I Politiken søndag den 28. januar argumenterede prodekan ved Københavns Universitet Katherine Richardson at den nye karakterskala er en succes. Hun uddybede sit argument med at påstå, at skalaen er blevet modtaget positivt, og at langt de fleste gymnasielærere og universitetsundervisere er glade for den. Richardsons påstand er meget langt fra min virkelighed, hvor der er udbredt og dyb frustration over den nye karakterskala, der på alle måder forringer den værdi, et karaktersystem bør have.

En karakter er i bund og grund kun et signal om en studerendes evner, ikke en belønning for hårdt arbejde, en konkurrenceparameter, eller noget tredje, udover at være information om hvad han eller hun kan. Karakterer er i sagens natur altid lidt upræcise, da eksamen og andre prøver har et element af held, men især karaktergennemsnit er god information til fremtidige arbejdsgivere, læreanstalter der skal optage nye studerende, og de studerende selv om, hvor de befinder sig. Værdien af karaktersystemet beror derfor på, at karaktererne indeholder så meget og så præcis information om de studerendes niveau som det indenfor rimelighedens grænser er muligt. Det er på dette punkt det nye karaktersystem giver så store frustrationer burde være dumpet.

Den klart største del af studerende på en hvilken som helst uddannelse befinder sig i et normalområde omkring gennemsnittet. I det gamle system fik disse studerende typisk 7, 8 eller 9, mens de i det nye system i langt de fleste tilfælde får karakteren 7. For rundt regnet 40 procent af de studerende indeholder det nye karaktersystem derfor ingen information om de er under, på eller lidt over det almindelige gennemsnit. Den midte, som det for langt de undervisere har været så let at håndtere, må vi ikke længere differentiere imellem og en betragtelig del af den samfundsmæssige nytte af systemet forsvinder dermed med de nye karakterer – et punkt som selv gymnasielærernes formand Gorm Leschly pegede på under arbejdet med skalaen (se her).

Richardsons eneste bekymring er, ifølge artiklen, at underviserne ikke er gode nok til at bruge de høje karakterer, dvs. at hun mener vi ikke har forstået systemet men giver for lave karakterer. Men hvad er det for et argument? Mener hun virkelig – som hun implicerer i artiklen – at karaktersystemet er sat i verden for at vi skal give højere karakterer til vores studerende (se f.eks. her)? Er ideen med det egentlig, som også Helge Sander har meldt ud til gymnasierne, at vi ’ikke kan konkurrere med svenskerne’ som får højere karakterer, og at det nye karaktersystem skal ’opveje’ det som en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet indikerede (læs her)? For hvis det er, er det et allerede klassisk eksempel på ’fighting the numbers’!

Lad os holde fast i, at danske studerende ikke bliver dygtigere af at vi bliver tvunget til at give højere karakterer, men kun ved at kunne deres stof bedre. Hvis vi ikke kan konkurrere med andre lande, er det ikke på grund af vores karaktersystem, men på grund af de studerende – og vores egne mangler. En ny og markant dårligere skala ændrer intet ved det.

For trofaste læsere af Punditokraterne bør det ikke komme som en overraskelse, men medierne greb den alligevel søndag og mange af Jyllandspostens faste læsere har nok fået morgenkaffen i den velmente hals. Forsidehistorien og side 1-2 i Indblik-sektionen var nemlig helliget en historie med titlen ”Forskere: Ulandshjælp uden effekt”. Baggrunden er, at ulandsbistanden ser ud til at blive et emne i de igangværende finanslovsforhandlinger, og journalisten fra JP ville derfor høre hvad danske forskere mente om, at der formodentlig bliver sat flere midler af til udviklingsbistand.

Man havde derfor ringet til Martin Paldam, professor i økonomi på Århus Universitet, og fik den utvetydige besked, at ulandshjælpens virkning på vækst og udvikling er lig nul. Henrik Hansen, professor på Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet og den anden fløj i diskussion blandt Danmarks førende eksperter på området, ville ikke være med til at kalde effekten ’nul’, men medgav ærligt og redeligt, at hans resultater pegede på en meget lille effekt. Sidst ringede journalisten så til undertegnede, der kunne fortælle samme historie som Paldam, med tre mulige forklaringer hæftet på: ”Jo mere ulandsbistand et land får, jo dårligere bliver dets konkurrence evne, fordi priserne stiger. Jo mere landet får, jo svagere bliver politikernes incitamenter til at lave reformer, der kan føre til udvikling i landet. Og jo mere landet får, jo skævere bliver lønudviklingen for de bedst uddannede, der skulle skabe udviklingen.” Pointen er nemlig, at selvom en række projekter vitterligt skaber udvikling, er de negative bivirkninger listet i JP så stærkt negative, at de fuldstændigt opvejer de positive projekter, der findes.

Og hvad siger så den ansvarlige minister? Jo, hendes svar til JP består blandt andet i den forrygende videnskabelige observation at hun ikke er ”et sekund i tvivl om, at den danske udviklingsbistand bidrager til at gøre en væsentlig forskel i verdens fattigste lande. Det har jeg konstateret ved selvsyn i mange af de udviklingslande, jeg har besøgt”. Med andre ord baserer Ulla Tørnæs sin holdning på de projekter, Danida og andre organisationer har taget hende ved hånden og taget ud at se. Og bivirkningerne kan man jo ikke se ’ved selvsyn’ på samme måde som man ser en brønd. Selv for en politiker er Tørnæs informationsniveau, som hun åbenbart bygger sin politik på, næsten pinligt tyndt og ensidigt.

Så lad os bare tage dem én gang til: 1) Ulandshjælp udløser Hollandsk Syge, dvs. appreciering af den reale valutakurs, så konkurrenceevnen tager skade, og jo mere hjælp, jo mere skade. 2) Jo mere ulandshjælp et land får, jo svagere bliver politikernes incitamenter til at lave reformer i blandt andet retsvæsenet, en faktor der er meget vigtig i landes udvikling og hvor de fleste ulande klarer sig rigtigt dårligt. 3) Ulandshjælpen fører til en væsentligt større og tungere offentlige sektor, der sluger en væsentlig del af landenes meget lave nationalindkomst. At noget af den allernyeste forskning også peger på, at hjælpen holder demokratiserende reformer tilbage, er helt uden virkning på menneskerettighederne i ulande, og kan skævvride indkomstfordelingen når landene alligevel demokratiserer, er blot flere argumenter for at skære ned eller måske endda helt afskaffe ulandsbistanden.

Spørgsmålet er hvornår danske politikere indser – og får mod til at formidle det til befolkningen – at vi spilder 14 milliarder om året på noget, der ikke giver positiv økonomisk virkning og muligvis holder andre typer udvikling tilbage. Indtil da må de fleste arbejdsduelige danskere altså betale over 4000 kroner om året på rent ingenting.

En af Punditokraternes særlige udenlandske venner, økonomen Axel Dreher fra det tekniske universitet i Zürich, er i de seneste år blevet internationalt kendt for sit globaliseringsindeks. Mens der er flere af den slags derude, er det specielle ved Drehers indeks, der officielt kaldes KOF indekset(læs her), at det kan splittes op i tre klare underkomponenter: Økonomisk globalisering, der måles ved handels- og investeringsstrømme, social globalisering, der mere måler informationsstrømme og andre mellemmenneskelige kontakter over grænserne, og politisk globalisering, der måles ved hvor meget landet deltager i internationale politiske organisationer som f.eks. FN. Drehers indeks kan derfor i højere grad end andre bruges til at skille skidt og kanel.

I dag blev KOF-indekset anno 2008 så offentliggjort, og det første spørgsmål er som altid, hvor Danmark befinder sig. For de globaliseringsinteresserede læsere kan jeg betrygge dem med, at Danmark i år (på basis af 2005-tallene, da nationalindkomsttal altid er et par år bagefter) er nummer seks på det overordnede indeks, ud af de 120 lande, der er med. Det er samme placering vi havde i 1995 og én dårligere end i 1985. Men den hellige grav er ikke helt så velforvaret, som det kunne se ud. Som sagt kan indekset splittes op i tre komponenter, der ikke behøver at have så frygteligt meget med hinanden at gøre. Det giver naturligvis et mere nuanceret billede.

På det sociale indeks er vi nummer seks, én bedre end i 1995 og samme placering som i 1985. Indekset bekræfter altså, at vi er et af de folkefærd i verden, der har størst interesse og mest kontakt med andre lande og kulturer. Placeringen på det politiske indeks er nummer 15, ned fra nummer 12 i 1995 og nummer ni i 1985. Det skred skal dog tages med en hel del gran salt, da vi ikke er blevet mindre globale, men blot overhalet af en række lande, der deltager endnu mere i internationale organisationer. Ingen bekymring der.

Grunden til kvalificeret bekymring skal findes på placeringen som nummer 11 på det økonomiske indeks, der er skredet fra nummer syv i 1995 (og nummer 13 i kriseårene omkring 1985). Nu kan man selvfølgelig indvende, at nummer 11 da ikke er så dårligt, men én ting skal huskes når man fortolker placeringen: Små lande er næsten automatisk altid mere integrerede i den internationale økonomi, da deres hjemmemarkeder er mindre og de har færre ting, de selv producerer. I Danmarks tilfælde kan man også overveje, om vi ikke er mere globaliserede fra starten på grund af vores særlige geografi har ekstra let adgang til søtransport. og når man tager den type overvejelser i betragtning og korrigerer statistisk for dem, ligger Danmark og roder rundt omkring en placering i 30’erne.

For et land, en regering og en befolkning med så stor fokus på globalisering, må en reel placering lidt udenfor den gode fjerdedel siges at være en stor skuffelse. Så hvad gør vi forkert? Tja, man kan jo overveje om ’velfærdsstaten’ med dens eksorbitante skattetryk på særligt de højere indkomster ikke skræmmer nogle af de udenlandske investorer væk, og særligt dem med højteknologisk virksomhed, der har brug for højtuddannet arbejdskraft. Man kan tænke på, om det politisk højt besungne uddannelsessystem producerer nok uddannelse – for Danmarks generelle uddannelsesniveau er i den henseende ikke noget at prale af, givet hvor rigt landet er. Og man kan sidst, men ikke mindst, vælge at betragte det politiske skred mod et næsten samlet socialdemokratisk Folketing som et varsel om en mere interventionistisk politisk kurs, ikke mindst i det øjeblik nogen siger ordet ’klima’. Under alle omstændigheder handler det ikke bare om at gøre det lidt bedre. Det er for dårligt af en nation med en 1000-årig handelstradition.

Det er atter blevet tid til at først at begive sig i dagevis ud i gavehelvede for at finde gaver til de krævende små og vennerne, der har alt, for derefter udmattet at synke ned i den traditionelle, danske jul. Og ligesom sidste år, kommer her derfor et julekort fra Redacteuren til Punditokraternes trofaste læsere, før han også når det magiske øjeblik klokken fire på mandag, hvor julen indtræder.

Lad mig begynde med det vigtigste: En stor tak til de mange læsere, både dem der ’blot’ følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Den tak gælder også dem, der jævnligt erklærer sig umisforståeligt uenige med os. For mens vi er lykkelige for at skabe debat på et andet, og forhåbentligt mere solidt fundament end de almindelige meninger, må vi også være taknemmelige for, at selv vores egne argumenter bliver udfordret konstant.

Videre til punkt to: Årets begivenheder. 2007 bød ikke på en Muhammed-krise eller lignende, men dog på det første Folketingsvalg, hvor jeg valgte at stemme blankt. Vi kan nu med ganske deprimerende sikkerhed sige, at der ikke findes et eneste, rigtigt borgerligt parti i Danmark mere. Det Konservative Folkeparti har altid haft en hang til større stat – husk blot hvem der indførte topskatten og hvor klimaministeren kommer fra – men nu har Venstre med Claus Hjorts infamøse små skridts politik overhalet selv de Radikale venstre om og placeret sig på midten af dansk politik, lige ved siden af Socialdemokraterne. En række andre begivenheder, ikke mindst den absurde lighedsdebat og den næsten dårligst tænkelige skatte- og afgiftsomlægning har også forpestet mit i forvejen skeptiske forhold til dansk politik. Ikke noget at være taknemmelig for der, bortset fra de ufrivilligt komiske indslag fra talrige politikere, når de bejler ubehjælpsomt til medianvælgeren.

Men punkt nummer tre er dog det vigtigste: Julen selv. December er ved at være ovre, og når vi når januar vender danskernes forbrugstilbøjelighed tilbage til det almindelige niveau efter en måned med gavekøb, ekstra cafebesøg, ekstra luksus, og for nogles vedkommende ekstra rejser væk fra det hele. Alt sammen til gavn for utallige mennesker, der leverer vores inderste – og yderste – ønsker. Så umiddelbart før julefreden sænker sig, er den eneste, helt uvidenskabelige og aldeles ukontroversielle pointe med dagens indlæg simpel. Jeg ønsker alle mine med-punditokrater, vores andre bidragsydere og hele vores læserskare en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Tirsdag aften valgte the African National Congress, ANC, ny formand. Som frygtet af mange, faldt valget på Jacob Zuma (læs f.eks. her). Zuma vandt med 2329 stemmer eller 61 %, mens den nuværende formand Thabo Mbeki fik 1505. ANCs valg af ny formand foregik fuldt demokratisk og rimeligt ordentligt (sådan da), men må stadig beklages dybt.

Valget af Zuma, og hans sandsynlige sejr i præsidentvalget i 2009, rykker nemlig Sydafrika væsentligt nærmere på en situation med ’almindelig’ afrikansk politik i et land, der ellers er et af Afrikas eneste velfungerende. For Zuma er en politiker af klassisk, afrikansk tilsnit, ligesom Robert Mugabe i nabolandet Zimbabwe.

For det første er Zuma en af de tidligere frihedskæmpere fra Apartheid-tiden. Han har siddet flere år i fængsel for at kæmpe i ANC for sortes rettigheder, og har derfor lidt af den samme heltestatus som Mugabe i hvert fald tidligere nød i den brede befolkning. Og som fællen fra Zimbabwe er Zuma primært populær blandt de fattige og uuddannede, og blandt sin egen stamme, zuluerne. For stammetilhør er også kommet til at spille en rolle i sydafrikansk politik, ligesom det er tilfældet i næsten alle andre afrikanske lande. Han har derfor både qua sin stamme og sin fortid en ganske stor goodwill at trække på, og kan derfor tillade sig en del mindre demokratiske dumheder. Disse tæller blandt andet hans valg af slagsangen ’Bring mig min maskinpistol’, som hører apartheid-tiden til, men nu bruges kynisk i en populistisk magtkamp.

For det andet, udmærker Zuma sig ikke ligefrem ved sin moralske statur. Han blev tidligere på året frikendt for voldtægt i en sag, hvor en del af hans forsvar bestod af at skyde skylden på det HIV-smittede offer, fordi hendes nederdel var ’for kort’. Han har i sagens forløb også ’udmærket’ sig ved at argumentere for, at han ikke blev smittet med HIV fordi han tog et langt, varmt brusebad, og varme brusebad angiveligt forhindrer HIV-smitte. I en lidt anden moralsk boldgade er Zuma stadig under undersøgelse for korruption i en sag, der tidligere har kostet en af hans nærmeste rådgivere en meget lang fængselsstraf.

For det tredje må man frygte, hvad Zumakan finde på politisk. Efter eget udsagn har han ikke forstand på ’økonomi og grafer’ og den slags ting, og baserer sine politiske ideer på, hvordan tingene fungerer hjemme i landsbyen. En del af hans popularitet blandt de fattige er således bygget på udsagn som, at hvis ens nabo er sulten, så giver man ham et brød. Det er selvfølgelig vældigt populært blandt en befolkning, hvor arbejdsløsheden i visse områder nærmer sig 50 procent – ikke mindst på grund af et arbejdsmarked, der er så reguleret at det er mindre fleksibelt end Frankrigs. Det er også fint i tråd med ANCs marxistiske fortid, som konkurrenten Mbeki ellers har brudt med de sidste otte år.

Den deprimerende bundlinje er, at Zuma på snart sagt alle punkter ligner en af de mange politikere, der med en blanding af populisme, store ord, machismo (som af en eller anden grund synes at have særlig klangbund hos zulubefolkningen), marxistiske ideer og ekstrem moralsk fleksibilitet har ødelagt kontinentet. De rige lande og i særlig grad de vestlige virksomheder, de skaber jobs og overfører teknologi og andre kundskaber til fattige lande, kommer sandsynligvis i løbet af de næste år til at befinde sig i en Catch 22: Den økonomiske politik bliver ikke bedre – og måske dårligere – og det vil derfor blive bedst at flytte investeringer til Botswana, Vietnam eller andre fattige lande med fornuftig politik, men i det omfang de gør, kan Zuma og andre sydafrikanske politikere skyde skylden på ’multinationale’ og ’globaliseringen’ for den skade, de gør på deres eget land for egen vindings skyld.

Naturligvis er det ovenstående et skrækscenario som ikke behøver gå i opfyldelse, men det er trods alt sket så tit og i så rædselsfuldt omfang i Afrika, at man må betragte det som en konkret mulighed. Så hvad kan forhindre det? Først og fremmest kan man håbe på, at der er nok andre og mere fornuftige politikere i Sydafrika der kan bremse Zumas mere idiotiske ideer. Men er det sandsynligt? For det andet kan man håbe på, at Zumas popularitet i visse kredse, og ubehaget ved ham i andre kredse, kan føre til en splittelse af ANC. Den mulighed ses ikke som positiv i store dele af vesten, men man må spørge sig selv om, hvad der er godt ved et demokrati hvor en tidligere marxistisk oprørsbevægelse sidder på mere end to tredjedele af pladserne i parlamentet, og dermed kan gennemføre selv grundlovsændringer ved egen kraft?

Uanset hvordan men vender situationen, er det overvældende sandsynligt at valget af Zuma som ANC-formand vil føre til ustabilitet og ekstra lidelse i Sydafrika. Hvor længe det varer og hvor dyb krisen bliver, afhænger kun af sydafrikanske forhold. Vi kan intet andet gøre end at se på – og håbe at Afrikas økonomiske og politiske motor også overlever en korrupt voldtægtsforbryder i præsidentembedet.

Når valgtrommerne buldrer, kan de ofte overdøve alt andet, ikke mindst i blogosfæren. Det skete i efteråret, hvor trommerne drønede længe før valget faktisk blev udskrevet, og i de tre uger valgkampen rasede, kunne himlen næsten være faldet ned om ørerne på samtlige beboere på plejehjem i Sønderjylland uden at det var blevet til mere end en kort notits i Jydske Vestkysten. Og i den situation forsømmer man derfor ting og sager. En af de ting, vi har forsømt her på stedet, er bogomtaler, en forsømmelse som vi tog fat på at rette i går med Niels Westys første julegavide.

Vores andet bud på en bog, man kunne tænke sig at finde under punditokraternes imaginære juletræ, er Lone Franks ”Den Femte Revolution”, som LF var så venlig at sende til os tidligere på året – og som vi er ret flove over ikke at have omtalt endnu. Ved første øjekast ligner en populærvidenskabelig debatbog om den nyeste hjerneforskning måske ikke som et oplagt valg til en samfundsvidenskabeligt baseret blog som punditokraterne, men LF giver bogen et interessant twist: Meget af den nyeste hjerneforskning lægger sig nemlig op ad megen samfundsforskning, som for eksempel i LF’s kapitel 6 med titlen ”Med den usynlige hånd i baghovedet”.

Den Femte Revolution er delt ind i kapitler med hvert sit emne: ’Gud i synapserne’, om hvordan religion nærmest er fejlfunktioner i hjernen; ’De nye lykkesmede’ om den neurologiske basis for lykkefølelse; ’Løgnens anatomi’, der outliner mulighederne for at måle løgn i hjernen; og altså kapitel 6 om den usynlige hånd og hjernens indbyggede økonomiforståelse – eller hvad vi skal kalde det.

I kapital 6 outliner LF det nye neuroøkonomiske teoridannelser og en del af erfaringen fra den psykologiske del af det nye felt, der hedder eksperimentel økonomi. Hun har derfor talt med en række førende forskere på området og bringer flere ind – George Loewenstein, Daniel Kahneman, Colin Camerer – der blandt andet finder, at vi næsten alle udviser prosocial adfærd og altså ikke opfører os som Homo Oeconomicus i ren aftapning. Kapitlet rummer også en interessant samtale med Richard Peterson, en psykolog der forsker i neurofinans og bl.a. hvorfor børshandlere umiddelbart ser ud til at opføre sig irrationelt i visse situationer. Alt sammen fabelagtigt spændende emner, hvor forskerne konkluderer, at der er behov for blid regulering i en slags ’onkelstat’.

Man må blot spørge sig selv om, hvor Vernon Smith – som Kahnemann delte Nobelprisen med – er henne? For Smith fandt netop, at helt almindelige mennesker i almindelige markedssituationer lynhurtigt finder den korrekte ligevægtspris gennem præcist det, Walras kaldte en tatonnement-proces, altså at standardteorierne virker. Der findes således en hel anden halvdel af forskningsfeltet, som LF interesserer sig for, der ikke generelt finder problemer, men netop bekræfter frie markeders imponerende effektivitet, selvom folk ikke har fuld information osv. Men hvis biologen LF kun har interviewet folk som Loewenstein, Camerer og andre, der befinder sig på den ene side af diskussionen, er det fuldt forståeligt.

Problemet med LF er, at hun som så mange andre lader sig besnære af det projekt, man nogle gange kalder ”utopian engineering”, et projekt som selv en så stor ånd som Friedrich Hayek faldt for selvom han argumenterede imod (i bind tre af Law, Liberty and Legislation). For selvom Collin Camerer og andre gode folk som LF har talt med kan argumentere for, at staten bør udøve et ”venligt og behjælpsomt formynderi” så folk sparer nok op og mere generelt opfører sig fornuftigt, hvad betyder det så for samfundets dynamik? Hele projektets kerne er nemlig, som de fleste andre utopiske idéer, at vi kender endemålet hvor vi i sagens natur ikke længere behøver lære af vores fejltagelser. Mit syn på det er at den type formynderi – udover at det har en konkret negativ effekt på folks lykke – praktisk taget altid fører til samfundsmæssig stagnation på længere sigt. For selvom mennesker laver fejl, og i nogle tilfælde også systematiske fejl, så lærer vi af vores fejl. Fejlene er det, der bringer samfundet videre!

Den kritik kan man så tage som en kritik af Lone Franks bog, men det vigtige er, at vi sikkert ikke havde haft dén diskussion uden hendes bog. Og det at man ikke er enig i alle konklusioner og fortolkninger er ikke en valid kritik – man kan blot prøve at forestille sig at man kun læste materiale, man var enig med! Den Femte Revolution formår gennem en gennemgang af håndplukkede emner i moderne hjerneforskning at rejse nogle spørgsmål vi ikke normalt stiller, og vinkle andre i et andet lys end vi plejer. Alene af den grund fortjener den at blive læst. At LF så er både åbensindet og virkeligt velskrivende er kun ekstra plusser, der gør oplevelsen endnu bedre.

Langt de fleste økonomer – i praksis alle uafhængige – er efterhånden enige om, at regering og Folketing opfører sig økonomisk uansvarligt. Regeringen har med ophøjet arrogance ignoreret advarselssignalerne de sidste par år, og oppositionen har øjensynligt frigjort sig fra ethvert ansvar i dens insisteren på lønstigninger til deres kernevælgere blandt de offentligt ansatte. Det havde Jarl Cordua en glimrende klumme om i Nyhedsavisen i lørdags (læs klummen her). I klummen, der hedder ‘vild med uansvarlighed’ skriver han lige ud af posen blandt andet:

Det går godt i Danmark. Landet har stort set ingen økonomiske problemer og nærmer sig fuld beskæftigelse. Det kan ikke blive med at gå godt, og derfor bør man ”sætte sin lid” til de 179 folketingspolitikere, som aldrig forspilder en chance for at forbruge skatteborgernes penge på offentlig velfærd og service. Jo hurtigere des bedre.

Og lad mig så for egen regning undre mig over én ting: Regeringen har de senere dage beklaget sig over, at de ’jo ikke kunne vide at det så så skidt ud’ og påstår at de ikke havde de relevante oplysninger før valget. Det eneste svar til det, er vist ’BS’ som amerikanerne siger. Vi andre har vidst i lang tid, at recessionen og inflationspresset var på vej. Hvis Fogh og co. ikke har set det, må de have haft øjnene lukket sammenbidt i.

Med risiko for at blive beskyldt for skamløs selvpromovering, vil jeg gøre Punditokraternes læsere opmærksomme på min klumme i 180 grader i går (læs her). Klummen, der tager udgangspunkt i danske politikeres megen snak om ’sammenhængskraft’ og deres brug af et så elastisk og upræcist begreb som forsvar for velfærdsstaten og den danske lighed, henviser også til Martin Ågerups nye bog. Bogen, der er værd at læse, får en forudsigelig, men underlig, medfart i Politiken i dag hvor anmelderen endda når at påstå, at de fleste økonomer nu er enige om at velfærdsstaten bidrager til den økonomiske vækst! Hvad kan man gøre, når ens mediemodstandere smider om sig med så uhyrlige påstande. Anyway, læs bogen – og eventuelt også klummen.