkotikapolitik i USA – se reklamevideo for “Incarcerex” på

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=TRPxN7DGy5c[/youtube]

Det skal medtages, at Drug Policy Allience ikke er hvem som helst, og de støttes bl.a. aktivt af Tidligere udenrigsminister George Schulz og tidligere nationalbankdirektør Paul Volcker – for en udførlig liste se her

Måske skulle man sende linket til vores nuværende regering, der åbenbart mener, at man kan (og skal) begrænse forbruget ved strengere straffe – bøden for at blive taget med en joint steg for nylig fra 500 kroner til 2000 kroner i førstegangs tilfælde – mon det afholder teeenagere fra at ryge en eneste joint?

Dansk højredebat i norske medier

Af Christian Bjørnskov, den 19. juli 2007. Skriv et svar

Ole Birk Olesen gjorde mig i går opmærksom på, at den danske højrefløjsdebat som Punditokraterne også er udtryk for, har været diskuteret i norske medier. Det er det liberale tidsskrift Minerva, der under overskriften ”Høyresuksess i Danmark” har interviewet Ole Birk Olesen (180 Grader), Henrik Gade Jensen (CEPOS), Kim Fournais (Saxo Bank), Arne Hardis (Weekendavisen) og Søren Pind (Venstre).

 

Der kommer mange hip til regeringen og gode indsigter ud af det. Ole Birk Olesen får udtalt, at blomstringen på højrefløjen primært skyldes skuffelse over regeringen, Hardis får kaldt statsministeren for en ”vagtmester i den socialdemokratiske velfærdsbygning” og Fournais stiller alternativet til et effektivt opgør med velfærdsstaten op: Vi bliver en tabernation. Det er virkelig fornøjelig læsning om fem af de skarpeste højrehjerners syn på debatten og dens fremtid.

Er pædagogernes pensionskasse ’dobbeltmoralsk’?

Af Christian Bjørnskov, den 16. juli 2007. 12 svar

En af weekendens mærkeligste mediesager var den om, at en række pædagoger er stærkt utilfredse med deres pensionskasse, PBU. Grunden er, at pensionskassen er begyndt at sælge ud af de ellers meget billige boliger, som udlejes til dens medlemmer. TV2 bragte et interview med en Birte Rugbjerg, en menig pædagog, der syntes det var ’dobbetmoralsk’ at PBU var i gang med at sælge de 520 boliger, den ejer på Østerbro. TV3 solgte derfor sagen som et stort problem, som ’i høj grad er fagforeningernes skyld’.

En række andre pensionskasser gør det samme som PBU for tiden, da boligmarkedet er stagnerende, og endda på vej ned i visse områder. Da pensionskassernes opgave er at sikre deres medlemmer den bedst mulige pension, medfører denne opgave, at de kontinuert må optimere deres investeringsportefølje for at undgå lave afkast og underskudsgivende forretninger. Og da lejeboliger ikke just er et attraktivt investeringsobjekt længere – ikke mindst på grund af de byzantinske, offentlige reguleringer på området – er mange pensionskasser begyndt at sælge ud af dem, og investere i andre aktiver.

Hvis man ser lidt nærmere på sagens fakta, præsenterer de dog et noget andet billede end det forargede, som TV2 viste igår. Pædagogernes klage går ikke på, at deres pension er i fare, men på at de ikke længere har adgang til nær så mange (meget) billige boliger. Med andre ord er de voldsomt forargede over, at deres egen pensionskasse ikke længere i samme omfang ønsker at subsidiere deres boligforbrug. For det er netop det man gør, når man udbyder boliger til en snævert afgrænset gruppe til langt under markedspris.

Pædagogen, som TV2 interviewede i går, synets at mene at adgangen til de billige boliger var en del af det, de betalte for hos pensionskassen – og hos fagforeningen, som mange har svært ved at skille fra pensionskasserne. Hvis det skulle være sandt, ville medlemmerne naturligvis opleve et problem i og med at servicen blev forringet. Men hvor stort er ’problemet’ så, hvis man overhovedet vil kalde det et problem?

Ifølge PBUs hjemmeside, ejer pensionskassen 621 boliger, hvoraf 343 ligger i Københavnsområdet, 106 i Århusområdet og 172 i resten af Jylland-Fyn. Dvs. at selvom man antager, at alle boligerne kun har ét medlem af PBU, indebærer tallene at 1,1 % af medlemmerne bor i en af pensionskassens boliger. En lang række af boligerne i København og Århus har ydermere ventetider på op til 20 år, og er derfor reelt ikke tilgængelige for de fleste medlemmer.

Hvad man således gør, er at subsidiere en meget lille del af pensionskassens medlemmers privatforbrug på bekostning af den brede medlemsskares fremtidige pensionsudbetalinger. I og med at PBU er en privat organisation, må den naturligvis gøre præcist hvad den vil, men sagen er alligevel – vil jeg mene – en god refleksion af en dansk, velfærdsstatslig rygmarvsreaktion. Meget små grupper med store privilegier kan ofte komme i medierne med krav om lovindgreb overfor fuldstændigt rationel og fair adfærd, der truer deres privilegier – og få betragtelig politisk opbakning!

Birte Rugbjerg og hendes medpædagogers krav om billige boliger er på et meget virkeligt plan således intet andet end en særligt usolidarisk velfærdsorienteret og parasitær adfærd, som mange danskere paradoksalt nok mener, er ’retfærdig’. Hvis de kommer igennem med deres krav, er den naturligvis rationel for dem, men bestemt et tab for pensionskassen og alle dens andre medlemmer. Så hvorfor TV2 eller andre medier ikke tog dén vinkel op, er måske det store spørgsmål i sagen. Men i et samfund hvor store grupper har vænnet sig til, at det offentlige og halvoffentlige forsvarer deres særinteresser, er det måske ikke helt så mærkeligt?

Bekæmp terror, frigiv narko

Af Niels Westy, den 15. juli 2007. 4 svar

Lidt selvpromovering på denne sommerdag. Mandagens klumme i 180grader er skrevet af undertegnede og er en kommentar til den insisteren på en narkotikapolitik der for længst har vist sig ikke at have nogen effekt og det faktum at den udgør en meget reel trussel mod vores indsats mod terrorisme verden over – ikke mindst i Afghanistan.

For en realtime aflæsning af udgifterne ved “The war on drugs” i USA klik her.

Jeg kan forøvrigt også anbefale at læse “How the Drug War in Afghanistan Undermines America’s War on terror” af Ted Galen Carpenter fra CATO Institutes Foreign Policy Briefing, No. 84.

Om omfordeling og social mobilitet

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2007. 8 svar

Et af de få økonomiske argumenter, der nogle gange bliver brugt for at forsvare velfærdsstatens massive omfordeling er, at den mindskede forskel på rig og fattig øger den sociale mobilitet. I og med at social mobilitet er en nødvendig betingelse for, at samfundet udnytter sine ressourcer effektivt – så kloge børn af fattige forældre, for eksempel, får de videns- og ansvarstunge jobs i stedet for rige folks dumme børn – er ideen om at velfærdsstaten øger den sociale mobilitet også kernen i argumentet for at den ikke ’koster’ noget i form af tabt dynamik – at den statslige omfordeling med en Milton Friedman-parafrase er en ’gratis frokost’.

En ny artikel på vej i trykken i det velanskrevne fagtidsskrift Economics Letters gennemhuller dette argument. De tre spanske økonomer Rodríguez, Rodríguez og Salas, der i øvrigt ikke nævner velfærdsstaten med et eneste ord, undersøger her sammenhængen mellem social mobilitet og indkomstulighed efter al omfordeling har haft sin virkning. Ved hjælp af the European Community Household Panel fra de otte år mellem 1993 og 2000 måler de ulighed og social mobilitet i de 15 gamle EU-lande. Måden de gør det, muliggør også at dekomponere ulighedens virkning på mobilitet i dens tre komponenter: 1) virkninger af økonomisk vækst (som påvirker det specifikke ulighedsindeks); 2) virkninger af indkomstforskelle; og 3) virkninger af rene rang-forskelle – når nogen bliver rigere og andre bliver tilsvarende fattigere.

Når den sociale mobilitet måles i artiklen, viser der sig her som i andre undersøgelser, at den har meget dårlige kår i Danmark. Den såkaldt ’sociale arv’ er kun sværere at bryde i Luxembourg og Tyskland, hvis arbejdsmarkedsreguleringer ikke just er misundelsesværdige. Men hvis argumentet for velfærdsstaten – at velfærdsstatens omfordeling øger den sociale mobilitet – havde noget på sig, ville man forvente en negativ sammenhæng mellem indkomstulighed og social mobilitet. Rodríguez, Rodríguez og Salas finder derimod en klar og sikker positiv sammenhæng.

De tre økonomer fortolker sammenhængen som bevis for, at en høj grad af social mobilitet fører til en lille efterspørgsel efter statslig omfordeling, og at lande med høj social mobilitet derfor får en relativt høj grad af ulighed. Det skal dog bemærkes, at de ikke udfører nogen form for kausalitetstests. En lige så valid fortolkning er derfor, at den større grad af ulighed netop skaber en større grad af social mobilitet, da der er konkrete incitamenter for at alle, ligegyldigt deres forældres position i samfundet, arbejder for at forbedre deres situation. Og som det er blevet noteret af økonomer mindst siden Ludwig von Mises underminerer statslig omfordeling disse incitamenter.

Under alle omstændigheder demonstrerer de tre spanske økonomers forskning det absolut modsatte billede af det, der er nødvendigt for at opretholde et af de få økonomisk-teoretiske argumenter for velfærdsstaten. Bundlinien er, at udviklingen af den omfattende danske velfærdsstat siden starten af 1960erne ikke har påvirket den totale ulighed. Målt ved hjælp af Gini-koefficienten har den ligget på cirka 22½ siden den første internationalt sammenlignelige måling fra 1963. I samme periode er Danmark faldet fra at være verdens femterigeste land til at være nummer ti, og fra at have verdens sjettehøjeste privatforbrug til at være nummer 22. Det bliver stadig sværere at bortforklare, at velfærdsstaten er ansvarlig for at flere og flere lande overhaler os.

Frankrig trodser Europa og fornuften – igen

Af Christian Bjørnskov, den 10. juli 2007. 18 svar

Som det nok vil være klart for mange læsere af denne blog, er jeg meget glad for Frankrig som land, men at jeg samtidig føler dyb afsky for fransk politik og franske politisk-økonomiske holdninger. Den afsky blev fodret i går med en helt særlig nyhed. Eurozonens finansministre holdt nelig et af deres jævnlige møder i Bruxelles, hvor ingen andre end Frankrigs nye præsident Nicolas Sarkozy deltog. Og han meldte klart ud.

Sarkozy udtalte blandt andet, at ”jeg reducerer ikke Frankrigs underskud for at glæde EU-Kommissionen” (iflg. Berlingske). Selvom hans intention er, at Frankrig skal overholde Vækst- og Stabilitetspagtens budgetregler – som landet har brudt i de seneste år – er det øjensynligt hans plan at det først skal ske i 2012, da hans officielle holdning er, at reglerne skal fortolkes ”pragmatisk og intelligent”. Når en fransk præsident udtaler den slags, ved man godt hvad det betyder: At reglerne ikke skal gælde Frankrig når det ikke lige passer i deres kram. På mærkværdig vis har eurogruppens talsmand, luxemburgeren Jean-Claude Juncker, ikke formået at tage afstand fra denne undsigelse af grundlaget for den fælles valutas eksistens, da han i stedet støttede Sarkozys holdning og endda kaldte Frankrig ”the country of reform” (læs her).

Ved at køre med stadige budgetunderskud og dermed føre klassisk keynesiansk finanspolitik, fodrer Frankrig ikke blot den europæiske inflation, men bidrager også aktivt til at euro-kursen holdes oppe. Det bryder Sarkozy ikke sig om, så hans økonomiske idioti stopper ikke her. Han indrømmer selv, at han og den europæiske centralbanks direktør Jean-Claude Trichet altid har ”været helt på bølgelængde”, hvilket har en indlysende grund. Sarkozys holdning er ligesom hans forgængers, at ECB skal underlægges politisk kontrol, så man også kan bruge pengepolitikken ekspansivt. Dermed er det Frankrigs holdning, at euroen skal devalueres for at øge EU’s konkurrenceevne.

Ved at bringe den idé på bane, demonstrerer Sarkozy to ting. For det første viser hans udtalelser – og den brede opbakning, de har i Frankrig – hvor forældet den franske politisk-økonomiske debat og indsigt er. Ekspansiv finanspolitik og devalueringer er præcist som at tisse i bukserne, som den østrigske Der Standard på en lidt pænere måde bemærkede i går i en kommentar, der også kaldte Sarkozy en ”plageånd”. På bare lidt længere sigt udløser den intet andet end inflation og dermed faldende konkurrenceevne, men efterlader en større statslig beskæftigelse på bekostning af det private. For det andet demonstrerer Sarkozy, hvor lidt respekt franske politikere har for det europæiske samarbejde. Mens tyskerne har arbejdet hårdt for at bringe orden i deres egne finanser og dermed komme i overensstemmelse med euro-pagten, og andre lande har styr på dem, er Sarkozys ophøjede foragt for fælles-europæiske aftaler nærmere en politik, der vinder stemmer i Frankrig.

Den franske præsidents ’enegang’, brud på aftaler og ideer om at politisere selv den europæiske centralbank er endnu et eksempel på den politiske patologi, der får franske vælgere til at juble over la Gloire de la France, selvom landets holdninger og politiske opførsel mest af alt ligner en kriminel teenagers. Det er på tide at sætte Europas syge mand på plads.

Var Bulgarien og Rumæniens EU-medlemskab en fejltagelse?

Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2007. 6 svar

Forleden kunne man læse i Berlingske Tidende, at EU ” freder Bulgarien og Rumænien trods stigende lovløshed”. Problemerne er omfattende, og inkluderer blandt andet mere end hundrede kontraktmord i Bulgarien de seneste år, og voldsomme korruptionsproblemer i Rumænien. Ved ikke at gøre noget for at imødegå disse – og mange andre – problemer, bryder landene dermed de betingelser, som gjaldt for deres optagelse i EU per 1. januar i år. Landene kunne i princippet idømmes en form for bøder, men kommissionen har valgt at give en frist til næste sommer til at rette op på de væsentlige problemer. Der er derfor værd at tage et kig på hvordan disse lande klarer sig på en række mere eller mindre objektive indikatorer i stedet for i kommissionens svært gennemskuelige, politiserede vurderinger. Med andre ord: Hvor tæt er de på at være udviklede lande med fair retsvæsener, respekt for menneskerettigheder og demokrati, og med en fungerende markedsøkonomi?

Der findes mange forskellige kilder til sådanne data, men et udgangspunkt er EBRD’s såkaldte transitionsindeks. Dette indeks viser, hvor langt man er kommet i transitionen fra plan- til markedsøkonomi på en skala fra 1 (ingen transition) til 4 (fuldført transition). Her scorede Bulgarien sidste år 3,67, Rumænien 3,48, mens Kroatien – der som bekendt ikke er medlem – scorede 3,62. Til sammenligning var gennemsnittet i 2003 for de lande, der blev optaget i 2004 3,76. Med andre ord ser det ikke så dårligt ud, om end man må sige at Rumænien halter lidt bagefter.

Ser man i stedet på landenes korruptionsproblemer, er billedet i praksis det samme. Målt på Transparency Internationals CPI – en skala fra 0 (endemisk korruption) til 10 (ingen korruption), var gennemsnittet i de gamle EU-lande sidste år 7,7. Finland og Danmark lå i toppen, og Grækenland og Italien i bunden. Gennemsnit i de 10 lande, der blev optaget i 2004 var 5,3, hvilket er næsten uændret siden 2003 med Estland i toppen med en score på 6,7 (altså stort set som Spanien). Situationen er værre i de nye lande, hvor Bulgarien scorer 4,0 og Rumænien 3,1. Kroatien er igen mellem de to med en score på 3,4. Her er det også værd at bemærke, at Tyrkiet faktisk har bedre styr på sine korruptionsproblemer end Rumænien.

De samme forhold gør sig gældende på Freedom Houses to indikatorer for politiske rettigheder og civile friheder, der måles på en skala fra 1 (fuld frihed) til 7 (Nordkorea). Her scorer Bulgarien henholdsvis 1 og 2, mens både Rumænien og Kroatien får 2 på begge indikatorer. I Reporters Sans Frontiers pressefrihedsindeks er Bulgarien også foran med en score på 9, Kroatien i midten med 13 mens Rumænien halter bagefter med en score på 14. Rumænien ligger dermed placeret mellem Polen (efter Kazcynski-brødrenes regeringsdannelse)og den Centralafrikanske Republik, hvilket næppe er en flatterende position for et angiveligt europæisk land.

Hvis man breder rettighedsbegrebet ud til at dække de to hovedområder i Cingranelli og Richards menneskerettighedsindeks – fysisk integritet (skala 0 til 8) og empowerment (skala 0 til 10, der dækker fuldt demokrati), ser det endnu værre ud. Bulgarien får scorerne 5 og 6, Rumænien 5 og 3, mens Kroatien er langt foran med 7 og 8. Med hensyn til fysisk integritet – fraværet af f.eks. politiske fængslinger og forsvindinger – ligger de to nye medlemslande dermed sammen med Cuba og Nicaragua, mens Kroatien er på linie med Canada og Afrika-hemmeligheden Botswana. Når det kommer til rettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed er Rumænien reelt et uland.

Hvad kan man så lære af dataøvelsen ovenfor? Tja, konklusionen må være, at det ikke ser alt for godt ud for de to nye medlemslande. Hvis man særligt overvejer den manglende dynamik i en række indikatorer – problemerne er endemiske og ser ikke ud til at blive bedre over tid – er det derfor en nærliggende konklusion at de to lande er blevet optaget for tidligt. Tilhængere vil nok sige, at det netop er pointen – at de bliver lukket ind for at vi kan hjælpe dem med at overkomme deres problemer. Men det er med EU-medlemskab som med så mange andre politiske arrangementer: Man kan stort set ikke vise, at det har nogen gavnlig virkning. Se bare på Grækenlands problemer efter 26 års medlemskab.

Med andre ord var det måske en fejl at lukke dem ind i EU allerede i år. Under alle omstændigheder virker det mærkeligt, at man ikke også i samme ombæring har ladet Kroatien blive medlem. Landet klarer sig lige så godt eller bedre på de fleste indikatorer, og er med en PPP-justeret nationalindkomst på 10.131 dollars i 2004 endda rigere end begge. Hvorfor skulle det pinedød være Bulgarien, der stadig trækkes med voldsomme problemer, og Rumænien, der som man siger på engelsk på mange måder er en ’basket case’? Europæisk politik er ofte en øvelse i absurditet!

 

Zimbabwe i frit fald

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2007. 21 svar

At beskæftige sig med udviklingsøkonomi, og i særlig grad med Afrika, er ofte en øvelse i at acceptere store skuffelser. De seneste år har det dog også været en særlig prøvelse at forstå et af de mest absurde regimer, verden har set i mange år – Robert Mugabes Zimbabwe. Mugabe, som har regeret landet med tiltagende diktatoriske beføjelser siden 1980, har de sidste ti år fuldstændigt ødelagt økonomien i et land, der engang var Sydafrikas brødkammer. Sidst 9 90’erne, da han syntes presset politisk, gennemførte han en af de mest omfattende ’jordreformer’ som Afrika har set, idet han lod såkaldte krigsveteraner besætte og overtage hvide landmænds jord. Det skete ofte voldeligt, og i en lang række tilfælde med døden til følge for de retmæssige indehavere af jorden. Skiftet fra et landbrug med professionelle, dygtige farmere til en masse småbrug med beboere fuldstændigt uden landbrugserfaring eller -evner og store områder frugtbar jord, der ikke dyrkes, har haft drastiske vølger. De seneste år har det Zimbabwe måttet importere fødevarer, og det vurderes at fire millioner mennesker i år er afhængige af nødhjælp.

 

Senere har Mugabe slået ned på sine modstandere med endnu mere hårdhændede metoder, da han ryddede en shantytown udenfor hovedstaden Harare, hvor folk primært stemte på oppositionen. Flere hundredetusinde mennesker stod pludselig uden bolig, da ’ryddet’ i Mugabes Zimbabwe helt konkret betyder, at bulldozere kørte ind og jævnede området med jorden.

 

En sådan politik har naturligvis store økonomiske og menneskelige følger. Vækstraterne de seneste år fortæller en stor del af historien: 0 % i 1999, -6,1 % i 2000, -6,5 % i 2001, -12,1 % i 2002, -13,6 % i 2003, -8,2 % i 2004, -7,7 % i 2005, og -4,4 % sidste år. Alt i alt betyder det, at Zimbabwes gennemsnitsindkomst er faldet med ikke mindre end 74 % siden 1999! Den årlige inflation har for tiden nået 3700 %, og peger på, at den vil fortsætte med at stige. Situationen begynder dermed at nærme sig de kaotiske tilstande i 1920’erns Tyskland, hvor inflationen fra maj til juli 1923 var 700 %. Læsere med en smule historisk viden vil vide, hvad det samme problem gjorde ved det tyske samfund.

I onsdags kunne Berlingske Tidende så rapportere, at Mugabe i et ’forsøg’på at løse problemerne med et stort snuptag. Han har ganske enkelt besluttet sig for at nationalisere alle udenlandske virksomheder i landet (læs her). Mugabes svar på inflationsproblemet kan heller ikke karakteriseres som andet end et forsøg på kommandoøkonomi: Det er et krav om, at alle dagligvarebutikker halverer priserne på almindelige varer som sukker, mel og kød.

Sådan kan en mand med et tilstrækkeligt stærkt sikkerhedssystem ødelægge et helt land. Ikke engang den forsamling jurister og psykologer, som jeg tilbragte første halvdel af ugen med, var uenige da jeg til frokost kaldte ham sindssyg. Psykologerne ved mit bord var faktisk tilbøjelige til at mene det samme! Men hvad mener de internationale organisationer om Robert Mugabe? I hvert fald ikke nok til at gøre noget synligt eller effektivt. EU har et par gange udtrykt bekymring, FN er ikke tilbøjelige til at kommentere, da en kritik af Zimbabwe også vil føre til en kritik af mange andre stater i en organisation, hvor kun et mindretal af medlemmerne er demokratier, og det britiske Commonwealth er ikke nået videre end til at true med eksklusion. Nabolandet Sydafrikas præsident og udenrigsminister har også afholdt sig fra enhver kritik, og synes nærmest at holde hånden over landet i den afrikanske union.

Kun én statsleder har (efter sigende) valgt at gøre det moralsk rigtige. Mildt sagt overraskende – givet at hans land ikke ligefrem er en menneskeretslig oase – er det Nigerias daværende præsident Olusegun Obasanjo, der forleden nægtede at blive fotograferet sammen med en Mugabe, som han umiskendeligt foragter. Så dagens spørgsmål er ret simpelt: Hvad er det for en verden, vi lever i, og hvad er dens internationale organisationer værd, hvis det moralske lederskab i en så klar sag skal komme fra Nigeria?

Måske en af de dyreste valgsejre nogensinde

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2007. 10 svar

Jeg vil tillade mig en smule skamløs selvpromovering, da jeg har skrevet dagens klumme ovre hos vennerne på 180 Grader. Klummen, der kan læses her, er en lille analyse af den nye trepartsaftale for de offentlige ansatte, som jeg argumenterer for kan blive endda meget dyr.

Det skal også med her – som Finn Ziegler pointerer i en af kommentarerne – at Schlüter-regeringen i 1987 indgik en lignende aftale. Sådan kan selv de bedste sælge ud af ansvarligheden, hvis de er tilstrækkeligt pressede politik.

Velfærdssystem og egoisme – Amerikanske tilstande III

Af Niels Westy, den 27. juni 2007. 13 svar

I Amerikanske Tilstande II skriver Jacob Mchangama om amerikanernes iver for at give til velgørende formål – en iver der i kolde kontanter er mere end 6 gange så høj som danskernes.

Jacob slutter af med at konkludere, at

“Såfremt det overhovedet giver mening at tale om et begreb som sammenhængskraft, er ovenstående i mine øjne et langt bedre eksempel derpå end den tvangsmæssige “solidaritet”, som velfærdsstatens høje skatter angiveligt skulle medføre”.

Man fristes til at stille det spørgsmål om ikke den tvangsmæssige “solidaritet” i realiten er medvirkende til at fremme den egoisme som velfærdsjunkierne normalt påstår er et resultat af markedskrafterne (med al dens væmmelige konkurrence og alt det der). Godt nok er amerikanerne gennemsnitlig væsentligt mere velstående end danskerne og godt nok betaler de en del mindre i skat, men det er vel næppe nok til at forklare en forskel på mere end en faktor 6 i tilbøjligheden til at give til vegørende forhold- kunne det mon tænkes at netop vores universelle velfærdsmodel er ekstra skadelig for borgernes ønske om at yde hjælp til agtværdige formål?

Hvis man ser på hvorfor USA ikke har opbygget så omfangsrig en velfærdsstat som de fleste europæiske – ikke mindst de skandinaviske lande, kommer Alberto Alesina, Edward Glaeser and Bruce Sacerdote frem til ( “WHY DOESN’T THE US HAVE A EUROPEAN-STYLE WELFARE STATE?”) at det skyldes at “Racial animosity in the US makes redistribution to the poor, who are disproportionately black, unappealing to many voters. American political institutions limited the growth of a socialist party, and more generally limited the political power of the poor”.

Der er næppe grund til at tro, at det historisk alene har været et spørgsmål om hudfarve – f.eks. var irske indvandrere ikke særlgt vellidte i det 19. århundrede – de var jo katolikker – og i det hele taget har indvandrernes rolle historisk været, at være prügelknabe indtil social opstigen gennem hårdt arbejde har givet en ny og accepteret social placering – en rolle og proces man også kunne iagtage i Danmark før 1960. En væsentlig forskel på amerikansk og europæisk opfattelse af redistribuering af velstand skyldes måske den amerikanske “exeptionalism” der indebærer at amerikanere overvejende opfatter fattigdom som selvforskyldt, mens europæere har en tendens til at se det som resultatet af “bad luck” – ligesom Amerikanere mener, at det er muligt at undslippe sin “skæbne” i modsætning til europæere.

Op mod 90% af danskerne er tilhængere af den danske velfærdsmodel og ca. 80% er tilhængere af en stram indvandrerpolitik (Institut for konjunktur-analyse februar 2004), hvilket passer meget godt med, at “solidaritet” er noget man udviser overfor dem der er “lige som en selv” Men hvis man er parat til at hjælpe dem der er “lige som en selv” er der jo ingen grund til at den skal være tvungen – det er veldokumenteret at statsliggørelse af velgørenhed har en “crowding out” effekt på privat velgørenhed – så hvad er pointen? – jeg er sikker på at mange af bloggens læsere har en række gode nær-konspiratoriske svar på dette spørgsmål.

Og så er der ét centralt problem, nemlig hvad det gør ved os, når der ingen sammenhæng er mellem at give udtryk for velgørenhed og rent faktisk at skulle finansiere den selv. Økonomisk er et godt bud at den faktisk givne velgørenhed er langt mindre effektiv – og moralsk/holdningsmæssigt er der grund til at tro, at det øger vores forventninger til hvad andre/samfundet skal gøre for os, mens det omvendte gælder for hvad vi skal gøre overfor andre.

Det er slående, at i USA, hvor man jo både har den (efter europæisk målestok) skrækkelige holdning at mene, at de fattige har et medansvar for deres situation og opdrager sine børn til noget så gammeldags som, at “hårdt arbejde har en værdi i sig selv” er 6 gange så villige til at hoste op til velgørenhed end de danskere, der dels synes det er synd for de fattige – de er blot er uheldige – og som ikke finder at det er så væsentligt at kunne forsørge sig selv at de mener de skal præge deres børn med dens slags pjatterier (ifølge Ole Birk Olesens “Taberfabrikken”).

Med en omskrivning af et kendt Kennedy citat kunne man måske mene, at velfærdstaten – som vi kender den – medfører at følgende bliver til ledetråden:

“Ask not what you can do for others, but what others should do for you”

Og det skal ikke lægges borgerne til last – for det er jo forventeligt.

EU slår handelsrunde ihjel – igen

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2007. 14 svar

Hvis man synes, at forhandlingerne om EU’s nye forfatningstraktat har været besværlige, skal man overveje at se på de tilsvarende forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen WTO. Den nuværende runde som man stadig tale om, selvom den reelt døde sidste år, blev indledt i november 2001. Doha-runden, som den kaldes, skrantede fra starten, men en række lande har forsøgt at holde den på diplomatisk respirator det seneste års tid. I denne uge mødtes fire ad de helt store spillere i runden – Brasilien, EU, Indien og USA – så i Potsdam for at forsøge gennem en række uformelle samtaler at afklare en del af den uenighed, der pt. forhindrer at WTO når til en ny handelspolitisk aftale.

Og så skete det igen: Samtalerne brød sammen, selvom planen var at fortsætte hen over weekenden. Men som Brasiliens udenrigsminister Celso Amorim sagde til journalisterne i Berlin, ”It was very clear at lunchtime and was said at lunch that it  was useless to continue the discussion based on the numbers on the table. `The decision not to continue with the negotiation was not ours.”

Brasiliens klare udmelding – vi kommer ingen vegne så nu tager vi hjem – reflekterer desværre ret godt virkeligheden i disse forhandlinger. Meningen har fra starten været at Doha-runden skulle tage specielt hensyn til fattige landes situation og ønsker, og det viste sig meget hurtigt at være en markant reduktion af rige landes toldmure og deres landbrugsstøtte. De tal, Amorim refererede til i sin forklaring, er derfor hvor meget EU og USA er villige til at sænke støtten til deres landmænd. Nu er EU så igen i gang med et ’blame game’, eksemplificeret ved handelskommisær Peter Mandelsons klager over, at USA ikke er villig ”to accept or even acknowledge the flexibility of others shown in the room.”

Hvis jeg var Mandelson, ville jeg sidde med en meget dårlig smag i munden. Grunden til at Doha-runden kollapsede sidste år var, at EU var helt og aldeles ufleksibel mht. til at reducere landbrugsstøtten. Unionens strategi var at man kun ville acceptere reduktioner på ét område, når man til gengæld fik indrømmelser på andre specifikke områder, der ville gøre de første reduktioner meningsløse og uden effekt. Nu sidder han så igen og beskylder USA for mangel på fleksibilitet. Der er ingen tvivl om, at amerikanerne er rykket i en mere protektionistisk retning – både pga. næste års præsidentvalg og pga. udløbet af den særlige ’fast track’ autoritet – men reelt har alle EU’s forhandlingsforslag drejet sig om at sikre europæiske landmænd fortsat høj og forvridende støtte. Brasilien og Indien har for længst gennemskuet den strategi. Hvorfor de overhovedet kom til mødet i Potsdam skyldes vel de sædvanlige diplomatiske spil, men grunden til at de tog hjem er klar: EU rykkede sig ikke en tomme fra sin betonposition. At det så koster fattige lande milliarder af dollars i tabte eksportmuligheder, er der åbenbart ingen der bekymrer sig om.

Lighed er ikke sammenhængskraft!

Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2007. 14 svar

I den forgange uge har man ´blandt andet i 180 Grader kunnet læse om Økonomi- og Erhvervsministeriets nye rapport om Danmarks konkurrenceevne, og dens mærkværdige konklusioner, og ikke mindst de Konservatives erhvervsordfører Per Ørum Jørgensens mildt sagt underlige holdninger på området. Sagen er, at ministeriet mener at Danmarks konkurrenceevne har det godt, og at det i høj grad skyldes den særlige danske sammenhængskraft.

At sammenhængskraft, hvordan man end vil definere det, skaber konkurrenceevne, er ikke i sig selv bemærkelsesværdigt. Mål som social tillid, dvs. graden af tillid som danskerne har til folk de ikke kender, ligger Danmark i den absolutte top i verden sammen med Norge og Sverige – og faktisk også sammen med New Hampshire og enkelte af de canadiske provinser. Tilliden bidrager til uddannelse, kvaliteten i retsvæsenet, og tillader os at arbejde mere effektivt sammen, da såkaldte transaktionsomkostninger kan holdes på et minimum. Som mange erhvervsfolk har lært, er der noget om det når man nogle gange hører, at  det er lettere at lede 200 danskere end 20 tyskere. Der hvor man både som liberal og som selvstændigt tænkende menneske af enhver politisk overbevisning må undre sig, er derimod i ministeriets påstande, og i Jørgensens glæde ved enkeltdele af socialismen.

Erhvervsordføreren udtaler således til Berlingske i dag, at ”i opbygningen af velfærdsstaten har socialismen skabt en solidaritet mellem de forskellige klasser i samfundet, så de rige i dag betaler til de fattige. Det er godt.” Til 180 Grader har han også udtalt, at ”Det er jo udtryk for, at vi lever i et land, hvor der er muligheder for alle, og hvor vi ikke har den store sociale klasse, hvor den tunge ende virkelig vender nedad. Og det er jo netop med til at skabe sammenhængskraft, at folk har et arbejde og en indtægt,”.
Jeg er ikke sikker på, at Per Ørum Jørgensen helt ved hvad han taler om. Det i sig selv er som bekendt ikke noget, der nogensinde har forhindret politikere i at udtale sig skråsikkert om dette og hint, men når en konservativ begynder at rose socialismen, er der noget mere basalt fat. Om noget har sammenhængskraften da lidt under socialistiske forestillinger i befolkningen, for hvordan er det nu, socialismens forestillinger om lighed ser ud? Jo, for en overbevist socialist er ulighed uretfærdig fordi den er udtryk for at en ’klasse’ – de rige – udbytter en anden ’klasse’ – de fattige, eller proletariatet.

Hvordan omfordeling på dén normative basis kan føre til øget sammenhængskraft på tværs af samfundets forskellige indkomstsegmenter har jeg svært ved at se. Ligheden gennem offentlig omfordeling bliver jo skabt på et idemæssigt fundament af mangel på fairness og næstehensyn. Hvad mere er, vil en øget offentlig omfordeling indebære, at langt flere mennesker i samfundet får interesse i at identificere sig som medlemmer af en gruppe, der står i modsætningsforhold til mindst en anden gruppe i samfundet (var der nogen der tænkte Ældresagen?). Indkomstfordelingen, og endda selve spørgsmålet om, hvilken indkomst folk bør have, bliver et rendyrket politisk spørgsmål med ubehagelige konsekvenser i sig selv.
 

Som Friedrich Hayek skrev i sin klassiker fra 1944 The Road to Serfdom: “Inequality is undoubtedly more readily borne, and affects the dignity of the person much less, if it is determined by impersonal forces than when it is due to design”. Med andre ord, hvis ulighed skyldes upersonlige kræfter og grundlæggende forskelle i talent, evner og hvordan individer vægter arbejde mod familie/fritid osv., er den grundlæggende fair så længe man individuelt har ret til frugterne af sit arbejde, og at den ret håndhæves af samfundets bærende institutioner. Men med en stor velfærdsstat kappes linen mellem individets evner og hans/hendes udkomme. I stedet kan man med en vis ret hævde, at ens lave indkomst skyldes staten, og dermed en elite/dem der stemte på regeringen/systemet osv. Hvor sammenhængskraften kommer fra i den sammenhæng har jeg igen svært ved at se.
 

Per Ørum Jørgensen er dermed på noget gyngende grund med hensyn til det idemæssige, og endnu mere når det kommer til den rent empiriske opbakning til hans og ministeriets synspunkter. Jeg skal ikke kede vores læsere unødigt med tørre tal, men det er værd at bemærke et par forhold. For det første udtaler Jørgensen til Berlingske i dag, at ”Hvis liberalismen styrede samfundet, ville der være enorme forskelle mellem de stærke og de svare i samfundet”. Det er ikke korrekt. Som blandt andet Punditokraternes svenske ven Niclas Berggren har vist, har samfund der er kendetegnet af stor økonomisk frihed generelt lavere ulighed, vel at mærke før staten har foretaget omfordeling. Chiles eksempel viser også med stor klarhed, at en omfattende liberalisering af samfundet ikke fører til større ulighed. Siden midten af 1970’erne har uligheden været cirka stabil i Chile mens fattigdommen er blevet reduceret markant.
 

For det andet ligger der i Jørgensens holdning en forestilling om, at velfærdsstaten har skabt den danske sammenhængskraft. Hvis vi igen tager den sociale tillid som indikator for sammenhængskraft, er det værd at bemærke, at der absolut ingen forbindelse er mellem velfærdsstater og graden af tillid i et land. På tværs af alle lande, er højere lighed ganske rigtigt forbundet med højere tillid, men det er ligheden før der er sket omfordeling – i tekniske termer er det pre-transfer Gini-koefficienten der kører relationen. Hvad staten gør for at skabe større eller mindre indkomstforskelle gør ingen forskel. På det punkt mangler ministeriet såvel som erhvervsordføreren at holde sig up to date. Og for at gøre det hele værre: I et stadigt upublicerede forskningsresultater (af undertegnede) viser det sig, at lighed-tillids-forbindelsen faktisk slet ikke holder for relativt små lande! Med andre ord er det måske slet ikke relevant for et land som Danmark.
 

Læren af denne uges politiske spil hund og kegler må være, at selv højrefløjen i dag er så forhippet på at hylde velfærdssamfundet og den socialdemokratiske ’arv’, at de er parat til at påstå de mest absurde ting. For min skyld må de gerne gøre det – det eneste der sker, er at befolkningens politikerlede tager til – men de må blande deres ministerier udenom. For Økonomi- og Erhvervsministeriets rapport må betragtes som et politisk bestillingsarbejde – selv ikke ’forskere’ fra RUC kunne have skrevet mere velfærdsstatsvenligt vrøvl.

Topskat og de dygtigste

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2007. 3 svar

Efter at Ny Alliance har meldt sig på den politiske bane i Danmark – og efter at partiet er ved at nå en ’normal’ politisk tilværelse – er debatten om det danske skattesystem blusset op igen. Debatten føres som oftest på basis af nogle få punkter: Vil en fladere skat, dvs. en lavere eller eventuelt helt fjernet topskat, føre til et større arbejdsudbud, og afhjælpe det stigende pres på arbejdsmarkedet? Kan og vil man finansiere ændringer, og i hvor høj grad er en nedsættelse af topskatten selvfinansierende? Og vil ændringer i skattesystemet føre til øget ’ulighed’?

Et fjerde, vigtigere aspekt af debatten bliver enten overset eller summarisk afvist af de fleste politikere og meningsdannere. Spørgsmålet er, i hvor høj grad det danske skattesystem på sigt er en hindring for dansk udvikling i en stadig mere globaliseret verden. Der er bred politisk enighed om, at dansk forskning og uddannelse bør tilhøre den internationale top, og at man derfor må kunne tiltrække de dygtigste udenlandske og fastholde de bedste danske forskere. I den sammenhæng er centrale elementer i den danske velfærdsstat fremtidige barrierer. En ny rapport fra Socialforskningsinstituttet viser således, at der netto er udvandring af danskere med en ph.d.-grad og naturvidenskabelige uddannelser.

Hvis regeringens forskningspolitik skal lykkes, er det netop disse mennesker, man skal fokusere på at tiltrække og beholde i dansk forskning. I den forbindelse er både skattesystemet og den traditionelle danske lighed, der også bibeholdes af andre velfærdspolitiker, et væsentligt problem. Først og fremmest har danske frontvirksomheder som Grundfos svært ved at skaffe internationale forskere til deres udviklingsafdelinger, og på universiteterne er situationen på ingen måde bedre. Nok lokker Danmark med en skatteprocent på 25 de første tre år, men i forskningsverdenen såvel som i industriens udviklingsafdelinger, er tre år relativt kort tid.

For det andet er de universiteter, man ønsker at sammenligne sig med, ofte placeret i Storbritannien, USA og Canada. En typisk startløn for en adjunkt – den første universitetsansættelse – ligger på cirka 450-500.000 kroner om året i USA, og det vel at mærke med en meget lavere total og marginal beskatning end i Danmark. En dygtig, ung forsker på et godt, amerikansk universitet kan dermed tjene det samme som en erfaren dansk professor – før skat. Det er derfor ikke så underligt, at danske virksomheder og forskningsenheder har særdeles svært ved at tiltrække de bedste medarbejdere, men derimod tit kun folk fra anden og tredje division.

Dette problem er hverken nyt eller i bedring. Da lektor Peter Guldager fra Handelshøjskolen ved Århus Universitet officielt gik på pension i vinters, holdt han et afskedsseminar med titlen ”40 års lønudvikling på ASB”, Med baggrund i sin egen situation som overenskomstaflønnet universitetslektor, kunne Guldager vise at en dansk lektorlønning, korrigeret for den almindelige prisudvikling, ikke er steget siden 1982. Som han lakonisk bemærkede, er det næppe forskere, der har bidraget til den svagt stigende ulighed. Der er ingen tegn på, at denne mangel på udvikling er vendt.

I en stadig bredere global konkurrence er Danmarks vigtigste konkurrenceparameter viden og kvalitet, men ingen af delene kommer magisk ud af den blå luft. Tværtimod har danske virksomheder som sagt svært ved at finde dygtige udlændinge, der er villige til at flytte permanent til Danmark. Ligeledes er det stort set umuligt for universiteterne at fastholde de bedste danske forskere – dem der på længere sigt kan give Danmark nye konkurrencefordele. Der er for eksempel intet tilfældigt i, at den danske superfysiker Lene Hau – hende der stoppede lyset – sidder på Harvard i stedet for Københavns Universitet. Forholdene er ganske enkelt bedre, også privatøkonomisk.

Når Ny Alliance og Liberalisterne har bragt ny fokus på skattesystemet, er der derfor ikke nok blot at diskutere lighed og finansiering af offentlige budgetter. På den lange bane er skattestrukturen og dele af velfærdssamfundet med til at svække Danmarks evne til at agere i en global kontekst. Uden reformer vil andre lande overhale os i kampen om markedet, og i kampen om de bedste hjerner.

"Idioterne vender tilbage"

Af Niels Westy, den 10. juni 2007. 1 svar

Alvaro Vargas Llosa har skrevet en umanerlig god artikel i Foreign Policy med titlen “The return of the Idiot”

Alvaro Vargas Llosa skrev sammen med Plinio Apuleyo Mendoza og Carlos Alberto Montaner for 10 år siden bogen Guide to the Perfect Latin American Idiot, om Latin Amerikas manglende økonomiske udvikling i det 20. århundrede og forkærligheden for

“ill-conceived political myths despite evidence to the contrary. The “Idiot” species, we suggested, bore responsibility for Latin America’s underdevelopment. Its beliefs—revolution, economic nationalism, hatred of the United States, faith in the government as an agent of social justice, a passion for strongman rule over the rule of law—derived, in our opinion, from an inferiority complex”

Dette har (desværre) ikke ændret sig i de forgangne 10 år, for som Llosa sikriver;

“Two leaders in particular inspire today’s Idiot: President Hugo Chávez of Venezuela and President Evo Morales of Bolivia. Chávez is seen as the perfect successor to Cuba’s Fidel Castro (whom the Idiot also admires): He came to power through the ballot box, which exonerates him from the need to justify armed struggle, and he has abundant oil, which means he can put his money where his mouth is when it comes to championing social causes. The Idiot also credits Chávez with the most progressive policy of all—putting the military, that paradigm of oligarchic rule, to work on social programs.”

Ikke mindre rammende er Llosa, når han skal beskrive den interlektuelle venstrefløj, der bakker op om de “neo-socialistiske” eksperimenter i Latin Amerika.

Om en af antiglobaliseringsbevægelsens koryfærer, Joseph Stiglitz positive holdning til nationaliseringerne i Venezuela og Bolivia bemærkes det at;

“Stiglitz also ignores the fact that in Latin America, there is no real separation between the state’s institutions and the administration in charge, so government companies quickly become conduits for political patronage and corruption. Venezuela’s main telecommunications company has been a success story since it was privatized in the early 1990s; the telecommunications market has experienced an increase of about 25 percent in the past three years alone. By contrast, the government-owned oil giant has seen its output systematically decline. Venezuela today produces about a million fewer barrels of oil than it did in the early years of this decade. In Mexico, where oil is also in government hands, the Cantarell project, representing almost two thirds of national production, will lose half its output in the next couple of years because of undercapitalization”.

Llosa har også fundet følgende citat af Jeseph Stiglitz:

 “Chile has had impressive success over the past 15 years. . . . [It] imposed capital controls. It only privatized part of its copper mines, and the privatized mines arguably did not perform better than the nationalized ones, though the profits were sent abroad, while the profits of the nationalized mines could be used in the nation’s efforts to develop.”
—International Herald Tribune, Feb. 14, 2007

Og stiller et ganske simpelt spørgsmål, nemlig “If the policies Stiglitz cites—capital controls, nationalized mines, and government intervention in allocating the profits generated by commodity exports—explain Chile’s success, why isn’t any other Latin American country with the same policies nearly as successful?”

Hele artiklen kan læses her.

Men måske er det væsentligste der binder “idioterne” sammen på tværs af kontinenterne deres had til USA, for som den Brasilianske Økonom Roberto Campos for mange år siden konstaterede;

“The sweet exercise of cursing Americans in the name of nationalism frees us from researching the causes of our underdevelopment and allows any moron to draw applause at stump speeches.”

Et citat der vist desværre også er betegnende for en del af (Vest)Europa – jævnfør vores lidet imponerende økonomiske udvikling i en række lande de seneste 3 årtier. 
 

Myter om USA's sociale tilstand

Af Christian Bjørnskov, den 8. juni 2007. 14 svar

I store dele af den danske befolkning hersker der en række myter om USA. Ifølge disse myter, er USA et voldeligt, raceopdelt og kynisk samfund, hvor enhver er sin egen nærmeste og alle er ude på en ting: At tjene millioner. De er ligeglade med miljøet mens de kører derudaf på livstruende overvægtig førsteklasse, direkte mod afgrunden mens de rige ikke værdiger de millioner fattige et blik. Det var denne karikaturbillede af amerikanerne, som min nevø havde fået fra sin venstreekstremistiske far før han skulle til USA på sommerferie sidste år. Og selvom det er en karikatur, kan vi vel alle sammen genkende dele af billedet fra den danske debat.

Forleden udgav statsministerens søn, Henrik Fogh Rasmussen, så en bog om ”Amerikanske Tilstande”, hvor han gør op med disse myter. Jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke har læst bogen endnu, men har nøjedes med forfatterens kronik i Berlingske Tidende forleden. Da jeg synes formålet med bogen er vigtigt, skal den lille detalje derfor ikke forhindre os i at skyde et par myter ned her på stedet.

Den første er myten om de fattige amerikanere, altså at der er en stor befolkningsgruppe, der lever i dyb fattigdom. Det er korrekt at USA har større forskelle mellem rig og fattig end Danmark, men man skal aldrig forveksle relativ fattigdom med absolut fattigdom. Og hvis man tager de seneste tal for indkomstfordelingen i de to lande, tjener de fattigste 10 % faktisk den samme andel af nationalindkomsten – 18 %. Det betyder, at amerikanske fattige har en gennemsnitsindkomst på 6465 dollars, mens de tilsvarende danskere må nøjes med 5120 (købekraftskorrigerede) dollars (kilder: Penn World Tables, mark 6.2 og the World Income Inequality Database). Grunden til, at USA er mere ulige er ikke, at de fattige er fattigere, men at de rige er væsentligt rigere. Når man kombinerer det med det forhold, at amerikanerne som gennemsnit er væsentlig rigere, kommer billedet af fattigdommen i USA altså til at se en anelse anderledes ud. De to lande håndterer derimod forskellene på to ulige måder. I USA fokuserer man på at skabe muligheder for de fattigste, i Danmark får de offentlige overførsler og bedøves dermed af systemet, så de ikke ’truer’ en høj fagforeningsbestemt løn for dem med fodfæste på arbejdsmarkedet. (I den henseende er det faktisk lidt skræmmende at bemærke, at den fattigste tiendedel i både Frankrig, Tyskland og Storbritannien tjener noget mere end i USA eller Danmark)

En anden myte er, at USA som helhed er stærkt kriminelt. Mens det som helhedsbillede er korrekt, dækker det dog over store forskelle. I 2005 blev der dræbt 6,9 mennesker per 100.000 indbyggere i Californien, et tal der synes at præge den danske debat selvom det er højere end det totale for USA (på 5,6 per 100.000). Men for det første peger Henrik Fogh Rasmussen helt rigtigt på, at de høje mordrater er koncentreret i relativt små områder – dårlige etniske kvarterer i storbyer som Washington og Los Angeles – og for det andet er der ganske store forskelle mellem de 50 stater. Hvis man vil have et andet billede af landet, kan man tage til New Hampshire eller Vermont – begge i New England – hvor det tilsvarende tal i begge stater er 1,3. I Danmark har den årlige mordrate svinget mellem 1 og 1,5 de sidste femten år, så man må spørge sig selv, om der virkelig er så stor forskel. Faktisk er der færre mord i disse New England-stater end i, for eksempel, Tyskland og Storbritannien, men ingen taler nogensinde om ’tyske tilstande’.

Sidst, men ikke mindst, har jeg ofte, når jeg har været ude at tale om min tillidsforskning, hørt folk udbryde, at der da må være meget lav tillid i USA. Svaret her er, at det vist må afhænge af øjnene der ser det. Danmarks tillidsniveau er ekstremt højt – to tredjedele af befolkningen i de tre skandinaviske lande svarer, at man kan stole på de fleste mennesker – mens niveauet i Storbritannien er 30 % og 33 % i Tyskland udenfor Slesvig-Holsten (50 %) og det tidligere DDR (25 %). I den seneste General Social Survey i USA er niveauet for landet som helhed 35 %, men igen dækker det over store forskelle mellem de ni amerikanske census regioner. Både New England (Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Rhode Island og Vermont), Mountain-regionen – staterne lige øst for Californien, og West North Central, der blandt andet tæller skandinavstaten Minnesota, har tillidsniveauer på cirka 40 %. Det er faktisk mere end ti procent over det globale gennemsnit og altså markant højere end i Tyskland eller England. Som sådan er det vel ikke helt skidt?

Hvis man glemmer myterne et øjeblik og ser på de hårde fakta for USA, er det først og fremmest svært at se det som ét land. For eksempel er den rigeste stat (Connecticut) cirka 80 % rigere end den fattigste (Mississippi), og en række andre forhold varierer også ret markant på tværs af staterne. Vi begår desværre den fejl igen og igen, nøjagtigt ligesom amerikanerne taler bredt om ’Europa’, som om det var et land. Som sådan er det for det første svært at tale om amerikanske tilstande, for hvad er USA andet end 50 stater med en fælles forbundsregering og 200 års forsøg på at blive en nation? For det andet er der, når man ser på tallene, en række af de myter vi går og tror på, der er lodret forkerte. De amerikanske fattige tjener ikke mindre end de danske, og New England staterne har ikke flere mord per indbygger end Danmark.

På en så central parameter som folks tillid til deres medborgere – et centralt mål for et lands sammenhængskraft – er særligt New England tættere på os end de fleste af vores europæiske naboer. Som min nevø sagde, da han kom hjem fra tre ugers sommerferie i USA: Jamen, de er så flinke! Jeg har altid samme følelse af at være velkommen, når jeg kommer til USA – ikke just den samme fornemmelse som når man lander i Paris. Så i stedet for at sige, at vi nok egentlig ikke er så forskellige fra tyskerne, englænderne, eller hvem vi nu siger det om, skal vi måske til at sige, at vi ikke er så forskellige fra dem i New England? Hvis man ser objektivt på det, er det faktisk mere rigtigt end det sædvanlige euro-mantra.

Historier der aldrig skrives og spørgsmål der aldrig stilles

Af Niels Westy, den 8. juni 2007. 1 svar

blot lidt reklame for denne weekends klumme i 180grader.dk – der er skrevet af undertegnede ud fra en dyb undren over mediernes forhold til den yderste venstrefløj, kan læses på her.

Ideologi betyder noget – bare ikke i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2007. 7 svar

Et af de mest omdiskuterede forhold i de seneste 15 års makroøkonomisk forskning har været, hvorvidt ulighed er godt eller skidt for landes økonomiske udvikling. Tidlig 90’erforskning pegede på, at store forskelle mellem rige og fattige førte til lavere vækst, men to artikler fra 2000 (af Kristin Forbes og økonomfænomenet Robert Barro) der begge brugte væsentligt længere dataserier og derfor mere avancerede metoder, fandt derimod at ulighed er godt for den økonomiske vækst. Og hvad skal man så tro på?   Denne debat er også relevant i dagens Danmark, hvor Ny Alliance har formastet sig til at tage et lille opgør med velfærdsstatens omfordelingsshow. En skattereform, der indebærer en flad eller fladere skat omkring de 40-45 %, vil alt andet lige føre til større forskelle på fattig og rig. Så lad os for et øjeblik glemme den lidt absurde debat om, hvor meget en flad skat vil ’koste’ den danske stat. For er der nogen som helst grund til at beskytte statens indtægter, når de så ofte synes at blive brugt på populistisk nonsens?

Pointen her er selvfølgelig, at hvis mindre indkomstforskelle fører til hurtigere vækst, som den tidligere forskning pegede på, ville omfordeling gøre de fattige relativt rigere samtidig med at samfundet som helhed også bliver rigere – altså en win-win situation. Hvis Forbes/Barro-fløjen derimod har ret, vil omfordeling gøre de fattige rigere, men føre til lavere vækst, dvs. en situation hvor de fattiges fremtidige perspektiver bliver dårligere. Det er langt fra et trivielt spørgsmål, særligt ikke hvis et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste.

Her kommer så dagens skamløse selvpromovering ind. Jeg har nemlig en artikel på vej ud i det ganske fornuftige tidsskrift Journal of Development Economics, der peger på at begge – på en eller anden måde – har ret. Det hele afhænger simpelthen af, hvilken slags regering man har. Hvis man ser på forholdet mellem ulighed og økonomisk vækst, er der generelt set intet forhold. Men der begynder at ske ting og sager, hvis man deler lande op efter, om de har en højre- eller venstreorienteret regering. Under venstreorienterede regeringer fører ulighed til lavere vækst, mens ulighed er positivt forbundet med vækst under højreorienterede regeringer.

Skal vi så prise os lykkelige for at have en højreorienteret regering – hvis man da kan tillade sig at konkludere på det grundlag? Nej, egentlig ikke. Danmarks ulighed er så lav, og har været så lav siden 50’erne, at ændringer i uligheden eller i regeringens politiske farve ikke betyder noget som helst. Den på en gang underholdende og lidt skræmmende konklusion er nemlig, at for lande med specielt små forskelle på rig og fattig betyder regeringens politiske ståsted intet, så længe man ikke har en brændende kommunist ved roret. 

Med andre ord kan man – lidt ude af tangenten – fortolke fundene som en refleksion på, at økonomisk politik i særligt lige samfund som Skandinavien eller Sydkorea foregår rundt omkring lidt ligegyldigt vrøvl på den politiske midte. Måske er vi dømt til at leve vores økonomiske liv i en slags socialdemokratisk tusmørke, mens knap så lige lande (var der nogen der sagde Chile eller Estland) bliver stadig rigere på en grobund af initiativ, dynamik og et fravær af statslig intervention? Jeg håber det bestemt ikke, men under alle omstændigheder er det da rart at vide, at politik handler om så meget andet. For det gør den da, gør den ikke?

Hvis Chavez kan, kan Musharraf vel også

Af Niels Westy, den 4. juni 2007. 2 svar

Pakistans regering har lukket for kabeladgang til en populær TV-kanal, efter at TV-stationen har vist regeringskritiske indslag – og advarede andre TV-stationer mod at kritisere regeringen – som det fremgår af CNNs hjemmesider:

“On Sunday morning in Lahore, cable operators had warned national and international broadcasters that their channels would be blocked if they aired anything critical of the the Pakistani government”.

– Det virker jo bekendt, se også

http://www.cnn.com/2007/WORLD/asiapcf/06/03/pakistan.tv/index.html .

Gud vide om Dr-journalisten, Niels Lindvig, der støtttede Hugo Chavez beslutning om at fratage Venezuelas eneste uafhængige landsdækkende TV-kanal dens sendetilladelse, også mener, at det er ok, når Musharraf gør sig i at lukke kritiske TV-stationer – det må man vel gå ud fra.