Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Vestlig imperialisme og slaveriets ophævelse

Af Niels Westy, den 21. august 2008. 1 svar

23. august – nu på lørdag, er af UNESCO udnævnt til ” International Day for the Remembrance of the Slave Trade and its Abolition “. Af den medfølgende tekst fremgår det dog, at det kun er en del af tidligere tiders slaveri, som de tænker på, idet man skriver, at dagen er “intended to inscribe the tragedy of the transatlantic slave trade in the memory of all peoples”. Med andre ord er det kun slaveriet på den vestlige halvkugle man fokuserer på. Det er ud fra en historisk synsvinkel temmelig problematisk, i det den transatlantiske slavehandel nok var både stor (måske blev helt op til 18 – 20 mio. mennesker bragt over til den nye verden som slaver) og grusom, både under transporten, hvor omkring 10-15% døde, og efterfølgende, hvor slaverne (der er her forskel på hvorhenne i den nye verden de endte), kunne se frem til en meget begrænset levetid. Men sådan var forholdene også i andre dele af verden. Antallet af afrikanske slaver der gik mod den muslimske verden var af næsten samme omfang (omend over en længere tidsperiode), og bestemt ikke mindre grusom. Ja, også europæere endte i stort tal som slaver, man regner med at over en mio. europæere het op til Island endte med at blive bortført af nordafrikanske pirater og anvendt som slaver i Nordafrika. Hertil skal så lægges brugen af Slaver i Asien.

Desværre underbygger UNESCOS dag de myter der er ganske udbredte om slavehandlen og dets afskaffelse (sidstnævnte skrevet vel vidende, at der desværre stadig eksisterer slaveri – dog ikke juridisk accepteret).

En populær myte er f.eks. at europæsik racisme gjorde handlen og anvendelse af afrikanske slaver mulig. Men for at fastholde denne myte er man nød til at have en ganske afslappet holdning til kronologien – således optræder racisme som teoretisk begreb først i midten af det 19. århundrede, det vil sige efter at de fleste vestlige lande havde afskaffet selve slaveriet, ikke kun i “moderlandene” – det gjorde flere af dem allerede i det 18, århundrede, bl.a. England, – men også i deres kolonier. At billedet på en slave endte med at være en sort mand i lænker hænger derimod nok primært sammen med det faktum, at Afrika – syd for Sahara, ikke havde stærke samfudsnstrukturer til forsvar for deres befolkning, i modsætning til store dele af Europa, – og dels havde en tradition for slaver, man kunne tappe ind i.

UNESCO har valgt den 23. august som årsdag, fordi det markerer starten op det slaveoprør, der skulle føre til oprettelsen af staten Haiti – og det er selvfølgelig en mærkedag værd. Dels til hyldest af menneskets iboende frihedstrang, men også til eftertanke, Haitis videre historie har jo ikke just været opmundrende.

Derimod synes det malplaceret at anvende dagen som mindedag for ophævelsen af slaveriet., for her er Haitis oprør af marginal betydning. Ophævelsen af slaveriet er derimod resultat af udviklingen i Europa fra slutningen af det 17. århundrede og op til starten af det 19. århundrede, og grundet Englands centrale placering i denne udvikling, burde det vel ret beset være den 25. marts (årsdagen ophævelsen af slavehandlen i 1807)  der var årlig mærkedag for slaveriets afskaffelse. Andre muligheder kunne være årsdagen for at Zanzibar i 1873 lukkede deres slavemarked efter engelsk pres. 

Problemet med disse forslag er selvfølgelig, at fortællingen om slaveriet og dets afskaffelse bliver en helt anden, idet det bliver, hvilket dog er mere historisk korrekt, historien om, hvordan vestlig (engelsk) imperialisme afskaffede slaveriet.

Ovenstående udgør en stor del af inspirationen til dagens klumme i 180grader.

180grader. har valgt i underteksten at bruge udtrykket, “da den hvide man afskaffede slaveriet” – hvilket jo kan ses som modbilledet til tesen om at den hvide mand gjorde den sorte mand til slave, med alle dens racistiske undertoner. Ret beset er det selvfølgelig mest korrekt at pointere, at det var et resutlat af vestlig kultur – med tryk på engelsk. I kampen i det 18. århundrede indgil også flere fremtrædende medlemmer af det engelske samfund, med afrikansk bagggrund, – hvilket i sig selv er med til at uderminere tesen om at slaveriet var racistisk begrundet.

Hvad begrundelsen end var ændrer selvfølgelig ikke ved at det er imod de mest fundamentale frihedsrettigheder, som vi i dag tager som en selvfølgelig ting, men det tog altså lang tid at komme til den erkendelse, og det var i vesten, at den indfandt sig – uanset hudfarve. 

Genetisk lighed i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2008. 5 svar

Punditokraterne skriver mest om økonomi og politik, men hvis noget er tilstrækkeligt spændende, dækker vi det selvfølgelig også. Og i lørdagens Dagens Nyheter var der netop sådan et emne. Under overskriften ”Svenskar genetiskt närmast nordtyskar” kunne DG fortælle, at et hold på 21 forskere havde undersøgt, hvor genetisk ens, europæerne i virkeligheden er. Artiklen, der er udkommet i tidsskriftet Current Biology, kan læses her.

Svaret på spørgsmålet er selvfølgelig, at vi er vældigt ens, men de forskelle der er, følger ikke altid almindelige landegrænser. Holdet har set på 3 millioner pladser i DNA-sekvensen, og konkluderer allerførst, at forskellene mellem europæerne bliver større, når man bevæger sig i syd-nord retning, end hvis man bevæger sig øst-vest. Så ja, lige så vel som ‘vi’ i Nordeuropa er kulturelt forskellige fra sydeuropæerne, er vi også genetisk anderledes, selvom de forskelle er små. Forskerholdet konkluderer også i fagtermer, at ” mean  heterozygosity was larger, and mean linkage disequilibrium smaller, in southern than in northern European subpopulations”, hvilket betyder noget i retning af, at de sydeuropæiske befolkninger også internt har større genetiske forskelle end vi har.

Den mest bemærkelsesværdige forskel, forskerne finder, er at finnerne genetisk er markant anderledes end resten af europæerne – ungarerne inklusive, som de ellers deler sprogstamme med. Den sjoveste forskel – i hvert fald i svenske øjne – er derimod at svenskerne genetisk er tættere på nordtyskerne end på danskere og nordmænd. Så på den pudsigste vis kan man lidt groft sige, at svenskerne ikke bare kulturelt synes at være Nordens tyskere – lidt stivere, lidt mere alvorlige og med lidt anderledes humor end danskere og nordmænd – men at de faktisk er lidt mere anderledes end de af os, hvis forfædre hyggede sig på de britiske øer og i Frankrig for tusinde år siden. Det er da lidt sjovt.

Den socialistiske barnepigestat

Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2008. 24 svar

Nogle gange støder begivenheder sammen i særlige mønstre. Det skete for mig denne weekend, ovenpå den begivenhed det var at høre sundhedsministerens mildt sagt uliberale forslag om at lægge ekstra afgifter på tobak og alkohol, med udsigt til at vi også får ekstra skat på sukker- og fedtrige fødevarer. Begivenhed nummer to, hvis man kan kalde det en begivenhed, var at jeg blev færdig med at forberede mig til denne uges Liberty Fund workshop, som min ven og kollega Niclas Berggren står for på Ratio Instituttet i Stockholm. Forberedelsen bestod som altid hos denne fond i at læse og tænke over cirka 300 sider videnskabelige tekster omkring et bestemt emne. Og til denne gang omfattede de Nobelprisvinderen James Buchanans højaktuelle ’Afraid to be Free: Dependency as Desideratum”, som blev publiceret i Public Choice i 2005. Begivenhed nummer tre var søndagens interview med standup-komikeren Anders Matthesen – også kaldet Anden – i Berlingske Tidende.

Buchanan beskæftiger sig i artiklen med socialisme i bred forstand, og hvorfor i det mindste nogle af dens manifestationer synes at have overlevet østblokkens fald i bedste velgående. Han introducerer tre former for socialisme: ’Managerial socialism’, dvs. statslig planlægning af produktion osv., ’distributionist socialism’, hvilket er snigende tæt på velfærdsstatens grundidé om at man må imødegå den indkomstfordeling som et frit marked genererer, og en sidste manifestation, som han kalder ’parental socialism’. Som jeg skal komme tilbage til nedenfor, er det netop dén type socialisme som sundhedsministeren er stærk fortaler for, og som Anders Matthesen er så voldsomt imod.

Men først og fremmest må man understrege, at selvom Buchanan ligesom en række amerikanske kommentatorer (f.eks. Radley Balko fra the Cato Institute her) vurderer, at den traditionelle socialisme – managerial socialism – i form af statslig planlægning af økonomi og andet, er stendød, gælder dette ikke i Danmark. Som jeg f.eks. understregede for næsten tre år siden i en kronik i Berlingske (læs her), er regeringens forskningspolitik næsten skræmmende perfekt sovjet-kommunistisk i sin idé og udførsel.

For det andet lever omfordelingssocialisme i bedste velgående, ikke mindst i Danmark hvor en nominelt borgerligt-liberal regering forsvarer et gigantisk omfordelingssystem, og slår hårdt ned på dissidenter i egne rækker – spørg bare Eva Kjær Hansen eller Kristian Jensen. At omfordelingen stadig eksisterer, er måske mindre underligt. Directors Lov siger f.eks. at ethvert forslag, der omfordeler til den midterste vælger og hendes nærmeste, til enhver tid vil vinde en demokratisk afstemning, og at man derfor vil se stigende omfordeling til middelklassen i takt med en økonomisk-demokratisk udvikling. Dét billede passer i skræmmende grad på den danske virkelighed de sidste 40 år. Buchanan understøtter sådan set blot dette billede ved at pege på, at dette system i bemærkelsesværdig grad er blevet overtaget af tidligere socialister og kommunister. Som han skriver. ”the advocates of centrally managed economies moved with surprising alacrity to align themselves with the welfare state – social democrats”.Men det nye er den anderledes form for socialisme, der i forklædning af ’omsorg’ og ’fornuftig opførsel’ sniger sig ind i mange rige samfund i disse år. Argumentet bag ideen er ikke, at markedet laver store fejl og man ikke kan stole på det som i ’almindelig’ socialisme, men at folk ikke kan styre sig og ryger mere, spiser mere og mindre sundt, og dyrker mindre motion end de egentlig har lyst til. Som Buchanan foreslår er liberalismens marketingsproblem. ”They have failed to emphasize sufficiently, and to examine the implications of, the fact that liberty carries with it responsibility. And it seems evident that many persons do not want to shoulder the final responsibility for their own actions. Many are, indeed, afraid to be free”.

Om det vitterligt er sådan, skal jeg ikke gore mig klog på, men selve grundideen virker som en Ganske god forklaring på mange danske politikeres forslag om stærke begrænsninger i folks personlige frihed. Om tilstrækkeligt mange mennesker er decideret bange for at få det ansvar, der følger med liberal frihed, er jeg ikke overbevist om. Som en kommentar på the Political Scientists indlæg foreslår, er det ikke indlysende, at befolkningen søger den type indskrænkninger – men hvis politikerne ligefrem tilbyder at en barnepigestat overtager det besværlige, personlige ansvar, er det vel rationelt nok for mange mennesker at sige ja tak? En anden forklaringsmodel, der også kunne give mening, er at de fleste mennesker ønsker udbredt frihed for dem selv – men ikke for andre mennesker med andre vaner og laster.

Hvis det er en rimeligt præcis beskrivelse, vil det på samme måde forklare den snigende indskrænkning af danskernes frihed, når staten begynder at blande sig i, hvad vi spiser, ryger, hvor meget vi løber eller svømmer, eller hvad vi i øvrigt gør i vores egne, helt private liv. Og hvis der er én ting, der er soleklar i de seneste års lykkeforskning er, at folk rent faktisk lægger væsentlig vægt på en udbredt personlig frihed – den barnepigestatens socialisme gør små indhug i hver dag. Det er den samlede effekt af de sidste mange års indhug, der får Anders Matthesen til at konkludere, at ”Det er som at leve i et åbent fængsel. Man må gå ned ad gaden, og man må gå hjem, og man må passe sit arbejde – og så må man i øvrigt ikke stille sin cykel op ad nogen som helst vinduer nogen steder”.

Indecision 08 IV – The race card

Af Niels Westy, den 7. august 2008. 16 svar

I et indlæg for et par dage siden refererede jeg til The Rasmussens Report opinionsmåling omkring Obama og McCain og brugen af “the race-card”. Som jeg har skrevet før, er jeg et stort fan af Jon Stewart og The Daily Show. Udgaven den 4. august beskæftiger sig netop med bl.a. “The race card” – hele episoden kan ses her.

Hvis der helt exceptionelt skulle være nogle af bloggens læsere der ikke har stiftet nærmere bekendtskab med dette i mine øjne absolut uomgængelige program, vil jeg på det stærkeste opfordre til at gøre det.

Personligt er jeg aldrig i tvivl om hvad jeg ville vælge, hvis valget stod mellem de “rigtige” nyheder og The Daily Show. Ofte er det sidste formentlig nærmere sandheden på sin egen underlige måde, end den linde strøm af selvhøjtidlige (journalistiske) eksperter der befolker sende- (og lytter-) fladen, ikke kun i USA, men også herhjemme.

Desværre sender DR2 ikke showet i direkte forlængelse af Deadline, men så er det jo heldigt, at man kan se de fulde episoder på thedailyshow.com. Og her kan man forøvrigt se dem samme dag som de sendes i USA, takket være Internettet – endnu en opfindelse vi kan takke amerikansk imperialisme for 🙂

Indecision 08 III – The Rasmussen Reports

Af Niels Westy, den 4. august 2008. 22 svar

En del af denne blogs læsere kender formentlig godt The Rasmussen Reports . Men for de der ikke kender den, og interesserer sig for det kommende præsidentvalg kan de, er her mulighed for at følge med i ikke kun den daglige udvikling i styrkeforholdet mellem de to kandidater, i et valg der godt kan ende med at blive en gentagelse af 2000 valget, hvor vinderen fik færrest stemmer – denne gang dog med den demokratiske kandidat som vinder af præsidentvalget. Ifølge The Rasmussen Report ligger de to kandidater uhyre tæt – en tendens der er blevet mere og mere tydlige gennem juli måned, men fortsat med Barrack Obama som favorit.

Hvad der gør The Rasmussen Reports særligt interessante er, at de samtidig med daglige målinger også laver en række målinger på f.eks. folks opfattelse af mediernes holdning til kandidaterne, opfattelse af kandidaterne som liberal eller konservativ, hvorvidt amerikanerne opfatter USA som et “retfærdigt samfund (det gør ca. 2/3 af dem) osv.

Efter at en del medier (og Obama) antydede at et McCain kampangeindslag (se video her ), hvor Obama sidestilles med kendiser som Britney Spears og Paris Hilton (til Hilton familiens, – der økonomisk støtter McCain, ikke udelte begejstring) var rasistisk, viser det sig, at det mener kun omkring 1/5 af vælgerne :

eller som The Rasmussen Reports skriver :

Not surprisingly, the McCain ad generates significantly different perceptions along racial and ethnic lines. Most African-American voters—58%–saw the McCain ad as racist. Just 18% of white voters and 14% of all other voters shared that view.

However, Obama’s comment that his Republican opponent will try to scare people because Obama does not look like all the other presidents on dollar bills was seen as racist by 53%. Thirty-eight percent (38%) disagree.

Ydermere fremgår det af den dags Rasmussen Reports (der kommer en ny hver dag – og man kan tilmelde sig et nyhedsbrev), at

Overall, just 22% of voters believe that most Americans are racist. That view is shared by 32% of Democrats, 20% of unaffiliated voters and 12% of Republicans. African-American voters are evenly divided on the question.

Disse tal er ganske konsistente med undersøgelser sidste år , der viste samme tendens. Undersøgelsen fik følgende kommentar med på vejen i The Economist:

A recent Gallup poll suggests people would more readily vote for a well-qualified nominee who also happened to be black than a well-qualified Mormon one. And it may be some time before an atheist homosexual announces his candidacy.

Farvel til Doha-runden

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2008. Skriv et svar

Sommeren har i høj grad været præget af agurketid – en næsten komplet mangel på reelle nyheder. Men i onsdags kom der en af slagsen, der kan gå hen at have virkeligt mærkbare konsekvenser i de nærmere år: Forhandlingerne om en ny, global handelsaftale i Verdenshandelsorganisationen WTO brød endeligt sammen. Forhandlingsrunden blev sat i gang i november 2001 i Qatars hovedstad Doha – derfor er den blevet kendt som Doha-runden – havde som erklæret mål at opnå en aftale, der var bedre for særligt verdens fattigste lande, end den skuffende Uruguay-aftale fra 1994, som på trods af åbenlyse skridt mod et mere frit handelssystem, havde undgået en række besværlige områder indenfor bl.a. landbrug. Mødet i juli mellem alle topforhandlerne i Geneve var skemalagt til at starte mandag den 20. og slutte søndagen efter, men lørdag blev man enige om at fortsætte de svære forhandlinger tre ekstra dage. Tirsdag aften kom beskeden så, at man fra øverste sted havde opgivet at komme til enighed.

Egentlig var forhandlingerne brudt sammen for to år siden, men dengang insisterede man på at fortsætte og ikke at kalde det et sammenbrud. Vi skrev om det umiddelbart efter (læs her), men forskellen i dag er at forhandlingschefen Pascal Lamy denne gang har brugt ordet ’collapse’. Og på trods af at Indonesiens handelsminister udtalte dagen efter, at ’handelsforhandlinger ikke bryder sammen, de fortsætter bare’, vil en hvilken som helst genoptagelse af Doha-runden ske med anderledes små ambitioner.

Man kan nu stille sig selv to overordnede spørgsmål: 1) Hvorfor brød forhandlingerne sammen og hvem kan man skyde skylden på? Og 2) hvad taber verden ved at der ikke kommer en ny aftale?

Hvis man skal gøre det hurtigt, ligger skylden hos særinteresser. At langt de fleste toldmure og andre handelsforvridende foranstaltninger kan spores tilbage til særinteressers lobbying (og det, der er værre) har været vidst siden Adam Smith, der skrev klart om problemet. Og dem med mest gennemslagskraft, er dem der kombinerer en stærk organisation og en evne til at vække irrationelle følelser hos vælgere med stærke incitamenter til at få beskyttelse. Med andre ord er det som oftest de mindst konkurrencedygtige industrier, der lobbyer stærkest. Derfor bliver de økonomiske tab ved beskyttelse også ganske store.

Men WTO-forhandlinger står nu engang ikke mellem industrigrupper, men mellem nationer. Og med den indlysende indsigt, må man konkludere, at de lande, hvor lobbygrupper er stærkest og hvor politikere er mest tilbøjelige til at give efter for dem, også vil være de lande, der holder allermest tilbage i forhandlingerne, der jo netop handler om at nedbryde toldmure, andre handelshindringer, og forskellige støtteordninger. Og netop den kombination er i høj grad karakteristisk for de grundlæggende problemer ved det ellers udmærkede EU-samarbejde.

En række kommentatorer har ellers taget fat i det lille emne, der officielt fik Doha-runden til at bryde sammen: Spørgsmålet om ulandenes såkaldte special safeguard mechanism. Mekanismen eksisterer for at man undgår, at fattige landes producenter ikke bliver løbet over ende og mister deres livelihood hvis der kommer stærkt stigende import af de bestemte varer, de lever af at producere. Udspillet fra USA var, at man var villig til at acceptere en regel, der betød at ulande kunne indføre en ekstra beskyttelsestold, hvis importen af bestemte typer varer – f.eks. ris – steg med 40 procent eller mere på et år. Udmeldingen fra Indien var derimod, at man ønskede tilladelse til at indføre en ekstratold, hvis importen steg med mere end ti procent.

Umiddelbart lyder det måske rimeligt at kunne beskytte sig selv, hvis importen af en type varer stiger med mere end ti procent på et år. Men når man får den ekstra oplysning, at disse lande i de senere år har oplevet stigninger i eksport og import på seks procent om året i gennemsnit, er der pludseligt ikke langt op til de ti procent på et år. Det er derfor også meget sandsynligt, at en række varer i enkelte år oplever stigninger på over ti procent af helt naturlige grunde – og at eksportører i andre lande skal til at regne med en ikke ubetydelig sandsynlighed for at blive ramt af mekanismens ekstratold i tide og utide. Alle vidste derfor, at der var tale om spil for galleriet, der dækkede over langt dybere problemer.

Og problemet har fra starten været EU! Unionen har ligesom USA stillet krav om indrømmelser fra de relativt rigere ulande – som Brasilien, Indien, Indonesien og Kina – om at få øget adgang til disse landes industrimarkeder. Men ulig USA har EU’s forhandlingsudspil om toldnedsættelser og reduktion af landbrugsstøtte i høj grad været spil for galleriet, og udspillene har som oftest taget form af ultimatummer i stedet for åbne forhandlingsoplæg. Hvad ville det f.eks. nytte at man sænker hektarstøtten – den pose penge, EU’s landmænd får per hektar jord de dyrker – når unionen stiller som ultimativt krav, at man får udbredt tilladelse til at give væsentligt mere miljøstøtte – som skal gives til landmænd i forhold til hvor mange hektar de dyrker? En lang række af unionens såkaldte forhandlingsudspil har i detaljen drejet sig om, at skifte navnet på den eksisterende støtte ud med et andet, mere sexet navn. Denne særlige struktur i EU’s udspil har indlysende nok betydet, at stort set ingen andre har bakket op om dem, og at man bag kulisserne har været temmelig trætte af unionen, der desuagtet ufortrødent har fortsat den destruktive linje.

To medvirkende faktor har klart spillet ind på sammenbruddet, og har gjort det lettere for EU at ’gemme’ si
g i det blame game, der na
turligvis har udspillet sig efter sammenbruddet. For det første er der ingen tvivl om, at lande som Brasilien og Indien har været for ambitiøse på de rige landes vegne, set i forhold til hvor meget de var villige til at åbne deres egne industrimarkeder. Her spiller det ind, at magtfulde industriinteresser traditionelt har stor politisk indflydelse i disse lande, som f.eks. Indiens bilindustri. Denne indflydelse er i høj grad et levn fra tiden, hvor landene fulgte den såkaldte ISI-strategi, hvor man forsøgte at rejse høje toldmure og udvikle statsejet industri bag murene – en strategi der førte til industrier med en næsten latterlig mangel på konkurrencedygtighed og skabte endnu sværere korruptionsproblemer. Den anden faktor er det forestående amerikanske præsidentvalg, hvor USA står overfor valget mellem to kandidater, der næsten ikke kunne være mere forskellige, når der spørges om deres foretrukne handelspolitik. John McCain er så vidt vides endnu mere traditionelt frihandelsvenlig end Bush, mens Barack Obama er en af efterkrigstidens mest frihandelsfjendtlige præsidentkandidater. Bare usikkerheden om, hvad der bliver USA’s linje efter valget har gjort, at mange parter har fedtspillet i udpræget grad.

Uanset af man kan skyde lidt af skylden på amerikansk usikkerhed og indisk-brasiliansk mangel på proportioner, ligger hovedvægten af skylden for sammenbruddet stadig hos EU. Frankrig har ikke engang lagt ret meget skjul på, at landet slet ikke ønskede en forhandlingsrunde, og både den tidligere præsident Chirac og den nye Sarkozy – som vi nok havde ventet noget andet af – har undsagt EU’s handelskommisær Peter Mandelson gentagne gange. Andre sydeuropæiske lande med lige så stærke traditioner for beskyttelse og statsstøtte (og lige så store korruptionsproblemer) har bakket op og viftet med deres vetoret under bordet og udenfor offentlighedens øje. Særinteresser styrer deres tilgang til handelspolitik, ligesom en aldeles umoderne afsky for handel hos dele af befolkningerne forhindrer en rimelig diskussion. Men selv da ved man godt, at EU’s handels- og landbrugspolitik – og her er svaret på spørgsmål nummer to – både koster forbrugerne i de rige lande store summer i form af høje fødevarepriser og massiv landbrugsstøtte, der skal finansieres, og afholder millioner af fattige bønder i ulandene at udnytte de komparative fordele, de faktisk har, og eksportere deres varer til EU. Det er svært at kalde det andet end en umoralsk politik, og derfor et dybt umoralsk (og dyrt) træk, at EU i den grad var instrumentel i at Doha-runde brød sammen. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, at Danmark sammen med Storbritannien, Sverige og Holland traditionelt har stået for frihandelsorienterede præferencer. Lorten ligger lige så meget og stinker foran Danmarks dør som i resten af Europa, men det er vores sydeuropæiske partneres hund, der har lagt den.

Drop økologiske varer og kræv mere GMO

Af Niels Westy, den 1. august 2008. 6 svar

Denne weekends klumme i 180grader er skrevet af undertegnede. Som overskriften indikerer er budskabet, at man bør droppe økologien – og det af lige præcis de årsager, som dens fortalere ellers anvender til at fortælle os, hvorfor vi netop bør købe økologisk. Et budskab, der hvis det skal formuleres på samme måde som øko- og ulandsflipperne holder af at promovere deres produkter, kunne lyde noget i retning af:

“Tænker du på andet end dig selv når du fortager dine daglige indkøb? Synes du også at jordens fattige bør kunne spise sig mætte? Ønsker du også det bedste for miljøet? Så drop de økologiske gulerødder og efterspørg flere genmodificerede fødevarer.”

En interessant diskussion med samme tema findes i to artikler i The Independent her i foråret. I “The great organic myths: Why organic foods are an indulgence the world can’t afford ” ,skrevet af Rob Johnston, søges en række myter om økologiens mange fremragende egenskaber demonteret. Den efterfølgende replik, The great organic myths rebutted, skrevet af en økologisk talsmand, Peter Melchett, har mere end svært ved at tilbagevise en del af Rob Johnstons pointer.Til gengæld gør Peter Melchett brug af et gammelkendt trick, nemlig kun at skrive om de stoffer der er gode for mennesker, men undlade at gøre opmærksom på de negative sundhedseffekter ved økologiske fødevarer. Eller som en af Danmarks fremmeste forskere, Birger Lindberg Møller siger i et interview;

”Økologisk producerede produkter indeholder generelt større mængder af farlige svampetoxiner, fordi der netop ikke er sprøjtet mod svampeangreb. Vi ved også kun meget lidt om giftigheden af de forsvarsstoffer – naturlige pesticider – som planter danner, hver gang de angribes af svampe. Det er et felt, vi burde koncentrere os mere om. Husk på, at planten ikke kan løbe sin vej som et dyr eller menneske, når der opstår fare. Den er bundet til det sted, hvor frøet tilfældigt slog rod. For at undgå at blive ædt, danner den i stedet giftstoffer – og det sker i øgede mængder for hver gang, den bliver angrebet. Det er en romantisk drøm at tro, naturen er god. Planter forsvarer sig selv, og ofte med uheldige følger for den mad, vi skal spise.” (hele interviewet findes her.

At Birger Lindberg Møller rammer plet, når han siger, ”det er en romantisk drøm at tro, naturen er god”, kan man forvisse sig om, når man bl.a. læser Landsforeningen Praktisk Økologis forslag til argumenter mod brugen af GMO.

Her kan man bl.a. læse, at GMO er noget skidt fordi, ” Enhver art er per definition sund. Den er i stand til at modstå det meste. Derfor eksisterer den fortsat. ” – Men indebærer det så, at man heller ikke må gøre noget for at redde dyrearter der er i fare for at uddø? – og hvor går grænsen for naturlighed? er moderne lægevidenskab også noget skidt?

Men det bliver endnu mere grotesk.

Et andet argument i mod GMO er som de selv skriver, at GMO er angestprovokerende, fordi:

”I alle folk og kulturer lurer der en angst for det ukendte. Alle de mest mareridtsagtige scenarier er digte om væsener, som har udviklet sig til ukontrollable livsformer. Psykologisk er mange følsomme overfor truslen om at forrykke den genetiske balance, der kontrollerer de enkelte arters udtryk. Svaret på denne angst er at holde sig fra at eksperimentere med indgreb i livets kode – DNA – udover hvad der kan gøres med kendte, nedarvede forplantningsmetoder. GMO er netop grænseoverskridende for vores bevidsthed om regulering af arveligheden. Derfor er GMO angstprovokerende.”

Det er jo velkendt, at folk gennem tiderne har været bange for alverdens ting; bange for natten, bange for solformørkelser, måneformørkelser, andres seksualitet – men først og fremmest har deres angst formentlig været drevet af deres uvidenhed. Noget der jo som bekendt har været til stor gavn for både politikere, magthavere og ikke mindst religiøse bevægelser gennem tiderne

Det er sigende, at man på den ene side fuldt ud accepterer brugen af fremavlede afgrøder, mens man på den anden side afviser brugen af moderne teknologi, der både kan øge fødevaresundheden, produktiviteten og samtidig mindske de negative effekter af vores landbrugsproduktion (økologisk eller ej) – og hvis vi i løbet af de næste 20 år skal kunne øge produktionen af korn med 40% og kød med 60% (hvilket er nødvendigt for at følge med efterspørgslen), kommer vi næppe ud over, at vi er nød til at bruge dén egenskab der mere end noget andet adskiller os fra resten af planetens arter, nemlig evnen til at bruge det der sidder mellem ørerne.

Og som det vist tydeligt fremgår af følgende svada fra Landsforeningen af Praktiske Økologer, skal man vist ikke forvente nytænkning fra den kant, for som de skriver,

”Blandt økologisk tænkende mennesker har der i mange år været en god tradition for, at vi er FOR, det vi GØR, og det er derfor vi er IMOD det, vi ikke vil.” – ja det skriver de skam.

Om at måle forskeres kvalitet

Af Christian Bjørnskov, den 24. juli 2008. 19 svar

Et af de store spørgsmål i de senere års debat om de danske universiteters forskningsoutput og –kvalitet har været, hvordan man måler en så uhåndterbar størrelse som kvaliteten af den forskning, der bedrives. Internt på de enkelte universiteter er det også en diskussion, der må tages, ikke mindst når man skal evaluere, hvilke institutter, der klarer sig bedre end andre og – internt på institutterne – hvilke individuelle forskere, der klarer sig bedst og derfor bør stå forrest i køen til tillæg osv.

Spørgsmålet er også relevant i andre debatter – og lad mig blot indrømme at en af grundene til at skrive dette indlæg, har været Christopher Bugge Harders fortsatte forsvar for en af det internationale klimapanels, IPCCs, ledende forfattere, Nebojsa Nakicenovic. Jeg har karakteriseret ham som andenrangsforsker, Bugge har forsvaret ham og blandt andet hævdet andetsteds, at Nakicenovic har været i betragtning til Nobelprisen i økonomi. Der er således noget af en forskel på vores vurdering af mandens kvaliteter, som en formel evaluering måske kan kaste lidt lys over.

På et helt andet plan er der rent personligt også ofte svært at forklare familie og venner, hvor man står i hierarkiet, og hvorfor man tager de valg, man tager på sit arbejde. Et spørgsmål, som man for eksempel ret ofte må svare på, er ”Hvorfor har du ikke skrevet en bog?” Det bliver forhåbentlig klart i det følgende, hvorfor jeg ikke har skrevet en bog, og i øvrigt heller ikke har planer om det i den nærmeste fremtid. Så formålet med dette indlæg er at forklare, hvordan man på solid basis evaluerer forskningskvalitet.

En vurdering af enkelte institutters og enkelte forskeres kvalitet kan på det mest fornuftige grundlag foretages på basis af, hvad der udgives. Alt andet lige er mere i et vist omfang naturligvis bedre, men alt er stort set aldrig lige. Man må derfor skelne mellem hvilke typer udgivelser, der er tale om, og hvilken kvalitet, de på den ene eller anden måde har. Lige så vel må man se på, om den enkelte forsker konsistent publicerer i et bestemt kvalitetslag – en enlig svale gør som bekendt ingen sommer, heller ikke i den videnskabelige verden. Men det er ikke så svært: Indenfor nationaløkonomi gælder det, ligesom det helt generelt gælder for naturvidenskaberne, de mere kvantitativt orienterede og/eller angelsaksisk orienterede dele af statskundskab, og i stigende grad den kvantitative del af sociologi, at den tunge del af forskningen publiceres i internationale videnskabelige tidsskrifter, og at der er et helt klart kvalitets- og prestigehierarki blandt tidsskrifterne.

Et sådant hierarki kan naturligvis lyde underligt, og en af mine mest begavede venner har da også undret sig over, at hvorfor man ’løber efter prestigen’. Sagen er blot, at prestige i denne sammenhæng ikke er et hult begreb. Jo bedre – og dermed jo mere prestigiøst – et tidsskrift er, afhænger af hvor skrap kvalitetskontrollen er hos tidsskriftet. Når et videnskabeligt tidsskrift modtager et manuskript, sendes det nemlig til ’review’ hos andre forskere indenfor samme område. Disse forskere, og ofte også manuskriptets forfattere, holdes strengt anonyme så man minimerer risikoen for nepotisme eller personopgør. Det er reviewernes grundige tilbagemelding til redaktøren, samt redaktørens egen vurdering, der bestemmer om manuskriptet skal 1) optages, 2) skal genovervejes såfremt en række ændringer foretages, eller om det 3) bør afvises blankt. Denne kvalitetskontrol varierer dermed fra tidsskrift til tidsskrift, og med strengere krav og flere topforskere som reviewers, jo bedre tidsskriftet er. Omvendt får tidsskrifter med et særligt godt ry flere manuskripter tilsendt, og kan derfor tillade sig at være mere kræsne og dermed hæve overliggeren for hvad det kræver, at få en artikel publiceret. Selvom processen ikke er perfekt – enkelte smuttere sniger sig igennem og selv Nobelprisvindende bidrag bliver nogle gange afvist – betyder den at de mest kvalitetsbevidste tidsskrifter også i gennemsnit publicerer de bedste artikler, og at der herefter er et klart hierarki, afhængigt af hvor strenge krav, tidsskrifterne stiller – og hvor strenge krav de kan tillade sig at stille.

Og kravene er strenge hos de bedste! For at tage et af de klareste eksempler, får man hos det amerikanske Quarterly Journal of Economics, der har været udgivet i mere end 100 år, flere tusinde manuskripter tilsendt om året. Af de mange modtagne manuskripter kommer en mindre del (et godt gæt er cirka 800) forbi redaktørens skrivebord – mange afvises før de når ud i review-processen fordi de, for eksempel, ikke har tilstrækkeligt bred interesse for læserskaren eller er åbenlyst under niveau. Af den mindre del, der faktisk når processen, afviser man derefter cirka 95 procent af alle manuskripter. På denne måde holder tidsskriftet kvaliteten oppe i de relativt få artikler, der trykkes i de fire årlige numre.

På denne baggrund opstår der altså et klart hierarki blandt de mange videnskabelige tidsskrifter. Indenfor nationaløkonomi – mit eget område, eksisterer der et klart A-hold: Den lille håndfuld absolut prestigiøse tidsskrifter omfatter som minimum American Economic Review, Journal of Political Economy, Econometrica og (naturligvis) Quarterly Journal of Economics. For nationaløkonomer med lidt bredere forskningsfelter kan det også diskuteres om de to supertidsskrifter indenfor statskundskab, American Political Science Review og American Journal of Political Science, skal tælles med. Bredt set indenfor naturvidenskaberne er der samme type hierarki, og langt de fleste vil sandsynligvis placere Nature og Science i spidsen for enhver liste.

Det siger sig selv at en meget lille gruppe får publiceret konsistent i A-holdet, men mindre kan gøre det. Næste trin på kvalitetsstigen, og stadig et særdeles prestigefyldt trin, består af de såkaldte ’leading field journals’, dvs. toptidsskrifterne indenfor mere specialiserede områder. For mit eget vedkommende vil det inkludere Journal of Economic Growth, Journal of Development Economics, og Journal of Economic Behavior & Organization, dvs. de to toptidsskrifter indenfor udviklingsøkonomi plus det absolut førende specialtidsskrift der behandler mere adfærdsøkonomiske problemstillinger. Tidsskriftet Public Choice – som denne blogs tidligere redaktør Peter Kurrild-Klitgaard er europæisk redaktør for – er sværere at placere, da det er leading field journal indenfor et område, der befinder sig midt mellem nationaløkonomi og statskundskab, men skal muligvis tælles med for de forskere, hvis interesseområde netop befinder sig i gråzonen mellem politisk økonomi og statskundskab.

Længere nede kommer så en lang, lang række fornuftige og kvalitetsbevidste tidsskrifter, som jeg ikke vil opliste her – der er over hundrede af dem alene indenfor økonomi. Og i bunden af det hele kommer så bøgerne og bidragene til redigerede bøger. Grunden er ganske simpel: Mange bøger har slet ingen review-proces, og for de redigerede bøger der har, betyder den som oftest at man kan risikere at måtte lave småændringer i sit bidrag, men at manuskriptet ikke kan afvises. Derfor er svaret på det indledende spørgsmål – hvorfor har jeg ikke skrevet en bog eller bidraget til ret mange – ret klart: For mange bogkapitler eller selvstændige bøger er et sikkert signal om, at ens forskning ikke har kvalitet til at blive publiceret andre steder. Dette skaber derfor også lidt af et skisma mellem hvad den almindelige offentlighed ser som betydningsfulde forskere – det er ofte dem med bøgerne, ikke mindst dem på dansk – og dem, der i virkeligheden har høj kvalitet og er med på forskningsfronten.

Udstyret med lidt viden om hvad de vigtige parametre er, kan læserne så selv tage et kig på tre ikke helt
tilfældigt udvalgte forsk
ere: Harvard-professoren Robert Barro, mig selv, og IPCCs Nebojsa Nakicenovic (tryk på navnet for at komme til forskerens CV). Barro har de sidste tre år været bookmakernes topkandidat til Nobelprisen, og er et usædvanligt sikkert bud på en pris i fremtiden. Hans forskningsbidrag har været indenfor politisk økonomi, inflationsforhold og ikke mindst har hans bidrag til den empiriske vækstforskning revolutioneret måden, man måler økonomiske vækstfaktorer. Mine egne bidrag i mine tre år som PhD-studerende og tre år som forsker derefter har af mange grunde været mere beskedne, men jeg har taget mig selv med som eksempel på en sådan cirka rimeligt fornuftig dansk forsker. Sidste på listen er Nakicenovic, hovedforfatteren bag IPCCs økonomiske estimater og et interessant eksempel på hvor langt man kan komme med en stor organisation i ryggen, og masser af publicity.

I modsætning til de fleste indlæg her på stedet, vil jeg ikke konkludere noget som helst. Læserne kan reflektere over hvordan man bedømmer forskningskvaliteten, og de kan hver især gå ind og læse de tre eksemplers CV’er og publikationslister. Enhver er fri til at danne sin egen mening, ligesom enhver er fri til at lufte den i kommentarerne nedenfor.

Global opvarmning og IPCC – igen

Af Christian Bjørnskov, den 16. juli 2008. 80 svar

Som Punditokraternes læsere vel efterhånden ikke kan undgå at vide, er en af disse års store politiske sager den globale opvarmning. I 20 år har FNs internationale panel IPCC med stigende sikkerhed argumenteret for, at kloden bliver varmere, og at det helt primært skyldes menneskelige udledninger af såkaldte drivhusgasser, der kommer fra en lang række økonomiske aktiviteter. I de seneste år har den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore slået sig op på samme vogn, og endda fået Nobels fredspris for sin lobbying, på trods af at hans vidt omdiskuterede film helt unægtelig indeholder flere ret upræcise oplysninger. Som læserne også vil vide, er der dog ikke fuld videnskabelig konsensus selvom der oftest ser ud til at være politisk konsensus. Ikke mindst må det have gjort et vist indtryk på dem, der ikke er religiøst troende, at 100 topforskere sidste år skrev et åbent brev om deres problemer med at acceptere IPCCs historie.

Nu sker der ikke så meget for tiden – det er også blevet agurketid i blogosfæren – så her i sommertiden kan vores læsere hygge sig med Frede Vestergaards glimrende interview med Ole Humlum, en af Norges førende klimaforskere of professor i fysisk geografi ved Oslos universitet (læs interviewet her). Humlum repræsenterede ved et norsk møde sidste år den IPCC-kritiske fløj og uddyber i Weekendavisen fra i fredags sine synspunkter.

Først og fremmest peger den norske professor på en del usikkerhed i vores viden om de processer, der skaber Jordens klima – usikkerheder der ignoreres af IPCC. For eksempel giver drivhusgasteorien og klimamodellerne ret klare prædiktioner omkring temperaturen i atmosfærens øvre lag, men satellit- og ballonmålinger finder ikke den atmosfæriske opvarmning, modellerne tilsiger. Det er heller ikke særligt kendt, at det tab af iskappe, der unægteligt er sket på Nordpolen, næsten opvejes af en opbygning af tykkere is på Sydpolen. Og sidst, men ikke mindst, peger Humlum på, at grundige analyser viser, at kun cirka fem procent af den atmosfæriske CO2 kan være kommet fra afbrænding af fossile brændstoffer, og hovedparten altså må være kommet andre steder fra. På trods deraf tilskriver IPCC ”hele stigningen i den globale CO2-koncentration forbrænding af fossile brændstoffer, svarende til 26 procent af den samlede mængde atmosfærisk CO2.” Man skal ikke være den store statistiker for at indse, at man meget hurtigt i en lineær model kan komme til at tilskrive menneskelig aktivitet en fem gange så stor rolle, som den egentlig burde have.

Humlum peger, som mange andre, også på at temperaturen faktisk ikke er steget de sidste ti år, på trods af at IPCC-modellerne klart forudsiger en stigning på 0,2-0,3 grader. Nu er ti år sandsynligvis ikke nok til at kunne sige noget som helst fornuftigt om en langsigtstrend, ikke mindst fordi 1998 var et såkaldt ’El Niño år’, men nordmanden gør opmærksom på, at IPCC selv har brugt det usædvanligt varme år som ’bevis’ for at opvarmningen er menneskeskabt. Og som han udtaler til Weekendavisen: ”Hvis ti års temperaturstigning fra 1978 til 1988 var nok til at overbevise om rigtigheden af at oprette IPCC med den erklærede opgave at undersøge specielt den menneskelige påvirkning af klimaet, og hvis ti års temperaturstigning frem til 1998 er usædvanlig og et mere end 90 procent sikkert bevis på menneskeskabt global opvarmning, som det er blevet hævdet af IPCC, så har de efterfølgende otte-ni års stagnation i temperaturen vel også relevans?”

Den norske professor konkluderer (som vi i øvrigt også har gjort her), at problemet er at IPCC har opnået en monopolstats på at formidle klimaforskning og information om klimaet til verdens regeringer og politikere. Ydermere er organisationen sat i verden til at undersøge en eventuel menneskeskabt virkning, hvilket betyder at ”de centrale personer, der udpeges til klimapanelet i det mindste er af den opfattelse, at vi i dag står overfor potentielt farlige menneskeskabte, globale klimaændringer.” Med andre ord hyrer man ikke nogen embedsmand til IPCC uden at denne er overbevist om katastrofescenarierne. Og man lader heller ikke skepsis og usikkerhed igennem fra politisk side, da den videnskabelige rapport først kommer måneder efter et Summary for Policymakers, som rapporten skal være konsistent med – og som skal godkendes fra politisk hold! At indgå i en såkaldt ’dialog’ med IPCC og den politiske side bliver dermed lidt ligesom at spille poker med en modstander, som insisterer på selv at blande og dele kortene – mens man er sendt ud af lokalet. Det er et offentligt spil, der er meget svært at vinde, før tilskuerne indser absurditeten i dets regler.

Lad os blot herfra takke Weekendavisen for at bringe begge sider af en højspændt, politisk debat, og at opfordre læserne til at læse Vestergaards artikel. Og som må man vel berede sig på en ophidset debat her på stedet i de kommende dage.

Danmark verdens lykkeligste, men ikke som DR påstår

Af Christian Bjørnskov, den 5. juli 2008. 16 svar

Så er Danmark igen blevet kåret til verdens lykkeligste land. De nyeste data fra the World Values Survey Bekræfter atter en gang, at danskerne på trods af deres brokken sig over småting, alt i alt er dem, der i gennemsnit er mest tilfredse med deres liv. Intet har ændret sig fra sidst, der blev kigget på data, og konklusionerne ændrer sig derfor heller ikke meget (læs f.eks. her)

Et andet forhold, der desværre heller ikke har ændret sig meget, er danske mediers behandling af dette glædelige fund. BBC bragte, for eksepmel, lederen af WVS-projektet Ronald Ingleharts udlægning således: “Personal freedom is even more important, and it’s freedom in all kinds of ways. Political freedom, like with democracy and freedom of choice.” (læs på BBC her). Inglehart er dermed på linje med verdens førende lykkeforskere når han understreger frihedens betydning. Eller som en af de absolut førende, hollænderen Ruut Veenhoven, så fyndigt udtrykte det på en konference i efteråret: ”Størstedelen af verdens lykkeforskere hælder til venstre for den politiske midte, størstedelen af resultaterne fra lykkeforskningen hælder til højre”.

Som redaktør af en borgerligt-liberal blog og en af Skandinaviens få samfundsforskere, der har syntes at det var værd at kigge nærmere på lykken, kan man vel kun glæde sig over, at Smith, Hayek og Friedmans dybere indsigter igen får empirisk opbakning. Men læg nu mærke til, hvordan den samme ’nyhed’ vinkles i DRs dækning overfor den uanende danske befolkning: ”Denne gang er det Michigan University som er nået frem til, at vores demokrati, sociale lighed og den fredfyldte atmosfære i Danmark, gør os til verdens lykkeligste land.”

Dagens spørgsmål må helt enkelt være, hvordan man kommer fra Ingleharts klare udtalelse om, at det er personlig frihed, der er vigtig for folks tilfredshed med deres liv, til at det er den danske ’sociale lighed’, dvs. velfærdsstaten. Måske skal man være flink og udlægge det som en effekt af det, Lisbet Knudsen (læs her) har kaldt den vanetænkning, som præger hele den journalistiske selvopfattelse – med andre ord rygmarvsreaktionen, at alt godt må udgå fra en socialdemokratisk velfærdsstat. Måske skal man opfatte danske journalister som konsistent svage i opfattelsen? Eller er det en bevidst strategi fra den enkelte journalist, at man ’vinkler’ enhver historie så den passer til ens egen ideologi, helt fraset hvad man ved, den egentlig fortæller? Jeg ved det ikke, men studsede over dette underlige eksempel. Og det bliver ikke mere underligt af, at studie efter studie peger på, at Inglehart har ret, mens ideen om at ’social lighed’ betyder noget for lykken, aldeles ingen opbakning får. For pudsigt nok er det den personlige frihed, og ikke den lille misundelse over dem, der er rigere, der giver en mening og tilfredshed med livet.

Den globale "fødevarekrise" og biobrændsel

Af Niels Westy, den 4. juli 2008. Skriv et svar

Som det vist er de fleste bekendt har man i de seneste år oplevet betydelige stigninger i fødevarepriserne.selv om man af nogle af de verserende historier måske kan få opfattelsen af, at vi ligefrem har fødevaremangel er dog at skyde langt over målet, men mindre kan også gøre det, hvis man som hundredevis af millioner af mennesker, ballancerer på kanten af absolut fattigdom.

Årsagerne til prisstigningerne er mange. Stigende priser på brændsel, mere eller mindre fejlslagen høst en række steder, bl.a. Australien. Det har heller ikke hjulpet, at en række nettoeksportører, som bl.a. Argentina og Indien, i et forsøg på at holde de lokale priser nede, har indført eksportbegrænsninger/forbud (Indien) og/eller høje skatter på eksport (Argentina).

For Argentinas vedkommende har det indebåret optøjer, periodevis fødevaremangel i byerne og voldelige sammenstød mellem politi og protesterende landmænd. Hvor den anspændte situation i Argentina ender er selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed. Men det er ikke helt usandsynligt, at situationen vil forværres kraftigt i den kommende tid, i takt med at inflationen fortsætter sin stigningstakt og prisen for ringe regeringsførelse ksal betales. Det er tidligere set, at lignende situationer er endt med, at den sidende præsident er trådt tilbage.

Endelig har to andre forklaringer ofte været blevet bragt til torvs – “onde” spekulanter og at prisstigningen skyldes stigende efterspørgsel på grund af stigende velstand i især Asien.

Men som Moisés Naím skriver i Foreign Policy , med reference til en af verdensbankens eksperter, Donald Michell:

“Although the emergence of a global middle class is undoubtedly a factor in driving up food prices, it is not as important as most commentators think. We are blaming the wrong people. That is one of the surprising conclusions of Donald Mitchell’s analysis of the food crisis. Mitchell, who is the World Bank’s expert on agricultural commodities, argues that while the poor, especially in Asia, are indeed eating more meat, this increased consumption is not the cause of the spike in food prices. Take, for example, the global consumption of rice and wheat. Between 2000 and 2007, the global consumption of rice grew by 1 percent a year; consumption of wheat grew even more slowly. Meanwhile, meat consumption soared. These trends seem contradictory because when you eat chicken or steak, you are essentially consuming grains, which are the main raw material used to raise these animals for human consumption. In fact, the demand for both rice and wheat has not matched the increase in the world’s population—that is, consumers. If meat consumption in Asian countries explained today’s higher grain prices, then the demand for grains should be consistently high and countries like China and India would be unlikely to have surplus grain to export. But, as Mitchell notes, the growth in demand for these grains in the past seven years was slower than the increase in demand between 1995 and 2000, when international prices were stable and Asian consumption had yet to boom. Moreover, China and India became net grain exporters in 2000, despite their growing populations and their rising meat consumption.”

Og omkring spekulanternes “skyld”:

“In the past five years, the number of futures contracts for wheat (the commitment to buy or sell a given volume of wheat by a certain future date at a predetermined price) has quadrupled. Although a lot of idle money looking for quick returns has found its way to agricultural markets, the fact is that while speculators ride and accelerate existing market trends, they don’t create the underlying market fundamentals.”

Hvor der indtil for nylig er talt meget om betydningen af stigende efterspørgsel efter fødevarer – se ovenstående citat, med masser af apokalyptiske og fantasifulde historier om de globale klimaforandringer og den globale befolkningstilvækst betydning (ofte fremstillet på en nærmest Malthus-agtig måde), har der været langt mindre fokus på betydningen af den stigende efterspørgsel efter biobrændsel.

Ikke at det ikke har været fremme, det har det – bl.a. kritiserede Cubas tidligere diktator Fidel Castro sidste år USA’s beslutning om at satse på brugen af majs til at producere biobrændsel, uden at der vist var mange der tog notits af dette – men omtalen af biobærndsels andel i prisstigningerne har ikke just været “Big news”, men det vil måske ændres nu.

En ting er, at brugen af biobrændsel er en håbløst energiineffektiv metode til at fremstille brændstof til vores motorkøretøjer (ca. halvdelen af energien bruges til at fremstille brændstoffet), og at nettopåvirkningen af CO2 udslippet er overskuelig (og omdiskuteret), noget andet er påvirkningen af verdensmarkedspriserne på fødevarer.

Hvor stor denne påvirkning er, er omdiskuteret. Den amerikanske administration har påstået, at den skulle være så lav som 3%, mens en endnu ikke offentliggjort rapport fra Verdensbanken i følge “The Guardian ” sætter påvirkningen til at være op til 75%. Hvorvidt sidstnævnte er korrekt ved vi mere om, når rapporten, der angivelig har været holdt tilbage siden april måned bliver offentliggjort. Men hvorvidt der i foromtalen af rapporten er tale om journalistisk (mis)forståelse eller ej er underordnet i forhold til den amrikanske administrations påstand om en marginal påvirkning på 3% – for det er helt hen i vejret.

Hvis vi alene ser på prisudviklingen på majs, der er steget kraftigt det seneste år og på udbuddet af majs, bør det være temmelig indlysende for de fleste, at en påstand om at efterspørgslen efter biobrændsel kun har marginal betydning, er helt hen i vejret.

USA står for ca. 1/3 af verdens samlede produktion af majs, hvoraf man ønsker at bruge op mod ca. 1/3 til fremstilling af biobrændsel. Det indebærer at over 10% af verdens samlede produktion af majs vil gå til fremstilling af biobrændsel. Hvis dette kun skulle have en marginal indflydelse på prisen på majs, idenbærer, at man må forudsætte at majs har en stor priselasticitet, men det forholder sig omvendt, majs har en lav priselasticitet. Det vil sige, at der skal ganske betydelige prisændringer til at “kompensere” for selv små ændringer i mængden.

Men hvorfor er man så interesseret i at underspille biobrændsels betydning? Det skyldes formentlig to forhold der spiller sammen indbyrdes –  ønsket om at frigøre sig fra olieafhængigheden (eller rettere afhængigheden af især den arabiske verden), og fokus på globale klimaforandringer, hvor biobrændsel åbenbart er udnævnt til at være en del af den symbolpolitik der præger den politiske håndtering af klimaspørgsmålet. At biobrændsel (i hvert fald til biler) så ikke er en energieffektiv løsning, er man tilsyneladende ligeglad med.

Og hvorfor har demokraterne så ikke brugt ovenstående problemstilling til at udfordre republikanerne op til præsidentvalget? – Fordi de selv har stemt for den underliggende lovgivning – og det er “in” at være grøn.

Ja, politik er så sandelig er beskidt game – godt nok er det også “in” at give udtryk for sin store medfølelse for verdens fattigste – men åbenbart ikke mere, end at man ingen problemer har med, at de skal betale prisen for at man kan hævde at være miljjøbevidst og grøn – At de tiltag man så advokerer for, stort set ingen betydning får for klimaforandringerne er selvfølgelig underordnet i det politiske spil.

Neo-protektionisme, NAFTA og de amerikanske præsidentkandidater.

Af Niels Westy, den 21. juni 2008. 6 svar

Ifølge den seneste “World Trade Indicators” fra Verdensbanken er EU-landene i gennemsnit ca. 1/3 mere protektionistiske end USA, hvilket dog ikke er givet fortsat vil være tilfældet. Ikke fordi EU bliver mindre protektionistisk – desværre, men fordi der er en reel fare for at USA vil blive mere protektionistisk.

Christian Bjørnskov har tidligere her på bloggen skrevet om Barack Obamas neo-protektionistiske synspunkter på NAFTA samarbejdet, hvorom Obama den 26. februar bl.a. sagde at

“I will make sure that we renegotiate in the same way that Senator [Hillery] Clinton talked about,”

og yderligere, i hvad der vist ikke lader Bush-regeringens påståede unilaterale udenrigspolitik noget tilbage,

“I think we should use the hammer of a potential opt-out as leverage to ensure that we actually get labor and environmental standards that are enforced.”

Netop sidstnævnte “feel good” argumenter er neo-protektionisternes fremmeste retoriske metode til at distancere sig fra den traditionelle protektionisme, der med sine rødder til forne tiders merkantalisme og senere med klart nationalistiske argumenter har tilgodeset særlige indenlandske interessegrupper.

Forhåbentlig – i tilfælde af, at Barack Obama vælges som USAs næste præsident – er der kun tale om valgflæsk for at sikre opbakning hos amerikanske fagforeninger og arbejderstemmer.

Uanset at man dækker sig ind under “gode” intentioner, som at “ensure that we actually get labor and environmental standards that are enforced.” – handler det om ikke altid, så dog oftest, først og fremmest om at tale til og beskytte bestemte indenlandske interessenter – det vil sige hjemmeproducenter og (vigtigst i denne sammenhæng) deres ansatte – og adskiller sig i sin effekt ikke fra den traditionelle protektionisme. Brugen af NAFTA bashing til at øge vælgertilslutningen blandt “arbejderklassen” fremgår da også tydeligt af en tale som Obama holdt i Ohio den 28. februar i år og som (fortsat) kan læses på hans hjemmeside . Heri påstod han bl.a. at “one million jobs have been lost because of NAFTA, including nearly 50,000 jobs here in Ohio”

Demokraterne og Obama taler bestemt ikke for døve øre. Således går et flertal af amerikanerne ind for, ifølge en opinionsundersøgelse foretaget af Ramussen Reports 56%, at NAFTA bliver genforhandlet.

Som f.eks. The Economist har påpeget flere gange er det lettere absurd at netop NAFTA – og først og fremmest Mexiko – har været skydeskive for demokraterne, når udflytningen af arbejdspladser indenfor produktionsvirksomhed primært har været rettet mod Kina. Noget andet er, at beskæftigelsen indenfor fremstillingsvirksomhed har været faldene i USA  siden 1979.

Det kan derfor ikke være ud fra valgtaktiske overvejelser, at John McCain, der den seneste uge, igen ifølge Rasmussen Reports, har mindsket Obamas forspring fra ca. 6 til ca. 4%, i går i Canada talte om frihandel og NAFTA.

Her sagde han bl.a.:

“Since Nafta was concluded, it has contributed to strong job growth and flourishing trade. Since the agreement was signed, the United States has added 25 million jobs and Canada more than 4 million,” og fortsatte med at sige, at “Demanding unilateral changes and threatening to abrogate an agreement that has increased trade and prosperity is nothing more than retreating behind protectionist walls.”

Væksten i den samlede beskæftigelse kan selvfølgelig ikke sådan uden videre tilskrives NAFTA. Det er i det hele taget vanskeligt at isolere og beregne NAFTAs effekt. Men Obamas påstand om, at NAFTA netto har kostet ca. 1 mio. amerikanske arbejdspladser er noget vås. Påstanden stammer formentlig fra “tænketanken” The Economic Policy Institute – der er tæt knyttet til den amerikanske fagbevægelse.

Problemet med beregningerne er bl.a. at de forudsætter, at 100% af forandringerne i handelsmønstrene mellem Canada, USA og Mexico tilskrives NAFTA, ligesom de alene er beregnet ud fra jobskabelsen- og tabene ved eksport-import. Det eneste (og væsentlige) man kan konstatere er, at den (officielle) beskæftigelse i USA siden NAFTAs start er steget med ca. 25-26 mio.

Desværre synes opfattelsen af NAFTA og frihandel for øjeblikket at være mest på neo-protektionisternes side i USA. Det ironiske er her, at en af de ting som NAFTA også beskyldes for, er det store inflow af illegale immigranter fra Mexico. Hvordan man kan sammenkæde en aftale, der alt andet lige, gør det nemmere for Mexico at eksportere varer til USA med en øget illegal immigration synes temmelig langt ude i hampen.

Desværre indtager frihandel for tiden pladsen som prygelknabe i amerikansk politik. Og retorikken hos Barack Obama rider desværre med på den populistiske og ganske primitive fremstilling af NAFTA, der dyrkes i USA for tiden – delvist på tværs af politiske skel iøvrigt.

Jeg startede med at referere til den seneste “World Trade Indications” fra Verdensbanken. Og måske sdider en og anden tilbage med spørgsmålet, om hvem der så har de laveste handelsbarrierer? – Det er selvfølgelig, som det har været i mange år, Singapore og Hong Kong. To af de blot 13 lande der ifølge “The Growth Report”, som jeg tidligere har skrevet om her , har formået at opretholde gennemsnitlige vækstrater på 7% p.a. over en periode på min. 25 år efter 2 verdenskrig.

The Growth Report I – Neoliberalisme og Washington Consensus

Af Niels Westy, den 15. juni 2008. 5 svar

I maj måned udkom “Growth Report: Strategies for Sustained Growth and Inclusive Development”, der kan læses i sin fulde længde på Verdensbankens hjemmesider. Rapporten er resultatet af en række workshops med deltagelse af politikere og udviklingseksperter, der har forsøgt at belyse hvilke forhold der har været af betydning for 13 udviklingslande der har opnået høje vedvarende vækstrater. Arbejdet er sket under ledelse af nobelpristageren og økonomen Michael Spencer.

Vi vil i en række indlæg i den kommende tid søge at belyse nogle af de problemstillinger, som rapporten beskæftiger sig med. I denne omgang vil jeg nøjes med at beskæftige mig med hvorvidt rapporten kan læses som en kritik af den nu berømt/berygtede “Washington Consensus”, der blev formuleret af John Williamson i 1990, som en beskrivelse af

….the lowest common denominator of policy advice being addressed by the Washington-based institutions to Latin American countries as of 1989.

– han har vist senere fortrudt ikke mindst betegnelsen “Washington Consensus”, hvorom han senere har sagt, at

Audiences the world over seem to believe that this signifies a set of neoliberal policies that have been imposed on hapless countries by the Washington-based international financial institutions and have led them to crisis and misery. There are people who cannot utter the term without foaming at the mouth.”

Der er ingen tvivl om at de 10 punkter der udgør Washington Consensus, er blevet dæmoniseret og misbrugt ikke mindst af den globaliserings- og markedskritiske venstrefløj op gennem 90erne og ind i dette årti.

Så sent som i forrige uges udgave af Weekendavisen videregav Cand. mag i spansk og internationale udviklingsstudier, Helene Staal Lund og Ph.d.-studerende i Political Science ved det europæiske universitet i Firenze, Jeppe Dørup Olesen i artiklen (findes i tillægget Ideer) “Rul staten ud”, fremstillingen af Washington Consensus som en “neoliberalistisk” opskrift, og skriver videre, at

…..de seneste 20 års neo-liberale økonomiske anbefalinger i udviklingspolitikken har ikke leveret varen, men tværtimod har resulteret i katastrofer.

Hvis dette udsagn skal være korrekt indebærer det to ting. For det første skal Washington Consensus være udtryk for en særlig (neo)liberalistisk tilgang, og derefter skal de tiltag og den politik som IMF og Verdensbanken har stået for vel rettelig også have resulteret i, at de involverede lande har ført en neoliberalistisk politik.

Hvad er egentlig Washington Consensus? – og er den neoliberalistisk?

Det kan godt være, at Helene Staal og Jeppe Dørup Olsen kan bøje spanske verber, men deres viden om økonomisk historie og teori lader en del tilbage at ønske. For det første er det naturligvis problematisk at betegne IMF og Verdensbanken som neoliberalistiske, al den stund, at en “ægte”  neoliberalist vil mene, at begge institutioner bør nedlægges. Noget andet er, at man vist ikke behøver at være liberalist for at være enig i de fleste af Washington Consensus “krav” til et lands økonomiske politik:

  • Offentlig budgetdiciplin
  • At offentlige investeringer først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt økonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, som f.eks.primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur
  • skattereformer (sænkning af marginalskatter og udbredning af skattebasen)
  • markedsbestemte renter
  • En konkurrencedygtig valutakurs
  • Handelsliberaliseringer
  • Liberalisering af adgangen for direkte udenlandske investeringer
  • Privatisering
  • Deregulering (øge konkurrencen)
  • Sikre den private ejendomsret

(for en listen på engelsk, se f.eks. her ).

Jeg vil tillade mig at mene, at de fleste vil være enige i, at ovenstående langt hen af vejen egentlig bare er udtryk for ganske almindelig sund fornuft. Når det således hævdes, at Washington Consensus er

“essensen af, hvad neo-liberal økonomisk teori havde udrettet i 1980erne”

som Helene Staal og Jeppe Dørup Olsen bl.a. gør det i deres artikel, overser de, at rekommandationerne i lige så høj grad gælder for I-lande, og om ikke før, så i løbet af 1970erne og starten af 80erne blev “commen sence” i en række I-lande. Og ydermere gør det mainstream politik i den rige del af verden lig med neoliberalisme, hvilket jeg ikke er sikker på at den socialdemokratiske bevægelse bryder sig om 🙂 – eller ægte neoliberale for den sags skyld.

Tillad mig at mene, at hverken Hayek eller Friedman ville finde, at Danmark var eller er et særligt neoliberalistisk samfund, med minimal statslig indblanding – hverken i Schlutters 80ere, Nyrups 90ere eller under den nuværende borgerlige regering.

IMF, “Washington Consensus” og Argentinas økonomiske nedsmeltning.

Begrebet “Washington Consensus” blev i løbet af 1990erne hastigt gjort til en af globaliseringsmodstandernes yndlings aversioner – og ikke så få steder på kloden (sjovt nok typisk i ulande præget af mangel på alt det Washington Consensus foreskriver) – gjort lig med amerikansk imperialisme og kapitalistisk udnyttelse. F. eks. anklagede Brasiliens nuværende socialistiske præsident Lula, mens han var i opposition i 90erne, den daværende socialdemokratiske præsident Fernado Henrique Cardoso, for at føre neoliberalistisk politik “som formuleret i Washington Consensus”.

Efter at Lula, overtog magten har han langt hen af vejen ført samme politik som den forgående regering. Hvorvidt man vil mene, at Brasiliens skiftende regeringer fra 1990erne og frem kan betegnes som neoliberale, kræver vist næsten magiske evner. Sidstnævnte håber jeg at vende tilbage til i et senere indlæg

En del kritikere af Washington Consensus og IMF, har brugt nedsmeltningen af den argentinske økonomi i begyndelse af dette årtusinde som et slags “final proof” på Washington Consensus fallit. Således skriver Helene Staal Lund og Jeppe Dørup Olesen i før nævnte artikel bl.a., at

efter Argentinas bankerot blev det sværere for økonomerne at forsvare the Washington Consensus

Men de nævner selvfølgelig intet om, at Argentina på ingen måde levede op til kriterierne i Washington Consensus. At IMF, der fortsatte med at låne til den Argentinske regering, lang tid efter, at markedet havde mistet tiltroen til landets økonomi, er noget andet. Der ER al mulig grund til at være skeptisk overfor IMFs involvering og rolle – ikke kun i forbindelse med Argentina – men det er ikke en skepsis og en kritik, der kan begrundes i, at man levede op til kriterierne i “Washington consensus”, eller at IMF lod sig lede af neoliberale ideer – tværtimod.

Som INDEPENDENT EVALUATION OFFICE (IEO) hos IMF , oprettet i 2000 ( før det fandt der ingen uafhængige evalueringer sted af IMFs aktiviteter) opsummerer det i “THE ROLE OF THE IMF IN ARGENTINA, 1991-2002”, fra 2003, kan en række især interne forhold angives at have haft betydning for krisen i Argentina. Disse var bl.a. en ekspansiv finanspolitik i år med høj vækst, manglende fleksibilitet i valutakursregimet på grund af fastlåsning til dollaren, manglende reformer på en række kritiske områder, bl.a. fik man aldrig gjort op med et ekstremt ufleksibelt arbejdsmarked, ligesom man ikke formåede at udbrede skattebasen – Argentina var og er notorisk ineffektiv i at inddrive skatter, der i den formelle økonomi er høje, og selvsagt stort set ikke-eksisterende i den uformelle sektor.

Manglende disciplin og styring af de offentlige finanser, manglende markedsreformer og en ufleksibel valutakurs kan næppe anses for at være i overensstemmelse med “Washington Consensus” og alligevel fortsatte IMF som nævnt med at yde lån til Argentina helt frem til slutningen af 2001. Om årsagerne skal findes i inkompetence eller naivitet fra IMFs side eller om den væsentligste faktor var politisk pres skal jeg ikke afgøre.  At en række eksterne chocks, som f. eks. den finansielle krise i Asien og Rusland i 1998 og Brasiliens devaluering året efter ikke gjorde tingene lettere for Argentina undskylder hverken manglende indenlandsk tilpasning eller IMFs lidet flatterende rolle som “Investor of last resort”.

I 2002 kollapsede den argentinske økonomi fuldstændig og efterfølgende opgav den argentinske regering af honorere sine gældsforpligtelser og devaluerede Pesoen. I første omgang lykkedes det faktisk for Argentina at opnå betydelige vækstrater – ikke mindst på grund af en gunstig prisudvikling på en række landbrugsprodukter, hvor Argentina står stærkt. Men i skrivende stund, hvor inflationen reelt har rundet de 25%, er landet igen plaget af social uro, ikke mindst på grund af konflikten med landets bønder. Konflikten skyldes indførelsen af en høj eksportskat på udvalgte landbrugsvarer, og manglende investeringer gør, at fremtidsudsigterne for landets fortsatte vækst er alt andet end lyse. Måske er det for meget forlangt, men jeg går ud fra, at den krise der er under opsejling, ikke bliver tilskrevet en postuleret neoliberalisme eller IMF,  til hvem Argentina i 2005 i lighed med Brasilien betalte alle udeståender.

Er “Growth Report: Strategies for Sustained Growth and Inclusive Development.” et opgør med Washington Consensus?

Mens Washington Consensus især var afledt af de daværende store økonomiske problemer, som plagede de fleste latinamerikanske lande gennem 1980erne, og først og fremmest er en opskrift på stabilisering af de pågældende økonomier, er “Growth Strategy” et forsøg på at udlede hvad man kan lære af de 13 lande (Botswana, Brasilien, Kina, Hong Kong, Indonesien, Japan, Syd-Korea, Malaysia, Malta, Oman, Singapore, Taiwan og Thailand), der over en 25 årig periode i anden halvdel af det 20. århundrede opretholdt gennemsnitlige vækstrater på 7% eller derover.

Hovedpointerne i rapporten er, at

The Growth Report identifies some of the distinctive characteristics of high-growth countries and highlights the importance of leadership and governance, economic security, competition, sound fiscal and monetary policy, and public investment in health and education..

Rapporten er blevet udlagt som et paradigmeskifte i forhold til Washington Consensus og indebærer at staten skal have en større rolle i økonomien, Nogle har endda udlagt den som en direkte kritik af Washington Consensus. Efter at have læst rapporten har jeg nu svært ved at genkende dette billede, med mindre der refereres til følgende afsnit fra rapporten:

In recent decades governments were advised to stabilize, privatize and liberalize. There is merit in what lies behind this injunction—governments should not try to do too much, replacing markets or closing the economy off from the rest of the world. But we believe this prescription defines the role of government too narrowly. Just because governments are sometimes clumsy and sometimes errant, does not mean they should be written out of the script.

Men som vi så, indebærer Washington Consensus ikke hvad der bare ligner en klassisk natvægterstat. Jeg er lige ved at tilføje desværre for en række landes (som f.eks. Argentina) vedkommende. Som det fremgik blev der eksplicit lagt vægt på, at staten havde en rolle at spille indenfor infrastruktur, uddannelse og sundhed – præcis de punkter, som også fremhæves i den nye rapport. Og dem er der for alvor ikke noget nyt ved – det har været verdensbankens standpunkt stort set fra dennes start.

Som det fremgår af dette indlæg finder jeg ikke at der er belæg for kritik af selve Washington Consensus. Det ville også være underligt at jeg skulle mene andet, med tanke på at der tale om nogle meget banale sandheder, som langt de fleste økonomer er enige i ikke står til diskussion

Til gengæld er der grund til at være kritisk overfor de faktiske tiltag, som IMF og Verdensbanken har stået bag, men ikke fordi de er udtryk for en speciel neoliberalistisk indfaldsvinkel – i mange tilfælde tværtimod. IMF har mere end én gang, mere været ledet af politisk pres end økonomisk fornuft. For både Verdensbanken og IMF bør en tilsyneladende udpræget naivitet og godtroenhed også fremhæves.

Endelig er der det simple spørgsmål, hvorvidt IMF og Verdensbanken reelt har været en del af løsningen. Har de virkelig fremmet ansvarlig økonomisk politik og vækst, eller snarere virket som dels en scapegoat og sovepude for en række uansvarlige og korrupte regeringer og administrationer, og dermed snarere været en del af problemet end af løsningen.

Men som før nævnt, må jeg som (neo)liberalist selvfølgelig også erkende, at jeg er enig med Milton Friedman i, at begge institutioner burde være nedlagt for længst.

Ulandshjælp – igen med hjælpeløse påstande

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2008. 2 svar

Jyllandsposten bragte i går, fredag, en forsidehistorie med titlen ”Ulandshjælp er en succes i Asien, men ikke i Afrika” som endnu en gang fik mig til at spørge mig selv, om de involverede parter vitterligt er så ubegavede, som de lyder, eller om de måske bare er blindet af deres gode hensigter. Anledningen er nu ellers god: Vietnam regner officielt med at rykke ind i Verdensbankens kategori af ’mellemindkomstlande’ om få år. Med andre ord er landet blevet så rigt, at det er tid til at nedtrappe den danske ulandshjælp. Udviklingen har været imponerende – som JP skriver, er andelen af befolkningen, der lever under FN’s fattigdomsgrænse, reduceret fra 58 procent i 1993 til blot 16 procent i dag, da landet har registreret årlige vækstrater på 5-6 procent siden sidst i 80erne.

Så langt så godt, men heller ikke længere for JP. Man bruger nemlig en sammenligning mellem Vietnam og Tanzania, der stort set ikke har reduceret fattigdommen siden først i 70erne, som springbræt til en påstand om, at dansk ulandshjælp har virket i Vietnam, men ikke i Tanzania. Den pågældende journalist indleder endda artiklen med ordene: ”Den danske ulandsbistand til landene i Asien ligner en klar succes”. Det har undret udviklingsminister Ulla Tørnæs, som noterer sig at de 4,4 milliarder danske kroner, Vietnam har fået de sidste 15 år, har virket, mens de 7,3 milliarder der er givet til Tanzania i samme periode, har været uden effekt.

JP har også interviewet professor i Afrikastudier ved Københavns Universitet Holger Bernt Hansen – Danidas formand gennem 12 år og i øvrigt den noble, ældre herre der af og til ytrer sig om afrikanske forhold på DR – der afgjort ikke mener, at hjælpen til Afrika har været en fiasko. Nej, nej, nej, det var gået meget værre hvis vi ikke havde hjulpet, er Hansens vurdering. Så er det, det må slå enhver økonom, om de folk overhovedet ved nogen som helst om kausalitet, om årsag-virknings-sammenhænge.

Lad mig give et stiliseret eksempel: Forestil dig, at du har to børn og en alternativt-holistisk kone. Begge børn har fået samme plante, og det er meningen at begge skal vande deres plante. Din kone synger ydermere Beatles-sange for begge planter, fordi hun har læst i en ny bog, at det kan planter lide og det er sundt for dem. Hun stoler fuldt og fast på, at begge børn sørger for at vande deres plante, men du ved at din datter ikke får det gjort ordentligt. Du er derfor ikke overrasket over, at din datters plante ikke er særligt sund, mens din søns er grøn og vokser. Men din kone reagerer på planternes forskel ligesom Tørnæs og Hansen: Hun undrer sig over, at det har virket at synge Beatles for sønnens plante, men øjensynligt ikke for datterens – men hun vurderer, at den måske var helt død, hvis hun ikke havde gjort det.

På en meget konkret måde, er det på samme måde, Danida og mange andre evaluerer ulandshjælpens virkning. Man observerer, at nogle lande faktisk får bugt med noget af deres fattigdom, og tilskriver det blindt den ulandshjælp man har givet, fordi ”det var jo meningen med den”! Dermed overser man fuldstændigt, at Vietnam netop fra sidst i 80erne og først i 90erne gennemførte massive reformer, der lå tæt på den ellers så hadede Washington Consensus. Christian Friis Bach – international chef i Folkekirkens Nødhjælp og dermed også stærkt partisk, men samtidig en begavet økonom – fremhæver netop Vietnams uddannelses- og økonomiske politik succesen. Den ganske liberale økonomiske politik, som landet har ført de sidste 15-20 år, er ligesom vandet i eksemplet ovenfor den egentlige forklaring på den imponerende udvikling.

Fredagen artikel i JP blev derfor blot endnu en understregning af at ulandshjælp ikke virker, men havde også en anden, om end utilsigtet, pointe: Hvor absurde påstande man kan få i danske medier, blot man har tilstrækkeligt ’gode’ intentioner med hvad man gør. Måske holder det op en dag, men jeg kan stadig forbløffes over, hvor ukritiske danske journalister kan være, så længe de har en god sag.

Indecision 2008 II – the new boss is the old boss

Af Niels Westy, den 11. juni 2008. 3 svar

Jeg skrev i går et indlæg om det amerikanske præsidentvalg, bl.a. med kommentarer omkring Barack Obamas økonomiske politik. I dag har International Herald Tribune en glimrende artikel om de to kandidaters bud på økonomisk politik under overskriften

“Obama and McCain hit old notes on the U.S. economy ” – hvilket på den indholdsmæssige side er “spot on”. Som det indledningsvis konstateres i artiklen så dækker al snakken om forandringer og bud på samarbejde hen over partiskel over, at “For all the efforts of Senators John McCain and Barack Obama to portray themselves as willing to break with party orthodoxy to get things done, the economic debate that opened their general election campaign this week previews a classic clash. It is a battle between Republican supply-side economics and a Democratic tradition that uses government levers to try to reduce inequality and spur the economy, og senere pointeres det, at  “fiscal experts say that both the McCain plan and the Obama plan would increase the deficit, and that neither man has adequately explained how his proposals would be paid for” dog fulgt op med at “several fiscal analysts have said that they believe that McCain’s plan would increase the deficit more, because of the size of the tax cuts he is seeking” det sidste skal jeg afholde mig fra at kommentere – idet jeg ikke vil påberåbe mig til strækkelig med indsigt til dette. Men mon ikke vi vil se en valgkamp hvor de to kandidater med al magt vil gå efter at udstille den anden som økonomisk uansvarlig? Ligesom det allerede nu synes klart, at McCain vil prøve at genkalde Jimmy Carters præsidentperiode, når han skal karakterisere Barack Obama – dette har han allerede gjort som modsvar til Obamas karakteristik af en periode med McCain som en 3. Bush periode. en fordel for Obama må her være, at Jimmy Carters præsidentperiode ligger 30 år tilbage i tiden, og derfor kun huskes af en mindre del af befolkningen.

I modsætning til flere af kommentarerne til mit sidste indlæg, som synes overbevist om at Barack Obama vil vinde valget til efteråret, er jeg slet ikke så sikker på det – på trods af, at Obamas kampange allerede indtil nu har sat nye milepæle for ikke kun evnen til at rejse penge, men også for evnen til at markedsføre en kandidat som “brand”. At vi i europa foretrækker demokratiske præsidentkandidater er næppe overraskende, al den stund at de ofte minder mest om vores egne politikere (er der ikke noget Blair i sin storhedstid over Obama?).

Mere nøgternt må det vist indtil videre konstateres, at når alt hypen omkring de to kandidater skrældes af, så er der nok ikke den store fornyelse at komme efter – den dårlige amerikanske økonomi bedres jo næppe af hverken store retoriske evner eller personlig sympati.

Måske skulle det spørgsmål man stiller sig snarere være, hvor store chancer den kommende præsident vil have for at blive genvalgt, med tanke på det økonomiske morads USA befinder sig i for øjeblikket. Endnu større offentlige underskud er næppe vejen frem.

Indecision 2008 – og lidt om Barack Obamas bud på ansvarlig økonomi og godt naboskab til Latinamerika

Af Niels Westy, den 10. juni 2008. 17 svar

De der følger med i Jon Stewarts “The Daily Show “vil vide, at første del af dette indlægs overskrift er hentet fra dennes forrygende dækning af primærvalgende – som også kan ses her .

Efter Hillery Clinton endelig har erkendt, hvad de fleste andre har vidst længe, nemlig at det bliver Barrack Obama der skal op i mod John McCain er det jo interessant at se lidt på hans chancer i valget (og hvad han egentlig vil). Skulle man vurdere på baggrund ag MSMs dækning i Europa og Danmark, burde der ikke være nogen tvivl om, at Obama vinder en storsejr. Men som bekendt foregår valget i USA, og her ser tingene lidt anderledes ud. Godt nok viser de seneste meningsmålinger, at Obama fører med op til 6 %. I lyset af, hvor meget eksponering han har fået gennem de seneste måneder forekommer det ikke overvældene  ikke inindst når man betænker, hvor upopulær den nuværende præsident er. Det kunne tyde på, at forsøgene på at gøre McCain lig med en “Bush” 3. periode ikke ser ud til at lykkes. Hvis koblingen mellem McCain og Bush havde virket, burde Obamas forspring på nuværende tidspunkt vel være væsentlig større.

At Obama satser på koblingen McCain=Bush => forandringer (til det bedre) kræver at han vælges, ses f.eks. af hans tale på North Carolina State Fairgrounds i weekenden, hvor han bl.a. sagde, at John McCains økonomiske politik svarer til en “full-throated endorsement of George Bush’s policies”. idet McCain angives at have “no problem spending hundreds of billions of dollars on tax breaks for big corporations and a permanent occupation of Iraq – policies that have left our children with a mountain of debt”, Hvorefter McCain=Bush koblingen=økonomisk uansvarlighed understreges ved at Obama pointerer, at “George Bush’s policies have taken us from a projected $5.6 trillion dollar surplus at the end of the Clinton Administration to massive deficits and nearly four trillion dollars in new debt today. We were promised a fiscal conservative. Instead, we got the most fiscally irresponsible administration in history. And now John McCain wants to give us another. Well we’ve been there once, and we’re not going back. It’s time to move this country forward.” – Det sidste burde måske mere korrekt udtrykkes, som “It’s time to move this country back” – til tider med økonomisk ansvarlighed – og referencer til økonomien under Clinton administrationen vil der formentlig komme flere af.

Det står dog stadig hen i det uvisse, hvad den 170 mia. USD. der med demokratiske stemmer (demokraterne øsnede at pakken skulle have været højere) blev bevilget til over 117 mio. husholdninger i februar vil medføre – en pakke, Obama ønsker på baggrund af det seneste fald i beskæftigelsen at det følges op af en pakke på 50 mia. USD. Indtil videre er det jo go’ gammeldavs keynesiansk finanspolitik, der vist ikke lige er i overenstemmelse med lanceringen af sig selv som økonomisk ansvarlig, med mindre der altså planlægges at øge indtægterne på et senere tidspunkt. Selv lægger Obama vægt på en skattereform der i følge hans egne ord vil lette skatten for 95% af befolkningen og primært betyde øgede skatter for de absolut mest velstående og en række store virksomheder. Der er med andre ord tale om traditionel omfordelingspolitik.

Men hvor vidt han kan fremstille sig selv som den lille mands kandidat vs. John McCain som “storkapitalens/olieselskabernes” kandidat uden at det går ud over hans ønske om at fremstå som en “samlende faktor” er tvivlsomt. McCains status er en helt anden end Bush – hvilket Obama også er klar over. McCain bliver f.eks. langt sværere at dæmonisere end Bush har været. Se blot på føromtalte “The Daily Show” hvor værten Jon Stewart, der ikke lægger skjul på sine “venstresnoede” holdninger, i flere tilfælde har udtrykt stor sympati for John McCain som person.

Ligeledes har John McCain den fordel, at han i modsætning til Barrack Obama rent faktisk både er gået i mod sit eget parti og har stået bag forslag på tværs af de to partier. Til gengæld er det nok rigtigt set af Obama, at udnytte, at McCain vist selv har erkendt, at han ikke ved meget om økonomi – noget andet er så om amerikanerne køber Obamas bud på en økonomisk politik. 

På en række områder er Obama dog på det seneste rykket betydeligt længere ind mod den (amerikanske) politiske midte i takt med at det blev klart, at han bliver demokraternes præsidentkandidat til november. Mens han i 2004 i bestræbelserne på at blive valgt som senator, ønskede stort set alle sanktioner overfor Cuba afskaffet, herunder også handelssanktioner, har han på dette punkt ændret synspunkt på det sidste. Mens han, som han udtalte i august 2007, fortsat ønsker at lempe på restriktionerne for exilcubaneres muligheder for at rejse til og sende penge til Cuba, slog han i en tale i Little Havanna i Miami i slutningen af maj fast, at han ønsker at opretholde en lang række andre sanktioner, herunder handelsboykkotten.

I talen lykkedes det ham på en og samme gang at lægge afstand til George Bush og fremlægge en politik i forhold til Latinamerika, der til forveksling ligner den nuværende. Desværre forpligtigede han sig også til at fortsætte den tåbelige “War on drugs”. Paradoksalt, fordi den ud over at være udsigtsløs, har kostet USA langt flere penge end engagementet i Irak, som han fortsat holder fast i skal afsluttes – no matter what – selv om der her trods alt er et realistisk håb om at man kan vinde  i modsætning til “The war on drugs”.

Hvis talen i Little Havanna er udtryk for Obamas position i forhold til Latinamerika, hvis han vinder præsidentvalget, kan vi konstatere, at der ikke er grund til at tro, at USAs næste præsident vil være mere afholdt i Latinamerika, end den nuværende. Ja, alt efter hvordan han kombinerer sin neo-protektionisme i forhold til de latinamerikanske lande, kan han sagtens ende med at være mindre populær end den nuværende. Det er åbentlyst, at Obama lider af samme manglende forståelse for politik i Latinamerika som sine forgængere. Han får nærmest lanceret Hugo Chavez som et produkt af Bush-regeringens politik, eller som han siger i sin tale; “Since the Bush Administration launched a misguided war in Iraq, its policy in the Americas has been negligent toward our friends, ineffective with our adversaries, disinterested in the challenges that matter in peoples’ lives, and incapable of advancing our interests in the region. No wonder, then, that demagogues like Hugo Chavez have stepped into this vacuum. His predictable yet perilous mix of anti-American rhetoric, authoritarian government, and checkbook diplomacy offers the same false promise as the tried and failed ideologies of the past. But the United States is so alienated from the rest of the Americas that this stale vision has gone unchallenged, and has even made inroads from Bolivia to Nicaragua.”

En ting er, at Hugo Chavez har været præsident i Venezuela siden 1998, noget andet er, at USA stor set altid har været et ynglingshadeobjekt – ikke kun hos venstrefløjen, men også på den nationalistisk højrefløj i Latinamerika. Og det er ikke så underligt, af den enkel grund, at USA på mange måder er antitesen til de fleste latinamerikanske samfund. En skelnen der måske har rødder helt tilbage t
il kolonitiden. I modsætn
ing til USA, hvor statsfunktionerne voksede frem i takt med koloniseringen, indebar Spanien og Potugals kolonisering af Latinamerika, at statsopbygningen så at sige kom først. Det vil næppe heller hjælpe på Obamas popularitet, at demokraterne aktivt har modarbejdet frihandelsaftaler med Colombia og demoniseret NAFTA – det vil blive anset for endnu et eksempel på amerikansk dobbeltmoral. Indenrigs kan det derimod ikke afvises at kunne flytte stemmer, og det er selvfølgelig hvad det handler om i hvert fald frem til november.

Hvorfor vil man have en afstemning om euroen nu?

Af Niels Westy, den 5. juni 2008. 19 svar

Det ser ud til at vi skal stemme om euroen igen indenfor overskuelig fremtid, både statsministeren og finansministeren er kommet med udtalelser der kunne tyde i den retning. I sin grundlovstale i dag sagde statsministeren, at “det er hævet over enhver tvivl, at Danmark skal med i euroen for at være med i hjertet af Europa,” og han argumenterer for, at ”Danmark er uden indflydelse, selv om Danmark fører en økonomisk politik, som om “vi var med i euroen.””

Dette er på linie med hvad der blev sagt op til afstemningen i 2000, hvor f.eks. professor Niels Thygesen, en af arkitekterne bag ØMU’en udtalte, at “Vi får alle lidt mere i lønningsposen, fordi vi sparer de overflødige omkostninger ved en højere rente, og fordi virksomhederne ikke længere vil have brug for at dække sig ind over for valutakurstab,” og “Vi kommer til at sidde med ved bordet, når euro-landene beslutter den økonomiske politik”.

Mon Tyskland, Frankrig og ikke mindst Italien ville have ført en mere fornuftig økonomisk politik, hvis vi havde siddet med til bords?

Dansk folkeparti, og efter lidt forvirring SF, samt måske mest overraskende Ny Alliance har sagt fra overfor indførelsen af euroen, ligesom direktøren for Saxo bank Lars Seier Christensen ved flere lejligheder har advaret mod at opgive kronen. Det fik finansminister Lars Lykke Rasmussen til i Jyllandsposten at sige, at ”Lars Seier Christensen har meget farlige politiske synspunkter, når han argumenterer for at bevare kronen fremfor dansk deltagelse i euro-samarbejdet.

Det ser altså ud til, at en argumenterne for, at Danmark skal gå med i euroen i vid udstrækning vil være de samme som ved den sidste afstemning i 2000. Hvilket i korte træk vil være fremførelse af cirkelargumentet om, at når vi alligevel fører fastkurspolitik overfor euroen, hvorfor så sidde udenfor, når beslutningerne tages, og mon ikke den gamle traver om at tilliden til den danske krone er afhængig af vores tilknytning til og fastkurs overfor euroen. Med andre ord, enten må man mene, at resten af verden er ude af stand til at vurdere dansk økonomi, eller også må det grundlæggende synspunkt være, at vi er dårlige til at føre økonomisk politik end euroområdet.

Set i et historisk perspektiv er det ikke overraskende, at en fravigelse fra fastkurspolitikken per automatpilot sættes lig med en svagere dansk krone. Det var jo en af den borgerlige regering i 1980ernes store fortjeneste, at man gik bort fra periodiske devalueringer, som konsekvens af den tåbelige økonomiske politik, der førstes under skiftende socialdemokratiske regeringer indtil 1982.

Men en opgivelse af muligheden for at devaluere er selvfølgelig også en opgivelse af muligheden for at revaluere.

Ca. et halvt år før euroafstemningen i 2000 kom de økonomiske vismænd med en dengang opsigtsvækkende rapport, der konkluderede at euroen primært var et politisk projekt, og at det ikke indebar væsentlige økonomiske ulemper at stå udenfor. Dette i klar modstrid med hvad ja-sigerne dengang spåede, nemlig at omkostningerne ved at stå udenfor ville være betydelige. Den mellemliggende periode har vist, at disse dystre forudsigelser ikke holdt stik. Hvilket næppe øger sandsynligheden for et ja. Og selv om en afstemning nu ifølge meningsmålingerne, så vist jeg husker viser, at der er flertal for at opgive kronen og indføre euroen, indebærer det jo langt fra, at det bliver et ja. Erfaringen er, at det er nej.-siden der vinder stemmer fra det øjeblik der udskrives en folkeafstemning – og hvad det er ja-siden har i posen denne gang, der skulle afværge at det bliver et nej igen kan være svært at se.

Det er interessant at genlæse daværende nationalbankdirektørs tale i British Import Union den 18. januar 2000, hvor hun bl.a. siger, at: ”Rentespændet benyttes ofte ukritisk som mål for omkostningerne ved at stå udenfor. Det kan man imidlertid ikke. Selv om vi blev medlemmer, ville rentespændet mellem danske og tyske statsobligationer ikke blive nul. Tyske statsobligationer udstedes i meget store serier, der som toneangivende obligationer er mere attraktive for internationale investorer, end danske statsobligationer vil kunne blive. Det viser sig da også, at fx hollandske statsobligationer har en vis merrente, ca. 15 basispoint, i forhold til tyske. Så selv om man kan regne med, at det danske rentespænd ved medlemsskab vil blive mindre end i dag, vil det næppe helt forsvinde”. Og fortsatte med, at ”i modsat retning trækker, at det rentespænd, vi har i dag, i høj grad er påvirket af forventningen om, at Danmark vil indføre euro inden for en kortere årrække. Hvis det trækker i langdrag, eller man får et nej ved en folkeafstemning, er der næppe tvivl om, at rentespændet vil stige sammenlignet med den nuværende situation.”

Men sådan gik det ikke – illustreret af nedenstående figur fra NB.

I en undersøgelse i 2006, konkluderede Centre for Economic Policy Research da også, at lande som Danmark, Sverige og Storbritannien ikke tabte økonomisk terræn til de 12 eurolande ved at stå uden for

Der skal sikkert blive rigelig med lejlighed til at komme med indlæg her på bloggen om euroen, efterhånden som vi nærmer os en egentlig afstemning. Indtil da vil jeg nøjes med at undre mig over at det skulle være nødvendigt med en afstemning om euroen på nuværende tidspunkt – set fra ja-siden vil jeg endda kalde det noget af en gambling. For det kan vel ikke være på grund af én mands (statsministerens) personlige karriereambitioner? – eller kan det? Måske kan nogle af bloggens læsere hjælpe til med bud på hvorfor der lægges op til en afstemning nu.

Slavehandel og afrikansk udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2008. 3 svar

Som forsker læser man et hav af artikler. De fleste er ikke overvældende spændende, måske 20 procent er, om det er fordi de er spændende i sig selv eller fordi de er relevante for ens ekspertiseområde, og så er der de få, der bare begejstrer. Men februarnummeret af the Quarterly Journal of Economics, der er et af verdens mest eksklusive tidsskrifter – officielt afviser de 96 procent af alle forslag, der kommer forbi redaktørens bord – bragte en af de få begejstrende artikler.

Baggrunden er, at afrikansk udvikling siden uafhængighedsbølgen i høj grad har været et spørgsmål om nogle få succeshistorier i et hav af dårlige og katastrofale udviklinger. Der har været mange bud på, hvorfor de afrikanske lande som helhed har klaret sig så deprimerende dårligt, lige fra absurde marxistiske teorier om bevidst vestlig udbytning til en generel konsensus, som man ikke taler alt for højt om, at de afrikanske politikere i høj grad er skyld i det selv. I QJE­-artiklen ”The Long-Term Effects of Africa’s Slave Trades” bringer Nathan Nunn fra Harvard en supplerende forklaring på banen: Den historiske slavehandel.

Nunn har på imponerende vis været dybt nede i kilderne og samlet tal for den totale slavehandel ud af Afrika mellem 1400 og 1900. Han finder først og fremmest at 12 millioner slaver blev handlet over Atlanten, mens 6 millioner gik den anden vej til Indien og Mellemøsten, som der ikke tales så meget om. De største mængder blev skibet ud af den såkaldte ’Slavekyst’ i Benin og Nigeria, fra Guldkysten, det nuværende Ghana, og lidt sydligere fra Vestafrika omkring de to Congoer og Angola. Fra Angola alene estimerer Nunn, at der blev solgt 3,6 millioner mennesker, 1,4 millioner fra Nigeria, mens der åbenbart ingen blev handlet fra Etiopien eller Botswana.

Nunn viser i artiklen, at der er en klar sammenhæng mellem mængden af slaver, der blev skibet ud fra et afrikansk land, og dets udviklingsniveau i dag. Han finder, at for hver 10 procent flere slaver et land eksporterede, er dets bruttonationalprodukt i dag én procent mindre. Man kunne selvfølgelig tænke sig, at lande der handlede mange slaver også dengang var mindre udviklede, men det ser ikke ud til at være tilfældet. En række af de store slavestater, ikke mindst Guldkysten, har historisk været nogle af de mest avancerede afrikanske samfund. Faktisk peger en del på, at de første slavehandlere etablerede kontakt med de mest avancerede samfund, da de kunne understøtte en væsentlig handel.

Hvorfor skadede slavehandlen så meget, at vi finder effekter århundreder efter? Nathan Nunn peger – med passende kvalifikationer og en forsikring om, at det blot er foreløbige bud – at der er en klar sammenhæng mellem graden af slavehandel mellem 1400 og 1900 og graden af etnisk fraktionalisering i dag. Han argumenterer, at slavehandlen “tended to weaken ties between villages, thus discouraging the formation of larger communities and broader ethnic identities.” Når man jagtede mennesker i naboområdet for at sælge dem, forhindrede man ret effektivt at man fik tættere sociale eller økonomiske kontakter til naboerne. Og det forhindrer effektivt specialisering, vidensdeling, udviklingen af bredere juridiske institutioner osv.

Nunns studie er dermed fantastisk spændende at læse, og at tænke over, men derfor behøver man ikke være enig i alt. Hen mod slutningen af artiklen vurderer han for eksempel, at ”As a result, Africa’s postindependence leaders inherited nation states that did not have the infrastructure necessary to extend authority and control over the whole country.” Slavehandlen bliver dermed brugt som undskyldning for at de sidste 40-50 års politiske ledere i Afrika har været nærmest kriminelt dårlige. Briterne i Østafrika formåede dog at lede et område, der dækker de nuværende Kenya, Tanzania, Uganda og Malawi effektivt og ganske humant, sammenlignet med både andre koloniherrer og de senere uafhængige styrer.

Det skal dog ikke tage modet fra folk til at læse artiklen. Nathan Nunn viser som flere andre forskere i de senere år, at historiske faktorer nogle gange kan bidrage til at forklare nutidens fiaskoer og succeser. Historien efterlader mange ar og mange erfaringer, som man kan bruge mere eller mindre produktivt. Under alle omstændigheder er der masser at tænke over!

De gode, de onde og de grusomme

Af Niels Westy, den 30. maj 2008. 13 svar

Så er vi oppe at køre igen efter et par dage, hvor bloggen af tekniske grunde ikke var tilgængelig – vi beklager.

Og så til dagens indlæg, der skal ses i sammenhæng med min klumme denne weekend på 180grader ”Onkel Danny, $torebror $am og kampen om kulturen ”.

Debatten om dansk kultur, indvandring og integration har de seneste årtier været domineret af to grupperinger – den ene er de kulturrelativistiske multikulturelle, med f.eks. dagbladet Politiken som bannerfører. Det er her man f.eks. kan gå op i, at vi sender hårdt belastede kriminelle tilbage til de lande de kom fra, og hvor man leder med lys og lygte efter årsager til den mildt sagt problematiske integration hos majoriteten, mens minoriteter oftes ligestilles med ofre. Lad os kalde dem ”de gode”, det er jeg sikker på, at de vil sætte pris på. De kan vel overordnet betegnet som liberale politisk og kollektivistiske økonomisk. Det vil sige at man er tilhænger af åbne grænser, synes det er fint med høje skatter og går ind for en omfattende velfærdsstat.

Heroverfor har vi – først og fremmest anført af Dansk Folkeparti -– de kulturkonservative. Lad os kalde dem de onde, det er jeg sikker på er opfattelsen på Politikens chefredaktion. Også ”de onde” er tilhængere af en omfattende velfærdsstat, men i modsætning til ”de gode” er de klar over, at et sådan system indebærer et krav om gensidig identifikation og homogenitet, altså en monokultur – assimilation er alts en nødvendighed.

I modsætning til ”de gode” er ”de onde” klar over, at velfærdsstaten bedst fungerer i en protestantisk kulturkreds med dens vægt på individuel ansvar og krav til den enkelte,. Hvad de dog har svært ved at erkende er selvfølgelig, at selve den universelle velfærdsstat er med til at nedbryde selv samme traditionelle protestantiske værdier, som udgjorde forudsætningerne for, at en velfærdsstat som den danske overhovedet kunne fungere.,

Den tredje gruppering, som ikke fylder meget i debatten er sværere at placere, og alligevel ikke. Den anser ikke den danske nationalitet eller kultur som en kvalitet i sig selv, men hylder heller ikke kulturrelativisternes lige så absurde minoritetsdyrkelse. Det er ikke et tilfælde, at visse lande og kulturkredse har vist sig andre overlegne til at skabe velstand og frihed. Vores verdensdels velstand og relative frihed, skyldes ikke vores hærgen i andre verdensdele, men at den vestlige kultur har været alle andre overlegen. Men det er jo ikke givet at det fortsætter på denne måde. Var det 20 århundrede præget af det amerikansk-europæiske mix overlegenhed, er det 21. århundrede mere end godt på vej til at blive det amerikansk-asiatiske århundrede økonomisk, om det også følges op af samme niveau for individuelle frihedsrettigheder, må tiden og ikke mindst Kinas fremtidige udvikling vise.

Vi kan kalde dette standpunkt og denne gruppe for ”de grusomme” – hvilket både ”de gode” og ”de onde” sikkert vil være enige om. I deres naivitet er de overbeviste om, at i en fri verden præget af markedsøkonomi vil de bedste kulturer overleve, mens de andre vil forgå.

I forhold til “de gode og de onde” kan man kort betegne forskellene med, at “de grusommes” motto kunne være, ata “døren står åben, men pengene bliver i pungen”. Med andre ord mener “de grusomme” at vi er nød til at vælge mellem vefærdsstaten og at være et åbent samfund, og at de sidste er at foretrække. “De onde” synes at foretrække det første.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg som liberalist  tilhører “de grusomme”, det kan ikke være anderledes. Jeg er således ikke i stand til at mobilisere en særlig form for samhørighedsfølelese for mit fædreland – det er blot et tilfælde, omend et på mange måder heldigt (for undertegnede) tilfælde, at jeg blev født som dansker. Jeg føler ikke nogen særlig samhørighed eller ansvar overfor andre, blot fordi de er udstyret med samme pas, det må komme an på om andres værdier er i overensstemmelse med mine egne.

Jeg tilslutter mig derfor fuldt ud Dan Turells måde at se tingene på, som han skriver i novellen $torebror $am, hvor han beskriver sig selv om amerikanerdansker og ikke begræder, hvis det danske sprog skulle forsvinde i løbet af et par generationer (hvilket der nu ikke er grund til at frygte). I lighed med Dan Turell tillægger jeg ikke det at noget er dansk en speciel værdi. Men det er ikke det samme, som der ikke er en række værdier knyttet til det at være dansker. Hvilket Christian Bjørnskov har skrevet om flere gange, for eksempel her.

Obama – dårligt nyt for verden

Af Christian Bjørnskov, den 27. maj 2008. 11 svar

I de danske MSM såvel som ud over Europa hyldes Barack Obama nærmest dagligt. Og ja, han er inspirerende – måske mest hvis man falder for den særligt følelsesladede amerikanske stil, som godt kan støde nordeuropæere lidt fra sig – men hvis man skal vurdere ham som fremtidig amerikansk præsident, kan man vel næppe undgå at se på hans konkrete politik. Når man sidder i jobbet er fine taler knap så vigtige, eller som amerikanerne siger: Actions speak louder than words!

På dén front er der knap så meget at begejstres over, som min med-punditokrat Niels Westy har skrevet om tidligere (læs her). I særlig grad burde Obamas holdninger på det handelspolitiske område få alarmklokkerne til at ringe hos de fleste danskere. Han har de seneste måneder for eksempel bragt den påstand til torvs, at NAFTA – det amerikanske frihandelsområde mellem Canada, USA og Mexico – har kostet amerikanske arbejdspladser og altså hævet USA’s arbejdsløshed, og at man burde genforhandle aftalen. Hilary Clinton er trukket i samme populistiske retning og mener åbenbart det samme som Obama, nemlig at man burde lægge de internationale handelsforhandlinger i f.eks. WTO på is. Og selvom man skal passe på med at lægge for meget i det, kan udtalelser fra Obama som ” Folk vil ikke ha en billigere t-shirt, hvis de samtidig mister deres job” næppe misforstås, ligesom de meget væsentlige forskelle på kandidaterne heller ikke kan (læs f.eks. Keith Poole og kollegers analyse her).

Min gode kollega, professor Philipp Schröder, udtalte således til Nyhedsavisen forleden, at ” Hvis Hillary og Obama følger deres udtalelser til punkt og prikke, så er det relativt farligt for verdensøkonomien. Hvis USA først begynder at indføre handelsbarrierer, kan det brede sig til resten af verden. Og hvis verden generelt begynder at bremse frihandelen vil det være katastrofalt.” Jeg kunne ikke være mere enig, og helt særligt på nuværende tidspunkt.

Siden efteråret 2001 har 150 af verdens lande forhandlet i WTO om at nedbringe toldbarrierer og andre forhindringer for international handel, såsom subsidier og i helt særlig grad landbrugsstøtte.  I de forhandlinger har USA været en langt større hjælp for verdens fattige lande, der i udpræget grad ønsker mere frihandel – ikke underligt med tanke på at lettere adgang til verdens rige markeder er nærmest uendeligt mere effektivt i at bekæmpe fattigdom en alverdens ulandshjælp eller regeringsprogrammer – mens EU har været en skræmmende effektiv stopklods for forhandlingerne (læs f.eks. her). WTO-forhandlingerne har haltet lige siden, og mens selv traditionelt protektionistiske lande som Brasilien og Indien har foreslået store indrømmelser fra egen side for at få bragt OECD-landenes handelsbarrierer og landbrugsstøtte ned, har EU i historisk grad fedtspillet og forsøgt at bringe forslag med en reel nuleffekt til bords.

Hvis man får en amerikansk præsident med tilsvarende protektionistiske ideer, vil USA’s forhandlingsposition, der allerede nu er under angreb fra amerikansk landbrugs særinteresser, støttet af et demokratisk parti der skrider mod venstre, svækkes yderligere. Og dermed bliver udsigterne til at få et friere internationalt handelssystem, og dermed mere fart på den globale fattigdomsbekæmpelse, endnu ringere. Er man for en friere verdenshandel, bekymret for de fattige landes tilstand, eller blot nervøs for hvad en stærkt populistisk præsident kan gøre af skade i det Hvide Hus, er der kun en ting at gøre: Root for McCain.