I den forgangne uge har der endnu en gang været demonstrationer for at give de offentlige ansatte mere i løn. Forudsætningen for de lange politiske skænderier såvel som for demonstrationerne er antagelsen, at offentlige ansatte rent faktisk tjener mindre end sammenligneligt privatansatte. Thor Petersen var tidligere på året ude med en besked om, at der ikke var noget problem, men den besked var ikke populær. Senest har FOA-chefen Dennis Kristensen italesat en lønforskel om et meget stort problem, der i særlig grad drejer sig om, hvad han opfatter som årtiers diskrimination af kvinder på det offentlige arbejdsmarked.

Men er den grundlæggende antagelse korrekt? En af mine gode kolleger sendte mig forleden data trukket ud fra Danmarks Statistik, der viser et noget andet billede. Lad mig give et eksempel på disse data. Hvis man tager den såkaldte discokode 5, ”Detailsalg, service- og omsorgsarbejde”, omfatter den netop de helt centrale grupper i striden: Sygeplejersker, sosu-medarbejdere og hjemmehjælpere. I 2000 havde de statsansatte i denne gruppe en timefortjeneste på 159,38 kroner, de kommunalt ansattes var 146,41 og de privatansatte i gruppen havde en timefortjeneste på 129,51 kroner. I 2005 var disse tal steget til henholdsvis 186,72 kroner, 171,41 kroner, og 151,75 kroner.

Med andre ord har alle haft en lønfremgang på 17 procent i den pågældende periode. Der er altså ikke tale om, at tilsvarende privatansatte har haft klart bedre lønfremgang i perioden, ligesom der heller ikke er tale om, at statsligt eller kommunalt ansatte i de pågældende grupper halter efter de privatansatte – faktisk tværtimod. Det sidste spørgsmål her må derfor være, om de gennemsnitlige timefortjenester er lave. For det er timefortjenesten, man skal se på, ikke månedslønnen eller lignende tal. Et af problemerne i sektoren, hvis man overhovedet kan tale om lønproblemer, er nemlig at en stor gruppe i discokode 5 ikke arbejder fuld tid. Der er i stedet meget udbredt at arbejde for eksempel 27 eller 32 timer om ugen, og så bliver ens løn naturligvis mindst 14 til 27 procent lavere end hvis man havde arbejdet fuld tid.

Så, en gang til for Arveprins Knud, kommer her den gennemsnitlige timefortjeneste for en statsansat lektor i nationaløkonomi med en PhD-grad og otte års universitetsuddannelse bag sig. Som lektor tjener man cirka 390.000 kroner om året. De skal fordeles på 48 ugers arbejde – og så har jeg endda været flink, da fire ugers ferie er omkring maksimum på mit institut – og cirka 55 timers arbejde om ugen. Og, hvis nogle af læserne skulle være i tvivl: Nej, begrebet overarbejde eksisterer ikke, da begrebet ’arbejdstid’ i praksis ikke eksisterer i sektoren, så der er ingen mulighed for overarbejdsbetaling. Når man regner lidt rundt, kommer man til en gennemsnitlig timefortjeneste på cirka 148 kroner. Hvis man blot arbejder 43 timer om ugen – en kort arbejdsuge for de fleste i universitetsbranchen – rammer man en timeløn på det samme, som gennemsnittet af de statsansatte i discokode 5. Så dagens spørgsmål til læsere, politikere, og andet godtfolk må være, om det er urimeligt, at sygeplejersker og andre i denne kategori tjener ’så lidt’?

Torsdag aften havde jeg den udelte fornøjelse af at opleve Århus Symfoniorkester folde sig ud i deres nye sal, Symfonisk Sal. Med en tidligere chefdirigent og en britisk topsolist i spidsen for Brahms anden klaverkoncert var det rent musikalske indhold absolut superbt, men efter koncerten slog en knap så musikalsk sammenligning mig.

Århus bestemte i 2004 at udvide Musikhuset med tre nye sale og i samme ombæring at flytte det Jyske Musikkonservatorium ind under samme tag. Man hyrede tegnestuen C.F. Møller til at stå for arbejdet, og fik et hold af internationale akustikeksperter til at stå for selve koncertsalen. Beslutningen vakte udelt begejstring i den lille by, da Musikhusets Store Sal aldrig har egnet sig til klassisk musik med dens stendøde akustik.

I september kunne man så indvie den nye koncertsal og flytte ind i resten af byggeriet. Åbningsaftenens solist, den danske stjerneviolinist Nikolaj Znaider, kaldte Symfonisk Sal, der er modeleret over den store sal i Wiens Musikverein – der som nogle af vores læsere vil vide er en af verdens fineste koncertsale – for ”en af Europas bedste”. Selvom jeg ikke kan hævde at være en ekspert på området, oplevede jeg også i torsdags hvor forrygende akustikken er: Klar så man kan høre enhver detalje, men samtidigt levende og konsistent varm i dens klang.

Og hvad har den oplevelse så at gøre på Punditokraterne? Jo, sammenligningen med Danmarks Radios nye koncertsal i Ørestaden presser sig alvorligt på. DRs samlede projekts økonomi er skredet voldsomt med forudsigelige følger for mediemastodontens finanser. Budgetredegørelsen per februar i år viste således at det såkaldte ’segment 4’ – koncertsalen alene – nu i løbende priser ser ud til at komme til at koste 1,677 milliarder kroner. Dette er en overskridelse på ikke mindre end 319 millioner i forhold til 2006-estimatet.

Naturligvis er salen et prestigeprojekt som skal huse Radiosymfoniorkesteret – i DRs selvforståelse nationens orkester – og have plads til 1800 tilhørere. Symfonisk Sal i Århus huser trods alt kun et publikum på 1200. Der er også større udenomsfaciliteter i det københavnske, hvilket naturligvis også fordyrer projektet væsentligt. Men, og det er et meget stort men, det århusianske projekt omfatter ikke blot en tre nye sale, men også konservatoriet, den Jyske Opera, børneteatret Filuren og danseteatret GRAN på de 33.000 kvadratmeter. Og det vigtigst af det hele, prisen, adskiller sig ikke så lidt fra det københavnske projekt. Mens DRs koncertsal altså pt. Står til at koste knap 1,7 milliarder, har prisen på det totale projekt i Århus været cirka 285 millioner. Med andre ord har man i provinsen formået at bygge 16.000 nye kvadratmeter for mindre end DR-projektets overskridelse af budgettet det sidste år.

Sammenligningen burde både give røde ører flere steder i hovedstaden, og forhåbentlig få almindelige mennesker til at tænke lidt over det. Hvordan kan det være at et foreløbigt ekstremt succesfuldt projekt i Århus kan bygges til 17 procent af prisen for et nogenlunde tilsvarende projekt i København? Har DR ganske enkelt så meget større muligheder for at trække politikere rundt ved næsen, appellere til ’nationale interesser’ og stolthed? Eller er der simpelthen kulturforskelle mellem den kommunale og statslige styring i provinsen og hovedstaden, en slags absurd hovedstadsbias som man ellers mest ser i ulande? Her fra Århus udbedes der nogle svar, tak!

En af de mest frustrerende situationer for en nationaløkonom som undertegnede, er når man skal forsøge at overbevise folk om, hvor vigtig økonomisk vækst er. Man kan fortælle, at et eller andet politisk forslag – for eksempel en kraftig forøgelse af de offentlige udgifter – kommer til at betyde en nedgang i vækstraten på en halv procent, men standardsvaret er noget i retning af ” Jamen, hvad betyder en halv procent overhovedet? Det er da ligegyldigt”. Heldigvis kan ens kolleger komme en til undsætning, for det meste ved at understrege, at det altså betyder noget.

Men i dag til IAREP-konferencen i Ljubljana kom der en slags undsætning fra en anden kant. Detlef Fetchenhauer og Fabian Christandl fra universitetet i Køln præsenterede et papir, hvor de viser at selv ’eksperter’ undervurderer betydningen af økonomisk vækst. De har spurgt kandidatstuderende i økonomi og studerende i andre emner – primært lærere – hvor meget ekstra indkomst en vækstrate på fem procent over 25 år vil give. Det korrekte svar er selvfølgelig (1.05)²⁵, som giver 239 procent ekstra. Det gennemsnitlige svar i undersøgelsen var 107 procent! Selv deres ’ekspertgruppe’ som bestod af kandidatstuderende fra universitetets økonomiinstitut svarede i gennemsnit, at det gav 125 procent, mens de ikke-økonomiske studerende typisk gættede på 60-75 procent. Kun en fjerdedel af alle de adspurgte ramte cirka rigtigt. Med en dansk gennemsnitsindkomst på 255.000 kroner, er forskellen altså, at den korrekte vækst indebærer godt 600.000 kroner mere, ’eksperternes’ gæt peger på 320.000 mere, mens de ’almindelige’ studerendes gæt kun giver 180.000 kroner. I det lange løb er det gigantiske forskelle.

Fetchenhauer og Christandls studie viser med al ønskelig tydelighed, at selv folk som man skulle tro kunne regne den ud, simpelthen tager vækstraten – fem procent – og ganger den med antallet af år – 25. Matematisk er det ren idioti, men en række psykologiske studier peger på, at folk generelt ikke forstår eksponentialfunktionen. De ender derfor med at glemme, at enhver vækstproces – inklusive hvordan investeringer, pensioner og gæld udvikler sig, også omfatter renters rente. Det er netop renternes renter, der giver de ekstra 124 procent indkomst i eksemplet.

Og hvad skal man så med den bid information? Tja, for det første er det altid rart at vide, hvad det er folk i almindelighed og ens studerende i særdeleshed gør forkert. Men for det andet understreger det en vigtig pointe når man taler vækst og økonomisk politik. Som Fetchenhauer opsummerede konklusionen: Økonomer har ikke en chance i den politiske debat, fordi folk helt konsistent og meget stærkt undervurderer hvor vigtigt vækst er. Så kære læsere, næste gang i hører en økonom tale om vækst, så vær så rare at huske renternes renter!

Der tales meget om ’velfærd’, som for det meste og for de fleste danskere synes at betyde størrelsen og kvaliteten af offentlige serviceydelser. De politiske partier er begyndt at konkurrere på, hvem der vil give flest ekstra midler til folkeskoler, hospitaler, plejehjem… you name it. Man kan derfor frygte en stærk stigning i de offentlige udgifter i de kommende år, og dermed en stigende skattesats, hvis det hele skal betales. Det skal det naturligvis på et eller andet tidspunkt, og med de demografiske ændringer bliver det bestemt ikke let.

Et af de lidt pudsige træk ved den danske debat er, at det sjældent tales om hvor effektiv den offentlige sektor er – politikerne synes at være for nervøse for, at de fornærmer større vælgergrupper, til at de tør tage den diskussion. Heldigvis har man ikke i samme grad de problemer i den videnskabelige verden, så i dette kvartals udgave af Public Choice omhandler den sidste artikel netop det ømfindtlige emne, hvor effektive forskellige landes offentlige service er.

António Afonso og Vítor Gaspar præsenterer her estimater for det offentliges effektivitet i en række lande. USA, Japan og Luxembourg – der ikke just er supereffektive – viser sig at være de forholdsmæssigt mest effektive og får derfor scoren 1. Og hvor er Danmark så? Jo, med en beregnet score på 0,62 er vi nummer 21 af de 23 OECD-lande i undersøgelsen! Flot gået af et land, hvor politikerne som oftest roser de offentligt ansatte – ikke mindst plejepersonale og skolelærere – til skyerne.

Afonso og Gaspars undersøgelse peger dermed på, at Danmark, hvis vi introducerede såkaldt best practices i hele den offentlige sektor, kunne levere den samme mængde serviceydelser af samme kvalitet til cirka den halve omkostning. Hvad værre er, er der også indirekte omkostninger forbundet med det offentlige forbrug i Danmark. De to økonomer peger nemlig på ”the relative importance of indirect costs of public sector provision inefficiency, linked to financing through distortionary taxation increases with the magnitude of the inefficiency”. Med andre ord er den offentlige sektor i Danmark ikke blot ineffektiv, set i en international sammenligning, men også finansieret på præcist den måde – stærkt progressiv indkomstbeskatning – der øger dens yderligere omkostninger mest muligt. Først kræver vi pengene ind på det den økonomisk set mest skadelige måde, og derefter klatter vi milliardbeløb væk pga. offentlig ineffektivitet. Lad os da diskutere det, i stedet for at sovse rundt i alle mulige særinteressers krav om ekstra offentlig hjælp.

Nyhedsbrevet The African Executive bragte i sidste uge et indlæg af James Shikwati, der er direktør for tænketanken the Inter Region Economic Network, IREN, i Nairobi. Shikwati, der er en mere end hæderlig økonom, beretter her om et af Afrikas egentlige problemer med basis i en historie om hvad der sker når almindelige afrikanere kommer til penge.

Baggrunden for historien er, at 228 Samburu-hyrder i 2002 fik tilkendt syv millioner dollars i erstatning for skader forvoldt af ammunition, som briterne havde ladt ligge og flyde. Hyrderne fik altså det der svarer til 175.000 kroner hver, en ret betragtelig sum for i betragtning af deres almindelige indkomst. Hvis en dansker fik samme beløb, ville det relativt set i runde tal svare til fem millioner. Sådan et beløb kan man naturligvis virkelig gøre noget med, for eksempel – som de fleste danskere nok ville gøre – bruge en del af pengene på investeringer, der kan give et fornuftigt afkast resten af livet.

De afrikanske hyrder gik i stedet amok i kortvarigt forbrug og købte cykler, mobiltelefoner, tøj, og brugte store summer på mad, druk og ludere. Hvis man besøger dem nu, er der stort set ingen tegn på, at erstatningen fra Storbritannien har efterladt varige spor. Deres hjemregion i Maralal er lige så fattig som den altid har været fordi pengene er brugt på en – for folk fra rige lande – næsten uforståeligt kortsigtet måde.

Shikwati bruger eksemplet med Samburu-hyrdernes pludselige rigdom til at prøve at anskueliggøre, hvordan de snart 700 milliarder dollars, OECD har postet i Afrika siden 1960, har kunnet forsvinde uden spor af virkning. For gennem årtier har politikere og vælgere i den rige verden set Afrikas største problem som ’mangel på penge’, men de meget store summer, vi har givet ud – ikke mindst Danmark, der i år giver cirka 14 milliarder i ulandshjælp – bliver brugt på netop denne måde: Ufatteligt kortsigtet.

Den kenyanske økonom understreger, at eksemplet “points at the fact that what Africa needs urgently is not money “og efterlyser i stedet ”a mindset that will engage in a rational response to the challenges that face the continent”. Det er ikke om folk har ressourcer of midler til rådighed, men hvad de gør med dem, de har. Afrika har enorme naturrigdomme og folk med gåpåmod, men både politikere og befolkninger er socialiseret ind i et system, der belønner kortsigtet tankegang og krav på gaver fra folk og lande, der er rigere end dem selv. Det er der ikke kommet noget godt ud af. Og hvis ens tanker vender sig hjemad igen, minder dén situation måske så om, hvordan en kommende valgkamp i et lille, skandinavisk land er ved at tegne sig?

Vi har her på stedet haft en række meget lange og til tider også ophidsede diskussioner om emnet global opvarmning. Der er også videnskabelig diskussion og usikkerhed om en række af de forhold, som politikere rutinemæssigt påstår, men i særdeleshed har der været massiv kritik af FN’s internationale klimapanel IPCC’s modellering af økonomisk vækst. Helt bortset fra det rent naturvidenskabelige, er det samfundsvidenskabelige arbejde behæftet med nogle alvorlige fejl. IPCC har afvist, at fejlene – helt særligt IPCC’s brug af indkomstdata, der ikke tager hensyn til at der er stor forskel på prisniveauet og prisernes udvikling i forskellige lande – har nogen betydning.

For de af vores læsere, der har lidt matematisk snilde, har jeg derfor stykket det følgende simple regnestykke sammen. Jeg skal med det samme undskylde overfor dem, der ikke føler sig trygge ved matematik, men det er den eneste logiske måde at formulere problemerne klart på. Det er altså ikke et tegn på at vi i fremtiden vil smide rundt med græske bogstaver og underlige formler, men en strengt logisk måde at gøre det på, og en slags svar på kritikere der mener, at vi ikke er ’videnskabelige nok’ her på stedet. Eksemplet er meget simpelt – vi lader blandt andet som om uddannelse og indkomstniveau ikke har noget med hinanden at gøre, selvom de har det – for at gøre det så klart som muligt. Yderligere komplikationer vil kun få IPCC’s beregninger til at se endnu værre ud.

Hele øvelsen går ud på at illustrere præcist hvordan en fejl som den, IPCC indrømmer de laver i deres vækstfremskrivninger, kan se ud. Man må først forestille sig den ‘korrekte’ version af den økonomiske vækstproces, givet af en regressionsligning – en simpel ligning som dem man bruger i både vækstforskning og almindelige forecasts:

                      logy₁ – logy₀ = α + βX + γ logy₀ + ε

Her er y₁ gennemsnitsindkomst nu og y₀ var gennemsnitsindkomsten for en periode siden.; vi tager logaritmen (log) af dem for nemheds skyld. X er en vektor af relevante variable – dvs. en gruppe faktorer såsom investeringsraten, handel, uddannelsesniveau og sikring af ejendomsrettigheder, der er vigtige for væksten – mens α er den globale gennemsnitsvækst og ε er et fejlled – støj og tilfældigheder vi ikke forklarer. IPCC’s model er derimod baseret på ’rå’ data, der ikke er korrigeret for købekraftsforskelle, og dermed ikke for internationale priser. Med andre ord er IPCC’s tal lavet som om en burger koster det samme i Washington, Bangkok, Zürich og Cairo.  Den er givet ved de ukorrigerede indkomsttal z = py (p er prisniveauet) i den tilsvarende ’forkerte’ regressionsligning:

                      logz₁ – logz₀ = δ + ζX + ν logz₀ + μ

Det vigtige spørgsmål er, hvor forskellen mellem de to ligninger er. Hvis man tager differencen, vil man først opdage at δ er større end α, da den første parameter skal fange både den globale indkomstvækst og den globale prisvækst. Konvergensparametrene ν og γ  – vores mål for hvor hurtigt et fattigt land vokser hurtigere end et rigt, givet at begge lande har samme handel, politik osv. – adskiller sig også, idet z for meget fattige lande er for lavt – det er ikke korrigeret for de lavere priser. Det kommer derfor til at se ud som om fattige lande alt andet lige vil konvergere hurtigere (lukke indkomstgabet mellem fattige og rige lande på kortere tid), og at ν er mindre end γ (begge er negative). Totalt set kan man således vise at fejlledet i det, vi kan kalde IPCC-approachen, er givet ved:

μ = ε + (α – δ) + (logp₁ – logp₀) + (γ – ν) logy₀ – ν logp₀

Her er ikke én, men en række kilder til fundamentale fejl. Det er altså ikke korrekt – heller ikke i et så simpelt eksempel som her – at man kun bærer en simpel inflationsfejl med. Først er der den ’korrekte’ støj (ε) og inflationen (første parentes), dvs. de indlysende fejl. Således overvurderes den totale vækst fordi man måler vækst plus inflation. Efter at Castles og Henderson havde påpeget denne helt fundamentale fejl i modellerne, forsøgte IPCC for en tid at slå den hen. Man hævdede blandt andet, at sammenligninger mellem indkomstniveauer skulle foretages i købekraftskorrigerede tal, men sammenligninger mellem vækst skulle ikke. Det lærte IPCC efter en tid var lodret forkert, hvorefter de fremkom med et mere avanceret argument: Man indrømmede, at manglen på købekraftskorrektion er en fejl, men da man heller ikke købekraftskorrigerede når man statistisk estimerede sammenhængen mellem økonomisk vækst og væksten i landes emissioner af drivhusgasser (hvor meget CO₂ der bliver pumpet ud i atmosfæren), ’æder’ de to fejl simpelthen hinanden!

Hvis man laver en relativt simpel vurdering af, hvor meget indkomst betyder for emissionen af drivhusgasser, er det faktisk korrekt at denne fejl i princippet kan forsvinde fordi den bliver ædt af den ’modsatrettede’ fejl i emissionsberegningerne. En del af forudsætningen er, at man ikke også, enten per design eller som følge af at man ikke bruger købekraftskorrigerede tal, laver en fejl i vurderingen af hvor vigtige de andre faktorer – dem i X-vektoren – er. Men som læserne kan se, er der to ekstra led i ligningen, og den anden fejl, der kommer ud af vores simple eksempel, bliver ikke nævnt, selvom den er vigtig. Konvergensfaktoren – hvor hurtigt fattige lande alt andet lige vokser hurtigere end rige lande, og altså hvor hurtigt gabet mellem rige og fattige lande mindskes – bliver kraftigt overvurderet (det tredje led, hvor både γ og ν er negative, men det sidste er mere end det første). Det betyder med andre ord, at fattige landes fremtidige vækst overvurderes. Det sidste led indebærer, at jo højere prisniveau, et land har fra starten, jo mere overvurderes den fremtidige vækst, uanset inflationsraten. Da rige lande generelt har højere prisniveauer, betyder dette at også deres vækst overvurderes! Begge typer overvurdering kommer til at få konsekvenser for de senere beregninger af drivhusgasemissionen og dermed IPCC’s klimaberegninger.

Overordnet set har det undret mig i længere tid, at IPCC’s argument har fået nogle af kritikerne til enten at gå længe i tænkeboks eller at give sig, også på trods af at det har fået IPCC’s tilhængere til at blive mere overbeviste om, at FN-organet har ret. For som man siger på engelsk: To wrongs don’t make a right! Hvordan kan det være et argument for IPCC’s forskningskvalitet, at de begår og indrømmer ikke bare en men to grundlæggende fejl? Det bliver endnu værre af det – indrømmet – meget simple eksempel ovenfor, for problemet er altså ikke, at de to fejl bare æder hinanden. Det er noget mere kompliceret, og på langt sigt ser problemerne sandsynligvis værre ud for IPCC end Castles, Henderson, Tol og vi andre troede. Spørgsmålet er stadig, hvornår der kommer en smule kvalitet i FN-organisationens samfundsvidenskabelige arbejde. Så længe det ikke sker, holder man meget effektivt enhver samvittighedsfuld naturvidenskabelig forsker for nar.

Skattelettelser synes at være et no-go i den kommende, danske valgkamp. Her på stedet vil vi vove den påstand, at folk ikke helt forstår hvordan de fungerer – eller også bare er skrigende umoralske (men individuelt rationelle, selvfølgelig). Hvordan illustrerer man så, hvor helt absurd skattelettelser fungerer i den politiske debat? Jo, en af punditokraternes venner – en skatteekspert, der toretrækker at forblive anonym – har sendt dette morsomme og illustrative eksempel:

Her er historien om ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.

De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Rod med rabatten: Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat.

»Eftersom I er så gode kunder,« siger han, »giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.

Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale. Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive:

De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.

Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale. Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590.

Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis. Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet. De står uden får restauranten.

»Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.«

»Præcis,« siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!«

»Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!«

»Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige.«

De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk. Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.

Der mangler 520 kroner…..

Et af de mest effektive argumenter for at globale klimaforandringer er kritiske og der bør ’gøres noget’ ved dem fra politisk hold er, at de seneste år har været meget varme. I USA har flere politikere således touret rundt med påstanden om, at 1998 var det varmeste år nogensinde, og herhjemme slår miljøminister Connie Hedegaard på tromme for FN-styring med lignende argumenter.

Men for nylig har økonomen Steve McIntyre på Climate Audit påpeget, at der er fejl i de officielle amerikanske klimadata (tak til Niels A. Nielsen for tippet). NASA, der står for the GISS Surface Temperature Analysis, har indrømmet fejlen på 0,15 grade Celsius. Indtil nu har man regnet 1998 som det varmeste år i amerikansk historie, men med de korrigerede tal viser de sig, at det ’nye’ år i førertrøjen er mere end to generationer gammelt – det er 1934!

Mens de officielle temperaturstatistikker for USA i forvejen viste en meget moderat stigning i dette århundrede, er McIntyre sikker på, at de største problemer med temperaturstatistikkerne findes i resten af verden. Her har vejrstationer i endnu højere grad en tendens til at være placeret i eller nær byer, hvor en kraftig urbanisering har skabt “urban heat islands”. Med andre ord måler man temperaturerne i byer, hvor lys, mennesker og bilkørsel i stigende grad skaber varme omkring målerne. Med tiden kommer temperaturdataene derfor til at stige kunstigt i takt med urbaniseringen, og kan derfor ikke bruges til egentligt naturvidenskabelige forhold. Men altimens fortsætter mediehysteriet for fuld skrue…