Hvis nogle af bloggens læsere skulle have en halv eller hel time til overs, vil jeg anbefale dem at bruge tiden på at se en forelæsning med Peter J. Boettke om økonomi, den østrigske skole og finanskrisen. Der er tale om en både oplysende og ikke mindst underholdene forelæsning – kan ses på The Future of Freedom Foundations hjemmesider, under overskriften “Economic Liberty Lecture Series: Austrian Economics and the Present Crisis“. God fornøjelse.

Som det vist er de fleste bekendt har de sidste uger været domineret af en finansiel krise, der er blevet sammenlignet med den krisen I 1930erne, der (fejlagtigt) ofte angives at tage sin start I børskrakket I 1929. Fejlagtigt, fordi det var den efterfølgende pengepolitik der bærer hovedansvaret for datidens krise som påpeget af Milton Friedman og Anna J. Schwartz.

Overskriften til dette indlæg er er mindre omskrivning af et berømt citat af franskmanden Voltaire. For i takt med at den amerikanske finanskrise udfoldede sig og dens effekter spredte sig til bl.a. Europa, har det været mageløst hvor meget sludder man ha skulle lægge øjne og ører til. Om det skal tilskrives manglende viden, ugidelighed eller manglende lyst til at erkende, at krisen mere er resultat af det ”politiske marked” end det frie markeds fallit, skal jeg lade være usagt.

Men faktum er, at de finansielle markeder – også I USA – langt fra er så frie, som ikke kun dele af venstrefløjen, men også borgerlige politikere som f.eks. Connie Hedegård tilsyneladende tror – men hvor skulle hun også vide andet fra? Det er nok for meget at forlange, at hun skulle have en viden om forholdende der rækker ud over det hun hurtigt har skimmet i aviserne, eller overhørt i de elektroniske medier? Hvilket dog ikke afholder hende fra at udtale sig, men deri minder hun jo blot om de fleste andre politikere.

Eller måske har hun hørt på nogen af alle de eksperter, der har vandret gennem medierne, uden at man tilsyneladende har overvejet hvor uafhængige de er med tanke på, at en stor del af dem på den ene eller anden måde er knyttet til den finansielle sektor.

Men hvis krisen viser noget, er det ikke at markedet har spillet fallit, men snarere at der er grundt til at tage en række problemstillinger, der både er velkendte og veldokumenterede mere alvorligt.

Det gælder f.eks. gennemsigtighed på markedet, – et problem der ikke kun er gældende på de finansielle markeder eller andre markeder for den sags skyld. Og problemerne er reelt langt større i den offentlige sektor, sammenblandingen af økonomi og politik (se slutning af dette indlæg), og problemerne omkring moralsk hasard er alle kendte problemstillinger.

I DR2 debatten I torsdags udtalte økonomiminister Lene Espersen (der ellers var ganske fornuftig at lytte til), at “banker må ikke må gå ned”, hvorved man bryder helt fundamentale vilkår der må gælde for ethvert marked – også det finansielle – hvis det med rette skal kunne betegnes som et “frit marked”. Hendes udtalelser er i sig selv en garanti for “banker vil gå ned” igen og igen og…. Vi har set det før, og vi kommer til at se det igen.

I samme debat satte socialdemokratiets formand, Helle Thorning forøvrigt også trumf på, ved at sige at “markedet skulle være samfundets tjener og ikke omvendt” – mon ikke hun mente “politikernes tjener”? – hvilket vist netop har været et af problemerne i USA.

Roskilde Bank, Bonusbanken og andres skæbne er jo ikke uden historiske fortilfælde, men på mange måder har man reageret på samme måde som tidligere. Den indskydergaranti, som regeringen nu har hævet til 350.000 kroner blev indført i kølvandet på kronebankens fallit i midten af 80erne. Det skete ikke til de store bankers udelte begejstring. Arsagen er selvfølgelig den enkelte og velkendte, at en indskydergaranti mindsker risikoen for borgerne ved at placere deres penge i banker der lover høje indlånsrenter. Dennes aflønning kræver, alt andet lige, at der løbes større ricisi.

Nu er det selvfølgelig forventeligt, at kapitalismens undergang og det frie markeds fallit proklameres I forbindelse med den finansielle krise. Det er sket hver eneste gang der har været problemer, – det være sig I 1930erne, 1970erne, eller forbindelse med den asiatiske finansielle krise I 1997. Ved nærmere eftersyn har man hver gang måtte konstatere, at det snare var det “politiske marked” der strålede I al sin imperfektion, end resultatet af det “frie markeds hærgen”.

Således også denne gang. Det har bestemt ikke skortet på advarsler om, at situationen på de finansielle markeder (eller den økonomiske politik generelt) har været uholdbar I en årrække I USA. Således udtalte Greenspan (der bestemt ikke er uden ansvar for det morads USA er havnet i) i april 2005, at “we increase the risk of insolvency and crisis….Without restrictions on the size of Fannie May and Freddie Mac, we put at risk our ability to preserce sound and safe finansiel markets in the United States”, og i et interview med abcnews for nylig pegede Bill Clinton (lidt mere end halvt inde I interviwet) på, at demokraterne i årevis modsatte sig forslag fra både republikansk side og hans egen (da han selv var præsident), der kunne bringe Fannie Mae og Freddie Mac under kontrol. Om der er nogen sammenhæng mellem det faktum, at især demokratiske politikere har været begavet med midler fra Freddie Mac og Fannie Mae, se også tidligere indlæg på bloggen her , og deres vægren ved at erkende problemerne skal jeg ikke gøre mig til herre over, men det ligner jo en tanke. 

At der har været et “særligt forhold” mellem de to hypotekerbanker og politikerne, – især demokraterne er der vist ikke meget tvivl om. At der samtidig har været et minoritetsaspekt I forbindelse med den mere end lemplige kreditpolitik fra de to institutioner gør ikke sagen mindre problematisk, hvilket kan forklare en række demokratiske politikeres afvisning af, at der var noget galt med Freddie Mac og Fannie Mays forretningsmetoder ved en høring I slutningen af 2004, se også her.

Begge præsidentkandidater har været ude med udtalelser om grådige spekulanter og deres ansvar, – jeg går ud fra, at de hermed mener investorer der prøver at profitoptimere. De skulle måske hellere have rettet skytses mod grådige OG inkomptente politikere.

Det er ikke så lidt af et paradoks, at en repræsentant fra det parti, der især har modsatte sig at bedre kontrol og indsigt i Fannie May og Freddie Mac, f.eks at de skulle fungere på samme vilkår som andre finansielle institutioner, med al sandsynlighed vil vinde valget netop på grund af en krise der ikke udelukkende, men i vid udstrækning kan tilskrives den boligboble, som Fannie Mae og Freddie Mac har et stort ansvar for.

Og hvis Wall Street har været grådig (hvilket jeg så sandelig håber at de er), hvad skal man så kalde et system, der er indrettet på at formidle lån til folk, der kun under de mest (usandsynlige) gunstige forhold vil kunne honorere disse?

I forbindelse med mit indlæg i sidste uge om hvorledes politikerne og den gældende narkotikalovgivning sikrer stigende bandekriminalitet og medfølgende blodige kamp om markederne for illegale stoffer, faldt det nogle for brystet, at jeg argumenterede for en legalisering af illegale stoffer.

En enkelt kommentar anførte som ”bevis” på det naive i min holdning, det øgede forbrug af hash blandt helt unge, som medierne har beskæftiget sig med i denne uge, med udgangspunkt i tal fra den årlige narkotikarapport fra sundhedsstyrelsen. Tallene er der nu ikke noget nyt i. Rapporten blev offentliggjort i november sidste år, men har åbenbart ikke haft journalistisk interesse før nu.

Med eksplicit henvisning til tal fra nævnte rapport citerer Berlingske Tidende under overskriften ”Børn og unge ryger mere hash ”, projektleder i København Søren Thide for, at ”Problemet er større end nogensinde før. Jeg har aldrig set så mange dårlige unge som i dag”.

Nu skal jeg ikke udtale mig om hvem og hvad Søren Thide ser til daglig, men der er næppe dækning for hans bombastiske udtalelser, hvis de udbredes til at skulle være alment gældende. De undersøgelser der henvises til i artiklen underbygger ikke hans udtalelser,

På mange måder understreger Berlingskes historie, at der er belæg for, at journalister havner ret langt nede på ranglisten over troværdige erhverv når befolkningen spørges. Der er tale om en plat sensationspræget journalistik, med meget lidt substans.

Det er korrekt, at rapporten fra sidste år viser en mindre stigning i andelen af 15-16 årige der har prøvet at ryge hash siden 2003 (måske har en højere andel været på efterskole?). Det kan både være udtryk for en tendens til, at en generelt højere andel der prøver at ryge hash, men der kan lige så godt være tale om at de unge blot prøver det lidt tidligere – det er ikke til at vide.

Sundhedsstyrelsens egne konklusioner på udviklingen er nogenlunde det modsatte af Berlingskes overskrift om, at børn og unge ryger mere hash. 

I sammenfatningen kan man således læse, at ”nyere, landsdækkende undersøgelser overordnet [viser], at udbredelsen af det eksperimenterende brug af både hash og andre illegale stoffer blandt de yngre voksne og voksne er svagt faldende. Kurven synes således i dag at være knækket efter markante stigninger i brugen af illegale stoffer op igennem slut-halvfemserne, som blev efterfulgt af et højt men stabilt niveau fra 2000 og frem.

Denne konklusion er der både dækning for i i tallene for 16-20 årige og 16-24 årige. Og jeg vil tillade mig at anse førstnævnte som absolut unge og ikke voksne.

At journalisterne kan finde behandlere og andre, der får deres udkomme af at male fanden på vægen, bør naturligvis ikke overraske. De har en naturlig interesse både i at gøre problemerne større end de reelt er, og dernæst selvfølgelig i at promovere ideen om, at de selv gør en positiv forskel, hvilket jeg stærkt betvivler.

Nu er det et gennemgående problem, at man indenfor socialt arbejde er temmelig resistente overfor begrebet evaluering – den begrænses ofte til at spørge sig selv om hvordan det går. Men hvis succesraten følger den for behandling af stofmisbrugere generelt, kan vi med nogenlunde sandsynlighed affærdige indsatsen som betydningsløs.

Fra internationale undersøgelser, hvor man har sammenlignet lande med en stor afvænningsindsats og lande med stort set ingen, ved vi at andelen af stofmisbrugere der opgiver deres afhængighed er forbavsende ens, – nemlig ca. 5%, hvilket tilsiger, at behandlingen af stofmisbrugere er meningsløs.

Hvad sundhedsstyrelsens undersøgelse – som nok må anses at være lidet robust – viser er også, at det kun er en lille del af de unge der har et løbende forbrug. Mens 27% af unge mellem 16 og 20 i den seneste undersøgelse har prøvet er ryge hash, er det kun 6% der har røget indenfor den seneste måned.

Måske skal det også medtages, at mens andelen af 16-24 årige der har prøvet hash på et eller andet tidspunkt, nærmer sig halvdelen af denne aldergruppe, regner man med at der i hele Danmark er siger og skriver i alt 7.000, som man betegner som afhængige af hash. Sammenlignet med antallet af alkoholikere må det vel siges at være ganske ubetydeligt.

At historien om de unges hashforbrug, der lige fik en ekstra omgang ved historien om misbrugere ned til 8 års alderen (her er det vel rimeligt at antage at hashen nok er det mindste af det stakkels barns problemer), kommer nu skyldes selvfølgelig den igangværende fejde på udbyderside.

For år tilbage var en af de populære tilbagevendende rædselshistorier, at brugen af Ecstacy bredte sig nærmest som en steppebrand blandt landets unge. Faktum var, at da populariteten var på sit højeste var andelen af unge der havde prøvet ecstacy omkring 5% – ikke just tal der burde give grund til panik blandt teenageforældre.

Et tal der for øvrigt sidenhen har været faldende, hvilket naturligvis ikke indebærer, at det ikke kan stige igen – en udvikling, der ligesom den vi har oplevet i de sidste 4 årtier ligger uden for politikeres og offentlige myndigheder indflydelse (selv om de gerne vil give indtryk af noget andet) – det styres primært af de kulturelle strømninger blandt de unge selv.

Sagt på en anden måde. Jeg kan huske et klip fra en TVudsendelse en gang for mange år siden om Rockmusik i USA i 50erne. I klippet opfordrer en – om det var en DJ eller en præst et sted i sydstaterne husker jeg ikke, med ordene ”it’s the devils music”, alle unge til at ødelægge deres singleplader med Elvis, Chuck Berry og andre af datidens musikalske helte.

På sin vis havde han selvfølgelig ret. Forbruget af både legale og illegale stimulanser er næppe højt blandt unge, der går til folkedans, i forhold til unge der foretrækker mere nutidig dansemusik. Men skal vi/har iv ret til at  forbyde det? Skal Per Kirkeby udstillingen på Louisiana for øjeblikket være forbudt for børn, fordi en del af billederne blev lavet under indflydelse af svampe? Skal vi nedlægge P3 og nægte børnene at spille rytmisk musik? Det ville vist give nogle problemer med vores forhold til ytringsfriheden.

Eller måske skal vi bare glæde os over, at de fleste unge mennesker (også dem der prøver at ryge hash og måske et eller flere af de hårdere stoffer), desuagtet at vi ikke tillægger dem denne egenskab, faktisk er i stand til at slippe igennem ungdommen uden varige men. 

I et indlæg i går skrev jeg hvad jeg mente der skal til for at Liberal Alliance har en fremtid. Det er vist et held at der er lang tid til næste valg, således, at stifterne kan få det nye program ind under huden. Især et indlæg på Naser Khaders blog må vække undren, under titlen “Fumleri med flerkoneri” skriver Khader at:

“Den irakiske tolk, som kom til Danmark med sine to koner har nu valgt at forlade Danmark igen. Tolken nægtede at lade sig skille frivilligt fra den ene af sine koner. Sagen om opløsning af det ene af ægteskaberne fortsætter ved Landsretten selvom tolken er rejst. Det bør den også gøre. Det er i orden med mig, at vi får slået fast med 7 tommers søm, at bigami er ulovligt.”

og fortsætter senere i sit indlæg med:

“Det kan jo virke uforståeligt for os, når manden er truet, og tolkens nægtelse af at lade sig skille viser, at der i et sådan tilfælde er lang, lang vej til at få forklaret at flerkoneri er kvindeundertrykkende og udemokratisk.”

Jeg medgiver, at indlægget er skrevet den 19. august, altså inden det nye partiprogram, men…….

Nu er jeg ikke selv interesseret i at have flere koner – og jeg har svært ved at forstå hvilket form for samliv man søger med flere partnere. Men det handler for mig som liberal heller ikke om hvad jeg kan forstå eller synes, men om andres ret til at leve deres liv som de vil.

Det er jo ikke særligt liberalt via lovgivning at ville bestemme hvor mange af eget eller modsat køn man vil gifte sig med – det må være op til de involverede parter.

Måske skulle Khader også holde lidt igen med demokratiretorikken. Hvad bigami har med demokrati forstå jeg ganske enkelt ikke – men Khader mener måske også at utroskab er udemokratisk – og vil det sige at det at være tro er ensbetydende med at man er demokratisk? 

Hvad angår kvindeundertrykkelse er det næppe bigami i sig selv, men snarere hvorfor bigami er udbredt i visse kulturer der kan tolkes som kvindeundertrykkende (at de reelt ikke kan få lov tilat forsørge sig selv).

For i virkeligheden er monogami nemlig først og fremmest til fordel for manden. af følgende (biologiske) årsag: 

Hvis bigami er udbredt vil få hanner med gode gener og stor forsørgelsesevne have flere koner, mens hanner, der har ringere gener og ikke besider samme forsørgelsesevner vil have svært ved at finde sig en partner. Årsagen er den enkelte, at fra naturens hånd er det først og fremmest afkommets ve og vel, der interesserer hunnerne, de er altså interesseret i gode gener og en forsørger der kan sikre deres og afkommets overlevelse.

Jeg er klar over, at der er løbet en del vand i åen siden det var det afgørende i vores samfund, og så alligevel ikke. jo højere man selv som kvinde befinder sig på rangstigen, jo mindre bliver udvalget af “passende” partnere og fædre til ens børn. Og det er for en del veluddannede kvinder et problem at finde sig en partner, netop fordi kvinder ofte foretrækker en mand der har en højere social position end dem selv.

Selv om der er ange årsager til stigningen i skilsmisser i det sidste halve århundrede, er en af devæsentligste formentlig, at det nu, i modsætning , til tidligere er muligt for kvinder at klare sig ganske glimrende uden behov for en mand til at forsørge dem – og så finder man sig naturligvis i mindre.

Det handler ikke om demokrati, men om at få lov til at tage uddannelse, arbejde og forsørge sig selv.

23. august – nu på lørdag, er af UNESCO udnævnt til ” International Day for the Remembrance of the Slave Trade and its Abolition “. Af den medfølgende tekst fremgår det dog, at det kun er en del af tidligere tiders slaveri, som de tænker på, idet man skriver, at dagen er “intended to inscribe the tragedy of the transatlantic slave trade in the memory of all peoples”. Med andre ord er det kun slaveriet på den vestlige halvkugle man fokuserer på. Det er ud fra en historisk synsvinkel temmelig problematisk, i det den transatlantiske slavehandel nok var både stor (måske blev helt op til 18 – 20 mio. mennesker bragt over til den nye verden som slaver) og grusom, både under transporten, hvor omkring 10-15% døde, og efterfølgende, hvor slaverne (der er her forskel på hvorhenne i den nye verden de endte), kunne se frem til en meget begrænset levetid. Men sådan var forholdene også i andre dele af verden. Antallet af afrikanske slaver der gik mod den muslimske verden var af næsten samme omfang (omend over en længere tidsperiode), og bestemt ikke mindre grusom. Ja, også europæere endte i stort tal som slaver, man regner med at over en mio. europæere het op til Island endte med at blive bortført af nordafrikanske pirater og anvendt som slaver i Nordafrika. Hertil skal så lægges brugen af Slaver i Asien.

Desværre underbygger UNESCOS dag de myter der er ganske udbredte om slavehandlen og dets afskaffelse (sidstnævnte skrevet vel vidende, at der desværre stadig eksisterer slaveri – dog ikke juridisk accepteret).

En populær myte er f.eks. at europæsik racisme gjorde handlen og anvendelse af afrikanske slaver mulig. Men for at fastholde denne myte er man nød til at have en ganske afslappet holdning til kronologien – således optræder racisme som teoretisk begreb først i midten af det 19. århundrede, det vil sige efter at de fleste vestlige lande havde afskaffet selve slaveriet, ikke kun i “moderlandene” – det gjorde flere af dem allerede i det 18, århundrede, bl.a. England, – men også i deres kolonier. At billedet på en slave endte med at være en sort mand i lænker hænger derimod nok primært sammen med det faktum, at Afrika – syd for Sahara, ikke havde stærke samfudsnstrukturer til forsvar for deres befolkning, i modsætning til store dele af Europa, – og dels havde en tradition for slaver, man kunne tappe ind i.

UNESCO har valgt den 23. august som årsdag, fordi det markerer starten op det slaveoprør, der skulle føre til oprettelsen af staten Haiti – og det er selvfølgelig en mærkedag værd. Dels til hyldest af menneskets iboende frihedstrang, men også til eftertanke, Haitis videre historie har jo ikke just været opmundrende.

Derimod synes det malplaceret at anvende dagen som mindedag for ophævelsen af slaveriet., for her er Haitis oprør af marginal betydning. Ophævelsen af slaveriet er derimod resultat af udviklingen i Europa fra slutningen af det 17. århundrede og op til starten af det 19. århundrede, og grundet Englands centrale placering i denne udvikling, burde det vel ret beset være den 25. marts (årsdagen ophævelsen af slavehandlen i 1807)  der var årlig mærkedag for slaveriets afskaffelse. Andre muligheder kunne være årsdagen for at Zanzibar i 1873 lukkede deres slavemarked efter engelsk pres. 

Problemet med disse forslag er selvfølgelig, at fortællingen om slaveriet og dets afskaffelse bliver en helt anden, idet det bliver, hvilket dog er mere historisk korrekt, historien om, hvordan vestlig (engelsk) imperialisme afskaffede slaveriet.

Ovenstående udgør en stor del af inspirationen til dagens klumme i 180grader.

180grader. har valgt i underteksten at bruge udtrykket, “da den hvide man afskaffede slaveriet” – hvilket jo kan ses som modbilledet til tesen om at den hvide mand gjorde den sorte mand til slave, med alle dens racistiske undertoner. Ret beset er det selvfølgelig mest korrekt at pointere, at det var et resutlat af vestlig kultur – med tryk på engelsk. I kampen i det 18. århundrede indgil også flere fremtrædende medlemmer af det engelske samfund, med afrikansk bagggrund, – hvilket i sig selv er med til at uderminere tesen om at slaveriet var racistisk begrundet.

Hvad begrundelsen end var ændrer selvfølgelig ikke ved at det er imod de mest fundamentale frihedsrettigheder, som vi i dag tager som en selvfølgelig ting, men det tog altså lang tid at komme til den erkendelse, og det var i vesten, at den indfandt sig – uanset hudfarve.