Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Borgerlig stemmeguide, hvis du vælger ikke at stemme blankt

Af Niels Westy, den 13. november 2007. Skriv et svar

Her på bloggen har diskussionen raset flere gange om hvorvidt man skulle stemme blankt og holde hovedet højt, eller vælge det mindste af to onder (på kort sigt). Jeg vil derfor blot henvise til den meget udførlige borgerlige stemmeguide, som 180 grader bringer i dag.

Personligt har jeg ikke tænkt at stemme blankt, omend jeg fuldt ud anerkender de overvejelser der ligger bag dette. Men oplevelsen bliver unægtelig ikke opløftende – sådan lidt som at vælge mellem en Citroen C1, Peugeot 107 eller en Toyota Aygo. Bevares den kan køre, og bringe en fra A til B, men derudover er der ikke meget at råbe hurra for, og at køre i sådan en kasse for fornøjelsens skyld kan der aldrig blive tale om.

Det sidste sparetip og valget i morgen

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2007. 26 svar

Så er der mindre end 24 timer til valget og vi selvom udsigterne for at få en frihedsorienteret regering, der ikke er absurd gejl efter offentlige udgifter er minimale, kan vi her på stedet i det mindste sige, at vi har gjort vores. Vi har postet fem sparetips til politikerne (her, her, her, her og her). På den måde kan man i det mindste hævde, at der eksisterer idéer udenfor dansk politik.

Og lad mig så komme med det allersidste sparetip, og måske det jeg føler allerstærkest for: Privatisér DSB. Jeg har skrevt om det før (læs her) og min harme over denne monopoldinosaur med foragt for sine kunder har på ingen måde lagt sig. Virksomheden modtager i år cirka 4½ milliarder kroner i 2007, plus en ekstraudgift for staten på cirka en milliard til tjenestemandspensioner. Og hvad får man ud af det? En rejse tur-retur Århus-København koster 642 kroner, og DSB modtager cirka det samme i tilskud. Busselskabet Abildskou kan gøre den samme rejse for 440 kroner uden tilskud. Man kan endda gøre det stort set lige så billigt med Cimber Air til Kastrup!

Når man regner ind hvor usigeligt elendig, servicen hos DSB er, har jeg meget svært ved at se begrundelsen for at opretholde støtten til selskabet. Lad os da endelig få det privatiseret, så vi kan få ordentlig transport hvis man ikke lige har egen bil.

Ellers vil vi herfra ønske alle et godt valg. Stem efter din overbevisning – også selvom det som i mit tilfælde betyder en blank stemme. Og gå så hjem og opfør dig som om politikerne slet ikke forsøger at regulere din adfærd.

Sparetips til politikerne #5: legaliser prostitution og narkotika

Af Niels Westy, den 11. november 2007. 13 svar

Dagens spareforslag til politikerne er nok nogenlunde lige så realistisk, som at tro på en borgerlig-liberal regering der fører……borgerlig-liberal politik her til lands.

Det skal ikke afholde mig fra at slå et slag for legalisering af prostitution og narkotika.

Kriminaliseringen har som bekendt hverken afholdt kvinder og mænd fra at sælge seksuelle ydelser eller dæmpet narkotikaforbruget – så her har vi helt igennem at gøre med ren symbolpolitik, som det aldrig er lykkedes at sandsynliggøre har haft positive effekter (bortset fra hvis det ses ud fra de der har deres udkomme hos politi, domstole, fængselsvæsen og pusher godhedsjunk)

En afkriminalisering vil indebære betydelige besparelser indenfor politiet, retsvæsen og fængselsforsorgen. Et minimumsbud er 5-8 mia. kroner årligt – da bekæmpelse, domstolsbehandling og opbevaring af de dømte (primært narkorelateret) udgør formentlig minimum mellem 1/3 og halvdelen af det samlede ressourceforbrug. En legalisering selvfølgelig også øge skattebasen ganske betydelig, her ligger formentlig også en del mia. og venter.

Dertil skal selvfølgelig lægges de samfundsøkonomiske besparelse der er i og med at vi vil opleve et drastisk fald i antallet af indbrud, overfald, vold mv.

En fornuftig gennemført fuld legalisering af prostitution vil yderligere indebærer en minimering af problemerne med menneskehandel osv.

Er liberal politik forbundet med mere ulighed?

Af Christian Bjørnskov, den 10. november 2007. 5 svar

Et af de måske underligste forhold i dansk politik de senere år har været Venstre og Konservatives insisteren på økonomisk udligning, eller i en infamøs beskrivelse af regeringens position: ”Vi arbejder kun for mere lighed”. Det har længe virket som om man på den nominelle højrefløj har accepteret venstrefløjens implicitte diktum om, at liberal økonomisk politik fører til mere ’ulighed’. Og ulighed kan vi da ikke lide i Danmark, kan vi? Ulighed er jo fattigdom, ikke, og LO har jo lige vist at der er blevet mere fattigdom i Danmark, har de ikke?

Der er to gode indvendinger mod regeringens position, og mod LO’s nye hvidbog, hvor det hævdes at Danmark er blevet mere ulige og har fået flere fattige. Først og fremmest har vores med-punditokrat Jørgen Møller forleden haft en kronik i Berlingske Tidende, hvor han imødegår LO. For LO’s påstand om at der er blevet mere fattigdom i Danmark er ren nonsens. Som mål for fattigdom bruger de andelen af danskere, der i et givet år har mindre en 60 procent af den typiske danskers indkomst. Så i en situation hvor alle danskere bliver rigere, men hvor nogle af ’middelklassens’ gennemsnitsindkomster stiger hurtigere end de relativt fattigeres, vil medianindkomsten rykke opad. Dermed kommer flere danskere til at ligge under den på trods af at de også er blevet rigere, men LO’s fattigdomsmål er blevet forværret. Og det er lige præcist det, der er sket. Fattigdommen i Danmark (hvis man overhovedet kan tale om fattige danskere) er blevet markant formindsket, men i rent relative termer ser tallet ud til at være blevet større. LO drager altså deres konklusion på præmisser, der ingen mening giver.

Jørgen Møller peger også på et andet, og ofte overset, problem i debatten om ulighed, nemlig at der er grundlæggende forskel på lighed i muligheder – hvilke vi alle kan bifalde – og lighed i resultater. Hvis man ønsker det sidste, vil man i modsætning til det første nødvendigvis kræve ulighed i muligheder. Folk er nemlig forskellige, mens et drive mod lige resultater kræver at man behandler folk som om de er ens. Som Jørgen Møller konkluderer:

”LO er givetvis drevet af et oprigtigt ønske om at fremme ligheden. Men der er god grund til at være på vagt over deres redefinition af begrebet »lige muligheder« eller »ulighed« generelt. For hvor lige resultater bliver gjort til et synonym for retfærdighed, der må forskellighed, der jo følger af lige muligheder, nødvendigvis være uretfærdig. I en sådan situation er ensretning den eneste farbare kurs, moralsk set. Den sti bør vi altid vare os for at betræde. Sammenhængen er nemlig meget enkel. Lægger vi vægt på lige muligheder, så kan vi ikke opnå lige resultater, og ønsker vi lige resultater, så kan vi ikke opretholde lige muligheder. Eller for at sige det på en anden måde: vi kan enten ligestille (stille alle lige i mødet med statsmagten) eller udligne (gøre alle ens ved hjælp af statsmagten). Den pointe er vigtig at holde sig for øje under en valgkamp, der – i hvert fald indtil videre – synes mere optaget af at fremme ensartethed end mangfoldighed.”

Hele kronikken kan læses her.

Og så kommer vi til det sidste element i dagens diskussion: Giver en mere liberal politik mere ulighed? Punditokraternes svenske ven og kollega Niclas Berggren viste for nogle år siden, at når man ser på tværs af verdens lande, er ulighed negativt forbundet med Fraser Instituttets Economic Freedom index. Indekset bruges ofte som et mål for økonomisk frihed, og dermed et mål for hvor ’liberal’ den overordnede politik er. Korrelationen er typisk omkring -0,25, men som alle der har bedrevet empirisk cross-country forskning ved, kunne en hel række forhold invalidere sådanne konklusioner. Nathan Ashby og Russell Sobel har derfor i et af de kommende numre af Public Choice en artikel, hvor de ser på forholdet mellem økonomisk frihed og ulighed på tværs af de 50 amerikanske stater. Og deres konklusion er klar: Forbedringer af den økonomiske frihed – altså ændringer i retning af en mere liberal økonomisk politik – er forbundet med mindre fundamental ulighed.

Forskningen peger altså mod en konklusion der er, at en liberal politik i det længere løb fører til mindre ulighed. Præmisserne i en stor del af den danske diskussion, at liberal politik ville medføre mere ulighed og at ulighed er fattigdom, er derfor grundlæggende forkerte. Og med 3F’s propagandakampagne for at bilde danskerne ind, at der er massiv ulighed i samfundet, ville det nok klæde et par danske politikere at tale imod. Mangelen på økonomisk frihed, i særlig grad frihed fra statslige interventioner og massivt offentligt forbrug, er nemlig en af de faktorer, der begrænser de relativt fattigere danskeres muligheder for at arbejde sig op i samfundet. Men den slags tale er fuldstændigt tabu i dansk politik, og særligt i danske valgkampe!

Økonomisk frihed og individuelle rettigheder – en kommentar i anledning af operation dagsværk den 7. november

Af Niels Westy, den 6. november 2007. 9 svar

I foråret blev Christian Bjørnskov og undertegnede kontaktet af Operation dagsværk, og bedt om en “liberalistisk” vinkel på udviklingen i Bolivia og kollektive rettigheder, som der er blevet skrevet om før bl.a. her på bloggen. Det kom der nedenstående tekst ud af. Det indgår vist nok (jeg er dog ikke sikker) i det endelige materiale, som OD har sendt ud til interesserede gymnasier. Der er næppe mange af bloggens læsere der kommer til at stifte bekendtskab med det materiale, så derfor kan det læses her.

Økonomisk frihed og individuelle rettigheder

 

Økonomisk frihed defineres typisk som afhængig af den offentlige sektors og skatternes omfang, kvaliteten af retssystemet og styrken af den private ejendomsret, pengepolitik, handelspolitik og regulering.

 

En række internationale studier har vist, at der både historisk og i dag er stor sammenhæng mellem graden af økonomisk frihed og et lands velstand og vækst. Således er BNP per indbygger i de 25 % mest frie lande i verden i gennemsnit næsten 10 gange højere end i de 25 % af verdens lande med mindst økonomisk frihed1. Det klart vigtigste element i den økonomiske frihed, som understreget af bl.a. Nobelpristageren Douglass Norths historiske forskning fra Europa, er graden af privat, individuelt definerede ejendomsrettigheder. Spørgsmålet i denne artikel er, hvordan klarer Bolivia sig på dette punkt? og hvordan forholder det sig til begrebet ’kollektive rettigheder’?

Mens Danmark er kendetegnet ved en høj grad af økonomisk frihed og at retsvæsenet effektivt og fair garanterer borgernes individuelle rettigheder og ejendomsret, gælder dette langtfra i Bolivia. Den offentlige sektor er korrupt og blander sig kraftigt i vare- og arbejdsmarkederne. Retsvæsenet har fortsat svært ved at opretholde sin uafhængighed og styrke – særligt i forhold til beskyttelsen af den private ejendomsret – og har svært ved at garantere borgernes individuelle rettigheder. I internationale sammenligninger, hvor hvert land placeres på en skala fra 0-10, vurderes kvaliteten af Bolivias retsvæsen til 3,5 – tre point dårligere end Chile – og seks point dårligere end Danmark.2

Efter at Evo Morales blev valgt som præsident er kvaliteten af retsvæsenet svækket yderligere, bl.a. på grund af re-nationaliseringer. Den peruvianske økonom Alvaro Vargos Llosa udtrykte dette i en artikel i Foreign Policy således, at der i Latinamerika eksisterer en skæbnesvanger forkærlighed for stærke og karismatiske ledere, frem for retsregler3. Det har historisk udmøntet sig i, at den enkelte borgers rettigheder og muligheder primært har været afhængig af politiske (og militære) forbindelser, og kun i begrænset omfang har kunnet forsvares juridisk.

Bolivia historisk set

Bolivia er i dag et af Latinamerikas fattigste lande, hvis velstand stort set er stået i stampe de seneste 50 år. Til sammenligning kan nævnes, at mens velstanden i Irland i midten af 1950erne var ca. det dobbelte af Bolivias, var den 50 år senere steget til mere end det 10-dobbelte. Selv efter latinamerikanske forhold har Bolivias økonomi klaret sig bemærkelsesværdigt ringe det seneste halve århundrede. Levestandarden i Bolivia var således lidt højere end den brasilianske i midten af 1950erne. 50 år senere er brasilianerne ca. tre gange så velstående som bolivianerne.4

I lighed med nabolandene satsede Bolivia fra begyndelsen af 1950erne på økonomisk vækst gennem statsligt ejerskab i minedrift og industri, koblet med et latinamerikansk særkende, nemlig beskyttelse af indenlandsk produktion gennem handelsrestriktioner, hvorved konkurrencen fra udlandet minimeredes. Den førte politik kan kun beskrives som en fiasko, der hverken forbedrede den generelle levestandard eller reducerede fattigdommen. En mildt sagt turbulent politisk historie inklusiv perioder med skiftende militærdiktatur og tilbagevendende hyperinflation har heller ikke virket befordrende for varig økonomisk vækst. Efter den sidste nedsmeltning i midten af 1980erne gennemførtes en række reformer, der mindskede handelsrestriktionerne, samtidig med en række statslige virksomheder privatiseredes. Det er denne periode der populært kaldes den “neo-liberalistiske periode”. Bortset fra Chile der i dag er en moderne markedsøkonomi med få restriktioner og høj grad af retssikkerhed, har de fleste latinamerikanske lande dog bibeholdt en række forhold der ikke har meget med en moderne markedsøkonomi at gøre. Det er en af grundene til den (mildt sagt) kun moderate økonomiske fremgang illustreret i Figur 1. Centralt står den fortsatte manglende grad af individuelle ejendomsrettigheder.

Individuel vs. kollektiv ejendomsret

Mens det centrale paradigme i 2. halvdel af det 20. århundrede var ét Bolivia med ét sprog (spansk), har de seneste årtier været præget af et stigende krav om anerkendelse af de forskellige indianerstammers forskellige kultur og sprog. Parallelt er der rejst krav om territoriale – kollektive – rettigheder baseret på etnisk oprindelse, da den bolivianske fattigdom rammer landets indianere uforholdsmæssigt hårdt. Spørgsmålet er, hvordan de virker.

Hvis vi overfører bolivianske forhold til Danmark, kan man sige at det at give en specifik indianerstamme ret til et kollektivt ejerskab svarer til at give lollikker ret til Lolland, så længe de bor på Lolland. I det øjeblik de flytter, mister de alle rettigheder og da de ikke besidder en individuel ejendomsret, har de ingen individuelle rettigheder. Kollektive rettigheder kan derfor ikke sammenlignes med de rettigheder man har i den kommune man er bosat i, da der ikke er fri og ikke-diskriminerende adgang til de kollektive rettigheder. Skulle fattige mennesker fra f.eks. La Paz ønske at flytte til et sådant område, vil det ikke være muligt for dem at få del i de kollektive rettigheder. Det indebærer en ganske effektiv svækkelse af bolivianernes geografiske og sociale mobilitet.

Vi ved fra historisk erfaring fra andre systemer uden privat ejendomsret, at folk med en politisk eller på anden vis ’socialt’ allokeret adgang til jord, hverken dyrker den så samvittighedsfuldt eller vedligeholder den på samme måde som privat ejendom. Givet den politisk bestemte risiko for, at brugsretten til jorden ikke tilhører familien næste år, forsvinder incitamentet til at vedligeholde og udvikle området.

Erfaringer fra mange ulande såvel som europæisk historie peger også på, at privat ejendomsret til jord er helt central i at skabe produktive investeringer, der kan løfte mennesker ud af fattigdom. Jorden er som oftest det eneste, der kan stilles som sikkerhed for banklån, som er nødvendige for at kunne investere, hvis man ikke tilfældigvis er født ind i en rig familie.

Endelig kan man stille spørgsmålstegn ved den måde, brugsret eller lignende forhold fordeles, når ejendomsrett
en tilhører et stort ’ko
llektiv’. Vil brugen gå til de mest effektive og arbejdsomme, eller i højere grad til dem med bedst forbindelser og størst mulighed for at ’smøre’ beslutningstagerne? Dette punkt er af afgørende betydning i samfund som Bolivia, hvor korruption er udbredt, risikoen for at blive opdaget begrænset og sanktionerne – med de rette forbindelser – kan undgås.

Vejen frem

Der er ingen tvivl om, at den indianske befolkning i store dele af Bolivias historie er blevet behandlet som andenrangs borgere – også efter de i 1952 formelt blev inkluderet i det politiske system på lige fod med den traditionelle middel- og overklasse. 1990ernes anerkendelse af indiansk kultur og sprog kan ses som led i, at denne del af Bolivias befolkning og dets historie og kultur endelig anerkendes som en del af landets historie- og kulturarv.

Men set i et økonomisk perspektiv – i et land hvor 17 % af befolkningen lever i absolut fattigdom og hvor de ti procent fattigste kun tjener en procent af nationalindkomsten – er det et problem, hvis man satser på kollektiv frem for individuel ejendomsret. Denne prioritering vil fortsat indebære en økonomisk udvikling, hvor chancen for at løfte de fattigste bolivianere ud af armoden er forsvindende lille. Desværre er en af myterne – ikke mindst blandt såkaldt “progressive” kræfter i og udenfor Latinamerika – at den private ejendomsret primært eksisterer til beskyttelse af den allerede velstående og indflydelsesrige del af befolkningen. Det forholder sig i virkeligheden omvendt: Manglen på individuelle rettigheder betyder, at en stor del af befolkningen holdes i dyb fattigdom fordi de ikke har ret til frugterne af deres menneskelige og økonomiske ressourcer.

At være rig i mange ulande betyder, at man samtidig har muligheden for at gennemtvinge sin vilje og forsvare sine (lovligt og ulovligt) erhvervede værdier med midler der ikke er forenelige med en moderne retsstat (der netop garanterer alle borgeres individuelle rettigheder). Det er derfor af afgørende betydning for Bolivias fremtidige økonomiske muligheder – ikke mindst for den fattige del af befolkningen – at man fokuserer på dette område. Desværre har det traditionelt ikke været tilfældet hverken i Bolivia eller resten af Latinamerika.

1 Gwartney, Lawson & Easterly; Economic freedom of the World: 2006 annual report, Vancouver: Fraser Institute 2006: 3; 22 (Fig. 1.6). Se f.eks. også Niclas Berggren: The Benefits of Economic Freedom: A Survey. The Independent Review 8 (2003), 193-211.

2Data fra Economic Freedom of the World; kan findes på www.freetheworld.com.

3Alvaro Vargas Llosa: Return of the Idiot. Foreign Policy, maj/juni 2007.

4 Penn World Tables, mark 6.2.

 

Niels Westy Munch-Holbek og Christian Bjørnskov, juni 2007

Sparetips til politikerne #4: Prioritér i sundhedsvæsenet

Af Christian Bjørnskov, den 5. november 2007. 25 svar

I vores serie med forslag til hvor politikerne kan spare, i stedet for at fortsætte den populistiske og ærligt talt absurde strategi med at overbyde hinanden på offentlige udgifter, er vi nået til tip nummer 4: Prioritér i sundhedsvæsenet! Spørgsmålet der ligger til grund for forslaget er i og for sig ganske simpelt: Findes der en valid lægefaglig, moralsk, økonomisk eller social grund til at det offentlige sundhedsvæsen står for at give gratis fertilitetsbehandlinger i en tid, hvor dets ressourcer, ikke mindst antallet af læger og sygeplejersker, er under pres? Eller sagt lidt mere simpelt: Hvorfor laver det offentlige børn på folk?

For danskere, der gerne vil have børn, men af en eller anden grund ikke får dem af naturlig vej, er der to muligheder. Man kan vælge fertilitetsbehandlinger, der er komplicerede og særdeles dyre, eller man kan vælge at adoptere, hvilket relativt hurtigt kan komme til at koste op mod 100.000 kroner. Fra en individuel vinkel er det et let valg, ikke mindst hvis man enten lægger stor vægt på, at barnet bærer ens egne gener, eller eventuelt har en romantisk forestilling om selve fødselshandlingen. Det absolut billigste for den enkelte er at få samfundet til at betale, men det er samtidigt den dyreste løsning for samfundet.

Politikere og læger må for det første indrømme, at barnløshed ikke er en sygdom. For politikerne bør det være en smal sag, men en række læger har individuelle incitamenter til at behandle barnløshed som om det var en sygdom – for så hører ’problemet’ hjemme i det offentlige sygehusvæsen. Dette besværliggør naturligvis processen hen mod at spare området væk i det offentlige, men bør ikke overskygge, at der ingen grund er til at det henhører i det offentlige system. Den moralske grund til at diskriminere mellem adoption og fertilitetsbehandling – en betales privat af de kommende forældre, en anden af resten af danskerne – er heller ikke til at få øje på. Det, der er til at få øje på er, at den type prioritering – selve tankegangen begrænser sig naturligvis ikke til udelukkende at dække fertilitetsspørgsmålet – kan frigøre markante ressourcer i sygehusvæsenet, der kan bruges væsentligt bedre andre steder. Og tænk hvis de blev brugt til at forkorte køerne på behandlinger, så det private erhvervsliv ikke skal mangle erfarne medarbejdere i halve år ad gangen?

Sparetips til politikerne # 3: Effektivisering af undervisningen i folkeskoler og ungdomsuddannelser

Af Niels Westy, den 3. november 2007. 9 svar

Danmark har et af verdens dyreste uddannelsessystemer, hvilket desværre, – men nok forudsigeligt – ikke genfindes i kvaliteten af samme system, hvilket internationale sammenligninger (desværre) viser med al tydelighed.

De manglende resultater og lave effektivitet skyldes flere forhold, herunder at man konsekvent fravælger en af de få (eneste?) fordele ved offentlig produktion, nemlig stordriftsfordele. Det gælder i endnu højere grad på uddannelsesområdet end på sygehusområdet.

Dette simple sparetip går i korthed ud på, at centralisere op til 50% af undervisningen på landets folkeskoler, gymnasier og erhvervskoler. Besparelsen opnås ved at der er brug for færre undervisere.

Som bekendt er arbejdskraft relativ dyrt i Danmark. Når danske undervisere samtidig har noget nær verdensrekord i at bruge deres arbejdstid til andet end at være sammen med eleverne (som der for øvrigt er relativt få af i hver klasse) og har meget tid til forberedelse af den enkelte lektion, indebærer det, at der er forholdsvis mange undervisere ansat i forhold til antallet af elever.

Et eksempel taget fra den gymnasiale sektor kan illustrere problemet:

For at eleverne kan modtage 100 timers undervisning, vil det typisk indebære, at underviseren tildeles ca. 220 arbejdstimer, hvoraf de 120 timer går til forberedelse og pauser (ja du læste rigtig).

Hvis vi nu antager at 20% af undervisningen gennemføres som ren e-learning uden lærer, så har vi allerede sparet ca. 44 arbejdstimer.

Hvis Vi derefter planlægger undervisningen centralt i 30% af undervisningstiden, sparer vi yderligere ca. 36 timer til forberedelse.

I alt reducerer det lønomkostningerne ved gennemførelse af 100 timers undervisning med ca. 36 %

En konsekvent brug af IT-baseret og centralt planlagt undervisning er – skal det medgives – et radikalt brud på den traditionelle organisering i det danske uddannelsessystem, til gengæld er besparelserne til at tage og føle på..

Alt efter hvor stor en andel af undervisning/pensum der planlægges centralt og gennemføres via e-learning, må det forventes, at man kan reducere antallet af undervisere i folkeskoler og ungdomsuddannelser med 20%+, hvilket svarer til en besparelse på ca. 3,5 mia.+. – EFTER der er afsat ½ mia. om året til udarbejdelse af centralt materiale, IT-programmer osv.

Der er naturligvis masser af yderligere besparelsesmuligheder, blot at bruge skriftlige i stedet for mundtlige eksamener reducerer f.eks. omkostningen til eksamen per elev til en fjerdedel, og sådan kan man blive ved.

Om hvem der får min stemme

Af Christian Bjørnskov, den 1. november 2007. 35 svar

Jeg har tænkt længe og dybt over det: Hvem skal man stemme på den 13. november? For rundt regnet to tredjedele af vælgerne gælder det, at de har bestemt sig at stemme på samme parti – og måske endda samme kandidat – som sidste gang. For en tredjedel er situationen derimod, at de ikke er afklarede endnu. Jeg har på det sidste for første gang i mit liv befundet mig i den sidste gruppe, men altså ikke længere. Så for at svare på flere af vores læsere, der har spurgt mig om det, kan jeg her afsløre hvem der får min stemme. Jeg taler kun for mig selv – andre punditokrater har sikkert andre meninger.

Som borgerligt-liberal har valget ellers ikke været let, for valget mellem Thorning og Fogh har mest af alt lignet valget mellem en status-quo orienteret socialdemokrat med gavmilde valgløfter til særligt de offentligt ansatte og – let’s face it – en status-quo orienteret socialdemokrat med gavmilde valgløfter til særligt de offentligt ansatte. De konservative er løbet fra stort set alle principper og har endda givet køb på de sidste rester af fornuft ved at indvillige i forslaget om den skatteændring – en afskaffelse af mellemskatten – der har suverænt mindst effekt på arbejdsudbuddet. Og Ny Alliance vil godt nok skattelettelser, der dur, men også en lang række mere eller mindre venstredrejede ideer, der ikke just harmonerer med en opfattelse af, at Danmark behøver mindre stat og mere personlig frihed.

Så hvad er mit valg da? Jo, jeg har bestemt mig for at stemme blankt. Jeg synes et eller andet sted, at jeg har en pligt til at stemme – til at give min lillebitte del af den ’offentlige mening’ til kende. Men jeg kan simpelthen ikke få mig til at stemme på et eneste af de partier, der kommer til at stå på stemmesedlen den 13. Med undtagelse af Enhedslisten, der står og lufter deres ekstreme og udemokratiske holdninger i et isoleret hjørne af dansk politik, har partierne klumpet sig sammen på en mudret, kortsigtet og aldeles populistisk midte, der domineres af ét ønske: At vi skal bevare ’velfærdsstaten’ og lade som om en socialdemokratisk status quo er det, vælgerne ønsker.

Flere af mine venner har advaret mig mod, at det at stemme blankt er en stemme på Thorning, eller at det er at smide min stemme ud. Til det første kan jeg kun sige tja: Thorning eller Fogh, jeg er kommet til den overbevisning, at det er fløjtende ligegyldigt. Til det sidste kan jeg kun nikke ja – det er meningen med det! For som en ven fortalte mig om forleden, eksisterer der faktisk et forslag i den politologiske litteratur om, at blanke stemmer burde repræsenteres i Folketinget. De skulle, proportionalt med deres antal, have et antal tomme sæder. Så kunne resten af politikerne tage et kig på dem, hvis de en sjælden gang imellem overvejede, hvem de repræsenterer i tinget. Ikke at det sandsynligvis ville ændre noget, men vi ville være synlige i dansk politik – de af os, der ikke kan repræsenteres af de nuværende politikere.

Folketingsvalg i Danmark: Vælger(selv)bedrag

Af Niels Westy, den 31. oktober 2007. Skriv et svar

Undertegnede står for onsdagens klumme i 180grader, med den lidet opløftende overskrift “Vælger(selv)bedrag“.

Og selv om indlægget måske kunne give anledning til overvejelser om hvorvidt jeg skulle lide af politikerlede, må jeg afvise det med, at dette ingenlunde er tilfældet. Et folketingsvalg handler jo først og fremmest om at sælge varen (og vinde magten).

Og lad os lige tage følgende bemærkning til de mange penge lovet af politikere til de offentlige ansatte, fremsat af den nyvalgte LO formand, Harald Børsting, med:

“Jeg er ikke glad for at de kommer med dem som politikere, det er plat, men at de kommer med dem som arbejdsgiver, det er jo fint”

Sparetips til politikerne # 2: Halvér ulandshjælpen

Af Christian Bjørnskov, den 29. oktober 2007. 20 svar

Som vi har gjort opmærksom på tidligere, handler valgkampen i udpræget grad om hvor meget de forskellige partier vil øge de offentlige udgifter, og hvilke grupper i samfundet der skal have mere fra resten. Vi kører derfor denne serie om, hvor politikerne i stedet kan spare for at undgå en offentlig sektor, der vejer endnu tungere og kvæler endnu mere privat initiativ. Så her er sparetip #2 til de kære politikere: Halvér ulandshjælpen!

Forslaget vil nok udløse et ramaskrig hos mange mennesker, men da vi har skrevet om emnet før, burde vores faste læsere ikke være overraskede. Almindelige menneskers ramaskrig og sandsynlige vilde forargelse bunder i, at de fleste vil se forslaget som en omvendt Robin Hood: Man tager fra verdens fattigste for at give til et af klodens rigeste folk. Det kunne ikke være mere forkert. 40 års forskning i ulandshjælp har nemlig vist, at denne hjælp slet ikke gavner de fattige lande. Nok er mange udviklingsprojekter glimrende, og de efterlader et positivt fingeraftryk på lokalsamfundet, men samtidig er ulandshjælpen forbundet med store problemer på det nationale plan: Jo mere ’hjælp’, et land får, jo mindre er dets tilbøjelighed til at implementere pinagtigt nødvendige reformer af retsvæsenet, og jo mindre tilbøjeligt er det til at demokratisere. Ulandes internationale konkurrenceevne skades også af større inflows af hjælp (gennem Hollandsk Syge), og der opstår en række yderligere forvridninger af priser og incitamenter i hele økonomien.

En halvering af ulandsbistanden vil derfor ikke indebære et tab for fattige lande, men måske et tab for særinteresser i både Danmark og den tredje verden. Man kan stole på at disse særinteresser, hvoraf mange finansieres af bistanden, vil råbe særdeles højt og gentage påstanden om den omvendte Robin Hood, selvom vi ved at den er ufunderet. Men en sådan halvering vil praktisk taget kun have en direkte effekt: Den vil spare den danske stat en udgift på syv (7) milliarder kroner om året. Oveni kan man endda rimeligvis regne med, at en del af de ressourcer som bruges i hjælpeindustrien – både midler og de mange ingeniører, der beskæftiges af Rambøll, COWI osv. – vil blive brugt mere effektivt andre steder i den danske økonomi, der som bekendt bl.a. mangler ingeniører.

Så hvorfor venter vi? Besparelsen er omkostningsfri for ulandene – den kan endda på sigt gavne de politiske incitamenter i en række mindre demokratiske styrer – og den vil være til fordel for Danmark. Det eneste den koster er myten om at vi hjælper de fattige.

Om visse journalisters særlige forhold til virkeligheden

Af Niels Westy, den 27. oktober 2007. 21 svar

Hvad gør man, når virkeligheden ikke passer til den forestilling man gerne vil viderebringe til andre? – man gør som Berlingske Tidendes journalist, Karl Erik Lunde Stougaard, og tager udtagelser ud af citat, hvilket følgende eksempel viser.

Under overskriften “Rudy Guiliani om waterboarding” hævder Berlingske Tidendes korrosondent i USA, Karl Erik Lunde Stougaard, at Guiliani skulle mene, at waterboarding som tortur er afhængig af hvem der udfører det –

Han viderebringer følgende citat som bevis på sin påstand:

“It depends on how it’s done. It depends on the circumstances. It depends on who does it.”

Et citat der er taget ud af sammenhæng, hvilket følgende fulde ordlyd illustrerer:

“It depends on how it’s done. It depends on the circumstances. It depends on who does it. I think the way it’s been defined in the media, it shouldn’t be done. The way in which they have described it, particularly in the liberal media. So I would say, if that’s the description of it, then I can agree, that it shouldn’t be done. But I have to see what the real description of it is. Because I’ve learned something being in public life as long as I have. And I hate to shock anybody with this, but the newspapers don’t always describe it accurately.”

Med andre ord, hvis mediernes fremstilling af waterboarding er korrekt, anser Guiliani det for at være tortur, uanset hvem der udfører det.

Det vil sige det modsatte af hvad Karl Erik Lunde Stougaard påstår – imponerende.

Eksemplet er ikke enestående (heller ikke i Berlingske Tidende) – om det så er udtryk for at han bare ikke kan lade være med at tilpasse virkeligheden sine egne forestillinger om den, eller blot er udtryk for, at 3 års ophold i USA ikke var nok til at forstå engelsk skal jeg ikke afgøre.

Men det styrker ikke just denne punditokrats tiltro til danske journalister.

At Karl Erik Lunde Stougaard heller ikke har høje tanker om sine læsere kan måske ses af, at han rent faktisk linker til New Yourk Times fulde transcript af Guilianis udtalelser. Han må enten gå ud fra, at læserne tager hans ord for givet (hvilket der altså ikke er grund til), dovne eller heller ikke kan forstå engelsk.

Sparetips til politikerne # 1: indførelse af gebyrer ved sygdomsbehandling

Af Niels Westy, den 26. oktober 2007. 11 svar

Som vores ærede redaktør skrev for et par dage siden vil punditokraterne i løbet af de kommende uger fremlægger en række forslag til – hvad der ikke just er dette valgs hovedtema – besparelser.

Det første sparetip kan på ingen måde siges at være hverken epokegørende eller opsigtsvækkende, det skal dog ikke afholde mig fra at fremføre forslaget. Apropos 25-års jubilæet for den første Schlüter-regering var forslaget også oppe og vende dengang, nemlig indførelse af brugerbetaling i sundshedssystemet. Ordet brugerbetaling er nok ikke særligt velvalgt, da det indikerer at der betales (fuldt) for den modtagne ydelse – dette behøver ikke at være tilfældet. Jeg vil derfor anvende ordet gebyr, der indikerer at der betales et beløb ved anvendelse af en ydelse, uden at dette gebyr dækker den fulde omkostning. Gebyret eksisterer i lige så høj grad for at regulere vores adfærd.

Som det bemærkedes i en rapport udarbejdet af det daværende sundhedsministerium i 1999 gælder, at

”Tendensen til at danskere konsulterer lægen betydeligt mere end nordmænd og svenskere, samt at konsultationerne oftere afsluttes uden diagnose, må blandt andet ses i lyset af, at ydelsen i Danmark er gratis – hvorimod et besøg ved lægen i Sverige og Norge koster henholdsvis 78 NOK og 120 SEK for voksne“.

Indførelsen af et gebyr ved henvendelse til sundhedsvæsnet på f.eks. i gennemsnit 100 kroner, vil forsigtigt anslået indebære en besparelse/øget provenu på mindst 3 mia. kroner.

Der var i 1999 ca. 29 mio. henvendelser til landets praktiserende læger, dertil skal lægges henvendelser til landets skadestuer, speciallæger osv. Ca. halvdelen af de 3 mia. kroner fremkommer alene ved et fald i henvendelserne, således at vi nærmer os svensk niveau.

Det har indtil videre været meget svært at komme igennem med en seriøs diskussion om indførelse af gebyr ved henvendelse til sundhedssystemet, primært fordi pressen stort set kun har interesseret sig for de fordelingspolitiske konsekvenser. Det er bemærkselsværdigt, at sådanne hensyn tilsyneladende ikke har samme betydning, når man taler om f.eks. indførelse og forhøjelse af grønne afgifter. Sandsynligheden for at ”fattige”danskere (der primært er studerende og nyligt startede selvstændige erhvervdrivende – og ikke som mange tror kontanthjælpsmodtagere) ikke skulle have råd til at gå til lægen, fordi der skal betales et gebyr er næppe større end at samme borgere dør af kulde i løbet af den kommende vinter, fordi de ikke har råd til at betale for deres energiforbrug på grund af grønne afgifter.

Afslutningsvis skal jeg heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at en undersøgelse foretaget af Catinét for Cepos tidligere på efteråret faktisk viser, at der er flertal for indførelse af gebyr ved lægebehandling.

'Valgkamp' på Punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 25. oktober 2007. 14 svar

Så blev valgkampen endelig skudt i gang, selvom tidspunktet måske er lidt overraskende. Her på punditokraterne vil vi naturligvis følge med i, hvad der sker, hvorfor, hvilke forslag der stilles og hvilke konsekvenser der er forbundet med dem. Men helt særligt har vi planlagt at gøre en ting i tiden op til 13. november.

Valgkampen – altså den uerklærede valgkamp, der har kørt de seneste måneder – har i udpræget grad handlet om hvor meget de forskellige partier vil øge de offentlige udgifter, og hvilke grupper i samfundet der skal have mere fra resten. Problemet er, at en blind økonom kan føle med sin stok at udgiftsforøgelser i en tid, hvor arbejdsløshedsprocenten sandsynligvis er under den naturlige arbejdsløshed udelukkende vil føre til øget inflation, tab af konkurrenceevne og efterfølgende højere arbejdsløshed. Vi vil derfor i de kommende uger poste en serie indlæg med forslag til, hvor man kan spare i den offentlige sektor. Vores læsere skal naturligvis være velkomne til at komme med ekstra forslag, og vi håber med denne lille serie at få skabt en smule af den pinligt nødvendige debat om størrelsen af den offentlige sektor.

Det store spørgsmål: Gavner det at sende penge til Afrika?

Af Christian Bjørnskov, den 19. oktober 2007. 3 svar

Vi har før skrevet om ulandsbistanden og dens nærmest komplette mangel på positive virkninger (f.eks. her og her). Men det er forholdsvis sjældent, at man hører kritiske stemmer fra ulandene selv. Den situation er dog måske ved at ændre sig. The John Templeton Foundation har for nylig udgivet otte små essays i deres serie om ”the big question”. De otte forfattere er Donald Kaberuka (præsident for African Development Bank), Iqbal Quadir(grundlægger af GrameenPhone, Bangladesh), William Easterly (professor i nationaløkonomi, New York University), James Tooley (præsident for The Education Fund, Oriental Global), Ashraf Ghani(formand for Institute for State Effectiveness), Edward Green (direktør for AIDS Prevention Research Project) og Michael Fairbanks (medgrundlægger af OTF Group og the SEVEN FUND).

Af de otte er to er positivt indstillede overfor ulandshjælp, to har deres tvivl mens fire er stærkt kritiske. Willaim Easterlys kritik er ikke ny, men kan med stor fordel læses i hans bog The White Man’s Burden. Det bliver den dog ikke dårligere af, særligt ikke når man tænker på at den er skrevet af en tidligere cheføkonomi i Verdensbanken. James Shikwati, den udmærkede kenyanske økonom der driver en af Afrikas måske bedste tænketanke – the InterRegion Economic Network – er også skeptisk, og præsenterer erfaringer med tilfældige midler, der gav alt andet end positive resultater. Og selvfølgelig skal James Tooleys erfaringer med private skoler i Afrika også nævnes, ikke mindst fordi de offentlige fejler så grusomt i de fleste ulande, men også fordi selv meget fattige mennesker sender deres børn i privatskole.

For de interesserede er der en overskuelig bunke læsning – ti sider i alt – men masser af timers funderen over, hvorfor i alverden vi bliver ved med det show. Siden kan læses her.

Væksten i offentlige udgifter – et højrefløjsproblem i Danmark!

Af Christian Bjørnskov, den 17. oktober 2007. 17 svar

Vi bliver en gang imellem beskyldt for basalt set at skrive samme indlæg om og om igen – indlægget, der hedder ’øv bøv, venstrefløjen er dum’. Det er selvfølgelig ikke sandt, da vi ikke så meget interesserer os for, om politikere har prædikatet ’venstrefløj’ eller ’højrefløj’, men om den politik de anbefaler og fører er effektiv og frihedsorienteret. Og på netop det punkt kan det ofte være svært at finde en egentlig liberal fløj i dansk politik. Ikke mindst de sidste år har ’mine’ politiske kampfæller haft det særdeles svært i et politiske landskab, der kendetegnes af en hysterisk jagt på medianvælgeren, som både Fogh og Thorning gør hvad de kan for at lokke med et øget udgiftstryk.

Men man kan ikke blot afskrive problemet som noget, Anders Fogh er skyld i. Tag for eksempel et kig på udviklingen i de offentlige udgifter i det sidste halve århundrede. Tallene fra Penn World Tables tager udgangspunkt i nationalregnskabsidentiteten Y = C + I + G + NX, hvor Y er nationalindkomst, C er privatforbrug, I er investeringer, G er det offentliges andel af nationalindkomsten, og NX er nettoeksporten, som populært (og lidt upræcist) blot kaldes for betalingsbalancen.

Siden 1950 er de offentlige udgifter, fraregnet de offentlige overførsler, der fylder massivt i det danske budget men i sidste ende indgår i det private forbrug, vokset fra et niveau på 10,8 procent af nationalindkomsten i 1950 til omkring 23 procent i dag. Spørgsmålet er hvem der primært har været ansvarlig for at det offentliges rolle i dansk økonomi, målt på denne måde, er mere end fordoblet i efterkrigsperioden? Det spørgsmål svarer vi på ved at opdele alle årene efter hvorvidt den danske regering har været ledet af Socialdemokraterne eller et af de borgerlige partier.

Resultatet af denne øvelse er, at under de venstreorienterede regeringer har Danmark i gennemsnit haft en vækst i det offentliges andel af nationalproduktet på -0,09 procentpoint per år – altså faktisk en meget lille tilbagetrækning af det offentliges rolle. Under de højreorienterede regeringer i efterkrigsperioden har vi derimod oplevet en gennemsnitlig vækst i G på 0,13 procentpoint per år, en forskel der er statistisk signifikant ved ethvert niveau. De største vækstepisoder i G var under Fogh i 2002 (0,84), skarpt forfulgt af 1974 (0,79 under Hartling), 1951 (0,77 under Eriksen) og 1968 (0,71 da Baunsgaard var kommet til).

Naturligvis kan den slags simple sammenligninger nogle gange være misvisende, selvom forskellen ikke er til at tage fejl af. Man kunne selvfølgelig regne med, at forskellen skyldes den danske tradition for mindretalsregeringer – at en venstreorienteret opposition ofte har tvunget højrefløjens mindretalsregeringer til at øge de offentlige udgifter – men nærmere sammenligninger giver ikke støtte til dette billede. Hvis man i stedet forsøger at generere et indeks for, hvor på en politisk venstre-højre-skala gennemsnittet i Folketinget har været i et givent år, er der nemlig ingen forskel på væksten i det offentlige forbrug i relativt venstre- kontra højreorienterede år.

Bundlinien er, at det i overvejende grad har været højrefløjen i Danmark, der har stået for udvidelsen af det offentliges rolle siden 1950. Man kan ikke tørre skylden af på oppositionen, og det er ikke et argument, at det har været ’objektivt nødvendigt’, for andre velstående og velfungerende lande har væsentligt mindre procenter. New Zealand, for eksempel, der på mange måder er sammenligneligt med Danmark, har en offentlig sektor der i dag fylder 16-17 procent af nationalproduktet, og Singapores ’G’ er mindre end ti procent af nationalproduktet. Det forholdsmæssigt store danske forbrug er på ingen måde nødvendigt.

Så spørgsmålet i dag må være, hvad der da er galt med den danske højrefløj. Er danske politikere i K og V forbrugsgejle i en grad, så man må søge til en fransk venstrefløj for at finde sammenligning? Er de dårligere til at styre kommunernes udgiftsniveau? Løber centraladministrationen blot rundt om hjørner med en regering, de fleste embedsmænd alligevel ikke stemmer på? Og hvad har vi da gjort for at fortjene det?

Om ulandshjælp og våbenkapløb – hvad ny forskning viser

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2007. 3 svar

Hjælper ulandshjælp virkelig ulande? Stil spørgsmålet til en almindelig dansk politiker, og du får sandsynligvis et svar fra en mand eller kvinde med store, forbløffede øjne: ”Ja, selvfølgelig gør den det, ellers gav vi den jo nok ikke!” Anders Fogh selv har endda på det seneste markeret sig som stærk tilhænger af at øge den danske hjælp til Afrika. Det samme svar får man – med en vis grad fornærmelse – hvis man spørger hos Danida. Men prøv at spørge nogle af Danmarks fremmeste eksperter i økonomisk vækst – hvis de ikke lige vrider hænderne mens de prøver at komme udenom, er svaret fra de uafhængige (fraset Carl-Johan Dalgaard), at det gør den ikke. Samme svar kommer ud af Chris Doucougliagos og Martin Paldams store ’metaanalyse’ af de sidste 40 års forskning på området, der er på vej ud i fagtidsskriftet European Journal of Political Economy..

Grunden er ikke, at udviklingsprojekterne ikke virker – cirka halvdelen af dem er udmærkede – men derimod, at ulandshjælpen har store, uforudsete og stærkt uønskede bivirkninger. En af de sidste er i særlig grad ubehagelig og nærmest umulig at afvise. I det ansete tidsskrift Oxford Bulletin of Economics and Statistics undersøger Oxford-økonomerne Paul Collier og Anke Hoeffler nemlig baggrunden for fattige landes våbenindkøb. Deres undersøgelse af data fra 85 ulande siden 1960 viser, at demokratier bruger færre penge på våben, at rige ulande generelt bruger en større del af deres nationalprodukt på våben, og at nabolandes militærudgifter også medfører at ulandes egne udgifter stiger. Der er derfor en slags ’positiv’ spill-over i form af et våbenkapløb.

Men deres centrale resultat er særligt bemærkelsesværdigt, da Collier er internationalt kendt som tilhænger af ulandshjælp. Alligevel dokumenterer hans og Hoefflers studie, at ulandshjælpen i høj grad bliver afledt og dermed hjælper med at finansiere fattige landes militærudgifter. Og det er ikke småting. Hvis man følger FNs og Jeffrey Sachs forslag om at fordoble ulandshjælpen til Afrika, peger Collier og Hoefflers studie på, at kontinentets militærudgifter sandsynligvis vil stige direkte med cirka 40 procent. Oveni skal lægges våbenkapløbseffekten – at når nabolande investerer i militær, gør dit eget land det også. Dette lægger ti procent oveni så den totale effekt af at fordoble ulandshjælpen bliver en stigning i Afrikas militærudgifter med 44 procent!

Det nye studie bekræfter således en frygt, som mange i det uafhængige ulandsmiljø har haft i årevis. Og når man tænker over Afrikas historie efter kolonialismen er resultatet vel ikke ligefrem svært at tro på? Ulandshjælpen har sandsynligvis bidraget til en række af de økonomisk og menneskeligt ødelæggende konflikter, der stadig plager kontinentet. Så før Fogh og de mange politikere på Christiansborg bliver enige om at hælde de næste 14 milliarder ud over verdens fattigste lande, skal man måske få dem til at tage et kig på Collier og Hoefflers nye artikel, hvis resultater peger på, at omkring 1½ milliard af de midler i sidste ende går til diktaturers militærindkøb. Ikke at det på nogen måde får dem til at ændre beslutningen – de er jo politikere – men de bør i det mindste kende til nogle af konsekvenserne af deres politik.

Oops!…I Did It Again

Af Niels Westy, den 12. oktober 2007. Skriv et svar

Hvis nogen fortsat skulle være i tvivl om, at Venezuela og Hugo Chavez med raske skridt er ved at udvikle sig til et autoritært og udemokratisk styre, må det seneste tiltag feje den sidste tvivl af banen.

Denne gang er det et populært latino-pop-idol, Alejandro Sanz, der ifølge Reuters, har fået forbud mod at optræde på statsligt ejede stadions, fordi han for et par år siden kritiserede “kamerat” Hugo (og andre ledere i sydamerika) på en turne. Derfor er en koncert for 15.000 i hovedstaden Caracas den 1. november aflyst.

Gad vide hvad journalisten, Niels Lindvig, der tidligere har forsvaret lukningen af regeringskritiske TV-stationer i Venezuela mener om den sag? Kunne man forestille sig, at han vil forsvare beslutningen med et par ord om, at der er tale om billig popmusik?

Det er jo ikke ukendt, at socialistiske herskere har forbudt forskelige former for musik, det skete i den gamle østblok, på Cuba osv.

I forvejen må man som udlænding forvente at blive udvist af landet, hvis man offentligt kritiserer Venezuelas regering.

Det begynder i betænkelig grad at ligne noget verden har set en del gange før, og synes at bekræfte den gamle tese om, at socialisme altid ender i diktatur, så må vi se om det bliver et “fullblown” socialistisk diktatur, eller om det ender med et kup. At håbe på en fredelig forandring forekommer efterhånden urealistisk

Myter og nonsens om løn i det offentlige

Af Christian Bjørnskov, den 8. oktober 2007. 7 svar

I den forgangne uge har der endnu en gang været demonstrationer for at give de offentlige ansatte mere i løn. Forudsætningen for de lange politiske skænderier såvel som for demonstrationerne er antagelsen, at offentlige ansatte rent faktisk tjener mindre end sammenligneligt privatansatte. Thor Petersen var tidligere på året ude med en besked om, at der ikke var noget problem, men den besked var ikke populær. Senest har FOA-chefen Dennis Kristensen italesat en lønforskel om et meget stort problem, der i særlig grad drejer sig om, hvad han opfatter som årtiers diskrimination af kvinder på det offentlige arbejdsmarked.

Men er den grundlæggende antagelse korrekt? En af mine gode kolleger sendte mig forleden data trukket ud fra Danmarks Statistik, der viser et noget andet billede. Lad mig give et eksempel på disse data. Hvis man tager den såkaldte discokode 5, ”Detailsalg, service- og omsorgsarbejde”, omfatter den netop de helt centrale grupper i striden: Sygeplejersker, sosu-medarbejdere og hjemmehjælpere. I 2000 havde de statsansatte i denne gruppe en timefortjeneste på 159,38 kroner, de kommunalt ansattes var 146,41 og de privatansatte i gruppen havde en timefortjeneste på 129,51 kroner. I 2005 var disse tal steget til henholdsvis 186,72 kroner, 171,41 kroner, og 151,75 kroner.

Med andre ord har alle haft en lønfremgang på 17 procent i den pågældende periode. Der er altså ikke tale om, at tilsvarende privatansatte har haft klart bedre lønfremgang i perioden, ligesom der heller ikke er tale om, at statsligt eller kommunalt ansatte i de pågældende grupper halter efter de privatansatte – faktisk tværtimod. Det sidste spørgsmål her må derfor være, om de gennemsnitlige timefortjenester er lave. For det er timefortjenesten, man skal se på, ikke månedslønnen eller lignende tal. Et af problemerne i sektoren, hvis man overhovedet kan tale om lønproblemer, er nemlig at en stor gruppe i discokode 5 ikke arbejder fuld tid. Der er i stedet meget udbredt at arbejde for eksempel 27 eller 32 timer om ugen, og så bliver ens løn naturligvis mindst 14 til 27 procent lavere end hvis man havde arbejdet fuld tid.

Så, en gang til for Arveprins Knud, kommer her den gennemsnitlige timefortjeneste for en statsansat lektor i nationaløkonomi med en PhD-grad og otte års universitetsuddannelse bag sig. Som lektor tjener man cirka 390.000 kroner om året. De skal fordeles på 48 ugers arbejde – og så har jeg endda været flink, da fire ugers ferie er omkring maksimum på mit institut – og cirka 55 timers arbejde om ugen. Og, hvis nogle af læserne skulle være i tvivl: Nej, begrebet overarbejde eksisterer ikke, da begrebet ’arbejdstid’ i praksis ikke eksisterer i sektoren, så der er ingen mulighed for overarbejdsbetaling. Når man regner lidt rundt, kommer man til en gennemsnitlig timefortjeneste på cirka 148 kroner. Hvis man blot arbejder 43 timer om ugen – en kort arbejdsuge for de fleste i universitetsbranchen – rammer man en timeløn på det samme, som gennemsnittet af de statsansatte i discokode 5. Så dagens spørgsmål til læsere, politikere, og andet godtfolk må være, om det er urimeligt, at sygeplejersker og andre i denne kategori tjener ’så lidt’?

Hvad valget af helte siger om en selv

Af Niels Westy, den 5. oktober 2007. 3 svar

Undertegnede står for denne uges weekendklumme, “Om Castro, Pinochet og hvad valg af helte siger om en selv” på 180grader. Den stiller spørgsmålet, hvordan Pinochets eftermæle ville være, hvis man relativerede brutaliteten under hans styre i forhold til Cubas Castro. En relativering som ikke er unormal på venstrefløjen, hvor David Trads f.eks. har forsvaret Castro (der selvfølgelig jovialt kaldes Fidel) med følgende:

“de forbrydelser, som Che og Fidel har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som præsident George W. Bush i disse år står for”.

Castros styre på Cuba har jo som bekendt været en økonomisk katastrofe – i modsætning til hvorledes Chile udviklet sig under og efter Pinochets styre. Ligeledes har det målt i menneskeliv i forhold til befolkningsstørrelse været ca. 10 gange værre på Cuba (hvilket næppe gør det store indtryk for de mange familier til forsvundne, dræbte og lemlæstede chilenere). Med venstrefløjens logik, kunne man derefter kanonisere Pinochet til en Latinamerikansk helt med ordene:

“de forbrydelser, som Augusto (Pinochet) har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som Fidel Castro og Che Guevara har stået for”

Det er naturligvis en absurditet og umulighed for os, der tror på menneskets ukrænkelighed – men den slags selvvalgte begrænsninger gælder åbenlyst ikke venstrefløjen – hverken den røde eller den brune.

Efterfølgende beskæftiger en del af kommentarerne på 180grader sig med hvorvidt fascisme og socialisme kan sammenlignes – og selvfølgelig kan det det, der er masser af fællestræk – her er et par af dem;

1. Begge er modstandere af det frie marked

2. Begge er elitære og opererer med et overmenneskebegreb, hvor nogle er udvalgt til at bestemme på andres vegne, samt har en legitim ret til at bruge de nødvendige midler (inkluderer altså vold, drap og undertrykkelse) for at tvinge deres ønsker igennem efter devisen “Vi alene vide”.

3. Begge systemer kan kun overleve som diktaturer på sigt.

Når det er skrevet, skal jeg dog tillade mig at påpege, at det er en grov forenkling, som man ofte ser det gjort, at hæfte ordet fascist på enhver diktator. Det sker formentlig af rene retoriske grunde. Pinochet var næppe fascist, men helt klart antikommunist. Havde han været fascist havde han promoveret kooperative organiseringsformer, og havde bibeholdt det enorme statslige industrikompleks, der allerede var under etablering før Allende kom til magten. Men han var bestemt heller ikke en helt. Det eneste positive der kan siges om ham (og det chilenske militær) er formentlig at han væltede Allende (hvis man tror at Allenderegeringen ikke var imploderet af sig selv) og at militæret i Chile i modsætning til alle andre dele af Latinamerika ikke kun opgav at styre økonomien, men overlod det til teknokrater, der troede på noget af det mest anti-militære man kan forestille sig, nemlig det frie marked – der jo for en militærmand må ligne det rene anarki. Militæret er i sin egen grundlæggende organisatoriske opbygning og selvforståelse jo at sammenligne med kommandoøkonomi, og hvor er det så lige vi kender det fra?

Der er ingen tvivl om, at kuppet og det efterfølgende militærstyre i Chile er en traumatisk periode i chiles historie, der er svær at forholde sig til. For hvad siger man til et brutalt militærregime, hvorunder der gennemføres reformer, der efterfølgende har hævet levestandarden fra at være i den tunge halvdel i Latinamerika til den højeste i regionen?

Det eneste er vel at sige, at der var tale om en historisk mulighed, der på ingen måde var forudbestemt da generalerne tog magten i 1973.

På den anden side har reformerne vist deres styrke ved, at der ikke er ændret grundlæggende på den nye struktur reformene indebar i Chile efter at landet igen har fået demokrati – hvilket forøvrigt har indebåret, at man har haft ventreorienterede regeringer de seneste 15 år. Hvis den nuværende fortsætter med at gøre det så ringe som den har gjort, er der dog mulighed for at det ændrer sig ved næste valg.

Efterhånden som den chilenske model i takt med at tiden går, ikke længere vil være så entydigt knyttet til Pinochet, vil resten af Latinamerika forhåbentlig i stigende grad lade sig inspirere af reformerne i landet.

Personligt har jeg i hvert fald oplevet, at det er blevet meget lettere at tale med latinamerikanere (også på den moderate venstrefløj) om Chile uden at de straks taler om Pinochet. I de senere år har delegationer og universitetsfolk fra f.eks. Brasilien i stigende grad besøgt Chile for at forstå hvordan det er lykkedes at skabe en latinamerikansk økonomi med varig høj vækst, hurtigt faldende absolut fattigdom, økonomisk stabilitet og efter latinamerikanske forhold ekstrem lav korruption (på niveau med USA og Frankrig).

Hvad angår Cuba er det mig en gåde, at der stadig er de, der i ramme alvor vil fremhæve denne latinamerikanske katastrofe som noget positivt. En af grundene er formentlig, at de tror på regimets forfalskning ikke kun af egen, men også tidligere historie. var der nogen der sagde at tro gør blind?

Det seneste eksempel er Michael Moore, der i sin film “Sicko” fremhæver det cubanske sundhedsvæsen – men se hvad der sker, når han præsenteres for det faktum, at det han viser intet har med cubanernes virkelighed at gøre – så vil han pludselig helst bare tale om noget andet.

http://www.youtube.com/watch?v=o-8TcpOz6A4

De aldrig hædrede – hvorfor er soldaterne der kæmpede den 9. april aldrig blevet hædret?

Af Niels Westy, den 30. september 2007. 6 svar

Jeg har just lagt en lille bog, skrevet af historikeren Torben Jørgensen med titlen “De aldrig hædrede” fra mig. Den handler om kampene den 9. april 1940, de danske soldater der deltog og det faktum at de aldrig blev hædret med de medaljer, der ellers har været tradition for, og som de vist blev lovet af kong Christian den 10. Noget jeg må indrømme, at jeg blev noget chokeret over at erfare.

Jeg er ærligt talt lidt nedtrykt efter at have læst den lille bog. Godt nok kan man med rette beskrive kampene den 9. april som noget nær skuespil fra den daværende regeringens side, men var virkelig nok for de soldater, der som de sidste (indtil videre) deltog i et egentlig militært forsvar af dansk jord. Der var tale om et i flere tilfælde heltemodigt forsvar fra de dårligt udrustede og uddannede Jenser, overfor en overmægtig modstander – hvilket nedenstående citater fra to af de overlevende vidner om.

Menig Berthelsen fortæller :

“Vesterby, der stod på højre side af Kanonen sprang bag om os for at komme i Dækning, blev ramt af et fjendtligt Projektil og faldt om. Han slæbte sig ud på Gaden, således at han kom i Dækning, men han var på dette Tidspunkt dødeligt såret. Vi lå i en forfærdelig Kugleregn, men var alligevel meget rolige og Skytten afgav næste Skud.

Jeg husker at jeg faldt ned af Kanonen ved dette Skud, og da jeg kravlede på Plads igen, gik der en Kugle gennem min Feitflaske, så Vandet løb ud af de to Huller den frembragte. Derefter blev nr. 313 Hansen ramt i Skinnebenet, så Benet brækkede og Kuglen fortsatte ned i Hælen, hvor den blev siddende. Foruden dette Skud blev han ramt i højre Skulder og Lår. Han blev slæbt i Dækning og var altså ukampdygtig. Jeg fik en Kugle gennem højre Fod, jeg mærkede det knap nok, men jeg var klar over det. Så afgav vi 3. Skud, og omtrent samtidig blev 305 [Hansenj dødelig såret og Bonde fik en Kugle gennem venstre Arm og jeg fik en i højre Lår.

305 hansen slæbte sig i Dækning og jeg indtog hans Plads, da Bonde blev ramt af nogle Splinter, antagelig fra Skjoldet på Kanonen. En af Splinterne ramte ham i højre øje, men ikke i selve øjenæblet. Han fik slæbt sig i Dækning og jeg var efterhånden blevet ene tilbage.

Hvis nogen spørger, hvorfor jeg ikke sørgede for at komme i Dækning, kan jeg ikke svare derpå, jeg var på dette Tidspunkt ramt i Foden og Låret, men jeg blev ved Kanonen, måske i Håb om at jeg selv kunne skyde eller, ja, jeg ved ikke, jeg var ikke engang så hårdt såret som mine Kammerater.

Kort efter blev jeg ramt af et Strejfskud i højre Hånd, og lidt efter en Kugle, der gik ind i højre Arm, lige over Albuen, den fortsatte ned gennem Leddet og gik ud lige under Albuen. Jeg var nu udelukket fra at komme i Dækning, og havde kun at håbe på, at Kuglerne ville gå uden om mig, men jeg fik endnu en, den femte og sidste, en Pansergranat i Skulderen, den ramte heldigvis ikke Knoglen, men den lavede et stort Kødsår. […J

Kampvognene var efterhånden kørt ned mod Spærringen på Sønderbro. Pludselig lød der et forfærdeligt Brag, og jeg så vor gode Kanon blive fuldstændig ødelagt af Kampvogne, der var kørt imod den. Jeg betragtede det som et Mirakel at jeg ikke ved samme Lejlighed blev fuldstændig massakreret; men jeg blev overhovedet ikke ramt af hverken Kanon eller Kampvogn.”

De sårede fra kanonbesætningen blev bragt ind i Nordisk Trikotagefabriks kontor. Berthelsen husker:

“Kort efter jeg kom ind og blev lagt på Gulvet døde Kornet Vesterby. 305 Hansen, der var blevet dødelig såret var ved Bevidsthed og jeg talte med ham. Han var klar over at han ikke kunne leve, men jeg begyndte at tale om Træfningen for at lede hans Tanker andre steder hen. Han kunne huske alt, og han glædede sig over at han havde skudt så godt, to Træffere midt i Kampvognene og Larvekæderne skudt af en Tredie. Vi fik tid til at ryge en Cigaret, og lidt efter hørte vi Ambulancen tudegennem Gaderne. Trods det at vi kom hurtigt under Lægebehandling kunne 305 Hansen ikke stå det igennem. Han døde kort efter Ankomsten til Sygehuset.”

Jeg kan forstå hvis det officielle Danmark ikke har lyst til at tænke tilbage til dette dystre lavpunkt i Danmark. Men at dette har indebåret at man ikke har hædret de deltagene soldater, som det sket efter krigene i 1848 og 1864 kan kun undre og er både pinligt og forstemmende.

Det kan også undre, at den nuværende regering og statsminister, der efter min mening gjorde det rigtige ved at tage afstand fra samarbejdspolitikken for et par år siden, ikke kan formå sig til at give de få hundrede tilbageværende fra kampene den gang en ordentlig offentlig hæder, det burde da være en åbenlys lejlighed til at understrege bruddet med tidligere regeringers holdning – og hvem ville finde på at kritisere, at man giver en medalje til en flok gamle mænd, der i deres ungdom med livet som indsats forsvarede Danmark?

Hvad der ligger bag den fortsatte afvisning ved jeg ikke, men det virker mærkeligt. Ikke mindst når man tænker på, at Søren Gades forgænger, Svend Aage Jensby, før han selv blev forsvarsminister skrev følgende brev til daværende forsvarsminister, Hans Hækkerup:

“Kære Hans

Den 9. april bragte Jyllands-Posten en artikel, hvori der fra flere sider blev givet udtryk for undren over, at de soldater, der for 60 år siden kæmpede mod den tyske besættelsesmagt, endnu ikke er tildelt en medalje.

Jeg tillader mig indtrængende at bede dig overveje, om man dog ikke kunne overrække de endnu levende soldater en anerkendelse for deres indsats. Jeg synes, det er på sin plads og fuldt fortjent, at danske soldater, der har gjort tjeneste i f.eks. Kosovo tildeles en medalje. Imidlertid burde man efter min mening i ligeså høj grad tildele de soldater,der dengang kæmpede direkte for Danmarks frihed mod en overmægtig fjende, en medalje.”

Det afviste Hækkerup.

Senere da Jensby selv blev minister, har han ligeledes afvist en medalje til de overlevende – en af hans afvisninger indeholder følgende:

“Efter krigen blev sagen taget op på ny, og det viste sig, at de intentioner, der førte til en indstiftelse af erindringsmedaljen i 1940, blev tilført nye islæt som følge af, at krigen varede længere og fik et andet forløb end forventet ved indstiftelse.Da den daværende regering mente, at risikoen for modstandsfolk og soldater, der gik i direkte kamp mod fjenden, var lige stor, var det regeringens ønske, at såvel soldater som sabotører og modstandsfolk i øvrigt skulle hædres for deres indsats under krigen ved tildeling af en medalje, men da modstandsbevægelsen kom med indvendinger imod den påtænkte dekorering, henlagde man sagen” […}

Det er vist politik (og politikere) når de(t) er værst. Jeg er normalt ikke særligt nationalistisk anlagt, – ideen om at man kan være nationalliberal har altid virket som lidt af en selvmodsigelse på mig, i hvert fald hvis det handler om at være liberal som i liberalist, men det her finder jeg er mere end bare pinligt.