Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Ny Alliance vil lukke kasserne og åbne grænserne

Af Niels Westy, den 23. maj 2008. 6 svar

Ifølge dagens aviser, bl.a. Nyhedsavisen og 180grader, foreslår NA, at man skal åbne for indvandring, men lukke for de offentlige kasser, således at udlændinge der kommer til Danmark selv må sørge for f.eks. private forsikringer til sygdomsbehandling og ledighedsydelse

Det er selvfølgelig tankevækkende, at hvor 180grader bruger overskriften “Ny Alliance vil lukke kasserne og åbne grænserne” så er Nyhedsavisens overskrift “Syge indvandrere skal selv betale for lægehjælp” – en ikke uvæsentlig forskel.

Som borgerlig liberal burde NAs forslag jo være sød musik i ørerne, men ak, dem finder der vist ikke mange af i folketinget ano 2008, i hvert fald ikke i Venstre, Danmarks selverklærede liberale parti, hvor Karsten Lauritzen, der er formand for Folketingets udvalg for udlændinge- og integrationspolitik udtaler, at “jeg er enig i intentionen. Danmark har brug for arbejdskraft. Men vores velfærdsydelser skal gælde alle i samfundet. Ellers ender vi med at få et A- og et B-hold.”

Naturligvis er Dansk ”nationalt-socialdemokratisk” Folkeparti heller ikke med på ideen, hvilket dog er mere forståeligt givet deres politiske ståsted. Og cirkel-slutningen, som partiets udlændingeordfører Peter Skårup opstiller er da også, at “I den ideelle verden lyder det jo meget smukt, at folk skal have fri indrejse, men at dem, der kommer hertil, ikke skulle have ret til offentlig forsørgelse, er jo helt urealistisk at forestille sig i Danmark,” – tjah hvis der var en vilje, var der nok også en vej.

Der er naturligvis tale om et dybt diskriminerende forslag, spørgsmålet er bare overfor hvem? Jeg går ud fra, at NA mener, at indvandrernes skattebetaling skal afspejle, at de hverken er del af overførselsindkomst-cirkusset eller det offentlige syndhedssystem.

Når Karsten Lauritzen taler om et A- og B hold, er det jo ikke givet, hvem der havner på hvilket. Mit bud er, at det vil være endog meget fordelagtigt at deltage i en ordning hvor man frasiger sig alle krav på offentlige ydelser, og i stedet klarer sig selv.

Og naturligvis er der praktiske problemer, hvad med deres børn? skal de også have det favorable tilbud, eller skal de tvinges ind i den danske model? En mulig løsning ville jo være, at tilbuddet gælder alle der måtte ønske det. Se det ville være ægte borgerlig-liberal politik.

Hørte jeg nogen sige, at så vil kun de der ikke kan klare sig bliver tilbage i systemet??? – tsk tsk, hvad er dog det for en holdning at have til det store flertal af danskere der i meningsmåling efter meningsmåling angiver, at de er vældigt glade for vores velfærdsmodel og da gerne betaler en høj skat for at finansiere denne – men det mener de måske slet ikke?

En lille vits

Af Christian Bjørnskov, den 21. maj 2008. 2 svar

Punditokraterne har haft en række alvorlige diskussioner den senere tid – historiekanon, slaveefterkommere, Obama osv. Men idag er indlægget blot en lille vits, som vores ven Lars Skipper har været så venlig at sende. Jeg synes, den er sjov og god at tænke over, men vil lade læserne danne deres egen mening.

Science Reveals Heaviest Element Ever Discovered

Research has led to the discovery of the heaviest element yet known to science. The new element, Governmentium (Gv), has one neutron, 25 assistant neutrons, 88 deputy neutrons, and 198 assistant deputy neutrons, giving it an atomic mass of 312.

These 312 particles are held together by forces called morons, which are surrounded by vast quantities of lepton-like particles called peons.

Since Governmentium has no electrons, it is inert; however, it can be detected, because it impedes every reaction with which it comes into contact. A tiny amount of Governmentium can cause a reaction normally taking less than a second, to take from four days to four years to complete.

Governmentium has a normal half-life of 2-6 years. It does not decay, but undergoes a reorganization in which a portion of the assistant neutrons and deputy neutrons exchange places. In fact, Governmentium’s mass will actually increase over time, since each reorganization will cause more morons to become neutrons, forming isodopes, not to mention multiple oxymorons.

This characteristic of moron promotion leads some scientists to believe that Governmentium is formed whenever morons reach a critical concentration. That hypothetical quantity might normally be called “critical mass” but, in this unique case it is known as “critical mess”.

When catalyzed with money, Governmentium becomes Administratium (Am), another just-discovered element that radiates just as much energy as Governmentium since it has half as many peons but twice as many morons.

Author unknown

Vi har brug for en historiekanon for politikere – helst uden for mange fremmedord

Af Niels Westy, den 20. maj 2008. 8 svar

I forbindelse med det seneste kapitel i debatten om tørklæder, multi- vs. monokulturelt Danmark, rejser spørgsmålet sig om der ikke burde laves en særlig kanon for politikere – i første omgang en historiekanon.

Således udtaler Henriette Kjær fra de konservative til Ritzaus, at »Vi mener ikke, at Danmark er et flerkulturelt land. Så ville landet se anderledes ud. Vi ville have moskeer og synagoger, og folk ville have ferier og helligdage på forskellige tidspunkter«

Hun er tilsyneladende ikke klar over, at Danmarks første synagoge blev grundlagt i 1714. Men med denne oplysning, vil hun måske ændre holdning og herefter mene, at Danmark har været et flerkulturelt land siden 1714?

Og hvis hendes udsagn om officielle helligdage skal tages alvorligt mener hun åbenbart at det er magthaverne privilegium at diktere et lands kultur? – og så ikke et ord om, at julen oprindeligt slet ikke var en kristen højtid, hvilket en lang række af vores traditioner bærer vidnesbyrd om.

Henriette Kjær har da også tidligere udvist en meget fri omgang med historiske fakta. Således har hun udtalt, at de olympiske lege i Berlin medførte, at verden fik øjnene op for farerne ved ved det nazistiske styre i Tyskland!!

Henriette Kjær er bestemt ikke den eneste politiker der i tide og utide pinligt demonstrerer mildt sagt alternative udgaver af simple historiske fakta. De er rigt repræsenteret i alle politiske partier, og må vist ofte prise sig lykkelige over, at journalisters fakturelle viden ofte befinder sig på samme lave stadie som politikernes.

Helt galt gik det for en anden borgerlig politiker sidste år, nemlig daværende medlem af folketinget for Venstre, Charlotte Antonsen, da hun i et interview i 180grader advarede mod de frie markeders stormende konkurrence, dette blev bl.a. begrundet med, at man jo ikke kunne have fri konkurrence som på Adam Smiths tid. Hermed afslørede hun en – ikke mindst for en venstrepolitiker og tidligere økonomistuderende – bemærkelsesværdig mangel på viden både om Adam Smith, økonomi og liberalisme.

Således formåede hun både at placere Adam Smith i et forkert århundrede (det 19. i stedet for det 18. hvor han retteligt hører hjemme), lige som hun demonstrerede en opsigtvækkende uvidenhed om forholdene i Europa og Danmark på daværende tidspunkt – hvor hun beskriver de pågældende lande som præget af frie markeder – blot det havde været så vel. Både Europa og Danmark var – og til dels fortsat er – præget af merkantilistisk tankegang og kraftig regulering modsat frie markeder, som Adam Smith plæderede for.

Måske det var en ide, at lave en hel serie af “kanon for politikere”. Hvis ikke det var for faren for at blive kaldt udansk, kunne man fristes til at kalde serien “kanon for dummies”

Vi kunne jo lægge ud med en om Danmarks historie, nok helst med store bogstaver, masser af billeder og uden for mange fremmedord.

Slavepigen Lucretia og hendes efterkommere.

Af Niels Westy, den 12. maj 2008. 22 svar

Musteen (blanding af hvid og mulat) og slavepigen Lucretia Bourke blev født på plantagen Mt. Pleasent på Sct. Cruix i 1797. Som 17 årig blev hun frikøbt af Hugh Lang og sammen fik de 5 børn. I 1831 vendte han tilbage til Skotland, hvor han giftede sig. I modsætning til mange samtidige europæiske mænd fortsatte han dog med at hjælpe sin “kulørte familie”, hvoraf flere flyttede til Danmark.

Mens en af Lucretias børnebørn blev kontraadmiral i den danske flåde, blev en anden en succesfuld grosserer, hvis mausoleum, der huser hans kone, elskerinde og ham selv, den dag i dag kan ses på Asminderød kirkegård.

En af hendes oldebørn var den kendte historiker Francis Beckett, mens to af hende tipoldebørn endte som politimestre i henholdsvis Helsingør og Hjørring, og en tredje blev valgt som konservativ borgmester i Frederikshavn.

En af hendes tiptiptipoldebørn er for øvrigt punditokrat og skriver disse linier. I slutningen af denne måned mødes han med andre efterkommere til Lucretia og Hugh Lang. Her vil være Obamariks og Sowellister, Pianister og Halalhippier, slappere og strammere, socialister og borgerlige, troende og ateister, de med ondt i livet og de der nyder livet.

Læseren vil måske spørge hvorfor jeg skriver disse linier. Kunne det være, at jeg mener, at min families historie indebærer en særlig ret – ja måske endda pligt – til at fremføre bestemte synspunkter i den tilsyneladende evigt kværnende debat om indvandrere, racisme og muslimer?. Svaret er, at nej det synes jeg egentlig ikke.

Dette i modsætning til andre, hvilket jeg oplevede for et par år tilbage. Her deltog jeg i et arrangement – jeg erindrer ikke hvem der arrangerede det – for efterkommere efter danske slaver. En af oplægsholderne, formanden for dansk-vestindisk selskab , fortalte begejstret om hvordan hun havde følt, at hun var kommet hjem første gang hun besøgte de tidligere dansk-vestindiske øer, som hun siden havde besøgt vist nok op mod 20 gange.

Jeg er ikke i tvivl om at hun har det sjovt og nyder det, hver gang hun besøger øerne, men mon ikke der findes de der vil sige det samme om Mallorca, uden at det indebærer at de har så meget som en dråbe spansk blod i årene?

Vi blev også opfordret til at optræde som en slags ambassadører for det glemte og eksotiske Danmark – ligesom vi selvfølgelig med vores særlige baggrund måtte have en særlig (læs god og tolerant) holdning i indvandrerdebatten. Det er naturligvis noget vås.

Skulle jeg bruge min families historie til noget og de første generationers håndtering af at være “eksotiske danskere”, må det som Thomas Sowells beskriver det, ud fra devisen om, at:

“In the real world, a sense of grievance or entitlement, as a result of the mistreatment of your ancestors, is not likely to get you very far with people who are too busy dealing with current economic realities to spend much time thinking about their own ancestors, much less other people’s ancestors.””

Dermed ikke sagt at deres baggrund ikke spillede en rolle. Således er det ikke utænkeligt, at den i indledningen nævnte grosserers forkærlighed for store armbevægelser og behov for at efterlade sig et varigt minde i lokalsamfundet kan være drevet af dette. Men han kan nu ligeså godt have været drevet af mindreværds-komplekser overfor de mere akademiske dele af familien eller noget helt tredje. Det er ikke til at vide.

Hvad der er afgørende for historien om Lucretias efterkommere er ikke hvorvidt der eksisterede diskrimination. Det gjorde der, og det var man pinligt klar over. Således skriver Lucretia på et tidspunkt til en af hendes døtre, at hun, – trods personligt savn – foretrækker at denne bliver i Europa, bl.a. på grund af forholdene for farvede på de dansk vestindiske øer, men også, som hun skriver, fordi lokalsamfundet er præget af halvstuderede eller nærmest uvidende voksne mænd og kvinder.

Også i Danmark støder de første generationer på diskrimination. Således var der vist et ægteskab der aldrig blev til noget, fordi den potentielle svigerfamilie ikke synes, der var tale om et passende parti. Og der har sikkert også være de, der har kigget skævt på grund af det gebrokne dansk og de måske i nogen tilfælde fremmedartede vaner, uden det dog synes at have lagt en dæmper på ambitionerne.

Min pointe med den fortalte historie er, at man kan hverken integrere, hjælpe eller ligestille mennesker ved lovgivning, positiv særbehandling eller snak, og da slet ikke hvis man starter ud med at udnævne den ene parts handlinger til at være undskyldt med fortidens undertrykkelse.

Ovenstående kan læses som mine kommentarer til den Thomas Sowells klumme , som jeg for et par dage siden skamløst valgte at lægge på bloggen ubeskåret, hvilket faldt en af læserne for brystet.

Hvad der er det nye”i Barack Obamas indgang er vel dybest set blot, at han ikke kun opfatter sorte som ofre, men alle som ofre og hvor nyt er så det? En taktik, der i årtier har været meget populær i dansk politik, og må anses for et bærende element i dansk velfærdsstatisme.

Ikke udtryk for noget særligt opløftende syn på det enkelte menneskes evner, men nok så effektivt til selvpromovering og sætten politikeren i centrum som problemknuseren. Vi får se om det også gælder i USA til efteråret, som det har været gældende i Danmark i efterhånden nogle årtier.

Men måske er det afgørende for, at jeg foretrækker en Thomas Sowell frem for en Barrack Obama blot, at jeg, (ifølge World Value Survey) i lighed med 61% af amerikanerne, 53% af Canadierne og 40% af Schweizerne, men kun 4% af svenskerne og 2% af danskerne prøver at lære mine børn værdien af hårdt arbejde.

Thomas Sowell om Barack Obama, hans præst og venstrefløjens patent på godhed.

Af Niels Westy, den 8. maj 2008. 20 svar

Thomas Sowell Havde for et par dage siden et indlæg i Jewish World Review, som fortjener at blive refereret i sin fulde længde:

Sometimes unrelated events nevertheless tell a coherent story.

One newspaper story that caught my eye recently was about two high-powered
schools in South Korea where Korean girls study 15 hours a day, preparing
themselves for tests to get into elite colleges in the United States.
Harvard, Yale and Princeton already have 34 students from those schools.

When a copy of the 50th anniversary report on members of the Harvard class
of 1958 arrived in the mail recently, I thought back to one of my fellow
students in that class who had worn a hole in the sole of his shoe but put a
folded piece of newspaper in his shoe to cover the hole, rather than tell
his parents.

He realized that they would buy him a new pair of shoes if they knew– and
he also realized that they could not afford it.

He went on to become a professor at several well-known medical schools and
to have various achievements and honors over the years.

>From even further back in time, I received a letter recently from a man who
grew up in my old neighborhood back in Harlem. When he and I were in the
same junior high school, one day a teacher who saw him eating his brown bag
lunch suddenly arranged for him to get a lunch from the school cafeteria
without having to pay for it.

It happened so fast that my schoolmate had already taken a bite from the
school lunch when he suddenly realized that he had been given charity– and
he wouldn’t swallow the food. Instead he went to the toilet and spat it out.

By now his brown bag lunch had been thrown out, so he just went hungry that
day. He went on to become a very successful psychiatrist.

Like everyone else, I have also been hearing a lot lately about Jeremiah
Wright, former pastor of the church that Barack Obama has belonged to for 20 years.

Both men, in their different ways, have for decades been promoting the far
left vision of victimization and grievances– Wright from his pulpit and
Obama in roles ranging from community organizer to the United States Senate, where he has had the farthest left voting record.

Later, when the ultimate political prize– the White House– loomed on the
horizon, Obama did a complete makeover, now portraying himself as a healer of divisions.

The difference between Barack Obama and Jeremiah Wright is that they are
addressing different audiences, using different styles adapted to those
audiences.

It is a difference between upscale demagoguery and ghetto demagoguery,
playing the audience for suckers in both cases.

People on the far left like to flatter themselves that they are for the poor
and the downtrodden. But what is most likely to lift people out of poverty–
telling them that the world has done them wrong or promoting the work ethic
of the Korean girls, the dogged determination of my Harvard classmate with
the newspaper in his shoe, or the self-reliance of my fellow junior high
school student in Harlem who had too much pride to take charity?

When young people go out into the world, what will they have to offer that
can gain them the rewards they seek from others and the achievements they
need for themselves?

Will they have the skills of science, technology or medicine? Or will they
have only the resentments that have been whipped up by the likes of Jeremiah Wright or the sense of entitlement from the government that has been Barack

Obama’s stock in trade?

In the real world, a sense of grievance or entitlement, as a result of the
mistreatment of your ancestors, is not likely to get you very far with
people who are too busy dealing with current economic realities to spend
much time thinking about their own ancestors, much less other people’s
ancestors.

Another seemingly unrelated experience was being in a crowd at a graveside
in a Jewish cemetery last week. That crowd included people who were black,
white, Asian, Catholic, Jewish and no doubt others. This country has come a
long way, just in my lifetime.

We don’t need people like either Jeremiah Wright or Barack Obama to take us backward.

The time is long overdue to stop gullibly accepting the left’s vision of
itself as idealistic, rather than self-aggrandizing.

Gud vide hvad hvorledes Thomas Sowell ville beskrive dansk politik? 🙂

Holdånd: Vikingerne og den nordiske tillid

Af Christian Bjørnskov, den 6. maj 2008. 23 svar

Politiken i søndags bragte som sædvanlig en analyse, denne gang skrevet af undertegnede. Den baserer sig på et nyt forskningsprojekt, som vi er ved at starte ved Aarhus Universitet og pt. søger både midler og deltagere til. Hvis emnet skulle have interesse for Punditokraternes læsere, er analysen nedenunder – og hvis nogle af læserne med en historisk/arkæologisk baggrund skulle være interesserede i projektet, eller kende nogen der er, modtager vi meget gerne henvendelser!

Tillid er blevet et stort emne i samfundsvidenskaberne de senere år. Efter at politologen Robert Putnam i 1993 sandsynliggjorde, at forskelle i ’social kapital’ – komplekset af tillid, normer og netværk der muliggør kollektiv handlen– er ansvarlige for at regeringsførelsen og levestandarden er så meget lavere i Syditalien end i Norditalien, eksploderede interessen for konceptet. En række studier har efterfølgende vist at mens beviserne for de gode virkninger af netværksaktivitet og normdannelser er svage og modstridende, har tillid, og i særdeleshed den sociale tillid til folk man ikke kender, en væsentlig indvirkning på så forskellige forhold som uddannelse, korruption, regeringsførelse, økonomisk vækst og personlig lykke. Danskerne kommer sammen med nordmænd og svenskere som oftest ud i undersøgelser som de mest tillidsfulde folk i verden. Med andre ord er tilliden sandsynligvis en del af forklaringen på, hvorfor en gruppe lande i en kold og relativt ufrugtbar udkant af Europa er blevet blandt verdens rigeste og lykkeligste.

Målt på andelen af en befolkning, der tilkendegiver at ”man kan generelt set stole på de fleste mennesker”, ligger de nordiske lande for i top med en score på 66 procent, skarpt fulgt af Finland, Holland, den engelsk-talende del af Canada og New Zealand. I Europa er bundskraberne at finde i Frankrig, Portugal og de tidligere kommunistiske lande, mens lande som Filippinerne, Peru og Brasilien kun har cirka fem procent, der lader forstå, at de stoler på andre mennesker de ikke kender.

En del af tillidsforskningen har derfor interesseret sig for, hvorfor nogle lande har tillidsfulde befolkninger mens andres næsten ingen tillid har til hinanden. Tidlig forskning mente, at social tillid kunne skabes gennem politik, men en række førende forskere er i de seneste år kommet til den erkendelse, at tilliden også har dybe, historiske rødder. Dette er udgangspunktet for et nyt forskningsprojekt der deles mellem Aarhus Universitet og Syddansk Universitet med det mål at undersøge, hvor langt tilbage i tiden, man konkret kan spore en særligt nordisk tillid.

Umiddelbart tyder meget på, at de nordiske lande og den nordiske kultur har været karakteriseret af en høj grad af tillid siden vikingetiden. For eksempel stammer ordsproget ’et ord er et ord’ efter alt at dømme fra vikingetiden, og en læsning af de nordiske sagaer afslører også, at man på den tid lagde stor vægt på aftaler og satte en ære i at holde løfter. En anden indikation er de mange ting, vikingerne var i stand til. Det har for eksempel været almindeligt anerkendt i tillidsforskningen siden Nobelpristageren Kenneth Arrows arbejde i starten af 1970erne, at langdistancehandel ikke kan foregå uden en vis beskyttelse fra enten et moderne retsvæsen eller noget, der virker tilsvarende. At danske og norske vikinger uden problemer kunne handle med England, Færøerne og Island, og svenske vikinger handlede fra Gotland og langt ned ad Volgafloden – som oftest uden at kende deres handelspartnere personligt – er derfor en anden indikation på de nordiske tillids- og ærlighedsnormer for tusinde år siden.

En tredje indikation kan findes i den aktivitet, vikingerne blev mest berømte – og berygtede – for: De store angreb over Nordsøen. Fra angrebet på klosteret i Lindisfarne i 793 til danskerne endeligt forlod England i 1100-tallet formåede danske og norske vikinger gang på gang at koordinere store angreb på mål langt fra deres hjem. Angrebet på London i 985 er et særligt eksempel på omfanget af disse aktiviteter, hvor danske vikinger sejlede op ad Themsen med ikke mindre end 93 langskibe, men allerede de tidligste overfald omfattede 40-50 større skibe. Ingen centralmagt formåede før renæssancen at organisere flåder af den størrelse, hvilket i stedet krævede at mange særinteresser kunne samarbejde om en både stor og risikabel aktivitet, og disse flåder repræsenterede dermed ikke blot massive investeringer, men også en bogstaveligt talt drabelig evne til at samarbejde mellem mange skibsejere og lokale høvdinge. En af de centrale indsigter fra tillidsforskningen er netop, at den slags samarbejde er langt mere sandsynligt og stabilt, jo større tilliden er mellem mennesker, der ikke er bundet af familiebånd og lokaltilhør. Sagt på en nutidig måde, er to århundreders konstant og omfattende flådeaktivitet og samhandel derfor et sandsynligt vidnesbyrd om sammenhængskraften i de nordiske vikingesamfund.

Det nye forskningsprojekts grundlæggende tese er således, at særlige vikingenormer, som man ikke finder andre steder end muligvis blandt den lille og lukkede gruppe Marghribi-jøder omkring Middelhavet, har overlevet op gennem tiden og er endt i den specielle ’Nordiske excellence’ som det skandinaviske tillidsoverskud kendes som. I nyere tid er det for eksempel sigende, at mens de store skandinaviske udvandringsbølger til Amerika foregik i midten af 1800-tallet, er danskeres, nordmænds og svenskeres efterkommere i USA i dag de klart mest tillidsfulde amerikanere, og de nordlige stater, de typisk bor i, er blandt de mest trygge og korruptionsfri områder i landet. De nordiske udvandreres efterkommeres tillid er derfor et vidnesbyrd om tilliden hos os for 150 år siden. Sådan er det også blevet i Norden, hvor retsvæsnet er i top, korruptionen i bund, den personlige lykke er tårnhøj, og hvor den nordiske tillid til andre menneskers ærlighed sandsynligvis forhindrer velfærdsstaten i at bukke under for sin egen vægt. Det hele se ud til at være grundlagt for århundreder siden.

Mere evidens mod IPCC-modellerne

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2008. 35 svar

Vi har tidligere skrevet om klimadebatten her på stedet, og har hver gang fået en lang tråd af diskussion for og imod den politiske konsensus på området. En hel del af den har handlet om, hvor præcise – og også hvor politisk biased – det internationale klimapanel IPCCs fremskrivninger er. Nu er der kommet ny viden på feltet, endda i det ekstremt prestigiøse naturvidenskabelige tidsskrift Nature, og så skriver vi naturligvis igen.

Den nye forskning viser, at IPCC’s klimamodeller muligvis har været misspecificerede fra starten. En række studier af forskere fra Leibniz Instituttet i Kiel og Max Plank i Hamborg peger på, at den velkendte Atlantic multidecadal oscillation (AMO), der er en naturlig svingning i havtemperaturen i Nordatlanten. AMO skifter typisk retning hvert 60-70 år, og er dermed vigtig for hvordan verdens klima dannes. Problemet er her, at hvis havet varmes op naturligt, bliver der også varmere på den nordlige halvkugle omkring Europa og Nordamerika, hvilket kan se ud som global opvarmning, især hvis man i for høj grad læner sig op ad temperaturmålinger fra de rigeste dele af verden (læs Lubos Motls omtale her og det fulde papir her).

Nu ser det ud til, at AMO er skiftet, som den gør naturligt, og de dybe antarktiske vande ser altså ud til at blive koldere (læs her). Det vil på den anden komme til at betyde, at i det mindste den nordlige halvkugle kan gå hen at blive koldere det nærmere år eller årtier. Det betyder også, at IPCCs scenarier kan vise sig at være ikke blot fundamentalt forkerte i de kommende årtier, men at deres scenario-analyser gennem modelbyggeri kan være baseret på fundamentalt forkerte antagelser, da de ikke tager AMOs indflydelse med i betragtning.

Forfatterne konkluderer diplomatisk, at ”One message from our study is that in the short term, you can see changes in the global mean temperature that you might not expect given the reports of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC).” Som Motl også peger på, er der lidt af et misforhold i sproget når man f.eks. skriver, at de dynamiske effekter der kommer ud af at inkludere AMO is sine modeller kan ’indicate’ at der ’might’ være noget upræcist i IPCCs og andre institutioners fremskrivninger. Tænk som sammenligning på, hvad den samme gruppe folk skriver hvis man angriber deres ortodoksi, og hvilket sprog de gør det i. Motl kalder det hykleri, men vi vil lade vores læsere om at danne deres egne meninger. Værsgo at læse.

Norsk bog om Muhammed-karikatur

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2008. 8 svar

Redaktionen fik forleden en besked fra ’John Smith’ – et pseudonym for en for os ukendt nordmand, som er i gang med at skrive en bog om Muhammed-karikaturer. Som led i nogle mediers bekræftelse af ytringsfriheden, bringer vi her Johns opfordring:

1001 karikaturer av Muhammed

Hvad bør svaret fra vestens frihedselskende mennesker være på de fascistiske kræfter i Islam som truer med vold for at forhindre kritik og karikaturer af Islam?

Hvis du er en af de mange som deler min opfatning at vi må bekæmpe denne totalitære ideologi, så har du nu chancen for at deltage.

Jeg skriver en bog kaldet “1001 karikaturer af Mohammed” som et forsvar for retten til at kritisere og lave karikaturer. Som det fremgår af bogens titel, så har jeg behov for bidrag i form a 1001 karikaturer af Mohammed.

Jeg skriver bogen under et pseudonym på grund af farerne ved kritik af Islam. Alle bidrag vil blive behandlet fortroligt og alle karikaturer bliver offentligjort under pseudonymer.

Skab historie: forsvar friheden som mange tager for givet. Med en blyant kan du rejse dig og kæmpe for retten til frihed. Send dine bidrag til:

1001.muhammed@gmail.com

 

De to Belgier

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2008. 12 svar

Nogle gange kan det være sjovt at forestille sig, hvordan virkeligheden kunne være hvis verden så bare en smule anderledes ud. For tiden er den slags tanker måske ikke så langt fra virkelighedens verden om bare nogle få år: Der er stor sandsynlighed for at Belgien, et europæisk land, der har været uafhængigt siden 1830, falder fra hinanden. Og det er måske ikke så dårligt. Grunden er, at de to dele af Belgien – det fransktalende Wallonien, inklusive den 80 procent fransk-talende Bruxelles-region, og det flamsktalende Flandern – er lige så forskellige som to lande. Det nordlige Flandern ligner Holland og tilhører på mange måder Nordeuropa, mens det sydlige Wallonien er udpræget fransk og kan placeres økonomisk og kulturelt i Sydeuropa.

For at starte med de økonomiske forskelle, klarer Flandern som helhed væsentligt bedre på næsten alle områder. Selv når man tager det ekstremt rige område omkring Antwerpen ud af statistikken, er Flandern markant rigere end Wallonien. Ifølge de officielle statistikker var den (uvægtede) regionale gennemsnitsindkomst i Flandern uden Antwerpen 29.833 euro mod 20.549 i Wallonien i 2007, mens tallene korrigeret for prisforskelle – altså i købekraftskorrigerede euro fra Wikipedia (læs her) var henholdsvis 27,356 Euro i Flandern mod 21,858 i Wallonien. Arbejdsløsheden er, igen ifølge Wikipedia, cirka 9 procent i Flandern mod 17 procent i Wallonien og hele 22 procent i Bruxelles-regionen. De flamske investeringer i forskning og udvikling er væsentligt højere, og ikke mindst er flamlænderne cirka ti procent mere produktive end wallonerne.

Og der er andre sigende forskelle. Wallonien ligner også på andre områder Frankrig. Wallonien har for eksempel tre fjerdedele så mange offentligt ansatte per 1000 indbyggere som det europæiske gennemsnit mens Flandern også har flere end gennemsnittet, men kun cirka en fjerdedel flere. Den traditionelle franske offentlige indflydelse på samfundet skinner dermed også igennem i sammenligningen mellem de to Belgier. Og hvis man har rejst i Frankrig kender man til de fleste franskmænds modvilje mod at tale et andet sprog end fransk. Selvom mange franskmænd gør grin med den wallonske dialekt, er der samme uvilje mod at tale fremmedsprog i den fransktalende del af Belgien, inklusiv flamsk som dog bliver talt af mere end halvdelen af den belgiske befolkning. Modsat taler de fleste flamlændinge flamsk, fransk, engelsk og også ofte et fornuftigt tysk. Helt generelt er der virkeligt markante forskelle i uddannelse mellem de to dele, hvor Flandern befinder sig i den europæiske top og Wallonien hører til den dårlige fjerdedel.

Og der er andre sigende forskelle. Wallonien ligner også på andre områder Frankrig. Wallonien har for eksempel tre fjerdedele så mange offentligt ansatte per 1000 indbyggere som det europæiske gennemsnit mens Flandern også har flere end gennemsnittet, men kun cirka en fjerdedel flere. Den traditionelle franske offentlige indflydelse på samfundet skinner dermed også igennem i sammenligningen mellem de to Belgier. Og hvis man har rejst i Frankrig kender man til de fleste franskmænds modvilje mod at tale et andet sprog end fransk. Selvom mange franskmænd gør grin med den wallonske dialekt, er der samme uvilje mod at tale fremmedsprog i den fransktalende del af Belgien, inklusiv flamsk som dog bliver talt af mere end halvdelen af den belgiske befolkning. Modsat taler de fleste flamlændinge flamsk, fransk, engelsk og også ofte et fornuftigt tysk. Helt generelt er der virkeligt markante forskelle i uddannelse mellem de to dele, hvor Flandern befinder sig i den europæiske top og Wallonien hører til den dårlige fjerdedel.

Hvorfor nu denne svada mod de fransktalende belgiere, kunne man spørge? Der er to grunde. For det første har jeg oplevet skellet meget tydeligt, de gange jeg har været i Belgien, og også blandt de belgiere jeg kender. Man oplever konkret de store forskelle, og også den lidt typiske franske arrogance, der trives i det sydlige – de er lidt nogle bønder og krejlere, oppe det nordlige Belgien, n’est ce pas? Hvis man mener, at jyder og københavnere har fordomme mod hinanden, skulle man tage til Belgien og grave lidt i stereotyperne. For det andet har der slået mig og andre samfundsforskere – og senest min kollega i Maryland Eric Uslaner, der er en af verdens absolut førende tillidseksperter – at den sociale lim, sammenhængskraft, ærlighedsnormer, den sociale kapital eller hvad man vil kalde det, er så slående stærkere i Flandern.

Som land betragtet ligger Belgien med et tillidsniveau på cirka 30 procent, eller en smule højere end det europæiske og globale gennemsnit. Men dette gennemsnit dækker over markante forskelle. Når man stiller spørgsmålet ”Generelt, mener du at man kan stole på de fleste mennesker, eller bør man være forsigtig?” er det 24 procent, der svarer ja i Wallonien. Det er praktisk taget det samme som i Frankrig. Tager man nord for sproggrænsen, siger 38 procent ja i Flandern, og altså lidt flere end i Tyskland eller Storbritannien. Også på denne centrale parameter er Belgien delt midt igennem: Wallonien hører til Syd, Flandern til Nord.

Hvorfor de to halvdele ikke for længst er splittet i to stater er mig en gåde. Efter sidste valg tog det som bekendt langt over 100 dage at danne regering, og midt i processen måtte parterne – der består af et wallonsk socialistparti, et flamsk socialistparti osv – sendes hjem med en alvorlig formaning fra kongen. Men måske er den fælles kongefamilie det sidste, der binder de to dele sammen? Og måske er det blot for stærk kost for et EU, der ellers har støttet slovensk, kroatisk og andre landes selvstændighed, når nu den ’europæiske’ hovedstad ligger midt på skillelinjen – og er fransktalende?

Politisk ideologi og offentligt forbrug i Skandinavien

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2008. 11 svar

Det offentlige forbrug har ikke just været under kontrol under den nuværende regering, og hvis de offentlige arbejdsgivere ender med at bøje sig for bl.a. pædagoger og sygeplejerskers ublu lønkrav, bliver det heller ikke i år, de får udviklingen bare nogenlunde bremset. Nogle vil måske sige, at det er Fogh-regeringen, der føre socialdemokratisk politik, men billedet rækker længere tilbage end som så. Vi har tidligere skrevet om fænomenet (læs her), og understreget, at ”vi ikke så meget interesserer os for, om politikere har prædikatet ’venstrefløj’ eller ’højrefløj’, men om den politik de anbefaler og fører er effektiv og frihedsorientere”. Dengang spurgte vi, om ”danske politikere i K og V [er] forbrugsgejle i en grad, så man må søge til en fransk venstrefløj for at finde sammenligning?” I den forbindelse lovede jeg nogle læsere, at når jeg en dag fik taget mig sammen til at se grundigere på problemet, ville jeg skrive om det igen.

Og den tid er kommet nu. For halvanden uge siden præsenterede jeg mit lille konferencepapir ” On political ideology and the structure of national accounts in the Nordic countries, 1950-2004” på den årlige europæiske public choice conference i Jena. I papiret har jeg gjort som jeg lovede – set nærmere på sammenhængen mellem regeringens ideologi og den relative størrelse af det offentlige forbrug (minus overførsler), det private forbrug, og investeringsraten, i de politisk fragmenterede, men stærkt konsensusorienterede nordiske samfund. Resultatet bekræfter de værste forventninger.

I de fem nordiske lande er et regeringsskifte mod højre generelt forbundet med et større offentligt forbrug. Så mens man i for eksempel Storbritannien og USA finder den almindeligt accepterede sammenhæng at venstrefløjen er mere tilbøjelig til at øge de offentlige udgifter, er det faktisk omvendt hos os. Resultaterne peger på, at særligt de senere års højreorienterede regeringer har øget den offentlige byrde. Punktestimatet peger på, at siden midten af halvfjerdserne har en moderat højreorienteret regering (tænk på en typisk konservativt ledet regering) øget de offentlige udgifter med cirka et halvt procentpoint mere om året end en socialdemokratisk regering.

Dvs. hvis regeringen sidder i tre år, koster den relativt set hver dansker (baby, ansat eller pensionist) omkring 4000 kroner mere det sidste år end med en socialdemokratisk regering. Man kan naturligvis komme med en række bortforklaringer og halvdårlige undskyldninger – vi har en tradition for konsensus og brede forlig som vi skal bevare, de fleste regeringer har jo været i mindretal, der skal holdes ro på arbejdsmarkedet osv. – men vi må når dagen er omme som liberale spørge os selv, hvordan vi kan tillade ’vores’ side i Folketinget, Riksdagen og hvad de ellers hedder, at opføre sig som om de var venstrefløjen. Det er tid til lidt ideologisk hovedrengøring, og vi burde have haft den for længst.

Veteranerne den 9. april – de aldrig hædrede og en splittet nation

Af Niels Westy, den 9. april 2008. 16 svar

I anledning af årsdagen for den tyske invasion, har jeg skrevet en klumme i 180grader, under overskriften “Veteranerne den 9, april – de aldrig hædrede“. Indholdsmæssigt ligger klummen tæt på et tidligere indlæg her på bloggen.

Det interessante er måske ikke selve klummne, men derimod en række af de kommentarer der er srevet til den. De viser vist med al tydelighed, at vi fortsat er en splittet nation. vi var splittede i 30erne med hensyn til hvordan vi skulle agere i forhold til Tyskland, og vi var bestemt også splittede både under krigen og bagefter.

Noget andet og mere skræmmende er måske den ringe viden om begivenhederne dengang, som afsløres i nogle af kommentarerne. Her skrives skråsikkert, at “det er underlødigt at påstå, at politikerne ikke kæmpede for Danmarks frihed” mens en anden kommentar er, at “Socialdemokraterne og de radikale var helt indstillet på, at Danmark skulle være en del af det kommende nazistiske Neuropa. Og den fhv. radikale partiformand, Scavenius, der endte som statsminister, ville endda have, at Danmark skulle deltage i krigen på tysk side”

De to udsagn viser om ikke andet, hvor vigtigt det er fortsat at forske i begivenhederne dengang, og nok så vigtigt at formidle denne viden videre – det er mere end tiltrængt.

Selve klummen handler først og fremmest om det absurde i, at veteranerne fra den 9, april ikke er blevet behandlet på linie med danske soldater både før og efter 2. verdenskrig, hvor man har uddelt erindringsmedaljer for at have stået til rådighed “for fædrelandet”, som det hed dengang (uanset om man kom i kamp eller ej).

At de aldrig har fået en fair behandling handler dog mere om hvordan skriftende regeringer (uanset sammensætning) efter 2. verdenskrig har ageret end hvordan der blev ageret under krigen. Bl.a. kunne den manglende anerkendelse måske skyldes behovet for at fastholde illusionen om en samlet dansk befolkning under 2. verdenskrig.

Men det er jo en illusion. Befolkningen var splittet både før, under og efter krigen, og Stauning rammer vist i høj grad plet, når han i sin nytårstale ved årsskiftet 1939-40 sagde:

“vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et egentlig forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt krigsberedskab”

For ansvaret for hele forløbet op til 9. april kan selvfølglig ikke kun placeres på landets ledende politikere, men skal deles med de der stemte på dem. Men derfor er det selvfølglig fortsat legitimt at mene, at besættelsen af Danmark og begivenhederne både op til, under – og desværre også efter besættelsen ikke just taler til den danske befolknings ære.

Vi kan jo takke andre, der havde et værdisæt der var noget mere agtværdigt end det, store dele af den danske befolkning havde (og har?) for at det scenarie, som danske politikere – og formentlig også en del af befolkningen – troede på som det sandsynlige, nemlig at Tyskland ville vinde – ikke materialiserede sig.

Hvordan ville det være gået, hvis f.eks. England havde sluttet fred med Tyskland i 1940? – der var følere ude fra tysk side. Det havde næppe først til varig fred, men havde den engelske regering fulgt den danske logik, ville det have været resultatet. Som det gik, valgte englænderne ikke at lave en seperatfred (som ville have indebåret, at de kunne beholde deres kolonier), men valgte i stedet at fortsætte kampen, og i realiten også, at de ville miste deres kolonier, hvilket var en klar betingelse fra amerikansk side, for at støtte englænderne materielt og med kreditter.

Men fordi vi internt i Danmark var splittede og fulgte en vej, der ikke just taler til vores ære (men som absolut var rationel, når man alene definerede sig ud fra en snæver national interesse), vil jeg nu ikke mene, at det gør det legitimt bagefter at behandle soldaterne der var indkaldt 9. april som man har gjort det. De var parat til at slås for landets frihed, og en del gjorde det – både efter ordre og i enkelte tilfælde på trods af ordre (Der var givet besked til soldaterne i Haderslev om, at man indstillede kamphandlingerne, og at de skulle trække sig tilbage, hvilket man lokalt ikke fulgte).

Men måske er det dét, der er grunden til, at vi fortsat ikke har fået den store fortælling om Danmark under krigen og de der i modsætning til det politiske system, valgte at kæmpe – og det gælder både soldater og senere frihedskæmperne – fortalt. Ikke ud fra at tilgodese en eller anden politisk agenda i dag, men fortalt ud fra et ønske om at forstå de mekanismer der gør, at nogle vælger at kæmpe for værdier større end dem selv, mens andre vælger at trykke sig mod jorden i håbet om at det går over.

Og det er vel en evigt gyldig problemstilling. 

Årets public choice konference

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2008. Skriv et svar

Et af årets faglige højdepunkter for mig er den årlige europæiske public choice konference, hvor man ikke blot møder sine venner – denne gang i Jena i Tyskland – men også overvære en række præsentationer af ny forskning af nogle af de førende forskere. De cirka 200 papirer fra hele verden kan læses her, og helt gratis, så enhver interesseret Punditokrat-læser kan hente hvad han eller hun har lyst til af inspiration.

For som tidligere år at give læserne en lille forsmag på, hvad konference bød på og hvad der rører sig på området, er her et helt og aldeles subjektivt pluk af nogle af de mest spændende nye projekter.

Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles), der sammen med Johanna d’Hernoncourt – som stadig er almindelig studerende, om end en lovende en af slagsen – præsenterede forskning i sammenhængen mellem folks sociale tillid og størrelsen på landets undergrundsøkonomi. De to finder klar evidens for, at tillid er forbundet med en mindre undergrundsøkonomi, alt andet lige.

Niklas Potrafke (Humboldt Universitet i Berlin), der pegede på at mens venstreorienterede regeringer i OECD indtil 1990 øgede de sociale udgifter, har billedet ændret sig så de i dag i gennemsnit er mere tilbøjelige til at skære i overførsler og deslige, mens det er højrefløjen der øger dem. Var der nogen, der tænkte Anders Fogh?

Martin Gassebner (ETH Zürich) ser i sin artikel med Axel Dreher på hvordan korruption har påvirket iværksætteraktiviteten i 43 lande. De to tyskere finder, at mens korruption overordnet set ikke har de store konsekvenser for iværksættere, er den faktisk positivt forbundet med graden af iværksætteraktivitet når landes reguleringsniveau er tilstrækkeligt højt.

Katja Rost (Zürich Universitet), der sammen med tre kolleger har undersøgt hvad moderne firmaer kan lære af katolske klostre, for at overkomme corporate governance problemer i at få både ansatte og ledere til at vælge de optimale løsninger.

Så hvis man er interesseret i den type emner, er det bare om at besøge konferencens hjemmeside og hente papiret – eller hvis man er doven, at lobbye denne blogs redaktør for at skrive mere uddybende om et af dem.

Vindere og tabere, Brasilien og Argentina.

Af Niels Westy, den 30. marts 2008. 8 svar

En del herhjemme har formentlig en opfattelse af, at der ikke er de store forskelle på de enkelte latinamerikanske lande. En opfattelse der ofte præger mediedækningen i MSM, hvor problemstillinger fra kontinentet ofte kun er interessante, når det giver mulighed for slet skjult kritik af USA (venerationen hos dele af danske medier for f.eks. Cuba skal vist primært forstås i denne kontekst), hvor myten om USA’s imperialistiske dominans fortsat dyrkes intenst. I en hvis udstrækning skal journalisterne være undskyldt, idet det er en myte, der også dyrkes af både nationalistiske og venstreorienterede grupperinger i en række latinamerikanske lande. Da et stort antal journalister vist ikke er besjælet med nogen videre grad af hverken kritisk sans eller behov for at udfordre et allerede fastlåst (naivt) verdensbillede, eller har nogen dybere viden om økonomi og historie, er resultatet jo næsten givet på forhånd.

Man kan med en hvis ret spørge, hvad jeg bilder mig ind, når jeg så kategorisk afviser det meste af den danske nyhedsdækning i Latinamerika som underlødig. Den ret tiltager jeg mig efter mere end 20 års engagement i den “latinamerikanske virkelighed”. En virkelighed der for en nordeuropæer til tider antager nærmest surrealistiske dimensioner.

En virkelighed der for alvor “ramte” mig, da jeg en gang for mange år siden gerådede mig ud i en længevarende diskussion med nogle af mine vellønnede og veluddannede progressive brasilianske venner om Brasiliens udlandsgæld. Det endte med at en af dem pointerede at “de” som fattige og undertrykte altid var blevet blevet udnyttet af “os” i den 1. verden. Da jeg spurgte hende hvad hun mente med det, blev jeg belært om griske amerikanske banker, multinationale selskaber osv. osv. (med andre ord et verdensbillede som læseren kan stifte bekendtskab med ved at kigge på det herhjemme efterhånden berygtede/berømte online “leksikon” leksikon.org). Da jeg anførte, at det virkede temmeligt hult i mine ører, at en person hvis far ejede en hel dal, havde indtil flere hjemmehjælpere ansat, og i det hele taget havde et forbrug og en livsstil der på alle måder matchede den velstillede middelklasse eller mere til i den såkaldt rige del af verden, og at jeg så forøvrigt mente at det måske var en ide at se på de reformer der var gennemført i Chile, blev dette afvist med en henvisning til at Latinamerika var offer for den rige verdens undertrykkelse, og at Chiles reformer var udtryk for amerikansk imperialisme (samtalen fandt sted mens Pinochet fortsat var Chiles diktator)- punktum slut finale.

Her 20 år senere har samme nære ven flere gange været i Chile og taler varmt og begejstret om de fremskridt man har gjort der. Hvilket dog desværre (endnu) ikke indebærer en erkendelse af, at det kunne være at Brasilien og andre Latinamerikanske lande, måske kunne opnå samme gunstige resultater, som f.eks. at få en korruption på (næsten) nordeuropæisk niveau, hvis man begrænsede mulighederne for korruption ved at fremme de private markeder og minimere offentlig indblanding og beukratiske barrierer. Men bortset fra det, så er holdningerne ændret markant, og selv multinationale selskaber omtales i noget venligere toner, ligesom jeg ikke længere gøres personlig ansvarlig for den eksterne gæld 🙂

Som det fremgår af nedenstående figur, kan hverken Argentina eller Brasilien prale med synderlig høj vækst de seneste 30 år. Sammenligner man de to økonomier, er det dog slående, at Argentinas vækst er væsentligt mere erratisk. Set over det seneste halve århundrede er det måske også slående, at hvor velstanden i Argentina i slutningen af 1950erne var ca. det dobbelte af Spaniens, er forholdet i dag det omvendte.

Men der er en række gode grunde til at være mere optimistisk end i mange år omkring Brasiliens fremtidige vækst, i modsætning til Argentinas.

En del vil muligvis undre sig over dette udsagn, i og med at det fremgår af figuren, at Argentina siden dets økonomiske nedsmeltning i 2001 har oplevet høj vækst, hvorimod Brasiliens vækst har været på et noget lavere niveau. Ja, set på kort sigt vil der sikkert være de der vil pege på Argentinas høje vækstrater de senere år som “bevis” på, at det kan betale sig at føre en “populistisk” økonomisk politik, inklusiv tvangsnedskrivning af kreditorernes tilgodehavender osv.

Denne politik har også haft sine fortalere i Brasilien. Både i 1980erne og 1990erne argumenterede PT og dets leder, den nuværende præsident, Lula, for samme tilgang til Brasiliens gældsproblemer. Det interessante er, at i modsætning til Argentinas default på den offentlige gæld i 2001 og devaluering af pesoen, valgte man i Brasilien at stramme den økonomiske politik, acceptere lavere vækst og overholde sine eksterne forpligtigelser.

Selv om Partido dos Trabalhadores (PT) og Lula i valgkampen op til deres valgsejr i 2002 lovede at føre en ansvarlig økonomisk politik, reagerede de finansielle markeder negativt, da valgresultatet blev kendt, – ikke underligt, givet den langt mere venstreorienterede retorik ved tidligere valg. Men rent faktisk har man stort set stået ved det man sagde, og har fastholdt den ansvarlige økonomiske politik lige siden under den socialistiske præsident.

At det er lykkedes på trods af intern uro i Lulas parti giver anledning til en hvis optimisme. Nu og her har det indebåret, at udenlandske investeringer i Brasilien sidste år slog alle rekorder med 35 mia. USD. – en stigning på 84% i forhold til året før.

Argentina har godt nok oplevet højere vækst på kort sigt (se figur 1), men til gengæld er der et voksende inflationært pres (inflationsraterne i nedenstående figur er officielle tal, og den reelle inflation er formentlig en hel del højere, idet regeringen fifler en del med de økonomiske nøgletal, ikke mindst inflationstallene). Med en økonomi der allerede er tæt på sin kapacitetsgrænse, og som er præget af et lavt investeringsniveau – og en lav tiltro til myndighederne, ser det umiddelbart ud til, at Argentina fortsætter en gammel Latinamerikansk tradition for økonomisk ustabilitet og erratisk og lav vækst.

Mens begge lande har nydt godt af de høje priser på en række eksportvarer, kan man udtrykke det med, at Argentina har valgt, som det historisk altid har gjort, at bruge hele gevinsten med det samme, mens brasilianerne vægter de langsigtede muligheder højere.

Denne forskel i tilgangen til den økonomiske politik indebærer, at hvor risikoen for et økonomisk tilbageslag er overhængene i Argentina, hvis eksportindtægterne svigter, står Brasilien for en gangs skyld godt rustet, også hvis råvarepriserne skulle udvise en vigende tendens igen.

Og sidstnævnte er resultatet af hvad der må kaldes et historisk paradigmeskifte i Brasiliansk politik. Hvor man i 1960erne og 1970erne satte den stabilisering overstyr som fulgte efter militærets magtovertagelse i 1964, har regeringerne under de to seneste præsidenter, Fernando Henrique Cardoso (1995-2002) og Luiz Inácio da Silva (2003-), som nævnt ført en traditionel ortodoks økonomisk politik.

Det indebærer ikke, at Brasilien kan siges at nærme sig f.eks. den markedsliberale chilenske model, langtfra. Man fristes til at sige desværre, set ud fra et vækstsynspunkt, er Brasilien fortsat karakte
riseret ved høje skatter,
høj korruption (har været stigende i socialisten Lulas regeringstid), ineffektive finansielle markeder og offentlig sektor. Men den skepsis som Lula blev mødte med, da han tiltrådte som præsident i 2003, må anses for at være gjort til skamme. Og selv om det kan være svært at pege på originale tiltag fra den nuværende regerings side, der for alvor har påvirket Brasiliens fremtidige vækstpotentiale positivt, kan det meget vel være, at dens væsentligste bidrag er alt det den ikke gjorde, nemlig at vende tilbage til tidligere tiders populistiske og kortsigtede løsninger.

Dette står i skarp modsætning til udviklingen i Argentina. En autoritær økonomisk politik, udstrakt brug af administrative indgreb, høje eksportskatter (skatten på eksport af Soja er oppe på 40%) og manipulerede økonomiske nøgletal osv. viser (desværre) med al ønskelig tydelighed, at Argentina har lang vej endnu, før man erkender betydningen af økonomisk stabilitet og troværdighed og bliver en moderne økonomi.

eller som “The Economist” skrev i forrige uge:

“Argentina has indeed shown that a country can get away with sacrificing price stability in favour of growth for far longer than the naysayers claimed. But eventually, as in every other country in the world, the amount and productivity of its investment will determine its economic performance. With inflation rising ever higher—and becoming harder to calculate—that investment will prove hard to come by. “

Spørgsmålet er blot hvor mange kriser Argentina skal igennem, før man erkender dette. I Brasilien har den rødeste regering ( i hvert fald på papiret) nogensinde indset dette for flere år siden.

Flere bivirkninger ved ulandshjælp

Af Christian Bjørnskov, den 21. marts 2008. Skriv et svar

Vi har ved flere tidligere lejligheder skrevet om hvordan – og hvorfor – ulandshjælp ikke er en hjælp til verdens fattigste lande. I de seneste år er der kommet stadig klarere dokumentation for, at ulandshjælpen, på trods af en række gode projekterfaringer, ikke er en hjælp fordi den har stærke bivirkninger. Det føles ofte som om man lærer om nye bivirkninger og ny dokumentation for hver konference, man deltager i.

 

Forleden havde jeg så den udelte fornøjelse at have professor Martin Paldam på besøg som gæsteforelæser i faget Developing and Emerging Economies, som jeg deler med en kollega ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Paldam var inviteret til at tale om ulandshjælp, og havde valgt at vinkle sin forelæsning ud fra sine mange studier af litteraturen som helhed – dvs. hvad viser den ulandsøkonomiske forskning totalt set, og hvorfor er nogle studier og forskere uenige med resten? Paldam viste et ganske enkelt eksempel, baseret på at den gennemsnitlige ulandsvækst for tiden er cirka 1,5 %. Cost-benefit analyser har vist at det ’sociale’ afkast af det typiske udviklingsprojekt, dvs. hvor godt et projekt virker for lokalområdet, er omtrent 10 %. Givet at det helt typiske uland får 7.5 % hjælp, kan man derfor på simpel vis regne ud hvor meget godt ulandshjælpen gør. Eksemplet viser at uden bivirkninger burde hjælpen udløse 0,10 * 7,5 = 0,75 procentpoint vækst per år. Det er dermed halvdelen af den gennemsnitlige vækst i det typiske uland, og burde altså være klart synlig i data. Men det er den ikke! Helt logisk set, og med de sædvanlige forbehold om statistisk præcision osv., betyder det at bivirkningerne altså må udgøre omkring -0,75 procentpoint i det gennemsnitlige uland.

 

Så tilbage til bivirkningerne. En del af dem er rent økonomiske, andre er mere politiske, og så er der mindst én ny, nemlig den jeg præsenterede evidens for forleden på den årlige amerikanske public choice konference i San Antonio (konferenceversionen kan læses her). Muligheden foreligger nemlig, at selvom ulandshjælpen ikke fører til økonomisk vækst og dermed ikke hjælper de fattige på længere sigt, kunne den jo være forbundet med en mere jævn fordeling af den totale indkomst, og dermed være en vis hjælp til de relativt fattigste på kort-medium sigt. Med andre ord var der altså en teoretisk mulighed for at ulandshjælpen ikke er helt spildt.

 

Men når man ser på de kolde fakta, der kommer ud af en analyse af internationale data siden 1960, falder ens illusioner igen til jorden – som stort set altid i studiet af ulandshjælp. Analysen peger på, at mens ulandshjælp ikke rykker ved noget som helst i autokratier, medfører den problemer når fattige lande demokratiserer. Demokratisering i lande uden ulandshjælp medfører hverken mere eller mindre indkomstulighed, men i det gennemsnitlige uland peger en serie estimater på at en demokratisering fra autokrati til fuldt demokrati, som man har i f.eks. Botswana, effektivt fører til en overførsel af midler fra de fattigste 80 procent til de rigeste 20 procent af befolkningen! For denne ’elite’ betyder en demokratisering en ekstra købekraft svarende til cirka 200 dollars, eller fem procent ekstra, og tilsvarende mindre i resten af befolkningen med en potentiel indkomst reduktion for den fattigste femtedel af befolkningen på cirka 12 procent. Og effekten er stærkere, jo mere ulandshjælp landet får.

 

Spørgsmålet må derfor blive, hvad vi gør når vi fra blandt andet dansk side forsøger at ’hjælpe’ lande til at indføre mere demokratiske tilstande, og gør det med ulandshjælp? Hvis man skal tro estimaterne – og lad mig for god ordens skyld understrege, at det er et af de meget få studier af forholdet mellem indkomstfordeling og ulandshjælp – peger de på, at vi med støtten til demokratisering på det nærmeste skaber uheldige bivirkninger, hvis ulandet da rent faktisk indfører demokrati. Der er mange grunde til det, men elendigheden vil næsten ingen ende tage.

Er organisationsaktivitet godt for økonomien?

Af Christian Bjørnskov, den 14. marts 2008. 6 svar

En af de mest indflydelsesrige ideer i samfundsvidenskaberne i de senere år har været at ’netværksaktivitet’ er godt for samfundets udvikling. Siden Robert Putnam i 1993 populariserede begrebet social kapital og definerede det som “features of social organization, such as trust, norms, and networks, that can improve the efficiency of society by facilitating coordinated actions”, har mange samfundsforskere og endnu flere politikere regent med, at hvis man bare på en eller anden måde investerer i at folk mødes i forskellige frivillige organisationer, skal det nok gå alt sammen. Ideen om at man effektivt kan udveksle viden og hjælp når man er organiseret, ligger bag både relativt nutidige ideer om fagbevægelsen, forskellige korporatistiske teorier, Robert Dahls syn på hvordan demokrati virker, og i en vis forstand også superstjernen Richard Floridas ideer om den ’kreative klasse’. Teorien har haft så stor indflydelse, at flere lande inklusive Australien har implementeret politiker direkte baseret på den, og den er heller ikke uden indflydelse i Danmark.

Men sådanne teorier kan naturligvis ikke stå uimodsagt, og enkelte husker da også både Adam Smith og den store amerikanske politolog Mancur Olson, der begge havde et noget andet syn på sagerne. Smith skrev i hovedværket ’the Wealth of Nations’ at ”people of the same trade seldom meet together, even for merriment and diversion, but the conversation ends in a conspiracy against the public, or in some contrivance to raise prices”. Olson pegede også i sin “the Rise and Decline of Nations” at organiserede særinteresser som oftest fører til ineffektive politiker der kun gavner særinteresserne på bekostning af resten af befolkningen. Med andre ord peger Olson på, at overdreven organisationsaktivitet vil føre til mindre produktivitet og lavere vækst, alt andet lige, mens Putnam peger i den anden retning.

Dermed er det et empirisk spørgsmål hvem der har ret: Er organisationsaktivitet gavnligt pga. at alle kan arbejde mere effektivt sammen på den måde, eller åbner den blot op for ekstra politisk påvirkning fra snævre særinteresser? Det har længe været et spørgsmål, der har været svært at svare på for samfundsvidenskaben pga. mangelen på informationer om organisationsaktivitet, men for nylig har amerikanerne Dennis Coates, Jac Heckelman og Bonnie Wilson gjort en speciel indsats og har fundet og renset data for 87 lande, som de har udnyttet i en serie papirer. Og de understøtter ikke den herskende politiske ortodoksi at networking og frivillige organisationer totalt set er af det gode.

Coates, Heckelman og Wilson finder, at jo tættere netværkene er i et land, jo langsommere vokser det (læs f.eks. her og her). Deres estimater peger på, at i det gennemsnitlige OECD-land vil ti ekstra organisationer – og gennemsnittet er faktisk 914 organisationer – sænke væksten med i det mindste en tredjedel procentpoint. Organisationsaktiviteten fanger med andre ord i langt højere grad en negativ Smithsk/Olsonsk indflydelse fra særinteresser end en positiv Putnamsk/Floridask effekt.

Hvis man skal stramme fortolkningen en smule betyder det at en del af Tysklands elendige økonomi de senere år til de 5000 organisationer – 61 per million indbyggere – der for i det mindste manges vedkommende påvirker tysk politik i en grad så det kun kan betegnes med Olsons term ’økonomisk sklerose’. Men Danmark er heller ikke ligefrem kendt for sin mangel på organisationer, nærmere tværtimod. Landet har nogle af de stærkeste organisationer i den vestlige verden, og man kan måske overveje hvad det betyder for muligheden for at reformere velfærdsstaten før økonomien begynder at tage alvorlig skade igen. For hvordan er det nu det går, hvis man begynder at tale reformer i Danmark? Hører man særinteresser lufte deres politiske utilfredshed i medierne? I høj grad ja, og dem vil Putnam/Florida-fløjen give større spillerum. Hvad siger man til det?

Er der monopol på folkeoplysning i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2008. 4 svar

Jeg er forleden blevet medlem af programudvalget hos Folkeuniversitetet i Århus, og når man bliver insider i den slags organisation får man naturligvis også en del informationer, som man ellers ikke får eller i det mindste overser i mylderet af ligegyldigheder i MSM. En af disse informationer har virkeligt undret mig, stødt mod alle mine liberale synspunkter og bekræftet mig i hvor absurd virkeligheden kan være.

Sagen er, at efter at en række universitetsorganisationer blev tvangsfusioneret med Aarhus Universitet i januar sidste år, har universitetet effektivt haft en afdeling i Emdrup umiddelbart udenfor København, nemlig Danmarks Pædagogiske Universitet. Folkeuniversitetet i Århus har derfor ment at det var logisk, at man begyndte at udbyde kurser i Emdrup som en måde at ekspandere forretningen. Men det mente Folkeuniversitetet i København ikke!

Konkurrenten har derimod kaldt arrangementsrækken en ”ulovlig ekspansion fra provinsen” (læs her) og krævet at århusianerne stopper al annoncering. Mens man i Århus mener, at det er helt indenfor folkeoplysningslovens rammer, at man opererer i Københavnsområdet når man har en afdeling der, mener man i København at Århus er i modstrid med lovens krav om at folkeuniversiteterne er ’regionale’. Men der stikker selvfølgelig mere under.

For det første er det helt indlysende, at man i enhver region har et incitament til at holde konkurrenterne ude og agere som et helt almindeligt monopol. Problemet her er, at folkeoplysning ikke er anderledes end et hvilket som helst andet marked, og måske endda lettere at operere på end almindeligvis – man kan jo i en vis forstand sige, at forskningen, dvs. den grundlæggende viden, allerede er ’produceret’ og oplysningsarbejdet blot er en ekstra bonus. At opretholde et monopol fører dermed som altid til et mindre udbud, end man ellers ville have haft, og mindre end køberne ville ønske.

Et andet, og lidt mere tricky forhold, er effekten af monopoler på kvaliteten og diversiteten af varerne i markedet. Et af argumenterne for at opretholde et monopol i hovedstaden er nemlig, at København-afdelingen traditionelt har satset på længere forelæsningsrækker, mens man i Århus har udviklet en tradition for kortere rækker og enkeltforedrag. I København opfatter man derfor – i det mindste officielt – Århus-kurserne som lavere kvalitet da man argumenterer for at længde er lig kvalitet. Hvorfor står mig aldeles uvist, men det bør være helt klart, at ikke alle er interesserede i at købe en lang forelæsningsrække, og at et mere diverst udbud af lange og korte rækker plus enkeltstående foredrag vil give langt bedre muligheder for folk til at finde det rigtige tilbud på et frit folkeoplysningsmarked.

Lad mig understrege her til sidst, at dette indlæg ikke er udtryk for muggen over ’københavneri’ eller noget lignende. Havde regeringens absurde tvingen universiteterne til at fusionere ført til, at Københavns Universitet havde fået en afdeling i Århus, er det sandsynligt at det modsatte ville være sket, dvs. at man fik københavnerkurser i Århus. Det havde været godt for det århusianske marked for folkeoplysning, ligesom det nu sker i København.

Den foreløbige afklaring på sagen – hvis man da kan kalde det det – er at undervisningsministeriet har tilladt Folkeuniversitetet i Århus at køre forårets arrangementsrække til ende, men forbudt at starte nye arrangementer før man har nået en juridisk afgørelse på sagen. Den danske befolkning må derfor stadig vente på et svar på, om man på folkeoplysningsområdet vil opretholde strenge, regionale monopoler og dermed risikere at udbuddet ikke når meget mere end DSB-kvalitet. Så i en vis forstand er sagen en test for, hvor stærk indflydelse markedsfjendtlige interesser har på lovgivningen i Danmark, blot i et anderledes marked.

Måske derfor danske film er så ligegyldige.

Af Niels Westy, den 24. februar 2008. 32 svar

Da Dansk Folkeparti og Venstre i sidste uge foreslog, at man skulle afskaffe den livslange kunststøtte og i stedet bruge pengene på nye talenter, gav det en hvis furore blandt, gæt selv hvilke, en del kunstnere, der gik i medierne for at imødegå de borgerlige partiers ”overgreb”. Som modstander af enhver form for offentlig støtte, herunder selvfølgelig også kunststøtte, forekom diskussionen mig lettere uinteressant, lige indtil professor og billedhugger Bjørn Nørgaard i en diskussion med Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti, kom med en udtalelse der burde vække til eftertanke. På en og samme gang lykkedes det ham at vise hykleriet hos den (i egne øjne) ikke-kommercielle del af den etablerede kunstverden, og samtid gjorde han det egentlig pinligt klart, hvorfor kunststøtte er skidt for kunsten.

I sit forsvar for livslange ydelser og offentlig kunststøtte følte han sig påkaldet til at trække paralleller tilbage til enevældens dage.

Ifølge Nørgaard skulle finansminister Heinrich Ernst Schimmelmann i forbindelse med statsbankerotten i 1813, have henvendt sig til Frederik den 6. med ordene ”Vi har mistet Norge, Vi har mistet flåden og vi er gået bankerot, at vi dertil skulle blive dumme, det er for meget”, som argument for at bibeholde støtten til kunstarterne på finansloven.

Og hvad var det så for en kunst, enevælden finansierede? Var det mon samfundsomstyrtende, frihedshungrende og vild kunst? Var der mon plads til at gøre grin med kongen og blive på finansloven, eller på fri fod? Eller kunne man gøre nar af hans embedsmænd? Var der plads til at spidde systemet og forsvare de politiske fanger? Næppe. Skal vi gætte på at man var nød til at tækkes systemet, og dets definition af god kunst og god smag?

Med fare for at fornærme rigtigt mange mennesker, der definerer sig selv som kunstkendere og som tilhørende en særlig udvalgt elite (alle er lige, men nogen er som bekendt mere lige end andre), vil jeg alligevel tilføje, at der sikkert blev finansieret rigtigt meget ”kunst” der var dødkedelig og umådelig ligegyldig.

En nutidig sammenligning kunne være dansk film, der for flertallets vedkommende er lige så systemudfordrende, rebelske, overraskende og nyskabende i en dansk kontekst, som de afsnit af Beverly Hills 90210, min datter slapper af til efter skoletid. Ikke fordi jeg mener, at kunst absolut skal være provokerende osv. – om end det efter min mening absolut ikke gør noget, men fordi jeg som tvungen bidragsyder får fortalt at jeg får noget mere (og bedre) ved at der er statsmidler indvolveret – hvilket jeg som sagt har svært ved at få øje på.

Men det bør naturligvis heller ikke overraske, eller med Martin Ågerups ord : ”Der er faktisk gode argumenter for at stille sig skeptisk overfor en alt for dominerende statsstøtte til kunsten. For det første er der faren ved kun at have én mæcen, nemlig staten, i stedet for en decentral, pluralistisk søgen efter kvalitet via mange mæcener og det frie marked. Var den “sorte musik” – Jazz, Rythm & Blues, Rap – for eksempel nogensinde blevet til noget, hvis staten havde været den dominerende finansieringskilde i stedet for det fri marked?” Og ”Der er endvidere en fare for, at en lille gruppe personer sætter sig på at definere den gode kunst og den gode smag og ender med at dele støtte ud til hinanden”.

Som det vist er gået op for læseren, er jeg ikke ovenud begejstret for danske film Ikke at jeg ikke har følt mig rimeligt underholdt til tider, for selvfølgelig laves der film med et glimrende håndværk, omend de fleste formentlig vil føles lige så bedagede som en ASA film fra 50erne på et tidspunkt, men…. jeg erkender, at mine største filmoplevelser foregår på engelsk – og efter HBOs fremkomst måske i højere grad som TV-serier end som spille film (Deadwood, Sopranos, Rome)

Hvad der synes at mangle er en film der i den grad udfordrer “det politiske korrekte” og “systemtro” – der er jo sådan set mere oprør mod systemet og dens embedsmænd i 50ernes og 60ernes lystspil end i de sidste årtiers, medgivet, teknisk set bedre film. Men der er jo ikke noget provokerende i at lave film for den bløde venstrefløj (der udgør kernen af det danske (velfærds)system), der dæmoniserer et billede af USA, og som lever op til de fordomme tilskuerne (og anmelderne) har i forvejen, blot for at nævne et eksempel.

Selvfølgelig kan det være at jeg tager helt fejl, og måske er filmen på vej, der sætter sig i urmagerens (og ikke forbrydernes) sted og forsvarer hans ret til at at forsvare sig selv og sin ejendom eller en film der problematiserer over hvad det egentlig er der sker med mennesker, når de skal hjælpes af systemet, eller….. Der er jo nok at tage fat på.

Jeg skal jo for god ordens skyld indrømme, at jeg ikke har set alle danske film gennem de seneste 25 år, og hvis der blandt bloggens læsere skulle være bud på, at der er givet statsstøtte til film der er reelt systemkritiske, og dermed modbeviser, at statsstøtten i dag har samme funktion som på enevældens tid, vil jeg være taknemmelig for at høre om dette værk, som jeg har overset.

Castro træder tilbage II – 50 år i tomgang

Af Niels Westy, den 21. februar 2008. 4 svar

I går spurgte min ærede medpunditokrat Mr. Law, hvordan omtalen ville blive af Castro efter hans afgang som præsident. I mellemtiden har vi fået svaret. det er gået som forventet – og man bør vel ikke være overrasket over, at f.eks. Niels Lindvig på P1 morgen bl.a. udtalte at “det er meget få cubanere, der vil opfatte Fidel Castro som en diktator” – som jeg før har skrevet om, er der vist nok mere end en mening om denne sag – se også video fra Youtube , eller læs her .

Selv om jeg normalt ikke mener man skal gå efter folks levebrød, så må jeg indrømme, at jeg ikke mener, at Danmarks radio kan forsvare at anvende Niels Lindvig som journalistisk ekspert – om han kan bruges som nyhedsoplæser skal jeg lade være usagt. Hans dækning af Latin Amerika – herunder Cuba – er efterhånden så faglig anløben og problematisk, at han burde være forment adgang til medierne som “ekspert”. Havde han udtalt sig som medlem af enhedslisten eller et andet sekterisk parti så var det ok, men han tillægges altså ekspertviden fra DRs side, og den besider han helt åbenlyst ikke.

Derimod videregiver han den eventyrhistorie, der lægger sig i slipstrømmen af det cubanske regimes løgne og historieomskrivning, Der bl.a. systematisk har beskrevet Cuba før revolutionen som et ludfattigt land præget af store sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige problemer.

Dette ligger langt fra virkelighedens Cuba i 1950erne – uden at jeg på nogen måde vil forgøjle at Cuba var et rigt land i absolutte termer. Men efter datidens standard var man ganske godt kørende.

Det kommunistiske regimes historieomskrivning har selvfølgelig været nødvendig for at kunne kalde et land, der stort set har stået stille i 50 år, et eksempel på progressivitet og fremskridt.

Men der er en lang række fakta, som burde have fået selv journalister af den mest talforskrækkede slags til at overveje, om ikke deres undskyldende fremstilling af Castros regime, måske forlod sig lige lovligt meget på regimets egen historieskrivning.

Når man f.eks. fremhæver den lave børnedødelighed, hvorfor nævner man så ikke, at Cuba før revolutionen, ifølge FN, var blandt de lande i verden, der havde den laveste spædbørnsdødelighed? Den var i 1958 på 32 børn per 1000 levende fødte, mens den var 40 i Japan, 53 i Spanien, og 36 i Belgien.

I midten af 90erne var den officielt faldet til 12 i Cuba, hvilket dog er det tredobbelte af Japans, hvor spædbørnsdødeligheden var faldet til 4, og ca. det dobbelte af Belgien og Spaniens, der var faldet til henholdsvis 7 og 6.

For at sætte det i perspektiv kan det nævnes, at Portugals børnedødelighed i samme periode faldt fra 88 til 10. Og så er der endda grund til at tro, at FNs tal undervurderer den nuværende børnedødelighed i Cuba. Ligesom det hedengangne DDR målte sit lands succes i antallet af olympiske guldmedaljer, bruger det cubanske styre bl.a. tallene for børnedødelighed som ”bevis” på styrets evner. Der er vedvarende forlydender om, at man pynter på tallene ved at registrere børn der dør kort efter fødslen som aborter, ligesom det er udbredt praksis med meget sene aborter..

Se for øvrigt Michael Moore, som er en stor tilhænger af Cubas sundhedssystem, i problemer i ABC 20/20.

Et andet område, der fortsat fremhæves som en succes er uddannelsessektoren, hvor man på baggrund af et billede af et Cuba før revolutionen præget af analfabetisme, har fremført den nuværende alfabetiseringsgrad som et eksempel på regimets overlegenhed

Men også her hænger det ganske enkelt ikke sammen. Hvordan skal man egentlig også forklare, at cubanerne kunne vælge mellem 57 forskellige aviser hver dag, ud over de 23 forskellige Tv-stationer og 120 radiokanaler? – hvis cubanernes levestandard var så lav som påstået, og man ikke kunne læse og skrive, hvorledes kunne de mange medier så overleve kommercielt?.

Det skyldes selvfølgelig, at velstanden var relativ høj, ligesom alfabetiseringsgraden, igen ifølge tal fra FN, også var høj efter datidens standard i Latinamerika.

Således kunne 76% af befolkningen over 10 år læse og skrive i begyndelsen af 1950erne, hvilket kun blev overgået af Argentina (87%), Costa Rica (79%) og Chile (81%). Tallene var steget til ca. 95-96% for alle landene i 1995 – dog målt på andel over 15 år.

Det er vel egentlig mere bemærkelsesværdigt at f.eks. Paraguay, der i begyndelsen af 1950erne havde en alfabetiseringsgrad på 68, i mellemtiden var steget til 92%, og at Ecuador oplevede en stigning fra 56 til 90%. Jeg har nu aldrig oplevet, at disse to lande er blevet fremhævet, eller at evt. skyggesider i de to samfund er blevet mildnet, ved at man har påpeget deres evne til at lære landets befolkning at læse og skrive.

Det har næppe heller været ligegyldigt at Cuba i slutningen af 1950erne, altså før Castros magtovertagelse, var det land i Latinamerika, der målt i andel af samlet offentligt forbrug, brugte flest midler på uddannelsessektoren (23%).

Som nævnt var Cuba rig på medier, bl.a TV-stationer. Men det kunne selvfølgelig være, at det var forbeholdt en lille overklasse, der fandt glæde i at zappe rundt mellem de 23 TV-stationer (en besværlig fornøjelse, al den stund at fjernkontrollen knap var opfundet).. Men det viser sig dog, at antallet af TV-apparater i forhold til befolkningens størrelse var endog meget højt i Cuba. Med 45 Tv-apparater per 1000 indbyggere, blev cubanerne kun overgået af USA, England og Monaco på verdensplan. Også målt på antallet af personbiler klarede Cuba sig godt. Med 24 per 1000 indbyggere i slutningen af 1950erne blev det kun overgået af Venezuela. Man havde altså flere personbiler i forhold til befolkningens størrelse end Latin Amerikas rigeste land på daværende tidspunkt, Argentina.

I realiten var Cuba da også langt fra det fattige land, som Castroregimet efterfølgende har påstået. Det var et af de rigeste lande i Latinamerika, – og rigere end senere I-alnde, som Japan, Finland og Spanien. I dag er Cuba blandt de fattigste lande i regionen – og langt langt fattigere end de førnævnte lande..

Der er dog ingen tvivl om, at rigdommen var meget ulige fordelt med både datidens og nutidens nordeuropæiske standard, Men den var næppe meget anderledes end i andre latinamerikanske lande.

Alt dette er der ikke meget af i MSMs dækning af Castros afgang. Nu venter vi bare på en rehabilitering af Erich Honecker og det gamle DDR fra Niels Lindvig og ligesindede. Han kan jo altid fremhæve DDRs mange olympiske guldmedaljer som bevis på regimets overlegenhed.

Hvad man ellers skal mene om personer der er parat til helt eller delvist at forsvare og/eller undskylde en af de mest brutale Latinamerikanske diktatorer i det 20. århundrede, kan der læses mere om her .

Hvordan debatten om euro-forbeholdet er skæv

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2008. 8 svar

Hvis man hører på statsministeren, de konservative og de fleste andre danske politikere, er der mange gode grunde til at Danmark skal droppe sit forbehold mod euroen og dermed også droppe kronen. Det samme vil mange nationaløkonomer sige, men de vil også fortælle om de lige så mange gode argumenter imod at droppe kronen. Vælgerne – de knap fem millioner almindelige danskere – er altså tvunget til at forholde sig til enten politikernes mening eller økonomernes svar på spørgsmålet, der nærmest kan opsummeres som et ’øh tjo, måske, måske ikke’.

De traditionelle svar på spørgsmålet om Danmark skal indføre euoren, læner sig alle op af Robert Mundells Nobelpris-vindende teoridannelse om ’optimale valutaområder’. Keynesianeren Mundell, der selv lænede sig op ad den markedssocialistiske økonom Abba Lerner, opstillede seks krav til et optimalt område, dvs. et økonomisk område, der med fordel kan implementere en fælles valutakurs.

Det først krav er, at arbejdskraften er mobil indenfor området. Hvis ikke, vil en dårlig økonomisk periode i ét medlemsland betyde højere arbejdsløshed i landet, mens at en god økonomisk periode vil udløse inflation. Dette problem – de såkaldt ’asymmetriske stød’, der giver forskellige konjunkturer i forskellige lande – kan derimod undgås hvis der er mobil arbejdskraft indenfor valutaunionen, og dermed kunne man undgå at der er behov for forskellig økonomisk politik i forskellige dele af unionen. Det burde være klart, at EU virkelig halter på dette punkt.

En optimal valutaunion bør også have en diversificeret produktionsstruktur, så hver del så at sige vinder på gyngerne, hvad de taber på karrusellerne. Ellers ender man igen i den ubehagelige situation, at der er forskellige behov for økonomisk politik i forskellige dele af unionen, noget der vanskeliggøres af en fælles valuta. EU klarer sig godt på dette punkt, ligesom det også har fuld frihandel indenfor området, og perfekt kapitalmobilitet. Mht. det tredje punkt – pris- og lønfleksibilitet – varierer forholdene ret stærkt på tværs af unionens lande, og nogle lande er decideret fjendtlige overfor det at have fleksible arbejdsmarkeder, Det på trods af, at man uden en valutamekanisme – og den har man jo ikke længere med en fælles mønt – enten må have fleksible lønninger eller også bliver nødt til at se al tilpasning på arbejdsmarkedet ske via større og mere variabel arbejdsløshed.

Sidst understregede Mundell, at et optimalt valutaområde må have en slags overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne, så områder, der er ramt af lavkonjunktur, kan hjælpes af områder, der har bedre konjunkturer. Dette findes ikke i EU medmindre man regner strukturfondene med som en slags overførsel, men der arbejdes i perioder intenst på at lave en slags mekanisme, for eksempel gennem en fælleseuropæisk skat.

Oveni disse standardkrav fra Mundells oprindelige teorier, har flere økonomer og politologer peget på, at man også bliver nødt til at have forholdsmæssigt ens politiske præferencer, dvs. at lande i den samme situation vil foretrække at gøre cirka det samme. Ellers vil man i en valutaunion få meget svært ved at enes om den ’rigtige’ kurs, noget man i høj grad allerede ser ske i forbindelse med den Europæiske Centralbank, hvor tyskerne står for en konservativ prisstabilitets-kurs, mens Frankrigs tradition har været at bruge centralbanken aktivt politisk og dermed acceptere langt højere og mere uforudseelig inflation. EU ser derfor ikke godt ud på det område.

Det bør derfor stå relativt klart for læseren, at mens jeg ikke personligt er begejstret for ideen om en fælles valuta, kan man på det foreliggende grundlag faktisk godt argumentere både for og imod, at Danmark skulle tilslutte sig euroen. Men der er to vigtige ekstra forhold, der taler imod en fælles valuta.

For det første er en af de mekanismer, Mundell oprindeligt forestillede sig kunne bruges mod problemerne med asymmetriske stød – transfereringer indenfor unionen – i praksis ofte fuldstændigt uden virkning. Hvis man overfører midler til en hvilken som helst regering, vil den bruge midlerne i forhold til dens egne politiske prioriteringer og ikke de objektivt ’nødvendige’ økonomiske investeringer. EU’s strukturfonde har således med stor sandsynlighed overhovedet ikke bidraget til den økonomiske udvikling i de områder i Sydeuropa, der har modtaget store del af dem. Dermed bliver asymmetriske stød så meget mere vigtige når man ikke effektivt kan eller vil udjævne dem. Og hvor dygtige er politikere lige til den slags?

Den anden grund til at beholde sin egen valuta i stedet for at slutte sig til en fælles mønt, har Nobelprisvinderen Edward Prescott som ophavsmand. Prescott har på det seneste argumenteret for, at mange lande bør have deres egen valuta af en særlig grund: Hvis Frankrig for eksempel fører ekspansiv finanspolitik – forsøger at ’sætte gang i hjulene’ ved at lade det offentlige bruge flere penge – vil det føre til at valutakursen styrkes. Dermed bliver landets varer dyrere i udlandet og importerede varer bliver billigere, og landets betalingsbalance forværres dermed. Men hvis Frankrig, som det er tilfældet, er med i en valutaunion som EU, bærer landet ikke den fulde virkning af sin uansvarlige finanspolitik, fordi valutakursstyrkelsen også rammer de andre EU-landes betalingsbalancer. Der opstår dermed et klassisk såkaldt ’freerider’-problem, som betyder at alle regeringer i en valutaunion vil have svækkede incitamenter til at føre ansvarlig politik, fordi de kun bærer en mindre del af omkostningerne for deres politik. Når tolv lande er medlemmer af en union, er det ikke underligt at en del af landenes politik er mindre end optimalt ansvarlig. Så der er ingen hokus-pokus i at en hel række lande har brudt med den monetære unions Vækst- og Stabilitetspagts regler, vel?

Det særlige problem i den offentlige debat er derfor, at mens de fleste traditionelle nationaløkonomers svar på spørgsmålet om euroen hviler på Mundells teoridannelse og derfor er famlende på-den-ene-side-og-på-den-anden-side-svar, vil politikere som hovedregel altid foretrække større politisk indflydelse, og de vil praktisk taget aldrig fremhæve ordninger, der begrænser og disciplinerer dem selv! Et af den moderne politiske økonomis vigtigste indvendinger mod dansk euro-medlemsskab bliver derfor forbigået i tavshed i debatten. Mange danskere kan sikkert få svært ved at sluge argumentet på grund af deres underligt høje tillid til politikerne, men et af de springende punkter er netop, at en tilslutning til euroen vil betyde ikke blot at vores egne udgiftsgejle politikere vil blive endnu mindre ansvarlige, men også at dansk økonomi vil være endnu mere sårbar overfor uansvarlighed i resten af Europa. Selv en blind ikke-økonom må da kunne føle argumentet med sin stok.

Porno para Ricardo – når punk giver mening.

Af Niels Westy, den 14. februar 2008. 1 svar

Jeg vil ikke være lige som dig, lille mor

dig der synger den samme gamle sang

Jeg vil ikke være lige som dig, ”companheiro”

dig der konstant klapper i dine hænder

Jeg vil ikke være en blind konges redskab

Jeg pisser i hans suppe og gør nar af dig

Ovenstående tekst er hentet fra en af den cubanske gruppe “Porno Para Ricardo’s” sange. Gruppen var indtil forsangeren blev fængslet i 2003 en af landets mest populære grupper – dog ikke hos magthaverne. Og selv om forsangeren sidenhen er blevet løsladt igen – læs mere her om sagen på Freemuse.org, har bandet forbud mod at optræde. Bandet og forsangerens ”forbrydelse”? At ønske et andet og frit samfund, eller som forsangeren Gorki Carrasco så diplomatisk udtrykker det:

”Jeg vil aldrig acceptere dette lands lorte ideologi” – se også nedenstående video.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0sXb1Qsl0Tk[/youtube]

Her er tale om stærk politisk kunst, hvor de involverede i den grad har noget på spil – se f.eks. her og her .

Se det er ægte politisk kunst – eller hvad mener du Anisette?