Verden over er regeringer ved at planlægge offentlige stimulanspakker, præcist som foreskrevet af John Maynard Keynes i 30erne. Alle har store forventninger til, at de skal være vældigt effektive og helst skal koordineres så alle gør det samme på samme tid. Hvis ikke, synes det nærmest som om man hjemligt begår overgreb på de potentielt arbejdsløse, og internationalt udviser mangel på solidaritet. Men det er et åbent spørgsmål i hvor høj grad – om nogen – de mange stimulanspakker vil virke. Jeg har skrevet en del mere om det i en klumme i 180 Grader i næste uge, men vil her blot kort ridse en kritik op, som en af verdens absolut førende økonomer forleden luftede i The Economist’s Voice.

Tidsskriftet The Economist’s Voice, der udgives af BE Press og er et af mange nye, rent elektroniske tidsskrifter, redigeres af Nobelpristageren og storpolemikeren Joseph Stiglitz, og er helt i hans ånd en outlet for videnskabeligt baseret, men grundlæggende politisk polemik og diskussion. Kritikeren, der kommer til lyd i den sidste udgave af TEV, er Harvard-professoren Robert Barro, en af de sidste års storfavoritter til Nobelprisen og bl.a. en af verdens mest indflydelsesrige vækstforskere. Så der er ikke tale om almindelig, dansk øv-bøv-polemik, men derimod en skarp, men velfunderet kritik.

I en kort artikel med titlen ”Voodoo Multipliers” kritiserer Barro Team Obama for at operere med en multiplikator på 1,5 i deres vurdering af, hvor effektiv deres store forslag til en amerikansk finanspakke vil være. Kort fortalt er multiplikatoren et udtryk for, hvor meget ’ekstra’ økonomisk aktivitet der skabes på kort sigt, hvis man enten hæver det offentlige forbrug eller sænker skatterne. En multiplikator på 1,5 betyder dermed, at 10 procent ekstra forbrug, gennem at man får flere i arbejde og de dermed får højere løn, derfor køber flere varer og service, hvilket skaber flere jobs osv., vil skabe fem procent ekstra aktivitet udover de 10 procent, der direkte skabes af de offentlige udgifter. På den måde kommer Team Obama frem til, at en pakke på 787 milliarder dollars vil skabe 3,5 millioner nye jobs.

Barros argument er, at en multiplikator over 1 for det første logisk set indebærer, at der er aktivitet, som det offentlige kan finde, mens de private markedskræfter ikke kan. 50 års forskning peger den anden vej. Værre er det, at multiplikatoren er beregnet på grundlag af en antagelse om, at der er masser af arbejdsløse at tage af i alle de områder, der berøres af pakken. Hvis der ikke var det, ville en stimulans betyde, at det offentlige og det private blot ville konkurrere om de ansatte, hvilket resulterer i løninflation og dermed også prisinflation. Multiplikatoren beror også på en antagelse om, at de offentlige heller ikke på andre måder skubber privat aktivitet ud – altså at der hverken er konkurrence mellem det offentlige og det private direkte, på faktormarkeder (arbejdsmarkedet eller inputmarkeder) eller andre mekanismer, der forbinder de to.

Barro viser i artiklen, at i de episoder der mest minder om Keynes’ ideelle situation, har den amerikanske multiplikator maksimalt været 0,8. Med andre ord har man i de allerbedste situationer oplevet, at det offentlige på kort sigt har presset 2 procent privat aktivitet ud for hver 10 procents stigning. Jo tættere man er på en økonomis kapacitetsgrænse, jo højere skatte- og afgiftstrykket er, og jo hårdere den internationale konkurrence er, jo mindre bliver multiplikatoren. Han tvivler dermed på, om den amerikanske multiplikator overhovedet er forskellig fra nul, og dermed om Obamas stimulanspakke overhovedet vil have nogen virkning! Og prøv selv at overføre betingelserne til en vurdering af, hvor effektiv en dansk finanspakke ville være…

Man følte sig nærmest hensat til de mørkeste 70ere, da man læste Berlingske i morges. Jeg taler ikke om avisens linje, der er rykket i vulgærkeynesiansk retning den sidste måneds tid i takt med langt de fleste andre medier, men derimod Bjørn Willumsens reportage fra fransk politik på side 19. Frankrig er ved at få et nyt parti med navnet ”Nyt Antikapitalistisk Parti”, som står til at få opbakning fra en ganske væsentlig del af vælgerskaren!

Et nuværende postbud og tidligere historiestuderende, Olivier Besancenot, har forleden stiftet partiet, som har som erklæret mål at afskaffe kapitalismen. Nu kunne man med et glimt i øjet spørge sig selv, om Frankrig kvalificerer til betegnelsen et ’kapitalistisk samfund’, men det er ikke bare pjat det hele. Stifteren udtaler til Berlingske, at partiet vil tage de ’bedste’ elementer fra ”trotskisme, socialisme, kommunisme, libertarisme, guevarisme, eller radikal økologisme” med i sig program. Han ønsker åbenbart også at forbyde fyringer, nationalisere bankerne og hæve mindstelønnen ret markant. Og det er øjensynligt vand på mange franskmænds politiske mølle: En (unavngiven) meningsmåling peger i hvert fald på, at omkring 15 procent af vælgerne er parate til at stemme på en alliance mellem Nyt Antikapitalistisk Parti og det andet nye ultravenstreparti i Frankrig, Venstrefløjspartiet.

Her kunne historien ende som et kuriosum, og en bekræftelse på Jeremy Clarksons diktum fra det afsnit af BBCs Top Gear, da han konstaterede, at Frankrig er et land der ”basalt set består af bønder og kommunister”. Det er også et af de få lande i Europa, hvor man stadig både politisk og i samfundsvidenskabelige miljøer (læs: sociologi) taler om klassekamp som et reelt og solidt funderet fænomen. Men da jeg læste artiklen, vendte mine tanker tilbage til et spørgsmål de har cirklet om af flere omgange: Hvor store er forskellene i politiske traditioner på tværs af Europa, og hvorfor er de der? Jeg vil ikke forsøge at svare på det andet spørgsmål – det skal læserne være velkomne til at kommentere på – men vil give et hurtigt bud på det første.

Man skal forestille sig, at det giver rimelig mening at placere politiske traditioner på en almindelig venstre-højre-skala. Det er ikke helt ukontroversielt, men de fleste empiriske studier viser, at man ikke mister så meget information hvis man gør det. Derefter er det relativt enkelt at kategorisere europæiske partier på en venstre-højre-akse, og derefter regne regeringens ’ideologi’ ud. Metoden, der er beskrevet i min artikel fra sidste års oktoberudgave af Journal of Development Economics, giver et tal mellem -1 (helt kommunistisk) og 1 (fuldt liberal) for hver enkelt regering. Herefter taget vi ganske enkelt gennemsnittet af hver regering mellem 1976 og 2004 (hvor dataene holder op) for at få et bud på, hvordan hvert enkelt lands politiske tradition placerer sig. Man kan diskutere, hvor præcist sådan et mål er, men det giver under alle omstændigheder en ’feel’ for forskellene.

Nu vil jeg lade det være op til læserne at vurdere, om scorerne fra de 18 europæiske lande passer på virkeligheden, men blot bemærke én ting: Uanset hvordan man vender og drejer tingene, ligger Frankrig altid som et af de mest konsistent venstreorienterede lande i den vestlige verden. Det flugter også ganske godt med andre undersøgelser, for eksempel en fra sidste få år, hvor en tysk journalist havde sammenlignet lærebøger i nationaløkonomi. Det eneste sted, de fleste lærebøger utvetydigt beskrev frihandel og globalisering som et onde, var i Frankrig. Det må også være et af de eneste steder på vores del af kloden, hvor en stærkt interventionistisk, protektionistisk og statsstøttevenlig præsident – Nicolas Sarkozy – bliver beskrevet som ultrahøjreorienteret og nyliberal. Bundlinien? There’s something about France – landet der er den store leder af europæisk integration og harmonisering.

Hvert år udgiver KOF – det schweiziske konjunkturforskningsinstitut tilknyttet det tekniske universitet i Zürich – et globaliseringsindeks over verdens lande. Indekset er udviklet af Punditokraternes ven Axel Dreher, der nu er professor i nationaløkonomi ved det prestigiøse universitet i Göttingen, og er at foretrække frem for de fleste andre mål for globalisering eller ’åbenhed’. Grunden er, at det ikke blot omfatter mål for international handel og investeringer, men også mål for hvor protektionistisk en handelspolitik, landene fører og indikatorer for hvor ’socialt’ og politisk åbent et land er (international turisme, udenlandske aviser, FN-deltagelse og meget mere). Ydermere er det stort set det eneste af de mange globaliseringsindeks, hvor den vægt hvert enkelt område har i det totale indeks, ikke er tilfældigt bestemt (vægtene kommer fra en såkaldt principal komponent analyse). Indekset kan også splittes ud i tre informative underindeks, der måler økonomisk, social og politisk globalisering. Det er derfor særligt interessant at se, hvor Danmark ligger og i forhold til hvilke lande, vi er placeret. Med andre ord, hvor globaliseret er Danmark overhovedet?

2009-indekset er overordnet set glædelig læsning for danskere. På det overordnede indeks ligger vi på en syvendeplads blandt de 158 lande, der er ratet, hvilket er et fald på to pladser fra 2008. Nummer et er Belgien, mens nummer chok er Burma (dvs. landet der nu insisterer på at bliver kaldt Myanmar). Vores score, der kan ligge mellem 0 og 100, er 87,37 (Belgien er 91,51, Burma 23,71). Umiddelbart hedder top ti Belgien, Irland, Holland, Schweiz, Østrig, Sverige, Danmark, Canada, Luxembourg og Ungarn. De tre værste lande er (fra bunden) Burma, DR Congo og Burundi.

Og her kunne læsningen selvfølgelig slutte med konklusionen, at fattige lande er mindre globaliserede, punktum, men når man deler indekset op i de tre underindeks, ser tingene lidt anderledes ud. Når det gælder økonomisk globalisering ligger Danmark nummer 13 (med en score på 85,49), midt mellem Tjekkiet og Chile. Her er Singapore (96,67) og Luxembourg (93,43) i top. Det er på den ene side ikke så underligt, at et lille land er mere økonomisk globaliseret end større lande, da vi af indlysende grunde er mere afhængige af international handel for at skaffe ressourcer vi ikke selv har, og adgang til store markeder. På den anden side er det imponerende i betragtning af, at vi er tynget af en EU-politik der på centrale områder er ganske protektionistisk. Den danske score holdes oppe af, at vi er gode til at sikre en effektiv toldprocedure og ikke laver bureaukratiske krumspring som visse andre europæiske lande (f.eks. Grækenland, der ligger nummer 41 mellem Kazakhstan og Jordan).  Men der ligger stadig ti EU-lande foran os: Investeringslandene Luxembourg (2), Irland (3), Malta (4), Estland (7), Ungarn (8) og Tjekkiet (12), storhandlerne Belgien (5), Holland (6) og Cypern (11), og såmænd også Sverige (10). Sammenlignet med andre traditionelt liberale lande i Europa har vi ikke frygteligt meget at bryste os med. I forhold til USA kan man også stille spørgsmålstegn. Landet er nummer 59 med en score på 67,56, men man skal her tage i betragtning at det amerikanske hjemmemarked er på størrelse med hele EU.

Når det gælder social globalisering er forskellene mellem EU-landene ikke voldsomt store. Danmark ligger nummer 16 (85,81), midt mellem Holland og Sverige. På dette punkt ser USA noget skidt ud, placeret som de er på nummer 56 mellem Costa Rica og Israel. Amerikanerne lider tydeligt under at de som oftest ikke taler andet end engelsk, og også kulturelt er noget navlebeskuende. Israel, på plads nummer 57, kan man derimod let forklare: Omgivet af naboer der hader og afskyer én har man vel noget mindre samkvem med den umiddelbare omverden.

Og så kommer vi til det sidste punkt, den politiske globalisering. Med en tårnhøj score på 93,13 er Danmark alligevel kun nummer 13, da landet blandt andet overgås af USA (94,05) som er medlem af stort set alle internationale organisationer og har ambassader i alle venligtsindede lande. Frankrig som ellers bestemt ikke kan kaldes et globaliseringsvenligt land, er nummer ét med en næsten ’perfekt’ score på 98,03. Omvendt er det åbne Estland kun nummer 83, da landet både er for småt til at have mange udenlandske repræsentationer, og nok også er noget skeptisk overfor ubetinget internationalt samkvem efter 50 års sovjetisk besættelse.

Er det så godt eller skidt, og hvordan har det udviklet sig over tid? Tja, Danmark ligger sådan cirka hvor vi har ligget de senere år (læs f.eks. vores post fra sidste år her). Vi følger det typiske billede i OECD, hvor både den økonomiske og sociale globalisering har været stagneret siden 2000, men er faldet stille og roligt to pladser på det overordnede indeks, ni pladser på det sociale – men her er forskellene som nævnt meget små – og vi er steget to pladser på det politiske. Som KOF skriver i pressemeddelelsen, er New Zealand måske det eneste rige lande, der har set en klart positiv udvikling med et plus på otte point. Omvendt er Venezuela med den kommunistiske galning Hugo Chavez ved roret helt klart det land, der har klaret sig dårligst: Det er faldet 20 point siden sidste år! Ikke nok med at landet er rykket i en stadigt mere protektionistisk retning – de eneste lande, man virkeligt har samkvem med er Cuba og Bolivia, der ledes af Chavez-klonen Morales – men internationale investeringer flygter også ud af landet i takt med at det politiske og institutionelle miljø bliver mere og mere fjendtligt og uforudsigeligt.

KOF-indekset giver således et godt snapshot af verdens tilstand på tre hovedområder. Vil man vide mere, skal man naturligvis dykke længere ned i tal og landehistorier, men som en slag globaliseringstermometer er det nok det bedste på markedet (og så er det gratis). Ligesom sidste år omtaler vi det med glæde her på stedet, ligesom nogle af os bruger det i vores forskning. Og hvis der skulle sidde en gymnasielærer med et behov for lidt konkret information i stedet for Naomi Kleins vildledende vrøvl, er det ikke det dårligste sted at sætte eleverne til at søge.

Det ville være synd, hvis denne blog udelukkende skulle fyldes med betragtninger om skat, men emnet er stort i både dansk politik og nationaløkonomi. Ydermere er den Skattekommissionen, som regeringen begravede diskussionerne i, lige kommet med sit udspil til en skattereform. Det skal naturligvis omtales, ikke mindst fordi udspillet lugter langt mere af normaldansk realpolitik end noget som helst visionært eller fremtidsorienteret.

En del af farcen, som kommissionens samlede udspil på sin vis reflekterer, er at man har valgt at følge sit kommissorium meget strikt. Ethvert forslag skal derfor være ”fordelingsmæssigt balanceret” – et begreb, der på trods af den uskyldige ordlyd meget effektivt har begrænset kommissionens muligheder for at foreslå noget som helst effektivt. Man synes at have tolket begrebet sådan, at udspillet ikke måtte rykke målbart på den danske indkomstulighed på trods af at et af problemerne, som dansk økonomi har, netop skyldes de meget små økonomiske incitamenter til at gøre en ekstra indsats, som de minimale indkomstforskelle, målt efter skat og overførsler, forårsager.

Skattekommissionens udspil er bl.a. derfor ifølge Børsen endt med at omfatte den følgende række forslag:

1. Mellemskatten på seks procent afskaffes.
2. Grænsen for hvornår man skal betale topskat flyttes fra 347.200 til cirka 380.000 kroner
3. Topskattesatsen nedsættes med 1,5 procent
4. Beskæftigelses- og personfradrag sættes op.
5. Boligejeres rentefradrag og ligningsmæssige fradrag nedsættes fra 33 til 25 procent.
6. Erhvervslivets brugerbetaling og energiskatter hæves med et samlet provenu på cirka 5,5 milliarder.
7. Grønne afgifter på olie og gas hæves med et provenu på cirka tre milliarder.
8. Nogle tidligere momsfriholdte områder skal betale moms

Man regner dermed med at sænke skatten med samlet set 36 milliarder kroner, at sænke den højeste marginalskat fra 63 til 54 procent, og at sænke bundskatten fra 43 til 40 procent. Der er således tale om en tydelig skattelettelse som man må regne med får virkning ligesom enhver anden type ekspansiv finanspolitik. Men hvor stor virkningen bliver i den nuværende situation er uvist, ligesom enhver økonomistuderende øjeblikkeligt burde kunne se, at der er ganske stor forskel på aktivitetseffekten fra ekspansiv finanspolitik – vi får umiddelbart flere penge mellem hænderne – og de dynamiske effekter på lidt længere sigt, som ellers skulle bidrage til at løse det umiskendelige problem, Danmark er ved at udvikle på arbejdsmarkedet, hvor der snart kommer til at mangle en stor mængde arbejdskraft.

Lad os tage aktivitetseffekten først. Det er ret klart, at folks forventninger til den økonomiske situation de nærmeste år er i bund. Det påvirker (for de lidt teknisk interesserede) størrelsen af den finanspolitiske multiplikator i dansk økonomi. Helt simpelt sagt er det sådan, at jo mere pessimistiske folk er, jo større en andel af deres ekstraindkomst bliver lagt til side i opsparing, og jo mindre en del af skattelettelsen kommer derfor ud at ’arbejde’ i økonomien. Lidt paradoksalt betyder det, at jo mere man politisk mener, at der er behov for at føre finanspolitik for at sætte gang i dansk økonomi fordi pessimismen hærger, jo mindre virker politikken. Regeringen vil med en skattepakke forsøge at bekæmpe den stigende arbejdsløshed, men det kan altså diskuteres, hvor effektivt den foretrukne politik overhovedet er.

Og så til de dynamiske effekter, som man kan stille endda meget store spørgsmål ved. Danske Banks cheføkonom Sten Bocian udtrykte torsdag overfor Børsen bekymring for udspillet, da han (fuldstændigt korrekt) påpegede, at størstedelen af skattelettelsen kommer til at ske i bunden af fordelingen, hvor man fra en lang række studier ved at de dynamiske effekter er meget små. Her må man ganske enkelt konkludere, at kravet i kommissionens oplæg om fordelingsbalancerede udspil har betydet, at en uforholdsmæssig stor del af indsatsen lægges på områder, der praktisk talt ikke betyder noget for at løse f.eks. Danmarks fremtidige problemer med arbejdsudbud og finansiering af en ældrebyrde. Og når enhver effekt i den øverste tredjedel af indkomstfordelingen, hvor de væsentlige umiddelbare virkninger af en topskattelettelse er, skal balanceres af lettelser i bunden, der næsten er uden dynamisk virkning, er råderummet for en topskattelettelse ikke ret stort. Hvis man har et bundet budget – for eksempel 36 milliarder – kan enhver lempelse af topskatten blive budgetmæssigt tung fordi den skal opvejes af dyre lempelser i bunden. Det har tydeligvis begrænset lettelsen i toppen, og dermed hvor effektivt forslaget er.

Og det er måske værre. Andre økonomer med en mere behaviouristisk tilgang til analysen har for eksempel peget på, at mens den højeste marginalskat i denne type forslag faktisk sænkes, stiger springet fra den almindelige skat op til at betale topskat. Med andre ord vil marginalbeskatningen af en ekstra time naturligvis falde, men den marginale ændring i beskatningen vil stige når man rykker over topskattegrænsen. I absolutte termer er en ekstra times arbejde derfor mere attraktivt, men relativt set straffes man hårdere end før, hvis man rykker op i topskatteområdet. Mens man fra en helt klassisk økonomisk vinkel ville regne med, at forslaget har nogle positive, dynamiske effekter, kan man faktisk fra en adfærdsøkonomisk vinkel frygte, at udspillet kunne indebære en lille, negativ dynamisk effekt.

Man siger ofte, at djævelen ligger i detaljen. I Skattekommissionens arbejde har denne detalje været de fordelingsmæssige krav i kommissionens oplæg. Det har betydet, at man selvom man måske ikke har villet det, er tvunget til at levere et politiseret udspil, som hverken er særligt billigt eller særligt effektivt. De mange, der havde håbet på en afskaffelse af topskatten, vil sandsynligvis skyde skylden på en kommission med socialdemokraten Carsten Koch i spidsen og tro, at det var den politiske grund til det uambitiøse forslag. Socialdemokrater og andre midtervælgere kan ’glæde’ sig over, at forslaget ikke skaber større ulighed – som om en marginalt større ulighed, der skyldes at den bedst betalte million på arbejdsmarkedet får lidt lavere skat ville rykke Danmark væk fra pladsen som det land i verden, der har de mindste indkomstforskelle. Regeringen, der har udlagt kommissionens grænser, går fri af kritik. Det er virkeligt veltilrettelagt realpolitik, og gud hvor er det både uhæderligt og deprimerende.

Midt i det, mange tror er på vej til at blive den værste recession siden den første oliekrise, venter regeringen på Skattekommissionens anbefalinger. Berlingske Tidende omtalte problematikken i søndags, hvor skatteminister Kristian Jensen lagde op til en omfattende reform. Som han forklarede Berlingske, er den nuværende lovgivning i det store og hele resultatet af Schlüter-regeringens reform fra 1987, og Jensen mener at den næste reform på samme vis bør kunne holde i 20 år.

De politiske spændinger omkring en kommende skattereform burde være tydelige. Der tegner sig et politisk flertal for ændringer i topskatten, men med væsentlige forskelle. SF foretrækker at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat, og mens man troede at de Konservative arbejdede for helt at afskaffe den, forvirrede Lene Espersen forleden signalerne ved pludselig at meddele, at man alligevel ikke mente noget særligt. Socialdemokraterne har traditionelt svært ved at mene noget klart om skat – før krisen kørte Helle Thorning hårdt på, at der ikke var plads til skattelettelser, men at man burde ”investere i velfærd” og med en fuld krise er hendes holdning åbenbart, at man fremrykke offentlige investeringer, dvs. hæve det offentlige forbrug. Og mens Kristian Jensen ret klart er for en afskaffelse, er partiet Venstres holdning uklar og sandsynligvis et resultat af den interne spænding mellem de egentligt liberale og den anden, overvægtige fløj, der kun interesserer sig for magten.

Så vidt den politiske situation. Mht. den faktiske viden om hvad skatteomlægninger betyder, har mange modstandere af store omlægninger understreget, at vores viden er usikker. Naturligvis er den det – hvor megen viden i samfundsvidenskaberne er 100 procent er klar? – men erfaringerne fra den svenske omlægning, der er kortlagt af Martin Ljunge og Kelly Ragan, viser meget store dynamiske effekter.  Ikke nok begyndte svenskerne at arbejde lidt mere efter at deres højeste marginalskat blev sænket, præcist som økonomisk teori siger når afkastet til en ekstra times arbejde stiger, men uddannelse og andre måder at dygtiggøre sig på er også blevet mere attraktive. Herhjemme har tidligere vismand Nina Smith også udtalt i sidste uge, at finansministeriet og de nuværende vismænds estimater af de dynamiske effekter nok er for små. Med andre ord mener en række topøkonomer, at topskatten sandsynligvis vil være ret billig at afskaffe, og vil bidrage til at løse det problem med at skaffe arbejdskraft, som ikke forsvinder i de kommende år, krise eller ej. Og så har man ikke engang regnet de effekter ind, der muligvis kunne komme fra øget iværksætteraktivitet, som flere studier også finder, er klart forbundet med størrelsen på marginalskatten.

I offentligheden diskuteres emnet på en lidt anden måde, og man kan næppe bebrejde hverken almindelige mennesker eller journalister for en vis forvirring. Vismændenes seneste rapport viste også klare positive effekter af en afskaffelse af topskatten, men de endte alligevel – efter et noget uheldigt forløb hvor de efter en triviel, men forståelig regnefejl måtte omskrive dele af rapporten i sidste øjeblik – med at anbefale, at man brugte størsteparten af et finanspolitisk råderum på et beskæftigelsesfradrag i bunden af skattefordelingen, som de selv viser har ganske små dynamiske virkninger. I stedet forsvarer de forslaget med dets ’fordelingsmæssige konsekvenser’, et argument som ikke blot er politisk og derfor ikke retmæssigt hører hjemme i en vismandsrapport, men som også er nærmest ligegyldigt i betragtning af, at Danmarks indkomstfordeling uden topskatten stadig ville være den mest ’lige’ i verden.

Den seneste bid information om hvad den danske marginalskat gør, kommer fra en undersøgelse blandt udlandsdanskere, som Dansk Industri har gennemført. I nyhedsbrevet Indsigt rapporterer de, at blandt 1000 adspurgte danskere svarede 59 procent at ”skatte- og afgiftssystemet i høj grad har påvirket beslutningen om at tage til udlandet” i høj eller nogen grad. For de danskere, der har besluttet sig for at blive boende i udlandet, er skatten en vigtig faktor for 67 procent. De værste nyheder i undersøgelsen er, at jo højere indkomst man oppebærer, jo vigtigere en faktor er skat, og for gruppen af iværksættere er skatten en særdeles tung faktor.

I diskussionen om hvorvidt det danske skattesystem medfører en hjerneflugt eller lignende nettoudflytning af danskere med særlige kompetencer – en diskussion som bl.a. Arbejderbevægelses Erhvervsråd har præget med en holdning om, at skatten ikke betyder noget som helst – er DI’s undersøgelse derfor særdeles informativ. Man viser nemlig ikke blot, at skatten har betydet at cirka 25.000 danskere har valgt at fraflytte Danmark og 5000 udlændinge har valgt ikke at flytte til Danmark, men også at det ikke er et repræsentativt udsnit af befolkningen, vi går glip af. I min egen andedam betyder det meget tydeligt, at man hverken kan tiltrække de bedste forskere ti
l danske universiteter, eller holde på de dygtigste danskere medmindre de er bundet på anden måde (eks. børn).

Det er blevet understreget mange gange, ikke mindst på vores ’fløj’, at det danske skattesystem er skadeligt for dansk økonomi. Debatten er heftigt, men ikke altid lige oplyst. Man må håbe at DI’s undersøgelse kan åbne flere politikeres øjne for de mange fordele, man ville have ved at afskaffe topskatten, men særligt optimistisk er det svært at være. Topskatten, der indbringer et skatteprovenu på noget i retning af to milliarder om året – se det f.eks. i forhold til at Finansministeriet i starten af december skønnede, at årets offentlige finanser ville ende med et overskud på 59 milliarder – er ikke andet end en misundelsesskat. Men hvis vi har lært noget af de sidste 3000 års politisk forskning må det være, at pegen fingre af andre samfundsgrupper og ’hvad de har’ er en stærk faktor i politik. Hvis man kan få vælgere til at tro, at andre betaler for gildet, kan man komme langt i dansk politik.

Det højt respekterede Fraser Institut i Canada er ved siden af udgivelsen af det årlige Economic Freedom Index også kendt for sine skarpe småanalyser, altid fra en liberal vinkel. Økonomerne Niels Veldhuis og Alexander Moens, der er tilknyttet instituttet, kritiserede således forleden under overskriften ”Let’s Hope Obama’s Campaign Promises are not Implemented” the President Elects økonomisk-politiske ideer i the Halifax Chronicle Herald (læs her). Indlægget fokuserer primært på påvirkningen fra USA på canadisk økonomi, men de overordnede mekanismer og den generelle frygt er den samme, når det kommer til påvirkningen af europæisk og dansk økonomi, og for den sags skyld mht. det politiske respons hos os.

Veldhuis og Moens understreger fra starten, at ” it is much too early to determine which election promises will be implemented and which will end up on the cutting room floor”, men også at Canadas økonomiske helbred kommer til at blive påvirket, lige meget hvad the President Elect vælger at gore, når han tiltræder sig hverv i januar. Som de skriver, gælder det at ”the critical issue for Canadians is whether the incoming Obama administration will implement policies that will impede or expedite a U.S. economic recovery and influence longer term U.S. economic growth”.

Obama har for eksempel foreslået en lang række nye statslige tiltag, der tilsammen koster 117 milliarder dollars. Meget af det er ufinansieret, og tonerne fra Washington i disse dage er, at måske skal man slå endnu større finanspolitiske brød op uden at sikre finansieringen. Så mens Demokraterne (med rette) har kritiseret Bush-administrationen for at føre for slap finanspolitik gennem en årrække, vælger man nu som svar på finanskrisen at gå tilbage til Roosevelt og føre en New Deal-agtig politik, som heller ikke virkede i 30erne.

Og den del af finansieringen, der er tænkt på, ser heller ikke særligt begavet ud. Obamas ide er, at hæve topskatten, skatter på kapitalgevinster og selskabsskatterne. Som de to Fraser-økonomer påpeger, er det ikke just gavnligt for den iværksætteraktivitet, der i forvejen lider under krisen. På længere sigt er der også masser af empirisk grundlag for at regne med, at den samlede Obama-pakke vil sænke den amerikanske langsigts-vækst, mens den gør meget lidt for at trække landet ud af krisen på kortere sigt.Er der så intet godt at sige om den kommende præsidents økonomiske ideer?

Egentligt ikke! American Enterprise Institute regnede i efteråret på effekterne af hans skatteforslag, og kom frem til det resultat at mens de relativt rige får højere skattetryk, hvis Obamas forslag bliver stemt igennem, gælder det også for de fattige amerikanere (læs f.eks. Niklas Berggrens omtale her). De eneste, der går fri er middelklassevælgerne – dvs. forslaget er et perfekt eksempel på et median voter proposal. Samtidig bliver man nødt til endnu en gang at understrege, at Obama er klassisk fagforenings-protektionist, der ønsker at indføre arbejdstager- og miljøstandarder i internationale aftaler, inklusive NAFTA, formodentlig velvidende at det ikke hjælper ulandenes miljøsituation, men udelukkende fungerer som en handelsbarriere overfor deres varer.

Lad os alligevel slutte på den lille, positive vinkel der er. Obamas økonomiske team, der blandt andet tæller topøkonomen Christina Romer, er ikke generelt kendt for at dele hans synspunkter. Hvis de får den indflydelse, de har fortjent – og som de bliver nødt til at have i en recession – kan man håbe, at de kan udvirke lidt damage control. Men indtil da bliver det ikke sjovt at være udsat for en præsident fra den demokratiske venstrefløj med opbakning fra en demokratisk kontrolleret kongres, og med tårnhøje forventninger fra en intetanende amerikansk befolkning.

Punditokraternes fjerde julegaveidé er ikke decideret eller direkte en liberalistisk gave (og nu må vi se hvad læserne siger til det), men nærmere en personlig favorit med nogle klare, traditionelt borgerlige træk. Julegaveideen er ganske enkelt Dorothy Sayers fremragende serie krimier med den meget britiske opdager Lord Peter Wimsey (læs Wikis entry her).

Sayers skrev fra sidst i 20erne og ind i 30erne en række detektivromaner med et gennemgående persongalleri, ikke mindst vores ’helt’ og hovedperson, Peter Wimsey, den anden søn af Lord Denver, som dermed ikke blot var voldsomt rig, men også medlem af overhuset. Wimsey optrevler i serien en række mord, der nok er spændende plots i sig selv, men aldrig får den altovervejende rolle som hos Conan Doyle eller Christie. Der foregår ganske enkelt alt for meget udenom til at forbrydelserne som sådan bliver bøgernes omdrejningspunkt. Sagt på en anden måde skrev Christie og andre krimier, der også var litteratur, mens Sayers mere skrev litteratur, der også var krimier.

Og hvorfor, fraset den ret betragtelige underholdningsværdi, er Wimsey-serien så værdig til at blive nævnt i en gaveideserie? Jo, fordi Wimsey lever i et samfund hvor der er klar forskel på rig og fattig, men på en helt anden måde, end det som oftest bliver beskrevet. I mange andre krimier, og ikke mindst i den ’skandinaviske tradition’ a la Sjöwall og Wahlöö, er der klasseforskelle, og det er typisk en elites skyld på den ene eller anden måde. Hos Sayers tilhører Wimsey overklassen og der er klasseskel – han har en butler, der vil gå gennem ild og vand for ham, og som altid titulerer ham Mylord. Der bliver heller ikke stillet spørgsmål ved det rimelige i, at fattige kalder Wimsey Sir eller Lord, hvilket ville kunne hidse mange venstreorienterede op, og har gjort det gennem tiden.

Men hos Sayers går respekten begge veje, og den beror på hvad man gør i stedet for hvem man er. Wimsey viser for eksempel den dygtige låsesmed (der har en fortid som bankrøver) enorm respekt for hans evner, mens låsesmeden viser Wimsey stor respekt for at han helt udfylder sin rolle som overklasse: Den hjælpende hånd og den selvfølgelige gavmildhed overfor de trængende. Det er med andre ord et samfund, hvor der ingen stat er, der står som dyrt eller bureaukratisk mellemled mellem folk der hjælper hinanden. Og der er absolut ingen respekt tilovers for dem, der ikke gør deres medmenneskelige pligt – klarest personificeret ved Wimseys storebror og svigerinde, der nok er rige, men uden en sans for at noblesse oblige. De eksisterer nærmest ikke udenfor deres snævre sociale habitat, mens Wimsey i en af romanerne klarer sig glimrende, da han som led i en sag tager et job inkognito på et reklamebureau.

Lyder det frygteligt gammeldags? Var 30ernes England ikke et hårdt sted at bo, hvis man var fattig? Ville jeg ikke hellere leve i 2008? Ja, jo og jo. Men Wimsey-serien, ved siden af dens kvalitet som underholdning, minder os måske om – på en måde der slet ikke løfter pegefingre – at mange af de funktioner, danskere tager for givet som en ’velfærdsstatsopgave’, faktisk blev udført af mennesker før i tiden, og sommetider væsentligt mere effektivt og værdigt end de skranker, der klarer dem i dag. Og de minder os også om, at bare fordi velfærdsstaten tvinger os til at blive mere ens, bliver ingen mere lige af den grund.

Den eneste, der er god nok til Wimseys søster er kriminalassistent Parker, der ikke ligefrem tilhører en økonomisk elite, men er bundhæderlig og en ligeværdig partner. Wimseys egen kærlighed falder også kun på én i løbet af bøgerne – forfatteren Harriet Vane – og det bliver først til noget, da begge indser at den sociale status og familier og samfunds forventninger til dem er uendeligt ligegyldige. Rige og fattige, mænd og kvinder, er meget langt fra ens hos Sayers, men som mennesker er de lige. Dér ligger skellet mellem de gode og de andre, ikke i objektiv status, men om man ser gennem et upersonligt samfunds briller eller på mennesker som individer. Hvis der er at være gammeldags, er det fint med mig.

Forleden optrådte finansmanden George Soros i Deadline med den besked, han har rejst rundt med de seneste år: Økonomisk teori er forkert fordi markedet ikke af sig selv finder en ligevægt, og staten bliver nødt til at regulere. Manden får tv-tid og plads i andre medier af én bestemt grund, at han har tjent rigtigt mange penge på spekulation. Jeg blev ærligt talt sur, ikke blot fordi han endnu en gang smider påstanden ud i den offentlige debat under en finanskrise, men også fordi påstanden er så åbenlyst absurd – og i særlig grad, når den kommer fra Soros.

Lad mig specificere mit synspunkt. Først må man indse, at markedet ikke er en eller anden mytisk genstand, men blot summen af alle de aktører, der handler med hinanden – på diamantmarkedet med diamanter, på finansmarkedet med finansielle aktiver, og på Istedgade med seksuelle ydelser. Enhver bevægelse på markedet er derfor ikke andet end at nogen af aktørerne har fundet sammen om en pris eller en mængde, der ikke svarer til den, markedet reflekterede før deres transaktion. På denne måde finder markedet – altså mængden af købere og sælgere – en ligevægt i det, Walras kaldte en tatonnement-proces. Markedets aktører eksperimenterer med pris og mængde og tjener penge eller mister evt. penge, og lærer dermed af det. Så længe, der er nogen der kan opdage spænd mellem hvad sælgere kræver og hvad købere er villige til at give, sker der hele tiden en ændring hen mod markedets ligevægt. Disse agenter ændrer dermed pris-mængde og flytter altså efterspørgsel og udbud i ligevægt – nogle gange efter at markedet på meget kort sigt er gået fejl. Dette er en proces, som Nobelprisvinderen Vernon Smith har vist virker i langt de fleste eksperimenter, og som man kan se bevis for hver dag på markedet. Det er også den proces, der styrede markedsadfærd for 100 år siden, da regeringer ikke regulerede på samme måde og internationale markeder derfor fik lov til at virke frit.

Og hvorfor kan denne proces så gøre en så sur på Soros? Jo, fordi manden der påstår at markeder ikke af sig selv finder i ligevægt, er blevet meget rig på netop at være dygtig til at finde de små prisforskelle, man kan tjene penge på. Med andre ord har han været en af de dygtigste af den type entreprenante agenter, der lige præcis er sikkerheden for at markeder finder ligevægtspriser og –mængder af sig selv! Måske er holdningen forståelig hos en mand, der brugte hele sit arbejdsliv på at spejde efter situationer, hvor markedet var ude af ligevægt – altså f.eks. hvor der til den gældende pris er overefterspørgsel – og som dermed måske har stirret sig blind på de små ujævnheder, hans ageren har været med til at udrydde, men det er stadig dumt. Hvad værre er, er at politikere hører interesseret efter hans budskab. Og hvorfor? Fordi han har tjent milliarder på at være med til at rykke markedet i ligevægt.