I søndags viste programmet “Agenda ” på SVT1 et indslag om børnearbejde i Uzbekistan, hvor staten angiveligt lukker skolerne og tvinger eleverne til at dfeltage i plukning af årets bomuldshøst. Da Uzbekistan er kendt for at være et brutalt diktatur, der åbenbart ikke har glemt “de gode gamle” dage i Sovjetunionen, hvor tvangsarbejde ikke var ualmindeligt, er der en hvis sandsynlighed for, at denne udlægning er korrekt.

Historien endte via Ritzau i TV-avisen på DR1 mandag aften.

Det der gør historien bemærkselsesværdig er at fokus helt klart ikke primært var at der var tale om tvangsarbejde, men at der var tale om børnearbejde. Således er overskriften på SVTs hjemmeside kort og godt “Barnarbete”, mens selve indslaget indledes med at studieværten proklamerer at “En sag er vi nok alle enige om, børnearbejde er forkasteligt”.

I beg to differ.

Ja, der er i virkeligheden en hel del der er uenige – problemet er bare;

“If we were to gather a large crowd of people from diverse origins in a football field around any European city, asking them to vote on a ban on harmful forms of child labour, no doubt they would unanimously vote in favour of the ban. In fact they have nothing to lose in this vote and they might even think that they are doing something good.”

(Sylvain Dessy og Stéphane Pallage : Why Banning the Worst Forms of Child LabourWould Hurt Poor Countries )

der også bemærker, at

“Notwithstanding the need to protect children, there is now a widespread agreement that poverty is the main determinant of child labour, implying that this phenomenon should be tolerated in poor countries, at least in its  non-hazardous forms”

Dessy og Pallage går dog videre, og påpeger, at der er situationer, hvor også forbud mod “abbusive child-labour” er direkte skadelig.

Et åbentlyst problem ved den “rigtige mening” om at børnearbejde er forkasteligt er selvfølgelig, at børnearbejde er et symptom (på fattigdom) og ikke primært en årsag. I det omfang det rent faktisk er lykkedes at begrænse børnearbejde via forbud (som f.eks. efter pres fra vestlige regeringer, der i visse tilfælde har begrænset mulighederne for beskæftigelse i eksportsektoren) har det jo først og fremmest indebåret at børnene har måtte søge arbejde i andre sektorer, typisk til en lave betaling og under ringere forhold.

Sagens kerne er, at børnearbejde ikke kan afskaffes via forbud, den minimeres først når der er økonomisk grundlag for det. Eksistensen af efterårsferien – eller kartoffelferien som det oprindeligt hed, burde minde os om, at også her i landet var børn i en ikke fjern fortid nød til at arbejde.

Hvis vi derfor må acceptere, at børnearbejde er en nødvendighed i store dele af verden (det er estimeret, at op mod 30% af børnene i Afrika er tvunget til at arbejde), er der naturligvis ikke grund til at acceptere, at stater gør brug af tvang(sarbejde) – men her er det vel principielt ligemeget hvorvidt de “misbrugte” er 9, 19 eller 99.

Måske var der andre og mere nærliggende årsager til, at hverken dansk eller svensk TV indtog denne udgangsposition?

En af de mere absurde tiltag på venstrefløjen, i deres evige jagt på at give os dårlig samvittighed, har de senere år været den såkaldte “køb ingenting dag”, eller “buy nothing day” som den oprindeligt hedder.

Bagved “køb ingenting dagen” står herhjemme “Danmarks aktive forbrugere”, der blandt deres triumfer, ifølge organisationen hjemmesider, kan tælle, at Flensteds A/S  markedsføring af deres frosne friturestegte pommes frites og rösties, under titlen “‘Sundt og nemt’, er blevet kendt skyldig i ulovlig og vildledende markedsføring af fødevaremyndighederne – hvad skulle vi da gøre uden sådan en kæk organisation til at beskytte os.

Den grundlæggende ide om at vores forbrug skader de fattige, er lige så latterlig, som den desværre er udbredt  – ikke kun på venstrefløjen.

Det er på mange måder en hån mod den desværre store del af jordens befolkning (omend andelen falder støt og roligt) der ikke kan fravælge at forbruge, ganske simpelt fordi de ikke har et forbrug at fravælge.

Nu gør det formentlig ikke den store forskel at man har lavet en sådan dag. Dels fordi de fleste ikke følger opfordringen, og dels fordi de der gør, formentlig bare købe mere ind i dag eller på mandag.

Men det er selvfølgelig altid bekymrende at myter, der i vid udstrækning har religiøse rødder, åbenbart fortsat lever og trives – ja de der tror på dem, mener vist også, at de selv er særligt gode mennesker – ak ja.

Sandheden er jo, at vores vækst og forbrug er en væsentlig faktor i at drive den internationale efterspørgsel op – og skulle man anklage den rige del af verden, og her nok først og fremmest europæerne for noget, skulle det snarere være, at vi er jævnt hen dårlige til at sikre stabile høje vækstrater i vores egne økonomier. til gengæld er vi vældigt gode til at bekymre os, men det skaffer som bekendt ikke meget mad på bordet i de små hjem i den 3. verden.

I anledning af den forestående “køb ingenting dag” har jeg skrevet dagens klumme i 180grader – så er man bedre rustet, hvis man skulle løbe ind i  “Danmarks aktive forbrugere” på lørdag, som prøver at overbevise en om at man ødelægger kloden og skader de fattige, når man gør det man plejer, nemlig køber ind. 

Dagens spareforslag til politikerne er nok nogenlunde lige så realistisk, som at tro på en borgerlig-liberal regering der fører……borgerlig-liberal politik her til lands.

Det skal ikke afholde mig fra at slå et slag for legalisering af prostitution og narkotika.

Kriminaliseringen har som bekendt hverken afholdt kvinder og mænd fra at sælge seksuelle ydelser eller dæmpet narkotikaforbruget – så her har vi helt igennem at gøre med ren symbolpolitik, som det aldrig er lykkedes at sandsynliggøre har haft positive effekter (bortset fra hvis det ses ud fra de der har deres udkomme hos politi, domstole, fængselsvæsen og pusher godhedsjunk)

En afkriminalisering vil indebære betydelige besparelser indenfor politiet, retsvæsen og fængselsforsorgen. Et minimumsbud er 5-8 mia. kroner årligt – da bekæmpelse, domstolsbehandling og opbevaring af de dømte (primært narkorelateret) udgør formentlig minimum mellem 1/3 og halvdelen af det samlede ressourceforbrug. En legalisering selvfølgelig også øge skattebasen ganske betydelig, her ligger formentlig også en del mia. og venter.

Dertil skal selvfølgelig lægges de samfundsøkonomiske besparelse der er i og med at vi vil opleve et drastisk fald i antallet af indbrud, overfald, vold mv.

En fornuftig gennemført fuld legalisering af prostitution vil yderligere indebærer en minimering af problemerne med menneskehandel osv.

I foråret blev Christian Bjørnskov og undertegnede kontaktet af Operation dagsværk, og bedt om en “liberalistisk” vinkel på udviklingen i Bolivia og kollektive rettigheder, som der er blevet skrevet om før bl.a. her på bloggen. Det kom der nedenstående tekst ud af. Det indgår vist nok (jeg er dog ikke sikker) i det endelige materiale, som OD har sendt ud til interesserede gymnasier. Der er næppe mange af bloggens læsere der kommer til at stifte bekendtskab med det materiale, så derfor kan det læses her.

Økonomisk frihed og individuelle rettigheder

Økonomisk frihed defineres typisk som afhængig af den offentlige sektors og skatternes omfang, kvaliteten af retssystemet og styrken af den private ejendomsret, pengepolitik, handelspolitik og regulering.

En række internationale studier har vist, at der både historisk og i dag er stor sammenhæng mellem graden af økonomisk frihed og et lands velstand og vækst. Således er BNP per indbygger i de 25 % mest frie lande i verden i gennemsnit næsten 10 gange højere end i de 25 % af verdens lande med mindst økonomisk frihed¹. Det klart vigtigste element i den økonomiske frihed, som understreget af bl.a. Nobelpristageren Douglass Norths historiske forskning fra Europa, er graden af privat, individuelt definerede ejendomsrettigheder. Spørgsmålet i denne artikel er, hvordan klarer Bolivia sig på dette punkt? og hvordan forholder det sig til begrebet ’kollektive rettigheder’?

Mens Danmark er kendetegnet ved en høj grad af økonomisk frihed og at retsvæsenet effektivt og fair garanterer borgernes individuelle rettigheder og ejendomsret, gælder dette langtfra i Bolivia. Den offentlige sektor er korrupt og blander sig kraftigt i vare- og arbejdsmarkederne. Retsvæsenet har fortsat svært ved at opretholde sin uafhængighed og styrke – særligt i forhold til beskyttelsen af den private ejendomsret – og har svært ved at garantere borgernes individuelle rettigheder. I internationale sammenligninger, hvor hvert land placeres på en skala fra 0-10, vurderes kvaliteten af Bolivias retsvæsen til 3,5 – tre point dårligere end Chile – og seks point dårligere end Danmark.²

Efter at Evo Morales blev valgt som præsident er kvaliteten af retsvæsenet svækket yderligere, bl.a. på grund af re-nationaliseringer. Den peruvianske økonom Alvaro Vargos Llosa udtrykte dette i en artikel i Foreign Policy således, at der i Latinamerika eksisterer en skæbnesvanger forkærlighed for stærke og karismatiske ledere, frem for retsregler³. Det har historisk udmøntet sig i, at den enkelte borgers rettigheder og muligheder primært har været afhængig af politiske (og militære) forbindelser, og kun i begrænset omfang har kunnet forsvares juridisk.

Bolivia historisk set

Bolivia er i dag et af Latinamerikas fattigste lande, hvis velstand stort set er stået i stampe de seneste 50 år. Til sammenligning kan nævnes, at mens velstanden i Irland i midten af 1950erne var ca. det dobbelte af Bolivias, var den 50 år senere steget til mere end det 10-dobbelte. Selv efter latinamerikanske forhold har Bolivias økonomi klaret sig bemærkelsesværdigt ringe det seneste halve århundrede. Levestandarden i Bolivia var således lidt højere end den brasilianske i midten af 1950erne. 50 år senere er brasilianerne ca. tre gange så velstående som bolivianerne.⁴

I lighed med nabolandene satsede Bolivia fra begyndelsen af 1950erne på økonomisk vækst gennem statsligt ejerskab i minedrift og industri, koblet med et latinamerikansk særkende, nemlig beskyttelse af indenlandsk produktion gennem handelsrestriktioner, hvorved konkurrencen fra udlandet minimeredes. Den førte politik kan kun beskrives som en fiasko, der hverken forbedrede den generelle levestandard eller reducerede fattigdommen. En mildt sagt turbulent politisk historie inklusiv perioder med skiftende militærdiktatur og tilbagevendende hyperinflation har heller ikke virket befordrende for varig økonomisk vækst. Efter den sidste nedsmeltning i midten af 1980erne gennemførtes en række reformer, der mindskede handelsrestriktionerne, samtidig med en række statslige virksomheder privatiseredes. Det er denne periode der populært kaldes den “neo-liberalistiske periode”. Bortset fra Chile der i dag er en moderne markedsøkonomi med få restriktioner og høj grad af retssikkerhed, har de fleste latinamerikanske lande dog bibeholdt en række forhold der ikke har meget med en moderne markedsøkonomi at gøre. Det er en af grundene til den (mildt sagt) kun moderate økonomiske fremgang illustreret i Figur 1. Centralt står den fortsatte manglende grad af individuelle ejendomsrettigheder.

Individuel vs. kollektiv ejendomsret

Mens det centrale paradigme i 2. halvdel af det 20. århundrede var ét Bolivia med ét sprog (spansk), har de seneste årtier været præget af et stigende krav om anerkendelse af de forskellige indianerstammers forskellige kultur og sprog. Parallelt er der rejst krav om territoriale – kollektive – rettigheder baseret på etnisk oprindelse, da den bolivianske fattigdom rammer landets indianere uforholdsmæssigt hårdt. Spørgsmålet er, hvordan de virker.

Hvis vi overfører bolivianske forhold til Danmark, kan man sige at det at give en specifik indianerstamme ret til et kollektivt ejerskab svarer til at give lollikker ret til Lolland, så længe de bor på Lolland. I det øjeblik de flytter, mister de alle rettigheder og da de ikke besidder en individuel ejendomsret, har de ingen individuelle rettigheder. Kollektive rettigheder kan derfor ikke sammenlignes med de rettigheder man har i den kommune man er bosat i, da der ikke er fri og ikke-diskriminerende adgang til de kollektive rettigheder. Skulle fattige mennesker fra f.eks. La Paz ønske at flytte til et sådant område, vil det ikke være muligt for dem at få del i de kollektive rettigheder. Det indebærer en ganske effektiv svækkelse af bolivianernes geografiske og sociale mobilitet.

Vi ved fra historisk erfaring fra andre systemer uden privat ejendomsret, at folk med en politisk eller på anden vis ’socialt’ allokeret adgang til jord, hverken dyrker den så samvittighedsfuldt eller vedligeholder den på samme måde som privat ejendom. Givet den politisk bestemte risiko for, at brugsretten til jorden ikke tilhører familien næste år, forsvinder incitamentet til at vedligeholde og udvikle området.

Erfaringer fra mange ulande såvel som europæisk historie peger også på, at privat ejendomsret til jord er helt central i at skabe produktive investeringer, der kan løfte mennesker ud af fattigdom. Jorden er som oftest det eneste, der kan stilles som sikkerhed for banklån, som er nødvendige for at kunne investere, hvis man ikke tilfældigvis er født ind i en rig familie.

Endelig kan man stille spørgsmålstegn ved den måde, brugsret eller lignende forhold fordeles, når ejendomsrett
en tilhører et stort ’ko
llektiv’. Vil brugen gå til de mest effektive og arbejdsomme, eller i højere grad til dem med bedst forbindelser og størst mulighed for at ’smøre’ beslutningstagerne? Dette punkt er af afgørende betydning i samfund som Bolivia, hvor korruption er udbredt, risikoen for at blive opdaget begrænset og sanktionerne – med de rette forbindelser – kan undgås.

Vejen frem

Der er ingen tvivl om, at den indianske befolkning i store dele af Bolivias historie er blevet behandlet som andenrangs borgere – også efter de i 1952 formelt blev inkluderet i det politiske system på lige fod med den traditionelle middel- og overklasse. 1990ernes anerkendelse af indiansk kultur og sprog kan ses som led i, at denne del af Bolivias befolkning og dets historie og kultur endelig anerkendes som en del af landets historie- og kulturarv.

Men set i et økonomisk perspektiv – i et land hvor 17 % af befolkningen lever i absolut fattigdom og hvor de ti procent fattigste kun tjener en procent af nationalindkomsten – er det et problem, hvis man satser på kollektiv frem for individuel ejendomsret. Denne prioritering vil fortsat indebære en økonomisk udvikling, hvor chancen for at løfte de fattigste bolivianere ud af armoden er forsvindende lille. Desværre er en af myterne – ikke mindst blandt såkaldt “progressive” kræfter i og udenfor Latinamerika – at den private ejendomsret primært eksisterer til beskyttelse af den allerede velstående og indflydelsesrige del af befolkningen. Det forholder sig i virkeligheden omvendt: Manglen på individuelle rettigheder betyder, at en stor del af befolkningen holdes i dyb fattigdom fordi de ikke har ret til frugterne af deres menneskelige og økonomiske ressourcer.

At være rig i mange ulande betyder, at man samtidig har muligheden for at gennemtvinge sin vilje og forsvare sine (lovligt og ulovligt) erhvervede værdier med midler der ikke er forenelige med en moderne retsstat (der netop garanterer alle borgeres individuelle rettigheder). Det er derfor af afgørende betydning for Bolivias fremtidige økonomiske muligheder – ikke mindst for den fattige del af befolkningen – at man fokuserer på dette område. Desværre har det traditionelt ikke været tilfældet hverken i Bolivia eller resten af Latinamerika.

Danmark har et af verdens dyreste uddannelsessystemer, hvilket desværre, – men nok forudsigeligt – ikke genfindes i kvaliteten af samme system, hvilket internationale sammenligninger (desværre) viser med al tydelighed.

De manglende resultater og lave effektivitet skyldes flere forhold, herunder at man konsekvent fravælger en af de få (eneste?) fordele ved offentlig produktion, nemlig stordriftsfordele. Det gælder i endnu højere grad på uddannelsesområdet end på sygehusområdet.

Dette simple sparetip går i korthed ud på, at centralisere op til 50% af undervisningen på landets folkeskoler, gymnasier og erhvervskoler. Besparelsen opnås ved at der er brug for færre undervisere.

Som bekendt er arbejdskraft relativ dyrt i Danmark. Når danske undervisere samtidig har noget nær verdensrekord i at bruge deres arbejdstid til andet end at være sammen med eleverne (som der for øvrigt er relativt få af i hver klasse) og har meget tid til forberedelse af den enkelte lektion, indebærer det, at der er forholdsvis mange undervisere ansat i forhold til antallet af elever.

Et eksempel taget fra den gymnasiale sektor kan illustrere problemet:

For at eleverne kan modtage 100 timers undervisning, vil det typisk indebære, at underviseren tildeles ca. 220 arbejdstimer, hvoraf de 120 timer går til forberedelse og pauser (ja du læste rigtig).

Hvis vi nu antager at 20% af undervisningen gennemføres som ren e-learning uden lærer, så har vi allerede sparet ca. 44 arbejdstimer.

Hvis Vi derefter planlægger undervisningen centralt i 30% af undervisningstiden, sparer vi yderligere ca. 36 timer til forberedelse.

I alt reducerer det lønomkostningerne ved gennemførelse af 100 timers undervisning med ca. 36 %

En konsekvent brug af IT-baseret og centralt planlagt undervisning er – skal det medgives – et radikalt brud på den traditionelle organisering i det danske uddannelsessystem, til gengæld er besparelserne til at tage og føle på..

Alt efter hvor stor en andel af undervisning/pensum der planlægges centralt og gennemføres via e-learning, må det forventes, at man kan reducere antallet af undervisere i folkeskoler og ungdomsuddannelser med 20%+, hvilket svarer til en besparelse på ca. 3,5 mia.+. – EFTER der er afsat ½ mia. om året til udarbejdelse af centralt materiale, IT-programmer osv.

Der er naturligvis masser af yderligere besparelsesmuligheder, blot at bruge skriftlige i stedet for mundtlige eksamener reducerer f.eks. omkostningen til eksamen per elev til en fjerdedel, og sådan kan man blive ved.

Undertegnede står for onsdagens klumme i 180grader, med den lidet opløftende overskrift “Vælger(selv)bedrag“.

Og selv om indlægget måske kunne give anledning til overvejelser om hvorvidt jeg skulle lide af politikerlede, må jeg afvise det med, at dette ingenlunde er tilfældet. Et folketingsvalg handler jo først og fremmest om at sælge varen (og vinde magten).

Og lad os lige tage følgende bemærkning til de mange penge lovet af politikere til de offentlige ansatte, fremsat af den nyvalgte LO formand, Harald Børsting, med:

“Jeg er ikke glad for at de kommer med dem som politikere, det er plat, men at de kommer med dem som arbejdsgiver, det er jo fint”

Hvad gør man, når virkeligheden ikke passer til den forestilling man gerne vil viderebringe til andre? – man gør som Berlingske Tidendes journalist, Karl Erik Lunde Stougaard, og tager udtagelser ud af citat, hvilket følgende eksempel viser.

Under overskriften “Rudy Guiliani om waterboarding” hævder Berlingske Tidendes korrosondent i USA, Karl Erik Lunde Stougaard, at Guiliani skulle mene, at waterboarding som tortur er afhængig af hvem der udfører det –

Han viderebringer følgende citat som bevis på sin påstand:

“It depends on how it’s done. It depends on the circumstances. It depends on who does it.”

Et citat der er taget ud af sammenhæng, hvilket følgende fulde ordlyd illustrerer:

“It depends on how it’s done. It depends on the circumstances. It depends on who does it. I think the way it’s been defined in the media, it shouldn’t be done. The way in which they have described it, particularly in the liberal media. So I would say, if that’s the description of it, then I can agree, that it shouldn’t be done. But I have to see what the real description of it is. Because I’ve learned something being in public life as long as I have. And I hate to shock anybody with this, but the newspapers don’t always describe it accurately.”

Med andre ord, hvis mediernes fremstilling af waterboarding er korrekt, anser Guiliani det for at være tortur, uanset hvem der udfører det.

Det vil sige det modsatte af hvad Karl Erik Lunde Stougaard påstår – imponerende.

Eksemplet er ikke enestående (heller ikke i Berlingske Tidende) – om det så er udtryk for at han bare ikke kan lade være med at tilpasse virkeligheden sine egne forestillinger om den, eller blot er udtryk for, at 3 års ophold i USA ikke var nok til at forstå engelsk skal jeg ikke afgøre.

Men det styrker ikke just denne punditokrats tiltro til danske journalister.

At Karl Erik Lunde Stougaard heller ikke har høje tanker om sine læsere kan måske ses af, at han rent faktisk linker til New Yourk Times fulde transcript af Guilianis udtalelser. Han må enten gå ud fra, at læserne tager hans ord for givet (hvilket der altså ikke er grund til), dovne eller heller ikke kan forstå engelsk.

Som vores ærede redaktør skrev for et par dage siden vil punditokraterne i løbet af de kommende uger fremlægger en række forslag til – hvad der ikke just er dette valgs hovedtema – besparelser.

Det første sparetip kan på ingen måde siges at være hverken epokegørende eller opsigtsvækkende, det skal dog ikke afholde mig fra at fremføre forslaget. Apropos 25-års jubilæet for den første Schlüter-regering var forslaget også oppe og vende dengang, nemlig indførelse af brugerbetaling i sundshedssystemet. Ordet brugerbetaling er nok ikke særligt velvalgt, da det indikerer at der betales (fuldt) for den modtagne ydelse – dette behøver ikke at være tilfældet. Jeg vil derfor anvende ordet gebyr, der indikerer at der betales et beløb ved anvendelse af en ydelse, uden at dette gebyr dækker den fulde omkostning. Gebyret eksisterer i lige så høj grad for at regulere vores adfærd.

Som det bemærkedes i en rapport udarbejdet af det daværende sundhedsministerium i 1999 gælder, at

”Tendensen til at danskere konsulterer lægen betydeligt mere end nordmænd og svenskere, samt at konsultationerne oftere afsluttes uden diagnose, må blandt andet ses i lyset af, at ydelsen i Danmark er gratis – hvorimod et besøg ved lægen i Sverige og Norge koster henholdsvis 78 NOK og 120 SEK for voksne“.

Indførelsen af et gebyr ved henvendelse til sundhedsvæsnet på f.eks. i gennemsnit 100 kroner, vil forsigtigt anslået indebære en besparelse/øget provenu på mindst 3 mia. kroner.

Der var i 1999 ca. 29 mio. henvendelser til landets praktiserende læger, dertil skal lægges henvendelser til landets skadestuer, speciallæger osv. Ca. halvdelen af de 3 mia. kroner fremkommer alene ved et fald i henvendelserne, således at vi nærmer os svensk niveau.

Det har indtil videre været meget svært at komme igennem med en seriøs diskussion om indførelse af gebyr ved henvendelse til sundhedssystemet, primært fordi pressen stort set kun har interesseret sig for de fordelingspolitiske konsekvenser. Det er bemærkselsværdigt, at sådanne hensyn tilsyneladende ikke har samme betydning, når man taler om f.eks. indførelse og forhøjelse af grønne afgifter. Sandsynligheden for at ”fattige”danskere (der primært er studerende og nyligt startede selvstændige erhvervdrivende – og ikke som mange tror kontanthjælpsmodtagere) ikke skulle have råd til at gå til lægen, fordi der skal betales et gebyr er næppe større end at samme borgere dør af kulde i løbet af den kommende vinter, fordi de ikke har råd til at betale for deres energiforbrug på grund af grønne afgifter.

Afslutningsvis skal jeg heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at en undersøgelse foretaget af Catinét for Cepos tidligere på efteråret faktisk viser, at der er flertal for indførelse af gebyr ved lægebehandling.